Barokinteriørerne i. Februar 2013

Transkript

1 Et in Arcadia ego Barokinteriørerne i Audienshuset på Frederiksborg Slot Februar 2013

2 »Et in Arcadia ego«barokinteriørerne i Audienshuset på Frederiksborg Slot Bygningshistorisk gennemgang Udarbejdet af Kent Alstrup Slotte og Kulturejendomme Februar

3 Indholdsfortegnelse Indledning 5 Christian IVs interiører 6 Branden i Nyindretning af rummene i Kongefløjen 10 Sommerstuen 10 Runddelen i Mønttårnet 12 Tidslinje 34 Litteratur 38 Noter 39 Indretningen af Audienshuset 13 Trappehuset 14 Kuppelen 17 Salens vægge 18 Kunstnere og håndværkere 21 Malerierne 23 Møblering 26 Audiensgangen 28 Malerierne 29 Fromhed og Retfærdighed 31 3

4 Indledning Audienshuset og Audiensgangen skiller sig i mere end én henseende ud fra resten af Frederiksborgs hovedbygning (fig. 1 og 2). Fløjens eksteriør er helt beklædt med sandsten, i modsætning til resten af slottets vekselvirkning mellem røde tegl og hvide sandstensdetaljer. Fløjen brændte i 1665, men overlevede da det meste af hovedslottet, undtagen kirken og kældrene, udbrændte i Dermed blev de interiører reddet, der i 1600-tallets sidste år var blevet indrettet her. Disse interiører er unikke, ikke bare fordi de er blandt landets bedst bevarede fra barokken, men også fordi der i denne periode ikke skabtes ret meget her i landet af en kvalitet som på Frederiksborg. Der var ganske vist store planer, blandt andet om et nyt slot i København. Men riget fattedes penge, og den udenrigspolitiske situation gjorde at midlerne primært gik til soldater. 4

5 Audienshuset blev påbegyndt før 1612, hvor byggeriet af Løngangen over voldgraven begyndte. Fløjens hele bygningshistorie skal ikke gennemgås her, da nærværende undersøgelse har til formål at afdække interiørernes historie. For helhedens skyld berøres også Runddelen i Mønttårnet og Sommerstuen i Kongefløjen, skønt disse forsvandt ved branden i Kilderne til denne undersøgelse har været mangeartede. Om interiørerne på Christian IVs tid foreligger kun meget lidt. Udover en samtidig beskrivelse, findes kun en synsforretning efter svenskekrigenes ophør. Hertil kommer nogle få oplysninger om den efterfølgende reparation, der kan give en og anden oplysning, der dog ingenlunde giver et dækkende billede. Om nyindretningen efter branden 1665 flyder kilderne rigere. Meget blev allerede fremdraget for over hundrede år siden af H.C. Bering Liisberg, og offentliggjort i dennes artikel herom i Tidsskrift for Kunstindustri fra Mere præcise angivelser af de i Rigsarkivet bevarede dokumenter findes i Francis Becketts store værk om slottets historie. Fig. 1: Christian Vs monogram, detalje af stukloftet i Audienssalen. Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. Også af slottets inventarregnskaber kan meget udledes, både under og efter interiørernes fuldendelse. Slottets hovedreparation i 1730erne er særdeles veldokumenteret, og heri er der interessante ting at hente. Også interiørerne selv giver gode oplysninger. Nationalmuseet undersøgte i 2003 alle indvendige bygningsdele, vægfast udsmykning og enkelte stykker inventar. Paneler og malerier blev delvist taget ned og undersøgt, klima undersøgt og malerier og stuk grundigt gået efter for skader. I den forbindelse blev der gjort mangen interessant iagttagelse. Fra 1987 foreligger en registrant over fløjens malerier, udført af Konserverings Værkstedet på Ulstrup Slot. Stukmester H.G. Thomsen undersøgte1983 stukdekorationernes tilstand. Heri gjordes væsentlige iagttagelser omkring stukkens udførelse, især fandtes audiensgangens at være enestående i sin opbygning (1). 5

6 Christian IVs interiører Interiørerne i Audienshuset indgik som en del af Kongens lejlighed, der fyldte den vestre halvdel af Kongefløjens andet stokværk (fig. 3). I fløjens vestlige ende lå en stor sal, Sommerstuen. Øst herfor lå to mindre værelser med vinduer mod nord, der tjente til skrivestue og sengekammer. Fra tårnværelset i Mønttårnet, kaldet Runddelen, førte Audiensgangen over slotsgraven til Audienssalen. Fløjens hele eksistensbretigelse har måske ligget i at skaffe Kongen direkte adgang til sin Livstald, der formentlig oprindeligt lå bag ved de nuværende Thestuer, der dengang var boldhus. I ombyggedes så boldhuset til livstald (2). Om Audienshusets oprindelige indretning foreligger ikke meget. Audiensgangen havde stukloft, udført af Valentin Dressler (3). Gulvet var belagt med figenkurve, hvad der så menes med det (4). På væggene var der gyldenlæder (5) med malerier over. Med det menes, at der på væggene har 6

7 løbet en liste i niveau med vinduernes tværpost. Under den var væggene dækkede med gyldenlæderet, der gik ned til gulvet. På listerne stod så malerierne, ligesom der var placeret lysearme. Væggenes flader stod således helt dækkede. På den måde var de fleste af slottets sale indrettede, dog gik de tekstile tapeter ikke altid ned til gulvet, men kun til faste bænke langs væggene. I stedet for gyldenlæder kunne der hænge rødt klæde, i de fine rum med gobeliner udenpå. Gangen var derudover prydet med udskårne hjortehoveder (6). Udover at være malede og forgyldte, kunne man forestille sig at de har haft rigtige gevirer. Audienssalen havde et pragtfuldt træloft med skårne figurer, der var malede og forgyldte, forstillende planetguder. Det var udført af Statius Otto, der bl.a. også arbejdede på loftet i Den Store Sal, og skar forlægget til Caritasfiguren til springvandet på Gammeltorv i København. I loftet hang en stor messinglysekrone. Gulvet var lagt med sorte og hvide marmorfliser. Kaminen var i sort, poleret marmor, med en forgyldt alabastgruppe forestillende Paris dom. Fig. 2: Frederiksborg Slot ca. 1680, Audienshuset er den grå fløj til højre. Maleri af Jacob Coning. Privateje. På det tyrkiske tæppe - tidens betegnelse for alle tæpper fra mellemøsten - stod et bord. Væggene var smykkede med malerier. I salen opbevaredes en del rariteter, bland tandet en bezoarsten, en sten fra en geds mave, og et enhjørningehorn. Det sidste var nu en narhvaltand. Det blev senere udleveret til rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der på Christian IVs vegne forærede den til den franske dronning Anna af Østrig (7). Audienshuset nævnes mærkeligt nok ikke i slottets inventarregnskab fra 1650 (8). Grunden kan være at husets møbler og malerier har tilhørt Kongen personligt. Det forekommer af og til i slotsregnskaberne fra før 1848 at hele gemakker er udeladt, simpelthen fordi det derværende bohave tilhørte beboeren personligt, og altså ikke var hvad vi i dag ville kalde statsinventar (9). 7

