Besættelsestiden som kollektiv erindring Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse

Transkript

1

2 Besættelsestiden som kollektiv erindring Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse Claus Bryld og Anette Warring

3 Anette Warring og Claus Bryld Besættelsestiden som kollektiv erindring Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse Roskilde Universitetsforlag, 1998 Forsiden: Illustration fra Berlingske Tidende d. 4. maj ISBN for trykt udgave: ISBN for ebogsudgave: Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf: Fax: slforlagene@samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele deraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget heraf er korte uddrag til anmeldelser.

4 Indhold Forord I. Indledning Den nationale erindring 13 Problemstilling og struktur 18 Det kritiske udgangspunkt 23 II. Den lange 2. verdenskrig verdenskrig i den internationale historie- og traditionsforvaltning verdenskrig i den danske historie- og traditionsforvaltning 41 III. Grundfortællingen om besættelsestiden En hegemonisk fortælling 55 En aristotelisk dramaturgi 56 De fem år som myte og realitet 61 IV. Besættelsestiden som politik Fortællingen bliver masseformidling 75 Grundfortællingens ophavssituation 75 Offentlighedsstrukturen før og efter 5. maj Fortællingens politiske grundlag i Den harmoniserende historieforståelse 84 Fortællingen som politisk legitimering og retorik 87 5

5 De apokryfe fortællinger. De tyskvenlige og de sovjetvenlige 95 Mod- og medfortællinger 95 Erik Scavenius 96 De dømte og udrensede 99 Myten om Rostock-mødet 107 Buffer-teorien og anti-kommunismen 111 De vil fylde dig med løgn 116 Besættelsestiden en kommunistisk nøglefortælling 123 Inden for og uden for kollektivtraditionen 129 Iscenesættelse af besættelsestiden mindedage og jubilæer 138 At mindes, at oplyse, at lære af 138 Statslig iscenesættelse 141 I befrielseskompromissets ånd 154 Besættelsen som politisk reference 162 En ny jubilæumskultur? 173 Kampe om besættelseshistorien I 180 Historiens offentlige brudflader 180 Den parlamentariske Kommission og offentligheden Grundfortællingen under pres. Hjalf-sagen Kampen om tolkningsretten. Fire fejder Rifbjergs År, Olssons Jane Horney, Wechselmanns Ingen Hamlet på Kronborg i år, Ejdrup-Hansens Linien-Lyset, Parlamentet og besættelseshistorien 50 år efter 245 V. Besættelsestiden som mindekultur Nationale mindekulturer 257 Kulten af den faldne soldat 257 Hellig eller profan? 264 Monumentalisering I mindesmærker 270 Sejrs- eller sørgemonument? 270 Sten skal tale 278 6

6 Skal folket leve, må nogen dø 283 Pro patria mindehøjtideligheder 296 Monumentalisering II frihedsrådsmaleriet og frihedskæmperbilleder 307 En traditions opfindelse lysene og andre symboler 317 Besættelsestiden som oplevelse og vare 328 Erindringssteder for glemsel eller erindring? 338 VI. Besættelsestiden som læring og videnskab Oplysning i sag- og faglitteratur 345 Kognitiv og emotiv mening 345 Det samlede tekstmateriale. Emner og genrer 349 Tendens 351 Traditionen og formidlingskløften 353 Den videnskabelige historieskrivning om besættelsestiden 362 Jørgen Hæstrup, 1950 erne 362 Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie, ca Konflikt eller konsensus som tilgang? 368 Gammel- og nymarxistiske tolkninger, 1970 erne 374 Besættelsesforskningens 3. generation, 1990 erne 376 Outsiderne Sjøqvist og Kjersgaard 381 På vej mod tomhed eller et nyt fagligt paradigme? 383 Kampe om besættelseshistorien II 387 Historikere og aktører 387 Jernbanesabotagens betydning 387 Socialdemokraterne og samarbejdspolitikken 393 Hæren, politikerne og modstandsbevægelsen 398 Retsopgørets karakter 403 Politiets rolle under besættelsen 409 Skolebøgerne 415 To undersøgelser, 1969 og Besættelsestidens didaktiske potentiale 423 Frihedsmuseet 429 7

7 Sejrherren viser historien 429 Udstillingen 1945 og Udstillingen Udstillingen fra Modstandsmuseum eller besættelsesmuseum? 446 Opsummering: Forskning og formidling af besættelseshistorien 450 Historie og erindring 452 VII. Afslutning Konstruktionen af besættelsestiden 465 Sammenfatning 466 Diskussion 471 Fortid, nutid og fremtid. Perspektiver af den kollektive erindring 475 Noter Arkivfortegnelse Aviser og andre tryksager Audio-visuelle produktioner Litteratur English Summary Forfatterne

