MINDEORD. Tekster af Thomas Ladegaard maj-juni Over tredive dage bragte Thomas Ladegaard hver dag et nyt mindeord.

Transkript

1 MINDEORD Tekster af Thomas Ladegaard maj-juni Over tredive dage bragte Thomas Ladegaard hver dag et nyt mindeord.

2 MINDEORD 1 Formand for Blicherselskabet, operasanger og filantrop Finn Slumstrup skriver mindeord om fhv. museumsleder Jørgen Omstrup, Ordrup 67 år: Museumsleder Jørgen Omstrups arbejde for Blicheregnens Museum i Svendborg er kendt og elsket. Fra det mindre landsbymuseum skabt af fabrikant Svend Børgesen i samarbejde med Peter Seeberg blev Blicheregnens Museum til det store stolte værk, der viste hvad en mindre by er i stand til, støttet af den lokale museumsforening og det nyoprettede lokalarkiv. Hele tiden blev der lavet nye udstillinger i de gode store lokaler, der var forbundet via et sindrigt tunnelsystem til den nærliggende præstegård, samtidig med at der blev indkøbt nyt skørlevned til samlingen. Ved et spektakulært arrangement i 2009 kunne museet fejre sit 30-års jubilæum. Sammen med Holstebro Museum fik man oprettet et hyggeligt opholdsrum til egnens mange kendte morfinister. Jørgen Omstrup blev bidt af en gal Blicher under en rejse til Farsø i efteråret Han havde ikke mulighed for at undslippe. Vesthimmerland blev hans skæbne. Han gik på opdagelse i landskabet og mødte der en vandrende svend, der viste ham en lysende by for enden af bakken. Nu er Jørgen vendt hjem, og står nu selv og lyser der oppe ved siden af Blicher. MINDEORD 2 Bestyrelsesformand i Center for målrettet psykologi, direktør Jonathan Skriver skriver mindeord om fhv. forstanderinde Metha Drol, Sæby 97 år: Metha Drol var en naturkraft. Hun revolutionerede den psykiatriske behandling igennem en årrække og med sin enorme energi forvandlede hun et støvet og gammeldags psykiatrisk system til en dynamisk organisation, hvor hun satte den enkelte patient i centrum. Bogstavelig talt. Metha Drol blev uddannet på Suhrs husholdningsskole i 1934 og var igennem sit lange liv kendt for en djævelsk god bolle i karry. Men det var først, da hun efter krigen blev forvist med sin familie til Sæby, at hendes virke for alvor tog fart. Hun blev forstanderinde på Søhjemmet i byen og omdannede det fine gamle hjem til den førende psykiatriske anstalt på Sæbykanten. Personligt rev hun samtlige skabe og opbevaringsrum ud af huset og brændte det hele i et fantastisk bål Skt. Hans Aften Derved havde Metha fordrevet alle onde onder fra stedet. Sådan arbejdede hun i alle årene på at fordrive de onde ånder fra menneskets sind. Den enkelte patient blev i dagevis underkastet behandlinger med vredet kål, der skulle indtages liggende midt på gulvet. Alle forlod Metha opløftede, og da Metha forlod denne jord, efterlod hun sig en lykkelig familie og et eftermæle uden sidestykke i den danske psykiatri.

3 MINDEORD 3 Formand for Dansk Schlager Union, konstitueret forretningsfører Bo Damsgaard skriver mindeord om sanger Jürgen Smetanik, 27 år: Det var med chok og forfærdelse, vi modtog nyheden om den tyske sanger Jürgen Smetaniks alt for tidlige himmelfart. For vi elskere af Schopenhauer og Schlager, er det et stort tab og et sår, der aldrig kommer til at heles. Smetanik kom frem som sanger i Guds bayerske englekor, men Gud kaldte ham hjem alt for tidligt til at vi kunne få lov til at lade skønheden risle over os i det liv, der burde have været Smetanik til del. Det stod meget tidligt klart for vidunder-drengens omgivelser, at den lille Jürgen havde noget specielt at tilbyde verden. Og de huskede altid på, at hvad mennesker i almindelighed kalder skæbnen, er hovedsagelig deres egne dumheder. Det vidste Jürgen, og sådan levede han sit liv. Til sidst blev det ham for meget. For mange søde mennesker slog til sidst Jürgen ihjel. Vi vidste det godt og var igennem mange ængstelige nætter af samme grund. Vi anede, hvor det bar hen, og alligevel kunne vi intet gøre. Hvad kan et menneske egentlig gøre, når alt kommer til alt? Hvor tæt på, kan vi komme? Ikke tæt nok på Jürgen Smetanik, denne Guds gave, der nu er blevet taget for os. Det er som i hans egen strofe: Smuk er dagen, smuk er livet, smuk er du. MINDEORD 4 Fotograf og stylist Mitch Mistral skriver mindeord om netop afdøde model og ikon Henriette Windfeldt, Riiskov 63 år: Alle der har levet i 60 erne husker Henriettes Windfeldts fantastiske ansigt. Det var alle vegne. Det var på busserne, i bladene, i biografen. Det var på drengeværelser, pigeværelser. Det var i alle blade, i hele det vestlige Europa fra Aberdeen til Ajaccio. Det fæstnede sig i centraladministrationen og hos filatelister. Det gik aldrig væk. Henriette kom i min salon, og det blev min skæbne at røre ved hendes berømte lokker, at kærtegne hendes smukke ansigt, når hun skule styles til en ny opgave. Det blev de bedste minutter i min karriere, i mit liv. Disse tidlige morgentimer, når Henriette kom ind med nattens byrde tungt hvilende på sig, og jeg børstede det hele af, sendte hende ud i verden, og ud i lyset igen. En dag forsvandt hun fra mig, og jeg stod der på det hvide salongulv med tomme hænder og ingen som Henriette at se på. Den dag græd jeg, stille. For jeg vidste, at der aldrig vil komme en som Henriette Windfeldt igen. Ikke for mig. Ikke for nogen. Selvom hendes sidste år vist nok blev ødelagt af piller, sprut og madmisbrug, vil jeg altid huske hende som det smukkeste ansigt, der nogensinde har vist sig i min salon. Farvel Henriette.

