DET STRESSENDE ARBEJDE?

Transkript

1 DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET DET STRESSENDE ARBEJDE? - en analyse af den subjektive oplevelse og den sociale betydning af stress blandt akademiske medarbejdere under nye arbejdsformer Gitte Holm Knudsen Nr. 173/2006 Projekt- & Karrierevejledningen

2 Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 173/2006 DET STRESSENDE ARBEJDE? - en analyse af den subjektive oplevelse og den sociale betydning af stress blandt akademiske medarbejdere under nye arbejdsformer Gitte Holm Knudsen ISSN: ISBN: Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade København K pkv@samf.ku.dk

3 DET STRESSENDE ARBEJDE? - en analyse af den subjektive oplevelse og den sociale betydning af stress blandt akademiske medarbejdere under nye arbejdsformer Gitte Holm Knudsen Kandidatafhandling Institut for Antropologi, Københavns Universitet December 2005 Vejleder: Steffen Jöhncke

4 INTRODUKTION: Positionering Svend er en af de gamle medarbejdere i Styrelsen. Han har været her i mange år, også før Styrelsen var en styrelse, men hed noget helt andet, og dengang den var placeret under et andet ministerium. I tidens løb har han været mange forskellige steder i Styrelsen og haft lige så mange forskellige arbejdsopgaver. Han kan godt lide sit arbejde. Ved selv at være opsøgende og vise interesse, har han gennem årene haft held til at lave stort set det han gerne selv har villet. Han går efter udviklingsprojekterne, hvor man er med til at skabe noget nyt og derfor også selv hele tiden lærer nye ting. Senest er han kommet med på det sidste nye udviklingsprojekt, som skal forandre tænkemåder og praksisser, ikke bare her i Styrelsen, men i hele den statslige administration. Lige et projekt efter hans smag. Svend arbejder imidlertid anderledes end før i tiden. Når klokken er fire, så går han hjem. Tidligere var det nærmest en selvfølge at han og en lille gruppe kolleger blev ved til langt ud på aftenen, somme tider endda natten med, bare for at starte igen næste morgen tidlig. Det var ikke så meget fordi nogen forlangte det af dem, som fordi de alle syntes at arbejdet var spændende. Projektet involverede både implementering af itprogrammer og udarbejdelse af undervisningsmateriale om programmerne samt selve undervisningen af de fremtidige brugere. Og den ekstra indsats, som Svend og de andre lagde i projektet, gav dem en god fornemmelse af hele tiden at være på forkant med den viden, de skulle levere. Desuden betød den velvilje over for overarbejde, som gruppen 1

5 udviste, at mange arbejdsopgaver landede hos dem, så der var hele tiden nok at tage fat på. Efterhånden bliver det alligevel for meget. Over en tre-årig periode har Svend overarbejdstimer om året. Han får vanskeligt ved at huske og det bliver svært at holde styr på hvilken arbejdsopgave han er i gang med, hvor han har lagt sine papirer, hvilken dag det er. En dag sidder han i sin stol og bliver meget svimmel, han har en oplevelse af at loftet falder ned i hovedet på ham. Dét bliver dråben, der overbeviser ham om, at han må gøre noget. Han går til lægen, som kan fortælle ham at hans blodtryk er livstruende højt. Og efter en snak om hvordan hans hverdag ser ud, er lægen ikke i tvivl; Svend har stress. Siden da har det været slut med alle de lange arbejdsdage. Der er ikke så stor arbejdsbelastning på det nye projekt, så der er heller ingen der forventer eller forlanger overarbejde af ham, men under alle omstændigheder vil han ikke længere. Der må godt være perioder med spidsbelastninger, men det skal højst være af nogle dages varighed, ikke i uge- eller månedsvis. Den slags får man ingenting for, har han lært kun mavesyre og forhøjet blodtryk. Indkredsning af problemfeltet Svend fortalte mig sin historie under et interview i forbindelse med mit feltarbejde i Styrelsen 1 i København, efteråret Historien giver et første indblik i dette speciales centrale problemfelt; stress blandt akademiske medarbejdere. 1 I specialet anonymiserer jeg virksomheden, dens navn, størrelse og afdelinger såvel som de personer jeg har talt med. 2

6 Stress har inden for de seneste år nydt stor opmærksomhed, og i medierne og den populærvidenskabelige litteratur udråbes stress jævnligt til at være måske disse års mest udbredte folkelidelse (Damsgaard-Sørensen & Madsen 2003:10) 2. I denne sammenhæng er stress blandt akademikere ét af de områder, der har været særligt fokus på, f. eks. i form af dramatiske beretninger om enkeltpersoner, som Svend, der efter lang tid med lange arbejdsuger og højt tempo oplever alvorlige psykosomatiske reaktioner 3. Samtidig har flere af akademikernes fagforeninger og fagforbund foranstaltet undersøgelser af deres medlemmers stress og psykiske arbejdsmiljø generelt 4 og et helt marked af stressmanagementkonsulenter og lægefaglige behandlere tilbyder såvel individuel- som virksomhedsorienteret rådgivning og behandling for stress. Den store interesse for stress blandt akademikere modsvares imidlertid af meget lidt forskningsmæssig viden på området (Kristensen 2003:17). Den eksisterende viden om stress knytter sig således fortrinsvis til andre typer af arbejde. For det første ufaglært arbejde, hvor stress kan forklares ved bl. a. ensformigt arbejde og lav grad af indflydelse. For det andet de typer af arbejde, der involverer arbejde med mennesker, f. eks. lærere, socialrådgivere og hjemmehjælpere, hvor der kan være tale om uklare krav, konflikter og stort arbejdspres (Kristensen 2003:16). Stress blandt akademikere forekommer i denne sammenhæng nærmest paradoksal. Generelt repræsenterer akademikernes arbejdsforhold, f. eks. relativt høje grader af fleksibilitet og medbestemmelse, således forhold som forbindes med et godt arbejdsliv 2 Se også f. eks. Politikken d. 3. januar 2003 Flere melder sig syge af stress og Berlingske Tidende d. 20. marts 2005 Danmark ramt af stressepidemi. 3 Se bl. a. programrækken Stress den moderne syge fra DR2, efteråret 2002 og bogen Stress når kroppen siger fra (Damsgaard-Sørensen & Madsen 2003). Se også Berlingske Tidende d. 14. marts 2005 Arbejde som livsprojekt stresser, Berlingske Tidende d. 16. marts 2005 Ny stress rammer vidensarbejdere. 4 Listen omfatter Dansk Magisterforening, Kirkeministeriet, Civiløkonomerne, Den Almindelige Danske Lægeforening, Ingeniørforeningen i Danmark, Gymnasieskolernes Landsorganisation, Dansk Psykologforening og Danmarks Juristog Økonomforbund. 3