8 Forord Besættelsestiden som kollektiv erindring er femte bind i en skriftserie udgivet af Center for Humanistisk Historieformidling, som har til huse på Danmarks Lærerhøjskole. Centret, som er oprettet i 1995 på grundlag ef en treårig bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd, har til opgave at gennemføre en række undersøgelser af historieformidlingens kendetegn og vilkår i dagens Danmark. Resultaterne af denne forskning præsenteres for en bred læserkreds gennem denne skriftserie. Forskningsprojektet tager udgangspunkt i det forhold, at formidling af historie er et tværhumanistisk forskningsfelt, og det er da også baseret på et tværinstitutionelt samarbejde mellem Arbejdermuseet, Danmarks Lærerhøjskole, Museet for Holbæk og Omegn, Nationalmuseet og Roskilde Universitetscenter. Den forskningsmæssige ledelse af projektet ligger hos Claus Bryld (RUC) og Bernard Eric Jensen (DLH). Ønskes en grundigere introduktion til projektet henvises til skriftseriens bind 1: Bernard Eric Jensen m.fl. (red.): Erindringens og glemslens politik, Noter og lister over litteratur og benyttet materiale er samlet bag i bogen. Her findes ligeledes et engelsk summary. Retskrivningen i citaterne er moderniseret, bortset fra i titler. Skarpe parenteser i citater betyder korte indskud ved forfatterne. Vi skylder mange mennesker tak for gode diskussioner og konkret hjælp under arbejdet. Her vil vi imidlertid nøjes med at takke først vore kolleger i Humanistisk Historieformidlingsprojektet for venlig omgangsform og mange givende seminarer om 9

9 historieformidling. En særlig tak til ph. d. Carsten Tage Nielsen for hjælp med klargøringen af manuskriptet til trykning. Dernæst en tak til fire historikere, som har lånt os nyttigt materiale uden at stille betingelser for vores udnyttelse af det, en udnyttelse som højst sandsynligt er anderledes end deres egen: Forskningsleder John T. Lauridsen, Det kgl. Bibliotek, historiestuderende Mads Findal Andreasen, Odense Universitet, samt museumsinspektørerne Esben Kjeldbæk og Henrik Lundbak, Frihedsmuseet. Tak skal I have! Resten er om ikke tavshed, så i hvert fald på eget ansvar. Og det deler vi i fællesskab. Claus Bryld Anette Warring 10

10 I Indledning

11

12 Den nationale erindring Besættelsestiden kan i dag virke langt borte. For mange danskere, ikke blot de unge, er der sikkert tale om, at denne del af fortiden er et fremmed land, som et kendt værk om erindring hedder. Men herved adskiller perioden sig næppe fra andre dramatisk fortættede perioder i Danmarkshistorien, efter at 50 år var passeret. Under 1. verdenskrig kunne 1864 forekomme fjernt, og i 1864 var mindet om den danske deltagelse i Napoleonskrigene og tabet af Norge vel blegnet noget. Eller gjorde det i hvert fald med nederlaget og tabet af hertugdømmerne i samme år. Ser man på den nationale, kulturelle overlevering er besættelsestiden imidlertid ikke noget fremmed land, men føjer sig smukt ind i den nationale historie. De tanker og følelser, der kommer til udtryk i den danske sangskat gengivet i forskellige udgaver af højskolesangbogen sondrer ikke mellem kampen for Sønderjylland og kampen for Danmarks frihed mellem 1940 og 45. Det er Danmark det gælder, fædrelandet. Fædrelandet er her hævet over tiden, i hvert fald over de 100 år fra midten af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. Og det kunne tyde på, at vi har med en epoke at gøre, altså med en tid, der senere vil blive anskuet som sammenhængende på centrale områder. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår den distance indtræder, som gør det muligt at hæfte epokebetegenelsen på et spand af tid. Hvornår begynder en epoke og, ikke mindst, hvornår slutter den? Den nationalisme, der kendetegner tiden efter 1848 i hele Europa, altså også i Danmark er den forbi? Tydeligt nok er den 13

