Tid, timing og personlighed

Transkript

1 Tid, timing og personlighed TANKER& FORTÆLLINGER FRA ET ARBEJDSLIV BLANDT UDSATTE BØRN OG UNGE Af: Birger Mosholt Center for Ideudvikling Citater eller anden form for gengivelse af bogen, kun ifølge aftale med Birger Mosholt

2 Forord. Børn og unge skal føle sig værdsat og respekteret... Jeg ønsker med denne bog at sætte fokus på relationen - Det, som sker mellem den professionelle, børnene og de unge. Jeg tager udgangspunkt i den virkelighed, vi kender og ikke i den, vi kunne ønske os.. Det er et faktum, at et stort antal børn og unge ikke rigtigt føler, at livet er til for dem. De oplever hele tiden modstand og afvisninger og bliver dagligt bekræftet i, at ingen rigtig hverken tror på eller vil dem. Jeg fremhæver i bogen en række små historier, som er hentet fra hverdagen. Situationer hvor børn og unge med deres udsagn og reaktioner udtrykker, hvordan de oplever det, vi gør ved dem. Det er ikke hensigten at udstille eller nedgøre hverken enkelte fagpersoner eller faggrupper. Men det er nødvendigt, at vi lytter til børns og unges opfattelse af den professionelle indsats, og at vi tør spørge os selv om, hvordan vi egentlig virker på dem, som vi er sat til at hjælpe. Mange af de oplevelser, refleksioner og metoder, jeg henviser til, tager udgangspunkt i nogle meget banale hændelsesforløb. Det kan virke naivt og måske netop derfor provokerende at påstå, at vejen frem til løsningen af store sociale problemer starter med holdninger, værdier, attituder og personlighed. Men ikke desto mindre føler jeg mig overbevist om, at kvaliteten i den sociale indsats har en direkte sammenhæng med, om børnene og de unge føler sig set, værdsat og respekteret. Troværdigheden og balancen mellem det socialarbejderne siger, udstråler og gør er afgørende for om indsatsen virker. Der er brug for en offensiv pædagogisk udvikling, der giver disse børn og unge en oplevelse af at blive mødt som mennesker. Vi må derfor vove at forholde os til store og forpligtende spørgsmål - såsom: Hvad vil vi? Hvad og hvordan kan vi? Hvad betyder min personlige holdning og etik? Hvordan oplever børn og unge os? Og hvordan oplever de sig selv?. Birger Mosholt:

3 Pædagogisk arbejde er relationsarbejde Pædagogens væsentlige opgave er at hjælpe børn og unge med dels at finde ind til sig selv og dels at udvikle og etablere konstruktive, ligeværdige, bæredygtige og udviklende relationer til andre mennesker.. for på denne baggrund at skabe forudsætninger for det gode liv Kvaliteten i det konkrete pædagogiske arbejde er således først og fremmest funderet i relationen mellem hjælperen og den, som har hjælp behov. Igennem et udvalg af selvoplevede historier, diskussioner og de unges egne fortællinger dokumenterer Birger Mosholt netop vigtigheden af den bæredygtige relation. Bogens mere holdningsprægede og værdibaserede overvejelser formår samtidig at tydeliggøre nogle af de centrale dilemmaer, som skal håndteres i pædagogisk arbejde med udsatte børn og unge - Herunder: - I pædagogikken findes igen objektiv sandhed - En kvalificeret relation mellem pædagog og den unge er forudsætningen for, at begge kan udvikle sig som mennesker - Relationsarbejde handler om: - at være i øjenhøjde - at kende forskel på min og din model af verden - at kunne rumme den andens model af verden.uden af overtage. Pædagogens og socialarbejderen centrale udfordring er således til stadighed forankret i at skulle bruge sig selv som værktøj Den ene del af personligheden kan ikke tage fri.mens den anden er på arbejde Krav til relationsarbejde På overfladen kan relationsarbejde forekomme enklere end f.eks. tømrerarbejde, sygepleje eller lærerarbejde. Men i praksis fordres flere udfoldede mellemmenneskelige færdigheder, som kun kan erobres gennem livslang konfrontation med sig selv. (Det handler om selvrefleksion, træning, supervision personlig integritet, selvindsigt, selvtillid, indlevelsesevne og socialt overblik) Og så er relationen i øvrigt båret af gensidig respekt for hinanden.og især etableringen af den unges respekt for og tillid til pædagogen vil ofte (af pædagogen) - kunne opleves som en sej kamp mod talrige, tidligere svigt i den unges liv.og pædagogen må på forhånd indstille sig på, at kampen ikke vindes med ord men gennem konkrete og synlige handlinger, som hver for sig og tilsammen dokumenterer og overbeviser den unge om, at. Der måske alligevel er nogen, som vil mig.

