Individets grundlæggende rettigheder. Det Juridiske Fakultet. 02 juni Planlagt: 09:00-13:00. Eksamensnr: Plads: E

Transkript

1 KØBENHAVNS UNIVERSITET Individets grundlæggende rettigheder Det Juridiske Fakultet 02 juni 2014 Planlagt: 09:00-13:00 Eksamensnr: 1336 Plads: E Side 1 af 10

2 SIDE 2 AF Den islamiske menigheds afslag på støtte til opførelse af en moske giver anledning til en overvejelse af retten til ikke at blive diskrimineret, jf. Grl 70 samt EMRK artikel 14. Grl 70 Grl 70 forbyder diskrimination på baggrund af trosbekendelse eller afstamning ved borgerlige og politiske rettigheder. Derudover beskytter grundloven ikke imod mere generel diskrimination. De borgerlige og politiske rettigheder fortolkes bredt og omfatter enhver retsposition, der er garanteret gennem lovgivning og administrativ praksis, og både af offentligretlig og privatretlig karakter. 1 Denne støtteordning må derfor også anses at falde ind under bestemmelse. For at der foreligger en krænkelse, skal der være et indgreb fra en offentlig myndighed inden for bestemmelsens anvendelsesområde. Efter bestemmelsens ordlyd er alle former for diskrimination på baggrund af religion, både direkte og indirekte, ulovlige efter Grl 70. Direkte diskrimination foreligger, når en usaglig begrundelse er baggrunden for forskelsbehandlingen. 2 Som hovedregel vil direkte diskrimination på baggrund af religion være i strid med Grl 70. Spørgsmålet er derfor hvorvidt begrundelsen for afslaget på støtte til moskeen har været påvirket af konkrete religiøse hensyn. Den første begrundelse kommunen kommer med til afslaget, er at menigheden med deres medlemsantal på 35, er en meget lille menighed. Dette er som udgangspunkt en saglig begrundelse, da støttepengene som udgangspunkt skal støtte flest muligt, og det vil derfor ikke være ulogisk, at undlade at støtte så stort et projekt som en moske til så lille en gruppe. Det må dog tages i betragtning, at en anden religiøs gruppe, syvendedags-adventisterne, med kun 45 medlemmer har fået støtte til opførelse af en frikirke. En begrundelse på for lille medlemstal kan derfor ikke tillægges betydning, når de har givet støtte til en anden menighed med ikke nævneværdigt flere medlemmer. Derudover oplyses det, at samtlige andre ansøgere til støtteordningen har fået godkendelse. 1 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 454

3 SIDE 3 AF 10 Derimod lægges der også til grund for afslaget, at opførelse af en moske må forventes at afføde stærke negative reaktioner i et lille, kristent domineret samfund, hvilket lægges til grund for afslaget. Med henvisning til den objektivt set ringe begrundelse omkring medlemstallet, må denne begrundelse antages at være den reelle. Afslaget må derfor begrundes i, at moskeen ønskes opført i et lille kristent samfund, hvor, der mellem linjerne i kommunens begrundelse, ikke ønskes større og mere standhaftige muslimske menigheder. Det kan på den bagrund konkluderes, at diskriminationen sker på baggrund af menighedens religiøse standpunkt, og Grl 70 er derfor krænket. EMRK artike14 EMRK artikel 14 beskytter imod al diskrimination inden for EMRKs område. Forbuddet gælder både direkte og indirekte diskrimination. Der foreligger diskrimination, når en person eller gruppe stilles ringere end andre uden nogen saglig eller rimelig begrundelse. Diskriminationen skal altså ligge inden for EMRKs område. Det er tilstrækkeligt at forskelsbehandlingen berører samme beskyttelsesinteresser som én af EMRKs materielle rettigheder. 3 Da forskelsbehandlingen sker med baggrund i den konkrete religion, ligger det inden for EMRKs område, nemlig retten til religionsfrihed, jf. EMRK artikel 9. Spørgsmålet er herefter hvorvidt der foreligger diskrimination i EMRKs forstand. Der kan her overvejes hvorvidt der foreligger reel forskelsbehandling i sammenlignelige situationer, om forskelsbehandlingen forfølger et sagligt formål og om hvorvidt forskelsbehandlingen er rimelig ud fra en proportionalitetsvurdering. Forskelsbehandlingen skal ske mellem flere grupper i sammenlignelige situationer. Det er ret simpelt at finde en situation, der er sammenlignelig med den islamiske menigheds, da der bl.a. oplyses om syvendedags-adventisterne, der med ca. samme størrelse har fået godkendt støtte til opførelse af en frikirke. De har altså stået i præcis samme situation som den muslimske menighed, men deres ansøgning med godkendt. Desuden oplyses der, at alle andre ansøgere til den nye støtteordning har fået godkendelse. Der foreligger altså uden større tvivl forskelsbehandling mellem 3 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 452