13 det ikke på Balkan eller i visse lande i østeuropa, men i Danmark? Et svar kan vi ikke give i denne bog, men ud fra det materiale, vi har beskæftiget os med, er det blevet klart for os, at nationalismen i hvert fald lever i erindringen, og at den ikke er mindre markant end tidligere, når den ved givne lejligheder bliver aktiveret som fx ved jubilæer er på denne måde bundet sammen som knuder på et tov, der stadig føles meningsfuldt som sammenbindende kraft var nederlagets år med negative konsekvenser for den nationale selvværdsfølelse, 1920 var retfærdighedens år, hvor en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage (Henrik Pontoppidan), og 1945 var bekræftelsens eller ligefrem sejrens år, hvor en århundredgammel kamp mod det tyske tilsyneladende fandt sin løsning, og en fornyet dansk bevidsthed med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik kunne tage sin begyndelse. Dette billede er konstrueret som alle billeder og indeholder hverken nuancerne eller skyggerne, men det gengiver essensen i den nationale opfattelse af Danmarks udvikling som nationalstat. Den næste knude på tovet kan muligvis vise sig at være 1973 Danmarks indmeldelse i Det europæiske Fællesskab men den kollektive erindring vi beskæftiger os med i denne bog holder alt overvejende disse knuder adskilt. Det nationale erindringsfællesskab splittes i forbindelse med holdningen til EF/EU, men det er bemærkelsesværdigt, at erindringen om 1945 tilsyneladende ikke er blevet påvirket af Danmarks medlemskab af EU. Denne erindring er stadig national-patriotisk. Og de nationale følelser får også fra officiel side lov at udfolde sig uhindret i mindet om 5. maj. Det kan faktisk konstateres, at patriotismen er blevet endnu stærkere og endnu mere entydig i erindringen i de sidste år, samtidig med at integrationen i EU i praksis er skredet frem. Men den nyere patriotismes politiske implikationer virker mere rettet mod et globalt engagement, hvor modstanden under besættelsen anvendes som ideologisk reference til støtte for kamp for menneskerettigheder i dag. Et konkret overnationalt projekt som EU synes i hvert fald ikke at passe så godt til denne erindring, således som den tematiseres i offentligheden. 14

14 Umiddelbart kunne man tro, at besættelsestiden som holdningsmarkør var tæt bundet til generationerne, altså at den ældre generation knyttede stærkere nationale holdninger til besættelsestiden end de yngre generationer. Sådan forholder det sig sikkert også ofte i virkelighedens verden, men denne bog vil bl.a. demonstrere, hvordan højtideligholdelsen af besættelsestidens mærkedage, især 5. maj, er blevet mere og mere omfattende for hvert jubilæum der er blevet fejret. En meningsmåling i marts 1995 viste således, at et flertal på 56% af den voksne danske befolkning ønskede, at befrielsesdagen også på fremtidige årsdage efter 5. maj 1995 skulle markeres officielt. 30% syntes den officielle højtideligholdelse skulle være slut efter 50 års jubilæet, mens 14% svarede ved ikke. Mænd og kvinder var nogenlunde enige, men de yngste årgange var mest positive over for højtideligholdelse, med 63% i aldersgruppen år, mens det lå noget lavere for de ældre årgange, også dem over 69 år. 1 Erindringen er altså ikke blot generationsspecifik, men almen. Den offentlige fortælling om den skelner normalt heller ikke mellem, hvilke generationer der tales til. Og besættelsestiden tjener mange behov og interesser, der opfattes som almene. D. 5. maj 1997 mente en mand af den ældre generation således i et avisindlæg, at den 5. maj er en mindedag, som netop skulle styrke slægtens kraft. De mennesker i moden alder, som lever nu, har oplevet noget, som kun få generationer får lov til at opleve: at et forsmædeligt nederlag blev vendt til sejr. Jeg tror det er vigtigt, at vi alle sammen, som levede med i den tid, prøver at fastholde den arv af minder, vi har fra besættelsestiden. Og vi skal fortælle de unge om det, det kan få stor betydning for hele deres indstilling til livet. 2 Det der skulle fortælles om var, hvilken rolle de nationale, folkelige og kristelige værdier spillede under besættelsen, og at det havde mening at kæmpe med våben i hånd for det man havde kær. Læren er: det har også mening i dag. To år tidligere afsvor en gymnasieelev i samme blad denne lære af besættelsestiden efter på sin skole at have hørt et foredrag af en frihedskæmper: 15