8 Måske havde slotsforvalteren, der stod for at opdatere inventaret, ikke engang nøgle til fløjen (10). Hvorfor inventaret i Audienshuset skulle adskille sig fra resten af slottet er ikke umiddelbart klart, private ejendele ville man nærmere vente i Kongens Skriveværelse eller Sovegemak, ikke i et såpas officielt rum, som en audienssal må siges at være. I inventaret nævnes det kun at seks malerier blev flyttet fra andre rum til Løngangen. Dermed er det de eneste af Audienshusets malerier der vides noget om, og af dem eksisterer så vidt vides kun et. Det havnede i Sverige, såvel som utallige andre, efter slottets plyndring under svenskekrigene (11). Svenskernes hærgen, der ikke kun gav sig udtryk ved tyveri af malerier og møbler, men også ved decideret hærværk, gik også ud over Audienshuset. I en indberetning hedder det: I Audienssalen er Loftet meget ruineret, Skorstenen borte og fordærvet, og ellers er samme Sal meget ruineret. Løngangen, som gaar fra samme Sal, er 2 Fag borttagne, og alle vinduerne borte paa samme Gang (12). Først i efteråret 1663 var man færdige med den nødtørftigste reparation. I Audienssalen får man kun at vide at der blev opsat en ny skorsten (kamin), gesimser blev marmoreret og der blev lavet karme og rammer i både Audienssal og -gang (13). I gangen blev der slået gyldenlæder op igen. I forbindelse med Nationalmuseets undersøgelser (14), fandtes der rester af spåntapeter, der har været placerede nærmest muren, for at beskytte det udenpå opslåede gyldenlæder eller tekstile tapet mod fugt og kulde. Der blev også opsat spåntapeter bag malerierne i både Runddelen, Audiensgangen og Audienssalen (15). 8

9 Branden i 1665 Samme dag opkom der Vaadeild på Frederiksborg, hvorved den skønne Audienssal med det lange Malerigalleri samt de andre Gemakker paa den Side afbrændte, hedder det i en indberetning fra den svenske resident, Gustav Lilliencrona sendte til Karl XI (16). Resident var tidens betegnelse for en fastboende udenlandsk diplomat. Datoen for hændelsen var den 9. december, men meget mere vides der ikke om branden. Ud fra regnskaberne ses det kun at borgere fra Hillerød fik fem tønder øl at slukke tørsten med. Man må formode at de havde hjulpet til med brandslukningen. De tømrer-, murer-, snedker- og smedesvende der i de følgende otte døgn holdt vagt i den udbrændte fløj fik ligeledes udleveret øl, samt lys (17). Hvor branden opstod vides ikke, men der er gættet på møntens smelteovn øst for Audienshusets port. (18). Dog kan det se ud som om at møntværkstedet på dette tidspunkt var flyttet væk (19). At branden er opstået i Audienshuset står dog klart, hvorfra den bredte sig via Audiensgangen til Runddelen i Mønttårnet og Sommerstuen i hovedslottets nordfløj. Man gik straks i gang med genopbygningen. I interiørerne koncentrerede man sig i første omgang om gemakkerne i Kongefløjen. Fig. 3: Plan af Kongefløjens andet stokværk, Kongens gemakker ses øverst i venstre hjørne, med begyndelsen af Audiensgangen. Fra Steenberg: Christian IVs Frederiksborg. 9

10 Nyindretningen af rummene i Kongefløjen Sommerstuen Sommerstuen var det største rum i Kongens suite, og har ikke kunnet undværes når hoffet opholdt sig på slottet. Formodentlig derfor var Sommerstuen sammen med Runddelen de to gemakker der først blev genopbygget og nyindrettet. I oktober 1666 opsatte skrædder Niels Nielsen gyldenlæder i Kongens gemak, altså Sommerstuen. Snedkeren Johan Arndt satte samtidigt dør mellem denne stue og Runddelen. I Sommerstuen nedtoges Fyldninger og Dækket fra loftet. Måske er der tale om de sørgelige rester efter branden, eller man har først tænkt sig at give salen et traditionelt loft i træ, men skiftede mening til fordel for et moderne stukloft. Dette påbegyndtes i maj 1668, hvor der bestiltes søm hertil på Holmen. Arbejdet med dette var lagt i hænderne på indkaldte kunstnere, i Sommerstuen arbejdede således italienerne Santino og Francesco Bruno. Bruno udførte omtrent samtidigt loftet i Marmorgemakket på Rosenborg. Også en Franciscus de Bry har muligvis arbejdet i Sommerstuen (20). I loftet indfældedes fem store malerier. Det midterste forestillede Frederik III, enevældens fader, på sin trone. Hvem der malede det vides ikke, men Michael van Haven fik opgaven med at male de fire billeder udenom, forestillende engle der daler ned fra sky med regalierne; kronen, scepteret, sværdet og rigsæblet i hænderne. Michael van Haven nåede dog kun at male billedet med kronen inden han døde. 10

11 Peder Andersen Nordmand overtog arbejdet, og billederne blev afleveret i I stuens karnap opsattes et maleri af ældre dato, det var altså ikke oprindeligt malet hertil. Det forestillede en kvinde med en ring i hånden og en engel med Frederik IIIs monogram og valgsprog Deus providebit Herren er mit forsyn. Omkring maleriet var der stukkaturarbejde, udført af Morten Billedhugger (formodentlig Morten Grünvaldt, eller Grønvold). Også under lofterne i vinduerne opsattes malerier af Peder Andersen, de var ovale af Medal Farve, som bemærkede Iustitia med en løve, Pallas med adskillige Krigsrustninger, Historie af gammel og ny Geometria, Inloqventia, og Civil et Militær. Medal Farve betyder måske metalfarve, hvilket måske betyder at de var malede med sølv, eller måske var der tale om grisailler (21). Hvordan man så har fordelt de seks malerier på de fem vinduer fremgår ikke. I rummet blev nogle af Kniepers tapeter til den store sal på Kronborg ophængt over grå paneler med guldstaffering. Kun under vinduerne sås herefter gyldenlæderet (22). Kaminen var i gråt marmor med tre engle i hvidt marmor og rigsvåbenet. Rummet stod i hvert fald nogenlunde brugbart i 1671, da Christian V gav kur her før sin salving 7. juni Sommerstuen blev allerede under Christian VI nedlagt i forbindelse med en større nyindretning af Kongefløjens andet stokværk. Loftsmalerierne blev i den forbindelse nedtaget, og sat op i Dronningens forgemak i Kongefløjens østlige ende, her fandtes de endnu i 1855 (25). Fig. 4: Frederik III, malet af Jacques d Agar. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Fotografi af Roberto Fortuna Da man i 1949 modtog fire regaliebilleder fra Gavnø, troede man at der var tale om de forsvundne billeder, der således var blevet nedtaget inden branden. De blev opsat i Sommerstuen, hvor man mente de oprindeligt havde været. Der sidder de endnu. Sandsynligvis stammer de fra et andet slot, hvorfra de så formodentlig er erhvervet af Otto Thott til Gavnø (26). 11

