TEMA: Der skal stadig være plads til sorgen. vold og trusler på arbejdspladsen. #1 marts 2014

Transkript

1 sof bladet #1 marts 2014 TEMA: vold og trusler på arbejdspladsen Der skal stadig være plads til sorgen Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune

2 2 indhold leder 3 sofbladet #1 marts 2014 tema : vold og trusler på arbejdspladsen 4 Kort nyt 5 Tæt på dokumentationsbyrden 6 Status på de politiske pejlemærker I december blev bocentret Ringbo ramt af et tragisk dødsfald, da en beboer stak en medarbejder ned. Selvom alle sikkerhedsforanstaltninger var blevet overholdt, og det var et isoleret tilfælde, er vi nødt til at spørge os selv, om der var noget, vi kunne eller burde lære af situationen. Derfor er jeg også glad for, at vi sammen med FOA har brugt den tragiske hændelse som anledning til at sætte gang i en diskussion af, hvad man på landsplan og i samarbejde mellem sektorer kan gøre for at videreudvikle de gode løsninger i indsatsen over for borgere med sindslidelse. 8 På MARKvandring 11 Mikael trækker vejret 18 Mens det arbejde pågår, er der mange medarbejdere i SOF inden for alle områder, der hver dag lægger hele deres faglighed og hjerte i jobbet. Og en del af jer lever med den risiko, der er for trusler og vold, når man arbejder tæt med og blandt andre mennesker, og man har at gøre med skrøbelige og nogle gange udreagerende borgere, som vi har i SOF. tema : vold og trusler 14 Anmelder du? 16 Risiko for vold og trusler hvad betyder det for dig? Vi passer på hinanden Tre medarbejder fra Ringbo fortæller, hvordan de er kommet videre efter det tragiske tab af en kollega. 8 Derfor ligger det mig også meget på sinde, at vi i SOF håndterer vold og trusler om vold på en konstruktiv måde. Det tror jeg, vi gør bedst ved at kunne vores metier og ved konstant at være optagede af at hente ny viden og inspiration til metoder, der kan hjælpe med at forebygge og håndtere konflikter. Og det gør vi bedst ved at tage hånd om hinanden på arbejdspladsen og se hinanden som hele mennesker, hvad enten det er borgere eller kolleger. 18 Vi passer på hinanden Voldsforebyggelse handler både om at beskytte medarbejderne og om at sikre borgerne en god behandling og en tryg hverdag. De to ting hænger sammen. 20 Plads til sorgen 22 Her får de unge altid en udvej 24 Vi skal ikke forskanse os 26 Livet går jo videre På MARKvandring Alle medarbejdere på de fire samværs- og aktivitetstilbud i LavukStjernen har hevet i alt seks dage ud af kalenderen for at gå i praktik hos hinanden. Voldsforebyggelse er altså også en faglig udfordring. Derfor skal vi aldrig holde op med at lade os udfordre fagligt, inddrage borgerne og tænke tværfaglighed og netværk ind i løsningerne dér, hvor det kan være vejen videre. Anette Laigaard Adm. direktør 28 Sofbladet møder socialborgmester Jesper Christensen Vi skal ikke forskanse os Kan man forebygge trusler, vold og konflikter ved at ændre på de fysiske rammer? Ja, mener de i Socialcenter København. I februar slog Modtagelsen i Matthæusgade dørene op for en helt ny og mere fredelig indretning. 24 Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen. Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer. Adresse Socialforvaltningen Rådhuset 1599 København V Ansvarshavende redaktør Anette Laigaard layout og produktion KKdesign, Københavns Rådhus Tryk TryKKeriet ISO Miljøcertificeret forsidefoto Kontakt Pernille Søndergaard tlf sofbladet@sof.kk.dk Redaktion Redaktør Pernille Søndergaard, sekretariatet Anne Marie Søland, Center for kriminalitetstruede unge Astrid Buch-Hansen, Center Paletten Hanne Olesen, MR Voksne Birgit Miling, Kontoret for Organisationsudvikling Mie Nicolaisen, Center Nordvest Foto: Jeanne Kornum Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning

3 4 kort nyt 5 Nye løsninger i psykiatrien I kølvandet på det tragiske knivdrab på Ringbo i december har Socialforvaltningen i samarbejde med FOA sat gang i en landsdækkende diskussion af centrale dilemmaer og nye løsninger i arbejdet med sindslidende, med fokus på tryghed, udvikling og samarbejde mellem sektorer. Første skridt var en stor konference, som samlede repræsentanter for stat, kommuner, regioner, faglige organisationer samt interesse- og brugerorganisationer inden for det psykiatriske område i Danmark. Sammen med ressourcepersoner fra konferencen arbejder SOF og FOA nu videre med at identificere relevante temaer og dilemmaer. Arbejdet skal munde ud i konkrete forslag til nationale løsninger. Læs mere og se en film fra konferencen på KKintra (Se nyhed fra den 21. januar) Kampen om SOCIALPOKALEN 2014 København er vært, når den 34. dyst om Socialpokalen mellem København og Malmø løber af stablen den 23. maj. Socialpokalen er et trofæ som Malmø Socialforvaltning og SOF/BIF i København har kæmpet om siden En gang om året tørner forvaltningernes medarbejdere sammen i et sportsstævne, som arrangeres på skift i de to byer. Der er plads til ca. 120 sportsglade medarbejdere fra SOF og BIF på det danske hold. Deltagerne har normalt tjenestefri til at kunne deltage i aktiviteterne, der starter ca. kl. 13 denne dag. Der skal konkurreres i følgende sportsgrene: Fodbold, fægtning, badminton, bordtennis, bowling, volleybold, svømning, floorball, boule/petanque, 5 km. løb, simgolf. Traditionen tro, afsluttes landskampen med pokaloverrækkelse, middag og dans. Hold øje med KKintra for nyheder om tilmeldingsfrister og holdledere, som du kan kontakte, hvis du har lyst til at deltage og behersker en af sportsgrenene på rimeligt niveau. Gør din direktør klogere på virkeligheden 2013 blev initiativet Book en direktør sat i søen som et led i tillidsreformen. Og også i år kan arbejdspladser i SOF booke en direktør til et besøg. Man kan booke direktørerne til stort set alt: De kan fx være med i aktiviteter med borgerne, følge en sagsbehandler eller deltage på et afdelingsmøde. De tre direktører har hver reserveret en dag om måneden i 2014, hvor man kan booke dem til et besøg. Se alle datoerne og læs nærmere om, hvordan man booker på KKintra (Se nyhed fra den 29. januar) Personalefordele: Vil du have rabat på årskort til Tivoli eller årskort til Zoo? De seneste to år har firmaet LogBuy administreret personalefordele for alle ansatte i Københavns Kommune. Men da finansieringen er sket via bruttolønsordningen, som er stoppet, er der ikke midler til at fortsætte ordningen med LogBuy. Derfor har Koncernservice overtaget administrationen af personalefordele som fx rabat på årskort til Tivoli og Zoo. Tjek alle medarbejderfordele ud på Her kan du også abonnere på et månedligt nyhedsbrev. Undersøgelsen af dokumentationsbyrden i SOF er ikke sådan én, der kan gøres op i tal og entydige svar. De fem konsulenter i marken har nemlig prøvet at indfange medarbejdernes subjektive oplevelse af dokumentationskravene. Vi fandt bl.a. ud af, at medarbejdernes oplevelse af kravene varierer meget alt efter, hvilken dokumentation der er tale om, fortæller Marie-Louise Henningsen. Hun er en af de konsulenter som har været ude at følge hverdagen for medarbejdere med borgerkontakt. Langt de fleste medarbejdere i undersøgelsen definerer det direkte arbejde med borgerne som det primære. Dokumentation giver derfor mening for de fleste, når den er tilpasset borgeren og er med til at skabe et konkret grundlag for at give borgeren den mest kvalificerede hjælp. Medarbejderne oplever altså dokumentation som et legitimt og fagligt berettiget værktøj, når det har direkte relevans for arbejdet med borgeren og sætter ikke spørgsmål ved nødvendigheden af at dokumentere. Men for, at de skal opleve dokumentation som meningsfuld, er det helt afgørende, at de kan se formålet med det. Hvis det ikke er noget, de selv direkte kan bruge i arbejdet med borgeren, er det helt afgørende, at de ved, hvad det så skal bruges til. Dokumentationskrav opleves nemlig som meningsløse, hvis man ikke kan se deres relevans, og så er det, at de føles som en ekstra byrde, der tager tid fra kerneydelsen, siger