15 Frihedskæmperens overordnede selvmodsigelse bestod kort sagt i, at han gjorde sig til talsmand for nogle handlinger, der til forveksling lignede det, han fem minutter forinden havde fordømt [voldsanvendelse]. Og eftersom han faktisk virkede åndsfrisk nok, var det ikke udtryk for senilitet, men derimod udtryk for en forskruet virkelighedsopfattelse, der bunder i et bundløst had til ikke bare alt nazistisk, men til alt tysk, selvom jeg ikke ser nogen nødvendig sammenhæng mellem de to ting. 3 Digteren Halfdan Rasmussen har i sin digtning legemliggjort dualismen mellem det nationale og militære på den ene side og det universelle og pacifistiske på den anden. I foråret 1939 skrev han digtet Soldat eller menneske?: Idag staar soldaten med ild og sværd og brøler i tidens soldaterhær. Vi hører et blødende hjerte slaa det menneskehjærte han tramper paa. Vi tramper paa alt vi har elsket før. Snart dundrer soldaten paa vores dør. Det banker og banker i tanke og sind Vær trofast luk aldrig soldaten ind! Rasmussen var syndikalist og pacifist, og digtet var en advarsel mod at lade sig inficere af det voldelige. I 1944 gik han imidlertid i et nationalt beredskabsdigt, Der var lange, lange Vintre, ind for vold. Det var Danmark, der tiltaltes i den næstsidste strofe: Nu er Smilet gemt. Din Stemme er en anden. De har skændet dig og mente du var brudt. Men du lever og du ved dit Folk vil leve. Og du ved, at snart er dette Vanvid slut! Dine Skove gemmer Vaaben vi skal bruge gemmer Hævn for Kammerater de har skudt! 4 I det første digt er vi identisk med hele menneskeheden. I det 16

16 sidste er det ensbetydende med det danske folk. I førkrigsdigtet er soldaten en almen betegnelse for en mentalitet og adfærd, der lurer som en fare på alle mennesker. I 1944-digtet er disse egenskaber entydigt tillagt den tyske besættelsesmagt. Kort sagt, fra at være en umenneskelig, universel fare, der må bekæmpes indefra, er voldsmentaliteten blevet en sydfra kommende vandalisme, som må bekæmpes med våbenmagt fra dansk side. Det hører dog med i billedet, at Halfdan Rasmussens digte efter krigen udgjorde en selvreviderende kredsen om netop besættelsestidens oplevelser. Vogt dig for den, som kræver al din tro, men aldrig lod din tvivl faa lov at gro. Som Thorkild Borup Jensen skriver i Dansk Identitetshistorie, afskrev Halfdan Rasmussen i sine digte fra efterkrigstiden, som han havde gjort det i førkrigstiden, den nationale begejstring og brugen af det middel, som hans illegale digte fra besættelsestiden opfordrede til at benytte: våbenmagt. 5 Men en sådan udvikling er uhyre sjælden, når det gælder erindringen om besættelsestiden. Her råder entydigheden og selvsikkerheden næsten uindskrænket. For fortællingen om besættelsestiden er en dansk, national nøglefortælling, og det nationale har aldrig været forbundet med tvivl. Det nationale har derimod været forbundet med angst. Efter 1864 kom undergangsangsten til at spille en rolle i den danske befolkning. Der opstod hos mange en nagende frygt for, at 1864 kun var første akt, og at dramaet ville slutte med den danske stats undergang og det dansk folks absorption i det tyske. Danskerne følte ofte, at de levede i det overmægtige Tysklands skygge. 6 Tiden efter treårskrigen havde været optimistisk, også vedrørende Danmarks muligheder for at føre krig, men efter 64 sænkede en skygge sig over den danske nationalstat og fortællingen om dens udviklingshistorie. Danmark blev en småstat både af geografisk statur og politisk mentalitet, og dets eneste overlevelsesmulighed blev at holde sig neutral og forsøge at manøvrere mellem stormagterne. På trods af genforeningen med Nordslesvig i 17

17 1920 holdt denne stemning sig til 2. verdenskrig, og d. 9. april 1940 sås af en del som dramaets endelige slutning: Danmarks udslettelse som selvstændig stat for i hvert fald en lang årrække. Så meget desto stærkere måtte virkningen af det totale tyske nederlag i 1945 virke på dansk nationalfølelse. Det er forståeligt, som historikeren Troels Fink skriver, at historiebevidstheden i 1940 erne fik en national oppudsning. 7 Danmark havde imidlertid ikke kæmpet mod Tyskland, da det blev angrebet i 1940 i modsætning til i 1864, og blev kun anerkendt som allieret nation (med tilbagevirkende kraft efter krigen) pga. modstandsbevægelsens indsats. Det måtte komplicere den almindelige form for nationalfølelse, der var knyttet til den nationale stat som udtryk for almenvellet. Situationen i 1945 var således flertydig, og en historie om, hvad der var sket og hvordan det skulle fortolkes, var kun i sin vorden, selvom den allerede var udformet i grundtrækkene. Problemstilling og struktur Denne bog handler ikke om besættelsestiden, men om den måde besættelsestiden er blevet opfattet, tematiseret og anvendt på i efterkrigstidens danske samfund. I forhold til en besættelsestidens historie er den altså snarere historien om tiden efter 1945 med særligt henblik på de diskurser om og anvendelser af besættelseshistorien, der har cirkuleret i samfundet. Det kan forekomme at være en subtil skelnen, men i virkeligheden er den alt afgørende. Selvom al historieskrivning og erindringsproduktion er bestemt af den tid, den bliver til i, er der stor forskel på, om fokus for en analyse rettes mod en historie om en bestemt fortid, eller om fokus rettes mod historien som konstruktion og de betingelser denne konstruktion er blevet til under. Det medfører samtidig, at materialet bliver et helt andet. Hvor en besættelseshistoriker primært vil anvende kilder fra tiden og sekundært fremstillinger af perioden, anvender vi kun kilder fra tiden efter, selvom vi naturligvis gør det med et vist kendskab til tiden forud. På denne måde kunne analysen minde om en almindelig historiografisk analyse, men de fleste historiografier interesserer 18