4 SIDE 4 AF 10 den muslimske menighed og andre menigheder i kommunen. Desuden kan der med henvisning til gennemgangen af Grl 70, formentlig slås fast, at der i begrundelsen til afslaget også foreligger en direkte forskelsbehandling. Spørgsmålet er efterfølgende hvorvidt forskelsbehandlingen forfølger et sagligt formål. Begrundelsen omkring at menigheden ikke er stor nok, kan ikke tillægges værdi under henvisning til gennemgangen af Grl 70. Dette minder om reel chikane af bestemte trossamfund, hvilet lægger sig op af situationen i Metropolitan Church of Bessarabia (2001). Her fik en menighed i en ortodoks kirke afslag på sin ansøgning om at blive et godkendt trossamfund med en noget usaglig begrundelse som, at der allerede fandtes et trossamfund med samme lære. Det var åbenlys chikane af bestemte trossamfund og EMD fandt også krænkelse af artikel 9. I kommunens svar er formålet med afslaget at forhindre, at der opstår stærke negative reaktioner i deres lille kristne dominerede samfund. Forskelsbehandlingen bunder altså i fordomme og forudindtagede tanker omkring den muslimske menighed, og afslaget har derfor ikke et sagligt formål. Til sidst ser man på hvorvidt forskelsbehandlingen er rimelig se i lyset af formålet. Diskrimineringen sker med en stor intensitet. Det er afgørende for den muslimske menighed at få den offentlige støtte, for at kunne bygge en moske, og dermed kunne få noget mere samling og struktur på menigheden, så de ikke er nødsaget til at mødes hjemme hos de private medlemmer. Desuden understøtter et afslag på støtte til moskeen, de forudindtagede tanker, der ifølge kommunen er i samfundet, hvilket på ingen måde øger tolerancen samt det fremtidige syn på diskrimination på baggrund af religion. Derudover fremgik der af afslaget ikke et sagligt formål, hvilket endvidere taler for, at et afslag på støtte til den muslimske menighed ikke er proportional med målet. Der foreligger derfor en krænkelse af artikel 14 i sammenhæng med artikel 9.