7 og som arbejdsmiljøforskningen af denne grund foreslår i forhold til at minimere stress i andre brancher (se f. eks. Netterstrøm 2002). Denne opfattelse af arbejdsforholdene deles tilsyneladende af akademikerne, som generelt er tilfredse med deres arbejde og som vægter bl. a. den høje grad af medbestemmelse højt 5. Alligevel er det de selv samme forhold, der kan medvirke til stress, hvilket ofte forklares ved at der med denne type arbejde også følger diffuse krav og en (for) høj grad af selvforvaltning. Som det hedder i et litteraturstudie af akademikernes psykiske arbejdsmiljø: Et af hoveddilemmaerne i [akademikernes] arbejdsliv er således, at de faktorer, der fører til stress, langt hen ad vejen også er faktorer, der giver et spændende og udfordrende arbejdsliv. (PLS RAMBØLL Management 2003:5) Men hvori består mere præcist den akademiske arbejdsform? Hvad kræves der af den enkelte akademiker? Og hvad vil det sige at have et spændende og udfordrende arbejdsliv? Det er nogle af de spørgsmål dette speciale vil berøre. Ligeledes skal jeg tilnærme mig en forståelse af hvad stress er og hvad det vil sige at være stresset? I Svends historie konstaterer lægen, at Svend har stress, på basis af hans høje blodtryk og beretningen om hans arbejdsliv. Her er stress en objektiv kategori, hvis tilstedeværelse lader sig påvise gennem bl. a. målinger. Denne forståelse af stress fortæller imidlertid intet om den subjektive oplevelse af stress eller hvilken betydning stress tillægges i det sociale fællesskab, f. eks. på en arbejdsplads. For hvorfor arbejdede Svend så meget hvad mener han når han forklarer, at arbejdet er spændende? Hvorfor taler han så bittert om resultatet af alle hans anstrengelser hvad var det han måske også forventede at få for det arbejde, som han selv påtog sig? Og 5 I PLS RAMBØLL Managements litteraturstudie af akademikernes psykiske arbejdsmiljø konkluderes det at størstedelen af akademikerne er overvejende tilfredse med arbejdet, mens knap en 1/5 del er utilfredse med arbejdet (PLS RAMBØLL Management 2003:8). 4

8 hvorfor har han aldrig fortalt nogen på sit arbejde, at han har fået konstateret stress? Disse spørgsmål skal også berøres. Problemformulering Med udgangspunkt i empirisk materiale fra et fire måneders feltarbejde blandt en gruppe akademiske medarbejdere i et fælleskontor i Styrelsen, rummer specialet en udforskning af forestillinger og praksis i akademisk arbejde samt hvordan stress træder frem inden for disse rammer. Formålet er i denne sammenhæng at bidrage med viden, dels om den akademiske arbejdsform, men særligt om den subjektive oplevelse og den sociale betydning af stress. Samtidig repræsenterer studiet af stress et videnshul (jf. Hammersley & Atkinson 1995:26) indenfor antropologien, hvor der kun er lavet to studier af stress (Pollock 1988; Jensen 1994). Jeg vil således søge at bidrage med begrebsudvikling på området. Som analytisk udgangspunkt fokuserer jeg på medarbejderen i arbejdsfællesskabet, forstået som det sociale og kulturelle rum, som medarbejdere og ledelse deler. Jeg undersøger hvordan arbejdsfællesskabet forestilles og italesættes af såvel ledelse som medarbejdere i Styrelsen, og hvordan det praktiseres i det konkrete arbejde. Særligt interesserer jeg mig for de forestillinger, forventninger og krav, som medarbejderne dels stiller til sig selv og til arbejdet, og som de dels oplever at blive mødt med af ledelsen og kollegerne, i forhold til at kunne se dem selv som og være det jeg med et analytisk begreb vil betegne som den gode medarbejder. Jeg argumenterer for at disse forestillinger, forventninger og krav, og medarbejdernes subjektive forholden sig til dem, har stor indflydelse på den enkelte medarbejders oplevelse af stress. 5

9 Den del af den konkrete virkelighed, det empiriske, som har min interesse, er først og fremmest Styrelsen og i særlig grad den gruppe af medarbejdere, som jeg har befundet mig blandt. Styrelsen og dens medarbejdere er også er dele af en større virkelighed; det danske arbejdsmarked, fritids- og privatliv, og det danske samfund som sådan. Derfor lader mit empiriske fokus sig ikke afgrænse til Styrelsen, men rækker også ud til det omgivende samfund, hvor forestillinger om bl. a. det gode arbejde, det gode liv samt stress debatteres. Specialets opbygning Kapitel 1: Iagttagelsesperspektivet skitserer de to forskningsfelter, arbejdslivsforskningen og stress forskningen, som min undersøgelse tager afsæt i. Jeg placerer studiet inden for disse forskningsfelter og diskuterer mine teoretiske og analytiske valg. I kapitel 2: Feltarbejdet at arbejde med feltet diskuterer jeg de nærmere omstændigheder omkring mit feltarbejde, inden for rammerne af en mere overordnet diskussion af den antropologiske metode. Kapitlet præsenterer samtidig et første indblik i dagligdagen i Styrelsen og de empiriske problemstillinger, som skal analyseres i de kommende kapitler. Kapitel 3: Mellem frihed og kontrol tager udgangspunkt i italesættelsen af Styrelsens ledelse og medarbejdere som et fælles vi en samlet gruppe med overensstemmende interesser. Med henblik på en nærmere forståelse af karakteren af dette fællesskab, og hvilke forventninger og krav italesættelsen stiller til den enkelte medarbejder, analyserer jeg arbejdsformen i Styrelsen med hjælp fra filosoffen Michel Foucaults 6

10 begreber om governmentality, subjektivering og selvets teknologier. Jeg konkluderer, at medarbejderne regulerer deres adfærd, motivationer og valg i henhold til ledelsens forventninger til dem, hvilket er forudsætningen for etablering og vedligeholdelsen af forestillingen om et fællesskab ledelse og medarbejdere imellem. I kapitel 4: Stress den eksistentielle tvivl udforsker jeg hvordan stress træder frem i arbejdsfællesskabets intersubjektive rum i Styrelsen. Jeg bygger videre på mine konklusioner fra kapitel 3 og anskuer medarbejdernes regulering af deres adfærd som et eksistentielt projekt, der vedrører anerkendelse, såvel i egne som i andres øjne. Med udgangspunkt i det fænomenologiske perspektiv samt filosoffen Axel Honneths teori om anerkendelse argumenterer jeg for, at medarbejderne med begrebet stress italesætter et værensmæssigt problem, som kan karakteriseres som eksistentiel tvivl. Sidst, men ikke mindst sammenfatter jeg i Konklusion: Stress og nye arbejdsformer hovedpointerne i min undersøgelse. Jeg konkluderer at stress inden for de nye arbejdsog ledelsesformer medvirker til at forstærke medarbejdernes regulering af deres adfærd og som sådan fungerer som et effektivt styringsredskab. 7