18 sig kun for selve historieskrivningen næsten altid kun den akademiske hvorimod vi inddrager det historiske eller erindringsmæssige milieu som helhed, fra aviser og ugeblade over politikertaler, mindeskulpturer og stearinlys til doktordisputatser. Vi ser med andre ord historiens samspil med samfundet som det centrale. Det hænger sammen med en formodning hos os om, at det, der bestemmer historiebevidstheden, ikke er tilnærmet præcise beskrivelser af fortiden som dem vi finder i faghistorien, men den måde denne fortid opfattes, italesættes og bruges på i samfundet i bredeste forstand. Her er aviser og tv vigtigere end faghistoriske værker, selvom der naturligvis findes en forbindelse mellem disse formidlingsformer. Og menneskers følelser er vigtigere end deres erkendelse i videnskabelig forstand. Behovet for at føle tryghed og sikkerhed er fx blevet massivt brugt i den politiske diskurs om besættelsestiden til at drage sikkerhedspolitiske læresætninger af. Og følelsen af national identitet er blevet søgt styrket med henvisninger til kampen mod besættelsesmagten, ligesom de demokratiske værdier er blevet det under påpegningen af truslen mod demokratiet og kampen for at bevare det i og efter krigsårene. Almindelige moralske og etiske læresætninger er også blevet udbredt i forbindelse med den mytiske udgave af besættelseshistorien, som vi senere vil tage op. Det korte af det lange er, at vi ikke i første række undersøger, om besættelseshistorien, som den fremstilles i de forskellige sammenhænge og medier, er sand, men hvad den udtrykker om bevidstheden om besættelsestiden, sammenfattet i begrebet kollektiv erindring. Denne fremgangsmåde kan kaldes for en udvidet historiografisk metode, men den kan også kaldes for erindringsforskning eller historiepolitisk (erindringspolitisk) analyse. Det bevidsthedssociologiske eller bevidshedspolitiske står under alle omstændigheder i forgrunden. Også vores hovedbegreber er hentet uden for den traditionelle historieforskning. I forlængelse af forskere som de franske erindringsforskere Maurice Halbwachs og Pierre Nora og angelsaksere som David Lowenthal og Raphael Samuel arbejder vi med begrebet kollektiv erindring som udtryk for et samfunds 19

19 samlede erindringsproduktion. 8 Den kollektive erindring bygger på erindringsfællesskaber les milieux de memoires som fx med hensyn til den nationale fortid kan være nationale erindringsfællesskaber. Historisk erkendelse og erindring kan herved komme i et spændings- eller ligefrem modsætningsforhold. Noras m.fl.s interesse ligger i at udforske den folkelige/kollektive erindrings historie og aktuelle former og vilkår samt dens konflikt med den fagligt etablerede historie. I den såkaldte popular memory-teori, der er udviklet af Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham, og som vi også har brugt, skelnes mellem erindringens offentlige repræsentationer (herunder historievidenskaben) på den ene side og de private erindringer, der er knyttet til hverdagslivet og som kan være både kollektive og indviduelle på den anden. Som følge heraf er denne teoris primære interesse for det første at studere relationerne mellem dominerende og oppositionelle erindringer i offentligheden og for det andet at studere samspillet mellem de offentlige diskurser og de private forståelser af fortiden. 9 Under inspiration af den norske folklorist Anne Eriksen anvender vi også termen kollektivtradition (i et eller to ord), ofte synonymt med kollektiv erindring. Men netop ordet tradition angiver traderingens, overleveringens, betydning, som ikke synes så udtalt i begrebet kollektiv erindring. 10 For at gøre begrebsrigeligheden komplet figurerer ordet historiekultur ligeledes i vores analyse. Det hænger sammen med dens opbygning. Den tyske historiedidaktiker Jörn Rüsen har i flere skrifter introduceret dette begreb som et nøglebegreb inden for historididaktikken eller historiesociologien, om man vil. Han definerer historiekultur som de livssammenhænge, i hvilke historiebevidstheden udvikler sig og fungerer. Historiebevidsthed er inkluderet i historiekulturen, og denne historiekultur er dermed også mere end en erkendelsesmæssig historisk tilgang. For Rüsen er historiekultur-kategorien teoretisk at forstå som indbegrebet af den tidsmæssige tydning gennem historisk erindring, som er nødvendig for et samfund, for at det kan forstå sig selv i forhold til nutiden med henblik på meningsfuld handling indad- og 20