12 Runddelen i Mønttårnet I Runddelen blev der i 1684 lagt et gulv af hvide og sorte marmorfliser, og der opsattes paneler og gesimser. I et nyt stukloft indfattedes et ottekantet billede af Peder Andersen forestillende lasterne der flyr for Christian Vs åsyn. De to døre blev monumentalt udformede. I regnskaberne omtales de som portaler, hvorover der skulle stå våbner, skåret af Morten Grønvold (23). Væggene over brystpanelet blev betrukne med hvide atlaskes tapeter med Kongens monogram indvævet i guldtråd, foroven kantet med hvide og røde silkefrynser (24). Tegninger til stoffer med Christian Vs monogram som mønster findes bevaret fra Lambert van Havens hånd, arkitekten der kom til at indrette interiørerne i Audienshuset. Sommerstuen og Runddelen udbrændte i Runddelens nuværende stukloft, og maleriet med samme motiv som før, er en genskabelse fra det 19. århundrede. Endnu findes i muren den sliske der alt fra Christian IVs tid fører til skatkammeret i Mønttårnets kælder. På den måde kunne Kongen få sine penge i kassen uden at skulle løbe i kælderen hver gang 12

13 Indretningen af Audienshuset Fra Runddelen trådte en audienssøgende ud i det lange galleri, Audiensgangen. Hermed trædes der ind i de endnu bevarede interiører, som er nærværende rapports hele omdrejningspunkt. Hvor Sommerstuen og Runddelen nyindrettedes i de sidste år af 1660erne, måtte Audienshuset vente til efter afslutningen af Skånske Krig ( ). Fig. 5: Audienssalen. Fotograferet af Roberto Fortuna 2012, lige da restaureringen gik i gang. I mellemtiden var en ny mand tonet frem i den hjemlige kunstverden. Efter flere udenlandsrejser bekostede af Frederik III, blev Lambert van Haven 20. juni 1671 udnævnt til Generalbygmester i vort Rige Danmark og Inspector over Pictura og Sculptura og alle didhen hørende Konster.. I Kongens tjeneste fik han dog mulighed for at beskæftige sig med noget nær alle kunstarter, idet hans stilling faktisk svarede til en slags kunstminister. Fra hans hånd findes således udover egentlige arkitekttegninger, skitser til stofmønstre, marmoreringer og mytologiske malerier. Denne koncentration af ledelsen over statens kunstneriske projekter var overmåde karakteristisk for tiden, og havde til formål at skabe et ensartet udtryk for fyrstemagten. Det store forbillede indenfor dette område, såvel som så mange andre, var Louis XIVs Frankrig. Her sad maleren Le Brun på alle de bildende kunstarter, arkitekten Mansart på arkitekturen og hofkomponisten Lully på musiklivet. Nærmest sammenlignelig med van Havens stilling var nok Le Bruns, som udover at male loftet i spejlgalleriet på Versailles, også tegnede møbler, tekstiler, ja endog nøglehuller til det vældige pragtbyggeri! 13

14 At van Haven var en selvbevidst kunstner med temperament, ses af at han på en klage over manglende regnskabsbilag svarede: Regnskab paa disse Materialer kan ikke vedkomme mig at svare til, eftersom jeg er en General-Bygmester og min Kunst alt for ædel til saadan opvartning. I stedet henviste han til slotsforvalteren, og man kan se i dennes materiale- og brændselsregnskab, at når generalbygmesteren har købt ind, så henvises der til ham. Heldigvis var Kongen et ejegodt og meget forstående menneske. Som han skrev angående van Havens manglende bilag: Jeg vil ikke regne det så nøje med Lambert, I kan ikkun gøre ham klar, for naar han faar det som han vil, saa græder han ikke! (27). Fig. 6: Lambert van Haven, malet af broderen Michael van Haven. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Arbejdet med indretningen af Audienshuset kom som nævnt ikke i gang for alvor før efter afslutningen af Den Skånske Krig (28). Men så blev der også skabt en for hjemlige forhold helt ny interiørarkitektur. Audienssalen blev således omdannet til en italienskinspireret kuppelsal. Umiddelbart lyder det urimeligt at ville indrette en sådan i et nordisk renæssancehus med dets højtrejste tag. Men det lod sig gøre ved at man inddrog den del af loftsrummet, der lå bag ved de store gavlkviste mod nord og syd. Salens loft blev således tredelt, med en kuppel, der i midten spændte ud mellem nord- og sydvæggene, mens der mod øst og vest var flade trælofter. Bortset fra kuppelen beholdt salen sin tidligere hovedinddeling, med kaminen placeret midt for vestgavlen, i akse med indgangsdøren fra gangen. Trappehuset Man har ment, at der ikke blev ændret ved facadernes udformning, før end der i 1730erne blev opført et trappehus ved Audienshusets vestgavl. Men det viser sig at dette faktisk var en erstatning for en ældre trappe, Rasbech nævner den i sin beskrivelse fra 1832 som et gammelt Taarn med en Eege Vindeltrappe og et aabent Rækværk af Jern (29). 14

15 Denne trappe opførtes i forbindelse med indretningen af Audienshusets Det tømmer der i 1681 leveredes till en Trappe som gaar till Audientz Sallen, kan meget vel have været en midlertidig trappe til brug for håndværkerne. Men i januar 1685 leveredes der tømmer til en stor trappe ved Audienshuset, og i november leveredes der både tømmer og mursten til det Nÿe 8te kanted vindeltrape huus bag Audienssalen. At huset var nyt, siges udtrykkeligt (30). Trappetårnet ses på et fugleperspektiv af slottet (fig. 7). At salen er født med en tilknyttet trappe er jo i og for sig logisk, når man tænker på at der senere indrettedes en elevatorstol. Denne indrettedes da Christian V som ældre blev dårlig til bens. Det er derfor naturligt at tænke sig at elevatorstolen har været tænkt som et alternativ til trappen. Fig. 7: Frederiksborg Slot, udsnit af fugleperspektiv. Rigsarkivet. Umiddelbart forestiller man sig at trappens funktion har været at give nem adgang til haven. Arkivaliernes henvisning til at trappen skulle opføres bag Livstalden, peger på Audienshusets oprindelige idé som forbindelse til Kongens egen stald. Også Christian Vs glæde ved heste taget i betragtning, er det en oplagt tanke. Kongen inspicerede dagligt sine stalde, og som en ventil mod den stive hofetikette var det sådan, at almindelige undersåtter kunne opsøge majestæten, når han så til sine heste. Denne tradition flyttedes under hans efterfølgere indenfor i slottene og blev efterhånden til de offentlige audienser, som vi kender dem endnu i dag. Det er en besnærende tanke at se de to bygninger som to audienshuse på hvert sit niveau. Trappen har nu nok også givet adgang til haven, i hvert fald nævnes Grønne Bro i regnskaberne, der skulle give Kongen adgang til haven fra Gardner haugen, formodentlig menes der arealet bag Livstalden i dag Thestuerne. 15