Marie-Louise Henningsen. En bred opfattelse af dokumentation I hendes og kollegernes undersøgelse står det klart, at ordet dokumentation dækker over noget forskelligt, afhængig af, hvor man arbejder. Dokumentationsbyrden er ikke kun dét, man fra centralt hold definerer som dokumentation. For medarbejderne i undersøgelsen er definitionen af dokumentation langt bredere. Det er alt dét, der tager tid fra borgeren. Dokumentation er altså ikke kun Forandringskompas, Sundhedsfaglige Tæt på dokumentationsbyrden Hvad er der på spil, når mange taler om en dokumentationsbyrde, der stjæler tid fra arbejdet med borgeren? Det spørgsmål er fem konsulenter fra Tillidssekretariatet kommet tættere på. De har besøgt 18 arbejdspladser i SOF for at indfange, hvordan medarbejdere med borgerkontakt oplever arbejdet med dokumentation, og hvordan dokumentationskravene spiller ind i en travl hverdag. fokuspunkter, handleplaner eller medicindokumentation. Dokumentation er også, når man skal ringe til samarbejdspartnere, bestille transport eller tage sig af al muligt andet administrativt arbejde. For medarbejderne ude i felten består byrden altså af summen af alle de opgaver og krav, som stjæler tid fra den direkte face to face-relation med borgeren, forklarer Vibeke Lund Jansen, en anden af de fem konsulenter bag undersøgelsen. Hun påpeger, at det er på baggrund af den brede opfattelse af, hvad dokumentation er for en størrelse, at man også skal forstå oplevelsen af en tung byrde. Den hænger så ydermere sammen med ikke altid brugervenlige dokumentationssystemer, som tit kræver ekstra vejledninger, instrukser og egne små huskesedler. Og når man så oveni, i løbet af en travl arbejdsdag med mange afbrydelser, skal håndtere mange forskellige systemer, som ikke taler sammen, ja, så kan det ende med nogle meget komplekse arbejdsgange, som forstærker oplevelsen af en byrde. Vi kunne derudover iagttage, at den høje grad af specialisering i forvaltningen gør, at man dokumenterer det samme flere gange, så det ender med at dokumentation drukner i dokumentation, forklarer Vibeke Lund Jansen. Hvordan kan undersøgelsen nu fremadrettet bruges til at lette oplevelsen af en tung dokumentationsbyrde? Forvaltningsledelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på undersøgelsens resultater. Vi er samtidig i fuld gang med at formidle vores iagttagelser videre til centrale kontorer og stabene i myndighedscentre og centre for at sprede den indsigt og forståelse for de vilkår, som medarbejdere med borgerkontakt arbejder under, siger Vibeke Lund Jansen. Foto: Colourbox

4 6 7 status på de politiske pejlemærker Siden 2010 har Socialforvaltningen arbejdet efter ti sociale pejlemærker. Pejlemærkerne blev besluttet af politikerne i Socialudvalget, og har siden fungeret som konkrete mål for forvaltningen. Der er nu gjort endelig status. Tre mål er opfyldt. Fem har givet fremskridt, men er ikke i mål, og på to områder er det gået tilbage. 1. Flere i skole Skolegang er et helt afgørende fokuspunkt i arbejdet med at give udsatte børn og unge en bedre fremtid. Ved at ansætte socialrådgivere på alle byens skoler og styrke de interne skoler på vores egne institutioner har vi forsøgt at nedbringe udsatte børns fravær og hjælpe flere til at gennemføre 9. klasse. På trods af indsatserne kan vi desværre ikke måle konkret fremgang endnu. 2. Mindre ungdomskriminalitet Alvorlig kriminalitet blandt unge er faldet markant siden Det er blandt andet fordi, vi er blevet bedre til at opdage unges problemer tidligt, og fordi vi har ansat flere gadeplansmedarbejdere i de særligt udsatte boligområder. Vi har særligt haft fokus på, hvor mange unge mellem år, der bliver sigtet for alvorlig kriminalitet. 3. Tidlig hjælp til børn Jo længere tid der går, inden vi griber ind, jo sværere er det at hjælpe udsatte børn. Derfor har vi ansat socialrådgivere til at støtte pædagoger og lærere på skoler og i daginstitutioner, og vi har indført flere nye metoder til at hjælpe børn effektivt og tidligt. Resultatet er, at børn i dag er næsten ét år yngre, når vi får mulighed for at hjælpe dem første gang. Samtidig er vi blevet langt bedre til at inddrage familien i vores arbejde med barnet. 