4 MINDEORD 5 Professor i non-deskriptiv økonomi fra Uppsala Universitet Pontus Kåmark skriver mindeord om professor emeritus Mihaily Nagy, Nexø 85 år: Mihaily Nagy blev en ledestjerne for de fleste økonomer i min generation. Han perfektionerede den trans-regres- -sive model og bragte den økonomiske forskning ud til folket i en helt uventet skala. Nagy flygtede fra den kommunistiske terror i Ungarn i 1956 og kom som så mange andre begavede dissidenter til Skandinavien, hvor han hurtigt kom til at sætte sit præg på den økonomiske forskning. Ikke mindst hovedværket How to calculate the most amazing data in the stochastic world without any verification fra 1964 dannede skole. Han var kendt som en utrættelig arbejdskraft, der kunne holde sig vågen i op til fire døgn i træk udelukkende på en diæt af vand og meskalin. For mange af os var det en kilde til evig undren, at Nagy aldrig modtog Nobelprisen i økonomi. Men rygterne insisterede på at vide, at han en gang havde hældt reje-saft i en punch til en Nobel-reception. Efter sin pensionering fra universitetet i Uppsala trak han sig tilbage til huset i Nexø og hans livslange interesse i drageflyvning. Det var en livslang ambition for Nagy at komme til at flyve med drage på Antarktis, men en evigt modvillig familie satte som altid en stopper for den store økonoms drømme. MINDEORD 6 Frikirkegænger og tidligere overlærer Svend Magnussen skriver mindeord om landmand og tidligere borgmester Mogens Beierholm, Øster Felding, 78 år: Aldrig har Øster Felding haft en så sød borgmester, som Mogens Beierholm. Fra det øjeblik, Mogens gik ind i et lokale, ændrede stemningen sig omgående fra grå til multi-colour. For alle vi, der havde det held at komme til at kende Mogens, er solen nu gået ned i grå igen. Mogens Beierholm voksede op i Vester Felding på den fædrene Vestergård. Men efter et kort weekend-ophold i Skive, vendte han tilbage til Felding-egnen og så sig aldrig mere tilbage. Han begyndte at få sin gang i Messias kirken, hvor Mogens blev kendt for at kunne tale i tunger og for talrige helende håndspålæggelser. Slanger og dæmoner havde det svært i Øster Felding i de år. Hans særlige evner gjorde ham til et oplagt emne som borgmester i den nye Øster Felding kommune, der så dagens lys efter kommunalreformen i Mogens blev valgt i fem valgperioder i træk og satte sit smukke og positive præg på en kommune, hvor man forkastede tidens idéer om social ingeniørkunst, og i stedet klarede kommunens sociale problemer om søndagen i kirken. Mogens Beierholm efterlader sig en stor familie, der alle har mistet en hjertelighedens beskytter og en humørets forsvarsklippe. Mogens vil blive savnet.

5 MINDEORD 7 Musikanmelder og freelance journalist (lejlighedsvis ansat på diverse publikationer) Ragne Durbak rister en poetisk rune over sangerinde Minna Hjort, Kastrup 67 år: Da Dirch Passer døde, sagde Kim Larsen, at det var et af de store træer i skoven, der blev fældet. Nu er også Minna Hjort faldet efter en hård kamp med den tilværelse, hun som få formåede at besynge i små intense sange. Få har som Minna fanget det, vi alle har til fælles fra livet til døden og videre. Få har som Minna formået at sætte ord på den smerte, der æder sjæle op til morgenmad og fortærer lykken til aften. Hun debuterede som kun tolvårig med børnesangene Sange til livet i Men med folk-revolutionen i de tidlige tressere oplevede Minna Hjort sit store folkelige gennembrud, da hun pludselig greb en guitar og satte ord på en generations længsler i et Danmark under voldsom forandring. Før der var noget som helst andet i Danmark, var der Minna Hjort. Hun galoperede hen over mangen et pigeværelse, og med hendes hovedværk Hjortespring fra 1970 satte hun en hegnspæl ned i det danske landskab, der ikke siden er blevet flyttet. Folkekære sange som Du ligger her og Jeg drømte, jeg var et andet sted er krøbet ind i den danske bevidsthed og salmebog. Få har været så danske som hende, selvom mange har gjort forsøget. Dansk musik og dansk kulturliv har mistet en ener. Det er et af de helt store bøgetræer, der er faldet i livets storm. Hjorten er sprunget videre og har efterladt os alene tilbage med hinanden og hendes sange. MINDEORD 8 Tidligere tv-producer og fotograf Oleg Otterström skriver mindeord om skolelærer Michael Borrochine, Bogense 72 år: En god ven er sovet ind. En fantastisk personlighed har sagt farvel for sidste gang. En af tv-æraens store personligheder har forladt os. De færreste danskere havde vel hørt om en skolelærer ved navn Michael Borrochine før den aften. De færreste danskere havde vel noget større kendskab til danske larvers ekstraordinære måde at reproducere sig selv før den aften. Ingen kendte denne store personlighed, før den oktoberaften i 1957, da Michael Borrochine deltog i Kvit eller Dobbelt og tog Svend Pedersen og hele nationen med storm. Jeg var til stede den aften. Vi sad ude i kontrolrummet, og Borrochine var præcis, hvad vi havde drømt om, da vi besluttede at starte programmet. Hans viden om larver kendte ingen grænser, og da han forlod studiet den aften tog han ikke blot en stor check med sig under armen. Han tog også en berømmelse med sig, der kom til at vare livet ud for den elskelige fynbo. Borrochine gik dog aldrig op i berømmelsen. Han havde sine larver, og han havde sin livslange gerning som lærer på Vestre Skole i sit elskede Middelfart. Borrochine efterlader sig kone og hund og en enorm samling larver. Og han efterlader sig et uudsletteligt indtryk fra en oktoberaften, hvor han fik danskernes tv til at lyse.

