Etablering af telepsykiatri i Danmark (pilotprojekt)

Transkript

1 Projektrapport Etablering af telepsykiatri i Danmark (pilotprojekt) Davor Mucic, speciallæge i psykiatri, overlæge Behandlingscenter Den Lille Prins, Havneholmen 82, 1561 København V, Danmark Titel: Etablering af telepsykiatri i Danmark (pilotprojekt) Forfatter: Davor Mucic og Lars Hulbæk Dato: Antal sider: 48 Nøgleord: Telepsykiatri

2 Indhold Forord Indledning Resumé Baggrund for projektet Kompleksiteten i psykiatrisk behandling af flygtninge og indvandrere Formål Metode Målgruppe Organisering Finansiering: Etablering af samarbejde RevaAktiv Integration, Odense Kommune Psykiatrisk Center Rønne Psykiatrisk Afdeling, Svendborg Asylcentret i Jelling Psykiatrisk Klinik, Malmø Den tekniske løsning Praktiske problemer Forankring og procedure Klinisk arbejde med patienter og deres pårørende Børn og unge Resultater Telepsykiatri til asylansøgere Formidling af projektets formål og resultater Danske præsentationer Internationale kongresser Diskussion Internationalt samarbejde Forslag til fremtidige aktiviteter Konklusion...44 Referencer...47 Bilag 1 (Patientinformation) Bilag 2 (Samtykkeerklæring) Bilag 3 (Spørgeskema til patienter) Bilag 4 (Økonomisk analyse) 2

3 Forord Telepsykiatri kan defineres som brug af telekommunikationsteknologi for at etablere forbindelse mellem klienter og behandlere med henblik på diagnostik, behandling, terapeutisk rådgivning og vejledning samt oplysninger om sygdommens karakter (psykoedukation). Derudover kan telepsykiatrien anvendes ved supervision. Telepsykiatri er en metode, som primært er blevet anvendt i den psykiatriske behandling i USA og Australien siden I Skandinavien har det været anvendt i Norge, men herhjemme er det aktuelle projekt det første af sin art. Det har som formål haft, at man ved anvendelse af denne kommunikationsteknologi har kunnet muliggøre for klienter børn, unge og voksne - med anden etnisk baggrund end dansk at få psykiatrisk behandling på deres eget modersmål uden brug af tolkebistand. Rapporten beskriver de første resultater fra dette projekt og må give anledning til, at der arbejdes på, at konceptet videreudvikles og udbredes til kredse, som kan have gavn af dette koncept. Som det er omtalt i rapportens perspektiveringsdel, kan de indhentede erfaringer med telepsykiatri endvidere danne basis for udvidelse af samarbejdet imellem skandinaviske lande mhp udveksling af ressourcer tværs over grænser. Anvendelse af telepsykiatri vil således kunne supplere og forbedre adgangen til de eksisterende ressourcer, hvilket i en tid med mangel på kvalificerede psykiatere kan få stor klinisk praktisk betydning. Projektet er i sin idé, metode og praktiske gennemførelse helt baseret på speciallæge Davor Mucic' indsats og forståelse for dets nødvendighed, og uden hans vedholdende engagement havde det ikke kunnet gennemføres. Marianne Kastrup overlæge, lic.med. Videnscenter for Transkulturel Psykiatri Psykiatrisk Center Rigshospitalet Bent Rosenbaum overlæge, dr.med. Psykiatrisk Center Glostrup 3

4 1.0 Indledning Telepsykiatriprojektet har som sin primære målgruppe mennesker, der har brug for psykiatrisk hjælp, og som på grund af deres manglende beherskelse af det danske sprog ikke umiddelbart kan kommunikere med en dansktalende psykiater. Formålet med projektet var at etablere et kontinuerligt psykiatrisk ambulant behandlingstilbud for flygtninge og indvandrere (inkl. børn og unge) på deres respektive modersmål ved hjælp af videokonference. Desuden skulle metoden kunne anvendes til relevant psykiatrisk service af danske borgere, specielt i områder med rekrutteringsproblemer (udkantsområder som f.eks. Bornholm). En sidegevinst ved etableringen af telepsykiatri skulle være kompetenceudvikling af professionelle, i og med at de fik mulighed for faglig supervision og vejledning via psykiatere involveret i projektet. Drivkraften for dette projekt har været et ønske om at forbedre behandlingsvilkår for alle, der ikke behersker det danske sprog, men har behov for psykiatrisk hjælp. Samtidig har man også været klar over voksende rekrutteringsproblemer i psykiatrien, som medfører øget pres på eksisterende ressourcer. Telepsykiatrien skulle bidrage til øget ressourcetilførsel til udkantsområder, mindsket ressourceforbrug i behandlingen af etniske minoriteter (undgå tolkebistand og afkorte behandlingsforløb) samt forbedrede uddannelsesmuligheder for professionelle i det daglige arbejde i psykiatrien. Hypotesen bag projektet var, at patienterne hellere ville tale med lægen via skærmen på eget modersmål frem for i enerum med lægen via en tolk. Således ville man via telepsykiatrien kunne tilbyde kompetent og relevant behandling, bibeholde kontinuitet i behandlingen samt spare både patienter og professionelle for unødvendige rejse- og tolkeomkostninger. I denne rapport er der lagt vægt på de mange bias opnået i det kliniske arbejde igennem tre år ( ). Det er håbet, at projektets resultater kan fremme den danske anvendelse af telepsykiatri i almindelighed og i særdeleshed forbedre det psykiatriske behandlingstilbud til flygtninge og indvandrere. Projektet har i sit seneste år udvidet sig over landets grænse, da vi fik etableret telepsykiatriservice imellem Danmark og Sverige. Således er Danmark kommet et skridt foran alle andre europæiske lande, som har haft telepsykiatrien i væsentligt længere tid i deres sundhedssystemer. Man må håbe, at Danmark vil være med som initiativtager til et mere omfattende EU-telepsykiatrinetværk. Denne rapport er udarbejdet med ønske om at udbrede kendskabet til det første danske telepsykiatriprojekt blandt både patienter og professionelle. Vi håber, at rapporten vil kunne bidrage til bedre samarbejde mellem aktørerne i behandlingssystemet til fordel for patienterne. Tak til deltagere i projektet, som har udvist stor samarbejdsvilje. Ligeledes tak til Indenrigsog Sundhedsministeriet, Egmont Fonden og Sygekassernes Helsefond for den økonomiske støtte, som var afgørende for gennemførelse af projektet. Kastrup Davor Mucic, speciallæge i psykiatri 4

