Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes ( ). Udgivet 1925

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925"

Transkript

1 Sagnet om Jesus Georg Brandes ( ). Udgivet 1925 Indledning Menigmand i Schweiz og mange andre Lande har i mer end 600 Aar ikke draget i Tvivl, at Wilhelm Tell var en Landmand fra Bürglen i Kanton Uri, en Svigersøn af Walter Fürst, ligeledes fra Uri. Da han 18. November 1307 ikke tog sin Hat af for den Hat, som den østerrigske Landfoged Hermann Gessler i Altorf havde rejst paa en Stang som Tegn paa Østerrigs Overhøjhed, befalede Fogden Tell som berømt Bueskytte at skyde et Æble af Hovedet paa sin Søn. Ellers maatte Drengen dø med ham. Tell traf Æblet, men tilstod, at den anden Pil, han havde stukket til sig for det Tilfælde, han ikke traf Æblet, var bestemt for Gessler, hvorpaa denne lod ham fastholde og bringe til sin Borg. Storm paa Vierwaldstättersøen bragte Skibet i Fare, og Tell blev frigjort for sine Lænker for at styre Baaden. Med et vældigt Spring sprang han fra den i Land og stødte den paany ud i Søen. Derefter skød han i Hulvejen ved Küssnach den ridende Foged ned. Han kæmpede 1315 i det store Slag ved Morgarten for Schweizernes Frihed, døde 1354 ved Forsøg paa at redde et Barn fra Drukning i Schächenbach. Der findes i Schweiz ikke mindre end tre TellKapeller. I Nærheden af den ældgamle Landsby Bürglen betegner nu et lille Kapel, der er smykket med Malerier af Tells Liv, Stedet, hvor det Hus laa, der engang var Tells Bolig. Umiddelbart bag det rager den vedbendomspundne Ruin af et Taarn ii Vejret, hvor i gamle Dage, da Nedre-Uri endnu hørte til Zürichs Frauenmünsterstift, Herskabets Majordomus skal have boet. Dog i Egnen har man i lange Tider hævdet, at Taarnet hørte til et Slot, som tilhørte en Herr von Attinghausen, en Adels mand, om hvem det fortælles, at han var Svigerfader til Tell. Han kaldes derfor Walter, Fürst von Attinghausen. I Aarenes Løb paastodes det, at ogsaa Tell havde været Adelsmand, og Marschall Fidel von Zurlauben, af Johannes von Müller kaldt det levende Schweizerarchiv, har i sin Fortegnelse over Uri- Adelen en Afbildning af Wilhelm Tells Vaabenskjold. Kapellet ved Bürglen blev stiftet 1582, indviet i Maj Tellpladen og Redningsspringet nævnes første Gang i en Schweizerkrønike, der er sammenskrevet mellem 1467 og Paa Tellpladen blev der neppe rejst noget Kapel før Midten af det 16. Aarhundrede. Fra 1561 fandt en Korsfart til Tellpladen Sted og fra 1582 var den af Kanton Uri befalet afholdt hvert Aar og under Ledelse af Øvrigheden i Embedsdragter. Det tredje Tellskapel er det ved Küssnach, ved den Hulvej, hvor det dræbende Skud skal have truffet Fogden. Her er et og andet, hvorved man studser. Flækken og Slottet Küssnach blev først i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede forenede med Landet Schwyz. Hvad havde altsaa den Schwyzer Landfoged Gessler her at gøre? Endnu større bliver Besynderligheden, naar man betænker, at den saakaldte Gesslerborg ligger ved Foden af Rigi, lige ved Flækken Küssnach. Fogeden, der paa Vejen fra Uri landede i Küssnach, havde altsaa kun nogle hundrede Skridt at gaa for at være i sin Fæstning og hvile sig ud fra Søfartens Skræk. Skal han have havt nogen Berøring med Kapellet, maa han uden Plan eller Hensigt have ladet sin Borg ligge og i Stormnatten være redet den lange Vej til Immensee for at naa til den Hulvej, hvor han kunde blive skudt fra det Sted, hvor Kapellet ligger. Forklaringen er, som nutildags vel bekendt, den simple: Wilhelm Tell har aldrig existeret. En Landfoged ved Navn Gessler har aldrig existeret. Hele Efterretningen om Schweiz's Tilblivelse ved Forbundet paa Rütli er et Sagn. Men det har, som mindre almen vitterligt, kostet Møje at faa Sandheden anerkendt. Bernerpræsten Uriel Freudenberger anmodede i 1752 gennem Venner Gejstligheden i Uri om at gendrive Tvivlerne paa Tells Existens ved Hjælp af de saa talrigt foreliggende Tell-Dokumenter kom Svaret i Skikkelse af en Materiale ID: TXT da Side 1 af 39

2 Række Falsknerier udgav saa Freudenberger sit Flyveskrift "Guillaume Tell, fable danoise", der blev dømt til offenlig at brændes. Det er en Misforstaaelse, naar det i Værket "The Folklore of Fairy Tale" af Maclod Yearsley (London 1924) hedder (Side 196), at Freudenberger selv blev levende brændt. Men at man ikke var ham god, det er sikkert. Den, der udtaler en Sandhed, som vender op og ned paa et Folks kæreste Forestillinger, maa være forberedt paa nogen Forfølgelse og mange Skældsord. Man mindes blot den Forfølgelse, der 75 Aar senere i en lignende Anledning blev sat i Scene i Tyskland imod David Friedrich Strauss. Saa simpel, som Freudenberger mente, var Løsningen af Wilhelm Tell Gaaden nu ikke. Sikkert nok var det Fremstillingen af Folkesagnet om Palnatoke hos Saxo Grammaticus (omkring 1180), der ad literær Vej var naaet til Schweiz og havde givet Anledning til Sagnet om Tell. Grimm udtalte i sin Mytologi, at Kong Haralds Død for Skyttens Haand var historisk, Æbleskuddet derimod mytisk, men den i nordiske Oldtidsforhold langt anderledes bevandrede, grundlærde Konrad Maurer negter ogsaa Palnatokes historiske Existens. Han er i Sagnet oprindeligt ikke nogen Dansk, men en Finne-Høvding. Og der er megen Mytologi i det dræbende Pileskud. Ordet Tell's Grundbetydning er en Daare, en der handler i Blinde (som Hødur, naar han træffer Balder). Og Sagnet er universelt. Den persiske Digter Farîd Uddîn Attâr, født 1119, fortalte 1175 i sit Digt om Fuglenes Sprog om en Konge, der havde en Yndlingsslave. Denne lagde han et Æble paa Hovedet, skød med Pile derefter og spaltede det bestandig, til Slaven blev syg af Frygt. Ogsaa i Tell's Spring fra Baaden er der megen Mytologi. Det er et staaende Træk gennem Tiderne, at den Gud, der bekæmpes af Dæmoner, eller den Helt, der trues med Døden, ved et Vidunderspring frelser sig fra Forfølgernes Efterstræbelser. Glaukos-Pontios f. Ex. havde været en Fisker, var sprunget ud i Havet og blev i den Bøotiske By Anthedon dyrket som en Gud; ved Havets Bred var der i Oldtiden et Sted, som hed "Glaukos's Spring". Da ved det Aar 1006 den angelsachsiske Digter Cynewulf behandlede Jesu Liv, ordnede han sin Fortælling om Himmelfarten saaledes, at han lod Jesus udføre sex Vidunderspring, af hvilke først det sidste førte ham tilbage til Himlen. Som aandeligt ubegavet har Tell tidligt i Sagnet faaet tre Formyndere: Wernher Stauffacher, Walter Fürst og Arnold Melchthal. De slutter sig sammen paa Rütli og bliver det schweiziske Edsforbund. Tell er udelukket fra deres Sammenkomster. Alt er i lige Grad opdigtet og uvirkeligt. Det er en Plet paa den store schweiziske Historiker Johannes v. Müllers Ære, at han af Frygt for at miste sin Popularitet, skønt personligt ganske klar over, at der intetsomhelst Historisk var i Sagnet om Tell og Gessler, kun har udtalt sig svævende og uklart derom. Ved Schillers skønne, af Goethe inspirerede, Tragedie "Wilhelm Tell" blev Tell's Betydning som schweizisk Nationalhelt og som Personliggørelse af Frihedskærlighed fastslaaet for alle Tider. Tell er bleven saaledes ét med Staten Schweiz, at hans Billed længe har staaet paa de schweiziske Frimærker. Han har aldrig været til; men det gør ham intet Afbræk; han er og bliver et virksomt Ideal, og han behersker som Forbilled Sindene. Det Samme gælder om en Skikkelse, der som han tilhører Sagnets Verden, men har udøvet en ganske anderledes gennemgribende Indflydelse paa europæisk og amerikansk Sjæleliv. 1 En højst forvirrende Omstændighed ved Redaktionen af den Samling mindre Skrifter, der efter Marcus 14, 24 besynderligt benævnes "Det ny Testamente", er den, at disse Skrifter ikke er stillede i Tidsorden, de ældste forrest, de senere efter deres Affattelsestid. Denne er vistnok ikke ganske sikker; men sikkert er det, Materiale ID: TXT da Side 2 af 39

3 at den aldeles ikke stemmer med den Orden, i hvilken Skrifterne staar. Hvad der gør Spørgsmaalet særlig vanskeligt er, at de fleste Skrifter er blevne underkastede Omarbejdelser, Sløjfninger og Tilføjelser, saa de forskellige Partier af samme Skrift er af forskellig Dato. For halvhundrede Aar siden var de fremskredne tyske Teologer, Udgiverne af den saakaldte "Protestantenbibel" fra 1872, ti overmaade lærde og dygtige Mænd, enige om, at Apokalypsen, den saakaldte "Johannes' Aabenbaring", det Værk, der staar sidst i det Ny Testamente, i Virkeligheden var skrevet allerførst. Nutildags er fremskredne Forskere tilbøjelige til den Antagelse, at Johannes' Aabenbaring oprindeligt slet ikke har været et kristeligt Værk, men et jødisk, og først ved senere Omarbejdelse har antaget sin nuværende Form. Alligevel er der trods Omarbejdelsen Intet, der tyder paa, at den overnaturlige Skikkelse, om hvilken her berettes, har noget tilfælles med den unge Tømrer eller Murer og Lægprædiikant fra Galilæa, om hvem der i Evangeliet efter Marcus fortælles. Messias kommer i Skyerne, har en Røst som den Basuns, om hvilken Jesaia taler (27, 13). Han raaber: "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste," Udtryk, som Jahve i det gamle Testamente anvender om sig selv (Jesaia 48, 13). Han staar imellem syv Guldlysestager, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel, der under Brystet er bundet op med et Guldbælte. Hans Hoved og Haar er hvidt som Uld eller Sne; hans Øjne er som Ildsluer; hans Fødder ligner det skinnende Kobber, naar det drages glødende af Ovnen: hans Røst er som mange Vandes Lyd; han har syv Stjerner i sin højre Haand, og et tveegget skarpt Sværd gaar ud af hans Mund. Hans Ansigt er som Solen, naar den skinner i sin Kraft." Forfatteren har havt Daniels Bog liggende for sig og har dels kopieret, dels varieret det Sted, hvor det hedder (7, 9): "Hans Klæder var hvide som Sne, og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild." Heri synes man at have en fra Daniels Bog stammende sværmerisk Forestilling, der lang Tid senere er bleven trukket sammen til det idylliske Billede af en omvandrende og manende ung Mand, som adskillige Partier af Evangelierne udviser. Disse anonyme Opbyggelsesbøger, hvis Indflydelse paa den europæiske og amerikanske Menneskehed har været umaadelig, men hvis historiske Værd er yderst ringe, har faaet Plads i det Ny Testamente langt foran Pauli Breve, skønt disse i deres ikke mange ægte Partier giver Indblik i betydeligt tidligere Tiders Følemaade. Dette Forhold har foraarsaget ubodelig Skade, udbredt en Mangfoldighed af uovervindelige Fordomme, gjort det næsten umuligt for en sandere Opfattelse af historiske og sjælelige Kendsgerninger end den tilvante at trænge igennem endog hos den forstandigere Del af Menneskeheden. 2 I det attende og nittende Aarhundrede rettede hvad man med Misbilligelse kaldte Fritænkeri sig mod Troen paa saakaldte Mirakler. Efterhaanden havde der dannet sig den Forestilling, at det, der benævnes Naturlove, var et paalideligt Udtryk for det guddommelige Væsen, og Enkelte indsaa Urimeligheden og Usandsynligheden af, at en Guddom eller et særlig inspireret Menneske skulde lægge sin højere Natur for Dagen ved at gøre Brud paa guddommelige Love. Rationalister opfattede disse Mirakler som naive Udsmykninger af historiske Begivenheder eller som bevidste Tildigtelser, der skulde bibringe Tro paa overnaturlige Evner. Paa selve det historiske Grundlag tvivledes der ikke. Kunde man blot blive af med de saakaldte Undere, stod for Fritænkerne Religionens Kærne, "Fornuftreligionen" tilbage. I England som i Frankrig og i Tyskland, for Lord Cherbury, Toland og Collins, for Fontenelle, Meslier og Voltaire, for Reimarus, Mendelssohn og den alle overlegne Lessing er Miraklerne, dette Naturstridige, der berettes som historisk, i Grunden Fæstningen, det gælder om at faa stormet, eller Valpladsen, paa hvilken og om hvilken der kæmpes. Materiale ID: TXT da Side 3 af 39

