Interviews om besættelsen

Transkript

1 Interviews om besættelsen I 1982 gik jeg i gang med at optage videosamtaler med personer, som på grundlag af egne erindringer kunne fortælle om væsentlige personlige eller samfundsmæssige begivenheder i den første halvdel af det 20. årh. dramatiske Danmarkshistorie, nærmere betegnet fra September-forliget mellem DA og LO i grundlaget for Den danske model - og Systemskiftet i grundlaget for indførelsen af det parlamentariske demokrati - til og med Nazi-Tysklands besættelse af Danmark Dvd erne kan erhverves for kr. 50 på e-postadressen henning.tjoernehoej@webspeed.dk, på tlf eller på adressen Ellebakken 29, 3460 Birkerød. Hermed følger en oversigt over de indtil nu redigerede dvd er. De danske Spaniensfrivillige. Borgerkrigen i borgerkrigen Samtale med en af de tre unge danske kommunister - Harald Nielsen, slagter i det daglige - som cyklede fra Danmark en stor del af vejen til Spanien. De tre brødre nåede at være med i forsvaret af Madrid og de slap levende fra deres flerårige deltagelse i borgerkrigen. De blev en af del af De Internationale Brigader rummende i alt ca venstreorienterede unge fra ialt 53 lande, som - forgæves - ilede den spanske republik til hjælp, mens Hitler og Mussolini støttede oprørslederen Franco. Der var tale om en af de smukkeste solidaritetshandlinger, verden har set. Men de tre cyklister var tæt ved at blive likvideret af en gruppe trotskister. Og den trotskistiske socialdemokrat Aage Kjelsø var lige så tæt ved at blive likvideret af kommunisterne efter et internt opgør i Barcelona mellem kommunister og ikke-kommunistiske socialister - beskrevet af den engelske forfatter George Orwell i bogen Homage to Catalonia. Aage Kjelsø boede faktisk i hus med Orwell. Som så mange andre var han forbandet over, at de demokratiske lande svigtede det spanske demokrati. Den socialdemokratiske franske regering var villig til at støtte, men af frygt for et nazi-tysk angreb turde man ikke yde denne støtte uden engelsk medvirken. Det afviste den Konservative engelske regering. Myten om det folkelige sammenhold under Besættelsen I mange historiebøger kan man læse, at der herskede et ubrydeligt folkeligt sammenhold under Besættelsen. Det passer ikke! Partiet Venstre fik f.eks. gennemtrumfet et lønstop og kraftige prisstigninger på landbrugsvarer under trusler om at ville udtræde af den SVKR-samlingsregering, der var blevet dannet efter den tyske besættelse af Danmark. Det ville have medført politisk uro og måske derefter en tysk indsættelse af en dansk naziregering. Venstre fik også genindført et stavnsbånd for yngre landarbejdere - tre år efter, at det generelle stavnsbånds 150 års dag var blevet fejret i København og ud over landet ved store fester - ligesom Venstre fik gennemført en tvangsanvisning af unge by-arbejdere til landbruget, skønt der ikke var konstateret mangel på arbejdskraft i dette erhverv. Men en forudsætning for, at man kan trykke arbejdslønnen er jo, at der er et vist overskud af arbejdskraft. Endelig fik Venstre rullet dele af socialreformen tilbage. Bl. a. blev der genindført tab af stemmeret for modtagere af længerevarende socialhjælp. Der førtes således ikke blot modstandskamp under Besættelsen. Der blev også ført en skærpet klassekamp, som især havde Socialdemokratiet og Fagbevægelsen som taberne, som en af vore kendteste Besættelsestids-historiker, universitetslektor, dr. phil. Hans Kirchhoff skriver det i sin bog Samarbejde og modstand under Besættelsen (2001) karakteriseret som bogen om Besættelsen. Men det er ikke noget, man kan læse meget om i historiebøgerne, hvad Kirchhoff da også erkender: De økonomiske og sociale 1

