idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring

Transkript

1 VISION NR./ÅRG. 01/2011 idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring TEMA: De arbejdende fattige - det nye proletariat? Arbejdende fattige? Not in my back yard. Læs om det spirende problem med arbejdende fattige i Danmark og hvordan det kan løses. Læs også: 4-5 Fremtidens socialdemokrati. I de glade 90'ere gik de europæiske socialdemokratier deres sejrsgang med den nye retning for centrum-venstre - den tredje vej. VISION har interviewet en af tænkerne bag den tredje vej for at høre, hvad der gik galt Uddannelse. Ifølge direktør for AE-rådet, Lars Andersen, vil Danmark om 10 år have et overskud af ufaglærte. Og det vil presse ufaglærtes løn ned ad og være medvirkende til at skabe et arbejdende proletariat. Social kontrol. VISION lancerer en ny debatsektion. Denne gang sætter vi fokus på social kontrol af piger i muslimske miljøer og hvordan problemerne kan løses.

2 2 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ LEDER TYPE Indeks Ansvarshavende redaktør: Maria Bøegh-Lervang; Redaktører: Louise Boye Larsen, Frederik Andreas Jørgensen; Redaktionsmedlemmer: Karl Kjær Bang; Martin Ejner Olsen, Grunz, Maria Vedel, Søren Villemoes; Skribenter: Martin Petersen, Jonas Ruban Agersnap, Sofie Refsgaard, Kristina Hohlmann, Peter Pava Rasmussen; Korrektur: Maria Bøegh- Lervang; Grafik og Layout: Matias Albæk-Falk; Illustratorer: Matias BAF!, Patrick Ringsborg, Lasse Van Den Bosch Christensen; Den arbejdende underklasse en spirende realitet i Danmark? VISION sætter i dette nummer fokus på arbejdende fattige. Problemet er mest kendt fra USA og England, hvor ufaglærte og faglærte har fuldtidsarbejde, mens de stadig befinder sig på et eksistensminimum. Men er tendensen på vej mod Danmark? Af Maria Bøegh-Lervang, mbl@ cevea.dk Problemet med arbejdende fattige er kendt fra USA og England. En af årsagerne til, at man som lønmodtager kan være i den modsigende situation skyldes, at der ikke findes et bolværk, der netop skal forhindre, at lønmodtagerne ender i en så miserabel situation. Nu tænker du nok: Arbejdende fattige? Dem har vi da ikke i Danmark. Er det ikke derfor vi har den danske model? Og det er sandt, at vores højt besungne danske model og den høje organiseringsprocent netop skal fungere som et forsvar mod det problem, at vi har medborgere i Danmark, der arbejder fuldtid, men som stadig lever under fattigdomsgrænsen. De danske lønninger er høje i forhold til udlandet eller er de? Internationale analyser viser, at 4 pct. af danske erhvervsaktive er arbejdende fattige. Det er primært unge på arbejdsmarkedet i alderen 18-24, Det har altid været en våd drøm for regeringen og det borgerlige Danmark, at mindske lønningerne. Og på grund af den økonomiske krise fremlægges lave lønninger nu nærmest som en mirakelkur for bevarelsen af dansk velstand og velfærd. Maria Bøegh-Lervang enlige med børn, personer på kanten af arbejdsmarkedet og immigrantarbejdere. Men vi anerkender ikke arbejdende fattige ikke som fattigdom i Danmark. I den politiske debat refereres der ofte til andre betegnelser typisk lavindkomstgrupper. Selve begrebet arbejdende fattige er helt fraværende fra den politiske debat. For man kan jo ikke både være i fuldtidsarbejde og falde under fattigdomsgrænsen og det er gængs opfattelse, at hvis man er på arbejdsmarkedet, så er risikoen for at ende i fattigdom nærmest ikke-eksisterende. Hvorfor vælger vi så at sætte fokus på temaet arbejdende fattige i Danmark, hvis det ikke er et problem vi har i Danmark? Der diskuteres i disse tider, hvordan Danmark skal komme ud af den økonomiske krise. Dommedagsargumenter, så som at Danmark i fremtiden ikke kan klare sig i den globale konkurrence og opretholde den nuværende velstand på grund af globaliseringen og udlandets lave lønninger, er argumenter som vinder opbakning i debatten. Tag bare eksemplet med regeringen Vækstforum, der har til opgave at løse de økonomiske udfordringer, Danmark står over for. Vækstforum lancerede i september sidste år Ti udfordringer for vækst. Ifølge Vækstforum er lønomkostningerne i Danmark ikke desto mindre steget mere end i udlandet gennem en årrække. I den danske fremstillingssektor er lønomkostningerne i dag større end i alle andre OECD-lande, bortset fra Norge. Hvis virksomhederne har et omkostningsniveau som er for højt, vil det svække afsætningsmuligheder for eksportvirksomhederne og for virksomheder, der konkurrerer med udenlandske virksomheder om markedsandele i Danmark. Det har altid været en våd drøm for regeringen og det borgerlige Danmark, at mindske lønningerne. Og på grund af den økonomiske krise fremlægges lave lønninger nu nærmest som en mirakelkur for bevarelsen af dansk velstand og velfærd. Sagen er bare, at argumenterne, om at høje danske lønninger er højere i Danmark end i udlandet, ikke har nogen gang på jord. Dansk Arbejdsgiverforening har netop udgivet en international sammenligning af lønstatistikker for 4. Kvartal i 2010, som de ikke har råbt særligt højt omkring. Og faktisk så skiller lønudviklingen i Danmark sig ikke ud fra de lande, vi normalt sammenligner os med. Pointen er altså her, at i jo højere grad vi accepterer debattens præmis om, at Danmarks høje lønninger har negativ betydning for vores levestandard og den danske model ikke kan stå globaliseringens distance ja, så kan vi risikere altså at opdele vores befolkning i A og B hold, hvor afstanden mellem rig og fattig øges. Men vi vil aldrig kunne konkurrere på lønnen med lavtlønslandene i Asien og da vores lønudvikling ligger på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med, skal vi ikke forsøge at skabe en arbejdende underklasse for at sikre vores konkurrenceevne. Problemet spirer i Danmark Selvom vi endnu ikke har skabt en arbejdende underklasse i Danmark, så er problemet spirende ud af arbejdsgivernes våde drøm om at begrænse de nationale lønstigninger mest muligt Hvis man f.eks. kigger på it-virksomheden CSC, der hyrede indere til arbejde under slavelignende forhold i Danmark, så er en del dommedagsprofetiet allerede blevet til virkelighed. Inderne fik en månedsløn på kr., selvom de ifølge Udlændingelovens beløbsordning var berettiget til over kr. Eksemplerne på de spirende frø til en arbejdende underklasse i Danmark pibler frem i takt med forårets komme. På side 17 her i bladet kommer Mattias Tesfaye fra 3F således med et eksempel, hvor en dansk murer må arbejde for 100 kr. i timen mod normalt 140 da udenlandsk arbejdskraft står i kø for at overtage murerens job. Som ovenstående eksempler viser, er problemet altså begyndende i Danmark. Og det bliver ikke bedre af, at det borgerlige Danmark kan gemme sig bag den økonomisk krise og bruge det som undskyldning for, at lønningerne skal sættes ned. Det er vigtigt, at politikerne er klar over, hvilken kurs vi kan være på vej ind på. Det er nødvendigt, at politikerne anerkender problemet, så vi ikke pludselig finder os selv i en situation med markant øget ulighed, hvor nogle af vores medborgere går for lud og koldt vand. Cevea takker EU-nævnet for støtte til dette nummer af VISION. VISION PÅ NETTET Følg med og deltag i debatten om fattigdom i Danmark og hvad vi skal gøre for at bekæmpe den på vores fanside på Facebook. Søg på "Tidsskriftet VISION" 02 Leder Den arbejdende underklasse en spirende realitet i Danmark? 04 Labour tabte den arbejdende middelklasse Den tredje vej blev brugt af europæiske regeringer i 90'erne. I ti'erne har alle bevæget sig væk fra denne tankegang. Hvad gik der galt? VISION har mødt 26 en af tænkerne bag den tredje vej ULIGHED. Venstrefløjen glemte den økonomiske ulighed. Krisen er en kærkommen lejlighed til at sætte kursen mod en ny lighed. Læs interviewet med Richard Wilkinson, medforfatter til bestselleren The Spirit level Why Equality is Better for Everyone, der mener, at vi sjældent har haft en bedre sag end netop nu. Verden er fuld af skabs-egalitarister Interview med Richard Wilkinson om, hvordan venstrefløjen har glemt den økonomiske ulighed. Cevea er ikke sat i verden for at have en holdning til pointsystemer Interview med Ceveas bestyrelsesformand om relancering af tænketanken, rød valgsejr, centrumvenstres idéfattigdom. Computerspil en mirakelkur til bedre læsefærdigheder? Danske børn er dårlige til at læse. Det slog den seneste PISA-undersøgelse fast. Kan børns læsefærdigheder forbedres igennem de såkaldte computerlæringsspil? TÆNKETANK bliver det år, hvor Cevea relanceres. Læs interviewet med Ceveas bestyrelsesformand Villy Dyhr om relancering af tænketanken, rød valgsejr, centrumvenstres idéfattigdom og.. sporhunde. Tema De arbejdende fattige det nye proletariat Læs temaintro og indeks på side 13 Social kontrol: Et følsomt tabu VISIONs nye debatsektion sætter fokus på social kontrol i indvandrermiljøer Er social kontrol i Danmark et problem? Undersøgelse sætter fokus på problemet med social kontrol i Danmark. Det er de unge piger, der i høj grad udover kontrollen overfor hinanden. Social kontrol: Hvad skal man gøre? Igennem de sidste 10 år har al diskussion om social kontrol været meget politisk betonet. Men der er kun kommet få løsninger på banen. Islamismeforsker Tina Magaard giver her sit bud. TEMA: DE ARBEJDENDE FATTIGE DET NYE PROLETARIAT I dette tema sætter VISION fokus på problemet med arbejdende fattige. Fire procent danskere er i risiko for at ende i gruppen af fattige på arbejdsmarkedet. Særligt er unge i alderen år i risikogruppen - selvom de har fuldtidsjob. Temaet tager fat på problemerne med presset på de danske lønninger fra udenlandsk arbejdskraft og vigtigheden af uddannelse for at undgå, at en stor gruppe ufaglærte risikerer at ende som arbejdende fattige. Læs temaintro og -indeks på side % % % 8-9 BNI SNI % 4.0% 2.0% FIGUR 1 VÆKST I BNI OG SNI VÆKST. Vækst er blevet det nye sort i dansk politik. Men for at væksten i Danmark kan komme alle til gode, skal en kommende centrum-venstre regering holdes ansvarlig for uligheden i samfundet ikke stiger. Læs mere om Cevea forslag til et nyt mål for vækst være et redskab til at sætte fokus på Sætter Fair Løsning gang i 10 erne? Fair Løsning er en ny visionær plan, som nok engang fremdrager de gamle velprøvede værktøjer fra Gang I 90erne frem. De virkede dengang. De vil virke igen. 35 Lad os få en radikal afskaffelse af efterlønnen og al den snak om pensionsalder Hvorfor skal staten og politikerne bestemme tilbagetrækningsalderen? Den nye kontrakt i velfærdssamfundet bør være en frihedskontrakt, hvor den enkelte har ret til både at påtage sig og fravælge lønarbejde i alle faser af livet 37 Gods er guld Dansk infrastruktur er på niveau med Libyen. Hvordan ser fremtiden ud? 38 MUSCLES FROM BRUSSELS: Back from the USSR Hviderusland - Europas sidste dikatatur. Mens nabolandene mod vest er optaget i EU har Lukasjenko øget jernnæven Ligeløn en utopi så længe fagbevægelsen ikke vil? Ligeløn er ikke et tema, der er højt på 39 Hvorfor flygter de intellektuelle? arbejdsmarkedets parters ønskeliste, når overenskomsterne Anmeldelse: The Flight of the intellectuals forhandles; skal problemet løses, kræver 11 Fem spidsede blyanter og ti megaseje big det anerkendelse fra Christiansborg. Vision er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der fucking guns I dag er computerspil ikke bare bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas gameplay for de fede og dovne. Det er også et sprog 32 Et nyt mål for vækst skal stille rød regering til holdning, medmindre dette tydeligt fremgår af og en kultur, som har sin berettigelse i skolens klasserum ansvar En kommende centrum-venstre regering artiklen i danskfaget på samtlige trin. skal holdes ansvarlig for, at uligheden ikke øges. Abonnementsadministration: Det kan et nyt mål for vækst være et redskab til at abonnement@cevea.dk sætte fokus på. Tlf

3 4 VISION 01/ Labour tabte den arbejdende middelklasse Interview I de glade 90 erne gik de Socialdemokratiske partier over hele Europa deres sejrsgang. Anført af det fremadstormende politiske supertalent Tony Blair og den veletablerede LSE-professor Anthony Giddens, lagde man med stor succes en ny retning for centrumvenstre den tredje vej. VISION har stillet en af den tredje vejs tænkere, Roger Liddle, i stævne for at høre, hvad der gik galt. Skrevet af Kristine Bertelsen, kb@cevea.dk og Jens Jonatan Steen, direktør i Cevea Skabelsen af New Labour var baseret på den tredje vej, der vandt indpas ikke alene i Storbritannien, men over hele Europa sidst i halvfemserne. Ved højdepunktet i 1998 var 13 ud af 15 regeringer i det gamle Europa ledet af regeringen med Socialdemokratisk deltagelse. Tankegangen bag den tredje vej var en midterorienteret politisk kurs, der skulle nedbryde de traditionelle ideologiske modsætninger mellem højre og venstre. Man ville overlade væksten til markedet og koncentrere sig udelukkende om omfordeling og social politik. Det var altså et opgør med 70 erne revolutionære socialisme og tilbagevenden til Karl Marx. Der var stigende tiltro til de frie markedskræfter. Succesen for den tredje vej var målt i vælgeropbakning ligeså massiv, som den var kortvarig. Den progressive succes fra 90 erne er således svundet ind til regeringsdeltagelse blot i 4 ud af 15 lande i det gamle Europa og samtidig 4 ud af 27 hvis man tæller samtlige medlemslande i EU. Og det er endda kun når man tæller det højest usikre og ustabile Belgien med. For at afdække den massive socialdemokratiske nedtur, så har VISION iværksat en artikelserie, der over de kommende fire udgivelser vil giv bud på, hvordan det kunne gå så galt og, hvordan centrum-venstre partierne kan genvinde deres fodfæste? Og hvor kan det være bedre at starte end der, hvor det hele tog sin begyndelse: New Labour. Og hvem bedre at starte med, end en af den tredje vejs mest fremtrædende tænkere - Roger Liddle. Som tidligere politisk rådgiver for Tony Blair, nuværende medlem af House of Lords og bestyrelsesformand for den britiske centrum-venstre tænketank Policy Network, har Liddle stået i centrum af den politiske udvikling i England i fire årtier. VISION fangede Roger Liddle for at få hans bud på, hvorfor centrum-venstre har det så svært i Europa i dag og hvorfor det politiske projekt med den tredje vej ikke kunne sikre varig politisk opbakning? Hvorfor står centrum-venstre så svagt over hele Europa på nuværende tidspunkt? Arbejderbevægelsens nedtur begyndte allerede sidst i halvtredserne. Men ikke desto mindre har noget af det, der har været afgørende for denne udvikling været, at vælgerne og særligt arbejderne, ikke længere kan identificere sig med det socialdemokratiske projekt. Parti-identifikationen har været stærkt aftagende. Vælgerne er blevet mere flygtige og omskiftelige. Dette er et resultat af klassesamfundets afvikling og samtidig af den generelle af-ideologiseringen af moderne politik. Hvad man forsøgte og lykkedes med i England med New Labour var at bygge en stærk koalition mellem den kosmopolitiske middelklasse og den traditionelle medlemsbase i den faglærte arbejderklasse. Den stod stærk med en ny frisk leder og et stærkt håb om forandring, siger Roger Liddle og beskriver, hvordan New Labour siden hen gradvist gik i opløsning, fordi partiet mistede støtten fra netop disse samfundssegmenter og særligt de mindre velstillede arbejdere fra Syd-og Midtengland, som han samlet betegner for The Squeezed Middle Var denne koalition som New Labour repræsenterede i 1990 erne alene defineret af ønsket om forandring og ikke i tilstrækkeligt omfang af et stærk politisk program, der kunne holde alliancen sammen? Nej, jeg mener, at der var et meget klart projekt. Det handlede om at forbedre den offentlige service, Mens problemet i den anden ende af samfundet var, at der til gengæld opstod mangel på velbetalte og anstændige jobs til middelklassen i det engelske samfund. Det var først til allersidst i Labours regeringsperiode, at vi begyndte at se på en strategi for at sikre arbejderne jobs fremover. Roger Liddle skabe flere offentlige goder og i det hele taget skabe et stærkere samfund. Der var helt klart et ideologiske skifte væk fra mindre skat og mindre stat, altså væk fra thatcherisme. Middelklassen blev glemt og klemt Grunden til at vælgerne i sidste ende alligevel fravalgte Labour-regeringen og tankegangen fra New Labour, skyldes, ifølge Roger Liddle, at man mistede kontakten til middelklassen: New Labour havde rent faktisk succes med at levere en lang række store forbedringer af den offentlige velfærd. Da vi mistede magten i 2010 havde vi rent faktisk formået at fjerne problemet i f.eks. sundhedssektoren. Men en stor del af vælgerne begyndte at opfatte de øgede offentlige udgifter som et spild. Vi lykkedes med bedre velfærd, men mistede opbakning, fordi indkomsten i middelklassen gradvist blev sat under pres i Labours anden regeringsperiode. Det skyldes dels øgede skatter, og dels at indkomsterne i middelklassen begyndte at stagnere eller ligefrem at falde. Vi havde i Labour ikke lavet en tilstrækkelig langsigtet økonomisk strategi. Det betød, at der var dele af industrien især videns- og serviceindustrien i London, der klarede sig rigtig godt. Her tjente folk rigtig mange penge. Mens problemet i den anden ende af samfundet var, at der til gengæld opstod mangel på velbetalte og anstændige jobs til middelklassen i det engelske samfund. Det var først til allersidst i Labours regeringsperiode, at vi begyndte at se på en strategi for at sikre arbejderne jobs fremover. Ifølge Roger Liddle er arbejdet for en langsigtet økonomisk politik, der tager højde for arbejderne i midten, en af de vigtigste lektioner, som Labour skal tage med sig oven på det massive valgnederlag. Overdreven tillid til de frie markedskræfter Du skrev i en kommentar til Policy Networks i september sidste år, at en stor del af forklaringen på om Labours politiske nedtur skyldes konsekvenser ved dets (red. partiets) kærlighedsaffæren med neoliberalismen og forsømmelse af uligheden. Kan du ikke uddybe hvad du mener med det? Labours kærlighedsaffære med neoliberalismen bestod i, som jeg netop har forklaret, at vi antog, at markedet selv kunne levere de gode og velbetalte jobs. Vi satte alt for meget lid til markedet. Her taler jeg også om mig selv og min tro på den tredje vej. Vi tog fejl og har måttet ændre vores holdninger fra dengang. I1990 erne troede vi, at staten blot skulle levere en økonomisk stabilitet, så markedet kunne trives og klare resten. Tanken var, at havde vi en velfungerende markedsøkonomi, så ville markedet levere væksten og vores formål ville være at omfordele ressourcerne gennem bedre velfærdsydelse, opgør med uligheden og fattigdom blandt børn. Det var en strategi, der ikke fungerede godt nok. Det skabte netop den klemte middelklasse, jeg har omtalt, men ikke de nødvendige jobs, der kunne konkurrere på et globalt marked. Men glemte de socialdemokratiske partier i Europa og Storbritannien udfordringerne ved den stigende ulighed? I 1990 erne antog vi, at hvis vi tog hånd om fattigdommen i bunden af samfundet, så ville vi også samtidig se, at uligheden langsomt ville blive mindre. Det vi fuldstændig undervurderede var de stigende indkomster i toppen af samfundet. Og her følte den klemte middelklasse sig endnu engang overset. Med tiden tror jeg, at Gordon Brown vil få en masse ros for Labours håndtering af den økonomiske krise i 2008 og hans indsats for at undgå at det finansielle system i England kollapsede. Men jeg tror, at der på det tidspunkt var en udbredt følelse af, at man reddede bankerne og de vellønnede og glemte alle de mennesker i helt normale stillinger. Labour havde simpelthen mistet sin folkelige tiltrækning og opbakning. Du taler om følelser og folkelig mistillid, som en af udfordringerne. Det passer vel meget til den nuværende udvikling, hvor vi i stigende grad ser meget populistiske partier som Dansk Folkeparti, Sveriges Demokraterne og det hollandske Frihedsparti vinde indflydelse? Hvordan kan centrum-venstre bringe følelserne og passionen tilbage? Det er i virkeligheden svært at give et svar på. Svaret er i hvert fald ikke blot at erstatte højrefløjspopulisme med venstrefløjs-populisme. Immigrationspolitikken i England er et af de områder, hvor der er en god mulighed for centrum-venstre for at vende debatten til sin fordel. Den konservative regering har lavet nogle meget hårde restriktioner på området, der har gjort det meget svært at immigrere til England. Men industrien er rent faktisk nu ude og gøre opmærksom på, at den førte politik er ødelæggende for udenlandske firmaers muligheder for at investere og udvikle nye arbejdspladser. Og her har vi altså et argument, folk vil kunne forstå. Hvis du fortæller en engelsk middelklasse arbejder, at muligheden for udenlandske virksomheder til at skabe arbejdspladser i England bliver ødelagt af, at virksomheden ikke kan få eksempelvis kinesiske ansatte til landet, der skal opstarte virksomheden, fordi immigrationsreglerne er så stramme, så vil de reagere. Det er en type argument, som jeg synes Labour burde bruge. Men Labour er ikke klar nok i sine holdninger lige nu. Labours kærlighedsaffære med neoliberalismen bestod i, som jeg netop har forklaret, at vi antog, at markedet selv kunne levere de gode og velbetalte jobs. Vi satte alt for meget lid til markedet. Her taler jeg også om mig selv og min tro på den tredje vej. Vi tog fejl og har måttet ændre vores holdninger fra dengang. Roger Liddle Centrum venstre skal skabe alliancer mellem klasserne Det er efterhånden blevet et bredt anerkendt faktum at den tredje vej på trods af sine gode intentioner fejlede. Hvorfor demokratisk socialistiske partileder, som f.eks. vores danske Helle Thorning- Schmidt har travlt med at lægge afstand til denne. Men hvis du skal gøre boet op efter den tredje vej hvad er det så vi kan tage ved lære af i dag? Styrken ved New Labour var evnen til at skabe en alliance på tværs af de sociale klasser i England. Og det kan centrum-venstre i dag stadig tage ved lære af. Der hvor Labour fejlede var, at vi efterfølgende glemte den klemte middelklasse. Hvis Labour igen skal vinde et valg, så har vi brug for at finde en måde at tale til denne gruppe på og samtidig have en troværdig økonomisk politik. Vi var sådan set også på sporet af noget rigtig med velfærdreformerne, men vi lavede ikke nok reformer. Vi må ikke igen ende med at blive slaver af det frie marked, som vi gjorde det dengang, afslutter Roger Liddle med et klart budskab til det europæiske centrumvenstre.