6 MINDEORD 9 Afdøde sportsjournalistiske legende Per Høyer Hansen skriver mindeord om fhv. landsholdsspiller i fodbold Svend-Erik Mannstein, Bagsværd 84 år: Krølle er død. Sådan bør overskriften være, når man skal beskrive Svend-Erik Mannsteins død. For alle kendte ham alligevel bare som Krølle. Og det var og blev langt mere end bare et navn. Få kunne som han krølle en modstander. Får kunne som han krølle sig uden om og videre mod målet. Sådan var hans liv, og sådan spillede han. Krølle fik sin debut på landsholdet i en udtagelseskamp i Øvre Volta, i en tid før Ruder Konge blev knægt. Men allerede i debuten imponerede han UK med lækre benstrækninger og et sublimt overblik på banen. Ikke få kaldte ham Danmarks krøllede Garrincha, og der blev fløjtet med, når han strøg ned ad Idrætsparkens billige langside på jagt efter endnu en indespærret fugl. Krølle kom ikke fra fyrstelige forhold. Begge hans forældre døde tidligt, og efterlod ham alene med en bold, et par støvler og et stort talent. Han tog det hele under armen og forvandlede dansk fodbold. Livet efter hans afskedskamp i Idrætsparken mod Sverige i en alder af 54 år blev udfordrende for Krølle. Det blev ligesom mere sparsomt med de krøllede driblinger. Men ingen glemt nogensinde Krølle. På væggen i mit kontor hænger billedet af hans sejrsmål i den berømte kamp mod Tyskland. Sådan vil jeg huske Krølle. Krølle er død. MINDEORD 10 Evigt sandhedsvidne og redaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen skriver et rørende mindeord om sin onkel, civilingeniør og tidligere adm. direktør Rupert Madsen, Maribo 97 år: Min onkel Rupert var den første, der opdagede mulighederne i hulkortet. I en årrække blev hulkortet hans skæbne. Rupert kunne se ting, andre ikke kunne se. Han så lige igennem hullerne i kortene og ind i fremtiden. Netop der kom han til at tilbringe det meste af sit liv. Det startede eventyrligt allerede, da Rupert kom til verden under et tordenvejr midt i den store krig. Hans mor og far knuselskede ham og sørgede for, at han fik den bedste uddannelse, penge kan købe. Han gik på byskolen i Maribo, blev student fra Storkens Gymnasium og tog eksamen i matematik fra universitetet i Chemnitz. Men det var først efter en ferie i Canada, at han så sit liv skrevet som huller i et stykke pap. Da gik det op for ham, hvor meget data, der kunne gemmes i hullerne i pappet. Han introducerede den såkaldte Rupertske metode, der bragte hulkortene ud til den brede befolkning. Ved min onkel Ruperts død er jeg glad for at tænke på, at han gjorde så mange mennesker glade. At det så ikke helt gjorde sig gældende for mine mange fætre og kusiner er en helt anden historie, som vi ikke skal fortælle her.

7 MINDEORD 11 Globetrotter og rejsebogsforfatter Maren Stærmose skriver mindeord om husmoder og zombie-elsker Nora Fleischer, Vojens 89 år: Det var et enormt chok, da nyheden om Nora Fleischers forsvinden nåede det globale netværk af zombieelskere. Vi bed negle. Vi bed fingre. Og så kom nyheden fra Den Dominikanske Republik: Nora var fundet, efterladt og maltrakteret på en kirkegård tæt ved Puerto Plata. Nora er død. Nora mødte en zombie, da alting alligevel var slut. Hun sagde altid til alle fødselsdage: Det er mange år, men tænk på alternativet. Og da hun endelig mødte sin død, blev det efter alt at dømme efter et møde med de zombier, hun i sene senere år blev så optaget af. Det startede med en studiekreds i Vojens en kold aften i marts. Nora mærkede pludselig udlængslen, døden og sin egen genfødsel som zombie. Det stod imidlertid ikke skrevet i hverken sol eller måne, at Nora Fleischer skulle blive en af denne verdens store kontaktflader med zombiernes verden. Men kender vi hende ret, mødte hun sin endelige skæbne ved Puerto Plata og er nu et sted, hvor alternativet bestemt er bedre. Vi bider Nora et fortryllet efterliv. MINDEORD 12 Den tidligere formand for Danske Togentusiaster, fhv. statsautoriseret revisor Flemming Fjeldsted skriver mindeord om lagerleder Philippe LaCroix, Bogense 57 år: Der er en tid for at leve og en tid for at dø. Men det var ikke tid for at Philippe skulle dø. Togene skal køre til tiden. Philippes tog kom alt for tidligt ind på perronen. Han var kendt som en af de mest entusiastiske medlemmer i Danske Togentusiaster, og jeg havde den store ære at lære Philippe at kende under talrige ture rundt i verden, hvor vi fulgte vores passion for denne verdens toge. Jeg har kørt med de gamle, københavnske sporvogne i Alexandria med Philippe, og mens vi kørte af sted i en gammel linje 14 sagde Philippe lige pludselig: Jeg har aldrig været så lykkelig. Det viste sig at hans bedstefar kom til Danmark fra Canada og havde ført sporvogn netop på linje 14. Han sagde, at han kunne se bedstefaderens spøgelse stå oppe foran, da vi kørte ned mod havnen i Alexandria. Det troede jeg ikke et sekund på, Philippe. Men jeg elskede at være på tur med dig. Philippe passede sit arbejde, men levede ellers for sine elskede toge. Der var aldrig tid til familie eller fest. Altid på vej mod et nyt tog, en ny oplevelse. Om det var i det nord-vestlige Wales, i et gammelt engelsk tog på ved mod Madras med tynd mave eller på vej til Hanstholm. Han kunne det hele. Vi hyler i togførerens fløjte på søndag og tænker på en sand ildsjæl, der blevet revet væk alt for tidligt.