5 1.1 Resumé Telepsykiatriprojektet blev efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen støttet af hhv. Indenrigsog Sundhedsministeriet, Egmont Fonden og Sygekassernes Helsefond. Projektet er blevet gennemført i perioden sommeren efteråret Telepsykiatri indebærer anvendelse af videokonference mhp psykoedukation, diagnosticering og behandling på afstand. Det betyder, at patienten og lægen kan samtidig både se og høre hinanden ligesom via TV- transmittering. Der fandtes tungtvejende både etiske og behandlingsmæssige grunde til at gennemføre projektet. Disse er detaljeret beskrevet i afsnittet om baggrunden for projektet. Formålet med projektet var at vise store fortrin, som metoden måtte have specialt i forhold til behandlingen af etniske minoriteter. Hypotesen bag idéen var, at patienterne ville foretrække kommunikation via deres respektive modersmål, selvom det foregik via TV frem for tolkeformidlet direkte kontakt med en dansktalende læge. Ved at etablere et kontinuerligt psykiatrisk ambulant behandlingstilbud for flygtninge og indvandrere (inkl. børn og unge) på deres respektive modersmål ved hjælp af telepsykiatri kunne man øge patienternes tilfredshed og deres respons til behandlingen og samtidigt mindske behandlingsudgifterne. Nyhedsværdien i selve metoden består i, at patienterne får psykiatrisk hjælp på deres eget modersmål. På denne måde undgås brug af tolke, og behandlingsalliancen opnås hurtigere. Effektivitet og kompetence udvides, i og med at man kan trække på ressourcer, der hvor de findes, når/hvis man selv mangler dem. Patienttilfredshed med telepsykiatrien blev undersøgt via specialdesignet spørgeskema. Efter afsluttet telepsykiatriforløb har patienterne udfyldt spørgeskema bestående af 10 spørgsmål. Analysen af svarene afslører høj tilfredshed med metoden og villighed til at både fortsætte med anvendelse samt anbefale den til andre. Patienter ville hellere tale med en læge via telepsykiatri, når det foregår på eget modersmål frem for direkte kontakt med lægen via en tolk. Økonomien er et vigtigt aspekt i projektet. Der er store besparelser, i og med at der ikke anvendes tolke, og at patienterne ikke behøver at rejse. Samtidig gøres behandlingsforløbet meget, meget kortere, hvilket nedsætter samlede omkostninger. Resultaterne af hidtidige forløb er offentliggjort ved både danske og internationale kongresser og konferencer samt publiceret som videnskabelige artikler og et kapitel i en bog. Metoden kan dog med klar fordel også anvendes af andre patientgrupper, dvs. danske patienter, der hvor der er begrænset eller besværliggjort tilgang til psykiatrisk ekspertise enten på grund af lange ventetider eller lange afstande. Eksempelvis - telepsykiatrisk tilsyn på somatisk sygehusafdeling - telepsykiatrisk supervision til distriktspsykiatriske teams - sikring af lige adgang til psykiatriske behandlingstilbud, herunder i områder med mangel på behandlere Anvendelsen af telepsykiatrien indenfor det eksisterende behandlingssystem vil kunne medvirke til øget effektivitet og nedsat ventetid samt øge omfang af samarbejde og udveksling af ekspertise mellem aktører indenfor behandlingssystemet (undervisning og 5

6 supervision af plejepersonale i det offentlige behandlingssystem, afholdelse af behandlingskonferencer imellem f. eks. to fjerne psykiatriske afdelinger i landet, rådgivning og psykoedukation af pårørende til sindslidende, m.m.). Telepsykiatrien er nyskabende og kan være teknisk interessant for nye generationer af læger, som er vokset op med computere og internet. Metoden kan være med til at øge interessen for psykiatrien og mindske rekrutteringsproblemer. Det kræver en omfattende oplysnings- og undervisningskampagne om telepsykiatriens mangfoldighed, og telepsykiatri bør som disciplin og værktøj inddrages på relevante steder i de sundhedsfaglige uddannelser, både prægraduat og i den postgraduate efteruddannelse. Gevinsterne ved telepsykiatri er delvist betinget af udbredt anvendelse. Udbredelse af elektronisk samarbejde i sundhedssektoren forudsætter erfaringsmæssigt national koordinering af lokale aktiviteter. Udbredelse af kendskabet til telepsykiatrien og især projektets resultater vil kunne føre til ændrede arbejdsgange i behandlingen af etniske minoriteter med psykiske forstyrrelser. 1.2 Baggrund for projektet Telepsykiatri har været anvendt gennem flere årtier, frem for alt i dele af verden hvor store geografiske afstande har vanskeliggjort direkte kontakt mellem patient og psykiatrisk ekspertise, f.eks. Australien, USA og Norge. Telepsykiatri benyttes også i lande med mindre geografiske afstande så som Finland og England. Der foreligger således efterhånden en ganske omfattende dokumentation om brugen af telepsykiatri i den videnskabelige litteratur [1-7]. Værdien af telepsykiatri i form af videokonference til brug ved diagnosticering og behandling af psykiatriske lidelser er beskrevet i flere arbejder, og generelt findes reliabiliteten høj [8-12]. Patienternes reaktioner er almindeligvis positive [11-19]. De professionelle brugere finder også, at telepsykiatri er et pålideligt og brugbart værktøj [14,20]. Ifølge de seneste undersøgelser findes der ingen signifikant forskel i behandlingen af depressioner, hvad enten behandlingen foregår face-to-face eller via telepsykiatri [15]. Der er heller ingen forskel i hverken patienttilfredshed eller i direkte behandlingsomkostninger, uanset hvilken af de to kontaktformer man anvender [15]. Økonomisk gevinst ved brug af telemedicin er beskrevet og er afhængigt af omfanget af brugen [13,20,21]. Telepsykiatri kan medvirke til at nedsætte indlæggelseshyppigheden, unødvendig stigmatisering af patienter kan mindskes [16], og risikoen, for at patienten bliver afhængig af terapeuten, kan reduceres[17]. Psykiatriske konsultationer samt opfølgningssamtaler foretaget via telepsykiatri har vist sig at være ligeså effektive, som når de foregår face-to-face [18]. Det er generelt erkendt, at adgangen til medicinsk ekspertise inklusiv psykiatri er vanskeligere, jo længere væk man bor fra større bymæssige centre [22]. Der findes også en erkendelse af, at indvandrere er udsat for større helbredsrisici [22]. Dette må også forventes at gøre sig gældende for de flere tusinde flygtninge, indvandrere og asylansøgere, som findes i Danmark. Specielt hvad angår psykiatrien, må det antages, at de udgør en særlig risikogruppe, idet der kun findes få behandlere med anden etnisk baggrund end dansk, hvorfor langt de fleste flygtninge behandles ved brug af tolk. Det eneste sted i Danmark, hvor man har anvendt telepsykiatrien, er Behandlingscenter Den Lille Prins i København. Centrets leder, speciallæge i psykiatri, overlæge Davor Mucic har siden 2003 gennemført flere pilotprojekter (bl.a. i samarbejde med Amager Hospitals psykiatriske afdeling og 6