16 Det nye trappehus var jo opført i træ, hvilket kunne forklare hvorfor det i 1730erne var så meget mere forfaldent end Audienshuset i øvrigt. Ramus nævner i sine regnskaber, at han for 700 rigsdaler kunne have sat den gamle trappebygning i stand, og at det nye hus kostede rigsdaler (32). Hvorom alting er, så vides det at adgangen fra trappen gik via en altan, i regnskaberne omtalt som et jern galleri, hvormed nok menes at den havde et gitterrækværk, hvilket bekræftes af Ramus regnskaber. Det tyder på at altanen var åben, og det er derfor logisk at forestille sig at adgangen til salen må have været gennem en glasdør. Den nye altan der udførtes i 1730 erne skulle inddækkes (fig. 8). Christian VI skal have erindret om at få noget dagslys i gangen fra salen til trappen. I brevet fra overhofmarskal von Gram slås det dog fast: Dog indstillis i eget got findende, hvor vidt hand i det fald eragter Best at fölge hans maÿts allernaadist meening, hvor ved et vindue blev minagerit etc. (33). Udsagnet er bemærkelsesværdigt, Christian VIs bekendte interesse og Fig. 8: Plan af Audienshuset, Ramus trappe og altan ses yderst til venstre. Fra det store opmålingsværk viden om byggeri taget i betragtning. Ramus har dog klogelig fulgt det kongelige vink, og indføjet det ønskede vindue. I regnskaberne nævnes nemlig et vindue, der må have været her. Også opsættelsen af brystpanel i altanen sandsynliggør at gangen til trappen har været inddækket. Betegnelsen altanen behøver heller ikke at betyde en åben terrasse eller balkon, som vi forstår det i dag. En samtidig lille tilbygning til Fredensborg Slot kaldtes også for altan. Rasbech omtaler altanen på Frederiksborg som en Entree eller et lidet forværelse med Glasdørre (34). Den glasdør som Ramus fik sat i mellem altanen og salen, havde to poster, et løsholt og seks rammer i egetræ. Indefra har døren altså fremstået som salens øvrige vinduer med tre rammer foroven og tre forneden, hvoraf to af de nederste har kunnet åbnes. Døren var ydermere indrettet som en hollandsk dør, dvs. hvor dørens over- og underdel kan åbnes hver for sig. Det må næsten betyde at vinduesdelen har kunnet åbnes, mens den nederste del fremstod som panel. Antageligvis har huset allerede i Christian IVs tid haft en vertikal forbindelse. I juli 1684 får snedkeren udleveret blekingske fyrreplanker til at dække et hul i loftet over Audienssalen som i forrig Tider Haffuer Ganget ehn Vindeltrape op udj bend: Gemack (31). Der kan have været tale om en trappe for håndværkerne, men formuleringen før i tiden kunne godt betyde at trappen var lige så gammel som huset selv. Og gik der en trappe fra loftet til Audienssalen, er det oplagt at forestille sig at den fortsatte til stueetagen. Da man i 1684 var i fuld gang med stukken i kuppelen, må trappen følgelig have ligget i en af salens hjørner. I forbindelse med salens restaurering observeredes ganske rigtigt rester af en vindeltrappe i etageadskillelesen mellem 1. sal og loftet i husets nordøstlige hjørne. 16

17 Kuppelen Den firesidede kuppel går først nærmest lodret op, for så halvvejs oppe at snævres ind omkring det store loftsmaleri. Dette indfattes i en overdådig stukramme, bestående inderst af en kraftig vulst, dækket af akantusblade. Midt i hver af kuppelens sider er der store vinduer, der kaster lys ned i salen. I øvrigt er kuppelens flader dekoreret med en pragtfuld stukudsmykning. Den består af lodret stående bladvulster, vekslende med rækker af kassetter med rosetter i. Til Kuppelen findes en tegning af van Haven bevaret (fig. 9). Den viser en kortside og en langside, men således at der på hver af de to sider er tegnet hver sin variation over udformningen af vinduernes rige stukomramninger. Foroven valgte man at bruge forslaget fra langsiden. Midtfor ses en muslingeskal, flankeret af volutter, hvorimellem der er ophængt en guirlande. På siderne er det kortsidens forslag til volutter der er anvendt. De derunder værende putti (englebørn) med overdådige guirlander og kongemonogrammer blev på kortsiderne udført efter forslaget til langsiderne og omvendt. Fig. 9: Projekt til Audienssalens kuppel, tegning af Lambert van Haven. Den Kongelige Kobberstiksamling. De flade dele af lofterne fik hver et stort udskåret felt i midten med Kongens og dronning Charlotte Amalies sammenslyngede monogrammer, flankeret af to loftsmalerier, der hver især er udstyret med rigt profilerede rammer (35). Under loftet løber der hele vejen rundt en bred gesims. 17