4 Endnu i 1863 gik Renan med sit "Vie de Jésus" kun ud paa, af de mytiske Slagger at udskille den lille Jesusskikkelse af Elfenben, som han havde frembragt ved en Blanding af Kritik, Folkepsychologi og sentimental Digterevne, idet han som Model til Skikkelsens Blidhed og overlegne Ironi tog sig selv og som Model til dens strenge og truende Holdning overfor kirkeligt Hykleri tog Lamennais efter dennes Brud med Rom. Nu ligger der ikke længere nogen Vægt paa det Spørgsmaal, som for halvhundred Aar siden sysselsatte de religiøst Interesserede. Spørgsmaalet om Miraklers Mulighed eller Sandsynlighed er faldet bort af sig selv, stilles ikke mere, optager kun dem, der vil afsløre Taskenspillere, Aandeforevisere eller Helbredere ved en Suggestion, der skal udgives for Trolddom. Spørgsmaalet er nu et helt andet og større. De, der har studeret Oldtids-Religionsformer, véd tilfulde, at Idealbilledet af den med Urette Martrede og Lidende, den, som pines, netop fordi han er god og retfærdig, den, hvem menneskelig Ondskab har udset til sit Offer og som udstaar Lidelsen for de Andres Skyld, var skildret og med beundrende Lidenskab fremstilt længe før den Tidsalder, i hvilken den historiske Jesus skal være kommen til Verden. Messias-Skikkelsen som lidende, d.v.s. Personliggørelsen af det jødiske Folk som undertrykt og mishandlet af Nabofolkene, men dog stærkere end de, fordi dette Folk var Sandheds og Retfærdigheds Talsmand, dette Ideal af Højhed, ufortjent Kval, overlegen Menneskelighed, fandtes allerede hos den anden Jesaia, ligesom dette Ideal under Dvælen ved Sokrates's aandelige Overlegenhed, der lønnedes med forsmædelig Død, anderledes formet, aabenbarede sig for Platon. Med andre Ord: Christusskikkelsen som et Ideal af Aandsoverlegenhed, Menneskekærlighed, Barmhjertighed, Renhed, var mange Aarhundreder ældre end den højsindede Almuesmand fra Galilæa, der for 1900 Aar siden som historisk Skikkelse siges at have virkeliggjort dette Forbillede, og Skikkelsen vil paany i Aarhundreder overleve ham, selv om han som Menneske formodentlig aldrig har været til. Der ligger da dybest set ingen Vægt paa, hvorledes dennes jordiske Levned siges at have formet sig. Vi spørger ikke mer, om Jesus blev til ved et Mirakel eller helbredede ved Mirakler eller drev Djævle ud ved et Mirakel - vi véd ikke mer, hvad Djævle er, og véd ikke mer hvad der forstaas ved Jomfrufødsel og lignende Mirakler. Det er Spøgelser, vi aldrig har set og aldrig skænker en Tanke. 3 Det Fængslende er da ikke: Mirakel eller Ikke-Mirakel; men det har sin store Interesse at se Myter og Legender danne sig. En begyndende Bibellæser studser f. Ex. ved at Jesu Korsfæstelse, ifald den ellers har fundet Sted, er bleven lagt Datidens Jøder til Last. Det er jo dog en given Sag, at Jøderne i Datidens Palæstina ikke havde nogen Jurisdiction. De var altsaa ganske og aldeles ude af Stand til selv at dømme nogen. Men fremdeles er det overmaade uklart, hvad Interesse de skulde have af at faa Jesus dømt fra Livet ved Overhæng af den romerske Statholder. Det er usandsynligt, at denne vilde give efter for et saadant Overhæng. Saa lidet som det kunde falde den engelske Vicekonge i Indien ind at dømme en Hindu til Døden for afvigende Anskuelser angaaende Buddha's Lære, saa lidet kan det tænkes, at en romersk Procurator vilde gribe ind i Anledning af en Beskyldning som den, der Marcus 14, 54 (ovenikøbet ifølge mod hinanden stridende Vidnesbyrd) fremsættes mod Jesus. Han skal have sagt: "Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." Det fortolkes som bekendt i Johannesevangeliet symbolsk. Men opfattet bogstaveligt som hos Marcus 14, 58 tager det sig ikke samfundsfarligt ud. Ifald i vore Dage en Mand anklagedes for at have sagt "Jeg vil nedbryde Christiansborg, men i Løbet af tre Dage genopbygge det, aandeligt skønnere", saa vilde Retten først undersøge, om han virkelig havde sagt Materiale ID: TXT da Side 4 af 39

5 det, dernæst om den Anklagede havde gjort noget Forsøg paa Nedbrydelse af det jordiske Christiansborg, og fandt den dette ugjort, vilde den afvise Sagen. En Undersøgelse af, om der var gjort Anstalter til Opførelsen af et himmelsk Christiansborg, tør betragtes som udelukket. Romeren vilde naturligvis først have skaffet sig Underretning, om der af den Anklagede faktisk var gjort noget Forsøg paa Nedrivelse af Templet, og naar dette blev benegtet, vilde han have forstaaet, at Ytringen, ifald den overhovedet var falden saadan, maatte forstaas sindbilledligt eller poetisk, og have afvist Sagen som sig uvedkommende. Vi kan med Sikkerhed vide dette, thi vi kan i "Apostlenes Gerninger" (18, 12), hvor der undtagelsesvis optræder en historisk Person, og hvor det Meste derfor synes troværdigt, læse, hvad Svar Senecas Broder, Julius Annæus Gallio, der (kun Aar 51 til 52) var Procurator for Achaia, i dette Aar gav, da Jøder i Korinth anklagede Paulus for "at overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven": Dersom Talen var om nogen Uretfærdighed eller Misgerning, I Jøder, vilde jeg, som billigt er, høre paa Jer. Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, I har, saa maa I selv se til; jeg vil ikke være Dommer over disse Ting." -- Der forekom rundt om i det gamle Testamente Udsagn, der kunde udlægges som passende paa en nu opstaaet Messias. I 5. Mosebog 18, 15 var der jo lagt Moses de Ord i Munden: "En Profet af din Midte, af dine Brødre ligesom mig skal Herren din Gud oprejse dig; ham skal I høre." I Johannes Evangeliet (6, 14) anføres disse Ord umiddelbart efter Fortællingen om Bespisningen af 5000 Mand med 5 smaa Brød. Derefter sagde Menneskene: Dette er sandelig den Profet, der skulde komme til Verden. I "Apostlenes Gerninger" (3, 22) beraaber Petrus sig paa samme Udsagn af Moses. Der er nogle Steder i Profeten Zacharias, hvorfra øjensynligt Motiver til Handlinger, som tillægges Jesus, er hentede. Der staar hos Zacharias (9, 9): "Fryd dig saare, Zions Datter, raab med Glæde, Zions Datter, se din Konge kommer til dig, han er retfærdig og frelst; sagtmodig og ridende paa et Æsel, paa et ungt Æsel, Æselindens Føl." Der staar hos Zacharias (14, 21): "Og der skal ingen Kananit være mere i den Herre Zebaoths Hus den Dag," hvad der kunde betragtes som en Opfordring til at tillægge Jesus den i og for sig ellers saa urimelige Fordrivelse fra Templets Forgaard af de Kræmmere, som solgte Duer, der skulde ofres, og som vexlede den Mønt, der skulde ydes. Man tænke sig en Reformator, der fordrev de Koner, som sidder udenfor Notre Dame Kirken og sælger Voxlys til dem, som vil brænde dem til Afdødes Ære! 4 Er man ved Sammenligninger af denne Art bleven mistroisk, saa forekommer det En snart indlysende, at Jesu Lidelseshistorie umuligt kan være gaaet til, som den i Evangelierne er fortalt. Man slaar op i det gamle Testamentes 22. Psalme og finder det 2. Vers: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Det er jo den døende Jesus' Udraab paa Korset. Hvor forunderligt, at Jesus skal være død med et Citat paa sine Læber! Og hvem hørte det? I det ældste Evangelium er der ingen af hans egne tilstede; Apostlene (eller som de dèr kaldes: Disciplene) var jo alle flygtede (Marcus 14, 50) og Peter havde endog fornegtet ham. Ifølge Matthæus's senere og mindre paalidelige Vidnesbyrd saa' en Mængde Kvinder i stor Afstand (apo makrothen) til; disse synes at være der, fordi Fortælleren har fundet det altfor usømmeligt, at Jesus døde uden at have en eneste af sine Kære i sin Nærhed. Men han opstiller dem udtrykkeligt i det Fjerne, saa de umuligt kunde høre den Døendes sidste Ord. I den samme Psalme, der maa være Aarhundreder ældre end den Tid, i hvilken Lidelseshistorien skal være foregaaet, staar der videre: "Alle de, som ser mig, spotter mig; de vrænger Mund og ryster paa Hovedet." Materiale ID: TXT da Side 5 af 39

6 Det Selvsamme siges om den Korsfæstede (Matthæus 27, 39). I Psalme 22 hedder det videre: "De Ondes Hob har omringet mig; de har gennemboret mine Hænder og mine Fødder." Deraf ikke blot Stedet hos Johannes (20, 25), hvor Thomas vil se Naglegabet i Jesu Hænder, men øjensynligt den overleverede Maade, paa hvilken i kristelig Kunst den Korsfæstede er fremstilt med gennemborede Hænder og Fødder uden det smalle Sæde (sedile), hvorpaa den Martrede blev sat med i Reglen sammenbundne (ikke til Træet naglede) Fødder. Torturen var smertelig nok endda. I Septuaginta-Oversættelsen, der her er brugt, har Psalmen i Vers 17, hvor der tales om den Bande Forbrydere, der har omringet den Talende, det misforstaaede: de har gravet i mine Hænder og Fødder (hvad senere blev til: de har gennemboret mine Hænder og Fødder) i Stedet for de hænger sig som en Løve i mine Hænder og Fødder. Man saa heri en Hentydning til Korsfæstelse. I Psalme 22, 19 staar fremdeles: "De deler mine Klæder imellem sig og kaster Lod om mit Klædebon." Dette er da øjensynligt Kilden til Matthæus 27, 35, hvor det fortælles, at de som havde korsfæstet Jesus, delte hans Klæder og kastede Lod om dem. Studiet af en eneste Psalme er altsaa nok til at bringe den Læsende paa Sporet og vise ham, hvorledes Lidelseshistoriens Enkeltheder er sammenplukkede af Udsagn i det Gamle Testamente, stadig med Vendingen, at saaledes skete det, fordi en gammel Spaadom skulde gaa i Opfyldelse - en Tankegang som for den Nulevende har mistet sin Mening. Han ser kun den mosaikagtige Sammenstykning af gamle Skriftsteder, man har kunnet udenad, fortsat til de dannede en Art Hele. Der tales i Psalmerne (41, 10) om et Forræderi fra dens Side, hvem den Talende stolede paa, ja med hvem han spiste Brødet. Der siges endvidere, at det var ikke en Fjende, som haanede ham, ikke en Avindsmand, som gjorde sig stor paa hans Bekostning, men et Menneske, med hvem han omgikkes og i hvem han saa en Ven. I "Apostlenes Gerninger" (1, 16) udlægges disse Steder ligefrem som en Spaadom om Judas, saa det for os kommer til at tage sig ud, som har disse Steder leveret Omridsene til Judasskikkelsen. Psalme 69, 22 der lyder: "De gav mig Galde at æde og Eddike at drikke for min Tørst" viser paany, hvorledes Træk efter Træk af Lidelseshistorien er hentet fra det gamle Testamente. Det slaar En atter hos Jesaia (49, 6): "Jeg hengav min Ryg til dem, der slog mig, og mine Kinder til dem, der rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt." I "Visdoms Bog" staar 2, 12 ff.: "Lad os undertrykke den Retfærdige. Han gør os ingen Gavn og staar vore Gerninger imod og bebrejder os vore Synder imod Loven... Han foregiver at have Guds Kundskab og kalder sig selv Guds Barn. "Vi anses af ham for Skarn, og han holder sig fra vore Veje som fra Urenlighed... han roser sig af, at Gud er hans Fader. Lad os dog se, om hans Ord er sande, og forsøge, hvad Ende det vil tage med ham. Er den Retfærdige Guds Søn, saa vil Gud hjælpe ham og fri ham af Modstandernes Haand. Lad os prøve ham med Haan og Pinsler, at vi kan lære hans Sagtmodighed og Udholdenhed at kende. Lad os dømme ham til en skændig Død!" I Jesaia 11 staar det bekendte Sted: "Der skal opstaa et Skud af Isaii Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Gudsfrygts Aand... Han skal dømme de Ringe med Retfærdighed og holde Ret for de Lidende i Landet med Oprigtighed, og han skal slaa Voldsmænd med sine Munds Ris og dræbe de Ugudelige med sine Læbers Aande... Og Ulven skal gaa hos Lammet, og Pantheren ligge hos Kiddet. Kalven og Løven og Fedekvæget skal være sammen, og en lille Dreng skal drive dem. Og Ko og Bjørn skal græsse sammen, og Løven skal æde Græs som Oxen. Det diende Barn skal lege ved Snogens Hul, og det afvænnede Barn gribe fast om Slangens Rede." Her varsles om paradisiske Tilstande, som Jesus i Evangelierne ikke fordrister sig til at vente indførte i Jordelivet. Men Jesu Lære findes udpræget hos Jesaia 58, 7: Materiale ID: TXT da Side 6 af 39

7 "Den Faste, jeg finder Behag i, er at du deler dit Brød med den Sultne, at du lader de Elendige og Omflakkende komme i dit Hus. Naar du ser en Nøgen, at du saa klæder ham... da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, din Retfærd drage foran, Jahves Herlighed slutte Toget." Ogsaa Helbredelsesmiraklerne er foregrebne hos Jesaia. Mt. 8, 17 Det skulde fuldbyrdes, hvad der er talt af Jesaia: Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme. Mt. 11, 5 siger Jesus: De Blinde ser, de Lamme gaar, de Spedalske renses, de Døve hører. Jesaia 35, 5: Naar Herren kommer, skal de Blindes Øjne aabnes, de Døves Øren høre, den Halte springe som en Hjort, og den Stummes Tunge synge. - Frigørelsen er ikke mindre foregrebet hos Jesaia: Han har sendt mig at helbrede dem, som har et sønderknust Hjerte, og forkynde de Fangne Frihed, de Bundne Løsladelse. Hos Jesaia staar (53): "Han skød frem som et Rodskud af tør Jord; han havde ingen Skikkelse eller Skønhed; vi saa ham, men intet Ydre der kunde tiltrække. Han var foragtet, ikke at regne blandt Mænd, fuld af Pine, forsøgt i Sygdom. Som En, for hvem man skjuler sit Ansigt, ringeagtet, vi regnede ikke med ham." Lidelseshistorien, som er sammenskrevet paa Grundlag af Stemninger og Klager, der er hentede fra det gamle Testamente, viser sig særligt underbygget ved Skildringerne af det personliggjorte Israels Lidelser hos den anden Jesaia. Her findes allerede den i Oldtidsreligionerne som senere i Kristendommen udbredte Forestilling om, hvorledes den ene lider i den andens Sted, paa hans Vegne. Vicariatlidelsen er allerede et Midtpunkt her. Hos Jesaia staar (53, 4): "Han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter, mens vi regnede ham for plaget, slagen af Gud, og elendig. Men han blev gennemboret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen blev lagt paa ham, saa vi fik Fred, og vi fik Lægedom af hans Saar. Vi foer alle vild som Faar; vi vendte os hver sin Vej; men Jahve lod vore Misgerninger komme over ham... Han har baaret vor Synd, og han vil gaa i Forbøn for Syndere." I Ap. G. 8, 28 bliver tilmed det Sted hos Jesaia, hvor Talen er om den Retfærdige, der som et Faar føres til Slagterbænken, udtrykkeligt overfor en æthiopisk Gilding, som spørger, udlagt om Jesus. 5 Sir James Frazer, vel vor Tidsalders største Mytolog, siger i "The Golden Bough": "Overførelsen af det Onde, Grundsætningen om Vicariatlidelsen, er den almindelige Opfattelse og Praxis hos Racer, der staar paa et lavt Trin af social og intellectuel Kultur. Den forekommer i den klassiske Oldtids Historie, saa længe Folkene endnu er stedte i Barbari. Det typiske Exempel er Ifigenias Ofring." Dyrkelsen af den syriske Guddom Attis havde den sjælelige Rensning ved Udgydelsen af Blod tilfælles med Kristendommen. Betegnende nok blev efter dens Ritus den indviede Oxes Blod udgydt netop paa det Sted, hvor nu St. Peters-Kirken staar. Ingen betragter mere Johannesevangeliet som et Vidnesbyrd om det historisk Skete; det er lutter Symbolik, lutter Teologi. I det vender den Messiasopfattelse, som existerede talrige Aarhundreder forinden, tilbage i forynget Form. Alt hvad de tidligere Evangelier - de saakaldte Synoptikere - har meddelt bliver her Sindbilled og Mystik. Antallet af de Mirakler, der her fortælles, er syv. Det er paa den syvende Dag, Sabbatsdagen, at den Lamme helbredes. Den lange Række Aar, han har ligget vanfør, symboliserer det jødiske Folk, der har ventet paa Messias. Selve Helbredelsen betegnes (5, 17) som et Sindbilled paa Jesu hele Gerning. Mangfoldiggørelsen af Brødene er et Sindbilled paa Uddelingen af Livets Brød. Det Mirakel, at Jesus gaar paa Vandet, betyder, at Messias er sejrrig, er Aand, er Ordet, som vender tilbage til sin Evighed. Den Blindfødtes Helbredelse betyder, at Messias er Verdens Lys; Lazarus's Opvækkelse, at han er Livet. Materiale ID: TXT da Side 7 af 39