7 Distriktspsykiatrisk Center i Viborg) og præsenteret resultaterne af samarbejdet på Dansk Psykiatrisk Selskabs årsmøde i februar I kraft af populationsforandringer inden for de sidste år i Danmark (flere hundredetusinde flygtninge, indvandrere og asylansøgere fra forskellige verdensdele) samt nedsat interesse for psykiatri hos nyuddannede læger (10 ud af 700 nyuddannede læger vælger psykiatri som speciale) må vi i dag erkende, at behandlingssystemet, i hvert fald indenfor psykiatrien, i visse områder mangler ressourcer for at kunne tilbyde den optimale behandlingskvalitet. Grundet aktuel stor mangel på speciallæger i psykiatri er der såvel danske borgere som flygtninge, indvandrere og asylansøgere, som udsættes for lange ventetider i både privat psykiatri og i offentligt behandlingssystem. Det er blevet tiltagende svært at finde og rekruttere psykiatere til at arbejde i provinsen. Dette medfører endnu længere ventetider samt kortere behandlingsforløb og for tidlig udskrivning, når man endelig kommer i behandling. Erfaringerne har vist, at for tidlig udskrivning øger risikoen for tilbagefald. Blandt de flere tusinde flygtninge fra Eksjugoslavien, Mellemøsten og Østeuropa, der befinder sig i Danmark, er der ganske mange, som har brug for psykiatrisk vurdering og behandling. Samtidig er der ganske få danskautoriserede terapeuter, som taler bosnisk/serbisk/kroatisk, arabisk, farsi, polsk eller russisk, hvorfor behandlingen hidtil er foregået via tolk med alle de ulemper og mangler, som dette kan medføre. Behandlingscentrene er overbelastede, og ventelisterne er lange (visse steder op til flere år) Kompleksiteten i psykiatrisk behandling af flygtninge og indvandrere Behandlingen af fremmedsprogede kan være meget kompliceret af flere grunde som beskrevet på hvorfra følgende citeres: De kan ikke tale dansk. På grund af den psykiske lidelse kan de ikke tale dansk, eller sproget er ikke godt nok til, at de kan beskrive deres psykiske problemer. De kommer fra en anden kultur, hvor man behandler psykisk lidelse anderledes. Nogle etniske grupper reagerer biologisk anderledes på en medicinsk behandling, end europæere gør generelt Det kan være vanskeligt at tilbyde den hjælp, patienten og familien har behov for på grund af store kulturelle forskelle. Sprogproblemet Sprogproblemet er det største og det grundlæggende problem for at kunne yde en tilfredsstillende behandling. Psykisk lidelse er så kompliceret en tilstand, at patientens ordvalg har afgørende betydning for, at man kan forstå og dermed give korrekt behandling. Man kan ikke nøjes med "fingersprog" m.m., som man kan ved et brækket ben. Tolkesamtaler Tolkesamtaler er derfor nødvendige, for at man kan få et tilfredsstillende indtryk af, hvilken behandling der skal gives, og patienten og de pårørende kan få et indtryk af diagnose, hvad behandlingen vil gå ud på, hvor længe den vil vare m.m. Man kan ikke bruge slægtninge til at tolke, selvom de måtte være i stand til det, da det kan bringe begge parter i en meget vanskelig situation pga. det private indhold, den psykiske 7

8 lidelse ofte har. Slægtninge kan være en del af patientens problem, og dermed skabes et yderligere problem, hvis slægtninge sættes til at tolke. Af flere grunde er det ofte en ret kompliceret affære at få tilfredsstillende tolkebistand: Tolken skal på samme måde som behandleren vinde patientens tillid, for at en tolkesamtale kan give et tilfredsstillende resultat. Generelt er der for få tolke til de fleste indvandrergrupper. Kun ganske få tolke har en autoriseret uddannelse. Kun ganske få tolke har et nødvendigt kendskab til psykisk lidelse, så de kan oversætte korrekt. Kun ganske få tolke har træning i at være sammen med psykisk lidende og kan udholde de følelsesmæssige elementer, der kommer frem i kontakten og samtalen. Tolke må ikke være i familie med patienten eller pårørende eller tilhøre omgangskredsen. I mange situationer vil det være nødvendigt, at tolken har samme køn som patienten. For flygtninge skal man være særligt opmærksom på, at en tolk, der kan patientens sprog, kan tilhøre eller repræsentere modparten i hjemlandets borgerkrig, og derfor kan vedkommende ikke bruges. Der er for få tolke, og der er sjældent ressourcer til daglige tolkesamtaler under indlæggelse. Det betyder, at fremmedsprogede stilles dårligere i den daglige behandling i forhold til andre patienter, der kan det danske sprog tilfredsstillende. Religion og kultur De fleste indvandrere har en anden religion og kultur end vores. Da psykisk lidelse er tæt forbundet med ens person (modsat et brækket ben), kan det give betydelige problemer i behandlingen. Dels kan det være vanskeligt for behandleren at tilbyde den rigtige hjælp pga manglende forståelse af, hvad der er normalt og det modsatte for eksempel i en muslimsk familie. Dels kan det være vanskeligt for patienten og familien at indordne sig under de sociale retningslinier, som kommunerne har for at yde den støtte, man har behov for. Der opstår således let konflikter mellem parterne, som oftest små, men mange, der gør det vanskeligt at nå til et ønsket resultat. Således må man konkludere, at en professionel kompetent behandler med anden etnisk baggrund end dansk vil kunne yde en hel del mere i forhold til tværkulturelle patienter sammenlignet med en dansk læge, som må formidle psykiatrisk/psykologisk bistand via en tolk. Telepsykiatrien er ikke forbeholdt voksne, men også børn og unge kan have gavn af denne metode. Telepsykiatri anvendes til både behandling og psykoedukation af både børn og unge i de dele af verden, som har mange års erfaring på området, dvs. Australien, USA og Canada. Resultater af anvendelse af telepsykiatri hos børn og unge er yderst positive. Der er etableret flere mental health programmer i nævnte lande[23-27]. Der er ikke fundet signifikant forskel imellem face-to-face konsultation og behandlingen via telepsykiatri. Dvs. at børn og unge kan i ligeså høj grad anvende telepsykiatrisk behandling som den traditionelle ved direkte kontakt med behandleren. Hypotesen bag idéen om at involvere børn og unge i telepsykiatriprojektet har sin baggrund i følgende: 8