8 MINDEORD 13 Efterskoleleder Børge Brandstrup skriver mindeord om altid frisk fyr Brandis Hahn, Brønderslev 53 år: Jeg sidder og skriver det her, mens tårerne løber ned på mit tastatur, og mine fingre hele tiden smutter hen over tasterne. Brandis er den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Vi gik i klasse sammen, og Brandis var der altid for mig i skolegården, når de store bankede mig. Småkage, sagde han, når han gav dem en lammer og sendte dem af sted med blå mærker. Utallige er de halballer, hvor det sagde småkage udenfor og nogle bonderøve fra Dronninglund lå og blødte på jorden. Sådan var Brandis. En vennernes ven, altid. Skolen blev ikke den største festoplevelse for Brandis. Det er svært at sidde stille med småkager i lommen. Men Brandis fandt altid sine veje, og da jeg blev leder på Vetningborg Efterskole tog jeg Brandis med mig. Få kunne som han holde styr på de elever, der kom fra et sted med mange småkager i baglommen. Han gjorde et uvurderligt stykke arbejde der, og rundt omkring i verden, er der mange, der lige som jeg har svært ved at stoppe vores tårer med tanke på den store kæmpe. Måske passede Brandis ikke altid så godt på sig selv. Men vi prøvede at passe på ham, ligesom han passede på os. Nu er skolegården tom, Brandis er væk, og snart siger det småkage lige her et sted. Farvel, min ven. MINDEORD 14 Medlem af Det Danske Akademi, Tove Okkerstrøm skriver om forfatter Wilhelm Børgesen, Birkerød 85 år: Hruftplump og triumftogsparader i skrøne kyplopstange. Pullifyt og Mullitmut trangte slut. Troperok, trakiprop. Sådan kunne man godt skrive et mindende ord om Wilhelm Børgesen. Han mestrede sproget, han talte sproget, og han brugte sproget. Og Børgesen var ikke bange for at ændre sproget og finde helt nye veje i det danske, han elskede og formede som få. Han debuterede som ung naturdigter i Vild Hvede. Men efter krigens mareridt vendte han sig mod sproget og vendte tilbage med rim, vrøvl og remser, ingen før havde set. Hovedværket Brændinger i mørket ramte mange som en uforklarlig ildstorm. Det var de tekster, vi blev ved at vende tilbage til. Og det var de stærke ord, der sikrede ham Nordisk Råd Litteraturpris i Det sagde Hruftplump over det danske land i de år. Som med så mange andre, gjorde ungdomsoprøret ikke meget godt for Wilhelm Børgesen. Pludselig blev hans udfordrende tekster anset for bourgeoisiets eksperimenter. Og så var Børgesen ude. Men Børgesen gik aldrig væk. Han skrev bare videre, og selvfølgelig fik han sin både anden og tredje genkomst, da nye generationer ville videre. For vi der havde det store privilegium at lære Wilhelm Børgesen at kende, vil vi altid huske hans arbejdsværelse i huset i Birkerød, hvor han kunne skimte verdens gang og skabte sine store tekster. Struttilup Wilhelm.

9 MINDEORD 15 Medlem af Kvinfo s bestyrelse og afdelingschef i Finansministeriet Miriam Mohair Sørensen skriver mindeord om fhv. direktør og entreprenør Kirsten Randrup, Hillerød 92 år: Hvis ikke Kirsten Randrup havde været der, var vi tvunget til at opfinde hende. Hun sprang igennem glasloftet og viste alle kvinder, at man godt kan være mor og karrierekvinde og have succes med begge dele. Og hun gjorde det vel at mærke uden at brænde bh er og blamere sig på tv. Det var nemlig ikke Kirsten Randrups stil. For mange kvinder blev netop hendes stille og resultatsøgende stil et pejlemærke i en støjende tid. Randrup gjorde sin pligt og førte sin drøm ud i livet. På den måde skabte hun håb og blev et idol for mange piger, der så andre ting end livet som husmoder for sig. Det hele startede med en idé. Kirsten Randrup spurgte sig selv: Kan man vha. en lille smule kemi ændre de danske græsplæner, så de ikke længere skal slås så ofte? Kan man holde græsset nede med kemi? Randrup fik det ordnet og skabte en verdensomspændende sensation og et erhvervs- og eksporteventyr, der dræbte millioner af myrer og sparede lige så mange mennesker for uhyrlige arbejdstimer i haven. Det var en god idé, og det blev en kæmpe succes. Vi kvinder, der kæmper for at hive det store glasloft ned på jorden, vil altid huske Kirsten Randrup som en af de store kvinder, der gjorde det hele muligt. MINDEORD 16 Forfatter og foredragsholder Mette Mostrup skriver mindeord om tidligere æresmedlem for Dansk Husmoderforening Grethe Weberbjørn, 79 år, Ringsted: Jeg husker tydeligt første gang jeg så fru Weberbjørn. Hun stod og lyste. Hun stod og lyste op foran os alle, så vi kunne se vejen foran os klart. Det meste skete i hendes køkken, som hun beboede med stor indlevelse. Her fik hun sine idéer. Her skrev hun, her sov og levede hun. Hendes mand Bjørn Weberbjørn satte ikke pris på, at hun kom andre steder i huset. Han ville simpelthen ikke have det. Derfor levede hun det meste af sit liv i det køkken, vi andre kom til at kende som det mest berømte køkken i Danmark. Utallige er de gange, hun har tilberedt forloren hare og fortæret den i trods. For vi der så til, kunne vi ikke gribe ind. Men vi kunne beundre Fru Weberbjørns ensomme kamp og de artikler og opskrifter, hun smuglede ud igennem en kattelem til hendes bedste veninde, naboen Fiona Nielsen. Så døde Bjørn Weberbjørn i en uhyggelig eneulykke i hjemmet. Hvordan han fik den kniv om på ryggen, forbliver et mysterium. Pludselig havde fru Weberbjørn hele hjemmet for sig selv, og hun kunne nu lade sig hylde som æresmedlem i Dansk Husmoderforening og som brevkasseredaktør i Hjemmet. Hendes sidste år blev lykkelige. Grethe Weberbjørn efterlader sig tre børn og elleve børnebørn, samt en enorm samling af opskrifter på mellemøstlige frokostretter.