4 6 VISION 01/ Verden er fuld af skabs-egalitarister Interview Venstrefløjen glemte den økonomiske ulighed. Krisen er en kærkommen lejlighed til at sætte kursen mod en ny lighed og ifølge Richard Wilkinson, medforfatter til bestselleren The Spirit level Why Equality is Better for Everyone, har vi sjældent haft en bedre sag end netop nu. Af Peter Rasmussen, ppr@cevea.dk Det er sjældent, at en bog, hovedsageligt bestående af grafer og data, når meget længere end pensumlisten på diverse universiteter, men The Spirit Level må være den berømte undtagelse, som bekræfter reglen. Bogen er allerede udgivet i otte lande, et tal som har udsigt til at blive fordoblet snarligt, og er blevet kaldt alt fra venstrefløjens nye manifest, til en teori om alting. Jeg tror, at grunden til, at venstrefløjen især tredje vejs politikere som Tony Blair glemte den økonomiske lighed, var fordi de kun forstod den rent materielt. Richard Wilkinson Ikke mindst i forfatternes hjemland har den været centrum for såvel intellektuel som politisk debat siden førsteudgivelsen i Den kolossale opmærksomhed er også kommet bag på forfatterne. Men hvordan er det kommet så vidt? Ifølge Richard Wilkinson handler det om, at bogens argument rammer lige ned i vores umiddelbare forståelse af effekterne af ulighed, intuitivt føler mange at ulighed er socialt nedbrydende og skadeligt. I den korte udgave er det hvad vores bog viser, og jeg tror, at opmærksomheden omkring vores bog netop har været så stor, fordi vores argument er tæt knyttet til folks umiddelbare intuition angående de skadelige konsekvenser af ulighed. Men samtidig har bogens timing også spillet ind. Jeg tror vi har draget nytte af en form for intellektuelt vakuum, som har hersket i forhold til en lang række problemer I nutidens samfund. Selvom vi lever i samfund præget af en uhørt høj levestandard, har vi set en række sociale problemer blive forværret over de sidste generationer. Fra det abstrakte gode til det konkrete dårlige Opmærksomheden omkring bogens budskab, at omfanget af sociale problemer i velstående lande, ikke er bestemt af et lands velstandsniveau, men derimod graden af økonomisk lighed, har også fået kritikerne frem af busken, da argumentet slår ned midt i den historiske debat om, hvordan det gode og retfærdige samfund bør indrettes. Skulle en bog bestående af grafer nu kunne besvare et af filosofihistoriens kernespørgsmål? I Wilkinsons øjne vender spørgsmålet anderledes. Frem for en abstrakt diskussion om, hvad det gode samfund er kendetegnet ved, skal vi i stedet spørge om, hvad der konkret kendetegner det dårlige samfund, dvs. i hvilken type samfund er der en overrepræsentation af fænomener, som vi alle kan enes om skal begrænses og allerhelst slet ikke forekomme, hvis samfundet skal kunne karakteriseres som godt. Det gode samfund skabes således ved at forstå, hvorfor sociale fænomener, såsom vold, overvægt, antal fængslede, spædbørnsdødelig, teenagegraviditeter osv. optræder oftere i nogle samfund frem for andre. Her er konklusionen klar: det gode og retfærdige samfund hænger sammen med graden af økonomisk lighed. Når uligheden bliver intim Udover at modtagelsen af bogens budskab har overrasket de fleste forfatterne inklusiv, overrasker det måske også mange, at det hverken er filosoffer, økonomer eller sociologer, som står bag dette nye politiske manifest for venstrefløjen. Derimod står der professor i epidemiologi på såvel Kate Picketts og Richard Wilkinsons visitkort. Hvordan kan det være, at rambukken, som har slået hul på debatten om ulighed i de vestlige samfund, kommer fra denne kant? Der har igennem længere tid været en stor indsats i forhold til at forstå og forklare uligheder i sundhed alene af den grund, at fænomenet er så omfangsrigt og tydeligt, som det er. Forskellene i levealder i forhold til social klasse er så enorme, vi taler mellem 5 og 15 års forskel mellem velstående og fattige områder i vestlige lande. Noget som må karakteriseres som den største menneskerettighedskrænkelse i den vestlige verden. Fra Den Tredje Vej til old school I det seneste årti har venstrefløjen været præget af den tredjevejs budskaber, om man ikke længere skulle fokusere strengt på graden af økonomisk lighed. I stedet skulle blikket rettes mod lige muligheder, fattigdom, inklusion og såkaldte nye uligheder. The Spirit Level kan ses som argument for at vende back to basic på venstrefløjen. Men ifølge Wilkinson handler det ikke om at vende tilbage til noget som engang var: Jeg mener ikke, at det er et old-school argument, for der er en ny grund til at fokusere på økonomisk lighed. Vores bog ændrer på vores opfattelse af lighed og hvad det handler om. Tidligere har det handlet om at overtale middelklassen og de velstående til at opføre sig altruistisk og være solidariske med de fattige. Vores argument er at øget lighed forbedrer livskvaliteten for os alle sammen. Det handler om de psyko-sociale effekter af lighed, og jeg tror, at folk normalt tænker, at lighed kun betyder noget af materielle grunde. At vi skal forstå ikke blot ulighed, men også økonomisk lighed i andet end materielle termer, er væsentligt. Jeg tror, at grunden til, at venstrefløjen især tredje vejs politikere som Tony Blair glemte den økonomiske lighed, var fordi de kun forstod den rent materielt. Tidligere blev økonomisk lighed opfattet som en nødvendighed pga. den omfattende nød og absolutte fattigdom som prægede vores samfund tidligere. Jeg tror, at med den øgede velstand og udryddelsen af de typer af fattigdom betød, at økonomisk lighed blev anset som værende mindre vigtigt. Hvad kan Danmark lære? Det kommer næppe som en overraskelse, at Danmark sammen med resten af de skandinaviske lande er blandt de mest lige lande i verden og derfor også fremhæves positivt igennem bogen. Spørgsmålet er hvad lige samfund som det danske kan lære af bogens konklusioner? Folk spørger ofte hvor lige skal vi blive? Og svaret er, at det ved vi ikke, da vi kun kan udtale os om den ulighed vi kan observere. Da der ikke er lande med større lighed end de skandinaviske og Japan, kan vi ikke vide, om samfund kan drage fordel af yderligere at reducere den økonomiske ulighed. Men samtidig ved vi, at selv i lige samfund, er der markante uligheder indenfor eksempelvis sundhed og uddannelse, så der er bestemt stadig mulighed for fremgang, også for lande som er blandt de mest lige for nuværende. Men ifølge Wilkinson handler det også om en langt større dagsorden, som gælder uafhængigt af den økonomiske lighed, som findes på tværs af lande. Vi må bevæge os fra at opfatte forbedring af livskvalitet i materielle termer og til i stedet at tænke på at forstå, at det er det sociale miljø, vi færdes i, som er nøglen til at forbedre menneskets velfærd og erkende, at vejen til at skabe et bedre socialt miljø for mennesker, at færdes i, går over øget økonomisk lighed. Mod det harmoniske samfund Hvor undertegnede havde forventet en lovprisning af den skandinaviske samfundsmodel, som svaret på hvordan økonomisk lighed konkret politisk skulle sikres, mener Wilkinson, at vi må bevæge os videre end blot at tænke på velfærdsstaten som løsningen. Udover at velfærdsstaten i mange tilfælde reparerer på en ulighed, som skabes på arbejdsmarkedet, og ifølge Wilkinson ikke er særligt god til disse reparationer, er den ligeledes mere ustabil end andre lighedsfremmende foranstaltninger. At forfølge økonomisk omfordeling via velfærdsstaten betyder, at man er mere sårbar overfor politisk forandring, hvilket I jo har oplevet i de skandinaviske lande over de senere år. I stedet tror jeg vejen frem er at forfølge alle former for økonomisk demokrati, hvad enten det handler om at have fagforeningsfolk med ved bestyrelsesbordet, danne kooperativer, At forfølge økonomisk omfordeling via velfærdsstaten betyder, at man er mere sårbar overfor politisk forandring, hvilket I jo har oplevet i de skandinaviske lande over de senere år. I stedet tror jeg vejen frem er at forfølge alle former for økonomisk demokrati. Richard Wilkinson medarbejderstyrede virksomheder osv. Organiseringstyper som disse bidrager ikke blot til større økonomisk lighed, de har også potentiale til at ændre vores relation til arbejdet. Arbejdet er for Wilkinson helt centralt. Det er igennem arbejdet, at personens værdighed og formål skabes via den enkeltes bidrag. Men samtidig er det på arbejdspladsen vi er mest opsplittet i form af hierarkier, hvilket igen generer indkomstforskelle. En gentænkning af hvorledes arbejdet organiseres vil ikke blot reducere indkomstforskelle, men samtidig have en række rigtig gavnlige psykosociale effekter. Derfor er det også væsentligt, at processen mod større lighed ikke kun handler om økonomisk lighed løsninger mod ulighed kan bidrage til at skabe et bedre samfund på alle mulige tænkelige måder udover blot effekten af de mindre indkomstforskelle. Krisen giver anledning til kulturændring Selvom opmærksomheden om bogen og dens budskaber har nået erhvervslivets topledere ved det netop afholdte Davos-topmøde i Schweiz, den konservative britiske premierminister David Cameron og lederspalterne i The Economist, kan vi ikke regne med hjælp fra den fløj. De rige løser det ikke for os. Løsninger kommer først den dag der findes en social bevægelse, som presser på for et andet samfund. Den omfattende vrede, der findes bredt i mange befolkninger ovenpå finanskrisens hærgen, er en oplagt mulighed for at forandre. Men ligeså meget som politikken skal ændres ligeså vigtigt er det, at der kommer en kulturændring, hvor der sættes mere fokus på balancen mellem privat udbytte for den enkelte og socialt udbytte for fællesskabet. Den økonomiske elite må forstå og føle, at den bonus-kultur og de exceptionelle indkomster vi har set de seneste år, bliver anset som værende et udtryk for egoisme og grådighed. De må forstå, at de ikke bliver beundret og respekteret for det. Derfor skal det sociale klima ændres, så de forstår, at de vil være mere respekteret, hvis de ikke havde disse enorme indkomster. Det er overordnet set en ekstraordinær ide, at den rigeste 1 pct. af befolkningen, og det er primært her problemet ligger, i demokratier kan holde resten som gidsler i forhold til at ændre på den nuværende orden. Selvom mange allerede mener, at det af finanskrisen skabte moment for en ny politisk dagsorden allerede er ebbet ud, er der stadig grund til optimisme. Det kræver års vedvarende fokus og kampagne, og vi må sikre fokusset og bygge en kampagne på tværs af lande, men jeg synes, at de første år ovenpå krisen har medført en vækst i opmærksomheden omkring emner såsom fairness og ulighed. Vores bog ændrer forståelsen af hvad lighed handler om samtidig med, at pendulet er begyndt at svinge mod en politisk dagsorden, som sympatiserer med vores argument.

5 8 VISION 01/ Cevea er ikke sat i verden for at have en holdning til pointsystemer Interview VISION har mødt Ceveas bestyrelsesformand Villy Dyhr til en snak om relancering af tænketanken, rød valgsejr, centrumvenstres idéfattigdom og... sporhunde. Af Jesper Boe Jensen, jbo@cevea.dk Jeg møder Villy Dyhr en dag, som værterne i de forskellige mediers vejrudsigter har snakket om længe. En dag, hvor frost og sne vender tilbage til danskernes hverdag. Efter et senefterår og en vinter, som har syntes umuligt hårde og kolde, har klimaet nu ellers taget et opsving og spredt gryende optimisme. Varmere tider på vej. Men nu siger de meteorologiske vismænd altså, at kulden vil gøre comeback, og at vi atter er på vej ned i en krisetid præget af minusgrader, sne og glatførevarsler. Da jeg står uden for det nyopførte HK Danmarkhovedkontor ved de amagerkanske volde, på vej op for at tale med HK-forbundssekretær og Ceveabestyrelsesformand Villy Dyhr, og mærker de første snefnug, som lander på min kind, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg som opmærksom, altregistrerende journalist burde lægge noget mere i den aktuelle vejrsituation. Er den et varsel for, hvad der er i vente for centrumvenstre i Danmark: Man tror, man er på vej ud af krisen, man øjner de bedre tider, generobringen af regeringsmagten men vil man i virkeligheden blot blive skuffet af et isnende tilbageslag, der skubber rød blok ud i kulden igen; tilbage til, hvor man var ved systemskiftet for ti år siden? Jeg går ind i den funklende HK-bygning. Jeg må høre bestyrelsesformandens forudsigelser. Hvad bringer den politiske vejrudsigt? Er der grund til optimisme for Cevea i 2011? 2011 bliver det år, hvor vi relancerer Cevea i den helt store stil. Vi satser hele butikken. Det bliver året, hvor vi træder op på et nyt udviklingstrin, giver tænketanken et friskt pust og ansætter nogle flere folk, så vi kan sprøjte analyser, holdninger og dagsordener ud i massevis. Sådan falder de kontante ord fra Villy, da jeg er nået op til hans kontor, har smidt min snedækkede jakke og spurgt ham, hvad der er i vente for tænketanken i Og hurtigt indser jeg, at det ominøse vejrvarsel er blevet gjort til skamme af bestyrelsesformanden. I hvert fald hvad Cevea angår, er der ingen pessimisme at spore hos Villy Dyhr. Han har derimod en klar plan klar: Da jeg kom ind i Cevea for godt et halvt år siden, fandt jeg hurtigt ud af, at der var tre ting, som jeg ville starte med at rette fokus på: professionalisering, konsolidering og positionering. Professionalisering var vigtig, fordi jeg syntes, at nu havde Cevea eksisteret et par år, og nu var det efterhånden blevet tid til at strømline organisationen lidt. Frivillige hænder lagde jo en imponerende arbejdskraft, men nu var det på tide at opbygge en fastansat grundstamme. Konsolidering var ligeledes afgørende. Jeg er dybt imponeret over, hvad man har udrettet med det nuværende budget Cevea har været meget synligt og fået uddannet mange, men jeg vil gerne prøve at sætte det op i gear, være ham der siger Nu skal vi altså videre. Og så er der den sidste ting, som jeg kalder positionering. Hvad skal Cevea egentlig mene noget om, hvad skal vi ikke mene noget om? Hvad er Ceveas rolle? Og det synes jeg har været lidt uklart, så det vil jeg gerne prøve at arbejde med. Jamen, hvad skal Ceveas rolle så være?, spørger jeg den kampberedte Villy Dyhr. Alt tegner jo til, at vi i 2011 vil se den første valgsejr til rød blok i tretten år. Hvordan vil det ændre Ceveas position? Må jeg bruge en hundemetafor? Nogle gange er Cevea vagthunden, der værner om de gamle dyder i forhold til, hvad oppositionen nu måtte mene og gøre. Cevea kan også være angrebshunden pitbullterrieren, der går løs på liberalisterne og de konservative, og de forslag, de måtte komme med. Men man kunne jo også vælge at være sporhunden. Stifinderen, som viser vejen frem til fremtidens politiske projekter, indretningen af fremtidens samfund. Da jeg for et halvt år siden kom ind og så på Cevea, så syntes jeg, at der var for meget vagthund, for lidt angrebshund og især alt for lidt sporhund over organisationen. Og det er den rolle, jeg synes, Cevea skal spille. For det er ikke hos de politiske partier i dag, at man møder de store visioner og tanker om, hvordan det her samfund skal udvikle sig. Det lyder ikke som om, du synes, Cevea skal tøve med at kritisere en kommende S-ledet regering? Nej, bestemt ikke. Men det skal ikke ske på deres konkrete, dag til dag politik. Jeg mener ikke, det er Ceveas opgave. Altså om de laver et pointsystem, der ser ud på den ene eller anden måde, det mener jeg ikke, Cevea er sat i verden for at have en holdning til. Nej, jeg tror, at vi ville være meget bedre stillet, hvis vi kunne hjælpe en ny regering til at få nogle politiske og ideologiske projekter, der strækker sig langt ind i fremtiden Villy Dyhr holder inde. Bruger et par øjeblikke på at tænke sig om og breder derefter snakken ud til at handle centrumvenstre generelt: Dette siger jeg jo fordi, når man hører på centrumvenstre i dag, så er udgangspunktet faktisk egentlig temmelig idefattigt. Det er: Nej, hvor har vi det godt, fra nu af kan det kun blive værre. Og hvis dét er udgangspunktet for politikudvikling, så er der altså ikke ret meget at komme efter. Det betyder jo, at man hele tiden står i defensiven. Jeg synes, vi skal væk fra det. Vi skal hen til: Hvor har vi det dog godt men det kan faktisk blive endnu bedre. Her må vi være klar til at tage de interne, ideologiske kampe. Et godt eksempel er frihedskampen. Jeg er så pissesur over, at liberalisterne har stjålet frihedsbegrebet, fordi frihedsbegrebet er i bund og grund venstreorienteret. Og der er stadig meget at kæmpe for. I dagens Danmark er det sådan, at når der er nogen, der har et problem, så får de en pose penge og tre sagsbehandlere. Er det den rigtige måde at løse problemerne på? En sagsbehandlerkultur, hvor man umyndiggør folk, har det ret meget med frihed at gøre? Her kunne Cevea udfordre en ny regering og sige: Hør lige kammerater, skal vi ikke finde en ny tilgang til det her? Så siger du, at Cevea skal overtage den rolle, som Cepos har haft de seneste år som tænketanken, der taler sine trosfæller i regeringskontorerne midt imod? Da jeg for et halvt år siden kom ind og så på Cevea, så syntes jeg, at der var for meget vagthund, for lidt angrebshund og især alt for lidt sporhund over organisationen. Og det er den rolle, jeg synes, Cevea skal spille. Villy Dyhr Jeg har intet imod at kritisere en ny regering. Men vi skal ikke stå i den situation, at medierne føler, de altid kan ringe til Cevea at få at vide Jamen, det er også for galt. For hvad flytter vi så? Jeg synes mere, det handler om at tale en ny regering op. Vi skal sige: Nu har I fået magten, nu skal I bruge den til at gøre det her samfund bedre i stedet for bare at skælde ud og tale ned. Og for mig er der en væsentlig forskel i det. Og er du klar til at ofre noget presseomtale på det? Cepos kommer jo vældig meget i medierne, hver gang de kritiserer de blå... Nu har jeg været politisk aktiv i 25 år. Så jeg ved, at hvis jeg vil i avisen, så skal jeg bare skælde ud. Det er altid interessant! Men det flytter ikke og en skid. Det svækker projektet. Men selvfølgelig skal der være plads til ideologiske diskussioner. Der hvor Cepos jo har haft succes, det er der, hvor de har holdt fast, fokuseret på det langsigtede, eksempelvis skattelettelser. Der har de været med til at rykke tingene. Der har Cepos sat sig i sporhunderollen, og det er også det, Cevea skal gøre. Hver gang, der er en anledning til det, skal vi tage fat og holde centrumvenstrepartierne op på de principielle linjer. Vi vil jo forbedre samfundet! Det der med bare at komme i flest muligt aviser, det er ikke målet. Men hvad er så målet? Hvad dit drømmescenario, hvor er Cevea om fem år? Om fem år har vi en meget skarpere idepolitisk debat i Danmark og de politiske partier imellem. Jeg tror da, at alle danskere er trætte af i hvert fald indtil Lars Løkke holdt sin efterlønsnytårstale kun at have to ikke-socialdemokratiske partier i Danmark, nemlig Enhedslisten og Liberal Alliance. Vi bør da kunne kende forskel på partierne, der må jo være en grund til, vi har så mange! Hvad er det, de står for? Dén diskussion skal Cevea være med til at katalysere og tvinge partierne til at tage stilling. Cevea skal være dem, der kvalificerer den politiske debat med analyser, ideer, fakta, inspiration fra den store verden... Jeg vil så gerne have, at vi igen får politikere med vilje og mod til at rykke samfundet fremad. Kan Cevea være med til at skaffe dem? Ja da. Jeg bliver ikke overrasket, hvis vi ser en dimittend fra en af Ceveas uddannelser på Christiansborg inden for fem år! Med den forudsigelse er interviewet slut. Villy Dyhr samler sine ting og går ud af døren med et smil og en knyttet sejrsnæve i vejret som en afskedssalut til undertegnede. Og det er ok. For jeg har fået, hvad jeg kom efter. Jeg har hørt om Villy Dyhrs visioner for tænketanken. Jeg har hørt, at han har gode varsler for, hvor centrumvenstre af i dag er på vej hen i morgen. Jeg har følt hans kampgejst og sejrsiver. Jeg har lært om forskellen på vagt-, angrebs- og sporhunde. Og jeg har hørt, at 2011 bliver året, hvor Cevea satser butikken, skruer gearet op på max og går efter at ændre samfundet. Jeg forlad HK-bygningen igen. Nej, vejret er ikke klaret op og solen stråler ikke fra en skyfri himmel. Om noget er frosten blevet hårdere, og sneen falder nu indædt. Men det er ok. For jeg har lært, at vejret ikke altid kan bruges som en metafor på sindstilstanden i en tænketank eller politisk blok. Uanset sne og frost, er kampgejsten hos Ceveas bestyrelsesformand i hvert fald glohed.

6 10 VISION 01/ COMPUTERSPIL. Den nyeste PISA-undersøgelse placerer Danmark på en 18. plads - den hjidtil dårligste. Hvordan kan vi forbedre de danske skoleelevers læsefærdigheder? VISION præsenterer her computerspil som en mulig løsning. Computerlæringsspil mirakelkur til bedre læsefærdigheder? Danske børn er dårlige til at læse. Det slog den seneste PISA-undersøgelse fast. Men hvordan kan børns læsefærdigheder forbedres? Igennem de såkaldte computerlæringsspil? Nej, mener ekspert, men det er et fint supplement, for børn lærer bedre igennem leg. Interview Fem spidsede blyanter og ti megaseje big fucking guns Hvad skal vi med de dér nye computerspil? Virker de? Kan de langes over disken, som det hedder i undervisningsjargonen? Og hvad handler actionspillet Grand Theft Auto i virkeligheden om? Spids blyanten og lad pistolen! Kommentar Af Maria Bøegh-Lervang, mbl@cevea.dk Den borgerlige regerings indsats for at forbedre danske børns læsefærdigheder er fejlet. Der var således intet nyt under solen, da undervisningsminister Tina Nedergaard tilbage i november måned præsenterede den seneste deprimerende PISA-måling, hvor Danmark var dumpet ned på en kedelig 18. plads samme placering som for ti år siden. Men nu får børnene måske hjælp fra en ny kant. I hvert fald er danske computerlæringsspil et område, som politikerne gerne vil støtte. Men vil sådanne spil kunne hjælpe danske børn til at blive bedre til at læse? Leg er den bedste vej til at lære nyt Hey tjullahop. Jeg hedder Dino Martin, og jeg er blevet sendt ud af lampen for at fortælle, at vi godt kunne bruge flere ABCiTY-hjælpere, så vi kan redde byen ABCiTY fra den klamme edderkop KRaPyLia, der truer med at stjæle ABCiTYs vokalpiger. Sådan lyder starten på det nye danskudviklede computerlæringsspil ABCiTY, et såkaldt edutainmentspil, der skal motivere børn til at blive fænget af ord og bogstaver fra de er 4 år. Udgangspunktet for ABCiTY er, at man allerbedst får børnene motiveret til at interessere sig for skriftsproget, hvis det sker på en sjov og legende måde.. Og for at det er sjovt, må spillet hverken være for let eller for svært, forklarer direktør for ABCiTY, Tav Klitgaard. I ABCiTY har vi implementeret en såkaldt adaptiv læringsprogression, som betyder, at spillet tilpasser sig barnets individuelle læringsniveau. Og det er muligt at forbedre børns læsefærdigheder ved hjælp af computerspil - det der virker er, at børnene går tidligt i gang med at lege og lære. Men det skal være i en sammenhæng, de synes er cool, fortæller Tav Klitgaard. Skal bedre læsefærdigheder ske via spil på computeren? Men kan det virkelig passe, at et computerspil kan realisere drømmen om at lege sig til læring? Ja, mener leder for Det Nationale Videnscenter for Læsning Klara Korsgaard. Hvis børn kan lege sig ind i skriftsproget, vil det være en motivation for læring. Motivation er drivkraften for al læring. Men betyder det så, at computerspil er opskriften på bedre læsefærdigheder i den danske folkeskole? Det vil være at tage munden for fuld, siger Klara Korsgaard og fortsætter, Computerlæringsspil kan være med til at øge motivationen til at lære, fordi det foregår med afsæt i legen, men det er ikke ensbetydende med, at det generelle læseniveau højnes. Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini mener heller ikke, at computerlæringsspil er en mirakelkur. Dog mener hun, at børn lærer forskelligt og derfor er det vigtigt, at der er forskellige læringsmuligheder for mange børn lærer bedre ved at lytte. Socialdemokraterne foreslår også i deres folkeskoleudspil, at de vil gennemføre en digital revolution af folkeskolen. Alle elever og lærere skal udstyres med en digital værktøjskasse i form af f.eks. en bærbar PC. Det er vigtigt, at alle får de samme basislæringsredskaber og får lige adgang til undervisning. Politikerne kan ikke stave til rammebetingelser Både eksperter og politikere mener altså, at computerlæringsspil er en vigtig måde at få børn til at lære at læse. Men hvordan kan computerspilbranchen sikres bedre rammebetingelser? Socialdemokraterne foreslår, at udvide støtten med 2 mio. kr. til læringsspil: 2 mio. kr. ekstra er en start, men der er grænser for hvor meget vi kan sætte af i disse tider på trods af, at branchen har et meget stort udviklingspotentiale. Men vi har et problem med spilområdet, for det falder ned mellem flere stole. Vi er nødt til at skabe et bedre samspil mellem Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Erhvervsministeriet. Det handler om at kunne udnytte potentialet bedst muligt ved at uddanne de bedste spiludviklere samtidig med at læring er i højsædet, siger Christine Antorini og fortsætter: Der er brug for politiske initiativer, hvor vi tænker på tværs. For at udvikle gode læringsspil er det ikke nok med gode spiludviklere, de skal også have pædagogiske kompetencer. Det er ganske få miljøer med fokus på læring i computerspil, der er groet op fra neden. Vi skal lave et politisk initiativ, der skal uddanne de unge ved at give dem forskellige kompetencer både i forhold til programmering, men også i forhold til pædagogik. Leder for Nationalt Videncenter for Læsning Klara Korsgaard er enig. Ifølge Korsgaard er det vigtigt at skabe makkerskaber mellem spiludviklere og fagfolk: Det er nødvendigt, at de der udvikler læringsspil har en pædagogisk viden og en faglig indsigt. Mere end bare eksport Læringsspillet ABCiTY er et eksempel på forskellige fagligheder, der er gået sammen. Direktør Tav Klitgaard mener da også, at faglige fællesskaber er vigtige for at kunne udvikle læringspilsindustrien: I Danmark er vi rigtig gode til at udvikle computerspil, men vi kan jo ikke hamle op med spil som World of Warcraft. I stedet mener Klitgaard, at vi skal satse på læringsspil, da vi i Danmark har en særlig pædagogisk tradition. Tænk bare på Kold og Grundtvig. Uden dem havde et spil som ABCiTY ikke eksisteret. Vi har en lang pædagogisk tradition, og vi kan nå langt, hvis vi kobler pædagogik og computerspil sammen, fortæller Klitgaard og fortsætter: Der har traditionelt været et erhvervsmæssigt fokus på computerspil som eksportprodukt. Men vi skal huske på, at hvis læringsspil skal hjælpe børn med at blive bedre til at læse, så er det frem for alt vigtigt for samfundet, at læringsspil bliver en pædagogisk succes, slutter Tav Klitgaard. ABCiTY er et online læringsspil til børn i alderen 4-7 år. ABCiTY er bygget op omkring 18 læringsemner, som hver især er nødvendige byggesten i udviklingen mod at lære at læse. Spillet har netop vundet prisen som Årets Danske Talent ved Danish Game Awards Læs mere om ABCiTY på dk. Indtast koden Dino Martin under Få adgang til og prøv spillet t gratis i en uge. Computerspilsbranchen omsatte for 380 mio. kr. i På trods af at computerspilsbranchen er i stigende vækst, er det ikke et område, politikerne prioriterer højt - branchen fik kun 12 mio. kr. med sig hjem i filmforliget. Af Bo Kampmann Walther, lektor i Medievidenskab, SDU og Trine May, stud.pæd i didaktik og folkeskolelærer. I dag er det vigtigste ikke, om eleverne kan trække landkort frem på de interaktive tavler. Nej, det helt centrale er, at de lærer at forholde sig analytisk og reflekteret til de nye medier. At de forstår, at hovedpersonen i Grand Theft Auto, Niko Bellic, lider, når de spiller ham. At de fatter, at Hamlet aldrig kan fungere som computerspil, fordi man ikke kan snyde sig til en cliffhanger. At de begejstret kan dissekere Christopher Nolans nyeste blockbuster, Inception, og gå i flæsket på filmens egentlige Gud nemlig en arkitekt, der vel snarere er en slags spildesigner, der skaber levels i drømmene. Slip den indre drengerøv løs og lær børnene at forholde sig til gameplayet i World of Warcraft, analysere rumligheden i Counter-Strike eller fokalisationen i Need for Speed. Og lad overbygningsdrengene og -pigerne reflektere over den medierede verden og perspektivér den til virkelighedens verden: Er Grand Theft Auto s verden ren voldsporno eller er det i virkeligheden et spejl af samfundet på godt og ondt? I dag er computerspil ikke bare gameplay for de fede og dovne. Det er også et sprog og en kultur et interface på verden som kan aktualiseres på kunstnerisk form af voksne nørder. Og derfor har det sin berettigelse i skolens klasserum i danskfaget på samtlige trin. Computerspil har udviklet sig fra streger i sort/ hvid over simple scroll-teknikker til labre 3D-universer og stribevis af expansion packs. Vore dages spil er store og flotte, koster millioner at producere og sælger på niveau med hvis ikke højere end film og musik. Vi lever ikke længere i en tekstkultur, men færdes og agerer hjemmevant i en mediekultur, og mange voksne tror fejlagtigt, at vores børn fordi de er indfødte i denne kultur, modsat vi voksne, der er immigranter i den problemfrit og kompetent kan begå sig her på egen hånd. De har jo arbejdet i tekstdokumenter, googlet, skypet og spillet computerspil, siden de sad i kravlegård. Mere end hver fjerde 9-årig har i dag en profil på nettet, og ord som WI-FI, sta-tus-op-da-te-ring og in-ven-to-rylist hører til hverdagsvokabulariet for børn i skolestartsalderen. Men hvad er det egentlig, eleverne kan? Og hvad er det, de skal lære? Via deres medieerfaringer kommer moderne børn med en række praktiske færdigheder, som vi i skolen skal opfange og udvikle. Men ikke mindst må vi forsyne eleverne med redskaber, der sætter dem i stand til på et analytisk og reflekteret plan at kunne forholde sig til de nye medier. Det burde være enhver dansklærers våde drøm at undervise midt i denne nye mediekultur, hvor eleverne i dén grad er aktivt deltagende og både læser og producerer masser af tekst. Det viser sig dog ikke at være helt ligetil, for mange faktorer er udfordret af de nye mediers indtog, og dansklærerens dagsorden må derfor revideres: For det første er den traditionelle kommunikationsmodel udfordret (en klog afsender (fx en forfatter) har et budskab (en tekst), han formidler til modtagermassen (sine læsere)). Med web 2.0 blev dén model skudt ned! I dag vil alle høres, og alle kommer til orde. Der er således ikke få, der skriver til mange. Nej, vi er mange, der via de nye medier kommunikerer til og med hinanden i diverse medier. Og vi gør det hele tiden. Hertil kommer, at tekstbegrebet er udfordret. Hvad er overhovedet en tekst? Er Grand Theft Auto en tekst? Finkultur og popkultur mikses: Er et blogindlæg mindre seriøst end en kronik? Hvad er mobillyrik, smsnoveller og facebookromaner? Kan man analysere en flash mob? Er den fiktion? Og har det betydning for fortællingerne om Alfons Åberg, at man kan være Facebookven med ham og kommunikere med ham flere gange dagligt? Undervisningens indhold må med andre ord redefineres: Traditionelt har bogen og også filmen stået stærkt i danskfagets arbejde med fiktion, og det skal