9 1. Moderne børn og unge er i en næsten daglig kontakt med computeren og opfatter den som en venlig og lydig medhjælper, der kan bruges til mange ting, bl.a. til kommunikation med andre. Når den bruges som kommunikationsmiddel med en voksen, kan computeren formindske autoriteten, da brugeren/patienten har fuld kontrol over maskinen. Man kan endda slukke for den, og det er en mulighed, der gør, at selv autistiske børn/unge oplever samtalen som noget, der til en vis grad ligestiller dem med de farlige voksne. Brugen af en venlig maskine kan hjælpe til med, at nogle unge slipper for den indre kamp mod autoriteten og for nogle børn - de tosprogede - endda mod to autoriteter: psykiateren og tolken. Via computeren vil den unge kunne opnå en form for tryghed i en for dem allerede vanskelig situation. 2. Tosprogede børn og unge taler ofte et tredje sprog, et sprog som har grundlag i deres modersmål med kraftig lånte grammatiske og syntaktiske former fra det danske sprog (det sker også i den omvendte situation: når de taler dansk, bruger de mange vendinger og udtryksmåder fra modersmålet). Denne blanding af sprogene er umulig at formidle, og derfor går mange nuancer tabt. Kun den direkte samtale med en person, der forstår begge sprog, kan gøre, at forståelsen er fuldkommen. 3. Mange unge tosprogede klarer sig sprogligt nogenlunde godt op til puberteten. I denne periode mærkes der imidlertid en mangel: de har det svært med abstrakte begreber. De største vanskeligheder vises i de områder, hvor de kulturelle forskelle er størst, og det er meget af det, der har med følelser at gøre. Disse unge har det svært med at udtrykke sig om kærlighed, sex, forhåbninger og lignende. Hvis man oven i købet bliver ramt af nogle psykiske vanskeligheder og skal bede om faglig hjælp, vokser problemerne sig endnu større, fordi sproglige mangler gør, at det er svært at forklare, hvori problemerne ligger. 4. Ressourcerne kan bruges meget bedre en koordinering på landsplan ville muliggøre, at ventetiden til en ønsket samtale kraftigt formindskes, og unge fra hele landet kunne bruge de meget få dansk uddannede eller autoriserede psykiatere af anden etnisk herkomst. Det vil hjælpe dem helbredsmæssigt, men det vil også lette deres integration i dette samfund. 2.0 Formål Formålet med telepsykiatriprojektet er at give relevant psykiatrisk hjælp til fremmedsprogede patientgrupper via deres eget modersmål alle steder, hvor adgang til relevant etnisk ekspertise er begrænset og/eller besværliggjort pga. lange afstande eller ressourcemangel. På den måde vil man undgå brug af tolke og ud over økonomiske besparelser kunne opnå højere kvalitet af både vurderingen og selve behandlingen af psykiske forstyrrelser. Telepsykiatrien kan således hjælpe flere tusinde flygtninge og indvandrere (inkl. børn og unge) til at kunne blive vurderet og behandlet på eget modersmål uanset den fysiske afstand imellem patienten og lægen. Brugen af telepsykiatri vil alt andet lige bidrage til at mindske denne afstand og derved muliggøre, at der kan bruges mere tid på vurdering og behandling af patienterne. Sideløbende med behandlingsforløbene ville man ved hjælp af telepsykiatri kunne etablere supervision af personale samt psykoedukation af både patienter og deres pårørende. Telepsykiatrien kan med klar fordel også anvendes til behandling/vurdering af en bred dansk patientpopulation, f.eks. patienter med OCD (tvangstanker og/eller -handlinger); 9

10 unge, som er åbne overfor nye kommunikationsmetoder; handicappede, som har det svært ved at blive transporteret til deres respektive behandlere; borgere i yderområder med mangel på psykiatere osv. Det må understreges, at telepsykiatrien aldrig er tænkt som erstatning for det etablerede behandlingssystem, men derimod som et supplement. 2.1 Metode Metoden består i, at patienten og lægen kommunikerer med hinanden via en TV-skærm og et avanceret videokamera tilsluttet internettet. Patienten og lægen kan både se og høre hinanden ligesom ved direkte TV-transmittering. Det betyder, at patienten kan modtage behandling i sin respektive kommune, mens psykiateren befinder sig i København. Behandlingen kræver en del udstyr, som tilkobles internettet. Det nødvendige tekniske udstyr må opsættes i de respektive kommuners integrations-/flygtningeafdelinger eller på landets sygehuse. Udstyret består af et TV samt et kommunikationsmodul med indbygget videokamera, som kan fjernstyres. Tilsvarende udstyr er allerede installeret på centret Den lille Prins. Som sidegevinst har de respektive sagsbehandlere og/eller andre i behandlingen involverede parter også mulighed for direkte rådgivning/information om de aktuelle behandlingsforløb af deres klienter via telepsykiatrien. Desuden får pårørende til sindslidende også mulighed for psykoedukation, hvilket er en vigtig forudsætning for bedre at kunne forstå og håndtere et liv med en sindslidende i familien. I forløbet anvendes medicinsk behandling og/eller samtaleterapi (kognitiv og adfærdsterapi samt støttende samtaler). Det enkelte behandlingsforløb indeholder maksimalt 30 seancer af minutters varighed. 2.2 Målgruppe 1. Flygtninge og indvandrere (inkl. børn og unge) med eller uden tidligere kendte psykiske forstyrrelser. Ligeledes danske patienter med behov for kontinuerlig psykiatrisk kontakt. I denne gruppe vil man behandle patienter, som hører til de områder i Danmark, hvor der er stor mangel på psykiatere. Det vil hyppigst være patienter med tilknytning til distriktspsykiatrisk center eller privatpraktiserende psykiater, men som ikke kan klare lange ventetider til konsultation/behandling. 2. Danske borgere samt flygtninge og indvandrere henvist med henblik på statusbedømmelse eller speciallægeundersøgelse som led i revaliderings- eller pensionssager. 2.3 Organisering Projektets styregruppe består af: Overlæge, lic.med. Marianne Kastrup, Videnscenter for Transkulturel Psykiatri. Overlæge, dr.med., forskningslektor Bent Rosenbaum, Psykiatrisk Center, Glostrup. Chefkonsulent Lars Hulbæk, MedCom ansvarlig for udvikling af det danske sundhedsdatanet ( Teknisk direktør Kristoffer Karlsen, Dansk Telemedicin A/S - ansvarlig for teknisk udførelse af projektet ( 10