20 udadtil. 11 Som samfundsmæssig kategori kan historiekulturen ifølge Rüsen opdeles i tre dimensioner, nemlig en politisk, en æstetisk og en kognitiv dimension. De tre dimensioner svarer til hhv. vilje, følelse og erkendelsestrang. 12 Selvom vi er kritisk indstillede over for historiekultur-begrebet, således som Rüsen bruger det det forekommer at være overvejende konstaterende eller endog tautologisk er vi enige i, at de tre dimensioner, han udpeger som operationsfelter for et samfunds historiske diskurser, er af central betydning. Politiske, emotionelle og erkendelsesmæssige behov og interesser på såvel indviduelt som kollektivt plan forekommer os at være de væsentligste i forbindelse med feltet historie og erindring. Også perceptionen og brugen af besættelsestiden i det danske samfund kan med fordel relateres til disse tre dimensioner. Vi har derfor struktureret undersøgelsen og bogens disposition efter disse tre dimensioner, således at vi i den første hoveddel genemgår besættelsestidens politiske side eller dimension, i den anden besættelsestiden som mindekultur og i den tredie hoveddel besættelsen som læring og videnskab (IV, V, VI). Men det er klart, at dimensionerne ikke kan adskilles skarpt, ja at de i virkeligheden er vævet ind i hinanden både som samfundsmæssige diskurser og i menneskers hjerner. Derfor har det heller ikke været muligt at gennemføre struktureringsprincippet stramt. Dele fra hver af dimensionerne blander sig med den hoveddel, der i det enkelte tilfælde er tale om. Et eksempel herpå er vores behandling af besættelsestidsjubilæerne der i høj grad appellerer til følelser under den politiske dimension i del IV. Men disse jubilæer er i den grad sammensat af interesser og behov, at det så at sige er umuligt at skelne mellem den æstetisk-emotionelle og den politiske dimension, når de nøjere skal granskes. Vi har i dette tilfælde prioriteret den politiske side jubilæernes karakter af politisk interessevaretagelse for flere forskellige grupper og for staten højst. Et andet eksempel er afsnittet om Frihedsmuseet under den kognitive dimension i del VI. Efter læsningen vil det stå de fleste læsere klart hvis de ikke er helt uenige i indholdet at dette afsnit lige så godt kunne være anbragt under den politiske dimen- 21

21 sion. Men et valg måtte gøres, og det er næsten aldrig muligt, i hvert fald inden for humaniora og samfundsvidenskab, at indfange livets brogede forskellighed i enkle strukturer. Med hensyn til den analytiske strukturering af stoffet skal det yderligere nævnes, at vi har lagt vægt på at forsøge at indløse forskningsprojektet Humanistisk Historieformidlings program om en behandling af de tre formidlingsrum : det forskningsbaserede, det uddannelsesmæssige og det såkaldt alternative, dvs. populær formidling, inklusive de moderne massemedier. 13 Vi forsøger, når det er hensigtsmæssigt, at se og at diskutere disse formidlingsrum i forhold til hinanden og som indvævet i hinanden. Det er mest gennemført i del VI. Besættelsestiden som læring og videnskab. Desværre er vores behandling af fiktionslitteratur, film, radio og tv om besættelsestiden endt som det lavest prioriterede område. Vi har hverken haft evnerne eller tiden til at foretage en analyse af disse fin- og massekulturelle formidlingsformer, som er på niveau med de analyser vi foretager af politikertaler, monumenter og videnskabelige værker. Eller af de kampe, der udviklede sig herom (på kampfeltet inddrager vi dog teater, kunst og tv-udsendelser). På den anden side er vi af den klare opfattelse, at analysens hovedpointer ikke ville være blevet anderledes, selvom vi havde foretaget grundige studier i fx skønlitteraturen, tegneserier eller tvudsendelser. Med hovedpointer tænker vi på det erindrings- eller historiepolitiske, for vi er bevidste om, at det indhold, der formidles gennem specielt den skønlitterære genre, næsten altid er mere komplekst og mere empatisk end det man finder i den offentlige debat og kommemoration. 14 Bogen er i øvrigt opbygget med et par indledende afsnit om 2. verdenskrig som ramme for historie- og traditionsformidlingen på det internationale plan såvel som på det danske. Den afsluttes med nogle principielle betragtninger over forholdet mellem historie og erindring og med en konklusion om den danske besættelsesfortælling og dens funktion. Dele af denne bog vil formentlig være tung læsning, men vi har følt os forpligtet til at være grundigt dokumenterende (med det forbehold for skønlitteratur mv. vi netop har taget). Der fin- 22