11 KAPITEL 1: Iagttagelsesperspektivet Min undersøgelse tager sit afsæt i to forskellige forskningsfelter, som bredt kan karakteriseres som henholdsvis arbejdslivsforskning og stress forskning. I dette kapitel skal jeg præsentere et rudimentært overblik over disse forskningsfelter med henblik på at uddybe min egen position i forhold til dem. I forlængelse af denne præsentation skal jeg diskutere de teoretiske og analytiske perspektiver gennem hvilke jeg betragter min empiri. Studiet af arbejde Arbejde bliver ofte udskilt fra andre typer af aktiviteter, så som fritid eller familieliv, som noget man får penge for at udføre (Wadel 1979:368). Arbejde handler imidlertid om meget mere end penge. Sociologen Ulrich Beck taler således om at arbejdet, og virksomheden, i den industrielle tidsalder er blevet tilværelsens fundament. Her er arbejdet således af signifikant betydning i forhold til individets identitet og sociale position (Beck 1997:221). Samtidig er arbejdet betydningsmæssigt forbundet med en indlemmelse i samfundet eller det sociale og repræsenterer derfor også en eksistentiel sikkerhed over for risikoen for at stå arbejdsløs og dermed uden for samfundet (ibid.; Moser 1998; Baarts 2004:5). 8

12 I senmoderniteten er disse tendenser stadigt gældende, men har med nye arbejdsformer og arbejdsbetingelser fået en betydningsmæssig drejning. Således har man de seneste år set nye management- og ledelsesformer, det der under en samlebetegnelse kaldes human ressource management (HRM). Som navnet indikerer, er grundtanken i ledelsesstrategien en betragtning af mennesket som en ressource, som det gælder om for både medarbejderen og virksomheden at udnytte maksimalt (Tynell 2001:7) 6. Dette gøres bedst ved hjælp af en flad ledelsesstruktur, der lokaliserer store dele af ansvaret for arbejdets tilrettelæggelse og udførelse hos medarbejderne selv, blandt andet i form af projektarbejde og muligheder for flekstid. Selve begrebet medarbejder er væsentligt i denne sammenhæng som en indikation af den flade ledelsesstruktur, hvor ansat og ledelse arbejder sammen, med hinanden, med fælles mål for øje (se også Andersen & Born 2002(2001):80f; McKinlay & Taylor 1998:173) 7. Hermed, lyder rationalet, tilbydes medarbejderne et (selv)udviklende arbejde, som hele tiden stiller dem over for nye udfordringer og en høj grad af medbestemmelse. Omvendt stilles der krav til medarbejderne om fleksibilitet og omstillingsevne, samt ansvarlighed og loyalitet over for virksomheden (Sennett 1999; Perlow 1998; Tynell 2001; Vestergaard 2002; McKinlay & Taylor 1998; Hochschild 2003(1997)). Denne bevægelse i arbejdsformerne er, til forskel fra industrisamfundets klassedelte arbejdssamfund, ifølge Beck karakteriseret ved individualisering. Dette betyder ikke nødvendigvis at alle mennesker bliver mere individualistiske, men skal i stedet forstås således at det hviler på individets skuldre selv at træffe valg om sit liv og stå til ansvar 6 Jesper Tynell påpeger at betragtningen af medarbejderen som en ressource ikke er ny, men kan spores tilbage til Roethlisberger og Dickson, som i 1939 med bogen Management and the Worker lagde grundstenen til Human Relations-teorien. Siden har human relations været at finde i forskellige forklædninger som Personel Management eller Human Ressource Management, Organisationskultur eller Det Udviklende Arbejde (DUA). Det nye er således ikke så meget tankegangen, argumenterer Tynell, men i stedet udbredelsen af tankegangen, som særligt er sket i 1990 erne (Tynell 2001:8). 7 Gennem specialet anvender jeg termen medarbejdere om de ansatte i Styrelsen, som udgangspunkt ud fra den begrundelse af det er denne term medarbejderne selv beskriver deres ansættelsesforhold med. 9

13 for følgerne af sine handlinger (Beck i Baarts 2004:7). Sociologen Richard Sennett knytter individualiseringsprocessen an til det han kalder den fleksible kapitalisme, som sætter stive bureaukratiske former under angreb og i stedet fremhæver kortvarslede og kortsigtede forandringer og risiko, som stiller mennesket frit til selv at forme sit liv, men samtidig installerer usikkerhed som en grundpræmis i hverdagen i form af f. eks. lav jobsikkerhed og uklare krav og forventninger (Sennett 1999:30). Hermed får begreber som arbejde og karriere en anden betydning og nye, mindre gennemskuelige kontrolformer træder i stedet for tidligere tiders regelstruktur (ibid.:8). Denne udvikling, argumenterer Sennett, er nedbrydende for menneskelige relationer og fællesskab, som i den fleksible kapitalisme kan karakteriseres som overfladiske og flygtige med mangel på solidaritet og tillid (Sennett 1999). Sennetts perspektiv på de forandrede arbejdsvilkår er måske et af de mest pessimistiske, men det betegner alligevel tendensen i studierne af de nye arbejdsformer til en meget kritisk vurdering af forandringerne. Således kritiseres de nye ledelsesformer for, snarere end at indebære større jævnbyrdighed ledelse og medarbejdere imellem, at rumme mere sofistikerede og uigennemskuelige kontrolformer, som virker ved at søge at forme medarbejdernes motivation og vilje (Tynell 2001), medarbejdernes selv (Kunda 1992:11), i overensstemmelse med hvad ledelsen finder hensigtsmæssigt, således at medarbejderne, tilsyneladende, frit, uden ordrer og eksplicit kontrol, handler i virksomhedens interesse (se Tynell 2001; McKinlay & Taylor 1998; Hochschild 2003 (1997)) 8. 8 Ikke overraskende står denne kritik i kontrast til den praksis-orienterede managementlitteratur, på dansk repræsenteret ved f. eks. The Dream Society (Jensen 1999), Tør du kysse frøen? fra værdier til resultater (Hauen et. Al 1999) og Videnssamfundet: dagsorden for Danmark i det 21. århundrede (Kolind 2000), som taler for de nye arbejdsformer og ledelsesprincipper. Interessant i denne sammenhæng er, som Tynell også observerer (Tynell 2001:127), at forfatterne ikke er uenige i de kritiske arbejdslivsforskeres analyser af hvordan de nye ledelsesformer virker, men blot anser disse ledelsesformer for at være bedre. 10