4 Om bogens ærinde En fortsat udvikling af pædagogikken og kvaliteten af den samlede indsats i forhold til udsatte børn og unge bør til stadighed stimuleres gennem faglige indholdsdiskussioner mellem professionelle og gennem dialog og udveksling af erfaringer. Denne bog leverer endnu et bidrag til aflivning af myten om den isolerede teori, som kun har lidt at gøre med praksis. Det er netop baggrunden for at lade praktikeren og de unge selv komme til orde Ikke for at fortælle sandheden om pædagogisk arbejde men for at de kan fortælle os andre om virkelige og personligt oplevede sandheder om det konkrete pædagogisk arbejde med udsatte unge. Bogen repræsenterer således to indbyrdes forbundne universer (praktikerens og de unges) - som hver for sig og tilsammen tilstræber at inspirere og nuancere den fortsatte debat og videreudvikling på området. På denne baggrund tegnes der et præcist billede af den mangfoldighed af faglige udfordringer og konkrete personlige dilemmaer, som man konfronteres med i intensivt og engageret arbejde med børn og unge, der har brug for hjælp. Bogens primære ærinde bliver på denne baggrund at bidrage til refleksion og debat: Har jeg selv oplevet noget tilsvarende?.. Er jeg enig i synspunkterne og overvejelserne?.. Hvordan ville jeg have gjort..osv. Undervejs brydes historierne og de faglige overvejelser af en række udvalgte digte, citater og små anekdoter om mellemmenneskelige relationer. Disse er gennem en menneskealder blevet udvalgt med omtanke og med stor omhu samlet sammen af Tage Notlev, som igennem hele sit liv har brugt samlingen som en slags rettesnor i sin stadige søgen efter det gode menneske Tage har, i forbindelse med sit arbejdsliv og i særdeleshed i kraft af et mangeårigt engageret foreningsarbejde, gennem ord og konkrete handlinger formået at udgøre en betydelig forskel for de mange mennesker, som har været heldige at møde netop ham på tidspunkter, hvor de havde brug for hjælp.. Tage fylder 80 år i august og er i øvrigt ikke uddannet pædagog. Bogen retter sig først og fremmest til det kollegiale niveau: Pædagogen, læreren, sundhedsplejersken og socialrådgiveren, men vil også med udbytte kunne læses af beslutningstagere i den offentlige sektor. Endelig vil bogen være velegnet som undervisningsmateriale ved seminarier, sociale højskoler, efter - & videreuddannelser, kurser, konferencer mv. Uanset profession vil bogen også kunne give stof til eftertanke for forældre. NB.: Af hensyn til de unges og deres familiers integritet er personnavne i de enkelte historier blevet ændret. Carsten Thomsen, Center for Ideudvikling

5 Indledning Elskværdighed - Om den personlige relation som arbejdsredskab Ordet elskværdighed fik en ny og meget stor betydning for mig for omkring 15 år siden. Jeg havde selvfølgelig hørt ordet blive brugt tidligere i mit liv, men jeg havde aldrig før tænkt over, hvad det egentlig betød. Den dybere mening stod pludseligt klart for mig, da jeg en dag holdt døren for en ældre dame. Hun gav mig et smil og sagde tak for elskværdigheden. Jeg smagte lidt på ordet, og blev fyldt med positiv energi. At være elskværdig blev fra det øjeblik en ledetråd for min indsats som pædagog. Betydningen af, at man i alle mellemmenneskelige forhold bør bestræbe sig på at opføre sig elskværdigt, fik for mig en værdi som et nødvendigt supplement til den faglighed, de professionelle socialarbejdere tilegner sig via deres uddannelse. Den danske kultur er i overvejende grad styret af budskaber og holdninger fra de kristne grundregler, og et af de 10 bud er som bekendt, at man skal elske sin næste som sig selv. Ingen kan helt eksakt vide, hvad den dybere mening egentlig var med dette bud, men der kan vist ikke være tvivl om, at det handlede om den mellemmenneskelige respekt. Vi kan så sige - jeg elsker dig, jeg elsker mit arbejde, jeg elsker børn. Nogen gør det mere end andre, og nogen gør det alt for lidt. Men blot at sige jeg elsker, er en billig og uforpligtende løsning. Det er selvfølgeligt altid rart at høre, at man er elsket, men ord alene skaber ikke forvandling, det gør kun handling. For at være elskværdig er man altså tvunget til at forholde sig til, hvordan man opfører sig og virker på andre mennesker, og det, mener jeg, er det perfekte udgangspunkt for al social indsats. Selv en statsminister har brug for at blive holdt af Mennesker er underlagt nogle helt fundamentale behov. Uanset om man er Statsminister, professionel fodboldspiller, bistandsklient, født i Skagen eller i Libanon, barn ung eller gammel har vi mennesker brug for, at blive holdt af at blive passet på - og at nogen har brug for os. Kommer vi i underskud på bare et af de 3 områder, er der risiko for, at vores liv begynder at skride.

6 For børn kan det have betydning for resten af deres liv, hvis deres opvækst har givet dem en følelse af, at der ikke er sikkerhed for at nogen holder af, passer på og har brug for. Børns selvopfattelse, dannelse og forhold til livet og andre mennesker er direkte afhængig af en basal følelse af sikkerhed. Børn har som udgangspunkt brug for en betingelsesløs kærlighed. Børn skal vide at uanset, hvad de laver, og hvad de kommer ud for, er der voksne, som vil tage sig af og beskytte og som er i stand til at tilgive. Det betyder ikke, at man undervejs skal undlade at stille krav. For det er netop kravene, som er med til at give et signal om, at jeg/vi har brug for dig og forventer os noget af dig. Men det er desværre alt for tit, at der kun stilles krav. Kærligheden og trygheden er fundamentet for opdragelsen og de krav, der skal til for at et barn kan udvikle et positiv selvværd og evner til at kunne fungere i et socialt netværk. Det er på den baggrund både asocialt og katastrofalt, at vi i et af verdens rigeste lande er så dårlige til at hjælpe børn og unge med følelsesmæssige problemer. Jeg har igennem mit virke som pædagog i mere end 25 år mødt mange eksempler på børn og unge, der aldrig har mærket kærlighed og tryghed, men som hele tiden føler, at det professionelle netværk straffer i stedet for at hjælpe. Denne tendens er desværre blevet forstærket gennem de sidste 10 år. Der er ganske vist nogle holdningsændringer på vej i særdeleshed blandt de studerende på pædagogseminarierne men alligevel er det meget vanskeligt at komme igennem i medierne og på det politiske niveau. Det er som om at synspunkter, der handler om kærlighed og livskvalitet, er for banale og derfor hele tiden overskygges af en politisk korrekthed, der kræver konsekvens og direkte målelige resultater. Kontrasten mellem den hårde overflade og den bløde sjæl Jeg har i flere forskellige sammenhænge arbejdet med nogle af de mest socialt belastede børn og unge. Nogle af dem har - på grund af underskud på alle de fundamentale behov - udviklet en negativ selvopfattelse og en destruktiv adfærd. Det, som til stadighed både skræmmer mig og beriger mig, er den store kontrast, der er mellem den måde de unge opfattes på og det, de unge føler indeni. Det er klart, at den hårde attitude og ofte voldelige optræden til en vis grad retfærdiggør, at offentligheden definerer disse unge som voldsmonstre uden for pædagogisk rækkevidde. Men det må være lige så klart, at vi med den