7 12 VISION Fem spidsede blyanter og ti megaseje... de naturligvis fortsat, men vi må se i øjnene, at disse ikke længere er de foretrukne medier for fortællinger. Her har computerspillet de senere år overhalet indenom, og det må som udtryksform og kulturfænomen integreres i danskfaget på linje med de klassiske medier bøger og film. Vi taler således ikke her om læringsspil, den såkaldte edutainment, men om rigtige spil, som vi (både lærere og elever) først nu skal til at lære at analysere. Lad os se på sådan et rigtigt spil. I Grand Theft Auto IV styrer vi Niko Bellic, en kriminel immigrant fra Serbien, som ankommer til USA lokket af skønsang om frihed, lykke og dollars. En illusion, viser det sig hurtigt. Niko bliver fanget i Liberty Citys barske underverden. Sat på spidsen handler GTA ikke bare om, hvordan Niko nådesløst banker, skyder og bander sig vej til den mafiøse top, men også og mere om hans futile kamp for at undslippe sin skæbne. Altså, han er jo li som fanget i et computerspil, ikk? GTA er en moderne tragedie, Romeo og Julie på coke. Og Serbien? Det er de genreforventninger (læs: tyrannier), som stadig lever bag jerntæppet. Niko nakker genstridige dansklærere. Reglerne er simple nok: Niko (og dermed spilleren) skal helst være ferm til at håndtere skydevåben, stjæle biler og date damer på den hårde måde. Det er et spørgsmål om at forstå og handle ud fra et begrænset sæt af handlemåder med henblik på at overkomme spillets forhindringer og bevæge sig fremad i GTA s fiktive rum. Problemet er, at disse handlemåder playing by the rules også har en semantisk overbygning: de inviterer til etisk stillingtagen og moralske dilemmaer. For eksempel lægger spillet op til, at man får ekstra point ved at være sammen med en prostitueret (man får tanket op på health -kontoen nemlig). Man skal dog samtidig betale for disse ydelser, og så er det jo heldigt, at man bare kan slå den prostituerede ihjel efter endt action og tage sine penge igen! Dilemmaet er åbenlyst. Luder-optrinnet er egentlig bare en regel, der passer ind i den historie, der udfolder sig, men til gengæld er det problematisk i en samfundsmæssig og moralsk optik. Vi spiller ikke bare efter reglerne, men lader os tillige immerse, dvs. nedsænke i og opsluge af simulationen og dens fiktion, dvs. spilverdenen. Det er derfor, det er sjovere at spille Quake med teksturer end barberet vektorgrafik, og det er sikkert også derfor, det er sjovere at spille skak på et fornemt marmorbræt end med grove trædimser på jorden. Man kan også mene, at GTA er et meta-moralsk spil, nemlig fordi vores anti-helt, Bellic, faktisk har det ad helvede til med Liberty Citys regelsæt. Han vil gerne væk fra sin kriminelle fortid (men vi vil ikke, ellers var spillet ikke fascinerende), og for at realisere den utopi, må han lige præcis mønstre alle de kriminelle og afstumpede teknikker, der skal til for at få succes i spillet. Med andre ord peger Bellics forløsning og spillets medgang i to forskellige retninger. Vores spilintentioner og ønsket om fedt gameplay er Bellics store ulykke. Her må drengene godt være med. Kald det ren ønsketækning, men det virker: Det er fedt at håndtere store guns og samtidig trevle en meta-konspiratorisk gåde op, lag for lag, time efter time. Spil og tænk! Ja, ja, det er meget fint alt det dér med smarte computerspil som GTA. Men hvordan gør jeg det sådan rent didaktisk?, spørger du måske. I Fælles Mål 2009 for faget dansk har medier fået en fremtrædende plads i forhold til tidligere faghæfter. I slutmålet hedder det, at undervisningen skal lede hen mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at forholde sig analytisk og reflekteret til tekster og andre udtryk fra forskelligartede medier, og i vejledningen nævnes computerspillet eksplicit gentagne gange. Så det er bare med at komme i gang. Først og fremmest bør computerspil analyseres på deres egne præmisser. Vi bør ikke lade som om, et spil bare er en tekst plus interaktivitet og dermed trække en tekst- eller filmanalysemodel ned over et spil. Et computerspil er noget andet, der skal analyseres med det begrebsapparat, der hører til her. Eftersom studiet af computerspil (den såkaldte ludologi ) er en seriøs forskningsdisciplin, er dét begrebsapparat naturligvis hele tiden til diskussion og justering. Og derfor er indvendige begreber som gameplay, game world, game rules osv. helt essentielle. Læs meget mere om det i vores bog til folkeskolen (og alle andre) Computerspillets fortællinger (Gyldendal 2010). Dernæst gælder det om at være nysgerrig. Vi skal være dannede på den fede måde. Hverken som københavnere, der flagrer kolerisk rundt og synes, at alt er enormt spændende og i øvrigt mener, at computerspil er svaret på humanismens skingre drøm om selvkompetente børn og unge, eller i form af jyder, som spiser brød til og tenderer mod en papkassemoral, hvor vi har nok i os selv, og hvor alt nymodens pjat rangerer som en glittet trussel mod danskfagets opbyggelige kerne. Jagten på de nye mediers didaktik må ikke ende i en Omvendt Kasket, hvor læreren krampagtigt forsøger at være ung med de unge (det bliver nemlig hurtigt gennemskuet), eller i en bovlam Tweedjakke, hvor den bornerte sarkasme over nye medier siver giftigt ud til eleverne. Find noget midt imellem. Der må gerne være højt til loftet, samtidig med at damerne hviner, dækkene skrider, og terroristerne får pløkket hovedet af. Spil Grand Theft Auto og tænk dig om, næste gang du skyder. Trine May er prisbelønnet lærebogsforfatter, foredragsholder m.v., og Bo Kampmann Walther er lektor, ph.d. ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet, fodboldskribent, foredragsholder m.v. De har sammen udgivet lærebogen Computerspillets fortællinger (2010) samt en mængde artikler om computerspil, nye medier og didaktik. Læs mere på www1.sdu.dk/hum/bkw/ VISIONTEMA De arbejdende fattige - det nye proletariat? TEMAINTRO VISION sætter i dette nummer fokus på working poor. En problemstilling, der er totalt fraværende på den politiske dagsorden. Dette til trods for, at meget peger i retning af, at vi allerede har arbejdende fattige i Danmark, og at der er stor risiko for at antallet er stigende. Derfor vil VISION i dette tema give svar på nogle af de spørgsmål, der ellers ikke stilles. Undersøgelser peger på, at 4 % af de danske lønmodtagere er i risiko for at ende som arbejdende fattige. (Flere arbejdere har usikker fremtid, side 14) Diskussionen om fattige på det danske arbejdsmarked er dog meget sløret på grund af en manglende fattigdomsgrænse i Danmark. (Fattigdom sløres af manglende fattigdomsgrænse, side 15) Mathias Tesfaye fra 3F advarer mod det massive pres, der kommer fra den udenlandske arbejdskraft, som bl.a. medfører, at faglærte jobs bliver til ufaglærte jobs. (Fattig på fuldtid, side 17) Dette pres fra udenlandsk arbejdskraft betyder også, at danskere mister deres job da lønniveauet underbydes (Udenlandske arbej- Idépolitisk debat i din organisation? Tema-sektionen er placeret midt i bladet lige til at tage ud. Hvis du eller din organisation ønsker at modtage et oplag af dette eller tidligere temaer, så skriv en mail til: abonnement@cevea. dk. Tidligere temaer inkluderer: Fagbevægelsen, frivillighed, erhvervspolitik, feminisme og danskhed. dere tager danske jobs, side 16). Selvom de nødig vil indrømme det, er dette lønpres dog ikke i strid med den borgerlige politik tværtimod er det en målsætning, at de lavest lønnede skal have mindre i løn. (De borgerlige vil have side 18) Lennart Damsbo Andersen (S) og Line Barfod (EL) vil begge gerne være med til at modvirke, at et nyt proletariat opstår. De mener, at både Christiansborg, fagforeningerne og EU er vigtige aktører i den kamp. (Politikerne skal med i kampen, side 19) AE-rådet peger på, at en helt afgørende faktor for at forhindre en fremvækst af arbejdende fattige er uddannelse (risiko for working poor proletariat, side 20). I Nederlandene er der også en tendens til, at de nye fattige ikke længere er borgere, der modtager overførselsindkomster, men er borgere, der arbejder for meget få penge (de nye fattige, side 22-22). Temaet rundes som vanligt med UNDERHUSET, hvor formændene for SFU, RU og DSU diskuterer, hvordan vi undgår et arbejdende proletariat i Danmark. TEMAINDEKS 02 Leder: Den arbejdende underklasse en spirende realitet i Danmark? 14 Flere arbejdere har en usikker fremtid Af Jonas Ruban Agersnap 15 Fattigdom sløres af manglende fattigdomsgrænse Af Jonas Ruban Agersnap 16 Udenlandske arbejdere tager danske job Af Sofie Refsgaard og Jonas Ruban Agersnap 17 Fattig på fuldtid Af Kristina Hohlmann 18 De borgerlige vil have flere arbejdende fattige Af Kristian Weise, chefanalytiker i Cevea 19 Politikerne skal med i kampen Af Martin Petersen 20 Risiko for working poor proletariat Af Lars Andersen, direktør AE-rådet 21 De nye fattige Af Floris Noordhoff, ph.d. Amsterdam Universitet 23 Basisindkomst en fornyelse af velfærdssamfundet Af Erik Christensen, tidl. lektor i samfundsfag, AAU 25 Underhuset Af Pelle Dam (SFU), Simon Dyhr (RU) og Peter Hummelgaard (DSU).

8 14 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ Flere arbejdere har usikker fremtid Fire procent danskere er i risiko for at ende i gruppen af fattige på arbejdsmarkedet. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Oxford Research. Samtidig vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at der er op mod fattige i Danmark. På trods af det, er det registrerede antal af fattige på arbejdsmarkedet meget lavt. Af Jonas Ruban Agersnap At have et arbejde og samtidig leve i fattigdom virker selvmodsigende, alligevel kan det blive fremtiden for flere danskere. Fire procent arbejdende danskere lever i dag med risikoen for at ende i fattigdom, på trods af de bliver på arbejdsmarkedet. Det viser en undersøgelse lavet af analyseinstituttet Oxford Research fra Undersøgelsen viser, at særligt to grupper af lønmodtagere er i farezonen for at ende som arbejdende fattige. Det er ifølge Oxford Research s rapport lønmodtagere i familievirksomheder samt selvstændige erhvervsdrivende. Tendensen bekræftes af AE s seneste fattigdomsundersøgelse fra samme år. Den viser, at gruppen af arbejdende fattige ofte er selvstændige erhvervsdrivende. Men da de selvstændig erhvervsdrivende er kendt for at have en varierende indkomst, kan det virke misvisende at kalde dem fattige, påpeger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker for tænketanken AE. I Danmark er der rimelig lempelige muligheder til at fordele indkomsten over en årrække, og derfor er de selvstændige lidt svære at få styr på, fordi de kan have en meget varierende indkomst, fortæller Jonas Schytz Juul. Undersøgelsen fra Oxford Research viser desuden, at 20 procent af de unge mellem 18 og 24 år har en øget risiko for at ende i fattigdom, på trods af de har et fuldtids arbejde. På samme måde viser rapporten, at risikoen falder i takt med, at lønmodtagerne bliver ældre. Fire procent danskere er i risiko for at ende i gruppen af fattige på arbejdsmarkedet. Jonas Ruban Agersnap Fattige på det danske arbejdsmarked På trods af den relativt store risikogruppe findes der ifølge Jonas Schytz Juul stort set ikke arbejdende fattige på det danske arbejdsmarked. Når man normalt taler om working poor, så er det folk, der arbejder fuld tid, men har så lav en løn, at de stadig er under fattigdomsgrænsen. Den kombination har du meget lidt i Danmark, fortæller Jonas Schytz Juul. AE udgav i juli 2010 en rapport, der påviste, at der på det danske arbejdsmarked var 2,3 procent fattige i Undersøgelsen viste desuden, at hver tredje kontanthjælpsmodtager var fattig i Undersøgelsen er baseret på tal fra 2007, og omfatter derfor ikke statistikker for andelen af fattige efter finanskrisen. På samme måde forholder undersøgelsen sig heller ikke til sort arbejde eller udenlandsk arbejdskraft. Fattigdom udryddes med uddannelse Ud fra de tilgængelige tal vurderer AE, at antallet af arbejdende fattige er meget lille i Danmark, derfor vil de hellere fokusere på den generelle gruppe af fattige uden arbejde. Her anser de uddannelse som et vigtigt middel mod fattigdom og ikke mindst de ufaglærtes pressede lønninger. Det vi skal konkurrere på i Danmark Interview er ikke lønninger, men det at vi har et højt uddannelsesniveau. Derfor er det bekymrende, at der er så mange unge, der ikke får en uddannelse i dag. Alle er sådan set enige om, at i fremtiden bliver der en mindre efterspørgsel efter uuddannet arbejdskraft, og det er jo også med til at presse lønningerne nedad for den gruppe, fortæller Jonas Schytz Juul. Andelen af danskere uden uddannelse har ligget nogenlunde stabilt på omkring 20 procent siden år Jonas Schytz Juul mener, at regeringens målsætning om kun at have fem procent uden uddannelse til år 2015 kan blive svær at nå. bejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Jonas Schytz Juul mener, at den borgerlige regering bevidst har undgået at vedtage en officiel fattigdomsgrænse. En sådan grænse ville ifølge ham betyde, at regeringen skulle forholde sig til en stigende fattigdom. Vi (AE red.) har lavet en undersøgelse i 2010, der viser at fattigdommen er steget i Danmark, når man bruger OECD s fattigdomsgrænse. Så hvis regeringen anerkender den grænse som officiel grænse, så er det meget tydeligt, at de har et problem, fortæller Jonas Schytz Juul. I det samlede udspil anbefalede organisationerne, at dansk statistik hvert år lavede en optælling af fattige mennesker i Danmark ud fra tre grupperinger. Ideen var, at man ved at have flere kriterier for fattigdom ville få et mere oprigtigt billede af antallet af fattige. Fattig diskussion Jonas Schytz Juul mener, at diskussionen om fattigdomsgrænsen er problematisk. Han mener, det er svært Tal fra Skat og Arbejdsmarkedstilsynet viser, at tyske og østeuropæiske firmaer arbejdede i Danmark i 2010, men myndighederne havde kun registreret 105. Jonas Ruban Agersnap at tale om, hvordan man hjælper en gruppe, man ikke kan blive enige om, hvem er. Vi synes, det kunne være nyttigt, at vi var enige om en gruppe, når vi snakker om fattige. I stedet for den her evindelige debat om hvilken Udenlandske arbejdere tager danske job Danskere mister deres job, når udenlandske arbejdere presser danske løn- og arbejdsvilkår mener arbejdsmarkedsforsker. gruppe vi snakker om, når vi snakker om fattigdom. Så okay, det er den her gruppe, vi snakker om. Og så kan man begynde at snakke om det, som har egentlig betydning. Nemlig, hvordan hjælper vi dem, der egentlig er ramt af fattigdom, siger Jonas Schytz Juul. AE benytter imidlertid OECD s definition af fattigdom. Ud fra den kan man betragtes som fattig, hvis man får under 50 procent af landets gennemsnitlige løn. EU sætter grænsen ti procent højere, så man betegnes som fattig, hvis man får mindre end 60 procent af landets gennemsnitlige løn. AE vurderer, at omkring danskere lever under OECD s fattigdomsgrænse, hvilket svarer til omkring fire procent af alle danskere. Interview Fattigdom sløres af manglende fattigdomsgrænse Sidste år gik en række organisationer sammen om et forslag til en officiel fattigdomsgrænse. Et år senere har vi stadig ingen fattigdomsgrænse i Danmark. Af Jonas Ruban Agersnap Diskussionen om fattige på det danske arbejdsmarked er præget af en mangel på dokumentation. Dels fordi sort arbejde er svært at registrere, men også fordi der i Danmark ikke er nogen officiel fattigdomsgrænse var Europæisk fattigdomsår. I den forbindelse gik en række danske organisationer i en fælles appel til regeringen om en officiel dansk fattigdomsgrænse. Initiativtagerne til forslaget bestod af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), Rådet for Socialt Udsatte, Red Barnet, Frelsens Hær, Ældre Sagen, Dansk Socialrådgiverforening, LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Selvom gruppen repræsenterede et bredt udsnit af samfundet, blev forslaget afvist af regeringspartierne. Chefanalytiker for tænketanken Ar- Interview Af Sofie Refsgaard og Jonas Ruban Agersnap Danske arbejdere må se sig forbigået til fordel for billigere udenlandsk arbejdskraft i konkurrencen om arbejde. Det fortæller professor Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet. Danskere mister deres job på grund af udenlandske arbejdere, der underbyder danskernes lønniveau. Flemming Ibsen Danskere mister deres job på grund af udenlandske arbejdere, der underbyder danskernes lønniveau. Der er mange eksempler på det inden for bygge- og anlægsbranchen, gartnerierne, slagterierne og transportbranchen, siger han. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange danskere, der har mistet deres job, men Flemming Ibsen mener, at de sikkert skal tælles i tusinder. Det er ikke let at gøre op, da man først skal finde de udenlandske eller danske virksomheder, der hyrer udenlandsk arbejdskraft, og derefter kontrollere deres lønniveau, sammenholdt med det danske, siger han. Arbejdsgiverne rammes også Det er ikke kun den enkelte arbejder, der bliver presset af den billigere arbejdskraft. Arbejdsgiverne kan også mærke, at de mister ordrer til firmaer, der har ansat udenlandske arbejdere. Mange danske arbejdsgivere, ikke mindst inden for byggeriet, er opmærksomme på problemet, da de mister ordrer i konkurrence med selskaber, der ansætter udenlandsk arbejdskraft på meget lave lønninger, siger Flemming Ibsen. Og myndighederne har ikke kontrol med størstedelen af de udenlandske firmaer. Tal fra Skat og Arbejdstilsynet viser, at tyske og østeuropæiske firmaer arbejdede i Danmark i Ifølge Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier opstår problemet med løn- og arbejdsvilkår ikke, når udenlandsk arbejdskraft - og herunder også østarbejdere - ansættes i danske virksomheder. Det er udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark, og tager ansatte med, samt enkeltmandsvirksomheder, der ikke overholder overenskomstaftalerne. Derudover er der også problemer med overholdelse af overenskomsterne, når udenlandske vikarer arbejder i Danmark. Avisen.dk har i samarbejde med forskere fra FAOS regnet ud, at der i 2009 var østarbejdere udstationeret i Danmark. Myndighedernes officielle tal var samme år på 618. Det skriver Avisen.dk den 26. Juli , men myndighederne havde kun registreret 105. Det betyder, at fagforeningerne og arbejdstilsynet ikke kan kontrollere om reglerne bliver overholdt i 95 procent af de udenlandske virksomheder. Presser lønnen Selvom der ikke er kontrol med eller overblik over, hvor meget de udenlandske arbejdere får i løn, så viser en undersøgelse fra 2008, at de får mindre end danske arbejdere. Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) spurgte danske virksomheder i bygge og anlægsbranchen, hvad deres udenlandske underleverandører betalte deres ansatte. Det viste sig, at de ansatte fik mellem 40 og 160 kroner i timen, og i gennemsnit 110 kroner. Til sammenligning fik de danske virksomheders egne ansatte i gennemsnit 140 kroner i timen. Men FAOS understreger, at østarbejdernes løn formentlig var endnu lavere, da mange af de danske arbejdsgivere oplyste, at de ikke vidste, hvad deres underleverandører betalte deres ansatte.