14 Trods det at der er bred enighed om, at de nye arbejdsformer ikke kun giver medarbejderne flere muligheder, men også implicerer pres og usikkerhed (se også Garsten 1994; Brockelhurst 2001), er der ingen der eksplicit inddrager stress i analyserne af betydningen af de nye arbejdsformer. Det er det således min hensigt at gøre. Selvom jeg i min tilgang til undersøgelsen er inspireret af de kritiske arbejdslivsstudiers fokus på hvordan medarbejderne styres, vil jeg samtidig tilstræbe et perspektiv, der anerkender, at medarbejderne, såvel mine informanter fra Styrelsen som akademikerne generelt, overvejende er tilfredse med deres arbejde og vægter fleksibiliteten og medbestemmelsen højt, et forhold der har tendens til at forsvinde bag al kritikken. Stress i forskningen Stress forskningen kan deles op i, hvad jeg vælger at kalde en anvendelsesorienteret forskning og en eksplorativ forskning. Den måde hvorpå begrebet stress figurerer i Svends historie repræsenterer den gængse forståelse af stress inden for den anvendelsesorienterede stress forskning; fordi Svend gennem længere tid har belastet sin krop ved at nægte den søvn og hvile, reagerer kroppen både psykisk og fysisk, i Svends tilfælde ved at han får hukommelsesbesvær og forhøjet blodtryk, og denne reaktion, som også kan vise sig i form af andre symptomer, f. eks. hovedpine og smerter, angst eller træthed, karakteriseres som stress (se f. eks. Netterstrøm 2002:2). Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til (Netterstrøm 2002:15). I 1940 erne kom begrebet med Hans Seleys stress teori til at referere til bestemte fysiologiske reaktioner på belastninger. Siden er begrebets betydning blevet 11

15 udvidet til også at omhandle den psykologiske respons på belastninger ligesom man anerkender en vis sammenhæng mellem den subjektive oplevelse af en given belastning og den psyko-fysiologiske stress reaktion (se f. eks. Lazarus 1999). Det logiske ræsonnement er, at stress som udgangspunkt skal betragtes som kroppens naturlige, instinktive respons på belastninger, og dermed ikke i sig selv er negativt. Snarere er det en nødvendig reaktion for at kroppen kan klare at yde en ekstraordinær præstation, som det eksempelvis fortælles i en hyppigt anvendt fortælling om mennesket, eller dyret, der fysiologisk reagerer på fare med en parathed til fysisk udfoldelse kamp eller flugt (Milsted 1999; Netterstrøm 2002). Den længerevarende stress belastning er imidlertid potentielt sygdomsfremkaldende (Netterstrøm 2002:17). Derfor er det nødvendigt at lære at håndtere stress belastninger, således at de ikke bliver længerevarende. Selvom der er stor variation også indenfor forskningen med hensyn til hvordan man præcist definerer stress og på basis af hvilke kriterier man afgør om folk er stressede, så har langt størsteparten af stress forskningen et positivistisk udgangspunkt. Det betyder at stress betragtes som en objektiv kategori, hvis tilstedeværelse i individet det er muligt at måle, og hvor det er muligt at påvise kausale sammenhænge mellem forskellige typer af belastninger og kroppens eller psykens respons. I forhold til arbejdsmiljøforskningen er det som tidligere omtalt ligeledes muligt at bestemme forskellige typer af brancher eller arbejdsforhold, som mere eller mindre stressende og efterfølgende foreslå ændringer i praksis. Dette perspektiv på stress rummer imidlertid en række begrænsninger. I denne forbindelse argumenterer sociologerne David Wainwright og Michael Calnan for, at den akademiske diskurs om stress i stor udstrækning reducerer individet til fysiologiske 12

16 responser på forskellige stimuli eller til forskellige personlige egenskaber eller personlighedstræk, som influerer på eksempelvis evner til at håndtere stress. Konsekvensen af reduktionen er at stress ultimativt er i individet, som, på grund af den manglende opmærksomhed på den kontekst og det fortolkningsrum, som individet indgår i og er medskaber af, fremstår som ahistorisk og apolitisk. Samtidig bliver individets eventuelle stress overvejende en funktion af dets eget selv, hvad enten det skyldes biologiske reaktioner eller psykologiske/personlige egenskaber (se også Newton 1995:18). Det som overses er til gengæld individets placering i og tilknytning til en større social, økonomisk og kulturel kontekst samt hvordan individets fortolkninger af oplevelse og erfaring konstitueres og forhandles i interaktionen med såvel familie og arbejdskolleger, som sociale institutioner og kulturelle forståelser (Wainwright & Calnan 2002:81). Det er indenfor denne del af stress forskningen, som jeg vælger at kalde eksplorativ, at mit studie placerer sig. Hensigten er her at udfolde og kvalificere stress som oplevelse, fænomen og begreb og dets varierende betydning i forskellige kontekster. Her vil jeg fremhæve henholdsvis sociologen Charlotte Bloch og antropologerne Kristian Pollock og Sussi Friis Skov Jensen. Bloch undersøger oplevelser af stress, blandt medarbejderne på en københavnsk arbejdsplads. Hun viser hvorledes stress tolkes som en normal, men også potentielt stigmatiserende følelse i arbejds- og familielivet (Bloch 2001:159). I denne forbindelse peger hun på hvorledes stress teorien har fået plads i en folkelig eller populærvidenskabelig diskurs den er blevet en kulturel succes (ibid.:187). Og ligesom man kan læse og høre om stress og hvordan man håndterer stress i aviser, tv og radio såvel som i bøger og på kurser, er det karakteristisk at folk kender og bruger begrebet, og former det, i forhold til erfaringer og oplevelser i hverdagslivet (ibid.:121). 13

17 Denne folkelige udbredelse er fokuspunktet hos både Pollock og Jensen. Således søger Pollock at forklare stress teoriens folkelige popularitet i en britisk kontekst. Han argumenterer for, at videnskabelige hypoteser om stress i den folkelige forståelse bliver til sandheder, som påvirker måden hvorpå folk opfatter sig selv og verden og handler i den, hvorved hypoteserne indirekte bekræftes og stress får status som en social fact (Pollock 1988:390). Mens Pollock argumenterer for at den videnskabelige diskurs om stress bliver del af en folkelig forståelse, diskuterer Jensen hvorledes begrebet stress kreoliseres (Jensen 1994:105) eller redefineres i det komplekse samspil mellem den professionelle og den lokale tale. Med empirisk udgangspunkt i beboerne i et vestjysk lokalsamfund, viser hun således, at hvor den videnskabelige diskurs repræsenterer et fokus på individet, hvis oplevelser af og symptomer på stress kræver behandling, er stress i den folkelige diskurs et langt mere heterogent begreb og fremstår som både idiom for bekymringer, metafor for negative samfundsmæssige forhold og som en individuel lidelse eller sygdom, der kommer til udtryk gennem forskellige symptomer (ibid.:116ff). Idet Jensen således viser hvorledes folk ikke bare adopterer en professionel diskurs om stress, peger hendes studie på behovet for empirisk funderede undersøgelser, hvis vi vil forstå hvordan stress træder frem i en lokal kontekst. Det er min undersøgelse et forsøg på. Hvor såvel Jensen som Pollock fokuserer på talen om stress, interesserer jeg mig ligesom Bloch først og fremmest for oplevelsen af stress. I forhold til Blochs undersøgelse er min undersøgelse imidlertid udelukkende fokuseret på arbejdslivet, hvis rammer og omstændigheder jeg til gengæld tillægger større opmærksomhed, ud fra antagelsen om at arbejdsfællesskabet har stor betydning for den subjektive oplevelse og den sociale betydning af stress. 14