7 viden, vi har i dag, må forsøge at hjælpe de unge ud af deres usikkerhed. Der skal i hvert enkelt tilfælde iværksættes en proces, der kan sikre, at den unge føler sig værdsat og tryg og udvikler et positivt selvværd. Kontrasten mellem den hårde overflade og den blødende sjæl betyder desværre, at debatten og løsningsmodellerne i stor udstrækning tager udgangspunkt i symptomerne... Når unge opfører sig voldeligt og hærger et lokalsamfund, kræver borgerne og politikerne øjeblikkelige sanktioner. De unge skal mærke, at samfundet ikke accepterer deres adfærd, og konsekvenserne er, at de unge både i ord og handling stødes endnu længere væk fra det sociale netværk, der for alvor kunne ændre på deres selvopfattelse og adfærd. Paradokset er så, at man skal være i stand til at opbygge en tæt og gensidig forpligtende relation til disse unge, før man bliver lukket ind i de lag af følelser, som både rummer problemerne og løsningerne. Kun de voksne, som er nærværende, vedholdende og ikke fordømmende formår at opdage, at der bag hver eneste unge voldsmonster gemmer sig en skrøbelig sjæl, der skriger om hjælp og accept. Det er en vanskelig proces, der kræver faglighed, etik og stærke personligheder men jeg oplever, at det største problem i virkeligheden er den skepsis og modstand, der bygger på følelser og holdninger om, hvorvidt man belønner voldelig adfærd, hvis man forsøger at hjælpe de unge med deres problemer. Hvem har i grunden ansvaret. Når ansvaret nu er så forbandet svært at håndtere? Rundt omkring i hele landet er der hver eneste dag socialarbejdere i traditionelle skoler og institutioner og i særlige oprettede projekter, som hjælper socialt belastede og udstødte børn og unge. Hver eneste dag bliver der skabt dokumentation for, at ingen børn og unge er uden for pædagogisk rækkevidde. Det er kun et spørgsmål om tid/vedholdenhed, timing og personlighed. På trods af forskning, metodeudvikling og socialpædagogisk praksis handler stort set al formidling om at gøre de børn og unge, der har problemer, til selve problemet. Mange af de voksne forholder sig defensivt til problemerne. Politikerne kræver hårdere straffe og sanktionsmuligheder for at overbevise vælgerne om, at vi vil ikke finde os i det mere. Fagfolkene melder deres afmagt ud og taler om forældrenes ansvar og den nye børnekarakter. I

8 praksis betyder det alt for ofte, at børn og unge med følelsesmæssige problemer oplever, at selv det professionelle netværk er med til at forstærke følelsen af, at være umulig og uønsket. Det er uetisk og asocialt altid at være i forsvarsposition, fordi børn, unge og forældre på den måde bliver defineret som modstandere frem for samarbejdspartnere. Der stilles store krav til den professionelle indsats men kravene og problemerne bliver ikke mindre, hvis ingen tør, vil eller kan forholde sig til dem. Den defensive holdning, som mest handler om at placere ansvaret hos nogle andre, opleves af de børn og unge, der har problemer, som ligegyldighed. Der er derfor brug for en personlig, faglig, og politisk offensiv. Alle involverede parter må spørge sig selv: Hvad kan jeg/vi gøre for at blive bedre til at hjælpe disse børn og unge med deres problemer? Der bør sættes fokus på værdien i mødet mellem de professionelle og de børn og unge, som de er uddannet og ansat til at hjælpe. Det er af afgørende betydning for kvaliteten af den sociale indsats, at børn og unge i det daglige møde med de professionelle føler sig værdsatte - alternativt forstærkes deres mindreværd blot yderligere. Fortællingen om Blæksprutten Vi startede det socialpædagogiske gadeprojekt Blæksprutten i I første omgang var opgaven, at skabe ro i gaderne. Der var i Avedøre Stationsby på det tidspunkt, lige som der er i så mange andre boligområder rundt i landet, en del hærværk, vold og ballade. Det var ungdomsgrupper, der førte sig destruktivt frem. Vi var 3 - en lærer, Tommy Petersen, en klubpædagog, Ahmet Demir, og jeg. Sammen med en bred baggrundsgruppe udviklede vi projektet. Vi besluttede os for at lave en offensiv direkte rettet mod de unge. Give dem nogle klare signaler om, at vi nu havde lavet et sted for dem.. Overbevise dem om, at vi var nogle voksne, som principielt gerne ville hjælpe dem med at få et bedre liv. Men samtidigt fastholde, at det krav, vi havde for at kunne hjælpe, var meget enkelt. Det handlede om, at de skulle være indstillede på at lære at fungere sammen med andre mennesker.. Vores målgruppe var mest kendt for gentagne sammenstød og uoverensstemmelser med borgere og forskellige autoritetsfigurer. Det kunne være en ejendomsfunktionær, en skolelærer eller