8 Der er her en stærk Tal-Mystik. Jesus vandrer tre Gange i Galilæa, tre Gange i Judæa; hvert Sted udfører han tre Mirakler; tre Gange angiver han Judas som Forræder, 13, 18, 21, 26. Jesus staar op af Graven den tredie Dag; han aabenbarer sig derefter tre Gange. Dette Evangelium synes affattet i det andet Aarhundredes første Halvdel. Men saavidt det kan skønnes, er de sammenstykkede, overarbejdede Kompilationer, som kaldes Synoptikerne, vel fra en Snes til et Halvhundred Aar senere end Pauli ægte Breve. Paulus, d.v.s. den lille Saul har været en hidsig og farlig lille Mand, om hvem det i Apostl. Gern. fortælles, at han fik en Plads som Arbejder i Korinth hos det fra Rom under Claudius uddrevne jødiske Teltbyggerpar, Aquila og Priscilla. Disse to - siges der - havde været indviklede i de Tumulter, som Suetonius taler om paa det berømte og besynderlige Sted, han synes at have afskrevet efter en eller anden Aarbogs-Forfatter. Han siger: "Da Jøderne, ophidsede af Chrestus, stadigt afstedkom Optøjer, fordrev han (Claudius) dem fra Rom." Chrestus var dengang et almindeligt Navn paa Slaver og Frigivne. Det forekommer 80 Gange paa Indskrifter, som blev fundne i Rom under Peterskirken, da den under Sen-Renæssancen blev udvidet. Aquila og Priscilla maa have været blandt de af Rom udviste Jøder. De levede af at bygge Telte eller Hytter, og de tog den lille, ildfulde, uberegnelige og ustyrlige Saul fra Kilikien i deres Tjeneste som Medarbejder. De ægte og de uægte Epistler, der gaar under hans Navn, er meget ældre end Evangelierne. Epistlernes Forfatter har iøvrigt aldrig set Jesus, og véd, eller meddeler, ikke det allerringeste om hans Levnedsløb. Den saakaldte Paulus har kun den rent teologiske Opfattelse af Jesus: Denne er (Kolossenser 15, 16) "den usynlige Guds Billede, al Skabningens Førstefødte; thi ved ham er alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Fyrstendømmer eller Magter; alle Ting er skabte ved ham og til ham." Vi er visselig med Bestemmelser som disse langt fra den unge veltalende og begejstrede Søn af en Bygmester i Galilæa, der for sin rent aandelige Agitation skal være bleven henrettet af den romerske Landshøvding i Jerusalem. Vi er maaske endnu længer fra blot den svageste Gnist af sund Menneskeforstand. I lange Tider har der været Strid om, hvilke Partier af de Paulus tillagte Breve der maatte opfattes som ægte, og i hvilke man skelnede senere Tilføjelser, ikke at tale om dem, der slet ikke kunde være af ham. Ægte er efter al Sandsynlighed kun Galaterbrevet, Romerbrevet og delvis første Korintherbrev. Skærende usandsynlig er dog i Galaterbrevet Fortællingen om de "tre Aars Ophold i Arabien" efter Omvendelsen; den skal vise Uafhængigheden af Petrus. Spørgsmaalet har formentlig i vore Dage tabt noget af sin Interesse. De Paulinske Skrifter kan, om de end er betydeligt ældre end Evangelierne, være antedaterede. Adskillige har, som Hollænderen Van Manen, med Styrke hævdet, at Intet tyder paa, der i det første Aarhundrede har existeret nogen "Apostel", som forkyndte paulinske Tanker. Oprettelsen af større Menigheder, der ikke længer var jødiske, men kristelige, maa sandsynligst henføres til det andet Aarhundrede. En tilsyneladende halvt skemtefuld, men højst alvorligt ment Formodning af den fremragende engelske Bibel forsker, Thomas Whittaker, gaar ud paa, at den virkelige Grundlægger af historisk Kristendom har Ypperstepræsten Kaiafas været med det "Raad til Jøderne", der af Forfatteren til det fjerde Evangelium paastaas inspireret ham ved guddommelig Indgivelse: "I forstaar slet Ingenting, I betænker ikke heller, det er os gavnligt, at ét Menneske dør for Folket, for at ikke det hele Folk skal fordærves. Dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde dø for Folket" (Johannes 11, 50 til 51). Materiale ID: TXT da Side 8 af 39

9 Og Kaiafas er en historisk Personlighed, kendt og nævnt som saadan af Flavius Josephus, noget, der ikke kan siges om Jesus, da Falskneriet i Antiquiteterne 18, 3 jo forlængst er anerkendt endog af de mest konservative Forskere. Der har existeret en med Josephus samtidig Historieskriver, der som han var baade Krigsmand og Historiker. Han skal have været en Landsmand af Jesus i nærmeste Forstand, da han stammede fra den Egn, hvor Jesus siges født. Det er Justus fra Tiberias; han skrev ligesom Josephus om "Krigen imod Jøderne" og desuden "en Krønike over de jødiske Konger fra Moses til Agrippa 2". Begge disse Værker er nu gaaede tabt, men i det niende Aarhundrede blev de læst af Fotios, der undrede sig over at saa lidet dèr som hos Josephus blev Jesus nogensinde nævnt. 6 Der forekommer ingen som helst paalidelig Omtale af Jesus hos Roms hedenske Skribenter. Den tidligste Henvisning findes i et af den yngre Plinius's Breve til Kejser Trajan fra Aar 111 eller 112, da Plinius var kommen i Egenskab af "legatus pro prætore" til Provinserne Bithynia og Pontus, og skal have fundet Egnen der befængt med Kristendom. - Men er Brevet ægte? Det bør dog bemærkes, at dette Brev er naaet til Efterverdenen i et Haandskrift, som er adskilt fra Resten af Plinius's Breve, og at Plinius i sine Breve om de Kristne omtaler "Clemens fra Rom" som en kendt Mand, der har skrevet de Epistler, som tillægges ham. Ægte kan af de Clemens Romanus tilskrevne Breve efter almindelig Samstemning kun det første fra den romerske Menighed til Korintherne være. Det blev ikke anerkendt før ved det Aar 170. Hvorledes skulde Plinius have Kendskab til det? Denne Omstændighed gør Omtalen af de Kristne i Plinius's 96. Epistel yderst mistænkelig. Plinius skriver her til Trajan: "Hvad dem angaar, som negtede, at de var Kristne, saa følte jeg mig berettiget til at frikende dem, saasnart de i min Nærværelse havde anraabt Guderne og æret dit Billede. Disse (som hævdede, ikke at være Kristne) ærede allesammen dit Billede og forbandede Christus. Men de hævdede, at deres hele Forseelse eller Fejltagelse laa i, at de i Overensstemmelse med deres Skik samlede sig paa en eller anden forudbestemt Dag før Daggry og skiftevis sang en Sang (carmen) til Christus som til en Gud. (Christo quasi deo.)" Ifald, hvad der er højst usikkert, dette Brevsted er ægte, saa har Plinius i de Kristnes Færd set en Fare, forsaavidt denne nye Gud som var bleven indpodet paa den gamle nidkære jødiske Gud, til hvem de sang Hymner, var uforenelig med Kejserdømmets andre Guder, hvem disse Messias-Dyrkere ikke vilde ofre Røgelse og Vin, og uforenelig med Dyrkelsen af den guddommelige Kejser. Der findes alt i alt kun to Hentydninger til Christus i den latinske Literatur. De staar hos to romerske Skribenter, der levede i Overgangstiden fra det første til det andet Aarhundrede. Disse Steder findes hos Tacitus og Suetonius, begge to Venner af den yngre Plinius. I Tacitus's stilistisk stærkt arrangerede "Annaler" staar der (15, 44) angaaende Roms Brand under Nero: "Nero mistænkte visse Personer for at være Ophavsmænd til denne Forbrydelse. Dem dømte han til den grusomste Tortur. Det er dem som hades for deres Infami og som vulgært kaldes "Chrestiani". Ophavet til Navnet (Christus) er bleven dømt til Døden under Tiberius's Regering af Procuratoren, Pontius Pilatus." Der synes ikke for nogen upartisk Kritiker at kunne herske Tvivl om, at dette Sted er et Indskud, en Skriftforfalskning, udført langt efter Tacitus's Tid af en eller anden kristen Munk eller dog kristen Afskriver. Sætningen er formuleret ganske i Overensstemmelse med den kristelige Overlevering, som denne efterhaanden dannede sig. "Chrestiani", hvad i græsk Udtale er det samme som "Christiani", er et Navn, Tacitus ikke, da han skrev "Annalerne", kan formodes at have kendt. Det græske Ord Christus for Messias kom først i Brug under Trajan. Ingen af Evangelisterne anvender Ordet "Kristne" om dem, der fulgte Jesus. Det eneste Sted, hvor Omvendelse af Hedninge nævnes (Apost. Gern. 11, 20) lader denne Omvendelse udgaa fra Antiochia. Tacitus nævner her ikke Navnet Jesus, synes ikke at kende det, troer øjensynligt, at Materiale ID: TXT da Side 9 af 39

10 Christus er et Personnavn, véd ikke, det betyder Messias. Særlig mistænkeligt er det, at ret som han var en Kristen fra senere Tid, taler han om Pilatus, som var denne en Personlighed, hans Læsere maatte antages at kende, uden videre Forklaring. Intet Værk af Tacitus er naaet til os uden forfalskende Indskud. Gibbon's Tro paa Textens Renhed i de ældste Tacitus-Manuskripter er længst opgivet. Der er saa meget kraftigere Grund til at antage Stedet for uægte, som hvad Tacitus fortæller eller rettere hvad der er lagt ind i hans Skrift om Neros Forhold til de Kristne, umuligt kan være sandt. Det lader sig ikke tænke, at der allerede paa Nero's Tid skulde have dannet sig i Rom en Menighed af Jesu Tilhængere, saa stor, at den kunde tiltrække sig offenlig Opmærksomhed og Befolkningens Had, saa denne vilde beskylde den for at have stukket Byen i Brand. Og hvorledes skulde Tacitus, der aldrig tog Jødernes Lære alvorligt men (efter Tertullian) troede, at Jødernes Gud, som han ikke skelnede fra de Kristnes, var et Menneske med Æselshoved som paa den bekendte Graffit - hvorledes skulde han betragte en lille jødisk Sekts Nærværelse i Rom som en Fare for Kejserriget? Ingen Fornuftig troer nutildags paa Legenden, om at det var Nero selv, der stak Ild paa Rom. Suetonius, som mistænker ham, kender ikke til noget Rygte, der udpegede ham som Ophavsmanden. Der var ingensomhelst Grund til at Nero skulde anklage de Kristne for at have afstedkommet Ildebranden. De kaldte sig selv for Jessæanere eller Nazaræanere eller de Udvalgte eller de Hellige o.s.v. og blev almindelig betragtede som Jøder. De iagttog Mose Lov, og Befolkningen kunde ikke skelne dem fra de andre Jøder. De holdt sig stille og gjorde sig saa lidet bemærkede som muligt. Historien om de levende Fakler, der er kommet til os gennem Tacitus, synes Foster af en ved Læsning af Fortælling om senere kristne Martyrier ophidset Indbildningskraft. Ildstraf gaves der ikke i Rom paa Neros Tid. De Haver, hvori de levende Fakler skal have været anbragte, var tagne i Brug til Ly for de Ulykkelige, der ved Roms Brand var blevne husvilde; de var fulde af Telte og Træskure, mellem hvilke ingen kunde falde paa at opstille Baal for Misdædere. De hedenske Skribenter kender intet til denne Rædsel. De ældste kristne Forfattere kender heller ikke "de levende Fakler", der dog var saa egnede til heftig Propaganda. Den første Omtale af dem forekommer i en navnkundig Forfalskning fra det fjerde Aarhundrede, den opdigtede Brevvexling mellem Seneca og Apostlen Paulus. En fyldigere Omtale af dem findes hos Sulpicius Severus, der døde 403, men blandet med saadanne kristelige Legender som Simon Magikerens Død eller Peters Bispedømme i Rom. Sulpicius's Udtryk stemmer i Reglen Ord for Ord med Tacitus's. Det er tvivlsomt, om det Manuskript af Tacitus, som Sulpicius Severus har benyttet, overhovedet indeholdt den berømte Passus om de Kristne - "odium generis humani". Ellers vilde de andre kristne Forfattere, som benyttede Tacitus, dog have kendt den. Sandsynligheden taler for, at Stedet i "Annalerne" (15, 44) blev overført til Tacitus fra Sulpicius til Guds Ære af en eller anden Klosterbroder, for at styrke kristen Overlevering ved hedensk Vidnesbyrd. Saa vidt skønnes, foreligger der da ikke i samtidig romersk Literatur nogen ægte Udtalelse, der peger i Retning af Jesus som historisk Personlighed. 7 Efter nogen Tids Forløb fik Paulus i Korinth Besøg af to Meningsfæller Silas Silvanus og Timotheus, der siges at have bragt ham Meddelelse om en Menighed, som var bleven grundet i Thessalonica for Midler, der med rund Haand var blevne skænkede af Byen Philippi's Beboere, blandt hvilke der var en rig og gæstfri Purpurkræmmerske ved Navn Lydia fra Byen Thyatiræ. Hun gav Paulus og hans Følgesvende Husly og underholdt dem (Brev til Philippenser 4, 16, Apostl. Gern. 16, 14 til 15). Paulus, der i Virkeligheden var Udbrederen af den kristelige Religion, kan intetsomhelst meddele om Jesu Personlighed og har aldrig set ham, saa lidt som de, iøvrigt navnløse, Evangelister nogensinde har set ham. Materiale ID: TXT da Side 10 af 39