9 01/2011 Fattig på fuldtid Interview Danske arbejdere er vant til at blive betalt en ordentlig løn for det arbejde, de udfører. Men et massivt pres på både løn og arbejdsvilkår fra udenlandsk arbejdskraft kan og vil sætte en stopper for de gode forhold, mener faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye. Han frygter, at fænomenet working poor bliver en realitet i Danmark. Det er utænkeligt, at vi oplever working poor hos de udenlandske arbejdere uden, at det vil komme til at smitte af på de brancher, som de befinder sig i. Mattias Tesfaye Kristina Hohlmann, krh@cevea.dk På en byggeplads i hjertet af København er tre stilladsarbejdere netop mødt ind. De diskuterer hvordan en sidste metalplade skal sættes fast på toppen. Det er ikke til at forstå hvad de siger, medmindre man har en polsk ordbog i lommen. Polakkerne tilbringer dagligt ti timer på byggepladsen, og alligevel er deres månedsløn så ringe, at de stadig er fattige. De tre polakker er blot tre ud af mange, der er ramt af working poor. Working poor omfatter de folk, der arbejder i Danmark, som ikke vil være i stand til at leve over en relativ fattigdomsgrænse. Det er hovedsageligt den udenlandske arbejdskraft i Danmark, der rammes af working poor, siger Mattias Tesfaye. Mattias Tesfaye møder gennem sit arbejde i 3F mange udenlandske arbejdere, som hører under kategorien working poor. I dag er det ikke noget, som danskerne har åbnet øjnene for, fordi vi ikke møder dem i hverdagen, men ifølge Mattias Tesfaye, så er det kun et spørgsmål om tid inden det rammer danskerne selv. Vi danskere betegner ikke de udenlandske arbejdere som working poor, fordi vi ikke møder dem i det danske samfund. Polakkerne sidder ikke med rundt om bordet til forældremøderne i børnehaverne og diskuterer, hvorvidt der skal være brugerbetaling på sommerkolonien. Lige nu er det kontanthjælpsmodtageren, der ikke har råd til at sende datteren på koloni, men om et par år kan det lige så vel være den danske fuldtidsarbejdende stilladsarbejder, siger Mattias Tesfaye. Det rammer også danskerne På nuværende tidspunkt er working poor mest udbredt i Tyskland og USA. Og det er da også på baggrund af en analyse af det tyske arbejdsmarked, at Mattias Tesfaye er stødt på working poor fænomenet. Han er overbevist om, at tendensen vil være progressiv på det danske arbejdsmar- ked inden for de næste år - specielt fordi det allerede er en realitet hos den udenlandske arbejdskraft.»det er utænkeligt, at vi oplever working poor hos de udenlandske arbejdere uden, at det vil komme til at smitte af på de brancher, som de befinder sig i. Det gælder hovedsagligt de ufaglærte brancher, som fx stilladsarbejde, skovbrug, lastbilkørsel, vagtservice og rengøring,«pointerer Tesfaye. Han ser netop nu en tendens til, at både lønninger og uddannelsesniveau falder, og mange af de jobs, der tidligere ville være foretaget af faglærte nu bliver foretaget af ufaglærte. Mattias Tesfaye forudser, at der inden længe vil være danske arbejdere, som sidder i samme situation og under samme betingelser som østeuropæerne gør i dag. Det skyldes blandt andet, at mange danskere i 2012 vil blive presset ud af dagpengesystemet. På grund af den nye dagpengeperiode, vil mange tusinde danskere i 2012 ryge ud af dagpengesystemet. De arbejdsløse, der blev fyret under krisen er hovedsagligt ufaglærte, og med den lille efterspørgsel, der er på ufaglært arbejdskraft, så rykker working poor som en realitet tættere på det danske arbejdsmarked, siger Mattias Tesfaye. Fagligt eller ufaglært? Det giver det samme Mathias Tesfaye er uddannet murer og derfor kan han tydeligt se, hvordan forholdene har ændret sig, siden han blev udlært. Da jeg startede i lære i 1998, var det helt utænkeligt, at en ufaglært kunne lægge to mursten ovenpå hinanden i Danmark. Det skete bare ikke. Det gør det mange steder i dag, fordi østeuropæerne jo ikke har nogen uddannelse, siger Mattias Tesfaye. Det væsentlige er, at jobs som vi hidtil har opfattet som faglærte nu ændres til at blive ufaglærte. Mange ufaglærte jobs har man, politisk i Danmark, forsøgt at gøre faglærte ved at oprette erhvervsuddannelser. Problemet er, at de har meget svært ved at blive løbet i gang. Virksomhederne har nemlig ikke nogen interesse i at løfte produktiviteten igennem uddannelse, når de kan få en polak til en tredjedel siger Mattias Tesfaye. 17

10 18 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ De borgerlige vil have flere arbejdende fattige De vil nødig indrømme det. Men det er en borgerlig målsætning, at de lavest lønnede skal have mindre i løn og ringere adgang til det, vi forbinder med et godt liv. Kommentar Politikerne skal med i kampen EU s indre marked har åbnet en motorvej fra Gdansk til Grenaa, som fragter østeuropæisk arbejdskraft til Danmark. Arbejdskraft, der ofte ansættes på tvivlsomme eller ikke-eksisterende kontrakter. Et nyt proletariat har fundet vej til det danske arbejdsmarked. Interview Af Kristian Weise, chefanalytiker for Cevea Når de ikke kan komme uden om at tale om det, pakker de det oftest ind i snak om konkurrenceevne og sikringen af fremtidens velfærd og velstand. Om hvordan Danmark skal klare sig i den globale verden, hvad vi skal leve af, og om der er råd til plejehjem og hjemmehjælp om ti eller tyve år. Ikke desto mindre skinner det tydeligt igennem: borgerlige politikere har hede drømme om et Danmark, hvor lønudviklingen for dem i bunden går i stå og springet op til alle andre øges. Sker det vil vi få en ny underklasse af arbejdende fattige. I den fulde version af den borgerlige drøm, vil denne underklasses fattigdom i kroner-ogører gå hånd i hånd med afsavn på sundhedsområdet og i forhold til deres sociale sikkerhed. Det er hårde anklager. Men de er ikke tilfældige. Den borgerlige målsætning gennemsyrer Venstres, Konservatives og Liberal Alliances politik. Spørgsmålet om lønudviklingen er mest ligetil I to omgange har regeringens Vækstforum forsøgt at stadfæste at vi skal have lavere lønninger. I efteråret var det danske lønniveau udpeget som en af udfordringerne for fremtidig vækst og i et udkast til konklusioner i januar blev det fastslået, at der er behov for, at den danske lønudvikling i en periode ligger under vore naboer. Begge gange blev der dog efter højlydte protester fra fagbevægelsen trukket lidt i land. Netop fagbevægelsen har flere gange understreget, at billige østeuropæiske arbejdere uden overenskomst er den største trussel mod de ufaglærtes lønninger. På samme vis har Rockwool Fonden vurderet, at de laveste lønninger allerede inden ophævelsen af den såkaldte Østaftale lå 5,5 procent lavere end ellers som følge af konkurrencen fra arbejdere fra de nye EU-lande. Men de konservative har afvist enhver form for lovgivning, der kunne sprede de overenskomstfastsatte lønniveauer til eksempelvis de polakker, som arbejder for 30 kr. i timen. Lovgivning der ellers er anvendt med succes i Norge. Når de borgerlige igen og igen og selv i en situation med udsigt til knap arbejdsløse de kommende år - taler for at øge arbejdsudbuddet, handler det også om løn. Flere folk på arbejdsmarkedet og højere ledighed holder nemlig lønningerne nede. Det betyder ikke, at der ikke er fordele ved at folk arbejder mere og længere. Men det forklarer den borgerlige besættelse af lige netop at afskaffe efterlønnen. Et godt bolværk mod faldende lønninger, og noget der generelt understøtter en positiv lønudvikling, er et højt niveau for arbejdsløshedsunderstøttelse og andre offentlige ydelser samt stærke fagforeninger. Samlet kalder man det arbejdsmarkedsinstitutioner. Utallige studier viser, at de flere lavtlønnede og den større økonomiske ulighed, der er i USA sammenlignet med Europa, skyldes at amerikanernes arbejdsmarkedsinstitutioner er meget svagere end de europæiske landes. Men også her har den danske regering hvæsset knivene og øger amerikaniseringen: den har indført starthjælp, forringet dagpengeordningen og reduceret fagforeningsfradragene. Alt sammen tiltag, der vil presse de laveste lønninger og som gør det mere usikkert og utrygt at være blandt de dårligst lønnede i Danmark. Så er der de velfærdsydelser, der gør det muligt at leve et, i Danmark, almindeligt liv men som man i andre dele af verden, hvor det ikke er alle, der har dem, ser som et tegn på om man er en del af middelklassen eller ej. Borgerlige politikere har hede drømme om et Danmark, hvor lønudviklingen for dem i bunden går i stå og springet op til alle andre øges. Kristian Weise Sundhed er det område, der springer mest i øjnene Her har regeringen allerede startet udviklingen mod et A og B hold. Det skete med skattefordelene til de private sygeforsikringer og overpriserne til de private sygehuse. De konservative vil gå videre og have brugerbetaling på lægebesøg. Men de overgås af Liberal Alliance, der under sloganet åbne grænser, lukkede kasser vil kræve, at alle indvandrere køber en privat sundhedsforsikring de første fem år de opholder sig i landet. Ellers får de ingen opholdstilladelse. Hvis det sker, er det ikke usandsynligt, at vi får et helt nyt omfang af illegale indvandrere, der ikke tør tage på skadestuen hvis de kommer til skade, og som tvinges til at tage underbetalt arbejde. Det vil så igen sætte pres på alle andre lavt uddannedes lønninger. Det er dette dystopia, de borgerlige bevæger Danmark mod, når de lancerer tiltag og reformer for konkurrenceevne og varig velstand. For mange af dem er det ikke bare en uheldig bivirkning ved en nødvendig udvikling, men en målsætning i sig selv. De vil et samfund, hvor et nyt arbejdende proletariat muliggør et fortsat stigende overforbrug blandt de rigeste. Det er på trods af de sociale udfordringer, det vil skabe, og at det langtfra som det ellers påstås er den eneste måde, Danmark kan overleve på. Af Martin Petersen Fagbevægelsen kæmper ihærdigt mod løndumping, men Slotsholmens politikere skal med på vognen. Det mener i hvert fald Line Barfod fra Enhedslisten: Selvom fagbevægelsen havde 100 procent organisering i Danmark ville de ikke være i stand til alene at løse problemerne. VISION har besøgt rød stue til en snak om løndumping. Myndighederne skal sikre, at der kommer en fælles taskforce med både politi, skat, arbejdstilsyn osv., som rykker ud med det samme, når man ringer efter dem. Line Barfoed Udenfor lands lov og ret Lennart Damsbo Andersen er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. Han er samtidig uddannet tømrer og har været faglig aktiv gennem mange år. Ifølge ham er der opstået parallelle systemer på det danske arbejdsmarked: Hvis jeg ser på de polske arbejdere, jeg kender fra Lolland, så er de i arbejdsgiverens vold og udenfor retssikkerhed. De befinder sig i en eller anden gråzone i Danmark. Fordi de ikke er registret, så har arbejdsgiveren jo hånd- og halsret. Det betyder, at de finder sig i for meget. Ifølge Line Barfod fører regeringen en skinpolitik i forhold til at iværksætte initiativer, der kan dæmme op for underbetaling på arbejdsmarkedet: Regeringen går ind for, at der skal konkurreres på løn og arbejdsvilkår, selvom de siger, at de er tilhængere af en dansk model. Hun bakkes op af Lennart Damsbo, som mener, at problemerne omkring løndumping ikke er noget, der interesserer den borgerlige regering synderligt. Øget myndighedskontrol og bestilleransvar Fagbevægelsen gør en ihærdig indsats for at undgå løndumping. Men myndighedsindsatsen er ikke fulgt med. Derfor skal den styrkes, mener Line Barfod: Myndighederne skal sikre, at der kommer en fælles taskforce med både politi, skat, arbejdstilsyn osv., som rykker ud med det samme, når man ringer efter dem. Lennart Damsbo peger samtidig på nødvendigheden af et såkaldt bestilleransvar: I dag er der allerede bestilleransvar på moms fra udenlandske entreprenører. Det kunne man godt udvide til alle områder. Bestilleransvar kan indføres via lovgivning, så bestilleren af arbejdet stilles ansvarlig for de enkelte led i kæden. Bestilleren hæfter således, hvis underleverandører mangler at betale løn, moms eller skat i forbindelse med udførelsen af et stykke arbejde. Det offentlige skal stille krav Offentlige institutioner skal stille krav om løn og arbejdsvilkår, når de sender opgaver i udbud. Ifølge Lennart Damsbo er det krav, som ikke altid kalder på applaus fra den borgerlige lejr: Når nogle kommuner stiller krav til løn- og arbejdsforhold i forbindelse med udbud, siger borgerligere politikere: Hvad bilder de sig ind?! Det er ingen hemmelighed, at Erhvervs- og Økonomiminister Brian Mikkelsen er en varm tilhænger af privatisering. Derfor vil regeringen blandt andet tvinge landets kommuner til at sende 31,5 procent af de såkaldt konkurrenceegnede opgaver i udbud inden Men ifølge oppositionen sker offentlige udbud ikke altid under hensyntagen til løn- og arbejdsvilkår. Ifølge Line Barfod ønsker rød blok derfor at komme tvangsprivatisering til livs: En samlet opposition har i flere år stillet krav om at stoppe tvangsprivatisering. Det offentlige skal kræve en sikkerhed, når man sender noget i udbud for, at der bliver betalt efter overenskomsten. Det offentlige har i en ILOkonvention (International Labour Organization red.) forpligtet sig til, at det krav skal stilles. EU et asymmetrisk væddeløb Med Lissabontraktaten har EU forsøgt at sætte arbejdstageres rettigheder på dagsordenen, men er det nok til at løse problemerne omkring løndumping? Lennart Damsbo påpeger, at EU kører et asymmetrisk væddeløb. Hensynet til det indre marked prioriteres højere end arbejdstageres rettigheder. Eller som han selv udtrykker det: Man spiller på to heste, men ikke så meget på den ene. Ikke overraskende har Line Barfod ikke den store tiltro til EU som et socialt projekt. Hun mener, at EU er et markedsprojekt, som Enhedslisten ønsker reformeret: Vi er imod det indre marked i EU. Netop fordi det bygger på, at man skal kunne udnytte mennesker og miljø, så meget som muligt for at nogle få kan tjene penge Vi ønsker i stedet at lave noget social lovgivning, der beskytter mennesker og miljø. Synet på EU er en velkendt kile på den danske centrumvenstrefløj. Lennart Damsbo mener ikke nødvendigvis, at markedet er et onde. Det skal blot reguleres: Det indre marked fungerer, hvis man bare sørger for at regulere det ordentligt. Når jeg kigger på hvordan mine tømrerkollegaer i 90 erne rejste til Norge og til Tyskland, da der ikke var så meget at lave i Danmark. Det var da glimrende. Det er en stor styrke, at man kan tage derhen hvor arbejdet er. Problemet er bare, hvis arbejderne bliver snydt og ikke får den løn de skal have. Ifølge Line Barfod hviler hele det europæiske samarbejde på markedets præmisser, og det skal derfor ændres: EU har en grundlov hel tilbage fra kul- og stålunionen. Her er grundlaget for det hele hensynet til arbejdet og kapitalens frie bevægelighed. Line Barfod ønsker en social protokol i EU. Et ønske, der vækker genklang hos socialdemokraten Lennart Damsbo: Så får vi formuleret noget omkring retskrav og sikkerhed for arbejderne. Som det er nu, er det på virksomhedsejernes betingelser. En social protokol kan være rigtig positiv. Lovgivning er løsningen Kampen mod løndumping kræver ifølge rød bloks to fløje, at politikerne kommer på banen. Ellers bliver det banditter i habitter, der sætter standarden for løn og arbejdsvilkår. Politiske beslutninger skal blandt andet sikre en øget myndighedsindsats, en lov om bestilleransvar og håndfaste offentlige udbudspolitiker. Er det et brud med den danske forhandlingsmodel? Kan arbejdsmarkedets parter ikke komme det til livs gennem en udvidelse af regelsættet i overenskomsterne? Næppe, mener politikere. Her er der ofte tale om kriminelle og lyssky handlinger, hvor bagmænd tilsidesætter overenskomster. Dermed snyder de arbejdstagere for løn og unddrager staten for vigtige indtægter. Lovgivning skal i den forbindelse ses som en hjælp til fagbevægelsen, så Danmark kan bibeholde et velfungerende overenskomstsystem. Et system med fair konkurrence og hvor de fastsatte lønog arbejdsvilkår ikke undergraves af stratenrøvere, som udelukkende tager hensyn til egen vinding.

11 20 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ Risiko for working poor proletariat Hvordan undgår vi et working poor proletariat? Ifølge Direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, vil manglen på uddannet arbejdskraft i fremtiden hæmme væksten og konkurrenceevnen. Og de mange udfaglærte, som ikke kan finde job, vil presse lønnen nedad - og så kan vi risikere at få et working poor proletariat. Løsningen er et forbedret uddannelsesniveau i Danmark. Kommentar De nye fattige Analyse Af Lars Andersen, direktør i AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Vi læser næsten dagligt om arbejdspladser, der flytter ud af landet eller om arbejdspladser, der bliver rationaliseret bort. Det er især de ufaglærte jobs, det går ud over. Det er dog forkert at tro, at det er noget helt nyt. Globaliseringen og indførelsen af ny teknologi er noget vi har set igennem mange år. Masser af tekstilarbejdspladser flyttede til Sydeuropa i 1970 erne og 1980 erne. På samme måde er det gået med f.eks. skibsværfterne. Eller tag landbruget: Her har indførelsen af ny teknologi reduceret beskæftigelsen fra personer i midten af 1960 erne til under personer i dag. Og det er vel at mærke sket samtidig med, at produktionen i landbruget er steget med 160 procent. Som illustreret i tabellen nedenfor mistede vi i både 1980 erne og 1990 erne ca ufaglærte jobs. Ændring i beskæftigelse Ændring i arbejdsstyrke Ændring i ledighed Kilde: AE på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og Økonomiske Tendenser 2011 Når dette ikke ledte til et working poor proletariat, som vi har set det i flere andre lande, så skyldes det, at udbuddet af ufaglært arbejdskraft faldt endnu mere end antallet af ufaglærte jobs. Faktisk faldt ledigheden for ufaglærte med næsten personer i 1990 erne, selvom der forsvandt over ufaglærte jobs. Denne succes kan i høj grad tilskrives den førte uddannelsespolitik. Flere og flere unge fik en uddannelse. Dels udvidede fremsynede politikere i 1970 erne uddannelsespligten fra 7. klasse til 9. klasse. Og det kulminerede i 1990 erne med, at der blev investeret i uddannelse, således at andelen uden en ungdomsuddannelse 25 år efter folkeskolen faldt fra ca. 24 procent i 1990 til ca. 16½ procent i Siden er der imidlertid ikke sket nogen forbedringer af de unges uddannelsesniveau. De unge er i dag ikke bedre uddannet end de unge var for 10 år siden. Samtidig er den automatiske forbedring af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, som skyldes, at ældre med lavt uddannelsesniveau erstattes af unge med et højere uddannelsesniveau ved at ebbe ud, fordi der ikke længere er så stor forskel på de unges og de ældres uddannelsesniveau Illustration: Patrick Ringsborg Som man kan se af tabellen betyder det, at antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet kun vil falde med ca personer de næste 10 år, hvis de unges uddannelsesniveau ikke bliver forbedret i forhold til dag. Til sammenligning faldt antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet med personer i 1980 erne og med næsten personer i 1990 erne. Da det må forventes, at virksomhederne vil reducere antallet af ufaglærte jobs i nogenlunde samme tempo, som vi så i 1980 erne og 1990 erne, vil det umiddelbart betyde, at der frem til 2020 vil ske en stigning i de ufaglærtes ledighed på ca personer. Stigningen i overudbuddet af ufaglært arbejdskraft vil i øvrigt blive forstærket, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at afskaffe efterlønnen. Det skyldes, at 40 procent af dem, som er på efterløn er ufaglærte. Denne stigning i de ufaglærtes ledighed vil ske samtidig med, at der kommer til at mangle uddannet arbejdskraft. AE s uddannelsesfremskrivninger viser således, at der i 2020 umiddelbart kommer til at mangle omkring personer med en faglært eller videregående uddannelse. Når jeg skriver umiddelbart, både når det gælder manglen på uddannet arbejdskraft og de mange ufaglærte, som ikke kan finde job, skyldes det, at ubalancerne vil sætte nogle processer i gang. Manglen på uddannet arbejdskraft vil hæmme væksten og konkurrenceevnen. Vi vil simpelthen blive dårligere til at tackle globaliseringen Ændring i beskæftigelse Ændring i arbejdsstyrke Ændring i ledighed og teknologiske udvikling. Samtidig vil de mange ufaglærte, som ikke kan finde job, presse lønnen ned for ufaglærte. Det vil givetvis betyde, at flere lavproduktive jobs i specielt servicesektoren vil blive bevaret eller opstå. Tvivlerne kan tage til f.eks. USA for at se hvor mange lavproduktive servicejobs de har på grund af de ufaglærtes lave løn der. Hvis ikke arbejdsstyrkens uddannelsesniveau øges markant og hurtigt, risikerer vi at få lagt en alvorlig bremse på den økonomiske vækst og velstandsudvikling i Danmark samtidig med, at uligheden stiger og vi ser en begyndende fremvækst af en working poor gruppe på det danske arbejdsmarked. Det er derfor helt afgørende, at alle unge får en uddannelse. Der bør indføres obligatorisk ungdomsuddannelse og flere skal have en videregående uddannelse. Samtidig bør voksen- og efteruddannelsesindsatsen intensiveres således, at dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, opkvalificeres det være sig fra ufaglært til faglært som fra faglært til kort videregående uddannelse. Det klassiske billede af fattigdom i Nederlandene stemmer ikke længere. Fattige underprivilegerede sidder ikke bare hjemme med en overførselsindkomst, men arbejder meget for få penge. For at støtte disse nye working poor, er det nødvendigt at fattigdomspolitikken forandres. At flytte indkomstafhængige ordninger til skattesystemet er et vigtigt første skridt. Af Floris Noordhoff, phd. Amsterdam Universitet Selvom antallet af bistandsklienter aftager, er fattigdomsproblemet ikke løst. Der kommer stadig flere arbejdende fattige. Det skal der udvikles en ny politik for at løse. Skattefinansiering af ordningerne er en god mulighed. Ved en bedre omfordeling får fattige husstande højere indkomst. Forsvarstalen for en basisindkomst kombineret med en negativ indkomstbeskatning er absolut ikke ny. Men netop nu er det tid til at bevæge sig i den retning. Indtil for få år siden var man i Nederlandene fattig, hvis man var langvarigt afhængig af overførselsydelser og skulle leve af en lav indkomst. På grund af politiske tiltag og effektive re-integrationsinstrumenter, er dette klassiske billede næsten ikke længere gyldigt. Siden indførelsen af en ny lov om arbejde og bistand 1. januar 2004 er antallet af bistandsydelser til personer under 65 år faldet med , en reducering på næsten 23%. På trods af krisen fortsætter denne tendens. F.eks. vil Rotterdam kommune få en udstrømning fra bistand på op til 80%. Det betyder imidlertid ikke, at der er færre fattige underprivilegerede mennesker i Nederlandene. De nye fattige er arbejdende fattige. De arbejdende fattige er ikke afhængige af overførselsindkomster, og det er positivt. Det er også positivt, at det offentlige bistandsbureaukrati risikerer at blive overflødigt. Den nye gruppe af fattige har imidlertid andre og nye problemer, først og fremmest begrænsede (finansielle) udviklingsmuligheder. Spørgsmålet er, om vi skal acceptere, at de working poor langvarigt må klare sig for lave indkomster. Hvis ikke, hvordan skal en indkomstvækst så gøres mulig? Arbejde og arbejdsløshed i forandring Krisen i 80 erne resulterede i høj arbejdsløshed, og der opstod en stor gruppe, som blev afhængige af overførselsindkomster. Det sociale sikkerhedssystem var dengang ikke rettet mod re-integration på arbejdsmarkedet, men var hovedsagelig indrettet på at undersøge overførselsrettigheder. Det centrale spørgsmål var om klienten havde ret til bistand. Blandt andet på grund af denne passivitet fra velfærdsstaten opstod langvarig afhængighed af overførselsydelser og moderne fattigdom, hvor dagpengeberettigede ofte strømmede videre til bistand. Regeringen var utilfreds med situationen og reformede gradvis socialpolitikken. I 90 erne kom fokus mere til at ligge ved pligt til at arbejde og mindre ved ret til ydelser. Kommuner og bistandsinstanser beskæftigede sig mere og mere med at hjælpe mennesker på overførsel. Højdepunktet på denne forandring kom i Kommunerne blev finansielt ansvarlige for udstrømningen fra bistand og besparelser kunne flyde tilbage til kommunekassen. Effektive indsatser for re-integration sørgede for et fald af antallet af mennesker på bistand. Antallet af mennesker på bistand, der groft sagt angiver fattigdomsgrænsen i Nederlandene, er på 10 års tid faldet med en tredjedel. Tilstrømningen til bistand formindskes, forhindringer øges og ofte skal man i arbejde direkte efter ansøgning om overførselsindkomst (som regel arbejde man ikke selv har valgt). Ansøgere der blev mødt med disse hindringer valgte tit andet arbejde, og dem der fortsatte med bistand blev sat i arbejde. Dette arbejde er normalt lavt betalt. Antallet af arbejdende husholdninger som skal klare sig for lave indkomster (105% af det sociale minimum) steg fra i 2005 til i Antallet af husstande, der må klare sig for en overførselsindkomst på det sociale minimum, dalede fra i 2005 til i Det totale antal af fattige husstande er dog forblevet nogenlunde det samme. Kun sammensætningen af gruppen er forandret. Der er ikke i så høj grad tale om fattige overførselsberettigede, men om fattige arbejdende. Det har en række konsekvenser. Konsekvenserne af forandringerne. For det første forandrer fattigdomsbilledet sig. Fattigdom er ikke længere synonym med passivitet men med beskæftigelse. Indholdet af begrebet social udstødelse, et koncept til at forstå fattigdommens kompleksitet, må også justeres. Social udstødelse betyder fra tidernes morgen at fattige husstande ikke alene udelukkes langvarigt fra arbejdsprocessen, men også fra sociale relationer. Fattige husstande i dag deltager imidlertid netop i socialt samvær og i især på arbejdsmarkedet. For det andet forandrer fattigdomspolitikken sig. Kommunerne har mindre at gøre med overførselsafhængighed og bistandsrettigheder, simpelthen fordi der er mindre af det. Hvis tilgangen til bistand også på længere sigt aftager, vil en del af den kommunale bistandspolitik blive overflødig. Også bistandskassen presses mindre, selvom den nuværende krise vil sætte sig sine spor. At flere mennesker arbejder er positivt, men der er også ulemper i forbindelse med de nye arbejdende fattige. Vi nærmer os mere og mere en amerikansk situation. For de arbejdende fattige er en model med to indtægter ikke et spørgsmål om frigørelse, men et must for at få enderne til at hænge sammen. To mennesker i husstanden skal arbejde, for at få husstandens økonomi til at løbe rundt. Husholdninger med en lav indkomst har oven i købet ringe mulighed for at forøge deres indkomster. De forbliver langvarigt fattige på grund af mangelfuld uddannelse og perspektivløst arbejde. En anden ulempe er, at myndighederne ikke længere har øje på borgere med lave indkomster. Tidligere var fattige kendt af de sociale myndigheder, og disse borgere gjorde krav på indkomststøtte. Stærkere endnu, myndighederne kontrollerede regelmæssigt og foretog hjemmebesøg. Kontakt var der, om man ville det eller ej. Den kontakt mangler nu, og det medfører, at der finder en vis grad af non-take up sted. Det vil sige at ordninger, som lavindkomstgrupper har ret til, ikke benyttes. The Netherlands Institute for Social Research har undersøgt, at især ikke-brugen af tilskud, som er ment til husstande med minimumindkomster, er høj. Procentdelen af ikke-brugere af gældsaneringsordning, supplerende bistand og lignende varierer fra 45 til 68 procent. Ved boligstøtte og undervisnings- og uddannelsesstøtte, hvor også husstande