2 spørgsmål er underbelyst i Besættelseshistorien - det gælder også i forskningen. Man forstår derfor den socialdemokratiske historiker Henning Tjørnehøjs frustrationer, når han råber i ørknen om Venstres togt mod arbejderne. På båndet interviewes bl.a. den senere V-finansminister, prof. Thorkil Kristensen, formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, Hans Rasmussen, socialdirektør i Aarhus Kommune, Orla Jensen og husholdningskonsulent Helle Munch Petersen. Som hjemmekonsulent for Danske Kvinders Samfundstjeneste og for Mødrehjælpen besøgte hun under Besættelsen nogle af Kbh.s hårdest belastede kvarterer. I årene blev hun leder af Forbrugerrådet. Endvidere er der samtaler med historikerne Tage Kaarsted, Henrik S. Nissen og Henning Poulsen. Højgaard-Kredsen 1940 Dagen efter Nazi-Tysklands besættelse af Danmark karakteriserede grundlæggeren af ingeniørfirmaet Højgaard & Schultz, civilingeniør Knud Højgaard i et brev til den ledende Konservative politiker Christmas Møller, den hurtige danske overgivelse den 9. april 1940 som den største skændsel i Danmarks tusindårige historie. Direktør Højgaard forholdt sig ikke blot i brevet vredt til den hurtige danske overgivelse. Han så også med kritiske øjne på det danske samfunds udvikling i retning af en velfærdsstat. Han fremhævede risikoen for en nedbrydning af det danske folks moral og selvopholdelsesdrift pga. af de sociale støtteforanstaltninger. Og i en samtale med dagbladet Børsen den 7. august 1940 luftede dir. Højgaard sit ønske om at fjerne stemmeretten for såvel de unge som de ældre. Der er ingen mening i, at folk, som ikke kan klare sig selv, skal være medbestemmende om landets ledelse. Også de helt unge og uerfarne menneskers valgret er meningsløs. - Valgretsalderen var dengang 35 år til Landstinget og 25 år til Folketinget! En anden af de senere medlemmer af Højgaard-Kredsen, skibsreder A. P. Møller var helt på linje med Højgaard hvad angår kritikken af den gryende velfærdsstat. A. P. Møller fremhævede f.eks. i en tale i Studenterforeningen i Kbh. 1942, at de seneste decenier havde været en nedgangsperiode. Viljen til selvhjulpethed svandt i vide kredse, lediggang og demoralisation bredte sig. Administrationsapparatet var efterhånden blevet meget stort og meget tyngende - både direkte ved, hvad det koster og ved det store antal mennesker, det lægger beslag på og indirekte ved de mange indgreb og hæmninger for befolkningen. Socialpolitikken (havde) sat lediggang og fidusmageri i system og gjort understøttelser til en udbredt levevej. - Så var det nok heller ikke værre. For faglærte beløb understøttelsen sig til ca. 1/3 af gennemsnitslønnen, mens den udgjorde ca. 40 pct. for de ikke-faglærte. Det kunne man få i 140 dage, hvorefter man blev henvist til den endnu lavere kommunehjælp. Knud Højgaard fattede hurtigt en plan om at indkalde en række af rigets bedste mænd til en drøftelse af, om der kunne gøres noget for at tilvejebringe en dansk regering, som på en mere effektiv måde end den siddende (SVKR-samlingsregering) kunne beskytte Danmarks ære og interesser i forholdet til Tyskland. Den 20. august 1940 mødtes halvandet hundrede mennesker i Ingeniørforeningens lokaler i Farimagsgade i København. Af Højgaards m.fl. invitation fremgik det bl.a., at det måtte være alle danskes første mål at hævde vor nationale og politiske, åndelige og økonomiske selvstændighed i fremtiden under fastholdelse af de folkelige og etiske værdier, der står for os som en umistelig arv fra de slægter, der gennem tusind år har formet og skabt det Danmark, som er vort. Det er lidt svært at bringe dette historiske tilbageblik i 2

