INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD 1. INDLEDNING OG BAGGRUND

Transkript

1

2 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD 1. INDLEDNING OG BAGGRUND 2. PROJEKTET Lovgivningsmæssige rammer De økonomiske rammer Overordnede mål Målgruppe Målgruppens historie Hjemmestøtteordningen i Bruunsgade Visitation til hjemmestøtteordningen Dokumentation 3. PÆDAGOGISK METODEUDVIKLING Relationsarbejde og de 5 faser Arbejdet med misbrug/alkohol Et eksempel Netværksarbejde Supervision og praksislæring 4. RESULTATER OG PROBLEMFELTER Den lukkede dør Personlig hygiejne Økonomi Ernæring/sundhed Kontinuiteten i arbejdet Dilemmaer i arbejdet Alene i brugernes hjem Uanmodet omsorg-omsorgssvigt 5. FOKUSFELTER OG INDSATSOMRADER 6. KONKLUSION 2

3 Forord Denne rapport omhandler et projekt, der blev iværksat i perioden den 15. august august 2000 i Århus kommune for en gruppe personer, der er udviklingshæmmede, har en psykiatrisk lidelse og eventuelt et misbrug. Det er hensigten med rapporten, at den kan benyttes som inspiration for andre, der arbejder med målgruppen inden for hjemmevejlederarbejde og hjemmestøtte, samt på det administrative plan. Vi siger tak til alle, der har hjulpet os på den vanskelige vej med at udføre dette udviklingsarbejde inden for Århus Kommunes Bofællesskabsteam. Først og fremmest de medarbejdere, der har deltaget i hele eller dele af projektet, og som har gennemført projektet og arbejdet i praksis: hjemmevejlederne Michael Andersen, Jytte Madsen, Lene Thorsen og Niels B. Sørensen. De har forholdt sig til opgaven med stort engagement og energi. De har været nøglepersoner og har bidraget betydeligt til den metodeudvikling, der er et væsentligt resultat af projektet. Hjemmevejleder Michael Andersen har herudover bidraget med udkast til afsnittene omkring misbrug/alkohol samt med et konkret brugereksempel. Organisationens leder Margit Gissel har bakket projektet op og har i samarbejde med Socialafdelingen sikret den økonomiske gennemførelse af projektet. Endvidere tak til ledende teammedarbejder Bent Hansen, Psykiatriafdelingen i Århus Kommunes Bofællesskabsteam, som har fulgt projektet og bidraget med faglig inspiration. Internt i Bofællesskabsteamet har der været et godt samarbejde imellem Psykiatriafdelingen og Voksenhandicapafdelingen i forhold til det at løse opgaver. Herunder har hjemmevejleder Hannah Christiansen ydet støtte til sagssupervision. I forhold til udarbejdelsen af rapporten vil vi også fremhæve organisationens psykolog Lissi Mai Ørvad, som udover at have givet supervision og undervisning i projektperioden, også har været medvirkende til udfærdigelse og redigering af rapporten, og har lagt et stort arbejde heri. Herunder har Lissi Mai Ørvad været den primære i udarbejdelsen af afsnittene om supervision og medarbejderdilemmaer. Ledende teammedarbejder Lone Lomholt og gruppeleder Tove B Nielsen Århus Kommunes Bofællesskabsteam

4 1: Indledning og baggrund: Ledende teammedarbejdere i henholdsvis Voksen handicap afdelingen (VHA) og Psykiatriafdelingen (PA) i Århus Kommunes Bofællesskabsteam oplevede gentagne gange vanskeligheder i forhold til at "få anbragt" personer fra persongruppen. Deraf opstod ideen om at etablere et forsøgsprojekt med hjemmestøtte til de personer, der bor i egen bolig, samt ideen om at etablere et bofællesskab for denne personkreds. PA oprettede et bofællesskab for 6 personer: "Hestehaven" i Højbjerg, og VHA oprettede et hjemmestøttetilbud med udgangspunkt i Bruunsgade. Projektet skulle beskrives og evalueres efter 3 år. Endvidere var der behov for at få udfærdiget en ny og anden pædagogisk arbejdsmetode som indgangsvinkel til at arbejde med målgruppen. Baggrunden for projektet var således, at man i Århus Kommune stod med en målgruppe, hvoraf flere personer - af forskellige og til dels uafklarede årsager - ikke modtog noget andet tilbud idet eksisterende system. Flere var truet med hensyn til at blive sagt op fra deres lejligheder, eksempelvis på grund af lugt/støjgener i forhold til naboer. Nogle personer passede ikke ind i de eksisterende tilbud, hverken i Psykiatrien eller Voksenhandicapområdet, idet deres handicap var særdeles komplekse. De havde ofte sociale, kognitive, adfærdsmæssige og psykiske problemer på samme tid. Projektet er støttet af SATS-midler; Socialministeriets puljemidler, der gjorde det muligt at etablere et projekt med 6 brugere i helt nyetablerede rammer i Bruunsgade. Det er efterfølgende besluttet at permanentgøre og udvide hjemmestøtteindsatsen, således at der i dag er 40 brugere indenfor målgruppen i Bruunsgade, hvilket er et udtryk for, at behovet for hjemmestøtte er stort. Initiativtagerne bestod oprindeligt af ledende teammedarbejder Lone Lomholt, VHA og ledende teammedarbejder Bente Weis Fogh, PA. Ledende teammedarbejder Bent Hansen, PA har under forløbet erstattet Bente Weis Fogh. 2

