Hvorfor der er så mange møgunger

Transkript

1 Hvorfor der er så mange møgunger Kemi og genetik får skylden for stigningen i ADHD. Men det er en forsimplet forklaring. Samfundets syn på uro er også en del af årsagen bag stigningen. Af Anders Birch Breuning Klokken har lige passeret halv ni en helt almindelig torsdag morgen. Eleverne er samlet i skolens nybygning for at synge morgensang akkompagneret af en lærer på guitar. Det er sent at begynde en almindelig skoledag, men skolen ligger i en lille by på Fyn, og her indretter man sig efter den offentlige transport. Skolen hedder Nr. Broby Skole og er en del af folkeskolen i Faaborg/Midtfyn Kommune. Det er ikke alle der deltager i sangen. Mest de små klasser og pigerne fra de ældre og lærerne. Små drenge der pludselig har fået store kroppe, egner sig ikke til fællessang, eller sang af nogen art faktisk, og mens de mumlende kigger ned, bliver fnisende og småsnakkende piger irettesat af en lærer. Da sangen er forbi, opstår der kaos i døren. Elever fra samtlige klassetrin kæmper for at komme tilbage til deres klasseværelse. Nogle ting forandrer sig aldrig ved folkeskolen. 6. klasse skal have historie i første time eller første modul, som det hedder. Timerne på 45 minutter som de fleste kender fra folkeskolen, er ændret for at gøre det muligt at undervise mere fleksibelt. Første modul er således fra 8:40 til 10:15. Nogle gange med pause, nogle gange uden. I klasselokalet sidder eleverne med deres borde vendt mod hinanden i firemandsgrupper. De er sammensat efter pædagogiske principper, og alle har deres rolle at spille i gruppen. Det er hensigtsmæssigt, når der skal laves gruppearbejde og arbejdes projektorienteret. Elevernes evner sammensættes, så grupperne indeholder både stærke, svage og middelelever. Væggene er beklædt med de klassiske verdenskort, lister over duksepligter og reoler med rodekasser og ordbøger. På tavlen er den kommende tids lektier skrevet op. Ved siden af hænger et smartboard med tilhørende projektor, lydsystem og computer. Efter eleverne har sat sig, beder læreren dem åbne deres bøger. "Sidste gang talte vi om, at I ikke havde lyst til at læse op og gennemgå teksten. Derfor aftalte vi, at hver gruppe skulle læse et stykke og derefter give et referat for klassen. Så det blev serveret for jer." Den kvindelige lærer ser ud over klassen. "Gruppe et, vil I give jeres referat?" Attention Deficit /Hyperactive Disorder, forkortet ADHD, er ved at blive en folkesygdom i Danmark. Lidelsen karakteriseres ved hyperaktivitet, manglende koncentrationsevne og impulsivitet det man normalt kalder for urolighed eller manglende koncentration og som gør det svært at sidde stille og at strukturere. Hjernescanninger har afsløret en ubalance i hjernen hos folk med ADHD, hvilket kan behandles med medicin. Hvorfor den opstår, er stadig til debat. Man ser det oftest i børn, men man anslår, at mange voksne også har det uden at være diagnosticerede. Diagnosen stilles endeligt efter en udredning hos en psykiater. Typisk startes mistanken om ADHD af en lærer eller af forældrene til barnet, hvorefter den kommunale Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) observerer barnet og laver en PPR-udredning. Hvis der stadig er mistanke, henvises barnet til den regionale børne- og ungdomspsykiatriske afdeling. Her stiller en psykiater den endelige diagnose baseret på PPR-udredningen, observationer foretaget af omsorgspersonerne omkring barnet, egne observationer, diverse tests og rating-skalaer der alle ligger til grund for en lægefaglig vurdering.