11 Naar han (1. Kor. 9, 1) udraaber: "Har jeg ikke set vor Herre Jesus Christus?" sigtes til Luftsynet ved Damaskus. Og hvad populært kaldes Marcus's, Lucas's o.s.v. Evangelium vil jo efter Textens Ord (Katá) kun udtrykke, at Evangeliet siges opskrevet af en, der tilhørte den nævnte Discipels Kreds, ingenlunde, at han var Ophavsmanden. Intet bliver desuden nedskrevet af disse Evangelier, før Paulus har virket i Aaringer. Denne Paulus har med al sin Ildhu, saavidt skønnes, været en uhyggelig Personlighed, en af de Sygelige, hos hvem Begejstring slaar om og bliver Afsky, 1nens Had slaar om og bliver opbrusende Sværmeri. Al historisk Viden er jo usikker; det Ord er sandt, at den historiske Sikkerhed beror paa de Dødes Taushed. Men hvad Kilderne meddeler os er dette: Da den ulykkelige Stefanus skulde stenes for hans afvigende Messias-Tro, lagde de første af Bødlerne deres Kapper, som generede dem under Steningen, for Fødderne af en ung Fanatiker, Saul, der efter sit eget Udsagn, som anføres, fandt Behag i Mordet og derfor gerne forvarede deres Klæder, som udførte det. Han ansaa det i sin blinde Lidenskab for sin Skyldighed at gøre noget imod Nazaræerne. Det gjorde han da ogsaa i Jerusalem, hvor han skaffede sig en Fuldmagt fra Ypperstepræsten til at lade mange af de Hellige kaste i Fængsel; han skal, naar de blev stenede, have givet sin Stemme dertil. Dette menes sket Aar 37. I Aaret 38 foregik hans pludselige Omvendelse. Han var baade før og efter den en Ivrer af Fag. 8 Han var født Aar 10 eller 12 i Tarsus i Kilikien. Han latiniserede først, da han gjorde sig til Hedningenes Apostel, sit Navn Saul til Paulus. Hans Familie stammede fra Gischala i Galilæa, mente at tilhøre Benjamins Stamme. Hans Fader var romersk Borger, havde enten erhvervet denne Titel ved Tjenester, han havde vist, eller ogsaa kan han have arvet den fra en af sine Forfædre, der havde tilkøbt sig den. Familien hørte, som alle bedre jødiske Familier, til Farisæernes Parti. Selv da han havde brudt med Partiet, beholdt han dets Iver og Sjælsspænding, Hvasheden i dets Udtryksmaade. Tarsus var dengang en blomstrende By, Befolkningen græsk og aramæisk. Jøderne var talrige dér som i alle Handelsstæder. Sansen for Literatur var udbredt, og ingen By, end ikke Athen eller Alexandria, var rigere paa videnskabelige Institutioner. Ikke at Saul fik en omhyggelig hellensk Opdragelse. Jøderne gik sjældent i de Skoler, hvor der meddeltes verdslig Kundskab. I Skolerne lærtes først og fremmest et rent Græsk. Havde Saul lært det, saa havde Paulus ikke skrevet eller vel snarere dikteret sit sære, saa ugræske Sprog, fremmed i dets Vendinger, fuldt af aramæiske og syriske Talemaader, som neppe har kunnet forstaas af en dannet Græker paa hans Tid. Uden at undse sig ved sin Mangel paa, hvad Datiden forstod ved Dannelse, kalder han sig selv (2. Korinthier 11, 6) "idiotes to logo", ulærd i Tale, naturligvis kun for at hævde, hvor lidet det kommer an derpaa. Han har øjensynligt tænkt i det Syrochaldæiske Sprog, ligesom det var Modersmaalet, han helst talte, ogsaa naar han talte med sig selv eller hørte Stemmer tale i sit Øre. Hvad han forkynder, har da intetsomhelst Forhold til græsk Filosofi. Det saa tidt nævnte Citat af Menander's tabte Skuespil "Thais: Slet Omgang fordærver gode Sæder" var blevet en Talemaade, som anvendtes af mangfoldige, der aldrig havde læst Menander. De to græske Citater, som forøvrigt findes, forekommer i Breve, der neppe er ægte. Det ene, Stedet (Titus 1, 12) hvor det hedder: "En af dem, deres egen Profet, har sagt: "Kretenserne er altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge" er en Sætning, som tillagdes Epimenides, der levede i det 6. Aarhundrede før vor Tids regning og i Oldtiden ansaas for en stor Sandsiger. Det andet Sted (Apostl. Gern. 17, 28) lyder: "Thi i ham lever og røres og er vi, som jo ogsaa nogle af Jere Digtere har sagt." De Digtere, hvorpaa her er tænkt, er Aratos fra Kilikien og Kleanthes fra Lykien. Hos dem er ved Ordet "ham" ment Zeus. Det ses, at næsten hele den unge Sauls Dannelse skyldtes Talmud; han lader sig mere lede af Ord end af Tanker; et Ord bringer ham til at forfølge en Tankerække, som ligger langtfra Udgangspunktet. Materiale ID: TXT da Side 11 af 39

12 Et enkelt Sted (Kapitel 13) hæver første Korintherbrev sig til saa ophøjet Flugt, at faa Steder kommer det nær i Begejstringens Gløden og Veltalenhedens Strøm. Det maa indrømmes, at Stedet rigtignok af en saa sjælden Kender som van Manen betegnes som et sildigt Indskud. Det er de skønne Ord: "Talede jeg med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde ikke Kærlighed, da var jeg skrigende Malm og skraldende Metalbækken. Og havde jeg profetisk Gave og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet." Der følger endnu et Dusin ligesaa værdifulde Udbrud, Glimt af en Ildhu, hvortil der i Aarhundreder ikke havde været eller vilde komme Mage. Men man eftergaa, hvor besynderligt dette smukke Afsnit er indfattet. I kedsommelige, spidsfindige Redegørelser som det forrige Kapitels langsommeligt udstrakte Lignelse om at, som i Menneskelegemet Lemmerne hænger sammen, bør Menigheden ogsaa holde sammen, dette med saadanne Argumenter som: Hvis Foden vilde sige: fordi jeg ikke er Haand, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon den derfor ikke hører til Legemet? Og dersom Øret vilde sige: fordi jeg ikke er Øje, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til Legemet? o.s.v.. i det Uendelige. Eller man eftergaa, hvad der følger paa den ophøjede Lovprisning af Kærligheden. Et Kapitel, der er saa svagt i Tanken og saa løst i Tankegangen, at man paa Dansk baade i den gamle Vaisenhus-Oversættelse og i Lindbergs har maattet give Stedet en lettere fattelig Mening ved istedenfor Textens Advarsel imod "at tale med Tungen" (som det nu hedder "i Tunger") en Udstøden af usammenhængende Lyd under Ekstase, har maattet sætte: at tale i fremmede Tungemaal. Saa kommer Sætningen til at lyde: Thi den, som taler i fremmede Tungemaal, taler ikke til Mennesker men til Gud; ingen forstaar ham, men han taler Hemmeligheder i Aanden. Hvem der taler i Tunger, han forbedrer sig selv; men den som spaar, opbygger Menigheden o.s.v.. De tommeste Talemaader. 9 Sauls Fader havde tidligt bestemt ham til Rabbi, men havde efter Skik og Brug givet ham en Profession. Han blev Teltmager, arbejdede med det grove Lærred, som kom fra Kilikien, eller han murede Hytter. Han var formueløs og yderst høflig. Naar ikke Lidenskab gjorde ham vredagtig og vild, var han velopdragen, endog hjertelig, iøvrigt pirrelig og tilbøjelig til Skinsyge. Hans Ydre synes at have været skrøbeligt. Efter kristne Oldskrifter, hvis Troværdighed er usikker, men hvis Skildring ikke synes greben ud af Luften, var han grim, lille, firskaaren, skrutrygget. Hvor han taler om sit Legeme (som i 2. Korinther 11, 30; 12, 5, 9, 11) gør han opmærksom paa sin legemlige Svaghed, der danner en saa udpræget Modsætning ti! Styrken af hans Aand. Han skildrer sig selv som en Mand, der trods sin aandelige Overlegenhed er syg og udtømt, i sin Fremtræden uden noget, der gør Effekt, men saaledes beskaffen, at han i sit Indre har oplevet Henrykkelsestilstande, under hvilke han ikke vidste, om han var i Legemet eller udenfor det. Han har desuden en hemmelig Skavank, "en Pæl i Kødet", der er givet ham af Gud for at hindre ham i at forfalde til Hovmod. Pælen bestaar i at "Satans Engel slaar ham med Næverne" (2. Korinth. 12, 7). Han har tre Gange bedet Gud befri ham for den og tre Gange faaet det afslaaende Svar: "Min Naade er dig nok." Pælen i Kødet er ikke Udtryk for nogen kønslig Tiltrækning; han lader os ofte nok vide, hvor kold han er af Temperament. Se især 1. Kor. 7, 7: Jeg vilde, at alle Mennesker var, som jeg selv er, d.v.s uden Attraa til nogen Kvinde. Han kom ung til Jerusalem og formodes ung at være gaaet i Gamaliels Skole. Denne kaldtes Farisæer, men var lemfældig skønt streng. Saul derimod udviklede sig til en vild Fanatiker, ophidset og ophidsende; indtil Raseri klamrende sig til den nationale Fortid. Da den første Menighed i Jerusalem spredte sig, foer han rundt til de andre Byer. I Damaskus synes det som havde der paa et Tidspunkt da Romervældens Myndighed ved Udbruddet af Caligula's Galskab var nedbrudt, dannet sig en Gruppe, der troede, Messias var kommen. Saul synes til Materiale ID: TXT da Side 12 af 39

13 Gengæld fra Ypperstepræsten Theofilus, Hanan's Søn, at have skaffet sig en Fuldmagt til at arrestere disse Frafaldne og føre dem bundne til Jerusalem. Saa endelig lader det, som om han i det jordiske Paradis, som Haverne nær Damaskus var, selv lededes ved sin Bøddelrolle, mindedes dem, han havde forfulgt og ladet martre, troede at se et lysende Syn i Skyerne, og hørte en Stemme paa hans Modersmaal advare og formane ham. Han fik et epileptisk Anfald, fra hvilket han vaagnede omstemt, omvendt. 10 I ethvert Tilfælde er han efter sit Ophold i Damaskus forvandlet; han er selv lutter Haab og Tro, han gaar foran de Flokke, han drager til sig, som en Ildsøjle. Er det af den Kærlighed, han saa skønt har lovprist, at han flammer? Den kommer over ham som Varmegysninger, brænder ingenlunde i ham som en hellig Lampe. Det første, det bedste Exempel vil vise det. Der har dannet sig en lille Menighed i Korinth: men der som allevegne gik megen Kødelighed i Svang. De Messias-Troende, hvem man havde lært, at nu gjaldt Moseloven ikke længer, men Alt var dem tilladt, førte et højst utugtigt Liv. Kvinderne viste sig uden Slør. Det fælles Kærlighedsmaaltid, til hvilket Nadveren sluttede sig, var udartet til vilde Ædegilder. Man købte paa Torvet af det Kød, der var blevet tilovers fra Ofringerne til de græske Guder, og lod sig det smage godt; mange undsaa sig end ikke for at tage Del i de hedenske Offer-Festligheder. Dog det fæleste Budskab, som naaede Paulus, var dette, at En af Menigheden endnu i Faderens Levetid havde indgaaet Ægteskab med sin fraskilte Stifmoder. Paulus er ude af sig selv. Han raser. Skønt Synderen oprigtigt angrer, det beroliger ham ingenlunde. Han stiller (i i. Korinth. 5, 3 til 5) i det selvsamme Brev, der strømmer over af Hymnen til Kærlighedens Pris, et straffende Mirakel i Udsigt. Han har besluttet i Herrens Navn, i Menighedens Forsamling, med sin Aand og med den Herre Jesus Christus' Kraft at overgive Synderen til Satan til Fordærv for hans Kød, at hans Aand sidenhen paa Herrens Dag kan vorde salig. Hans Vrede er tøjlesløs. Men det Værste var næsten, at den gjorde ham til Latter, da Miraklet udeblev. Nu blev han haanet paa enhver Maade som Pralhans: han vilde forfærde ved Breve; men han selv kom ikke (2. Kor. 10, 9). - Han gjorde sig sandelig Livet surt ved sin evige Agiteren og Formanen, sin uafladelige Kamp mod Fjender indenfor og udenfor de Helliges Lejr. Han er en Rethaver, en Trættekær; man turde vove Ordet en Quærulant. Man se ham selv fremstille sit Forhold til Petrus (i Galaterbrevet 11 ff.). Der gives intet Ord, der er saarende nok til at passe paa Rivalen. Han beskylder ham saavel for Fejghed som for Hykleri: "Men da Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øjnene, efterdi han var at laste. Thi førend nogle fra Jacobus ankom, aad han med Hedningerne; men da de kom, unddrog han sig og fraskilte han sig af Frygt for dem af Omskærelsen. Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven af deres Hykleri. Men da jeg saa, at de ikke vandrede lige efter Evangeliums Sandhed, sagde jeg til Petrus i alles Paahør: Dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Vis og ikke paa jødisk Vis, hvorfor tvinger du da Hedningerne til at leve paa jødisk Vis?" Og nu følger en næsten uforstaaelig Tordentale. Dog alt dette, som Ideassociationer har ført Tankegangen ind paa, disse Stridigheder i de ældste Messiastroende Menigheder mellem dem, der var af jødisk Æt og dem, der ikke var det, ligesom talrige andre Kendsgerninger eller Spørgsmaal er underordnede i Sammenligning med den ene store Sandhed, der længe har dæmret for Forskere, der var frigjorte for Fagteologernes Professor-Fordomme, altsaa Mænd som Arthur Drews i Tyskland, J. M. Robertson i England, Alfred Loisy og Paul Louis Couchoud i Frankrig: Kristendommen existerede i sin Spire og sit Væsen fra det Øjeblik af, da Profeternes Messias, Herrens Tjener hos Jesaia, Psalmernes og Visdomsbogens forfulgte retfærdige Mand smeltede sammen til én Skikkelse, til Jahve selv, forvandlet til en Gud, der døde, stod op igen og paany vilde aabenbare sig for at dømme Verden. Materiale ID: TXT da Side 13 af 39