18 Som forbillede til Audienssalens kuppel har man nævnt Ambassadørtrappen i Versailles (36), som også havde en rigt udsmykket kuppel over rektangulær plan. Her var dog tale om et egentligt ovenlys, og ikke som på Frederiksborg om vinduer i hulkehlen. Trappen blev i øvrigt først udført sidst i 1670erne, så van Haven skulle i så fald have været velorienteret om de nyeste franske projekter. Umuligt er det ikke, da trappen relativt hurtigt blev kendt gennem stik. Derimod er det meget sandsynligt at han kan have kendt til den store italienske arkitekt og billedhugger Gian Lorenzo Berninis projekt til kirken Sant Andrea al Quirinale, hvis interiør stod færdigt i Da van Haven forlod Rom ved årsskiftet , kan han endda meget vel have set den fuldendte kirke ved selvsyn. Denne har udover lyset fra lanternen, også store rektangulære vinduer i selve kuppelens sider. I øvrigt har den ovale kuppel en inddeling med ribber/bladvulster og kassetter, der dog er sekskantede, hvor de på Frederiksborg er kvadratiske. På gesimserne er der et mylder af putti med guirlander i hænderne, der godt kan minde om Audienssalens. Også van Havens kollega og konkurrent, svenskeren Nicodemus Tessin d.y. kendte kirken, flere af hans skitser af kuppelen er endnu bevaret i Stockholm (fig. 10). I hans forslag til audienssal til en italiensk fyrste, ses tydelige referencer til Sant Andrea, så motivet har dannet skole (37). Stukdekorationer med putti og guirlander ses også andre steder i den romerske barok, bl.a. San Tomaso di Villanova i Castel Gandolfo, og Santa Maria dell Assunzione i Ariccia. Også stukkatørerne kan meget vel have kendt til de italienske forbilleder (38). Salens vægge Den nævnte glasdør var indrettet syd for salens kamin, der på den anden side flankeredes af et almindeligt trefags vindue. På nordvæggen er der tre tilsvarende vinduer, mens der mod syd kun er to, da midtervinduets plads jo udvendigt optages af den store pragtportal. Østvæggens dør flankeres af tofags vinduer. Fig. 10: Detalje fra Sant Andrea al Quirinale, skitse af Nicodemus Tessin d.y. Fra Josephson: Tessin. Tiden Mannen Verket. Salen præges af de mange malerier. Nederst ses en række portrætter af kongerne af det Oldenborgske hus, øverst malerier med scener fra Den Skånske Krig. Portrætterne af Hans og Frederik II er bryststykker, placeret over henholdsvis kaminen og døren. Over dem ses deres respektive 18

19 monogrammer i store udskårne kartoucher, der dækker for gesimsen. De store portrætter forstiller de øvrige konger fra Christian I til Christian V, den sidste vist sammen med sine tre sønner Frederik, Christian og Carl (fig. 14). Fig. 11: Tegning af Lambert van Haven til sydvæggens inddeling. Den Kongelige Kobberstiksamling. I højden flugter portrætterne med vinduernes overkant, i bredden spænder de ud mellem vinduerne. Dog er der på den brede sydvæg smalle paneler mellem de tre billeder. Over portrætterne er der udskårne kartoucher i træ med den enkelte konges monogram, undtagen over det store billede, hvor det største af slagmalerierne er placeret. De øvrige slagbilleder sidder over vinduerne. De når helt op til gesimsen, og er lige så brede som vinduerne nedenunder. Hvor der ikke er portrætter, ved hjørnerne og på hver side af døren, er der store paneler, der spænder ud mellem brystpanel og gesims. Fyldingerne er marmorerede i rødt, rammestykkerne i gråt. På hver side af portrætterne over døren og kaminen ses smalle paneler, der ligeledes er marmorerede, med hængende stukguirlander udenpå. I vinduerne er både lysningspanelerne foroven og ved siderne delt i tre fyldinger, en mindre grønmarmoret i midten, flankeret af to større rødmarmorerede fyldinger. Samme inddeling ses på panelerne under vinduerne. Selve brystpanelet er inddelt i vekslende små og store fyldinger, hvis marmoreringer veksler imellem rødt og blågrønt. Lysningspanelerne i siderne er tilsyneladende på et tidspunkt drejet en anelse udad, da der i vindueskarmene ses indpasset lus. Ligeså ses det tydeligt at lysningspanelerne ikke sidder i samme vinkel som brystningspanelet under dem. Antageligt er lysningspanelerne blevet drejet en anelse udad, for at gøre plads til nye, større vinduer. Det kan være sket i forbindelse med Christian VIs ombygning, eller i forbindelse med Meldahls fornyelse af vinduerne sidst i 1800-tallet. 19

20 Til sydvæggens overordnede inddeling findes der i Den Kongelige Kobberstiksamling en tegning af Lambert van Haven (fig. 11). Den viser billedernes placering, med rammer. Kongemonogrammerne er kun lige markeret med C4 og F3 for henholdsvis Christian IV og Frederik III. Fig. 12: Skitse af Lambert van Haven til marmoreringer. Den Kongelige Kobberstiksamling. Der ses dog ikke angivet noget slagbillede over det store midterbillede af Christian V, tværtimod er der antydet en helt anden inddeling end den endeligt udførte. I stedet ses et bredt felt i midten og to mindre ved siderne. Måske har man oprindeligt tænkt sig et monogram midtfor, som ved de andre portrætter. At der ikke er markeret noget C5 for Christian V, skal man nok ikke lægge for meget i, da de to andre markeringer ser ud til at være senere tilføjelser. Desværre er panelernes inddeling ikke tegnet ind. Marmoreringerne udførtes af enten Christian Morholt eller hoflakerer Christian von Bracht. Formodentlig var det den sidste. I regnskaberne ses det i juli 1686 at Christian Mahler fik udleveret nogle tavler til at giöre Nogle Malmer pröuer paa Effter Hr. Gen: Biug Mesters Befahling (39). Altså har han udført prøver på forskellige typer marmoreringer efter van Havens anvisninger. Nu er vi så heldige at der rent faktisk findes skitser af van Haven til marmoreringer (Fig. 12 og 13). Skitsernes røde, belgiske Rouge Royale går igen på salens paneler, mens den grå, norske Gjellebekk, går igen på panelernes rammestykker, malerirammer og kartoucher. Den blå-grønne marmorering er sandsynligvis malet efter den såkaldte skildpaddeskjoldsmarmor. Fig. 13: Skitse af Lambert van Haven til marmoreringer. Den Kongelige Kobberstiksamling. Også den meget mørke marmorering i kartoucherne med monogrammer kunne være skildpaddeskjoldsmarmor. I marmoreringerne ses rundt omkring indføjet Kongens og Dronningens monogrammer. Panelernes nederste ramme går ned bagved gulvets hvide marmorfliser, 20

21 som dermed sammen med de profilerede fodlister holder panelerne på plads forneden (40). Den bevarede fløjdør er ikke bare den næstældst bevarede i Danmark, men også den ældste til endnu at sidde på sin oprindelige plads. Dørfløjene er malede på en usædvanlig måde, idet at træets naturlige årer ses under den røde jordfarve, hvorpå der så er ådret i sort (41). Listerne omkring fyldingerne er malet som imitation af skildpaddeskjold. Ydermere er bemalingen udført på en sådan måde at det ser ud som om den er kilet sammen, hvor den rent faktisk er samlet traditionelt med gehring. Kunstnere og håndværkere Christian von Bracht (42) var kun en af tidens mange fremragende håndværkere og kunstnere der arbejdede i salen. Træskærer- og stukkaturarbejderne udførtes af Morten Grønvold, Jan Wilckens van Verelt (fig. 15), Christian Nerger, Claude le Coffre (der blandt andet vides at have arbejdet på Sophie Amalienborg), Giovanni Abondistatio, med flere (43). Grønvold lyder dansk, men de øvrige var fra henholdsvis Nederlandene, Sachsen, Frankrig og Italien (eller måske Schweiz?). Fig. 14: Audienssalen, parti af sydvæggen med det store billede af Christian V og hans sønner, malet af Jaques d Agar. Fotografi af Roberto Fortuna. Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Man har nok til dels følt det som en savn, at rigerne ikke selv havde de kunstneriske kræfter, der var nødvendige til de store opgaver. Men tiden var europæisk. Kunstnere vandrede fra land til land, og på den måde fik selv afsidesliggende egne, som de nordiske, frisk inspiration fra sydligere himmelstrøg. Specielt for Audienshuset, var at her arbejdede en hel del nordmænd. Det var, udover Lambert van Haven selv, maleren Peder Andersen Nordmand, hvis tilnavn er ret så sigende, samt dennes elev Magnus Berg (fig. 6 og 16). 21