18 Analytiske valg og teoretiske perspektiver På baggrund af dette overblik over forskellige perspektiver inden for henholdsvis arbejdslivsstudierne og stress forskningen kan jeg nu forklare og uddybe mit eget iagttagelsesperspektiv. Et meget centralt spørgsmål, som jeg mener stress forskningen rejser, omhandler individets status i forhold til det sociale og kulturelle fællesskab, det er del af. Det overordnede spændingsfelt, som jeg diskuterer fortløbende i dette speciale er således forholdet mellem individet og det sociale, med andre ord medarbejderen i arbejdsfællesskabet, som nævnt tidligere. Indenfor dette felt fokuserer jeg særligt på de forestillinger, forventninger og krav, som medarbejderne oplever at blive mødt med af ledelsen og kollegerne, og som de stiller til sig selv og arbejdet. Hermed berører jeg bl.a. forholdet mellem frihed og tvang, kontrol og (selv)disciplinering samt behovet for og betydningen af anerkendelse. Til at begribe de forskellige aspekter i min analyse har jeg valgt en eklektisk tilgang, hvor jeg inddrager forskellige teoretikere til forskellige dele af analysen i forhold til hvad jeg finder mest relevant til at belyse de enkelte problemstillinger. Overordnet vil jeg således anvende begreber fra filosoffen Michel Foucault samt fænomenologisk teori, repræsenteret ved bl.a. antropologen Michael Jackson. Derudover vil jeg fortløbende inddrage iagttagelser fra arbejdslivs- og stressforskningen, der kan perspektivere min analyse. Foucault har gennem studier af bl.a. fængselsvæsenets og psykiatriens historie undersøgt hvordan magtudøvelse gennem tiden har forandret karakter. Hvor magten før var orienteret mod suverænitet, der som sådan indebar undersåtternes blotte underkastelse over for den suveræne magt, og i modsat tilfælde blev sanktioneret med fysisk (og offentlig) afstraffelse, virker magten i det moderne samfund gennem usynlige 15

19 mekanismer og ved at anspore og dirigere individers adfærd og vilje imod at være gode, lovlydige og sunde samfundsindivider (Foucault 1988:158). Denne magtform og denne måde at tænke på det at udøve magt, er det, Foucault kalder governmentality. Denne optik vil jeg anvende til at analysere relationen mellem ledelse og medarbejdere og det spændingsfelt mellem frihed og tvang, som viser sig her. Foucaults makroperspektiv er imidlertid ikke anvendeligt i forhold til at analysere medarbejdernes oplevelser af stress og den sociale betydning af stress. Derfor inddrager jeg ligeledes fænomenologisk teori. Her argumenterer Jackson for, at oplevelse, experience, ikke kan reduceres til italesættelsen af samme (Jackson 1996:3), og at det således er nødvendigt at anskue oplevelse som levet (ibid.; Merleau-Ponty 1999(1945):18). Konkret betyder dette et fokus på hvordan mening skabes og konstitueres af det enkelte individ i hverdagen og en opmærksomhed på at meningstilskrivelsen muligvis er af en anden karakter end på andre niveauer i samfundet. I forlængelse af dette perspektiv vil jeg studere stress som et fænomen. At behandle noget, en genstand eller et begreb, som et fænomen implicerer at undersøge hvordan det træder frem for os, hvad det betyder (Grøn 1994:11; Jackson 1996:12). Det forudsætter en deontologisering af genstanden med henblik på at undersøge hvordan den fungerer eksistentielt i livsverdenen, forstået som den verden af levet, umiddelbar erfaring, som vi lever i (Jackson 1996:11). Hermed kender vi endnu ikke betydningen af begrebet og oplevelsen stress, fænomenet stress, som det træder frem i den empiriske kontekst, jeg om lidt skal udfolde. Med henblik på at fastholde termen som en empirisk, i modsætning til en objektiv, kategori, hvis indhold må fremanalyseres, sætter jeg derfor termen i anførselstegn (jf. Jackson 1996:10; se også Andersen 1999:13f), hvilket jeg 16

20 også gør fortløbende gennem specialet med andre fænomener, så som udviklingsprojekter og spændende arbejdsopgaver, som kræver udfoldelse 9. Fænomenologien fremhæver samtidig subjektiviteten som omhandlende intersubjektivitet og oplevelse som relationelt situeret imellem mennesker (Jackson 1996:26; Merleau-Ponty 1999(1945):23). Dette indebærer at mennesket ikke er et individ i absolut forstand (Merleau-Ponty 1999(1945):23), og at subjektet eller selvet, forstået som en skin-encapsulated, seamless monad possessed of conceptual unity and continuity (Jackson 1996:6), er at betragte som blot én af de ting mennesket er. Dette perspektiv fremhæver nødvendigheden af og gør det muligt at fokusere på sociale relationers betydning for individuelle oplevelser af stress. I denne sammenhæng vil jeg sammen med fænomenologien anvende filosoffen Axel Honneths teori om anerkendelse. Honneth argumenterer for, at anerkendelse fra andre mennesker er forudsætningen for menneskets selvrealisering. Ud fra denne præmis bliver det muligt for ham at bestemme hvilke betingelser der må være opfyldt i samfundet, for at mennesket kan leve et godt liv. Og omvendt, hvilke tendenser i samfundet, der kan karakteriseres som fejludviklinger, forstyrrelser eller sociale patologier i forhold til muligheden for selvrealisering (Honneth 2003). Dette perspektiv tillader os at anskue individuelle oplevelser som intersubjektivt funderede. Samtidig mener jeg, at fokus på betydningen af anerkendelse kan medvirke til at begribe hvad der er på spil i forhold til de oplevelser, som medarbejderne betegner stress. Jeg har i dette kapitel kort skitseret hovedpunkterne inden for henholdsvis arbejdslivsforskningen og stress forskningen, de to forskningsfelter, som er 9 Jeg er opmærksom på (jf. Andersen 1999) at al italesættelse som sådan bevirker en midlertidig ontologisering af det italesatte. 17