14 Det er ud fra dette Grundsyn paa Tilværelsen, denne Fordobling af Jahve til en Jahve-Messias eller Jahve- Jesus, at Kristendommen udgaar. Denne Jesus avles ikke af Josef og Maria, men af Tro, Haab og Kærlighed (Couchoud). Den saakaldte Johannes' Aabenbaring, der fra en jødisk Apokalypse, en Efterligning af den saakaldte Daniels Bog, blev gjort til en kristen Apokalypse, omtrent som Nutidens Operatører af en Hane gør en Høne, kender kun en saadan Jahve-Messias. Heller ikke Paulus har kendt nogen anden. Saa har senere hen det menige Folks Spørgelyst og Videbegærlighed, dets Mangel paa Evne til at hæve sig til saadanne aandelige Højder, foraarsaget, at man har sammensanket overleverede Anekdoter, en mystisk eller mytisk Fortælling om Jesu Tilblivelse, en Herodes' Efterstræbelse af det spæde Barn, efterlignet efter Faraos Efterstræbelse af den spæde Moses, der heller aldrig er bleven efterstræbt og vistnok aldrig har været til, en Myte om hans Fristelse af Djævelen, en Mængde slaaende Udsagn og Lignelser, stammende fra Datidens Vise, Fortællingen om en højsindet, overlegen Almuesmand, en Mængde Helbredelsesmirakler, Undere, Symboler, Visioner, og deraf har sammenkogt det af talrige Elementer bestaaende Bryg, som kaldes Evangeliet ifølge Marcus. Af dette Evangelium opstod saa de andre. 11 Messias-Haabet og Messias-Troen er ikke den oprindelige Kristendoms eneste Kilde. Lige op ad den ligger en anden, forskellig, den for os saa besynderlige Tro ikke paa den Lære, som forkyndtes af en begejstret Yngling fra Galilæa, men paa denne Ynglings Opstandelse fra Graven. Det er yderst vanskeligt for en Nulevende at sætte sig ind i den paradoxale Forestillingskreds, i hvilken Mennesker, som var uden Forhold til græsk-romersk Dannelse, for 2000 Aar siden levede i Anatolien, i Syrien og Ægypten, de østlige Middelhavslande. Vi studser, naar vi i 1. Korintherbrev 15, 4 til 15 finder, at Paulus grunder sin hele Forkyndelse paa Overbevisningen om, at en ung Mand, der efter Forudsætningen er Guds Søn, altsaa selv et guddommeligt Væsen, uanfægteligt, udødeligt, har ladet sig begrave efter paa Skrømt at have syntes Lig, og strax derefter paa den tredie Dag er opstaaet af Graven. Paulus siger: Han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne. Han blev set af Kefas, dernæst af de Tolv. Derpaa blev han set af mere end fem Hundrede Brødre paa én Gang. Saa af Jacobus, dernæst af alle Apostlene. Sidst af alle blev han set af mig o.s.v.. Talen er altsaa om et Aandesyn af den kun tilsyneladende Døde men virkelig Gravlagte. - Der fortsættes: "Naar Christus da prædikes at være opstanden fra de Døde, hvor kan da nogle blandt Eder sige, at der ikke er Dødes Opstandelse! Dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er heller ikke Christus opstanden. Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgæves, saa er ogsaa Eders Tro forgæves. Med andre Ord: Adonis-, Attis-, Osiris-Dyrkelsen fører til det springende Punkt i den oprindelige Kristendom: Troen paa Opstandelsen. Kærnen i Adonis- og Attis-Troen i Syrien og Palæstina, lignende religiøse Forestillinger i Anatolien og Ægypten, var den, at "en ung Gud ved en barsk Skæbne maatte dø i sin blomstrende Ungdom, blev begrædt af Kvinder, sænket i Jorden eller i Nilen, og atter vakt til Live, hvorved Klagen afløstes af Jubel". 12 Efter den babyloniske Landsforvisning var Jødedommen gennemtrængt af babyloniske Forestillinger. Undertiden synes man at spore Eftervirkninger af det store babyloniske Gilgamesch-Epos. Xisuthros driver roligt i Storm paa Syndflodens Vande; Jesus sover roligt i Skibet under Storm. Bjærget, fra hvilket Xisuthros Materiale ID: TXT da Side 14 af 39

15 blev forgudet, svarer til det, paa hvilket Jesus blev forklaret. Hvem véd, om ikke de to Tusind Svin, i hvilke Jesus ved et af sine Mirakler jager de onde Aander og som saa springer i Vandet og forsvinder, har været et Slags Symbol paa den syndige Menneskehed, som udryddedes ved Syndfloden, om hvilken Sagnet jo stammer fra Babylon. I Følge med de babyloniske Myter kom de iranske, Zarathushtra-Religionens. Stærkt indvirkede ogsaa Mithra-Religionen, der som den spirende Kristendom gik ud paa Renselse, Forløsning, Genfødelse, Forening med Gud, som Børnenes Forening med Faderen. Den hellige Aand, som møder En i Avesta, genfindes her. I Anatolien befrugtedes den gamle Attis-Kybele Dyrkelse dels fra Vest af beslægtede græske Mysterier, dels fra Øst af Mithra-Kultus. Grundtanken, som møder os ogsaa hos Paulus, er Klage over Naturlivets Hendøen og Glæde over dets Genopvaagnen. Attis døer ung. Af hans Blod spirer Violer. Hans Genopvækkelse fejredes med Sang og Glædesfester. Verdens sørgelige Tilstand forklaredes ogsaa udenfor Jødedommen som hos Paulus ved en Formastelse (adikia). De fleste Tanker, der med Forkærlighed betegnes som kristelige, fødtes ingenlunde af Kristendommens Skød, men opstod ved Folkeblandingen i Verdensriget og fremmedes ved den stærke Samfærdsel. Som jordisk, kødeligt Menneske var den Jesus, om hvem Evangelierne fortæller, allerede efter ganske faa Aars Forløb svundet helt ud af de Samtidiges Erindring. End ikke Marcus, der anses for den ældste Evangelist, har nogen Anelse om, hvorledes han saa ud. Marcus er ude af Stand til at give noget Billede af ham. Han optræder allerede hos ham ikke som et sandt Menneske, men som en Undergører, en Mirakelmager, en Helbreder ved Haandspaalæggelse. Helbredelsesmiraklerne er hos alle Evangelisterne talrige, men da disse intetsomhelst Begreb har om Videnskab, der i sit Væsen er græsk, ikke israelitisk, falder det ingen af dem ind at lade Jesus som en Pasteur angive et Middel, ved hvilket et ubegrænset Antal Tilfælde kunde helbredes. Deres Forestilling om Lægekunst er blot Suggestion eller Kvaksalveri. De forsøger at imponere ved en almueagtig Fortælling som den, at Tilstrømningen for at se Jesus helbrede en Værkbrudden var saa stor, at den Syge ikke kunde komme ind, men Taget maatte løftes af Huset og Patienten sænkes ned ovenfra (Marcus 2, 4). Marcus er kortfattet og forholdsvis sparsom, hvad det Underfulde angaar. Han kender hverken Stamtavle eller Jomfrufødsel eller nogensomhelst Fortælling om Jesu Barndom. Naar Matthæus og Lukas er anderledes udførlige, beroer det ikke paa Adgang til historiske Kilder, som Marcus ikke kendte, men paa, at jo længere man kommer bort fra den Tid, hvori Jesus skal have levet, des mere véd man om ham. Tilsidst, da Skikkelsen helt er glemt, bliver Kundskaben overstrømmende. Kun at han nu er Sønnen i sit Forhold til Gudfaderen, et Forhold der har sit Forbilled i babylonisk Mytologi. Gudsmoderen med Barnet, som den katolske Kirke dyrker, svarer til Isis og til Ishtar. Begrebet "Tidens Fylde" stammer fra Babylon. Jesus imod Farisæerne stemmer med Buddha imod Brahmanerne. Der er Mindelser om Buddhaismen i Fristelseshistorien, og i Naturfænomenerne ved Jesu Død. Søvejen fra Indien gik til Ægypten. Alexandria var tidligt et Midtpunkt. Saaledes kan det med Sandhed siges, at var end Messias-Idealet Hovedmagten ved Udformningen af den ny Religion, saa smeltede Indtryk deraf sammen med Indtryk fra de forskellige omgivende Religioner. 13 Den jødiske Koloni i Elefantine i Ægypten ligesom de indfødte Jøder dyrkede den Himmeldronning (Anath), Materiale ID: TXT da Side 15 af 39

16 om hvilken der udførligt tales i "Jeremia" 44. I de asiatiske og ægyptiske Religioner forvandles Gudsmoderen saaledes, at hun foruden at være Sønnens Ophav tillige bliver hans Elskede. I Evangelierne er der, som vi saa, omvendt fastholdt en Misstemning fra Sønnens Side overfor Moderen, en Misstemning, der skal betegne ham som udløst fra alle jordiske Forbindelser og stemple ham som ren Aand. Under den katolske Kirkes Udvikling gennem Tiderne udviskes dog dette Misforhold ganske. I kunstnerisk Fremstilling nærer Sønnen Ømhed eller Andagt overfor Moderen. Paafaldende er det, at de Kvinder, der kommer til at staa Jesus nær ved Beundring eller Tilbedelse, hedder ligesom Moderen Maria, saaledes Marthas Søster og Maria Magdalena. Gudens Mødre i Asien har, synes det, altid Navne, der begynder med Ma. Der nævnes (siger Orientalisten P. Jensen) Maria, Mariamma, Maritala (Moderen til Krishna), Mariana fra Mariandynium i Bithynien, Mandane, Moder til Cyrus, der af Jøderne opfattedes som Herrens Messias. Hos Jesaia staar (45, 1): Saa siger Jahve til sin Salvede, til Cyrus. - Der er maaske Mytologi endog i Navnet Maria. Men at Jesusskikkelsen i sig selv saa fuldstændigt gik i Glemme, saa end ikke én af Evangelisterne har set ham, end ikke Paulus set ham uden som Vision, det bliver jo mindre paafaldende, ifald selve Skikkelsen er en Sagnfigur. Han har ikke efterladt en skrevet Linie. Maaske kunde han slet ikke skrive. I det skønne Sted i fjerde Evangelium, der er anerkendt som senere Tilføjelse, skriver han i Sandet. Skade at en Personlighed, der i to Tusind Aar har sat Europa i Bevægelse, kun har skrevet i Sandet. Men en eller anden af hans Tilhørere eller Tilhængere maa dog have kunnet skrive. Var hans Ord dem saa dyrebare, hvorfor skrev de da aldrig nøjagtigt op hvad han sagde? Hvorfor nøjedes de med at sammenfiikke Brudstykker af Talmud og folkelige Talemaader eller Lignelser og lægge ham dem i Munden? De har end ikke meddelt os, hvor han plejede at bo. Derimod fortæller de, at han lod sig indbyde snart hos en Spedalsk, snart hos en Farisæer, snart hos Martha og Maria, to Kvinder, der synes Allegorier dels paa den Jødedom, der gik op i Ceremoniel og udvortes Værkhellighed, dels paa den hedningekristne Modtagelighed for ny Lære, med hvilken Evangelisten har Samhu. Selv de skønneste Fortællinger, der meddeles om Jesus, har i Evangelisternes Fantasi ikke antaget nogen fast Form. Saaledes forekommer Legenden om Kvindens Salvning af Jesus i mange forskellige Skikkelser. Og end ikke Kvinden er bestandig den samme. Hos Marcus (14, 3) kommer en ubenævnt Kvinde, mens Jesus sidder tilbords i Simon den Spedalskes Hus, og har i Haanden en Alabasterkrukke med uforfalsket, meget kostbar Nardussalve; hun sønderbryder Alabasterkrukken, udgyder dens Indhold over hans Hoved, og maa derfor døje de Tilstedeværendes oprørte Kritik: Hos Matthæus er det selve Disciplene, som kritiserer. Hos Lukas 7, 36 ff er Simon den Spedalske bleven en Farisæer - hvad der viser, at Jesu Forhold til Farisæerne ikke altid er tænkt som lige daarligt. Det er jo ogsaa Mt. 23, 3 lagt ham i Munden: "Alt det som Farisæerne siger at I skal holde og gøre, gør det!" Kvinden er bleven en i Staden kendt "Synderinde". Hun væder hans Fødder med sine Taarer, aftørrer dem med sit Hovedhaar, kysser saa hans Fødder og salver dem med sin Salve. Hos Johannes (12, 3) er Sceneriet forandret. Jesus spiser hos Lazarus, hvem han har opvakt fra de Døde, og det er her Martha, der salver hans Fødder med den kostbare Salve og tørrer dem med sit Haar. Her er det atter Disciplene der paa de Fattiges Vegne knurrer. Der bør her maaske gøres opmærksom paa, hvor stærk en social Bevægelse, der har ligget bag den oprindelige Kristendom, og hvorledes et tidligt communistisk Element øjensynligt er blevet trængt tilbage efterhaanden som der i de kristne Menigheder opstod mange Velhavende, endsige da Kristendommen blev Stats religion. At man fra først af har næret Had til enhver Luxus, derom er Disciplenes Vrede over at Kvinden ødsler med den kostbare Salve til Jesus et Vidnesbyrd. Hvor stor Uviljen har været imod de Rige, røber sig i, at der Materiale ID: TXT da Side 16 af 39