22 Snedkermester Christoffer Gross havde ansvaret for snedker- og tømrerarbejdet. I blev loftet lagt og kuplen med dens durchsichter, altså lyskasser, beklædt. Derefter gik så stukkatørerne i gang, i regnskabet forklarende kaldet dønnikerne, da ordet stukkatør var nyt og uvant. Fig. 15: Jan Wilckens van Verelt, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Fig. 16: Magnus Berg malet af ukendt kunstner, De Danske Kongers Kronologiske Samlinger På Rosenborg. I årene arbejdede Morten Grønvold på stukken i kuppelen, i 1686 ses le Coffre og Abondiostatio at have arbejdet sammesteds (44). Det har givet anledning til en del spekulationer om hvorvidt Grønvolds arbejde blev kasseret og erstattet af de to andres (45). Det er dog nok så sandsynligt, at stukkaturen er udført af to omgange: Først har Grønvold udført kassetterne og de lodret stående laurbær-vulster, hvorefter le Coffre og Abondiostatio så udførte putti og blomsterranker. Måske var de to sidstnævnte dygtigere til de plastisk friere arbejder. I hvert fald ses det at de fik udleveret materialer i juli, mens der først blev opsat stillads i august, hvilket kunne passe med at figurerne var støbte på værksted og så opsat senere (46). I 1684 lagde Jørgen Murermester gulvets hvide og sorte marmorfliser. I 1686 omlagdes så gulvet, hvorved de sorte fliser øjensynligt forsvandt (47). I 1684 opmurede Jørgen Murermester også en ny skorsten. Kaminen blev derefter udført i gotlandsk sandsten under ledelse af Nerger (48). Den blev marmoreret i rødt og gråt. Foran sattes to søjler i rødt marmor, den belgiske Rouge Royale, med kapitæler i hvid marmor. Yderst ses nedhængende blomsterranker, også i hvidt marmor. Disse modsvares af blomsterranker i stuk under tilsvarende volutter på hver side af døren. På kaminens gesims ses hvide stukvaser. Medaljonen af Christian V af bronzeret stuk holdes af en løve i hvid stuk. Oprindeligt holdt den ifølge en anonym tysk beskrivelse fra 1686 det danske våben (49). 22

23 Malerierne I mellemtiden var den franske maler Jacques d Agar gået i gang med at male kongeportrætterne. Den året forinden indvandrede kunstner havde forladt sit fødeland, efter at han som huguenot var blevet udelukket fra det franske kunstakademi. I første omgang tog han til England. I forbindelse med prins Jørgens giftermål med prinsesse Anne af England i 1683, fik han tilbud om at komme til København. I Danmark nød huguenotterne religionsfrihed i København og Fredericia, til dels på grund af Dronning Charlotte Amalie, der selv var huguenot (50). I d Agars billeder fremstilles kongerne som Guds udvalgte her på jord. Måden hvorpå de i et guddommeligt lys træder beskueren i møde fra en dunkel baggrund, er typisk for tidens franske hofkunst (51). Interessant er det at d Agar har fået forvekslet Hans og Christian Is ansigtstræk, et fænomen der går helt tilbage til Kniepers Kronborgtapeter (fig. 19). Det virker da også ret mærkeligt, hvorfor man skulle placere Hans på ærespladsen over kaminen, og ikke slægtens stamfader. I slotsinventaret fra angives det da også at være Christian I, der ses over kaminen. I inventarerne fra 1778 til 1835 specificeres det ikke hvem der hænger over kaminen eller døren, men det siges blot at portrætterne forestiller kongerne af den oldenborgske stamme fra Christian I til Christian V. I sin beskrivelse af slottet nævner Rasbech kongerne i følgende Orden: Hvorefter han opregner kongerne i deres kronologiske rækkefølge. Altså må man ud fra hans angivelse tro, at det er den første af Oldenborgerne, der ses på hæderspladsen. Fig. 17: Peder Andersen Nordmand overrækker Kongen, Gyldenløve og Aldenburg et udkast, selvportræt. De Danske Kongers Kronologiske Samlinger På Rosenborg. I 1832 blev den gamle forveksling af de to konger opdaget af den gamle museumsmand Christian Jürgensen Thomsen. I 1840 blev monogrammerne så byttet om, så de passede på portrætterne, men rækkefølgen blev unægtelig forkert (52). Heldigvis fandt man ikke på tilsvarende at klippe 23

24 monogrammerne ud af Kronborgtapeterne. Der gik grænsen for tidens hang til at forbedre fortiden trods alt! Kongeportrætterne var på plads i Samme år påbegyndte Claus a Møinichen slagbillederne. De forestiller landgangen ved Råå, erobringen af fæstninger i Nordtyskland og Skånelandene, samt søslagene ved Øland (fig. 18), ved Møn og i Køge Bugt. Det var i det sidstnævnte slag at Niels Juel hejsede det røde flag, som det hedder i Kongesangen. Fig. 18: Slaget ved Øland. På billedet ses det svenske skib Stora Kronan springe i luften. Maleri af Claus a Møinichen. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Danskerne vandt dette vigtigste slag til søs, svenskerne det vigtigste til lands. Det sidste, slaget ved Lund, ses fremstillet på Drottningholm Slot ved Stockholm, hvor det øvre galleri nogenlunde samtidigt med Audienssalen udsmykkedes med Philip Lemckes store slagbilleder. Af inventarregnskabet fremgår det at lærrederne, grundet med brunt, allerede i 1686 var opsatte på deres fremtidige pladser (53). De fem loftsmalerier var midlertidigt malet som skyer. Efter 1688 malede Peder Andersen Nordmand sine allegoriske motiver på lærrederne (54). Billedet midt i kuppelen er en allegori på Christian Vs valgsprog Fromhed og retfærdighed (fig. 21). De fire malerier på det flade loft forestiller de fire verdensdele (fig. 20). Man regnede dengang kun med fire, da Australien ikke rigtigt var opdaget endnu. Nederlænderen Abel Tasman havde ganske vist omsejlet både New Zealand, Tasmanien og selve Australien i Men man holdt stadig fast i idéen om fire verdensdele, i hvert fald i kunsten. Måske fordi at det gik så smukt op med de fire årstider, de fire temperamenter, de fire elementer og hvad man ellers i kunsten anvendte af allegorier. 24