2 Der findes ingen præcis opgørelse over hvor mange diagnosticerede ADHD-tilfælde der findes, men brugen af medicin giver et godt fingerpeg. I løbet af de seneste fem år er antallet af mennesker i medicinsk behandling for ADHD (herunder Ritalin, Concerta mf.) steget markant. Fra omkring i 2006 til ca i En stigning på 375 % over fem år. Det viser tal fra Lægemiddelstyrelsen. De foreløbige undersøgelser af prævalens, altså undersøgelser af forekomsten i befolkningen, varierer, men buddene ligger mellem 2 5 % og nogle så høje som 7 % for alle børn i skolealderen herhjemme. I USA er prævalensen omkring 10 %. Lokalt helt op til 30 %. Mens antallet af ADHD-ramte stiger, er forskerne usikre på, hvilke faktorer, der er afgørende. Det er klart, at forekomsten ikke afhænger af en enkelt forklaring. Mange ting har indflydelse - blandt andet genetik og miljø. Vores samfunds opfattelse af urolighed påvirker også forekomsten. Fra undervisning til læring De fleste der bliver diagnosticerede bliver det i folkeskolen. Den har været under dramatisk forandring de seneste år. Fra den klassiske tavleundervisning er skolegang i dag noget ganske andet. Med begreber som "ansvar for egen læring", øget fleksibilitet og nedbrud af de faste strukturer er der sket et stort skift i tilgangen til skolen fra "undervisning" til "læring". Selvom de to begreber umiddelbart lyder til at betyde det samme, har det ændrede fokus haft massiv indflydelse på formen af folkeskolen. Når man taler om undervisning, er der tale om aktiv overføring af viden eller værdier fra lærer til elev - ligesom i den klassiske undervisningsstil - mens læring er noget, der er baseret på elevens egen lyst og evner til at tilegne sig viden, værdier etc. Tilgangen er baseret på tanken om, at man ikke kan tvinge nogle til at lære noget. På den baggrund bliver det elevens ansvar at ville lære eleven får ansvar for egen læring. Skiftet i diskurs markerer et skift i opfattelsen af folkeskolens rolle set første gang i 1990'erne, hvor "ansvar for egen læring" begyndte sit indtog i studieordningerne og bekendtgørelser. Med den kom også en opløsning af de klassiske strukturer. "Didaktikken (undervisningsstilen - red.) er blevet anderledes. Der er mere fokus på projektundervisning, projektarbejde og eleverne arbejder i selvstyrende grupper. Som helhed er undervisningen centreret omkring eleven frem for læreren. Det betyder, at hverdagen er baseret på elevens eget initiativ og evne til selvstyring," siger Steen Nepper Larsen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet og medlem af pædagogik- og uddannelsestænketanken SOPHIA. "Det er klart, at der er sket en markant ændring i forhold til tidligere, hvor man var angst for læreren og havde en helt anden og mere disciplineret type skole." Fleksibiliteten har gjort sit indtog i folkeskolen. Blandt andet med forsøg på rullende skolestart rundt omkring i landet, hvor eleverne løbende begynder i 0. klasse, princippet om ansvar for egen læring og opløsningen af de klassiske faste strukturer omkring folkeskolen. Overfor det står meget håndfaste lovkrav om, hvad eleverne forventes at kunne på forskellige klassetrin. Der bliver fulgt op på forventningerne gennem de omtalte nationale tests - et udtryk for en øget faglig fokus som er kommet med ændringen i folkeskoleloven i 2003 og udbygget i 2006 med indførelsen af individualiserede elevplaner. Her måles eleverne individuelt og bliver tjekket for, om de lever op til målsætningerne for deres læring, som de selv er med til at sætte i deres elevplaner.