9 nærpolitiet..det kunne være hvem som helst.der opstår nemt omkring de forskellige voksne nogle konflikter. Rødderne på gaden får så den opfattelse, at de voksne kun har det eneste formål, nemlig at gøre tilværelsen endnu mere kedelig for de unge. Det er isoleret set den oplevelse, de unge har. På den anden side står så borgerne og autoritetsfigurerne og ser denne ungdomsgruppe i lyset af, at det eneste, den har som mål, er at ødelægge tilværelsen for andre mennesker..simpelthen fordi den faktisk hærger området og gør livet surt for gud og hver mand. Om gensidig forpligtigelse i netværket Det var i dette spændingsfelt, vi startede Blæksprutten. Vi 3 medarbejdere i Blæksprutten tog fat om ungdomsgruppen, hvilket dog ikke havde kunnet lade sig gøre uden et netværk af beboerrådgivere, afdelingsbestyrelse, boligselskab, pædagoger, skolelærere, bibliotekspersonale og en masse lokale ildsjæle. Det er dette meget finmaskede netværk, som i virkeligheden er værktøjet.. Men for at man kan få den totale energi ud af netværket kræver det, at man arbejder meget med en proces, der tydeliggør respekten overfor hinandens roller. Det kan tage mange år at udvikle i praksis - ( men man kommer aldrig i gang medmindre, man tager beslutningen.!! ) Meget forenklet handler den første del af processen om at opbygge tillid og gensidig forpligtelse. Det kan være svært nok i sig selv, fordi disse unge ikke tror på noget eller nogen som helst. De er blevet svigtet utallige gange, og de har så mange negative oplevelser med voksne. De har kendt mange voksne, som har sagt at de gerne ville hjælpe, men alligevel er det hver gang endt med, at de unge er blevet forkastede. Vi prøvede at overbevise de unge om, at vi godt kunne forstå, de ind imellem blev vrede og kede af det, fordi de ikke fik den behandling, de synes, de havde fortjent. På den anden side ville vi ikke acceptere, at de rendte rundt og truede andre mennesker. Vi sagde til dem, at hvis de oplevede, at voksne behandlede dem dårligt, så skulle de komme til os. Vi ville så hele tiden hjælpe dem med at få forbedret deres image samtidig med at vi tog en snak med de mennesker, der bare så dem som en flok møgunger ( Det hjælper altid, når man lærer hinanden lidt bedre at kende)

10 Aftalen Vi gjorde det hele tiden klart for de unge, at vi ikke havde nogen grænse for, hvad vi ville gøre for at hjælpe dem. Vi ville hjælpe med alle slags problemer og gerne tage på skiture, teltlejre, spille fodbold og i det hele taget gøre hvad som helst sammen med dem. Men en betingelse var helt fundamental. Vi forlangte, at vi skulle kunne mærke på de unge, at de var indstillede på, at deres adfærd og holdning til andre mennesker skulle ændre sig i en positiv retning. Det vil sige at uanset, hvordan andre mennesker behandler dig, så gider jeg ikke høre mere om, at du har truet beboere i vores boligområde, at du råber efter ejendomsfunktionærerne eller giver nærpolitiet fingeren. Jeg gider overhovedet ikke acceptere, at du ryger ind i de der konfrontationer - for det forværrer bare dine problemer Parabolantennen med sendetilladelse og sendepligt Næste skridt var så, at vi i samråd med alle de lokale samarbejdspartnere satte en slags parabolantenne i gang. Parabolantennen skal forstås som et symbol for et fællesskab, der kan opfange alle signaler om hjælp og sende dem videre til den eller dem, der kan hjælpe. Men også sørge for at de gode historier og den positive udvikling bliver formidlet. Vi var meget heldige, fordi beboerrådgiver Jytte Lemche havde en formidabel evne til at skabe tillid og bygge broer, også i blandt de mennesker, der følte sig allermest truet af de unge. Det er nemlig noget af et kunststykke at få overbevist alle samarbejdspartnerne og i særdeleshed borgerne om, at når vi gør så meget for at hjælpe de unge med deres problemer, så gør vi det lige så meget for at beskytte alle de borgere, som godt selv kan finde ud at opføre sig ordentligt. Men der er ikke nogen vej uden om Vi er nødt til at vise de her unge, at der er plads til dem, og at der er voksne, som kan holde ud at være sammen med dem, og som gider at opdrage på dem. Ting tager tid, når holdninger skal brydes.tålmod er en dyd.

11 Det tog faktisk en del år at få vendt myterne. Det første der skete, da vi begyndte at spille fodbold, købe fine fodboldtrøjer, investere vores personlighed og tage på ture med rødderne, var en massiv modstand fra hele det lokale netværk. Repræsentanter fra Boligselskabet, Nærpolitiet og alle andre begyndte at reagere: Hvad er nu det for noget? Er det meningen at I skal belønne kriminalitet og destruktiv adfærd? Hvis de er kriminelle, laver hærværk og truer andre mennesker, så har de ikke fortjent at få nærkontakt med voksne. De har ikke fortjent at få gratis burgere og biografture.. De skal straffes, indtil de lærer at opføre sig ordentligt. Men forholdene har jo ændret sig til det bedre i Avedøre Stationsby. Hvis man bare ser på det rent statistiske, så er Avedøre i løbet af de sidste 5 år røget fra top til bund i kriminalitetsstatistikken. Avedøre har altid ligget i toppen som det område, hvor der blev begået mest kriminalitet. Nu ligger Avedøre i bunden, som det mindst kriminelle område i hele politikredsen. Men endnu bedre end statistikker er det, hvis man går ud og spørger de almindelige borgere - både voksne, børn, unge og samarbejdspartnere. Der er helt klart sket en holdningsændring. De fleste føler nu, at det hele går meget bedre. Det er meget sjældent, at der er voldsomme konflikter, og det er lang tid siden, jeg har hørt om overfald. Det er i det hele taget lang tid siden, jeg har hørt om nogen, som er bange. Alle er blevet mere trygge. Vi har via et langt sejt træk fået overbevist borgerne om, at man ikke behøver at gå rundt og være bange. Sker der noget skal der reageres, og jeg har mange konkrete eksempler på, hvordan vi er gået ind og har løst op for nogle konflikter og spændinger mellem unge og voksne borgere i lokalsamfundet også mellem folk, som har forskellige arbejdsbetingelser. Det har været medvirkende til, at der i dag er et meget bedre socialt miljø. Efterhånden har vi som socialarbejdere mødt større forståelse og respekt fra boligselskabet og alle de andre repræsentanter fra det professionelle netværk. Man har erkendt, at indsatsen virker. Om at turde tage scenen og bruge tid på at være synlig i landskabet Vi har været dygtige og heldige i Avedøre Stationsby til at bruge medierne og dermed også få lidt politisk gennemslagskraft. Det har ind imellem været surt arbejde at skulle bruge tid på at retfærdiggøre denne her form for pædagogisk praksis og nødvendigheden af det totale samarbejde, som efter vores bedste overbevisning er den eneste måde at løse de her problemer på.