10 MINDEORD 17 Formand for Ostrup folkemindesamling Jesper Østrup skriver mindeord om kunsthåndværker Miro Sørensen, Pandrup 117 år: Som ung mand drømte Miro Sørensen om at komme til at leve et langt liv i den flimrende kunsts verden. Som dreng på Okinawa, så han en maler, som gjorde uudsletteligt indtryk. Miro droppede derfor som 23-årig en ellers lovende karriere som grafisk designer af vejskilte og tog omgående toget til Nordjylland. Piktogrammet var en saga blot. Nu ville han male. Men da Miro Sørensen kom op til os i Pandrup opdagede han, at her arbejder man med ler og sælger det som kunsthåndværk. Det tog Miro Sørensen fat på. Og det har han arbejdet med i nu over 80 år her hos os. Godt nok så han mærkelig ud og havde skæve øjne. Men han faldt lynhurtigt til hos os, hvor vi ikke gør stor forskel på skævøjer og os andre. Miro lærte at omgås os, og han lærte at brunkål ikke er det samme, som det ler vi anvender til te-potter og kvindelignende skulpturer. Miro gjorde stort indtryk på alle omkring sig. Ikke mindst på de mange kvinder på Pandrup-kanten, der lærte sig tantriske praksisser i lange, våde eftermiddage i Miros svedehytte ude ved Kås. Miro kunne noget særligt med sine hænder. Han vil blive stærkt savnet. MINDEORD 18 Tidligere formand for Danmarks Retsforbund Eigil Enemark skriver klare mindeord om georgistisk teosof Magnus Wislander, Hornstrup 74 år: Hr. Wislander så alting klart som de er: Sorte, nedbrydelige og dødelige. Vi kommer til at savne hans store evner som analytiker og kommentator. Fra sin tidligere barndom var Magnus Wislander svært optaget af samfundsmæssige forhold. Allerede i en alder af otte år, havde han udregnet profitratens tendentielle fald. Da han var tolv, udgav han sin første teori om identitetsdannelse som en vekselvirkning mellem center og periferi i urbaniteten. Herefter fulgte studier i nationaløkonomi og teosofi. Men det blev Henry George og hans banebrydende teori om jord, der kom til at sætte sig i hovedet på Magnus Wislander. I georgismen fandt Wislander den sammenhængende samfundsteori, han havde drømt om, lige fra den ulykkelige aften i februar, hvor han opdagede sine forældres manglende dannelse. Wislander viede sit liv til sagen og den klare tanke i georgismen. Hans hovedværk blev Jorden er vores rigdom fra 1967, som vakte enorm opmærksomhed med sin klare analyse af samfundsøkonomien og det enorme noteapparat på mere end sider. Hans tanker i teosofien om træning af fløjtenister satte sit eget tydelige præg på den progressive opdragelse i årene, der fulgte. Kraften i Magnus Wislanders tanker lod sig aldrig kue. Nu er hans stemme forstummet. Men hans tanker lever videre.

11 MINDEORD 19 Forsmået elsker og selvvalgt eksileret eksistens Preben Guglehave skriver mindeord om forfatter Miriam Muchter, Skagen 69 år: Åh Miriam. Hvis bare jeg kunne have holdt dig en sidste gang og hvisket dig de ord ind i dine ører for sidste gang. Men du forlod mig, Miriam, og du kommer aldrig tilbage. Jeg lå på mine knæ, da du tog ud, dengang Miriam, og jeg rejste mig ikke igen. Jeg kunne ikke, Miriam. Uden dig var der ingen grund til at rejse mig nogensindet. Jeg lå og så på dig om natten, så dig trække vejret, stille og intenst. Præcis som du levede dit liv, Miriam. Men jeg fik kun lov til at dele dig og din vejrtrækning med alle de andre mænd, der også lå for dine fødder og spandt. Miriam. Det var aldrig nok. Du havde altid nye steder, du skulle nå. Nye horisonter at falde ud over. Jeg prøvede at sige undskyld for den gang, jeg brød ind i dit sommerhus. Jeg savnede dig så meget. Andre vil huske dig for dine hypersensitive digte, der gled ud mellem fingrene på læseren og forsvandt som våd lyng ned ad siderne. Sådan var du, sådan skrev du. Du forsvandt, Miriam. Som våd lyng mellem mine fingre. Hvordan skulle vi nogensinde komme videre herfra? Hvordan kommer man videre, når alting ligger i ruiner, og man bare må vandre på resterne af levet liv, Miriam? MINDEORD 20 Kriminalitetens Napoleon, dr. phil. James Last skriver mindeord om Tonny Moesgaard, 2860 Søborg: Det er en udsøgt hjerne og svulstig personlighed, vi på tirsdag siger farvel til ved en stor ceremoni i Tivoli. Tonny var en gigant, og han vil blive æret som en gigant. Jeg har mødt mange hårde negle i min tid. De bedste har været dem, der var i stand til at tænke selv. Det kunne Tonny, og det gjorde ham til en farlig mand. I hvert fald for dem, der ikke var på hans hold. Jeg havde den store ære at have Tonny på mit hold i det meste af hans karriere. Det var sjov. Selv efter en hård aften i distriktet kom Tonny altid med en sjov bemærkning eller et frisk perspektiv på en særlig vanskelig sag. Han tænkte altid et skridt længere frem. Det reddede hans liv ved flere lejligheder. F.eks. den gang han havde fire gambianere efter sig op ad Kingosgade, og han én for én ordnede dem med sine næver. Da vi voksede lidt fra hinanden i løbet af 80 erne, og Tonny prøvede at starte for sig selv, blev morskaben lidt mindre. Det blev nogle hårde år for os begge. Men så blev det jul, og Tonny kom forbi med en æske chokolade. Siden den aften har vi arbejdet tæt sammen og nået store ting, ingen troede muligt. Tonny viede sit liv til arbejdet på gaden, og han var den bedste af alle de hårde negle. At et udskrab af et serbisk pushersvin skulle få ram på ham, skal vi nok få ordnet. Men Tonny er væk nu. Han efterlader sig fire eks-koner og 11½ barn.