5 2. PROJEKTET: De lovgivningsmæssige rammer: Århus Kommune har en overordnet målsætning for "tilbud for personer med betydeligt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne": Arbejdet tager udgangspunkt i Servicelovens 73, principper og målsætninger, suppleret med Århus Kommunes instruktion SA VI -15-4: vejledning om bofællesskaber, der kan samles i overskrifter som: Hjælp til selvhjælp Indflydelse på eget liv Afhængighedsminimering Netværk/social kontakt Pædagogisk arbejde De økonomiske rammer: Projektet er gennemført med økonomisk støtte fra Socialministeriets pulje til etablering af botilbud. Projektilskuddet er fordelt med et mindre etableringsbeløb samt et årligt tilskud til driften af 6 hjemmestøttepladser på kr i en treårig periode fra den til den Herudover har Århus Kommune sikret den nødvendige egenfinansiering på 50 % af driftsudgifterne i projektperioden. Overordnede mål, som formuleret ved projektets start: Der tages udgangspunkt i den enkelte person, og dennes behov. Indsatsen skal bygge på respekten for den enkelte, og indsatsen skal være sammenhængende, helhedsorienteret og understøtte muligheden for, at den handicappede kan leve en aktiv og selvstændig tilværelse. Dette indebærer, at støtten blandt andet har til formål at medvirke til, at personen forbliver i eget hjem, og kan deltage mest muligt i tilværelsen med ligestillede og andre i samfundet. For de personer, der ikke magter at bo i eget hjem, skal Bofællesskabsteamet i samarbejde med vedkommendes sagsbehandler pege på andre, egnede støttemuligheder. Det overordnede mål kunne konkretiseres i følgende delformål delmål: At etablere et nyt tilbud til målgruppen. At undersøge om målgruppen profiterer af tilbuddet. At udvikle en metode i forhold til den pædagogiske støtte. 3

6 Det pædagogiske arbejde skal tage udgangspunkt i den enkelte brugers liv med henblik på at højne vedkommendes trivsel og livskvalitet, etablere og/eller genetablere netværk, forebygge ny kriminalitet og mindske et eventuelt misbrug. Det pædagogiske arbejde har også som mål at sørge for, at personen bliver udredt psykiatrisk (dvs. bliver undersøgt og evt. diagnosticeret). Støtten skal rettes mod at fastholde og underbygge brugerens aktuelle funktionsniveau, samtidig med at udviklingspotentialer afdækkes, og brugeren gradvist motiveres for forandring. Arbejdet retter sig først og fremmest mod at få skabt basal tillid, tryghed, nærhed og åbenhed i relationen til brugeren, som forudsætning for forandring. Et yderligere væsentligt mål i projektperioden var arbejdet med at udvikle, beskrive og implementere arbejdsmetoder, specielt egnede til målgruppen. Personerne, der alle bor i egne boliger, tilbydes hjemmestøtte fra hjemmevejledere ansat i Hjemmestøtteordningen, der udgår fra Bruunsgade 26B i Århus. Målgruppe: Visiterede personer, der er udviklingshæmmede og har en psykiatrisk lidelse, en særegen personlighed og et eventuelt misbrug, komplicerer deres levevilkår, så de er/bliver "udstødte". Alle personer er myndige, og den overvejende del er pensionister. Personkredsen karakteriseres ved: at være kontaktsvag eller sky at besidde lav selvværdsfølelse at være mistænksomme/nære mistillid til systemet at være præget af isolationsproblemer at have intet eller meget lille netværk at have svært ved at opfylde egne basale og almene behov at have nedsat intelligens og psykisk sårbarhed/sindssygdom at have psykosociale problematikker.at have evt. misbrugsproblematikker (alkohol) at have udadreagerende/voldelig adfærd at have begået kriminalitet/dom at besidde et begrænset sprog/være uklar i kommunikation. 4

7 Målgruppens historie: Flere af personerne i projektet har tidligere boet på/været tilknyttet institutioner, hvor de blandt andet giver udtryk for at have haft dårlige oplevelser, f.eks. i form af at have været udsat for overgreb/tvang. De giver også udtryk for at have sagt fra/være udeblevet fra diverse støtteforanstaltninger, såsom hjemmestøtte fra institutioner, hjemmehjælp, beskyttet arbejde m.m., ofte med den begrundelse, at de ønsker at "være i fred". Generelt er personerne vanskeligt tilgængelige, og svære at fastholde. Projektets brugere rekrutteres blandt mennesker med meget komplekse problemer/handicaps. De fleste har få kognitive, sociale og person lighedsmæssige ressourcer. Ud over at være dårligt udrustet intelligensmæssigt lider mange af personlighedsmæssige forstyrrelser, angst, uro og depressive tendenser. De fleste har et ringe netværk. Målgruppen mangler en grundsocialisering i, hvordan man bor, klæder sig, og generelt tilpasser sig andre mennesker i samfundet. Ofte har brugeren ud over sine andre problemer et større eller mindre misbrug (alkohol). Hygiejnen er ringe. Evnen til at indgå og overholde aftaler er ligeledes ringe. Dvs. målgruppen har en for andre besværlig, ureguleret og ofte uforståelig og uacceptabel adfærd. Af førnævnte grunde "passer" brugerne kun dårligt til f.eks. døgnbehandlingstilbud, idet de pågældende personers adfærd vil gøre, at de har vanskeligt ved at følge selv disse opholdssteders mindste krav til almindelig social regulering. Bl.a. derfor ønsker de at bo i egen lejlighed uden indblanding. Tilsyneladende falder brugerne ofte udenfor psykiatriens tilbud. Afvisningen af dem begrundes med henvisning til deres intelligensmæssige handicap. De vurderes ofte som ikke modtagelige for psykologisk eller psykiatrisk støtte -og dermed ubehandlelige. Desuden har vi mødt det argument, at "personlighedsforstyrrelser" ikke kan diagnosticeres som en psykiatrisk behandlelig lidelse. Brugerne selv har heller ikke været i stand til at opsøge eller fastholde psykiatrisk hjælp. Vi møder derfor ofte i vort system brugere med både kognitive, sociale og personlighedsmæssige forstyrrelser, uden at disse brugere har en diagnose, og/eller modtager støtte fra det psykiatriske behandlersystem. Også Voksenhandicapafdelingen har vanskeligt ved at afgøre, om disse brugere er en del af deres målgruppe. Her falder de "udenfor", ofte med henvisning til deres intelligensniveau, deres asociale og ikke regulerbare adfærd, deres "personlighedsmæssige forstyrrelser "og/eller deres misbrug. Hjemmestøtteordningen i Bruunsgade: Hjemmestøtteordningen har til huse i Bruunsgade 26 B, 8000 Århus C. Projektet startede med at have tilknyttet 6 brugere. I løbet af kort tid blev brugergruppen udvidet til 9 brugere. Der har deltaget i alt 12 brugere i projektet i de 3 år. 5