11 Styregruppen mødes 2 gange om året. Videokonferenceudstyr er under projektperioden blevet installeret i hhv.: Reva Aktiv, Toldbodgade 5-7, Odense. Psykiatrisk Afdeling i Rønne Psykiatrisk Afdeling i Svendborg Asylcentret i Jelling Behandlingsdelen af projektet varetages af terapeuterne, som er tilknyttet behandlingscentret Den Lille Prins ( ) under faglig ledelse af Davor Mucic, speciallæge i psykiatri, overlæge. 2.4 Finansiering: - Sygekassernes Helsefond har d bevilget kr. (j.nr.2004d205). - Indenrigs- og Sundhedsministeriet har d bevilget kr. til projektet. - Egmont Fonden støtter projektet med kr. 3.0 Etablering af samarbejde Kundskab til telepsykiatri har været meget lav i Danmark, eftersom metoden aldrig er blevet brugt i det offentlige behandlingssystem. Psykiatrien på Grønland har dog haft enkelte forsøg med telepsykiatrien, men har aldrig etableret et bæredygtigt system til daglig klinisk anvendelse. Således fandtes der ingen danske referencer, da projektet i sommeren/efteråret 2004 skulle starte. Derfor gennemførte vi en slags oplysningskampagne overfor potentielle samarbejdspartnere. Et kort resumé af projektbeskrivelsen blev sendt til flere kommuner samt psykiatriske afdelinger landet rundt, hvorefter disse blev kontaktet pr. telefon mhp at aftale en tid til præsentation af projektet. Da respons udeblev, fik vi etableret nyhedsbrevservice. Nyhedsbrevet sendtes hver måned med opdatering om projektets udvikling. En del af de kontaktede potentielle samarbejdspartnere kunne ikke afsætte tid til orienteringsmødet. Andre var tilfreds med eksisterende behandlingstilbud til flygtninge og indvandrere, som foregår via tolk, og mente ikke, at telepsykiatri kunne forbedre behandlingsmulighederne (f.eks. Vestsjællands Amt). En del af de kontaktede har givet udtryk for, at de helst vil behandle deres patienter selv, samtidig med at de dog var interesserede i telepsykiatrien som sådan. Et enkelt rehabiliteringscenter for behandling af torturofre har givet skriftligt svar med udtryk for skepsis overfor metoden, i og med at de anser patienter for alt for dårlige til at kunne indgå i telepsykiatriforløb. 3.1 RevaAktiv Integration, Odense Kommune Efter 6 måneders intensiv oplysningsarbejde med både udsendt skriftligt materiale og mundtlige præsentationer af projektet, blev første telepsykiatristation etableret på RevaAktiv Integration, Toldbodgade 5-7 i Odense (februar 2005). Socialmedicinsk Afdelings læger kunne se fordele i at anvende telepsykiatri mhp afklaring og diagnosticering af deres etniske klientel på RevaAktiv. 11

12 3.2 Psykiatrisk Center Rønne Den 25. juli 2005 etableredes telepsykiatristation ved Psykiatrisk Center i Rønne, Bornholm. Ressourcemangel i yderområder (hvor man har anvendt telepsykiatri) er et velkendt fænomen verden over[28-34]. Bornholm er ingen undtagelse. Psykiatrien på Bornholm har ingen terapeuter, som taler de etniske patienters sprog. Endvidere er der lange ventetider for de fleste patienter henvist til psykiatrien via egen læge. I mange tilfælde må patienterne rejse til København for at kunne blive undersøgt og/eller behandlet. Af disse årsager syntes man, at telepsykiatri kunne blive et relevant værktøj at anvende. Desuden har man kunnet se fremtidige muligheder i forbedret kommunikation og øget adgang til ressourcer, som man vil kunne trække på fra hele H:S område. Derfor syntes det oplagt at etablere telepsykiatrien på Bornholm, som i fremtiden vil kunne bruge erfaringerne og teknikken til behandling af ikke kun udlændinge, men også en bred vifte af danske patienter. 3.3 Psykiatrisk Afdeling, Svendborg Efter telepsykiatriforelæsningen i Svendborg d. 2. maj 2006 blev der vakt større interesse for etableringen af telepsykiatrien på Fyn. Psykiatrisk Afdeling fra Svendborg Sygehus har med hjælp fra Center for Sundheds-telematik i efteråret 2006 etableret telepsykiatrilink til Behandlingscentret Den Lille Prins i Kastrup. 3.4 Asylcentret i Jelling I oktober 2006 blev udstyret installeret i asylcentret i Jelling mhp bedømmelse og behandling af asylansøgere. Således blev projektets målgruppe udvidet til stor glæde for både personalet og patienterne, som fik mulighed for at undgå tolkeformidlet kommunikation. 3.5 Psykiatrisk Klinik, Malmø I løbet af april 2006 installeredes videokonferenceudstyret i Malmø. Således er en del af det kliniske arbejde blevet udført tværs over landets grænser. Arabisk- og polsktalende behandlere tilknyttet Behandlingscentret Den Lille Prins har fra Malmø behandlet patienterne i Rønne, Svendborg, Odense og Jelling. 4.0 Den tekniske løsning Udstyret anvendt i projektet er videokonferenceudstyr, der tilsluttes et fjernsyn samt et netværksstik, og er således ikke PC-baseret. Vi har haft dårlig erfaring med PC-baseret udstyr fra tidligere projekter (kvaliteten bliver simpelthen for dårlig, og systemerne kører ofte ustabilt) og har i stedet valgt at benytte kamera model VSX 7000 fra firmaet Polycom. En anden fordel ved at køre ikke-pc-baseret er, at man er ude over problemer med sikkerhed, virus, etc. Systemet kører på Ethernet, der skal altså være adgang til et ethernetstik i lokalet, hvor udstyret skal stå. Vi bruger typisk 2 faste TCP-porte og 5 faste UDP-porte (til video og lyd). Planen har været at benytte sundhedsdatanettet og på den måde muliggøre fri kommunikation mellem Behandlingscentret Den Lille Prins og aktører i det offentlige behandlingssystem. Desværre har sundhedsdatanettet ikke været klar til videokonference af høj kvalitet, som kræves for tilfredsstillende telepsykiatriforløb. Derfor har vi i projektet benyttet bredbåndsforbindelse (shdsl) af ca. 2 Mbit/s. 12

13 4.1 Praktiske problemer Modstanden mod telepsykiatri er et velbeskrevet fænomen og baseres ofte på angst for nye medier og metoder samt bekymringer for tab af nonverbal kommunikation [35]. Besværet oplevet under projekttiden, de steder hvor samarbejdet var etableret, kunne dog ikke relateres til selve holdningerne vedr. telepsykiatrien. Skjult eller åbenlys skepsis visse steder er ganske hurtigt lavet om til åben støtte, da personalet kunne se og høre, hvor tilfredse patienterne blev. Personalet har udtrykt høj grad af tilfredshed med metoden og viljen til fortsat at anvende telepsykiatrien til trods for nedenfor beskrevne praktiske vanskeligheder: RevaAktiv var den første samarbejdspartner, hvor udstyret installeredes i januar Arbejdet gik som planlagt, men måtte pludselig afbrydes i maj samme år efter et simpelt tyveri af udstyret. Da der ikke forelå tegn på indbrud, ville ingen af respektive forsikringsselskaber (hverken vores eller RevaAktiv s) dække udgifterne. Odense Kommunes juridiske afdeling har ligeledes afvist, at RevaAktiv skulle stå for erstatning. Den administrative korrespondance tog 4 mdr., under hvilken intet klinisk arbejde blev udført. Samarbejdet genetableredes i september 2005, efter at man fik endeligt og negativt svar på erstatningsspørgsmålet. Vi købte et nyt sæt udstyr og fik det installeret på ny samme sted (RevaAktiv Integration, Toldbodgade 5-7, 5000 Odense C), hvorefter projektet kunne fortsætte. Denne bitre erfaring har lært os at kræve en underskrevet låneaftale, som forpligter samarbejdspartneren i at tage sin del af ansvaret for det tekniske udstyr. Alle 13