5 SIDE 5 AF Helle Hareskovs (HH) anmeldelse af Ahmed Assam (AA) giver anledning til en overvejelse af indgreb i ytringsfriheden, jf. Grl 77 samt EMRK artikel 10. Grl 77 Grl 77 beskytter friheden til at offentliggøre ytringer uden forudgående censur. 77 beskytter derimod ikke mod et efterfølgende ansvar for de fremsatte ytringer. Der skal for det første foreligge et indgreb fra en offentlig myndighed. Dette omhandler et efterfølgende ansvar for de ytringer AA har fremsagt i avisen. Grl 77 omfatter som udgangspunkt kun retten til at kunne ytre sig uden forudgående censur, samt at ytre sig under ansvar for domstolene. Ud fra dette følger at Grl ikke udelukker et efterfølgende ansvar, f.eks. i form af straf som HH kræver. Det må derfor som udgangspunkt konstateres, at grundloven ikke beskytter mod et efterfølgende ansvar for fremsatte ytringer. 4 EMRK artikel 10 EMRK artikel 10 beskytter både ytrings- og informationsfriheden. Dvs. retten til at ytre sig uden forudgående censur, efterfølgende, samt at modtage informationer udefra. Artikel 10 kan begrænses ved forudgående censur eller efterfølgende sanktioner, såfremt dette er nødvendigt i et demokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder eller almene samfundshensyn. EMRK dækker noget bredere både for forudgående og efterfølgende ansvar for ytringer. For at der foreligger et indgreb, kræver det at det sker fra en offentlig myndighed og det er inden for rettighedens anvendelsesområde. En straf som følge af AA s udtalelser i avisen, vil derfor være et indgreb fra en offentlig myndighed i hans ytringsfrihed, jf. EMRK artikel 10. Omfattet af bestemmelsen er på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sin tanker. Der er altså ikke tvivl om, at det ligger inden for bestemmelsens anvendelsesområde og der foreligger et indgreb, såfremt AA bliver straffet. Efter artikel 10(2) kan der dog alligevel legitimt ske et indgreb, såfremt de almindelige betingelser i artikel 10 er opfyldt, dvs. det kræver lovhjemmel og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyn til de i stk. 2 opregnede grunde. 4 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 307

6 SIDE 6 AF 10 Såfremt indgrebet skal kunne legimiteres, skal der foreligge lovhjemmel. Der findes i straffeloven 267 en bestemmelse, der omhandler æreskrænkende udtalelser om en anden person. Der foreligger derfor lovhjemmel. Derudover skal der foreligge et anerkendelsesværdigt formål med indgrebet, hvilket skal findes i den udtømmende liste i artikel 10(2), hvilket her selvsagt vil være for at beskytte andres gode navn og rygte. Man bør herefter overveje hvorvidt indgrebet er nødvendigt og proportionalt i et demokratisk samfund. Der er som udgangspunkt større frihed til at udtale sig kritisk om en person, hvilket vil blive anset som en personlig meningstilkendegivelse, fremfor konkrete (udokumenterede) beskyldninger mod personen. For meningstilkendegivelser kan der ikke kræves reel sandhed, da det som ordet lyder, er en persons egen mening og holdning om tingene. AA skriver i læserbrevet at HH har stillet sig i spidsen for en fascistisk forfølgelse af muslimer. Ytringen må derfor som udgangspunkt anses som en beskyldning, men må dog trods alt antages at ligge i gråzonen imellem beskyldninger og meningstilkendegivelser, da han starter ud med at skrive, at Jeg (AA) kan kun se afslaget som en hetz mod kommunens muslimer. EMD synes at tillægge ytringer, der rent objektivt ud fra ordlyden, lyder som beskyldninger, vægt som meningstilkendegivelser. Dette ses f.eks. i Jerusalem (2001, para. 44), hvor ytringer der anklagede to foreninger for at have fascistiske tendenser og totalitære træk, på trods af ordlyden blev anset som meningstilkendegivelser og dermed en rimelig ytring i den samfundspolitiske debat. Godkendelser af sådanne udtalelser i gråzonen, har dog været under forudsætning af, at udtalelserne havde et vidst faktisk grundlag. 5 Netop da HH ikke selv har udtalt sig om de pågældende sag, og ikke udover på kommunens vegne har afvist et forslag omkring opførelsen af en moske, kan beskyldningen imod hende virke meget udokumenteret, hvilket er kravet til, at en sådan ytring kan accepteres af EMD. Dette ses f.eks. i Nilsen and Johnson (1999, para. 49), hvor det blev anset at udgøre en beskyldning, at betegne om at en udtalelse omkring forekomsten om politivold som bevidst løgn. Da beskyldningen var udokumenteret og uunderbygget kunne der straffes. Det må samme på antages at foreligge i den pågældende sag. 5 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 319