4. Bedre handicapboliger Mange borgere med handicap har desværre boet i gammeldags og alt for små boliger i mange år. Det har vi gjort noget ved i de seneste år. Siden 2010 har vi moderniseret 273 boliger og bygget 114 nye til borgere med handicap. 5. Borgere med handicap eller sindslidelse i job. Socialforvaltningen har forskellige tilbud om jobformidling, beskæftigelse og jobtræning for borgere med handicap eller sindslidelse. Desværre er det ikke lykkedes at vende udviklingen og hjælpe flere med (særlige) fysiske eller mentale udfordringer i arbejde. En af forklaringerne er den økonomiske krise, der har øget ledigheden og presset virksomhedernes økonomi. 6. Sindslidende i egen bolig Ansvar for eget liv er en vigtig del af sindslidendes arbejde med at få det bedre. Her spiller boligen en stor rolle, og når det kan lade sig gøre, hjælper vi sindslidende med at bo i deres egen bolig. Det er desværre ikke lykkedes i 2013 at hjælpe flere sindslidende end i 2009 med at forlade institutionen og klare sig i egen bolig. En af de vigtigste grunde er, at antallet af billige boliger er faldet markant de senere år. 7. Færre fattige Det er afgørende at forhindre, at borgere bliver hængende i fattigdom i længere tid. Samtidig er det en vigtig målsætning at afbøde nogle af fattigdommens konsekvenser. En af de alvorligste konsekvenser af fattigdom er at blive smidt ud af sin bolig. Antallet af udsættelser er faldet, men selvom vi blandt andet har styrket vores gældsog boligrådgivning, har vi endnu ikke opfyldt vores målsætning. Vi håber, at resultatet af de nye rådgivningsinitiativer viser sig i Sådan fungerer pejlemærkerne: 8. Hurtigere hjælp til misbrugere Jo længere tid man har drukket for meget eller taget stoffer, jo sværere er det at holde op, og jo større bliver de sociale konsekvenser for en selv og ens familie. Tilbud om anonym hjælp og målrettet hjælp til unge har fået markant flere unge til at opsøge behandling. Samtidig er der sket en stigning fra 2011 til 2013 i antallet af voksne, der opsøger hjælp til at håndtere deres alkoholforbrug. Desværre er det ikke lykkedes at få alkoholmisbrugere til at søge hjælp tidligere i deres misbrugshistorie. For hvert af de pejlemærker er der formuleret 1-3 målbare indikatorer. En indikator er fx børns alder ved første børnefaglige undersøgelse. Indikatorerne bliver brugt til at vurdere fremskridt og endeligt resultat på området. I opgørelsen er hvert pejlemærke markeret med en farve: Betyder, at de konkrete mål er opfyldt Betyder, at der har været fremskridt på området, men at målene ikke er opfyldt Betyder, at udviklingen på området er gået tilbage På KKintra kan du læse mere om pejlemærkerne. Læs forskellige medarbejderes bud på, hvorfor nogle mål blev nået og andre ikke. Klik ind på I fokus fra forsiden af KKintra. Af Jesper Nissen Foto: Colourbox, Jeanne Kornum, Pernille Søndergaard 9. Flere misbrugere i behandling Stof- og alkoholmisbrug er ikke bare ødelæggende for den enkelte, men også for misbrugerens nærmeste og for byen som helhed. På trods af succesen med at få flere unge i behandling, er det ikke lykkedes at få ligeså mange flere i behandling, som vi har stilet efter. På stofmisbrugsområdet kan en del af forklaringen være, at der har været usikkerhed om den anonyme stofmisbrugsbehandlings økonomi og fremtid. 10. Flere hjemløse i egen bolig Livet på kommunens herberger eller på gaden er barsk. Det er derfor vigtigt for os at hjælpe hjemløse ud af herbergerne og ind i egen bolig. Men antallet af boliger, som hjemløse kan betale, er faldet markant de senere år, og det er ikke lykkedes at skaffe ligeså mange boliger, som vi havde håbet. Til gengæld lykkes det i langt de fleste tilfælde at hjælpe tidligere hjemløse med at fastholde deres nye bolig, når de først har fået den.