14 steder, hvor udstyret blev installeret, har man observeret, at lokalet bruges til andre formål, mens telepsykiatrien fylder en mindre del. Jelling anvender lokalet til hhv. sekretæren og psykiatrikonsulenten, RevaAktiv til samtaler, Svendborg til behandlingskonference, mens lokalet på Bornholm udlånes efter behov af afdelingens overlæge. Alt dette har i sagens natur medført en del besvær, da konsultationstiderne måtte koordineres,afhængig af, hvornår lokalet var ledigt. Således så man hellere, at telepsykiatrien havde egne lokaler og personaleansvarlig for koordination af telepsykiatriarbejdet. Vi har erfaret, at hver gang lokalet flyttedes, blev IP-adressen ændret, således at forbindelsen ikke kunne oprettes. Andre gange skyldtes IP-adresseændring simpel opdatering af netværket foretaget af de respektive IT-afdelinger. Da man heller ikke fik besked om ændringerne, førte det til en del frustrationer, men egentlig ikke til væsentlige forsinkelser i arbejdet. Erfaringerne er i hvert fald ført ind i procedurebogen. Til sidst blev det aftalt, at enhver evt. ændring i netværket skulle meddeles projektets IT-tekniker i god tid, så han kunne teste udstyret inden næste patientsamtale. Vedr. dansk patientpopulation i projektet kunne man ønske væsentligt større antal henvisninger. Det forekom, at man i det hele taget havde opfattelsen af, at telepsykiatrien tilhører behandlingen af etniske minoriteter. Her kunne man selv se den umiddelbare fordel ved, at flygtninge blev set af en læge med en anden etnisk baggrund. Idéen om, at danske patienter også kan have gavn af telepsykiatrien, er blevet accepteret og forstået, men desværre ikke ført ud i praksis. Der skal ofte nogen tid til, før man vænner sig til tanken og indfører nye metoder i et etableret behandlingssystem. Økonomien har uden tvivl spillet en vigtig rolle i fravalget af telepsykiatrien, da ydelsen ikke er dækket af sygesikringen, således at danske patienter fortsat henvises til praktiserende psykiatere med overenskomst med sygesikringen. Det samme gælder børn og unge, som egentlig er meget mere egnet til telepsykiatrien end deres forældre, eftersom børn og unge er mere vant til teknologien. Vores ønske var at nå frem til både børn og unge af hhv. dansk og anden etnisk oprindelse, da internationale resultater af telepsykiatriindsatser overfor børn og unge er meget positive. Man må håbe, at evalueringen vil medvirke til positive ændringer i både holdninger og ikke mindst handlinger, hvad angår børn og unge i forhold til telepsykiatrien. 5.0 Forankring og procedure Inden påbegyndelse af patientarbejde har vi gjort en del forberedelser, dels for at teste teknikken, og dels for at give brugerne mulighed for at se udstyret, at lære at bruge det og at vænne sig til tanken. Forankringsarbejdet indebar både undervisning, træning og oplæring af personalet i at anvende teknik og øge kendskab til telepsykiatriens muligheder. Desuden udpegedes relevante kontaktpersoner til at være ansvarlige for koordination af arbejdet på respektive telepsykiatristationer. Det må tilføjes, at samarbejdspartnere har accepteret at betale en del af udgifterne i forbindelse med driften. Dette var en bevidst beslutning taget på baggrund af internationale erfaringer, som viser, at de fleste telepsykiatriprojekter dør ud snart efter, at fondspenge er opbrugt. Vi har målrettet sigtet på længerevarende samarbejde, som måtte fortsætte efter projektperioden. Samarbejdspartnere har under projektforløbet vænnet sig til at betale en lille del for ydelsen og vil fortsætte med at gøre det efter afslutningen på projektet. 14

15 Under de første måneders kliniske arbejde har vi udarbejdet en procedure, som muliggør lettere anvendelse af teknologien og optimal brug af ressourcer både på Behandlingscentret Den Lille Prins og hos samarbejdspartnere. Udarbejdelse af proceduren i samarbejde med personale har medvirket til, at personalet har følt sig mere delagtige i projektet. Erfaringerne i telepsykiatrien på verdensplan har vist, at aktiv involvering af personalet er nøglen til et vellykket telepsykiatriforløb [35]. Personalet hos udvalgte samarbejdspartnere blev oplært i anvendelse af videokonferenceudstyret, og der blev udpeget en fast kontaktperson ansvarlig for kommunikation til Behandlingscentret Den Lille Prins. Sekretærer hos respektive samarbejdspartnere stod for indkaldelse af patienter, lokalebooking og kommunikation mellem aktørerne. Sekretæren på Bornholm skrev journaler vedr. Bornholms patienter, mens sekretæren på Behandlingscentret Den Lille Prins skrev alle andre notater (Svendborg, RevaAktiv og Jelling). Proceduren vedr. patientarbejde indebar, at patienterne fik både skriftlig og mundtlig information om telepsykiatri og gav deres skriftlige samtykke, hvoraf det fremgik, at de på hvilket som helst tidspunkt kunne afslutte kontakten via telepsykiatrien (bilag 1,2). Alle anvendte dokumenter (patientinformation, samtykkeerklæring og spørgeskema) er blevet oversat på patienternes respektive sprog. Efter hver konsultation fik patienterne ny tid, og samme besked blev sendt per til respektive sekretær, som var ansvarlig for koordination i projektet. Efter afsluttet telepsykiatriforløb udfyldte patienterne et spørgeskema mhp at belyse fordele og evt. ulemper ved metoden (bilag 3). Samtlige skemaer og samtykkeerklæringer blev sendt per post til Behandlingscentret Den Lille Prins, hvor databearbejdning foregik. Som en særlig problemstilling fremført af personalet i starten af projektet var spørgsmålet om tilstedeværelse af kontaktpersonen under telepsykiatrisamtalen. Der var delte meninger omkring emnet, hvor man på den ene side kunne se det meningsløse i, at en dansk sygeplejerske skulle sidde i rummet og ikke forstå, hvad der blev sagt. På den anden side mente man, at patienterne ville føle sig mere trygge ved situationen, hvis en kendt kontaktperson var med under samtalen. Dilemmaet blev diskuteret og løst således, at patienterne blev spurgt om, hvorvidt de ønskede at have kontaktpersonen med. Der var ingen patienter, som følte sig utrygge, således at ingen af patienterne bad om at blive ledsaget af kontaktpersonen. Derimod blev alle væsentlige informationer videregivet til kontaktpersonen umiddelbart efter samtalen med patienten. Man har også skrevet journalnotater med evt. medicinændringer etc. På den måde har man opretholdt både patientkontakt på modersmålet og personalekontakt på dansk. Ingen har således følt sig tilsidesat. Dette har resulteret i, at personalet følte sig delagtiggjort i processen, hvilket har medvirket til den gode forankring af metoden. I proceduren indgik ligeledes evalueringer med personalet mindst 2 gange om året. 5.1 Klinisk arbejde med patienter og deres pårørende Arbejdsgangen var ikke ens alle steder, hvor telepsykiatrien indførtes. Telepsykiatri etableret på RevaAktiv i Odense havde til formål at bedømme psykisk status og anbefale evt. behandlingsforløb til de RevaAktiv-tilknyttede klienter af anden etnisk baggrund, som henvistes fra kommunen mhp afklaring af deres funktionsniveau. Inden henvisningen til telepsykiatrien blev klienterne set af hhv. en sociallæge eller en psykolog tilknyttet Socialmedicinsk Afdeling i Odense Kommune. Telepsykiatriforløb bestod som regel af 3 telepsykiatriske konsultationer af minutters varighed, hvorefter der blev udfærdiget statuserklæringer eller speciallægeerklæringer alt afhængig af behovet udtrykt ved henvisningen. I starten af projektet indgik få klienter i behandlingsforløb på op til 9 samtaler. Ganske snart fandt vi ud af, at fortsat behandlingsforløb på RevaAktiv ikke 15