12 MINDEORD 21 Formand for lokalhistorisk selskab Ralf Møgsted skriver mindeord om Margreta Thorsteinsson, 93 år: En stor personlighed, en gammel koldingenser og sønderjyde er ikke mere. Margreta Thorsteinsson sov stille ind mandag, kort før sin 94 års fødselsdag, efter et langt og begivenhedsrigt. liv. Margreta var indfødt koldingenser og boede hele livet her. Født i det sidste krigsår under 1. verdenskrig, medens Kolding stadig var tysk, begyndte livet svært for Margreta og hendes familie. Børge Rømer blev hendes livs kærlighed og de var gift fra 1940 og til Børge død i Under 2. verdenskrig var hun sin mands store støtte, da Børge gik ind i modstandsbevægelsen. Og da Børge blev taget af tyskerne og sendt i KZ-lejr sad Margreta tilbage på Tøndervej med en lille datter. Efter krigen kom der yderligere to børn til og i denne mangeltid, stiftede Margreta sammen med en række andre damer på Falkevej»æ stopklub«, hvor al tøj kunne genbruges og ikke en sytråd gik til spilde. Den klub holdt helt til 80 erne. En stor personlighed er gået bort. Med sin livsglæde og spontanitet prægede hun i den grad familien. Til det sidste var det vigtigt for hende at nå til stavgang om onsdagen og ingen som hende kunne lege med de små oldebørn. Margreta vil blive husket mange år frem i tiden. Med Margretas død er et stykke af Koldings gamle historie nået til vejs ende. MINDEORD 22 Voyeurismens maestro og tidligere afdelingschef i Skov- og Naturstyrelsen Magnus Surströmming skriver mindeord om eksotisk danser og banebryder Titiana Kolstrup, Magleby 62 år: Jeg har oplevet mange eksotiske danserinder. Men aldrig en som hende. Første gang jeg så Titiana, var det som om tiden stod stille. Hun henvendte sig direkte til alle mænd i lokalet. Hun vred sig inciterende med en boa omkring sig, der fik lov at kline sig ned mellem hendes velformede og aggressive kurver. Hun lod den kærtegne sine inderlige steder. Hun fik os til at drømme. Jeg så dig, Titiana. Sådan var det hver gang, jeg så hende. Aldrig svigtede hun. Hun havde et talent og en appel, der rakte langt ud over den eksotiske dans formelle rammer. Da hun tog fat på karrieren som spydkaster ved EM i Turku, var det et helt naturligt næste skridt i en udvikling, der bragte hende kloden rundt som fornyer af erotik og kvindeligt mod. Hendes efterfølgende forbindelse til modstandsgrupper i Litauen udgjorde et naturligt næste skridt i hendes glorværdige karriere. Hun troede på menneskelig frihed, og hun udstrålede menneskelig frihed i enhver fiber i hendes krop. For tre år siden så jeg hende for sidste gang. Jeg kom med op i hendes lejlighed. Jeg kom indenfor. På væggen hang en udstoppet boa og kiggede ned på os. Hun serverede Martini. Jeg stirrede hende stift i øjnene. Det var varmt. Hun tørrede en tåre væk fra sin kind. Jeg så dig, Titiana. Jeg vil altid se dig. Du banede vejen. Du viste vejen.