5 8 9 På MARKvandring Alle medarbejdere i LavukStjernen har hevet i alt seks dage ud af kalenderen for at gå i praktik hos hinanden. Praktikken også kaldet MARKvandringen - har ikke kun øget sammenhængskraften i centret. Medarbejderne er også kommet tilbage med ny inspiration og perspektiver på det daglige arbejde. Udviklingskonsulent Mille Hindborg (i midten) har været med til at udvikle konceptet for praktikrunden. Pædagog Mads Willumsen og ergoterapeut Anne Grethe Holm Larsen har lært hinanden at kende på MARKvandringen. Når medarbejderne i samværs- og aktivitetstilbuddet på Søndre Fasanvej samles til morgenmøde, er der en morgenchef blandt kollegerne, der har ansvar for at styre mødet og planlægge dagens opgaver. Tjansen som morgenchef går på omgang blandt tilbuddets medarbejdere og er med til at sikre, at dagen kommer godt fra start og alle er helt skarpe på, hvem der gør hvad. Det er en af de nye rutiner, som vi har indført efter vores praktik, hvor vi blev inspireret af, hvordan de strukturerer hverdagen på et af vores andre dagtilbud i centret, fortæller Anne Grethe Holm Larsen, som er ergoterapeut i dagtilbuddet på Søndre Fasanvej. Det er et af fire selvejende tilbud til unge og voksne med psykiske og fysiske handicap, som blev bragt sammen i et nyt center tilbage i Reflektér og lad dig inspirere Med det nye fællesskab fulgte ikke automatisk fagligt kendskab og kollegialt venskab, og medarbejderne ville rigtigt gerne lære hinanden bedre at kende på tværs. Da det kom klart til udtryk på en fælles temadag tilbage i oktober 2012, greb centrets ledelse opfordringen. Med udviklingskonsulent Mille Hindborg som primus motor blev der udviklet et koncept for en medarbejderpraktik, som fik navnet MARKvandring. MARK står for mestring, anerkendelse, ressourcer og kompetencer alt sammen ting, som praktikrunden skulle få i spil. MARKvandringen er samtidig et billede på dét, vi gerne ville opnå med praktikken; på samme måde som bonden tager en tur over sine marker og sparker til mulden for at se, hvilke jorder der er bedst til forskellige afgrøder, fik medarbejderne til opgave at iagttage, lade sig inspirere og gøre sig tanker om det, de så og oplevede på deres praktikrunde. Derfor fik alle et refleksionsark med fire spørgsmål med sig, som de skulle besvare ved ugangen af anden praktikdag, forklarer Mille Hindborg. Vi føler os som ét Praktikrunden blev skudt fra start midt i januar 2013, og i løbet af de næste otte måneder kom alle 30 medarbejdere fra de fire tilbud i centret i praktik på de tre øvrige dagtilbud, to dage hvert sted. I hele perioden var der en vikar, som cirkulerede rundt og erstattede den medarbejder, som var af sted. Det var en rigtig rar følelse at vide, at man ikke efterlod et hul, men blev dækket ind. Og man kom heller ikke som en ekstra hånd dér, hvor man var i praktik. Man kom for at iagttage og lade sig inspirere, understreger Mads Willumsen, som til daglig er pædagog i dagklubben Borgervænget. Både han og Anne Grethe mener, det har været alle pengene værd at lære kollegerne i de andre dagtilbud at kende og få et indblik i de udfordringer, de står med i dagligdagen. Nu har vi fået sat ansigter på kollegerne i de andre tilbud; vi hører sammen og føler os som ét. Og så har praktikken i mit dagtilbud inspireret til faglige debatter og refleksion. Vi har fx fået input til overvejelser om, hvordan vi bedst tilrettelægger pauser, og hvordan vi bedst organiserer dokumentationsopgaver. Her har vi helt sikkert fået ny inspiration, opsummerer Anne Grethe. Mads tilføjer, at det øgede kendskab på tværs af de fire dagtilbud åbner for, at man nu bedre kan samarbejde om brugerne på tværs dér, hvor det giver mening. Hvis vi fx har en ledig plads på vores sejlads til en bruger fra et af de andre tilbud, så har jeg fuld tillid til, at den medarbejder, der kommer med den pågældende bruger, har styr på tingene. Vi har allerede haft en bruger fra et andet tilbud med til banko hos os, og jeg er sikker på, at der hen ad vejen vil vise sig flere muligheder for samarbejde mellem vore tilbud til gavn for brugerne. Det er planen, at praktikordningen skal fortsætte som et fast tilbud til alle nyansatte i centret, og så har Mille en drøm om, at praktikken på et tidspunkt kan udvides til samarbejdspartnere, fx nogle af de bosteder, som brugerne kommer fra. Det kunne da helt sikkert være en øjenåbner for os på dagtilbuddene at opleve en morgen på et bosted, fra brugerne står op til de ankommer her i bilen klokken ni, ligesom det kunne være lærerigt for medarbejdere i botilbuddet at opleve en dag i dagtilbud, siger hun. fakta Center for selvejende tilbud LavukStjernen består af fire selvejende samværs- og aktivitetstilbud for unge med fysisk og/eller psykisk handicap: Dagklubben Borgervænget, Dagtilbuddet Lærkevej, Dagtilbudet Strødamvej, Dagtilbudet Søndre Fasanvej.