21 udgangspunkt for min undersøgelse. Samtidig har jeg klarlagt min egen position i forhold til den eksisterende forskning og afslutningsvis har jeg diskuteret de teoretiske og analytiske perspektiver gennem hvilke jeg betragter min empiri. I det kommende kapitel skal jeg diskutere de nærmere omstændigheder omkring mit feltarbejde i Styrelsen og, mere overordnet, den antropologiske metode. I kapitlet præsenterer jeg samtidig et første indblik i dagligdagen i Styrelsen og i de empiriske problemstillinger, som jeg senere skal analysere. 18

22 KAPITEL 2: Feltarbejdet at arbejde med feltet Det antropologiske vidensprojekt består ifølge antropologen Kirsten Hastrup i at redegøre for gensidigheden og dynamikken mellem det enkelte handlende menneske og det komplekse sociale fællesskab (Hastrup 2003:9), som den kommer til udtryk i det almindelige levede liv. I denne sammenhæng er feltarbejdet den primære antropologiske metode, forstået som den praksis gennem hvilken antropologen placerer sig som én blandt andre i det fællesskab, der studeres (ibid.:10). Hvad feltarbejdet derudover er, eller hvordan det konkret tager form, må nødvendigvis bestemmes i samspil med hvilke mulighedsbetingelser, der præsenterer sig i den sammenhæng man ønsker at studere. Som udgangspunkt er der dog tale om en subjektiv iagttagelsesposition, hvor blikket er rettet mod konkrete menneskers forståelse og praksis. Som sådan synes metoden på bedste vis at indløse det fænomenologiske perspektivs fordring om at gå til sagen selv (Zahavi 2003:25), og bestræbe sig på en erfaringsnær gengivelse af det levede liv (Jackson 1996:2; Merleau-Ponty 1999(1945):18). Mit feltarbejdes sidste dag var en fredag lige inden jul. Som alle de andre dage i december var der skåle med pebernødder næsten ligegyldigt, hvor man vendte sig hen i kontorerne og flere steder stod der levende lys og spredte julestemning. Flere af medarbejderne var allerede gået på ferie og resten kunne se frem til fridage lige om lidt, så der var mindre travlhed og mere hyggesnak og latter i løbet af arbejdsdagen end sædvanligt. Ud på eftermiddagen holdt en af medarbejderne afskedsreception med vin, 19

23 snacks og taler. Her gik jeg rundt og tog afsked med de medarbejdere, som jeg havde tilbragt mest tid sammen med. På et tidspunkt kommer en af dem, Birthe, hen til mig og siger: og nu vil jeg så gerne spørge dig kommer du til at savne os?. Jeg husker ikke, hvad jeg egentligt fik fremstammet, men jeg ved godt, hvordan et helt ærligt svar ville have lydt. For på trods af at jeg mødte en masse venlige og imødekommende mennesker, som var villige til at lade mig følge med i deres hverdag i Styrelsen og til at bruge tid på at indvi mig i deres tanker og forestillinger om deres arbejdsliv, så var mit feltarbejde kun meget sjældent behageligt eller rart. Den fortrolighed eller fornemmelse af at være hjemme eller høre til i den verden man som feltarbejder er trådt ind i, som blandt andre Hastrup beskriver som noget der opstår i takt med at feltarbejdet skrider frem (Hastrup 1987; Nielsen 1996), opstod aldrig i mit feltarbejde. Antropologen Evans-Pritchard hævder, at en antropolog ikke er lykkedes med sit feltarbejde, hvis der ikke, når han siger farvel, er sorg over afskeden hos såvel de indfødte som antropologen selv (Evans-Pritchard i Nielsen 1996:179). Efter disse standarder må mit feltarbejde således kunne siges at være mislykket. Jeg mener imidlertid, at der er tale om et misforhold mellem henholdsvis de fremherskende forestillinger om det gode feltarbejde inden for antropologien, og de vilkår og mulighedsbetingelser som studier i den senmoderne virkelighed præsenterer os for. I dette kapitel skal jeg udfolde dette argument gennem en diskussion af henholdsvis forestillingen om plads i felten, om felten og feltet som konstruktion samt Baarts begreb om forankring i feltet. Jeg ønsker at vise, hvorledes min oplevelse af ubehag kan forstås, ikke som tegn på et mislykket feltarbejde, men snarere som en forankring i felten, som i analytisk henseende kan fungere som indgangsvinkel til at forstå centrale aspekter ved netop mit felt. Indledningsvis skal vi lidt tættere på min felt: 20

24 Kontakt Mit feltarbejde tog sit udgangspunkt i et projektforslag fra fagforbundet DJØF, som gennem Videnskabsbutikken efterlyste en analyse af hvilke tiltag, der i dag benyttes på danske [ ] akademikertunge arbejdspladser for at forebygge og bekæmpe stress ( Selvom mit projekt allerede i en tidlig fase tog en drejning i forhold til projektforslaget bevirkede denne tilknytning til DJØF, at jeg skulle finde en arbejdsplads med en relativt stor del af potentielle DJØF ere, som traditionelt er økonomer, jurister og politologer 10. På baggrund af at de fleste ministerier på deres hjemmesider profileres som moderne arbejdspladser, defineret op imod de traditionelle opfattelser af offentlige, bureaukratiske institutioner 11, blev jeg interesseret i at studere en arbejdsplads i staten. Derfor valgte jeg at skrive et brev, hvori jeg præsenterede mit projekt, som jeg sendte til den personaleansvarlige eller den øverste leder i 30 forskellige departementer, styrelser og direktorater 12. Heraf fik jeg afslag fra de fleste, men i alt fire forskellige steder meldte positivt tilbage med ønske om at mødes. I sidste ende faldt mit valg på Styrelsen, hvor man inden for de seneste år havde indarbejdet en formaliseret projektorganisation og samtidig bygget dele af styrelsen om med henblik på at understøtte projektarbejdsformen. Sekretariatschefen og den 10 Jeg har ikke interesseret mig for om mine informanter rent faktisk var fagligt organiseret, og heller ikke hvor og det har DJØF heller ikke. Selvom det indledningsvist har været vigtigt for mig at finde en DJØF-relevant arbejdsplads, har jeg i min senere udvælgelse af informanter hverken skelet til uddannelsesmæssig baggrund eller fagligt tilhørsforhold, men i stedet fokuseret på hvorvidt den enkelte bestred jobfunktioner som kunne varetages af DJØF ere. Dette bevirker f. eks. at enkelte af mine informanter faktisk ikke har en akademisk baggrund, men i stedet er kontoruddannede tjenestemænd. 11 Jeg referer her til opfattelsen af bureaukratiske institutioner som tunge og ufleksible og rutineprægede. På Finansministeriets hjemmeside præsenteres man f. eks. for en række medarbejdere, som beretter om en høj grad af selvstændighed, ansvar og frihed til at forfølge egne ønsker, samt fleksibilitet i forhold til familieforpligtelser etc. ( 12 Et ministerium er opdelt i henholdsvis et departement, som er den enhed som et tættest på ministeren, og som hovedsagligt varetager opgaver af politisk karakter, en eller flere styrelser og direktorater, der udfører og varetager forskellige opgaver, ofte af mere administrativ karakter end i departementet. Derudover kan der være tilknyttet diverse råd, nævn og forskningsinstitutioner. 21