3 "Brugen af tests vil kun blive mere udbredt i de kommende år, for der ingen tvivl om, at vi er ved at udvikle en PISA-skole, hvor der skal præsteres, sammenlignes og leveres på individuel basis. I skolen skal du sidde ned og lære de boglige fag man møder samfundets krav meget eksplicit," siger Steen Nepper Larsen Steen Nepper Larsen understreger, at skolen afspejler det samfund, som eleverne forventes at kunne navigere og klare sig i, når de er færdige. "Jeg mener ikke, at man kan sige, at det er skolens 'skyld'. Skolen spejler samfundets krav til vores børn. Det er bare her, børnene møder de krav," siger Steen Nepper Larsen Og samfundet kræver kvalificeret arbejdskraft, som skolen er et middel til at opnå. Skolen skal i stadig højere grad skabe employability hos sine elever. Det vil sige, at den skal give eleverne de kvalifikationer, der skal til for at kunne blive en succes på arbejdsmarkedet. "Du skal være værd at ansætte, og det er du ved være dygtig. For at kunne det, skal du præstere, og når du gør det, får du anerkendelse i skolen og derefter på arbejdsmarkedet. Det er man selv ansvarlig for, og det er rettet imod, at man tidligt skal blive en arbejdskraft og blive efterspurgt. Dermed kommer erhvervslivets krav ind i skolerne," siger Steen Nepper Larsen. "Forestillingen om at de ting vi lærer i folkeskolen er minimum for at kunne arbejde kommer af ideen om et vidensamfund, hvor vi lever af vores ideer. Det man kan kalde for kognitiv kapitalisme, hvor vi kan leve af at sælge vores viden. Som led i videnssamfundet, må skolen maksimere de evner, der skal bruges." For at kunne sælge viden må vi producere viden og skolens rolle i at sikre, at alle kan det, har fået større indflydelse. Kravene reflekteres i den moderne didaktik hvor selvforvaltning, boglige egenskaber og ansvaret for at kunne administrere det bare stiger. Og det er lige præcis, hvad børn med ADHD har endog meget svært ved klasse holder fem minutters pause i midten af første modul. Nogle går ud, andre bliver på deres pladser. En diskant udgave af AC/DCs "Highway ro Hell" fra en mobiltelefon rasler igennem lokalet, efterfulgt af en ligeså diskant udgave af teenageidolet Justin Bieber. I resten af modulet skal eleverne testes i teksten, som de har læst. Læreren skriver de forskellige kategorier op på tavlen med tilhørende point, og jeopardyquizzen mellem grupperne er igang. "Vi vil godt have spørgsmålet om arabere for 200." "Hvad var araberne særligt kendt for under det Islamiske Rige?" Gruppen konfererer, men de er ikke sikre. Spørgsmålet går videre til den næste gruppe, hvor svaret falder prompte: "Lægekunst og videnskab." "Rigtigt." "Arabere 500." "Hvorfor kom 1001 Nats Eventyr til verden?" Det egoistiske samfund Morten Dige er Lektor og Ph.d. ved Institut for Filosofi ved Aarhus Universitet. Ifølge ham er skolens udvikling udtryk for en generel samfundstendens. "Tidligere havde vi en fælles forestilling om, hvad vi ville med samfundet og dets institutioner, og den forestilling var kollektiv. Vi havde en fælles forestilling om, hvordan det ideelle samfund så ud - 'målet' var fælles. I dag er målet individuelt. Der er ikke noget fælles projekt længere. Vi orienterer os ud fra

4 individet, frem for fællesskabet," siger Morten Dige. Et eksempel kunne i følge Morten Dige være skolen. Tidligere havde den et kollektivistisk formål, nemlig at uddanne elever til at blive gode borgere i et demokratisk samfund. I dag er det meget mere individualiseret. "Det fælles ideal om gode demokratiske borgere er blevet udvandet. I dag skal skolen opdyrke kompetencer i den enkelte elev. Skolen skal ikke længere uddanne gode borgere men i langt højere grad give mulighed for at optimere den enkelte elevs potentiale," siger Morten Dige. Vores mål bliver individuelt funderet. Ikke bare i skolen, men også alle andre fællesskab. Et andet eksempel kunne være sundhedsvæsnet, pointerer Morten Dige. Fra at have et sundhedsvæsen der skulle fjerne sygdom, fordi det står i vejen for et godt liv, skal sundhedsvæsnet i dag yde den enkelte borger maksimal service - gøre livet for den enkelte så godt som muligt. Det ses blandt andet ved opprioriteringen af kosmetiske operationer. Det senmoderne samfund, funderet af den engelske sociolog Anthony Giddens, karakteriseres netop ved