8 Derudover startede der i Bruunsgade en anden gruppe med 5 udviklingshæmmede personer, der ikke havde en psykiatrisk lidelse. Efterfølgende oplevede organisationen et stort pres på pladser til målgruppen i projektet. Århus Kommune oprettede ekstra pladser i foråret 1998, og i 1999 startede yderligere en gruppe på ca. 20 brugere, og 6 medarbejdere. I dag er der således ansat 12 hjemmevejledere og 1 gruppeleder til at varetage hjemmestøtte til 45 brugere. (de i alt 12 brugere i hele projektperioden er en del af de 45 brugere). Heraf er de 5 pladser til udviklingshæmmede personer, der ikke har en psykiatrisk overbygning. Hjemmestøtteordningen yder sædvanligvis 2 ugentlige besøg af 2-3 timers varighed. Antallet af besøg og besøgenes længde varierer efter behov og skøn. Derudover kan der efter behov ydes ad hoc besøg/ møder. I Bruunsgade arrangeres også aktiviteter i et mindre omfang. Alle medarbejdere har en uddannelse som socialpædagog eller socialrådgiver. Den daglige ledelse er uddelegeret til gruppeleder Tove B. Nielsen, der har arbejdssted i Bruunsgade. Ledende teammedarbejder l Århus Kommunes Bofællesskabsteam, Lone Lomholt, har den overordnede ledelse af Hjemmestøtteordningen og har arbejdssted i Mejlgade 8, 8000 Århus C. Visitation til Hjemmestøtteordningen: Den fælles visitation afholdes 4 gange årligt med deltagelse af repræsentanter fra Amt og Kommune. Visitationen foregår efter en indstilling fra den kommunale sagsbehandler på Socialcentrets visitationsmøde, hvor Amtet v/socialcenter Århus og kommunen v/bofællesskabsteamets Voksenhandicapafdeling samarbejder. I særligt vanskelige afgrænsningssager kan visitationen også foregå via "Fælles Forum", der repræsenterer et samarbejde mellem Socialcenter Århus, Amtets psykiatrikonsulent og Bofællesskabsteamets Psykiatri og Voksenhandicapafdeling. Dokumentation: I slutningen af projektperioden har vi - udfra observationer, mål- og statusbeskrivelser fra projektets start - vurderet, hvilke forandringer indsatsen har medført for den enkelte bruger. Statusbeskrivelserne er udfærdiget af relevante kontaktpersoner. Data på brugerne er nedfældet løbende i dagbogsform efter hvert brugerbesøg. Der har løbende været skriftlige eller mundtlige samarbejdsaftaler med brugerne. Støtten er frivillig. Medarbejderne har måttet udvise stor rummelighed i arbejdet med brugerne for at fastholde kontakten. En gang halvårligt er observationerne blevet samlet til en helhedstatus for hver bruger i et samarbejde mellem kontaktpersoner, gruppeleder og ledende teammedarbejder. Statusbeskrivelsen har dannet baggrund for afsnittet "indsatsen generelt" i konklusionen. 6

9 En mere omfattende helhedsvurdering af brugerens status før og efter projektet vil kunne opnås ved at medinddrage andre relevante samarbejdspartnere, såsom sagsbehandlere, beskyttet beskæftigelsestilbud, lokalcentre, Psykiatrisk hospital m. m. Dette har dog ikke været opgaven for dette projekt. 3. PÆDAGOGISK METODE UDVIKLING Med udgangspunkt i personens ressourcer arbejdes der på at få etableret et tydeligt samarbejdsgrundlag sammen med, og for den enkelte bruger, således at kvaliteten af indsatsen bliver målbar. Hvordan arbejder man med den konkrete hjemmestøtteopgave? Der arbejdes med: dialog/samtale/relationer korrektion af uhensigtsmæssig adfærd råd og hjælp i forhold til f.eks. egen hygiejne ledsagelse til eksempelvis aktiviteter/offentlige instanser netværksarbejde beskyttet beskæftigelse/dagskæftigelse praktisk bistand og vejledning økonomi socialisering Hjemmevejlederen bruger også sig selv i arbejdet med brugeren som en slags rollemodel for, hvad der betragtes som "normal" adfærd. Relationsarbejde: Indsatsen bygger på tillid og tryghed i relationen, samt kendskab til den \ enkeltes situation. Mange af de kommende brugere udviste på forhånd stor mistillid over for systemet. Flere havde fuldstændig sagt fra, og havde isoleret sig. Vi måtte finde en anden tilgang til brugerne for at bryde dette mønster. Et halvt år inde i projektet udfærdigede vi en brugerstatus på hver enkelt bruger med fokus på den metode, vi i praksis havde anvendt. Vi havde fokuseret på etablering af kontakt, fysisk og psykisk 7