16 var realistisk at gennemføre, da RevaAktiv ikke er et behandlingssted og som sådan ingen ressourcer havde, som kunne afsættes til evt. behandlingsforløb. Klienterne blev efter telepsykiatrisk bedømmelse henvist videre til praktiserende psykiater eller RCT i Odense. Under samarbejdet med RevaAktiv har vi oplevet, at nøjagtighed af diagnosticering og efterfølgende behandling kan forbedres ved, at arbejdet foregår uden anvendelse af tolke. Som eksempel kan vi beskrive følgende case, som omhandler en patient henvist mhp second opinion. Patienten blev set af en psykolog, som efter et par samtaler via en tolk stillede diagnosen PTSD. Psykologen havde dog sin tvivl, som kom patienten til gode, så patienten blev henvist til en etnisk behandler via telepsykiatri. Efter tre samtaler på patientens modersmål blev mistanke om PTSD afkræftet, og patienten fik ingen psykiatrisk diagnose. Dette har i sagens natur medført, at man flyttede fokus fra det psykiske over i det sociale. Således kunne man samtidig se praktisk mening i second-opinion-tjenesten foretaget via telepsykiatri. En anden casebeskrivelse fra RevaAktiv omtaler en somalisk patient henvist til telepsykiatribedømmelse. Under selve samtalen, som foregik på patientens modersmål, havde patienten formået at svare relevant og tilsyneladende virket samlet. På et tidspunkt skulle lægen gå ud af kontoret, således at patienten ikke længere kunne se lægen på skærmen. I de par minutter har patienten altså siddet i samtalerummet på RevaAktiv foran en TV-skærm, hvor patienten kun kunne se en stol, hvor lægen sad lige inden. Da lægen kom tilbage (men stadigvæk udenfor kameraets rækkevidde), kunne man se og høre patienten, som sad i Odense og talte med sig selv. Patienten fægtede med armene og råbte ad spøgelser. I det øjeblik lægen viste sig på skærmen, kunne patienten fortælle om, hvad der foregik. Patienten fortalte om både stemmer og syner. Eksemplet viser, at det kan være meget lettere for patienten at styre sig under direkte kontakt i samme rum med lægen. De fleste af vores patienter forsøger at fremstå samlet og normal i deres adfærd. Det, at man befinder sig i samme rum som lægen, gør i sig selv, at patienten gør sit bedste for at føre en nogenlunde normal samtale. Telepsykiatrien foregår derimod på en anden måde, hvor patienten trods alt fysisk sidder alene i samtalerummet, samtidig med at lægen er på skærmen. Det kan medvirke til, at visse, især psykotiske patienter giver slip på at styre sig i det øjeblik, de ikke kan se lægen på skærmen. Således kan en observation af patientens adfærd, mens lægen ikke er på, give vigtige oplysninger om patientens objektive tilstand. Dette har bl.a. været en af årsagerne til, at vi ikke anbefaler, at kontaktpersonen skal være med under samtalen. På Psykiatrisk Center, Bornholm har reservelæger foretaget forvisitation af de patienter, som er henvist fra egen læge forud for deres tilknytning til telepsykiatri. Alle henviste patienter på nær én indgik i længerevarende behandlingsforløb med både psykoterapi og medicin. Her har man involveret flere af patientens pårørende, som syntes, at samtalen på eget modersmål gav dem et nyt indtryk af ægtefællens eller forældrenes psykiske tilstand. Således indgik også pårørendearbejdet i telepsykiatriforløbene på Bornholm. Endvidere har vi afholdt flere tværfaglige møder imellem afdelingens sagsbehandler, patienten med barnet, skolelæreren, kommunens sagsbehandler på den ene side (Rønne) og psykiateren i Kastrup. Ligeledes har man etableret telepsykiatrimøder mellem psykiateren i Kastrup og patienten med barnet og skolens støttekontaktperson. Fælles indtryk er, at disse møder har mindsket risikoen for misforståelser, (da lægen talte patientens modersmål og kendte patientens historie meget vel). Patienten havde i forvejen dårlige erfaringer med tolken og var ganske mistroisk overfor myndighederne. Samtidig havde patienten respekt for lægen fra hjemlandet og rettede sig efter lægens anbefalinger. Således havde kommunikation 16