12 Jeg har igennem de sidste 5 6 år deltaget i forskellige arbejdsgrupper i Socialministeriet, og ind imellem er jeg blevet kaldt ind som konsulent og rådgiver, når der skulle drøftes konkrete hændelser og nye tiltag. Men det har været og er stadig en sej proces at formidle metoder og få befolkningen og medierne til at tro på, at det godt kan lade sig gøre at løse op for problemerne. Jeg har skrevet og rendt medierne og de faglige organisationer på dørene omkring de modeller og metoder, som vi sammen har udviklet i Avedøre Stationsby - Ikke fordi vi har behov for at profilere os selv - men fordi vi finder det utroligt vigtigt, at der også en gang imellem formidles nogle gode eksempler..for at dæmme op for den afmagt og frygt, som bliver et mere og mere fremherskende karaktertræk i befolkningen. Vi må aldrig give op... Det er nødvendigt, at der skabes en bredere bevidsthed om, at hvis vi for alvor vil løse de her problemer, så er vi faktisk nødt til at forbedre de truede og socialt udstødte børn og unges livskvalitet. Det, vi gør, er at give dem oplevelser, nærhed og reelt livsindhold. Det næste, vi gør, er, at vi fastholder dem og lærer dem, at det ikke er alle voksne, som smider dem ud eller vender dem ryggen, hvis der er noget de ikke kan klare. Vi masserer noget positiv energi ind i de unge og overbeviser dem om, at vi er voksne, som er stærke nok til at holde ud at være sammen med dem. Vi overbeviser dem om, at vi holder så meget af dem, at vi ikke vil acceptere, at de render rundt og ødelægger hverken deres eget eller andres liv. Det er ikke nogen mirakelkur.og det er heller ikke noget, man kan gøre på 2 måneder. Det er en lang proces, der er afhængig af,hvilke svigt og følelsesmæssige skader barnet har været udsat for tidligere. Der er nogle, for hvem det er muligt at få opbygget en kontakt til i løbet af 14 dage, men der er også nogle, hvor det tager et helt år.. Bare at få dem overbevist om, at jeg er en voksen, som du kan stole på og de aftaler, vi to laver, bliver ikke lavet om, uanset hvad du gør. Selvfølgelig bliver der aftalt nogle regler, der mest handler om roller og forventninger til hinanden. Men det er fundamentalt, at disse børn og unge kan mærke, at jeg bliver ved indtil, de har fået det de har brug for, og at jeg ikke smider dem ud.

13 En model for samarbejdet gror frem Vi lavede en meget simpel og konkret model, hvor jeg har forsøgt at forpligtige den kommunale socialforvaltning i et samarbejde med AKB. Vi lavede nogle forsøg sammen med ejendomslederen i Avedøre Stationsby. Det handlede om problemer med unge i ungdomsboligerne. Konkret blev jeg involveret i en sag med en ung mand, som selv kontaktede mig. Han havde et meget belastet forhold til sin familie, hvilket bevirkede, at han ikke kunne bo sammen med sin mor og far. Han stod i en situation, hvor han var blevet bortvist fra sin ungdomsbolig på grund af husspektakler og ballade. Jeg kontaktede AKB og hørte så, at den sag havde kørt i 5 måneder med et stigende antal klager fra de omkringboende beboere. Nu var man nået til et ultimatum - der var ingen vej tilbage. Han blev smidt ud og havde ikke noget sted at bo. Jeg sagde til den unge, at jeg ikke kunne love ham et sted at bo, men at jeg kunne love ham, at jeg fra nu af ville gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælpe ham. Jeg ville forsøge at rydde op i alle de her problemer. men forklarede ham, at han måtte forvente en form for afregning, hvis han havde lavet noget forkert. Jeg kontaktede ejendomslederen og præsenterede mig som SSP konsulent fra Hvidovre Socialforvaltning. Jeg foreslog, at vi udviklede en model, som kunne blive en reel samarbejdsaftale, hvor vi kunne lave en form for ungdomskontrakt. Jeg udtrykte min forståelse for, at AKB og beboerne i Avedøre Stationsby ikke kunne / skulle acceptere at have nogle unge mennesker boende, som lavede en masse ballade og skabte utryghed. På den anden side var det min påstand, at hvis vi valgte at smide den unge på gaden i den situation han var i, så var det eneste sted, han havde en form for netværk trods alt i Avedøre Stationsby. Hvis han ikke havde noget fast sted at bo, så ville han miste tilknytningen til den arbejdsplads, vi lige havde skaffet ham. Hvis han ikke kunne passe sit arbejde, så tjente han ingen penge. Hvad skulle han så gøre for at tjene penge? Han ville efter al sandsynlighed blive kriminel igen. Han kunne stjæle, han kunne sælge hash og alt det ville han formentlig gøre det eneste sted, hvor han kendte nogle mennesker - nemlig i Avedøre Stationsby..På den baggrund ville AKB s problem ikke blive løst ved at smide ham ud. Til gengæld ville jeg gerne som repræsentant for Hvidovre Kommunes socialforvaltning, gå ind og forpligte mig, så det ikke blev AKB s problem, hvis han lavede mere ballade. Så jeg foreslog, at hvis AKB ville give ham en chance, ville jeg udfærdige en social handlingsplan, der kunne blive fundamentet for, at den unge kunne komme i gang med en uddannelse. Samtidigt ville jeg så lave