12 22 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ De nye fattige med høje indkomster kan komme i betragtning, gælder det stadig for en fjerde del og en tredje del af dem der er berettiget. Årsagerne til at fattige husstande ikke benytter ordningerne er forskellige. Det er vigtigt, at indviklede bureaukratiske regler medfører forsigtig adfærd. Borgere vil ikke have støtte, som det senere kan vise sig, at de ikke var berettigede til. Embedsmænd regner aldrig ud, hvad konsekvenserne af forskellige ordninger er. Det er på grund af kompleksiteten stor set umuligt. En ny hårknude Flere kommuner foretager sig en hel del for at nå de fattige husstande igen f.eks. ved at gøre opmærksom på ordninger ved madbanker, ved at uddele pjecer eller med såkaldte bag hoveddøren - projekter. Disse projekter er kendetegnet ved hjemmebesøg, hvor familiens samlede situation bliver kortlagt. Men det viser sig at være besværligt. At få indsigt i målgruppen ved at koble oplysninger fra skattevæsnet med oplysninger fra kommunen støder på begrænsninger i privacy-lovgivning. Husstande reagerer tit ikke på henvendelser og kommune-skranken undgås. Kommunen holder penge tilbage og fattige husstande mister unødvendigt finansielle tilskud. De kommunale indkomststøttende ordninger er ineffektive. Kort sagt viger fattige husstande, som tidligere havde relativ meget ANNONCE kontakt med kommunen og næsten ikke arbejdede, nu pladsen for husstande, der faktisk arbejder, men som har ingen eller meget begrænset kontakt med myndighederne og samtidig har begrænset indtægtsstigning. Udviklingsmulighederne mangler. Hvad kan der gøres ved det? De traditionelle måder at sikre indkomstfordeling gennem det sociale system og kommunerne bør forsigtigt omformes. Ved at tappe de kommunale indkomststøttende ordninger over på skattesystemet, kan grupper automatisk komme i betragtning til flere ydelser. Også ordninger til at sikre det sociale minimum kan overtages af skattesystemet. Processen er allerede sat i gang f.eks. i forbindelse med boligtilskud, men det kan intensiveres. At flytte sociale ydelser over til skattesystemet har en række fordele. For det første foregår der en mere effektiv omfordeling af indkomst, og på den måde bliver der færre fattige arbejdende. Mange tilskud benyttes ikke, især ikke af gruppen uden bureaukratiske færdigheder. For det andet kan instanser som kommunerne blive aflastet. Kommunerne kunne fortsætte med hvad de er gode til, for eksempel at formindske gruppen af bistandsberettigede ved at udbyde(eller udlicitere) re-integrationstiltag og uddannelse. Til sidst kan det bemærkes, at staten kan spare meget ved, at alle sociale ydelser ledes over til skattesystemet. På den måde får en arbejdsløs ingen ydelser fra socialkontoret men tilbagebetaling via skattesystemet. Denne artikel er tidligere blevet bragt i den hollandske tænketank Foundation Scientific Bureau D66 s tidsskrift Idee. Artiklen er oversat af Maria Vedel, mav@cevea.dk Basisindkomst en fornyelse af velfærdssamfundet Kommentar I Danmark har borgerløn/basisindkomst kun to gange været på den officielle politiske dagsorden, siden det blev kendt med bogen Oprør fra midten, der kom i Første gang var i begyndelsen af 1980 erne og anden gang i begyndelsen af 1990 erne, ellers har borgerløn/basisindkomstspørgsmålet været uden for den politiske dagsorden. Af Erik Christensen, tidl. lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet Bogen Oprør fra midten fik så stor succes (blev i løbet af nogle år solgt i over eksemplarer), at forfatterne besluttede at danne en ny græsrodsbevægelse, Midteroprøret, der i begyndelsen oplevede en vis tilslutning (i starten var der ca abonnenter på deres blad). Det kom overraskende for initiativtagerne, at det element i den utopi, som Oprør fra midten havde fremlagt, der var mest populært, var borgerløn/basisindkomst. Det bevirkede, at den nye bevægelse først i 1980 erne arrangerede nogle møder og udgav en bog om netop dette spørgsmål (Borgerløn og beskæftigelse, 1984). Borgerløn/basisindkomst kom derved på den politiske dagsorden. Det viste sig ved, at nogle fremtrædende politikere i både Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet viste interesse og sympati for ideen, samt at nogle opinionsdannere skrev i pressen. Om end ideen langtfra blev støttet af de politiske partier, blev den dog af nogle politikere betragtet som en seriøs fremtidsmulighed. I slutningen af 1980 erne tabte Midteroprøret pusten, og borgerløn/basisindkomstspørgsmålet gled langsomt ud af den politiske dagsorden. Det kom imidlertid tilbage på den politiske dagsorden igen, særligt i perioden Tanken blev nu rejst af nye aktører. Det var de udstødte selv, af outsidere i det arbejdsmarkedspolitiske system (både i fagbevægelsen og blandt arbejdsgiverne), samt af medlemmer i flere politiske partier (Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Kristelig Folkeparti, Venstre og Enhedslisten). Det betød, at spørgsmålet blev debatteret på flere partiers landsmøder, blev taget op i Socialkommissionen og endda opnåede at blive behandlet af økonomiministeriet. Siden 1995, da arbejdsløsheden (ca. 12 %) begyndte at falde, har borgerløn/basisindkomst ikke været på den politiske dagsorden. Skønt den danske Borgerlønsbevægelse, der blev dannet i år 2000, gentagne gange har forsøgt at få det på den politiske dagsorden, er det ikke rigtig lykkedes at få en bred debat, hvor politiske partier og opinionsdannere har deltaget. Hvorfor basisindkomst? En ubetinget basisindkomst som en rettighed for alle er kun en god politiske ide, hvis den kan være med til at løse en række væsentlige samfundsproblemer. Hvilke problemer har vi? Vores velfærdssamfund har en række grundlæggende problemer, som en basisindkomst kan være med til at bløde op og mere eller mindre løse: 1. Et arbejdsfordelingsog arbejdsløshedsproblem Nogle udelukkes permanent fra at få normalt lønarbejde, men tvinges til aktivering. Lønarbejdet dominerer andre former for samfundsnødvendigt arbejde, hvilket betyder, at dette samfundsnødvendige arbejde også fordeles meget ulige. Borgerløn/basisindkomst vil skabe større fleksibilitet og frihed på arbejdsmarkedet og medvirke til at fordele lønarbejdet bedre. Den såkaldte fat-

13 24 Tema De arbejdende fattige - det nye proletariat? 01/ Basisindkomst en fornyelse... UNDERHUSET Fænomenet arbejdende fattig har i mange år været kendt i USA, England og nu også i stigende grad i Tyskland. Hvordan undgår vi, at der kommer en arbejdende underklasse af fattige i Danmark? tigdomsfælde, dvs. tilfælde hvor den faktiske indkomst bliver lavere end dagpengesatsen, vil ikke længere udgøre noget problem, da det, man tjener, ikke vil blive modregnet i borgerlønnen/basisindkomsten. Det vil altid kunne betale sig at arbejde. Borgerløn/basisindkomst vil derfor motivere til at påtage sig erhvervsarbejde, men også give bedre mulighed for at starte selvstændig virksomhed. 2. Et klientgørelsesproblem Et permanent og stort antal samfundsborgere (ca. 25 % af arbejdsstyrken, ) kan kun eksistere ved at modtage offentlige indkomstoverførsler. Reglerne for modtagelse af disse bliver stadig mere indviklede. Staten stiller i stigende grad specifikke krav til modtagernes livsform og adfærd som betingelse for modtagelse. Det skaber retssikkerhedsproblemer og klientgørelsesproblemer. Borgerløn/basisindkomst vil sikre den enkelte et eksistensminimum uden bureaukrati, kassetænkning og klientgørelse. Den vil derved frisætte borgerne fra tvungen deltagelse i aktivering, uddannelse og jobtræning, og gøre unge under uddannelse mindre afhængig af erhvervsarbejde. 3. Et køns-arbejdsdelingsproblem. Den moderne kønsarbejdsdeling viser sig ved, at kvinder i højere grad end mænd foretager dele af det skjulte samfundsnødvendige arbejde og samtidig i højere grad er indkomstoverførselsmodtagere end mænd. Borgerløn/basisindkomst vil endelig styrke det civile samfund, fordi det vil give frihed til helt eller delvis at fravælge betalt arbejde. Det vil skabe større rum for familien, for kunstnerisk aktivitet, for omsorgs- og miljøarbejde i lokalsamfund og for den generelle deltagelse i demokratiet. Samtidig vil basisindkomsten sikre individet mod en ufrivillig afhængighed af andre konkrete personer i det sociale netværk, det indgår i, og dermed sikre ligeværdighed og respekt som det bærende i de mellemmenneskelige forhold. Borgerløn/basisindkomst er ikke en ny overførselsindkomst for nogle bestemte personer eller grupper, men en grundtryghed for alle, der vil betyde en styrkelse af individets frihed og uafhængighed både i forhold til arbejdsmarkedet, staten og det civile samfund. Ved at ligestille alle borgere i henseende til deres grundlæggende økonomiske tryghed ophæver et basisindkomstssystem skellet og modsætningen mellem ydende og nydende borgere og ændrer arbejdsydelsernes element af tvang til et mærkbart og gennemskueligt medansvar. Sammenfattende kan der opregnes en række konkrete fordele ved en basisindkomst: Og de generelle fordele ved en basisindkomst er: Hvad er borgerløn/ basisindkomst? Det er en ret til en basisindkomst, der har følgende kendetegn: Den er til alle individer statsborgere ikke kun til nogle med en speciel status eller behov. Den er uafhængig af indkomst og formue i modsætning til en række sociale ydelser. Der er ikke nogen aktiveringspligt eller arbejdspligt det er der ved konstanthjælpen og ved arbejdsløshedsdagpenge er der en rådighedspligt. Det er et beskedent niveau til at leve af, hvilket vil sige et sted mellem folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse. 1. Den skaber en frihed i forhold til markedet: Sætter grænser for varegørelsen af arbejdskraften. 2. Den skaber en frihed i forhold til staten: Sætter grænser for klientgørelsen. 3. Den skaber en frihed i forhold til familien: Sætter grænser for familieafhængigheden. Hvordan basisindkomst? Hvordan skal en basisindkomst så finansieres? For det første ved at erstatte langt de fleste overførselsindkomster med en ubetinget basisindkomst. Det gælder f.eks. folkepension, førtidspension, aktiveringsydelser, kontanthjælp, syge- og barselpenge, personfradrag, børnecheck og SU. Dernæst vil en sådan gennemgribende rationalisering betyde væsentlige besparelser, der kan være med til at finansiere en basisindkomst. Man kan herefter tænke sig forskellige finansieringsmodeller. Den enkleste måde at administrere den ubetingede basisindkomst på vil nok være at lade SKAT gøre det i form af en negativ skat. Rent praktisk kunne det f.eks. lade sig gøre ved at give alle et skattefrit fradrag på selvangivelsen svarende til basisindkomsten og beskatte alle indkomster med en flad skat på f.eks. 50 %. Hvis totalindkomst minus basisindkomst er negativ, udbetaler SKAT forskellen. At en sådan model er realistisk har Borgerlønsbevægelsen (BIEN Danmark) vist. (www. borgerloen.dk/). En sådan model bygger på et indkomstskattesystem. Man kan imidlertid også tænke sig en basisindkomst helt eller delvist finansieret af anden vej. En anden måde ville være at finansiere den igennem en jordskat (grundskyld), en formueskat eller igennem forskellige former for miljøskatter. Endelig kunne man tænke sig en basisindkomst som en form for årlig individuel dividende opnået igennem salg af CO 2 kvoter. Fremtidens muligheder Jeg tror, at basisindkomsttanken i fremtiden igen vil have en chance for at komme på den politiske dagsorden, hvis den kædes sammen med ideen om bæredygtig udvikling set som en række fortællinger om skabelsen af nye samfundsmæssige kontrakter. Til afløsning af velfærdssamfundets store sociale kontrakt mellem lønarbejde og kapital, er der behov for en ny flerdimensional velfærdskontrakt: En ny kontrakt mellem arbejde og kapital, en kontrakt mellem stat og individ, en kontrakt mellem kønnene og en kontrakt mellem generationerne. Hvem har specielt interesse i at få etableret disse nye kontrakter? Set i forhold til de forskellige ideologiske forståelsesrammers politiske prioriteringer skulle basisindkomstsideen principielt set kunne støttes bredt: Af nogle socialister (der især lægger vægt på en mere lige deling af det samfundsnødvendige arbejde), af nogle liberale (der især lægger vægt på en reduktion af klientgørelsen), af nogle feminister (der især lægger vægt på en mere retfærdig kønsarbejdsdeling) og af nogle grønne (der især lægger vægt på en styrkelse af det civile samfund). En ny basisindkomstidé der forener nogle socialister, liberale, feminister og grønne, som ovenfor antydet, venter på at blive realiseret. Det kræver, at de isolerede politiske subkulturer opløses og at der dannes en bred bevægelse, der forsøger at forene disse grupper. Historien har vist, at basisindkomstideen er en livskraftig ide, der ofte er vendt tilbage på den politiske scene i nye former. Den arbejdende underklasse er her allerede Af Pelle Dam, landsformand for SF Ungdom Hvordan kan vi undgå et nyt proletariat af working poor arbejdende fattige i Danmark, lige som vi har set det i USA, England og Tyskland? Tja, spørgsmålet er måske mere, hvordan vi kan bekæmpe problemet - for at undgå det, der er allerede for sent. Den langsigtede løsning på den sociale dumping, der ligger til grund for working poor, er naturligvis en stærkere fagbevægelse med langt højere organiseringsprocenter. Den udvikling bør politikerne på Christiansborg understøtte ved parlamentariske tiltag, der støtter de traditionelle fagforbund. Skattefradragsreglerne for faglige kontingenter skal igen være mere attraktive, dagpengesystemet skal forbedres efter forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, a-kasserne skal have ansvaret for aktiveringsindsatsen tilbage fra kommunerne osv. Men hvis vi vil gøre noget nu og her, så kan man ikke nøjes med at heppe på, at fagbevægelsen kommer meget hurtigt op i et meget højere gear. Der må også initiativer til fra politikernes side, som kan gøre en forskel på kort sigt. Det kunne fx være indførslen af kædeansvar, således at udenlandske fuskerfirmaer, der oftest står bag de groveste underbetalingssager, kan stoppes. Og så bliver den helt store udfordring for en kommende S-SF-R-regering, at gå i krig med bureaukratiet i Bruxelles. For det måske vigtigste og uomtvisteligt sværeste slag i krigen imod working poor foregår i EU, hvor arbejderrettigheder skalsættes på dagsordenen. Det kræver store reformer, som man ikke får igennem uden sværdslag. Og nok heller ikke uden lidt flere centrum-venstre-regeringer rundt omkring i Europa, der støtter kravet. Proletariat hører fortiden til Af Simon Dyhr, landsformand for Radikal Ungdom Jeg mener at det vil være mere retvisende at tale om lavindkomstgrupper frem for fattige. Når det er sagt, skal vi naturligvis som samfund løse de udfordringer, der er ved fx billig udenlandsk arbejdskraft. Det er et velkendt fænomen i dansk politik, at højrefløjspolitikere har brugt EU som roden til alt ondt, når de har tudet ørerne fulde af østarbejderne. Det skal dog understreges, at jeg ikke er så naiv som at sige, at der ikke er nogen som helst problemer, hvad dette angår. For selvfølgelig er det ikke godt nok, når danske arbejdsgivere bevidst hyrer billigere arbejdskraft fra andre lande, end de gældende overenskomster og regler på det danske arbejdsmarked. Løsningen ligger her efter min mening ikke kun i lovgivning. Men i højere grad fra arbejdsmarkedets parter og EU. De danske fagbevægelser må øge en større indflydelse, de danske arbejdsgivere må påtage sig et større socialt og samfundsmæssigt ansvar i samspil med arbejdstagere. Det handler for mit vedkommende også om at se løsninger og muligheder. Derfor undgår vi i stigende grad, at europæiske lande står i de samme problemer ved at styrke det indre marked, satse på uddannelse og efteruddannelse, også på tværs af grænser. At snakke om et nyt proletariat hører fortiden til. Fremtiden ligger i et stærkere Europa med øget velstand og vækst. Bevar den danske model Af Peter Hummelgaard, DSU-formand For det første er det centralt, at den danske model bevares og styrkes, da en stærk fagbevægelse er den bedste garant for ordentlige forhold for de lavtlønnede. Det indebærer også et opgør med løndumpning, der er fulgt i kølvandet på den øgede import af udenlandsk arbejdskraft. De sidste ni år har regeringen og Dansk Folkeparti desværre målrettet forsøgt at smadre fagbevægelsen, med angreb på efterløn, dagpenge og fradragsretten for faglige kontingenter. For det andet har vi indrettet os sådan, at rigtig mange lavtlønnede kommer til at betale en utrolig høj marginalskat den dag de kommer i arbejde, fordi sociale ydelser som friplads i daginstitution og boligydelse nedtrappes voldsomt. Derfor ønsker DSU en skatteomlægning, der i højere grad målretter beskæftigelsesfradraget til de lavtlønnede. Det kunne fx være ved at øge satsen, men fastholde eller sænke maksimumbeløbet. Der må laves en trepartsaftale mellem en ny regering og arbejdsmarkedets parter, der sigter på at forhindre løndumping ved at øge kontrollen med arbejdsgiverne.

14 26 VISION 01/ SOCIAL KONTROL. VISION lancerer en ny debatsektion. Denne gang sætter vi fokus på social kontrol af piger i muslimske miljøer og hvordan problemerne kan løses. Social kontrol: Et følsomt tabu Debat Er social kontrol i Danmark et problem? Er social kontrol af muslimske piger er et problem i Danmark? Det mener islamismeforsker Tina Magaard, der har skrevet rapporten At være muslimsk kvinde i Danmark. Debat Illustration: Matias BAF! I dette nummer af VISION tager debatsektionen et meget følsomt og kontroversielt emne op, der let kan skabe splid og vrede. Det er et emne, som mange har stærke meninger om, men som få har indsigt i. På trods af emnets intense tilstedeværelse i den offentlige debat, er det sjældent, at man får præsenteret saglig viden om, hvad det i virkeligheden drejer sig om. Vi vil i dette nummer tage et nærmere kig på social kontrol af unge kvinder inden for muslimske miljøer. Af Tina Magaard, forsker i islamisme, AU Af Søren K. Villemoes, skv@cevea.dk Inden du ryster på hovedet og tænker åh nej, ikke igen, så vent et øjeblik. Emnet har rigtig nok fyldt meget de sidste mange år. Vi kender alle de evige sange om undertrykte kvinder med tørklæder, piger spærret inde Vi skal tilbage til de midler, venstrefløjen brugte, da vi gjorde op med det kvindeundertrykkende, patriarkalske samfund i 1970erne. Det skete heller ikke på Christiansborg, men ude i samfundet. Søren K. Villemoes i burkaer, tvangsægteskaber osv. Vi har hørt det til udødelighed, og vi er trætte. Nu er der desuden kommet en finanskrise, der er meget vigtigere, så hvorfor skal vi dog stadig beskæftige os med det? Det skal vi, for på trods af at meget er blevet sagt, så har det ikke været på en måde, der har vist respekt, empati, forståelse og indlevelse i de kvinder, det i sidste ende drejer sig om. Knap ti års kulturkamp har gjort al diskussion om social kontrol i muslimske miljøer ekstremt politisk. Det er både godt og dårligt. Det er godt, da der virkelig er mange kvinder, der lider under det, og som har brug for hjælp og støtte. Men det er dårligt, da det er forfaldet til en skadelig fløjkrig, hvor kvinderne er blevet reduceret til ammunition i kulturkampen hvilket er en vederstyggelighed. Dem, der har ført an i at få emnet på den politiske dagsorden, har været Dansk Folkeparti. Dermed har de indirekte gjort kvinderne en bjørnetjeneste, da det i dag er blevet synonymt med højreorienteret nationalisme og islamofobi at diskutere undertrykkelse af og kontrol med kvinder i muslimske miljøer. Det har, forståeligt nok, fået mange til at handle i trods og vende det blinde øje til. Man har ikke haft lyst til at deltage i råbekoret mod islam, og man har ikke villet medvirke til yderligere dæmonisering og mistænkeliggørelse af muslimer. I stedet har mange valgt enten at ignorere emnet, eller lade som om, at det slet ikke eksisterede i virkeligheden. Hermed har både Dansk Folkeparti og mange på venstrefløjen gjort de kvinder, det i sidste ende handler om, en bjørnetjeneste. Et af de største problemer med social kontrol i muslimske miljøer er, at det ikke er noget, der bare kan løses med et snuptag fra en snedig policymaker i Folketinget. Det er ikke nødvendigvis et problem, der overhovedet kan løses af politikere. Taler man med mange af de kvinder, der beskæftiger sig med denne problematik i det daglige, og selv har været udsat for den sociale kontrol, og det gør jeg tit, så finder man hurtigt ud af, at det i langt højere grad er en problematik, der kræver handling og stillingtagen fra et aktivt, reflekterende civilsamfund, snarere end fra politikere på Christiansborg. Solidaritet, aktivisme og kritisk debat er de vigtigste midler i kampen for disse kvinders rettigheder. Vi skal tilbage til de midler, venstrefløjen brugte, da vi gjorde op med det kvindeundertrykkende, patriarkalske samfund i 1970erne. Det skete heller ikke på Christiansborg, men ude i samfundet. Der er dog intet middel, der er stærkere end viden. Hvis man ikke deler indsigt og viden i disses kvinders forhold, så vil vi aldrig kunne arbejde mod at forandre de strukturer, der undertrykker dem. Så kære læser, læg for en stund idiosynkrasierne og de fastlåste frustrationer over ti års borgerlig kulturkamp på køl og læs over de næste sider, hvad den sociale kontrol egentlig er. For den er desværre ganske virkelig for rigtig mange kvinder. Her vil ikke være nogen indeklemt polemik, men i stedet blive fremlagt et redeligt og empatisk indblik. Og så er det op til dig selv at tage stilling. I 2009 var jeg med til at skrive rapporten At være muslimsk kvinde i Danmark. Den var baseret på kvalitative interviews med 47 unge muslimske kvinder, imamer og såvel muslimske som ikkemuslimske ressourcepersoner. Rapportens formål var at kortlægge, hvordan muslimske piger og kvinder selv oplever problemstillinger relateret til ligestilling. Selv om der blandt de unge kvinder var stor variation i holdningerne til ligestillingsspørgsmål, var der én ting, de havde til fælles: De var alle, hvad enten de ønskede det eller ej, nødt til at forholde sig til den sociale kontrol dette på trods af, at respondenterne fortrinsvis bestod af velfungerende, ambitiøse unge kvinder under uddannelse på gymnasiet eller universitetet. I dette indlæg vil de gennemgående træk i kvindernes oplevelse af den sociale kontrol blive fremlagt med deres egne ord. Den sociale kontrol er et rædselsfuldt problem. Det er så dominerende at man tror det er løgn, den sladder og den snak, den kontrol med de unge piger, som ikke kan tillade sig noget. Det er jo ikke engang farlige ting, vi taler om. Det er ganske uskyldige ting de ikke må, eller som storebror eller fætter skal ind over og bestemme. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at disse sociale spilleregler ikke kun skaber ofre, men også vindere, da de piger, som accepterer og omhyggeligt følger den sociale kontrols spilleregler, kan vinde høj social status. Tina Magaard Hvem udøver den sociale kontrol? For mange piger spiller forældrene en stor rolle i den sociale kontrol - er det frygten for at skuffe dem, der nævnes som primær drivkraft. Det er også kendt stof i offentligheden, at fædre, fætre og unge mænd udøver kontrol af kvinderne. Men et fænomen, der ikke har været meget fokus på før, og som en del informanter faktisk nævnte som et større problem, er den sociale kontrol udøvet af andre muslimske piger. En studievejleder oplever i sin dagligdag ret dominerende piger, der er meget bevidste om deres muslimske identitet og typisk er meget apologetiske i forhold til islam. Hun beskriver effekten i undervisningen: Den selvbevidste attitude, der følger med selvforståelsen af at tilhøre en gruppe, der praktiserer islam på rette vis, virker efter min opfattelse blokerende på andre muslimer. Jeg tror, at nogle helt enkelt er bange for konsekvenserne af at modsige eller bare have andre synspunkter. Hvorfor denne sociale kontrol? Men hvorfor gøres der så meget ud af den sociale kontrol? Hvad nytter den? Forklaringen synes at være fokus på førægteskabelig jomfruelighed. Der bliver altså holdt øje med, at de unge kvinder ikke kommer i en situation, hvor de kunne fristes af samkvem med en mand. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at disse sociale spilleregler ikke kun skaber ofre, men også vindere, da de piger, som accepterer og omhyggeligt følger den sociale kontrols spilleregler, kan vinde høj social status, som en muslimsk ressourceperson beskriver: Det er meget vigtigt, det med at være jomfru. Og pigerne bruger det helt bevidst. Pigerne er også selv med til at holde den kørende. De ved godt, at de for det første får flere brudepenge, hvis de er jomfruer. Så kan de også distancere sig fra de danske piger, som bliver opfattet som billige. Det er de meget bevidste omkring, pigerne. Når de sidder og diskuterer indbyrdes Tror du virkelig at jeg vil lade en røre ved mig? Hvad kan jeg så få? En pizzaria medarbejder. Jeg passer meget på og snakker ikke med nogen og passer på hvor jeg går hen,