13 MINDEORD 23 Indbildt forfatter til desperate mindeord og forbrændt sommervidne Thomas Ladegaard skriver mindeord om musiker Ray Manzarek, 74 år: En af de helt store døre er blevet lukket. Efter en bitter kamp med cancer døde Ray Manzarek i sidste uge på et hospital i Tyskland. Manzarek var virtuosen, der skabte lyden i The Doors. Og selvom der siden er solgt flest t-shirts med Jim Morrison, er det lyden af Manzareks fingre på keyboardet, der blev signaturen for The Doors. Bandet manglede en bassist, så Manzarek spillede basfigurene på et Fender Rhodes piano og sine udstrakte soli på et Vox Continental. Manzarek mødte Morrison på filmvidenskab i Los Angeles og dannede i 1965 gruppen sammen med sangeren Jim Morrison, guitaristen Robby Krieger og trommeslageren John Densmore. Debutsinglen Light My Fire ramte kærligheds-sommeren i 1967, og Manzareks orgelsolo ændrede musikhistorien og gav The Doors et kæmpehit. De fleste har på et eller andet tidspunkt knaldet hovedet mod bandet og idéen om at åbne The Doors of Perception. Det kan være smertefuldt, og på et tidspunkt bliver man som regel træt af at drikke billig whisky. I det øjeblik åbner musikken sig for alvor. I det øjeblik begynder man at lytte for første gang. F.eks. til Riders on the Storm, der står og lyser i Manzareks regnen. MINDEORD 24 Forvalter af cirkusarv og leder af Dansk Cirkusmuseum, Brian Sundberg skriver om gøgler af Guds nåde Bøffy Longhorn, Svendborg 79 år: Alle børn i hele landet kendte Bøffy Longhorn. Han fulgte os på provinsbyernes hovedstrøg, på fjernsynet og i cirkus. Alle elskede Longhorn, og han fik alle til at smile og grine det hjertelige grin, man finder i sin barndom. Selv var jeg dog aldrig glad for Bøffy Longhorn. Hans komik var anstrengt og bar tydeligt præg af de mange hårde år i hans barndom, hvor han levede på gaden i Provence og Andalusien. Her lærte han sine mange tricks og finter, der henrykkede danskerne, men aldrig ramte os, der hurtigt blev dødtrætte af de samme trætte tricks og det samme, døde smil. Faktisk var jeg bange for ham, da jeg var lille. Han smilede så insisterende, at jeg med det samme kunne ane rædslen og uhyggen inde bag det søde og velplacerede smil. Det gjorde mig bange. Og det viste sig desværre, at min angst var berettiget. Bøffy kunne ikke styre sig, når han smagte kirsebærvinen. Og det gjorde han tit. Bøffy Longhorn tog sit liv på sig. Han døde lykkelig i sin kolonihave i Svendborg med udsigt ud over verden og uden flere tricks i lommen. Longhorn efterlader sig børn mange steder i landet og et delvist blakket omdømme. I hvert fald hos mig.

14 MINDEORD 25 Formand for Spiritistisk Union, kreds 7 og retfærdighedselsker Ulrik Lefevre skriver mindeord om fhv. museumsleder Bruno Latour, Store Navleby 87 år: Bruno var min bedste ven gennem 56½ år. Vi har levet og arbejdet sammen om åndelige emner i et helt liv. Både i Spiritistisk Union, som vi begge startede i ved et møde i Brande, og om oprettelse af et kulturhus, der dog aldrig rigtigt blev til noget. Bruno så den retfærdighed, der lå i den spiritistiske tanke, og deltog altid i arbejdet for det godes fremgang. Bruno havde også mange andre interesser. Han boede i et hus, han selv havde bygget sidst i fyrrerne, og havde lejet et stykke jord, hvor han dyrkede økologiske grøntsager, som han solgte til venner og bekendte rundt om. Brunos levevis var vegetarisk, og han lavede selv sin mad. Han boede ene i sit hus i godt 20 år. Han elskede blomster. Haven var fyldt deraf, men stuen var endnu smukkere. Blomster i vinduerne alle vegne, og de blev fuldkomment passet. De groede mere, end man næsten så dem nogen steder. Alt var holdt i den skønneste orden alle vegne. Bruno var en ener. Han søgte ofte ensomhed og tænkte meget over tilværelsens gåder. Dem er der jo mange af, så der blev nok at tænke over. Han så det store i det små og glædede sig over naturens rigdomme. Han levede efter den vision, han fik gennem mødet med Spiritistisk Union og sine åndelige og fysiske interesser og var tro mod dem helt til sin død. Bruno var en god og oprigtig ven. Det vil vi mindes med ærbødighed og tak. MINDEORD 26 Formand for Frederikssund Vikingespil, Thor Bogasson, skriver mindeord om Kenneth Kramshøj, Slangerup, 54 år: Det kan ikke passe, tænkte jeg. Den livsglade, travle mand, man aldrig henvendte sig forgæves til, hvis man havde brug for hjælp. I 1989 lykkedes det Kenneths brødre at overtale Kenneth til at spille vikingespil. De skulle spille de tre frisiske ørnesønner, og hans brødre var allerede valgt til rollerne. Kenneth sagde ja, og han har lavet vikingespil lige siden. Kenneths helt store talent lå i det koordinerende arbejde bag scenen. Som leder af rekvisitafdelingen sørgede han altid for at have ekstra plader klar til skjolde. Og viste det sig, at budgettet ikke var helt brugt, bestilte han sværd til næste sæson. Helt frem til sin død styrede Kenneth mange ting for Frederikssund Vikingespil. Blandt mange andre ting var det ham, der syede og vedligeholdte alle støvler, bælter og andre læderting. Kenneth var også til fest og farver, og selvom vi nok bedst kender ham i arbejdstøj, gik han aldrig af vejen for en god fest. Ingen potentiel dansepartner kunne undslå sig, for Kenneth elskede at danse og han var god til det. Det kom ikke kun til udtryk ved vikingespillets afslutningsfester. Kenneth gik til folkedans og det var han meget glad for. Kenneth efterlader et stort hul i os alle! Ære være Kenneths minde! Hil og heja for sidste gang.