22 des ikke nogen egentlige forlæg vi har kunnet bygge på. Selvom der er en klar linie og sammenhæng i bogen, er det ikke strengt nødvendigt at læse den fra A til Z, den kan også bruges som bladre-bog med nedslag i enkelte afsnit. Helheden vil dog af gode grunde kun fremgå af bogen som læse-bog. Det kritiske udgangspunkt Når man beskæftiger sig med et erindrings- eller historiepolitisk felt som det foreliggende, kommer man let til at røre ved noget meget sårbart eller i hvert fald følsomt. Vores analyse kan måske forekomme nogen at være kras og kritisk over for de nationale myter med deres helte og deres iscenesættere. Den klassiske modstilling mellem den distancerede forsker og den levende og indlevende deltager bliver sat på spidsen. Vi anvender senere franskmanden Roland Barthes mytebegreb. Barthes slutter sin bog om myterne med at pointere denne modstilling på en underfundig måde, som i vores sammenhæng måske kan forekomme blasfemisk, men som ikke desto mindre udtrykker dilemmaet præcist. Efter at have afsløret mytepræget i en række tekster, bl.a. om cykelløbet Tour de France og om den franske vin, beklager han til sidst sit dilemma, for vinen er objektivt god, men på samme tid er vinens gode kvalitet en myte, det er deri aporien består. For at afkode Tour de France eller Frankrigs gode vin, det er det samme som at distancere sig fra dem der glæder sig derover, som nyder den. 15 Men Barthes nød også selv, om ikke cykelløbet så i al fald vinen. Og dermed være sagt, at det faktisk ikke blot er muligt, men efter vores mening også nødvendigt at være kritisk over for bestemte former for brug af noget, som man godt kan lide. Fx 5. maj Deri ligger samtidig en erkendelse af vores subjektivitet. En fremstilling af den kollektive erindring er ikke mindre personligt præget end en fremstilling af en historisk periode i almindelighed. Det er den kollektive erindring, anskuet gennem to par øjne, filtreret af to hjerner og beskrevet af fire hænder, der fremlægges. Og der kan sagtens præsenteres andre, som når frem til andre resultater. Men vores fremstilling er gennemsigtig i den forstand, at alt materiale 23

23 og alle vurderinger lægges åbent frem. Imødegåelse af vores bedømmelser, som går på vores metode og argumenter og ikke på vores personer, vil derfor kun glæde os.

24 II Den lange 2. verdenskrig

25

26 2. verdenskrig i den internationale historie- og traditionsforvaltning Det 20. århundrede har lagt navn til to verdenskrige: og Det har desuden rummet flere revolutioner og kontrarevolutioner. Den russiske oktoberrevolution i 1917 er den, der oftest er blevet tillagt skelsættende betydning, fordi den efter den vesteuropæiske revolutions forlis blev en slags model for revolutioner i den 3. verden med den kinesiske revolution i 1949 som den mest betydningsfulde. Kommunismen eller marxismen-leninismen var eller blev den bærende ideologi i disse revolutioner, og den overlevede 2. verdenskrig, men blev efter Sovjetunionens opløsning i 1991 som magtsystem indskrænket til Kina, Nordkorea og Cuba. De kontrarevolutionære bevægelser fik fodfæste først med den fascistiske magtovertagelse i Italien i 1922 og derefter med Hitler-bevægelsens i Tyskland i I modsætning til den kommunistiske brød disse bevægelser og systemer sammen på én gang, i årene Den krig, fascisterne og nazisterne selv havde igangsat, blev også deres undergang, og på intet tidspunkt siden 2. verdenskrig er tilsvarende bevægelser kommet til magten i noget land, selvom et fascistisk system overlevede nogle årtier i Spanien og Portugal og autoritære regimer har været almindelige i fx Sydamerika. Verdenshistoriens voldsomme karakter i tidsrummet , der foruden de to verdenskrige inkluderede en økonomisk krise i af hidtil uanet ødelæggelseskraft, har ført historikere til at betegne hele tidsrummet verdenskrigen fulg- 27