6 10 11 Sådan gjorde de: Oktober 2012: Fælles temadag November januar 2013: Workshops om fælles vædigrundlag. Januar 2013: MARKvandringen bliver præsenteret. Vikar bliver ansat til at dække fraværet af den medarbejder, der er på vandring. 14. januar august 2013: Alle medarbejdere er i praktik to dage på hvert af de tre øvrige dagtilbud. 21. oktober: Opsamlende temadag. Det bliver besluttet at arbejde videre med at skabe en vidensbank for centret. Januar-februar 2014: Centrets ledere er i praktik. Refleksionsark med fire spørgsmål 1. Hvordan har du oplevet vores værdier: tillid, Respekt og Omsorg? 2. Hvilke talenter/kompetencer/ressourcer har du set? 3. Hvad ville du være stolt af, hvis du var medarbejder på det pågældende tilbud? 4. Hvad vil du gerne adoptere/afprøve på din arbejdsplads? Spørgsmålene bliver besvaret ved udgangen af anden praktikdag og afleveret til lederen eller MEDrepræsentanten og indgår i evalueringen af hele forløbet. Mikael trækker vejret I projekt Anonym Misbrugsbehandling sender de brugere på et kursus med yogaøvelser, meditation og åndedrætsteknikker, kaldet Breathe SMART. En af dem er 32-årige Mikael. Han oplever, at metoden skaber ro og hjælper ham med at holde fast i de gode beslutninger. Mads Willumsen arbejder til daglig som pædagog i dagklubben Borgervænget, men når han træder ind af døren til dagtilbuddet på Søndre Fasanvej, er han ikke længere et fremmed ansigt for brugerne i tilbuddet. De lærte ham nemlig at kende, da han i april var to dage i praktik på Søndre Fasanvej. Foto: Jeanne Kornum En torsdag aften i oktober ligger Mikael på en yogamåtte med lukkede øjne. Han har lige lavet en øvelse med dybe åndedræt langt ned i maven. Det er fjerde aften på grundkurset i Breathe SMART. For sit indre blik ser han sin kone, sine tre børn og nærmeste venner, og pludselig mærker han, at tårerne begynder at løbe ned af kinderne. Da han lidt senere på aftenen kører hjem fra kurset, græder han igen. Han har lånt sin brors bil, og da han leverer den tilbage, og broren spørger, om han har fyldt benzin på, svarer han spontant: Nej, men den er fyldt med kærlighed! Med åbent sind Mikael er en høj, slank mand i rød fodboldtrøje. Han smiler, mens han husker tilbage på Breathe SMART-kurset, som strakte sig over fem intense efterårsaftener sidste år. Jeg havde fået kurset varmt anbefalet af andre brugere. For nogle af dem havde det været skelsættende, så jeg gik til det med et åbent sind. Men på kursets første tre dage var jeg virkelig frustreret og tvivlede på, om det hokus pokus overhovedet var noget for mig, fortæller han. Mikael havde aldrig før prøvet at vride sine lange ben i skrædderstilling på en yogamåtte. I hans liv er det fodbolden, som har fyldt billedet, først på banen, siden mere udenfor. Med weekendens fodboldkampe på tilskuerbænken sammen med vennerne fulgte fester, øl og stoffer. Stoffet gav mig jo en dejlig følelse, men efterhånden tog det mere og mere over. Pludselig var det stofferne, der havde fået kontrollen over mig, og det gik alvorligt ud over både jobbet og familien. Jeg sagde igen og igen til mig selv: Nu stopper jeg, men trangen blev hver gang for stor, fortæller Mikael, som i sommeren 2013 besluttede sig til at tage tyren ved hornene. Hos hans praktiserende læge var der ingen hjælp at hente, men så fandt Mikaels kone frem til Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling, og det gav Mikael det nødvendige spark. I august startede han på behandlingen. åndedrættet bygger bro Projekt Anonym Misbrugsbehandling satser