en opløsning af de klassiske strukturer og fællesskaber, fordi vi har mere frihed end nogensinde før. I følge Giddens medvirker det til en stærk individualisering, der karakteriserer det senmoderne samfund. "Individualiseringen er som udgangspunkt en flot normativ forestilling. Bagsiden er, at vi bliver reduceret til enkelte subjekter, der står meget alene med vores problemer," siger Morten Dige. "Sideløbende med det har vi udviklet et samfund, hvor boglig uddannelse og viden er essentielt," siger han "Hvor det for 50 år siden var en mulighed at gå ud af skolen efter 7. klasse, få sig en læreplads og 'tage den derfra' kan man i dag ikke klare sig uden uddannelse," siger Morten Dige. Udviklingen er kommet i takt med, at den globaliserede verden har gjort det umuligt at leve udelukkende af vores hænder. I dag er Danmark ikke et industrisamfund men et videnssamfund, og det er ikke nok at have hænderne rigtigt skruet på. Der er en stærk forventning om, at man skal tage en uddannelse det nyeste eksempel er regeringens nye mål om, at 95 % af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. For erhvervslivet efterspørger højt uddannet arbejdskraft. Med individet i fokus stiller samfundet højere krav til borgernes evner til at være bogligt stærke. "Det ændrer fuldstændigt på skolens rolle i en senmoderne retning, hvor de individuelle præstationer kommer i centrum," forklarer Morten Dige. Opprioriteringen af de værdier afspejles i skolen, eksempelvis med ambitioner om verdens bedste folkeskole ud fra et fagligt perspektiv. Det boglige aspekt i alle uddannelser bliver opjusteret. Eksempelvis er der igennem de seneste år blevet gennemført en akademisering af de mellemlange uddannelser og erhvervsuddannelser. Kombineret med faldet i ufaglærte jobs, bliver det grundlæggende at kunne gå i skole og tage imod boglig læring. "Fokus på det boglige og diskursen om individuelle præstationer resulterer i en bestemt arbejdsform, og det er ikke alle, der er lige gearede til det," siger Morten Dige.

5 Kombinationen af at vi bliver mere individuelt orienterede, og at der samtidig stilles større krav til vores boglige evner, kan lede til uheldige konsekvenser, mener han. "Man kan overveje, om man på den måde ufrivilligt kommer til at afskære nogle fra at være succesfulde i vores samfund, fordi de ikke kan varetage den boglige indlæring, samfundet kræver," siger Morten Dige. I andet modul skal klassen først have dansk. For tiden arbejder de på deres projekter, der skal afleveres om halvanden uge. Modulet starter med, at læreren sikrer, at alle er på rette vej. Nogle er stort set færdige, andre er stadig ved at finde et passende emne. Spektret for emner er bredt. Lige fra motocross og designersko til græsk mytologi og Osama Bin Laden. Eleverne henter hver en bærbar computer fra skolens computerskab og spreder sig i mindre grupper eller alene rundt omkring i fællesarealets sofaer eller læsehuler, hvor de arbejder selvstændigt resten af timen. Hurtigt kommer der høretelefoner i. "Hvis I bliver i tvivl om noget, og jeg ikke er i nærheden, så husk at I kan spørge hinanden", minder læreren eleverne på, før de går ud af døren. Derefter skal klassen have engelsk. Igen samles de i klasseværelset, hvor der bliver udstukket en opgave der skal løses i par. Her er eleverne sammensat efter deres faglige niveau, ligesom de også er det ved deres borde. Først skal de gennemlæse en dialog fra en film, de har set tidligere og oversætte dialogen for læreren. Derefter får de niveauindelte opgaver udleveret. Igen forgår det ved, at læreren er i klassen, og elverne placerer sig, som de vil rundt omkring i fællesarealerne og vender tilbage til læreren efter behov. "Okay, hvad betyder 'barge in'? "... at komme brasende?" "Godt gættet." "Det var ikke noget gæt!" De selvstændige opgaver tager også udgangspunkt i filmen. Men sværhedsgraden af opgaverne afhænger af elevernes niveau. Der er ikke nogen opfølgning på opgaverne, der skal ikke afleveres noget skriftligt, og man bliver ikke hørt i opgaverne. De skriftlige lektier i engelsk bliver givet en måned i forvejen, og så skal eleverne selv løse det i deres fritid og aflevere et vist antal færdige sider en gang om måneden. "Her er en rebus. Den er ret svær, men prøv alligevel. Værsgo. Gå ud og arbejd!" Uro