Udsatte børn og unge Samfundets udgifter til anbragte børn

Transkript

1 NOTAT Udsatte børn og unge Samfundets udgifter til anbragte børn Udarbejdet af LOS, januar 2010 Samfundets udgifter til gruppen af udsatte børn og unge har i stigende grad været i fokus gennem de seneste. I særlig grad har der været fokus på udgifterne forbundet med anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Det skyldes, at der generelt er en stigende erkendelse af, at det er nødvendigt, at der gøres noget for disse børn og unge, hvis ikke vort samfund stiltiende skal se til, at der genereres en fremtidig tabergruppe. Men også - og måske især - fordi udmeldinger fra kommunerne og opgørelser fra Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet har indikeret, at udgifterne på området er løbet løbsk, og at samfundet i disse oplever en udgiftseksplosion, som gør det nødvendigt at sætte bremsen i og finde de skyldige. Både økonomien og nødvendigheden er naturligvis afgørende elementer for disse børn og unge. Men det er også to meget modsatrettede elementer, og vi kan i dag i stigende grad registrere, at det er budskaberne om, at vi er udsat for en udgiftseksplosion, der sætter dagsordenen. URIMELIG OG SKADELIG KONKLUSION Der er imidlertid en række objektive, statistiske kendsgerninger, som dokumenterer, at netop den dagsorden ikke har hold i virkeligheden. Slet ikke, n det drejer sig om anbringelser. Derfor bliver det en både urimelig og skadelig dagsorden for den indsats, som de fleste er enige om er nødvendig overfor de udsatte børn og unge. Det er ikke forkert, n det fremhæves, at udgiften til anbringelser i perioden totalt set er steget. Det skyldes, at vi i øjeblikket har nogle særligt store gange i de aldersgrupper, hvor anbringelser er mest nødvendige. Men indregner man de faktuelle og statistiske kendsgerninger er resultatet, at der reelt er tale om et fald i udgifterne til anbringelser. Altså det stik modsatte af, hvad meldingerne fra Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet indikerer.

2 DE STATISTISKE KENDSGERNINGER Det er en kendsgerning, at antallet af anbringelser af børn og unge stiger med alderen. Nedenfor ses et skema, der viser, hvordan anbringelserne fordeler sig fordelt på forskellige aldersgrupper. Det ses klart, at det er blandt de ige og især blandt de ige, anbringelserne er mest udbredte. Aldersgruppe Anbringelsesprocent af samtlige i aldersgruppen 0-4 0,31% 5-9 0,68% ,39% ,83% ,00% Netop denne fordeling spiller en afgørende rolle, n man skal vurdere det reelle udgiftsniveau for de anbragte børn. LOS, Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud, gjorde for ni siden - i opmærksom på, at der netop i de, vi nu befinder os i, vil være en overvægt af ige i forhold til det gennemsnitlige antal børn og unge. Det skyldes, at fødselstallet gennem tiden har varieret markant. I 1984 var der nyfødte i Danmark. Men dette tal steg - og toppede - i 1996 med nyfødte. De seneste fem har antallet af nyfødte ligget omkring Det høje antal nyfødte i 1996, nemlig , er børn, der i dag udgør gruppen af ige, hvor anbringelsesprocenten jvf. ovenstående skema er på 1,39 procent. Vi vil derfor også i de kommende se en meget stor gruppe af ige påvirke udgiftsniveauet for anbringelser, da anbringelsesprocenten for denne aldersgruppe jvf. skemaet er endnu højere, nemlig 1,83. Det er således kun naturligt, at samfundets udgifter i forbindelse med anbringelser er steget i faktiske tal. Set i relation til befolkningsudviklingen, men fordelt på aldersgrupper, er der imidlertid ikke tale om en stigning i udgifterne til anbringelser, der modsvarer, hvad udgifterne skulle være steget til, hvis der var tale om konkrete udgiftsstigninger. Tværtimod vil man se, at der er tale om et fald i udgifterne til anbragte børn. De forudsigelser, som LOS gjorde opmærksom på i 2001, viste sig at holde stik. I figuren herunder, baseret på Danmarks Statistik, ses det klart, at der i disse som forudset er blevet den pukkel af unge ige.