17 mellem patienten og sociale myndigheder til sidst resulteret i noget positivt for både patienten, barnet og ikke mindst for kommunen, som ellers var gået i stå med sagen. Enkelte supervisionssamtaler med reservelægen på afdelingen blev gjort i forbindelse med behandlingen af en patient fra Eksjugoslavien. Telepsykiatrikonsultationer vedr. indlagte patienter var ikke en del af det planlagte projekt. Det er dog i et par tilfælde sket, at man havde behov for en vurdering af en psykotisk patient fra Eksjugoslavien. Patienten var selvmordstruende og blev indlagt dagen forinden på lukket afdeling. Patienten var ellers henvist til telepsykiatri en måned inden og var blevet set af lægen et par gange. Således var det meget praktisk, at den samme læge så patienten og vurderede patientens psykiske tilstand, herunder selvmordsrisikoen. Efter telepsykiatrikonsultationen forblev patienten på afdelingen og blev udskrevet dagen efter. Psykiatrisk Afdeling i Rønne har også benyttet sig af muligheden for at anvende telepsykiatri mhp bedømmelse og efterfølgende psykoterapi/medicinsk behandling af en dansk patient. Efter forløbet, som har strakt sig over 1 ½ år, har patienten udtrykt stor tilfredshed, da behovet for transport blev elimineret ved anvendelse af telepsykiatri. Patienten har dog også benyttet muligheden for at se lægen direkte ved et par tilfælde, hvor patienten var på besøg på Sjælland. Patienterne henvist fra Asylcentret i Jelling blev set af centrets læge forinden henvisningen til telepsykiatri. Langt de fleste af asylansøgere henvist til telepsykiatrien var i dårlig psykisk forfatning, således at de ofte var ledsaget af ægtefællen. På den måde indførtes pårørendearbejdet samtidig som en sidegevinst. Henviste asylansøgere indgik i behandlingsforløb fra 3-6 måneder med en enkelt undtagelse, hvor behandlingen foregik over 10 måneder. Psykiatrisk Afdeling i Svendborg har henvist en enkelt patient, som de selv havde haft i behandling via Psykiatrisk Ambulatorium, da de behøvede en second opinion. Patienten var fra Iran og blev tre gange set af en farsitalende læge via telepsykiatri. Da patienten var udenfor terapeutisk rækkevidde, afsluttedes forløbet uden videre. Tre patienter fra det tidligere Jugoslavien fik henvisning fra hhv. egen læge og sagsbehandler mhp behandling på Behandlingscentret Den Lille Prins. Det betød, at patienterne skulle rejse fra Svendborg til København. Eftersom udstyret allerede var installeret og testet på afdelingen, var det naturligt at involvere patienterne, som selv var interesseret i at blive fri for lange rejser. Efter aftale med ledende overlæge, havde man således anvendt afdelingens lokaler og sekretær, som stod for etablering af forbindelsen og indkaldelse af patienter. 5.2 Børn og unge Børn til psykiatriske patienter er højrisikogruppe vedr. potentiel udvikling af psykiske forstyrrelser som resultat af forældrenes sygdom. Således behøver børn og unge professionel støtte til at forstå, hvad der sker med deres forældre. Psykisk syge børn og unge af anden etnisk baggrund end dansk kunne f.eks. få relevant hjælp fra etniske behandlere via telepsykiatri. En del potentielle psykiske problemer hos børn og unge kan sandsynligvis undgås, i og med at deres forældre får relevant og kvalificeret psykiatrisk hjælp, herunder vejledning om hvordan forældrenes sygdom kan påvirke børnene, og hvilke redskaber de kan anvende for at undgå stigmatisering. Vi har desværre ikke haft særlig mange børn og unge henvist til telepsykiatrisk bedømmelse og/eller behandling. Årsagen til udeblevet henvisning kan være manglende fokus på børnenes trivsel i de 17

18 psykisk ramte familier. En anden mulig forklaring kan være, at de samarbejdspartnere, som indgik i projektet, ikke havde børn og unge som sin primære målgruppe. Under projektperioden har vi opfordret f.eks. Odense Kommunes respektive afdelinger til at henvise børn og unge, men responsen har været ganske begrænset. Herudover har behandlere i projektet tilbudt orienterende samtaler til de henviste patienters børn. Denne model har en del unge benyttet sig af, og de har udtrykt stor tilfredshed med de informationer, de fik omkring forældrenes tilstand. Som resultat heraf har de oparbejdet større forståelse for psykisk syge forældres reaktionsmønstre. Dette har yderligere mindsket konflikter, som ofte opstår som følge af manglende viden om psykisk sygdom og dennes indflydelse på menneskers adfærd. En solstrålehistorie fra projektperioden omhandler en 10-årig dreng (N.N.), hvis moder var patient i behandling via telepsykiatri i over 2 år. Drengens skolelærere havde gjort opmærksom på hans manglende fremskridt i undervisningen samt tilbagetrukket adfærd. Efter et par telepsykiatrikonsultationer med N.N. havde man etableret flere telepsykiatrimøder imellem sagsbehandler, skolelærer, N.N s moder og N.N. mhp at se, hvilke muligheder der fandtes for at ændre på tilstanden. Drengen fik en personlig vejleder, som skulle hjælpe ham med lektierne. Efter 1 år med sporadiske, støttende samtaler via telepsykiatrien blev tilstanden væsentlig forbedret. Moderen oplyste, at drengen var en helt anden, og skolelærerne var blevet meget tilfredse med hans fremskridt i klassen. Dette var et enkelt eksempel på, hvor vigtig det kan være at etablere en bæredygtig behandlingsalliance og koordinere indsatserne fra både den sociale og den medicinske side. Positive resultater har uden tvivl også medvirket til markant forbedring i patientens (N.N. s moder) tilstand. En anden case omhandler A.M., en 18-årig asylansøger fra Bosnien- Herzegovina. Han havde opholdt sig i landet i over 5 år sammen med sine psykisk syge forældre. Forinden ankomsten til Danmark var familien flygtninge i hhv. Tyskland, USA og Norge. A.M. havde selv bedt om at blive henvist til telepsykiatrisamtaler på eget modersmål. A.M. fik både medicinsk og psykoterapeutisk behandling. Under forløbet på 6 måneder har A.M. formået at bearbejde en del frustrationer, som opstår i forbindelse med en usikker fremtid. Forældrenes sygdom havde ændret familierollerne, således at A.M. var nødt til at tage en stor del af ansvaret for familiens dagligdag, samtidig med at han også påbegyndte en uddannelse. Efter afsluttet forløb har A.M. udtrykt stor tilfredshed med telepsykiatrikontakten og ønske om at anvende det igen ved behov. Historien omtaler altså en ung mand fra asylcentret, hvor en del børn og unge opholder sig. Vi håber, at telepsykiatrikonsultationer til potentielle små patienter fra asylcentrene vil blive en del af daglig klinisk arbejde i nær fremtid. 6.0 Resultater I dette afsnit anføres demografiske data for undersøgelsens grupper samt oversigt over antallet af telepsykiatrikonsultationer i direkte patientarbejde. Udover direkte patientarbejde har vi anvendt ca. 180 timer mhp test af udstyret, oplæring og supervision af personalet 18