15 28 VISION 01/ Er social kontrol i Danmark... Social kontrol: Hvad skal man gøre? Debat Igennem de sidste 10 år har al diskussion om social kontrol i muslimske miljøer været meget politisk betonet. Men der er kun kommet få løsninger på banen. Islamismeforsker Tina Magaard giver her sit bud. jeg cykler ikke engang, jeg har planer. De er meget bevidste om det, pigerne. En studievejleder fra et gymnasium forklarer, at de piger, som søger at styre de andre piger, ikke selv opfatter, at de gør noget forkert: Den sociale kontrol er faktisk et stort problem for nogle af de muslimske piger, som bliver udsat for det pres. Hvor de andre muslimske piger kan være virkelig.set med mine øjne nogle forfærdelige sladderhanke. I deres øjne og det ved jeg fordi jeg har snakket med mange om det - der er det jo at være ansvarlig, for de siger Vi kan jo ikke bare lade hende opføre sig sådan, vi bliver nødt til at fortælle hendes forældre, at hun gør det. Hvor denne form for kontrol bunder i etniskkulturelle forestillinger, kombineret med diffuse referencer til islam, nævnes af flere informanter også en anden form for social kontrol, som er specifikt religiøs, og som består af meget troende muslimers krav om bogstavelig efterlevelse af islamiske forskrifter. Her skal kun nævnes det mest hyppigt forekommende i undersøgelsen, kravet om at bære tørklæde. Først skal det understreges, at det for nogen kan være et personligt, frit valg at bære tørklæde. Valget er dog ofte betinget af ønsket om at komme i Paradis og undgå Helvede, et tema der kan sætte de ikke-tørklædebærende i et dilemma, som en tyrkisk pige fortæller: Jeg har det sådan jeg vil først bære tørklæde når jeg er klar til det. Men lige nu føler jeg mig ikke klar, der er også nogle ting man ikke må når man bærer tørklæde. Jeg dyrker kampsport, det kan jeg ikke blive ved med, hvis jeg tager tørklæde på. Men samtidig ved jeg, at jo yngre man er, når man tager tørklædet på, jo større chance for at komme i Paradis. En studievejleder giver et andet, konkret eksempel på gruppepresset: De her meget missionerende tørklædepiger fandt på at sende sms er til andre piger, som ikke går med tørklæde. Så sender de sms er til dem, hvor de skriver at de ender i helvede. En dansk pige ville jo dø af grin, hvis hun fik en sms om, at hun ville ende i Helvede, men mange af de muslimske piger lader sig altså gå på af det. Hvem er det så, der udfører decideret religiøs mobning, og hvor mange gør det? Ifølge en studievejleder er det typisk bundet til mindre grupper af stærkt overbeviste, dominerende piger: Det er jo ikke sådan at alle gør det, men der er perioder, hvor vi oplever en konstellation af studerende, som udøver ikke bare social kontrol, men også religiøs kontrol. Vi har haft en gruppe af piger, som var meget religiøse og som ville dirigere rundt med de andre piger på måder, som er helt uacceptable. Vi har haft rigtig mange ting, som ikke kun er social kontrol, men også trusler mod de piger, som ikke gjorde, som andre ville have de skulle gøre. Jeg har haft flere muslimske piger siddende grædende på mit kontor. De følte slet ikke de kunne være der, fordi de der meget religiøse piger tiltog sig for meget magt. Når man diskuterer den sociale kontrol, er det altså vigtigt at være opmærksom på, at nogle piger har accepteret den sociale kontrols paradigmer, Når man diskuterer den sociale kontrol, er det altså vigtigt at være opmærksom på, at nogle piger har accepteret den sociale kontrols paradigmer, og ser sig selv i en positiv rolle, når de selv er med til at udøve kontrollen. Tina Magaard og ser sig selv i en positiv rolle, når de selv er med til at udøve kontrollen. Andre har taget tilløb til at kritisere det og har så alligevel ikke turdet bryde ud. Nogle få har brudt afgørende med den sociale kontrol, og har derfor måttet gennemleve store konflikter med familie og netværk, konflikter som har udsat dem for både social eksklusion og vold. Flere beretter om at være blevet forulempet af mænd på gaden som en del af den sociale kontrol. En enkelt informant er blevet decideret overfaldet, så hun måtte indlægges: Jeg blev overfaldet på åben gade. Jeg gik psykisk ned på daværende tidspunkt. Jeg opdagede, at jeg ikke havde fundamentet til at starte den lange kamp endnu, så jeg har den stadig til gode. Der er dog også eksempler på anticiperede reaktioner, hvor unge kvinder frygter vold, og senere finder ud af, at familien faktisk godt kan acceptere deres valg. Så selvom det er glædeligt, at der sker en udvikling i nogle familier, så er frygten for vold stadig en kontrolmekanisme som, hvad enten den er berettiget eller ej, begrænser flere af de unge kvinders personlige frihed. Ligeledes kan frygten for at blive forulempet være en af de mekanismer, som får unge kvinder til at vælge at gå med tørklæde. En studievejleder har observeret følgende sociale spil i klassen: Det giver da en form for beskyttelse, at de tager tørklædet på, så er det som om, at de er lidt urørlige. Så er de nogle pæne piger og de andre, der ikke har tørklæde på er dem de muslimske drenge kommer lidt tættere på. Beskyttelsen er dog et tvetydigt fænomen. Det forhold, at nogle markerer sig som beskyttede og pæne piger kan have den konsekvens, at de andre ufrivilligt får rollen som de ikke-pæne, ubeskyttede piger. Det kan også afføde en forestilling om, at man selv er ude om det, hvis man som utildækket pige bliver forulempet. Som en konvertit formulerer det: Hvis nu alle jordens kvinder gik tildækket, hvor meget utroskab og voldtægt tror du så, der ville være? Jeg tror det ville være minimalt. Fordi der ikke er det der blikfang. Den sociale kontrol kan også i et bredere perspektiv krænke den enkeltes religionsfrihed, som en universitetsstuderende fortæller: At gå rundt og sige at man er muslim, når man egentlig ikke er det, det er jo at leve på en kæmpe løgn. Der er jo ikke noget, der binder mig med islam. Jeg tror ikke på ordene, jeg tror ikke på Allah, jeg tror ikke på én gud, så hvorfor skulle jeg sige, at jeg er muslim? Jeg kender en pige, der siger Jeg er ikke muslim. Men hun har valgt den nemme løsning og siger Jeg er muslim, når der er muslimer til stede. Så lever hun et fredeligt liv. Der tog jeg jo den enormt svære vej i forhold til hende. Jeg kender flere, der har sagt, at de heller ikke har det godt med det. Men ingen tør sige fra. Der har jeg det sådan Hvis du har det på samme måde, hvorfor siger du så ikke fra? Vi kan jo alle sammen stå sammen og gøre noget ved det her, men det turde hun ikke. Så hun lever bare i den der kollektive undertrykkelse. Af Tina Magaard, forsker i islamisme, AU Et spørgsmål, der ofte trænger sig på, når man diskuterer den sociale kontrol i muslimske miljøer er, om det er mangel på respekt for andre kulturer at kritisere den sociale kontrol. Man kan endda møde spørgsmålet, om det ikke er racistisk at kritisere fænomenet. Men undersøgelsen viser for det første, at der er mange brudflader internt i de muslimske miljøer, så det giver ikke mening at kategorisere alle muslimer i én gruppe. For det andet fremgår det af undersøgelsen, at det ofte er konvertitter, som er mest aktive i den sociale kontrol af andre muslimske piger og kvinder. Det er altså pæredanske kvinder, opvokset i den danske kultur, som foretager disse valg. Som eksempel kan nævnes en ressourceperson, som selv er konvertit, og som fortæller om en konvertitveninde, hvis teenagedatter mister sin mødom. Da forældrene opdager det, sker følgende: Så ville de så først have haft hende gift med en eller anden fra Emiraterne. Så var det så meningen, hun skulle have haft den her operation, så det så ud som om hun var jomfru. De kunne ikke gifte hende her i miljøet, for folk de snakkede jo, alle vidste det, og det var jo skandaløst. Men det endte faktisk med, at hun ikke kom til Emiraterne alligevel, men blev gift med en ægypter i den anden ende af landet, som kone nr. 2. Hun er 18 år i dag. Han er meget ældre end hende. Der var ikke nogen støtte hjemmefra, hun blev bare låst inde i ventetiden. Hun måtte ikke komme ud, telefon måtte hun ikke have, hun måtte ikke komme i kontakt med nogen, for hvad nu hvis hun stak af igen. Derfor forsøgte jeg at gå ind og snakke med hende, så hun ligesom kunne komme ud med sine frustrationer. Hendes kommentar til ægteskabet med ægypteren var jeg gennemfører det her, fordi det er min vej ud. Det er helt ufatteligt, det overhovedet kan ske, det er i Danmark, hendes mor er dansk. Den sociale kontrol er ikke kun et etnisk-kulturelt fænomen, men i høj grad også et spørgsmål om personer, der foretager nogle holdningsmæssige til-eller fravalg. Tina Magaard Der er altså en stor forskel på de to konvertitters holdninger til, hvordan man bør reagere, hvis ens datter mister mødommen - fortælleren mener tydeligvis, hendes veninde har reageret alt for drastisk. Dog bemærkes det, at fortælleren som også er dansk og har konverteret til islam som voksen nok søger at trøste den indespærrede teenagepige, men ikke forestiller sig, at pigen har ret til at afvise at blive gift som kone nummer to til en ældre mand. Ligeledes falder det hende ikke ind at kontakte de sociale myndigheder. Dette sidste eksempel tjener til at illustrere, at den sociale kontrol ikke kun er et etnisk-kulturelt fænomen, men i høj grad også er et spørgsmål om personer, der foretager nogle holdningsmæssige til-eller fravalg. Der er i undersøgelsen flere eksempler på, at en datter med konvertitforældre kan være genstand for en højere grad af social kontrol end en ung pige med indvandrerbaggrund. I det hele taget står moderne retsprincipper (såsom retten til ikke at blive udsat for vold, retten til at bestemme over egen krop, retten til privatliv, retten til at fravælge religion) svagt blandt mange af de interviewede unge kvinder også selv om respondentgruppen fortrinsvis består af ambitiøse unge kvinder under uddannelse. Den sociale kontrol kan altså udgøre kulturelt eller religiøst betingede hurdler, som står mellem kvinderne og de rettigheder, de formelt har i det danske samfund. En af hurdlerne er, at de kvinder, som har opnået høj status ved at følge den sociale kontrols spilleregler, ikke har nogen interesse i at afmontere et system, der netop giver dem status og selvtillid. De kvinder, som oplevede den sociale kontrol som problematisk, blev spurgt, hvad de syntes, man fra politisk side burde gøre, og der kom mange forslag lektiecaféer, rådgivnings-og tilflugtscentre, bortvisning af mobbere, krav om at forældrene har mere kontakt til det danske samfund, begrænsning af religiøse foreningers aktiviteter på uddannelsesinstitutioner, undervisning i den enkeltes rettigheder i det danske samfund, etc.. Der er nok at tage fat på, og det er forfatterens håb, at rapporten kan bidrage til at synliggøre de medvirkende unge kvinders ønsker for fremtiden.

16 30 VISION 01/ Ligeløn en utopi så længe fagbevægelsen ikke vil? Analyse Året et 2011, og der er stadig en uligeløn mellem mænd og kvinder på næsten 18 pct. Hvorfor er vi i Danmark ikke bedre til at sikre ligeløn mellem kønnene? Ifølge Anette Borchorst og Henning Jørgensen er ligeløn ikke et tema, der er højt på arbejdsmarkedets parters ønskeliste, når overenskomsterne forhandles; men problemet kan bl.a. løses ved et pres nedefra og anerkendelse af problemet fra Christiansborg. Illustration: Lasse Van Den Bosch Christensen Af Anette Borchorst, professor AAU og Henning Jørgensen, professor AAU Hvis der var noget, der kunne optage sindene i foråret 2008, var det ligeløn. Kampen fra mange offentligt ansattes side for at forbedre kvindernes løn i forhold til mændenes for arbejde af samme værdi blev næsten identisk med den store og lange arbejdskonflikt. Ligeløn blev placeret højt på den politiske dagsorden. Ligelønslovens bestemmelser om, at der ikke må ske forskelsbehandling af kvinder og mænd for alle lønelementer og lønvilkår for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, skulle realiseres. Nedsættelse af en Lønkommission, der i foråret 2010 barslede med en diger rapport, var en direkte udløber af konflikten, selv om regeringen ikke opfattede uligeløn som et problem. Til gengæld forventede mange lønmodtagergrupper, at der skulle ske noget ved næste overenskomstforhandling i det offentlige. Og den står vi nu ved afslutningen af. I mellemtiden har den private sektor indgået nye overenskomster i foråret 2010, hvor ligeløn også var et lønmodtagerønske. Men bestemt ikke eet, der stod højt på forhandlernes dagsorden. Ligelønslovens formuleringer blev skrevet ind i overenskomsterne, så man kunne rejse ligelønssager fremover. Ellers var det småt med resultater. Et ligelønsnævn skulle oprettes, hvis parterne kunne blive enige. Det er de endnu ikke blevet. Men den igangværende offentlige overenskomstfornyelse er blevet helt uden ligeløn som tema. Det har forhandlerne på lønmodtagerside på forhånd sikret! Det forholder sig sådan, at ved den generelle kravsudtagning, ville dominerende kræfter i KTO det kommunale forhandlingsfællesskab på lønmodtagerside ikke sætte ligeløn op som tema. Heller ikke på det statslige område, CFU-forhandlingerne, blev ligeløn centralt forhandlingsstof. Det skyldes ikke kun, at der i mellemtiden er indtrådt en økonomisk krise, men har grundlæggende at gøre med, at præferencer ikke er for ligeløn hos dominerende aktører. At arbejdsgiversiden ikke har interesser i at sikre ligeløn til de store grupper af kvindeligt ansatte der udgør cirka trefjerdedele af alle offentligt ansatte kan ikke være nogen stor overraskelse, for det ville bringe lønstyringen i fare, og præferencerne ligger i stærkere individualiseret løndannelse. Mere tankevækkende er det, at politiske nøgleaktører på lønmodtagerside er - især store FTFforbund som Danmarks Lærerforening og Dansk Politiforbund samt hele gruppen af AC-forbund med undtagelse af Dansk Magisterforening heller ikke har ligeløn i det offentlige på deres ønskeliste. Deres præferencer gælder aftale- og overenskomstsystemet frem for særforbedringer for bestemte Mere tankevækkende er det, at politiske nøgleaktører på lønmodtagerside er - især store FTF-forbund som Danmarks Lærerforening og Dansk Politiforbund samt hele gruppen af AC-forbund med undtagelse af Dansk Magisterforening heller ikke har ligeløn i det offentlige på deres ønskeliste. Anette Borchorst og Henning Jørgensen grupper. De offentlige overenskomstfornyelser bliver uden ligelønsforbedringer. Og når de private overenskomstparter heller ikke kan forvente at gøre noget særskilt på området, står ligelønnen aktuelt som urealiserbar, som en utopi, der er lige så lang væk fra som før konflikten i Hvordan kan det forklares? Hvad er det for historiske og aktuelle mekanismer, der gør sig gældende? Der er både forståelsesmæssige, adfærdsmæssige og institutionelle faktorer på spil. Og i et specielt indbyrdes forhold. Holdninger til ligeløn som før 1975? Hvis man skal lave en spidsformulering, kunne man sige, at internationale aktører som ILO og EU har presset mere på for ligeløn end hjemlige danske. Faktisk har de faglige aktører helst ikke set de ligelønsbestemmelser, som EU har pånødet det danske overenskomstsystem. Traditionelt er kun lige løn for lige arbejde blevet accepteret, men ikke den udvidede bestemmelse lige løn for arbejde af samme værdi, som både EU og FN opererer med. I 1976 afviste overenskomstparterne sammen med statslige repræsentanter at indføre denne EU-bestemmelse i lovgivningen, hvor Danmark skulle implementere et EF-direktiv om ligeløn. Resultatet blev, at Danmark tabte en sag om underimplementering af direktivet ved EF-Domstolen i 1985, og derefter måtte bøje sig og indføre arbejde af samme værdi i lovgivningen. Men det er måske ikke det samme, som at der også er kommet en de facto forståelse og accept heraf. Et citat fra en interviewrunde, vi har lavet i 2010 med topforhandlere i det danske aftalesystem, er vel sigende i den henseende: det, der er problemet med det, det er at få nogen erfaring med det her med samme værdi.. Det værste er næsten at have et begreb, som du ikke kan bruge, og du ikke kan forholde dig til... Det, vi diskuterer, når vi diskuterer ligeløn, det er stadigvæk ligeløn ud fra det her med den samme løn for det samme arbejde (Børge Frederiksen, ). Holdningen afspejler opfattelsen af, at man ikke offensivt vil bruge den sidste del af lovgivningens ord om lige løn for arbejde af samme værdi. Det viste sig også ved offentliggørelse af Lønkommissionens betænkning og den opfattelse deles af mange. Der foregår stadig en fortolkningskamp omkring den basale forståelse af, hvad ligeløn indebærer. Og de kampe omhandler ikke kun lønbegreber, men også lønoplysninger, dokumentation, statistik og strategisk udblik. Lønkommissionens arbejde er udtryk for en sådan løbende fortolkningskamp eller man kunne sige: en forlænget overenskomstforhandling og et statsligt forsøg på bortforklaring af uligelønsproblemet. Regeringen havde med sammensætning af kommissionen sikret sig det på forhånd. Handlinger i overenskomstsituationer same procedure? Perioden var måske speciel, for siden Septemberforliget 1899 har ligelønsspørgsmålet med nogle få undtagelser ellers ikke været placeret højt på den fagpolitiske dagsorden. Lønfastsættelse er et af de spørgsmål, der normalt opfattes som kernen af den danske aftalemodel, men ligelønnen har overvejende været reguleret som et lovgivningsanliggende. Det gælder dels for tjenestemandslønnningerne, der helt op til 1960 erne var den afgørende lønform i det offentlige, og dels for den danske implementering af EUs ligelønsdirektiv i en lov. Den kollektive aftalemodel har derimod vist stor træghed i forhold til at takle uligelønsproblematikken. En del af forklaringen er, at modellen blev etableret med udgangspunkt i en norm om manden som hovedforsørger og kvindens lønarbejde som et nødvendigt onde. Lønindplacering af grupperne skete i slutningen af 1960 erne. Denne norm har vist sig særdeles sejlivet på trods af de markante ændringer i erhvervsdeltagelse og mænds og kvinders identitet og hverdagsorientering, der er sket siden 1960 erne. Trægheden skal altså ses i sammenhæng med parternes modstand mod ligelønskravet og politikernes respekt for parternes autonomi. Denne re- spekt for den danske model frie forhandlinger - er blandt andet begrundet i parternes evne til at tilpasse sig hurtigt og træfsikkert til skift i omgivelserne. Det har det blot ikke fungeret i forhold til ligeløn. LO har set det, men forbundene er ikke alle med. Modellen kan også oversættes til de tunge drenges selvregulering ved de centrale forhandlingsborde. Problemet i den private sektor er, at overenskomster og bestemmelser stadig besluttes af logebroderskaber. De mandlige topforhandlere tænker og handler ifølge Jane Korczak, 3F, fagligt egoistisk og bagudrettet ikke fremadrettet: Så længe, at der ikke er flere, end der er, på sidste niveau, de hvide elefanter, i fagbevægelsen, der forstår substansen i det her, så har det altså trange kår. Og feinschmeckerne, dem der forstår problematikken, de er nogle helt andre steder i systemet (Jane Korczak, ). De dygtige topforhandlere i den danske model har et solidt fagligt fundament ikke et tværgående eller ligelønsorienteret fundament. Der føres fagkrige. I den offentlige sektor blev kvindegrupper lønindplaceret cirka 18 procent lavere end de mandlige grupper i Og systemet har vist en forbløffende evne til at sikre, at ingen gruppe har opnået store forbedringer siden, for så ville det gå ud over andre. Man holder hinanden i skak. Forhandlingsfællesskaberne og deres handlemaksimer reproducerer uligelønnen. Institutionelle barrierer som reproduceres Men aftalesystemet er i sig selv en hæmsko for stærke indsatser mod uligeløn. Det forholder sig nemlig sådan, at der i det offentlige ikke må ske ændringer, uden at alle aktører giver deres accept, og det sker inden for den afsatte lønramme. Institutionelle spilleregler modarbejder omplaceringer af grupper lønmæssigt. Det samme gør reguleringsordningen. Og overenskomstfornyelser er underlagt de økonomistyringshensyn, som regeringen vogter over. Hertil kommer den uklare opgave- og ansvarsdeling mellem fagligt og politisk system. Der foregår en dobbeltregulering uden sikkerhed for fælles kurs. Endelig ligger der i fagbevægelsens struktur en barriere, som gerne overses. Organisering ud fra uddannelsesmæssige faglige kriterier gør, at man institutionaliserer nogle interessehensyn frem for andre. Når man organiserer alle på samme uddannelses- og kvalifikationsniveau (f.eks. alle sygeplejersker eller alle smede) uanset arbejdssted og branchetilhør, lader man horisontale interesser få forrang. Det, der optager fagforbund, er i høj grad, hvordan faget er placeret i løn- og statushierarkiet på arbejdsmarkedet. Det vigtigste er at undgå at blive placeret lavere i lønstrukturen. Ligeløn kommer da i klemme mellem et generelt retfærdighedshensyn og så fagforbundenes snævre medlemsinteresser. Organisering i vertikale industriforbund som i Sverige ville lettere have fremmet ligelønskrav. Ligeløn kommer da i klemme mellem et generelt retfærdighedshensyn og så fagforbundenes snævre medlemsinteresser. Organisering i vertikale industriforbund som i Sverige ville lettere have fremmet ligelønskrav. Anette Borchorst og Henning Jørgensen Fremad Topforhandlere i fagbevægelsen og arbejdsmarkedets parter har som helhed historisk været fedtspillere, når det gælder ligelønskravet. Det er interesser og krav, der er blevet negligeret eller dygtigt neutraliseret. Den opfattede institutionelle interesse i den danske model gør et substantielt krav om lige løn for arbejde af samme værdi til noget, der må komme i anden eller tredje række. Derfor har mange LO-fagforbund historisk valgt den tavse løsning på ligelønsproblemet. Og i det offentlige er ligelønskravet aktuelt blokeret af et aftale- og overenskomstsystem, der reproducerer relative lønforskelle ret slavisk. Der er behov for stærkere pres nedefra og nok også mere pres udefra for at få igangsat faglige og politiske initiativer. Ligelønnen må også gå over Christiansborg.

