Herregårde i det lollandske landskab

Transkript

1 AR TI KE L Herregårde i det lollandske landskab M Au ÅN gu ED st E 20 N 13 S Mellem storhed og nedgang Af: Jesper Munk Andersen, museumsinspektør - herregårde Fig. 1 Med den statelige hovedbygning, ud- og ombygget i , den store avlsgård, møllebygningerne og kornmagasinet ud til fjorden udgør Orebygård endnu et af Lollands bedst bevarede herregårdslandskaber. Det lollandske landskab byder på talrige spor, der vidner om historiens gang og de skiftende tiders sociale, kulturelle og økonomiske forhold. Bag mange af disse spor står øens herregårde, der siden middelalderen har været et markant indslag i landskabet. I samråd med Realdania, Lolland Kommune og fem herregårde igangsatte Museum Lolland-Falster i efteråret 2011 en større undersøgelse af det lollandske herregårdslandskab. Gennem udstillinger på Reventlow-Museet Pederstrup og Knuthenlund samt gennem en brochure og standere ved de deltagende herregårde fortæller projektet om herregårdslandskabet på Lolland og bidrager dermed til at synliggøre og formidle et af lollands største særkender - nemlig herregårdene. 20. juni 2012 blev udstillings- og formidlingsprojektet HERREGÅRD & LANDSKAB LOLLAND åbnet af daværende kulturminister Uffe Elbæk. Administrationscentre Siden middelalderen har herregårdene ligget tæt på Lolland - endnu tættere end i dag, hvor cirka 45 gårde har overlevet de store samfundsomvæltninger, som igennem tiden skiftevis har budt herregårdene storhed og nedgang. Det mest synlige spor efter middelalderens herregårde findes i dag i de store gårdes navne og ikke mindst i deres beliggenhed tæt ved landsbyerne. Langt hovedparten af Lollands herregårde har nemlig deres afsæt i en landsby. Oprindeligt var herregårdene ofte blot en af byens gårde, som voksede sig større på de andres bekostning for til sidst at sluge hele landsbyen. Berritsgård og Pederstrup har begge deres afsæt i middelalderlige landsbyer, som med tiden

2 forsvandt, mens der endnu ved Vintersborg - oprindeligt benævnt Utterslevgård - er mulighed for at fornemme det tætte samspil med landsbyen Utterslev, i hvis udkant herregården endnu ligger. Fig. 2 Samspillet mellem landsby og herregård kan også tydeligt fornemmes på luftfotografiet fra Havløkke landsby. På marken bag byen ses tagene på Havløkkegårds avlsbygninger, hvis brune jorder er afgrænset ind mod landsbyen med rester af et levende poppelhegn. Middelalderens herregårde baserede deres magt og rigdom på ejerskabet til de omkringliggende bøndergårdes jorder. Herregårdene var i mindre grad selv aktive landbrug, men derimod opsamlingssted for et større antal bøndergårdes afgifter - landgilde som årligt måtte betales til godsejeren. En af godsejerens gårde tjente formentlig som opsamlingssted for opkrævningerne og bolig for ham eller hende, når vedkommende i kortere eller længere perioder tog ophold i området. Med tiden voksede sådanne gårde sig større og blev i løbet af og 1500-tallet til de herregårde, som endnu ligger side om side i det lollandske landskab. Et aktivt landbrug Op igennem og 1600-tallet fortsatte godsejerne med at basere deres rigdom på afgifter fra bøndergårdene. Samtidig voksede deres magtbeføjelser i forhold til lokalsamfundet. Godt hjulpet på vej af rigsrådets positionering overfor de danske valgkonger kom herregårdene - parallelt med en begyndende etablering af en centraladministration igennem 1500-tallet - til at fungere som magthavernes forlængede arm i lokalområdet. Mange herregårde begyndte sideløbende at sætte sig i scene i deres lokalområde. Særlig tydeligt aflæses iscenesættelsen i området omkring Krenkerup, hvor bl.a. Radsted Kirke fik sit markante spir i 1621, efter at ejerskabet til kirken et århundrede tidligere var blevet overdraget til herregården. Som symbol på godsejernes voksende indflydelse fik herregårdene