10 trivsel, beskyttet beskæftigelse og netværksforhold. Ved en gennemgang af disse fokuspunkter viste der sig en flerfaset struktur i metodeudviklingen. De første tre faser: 1.Den betingelsesløse relation 2. Den uformelle kontakt, stabilisering 3. Den flytbare fase Dette tretrins-system gav en skematisk forståelse for, hvad der er afgørende for, om det er muligt at flytte et menneske fra et sted til et andet. Den betingelsesløse relation. Relation betyder indbyrdes forhold: det at få opbygget et fundament bestående af en bæredygtig kontakt. Dette gøres ved ikke at stille krav (fx. i forhold til antabus, hygiejne, arbejde) eller forvente noget bestemt. Medarbejderne er tilstede og viser omsorg og er vedholdende i kontakten - bekymrer sig om disse mennesker. Det er vigtigt at være opmærksom på brugerens integritet. Integritet og værdighed er knyttet til det at kunne bestemme og træffe beslutninger i eget liv. Den uformelle kontakt. Gennem den uformelle kontakt bliver tillidsforholdet opbygget og stabiliseret. Den uformelle kontakt er et forsøg på at skabe en åbning til forandring. Medarbejderne signalerer, at de er til rådighed for kontakt i nuet. En kontakt som baserer sig på lydhørhed og rummelighed. Måske øges hjemmebesøgene. Medarbejderne kan tilbyde en hånd med det praktiske og kan være bindeled til det etablerede system. Være koordinerende i forhold til læge, sagsbehandler eller andre offentlige myndigheder. For en bruger, der færdes i tvivlsomme eller belastende miljøer, kan medarbejderen være den trygge og stabiliserende modvægt. For at bryde brugerens isolation kan medarbejderen opfordre/invitere vedkommende til oplevelser og aktiviteter udenfor hans/hendes egen bolig. Brugeren kan spejle sig i medarbejderens handlemåder, se på hvordan "man gør", og derigennem opleve større tryghed. Den flytbare fase. Fundamentet i kontakten er etableret. Et fundament, der handler om at få skabt rammer for, at brugeren kan formulere visioner for sin egen tilværelse. Medarbejderne opfatter sig som reelle dialogpartnere, der kan vejlede og give gode råd. Disse råd kan spænde fra råd om hverdagens små praktiske ting til spørgsmål om tilværelsens mere eksistentielle 8

11 valg. Dvs. at samtalen kan indeholde et erkendelsespotentiale og dermed et forandrings- og udviklingspotentiale. Brugerens oplevelser og indtryk bliver bearbejdet. Samtalen er målrettet og der interveneres, hvor brugeren er bedst fungerende, og hvor motivationen er størst. Dette betyder at udgangspunktet for arbejdet tages i brugerens ressourcer. Medarbejderen tydeliggør sin rolle, og udarbejder samarbejdsaftaler skriftligt eller mundtligt i samspil med brugeren. En forandring i relationen er, at medarbejderen begynder at stille krav om gensidighed og ærlighed. Brugeren kan forvente en reaktion, hvis en aftale ikke overholdes. Medarbejderen kan både være strukturerende og bestemmende, og dvs optræde både omsorgsfuldt og til tider mere autoritært. I arbejdet med brugeren tilstræbes en relation præget af åbenhed, indlevelse og respekt for brugeren som et unikt individ. Dette medfører en synlig forøgelse af brugerens livskvalitet. Der sker ændringer i livsstilen, som også øger muligheden for reintegration idet etablerede samfund. Efter to år af projektperioden besluttede vi at justere og videreudvikle metoden. Yderligere 2 faser blev synlige i arbejdet: 4. Den helhedsorienterende fase 5. Den selvbærende fase Den helhedsorienterende fase. I fase 4 begynder netværket igen at fungere, og brugerne bliver en del af det etablerede system. Brugeren bliver for eksempel i stand til at opretholde en plads på en beskyttet arbejdsplads. Brugerne har fået kontakt til det offentlige netværk og kan for eksempel nu ved egen hjælp henvende sig til læge, sagsbehandler m.fl. Medarbejderne er netværksorienterede i indsatsen. Brugerne støttes i at etablere og opretholde kontakt til andre mennesker. Specielt benyttes subkulturen i målgruppen som et pædagogisk redskab. Dvs. medarbejderne arbejder på at etablere og støtte kontakt på tværs i gruppen. Selvstændighed er et nøgleord i denne fase. Udvikling af selvstændighed bygger på respekten for brugerens egne værdier, normer og særegenheder. Brugeren oplever tryghed via respekt - en følelse af at være god nok, at kunne træffe beslutninger og selv at kunne prioritere i sit liv. Den selvbærende fase. De "indlagte" rutiner/leveregler skal stå deres prøve. Der reduceres i kontaktens omfang. Medarbejderen trækker sig gradvist tilbage for herefter kun at være på sidelinien (opfølgning på indsatsen). Denne 5. og sidste fase ser vi i realiteten mest som en visionær fase. Den har et langsigtet perspektiv. På grund af brugernes udviklingshæmning vil kun meget få komme i denne fase. 9

12 Faserne generelt. Opdelingen mellem de forskellige faser er generel og skematisk. Faserne skal ses som forskellige trin i en fortløbende proces. Metodisk bevæger medarbejderen sig imellem de 5 faser, afhængigt af, hvilke problemstillinger, der aktuelt er i fokus for den enkelte bruger. Faserne, som beskrives, analyseres og fortolkes får deres betydning i den sammenhæng, de optræder i (dvs. i det konkrete samarbejde med brugeren). De forskellige faser kan med andre ord ikke transformeres til generelle eller universelle sandheder. De kan kun angive nogle teoretiske retningslinier, der kan anvendes til at pejle sig ind på den konkrete pædagogiske virkelighed. Begrebet om "de 5 faser" er udviklet i en dynamisk proces imellem praksis og teori. I metodeudviklingen har vi efterfølgende kunnet finde paralleller i relationsteorierne. Ifølge Bent Madsen betyder relation: Samspil (jfr. "Tæt på relationen" Socialpædagogisk bibliotek/1998). Hjemmevejlederen indgår i et samspil med brugeren. I det umiddelbare møde interagerer medarbejderne ved hjælp af en forestilling hentet fra "det generaliserede billede" (af brugeren). Der er først tale om en relation, når hjemmevejlederen "får øje" på brugeren som en person, der er forskellig fra det generaliserede billede. Brugeren bliver f for en "social konstruktion"(= den professionelle relation). Kvaliteten i relationsarbejdet udgøres af de forandringer, som finder sted igennem processen over tid. Arbejde med misbrug/alkohol Blandt Bruunsgades målgruppe (projekt) er der ca % alkoholikere. Der findes ifølge vores oplysninger ikke noget egentligt alkoholbehandlingstilbud rettet mod psykisk udviklingshæmmede misbrugere. Vi har oparbejdet en del erfaring omkring udviklingshæmmede personer, der har et alkoholmisbrug. Vi har i arbejdet hermed taget udgangspunkt i vores viden omkring udviklingshæmmede og relationsarbejde. Vi har også taget udgangspunkt i udvalgte principper fra Minnesotabehandlingen. Det skal fremhæves, at personens handicapgrad og relationen til hjemmevejlederen har været meget afgørende for, hvordan indsatsen er blevet tilrettelagt. Beskrivende fællestræk i metoden: Meget konkret og konfronterende dialog om konsekvenser af alkoholisme. Meget konkret og konfronterende dialog om perspektiver i at stoppe alkoholmisbrug. Tydeliggørelse af symptomer på misbrug eksempelvis efter et tilbagefald, hvor alkoholikerens "erkendelse" og motivation er størst på grund af abstinenser. 10