eller handicap Med det individuelle fokus bliver der stillet nye krav til børnenes evner. Blandt andet om at kunne styre deres koncentration, arbejde individuelt og med egne præstationer. Når kravene stiger, bliver det også sværere at have problemer med netop de ting. For det er selvsagt ikke alle, der har lige store styrker og kan leve op til de krav. Her er samfundets krav ikke uden betydning for stigningen i ADHD. Man kunne tro, at ADHD er en statisk størrelse, men det er ikke tilfældet. Diagnosen ændrer sig i forhold til, hvad samfundet opfatter som uro. Man kan ikke 'se' ADHD, da det er en psykisk lidelse, og man kan ikke tage en blodprøve, spytprøve eller lignende der kan afsløre ADHD. Når en psykiater skal vurdere, om her er tale om uro eller om ADHD, baseres det som sagt på en række rating-skalaer, observationer og en vurdering af om barnet er så uroligt og ukoncentreret, at her er tale om et handicap. "Man taler om hvorvidt her er tale om en impairment (eng. 'forringelse' red.) af barnets potentiale. Hvis man vurderer, at barnet ikke kan opnå sit potentiale, er der tale

6 om ADHD," siger Jakob Ørnberg, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov. I sidste ende er det psykiaterens job at vurdere om graden af hyperaktivitet, ukoncentrerethed og impulsivitet er et handicap for barnet, fortæller Morten Ørnberg. En subjektiv vurdering der påvirkes af, hvilke normer der er i samfundet "Opmærksomhedsgenerering er en meget vigtig egenskab at have i dag, og det bliver sværere ikke at kunne," siger Jakob Ørnberg. "Jeg plejer at sige til min ADHD-patienter, at de nok ikke skal gå ud og blive flyledere i Kastrup Lufthavn, men det er lige præcis flyleder-typen, der er samfundsidealet." På Nr. Broby Skole har en elev problemer med at koncentrere sig I et samfund hvor der stilles stadigt større krav til børns koncentrationsevne, arbejdshukommelse og individuelle præstationer, skiller man sig ud, hvis man er svagt anlagt indenfor de områder. Og så bliver ens potentiale sværere at opnå, og dermed vokser muligheden for at få diagnosen. "Selvom vi ved, at ADHD skyldes en ubalance i hjernen, scanner vi ikke for at diagnosticere ADHD. Det giver ikke mening at sige, at der er en grænse for, hvornår det er et handicap ud fra en scanning. Hvornår det er et handicap - hvornår det er sygeligt eller afvigende - er noget samfundet afgør," siger Jakob Ørnberg. Man kan sammenligne det med grænsen for at tage præventiv medicin mod for højt blodtryk. Hvor den grænse ligger, er noget samfundet bestemmer, for lægevidenskaben kan ikke svare på, hvornår man skal begynde at se blodtryk som en sygdom. Og hvor grænsen er, for at manglende koncentration eller urolighed er et handicap er også noget, vi afgør ud fra de forventninger, vi stiller til hinanden, og hvad vi opfatter som normalt. Når samfundet kræver mere koncentration, vil antallet af børn, hvor manglen på koncentration er en hæmmer for deres potentiale stige. Det vil blive en "impairment" for flere, fordi der skal mere og mere koncentration til for at blive en succes "Jeg tror jeg har DAMP i dag. Kan man godt have delvis DAMP nogle gange?" "Sådan er alle dage i 6. klasse," svarer læreren uden at se op. Det er blevet frokostpause. På skolen er der madordning i dag med en blanding af ciabatta og ribbenssandwich. Imens der spises tænder nogle drenge for klassens smartboard og sætter musik på fra Youtube. To piger taler om deres videre færd i uddannelsessystemet. "Jeg vil lære tysk, fransk og spansk." Den anden pige ser mistroisk på hende. "Du er overambitiøs." Den første pige forklarer, at hun ikke er overambitøs men bare ikke kan finde ud af tal. Derfor vil hun hellere noget mere sprogligt. "Jeg kan ikke holde alle de tal ud... det er også derfor, jeg læser så meget avis. Men min mor siger, at de fag først kommer på handelsskolen. Så gør jeg det bare der." Et samfundsskabt privat problem Selvom samfundets udvikling har en indflydelse på forekomsten af ADHD, er det ikke den måde, man anskuer problemet på. Man benytter sig i stigende grad af forsimplede forklaringsmodeller, mener Søren Hertz, børne- og ungdomspsykiater, foredragsholder og forfatter. "Man bruger en meget individuel forståelsesramme, når vi ser på urolighed og ADHD. Alt andet lige er det meget forståeligt.