14 en kontrakt med den unge, hvori der stod nogle ganske enkle betingelser, han skulle overholde, for at han kunne for at få lov til at bo i sin ungdomsbolig.. Fremover skulle det så ikke være ejendomsfunktionæren eller ejendomslederen, der skulle løse problemerne, det skulle være min opgave. Der kom så til at stå i aftalen mellem mig og den unge, at hvis han ville have en ungdomsbolig, så måtte han acceptere, at jeg blandede mig i alt, hvad der havde med hans liv at gøre. Jeg ville rydde op i alle konflikter, og jeg meddelte samtidigt til netværket til AKB, politiet og andre, at hvis der opstod problemer med ham, skulle jeg være den første, der fik besked. Det var mig, der skulle uddele skideballerne, og det var mig, som skulle sikre, at der blev løst op for konflikterne på en måde, alle kunne acceptere. Vi fik på den måde snakket nogle ting på plads, og det lykkedes faktisk at få skabt nogle rammer omkring den unges liv, som betød,at han godt 2 år efter blev i stand til at klare sig selv. Modellen blev en succes, og det var intentionen at Hvidovre Kommune og AKB ville videreudvikle denne her samarbejdsmodel, og at den måske kunne brede sig til andre boligselskaber. De unge skal have en chance, men de skal samtidigt lære nogle adfærdsregler. Derfor er det nødvendigt, at nogle repræsentanter fra den kommunale socialforvaltning følger op på sagerne og danner en form for netværk. Det lykkedes.men ikke uden vanskeligheder I denne her sag lykkedes det. Den unge mand fik en bolig og han blev lykkelig for, at jeg havde hjulpet ham, ligesom han meget hurtigt lærte spillereglerne. Selvfølgelig opstod der problemer. Et ungt menneske uden et socialt netværk, tilegner sig ikke bare en positiv identitet i løbet af 14 dage. Men hver gang, der opstod et problem samlede jeg op, og konfronterede de involverede F.eks. blev jeg kontaktet af en sagsbehandler cirka 14 dage efter, at den unge havde fået en ny ungdomsbolig. Der var opstået en konflikt, hvor han ikke følte, han fik den støtte og behandling, han havde regnet med. Det blev han hidsig over og truede min kollega. Der blev sagt mange grimme ting og sagsbehandleren var rystet.. Jeg fik denne meddelelse, da jeg mødte på arbejdet den følgende morgen kl Jeg kørte øjeblikkeligt ud til hans bolig og bankede på. Han lå endnu i sengen og hyggede sig med sin kæreste. Jeg undskyldte at jeg afbrød her, men der var noget vigtigt, vi skulle tale om..( I den situation stod han nærmest ret i

15 underbukser, mens han fik en regulær skideballe) Jeg gentog, hvad jeg tidligere havde sagt: Jeg har ingen grænser for, hvad jeg vil gøre for at hjælpe dig, men betingelsen er, at du lærer at behandle andre mennesker ordentligt. Jeg gider ikke være til grin. Mine kollegaer er sure på mig, fordi du har været oppe og true dem. Det vil jeg ikke acceptere. Så mit krav er, at du nu går i bad og tager tøj på, og så går du op til den pågældende socialrådgiver og siger undskyld og du skal se ud, som om, du mener det. Først når jeg har fået en tilbagemelding fra socialrådgiveren om, at du har været oppe og sige undskyld, vil jeg hjælpe dig igen. Han gjorde, som vi havde aftalt, og den konkrete historie overbeviste AKB i Avedøre Stationsby om, at der er perspektiv i sådanne metoder. Men forudsætningen for, at modellen virker, er, at den kommunale socialforvaltning vedkender sig det ansvar, vi alle har for at være opdragende og opfølgende i forhold til unge, som ikke har en familie, der er stærk nok til at varetage opgaven. Personlige drivkræfter og vedholdenhed som bærende værktøj Når vi går ind og arbejder med unge mennesker, som har store sociale problemer, opfører sig meget aggressivt og skaber uro og frygt, så handler det om, at vi med vores personlighed går ind og giver de unge nogle oplevelser og noget nærhed. Vi bruger relationen og den personlige kontakt som værktøj. Vi går f.eks. i biografen med dem, går ud og spiser med dem, og hvis det er nødvendigt, tager vi hjem og vækker dem om morgenen. Vi laver aftaler, der går ud på at få fælles oplevelser. Men alle oplevelserne er i virkeligheden kun glasuren, der skal få medicinen til at glide ned. Målet med oplevelserne og den nærhed, vi giver, er at overbevise dem om, at nu har de mødt nogle voksne, som bliver ved Og det er måske første gang i deres liv, de oplever det. Vi giver ikke op. Vi bliver ved, indtil vi får nogle klare signaler om, at de selv er indstillede på at få noget positivt ud af deres liv. For nogles vedkommende tager det 14 dage. For andre tager det et helt år at nå til det punkt, som jeg kalder for The turning point. Det magiske øjeblik, hvor man pludselig oplever, at den måde de siger tingene på, den måde de forholder sig til deres eget liv og de problemer, de har, samt deres holdning til andre mennesker, pludselig bliver anderledes.

16 Det er en øvelse i sig selv at opfange og reflektere over de første spinkle signaler. Det er små skridt, der er tale om. Bare det, at den unge for første gang kigger dig ind i øjnene, når I taler sammen, kan være en åbning, og første gang varer det måske kun 10 sekunder. Man kan ikke på forhånd planlægge hvor mange oplevelser og hvor megen kontakt den unge skal have. Men første fase handler uanset tidsperspektivet til stadighed om at komme ind under huden på hinanden Der skal opbygges tillid som grundlag for etablering af en gensidigt forpligtende relation. Da jeg startede i Blæksprutten, fik jeg et chok, da jeg erfarede, hvor lang tid det tager at overbevise sådan nogle rødder om, at jeg faktisk vil dem det godt. Der var nogle, det tog mig et helt år at komme ind under huden på. Lige meget, hvad jeg gjorde, så gloede de bare på mig og sagde: Fuck dig din lange nar, hvorfor taler du til os, når vi ikke gider at have noget med dig at gøre..!!!!? Det kræver tålmodighed og vedholdenhed.. Men går man først i gang, skal man blive ved,til man er færdig. Det forpligter. Jo mere de unge er ramt af omsorgssvigt og oplevelser af, at de voksne, som skulle give dem kærlighed og tryghed, ikke har været i stand til det.. Jo mere skal der til for at vinde deres tillid. Jeg oplevede meget kontant, at jeg og mine kollegaer først skulle kvalificere os til at blive accepteret, som troværdige voksne. Om at lette lidt på gashåndtaget. I august 1998 var vi ude og køre cykelløb. Jeg havde søgt nogle penge fra Justitsministeriets Kriminalpræventive pulje, og vi fik ,-kr. Vi købte så fine cykler og cykeldragter og lavede et cykelhold med 7 af de unge fra Avedøre. De voksne var et fast hold af socialarbejdere, som var de forpligtede autoritetsfigurer overfor de unge. Derudover inviterede vi nogle andre voksne med. De kunne deltage mere eller mindre uforpligtende og køre med, når de havde tid og lyst. Der var så fast træning hver tirsdag, torsdag og søndag igennem 3 måneder, og kulminationen var, at vi kørte Ritter Classic - et løb på 110 km. op ad Strandvejen og med deltagelse af Pantani. Det var en nærmest euforisk oplevelse for dem der kørte løbet - (både de unge og de gamle.også for mig!!!).. Men det bedste var i virkeligheden alt det, der skete, mens vi bare trænede. Mens cyklerne rullede ud ad landevejen, lærte de unge stille og roligt nogle voksne at

17 kende på en helt anden måde. Også de voksne, som deltog,fortalte mig, at de kunne mærke store ændringer i forholdet mellem dem og de unge, når de mødtes i Avedøre Stationsby. Men igen handler det om, at åbningerne fra de unge, tilliden og troværdigheden er noget, der bygges langsomt op, og at det gælder om at bruge energi på at fange signalerne. Medicinen er, at vi skal lære hinanden bedre at kende, og respektere hinanden i de forskellige roller, vi har. En ansat i boligselskabet, der havde været med ude og træne på cyklen et par gange registrerede denne lille ændring i forholdet mellem ham og de unge: Jeg havde på cykelturene haft et par samtaler med nogle af de unge. Især en af dem havde vist interesse. Han var en af dem, jeg indtil nu kun havde betragtet som en af de vilde. Typisk drønede han flere gange om dagen igennem Stationsbyen på sin knallert. Jeg havde aldrig talt med ham før og havde aldrig mærket den mindste interesse fra hans side. Men efter et par cykelture registrerede jeg at han lettede på gashåndtaget, hver gang han kørte forbi mig. Bare ganske lidt, men nok til at jeg opfattede det som en lille åbning. Denne lille åbning tog jeg selvfølgelig imod, og nu er det sådan, at hver gang vi mødes, får vi en lille sludder om, hvad der sker. En social handleplan Næste etape er, at vi sammen med den unge og familien udvikler en social handleplan. Når de først har fået tillid til os og er begyndt at betragte dem selv og tilværelsen på en anden måde, så kan alt nemlig ske. Men man skal være klar over, at det først er på det tidspunkt, vi for alvor kan begynde at stille krav. Udviklingsfasen handler netop om at stille krav, perspektivere og anskueliggøre. I den proces synliggør vi og fastholder hele tiden over for de unge, at de selv har et medansvar for, hvordan deres liv udvikler sig. Samtidigt arbejder vi med nogle processer, der handler om at synliggøre udviklingen overfor alle de forskellige autoritetsfigurer i lokalsamfundet. Der skal hver eneste dag fortælles mange historier til ejendomsfunktionærerne, bibliotekarerne eller hvem, der nu møder de unge i dagligdagen I respekt for tavshedspligten formidler vi det til

18 omgivelserne, når det begynder at gå bedre med rødderne. Hvis Brian, Hassan eller Muhammed f.eks. får arbejde eller starter på Teknisk skole har det stor betydning, hvis de mødes af positive udmeldinger og forventninger. Helt konkret kan det være starten på opbygningen af en helt ny selvoplevelse, hvis f.eks. en ejendomsleder næste gang, han møder Muhammed siger: jeg har hørt fra Birger, at du er startet på Teknisk Skole, hvor er det flot. Bander, samværsform.eller bare mangel af bedre? Da vi startede Blæksprutten i 1989 havde vi kontakt med drenge i aldersgruppen år. De havde det til fælles, at de alle havde store problemer med følelser og identitet. Der var problemer i deres familier og i skolen, og de var mere eller mindre i berøring med kriminalitet alle sammen. Det betød ikke, at de var storforbrydere. Det var mere en konsekvens af, at der ikke var nogle voksne og ikke noget socialt netværk, der var så stærkt, at det kunne fungere som et reelt alternativ til en bandelignende tilstand. Mange opfatter de unges grupperinger som en bevidst organisering, der går ud på at hærge samfundet. Min opfattelse har altid været, at bander er et begreb, som kun eksisterer, fordi vi voksne ikke gider eller evner at have med de der børn og unge at gøre. Hvis vi imidlertid er tilstrækkeligt med voksne, som vælger at involvere os, så går disse bandeorganisationer i opløsning.. De er nemlig ikke skabt, fordi de unge har lyst til det, men fordi de ikke har noget andet netværk. Med udgangspunkt i Blæksprutten og via det totale samarbejde mellem de forskellige mennesker i Avedøre Stationsby gik bandestrukturerne ganske langsomt i opløsning. I dag er der mest af alt tale om et samvær, der er styret af forskellige interesser.. Alle de unge er der stadigvæk, men antallet af reelt destruktive rødder er blevet væsentligt mindre.

19 Hvad kom der så ud af det.? Det er svært at lave statistik over 10 års arbejde med så mange involverede. Men vi har jo kriminalitetsstatistikken, og den er til at tage og føle på. For 10 år siden lå Avedøre i toppen som det mest kriminelle område i hele politikredsen. I de sidste 2-3 år har Avedøre ligget i bunden som det mindst kriminelle område. Men det væsentligste er jo atmosfæren i boligområdet. Det som virkelig tæller er, når de almindelige beboere begynder at udtrykke, at de ikke længere er bange. Nu har de fået oplevelsen af, at man ikke behøver at føle magtesløshed overfor de konflikter, som opstår. Hvad skal systemet / samfundet bidrage med? Den form for socialt og pædagogisk arbejde er en proces, der aldrig stopper..alternativt ender det med, at man igen overlader løsningen til gadens tyranni..at finde de gode og bæredygtige løsninger fordrer en udtalt, synlig og massiv politisk opbakning. Men der er også brug for borgernes opbakning og et meget velorganiseret tværfagligt samarbejde mellem de kommunale forvaltninger, boligselskaberne og de forskellige faggrupper samt konkret involvering af lokale ressourcepersoner også uden for den offentlige organisation.. Hvis vi for alvor skal løse denne type opgaver, så kan det kun foregå via et stærkt lokalt netværk og et offensivt tilbud til de unge.. Vi skal vise dem, at vi er nogle voksne, som er stærke og vedholdende nok til at kunne tilbyde de unge et socialt netværk - Eller mere konkret vi skal invitere dem indenfor, så de oplever, at de er en del af noget. Fortællingen om Cyklen Hanne Pedersen, som igennem det meste af 90 - erne har været formand for afdelingsbestyrelsen i Avedøre Stationsby, var en af de første, der fik en konkret oplevelse af, at vi gjorde noget ved det, når vi hørte om et problem. I bund og grund er det er en meget banal historie. Men den havde stor betydning for relationerne mellem mange mennesker.

20 Hanne Petersen kom ned i Blæksprutten en dag, og hun var meget vred Hun sagde: Jeg er dødtræt af jeres projekt. I går aftes så jeg nemlig nogle af jeres rødder stå nede foran min opgang, og de havde fat i min cykel. Da jeg så kom ned i morges kunne jeg se, at de havde forsøgt at stjæle den, og nu er låsen ødelagt. Det jeg godt sur over, for nu kan jeg ikke komme på arbejde!!!... (Og hun lignede faktisk en, der var temmelig sur).vi svarede, at vi var glade for, at hun kom til os, og at vi med det samme ville gøre noget ved problemet. Vi gik derefter op på den lokale skole i det store spisefrikvarter, og via jungletrommerne fik vi formidlet til de unge, at der skulle være et lille møde i Blæksprutten efter skoletid. Der mødte gutter op, og vi fortalte dem, at de havde et problem. De fik så historien med Hannes cykel og vi forklarede dem, at det var deres opgave at finde ud af hvem, der havde ødelagt cyklen. På det tidspunkt havde mange af rødderne allerede oplevet, at når vi gik ind den slags sager, var det faktisk for at hjælpe dem. Vi havde ved flere lejligheder fortalt dem, at hvis vi ikke fik løst den slags problemer, så ville de unge få det endnu værre på længere sigt. Det var nødvendigt at anskueliggøre en sammenhæng. Blækspruttens fremtid var simpelthen afhængig af, at beboerne kunne se en mening med indsatsen. Gruppen, som deltog i mødet, spredte sig ud i området, og 1 times tid efter kom de tilbage med gerningsmanden, som hed Poul. Han var 15 år og reagerede meget voldsomt og negativ. Men nu var det Pouls egne kammerater, der sagde: Du kan ligeså godt indrømme det, for vi ved, det var dig - og du får det meget bedre nede i maven, når du har indrømmet det. Det lykkedes at få Poul til at tilstå, men han forsvarede sig med, at det ikke var med vilje. Vi tilkendegav, at vi var lige glade med, hvorfor han havde gjort det, men at der var en regning, som nu skulle betales. Vi fortalte Poul om Hannes vrede, og om hvordan hun nu gik rundt og fortalte til sine venner, at Blæksprutten var et projekt fyldt med forbrydere. Derefter gik vi over til den lokale cykelhandler og købte en ny lås, og på vejen købte vi også en buket blomster. Nu skulle Poul så gå op til Hanne for at sige undskyld. Igen reagerede han meget voldsomt. Han ville ikke sige undskyld, og det var i hvert fald alt for pinligt at besøge Hanne, når nu hun var blevet så sur. Men her bakkede nogle af Pouls venner op. De tilbød at gå med ham.(de havde i øvrigt været igennem den samme tur tidligere). Det nærmest magiske øjeblik opstod så, da de 3 rødder stod foran Hannes dør. Lige meget hvor seje de kan være, når de står på gadehjørnerne, så har de en helt anden attitude i en sådan situation. De har dårlig samvittighed og er meget ydmyge. Da Poul overrakte cykellåsen og blomsterne og