13 Metoder, der har været gennemgående i de forskellige individuelle forløb: - "gør tingene enkelt" - "en ting af gangen - den vigtigste først" - "en dag af gangen" - "gentagelser" Der lægges "provokerende" op til et valg: "Fortsæt med misbruget og ta' konsekvenserne, eller stop misbruget og se perspektiverne". Brugeren motiveres til at tage en pause med alkoholforbruget eller til at tage antabus. Abstinenser ved ophør af misbruget forebygges ved medicin, ordineret gennem lægen. Alkoholbehandling af almindelige alkoholikere og udviklingshæmmede alkoholikere er på mange måder beslægtet. Også adfærdsmønstre og symptomer kan være sammenfaldende. De psykisk udviklingshæmmede er dog ikke "så gode " til at manipulere og skjule symptomer på misbruget (jf. deres intelligensretardering). Dette forhold gør det lettere for hjemmevejlederen at konfrontere brugeren med diverse symptomer, og relatere dem til misbruget. Med hensyn til erkendelse af alkoholproblematikken er udviklingshæmmede mere end dobbeltramte, da de i forvejen har problemer med erkendelse generelt. Dette nødvendiggør i nogle tilfælde, at metoden til at stoppe misbrug må være yderst konkret, tydelig og konfronterende. Desuden er det nødvendigt med kontinuerlige gentagelser, eftersom udviklingshæmmede ikke i samme omfang som "normale alkoholikere" kan omsætte påvirkninger. Det er meget nødvendigt kontinuerligt at konfrontere brugeren med eventuelle tilbagefaldstendenser, og ligeså afgørende kontinuerligt at synliggøre de fremskridt, der naturligvis forekommer i de alkoholfrie perioder, eksempelvis i forhold til helbred, økonomi, arbejde, trivsel, kost, hygiejne, m.v. Sammenfattende har erfaringerne vist, at følgende elementer er bærende og meget afgørende i arbejdet: Relationen (pædagogiske metode). Alkoholmisbruget minimeres eller evt. ophører. Der skabes motivation til vedblivende forandringer. Et eksempel på hvordan metoden bruges En hjemmevejleder fortæller: Opgaven lød egentlig ganske enkel. XL skal så vidt muligt bevare muligheden for at blive boende i egen lejlighed. Nu er XL ikke som folk er flest. XL havde opgivet næsten alt og sansede knap nok hjemmevejlederens tilstedeværelse. Det eneste, der holdt XL i gang, var udsigten til den næste øl. 11

14 Citat XL: "Det vigtigste for mig om morgenen var at komme over på tanken efter nogle øl for at stoppe det forbandede rysteri." XL's udseende og lugten i lejligheden talte sit eget tydelige sprog - "forfald". Sådan havde det set ud i flere år, og XL var på dette tidspunkt tæt på at miste livet på grund af misbrug. XL havde ikke tillid/tiltro til noget eller nogen, og havde måske heller ikke nogen grund til at have det. Citat XL: "Jeg gik rundt i byen og sov tilfældige steder. Jeg var en bums dengang. En temmelig uoverkommelig opgave at stå alene med for en hjemmevejleder. Det gjorde hjemmevejlederen naturligvis heller ikke. Gennem sparring med kolleger, der gav gode input og energi, fortsatte hjemmevejlederen stædigt og vedholdende sine hjemmebesøg hos XL. XL undrede sig tydeligvis over, at hjemmevejlederen blev ved med at komme. Oven i købet uden at stille krav eller kommentere hans særprægede eller selvdestruktive livsstil. Den første og vigtigste opgave var at få kontakt og senere måske opnå tillid fra denne "ener" (fase 1). Efter ca. 1/2 års kontinuerlige besøg med lettere rengøring, - (særdeles tiltrængt) og small talk havde XL efterhånden accepteret hjemmevejlederen som en "anderledes" hjælpeperson end den, XL tidligere havde smidt ud, eller var opgivet af. XL indså gradvist fordelen i at have besøg og samtalerne fik efterhånden også lidt indhold, udover "priserne på X-mas i Føtex". XL kunne godt ane et behov for forandringer, hvis han skulle overleve eller realisere nogle af de drømme, som han stadig havde, på trods af al elendigheden (fase 2). Efter længere tids intensiv motivation indvilligede XL i at droppe alkoholen i en periode. Det lykkedes, og XL fik set sig selv i et spritfrit lys. Det må have været en temmelig chokerende oplevelse, men XL havde mod, stædighed og stolthed til nye udfordringer. Det viste sig, at XL kunne krejle, læse, skrive, lave mad, sætte sig mål, blive inspireret, have tillid, blive provokeret uden at "flygte", sætte ord på konkrete ønsker, etc. Citat XL: Jeg kunne godt tænke mig at arbejde på en gård. Jeg kan godt lide dyr." Nedturen var vendt, og en positiv proces var begyndt med Bruunsgade-medarbejderne som accepterende og ligeværdige sparringspartnere (fase 3). Ting tager tid hos XL. Fra tanke til handling kan der godt gå en rum tid. Men er ideen først forankret og accepteret hos XL, bliver den også realiseret. Efter tre års tilknytning til Bruunsgade med ca. 4-5 timers ugentlig kontakt med Bruunsgades hjemmevejledere ser mange ting anderledes ud. I modsætning til tidligere er der kommet indhold og perspektiv i XL 's dagligdag. Et indhold og perspektiv, der er tilpasset XL's ønsker, behov og - ressourcer. XL har fået kombineret sine ressourcer og interesser med en ydre struktur gå dagligdagen (antabus i Bruunsgade, arbejde, skrothandel, madlavning og afslapning.) For XL betyder disse forhold blandt andet livskvalitet, tryghed, overskuelighed, sundere helbred, øget selvværd, solidt netværk, bedre økonomi, stabilitet, etc. (fase 4). 12