3 overensstemmelse med Højgaards m.fl. kritik af det velfærdsdemokrati, som SR-partierne under ledelse af Stauning-Munch regeringen tog de første skridt til at etablere i 1930 erne. Det Danmark, som Højgaard og hans borgerlige meningsfæller ville hævde, var snarere det før-velfærdsdemokratiske Danmark. Nu så de en mulighed for i ly af den tyske besættelse at få rullet udviklingen tilbage hertil. Tilstede ved mødet i Ingeniørforeningen var bl.a. dir. civilingeniør Per Kampmann, dir. civilingeniør Jørgen Saxild - begge grundlæggere af ingeniørfirmaet Kampsax - skibsreder A. P. Møller, grosserer P. M. Daell, medstifter af Daells Varehus, fhv. dir. for DFDS Niels Høst, dir. Aage Finsen, Københavns Kreditforening, forpagter August Bech, medstifter af det store landbrugs organisation Tolvmandsforeningerne og denne forenings næstformand, medl. af de Konservatives hovedbestyrelse, godsejer, hofjægermester Folmer Lüttichau, fabrikant N. J. Haustrup, grundlæggeren af Haustrups Fabrikker i Odense, dir. P. Due-Petersen, Frichs Fabrikker i Århus, landsdommer N. V. Boeg, København, litteraturprofessoren Vilh. Andersen, historieprofessoren Knud Fabricius, tyskprofessoren L. L. Hammrich alle Københavns Universitet, historikeren Vilh. la Cour, Birkerød Kostskole, rektor Paul Holt, Århus Seminarium - ledende medlem af partiet Dansk Samling. Også en anden af de inviterede - højskoleforstander Robert Stærmose, Støvring Højskole - var medlem af dette parti. Inviteret var endelig højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole, der som nævnt var en af de grundtvigianere, der vovede sig længst ud mht. beundring af dele af nazismen - om end ikke så langt som flere medlemmer af Dansk Samling og hofjægermester Folmer Lüttichau. Der havde fra dansk nazistisk side været planer om en magtovertagelse. Til alt held blev disse planer aldrig realiserede. Men Højgaard-kredsen henviste til disse planer, da man den sendte kong Chr. X. en opfordring til at skille sig af med SVKR-samlingsregeringen til fordel for en regering af politisk uafhængige, frit stilledes mænd - udvalgt bl.a. fra Kredsen selv. Der er her tale om en rystende politisk naivitet. Man var tilsyneladende fra Højgaard-Kredsens side helt uopmærksom på, at en sådan regeringsudskiftning nærmest ville opfordre de danske nazister og/eller Berlin til at fjerne SVKR-samlingsregeringen og selv gribe magten. Som begrundelse for Højgaard-Kredsens interesse for at fjerne SVKR-samlingsregeringen anførtes det, at man ikke (kunne) tillægge politikernes bedømmelse af den foreliggende situation (Besættelsen) virkelig betydning. De havde iflg. Kredsens ledelse kun forudsætninger for at bedømme de kræfter, som de selv har skabt, og hvoraf deres indflydelse afhænger nemlig det gamle skolede partimaskineri og den dertil hørende organiserede vælgerhær. Det er jo pinligt at læse denne belæring fra en række af landets ledende erhvervsfolk, som var ude af stand at begribe hvilken alvorlig risiko, de udsatte landet for i kraft af deres egen uparlamentariske politiseren. Om nazismen hed det i Højgaard-Kredsens senere henvendelse til kongen, at den direkte importeret fra Tyskland (var) uforenelig med dansk ånd. - Men i en tillempet dansk udgave kunne den måske accepteres? - Videre i henvendelsen kunne man læse, at selvom de organiserede danske nazister ikke var mange, så ville de kunne påregne at få tilslutning fra kredse, der er stærkt oppositionelt indstillet overfor det bestående parlamentarisk-politiske system - kredse, hvis fædrelandssind og oprigtige danskhed i øvrigt ikke bør drages i tvivl. Men det kunne deres holdning til folkestyret - uden, at det tilsyneladende bekymrede Højgaard-kredsen. 3

4 Endelig fastslog Kredsens ledelse, at det navnlig var Socialdemokratiets ideologi, der er tyskerne mest imod. Og vi kan tænke os muligheden af, at den omstændighed, at det just er dem (socialdemokraterne), der behersker (SVKR-)regeringen, kan fremskynde indgrebet fra tysk side mhp. fjernelsen af SVKRregeringen til fordel for en dansk nazi-regering. Da den socialdemokratiske velfærds-ideologi som nævnt endvidere var Højgaard-Kredsen imod, kunne der således komme til at foreligge et interessesammenfald. Mhp. at berolige Hitler var Kredsen altså indstillet på at fjerne Socialdemokratiet