ikke blot overdraget kirker, men ejerne - der i stigende grad positionerede sig gennem våbenskjolde, gyldne kæder og adelige privilegier - fik samtidig også nye rettigheder og beføjelser som fx skattefrihed og monopol på størsteparten af rigets jorder. Fig. 3 Det markante tårn på Radsted Kirke fortæller sammen med gravkapellet ved kirkens nordside om kirkens tætte forbindelse til Krenkerup. Herregårdene begyndte igennem 1500-tallet at udvikle sig til selvstændige, aktive landbrug i takt med, at prisen på landbrugsprodukter steg, og fordelene ved stordrift blev åbenlyse. Mange herregårde blev flyttet ud af landsbyerne til en ensom beliggenhed centralt i forhold til deres jorder og på afstand af bøndergodset og landsbyen. Søllestedgård, der i løbet af 1500-tallet flyttede til den nuværende beliggenhed nord for landsbyen Søllested, er et godt eksempel på denne udvikling. De vidtstrakte herregårdsmarker, som endnu for en stor del er bevaret, kom til, og sammen med opførelsen af nye avlsgårde og statelige hovedbygninger - hvoraf renæssancehuset på Berritsgård er blandt landets smukkest bevarede - begyndte en glidende overgang til en ny type herregårdslandskab, som kulminerede i 1800-tallets iscenesættelse. En ny virkelighed Indførelsen af enevælden i 1660, hvor alle adelige godsejeres særrettigheder og privilegier på en gang blev nulstillet, fik trods store politiske og kulturelle ændringer i samfundet alligevel kun en forbigående indflydelse på de store gårdes administrative funktion og magt. 11 år efter enevældens etablering fik herregårdene i 1671 nemlig deres særrettigheder igen. Nu ikke alene som privilegier knyttet til ejeren, men som betaling for nye opgaver, som gårdene

3 samtidig blev pålagt af kongemagten. Herregårdene skulle derefter stå for skatteinddrivelsen i lokalområderne og betale skatterne for de bønder, der ikke selv kunne. Til gengæld for dette gav kongen skattefrihed for de jorder, der blev drevet direkte under herregården, og med indførelsen af stavnsbåndet i 1733 pålagde kongen derudover herregårdene at stå for soldaterudskrivningen. Herregårdene fortsatte således deres historiske funktion som magthaverens forlængede arm, om dog i en ny samfundsorden og efter nye idealer, og modtog for arbejdet både privilegier og sikring af billig arbejdskraft. stadig kan opleves ved Halsted Kloster, hvor resterne af barokhaven og den tilstødende dyrehave er bevaret. Fig. 5 Porten indtil dyrehaven ved Halsted er øverst forsynet med monogram, mens lågerne er malet i familien Vinds gule farve. Reformer og romantik Fig. 4 Allésystemet rundt om Kjærstrup blev plantet i 1760 erne samtidig med, at den nuværende hovedbygning blev opført på resterne af et senmiddelalderligt stenhus. I landskabet bidrog tidens nye stil, barokken, til en ny type landskabelig iscenesættelse af herregårdene. Sammen med ændringer i produktionsapparatet førte den nye iscenesættelse nogle af de i dag mest markante træk omkring herregårdene med sig. Snorlige hovveje, som bønderne måtte gå af, når de skulle yde gratis arbejdskraft - hoveri - på herregården, blev udlagt, smukkest repræsenteret ved den nyoprettede Knuthenlund fra 1728, og lange sigtelinjer og storslåede alléer blev anlagt som ved Kjærstrup, hvor taktfast plantede træer med himmelstræbende kroner endnu flankerer ankomstvejen. Vejnettet forankrede ikke blot gårdene i landskabet men signalerede også tydeligt til omverdenen, hvem der var områdets magthaver. Samtidig kulminerede kongemagtens overdragelse af landsbykirkerne til herregårdene, der her kunne sætte sig i scene, som det bl.a. skete i Fuglse Kirke, hvor stiftamtmand H. Lützow til Søholt satte et storslået epitafium for sig selv. Også i haver og tidens nyeste modefænomen, dyrehaver, foldede 1700-tallets magtdemonstration sig ud, som det Landboreformerne i de sidste årtier af 1700tallet blev