25 Den maleriske udsmyknings samlede idé er naturligvis, at hele verden er vidne til den dansk-norske konges triumfer, og at disse triumfer er et resultat af Kongens dyder (fromhed og retfærdighed), samt af en ældgammel slægt af lige så storartede forfædre. Som det antydes i inventaret, var man ikke helt færdig med indretningen i Endnu i 1688 arbejde von Bracht i salen. I de følgende hundrede år hører man ikke om de store ændringer eller restaureringer i de to rum. Undtaget herfra er naturligvis Ramus nye trappehus, med dertil hørende ny dør og nye paneler. I samme omgang leveredes en ny ramme i egetræ oven over Audientz Gemakket (55). Måske menes der en ny blændramme til det store loftsmaleri. Lærredet ses i dag at hænge voldsomt, hvilket måske kan være et gammelt problem, man så har forsøgt at rette op på med en ny blændramme, eller måske var der tale om en ny udgave af den kraftige ramme, der bærer hele maleriophængningen. Fig. 19: Christian I, fejlagtigt gengivet med Hans ansigtstræk. Maleri af Jacques d Agar. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg I øvrigt ses der ikke at være foretaget restaurering af malerierne, før samtlige malerier i 1808 blev nedtaget og restaureret af en maler Vogt (antagelig Carl Frederik Vogt). Allerede i 1814 var den dog gal igen; loftsmalerierne af de fire verdensdele blev nedtaget, og fik sandsynligvis nye blændrammer. Afrika var dog i så ringe stand, at det kasseredes helt, og maleren C.F. Høyer malede et nyt billede med samme motiv. Faktisk adskiller Høyers billede sig ganske tydeligt i koloritten fra de øvrige loftsbilleder (56). I de næste halvtreds år skete der ikke det store i Audienssalen og Audiensgangen. Op til Frederik VIs salving i 1815 blev der dog påslået lister for at tætte for Mus (57). 25

26 Møblering Til salens oprindelige møblering ville man umiddelbart vente at finde en tronstol, stående på et tyrkisk tæppe, og en tronhimmel over. Det var simpelthen standard i alle kongelige audiensgemakker op til midten af 1800-tallet. Men et sådant arrangement var der ikke her. At man ikke har villet sætte en himmel op i en sal med så skønt et loft, kan man endda forstå, en tronstol ville man nu forvente. I salen stod et ovalt, marmoreret bord; det står her endnu. Derudover stod her seks høje stole, samt en mindre. De var marmorerede og havde betræk af rødt og hvidt ternet fløjl, kantet med violet-brune crepiner frynser eller andet possementmagerarbejde. En natstol var også marmoreret og havde ternet fløjl og frynser. Det er måske lidt overraskende at finde en toiletstol i en så fornem sal som her. Men faktisk så man dengang ret så ligetil på den slags, natstole bragtes gerne derhen hvor man nu havde brug for det (58). Fig. 20: De fire verdensdele, fra oven til venstre: Europa, Asien, Amerika og Afrika. Loftsmaleri af Peder Andersen Nordmand. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Derudover fandtes der et brunt skrivechatol på sorte, søjleformede ben, et barometer og seks landkort. I kaminåbningen stod, som i dag, en skærm bemalet med et arkitekturperspektiv. Endnu en skærm havde fire fløje, og havde Badstueslottet, Sparepenge og Ladegården som motiv. Hele denne møblering antyder en mere varieret anvendelse af rummet, end navnet egentlig tilsiger. Måske er man blevet så glad for den nye festlige sal med nedgang til haven, at den har været i brug til dagligt. Det ovale bord kunne måske endda betyde, at der i salen afholdtes conseil, statsråd. Også på Københavns Slot anvendtes Kongens Audiensgemak til møderne i conseillet. Efter Christian VIs ombygning af slottet i 1730 erne blev der indrettet nyt audiensgemak i Kongefløjen, mens den gamle audienssal blev forbeholdt møderne i conseillet. Oprindeligt hang der grønne raskes gardiner på dertil hørende gardinstænger foran Audienssalens og Audiensgangens vinduer (59). Rask var et 26

27 let, uldent tøj, der havde sit navn fra den franske by Arras, der på den tid var kendt for sine fine uldstoffer. I 1730 erne hang der gardiner af kattun (bomuld) (60). Til Christian VIIIs salving i 1840 blev der bestilt rullegardiner i lærred til både salen og galleriet (61). Salens lysekrone med hjorten kom 1856 fra Gottorp Slot (62). I salen står i dag en del stole, både med og uden armlæn. Salens taburetter blev udført til Ridderkapellet i 1690 erne. I salens nordøstre hjørne installeredes i 1692 en elevatorstol, en såkaldt farende stol eller tridsestol. I den kunne den aldrende konge lade sig hejse ned til rummet øst for Møntporten, og på den måde forlade slottet uden at skulle igennem forgemakkernes stimer af hoffolk. Tilsvarende elevatorstole blev senere indrettet andre steder på slottet. De er ikke bevarede, men Audienssalens fungerer endnu. Den jagtglade konge fik også sat to bænke op i Møntporten, så han nemmere kunne komme af og på hesten (63). Fig. 21: Fromhed og retfærdighed, allegorisk fremstilling af Christian V s valgsprog. Loftsmaleri af Peder Andersen Nordmand. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. I blev slottets indre omdannet ved ingeniørkaptajn Johan Friederich Oettinger. Det var i den forbindelse at Sommerstuen blev nedlagt. Det tværgående skillerum flyttedes et fag mod øst, mens et nyt blev opsat mellem det andet vindue mod søen og karnappen. Gangen bag Bedekammeret indrettedes til gardersal, hvorfra der var adgang via forgemakket i Sommerstuens vestlige del, til det nye audiensgemak i den østlige. Den tidligere Audienssal blev som nævnt ovenfor Conseilgemak, altså mødesal for geheimeconseillet, Statsrådet. 27