25 medarbejder, der havde ledet ombygningen, var nu interesseret i en slags vurdering af disse nye lokalers indflydelse på medarbejdernes trivsel og arbejde. På mit indledende møde med sekretariatschefen, medarbejderen Kim og kontorchefen i den afdeling, hvor jeg skulle være, forklarede sekretariatschefen, at han forestillede sig, at min undersøgelse skulle munde ud i en slags reklame for Styrelsens arbejdsorganisering, f. eks. som en artikel i DJØF-bladet. Trods det, at jeg var lidt utilpas ved så tidligt at blive præsenteret for forventninger om karakteren af mine konklusioner, valgte jeg at foretage mit feltarbejde her, fordi jeg fandt arbejdsorganisationen og de fysiske akkommodationer spændende og relevante i forhold til min problemstilling. Derudover var det metodisk fordelagtigt, at jeg her kunne sidde sammen med medarbejderne i modsætning til de arbejdspladser, som er organiseret omkring enkeltmandskontorer. Mit feltarbejde har fundet sted i efteråret 2003, hvor jeg har udført deltagerobservation blandt medarbejderne i fælleskontoret og interviewet i alt 16 af Styrelsens ansatte, nærmere bestemt de 15 medarbejdere i fælleskontoret og deres kontorchef. Med henblik på at følge fænomenet stress (jf. Marcus 1995) har jeg samtidig deltaget i arrangementer vedrørende stress 13 og studeret litteratur om emnet, herunder artikler fra aviser og fagblade, bøger om stress og stresshåndtering samt stresskonsulenters hjemmesider. 13 Nærmere bestemt en temadag om stress hos Dansk Magisterforening, et barselsnetværksmøde hos DJØF, samt en temadag om stress og forskerliv hos Brancheforeningsrådet for Uddannelse og Forskning. Min plan med deltagelsen i disse arrangementer var dels at undersøge, hvordan stress blev italesat i denne type fora og dels at få en bredere kreds af informanter gennem interviews af nogle af deltagerne. Af såvel tidsmæssige som sammenlignelighedsmæssige hensyn valgte jeg imidlertid yderligere interviews fra. Derfor fremstår min data fra arrangementerne, samt mit studie af aviser, fagbøger etc., udelukkende som baggrund for den data mit feltarbejde i Styrelsen genererede. 22

26 Stemningsbillede Styrelsen har adresse i en stor bygning i det indre København, som deles af flere offentlige virksomheder. I receptionen i stueetagen melder man sit ærinde til en af receptionisterne bag en lang skranke og venter derefter på ledsagelse, eller, som medarbejder, kører man sit identitetskort igennem maskinen, der aflæser kortets magnetstribe, hvorefter døren åbnes med et klik. På min første feltarbejdsdag tager jeg opstilling hernede og venter på at Lars, en medarbejder og min kontaktperson, som aftalt skal komme og hente mig, da jeg endnu ikke har et identitetskort. Fra receptionen går vi et par etager op i bygningen til Centeret, som er den del af Styrelsen hvor mit feltarbejde skal finde sted. Lokalerne i denne afdeling af Styrelsen er blevet fuldstændig bygget om og blev taget i brug i foråret Hvor Centerets medarbejdere før sad i enkelt- eller tomandskontorer sidder størstedelen nu fordelt i fire fælleskontorer, som sammen med tilstødende mødelokaler, projektgrupperum og studierum skal understøtte Styrelsens projektorienterede arbejde. Den øvrige del af Styrelsen er stadig indrettet med mindre kontorer, så de medarbejdere, der godt kan lide at gøre tingene som de plejer, og ikke kan lide forandringer, stadig kan sidde som de er vant til, som medarbejderen Kim formulerede det for mig, da vi gik igennem kontorerne efter mit indledende møde i Styrelsen. Fra etagens hovedindgang går vi forbi et møderum og gennem to af fælleskontorerne, herfra forbi et lille bibliotek og videre igennem chef-øen, de tre kontorchefers fælleskontor. Herefter går vi forbi endnu et møderum, ifølge skiltet ved siden af døren en tænketank, møbleret med et bord, hvor bordpladen er en whiteboard tavle og foruden stole er der to brikse i hver sin ende af rummet. Dernæst følger et studierum i form af et mindre rum udstyret med en telefon og en computer, som medarbejderne kan 23

27 bruge, når de har brug for ro, hvorefter vi passerer chefernes fælles møderum, beregnet til mindre møder og samtaler med medarbejderne. Så runder vi det, der kaldes caféen. Det er et område med en lille rygesektion, en kaffeautomat og borde og stole, hvor medarbejderne kan holde pauser og uformelle møder. Til sidst passerer vi projektgrupperummet, som er et større møderum, der ud over almindelige møder også skal kunne bruges, hvis en mindre gruppe medarbejdere har behov for at sidde og arbejde intensivt sammen i en periode. Endelig står vi i det fælleskontor, hvor Lars har sit skrivebord, og hvor jeg også skal være. Ligesom de andre fælleskontorer er det et stort, lyst lokale. Til begge sider er der fire store vinduer. Her står skrivebordene i grupper, fire i alt, to grupper i hver side af rummet, med hver fire skriveborde, med undtagelse af den ene gruppe hvor der kun er tre borde. I kontoret er også en sofagruppe, som består af to topersoners sofaer med et lille bord imellem og tværs overfor står et rundt bord med fire stole omkring. Midt igennem lokalet løber det tæppe, som vi har gået på hele vejen gennem etagen, og som deler rummet og forbinder kontoret med de øvrige kontorer og møderum på denne etage. Der er kun døre til møderummene, som har glasfacader ud til gangarealet, så der er frit udsyn. Ellers er der fri passage. Lars skal videre til et møde, som han er gået fra for at hente mig. Inden han haster videre introducerer han mig kort til de tre tilstedeværende medarbejdere, Karen, Thomas og Jørgen. Karen viser mig kaffeautomaten og fortæller lidt om sig selv. Derefter vender hun tilbage til arbejdet. Thomas og Jørgen sidder ligeledes fordybede foran deres computere og forekommer mig utilgængelige for samtale og spørgsmål. Jeg finder min notesbog frem, både for at føle at jeg rigtigt er gået i gang med mit feltarbejde, men også fordi jeg ikke kan komme i tanke om andet jeg kan foretage mig 24