17 (Marcus 10, 25) lægges Jesus de Ord i Munden: Det er lettere for en Kamel at komme igennem et Naaleøje end for en Rig at komme i Paradis, og i Jesu Krav til Ynglingen: Han skal bortgive alt sit Gods til de Fattige (Marcus 10, 21). Meget betegnende er ogsaa i den Henseende Parablen (Lukas 16, 19) om den rige Mand, som kom i Helvede, mens den fattige Lazarus efter sin Død af Engle bares til Abrahams Skød. Der turde neppe være Tvivl om, at naar det i Bjergprædikenen hedder: "Salige er de Fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres," saa er Ordene "i Aanden" en senere Tilføjelse fra den Tid, da Communismen ikke mere var yndet, men begyndte at blive en Fare. Som meget er Allegori, der af den ikke tænkende Læser opfattes som Historie, saaledes maa der i det tilsyneladende Historiske være megen Astrologi. Det er jo allerede betegnende, at Aarets længste Dag er bleven givet til Johannes og hos os kaldes St. Hans Dag, Aarets korteste Dag, hvor Lyset begynder at sejre over Mørket, er blevet til Jesu Dag, til Jul, Dagen for hans Fødsel. Betegnende for disse Oldsagns astrologiske Betydning er ogsaa Paaskens stadige Omflytning. Man maa undres over, at Paulus ikke gav de omvendte Grækere og Romere en bestemt Dag at højtideligholde. Medens den katholske Kirke paastaar at den nøjagtigt véd, paa hvilken Dag Peter og Paul blev hen rettede i Rom, kender Kirken ikke nogen Dag, paa hvilken Jesus blev korsfæstet - hvorpaa der dog laa større Vægt. 14 En nærliggende Fremgangsmaade til at udfinde det Historiske vilde være den, til en Begyndelse at fradrage alt det, som umuligt kan være historisk, og saa se, hvad der bliver tilbage. Det turde da gaa, som naar Peer Gynt skaller Løget og plukker Svøb efter Svøb af. Han finder "en ustyrtelig Mængde Lag", haaber at Kærnen tilsidst vil komme for Dagen, opdager saa til sit Ubehag, at til det inderste Indre altsammen er Lag. I sin berømte Novelle "Prokuratoren for Judæa" mente i sin Tid Anatole France at lægge en yderliggaaende Tvivlsaand for Dagen ved (i Halvfemserne) at lade Jesu Død være gaaet fuldstændig i Glemme for Pontius Pilatus. France var den Tanke endnu fremmed, som senere skulde blive istemt af hans unge Læge og Ven, Paul Louis Couchoud, at selve Historien om Jesus er et Sagn, saa der ikke findes nogetsomhelst Træk, der betegner Skikkelsen som historisk. Matthæus' Evangelium, der aabner det Ny Testamente, indledes med et aldeles umuligt Stamtræ for Josef, Marias Forlovede. Det gaar ud paa at udlede hans Herkomst fra Kong David. Sagen i sig selv er meningsløs, da det strax derefter - af anden Haand naturligvis - hævdes, at Josef ikke var Fader til Jesus, saa hans Afstamning er ligegyldig. Men selve Stamtræet er barokt. Der er etsteds, saavidt skønnes omtrent 300 Aar mellem en Fader og en Søn. Her omfatter Slægtregistret 26 Slægtled, hos Lukas 41 Slægtled. Det 16. Vers lyder forskelligt i de ældste Haandskrifter og i det trykte Ny Testamente, hvor der til Ordet Jesus er føjet "som kaldes Christus". Da det var Jesus, ikke Josef, som skulde nedstamme fra David, og da Jesus end ikke nedstammer fra Josef, er den hele Stamtavle en Ligegyldighed. I næste Kapitel følger saa det smukke Eventyr ond de vise "Magikere", der senere forvandles til de hellige tre Konger. Disse Magikere kom "i Kong Herodes' Dage" (skønt Herodes var død fire Aar før vor Tidsregning), da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, til Jerusalem fra Anatolien, som oversættes Østerland, og sagde: Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi har set hans Stjerne i Øster og er komne at tilbede ham. Saa følger som bekendt Herodes' Udfritten af Magikerne, hans løgnagtige Paastand om, at ogsaa han vil tilbede Barnet, Fortællingen om Stjernen, der standser over Josefs Hus, og om hvorledes de vise Mænd ofrer Barnet Guld, Røgelse og Myrrha. Eventyret er meget smukt; men en Gendrivelse af dets historiske Tilforladelighed turde kaldes overflødig. Materiale ID: TXT da Side 17 af 39

18 15 Næste Led i Fortællingen er den af en Engel foraarsagede Flugt til Ægypten, der finder Sted, medens (den længst afdøde) Herodes lader alle Smaabørn i Bethlehem fra to Aars Alderen og nedefter myrde af sine Bødler - et Barnemord, om hvilket Historien af gode Grunde intet melder. Der er deri en dobbelt Efterligning af Sagn i det gamle Testamente. Først af Faraos Forsøg paa at udrydde Jøderne af Ægypten (2. Moseb. 15), hvor han af de hebraiske Jordemødre kræver, at de ved Fødsler vel skal agte paa Barnets Køn, dræbe enhver Dreng, men lade Pigerne leve. Jordemødrene svarer snildt: de hebraiske Kvinder er ikke som de ægyptiske; de er stærke. Førend Jordemoderen kommer, har de allerede født. Farao byder da alt sit Folk, at hver nyfødt hebraisk Dreng skal kastes i Floden, kun Pigerne blive i Live, hvorefter som bekendt Sagnet lader Faraos Datter finde den spæde Moses, udsat i Floden i en Rørkiste. Den ægyptiske Historieskrivning kender ikke nogetsomhelst dertil. Sagnet er, som en Indskrift udviser, oprindelig babylonisk. Kong Sargon skal være funden i en Rørkiste paa Eufratfloden. Det andet Parallelsted i det gamle Testamente, som er benyttet til Digtningen om Barnemordet i Bethlehem, er det i 1. Kong. Bog 11, 17 fortalte Sagn om, hvorledes Hadad af Davids Kongeslægt undgik det Blodbad, som fandt Sted, da Joab i et halvt Aar udryddede alt Mandkøn af Edom. Hadad flygtede til Ægypten, hvor han fandt stor Naade for Faraos Øjne. Han blev der, til han hørte, at David var død - ligesom Josef og Maria bliver i Ægypten, til de erfarer at Herodes er død. Efterligningen er haandgribelig. 16 I andet Kapitels Slutning hedder det om Josef, at han kom og boede i en Stad, som kaldes Nazareth, for at det skulde fuldbyrdes, hvad der var sagt ved Profeterne: Han skal kaldes Nazaræer. Forskningen har lagt Mærke til, at hverken det Gamle Testamente eller Josephus eller Talmud nogensinde nævner en By, der hedder saadan. Fraset Evangelierne er Navnet ubekendt indtil det fjerde Aarhundrede. Vel har nyere Teologer villet hævde en fast Tro hos det første Aarhundredes Kristne paa, at Jesus havde hjemme i Nazareth: men dette er en løs Paastand, som gaar ud fra, at Evangelierne i det første Aarhundrede forelaa i samme Form som nu. Sandsynligvis har der ikke existeret nogen Landsby ved Navn Nazareth. Allerede i Slutningen af Tredserne i forrige Aarhundrede hævdede Owen Meredith at Intet tydede paa, der før den kristelige Tid havde været nogen Landsby til af det Navn. I vore Dage har Dr. Cheyne, som anført i Robertson's "Christianity and Mythology", i Overensstemmelse med selve Wellhausen udledet Navnet fra Egnen Gennesareth, saa Nazareth bliver det samme som Galilæa. William B. Smith har ved Studiet af Epiphanius bevist, at der før vor Tids regning gaves en jødisk Sekt Nazaræerne. I deres Rettroenhed anerkendte de ingen senere Personlighed end Josva, hvis Navn jo er det samme som Jesus, og de synes paa en eller anden Maade at have smeltet sammen med de Kristne, der kun har udtalt deres Navn Nazoræer i Stedet for Nazaræer. I hvert Tilfælde er det aldeles uantageligt, at Nazaræerne, som Jesu Tilhængere i "Ap. Gerninger" (24, 3) bliver kaldte, fik deres Navn fra Frelserens formodede Fødested. Ganske vist udledes Navnet hos Matthæus derfra og han beraaber sig paa en Passus hos Profeterne. Men nogen saadan Passus findes ikke, og var Jesus fra Nazareth, maatte han kaldes Nazarethener eller lignende, aldrig Nazoraios eller Nazaraios. Navnet forekommer kun i Evangeliernes allersidste Partier, som naar Matthæus kalder Nazareth Jesu Fødeby. Navnet Nazaraios synes at betyde Beskytter, og viser at Nazaræeren opfattedes saaledes som beskyttende i Stil med Engelen Michael eller Jahve selv (se William B. Smith, Dr. P. Carus, Schmiedel; Smiths "The Pre- Christian Jesus", Smith's Artikel "The real ancestry of Jesus" og Carus's "The Nazarene" i "The Open Court" Jan. 1910). Maaske var Nazaræernes Sekt oprindeligt den samme som Nasiræerne, i Betydning altsaa af indviet eller hellig, fordi de beflittede sig paa et ærbart Liv, afholdt sig fra Vin, lod Haar og Skæg voxe. Materiale ID: TXT da Side 18 af 39

19 Maaske beroer Benævnelsen blot paa det bekendte Sted i Jesaia om Rodskuddet af Davids Stamme (53, 2) da den spæde Plante kaldes nazar. Alt tyder paa, at Landsbyen Nazareth skyldes et sildigt Sagn. 17 I gammeltestamentlig Stil begynder tredie Kapitel: Men i de samme Dage (vel tredive Aar senere) fremstod Johannes Døberen. Der staar Han var den, om hvilken Profeten Jesaia havde talt, sigende: "Det er hans Røst, som raaber i Ørkenen: bereder Herren Vej!" Her, som saa jævnligt i det Ny Testamente, er den gamle Text oversat urigtigt. Der tales hos Jesaia ikke om En, der raaber i Ørkenen, men Stedet (40, 3) lyder: En raaber: Baner Jahve en Vej i Ørkenen! Tilfældet er som sagt ikke enestaaende. Under Iveren for i det Gamle Testamente at finde Forudsigelser at beraabe sig paa, griber Evangelisterne ret hyppigt fejl. Deres hele Tankeliv er den nulevende Menneskehed saare fremmed; men man studser ved, hvor lidet grundigt det Kendskab var, som de besad til Skrifter, hvis Indhold for dem var lutter profetisk Visdom. Hos Matthæus bliver Englens Forkyndelse af Jesu Fødsel for Josef (der er efterlignet efter Guds Forkyndelse af Isaks Fødsel for Abraham og Englens Forkyndelse af Samsons Fødsel for hans Moder) forklaret som Opfyldelse af en Spaadom hos Jesaia: "Se en Jomfru skal vorde svanger og føde en Søn." Men Stedet har været gengivet galt i den græske Oversættelse, som Evangelisten har havt for Øje. Der staar hos Jesaia (7, 14) ikke Jomfru men Kvinde. Det, hvortil her sigtes, er Løftet til Achas: "En Kvinde er svanger og vil føde et Barn; men før dette Barn kan skelne Godt og Ondt, vil det Land, hvis to Konger indjager Achas Frygt, være hærjet." - Der er heri ingen Spaadom med Hensyn til hint Barn og ikke Tale om nogen Jomfrufødsel. Paa samme Maade lader Evangelisten Jesus fødes i Bethlehem, som det udtrykkeligt siges for at Ordene i Micha 5, 1 kan gaa i Opfyldelse. Men ogsaa disse Ord er ganske urigtigt oversatte: "Du Bethlehem i Juda Land er ikke den mindste af Juda Fyrster; thi fra dig skal en Hersker udgaa." Der staar i Virkeligheden: "Du Bethlehem Efrata, du mindste af Juda Flækker, fra dig o.s.v.. ", et Ord, der forklares ved at Bethlehem opfattedes som Vuggen for David og hans Æt. Det er i det Hele overraskende, hvor mange Fejltagelser der er komne ind i det Ny Testamente ved Evangelisternes Uvidenhed og Forvexlinger. I Mt. 23 lader Evangelisten Jesus kalde Farisæerne for Hyklere og Øjenskalke, fordi de betaler Tiende af Mynte, Dild og Kommen, men forsømmer at vise Barmhjertighed. Der betaltes imidlertid aldrig Tiende af Vegetabilier, mindst af Planter, der voxte vildt. Naar der derefter i samme Kapitel tillægges Jesus den Anklage imod Farisæerne, at alt det Blod af retfærdige Mænd, der er udgydt paa Jorden, skal komme over deres Hoved, fra den retfærdige Abels Blod - der dog ikke blev udgydt af Farisæere - til Blodet af Zacharias, Barachias' Søn, "hvem de ihjelslog imellem Templet og Alteret", saa er her Zacharias, Søn af Præsten Jojada, der ifølge 2. Krønikernes Bog 24, 21 blev stenet paa Befaling af Kong Joas, forvexlet med Zacharias, Baruchs Søn, der blev slaaet ihjel af jødiske Fanatikere i selve Templet paa Grund af formodet Forræderi under Jerusalems Belejring ved Romerne. Dette skete Aar 68, saa Stedet synes et sildigt Indskud. 18 Med Jesu Daab ved Johannes bevæger Fortællingen sig paany paa Sagnets eller Mytens gyngende Grund. Guds Aand farer ned som en Due, denne Guds Aand, der oprindeligt var kvindelig, en Art Gudemoder, som Kybele var Moder til Attis, og Røsten fra Himmelen siger: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg har Velbehag. Man kan finde Sagnet mer eller mindre gribende. Som Historie kan dette dog umuligt opfattes. Og nu føres Jesus af Aanden ud i Ørkenen for at fristes af Djævelen, et Væsen, der indføres uden at være Læseren forestillet. Han synes at stamme fra Indien, hvor han har fristet Buddha, men han optræder i Fortællingen under den Forudsætning, at Læseren véd, hvem han er, hvori Evangelisten fejler. Alt hvad en Materiale ID: TXT da Side 19 af 39