17 32 VISION 01/ Et nyt mål for vækst skal stille rød regering til ansvar Vækst er blevet det nye sort i dansk politik. Men for at væksten i Danmark kan komme alle til gode, skal en kommende centrum-venstre regering holdes ansvarlig for, at det ikke kun er de rige, der bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det kan et nyt mål for vækst være et redskab til at sætte fokus på. Analyse Fra BNP over BNI til SNI BNP måler ikke, hvor mange penge, danskerne får mellem hænderne. Som det ligger i navnet, så måler BNP Brutto National Produktet - nemlig kun den samlede produktion i et samfund. Det vil sige, at BNP-vækst måler, hvor meget mere der bliver produceret i Danmark i år i forhold til sidste år. Det er selvfølgelig en god ting at vide, når man skal vurdere nationaløkonomiens tilstand. Men det har bare ikke noget at gøre med, hvad danskerne tjener. Det mål, der viser det, er BNI Brutto National Indkomsten. BNI har dog det et andet grundlæggende problem. Som et brutto-mål måler det det hele i en stor kasse, hvor en krone har den samme værdi uanset om det er den lavtlønnede eller millionæren, der får den. Men der er forskel på at få en 1000-lap ekstra i lønningsposen for bankdirektøren og pædagogmedhjælperen. Bankdirektøren lægger ikke mærke til det, det gør pædagogmedhjælperen. Derfor er det vores overbevisning, at nytten af én ekstra krone er større i samfundets bund end i toppen. Det har vi valgt at indregne i målet SNI ved at lade den procentvise lønstigning for den enkelte frem for det konkrete antal kroner og øre vægte lige tungt ud fra den enkeltes indkomst. Vokser BNI selvom 99% bliver fattigere? Den rigeste ene procent af amerikanerne tjener omtrent 25 procent af nationens samlede indkomst. Prøv at forestil dig, at denne gruppe, der udgør én ud af 100 amerikanere, oplever en indkomstfremgang på 10 procent. For hver million de har bliver de rigere. Imens oplever de resterende 99 procent en indkomsttilbagegang på to procent. For hver kroner de har, bliver de 200 kroner fattigere. Tror du, at det samlede BNI falder eller stiger? Find svaret nederst på siden. Svar: Selvom 99 ud af 100 amerikanere bliver fattigere og kun én ud af 100 bliver rigere, vil BNI faktisk stige med 1 procent! BNI vil altså ikke nødvendigvis afspejle velstandsniveauet blandt befolkningsflertallet. Faktisk vil BNI pr. konstruktion vægte de rigeste tungere end de fattigste. Derfor er der behov for SNI, hvor samme eksempel ville give et fald i SNI på næsten to procent, fordi det er det fald i indkomst stort set hele befolkingen oplever. Af Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea; Mathias Milfeldt, analytiker i Cevea, mmi@cevea.dk; Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk Vækst står øverst på Lars Løkkes liste over mål, som Danmark skal nå i SF har lige præsenteret en storstilet plan for, hvordan det skabes. Og Tænketanken Mandag Morgen har endda startet sit eget parti, der har som ambition at skabe løsninger så Danmark også i fremtiden kan være et 蚤 f de mest konkurrencedygtige og innovative velfædssamfund. Vækst fører ofte til ulighed Men hvad er vækst? Og hvem kommer det til gode? Det traditionelle mål for vækst er stigning i BNP Brutto National Produktet. Men når BNP stiger, så stiger uligheden også næsten altid. Det har den gjort under højkonjunkturen i 00'erne, såvel som i slutningen af 90'erne det vil sige under den socialdemokratiske regering. Derfor er det afgørende, at vi får et mål, der kan holde en kommende centrum-venstre regering ansvarlig for vækst og ulighed. Det er nemlig ikke ligegyldigt om de rigeste bare bliver rigere, mens resten af befolkningen enten står stille eller decideret bliver fattigere. Ny forskning viser således, at næsten alle problemer i forbindelse med den relative fattigdom er reduceret i lige samfund. Der er færre i fængslerne, færre teenagefødsler, færre børn, der klarer sig dårligt i skolerne og mindre fedme. Og det er ikke kun på grund af de fattiges overrepræsentation i disse statistikker. I mere ulige samfund vil både middelklasse og overklasse opleve større risiko for at blive udsat for fedme, vold og reduceret socialt engagement, ligesom deres børn har større risiko for teenagefødsler, dårlig indlæring og stofmisbrug. Nyt mål viser fordeling af vækst Derfor kunne det også være interessant, hvis vi på centrum-venstre begyndte at kigge på problemerne ved alene at bruge BNP og derved udelukkende fokusere på vækst i snævreste forstand. Det skal ikke forstås sådan, at vi påkalder os stemmerne fra fortiden og drømmer os til en tid med nul-vækst, fordi Danmark er rigt nok. Det ville være en katastrofe. Vækst er nemlig en god ting. Det skaber velstand, innovation og fremdrift i samfundet. Pointen er bare, at alle skal have en del af kagen. Og for at opnå det, har vi brug for at styrke den sociale dimension og måle mere bredt på fremgang, udvikling og succes i det danske samfund. Vi skal have alle med for at skabe det Danmark, som vi alle drømmer om. For at belyse manglerne i det nuværende vækstmål BNI og BNP (se sammenhæng mellem BNP og BNI i faktaboksen Fra BNP over BNI til SNI ) har vi valgt at udforme et alternativt metodisk redskab, som vi kalder Social National Indkomst (SNI). Dette mål vægter vækst efter, hvor mange det kommer til gode. Som det ses af figur 1 og 2, så er væksten fra 2004 til 2007 primært kommet de allerrigeste 6.0% 4.0% 2.0% 0.0% -2.0% -4.0% FIGUR 1 VÆKST I BNI OG SNI BNI BNI SNI FIGUR 2 UDVIKLINGEN I BNI OG SNI. INDEKS SNI til gode, fordi SNI-væksten konsekvent har været lavere end BNI-væksten. Til gengæld kunne noget tyde på, at væksten i starten af 00'erne kom flertallet af danskerne til gode, idet SNI er marginalt højere end BNI i Endelig viser figurerne, at finanskrisen har ramt de rigeste klart hårdest. Det ses ved, at faldet i BNI i 2008 er markant højere end faldet i SNI samme år. Gini måler kun ulighed Målet er nødvendigt, fordi en kommende centrumvenstre regering skal holdes op på, hvem dens økonomiske politik i samfundet kommer til gode; flertallet eller mindretallet. Og fordi det desværre ikke er noget, man kan med de eksisterende ulighedsmål. Tag for eksempel Gini-koefficienten, der er det mest udbredte af de eksisterende ulighedsmål. Hvor BNP slet ikke måler ulighed, måler Ginikoefficient udelukkende, om uligheden i et samfund falder eller stiger. Ofte vil det således blot være de stigende indtægter (hvilket vi naturligvis bifalder), der er skyld i den øgede ulighed. Andre gange vil det decideret være fordi, de der har mindst har fået endnu mindre, mens de velstillede har fået mere. Om det ene eller det andet gør sig gældende, kan beklageligvis ikke læses af Gini-koefficienten. SNI: Penges værdi afhænger af pungens tyngde Ved at operere med alternative mål som SNI, kan vi vise nuancerne og spændevidden mellem de rigeste og fattigste. Herved risikerer vi ikke, at vi alene at måle succesen i et samfund på, hvor meget rigere de ti procent rigeste er blevet. Ved at bruge alternativer som SNI vil et fald i de fattiges indkomst nemlig trække SNI-væksten ned, men samtidig vil en stigning i de riges indkomst trække SNI-væksten op. På en måde er SNI derfor en middelvej mellem BNP og Gini-koefficienten, fordi det både inkluderer økonomisk vækst og hvem det er, der får del i væksten. I SNI vil de procentvise ændringer i indkomsten vægte lige tungt, uanset om man tjener meget eller lidt. Det betyder for eksempel, at det er muligt at øge SNI ved at omfordele fra de få i toppen til de mange i bunden. Simpelthen fordi 1000 kroner udgør en meget mindre del af en millionærs indkomst end den gør af en bistandsklients indkomst. Derfor vil en omfordeling fra den rige til den fattige øge den fattiges indkomst mere end den vil sænke den riges set i forhold til, hvor meget de hver især havde i udgangspunktet. Centrum-venstre skal skabe velstand for de mange Med andre ord beskriver SNI den værdi danskerne oplever ved, at der kommer en økonomisk vækst. Og da centrum-venstres tanke om velfærdssamfundet altid har bygget på et ønske om at alle skal med, når samfundet går fremad, bør SNI være et vigtigt mål, når vi snakker om vækst og velstand. Det er ikke nok, at en kommende centrum-venstre regering indfører en fattigdomsgrænse. Selvom det bliver helt afgørende i forhold til sikre fokus på de stigende uligheder og samtidig sikre, at der ikke kommer endnu flere i samfundet, der går for lud og koldt vand. En centrum-venstre regering skal også binde sig op på, at væksten i Danmark ikke kun kommer de få til gode, men at den deles af de mange. Artiklen bygger på Ceveas notat Social National Indkomst (SNI) - nyt mål for socialt balanceret vækst af Matias Milfeldt. SNI bygger bro mellem nationaløkonomi og individuel nytte af penge Mens de traditionelle mål for nationalindkomst udtrykker den samlede indkomst, udtrykker SNI den samlede nytte af denne indkomst. Det afgørende ved den anvendte nyttefunktion er, at den bygger på idéen om faldende marginalnytte; altså at nytten af én ekstra krone er større for bistandsklienten end for mangemillionæren. NYTTEFUNKTIONEN IMPLICIT NYTTEFUNKTION FOR TRADITIONELLE INDKOMSTBEGREBER (FX BNP) NYTTEFUNKTION I SNI-BERGEGNINGEN Princippet om faldende marginalnytte er langt fra nyt og er hyppigt anvendt i mikroøkonomisk sammenhæng. Imidlertid har princippet aldrig fundet vej til nationalregnskaberne, og når man foretager sammenligninger af eksempelvis BNP-niveauer, antages det implicit, at der er konstant marginalnytte. SNI bryder med dette paradigme. SNI - Matematikken bag Beregningen af SNI sker på baggrund af indkomstdata opgjort efter indkomstgrupper. Dette er nødvendigt, da marginalnytten antages af være indkomstafhængig. SNI bygger på den grundliggende idé, at en relativ indkomstfremgang skal vægte lige tungt, uanset hvem den tilfalder. Der findes en logaritme-funktion, der har netop denne egenskab. Det er en funktion, der hyppigt anvendes inden for videnskaben, og som benævnes den naturlige logaritme. Imidlertid er det nødvendigt at modificere funktionen en smule for at undgå, at SNI bliver ultrafølsomt over indkomstændringer for personer med indkomster tæt på nul. Derfor konstrueres nyttefunktionen således, at marginalnytten altid vil være 1 for personer med indkomster under kroner (i år 2000-kroner). Denne grænse skal naturligvis justeres i takt med inflationen. Den endelige funktion ser således ud: Hvor i står for indkomst. Der summeres over alle samfundets individer, eller de enkelte indkomstgrupper. At ovenstående funktion har de beskrevne egenskaber ses, hvis man udregner marginalproduktet: For personer med indkomster over (år 2000), vil en relativ indkomstændring således have samme effekt på SNI-niveauet, uanset hvem den tilfalder.

18 34 VISION 01/ Sætter Fair Løsning gang i 10erne? Gang I 90erne er hevet frem fra støvede hylder af optimistiske socialdemokrater. Budskabet er klart, Fair Løsning er en ny visionær plan, som nok engang fremdrager de gamle velprøvede værktøjer fra Gang I 90erne frem. De virkede dengang. De vil virke igen. Kommentar Lad os få en radikal afskaffelse af efterlønnen og al den snak om pensionsalder Kommentar Af Morten Svendsgaard, formand for LO-Ungdom Nordjylland og næstformand i Frit Forum Aalborg. Ideen er glimrende. Lykketoft og Nyrup kom sejlende ind på ryggen af en spirende højkonjunktur, talte og investerede krisen ihjel, fjernede ungdomsarbejdsløsheden og standsede senfirsernes bølge af tvangsauktioner. Alt sammen ved hjælp af megen af den foreskrevne medicin i Gang I 90erne. Næste spørgsmål er naturligvis, hvorledes Gang I 90erne og nutidens kriseknuser Fair Løsning tager sig ud i direkte sammenligning. Et af hovedpunkterne i Gang I 90erne var, at de samfundsøkonomiske hjul sattes i sving via en kombineret satsning på klassisk keynesiansk ekspansiv finanspolitik, mere klassisk liberale elementer og en fokus på at gøre gevinsterne varige gennem inflationsdæmpning samt forbedret konkurrenceevne og betalingsbalance. Planens underskrift lyder: "Nedsættelse af skatter, Nedsættelse af afgifter, Nedsættelse af takster, øget opsparing, stigende konkurrence evne", hvilket giver første lille indikation af, at sammenligningen med Fair Løsning end ikke på overskriftsplan holder vand. Ud af krisen Effekten af Gang I 90ernes plan skulle være, at forbedre konkurrenceevnen, mindske grænsehandelen, styrke den private opsparing og dermed skabe et ikke inflations- eller rentekrævende råderum til skattelettelser og offentlige investeringer. Mål og midler var på den vis nøje afstemt således, at gevinsterne hentet via offentlig nulvækst, skattelettelser og forbedret konkurrenceevne ikke samtidig rummede kimen til næste krise i form af øget inflation, offentligt forbrug og lånoptagning. Socialt set balanceredes reformen gennem et øget bundfradrag og lavere takster på offentlige ydelser såsom børnepasning. Planen virkede fortrinligt og dermed ville det naturligvis være fristende at relancere koncepterne i Fair Løsning. Den fælles plan med SF er imidlertid svært sammenlignelig med Gang I 90erne, idet Fair Løsning er knapt så detaljeret som forordet til sin forgænger. Fair Løsning beskæftiger sig udelukkende med finansiering, skat og forbrug på overskriftsplan, men specificerer ikke i særligt omfang hvilke initiativer der påtænkes, hvorledes eller hvornår de skal implementeres, eller for den sags skyld hvordan de finansieres. Fair Løsning lover dejlige velfærdslunser til de fleste, mundrappe kriseknusere og et par kæberaslere til upopulære multinationale selskaber og folk med lige rigeligt gemt væk på bankbogen. Sådanne luftige slogans mobiliserer basen og skaber medvind ved kakkelbordene. Morten Svendsgaard Fair Løsning er en valgkampspamflet Fair Løsning er ganske vist af tilsvarende længde, men indholdsmæssigt ligner det en valgkampspamflet, snarere end et gennemarbejdet reformudspil. Der er dog en række punkter, hvor vi nærmer os noget konkret. Først og fremmest omtales fremrykning af offentlige investeringer, hvilket som bekendt er en populær genganger fra Gang I 90erne. Derudover loves 12 mia. ekstra råderum til kommunerne, 15 mia. ekstra til sygehusene, en bibeholdelse af efterlønnen og flere andre mindre offentlige velfærdsudgifter skydes i vejret. Finansieringen til de massive ekstra offentlige udgifter findes gennem øgede skatteindtægter fra erhvervslivet, hvor der bl.a. forudsættes "øgede skatteindtægter fra de dele af dansk erhvervsliv, som VK unødigt har begunstiget i de senere år", præcist om der hermed refereres til Mærsk, Apotekerforeningen eller den lokale bager fremgår ikke. Herudover findes midlerne gennem øget indkomstskat, højere afgifter på bl.a. spiritus og chokolade samt den berømte øgede arbejdstid, som man håber at fagbevægelsen venligst vil levere. Med andre ord er Fair Løsning nærmest en diametral modsætning til Gang I 90erne. Førstnævnte hæver de selv samme skatter, som sænkedes i dens forgænger. Hvor Gang I 90erne ganske vist fremrykkede investeringer, fokuserede på flere midler til forbedret uddannelse og sænkede taksterne på offentlige ydelser forblev de samlede udgifter specifikt holdt i ro, ligesom der skabtes øget incitament til opsparing, hvorved en del af den ekspansive finanspolitik opsugedes førend den omformedes til inflation. Når Gang i 90erne fremhævede betalingsbalance, intern og global konkurrenceevne og investering i uddannelse var det således ikke tale om særligt liberalistiske socialdemokrater på natligt gravrøveri i den ideologiske massegrav, men derimod afbalanceret fremtidssikring af velfærden og samfundsøkonomien på en socialt forsvarlig måde. Dengang tillod man sig som socialdemokrater at nævne, at skattelettelser og offentligt mådehold kan være mere end almindeligt fornuftigt, såfremt det gennemføres på en måde der tilgodeser samfundet på den lange bane og ikke lader de svageste i stikken. Den tankegang er gået tabt siden Nyrup og Lykketoft overlod rorpinden, og Fair Løsning er reelt enten uhyre kortsigtet eller decideret løgnagtig. Hvilken effekt? For hvad er det man foreslår og vil det virke? Ja, Fair Løsning vil utvivlsomt virke, i det omfang pamfletten ellers afslører, hvad man reelt har tænkt sig. Forslaget vil utvivlsomt fungere som samfundsøkonomisk boost, hvilket på helt kort sigt vil fremstå succesfuldt i krisetider, idet arbejdsløsheden umiddelbart vil falde og produktionen stige. Adskillige milliarder pumpes ud i samfundet til anlægsarbejder, sygehuse og kommunal foretagsomhed, hvorved også velfærdsniveauet formentlig vil opleves som forbedret umiddelbart. Sagen er blot den, at man derved risikerer at have tisset gevaldigt i bukserne for at holde sig varm, idet forslagene baserer sig på finansieringsmæssig gyngende grund. Modsat Gang I 90erne har man ganske enkelt valgt ikke at påpege, hvorledes økonomien i planen fundamentalt hænger sammen, hvorved debatten om den mestendels bliver kvalificerede gæt og løse rygter. Man kan dog påpege at et stærkt stigende offentligt forbrug, potentielt udelukkende finansieret via øgede skatter på indkomst, formue og virksomheder vil påvirke konkurrenceevnen negativt og sænke opsparingen. Samtidig kan det dårligt undgås at øgede afgifter på forsmædeligt usunde sager vil forbedre sundheden en smule men samtidig forværre grænsehandelsproblematikken. Løgn eller valgkamp? Og her er vi fremme ved det løgnagtige. Er det reelt det her socialdemokraterne har tænkt sig, såfremt de efter planen vinder næste valg? Det må man da ikke håbe og heldigvis er det velsagtens heller ikke tilfældet. Fair Løsning lover dejlige velfærdslunser til de fleste, mundrappe kriseknusere og et par kæberaslere til upopulære multinationale selskaber og folk med lige rigeligt gemt væk på bankbogen. Sådanne luftige slogans mobiliserer basen og skaber medvind ved kakkelbordene. Den slags vinder man valg på. Men med selv de mest positive briller på rummer Fair Løsning ikke skyggen af svar på fremtidens velfærdsudfordringer, finansieringsproblemer eller tabubelagte ældrebomber. Det ved man ganske givet godt og mon ikke en eller anden diskret har været forbi Lykketofts kontor og bedt ham om at forberede en mere realistisk, langsigtet og holdbar plan? En sådan visionær plan er den grå eminence utvivlsomt leveringsdygtig i, men den vil næppe ligne Fair Løsning på ret mange punkter. Imens kan mestrene i kommunikation øve sig på at forklare, hvorfor det er nødvendigt at skrotte valgkampsoplægget Fair Løsning straks man har indtaget ministerkontorerne. Jeg gætter personligt på, at svaret er, at Lars Løkke Rasmussen har efterladt et endnu mere gevaldigt rod end forudset. Der er noget paradoksalt i hele debatten om efterlønnen. Regeringen vil afskaffe den og tvinge de ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet. Oppositionen vil bevare den, fordi efterlønnerne fortjener den, og det er en rettighed, der giver tryghed. Dertil vil de have alle på arbejdsmarkedet til at arbejde mere. Af Erik Christensen, tidl. lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet Begge parter er enige om, at der i fremtiden skal arbejdes mere i samfundet. Regeringen vil tvinge de ældre, men stiller sig ejendommeligt nok tvivlende overfor om almindelige mennesker på arbejdsmarkedet vil arbejde en time mere om ugen. Omvendt kan det forekomme lidt modsætningsfyldt, at oppositionen ikke vil tvinge raske mennesker på efterløn over 60 til at arbejde mere, men alle andre på arbejdsmarkedet. Begge parter vil tvinge nogle til at arbejde, og de diskuterer pensionsalder langt ude i fremtiden, som mange har meget svært ved at forholde sig til. Måske er der noget forkert og forældet i begge parters tankegang og hele dette skuespil, hvor man grundlæggende er enige, men vender og drejer argumenterne for forskellige grupper og tidspunkter, så det ser ud som om, man er meget uenige. Som Rune Lykkeberg (den 8-9. Jan i Information) meget rigtig gjorde opmærksom på, er der noget tankevækkende ved, at afskaffelsen af efterlønnen kan skabe så meget debat i offentligheden, når man ser, hvor forholdsvis stille, der har været, når der er sket forringelser for dem helt uden for arbejdsmarkedet i de senere år. Der skabes kun offentlig debat, fordi en gruppe på arbejdsmarkedet trues med at blive frataget en værdig rettighed og blive placeret på en uværdig overførsel. Næsten ingen opinionsdannere taler om, at der de sidste 25 år konstant har været ca. 25 % (ca ), uden for arbejdsstyrken. Man har lavet arbejdsmarkedsreformer, socialreformer og der har været højkonjunktur. Men ingen indgreb har hjulpet, der er kun blevet flyttet lidt rundt mellem de forskellige overførselsindkomstmodtagere. Det viser, at Danmark består af en overklasse af dem på arbejdsmarkedet med rettigheder, stærke organisationer og forbindelser til de politiske partier og en diffus splittet underklasse på overførselsindkomster med færre rettigheder og uden stærke organisationer. Når deres vilkår forringes kommer det ikke på den politiske dagsorden. Så rykker partier og fagbevægelse ikke ud i store annoncekampagner. Rune Lykkeberg siger, at i det perspektiv, er opgaven for en opposition at udvikle en ny social kontrakt og at det kræver en udvidelse af arbejdsbegrebet. Det tror jeg er helt rigtig, men jeg synes ikke han løfter sløret for, hvad det mere konkret kan indebære. For mig at se bør den nye kontrakt i velfærdssamfundet være en frihedskontrakt. Hvorfor skal staten og politikerne bestemme, hvornår jeg skal arbejde og hvornår jeg vil trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet i et rigt moderne velfærdssamfund? Det drejer sig om udvikling af en individuel frihed for den enkelte til både at påtage sig lønarbejde og at fravælge lønarbejde i alle faser af livet. En sådan frihed kræver en tryghed, et materielt grundlag. Derfor er efterlønnen så populær. Det er en rettighed, der på den ene side betyder, at man ikke er underlagt en rådighedspligt, og på den anden side betyder, at man kan påtage sig en del lønarbejde. Og hvorfor modsætter nedslidte efterlønnere sig regeringens planer om, at de blot kan komme på førtidspension? Fordi det skaber utryghed og bureaukrati. De vil gerne arbejde i det omfang de kan, men frygter den nedværdigende arbejdsprøvningsproces, som mange førtidspensionister skal igennem. Den langsigtede opgave bør være at ophæve skellet mellem de lønarbejdende og overførselsindkomstmodtagerne ved at gøre alle til ligeværdige borgere, der er sikret et eksistensminimum (en basisindkomst) uden bureaukrati, kassetænkning og klientgørelse. En generel basisindkomst vil skabe større fleksibilitet og frihed på arbejdsmarkedet og medvirke til at fordele lønarbejdet bedre. Den såkaldte fattigdomsfælde, dvs. tilfælde hvor den faktiske indkomst bliver lavere end dagpengesatsen, vil ikke længere udgøre noget problem, da det, man tjener, ikke vil blive modregnet i basisindkomsten. Det vil altid kunne betale sig at arbejde. Basisindkomst vil derfor motivere til at påtage sig erhvervsarbejde, men også give bedre mulighed for at starte selvstændig virksomhed. En basisindkomst er ikke en ny overførselsindkomst for nogle bestemte personer eller grupper, men en grundtryghed for alle, der vil betyde en styrkelse af individets frihed og uafhængighed både i forhold til arbejdsmarkedet, staten og det civile samfund. Ved at ligestille alle borgere i henseende til deres grundlæggende økonomiske tryghed ophæver et basisindkomstssystem skellet og modsætningen mellem såkaldte ydende og nydende borgere. Danmark består af en overklasse af dem på arbejdsmarkedet med rettigheder, stærke organisationer og forbindelser til de politiske partier og en diffus splittet underklasse på overførselsindkomster med færre rettigheder og uden stærke organisationer. Erik Christensen Men det vil jo være i modstrid imod alle fællesskabers moralske logik at sikre alle en basisindkomst at man skal yde for at nyde, at der må være en sammenhæng mellem rettigheder og pligter, vil mange sige. Hvorledes forsvare at give alle et eksistensminimum uden at kræve en modydelse? Problemet med denne argumentation er, at den bruges snævert omkring lønarbejdet. Men det uformelle (ulønnede) arbejde husarbejdet, omsorgsarbejdet, det uformelle arbejde i nærmiljøet, det politiske arbejde - som alle mere eller mindre bidrager til er en nødvendig forudsætning for at lønarbejdet kan finde sted. Er det ikke også vigtigt at værdsætte det arbejde? Vi har et helt forkert syn på samfundsøkonomien. Vi tror, at vi klart kan måle den enkeltes indsats i samfundet (ved kun at se på markedet), men det kan vi ikke. Vi lever i en uhyre kompliceret samfundsorganisme, som ikke alene omfatter det økonomiske marked. Og vi arbejder ikke kun for os selv, men også for andre og nyder godt af andres arbejde. Den infrastruktur og teknologi vi bruger er ikke enkelte personers værk, men et fællesprodukt, en arv fra forrige generationers arbejde. Det tilhører ikke nogen enkelt, men fællesskabet. Samfundet indeholder altså en fælles arv, en fælles kapital, som det er naturligt, at vi alle får del i. Det bør være den moralske argumentation for og logik i, at alle samfundsmedlemmer bør have en løbende andel af den fælles kapital, en dividende af det produktionsresultat, der skabes. Men det har vi jo slet ikke råd til, vil mange sige? Og vil folk så ikke holde op med at have lønarbejde. Alle undersøgelser viser, at danskerne er meget arbejdsivrige og kun meget få vil vælge udelukkende at leve på et eksistensminimum. Men markedet vil også regulere højden af dette eksistensminimum. Hvis basisindkomsten er for høj, må flere påtage sig lønarbejde. Hvis mange har lønarbejde, vil basisindkomsten kunne forhøjes. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre mere konkret? For det første ved at erstatte langt de fleste overførselsindkomster med en ubetinget basisindkomst. Det gælder f.eks. folkepension, førtidspension, aktiveringsydelser, kontanthjælp, syge- og barselpenge, personfradrag, børnecheck og SU. Dernæst vil en sådan gennemgribende rationalisering betyde væsentlige besparelser, der kan være med til at finansiere en basisindkomst. Man kan herefter tænke sig forskellige finansieringsmodeller. Den enkleste måde at administrere den ubetingede basisindkomst på vil nok være at lade SKAT gøre det i form af en negativ skat. Rent praktisk kunne det f.eks. lade sig gøre ved at give alle et skattefrit fradrag på selvangivelsen svarende til basisindkomsten og beskatte alle indkomster med en flad skat på f.eks. 50 %. Hvis totalindkomst minus basisindkomst er negativ, udbetaler SKAT forskellen.