27 tes ikke af fredsslutning, men af den kolde krig som det korte 20. århundrede i modsætning til det 19. århundrede, der somme tider betegnes som varende fra Wienerkongressen i 1815 til krigsudbruddet i Den engelske historiker Eric Hobsbawm kalder sit værk om det 20. århundredes historie for Age of Extremes, idet han dermed både angiver den horisontale polarisering mellem kommunisme og fascisme i århundredets første halvdel (eller rettere tiden ) og den vertikale polarisering mellem på den ene side økonomisk udmattede og politisk dikaturmodne samfund i mellemkrigstiden og på den anden de bugnende overflodssamfund i tiden efter ca Andre historikere har, uden at tage afstand fra betegnelsen det korte 20. århundrede, sat fokus på 2. verdenskrigs betydning som mentalt strukurerende begivenhed for resten af århundredet. De ser 2. verdenskrig både som en krystalliseringsproces for de forudgående års europæiske historie og som afgørende for verdensudviklingen efter 1945 og taler derfor om den lange 2. verdenskrig. 2 Den mest ambitiøse af forfatterne, den australske historiker R. J. B. Bosworth, talte i sin bog fra 1993, Explaining Auschwitz and Hiroshima, om at den bevidsthedsmæssige betydning af 2. verdenskrig, der gennemsyrede samfund efter samfund i Europa i mere end en generation efter krigen, sluttede med omvæltningerne i Med 1989 var der tale om a moment in which historical disputation did not disappear but did shift its ground, a time when the long Second World War lost its hegemony and when the ethical values of anti-fascism, the Resistance and the People s war were finally obscured or replaced. 3 De opblussende debatter i Tyskland, Frankrig, Italien og andre lande om fascismen, anti-semitismen og Holocaust siden 1989 synes dog at modificere denne antagelse, selvom der naturligvis er områder og stater i fx det tidligere Sovjetunionen, der i højere grad må have perioden som referencepunkt end perioden Tyske historikere har givet udtryk for overbevisningen om, at bearbejdelsen af perioden og dens bevidthedsmæssige betydning 28

28 langt fra er slut, og i Skandinavien har den norske historiker Hans Fredrik Dahl peget på, at når det gjelder annen verdenskrig og fortolkningen av den, er det mye som tyder på et tiltakende snarere enn et avdempet konfliktnivå. 5 Bosworth s forskningsgenstand er historieskrivningens skiftende fortolkninger af 2. verdenskrig i forskellige europæiske lande og dermed dens bidrag til den demokratiske debat med andre ord historiekulturens kognitive og politiske dimension. Det er krigens politiske og etiske mening, som den formuleres i den professionelle historieskrivning, der optager ham. Men han er fuldt bevidst om, i hvor høj grad historikerne ytrer sig i overensstemmelse ikke blot med faginterne diskussioner, men med den mening eller betydning, deres samfund har brug for at tillægge 2. verdenskrig i relation til magtmæssige interesser eller spørgsmålet om den nationale identitet. Betydningsdannelsen står i intim vekselvirkning med økonomiske, politiske og kulturelle forhold i skiftende perioder af efterkrigshistorien, der har kaldt på forskellige tolkninger på basis af forskellige behov, der igen er knyttet til samfundets karakter og politiske forhold udadsåvel som indadtil. Internationalt kan vi i overensstemmelse med Bosworth skelne mellem tre eller fire faser i synet på 2. verdenskrig og dens årsager: Først en generel accept af sejrherrernes billede af 2. verdenskrig og den tyske krigsskyld. Denne fase var klart anti-fascistisk, men i Tyskland knyttet sammen med det gamle borgerlige historikerlaugs viderebeståen. Både Friedrich Meinecke og Gerhard Ritter to giganter i den tyske, nationale historikertradition fastholdt således kontinuiteten i den tyske historie, en kontinuitet de kun så brudt af afvigeren Hitler og hans nationalsocialistiske bevægelse. 6 Tyskland var et, nazismen noget andet, og blev dermed til en parentes i en i øvrigt rig tysk historie. I andre europæiske lande sås det tyske folk og/eller den tyske kultur dog som medskyldige i krigen og de forbrydelser, der var blevet begået i dens navn (og i tiden før krigen i den nationalsocialistiske ideologis navn). Det gjaldt fx en så respekteret historiker som den engelske Sir Lewis Namier og den unge A. J. P. Tay- 29