7 I vores tid er ting så komplekse, at vi gerne vil have enkle forklaringer. Men når vi taler om årsager til ADHD, findes der ingen enkle forklaringer," siger Søren Hertz. "Vi kommer til at se ADHD som noget der ligger inde i barnet sådan er barnet bare født. Ved at gøre det, misser man vigtige pointer. I stedet behandler vi kun toppen af isbjerget, og opgaven er langt større end at behandle nogle børn. Det børnene inviterer os til er at se på, hvordan vi får skabt mere oplevelse af fællesskab og mere ro i samfundet, mere delt opmærksomhed" siger Søren Hertz. Der er store risici ved at sætte samfundsmæssige problemer ind i en individuel forståelsesramme, mener han. "Biologi er en del af en helhed, og de biologiske og genetiske forklaringer er alt for forenklede. Det er problematisk udelukkende at placere problemet inde i børnene, for så giver man de biologiske faktorer skylden for, at barnet ikke passer ind. Så nærmer vi os noget der ligner Fagre Nye Verden, hvor vi medicinerer de, der ikke passer ind, indtil de gør. Risikoen er, at vi ender med amerikanske tilstande, hvor langt flere børn og unge er på præstationsfremmende stoffer," siger Søren Hertz. Den individuelle forståelse af ADHD gør det muligt for alle i barnets omgangskreds at fralægge sig skylden for, at barnet har svært ved at klare sig. Tidligere var det set som forældrenes skyld, hvis deres barn ikke opførte sig passende, fordi opdragelsen var slået fejl. I dag er det hjernens skyld, hvis der er noget galt. Med diagnosen kan forældrene frikende sig selv fra at have opdraget et uregerligt barn, og barnets lærere kan frikende sig selv fra at være dårlige lærere, som ikke kan undervise eller håndtere barnet. Oven i det kan der være et økonomisk incitament, da der er mulighed for at få ekstra ressourcer af kommunen. Til gavn for både for familien og for skolen. Men vores lyst til enkle forklaringer er ikke nem at ændre ved. Et svensk studie fra 2003 viste, at så snart en diagnose blev nævnt i forbindelse med et ukoncentreret barn, holdt man op med at overveje andre årsager til uroligheden - eksempelvis miljø eller samspillet omkring barnet. Diagnosen blev forklaringen. Den nemme forklaring. De forenklede forklaringer med individet i fokus er en konsekvens af det senmoderne samfund. Med så meget fokus på den individuelle ramme er der også kun en at tilskrive skylden, hvis noget går galt. "Hvis man ikke kan leve op til forventninger i det senmoderne samfund, bliver man marginaliseret, med de problemer der medfølger eksempelvis kriminalitet, hvor ADHD i øvrigt også er overrepræsenteret," siger Morten Dige, lektor på Filosofisk Institut ved Aarhus Universitet. "Med nutidens trend individualiseres problemer, og det gør ansvaret for problemet også. I bedste senmoderne ånd siger vi, 'her er et problem, det må du selv gøre noget ved', frem for at sige 'det er et fælles problem, det må vi finde en fælles løsning på.'" "Det kommer blandt andet til udtryk ved, at vi forstår ADHD som en dysfunktion i det enkelte individ. Med senmoderne øjne må ADHD forstås på den måde", siger Morten Dige og henviser til en lignende diskussion indenfor strafferet. I mange år har man diskuteret, om der findes et gen, der gør folk kriminelle, eller om der er tale om ydre omstændigheder - om situationelle eller samfundsmæssige faktorer. Kort sagt om det er situationen, der gør folk kriminelle, eller om det er folk, der gør situationen kriminel.