20 Læser af Lukas véd om ham, er hvad Jesus siger (10, 18): "Jeg saa Satanas falde ned fra Himlen som et Lyn." Men det oplyser ikke. At han har været en overordenlig dum Djævel er hævet over Tvivl. Den, han har overfor sig, er efter Forudsætningen den Almægtiges elskelige Søn, og ham vil han friste med Eventyr-Tillokkelser af den barnagtigste Art. Han er saa dum, at han end ikke forudser, han bliver afvist. Betegnende er det, at Djævlen først indfinder sig, da Jesus har fastet i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, saa han er mægtigt sulten. Tallet 40 og Ordene Ørken og Faste hører i den israelitiske Oldtid usvigeligt sammen. Paa Sinai Bjerg bliver Moses i 40 Dage og 40 Nætter, spiste ikke Brød, drak ikke Vand saa længe (2. Moseb. 24, 18 og 34, 28). Elias gaar 40 Dage og 40 Nætter til Guds Bjerg, Horeb (i. Kong. 19, 8) og faster i al den Tid. Da Jesus har fastet i sine 40 Dage og Nætter, forlod Djævelen ham, og da han var gaaet, kom Englene og tjente ham. Han kunde vel fortjene det efter saa stor en Prøvelse. Men at der i disse Skæbner skulde være noget Historisk, synes lidet troværdigt. Man vil overhovedet have lagt Mærke til, at det Historiske aldeles ikke interesserer Evangelisterne. Den kronologiske Orden er dem ligegyldig, og det lidt Historiske, som anføres, er i Reglen galt. Saaledes fortælles det (Lukas 2, 2), at der blev holdt Mandtal i Romerriget ved Jesu Fødsel, da Kyrenios (Publius Sulpitius Quirinius) var Landshøvding i Syrien; men saa maa Jesus være kommen til Verden syv Aar efter Christi Fødsel, hvad ikke klinger sandsynligt. Hos Lukas staar videre (3, 2), at Befalingen fra Gud til at optræde som Forkynder naaede Johannes, da Lysanias var Fjerdingsfyrste i Abilene, men Lysanias havde været død i 34 Aar paa det Tidspunkt, da Jesus siges at være født. At Topografien er ligesaa ubestemt som Kronologien røber, hvor langt det er fra, at Evangelisterne har havt nogen virkelig Kundskab til Stedforholdene. Deres geografiske Forestillinger indskrænker sig til nogle faa Navne: Galilæa, Peræa, Judæa, "Søen" i Galilæa. Da Djævlen har forladt Jesus, tyer denne til Galilæa, og da han vandrer ved "den galilæiske Sø", følger Kaldet af Disciplene, to Broderpar, der er Fiskere, men strax forlader deres Idræt og følger ham. Stedet synes efterlignet efter det, hvor Elias (1. Kong. 19, 19) kalder Elisha. Kun at denne pløjer med Oxer, mens disse fanger Fisk. Elisha forlader strax Oxerne, løber efter Elias, ofrer af sine Oxer, følger Elias og tjener ham. 19 De to Broderpar er hos Matthæus som hos Marcus klarligt de eneste Disciple. De udgør fire; til hvem der saa føjes en femte. Hos Johannes (1, 35 til 49) følger paa den af Døberen fuldførte Daab Hvervning af endnu en Gruppe Disciple under overnaturlige Omstændigheder. To ser ham. Han spørger dem: Hvem søger I efter? De svarer med Spørgsmaalet: "Rabbi, hvor opholder du dig?" De ser det og siger: "Vi har fundet Messias." Jesus giver derefter Simon Navnet Kefas, der er udlagt Petrus o.s.v.. Hos Johannes 6, 69 erklærer Petrus ham, at Jesus har "det evige Livs Ord" og at han, Petrus, har erkendt, Jesus er Christus, den levende Guds Søn. Jesus svarer i dette ganske frit digtede Evangelium: Har jeg ikke udvalgt Eder tolv og en af Eder er en Djævel, hvad der sigter til Judas som tilkommende Forræder. De oprindelige fire Disciple er saaledes lidt efter lidt blevne til tolv Apostle - en haandgribelig Myte. I Marcus 1, 16 er der kun de to, Simon og Andreas, der kaster Garn som Fiskere, og Ordspillet: Jeg vil gøre Menneskefiskere af Jer. For Symmetriens Skyld, synes det, kommer hertil 1, 18 endnu det andet fiskende Broderpar Jakob og Johannes. I samme Evangelium 2, 14 kommer hertil endnu Tolderen Levi, Alfæus' Søn, der hos Matthæus 9, 9 har skiftet Navn og hedder Matthæus som Evangelisten. Materiale ID: TXT da Side 20 af 39

Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925

Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925 Sagnet om Jesus Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925 Indledning Menigmand i Schweiz og mange andre Lande har i mer end 600 Aar ikke draget i Tvivl, at Wilhelm Tell var en Landmand fra Bürglen i Kanton

Læs mere

Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925

Sagnet om Jesus. Indledning. Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925 Sagnet om Jesus Georg Brandes (1842-1927). Udgivet 1925 Indledning Menigmand i Schweiz og mange andre Lande har i mer end 600 Aar ikke draget i Tvivl, at Wilhelm Tell var en Landmand fra Bürglen i Kanton

Læs mere

MENIGHEDENS LOV ER KÆRLIGHED

MENIGHEDENS LOV ER KÆRLIGHED 1 MENIGHEDENS LOV ER KÆRLIGHED Kim Torp, søndag d. 29. juni 2014 Menigheden er ikke underlagt nogen lov, undtagen kærlighedens lov. Romerbrevet 2:16 på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker,

Læs mere

Trænger evangeliet til en opgradering?

Trænger evangeliet til en opgradering? Trænger evangeliet til en opgradering? Holdningen til evangeliet Træk, man gerne vil acceptere: Kirkens ritualer (Dåb, vielser, begravelser) Kirkens sociale engagement Kirkens omsorg for børn og ældre

Læs mere

For Grundtvigskirken. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

For Grundtvigskirken. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse

Læs mere

Tiende Søndag efter Trinitatis

Tiende Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Guddommelig Opdeling (Åb 1:19)

Guddommelig Opdeling (Åb 1:19) Guddommelig Opdeling (Åb 1:19) Skriv det, du har set, Synet af Kristus Kapitel 1 og det, som er, De Syv Menigheder Kapitel 2-3 og det, som siden skal ske. Det der kommer efter Menighederne Kapitel 4-22

Læs mere

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Første Søndag efter Paaske

Første Søndag efter Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB. Helligåndens dåb

JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB. Helligåndens dåb TROENS GRUNDVOLD JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB Helligåndens dåb De to dåb som Bibelen taler mest om er dåben i vand, hvor man begraver det gamle og dåben i Helligånden hvor man får kraft til tjeneste.!

Læs mere

Syvende Søndag efter Trinitatis

Syvende Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

2. Søndag i Fasten. En prædiken af. Kaj Munk

2. Søndag i Fasten. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl. 10.00. Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89

3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl. 10.00. Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89 1 3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl. 10.00. Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Læs mere

4. Søndag efter Hellig 3 Konger

4. Søndag efter Hellig 3 Konger En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Trinitatis søndag 31. maj 2015

Trinitatis søndag 31. maj 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: At komme ind i Guds rige Salmer: 723, 356, 416; 582, 6 Evangelium: Joh. 3,1-15 Mange har i tidens løb spekuleret på hvorfor Nikodemus kom til Jesus om natten. Nikodemus var

Læs mere

ÅBENBARINGEN KAPITEL 3. Skelgårdskirken, den 12. marts 2012

ÅBENBARINGEN KAPITEL 3. Skelgårdskirken, den 12. marts 2012 ÅBENBARINGEN KAPITEL 3 Skelgårdskirken, den 12. marts 2012 MENIGHEDEN Den synlige kirke sådan som den fremtræder for os Den usynlige kirke de troendes åndelige virkelighed Kapitel 1: Menigheden i dens

Læs mere

Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi

Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi I Rødding 290 I al sin glans 286 Var I ikke 282 Apostlene 294 Talsmand 291 Du som går ud Kl 10.30 synger vi i Lihme: 290

Læs mere

Prædiken ved påskegudstjeneste fra Luthertiden

Prædiken ved påskegudstjeneste fra Luthertiden Prædiken ved påskegudstjeneste fra Luthertiden efter kilder fra Ribe Domkirke Påskefesten er givet os mennesker både til trøst og glæde. Jesu opstandelse, hans død på korset og hans komme til jord tydeliggør,

Læs mere

Side 1 af 6. Prædiken til sidste søndag efter H3K, 1. tekstrække. Grindsted kirke, søndag d. 20. januar 2013. Steen Frøjk Søvndal.

Side 1 af 6. Prædiken til sidste søndag efter H3K, 1. tekstrække. Grindsted kirke, søndag d. 20. januar 2013. Steen Frøjk Søvndal. Side 1 af 6 Prædiken til sidste søndag efter H3K, 1. tekstrække Grindsted kirke, søndag d. 20. januar 2013 Steen Frøjk Søvndal Salmer: DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort DDS 448: Fyldt af glæde

Læs mere

Eli Bibeltime af: Finn Wellejus

Eli Bibeltime af: Finn Wellejus Eli Bibeltime af: Finn Wellejus 1.Sam.2.12-17: Men Elis sønner var niddinger; de ænsede hverken Herren eller præstens ret over for folket. Hver gang en mand bragte et slagtoffer, kom præstens tjener, medens

Læs mere

20. søndag efter Trinitatis Es 5,1-7 Rom 11,25-32 Matt 21,28-46

20. søndag efter Trinitatis Es 5,1-7 Rom 11,25-32 Matt 21,28-46 20. søndag efter Trinitatis Es 5,1-7 Rom 11,25-32 Matt 21,28-46 Jesus fortæller i dagens evangelietekst to lignelser. I dem begge sigter han til folkets ledere: ypperstepræsterne, folkets ældste og farisæerne,

Læs mere

Pinsen har Bud til os alle

Pinsen har Bud til os alle Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Langfredag 3. april 2015

Langfredag 3. april 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Gudsforladt Salmer: 193, 191; 192, 196 Læsninger: Sl. 22,2-12; Matt. 27,46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»elí, Elí! lemá sabaktáni?«det betyder:»min Gud,

Læs mere

Skærtorsdag 24.marts 2016. Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30

Skærtorsdag 24.marts 2016. Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30 Skærtorsdag 24.marts 2016. Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30 Salmer: Hinge kl.9: 458-462/ 467-37,v.5-671 Vinderslev kl.10.30: 458-462- 178/ 467-37,v.5-671 Dette hellige evangelium

Læs mere

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, Matt 25,31-46. 1. tekstrække. Urup Kirke. Søndag d. 24. november 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal.

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, Matt 25,31-46. 1. tekstrække. Urup Kirke. Søndag d. 24. november 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. 1 Urup Kirke. Søndag d. 24. november 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, Matt 25,31-46. 1. tekstrække Salmer DDS 732: Dybt hælder året i sin gang DDS 569: Ja, engang

Læs mere

JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT

JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT V37 JERUSALEM, JERUSALEM! DU, SOM SLÅR PROFETERNE IHJEL OG STENER DEM, DER ER SENDT TIL DIG. HVOR OFTE VILLE JEG IKKE SAMLE DINE BØRN, SOM EN HØNE SAMLER SINE KYLLINGER UNDER

Læs mere

En ny Bibelhistorie. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

En ny Bibelhistorie. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis )

Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis ) Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis ) En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj

Læs mere

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael 6 9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i kampen; vær vort værn mod djævelens ondskab og efterstræbelser. Gud kue ham; derom beder vi ydmygt; og du, fyrsten over den himmelske

Læs mere

Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus

Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus Rom.10.10: Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Rom.10.4: Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver,

Læs mere

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen.

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 3. november 2013 Kirkedag: Allehelgensdag/A Tekst: Matt 5,1-12 Salmer: SK & LL: 402 * 566 * 571 * 787 * 569 Langt de fleste af os, vil der en dag blive

Læs mere

HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER

HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER UNDERVISNING FRA MIDTJYLLANDS FRIKIRKE Finlandsgade 53, 7430 Ikast Telefon: 40 78 78 29 Internet: www.mjkk.dk E-mail: info@mjfk.dk HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER Helligåndens dåb er ikke kun en lille del af

Læs mere

21. søndag efter trinitatis 25. oktober 2015

21. søndag efter trinitatis 25. oktober 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke (familiegudstjeneste) Tema: Troens skjold Salmer: 13, 24, 60; 380, 70 Evangelium: Joh. 4,46-53 Vi hørte i dagens første læsning om Na'aman fra Syrien. Han var blevet rig og mægtig,

Læs mere

1 s e H 3 K. 11.jan.2014. Hinge Kirke kl.9. Vinderslev Kirke kl.10.30. Vium Kirke kl.19.00 (Afskedsgudstjenester).

1 s e H 3 K. 11.jan.2014. Hinge Kirke kl.9. Vinderslev Kirke kl.10.30. Vium Kirke kl.19.00 (Afskedsgudstjenester). 1 s e H 3 K. 11.jan.2014. Hinge Kirke kl.9. Vinderslev Kirke kl.10.30. Vium Kirke kl.19.00 (Afskedsgudstjenester). Salmer: Hinge kl.9: 411-327/ 139-334 Vinderslev kl.10.30: 411-29- 327/ 139-101- 334 Vium

Læs mere

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, 19-20 Joh. 6, 37

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, 19-20 Joh. 6, 37 Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre. 1 Mos. 8, 22 Joh. 6, 35 Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der

Læs mere

Julens sande Evangelium er Daad

Julens sande Evangelium er Daad En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Onsdagen 7de Octbr 1846

Onsdagen 7de Octbr 1846 5309 Grundtvigs prædikenmanuskripter fra 1845-46 udgivet januar 2010 af Lars Toftdahl Andersen i Grundtvig-Byens digitale bibliotek med støtte fra Tipsmidlerne (2001) og N.F.S. Grundtvigs Fond (2010).

Læs mere

PÅLIDELIGE MENNESKER

PÅLIDELIGE MENNESKER 1 PÅLIDELIGE MENNESKER Kim Torp, søndag d. 14. juni 2015 HVEM ER DE PÅLIDELIGE MENNESKER? 2. Timotheus 2:1 7 Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners

Læs mere

Prædiken til sidste søndag efter H3K, Matt 17,1-9.. tekstrække

Prædiken til sidste søndag efter H3K, Matt 17,1-9.. tekstrække 1 Urup Kirke Søndag d. 25. januar 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til sidste søndag efter H3K, Matt 17,1-9.. tekstrække Salmer DDS 417: Herre Jesus, vi er her DDS 62: Jesus, det eneste DDS

Læs mere

ÅNDELIGHED. Kim Torp, søndag d. 22. juni 2014

ÅNDELIGHED. Kim Torp, søndag d. 22. juni 2014 1 ÅNDELIGHED Kim Torp, søndag d. 22. juni 2014 DE 5 DOKTRINER 1. Født på ny (Position) Syndernes forladelse Det gamle er forbi noget nyt er blevet til 2. Ny natur/identitet Vi er en del af familien Vi

Læs mere

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække. Urup Kirke Torsdag d. 24. marts 2016 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække. Urup Kirke Torsdag d. 24. marts 2016 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal 1 Urup Kirke Torsdag d. 24. marts 2016 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække Salmer DDS 458: Zion, pris din saliggører (mel: Kommer, sjæle) DDS 371: Du fylder

Læs mere

10. søndag efter trinitatis 9. august 2015

10. søndag efter trinitatis 9. august 2015 Kl. 9.00 Kl. 10.00 Ravsted Kirke Burkal Kirke Tema: Guds kærlighed og vrede Salmer: 748, 335; 426, 334 752, 7, 335; 174, 334 Evangelium: Luk. 19,41-48 Det er med gråd i stemmen at Jesus fælder dom over

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Pinsedag 24. maj 2015

Pinsedag 24. maj 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Åndsudgydelse og fred Salmer: 290, 287, 282; 291, 308 Evangelium: Joh. 14,22-31 Helligånden kan et menneske ikke lære at kende rent teoretisk, men kun på det personlige plan.

Læs mere

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11.

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1 Hvis der nogensinde har eksisteret et menneske, der har turdet kalde tingene ved rette navn, så er det Jesus. Han kaldte det onde for ondt. Satan for Satan. Det

Læs mere

Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig

Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig til at forstå lidt af påskens mysterium. Indhold Indledning

Læs mere

Aabent Brev til Mussolini

Aabent Brev til Mussolini Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Ny Vin i nye Kar. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Ny Vin i nye Kar. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4.