7 SIDE 7 AF 10 Der er som udgangspunkt videre grænser for kritik af politikere i deres offentlige person, end der er af privatpersoner. 6 Politisk debat herunder kritik af politikere nyder en stærk beskyttelse, da ytringsfriheden er en nødvendig forudsætning for demokrati. Det må dog antages, at HH i høj grad har handlet på vegne af kommunalbestyrelsen og det ikke er HH som privatperson, der har taget de endelige beslutninger. Disse ytringer rettet direkte mod hende, kan derfor ikke nødvendigvis undskyldes med, at hun er en offentlig person, der selv har valgt at indgå i den politiske debat. Omvendt må man dog som borgmester i en kommune også kunne stå inden for de fleste beslutninger vedtaget i kommunen og man må gå ud fra, at HH har været klar over afslaget til den muslimske menighed. HH har dog ikke på nogen måde udtalt eller ageret som en måde, som kunne anses som en fascistisk forfølgelse af muslimer. Vel kan kommunens beslutning være stærkt kritisabel og i strid med menneskerettighederne, men dette har intet at gøre med, at HH som person har stillet sig i spidsen for noget så voldsomt som en fascistisk forfølgning af muslimer. På grund af den meget grove samt udokumenterede anklage mod HH, vil en strafforfølgning af AA som følge af udtalelsen derfor ikke anses som en krænkelse af EMRK artikel Forbuddet mod omskæring af drengebørn giver anledning til overvejelser omkring retten til religionsfrihed, jf. Grl 67 og EMRK artikel 9. EMRK artikel 9 beskytter tanke- og religionsfriheden. Friheden til selv at vælge en religion og friheden til at stå udenfor. Retten til at udøve sin tro gennem religiøse skikke, som gudstjeneste bøn eller undervisning, kan dog begrænses, såfremt det findes nødvendigt i et demokratisk samfund. Grl 67 Grl 67 beskytter retten til gudsdyrkelse, så længe den finder sted inden for den offentlige orden og moral. For at der foreligger en krænkelse, skal der være et indgreb fra en offentlig myndighed inden for bestemmelsens anvendelsesområde. 6 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 320

8 SIDE 8 AF 10 Grl 67 beskytter gudsdyrkelsen, dvs. udøvelsen af den pågældende religion. Bestemmelsen må antages at dække de samme religiøse aktiviteter, som er beskyttet af EMRK artikel 9(1), 2. led, som beskytter retten til at udøve sin religion gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. 7 Rituel omskæring af drengebørn må falde ind under overholdelse af religiøse skikke. Et forbud mod dette, vil derfor være et indgreb i noget, der er dækket af bestemmelsens beskyttelse. Et forbud mod denne religiøse skik og strafforfølgning såfremt det sker, vil derfor være et indgreb fra en offentlig myndighed. Grl 67 sætter dog visse begrænsninger, da den kun beskytter gudsdyrkelsen i det omfang, at det ikke strider imod sædeligheden eller den offentlige orden. Denne formulering er meget bred, og der må derfor kigges på, hvorvidt indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund, hvilket bærer på en afvejning mellem hensynet til religionsudøvelsen og hensynet til andres rettigheder. 8 I dette tilfælde må det primært være drengebørnenes rettighed til ikke at blive udsat for vold. Derudover kan omskæring i dag godt anses for at stride i mod sædeligheden, dvs. den offentlige moral om hvorvidt det, på trods af religiøse hensyn, er i orden at udøve vold mod småbørn. En afskæring af en legemsdel vil falde ind under straffelovens 244, og det er derfor, selv under hensyn til gamle religiøse skikke, ud fra et rent sundhedsfagligt synspunkt svær at argumentere for, at bare fordi der er tale om én bestemt legemsdel og om en lille dreng, der ikke kan modsætte sig handlingen, så er det i orden. I det moderne samfund, bør hensynet til individets krop og ve og vel være op til individet selv. En omskæring af barnet er smertefuldt, også selvom man ikke selv siger fra, og der tilføjes omfattende fysisk smerte på barnet. Såfremt man ønsker at omskæring skal bestå, må man indføre en ny regel om, at dette kan ske, så snart drenge fylder 18 år, og selv er i stand til at tage vare på sig selv og til at gøre op med sig selv, om han ønsker at blive udsat for disse fysiske skader. Derudover er der ikke kun tale om det for mange principielt forkerte i, at det i det danske samfund er i orden at udføre visse voldshandlinger, fordi det er en religiøs skik. Lægefaglige vurderinger har slået fast at det ikke er godt for barnet, og det kan give efterfølgende mén. 7 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 276