28 Audiensgangen Den lange, smalle gang over voldgraven domineres af de store vinduer. De fem vinduer i hver side sidder lige overfor hinanden, med lige så brede piller imellem. Som i Audienssalen er der marmorerede bryst- og lysningspaneler. Over brystpanelet dækkes vinduespillerne af store malerier i brede, ornamenterede rammer, skårede af Morten Grønvold. Loftets fire plafondmalerier er omgivet af overdådigt løvværk, bladkranse, rosetter, kongemonogrammer og guirlander i stuk Til stukloftet findes der i Den Kongelige Kobberstiksamling to tegninger af Jan Wilckens van Verelt, hver med fire forskellige forslag til udformningen (fig. 23 og 24). De er gengivet med hvid stuk på forskelligt farvet bund. På den ene ses henholdsvis grå, lyserød, celadongrøn og lyseblå baggrund. Det er varianten med den lyserøde baggrund der blev udført, dog med en teglstensrød bund, der endnu er bevaret under den nuværende blå farve, der er kommet til under Meldahl. På den anden af van Verelts tegninger ses der en med en nærmest orange baggrund, der faktisk svarer fint til det billede man fik af pudslaget ved Nationalmuseets undersøgelse under mikroskop. Denne oprindelige farve er udført som en hård, glittet puds, der er velbevaret under den senere blå farve. Man har i stukloftets relative tyngde set en nederlandsk indflydelse i modsætning til Audienssalens italiensk-franske elegance (64). Jan van Verelt, der udførte loftsstukken omkring 1683, var da også fra Nederlandene, i regnskaberne omtales han som Johan Hollænder. 28

29 Også over de to døre i enderne er der stukdekorationer af van Verelt, forestillende små putti der løfter tunge draperier til side. Putti der løfter draperier ses i Vatikanpaladset, udført i efter Berninis tegning. De kan således være kendt af van Haven ved selvsyn. Brystpanelerne har en vekslende rytme ned gennem gangen. Hvor malerirammerne møder vinduerne, træder de en anelse frem, således at de ligesom danner postament for de tunge, udskårne rammer, mens de trækker sig tilbage midt under vinduer og malerier. Panelernes fyldinger er marmorerede i en efterligning af en hvid, ådret Carrara-marmor, rammestykkerne i en blå, ådret Bardillio. De blev malet op sidst i 1800-tallet. Dørgerichterne og felterne ovenover er marmoreret som Belge Noire (65). Gulvet blev lagt med marmorfliser, muligvis med nogle af de mange sorte og hvide fliser, der leveredes til slottet i disse år. De nuværende er dog lagt sidst i 1800-tallet, primært med rester fra Dansesalen (66), om end de sorte fliser der ses i gangens ender måske kunne være rester fra den oprindelige belægning. Fliserne nærmest døren til Audienssalen lå oprindeligt som et lavt trin op til salen, men da folk havde det med at falde over det, blev det omkring år 2000 lagt skråt, som en lille rampe (67). Fig. 22: Audiensgangen. Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme Malerierne De fire loftsmalerier forestiller Herkules, Mars, Pallas Athene (Minerva) og Apollon. De to første er de originale fra Magnus Bergs hånd, de to øvrige er malede efter branden i 1859 af Oskar Mathiesen, der i samme omgang kraftigt restaurerede Bergs malerier (68). Han har dog antageligvis anvendt Bergs forbillede. På gangens vægge ses nemlig to malerier af Berg, forestillende Herkules og Pallas Athene. Bergs to udgaver af Herkules er fuldstændig ens. 29

30 Mathiesens Pallas Athene har visse lighedstræk med Bergs i den måde figuren sidder på, men har spyddet i venstre frem for højre hånd, ligesom han kun har en mod Bergs tre putti. Om Mathiesen har haft et tilsvarende forbillede til Apollon vides ikke. At Magnus Berg ikke var nogen stor maler, ses tydeligt. Han er da også mest kendt for sine fantastiske arbejder i elfenben. Væggene er mellem vinduerne dækkede med malerier. Billedernes placering er ikke den oprindelige. De store billeder sad ifølge inventarregnskabet øverst, med de to små nedenunder. De små billeder har således oprindeligt været i passende øjenhøjde, mens de store nemt kunne ses på større afstand. Hvornår der er byttet om, så de store kom til at sidde nederst, de små øverst, er usikkert, den oprindelige ordning gjaldt endnu i 1835 (69). Sandsynligvis er ombytningen sket sidst i 1800-tallet. Måske har man ment at det så mærkeligt ud, at de små så at sige bar de store, og man har så ud fra en velment men misforstået trang til at forbedre, fundet den anden løsning mere i balance. Fig. 23: Blad med fire forslag til loftet i Audiensgangen. Bemærk at stukken blev udført efter det andet forslag fra oven. Tegning af Jan van Verelt. Den Kongelige Kobberstiksamling. Væggenes malerier er kun til dels de oprindelige, i tidens løb er der taget billeder ud og sendt andre steder hen. Blandt andet blev seks af dem sendt til Christiansborg i 1749, hvor de brændte med slottet i Nogle af de oprindelige malerier skulle være købt af van Haven i Italien på Kongens vegne (70). De smalle malerier ved hjørnerne forestiller de fire elementer, jord, luft, vand og ild, malet af Peder Andersen. Under dem, sad der fire landskaber. I dag sidder der øverst fire portrætter af Christian Vs sønner Frederik (IV), Christian, Carl og Vilhelm, med elementerne nedenunder(71). 30

31 Fromhed og retfærdighed Med færdiggørelsen i 1680erne af den nye suite gemakker fra Sommerstue til Audienssal, fik slottet en efter tidens mening tiltrængt modernisering. Nu kunne Kongen af Danmark-Norge tage imod i omgivelser der var ham og hans hof værdigt. Her behøvede han ikke at lade som om, han ikke vidste at de udenlandske udsendinge så ned på ham og hans riger for de fattige omgivelser, som tilfældet var på Københavns Slot. I de første år af 1690erne blev Slotskirkens galleri omdannet til ordenskapel for elefant- og dannebrogsordenerne. Elefantriddernes kapel blev indrettet i den sydlige ende, med Kongens trone placeret lige over alteret (72). Tronstolens ben var udformede som elefantsnabler, og var placeret under en himmel. Der var taburetter til ridderne, og deres våbenskjolde var placerede på væggen bagved. To glasdøre, hver kronet af to elefanter, gav adgang til dannebrogsriddernes kapel, der var indrettet på gallerierne i hver side. Fig. 24: Blad med forslag til stukloft i Audiensgangen. Alternativet med den orange baggrund, kommer tæt på den bundfarve, loftet fik. Tegning af Jan van Verelt. Den Kongelige Kobberstiksamling. På indersiden af galleriets piller malede Peder Andersen Nordmand og Magnus Berg skikkelser fra bibelen i grisaille. Mod øst ses de tolv patriarker fra Det gamle Testamente og de jødiske konger til og med kong David, mod vest de tolv apostle. Hjørnepillerne mod syd viste mod øst Adam og Eva, mod vest Jesus og Maria. De to sider illustrerer dermed henholdsvis den gamle og den nye pagt, loven og troen, og skal her forstås som symbol på Christian V s valgsprog fromhed og retfærdighed. 31