19 36 VISION 01/ MUSCLES FROM BRUSSELS MINSK Back in the USSR Kun godt 500 kilometer fra København ligger Hviderusland. Condoleezza Rice døbte landet: Europas sidste diktatur. Siden 1994 har Aleksander Lukasjenko været præsident. Mens nabolandene mod vest er optaget i EU har Lukasjenko øget jernnæven. Nu ser vi også revolutioner i de arabiske lande. Men hvorfor sker der ikke noget i Hviderusland. VISION har besøgt oppositionen i Minsk. Af Frederik Andreas Jørgensen, faj@cevea.dk Spytklatten fra Vilnius sidder stadig på min jakke, da jeg kører over grænsen til Hviderusland. Som en påmindelse om at jeg nægtede to 10-årige litauiske piger smøger, sendte de en spytklat efter mig. Møgunger. Bananrepublikken Hviderusland venter forude og jeg har forberedt mig grundigt; studeret landet, historien og kontaktet alle, der kontaktes kan. I min paranoia har jeg slettet alt indhold på harddisken, krypteret de vigtige informationer og gemt dem på en USB-nøgle som jeg har syet ind i jakken sammen med pressekortet. Spionen der kom ind til kulden Alt sammen fuldstændig nytteløst. Jeg bliver ikke holdt op med Kalashnikov eller torteret ligesom i filmene. Eneste reaktion er, at tolderen udviser en overdreven interesse for mit pas. 'Det er meget interessant' siger han, og kalder på vennerne. De morer sig nørdeligt over EU-passet. Det er helt nyt og udstyret med øget sikkerhed. Mødet med Hviderusland virker mest af alt om en tidsrejse 30 år tilbage i tiden. Overalt er der malet med blåt og hvidt Lukasjenkos farver. Jeg ankommer på perronen i Minsk. Det er frysende koldt. Jeg indlogerer mig på et af de statskontrollerede hoteller og vælger den jyske spareløsning. Derfor ender jeg på værelse med en overvægtig, ildelugtende usbeker. Er du fra KBG? Præsidentvalget er under opsejling. Det falder den 19. december, så sikkerheden er skærpet overalt. Mens jeg bevæger mig gennem det centrale Minsk bliver jeg kontaktet af en smuk hviderussisk kvinde foran den franske ambassade. Hun spørger mig på russisk, og jeg bekræfter af jeg ikke taler sproget. Men derfor er det jo heldigt at hun taler engelsk og at hun lige præcis skulle kontakte den sandsynligvis eneste ikke-russisk talende i Minsk denne dag. Men smuk er hun. Og mit køn har en svaghed for den slags. Så vi tager ud for at spise. Det er ganske hyggeligt. Hun er veloplyst og taler engelsk til UG-. Heldigt. Alt imens hun pumper mig for oplysninger taler vi om forholdene i Hviderusland. Hun har nogle gode perspektiver. Er hun fra KGB? Det vides ikke for hun glider af på spørgsmålet. Men hyggeligt og lærerigt var det. Intelligent kontrol gennem arbejdslivet: Mødet med det hviderussiske Solidarnosc Dagen efter mødes jeg med Gennadiy Fedynitch, der er formand for den uafhængige fagbevægelse i Belarus, DKDP. Kontoret ligger i en baggård i den anden ende af byen. Efter en længere jagt lykkedes det mig at finde indgangen. Jeg bliver overdænget med begejstring, da jeg møder dem. Her er et talerør til deres venner i den frie del af Europa. De ser nemlig sig selv som europæere. Derfor er de også meget begejstrede for de skandinaviske velfærdsstater. Gennadiy Fedynitch er en venlig, tætbygget mand. Med det obligatoriske overskæg ligner han også Polens Lech Walesa. Sådan ser styret ham også. Derfor prøver de at bryde hans magt. Hvis forholdene opstår, er det herfra man mobiliserer modsvaret. Hjørnestenen i Lukasjenkos autoritære styre er hverken vold eller efterretninger, men overenskomster. Selvom både militæret og efterretningstjenesten (der stadig hedder KGB) er vigtige for styret, er grunden til, at Lukasjenko sidder på nu 17ende år overenskomstsystemet. I 2000 indførte Lukasjenko statsoverenskomster med en ansættelsesperiode på 1 år. Det vil sige, at de, der er ansat i staten, hvert år genforhandler deres ansættelse. Arbejdsmarkedet kan bedst sammenlignes med det tidligere USSR. Det er igennem medlemskabet af de officielle fagforeninger, man får adgang til vigtige velfærdsordninger. Arbejdsmarkedet er bygget op på statskorporatisme hvilket vil sige, at man ikke kan være ansat i en statslig virksomhed uden samtidig at være medlem af et statsligt forbund. Fagforeningsmedlemskabet er derfor obligatorisk, og hvert år bekræfter lønmodtagerne medlemskabet og dermed deres ansættelse. Statslige eksklusivaftaler. Fagforeningen i åben krig med Lukasjenkos eksklusivaftaler Eftersom 80 pct. af virksomhederne er statsejede, er der begrænsede jobmuligheder udenfor staten, så de statskontrollerede fagforeninger har frit spil. Det er en forudsætning for ansættelse, at man er medlem af en af de officielle fagforeninger. Ifølge officielle statistikker, er 98 pct. af arbejdsstyrken ansat gennem 1-års overenskomsterne. De sidste 2 pct. er ansat i den private sektor, og derfor ikke underlagt samme krav. Det er dem Fedynitch organiserer. Den tidsbegrænsede ansættelse på 1 år er faktisk en af de primære grunde til at Lukasjenko står så stærkt. Lukasjenko indførte dem i år 2000, og det betyder at hviderusserne er ansat på perioder af et år, og derigennem kan han skille fårene fra bukkene. Den uafhængige fagbevægelse har erklæret 1-års kontrakterne krig. Og EU er deres våben. Den største sejr for den uafhængige fagbevægelse kom da det gennem ILO og europæiske kontakter lykkedes at få EU til at lukke Hvideruslands adgang til EU-markedet (det såkaldte GSP-system) i Det fik Lukasjenko i tale. I forhandlinger med Lukasjenko krævede Fedynitch at de 1-årige kontrakter skulle ophøre. Men det ville Lukasjenko ikke gå med til. Hvorfor reagerer befolkningen ikke? Selvom forholdene vel bedst kan betegnes stærkt undertrykkende, er det endnu ikke lykkedes af mobilisere brede protester. Efter valget i 2006 og her i december 2010, slog styret hårdt ned på de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på valgene. De fængslede oppositionens ledere. Men befolkningen rejste sig ikke. Fedynitch siger, at problemet for oppositionen er, at hviderusserne frygter arbejdsløsheden. Der er ingen dækning udenfor de officielle fagforeninger. Så selvom der hverken er ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed, rejser man sig ikke. Det Lukasjenko lærte af oprørerne i DDR, Polen og Rusland var, at folk der er mætte ikke laver en revolution. Derfor er Lukasjenko meget opmærksom på befolkningens fundamentale behov. Af arbejdsstyrken er hele 97 pct. organiserede. Ifølge Fedynitch betyder det, at Lukasjenko forpligter sig på at sikre indtægterne for medlemmerne. Hviderussiske firmaer tilbageholder ikke lønnen, som man har set det i Rusland. Hvis det sker får direktøren et opkald og muligvis en fyreseddel fra præsidenten. Hvem skal vi samarbejde med? Det helt store problem for oppositionen er dog, at den er fuldstændig splittet og partierne er meget svage og udgøres af eliten. De fremtrædende personer i BSDP er da også alle akademikere, primært fra det Belarussiske Statsuniversitet (BSU). Arbejdsløsheden er lav, gaderne rene, busserne kører, kriminaliteten lav og man føler sig faktisk ret tryg; stik mod min forventning om en halvtotalitær indhegnet bananrepublik. Frederik Andreas Jørgensen Fedynitch og DKPD forholder sig også partipolitisk neutralt. Hvem skulle vi samarbejde med? spørger han retorisk. Der er fx. 4 forskellige socialdemokratier. Hviderusland er ikke et parlamentarisk system, men et flertalsstyre. Derfor har Lukasjenko direkte adgang til magten med en bred koalition af både kristne, socialister og konservative. Men hvad vil Fedynitch gøre? Hans vigtigste magtmiddel er forbindelsen til de europæiske fagforeninger, specielt tyske IG Metal og svensk LO. Det var dem, der hjalp med at bringe markedsadgangen til EU til fald. Han vil stadig forsøge at presse Lukasjenko til at give foreningsfrihed og lukke eksklusivaftalerne og specielt 1-års kontrakterne. Målet på sigt er en velfærdsstat efter skandinavisk forbillede. Og et parlamentarisk system. Men Fedynitch er ikke optimistisk. For oppositionen får svært ved at vippe Lukasjenko af pinden. Politiske forbindelser Det er ikke opløftende at høre Fedynitchs vurdering af fremtiden. Der har været store problemer de seneste år. Politiske modstandere er blevet fængslet Gods er guld Dansk infrastruktur er på niveau med Libyen. Hvordan ser fremtiden ud? Af Frederik Andreas Jørgensen, faj@cevea.dk Før demonstrationerne i Libyen selvantændte kunne man læse i Ingeniøren, at der nu kører et IC4-tog rundt i maghreb-landet. Det var en gave fra Berlusconi til hans allierede Gadaffi, der skulle markere 40 års jubilæet for Gadaffis styre. IC4-togene skulle ellers efter planen leveres fra den italienske togproducent AnsaldoBreda til DSB allerede i Hvorfor er det interessant? Udover det dybt bizarre i, at italienerne frem for at overholde kontrakten med DSB har sendt toget til en folkemorder, viser det, at Danmark og Libyen er på samme infrastrukturelle niveau. Er Danmark et tog u-land? IC4-togene er udviklet til det danske jernbanenet, der i modsætning til alle lande vi normalt sammenligner os med, har fravalgt at elektrificere samtlige for hooliganisme. I 2006 blev socialdemokraternes leder Alexander Kazulin fængslet i 2 år. Hans arvtager skal jeg mødes med på en cafe inde i byen. Forinden mødes jeg med partiets unge håb, Volha Tyhryckaya. En ung kvinde på 23, der for nyligt er blevet næstformand i det største hviderussiske Socialdemokrati BSDP. Hun sidder faktisk i byrådet i Minsk. Hun er jurastuderende og meget energisk. Det lover godt. Nyvalgt formand snart politisk fange? Senere skal vi sammen mødes med den nyvalgte formand Anatol Sidarevich. Han var Kazulins højre hånd og næstformand. En aldrende herre. Det mener han er en fordel, for han har haft et langt liv underforstået skulle det ende snart. Han taler tysk hun engelsk. Så det bliver et blandet interview. Det er faktisk det første interview og møde med en journalist fra EU, han har, efter han blev valgt til formand den 10. oktober. Han er historiker og det mærkes. Ingen spørgsmål slipper for en historisk kontekst, årstal og kausal analyse. Vi starter ved roden: Oprettelsen i 1903, opgøret med Zar-styret i 1905-revolutionen og efterfølgende kampen mod bolsjevikkerne i 1917-revolutionen. BSDP har spillet en central rolle i Hvideruslands historie men hver gang har de tabt til kommunisterne. Derfor faldt Hviderusland også indenfor USSR-imperiet. Bolsjevikkerne vandt og Socialdemokraterne blev udrenset sendt til Gulag eller direkte likvideret. Han er ikke meget for at erkende at de tabte kampen igen da USSR brød sammen. Fra 1990 til 1994 var det nærmest anarki. Det blev ikke BSDP der samlede Hviderusland det blev Lukasjenko. Så måtte de hviderussiske socialdemokrater igen gå under jorden og acceptere tabet. Siden Lukasjenkos første sejr i 1994 (som i øvrigt var fair) er demokratiet i Hviderusland så som så. Til gengæld har man opnået, hvad man kalder Det hviderussiske økonomisk mirakel. Uanset om tallene er til at stole på, er Hviderusland det land blandt de gamle Sovjetrepublikker der har klaret sig bedst. Arbejdsløsheden er lav gaderne rene busserne kører kriminaliteten lav og man føler sig faktisk ret tryg; stik mod min forventning om en halvtotalitær indhegnet bananrepublik. Men nu har oppositionen endelig en klemme på styret. Hviderusland er afhængig af Ruslands økonomiske bistand (olie og gas), men forholdet går dårligt. Så Hviderusland leder desperat efter andre venner. af de vigtigste jernbaner. Alle intercitytog mellem København og Århus/ Aalborg, Esbjerg og Flensborg køres med dieseltog (IC3/IC4) under køreledningen. Stambanen mellem København og Fredericia er elektrificeret, men det er egentlig ligegyldigt, da el-nettet ikke kan anvendes. Derfor kører DSB under kørerledningerne. Et større spild af investering er vanskeligt at forestille sig. Det er ellers sund fornuft at anvende Danmarks gode geografisk og demografiske sammensætning. Byernes størrelse og fordeling ud over landet gør, at betjening med intercity- og regionaltog kan gøres attraktiv (og er det) Danskerne er faktisk flittige brugere af togene; kun Schweiz og Holland har en højere benyttelsesfrekvens. Opsplitningen jernbanen i en infrastruktur- og en Mens jeg sidder til møde med Sidarevich, har Lukasjenko også besøg, men det er Venezuelas præsident Hugo Chavez. Lukasjenko forsøger også at få foden indenfor i Iran og Syrien. Men det kan slet ikke måles med adgangen til EU. Vil oppositionen bruge det i den politiske kamp? Ja, siger også Sidarevich. Målet er at lukke ned for de 1-årige kontrakter, og garantere et overenskomst-system som vi kender det fra Danmark, hvor arbejdsmarkedsparter bestemmer vilkårene uden statslig indgriben. Det er Lukasjenko imidlertid ikke så lun på for det svækker de statslige forbund og dermed kontrollen over arbejderklassen. Også her er udsigterne dårlige. Men som Sidarevich siger, sagde Lenin til sine Schweiziske allierede at de ikke kom til at opleve en revolution i hans levetid. Mødt med lettere skepsis slår han fast, at revolutioner kan godt være fredelige. Nu kan man selvfølgelig undre sig over den store tiltro til revolutionen, eftersom det sidste gang gik tilmed meget dårligt for Socialdemokraterne. I det tilfælde måtte de nemlig igen se sig overhalet af de mere hårdtslående socialister. Svigtet af Europa Men hvorfor gik det galt i Hviderusland? Mange af de andre østeuropæiske lande lykkedes jo med at styre mod EU men her gik det anderledes. Årsagen findes i de fire års anarki efter Sovjetunionens kollaps, hvor landet var styret af bander. Det lykkedes den tidligere Kolkoz (kollektiv landbrug)- leder Lukasjenko at tage magten. Den har han så fastholdt lige siden. Valg er blevet afholdt, men modstandere fængslet. De eneste der viste interesse for Hviderusland var amerikanerne og russerne. Og de viste kun interesse for hvad der kunne tjenes penge på. Hvor var europæerne spørger jeg? De kom først for 5-6 år siden, fortæller Gennadiy Fedynitch. Det er også noget Sidarevich noterer. Der var ingen europæere indtil tiden efter østudvidelsen i Jeg spørger dem begge om de føler sig svigtet af europæerne? Ja, lyder svaret. Men nu er I har jo, siger Fedynitch med tiltro i stemmen! Ja, siger jeg men det er jo 15 år for sent. Bedre sent end aldrig, slutter han af. Analyse operatørdel har faktisk været en succes, f.eks. har de nye operatører DB Schenker (gods), Arriva (regionaltrafik i Midtjylland) og DSBFirst (regionaltrafik på Kystbanen og Øresundsbanen) klaret sig godt (i modsætning til, hvad man skulle tro på pressen); problemerne på Kystbanen har intet med DSBFirst at gøre, og en tilbagevending til gamle dage må kraftigt frarådes! Øresundstrafikken, hvor Banedanmark/Banverket/DSBFirst har vist, at det er muligt, selvom trafikken er grænseoverskridende, at skabe en gigantsucces med togtrafik mellem to store byområder. Transitgodstrafikken mellem norden og kontinentet over grænserne mellem Danmark/Sverige (Øresund) og Danmark/Tyskland (Padborg) fun-

20 38 VISION 01/ Gods er... gerer på europæisk topniveau, og bliver yderligere forbedret når Femern Bælt forbindelsen åbner i Hvorfor flygter de intellektuelle? Anmeldelse Hvad er det jernbanen kan? Den er god til tre ting: Transport af mange mennesker i samme retning i tilknytning til en storby, f.eks. metroen og S-banen i København, den sjællandske regionaltrafik til/ fra København og trafikken over Øresund mellem Malmø/Lund og København Hurtig transport af mange mennesker over mellemlange afstande mellem større byer, f.eks. intercitytrafikken mellem København og de større provinsbyer Transport af gods over lange afstande, f.eks. godstrafikken mellem norden og kontinentet gennem Danmark Og jernbanen kan disse tre ting med på en langt mere miljørigtig måde end konkurrenterne. Man har fremlagt ønske om at lade de danske jernbaner trække en større del af transportlæsset. Målet er, at 20 procent af transportarbejdet i år 2020 skal udføres af jernbanerne. Men hvad skal prioriteres? Der er intet passagergrundlag for et internt dansk højhastighedsnet; byerne er for få, for små og for tæt beliggende. Der er næppe heller noget grundlag for at koble København eller Århus på et (ikke eksisterende) europæiske højhastighedsnet; der er for langt til Stockholm og forhindringerne på strækningen København-Hamburg er for store og dyre. Der er intet grundlag for et internt dansk godstrafiknet; transportafstandene er for små. Derimod kan danske producenter med fordel koble sig på transitgodsforbindelsen gennem Danmark. Endvidere er der taget nogle politiske beslutninger, som begrænser råderummet for nye beslutninger meget betydeligt, nemlig Signalprogrammet samt bygningen af Femern Bælt forbindelsen, Metrocityringen og København-Ringsted banen. Disse beslutninger binder så meget kapital (60 80 mia. DKK), at det er svært at se, at der kan finansieres yderligere store projekter lige nu. Forholdene er ellers tæt på optimale, hvis man prioriterer rigtigt: Danmark har en særegen geografi, hvor forholdsvis brede sunde og bælte opdeler landet i meget små enheder, hvilket giver mange tvangspunkter eller kostbare tekniske løsninger. Et eksempel er, at den nærmeste linieføring mellem København og Århus, som er ca. 175 km lang, kræver bygning af to ca. 20 km lange broer (Kattegatforbindelsen), hvorfor forbindelsen går over Storebælt, som imidlertid er ca. 150 km længere. Den danske industriproduktion er ikke jernbaneegnet og intern godstrafik i Danmark fylder stort set ingenting. De store politiske beslutninger er koncentreret om København, og lader Østjylland (og Århus) helt ude af betragtning. Der synes at være adskillige muligheder for forbedringer, nemlig bl.a. følgende: Privatisering/salg af operatøren DSB. Erfaringerne med Arriva og DSBFirst viser, at operatøromkostningerne (det som Trafikstyrelsen skal betale operatøren for driften) falder betydeligt i forhold til de hidtidige omkostninger, ligesom salget giver penge, som kan investeres i infrastrukturen, som f.eks. modernisering af banen eller fortsat elektrificering m.m. Hvad skal gøres hvordan og hvornår? På baggrund af de forhold, som således også indebærer et fravalg af at lade lokaltog servicere småbyer og deres opland, som bedre og billigere kan gennemføres med busser, skal der udpeges nogle klare og opnåelige indsatsområder: 1. Gennemførelse af de fornuftige tiltag, som allerede er besluttet, nemlig Signalprogrammet (som implementerer et nyt signalanlæg på alle Banedanmarks strækninger), Metrocityringen (som etablerer en metroringbane i København) og Femernforbindelsen (som etablerer en moderne jernbanestrækning mellem København og Hamburg via en fast forbindelse over Femern Bælt). 2. Elektrificering af den del af hovedbanennettet, som endnu ikke er gennemført, nemlig Fredericia- Aalborg (startende med Fredericia-Århus), Lunderskov-Esbjerg samt Roskilde-Kalundborg, således at det bliver muligt at gennemføre al landsdækkende intercitytrafik og regionaltrafik til/fra København med moderne elektrisk materiel. 3. Opgradering af det eksisterende hovedbanenet, i særdeleshed banerne i Østjylland fra Flensborg til Randers, som i næsten 150 år har haft den samme linieføring, med store omveje, og som ikke længere er tidssvarende, f.eks.: a. Banen i Sønderjylland går uden om Haderslev og Åbenrå, men gennem Vojens og Rødekro b. Hele banen mellem Fredericia og Skanderborg har en forældet linieføring c. Banelængden mellem Århus og Randers er ca. 55 km, mens vejlængden kun er 40 km d. Den tekniske grænseflade mellem Danmark og Tyskland er placeret i Padborg (!) og ikke i Flensborg, hvilket er generende for passagertransittrafikken til Flensborg. For banen mellem Fredericia og Skanderborg gælder, at der har været mange projekter til udretning af banen, og at et af dem, nemlig Horsens-Skanderborg har været på nippet til at blive vedtaget i 90 erne, men at arbejdet nu ligger i den såkaldte Timemodel. Der er også et par problematiske projekter, nemlig følgende: København-Ringsted banen. Projektet er vedtaget, men man bør forholde sig afventende, idet projektet næppe er nødvendigt, har en række tekniske begrænsninger og er voldsomt underfinansieret. Kattegatforbindelsen: Projektet har været diskuteret (men risikerer at blive vedtaget uden tilbundsgående undersøgelser, fordi Folketinget kan føle det nødvendigt at give Århus et eller andet), men man bør forholde sig afventende, da projektet i sig selv er gigantisk (formodentligt et af de største infrastrukturprojekter i verden p.t.), kræver et meget stort driftstilskud fra staten, har en lang række voldsomme miljømæssige konsekvenser samt kræver en meget lang række ikke belyste følgeinvesteringer såvel i Jylland som på Sjælland. Sæt gang i fremtidens infrastruktur Som nævnt er der mange områder i dansk infrastruktur der kunne blive forbedret, men før vi kaster os desperat ud i det, bør vi tage luft ind. For tiden er der mange store projekter der skal finansieres. Det er strengt nødvendigt, at bygherren (staten) rustes så godt som muligt. Hvis dette mål skal realiseres, er der behov for forståelse, stringent udpegning af indsatsområder og stram styring af arbejdet med disse indsatsområder. Der er også behov for at få gennemført den opsplitning mellem infrastrukturejerne og operatørerne, som allerede er initieret af EU, helt til bunds. Her er et bud på prioriteringerne. Jens Jonatan Steen, Direktør for Cevea Mens diskussionen omkring fraværet af intellektuelle på særligt centrumvenstre fløjen for alvor tog fart i slutningen af 2010, så adresserede forfatter og debattør Paul Berman allerede spørgsmålet i sin bog The Flight of the intellectuals, som i udkom foråret Den hjemlige diskussion omkring fraværet af store tænkere på venstrefløjen, tog afsæt i den seneste udgivelse af dette tidsskrift, hvor artiklen Fra store tænkere til hattedamer venstrefløjens kritiske forfald startede en større debat. Som siden blev fulgt op i både Politiken, Information, Deadline og endelig i et ganske interessant interview med Kulturminister Per Stig Møller. Debatten har således budt på en række af velmenende forsøg. Hvor behjertede journalister har forsøgt at belyse manglen på venstrefløjsintellektuelle. Nogle dog bedre end andre med en Signatur lederkollegiet i Politiken som det absolutte lavpunkt. Heri efterlyste Politikens lederskribent flere intellektuelle stemmer på venstrefløjen med kaliber, som Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg og Susanne Brøgger (gud ske tak og lov). At disse overhovedet skulle tilhøre venstrefløjen er for det første tvivlsomt, ligesom det for det er andet er stærkt tvivlsomt, hvorledes disse nogensinde skulle have bidraget positivt til udviklingen af den kriseramte venstrefløj. De har udelukkende talt moralsk dunder til det uvidende danske folk. Man burde nok kunne forvente sig mere af Politiken. Hvorfor vi også må starte et helt andet sted. Paul Bermans bog tager afsæt i samme spørgsmål om de intellektuelles fravær omend hans fokus er rettet mere på de værdipolitiske spørgsmål og særdeleshed Islam. Han forsøger at finde ud af, hvad der skete med de venstre-intellektuelle, der støttede Salman Rushdie og ytringsfriheden, men som i dag ifølge Berman blot er på linje med de religiøse fundamentalister. Kort sagt, hvorfor svigtede de intellektuelle? Imponerende kilder og ny indsigt Bestræbelserne på at afdække dette højaktuelle spørgsmål bringer Berman vidt omkring. Han trækker på et stort overblik af religiøse kilder af både fag- og skønlitterær karakter, hvoraf Boualam Sansals The German Mujahid virker som et oplagt forslag til natbordet. Det er tydeligt, at forfatteren har lavet sit hjemmearbejde, hvilket bidrager til at skabe en informativ og oplysende bog. Man bliver således klogere på alt lige fra professor og debattør Tariq Ramadans politiske og personlige opvækst, på Stormufti af Jerusalems (Haj Amin Al-Husseinis) tætte forbindelser til Nazityskland under 2. Verdens Krig og endelig på, hvad forfatteren betegner som New Yorks Times naive tilgang til en, ifølge forfatteren, voksende trussel fra Islamisme. Bogens få, men ellers gode pointer drukner lidt i forfatterens egne fordomme og omfattende motiv granskning. Jens Jonatan Steen Motivgranskning i uanede mængder Det største problem ved Flight of the intellectuals er, at den drukner i motivgranskning af værste skuffe. Bogen dedikerer således flere hundrede sider til at afdække, hvorvidt Tariq Ramadan, Ayaan Hirsi Ali og Hassan Al-Banna er gode eller dårlige mennesker? Og her skinner forfatterens egen (og lidt banale) opfattelse af skurke og helte helt tydeligt igennem. Det underminerer den ellers udførlige dokumentation og får bogen til at ligne et karaktermord på den yngre Ramadan. De mange siders læsning om Tarique Ramadans bøger og debatter bliver trættende og bidrager ikke til at besvare det oprindelige spørgsmål, som hvert fald var det, der fangede minpersonlige interesse; de intellektuelles flugt fra den offentlige debat og fra det politiske ansvar. Venstrefløjens massive selvhad Men på trods af Bermans trættende bevisførelse, så har bogen flere gode pointer, som også gør den relevant i forhold til en moderne venstrefløj. Som forklaring på hvorfor højtestimerede journalister, som Timothy Garton Ash og Ian Buruma svigter deres intellektuelle arv og den kritiske journalistik, finder Berman i et levn fra 60ernes og 70ernes hippiekultur. I doktrinen om Third Worldism er der et muligt svar baseret på forestillingen om de noble vilde People in exotic parts of the world were deemed to spiritual loftier than people near at hand Capable of sagacious insights not accessible to the rigid and inhibited Western mind. Materially poor but Morally wealthy. På den baggrund skabte de vestlige intellektuelle et billede på østens mystik, som det attråværdige drømmerige overfor vestens undertrykkende og umenneskelige imperialisme. Det betyder ifølge Berman, at den vestlige verden kommer til at oppebære en medfødt skyldfølelse, som skal udbetales i form af vestlig multikulturalisme, kulturel ydmyghed, lovmæssige særrettigheder og generel eftergivende i forhold til de tidligere undertrykte kolonier. En konstant sygdoms tilstand, som den udgør en vestlig masochisme. Den politiske korrektheds sorte hul Dermed kommer de mest interessante pointer hos Berman til at minde om den kritik som den lektor Torben Bech Dyrberg er kommet med i forbindelse med kritik af den moderne venstrefløj. Hos Dyrberg som hos Berman er det nemlig en skæv og misforstået offerideologi, der præger venstrefløjens stillingtagen overfor spørgsmål om ytringsfrihed og religiøse minoriteter. Heri består en værdifuld indsigt, som Politiken og andre måske burde kaste nærmere blik på næste gang de forsøger at kloge sig på venstrefløjens forsvundne intellektuelle, hvoraf mange netop er forsvundet i den politiske korrektheds sorte hul. Med andre ord rammer Paul Bermans bog Flight of the intellectuals midt i en højtspændt politisk diskussion, som finder sted over hele Europa. Men bogens få, men ellers gode pointer drukner lidt i forfatterens egne fordomme og omfattende motiv granskning. Måske er det alligevel højt at flyve dybt at falde for en mand, der spøgefuldt er blevet betegnet som en liberal høg over de amerikanske intellektuelle. Paul Berman The Flight of the Intellectuals 299 sider Melville House