begyndelsen til enden for herregårdenes rolle som lokalt magt- og administrationscentrum. Udskiftningen og udflytningen af landsbyernes bøndergårde og overgangen til selveje medførte, at herregårdene definitivt mistede ejerskabet til og kontrollen over lokalområdet. Tilbage var alene deres egne jorder, som med voksende intensitet blev genstand for godsejernes opmærksomhed. Som det var tilfældet særlig i Jylland, blev en række vestlollandske herregårde udsat for en anden af tidens fremherskende tendenser inden for landboreformerne - nemlig godsslagtning, hvor dele af eller alle herregårdenes marker blev splittet op i flere mindre landbrug og bortsolgt. Frederiksdal måtte i 1790 erne gennemleve en markant reducering af sine jorder, efter at godsspekulanter havde haft fingre i dem. Bøndergodset blev solgt fra, mens en del af de tilbageværende herregårdsmarker blev udparcelleret til den nyoprettede Stensgård. Det sene 1700-tal medførte også andre ændringer på herregårdene. Bortsalget af bøndergodset og intensiveringen af de tilbageværende herregårdsjorder medførte sammen med den generelle samfundsudvikling, at godsejerne i stigende grad bosatte sig på deres herregårde. Nye krav blev samtidig stillet til bl.a. boligen og haveanlægget, hvor tidens romantiske natursværmeri kastede en række romantiske anlæg af sig, bl.a. på Søholt. Ligeledes begyndte flere og flere godsejerfamilier at anlægge

4 gravpladser i naturen - gerne på egne jorder - som det bl.a. skete i Theophiliskoven, hvor familien Reventlow i 1813 etablerede en begravelsesplads. Ikke kun naturen blev genstand for opmærksomhed, også fortidslevn som gravhøje og århundredgamle træer blev værdsat og bibeholdt i herregårdsmarkerne som vidnesbyrd om fortidens bedrifter og gårdenes historiske position. korn- og smøreksport, som landbruget oplevede, mens grundlovens indførelse og tabet af særrettigheder gav det politiske og kulturelle incitament til de massive investeringer. Fig. 8 Den monumentale Maglemerport ind til Knuthenborg fra 1860 erne bidrog sammen med funktionærhuse til på lang afstand at signalere herregårdens velstand. Fig. 6 Skelsnæs pavillonen ved Maribosøerne vidner endnu om det romantiske haveanlæg, som i begyndelsen af 1800-tallet blev anlagt ved Søholt. Til trods for at herregårdene én gang for alle fik nulstillet deres særrettigheder ved indførelsen af demokratiet i 1849, oplevede de store gårde samtidig en hidtil uset fremgang økonomisk, socialt og med de godsejerdominerede højreregeringer i anden halvdel af 1800-tallet også politisk, der medvirkede til en storslået livsførelse. Mens der i landbruget investeredes massivt i bl.a. dræningsrør, blev avlsgårdens bygninger ajourført i overensstemmelse med de seneste landbrugstekniske standarder og hovedbygningerne udbygget og moderniseret i tidens historicistiske stil, så de kunne danne ramme om en herskabelig tilværelse med bl.a. store herregårdsjagter. Bl.a. Gammelgård blev forsynet med en ny hovedbygning, der med tårn og dekorativt mur- Fig. 7 Oprindeligt var der en smuk udsigt til Vesterborg Sø fra Reventlow-familiens gravplads i Theophiliskoven, der understregede tidens romantiserende begejstring for naturen. Herregårdslandets Indian Summer I takt med afløsningen af hoveriet i første halvdel af 1800-tallet blev det nødvendigt at rejse arbejderhuse ved herregårdene, hvor den nye arbejdskraft kunne bo - gerne i umiddelbar nærhed af avlsgården eller langs herregårdsmarkernes grænser. Sammen med opførelse af nye stald- og ladebygninger og rejsning af moderne hovedbygninger indledtes et rent byggeboom på de lollandske herregårde fra midten af 1800-tallet. Økonomien blev hentet gennem salg af bøndergodset og fra den voksende Fig. 9 Hovedbygningen på Gammelgård blev opført efter en brand i 1884 i tidens yndede historicistiske stil med tårn, udkragninger og røde mure.