8 "Der ikke er tale om enten eller, men om både og. Alle kan bringes til at blive mordere under tilpas uheldige omstændigheder, og om folk agerer på en ADHD-agtig måde er i høj grad afhængig af situationen," forklarer Morten Dige. "Ved at bruge den individuelle forklaringsmodel individualiseres behandlingen. I den forbindelse er det jo interessant, at brugen af medicin er eksploderet," siger Morten Dige. "For det er nok ikke en epidemi i traditionel forstand. At flere har sværere ved at gennemføre det, der i vores samfund forstås som en succesfuld dannelse er måske snarere udtryk for, at vores succeskriterier er for snævre at vi stiller meget høje krav," mener Morten Dige. Det etiske dilemma Kravene til vores evne til at tage imod læring stiger. Mindre grader af uro kan blive til et handicap. Samtidig anskuer vi i højere grad problemer ud fra en individuel forståelsesramme, og dermed ser vi mindre på de samfundsmæssige forklaringer eksempelvis den senmoderne retning i vores samfund. Tilbage står spørgsmålet om, hvornår vi begynder at stille spørgsmål til samfundets krav til os? Hvornår holder vi op med at ændre på vores normalitetsbegreb? Er vi simpelthen ude i en socialdarwinistisk spiral, hvor mennesker med mindre koncentrationsevne bliver fravalgt? "Jeg synes, det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved samfundet og at have denne diskussion," siger Jakob Ørnberg, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov. "Men patienterne skal ikke bøde for det, a la 'du skal ikke have behandling, for det er samfundet vi skal lave om på'. Som psykiater skal man se på det enkelte menneske, der står foran dig for at hjælpe det til at fungere her og nu. Alt andet er uetisk," siger Jakob Ørnberg. I 6. klasse er dagen ved at være forbi. Efter dagens sidste modul en "klasses time" i læsehulen hvor der blev vist film er de fleste trukket ud af skolen og videre til diverse fritidsaktivitet eller hjem. Det er dog ikke alle, der forlader skolen. I dag er der lektiecafe efter den almindelige undervisning. Her kan eleverne komme for at få hjælp til hjemmearbejde, projekter eller bare almindelige opgaver de ikke fik løst i skoletiden. De bliver spurgt af læreren, hvad de skal lave, går igang og spørger efter hjælp hvis det er nødvendigt. En slags frivillig fortsættelse af skoledagens aktiviteter. Nogle elever sidder med computere og arbejder videre på projektet fra tidligere. Andre sidder med diverse skrivehæfter eller opgavebøger. Der er te på bordet og også en pakke kiks der skal være en bonus at hente, hvis man lægger sig ekstra i selen. Og det gør de. Eleverne der er mødt op til den frivillige lektiecafe arbejder hårdt og koncentreret. Der bliver ikke småsnakket med sidemanden øjnene bliver dårligt løftet fra bogen. "Hvordan staver man til square?" Cafeen er ovre efter en time. Eleverne pakker deres ting sammen og forlader stille og roligt lokalet igen. Der er arbejdet koncentreret, og der er en hvis glæde ved at kunne stoppe for i dag. Dog ikke før der er ryddet op. Der er nogle ting, der aldrig forandrer sig ved folkeskolen.