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Bruger Side 1 17-05-2015 Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Dåbsvandet drypper fra barnets isse, og bedsteforældre blinker med våde øjne. Glæde og stolthed, slægtens og familiens nye

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 I samtale med Gud om sit liv. Sådan kan man beskrive det tema som teksterne til Bods og bededag handler om. Kong David

Læs mere

i deres spil. tabte kampe.

i deres spil. tabte kampe. Fjerde søndag efter trinitatis 13.juli 2014. Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 598 O Gud, 306 O Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 752 Morgenstund, Nadver: 377 I Herrens udvalgte. Gråbrødre

Læs mere

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Tirsdag d. 1. marts 2016 Salme DDS nr. 373: Herre, jeg vil gerne tjene Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Kære Jesus

Læs mere

Julesøndag 28. december 2014

Julesøndag 28. december 2014 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Opfyldt forventning Salmer: 108, 115, 103; 132, 117 Evangelium: Luk. 2,25-40 Fra alteret hørte vi juleevangeliet ifølge apostelen Paulus. I brevet til galaterne fortæller Paulus

Læs mere

Dette hellige evangelium til 13.s.e.trinitatis skriver evangelisten Mattæus. (Gud være lovet).

Dette hellige evangelium til 13.s.e.trinitatis skriver evangelisten Mattæus. (Gud være lovet). 13. s.e.trinitatis. 2. tekstrække Lemvig Bykirke kl. 16.00 14. september 2014 Tekst: 1 Tim 1,12-17;Matt. 20,20-28. Dette hellige evangelium til 13.s.e.trinitatis skriver evangelisten Mattæus. (Gud være

Læs mere

Studie 20. Kristi tjeneste i den himmelske helligdom

Studie 20. Kristi tjeneste i den himmelske helligdom Studie 20 Kristi tjeneste i den himmelske helligdom 107 Åbningshistorie Jesus var ikke det første menneske, folk anså for at være Messias. Faktisk kom han cirka 60 år efter adskillige såkaldte messiasser.

Læs mere

Den værkbrudne. En prædiken af. Kaj Munk

Den værkbrudne. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Den første dimension: RÆK OP

Den første dimension: RÆK OP Den første dimension: RÆK OP Jesus har forklaret, hvordan hver enkelt person bør prioritere: Søg først Guds rige og hans retfærdighed (Matt. 6:25-34). Hvad er dette rige, hvor er det, og hvem er kongen?

Læs mere

Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10

Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10 1 Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 12,23-33 Salmer: 749, 434, 383, 449v.1-3, 289, 319, 467, 192v.7, 673 Du soles sol fra Betlehem

Læs mere

Bruger Side 1 24-05-2015 Prædiken til Pinsedag 2015.docx. Prædiken til Pinsedag 2015. Tekst. Johs. 14, 22-31.

Bruger Side 1 24-05-2015 Prædiken til Pinsedag 2015.docx. Prædiken til Pinsedag 2015. Tekst. Johs. 14, 22-31. Bruger Side 1 24-05-2015 Prædiken til Pinsedag 2015. Tekst. Johs. 14, 22-31. Den bedste og den sværeste højtid. Pinse betyder 50. 50 dage efter påskedag. 50 dage efter Jesu opstandelse. Så længe tog det

Læs mere

UGE 10: ENDETIDEN & DET EVIGE LIV

UGE 10: ENDETIDEN & DET EVIGE LIV UGE 10: ENDETIDEN & DET EVIGE LIV FØR DU BEGYNDER Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Prisen ved discipelskab. Kulturer bliver genoprettede

Læs mere

Bruden og skøgen 2. Bibeltime af: Finn Wellejus

Bruden og skøgen 2. Bibeltime af: Finn Wellejus Bruden og skøgen 2. Bibeltime af: Finn Wellejus Vi vil i dag fortsætte med at se på forskellen mellem skøgen og bruden. Eftersom det er endetidens største problem og en faldgrube for mange kristne, tror

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 20. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 20: Jeg ser dit kunstværk,

Læs mere

Johannesevangeliet 17

Johannesevangeliet 17 Johannesevangeliet 17 Johannesevangeliet 17 Johannesevangeliet 17 Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:»fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom

Læs mere

Åndeligt discipelskab ved at se på Jesus Forståelse af discipelskab

Åndeligt discipelskab ved at se på Jesus Forståelse af discipelskab Åndeligt discipelskab ved at se på Jesus Forståelse af discipelskab Mere end ord og begreber og livsstil Mere end modeller og koncepter og typer Mere end nådegaver og tjeneste Mere end ledelse og lederskab

Læs mere

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag.

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 18. maj 2014 Kirkedag: 4.s.e.påske/B Tekst: Joh 8,28-36 Salmer: SK: 588 * 583 * 492 * 233,2 * 339 LL: 588 * 338 * 583 * 492 * 233,2 * 339 Som allerede nævnt

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Mandag d. 25. maj 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 305: Kom, Gud Helligånd,

Læs mere

Herredømme og liv. Gennem hele Romerbrevet ser vi den kontrast, der er mellem døden, som kom gennem Adam og livet, som er i Kristus.

Herredømme og liv. Gennem hele Romerbrevet ser vi den kontrast, der er mellem døden, som kom gennem Adam og livet, som er i Kristus. 1 Herredømme og liv Romerne 5:17 Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste,

Læs mere

Af: Kvindernes Underkuelse Stuart Mill

Af: Kvindernes Underkuelse Stuart Mill 5. Saa min Hu mon stande Til en Ven, en kjæk, Som med mig vil blande Blod og ikke Blæk; Som ei troløs svigter, Høres Fjendeskraal; Trofast Broderforbund! Det er Danmarks Maal. 6. Kroner Lykken Enden, Har

Læs mere

Omkring døbefonten. Svar på nogle meget relevante spørgsmål.

Omkring døbefonten. Svar på nogle meget relevante spørgsmål. Omkring døbefonten Svar på nogle meget relevante spørgsmål. *** Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde

Læs mere

Lad dig fylde med Guds Ord!

Lad dig fylde med Guds Ord! Lad dig fylde med Guds Ord! Prædikener på CD og DVD Her kan du vælge mellem en række prædikener på CD og DVD. Det er åndsinspireret undervisning, som artiklerne her på Kampen om Sandheden. Men her er meget

Læs mere

forbindes med Ham og lære den vej, som leder til himmelen, fra Hans egen Hellige Ånd.

forbindes med Ham og lære den vej, som leder til himmelen, fra Hans egen Hellige Ånd. $'9(1786'20,1, En prædiken af Ragnar Boyesen Jeg Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne; jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne. Og Ånden

Læs mere

Bruger Side 1 03-04-2015 Prædiken til Langfredag 2015.docx. Prædiken til Langfredag 2015. Tekst: Markus 27, 31-56.

Bruger Side 1 03-04-2015 Prædiken til Langfredag 2015.docx. Prædiken til Langfredag 2015. Tekst: Markus 27, 31-56. Bruger Side 1 03-04-2015 Prædiken til Langfredag 2015. Tekst: Markus 27, 31-56. Opstandelsen lyser på langfredag, det var den korsfæstede som opstod. I lyset fra påskemorgen får langfredag sin betydning.

Læs mere

79.6 Velsignet være Gud, vor drot, 91 Store Gud og

79.6 Velsignet være Gud, vor drot, 91 Store Gud og Tekster: Es 40,1-8, 2 Kor 4,5-10, Luk 1,67-80 Salmer: 644 Skyerne gråne, 88 Hør det, Zion, 644 Aldrig er jeg (mel. Berggreen), 80 Tak og ære, 438 Hellig, 79.6 Velsignet være Gud, vor drot, 91 Store Gud

Læs mere

18.s.e.Trin. Søndag d.19.okt.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30. Hinge kirke kl.14.00 (nadver)

18.s.e.Trin. Søndag d.19.okt.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30. Hinge kirke kl.14.00 (nadver) 18.s.e.Trin. Søndag d.19.okt.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30. Hinge kirke kl.14.00 (nadver) Salmer: Vinderslev kl.9: 31-47/ 368-610 Vium kl.10.30: 743-31- 47/ 368-477- 610 Hinge kl.14:

Læs mere

Bededag 1. maj 2015. Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10

Bededag 1. maj 2015. Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Omvendelse Salmer: 496, 598, 313; 508, 512 Evangelium: Matt. 3,1-10 Store Bededag blev indført i 1686 for at slå mange forskellige bods- og bededage sammen til én dag. Meningen

Læs mere

3 s i Advent. 14.dec.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30.

3 s i Advent. 14.dec.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30. 3 s i Advent. 14.dec.2014. Vinderslev kirke kl.9. Vium kirke kl.10.30. Salmer: Vinderslev kl.9: 86-74/ 78-82 Vium kl.10.30: 86-87- 74/ 78-473- 82 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Læs mere

Allehelgens dag Søndag den 1. november 2015

Allehelgens dag Søndag den 1. november 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Lykke Salmer: 571, 569, 574; 575, 732 Evangelium: Matt. 5,1-12 "Det er godt at have noget til gode bare det ikke er hug." Sådan hedder det i en gammel talemåde, og det passer

Læs mere

FORLIGELSENS VEJ. Prædiken af Morten Munch 6. s. e. trin, / 7. juli 2013 Tekst: Mat 5,20-26

FORLIGELSENS VEJ. Prædiken af Morten Munch 6. s. e. trin, / 7. juli 2013 Tekst: Mat 5,20-26 Mat 5,20-26 s.1 Prædiken af Morten Munch 6. s. e. trin, / 7. juli 2013 Tekst: Mat 5,20-26 FORLIGELSENS VEJ To slags vrede Vrede og forsoning er to store temaer i ethvert menneskes liv og i samfundet til

Læs mere

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis For ikke meget mere end et år siden stod jeg på en intensiv afdeling på Kolding sygehus sammen med min familie, vi stod omkring min bedstefar, vi havde

Læs mere

Guddommelig Opdeling (Åb 1:19)

Guddommelig Opdeling (Åb 1:19) Guddommelig Opdeling (Åb 1:19) Skriv det, du har set, Synet af Kristus Kapitel 1 og det, som er, De Syv Menigheder Kapitel 2-3 og det, som siden skal ske. Det der kommer efter Menighederne Kapitel 4-22

Læs mere

5te Trinitatis-Søndag 1846

5te Trinitatis-Søndag 1846 5293 Femte Trinitatis-Søndag 1846 1846 Grundtvigs prædikenmanuskripter fra 1845-46, fasc. 36, udgivet januar 2010 af Lars Toftdahl Andersen i Grundtvig-Byens digitale bibliotek med støtte fra Tipsmidlerne

Læs mere

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække 1 Grindsted Kirke Skærtorsdag d. 17. april 2014 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til skærtorsdag, Joh 13,1-15. 2. tekstrække Salmer DDS 458: Zion, pris din saliggører DDS 58: Jesus! Frelser og befrier

Læs mere

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN FØR DU BEGYNDER Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Missionsbefalingen om at gøre til disciple og om

Læs mere

Impossibilium nihil obligatio

Impossibilium nihil obligatio Impossibilium nihil obligatio Advent Advent betyder bekendtgørelsen af at noget skal komme. Advent er med andre ord forberedelsestid, hvor man gør sig parat til det og den, der skal komme: Jesus og julen.

Læs mere

Prædiken til Kristi himmelfarts dag, Luk 24,46-53. 2. tekstrække

Prædiken til Kristi himmelfarts dag, Luk 24,46-53. 2. tekstrække 1 Nollund Kirke Torsdag d. 5. maj 2016 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til Kristi himmelfarts dag, Luk 24,46-53. 2. tekstrække Salmer DDS 267: Vær priset, Jesus Krist, Guds lam DDS 251: Jesus, himmelfaren

Læs mere

KNUD ERIK ANDERSEN INGER RØGILD PAULUS. og de første kristne HAASE & SØNS FORLAG

KNUD ERIK ANDERSEN INGER RØGILD PAULUS. og de første kristne HAASE & SØNS FORLAG KNUD ERIK ANDERSEN INGER RØGILD PAULUS og de første kristne HAASE & SØNS FORLAG Knud Erik Andersen og Inger Røgild: Paulus og de første kristne Illustreret af Frank Madsen Haase & Søns Forlag 2011 Redaktion:

Læs mere

Han gør alle Ting vel

Han gør alle Ting vel Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Gud Herren har givet mig disciples

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Gud Herren har givet mig disciples 2. juledag 2013 Livet er også i mørket Bøn: Send flere engle i det nye år salmer: Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe

Læs mere

Skrtorsdag 2014. Dagen hedder den rene torsdag, fordi Jesus vaskede sine disciples fødder denne dag eller rettere denne aften.

Skrtorsdag 2014. Dagen hedder den rene torsdag, fordi Jesus vaskede sine disciples fødder denne dag eller rettere denne aften. Skrtorsdag 2014 Der er noget uheldsvarslende tungt over Skærtorsdag. Derfor skulle vi også begynde gudstjenesten med at synge Jakob Knudsens tunge mørke natteskyer, for det er sådan, stemningen er i fortællingen

Læs mere

Studie. Kristi liv, død & opstandelse

Studie. Kristi liv, død & opstandelse Studie 9 Kristi liv, død & opstandelse 51 Åbningshistorie Napoléon Bonaparte sagde engang: Jeg kender mennesker; og jeg siger jer, Jesus Kristus er ikke noget almindeligt menneske. Mellem ham og enhver

Læs mere

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014 Kl. 10.00 Kl. 14.00 Burkal Kirke Tinglev Kirke Tema: Hvile hos Jesus Salmer: 403, 380, 603; 277, 430 403, 666; 66, 431 Evangelium: Matt. 11,25-30 Jesus priser sin himmelske far, fordi han har åbenbaret

Læs mere

Prædiken til Pinse, 1941

Prædiken til Pinse, 1941 En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til.

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til. Tekster: Sl 84, Rom 12,1-5, Luk 2,41-52 Salmer: Evangeliet, vi lige har hørt åbner i flere retninger. Det har en dobbelttydighed, som er rigtigt vigtig ikke bare for at forstå dagens evangelium, men det

Læs mere

Prædiken til Alle Helgen Søndag

Prædiken til Alle Helgen Søndag Prædiken til Alle Helgen Søndag Salmer: Indgangssalme: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang Salme mellem læsninger: DDS 571: Den store hvide flok vi se (mel.: Nebelong) Salme før prædikenen: DDS 573: Helgen

Læs mere

Konfirmandord - og der er vildt mange:

Konfirmandord - og der er vildt mange: Konfirmandord - og der er vildt mange: Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre. 1 Mos. 8, 22 Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere

Læs mere

Prædiken til trinitatis søndag, Matt 28,16-20. 2. tekstrække

Prædiken til trinitatis søndag, Matt 28,16-20. 2. tekstrække 1 Grindsted Kirke Søndag d. 15. juni 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til trinitatis søndag, Matt 28,16-20. 2. tekstrække Salmer DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær DDS 289: Nu bede vi den Helligånd

Læs mere

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning Begravelse Der anføres i det følgende to begravelsesordninger: en længere og en kortere. Begge kan anvendes ved jordfæstelse og ved bisættelse (brænding). Ordningerne er vejledende, men jordpåkastelsen

Læs mere

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Konfirmandord Fra det Gamle Testamente Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din

Læs mere

Sjette Søndag efter Trinitatis

Sjette Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere