Hvor nordiske er de nordiske lande i deres praktiske narkotikapolitik?

Transkript

1 Lau Laursen KOLUMN Hvor nordiske er de nordiske lande i deres praktiske narkotikapolitik? Det viser sig ret hurtigt, når man analyserer og komparerer de nordiske landes narkotikapolitik, at Danmark skiller sig ud på flere væsentlige områder. Danmark praktiserede op gennem 1970'erne og 1980'erne og gør det stadigt en mere liberal narkotikapolitik end de andre lande i Norden. Men man kan også stille spørgsmålet: Hvis Norge, Sverige, Finland og Island er nordiske i den praktiske politik, hvor lidt nordisk eller hvor meget af noget andet er så Danmark? Og er de andre lande nu længere så nordiske i deres politik? Der er et grundlæggende fællestræk, som også er grundlæggende nordisk, nemlig en i hvert fald i princippet sammenhængende politik, der bygger på en målsætning. Målsætningen kommer til udtryk ved en fælles stræben efter opnåelse af et narkotikafrit nordisk samfund. Vi tager imidlertid ikke dette lige alvorligt i de enkelte nordiske lande. At nå målet kræver nærmest per definition en restriktiv politik, både på kontrol- og behandlingssiden. Narkotika bliver i disse bestræbelser, hvis de da er konsekvente, overhovedet ikke accepteret. Der er aktiv modstand mod indsatstyper eller tiltag, der går i en anden retning. Det bliver samtidig vigtigt, hvilke signaler der udsendes via den førte politik. Pragmatiske løsninger er udelukket, hvorimod politikken bliver meget ideologisk, i positiv forstand for alvor et sammen hæng en de hele. Denne politiks modsætning er en opgivelse af mål sæt ningen om det narkotikafrie samfund. Realistisk set er det ensbe- NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL. 15, 1998 ( 5-6 ) 259

2 tydende med en harm-reduction eller skadesreduktionsorienteret narkotikapolitik. Det er så spørgsmålet, om dette kan rummes inden for den nordiske tradition. Ja, vil nogle sige. Andre vil sige nej. Harm-reduction er et flydende begreb, hvis virkeliggørelse tenderer til at opløse den traditionelle målsætning om det narkotikafrie samfund. I videre forstand får det konsekvenser for prioriteringen mellem indsatstyper og indholdet i de tre elementer kontrol, behandling og information som god narkotikapolitik bør omfatte. Målsætningsdebatten har været skelsættende i Norden, og den er rammen for besvarelsen af spørgsmålet, hvor nordiske de nordiske lande er i deres praktiske politik. Linjen var klar op gennem 1980'erne og et godt stykke ind i dette årti. Finland, Norge, Sverige og for så vidt også Island har ført en restriktiv politik og en målrettet indsats, der var rettet mod stoffrihed, både for det enkelte individ og for samfundet. Derimod gik Danmark på væsentlige punkter andre veje. Det vigtigste punkt er nok holdningen til målsætningen om stoffrihed i behandlingen. Der blev allerede i første halvdel af 1980'erne lagt vægt på skadesreduktion snarere end stoffrihed i forhold til såkaldt tung e misbrugergrupper. Der blev også skelnet mellem stofferne, både i praksis og i lovgivningen. Der ses i Danmark mildere på cannabis, og i det hele taget ses der mildere på brug, som enten slet ikke sanktioneres eller sanktioneres mildt. Men der er også vigtige ligheder i Norden, særligt på det kontrolpolitiske område. Der er ikke stor forskel på indsatsen mod den professionelt prægede narkotikakriminalitet. Det er interessant at se, at dansk politi på mange punkter er bedre udstyret med utraditionelle efterforskningsmidler end deres nordiske kollegaer. Man kan sige, at der i Norge og særligt i Sverige var og stadig er sammenhæng mellem målsætning og prioritering. Følte man det nødvendigt med en oprustning af indsatsen, blev den gennemført sammenhængende og på alle områder ud fra en politisk fastlagt plan, der syntes rationel. I Danmark forsvandt målsætningerne derimod ofte i tågerne. Prioriteringen mellem f.eks. kontrol og behandling kunne synes helt tilfældig og præget af irrationalitet. Således forløb en kontrolpolitisk oprustning i 1980'erne samtidig med, at behandlingsområdet blev nedprioriteret. Norge og Sverige og i lidt mindre grad Finland og Island var således nordiske i deres praktiske politik. Men hvad var Danmark så? Man må nok konkludere, at Danmark var dansk i sin politik. Dansk narkotikapolitik er først og fremmest pragmatisk, men på en lidet principfast måde. Der er skadesreduktionselementer i den, og dertil er der hollandske, nordiske og særlige danske elementer. Det skal ikke forstås sådan, at der ikke er norske elementer i norsk narkotikapolitik eller svenske i svensk narkotikapolitik. Men konglomerattilstanden er langt mere udtalt og kompliceret i dansk politik, hvor der i Norge er en enklere norsk-nordisk balance og i Sverige en svensknordisk balance. Der er imidlertid i de seneste år tegn på en ændring af dette billede. Der er kommet regeringsredegørelser i Danmark, Norge og Finland. Det ændrede mønster i Danmark går i retning af, at man fra 1996 har lagt mere vægt på behandlingsindsatsen, særligt den stoffri behandling i døgninstitutioner. Den medikamentelle behandling blev paradoksalt nok nedtonet og stærkere kontrolleret, samtidig med at hele debatten om heroinbehandling poppede op. Debatten om skadesreduktion forstærkedes i takt med dette, særligt med hensyn til såkaldte lavtærskeltilbud. Men bortset fra disse kurskorrektioner er hele det sociale og behandlingsmæssige område præget af målsætningen om graduerede tilbud, der stammer tilbage fra midten af 1980'erne. På kontrolområdet er der med den såkaldte "pus- 260 NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL. 15, 1998 ( 5-6 )

3 herlov" fra 1996 sket stramninger overfor gadehandelen, således at gentagen handel med illegale stoffer straffes hårdere, et tiltag, der ikke rummer meget skadesreduktionsperspektiv over for brugere, som ved siden af deres brug ofte handler med narkotika for at finansiere eget forbrug. Man kan på baggrund af denne udvikling godt sige, at Danmark er blevet lidt mere nordisk i de senere år. Den finske narkotikakommissionens redegørelse og den norske regeringsrede gø rel sen fra 1996 og 1997 afslørede begge interessante nye udviklingstræk. Der kan i Finland spores tendenser til en drejning i retning af harmreduction. Det afspejles i debatten om substitutionsbehandling, i tendensen til mildere syn på brug og konflikten mellem justits- og socialmyndighederne om sprøjtebytteprogrammer. Narkotikakommissionen anbefalede i sin redegørelse en pragmatisk linje ud fra devisen "situationen bestemmer midlerne". Den norske udvikling viser et lignende mønster. Skadesreduktionsbegrebet har tidligere haft en negativ klang i Norge, selvom der, særligt i Oslo, har været igangsat flere skadesreduktionstiltag. Behandling med metadon er nu på vej frem. Der har været en debat om nytten af de høje strafferammer og, i forbindelse med marginaliseringsdebatten, om brug skal være strafbart. Flere og flere i den norske debat påpeger det urealistiske i målsætningen om det narkotikafrie samfund. Hvad er der ved at ske? Er Norge og Finland ved at blive danske i deres politik? Det er nok for meget sagt, men de tilnærmer sig en europæisk tendens, der med udspring i lande som Holland, Schweiz og Tyskland søger at fremme en politik med et skadesreduktionssigte. Tilbage bliver Sverige og Island. På trods af at narkotikaproblemerne i Island er voksende, er det alligevel vanskeligt at indplacere Island i denne problematik. Det synes som om, at der ikke er nogen afvigelse fra den traditionelle nordiske restriktive politik, hvor der satses på forebyggelse gennem en effektiv kontrol indsats. Sverige fastholder også den traditionelle restriktive narkotikapolitik, tilsyneladende endog med øget styrke, hvilket man bl.a. kan se i form af anvendelse af urintest som kontrolredskab. Dette muliggør interessante konklusioner, i hvert fald i omrids. Der er noget, der tyder på begyndende tilnærmelse og harmonisering mellem Danmark, Norge og Finland på væsentlige narkotikapolitiske områder, hvor disse lande bliver mere europæiske i og med, at skadesreduktionsperspektivet får legitim og praktisk-politisk placering i en samlet strategi. Hvor det tidligere var Danmark, der stod på sidelinjen i nordisk sammenhæng, er der tegn på, at denne rolle er ved at tilkomme Sverige. Bidragen i detta nummer har, med undantag av Mats Ekendahls artikel, presenterats som föredrag på NAD:s (Nordiska nämnden för alkohol- och drogforskning) forskarseminarium om narkotikapolitik, Trender och traditioner i narkotikapolitiken i Norden, den april 1998 i Helsingfors NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL. 15, 1998 ( 5-6 ) 261