fra det politiske liv. Under Den parlamentariske Kommissions afhøring af Knud Højgaard tog han skarpt afstand fra kritikken af, at han og hans medsammensvorne skulle have haft til hensigt at etablere et kupforsøg, en sammensværgelse mod folkestyret og lignende. Kredsens motiver var rene og uselviske, og en eventuel regeringsomdannelse skulle foregå inden for forfatningens rammer og med Rigsdagens tilslutning. - Men Højgaard-kredsens henvendelse til kongen var jo båret af åbenlys mistillid til politikerne og liden respekt for det parlamentariske system. I dagbladet Børsen havde Højgaard i sin tidligere citerede kronik bl.a. givet udtryk for, at man burde være forsigtig med at bringe ordet folkestyre i miskredit. Man bør ikke gøre et synonymt med det nuværende parlamentariske styre ( ). Haustrup (Danmarks) - Kredsen 1940 Danmarks-kredsen, hvis hovedmand var direktør, konsul N. J. Haustrup i Odense, blev stiftet af en række fynske og jyske erhvervsfolk, godsejere og militærfolk på foranledning af en grosserer Johs. Sørensen repræsentant for foreningen Dansk Folkefællesskab - som nævnt en udbrydergruppe fra det danske naziparti DNSAP. Haustrup(Danmarks)-Kredsen blev således en dækorganisation for dette Fællesskab - ikke, at Haustrup selv var nazist. Men han var altså villig til at virkeliggøre planer fra en nazi-orienteret organisation. Den kreds, som Johs. Haustrup samlede, bestod bl.a. af dir. S. Olufsen, B&O Struer, godsejer Gudmund Schütte, Eskjær i Salling, dir. Johs. Wærum, Scandia i Randers, dir. A. Rousing Olsen, Randers Reb, godsejer C. F. Collet, Katholm ved Grenå, dir. Hans Kiær, Wright, Thomsen og Kiær Aarhus, dir. Ove Hansen, Trikotage Fabrikkerne Aarhus, dir. P. Due-Petersen, Frichs Fabrikker Aarhus (også medlem af Højgaardkredsen), godsejer H. Ahlefeldt-Laurvig, Stensballegård ved Horsens, godsejer Folmer Lüttichau, Rohden ved Vejle (også medlem af Højgaard-kredsen), dir. H. Haumann, De danske Bomuldsspinderier Vejle, godsejer Ths. Dinesen Hopballehus ved Vejle (bror til forfatterinden Karen Blixen), baron Oluf Bille-Brahe, Fraugdegaard, Fyn, lensgreve E. Schaffalitzsky de Muckadell, Brobygaard, mejeriejer Marius Boel, Marselv, godsejer Karl Langkilde, Bramstrup ved Odense, dir. Max Nielsen, Allerups Fabrikker, Odense, grosserer Thorbjøn Muus, Odense, dir Erik Scheibel Roulunds Fabrikker Odense og en række ledende militærpersoner ved de jysk, fynske garnisoner tillige med skibsreder A. P. Møller, der som nævnt også var medlem af Højgaard-kredsen. Først efter et halvt års tid blev dir. Haustrup klar over, at den kreds, som han havde ladet sig overtale til at stå i spidsen for, i virkeligheden var et skalkeskjul for en gruppe halv- eller hel-nazisters planer om at overtage styret i Danmark. Men han måtte da have vidst, at grosserer Johs. Sørensen havde været nazipartiets leder på Fyn. Den inviterede dir. Haustrup historikeren, cand. mag. Ejnar Vaaben til sit hjem i Odense for at drøfte mulighederne for en fælles indsats i den sag, der er talt med Dem om - dvs. sagen om en mulig fjernelse af SVKR-regeringen. To gange sendte Haustrup til Berlin for at han ved samtale med sine venner blandt nazi-spidserne kunne få sikkerhed for, at man ikke ville gribe ind fra tysk 4

5 side, hvis det skulle lykkes Haustrup-Kredsen at få fjernet SVKR-regeringen. Men vidste Haustrup ikke at Vaaben var grundlæggeren af det første danske naziparti DNP stiftet den og at han havde gode forbindelse til ledende tyske nazier? Jo - det var jo netop derfor han inviterede Vaaben. Ved Den parlamentariske Kommissions afhøringer af dir. Haustrup efter Besættelse foregav han at have glemt alt om Vaabens to rejser til Berlin. Frode Jakobsen - en socialdemokratisk frihedskæmper (planlagt) Liberalisme og socialisme Samtale med den fhv. Venstre-finansminister og OECD-generalsekretær, prof. Thorkil Kristensen 5