15 Det ser jo ganske fornuftigt ud alt sammen, men XL er jo stadig XL, og efter et par måneder med fast arbejde, struktur, indbringende skrothandler bliver XL tørstig. XL "forhandler sig" til en weekend uden antabus (XL er jo krejler). XL tager på valsen i 3-4 dage. XL er hurtigt tilbage i sin destruktive adfærd. Men med udgangspunkt i hjemmevejlederrelationen som omfatter kontakt, tillid, accept og respekt kan det lade sig gøre at motivere og provokere XL til at vende tilbage til en verden med perspektiv i. Denne omvending tager i dag 1-2 dage. l starten af forløbet tog det 1-2 uger. Et skridt tilbage og to velovervejede skridt frem. Citat XL: "Det var godt, at jeg besluttede at jeg ville på antabus dengang ellers var det gået galt. Ovenstående eksempel illustrerer, hvordan metoden implementeres i pædagogisk praksis. Netværksarbejde: Netværksarbejdet kan opdeles i: - Det offentlige netværk (sagsbehandler, læge, lokalpsykiatri, hjemmestøtteordning, foreninger, beskæftigelse etc.). - Brugerens private netværk (pårørende, venner). Hjemmevejlederens opgaver i forhold til netværksarbejde: at skabe større viden og forståelse for personen at være koordinerende led i forhold til brugeren at være opmærksom på, at der kan være andre faglige synsvinkler og vurderinger/støttemuligheder at tydeliggøre og afgrænse hjemmevejlederens opgave, ansvar og kompetenceområde Flere af brugerne har ikke forud for hjemmestøtten haft kontakt med det offentlige netværk i form af "beskyttet dagsbeskæftigelse". Beskyttet dagbeskæftigelse som for eksempel kan foregå på: Aktivitetscentret Havkær (beskyttet værksted og daghjem for udviklingshæmmede), Det grønne værksted v. Mariendal (beskyttet beskæftigelse i Århus Kommune), AAS (specialskole for "sent udviklede"). I de tilfælde, hvor brugerne ikke har haft noget netværk, eller nogen form for dagsbeskæftigelse, er der arbejdet målrettet på at etablere og/eller reetablere kontakt til ovenstående. Medarbejderne forsøger på forskellig vis at (re)etablere kontakten med familie og pårørende. Fællesaktiviteter og arrangementer med brugerne: I hjemmestøttearbejdet sker interaktionen som oftest kun mellem hjemmevejleder og den enkelte bruger med fokus på dennes behov. I forhold til (re)socialiserings- og netværksmuligheder har hjemmestøtten begrænsninger. 13

16 Det er blevet forsøgt at guide brugerne til etablerede tilbud, men ofte kan de ikke begå sig med deres selvcentrerede og utilpassede adfærd. Som supplement er Bruunsgade blevet basen til at sætte en socialiseringsproces i gang. Bruunsgade udgør en tryghedsfaktor for brugerne. Samtidig kender flere af brugerne hinanden fra tidligere, fælles institutionsophold. De identificerer sig med hinanden som ligestillede. Medarbejderne får igennem samværet i Bruunsgade et bredere observationsgrundlag i forhold til handlestrategier for den enkelte bruger. Der er mulighed for, at brugerne kan få et bredere kendskab både til hinanden og til medarbejderne. Derved opbygges også en større tryghed til medarbejdergruppen generelt. En madgruppe er etableret, og der bliver afholdt fællesarrangementer hver anden lørdag. Det har været en kompliceret og pædagogisk vanskelig proces at få gruppen til at fungere. Det har været nødvendigt med megen struktur. Eksempelvis, når der er madaften - bordplan: Hvem kan sidde ved siden af hvem - uden at komme i konflikt med hinanden. Indlæring af basale normer for socialt samvær, såsom almindelig pli og bordskik: Send fadet videre, tag kun så der også er til de andre, afbryd ikke, tal/råb ikke i munden på hinanden, osv. Der er plads til alle og brug for den enkelte. Opgaver bliver uddelegeret indkøb, borddækning, madlavning, m. v. Fællesaktiviteterne har været medvirkende til at give brugerne et positivt indhold i tilværelsen. Weekenden kan ofte være uoverkommelig at se frem til. Aktiviteterne har været medvirkende til at bryde brugerens isolation, og bidrage til, at vedkommende får en god oplevelse sammen med andre. Formålet er også at lære brugerne at benytte mulighederne i nærmiljøet. Det kan f.eks. være at tage bussen til Moesgård, besøg på Cafe Parasollen eller koncert i Botanisk Have. Det kan også være naturoplevelser, såsom gåture ved skov og strand med madpakke, eller grillaften på stranden. Mange konflikter opstår, men med en bevidst intervention fra hjemmevejledernes side bliver konflikterne brugt konstruktivt som et middel i socialiseringsprocessen. Det er muligt at gå direkte ind og tydeliggøre problemstillinger overfor brugerne, og dermed også forsøge at adfærdsregulere dem. Adfærdsreguleringen kan også bestå i, at hjemmevejlederen drøfter situationen/konflikten med brugeren ved næste hjemmebesøg. Derved hjælpes brugeren til at reflektere på det skete. Medarbejderne kan således medvirke til, at brugerne får bearbejdet oplevelser og konflikter, så de kan omdannes til sociallæring og erfaring. Faglige redskaber: I en målrettet indsats fordres, at medarbejderen forholder sig både fagligt og personligt til opgaven. Dette forsøges på følgende måder: Medarbejderne afdækker problemstillinger skriftligt, forelægger observationer for personalegruppen og modtager respons ved formaliseret, halvårlig brugergennemgang med status, mål og metode. 14