5 værk spillede på fortidens stilarter, men samtidig var forsynet med de mest moderne bekvemmeligheder. Byggeaktiviteterne satte sig også igennem i landskabet, hvor herskabeliggørelsen bl.a. kom til at omfatte boliger for herregårdens centrale medarbejdere. På Krenkerup rejstes den prægtige skovridergård i 1882, mens Knuthenborg med hidtil uset konsekvens forsynede deres funktionærer med nye huse fra godsinspektørens bolig bag den lange mur til skovløbernes hjem fx i Skifterne. Med bygningerne ofte opført i ensartet udtryk og med tydelige referencer til herregården i stil, farve og dekorationer blev scenen sat fra besiddelsens yderste grænser til godsejerens hovedsæde. Fig. 11 De orange huse i Halsted fik først deres nuværende farve i 1940 erne. Frem til omkring århundredeskiftet stod de endnu kalket over stok og sten, der var den traditionelle murbehandling på Sydhavsøerne. Fig. 10 Med sine renæssancegavle og sit skifertag kan det ved første øjekast være svært at skelne skovridergården fra 1882 under Krenkerup fra samtidens mindre herregårdsbyggerier. Udviklingen kulminerede ved indgangen til det 20. århundrede. Mens nye politiske vinde blæste ind over landet med systemskiftet i 1901, og den voksende spænding mellem landene i Europa begyndte at slå gnister forud for første verdenskrig, kastede godsejerne sig over den sidste større iscenesættelse af deres besiddelser. Mens Lungholm fik tilføjet nyt tårn i 1906, rejstes på Knuthenborg i 1917 nye funktionærhuse til chauffør og køkkenkarl. Var optimismen endnu i behold, måtte herregårdsejerne imidlertid sande, at verden have ændret sig, da krigen i 1918 var overstået. Året efter blev lensafløsningsloven vedtaget i Rigsdagen, og den skulle blive symbol på de svære tider, der ventede for herregårdene til trods for, at loven kun kom til at påvirke en mindre del af de store gårde. The Indian Summer var kølnet, og selv om en række herregårde vedblev at bygge ud og sætte sig i scene i de næste årtier som fx på Halsted Kloster, hvor den karakteristiske orange farve på husene i Halsted kom til omkring 1940, så måtte godsejerne erkende, at nye tider var oprundet, og en ny virkelighed stod for døren. Fig. 12 Den fine lille chaufførbolig ved Skibevejen overfor muren til Knuthenborg blev opført omkring 1917 efter tegninger af Ejnar Ørnsholt. Ved siden af ligger endnu et hus fra samme tid, hvori køkkenkarlen med tiden kom til at bo. I dag lever det lollandske herregårdslandskab en udsat tilværelse. Der er ikke længere økonomi på de store gårde til at holde landskabet ved lige, og med den generelle affolkning af Sydhavsøerne kan det være svært at få brugt bygninger - såvel avlsgården som funktionærhusene - der i stigende grad er præget af forfald. Alligevel tyder det ikke på, at det lollandske herregårdslandskab er et uddøende fænomen. Som historiens op- og nedgangstider har vist, så har herregårdslandskabet forstået at udvikle, afspejle og tilpasse sig de forskellige tiders samfundsstruktur og normer. Flere af øens herregårde har i de seneste år kastet sig ud i nye eventyr med en satsning på specialprodukter eller turisme. Dermed er kimen forhåbentlig lagt til nye opgangstider på herregårdene, der vil lægge nye lag til herregårdslandskabets historie.