9 SIDE 9 AF 10 Hensynet der taler for bibevarelse af retten til omskæring er retten til religionsfrihed, og da det er et ritual, der har stået på i mange tusinde år, kan der argumenteres for, at drengebørnene ikke tager alvorlig skade, da religionen og dens udøvere da stadig består, og i hvert fald ikke er døde af den grund. Derudover må der, selv i et moderne samfund, tages hensyn til religiøse skikke, der ikke umiddelbart lever op til de standarder og normer vi kender fra vores egen religion og traditioner. Der accepteres f.eks. også rituel slagtning af nogle dyr inden for visse religioner, selvom disse i mange danskeres øjne må anses som inhumane. 9 Det er klart at dette forbud vil ramme visse religiøse grupper hårdere end andre, da det kun er visse religiøse samfund, der praktiserer denne skik. Da forbuddet kun vil ramme visse trossamfund, kræver det saglige og tungtvejende grunde, at lave et sådant forbud. Med henvisning til diskussionen ovenfor, må de lægefaglige vurderinger, hensynet til drengens ve og vel og hensynet til at det i en moderne demokratisk stat, kan være svært at argumentere for, at der skal udøves vold på små børn, må indgrebet anses at være stærkt begrundet. Grl 67 er derfor ikke krænket ved indførelsen af den nye bestemmelse i straffeloven. EMRK artikel 9 EMRK artikel 9 beskytter også retten til religion og efter artikel 9(1), 2. led beskytter den retten til at udøve sin religion gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. Med henvisning til indledningen under gennemgangen af Grl 67, der må anses at beskytte det samme, må der siges at foreligge et indgreb fra en offentlig myndighed i en af artiklens beskyttet rettighed. EMRK sætter dog også visse begrænsninger. Et indgreb kan være i orden, såfremt der foreligger lovhjemmel for det, at der foreligger et anerkendelsesværdigt formål, som skal findes være blandt de i st. 2 opregnede og såfremt dette er nødvendigt i et demokratisk samfund. Lovhjemlen findes jo såfremt den nye lovændring bliver vedtaget. 9 Elo Rytter, Jens: Individets grundlæggende rettigheder, Karnov Group, 1. udgave, 2013, side 284

10 SIDE 10 AF 10 Hensynet skal findes de i stk. 2 opregnede anerkendelsesværdige formål. Det er her hensynet til andres rettigheder samt til sundheden der er formålet med indgrebet. Der foreligger altså et anerkendelsesværdigt formål. Spørgsmålet er således igen hvorvidt indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund. Under henvisning til diskussionen under Grl 67, må indgrebet anses for nødvendigt. Derudover kunne man overveje mindre indgribende muligheder, som f.eks. krav om bedøvelse under indgrebet, således at drengen ikke lider fysisk overlast i det øjeblik det sker. Under hensyn til den lægefaglige vurdering, må der dog stadig tages hensyn til at et sådant indgreb, øger risikoen for senere komplikationer. Derudover virker det selvsagt ulogisk, at det er i orden at begå vold, så længe vedkommende, det går ud over, bare ikke er ved bevidsthed. Mindre indgribende muligheder virker derfor ikke åbenlyse. En indførelse af den nye bestemmelse i straffeloven vil, med henvisning til diskussionen ovenfor, derfor heller ikke være i strid med EMRK artikel 9.