15 MINDEORD 27 Delvist mislykket, elektronisk multikunstner Östlig Warnebrink skriver mindeord om kunstner og musiker Josephine Barnekow, København 35 år: Hendes blik. Hendes blik fangede mit, tværs over dansegulvet. Hendes blik stirrer på mig. De fleste vil kende Josephine Barnekow fra hendes konceptuelle arbejde med kunst i det offentlige rum. Det var Josephine, der allerede som studerende på akademiet omformede hele Kgs. Nytorv til et flydende pissoir på høje hæle. Det var Josephine, der om natten fik håndværkere til at grave en enorm sub-woofer ned under Sergels Torv i Stockholm og hele dagen igennem skræmte pendlere fra vid og sans med en djævelsk brummen fra dybet. Det var Josephine, der tog til Herning og foretog den så omdiskuterede offentlige afbrænding af fem Kvik-køkkener. Det var Josephine, der havde idéerne og energien til at realisere dem. Fra hendes afskedsudstilling på akademiet til hendes planlagte udstilling på sommerens bienale i Venedig, hvor vi sammen havde planlagt en gondoleret lydinstallation. Men jeg vil huske Josephine som pigen, jeg aldrig fik en chance for at elske. Jeg vil huske Josephine som en skrøbelig sjæl, der ikke kunne åbne sig for verden, men lod verden til dig. Hendes blik. Hendes blik holder mig fast endnu mens jeg sidder og skriver disse ord. En fordrukken aften på en regnfuld Gl. Kongevej tog jeg hendes hånd og forsvandt. Nu kommer Joesphine aldrig mere tilbage. MINDEORD 28 Formand for Astronomisk Selskab, Børge Mogensen skriver bevingede mindeord om selvhjælpsforfatter og rumaktivist Filippa Ørntvist, Manchester City 77 år: Verden har mistet en stor personlighed. Verden er blevet et mere kedeligt sted at være. Filippa Ørntvist er død. Verden er blevet stille og mørk. Men ude i det store øde, svæver hendes ånd over os alle. Og lige om lidt springer Ørntvist ud og råber Kom så i gang, unge mand. Vi har kun dette ene liv. Brug det nu ordentligt. Sådan var Ørntvist. Evig og altid rørig, energifyldt og med nye idéer. Og altid positiv og med troen på, at det hele blev bedre. Sådan var hendes liv. Det blev bedre for Ørntvist. Det meste af tiden. Det startede slet ikke idyllisk, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at denne Ørntvist, der blev forladt af hele sin familie og voksede op på et børnehjem, senere skulle blive en bannerfører for, hvor langt man kan komme med et positivt livssyn. I den brede offentlighed blev Ørntvist for alvor et kendt ansigt, da hun udgav bogen Jeg gjorde det det kan du også i Det var en af de første, store selvhjælpsbøger, der tog en hel nation med storm. Ørntvist viste vejen mod stjernerne for os alle. Og i sin sparsomme fritid kastede hun sig ud i de mange astronomiske glæder i livet. Månelandingen inspirerede hende som et eksempel på, hvad man kan opnå her i livet, hvis bare man vil. Hendes sidste år tilbragte hun i Manchester City sammen med sin congolesiske mand.

16 MINDEORD 29 Formand for Sprogteknologisk Selskab, Inga Djørup skriver mindeord om fhv. stjerneforsker, Jean Bonfils, Minderup 82 år: Jean Bonfils døde fredag den 82 år gammel. Han gik på pension i 1987, men i mange år efter kom han stadig dagligt på selskabet næsten dagligt. Med sine rødder solidt plantet i en dansk semiotisk tradition, gik Jean Bonfils til lystigt angreb på de tegn, han så over alt omkring sig. Tegnet var bærer af mening, og tegnet tog han til sig. Bonfils var en engageret tilhænger af retskrivningsreformen fra 1948, der afskaffede de store begyndelsesbogstaver i navneordene. Han ville gerne have afskaffet flere stumme bogstaver, og han mente at indførelsen af dobbelt-a i Aarhus ikke bare var noget pjat, men et decideret tilbageskridt, i strid med den sunde fornuft som var hans vigtigste redskab i sproglige spørgsmål. Jean Bonfils betydning for selskabets arbejde kan næppe overvurderes. Han indsamlede mere end halvdelen af de sedler med ord og ordforbindelser, som gik ind i selskabets ordsamling imens han var ansat, og han noterede stadig mange nye ord så længe kræfterne slog til. Til sin død var han stærkt optaget af nutidsendelser. Efter pensioneringen tog Bonfils ikke længere telefonen, men han hjalp umådelig gerne, når vi var i tvivl om noget. Selv om sprogfølelsen og dermed også svarene har ændret sig gennem årene, er hans svar stadig grundlaget for nye sproglige besvarelser. Vi vil savne tegnet Bonfils. MINDEORD 30 Nautologisk fantast og formand for Danske Nautologer, Flemming Haubitzer skriver mindeord om fhv. postomdeler Mikkel van den Bergh, Hillerød, 37 år: Få har taget den nautologiske idé til sig som Mikkel. Få har levet idéen så intenst som Mikkel. Nu er han død. Første gang jeg mødte Mikkel, var til et hvervemøde hos vi nautologer i Hedehusene. Han kom til os i det kostume, han brugte til at gemme sig for verden. Dr. Dreuss kaldte han det. Børnene blev bange, der var altid skrig og forskrækkede blikke i linje 8, når han steg på. Men Mikkel havde brug for Dr. Dreuss til at finde sig selv. Kun inde bag latex-dragten kunne han være Mikkel. Han brugte dragten som en ekstra hud, et hylster, hvor han kunne placere sin krop. Og som Mikkel inde bag Dr. Dreuss kom han til os og fortalte historier om en verden bag ved denne, hvor havfruer og alfer regerede, og hvor sandheden stod skrevet i sandet under os. Det var sanseerfaringer som disse, der gjorde Mikkel til en af vore fremmeste nautologer. Han omfavnede vores smukke idé og levede det ud i en enhver relation. Om det så var som postomdeler, eller når han begejstret fulgte med i Vild med dans om fredagen. Mikkel var til stede. Han var den fødte nautolog. Det var derfor med en følelse af chok og afmagt, vi hørte om Mikkels ulykke. At han netop havde valgt Arresø til at afprøve rammerne for sin latex-drøm viste sig meget uheldigt. Leve Mikkel! Leve nautologien!

17 Find alle tekster på