3 I alt Tabel 1. Befolkningsudvikling 0 22-ige, sat til index 100 Kilde, Danmarks Statistik Figuren fortæller, at vi i disse ikke blot har relativt mange børn og unge i vort samfund. Den fortæller også med al tydelighed, at vi netop i disse har en overvægt af børn og unge, hvor anbringelsesprocenten er særlig høj. Af skemaet fremg således, at der i 2009 er en stigning blandt de ige på 19 procent, blandt de ige på 26 procent og blandt de ige på 15 procent, mens den gennemsnitlige stigning i antallet af børn og unge kun er på 5 procent. Der er altså ikke alene et stigende antal børn og unge. Det er i denne sammenhæng nok så væsentligt, at det især drejer sig om en stigning i antallet af børn og unge over 12. Modsat ses det, at dette billede vil ændre sig, n de store gange fra midten af 1990 erne vokser op. Udgifterne til anbringelser vil således kunne forudses at blive direkte faldende i ene efter 2014, også de faktiske udgifter. Alene fordi fordelingen af aldersgrupperne ændrer sig markant.

4 VIRKELIGHEDEN ER ET FALD I UDGIFTERNE De officielle indikationer af en stigning i udgifterne på anbringelsesområdet er således ikke udtryk for en reel stigning. Indregner man de demografiske kendsgerninger i opgørelserne, der alle er baseret på tallene fra Danmarks Statistik, er der reelt tale om et fald i udgifterne til anbringelser på 0,4 procent. Det ser ikke ud til, at Kommunernes Landsforening og Finansministeriet har taget højde for de demografiske kendsgerninger, n der signaleres eksplosion i udgifterne til udsatte børn og unge. At Finansministeriet er klar over, at der er risiko for at der bliver et skævt billede af det faktiske udgiftsniveau indikeres da også af publikationen, Det specialiserede socialområde - redskaber til styring og prioritering fra juni 2009, hvor ministeriet skriver: Det fremg, at udviklingen i udgifterne pr ig generelt er lavere end udviklingen i de samlede udgifter til området. Det indikerer, at udgiftsudviklingen på området for udsatte børn og unge blandt andet skal ses i lyset af et stigende antal 0-22-ige. Der ses samtidig en klar tendens til stigende udgifter pr ig til forebyggende foranstaltninger, mens udviklingen i udgifterne til anbringelser pr ig er mere afdæmpet. Finansministeriet peger netop i disse linier på den kendsgerning, at der politisk er et stigende ønske om og forståelse af vigtigheden for at øge indsatsen på det forebyggende arbejde, n det gælder børn og unge. På denne baggrund er det naturligvis særlig problematisk, at der fejlagtigt indikeres en eksplosion i udgifterne til anbringelser. MISINFORMATIONEN KAN OGSÅ BLIVE EKSPLOSIV Billedet - set ud fra de udsatte børn og unges situation - kan tilmed risikere at være endnu mere negativt. Man kan nemlig have sin tvivl om, hvorvidt de statistiske kendsgerninger, der siger, at der netop nu er særlig mange børn og unge, som kan have behov for anbringelser, er indregnet i de budgetter, som kommunerne har lagt for i og de nærmest kommende. Hvis ikke, der i disse budgetter er taget højde for den aldersmæssige sammensætning af børn og unge i disse, vil eksplosionen kun blive endnu voldsommere i de nærmest kommende. Dermed vil skævheden i informationerne om, hvad der er virkeligheden, n det gælder samfundets indsats overfor udsatte børn og unge, blive endnu mere markant. Det skal understreges, at konklusionerne i dette notat er baseret på de officielle opgørelser frem til Der foreligger endnu ikke statistiske tal for udviklingen i anbringelser og dermed for udgifterne til anbragte børn og unge i 2009, hverken fra Danmarks Statistik, Kommunernes Landsforening eller Finansministeriet.

5 På baggrund af ovenstående tabel om aldersfordelingen blandt børn og unge, er der ikke grund til at tro, at billedet af stigende udgifter på området generelt vil være væsentligt anderledes for en ajourført statistik for området. ØKONOMIEN MÅ IKKE VÆRE AFGØRENDE Da LOS i 2001 gjorde opmærksom på, at der netop i disse ville være en pukkel af ige, advarede foreningen samtidig mod, at samfundet lod sig skræmme af tallene. I det notat, LOS dengang udarbejdede, hed det således: Den største udfordring for de ansvarlige myndigheder i løsningen af denne store og vigtige opgave bliver, at man ikke lader økonomien være styrende i forhold til hvilke børn og unge man vil gå ind og hjælpe og på hvilken måde man vil hjælpe dem. Sporene fra tidligere tiders forsøg på at styre udgifterne ved hjælp af ideologier som hjemme bedst skræmmer. Den måde, de faktiske tal i dag i dag videreformidles på af de relevante myndigheder, efterlader oplevelsen af, at det offentlige i høj grad lader økonomien være styrende i forhold til hvilke børn, man vil gå ind og hjælpe, og på hvilken måde, man vil hjælpe dem. Er det korrekt, vil det være i direkte modstrid med lovgivningen. LOS, Januar 2010 Geert Jørgensen