17 Medarbejderne udvikler en neuropædagogisk praksis, hvor brugerens, dysfunktioner afdækkes. Ved hjælp af den metodiske model afsøges ressourcer og kompensationsmuligheder. Medarbejderne henter inspiration i den kognitive terapiform; hvor brugeren anvises metoder til problemløsning og symptomreduktion. Arbejdet går ud på at gøre brugeren mere bevidst om karakteren af vedkommendes handicap. Desuden arbejdes der på at lære brugeren alternative handlestrategier og kompensationsmuligheder. Medarbejderne modtager supervision, og benytter kollegial supervision som refleksionsrum. Medarbejderne modtager undervisning og sagssupervision af ekstern underviser I supervisor, fx. neuropædagogisk konsulent, psykiater eller andre fagfolk fra psykiatrien. Supervision og praksislæring: Medarbejderne har modtaget supervision 2 timer om måneden ved Bofællesskabsteamets psykolog, Lissi Mai Ørvad. Derudover har de selv udøvet kollegial supervision i grupper hver 14. dag. Den kollegiale supervision trænes med psykologen. Supervisionen har været betydningsfuld i forhold til metodeudvikling og praksislæring. Supervisionsmetoden har kombineret elementer af systemisk supervisionsforståelse med kognitiv og psykodynamisk interviewteknik, og pædagogisk handlereflektion. Problemforståelsen er den, at menneskers uhensigtsmæssige adfærd ofte er deres eneste mulige svar på relevante konflikter og behov. Målet med supervisionen er at forstå logikken bag den "sære" adfærd, og dernæst hjælpe brugeren til mere hensigtsmæssige overlevelsesstrategier ("copingstrategier"). Mange af brugerne har få handlestrategier overfor problemer og pres ud over "undgåelsesadfærd" som f.eks. det at drikke, lukke døren eller gå i seng. Det er medarbejderens opgave at hjælpe brugeren med at finde og træne nye handlestrategier. Et eksempel: En bruger har et problem med mad og impulsstyring. Vedkommende rydder bordet, før de andre er kommet i gang. Pædagogen har forsøgt sig med forskellige strategier. At tale fornuftigt og venligt. Det lød pænt, men havde ringe virkning. Medarbejderen har også forsøgt sig med en mere autoritær indgriben. Det hjalp. Men pædagogen har det problem, at vedkommende ikke bryder sig om at optræde så autoritært overfor brugeren. Et arbejdsspørgsmål udledt af et sådant dilemma kunne lyde: Hvordan stopper jeg x på en respektfuld måde? Resten af supervisionen vil bestå i at hjælpe supervisanden med at finde ideer, der skal have karakter af det, der i den systemiske metode hedder: "Den mindste ændring, der vil gøre en forskel". I samtalens forløb vil medarbejderen ofte have fået en mere nuanceret forståelse af, hvilke behov, der ligger bag brugerens adfærd. Medarbejderens handlingsstrategi vil blive tilpasset den nye problem forståelse. 15

18 Primær/sekundær kontaktperson: Som udgangspunkt er der altid 2 medarbejdere tilknyttet hver bruger, og arbejdet fordeles generelt således, at den primære kontaktpersons arbejde er: at have det overordnede overblik og ansvaret for brugeren i forhold til støtteindsatsen i form af overordnede mål/samarbejdsplaner at uddelegere og koordinere opgaverne med sekundær kontaktperson at evaluere og justere arbejdet med brugeren at være ansvarlig for kontakt til samarbejdspartnere Den sekundære kontaktpersons arbejde er: at have mindre kontakt/besøg end den primære kontaktperson at være sparringspartner og holde sig ajour i sagen at følge op på arbejdsopgaverne at tage over når primær kontaktperson er på ferie eller fraværende at kunne tage beslutninger og handle her og nu Det kan her nævnes, at de 2 hjemmevejledere er hinandens sparringspartnere og forventer et kvalificeret mod- og medspil. Så f.eks. forskelligheder, fagligt og personligt, kan bruges optimalt i forhold til brugerne. Her er det vigtigt at kunne modtage og give konstruktiv kritik. 4. PROBLEMFELTER OG RESULTATER: Kontakten indledes: Ofte kommer Hjemmestøtteordningen først ind i billedet, når eksterne instanser reagerer på brugerens ekstremt uregulerede sociale adfærd. Naboer og venner reagerer eksempelvis på lugtgener, støjgener, oversvømmede toiletter, eller andre former for generende social adfærd. Vejen kan også gå over en boligforening, der truer en beboer med udsmidning, hvis ikke lugt- og støjgenerne ophører. Dvs. at brugeren ikke selv har opsøgt os. Og vores første opgave bliver da at få lov til at komme indenfor og få skabt en kontakt, der igen skal give grobund for, at brugeren vil modtage en hjælp til forandring. Første besøg: Når personen er visiteret til Århus Kommunes Bofællesskabsteam, indleder den ledende teammedarbejder kontakten og tager på et hjemmebesøg for at vurdere og evt. igangsætte den 16