28 uden at forstyrre medarbejderne i deres arbejde. Jeg er imidlertid ikke helt sikker på, hvor jeg må sidde på trods af de mange tomme skriveborde, og derfor ender jeg med at sidde ved det runde bord næsten midt i lokalet. Det bliver snart tydeligt at dette bord ikke er regnet for et ordentligt sted at opholde sig. Du sidder stadig der, siger en håndværker, da han adskillige gange er gået forbi mig. Er der nogen, der har glemt dig?, spørger en forbipasserende medarbejder. Kommentarerne sætter ord på den fornemmelse jeg selv har ved at sidde her. I min notesbog står: Forhåbentligt bliver det bedre, når jeg får et rigtigt skrivebord, så ser det jeg foretager mig måske mere legitimt ud. En anden medarbejder tegner flueben i luften, hver gang han går forbi, med henvisning til, at nu bliver han nok igen noteret. Efter frokost er der flere mennesker på kontoret, og jeg går rundt og introducerer mig selv. De fleste siger bare dav og hej og vender så hurtigt tilbage til arbejdet, andre taler jeg lidt med. Det viser sig, at størstedelen af kontorets medarbejdere arbejder på det samme projekt, der er et udviklingsprojekt, som har til formål dels at konceptudvikle, det vil sige at formulere nye tænkemåder og praksisser for en del af statens virksomhed 14, og dels at assistere med implementeringen af det nye koncept i de statslige virksomheder. Konceptudviklingen og implementeringen udgør hvert sit delprojekt. Der er tilknyttet en projektleder til hvert delprojekt, og der er ligeledes en medarbejder, som er den overordnede projektkoordinator 15. De øvrige medarbejdere i kontoret er projektdeltagere på ét eller begge delprojekter, eller de er engagerede i andre projekter. Thøger, den ene af projektlederne, griner lidt over min tilstedeværelse: Det her projekt får man ikke stress af, siger han. Ellers er Styrelsen et meget outputorienteret sted med deadlines og tidsfrister, der måske nok kan opleves som et pres, 14 Af hensyn til anonymiseringen af Styrelsen vil jeg ikke gå nærmere i detaljer omkring hvad man beskæftiger sig med. 15 Med henblik på anonymisering skelner jeg kun mellem projektledere og projektdeltagere hvis jeg finder det nødvendigt for forståelsen af det der måtte bliver sagt. Ellers betegner jeg alle under ét som medarbejdere. 25

29 fortæller han videre. Louise, en anden medarbejder, foreslår at jeg kan sidde ved hendes skrivebord de næste par dage, så jeg kan sidde bedre. Hun er selv lige kommet tilbage på arbejde fra barselsorlov og har endnu ikke fået en computer. Derfor kan hun ikke arbejde ved sit eget skrivebord, men flytter rundt mellem bordene alt efter hvor der er en computer ledig. I alt har 15 medarbejdere skrivebord i fælleskontoret, men næsten hver dag er én eller flere til møder, kurser eller undervisning et andet sted, eller de arbejder hjemme. Så det er sjældent, at de er til stede alle sammen på samme tid. Det er meningen, at medarbejdere, som f. eks. har brug for at sidde ved siden af hinanden, eller, som Louise, mangler en computer skal kunne låne andres skriveborde. Det er også sådan jeg skal finde mig til rette fra dag til dag. Dagen igennem er der på én gang livligt og stille i fælleskontoret. Medarbejderne kommer på arbejde mellem kl. 8 og 10, og kl. 16 er der som oftest kun nogle enkelte tilbage. I løbet af dagen går medarbejderne fra andre kontorer frem og tilbage igennem kontoret på vej til eller fra møder eller frokost. Samtidig taler kontorets medarbejdere sammen. Enten hen over skrivebordene i de fire grupper eller ved at gå frem og tilbage imellem skrivebordene og nogle gange ud i caféen med henblik på længere samtaler, uformelle møder eller pauser. Fra tid til anden ringer telefonerne. Alligevel er der som oftest en atmosfære af koncentration og fordybelse. De fleste af medarbejderne synes ikke at ænse, når folk går forbi eller andre taler sammen ved siden af dem, men arbejder blot videre. Samtidig er den samtale, der udspiller sig i kontoret for det meste af faglig karakter og lavmælt af hensyn til dem der arbejder. Selv om han synes, det er forstyrrende, når andre taler og går rundt i rummet fortæller Svend i et interview, at denne hensyntagen skaber en unaturlig, kunstig atmosfære. De fleste af medarbejderne kan imidlertid godt lide at sidde i fælleskontoret, især på grund af det 26

30 sociale samvær med kollegerne. Vibeke fortæller blandt andet, at hun aldrig har spist frokost sammen med så mange af sine kolleger før, som hun gør nu. Hun synes samtidig, at de andre medarbejderes nærvær hjælper hende til at fastholde fokus på arbejdsopgaverne, og at det giver en følelse af at være en del af et miljø. Som hun også siger: altså det er jo [ ] et panoptikon [ ], men det er også rart. For mit eget vedkommende oplever jeg, at det er svært ikke at have noget at lave. Stedet indbyder ligesom til, at man er i gang med et eller andet, og jeg sørger for at have læsestof, dokumenter og fagbøger i nærheden, når jeg ikke lige skribler af sted i min notesbog. Samtidig sidder jeg hele tiden med ørerne på stilke for ikke at gå glip af nogle af de ting, der måtte udspille sig, og som jeg jo er her for at studere. Det føles som om (mine egne) krav til, hvad jeg skal som antropologspire på feltarbejde, står i modsætning til, hvordan jeg oplever, at jeg kan være i fælleskontoret. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville være meget aktiv og opsøgende i forhold til udspørgning og samtale med medarbejderne, men jeg synes det er vanskeligt selv at indlede samtaler i løbet af dagen, fordi jeg er bange for at forstyrre medarbejderne i deres arbejde. I stedet bliver tiden i kontoret tilbragt ved skrivebordet, hvor jeg lytter med på og nogen gange deltager i de samtaler, der opstår blandt medarbejderne i forbindelse med eller sideløbende med arbejdet, eller jeg taler med medarbejderne i forbindelse med den fælles frokost. Sidst på dagen på min første dag sidder jeg pludselig alene tilbage i kontoret. Alle er gået til møde. Jeg kan se dem sidde inde i det nærmeste mødelokale, men jeg er ikke sikker på om jeg må gå derind. Jeg vil egentlig helst hjem, men jeg er nødt til at vente til nogen kommer tilbage, så jeg kan aftale, hvornår jeg kan komme og blive hentet i receptionen dagen efter. 27