19 fremtidige støtte. Teammedarbejderen danner sig et overblik over situationen i det hele taget. Det er vigtigt allerede her, at der bliver skabt en god kontakt, således at hjemmevejlederne kan/må komme ind og påbegynde indsatsen. Brugeren vil ofte som udgangspunkt "være i fred", og mærker ikke selv et behov for hjælp til hygiejne, sundhed Brugerens egne normer er afvigende på disse og andre sociale områder. Den lukkede dør: Medarbejderne arbejder konstant i dilemmaet imellem det at kunne se et stort behov for udviklingsstøtte hos brugeren og nødvendigheden af at arbejde i overensstemmelse med brugerens egen virkelighedsoplevelse og ønsker, der ofte ser helt anderledes ud. Går medarbejderen for hurtigt frem i forhold til brugerens ønsker, risikerer vedkommende at møde op til en lukket dør. Der kan være andre årsager til, at det kan være vanskeligt at opnå kontinuitet og udvikling i arbejdet med brugeren i form af "glemte" aftaler. Brugeren har ikke været vant til at overholde aftaler. Og mange er så impulsstyrede, at det at overholde en aftale i sig selv kan være et udviklingsmål. Det er vigtigt, at brugeren altid har en udvej rent psykisk med hensyn til selvværd og accept. Brugeren må ikke "trænges op i en krog", så døren lukkes ved næste hjemmebesøg. Krav skal følges af accept. Og medarbejderen arbejder med opmærksomhed på, hvornår der skal skubbes på en udvikling, og hvornår vedkommende skal trække sig. Der findes brugere, der har en udpræget isolationsproblematik. Her skal det vurderes konkret idet enkelte tilfælde, om vedkommende er isoleret i afmagt - eller om isolationen skyldes, at personens handicap er så massivt, at han/hun er ude af stand til "at mærke sig selv" og egne behov.. Med andre ord er vedkommendes fravalg af f.eks. beskæftigelsestilbud begrundet i handicappet (undgåelsesadfærd), - eller handler fravalget af kontakt om et mere bevidst valg af livsstil. Personlig hygiejne: Det at kommentere en anden persons påklædning, lugt og personlige hygiejne er at gå tæt på. Samtidig kan det være særdeles vigtigt at lære brugeren basal personlig hygiejne, da netop manglende hygiejne kan forstærke vedkommendes sociale udstødningsproces. Mange kender ikke glæden ved at føle sig rene, og har ikke sans for at se og mærke dette. Ligeledes forstår de ikke det sociale perspektiv i nødvendigheden af personlig hygiejne. At lære brugeren dette, uden at vedkommende føler sig krænket, kan være en stor udfordring. Brugerens dårlige personlige hygiejne kan være en udfordring for kontaktpersonen og omverdenen. Økonomi: Relativt hurtigt vil det af brugeren opleves som en lettelse at få hjælp til regulering af økonomi. Her arbejder man også i et vanskeligt felt, idet mange brugeres intelligensmæssige udrustning og stærke impulsstyring gør det vanskeligt at hjælpe dem med en mere systematisk regulering af. Hos flere af brugerne udgjorde den økonomiske situation som udgangspunkt et stort kaos, med inkassosager og bunker af uåbnede rudekuverter. 17

20 I nogle tilfælde har det været nødvendigt at overdrage økonomien til den økonomiske sagsbehandler, da brugeren ikke magter handlefrihed i forhold til økonomistyring. Endvidere kan det være fornuftigt at adskille økonomien fra den øvrige støttefunktion, da det kan være et yderst konfliktfyldt område for brugeren. Ernæring/sundhed: Ofte er brugernes almene sundhedstilstand problematisk, når vi møder dem. Deres basale kost er generelt ringe, og består mest af dåsemad og fastfood. Brugeren ser måske ikke selv noget problem heri. Det er vigtigt at intervenere med lempe og gradvist søge at hjælpe brugeren med at få etableret frostmad, spise på lokalcentre eller selv lave mad m.v. Kontinuiteten og fleksibilitet i arbejdet: Støtten i forhold til brugernes basale behov i hverdagen er baseret på kvaliteten af relationen og kontakten imellem brugeren og primær/sekundær hjemmevejleder. Udover at denne kontakt rent psykologisk kan være vanskelig at opnå og fastholde, arbejder hjemmevejlederne også med det problem, at støtten er baseret på brugerens evne til at overholde en aftale. Dels har mange brugere problemer med impulsivitet, dels bytter mange rundt på dag- og nat-/døgnrytmen. Mange vil egentlig gerne, men magter ikke selv denne minimale strukturfastholdelse.. Derfor fordres stor fleksibilitet i hjemmestøttearbejdet. Hjemmevejlederen må i vidt omfang være fleksibel i forhold til brugerens ønsker og behov v1edarbejderne arbejder i tidsrummet mellem kl og kl , og de er opsøgende, tilbagevendende og vedholdende i kontakten med brugerne. Dilemmaer i relationsarbejdet: Første store opgave er måske at få lov til at få kontakt - at komme ind og så som tidligere nævnt at få skabt en relation, en holdbar kontakt, præget af tillid og kontinuitet. Efter at denne kontakt er opnået, kan det være svært at skifte til næste stadie i arbejdet, hvor medarbejderen kan begynde at stille små krav til brugeren. Her kan dilemmaet for medarbejderen bestå i, at vedkommende på den ene side kan se et stort behov for hjælp (ud fra egne og samarbejdspartneres normer), og vedkommende er på den anden side nødt til at tilpasse sit tempo efter det udviklingstempo, brugeren kan og vil kapere. Og hvor lille en udvikling kan en medarbejder leve med uden at risikere at føle sig som en ren "besøgsven"? Det at kunne se en mening i arbejdet, se, at man gør en "forskel", opleves som en nødvendighed af de fleste pædagogiske medarbejdere. Dette kræver, at medarbejderen konstant reflekterer over egne værdier med brugerens værdier og særegne normer. Denne løbende refleksion udgør en udfordring, men kan også være en belastning. Et sårbart problemfelt i relationen kan være, når en medarbejder f.eks. rejser, og en ny skal tage over. Brugeren befinder sig måske sammen med den "gamle" hjemmevejleder i fase 2. (den uformelle kontakt) eller fase 3. (den flytbare fase). Nu kommer en ny hjemmevejleder. Og brugeren behøver tid til at opbygge relation og tillid til den nye medarbejder ( jfr. fase 1: den betingelsesløse relation). Hjemmevejlederskift repræsenterer således et dilemma, der kræver nøje overvejelse. Også rent metodisk. Behovet for denne hårfine balancegang skærpes af, at mange af vore brugere som nævnt er 18