på en helhedsorienteret tilgang til behandlingen. Det betyder, at de arbejder med at få kroppen med, og de har siden 2010 sendt brugere af sted på grundkurset i Breathe SMART. Lea Hansen, som er misbrugsbehandler i PAS fortæller: Ligesom der er mange forskellige grunde til, at man kommer til at sidde fast i et misbrug, er der også forskellige veje ud af et misbrug. For nogle er gruppeterapien netop dét, der skal til for at skabe varige forandringer. For andre baner grundkurset i Breathe SMART vejen til bedre at håndtere det tomrum, som kan opstå, når man slipper stofferne. Man skal igennem en svær forandringsproces, og her giver meditations- og åndedrætsøvelserne en ballast. Videnskabelige undersøgelser af metoden Breathe SMART viser, at det reducerer stress, depression og angst at trække vejret dybt ned i maven og fokusere sindet. Men hvorfor nu det? Kropsterapeut Jakob Lund, som står i spidsen for kurserne, forklarer, at når man aktivt arbejder med at trække vejret, så kommer man i kontakt med kroppens vitalitet. Det betyder, at man bliver bedre i stand til at håndtere de følelsesmæssige tilstande, som man reagerer uhensigtsmæssigt på, fx ved at tage stoffer. Vores vejrtrækning er forbundet med vores følelser, og man kan bruge åndedrættet som en bro til et sted indeni, hvor der er ro. Og når man kommer i kontakt med den intakte del af sig selv, så kan man - uanset hvor fucked up man er - gå ind og forandre den stress, der er indeni, siger han. Når man har stress er ens nervesystem høj-aktiveret, og i den tilstand kan man ifølge Jakob Lund ikke træde nye spor og ændre på de fastlåste roller, man har. Derfor kan vejrtrækning og yoga hjælpe den afhængige til at bryde med de negative mønstre og fastholde stoffriheden. Ikke en mirakelkur Mikael har i mange år gået rundt med en knude af stress i brystet, men den forsvandt, da han på kursets fjerdedag blev fyldt med strømmen af kærlige følelser. Det var ret vildt. Næste dag på arbejde kunne jeg ikke lade være med at uddele kram ere til min kolleger og selv sure kunder fik et stort smil med på vejen. Det var, som om jeg

7 12 13 fakta OM Breathe SMART SMART betyder Stress Management and Rehabilitation Training. Teknikken hjælper mennesker med stress, traumer og misbrug med at håndtere svære følelser. Jakob Lund, som har indført metoden i Danmark, underviser hold og tilbyder også individuelle forløb for dem, der umiddelbart er for dårlige til at indgå i sociale sammenhænge. Desuden står han for undervisningsforløb for indsatte i fængsler, både i Danmark og i udlandet. Også for medarbejdere Jo mere man er i kontakt med sig selv, jo dybere kan man se i det andet menneske. Uanset hvor dygtig man er som behandler eller socialarbejder kan man ikke undgå at tage andres stress på sig. Breathe SMART giver redskaber til at bearbejde de indtryk, man er udsat for, når man arbejder med mennesker med fx misbrug og kriminalitet, fortæller Jakob Lund. Han underviser blandt andet misbrugsbehandlere og fængselsfunktionærer i Breathe SMART. I PAS tager alle ansatte et grundkursus i Breathe SMART, og hele personalegruppen på institutionen Den flyvende hollænder været på et kursus i metoden for at få redskaber til at håndtere arbejdsrelateret stress. Personalet har desuden brugt nogle af teknikkerne i arbejdet med stedets unge i forhold til misbrug og aggressionshåndtering. Læs mere Jakob Lund afholder kurserne i Breathe SMART på loftet i en stor lade i Holte. ikke kunne få nok af at vise kærlighed, husker Mikael, som til daglig er butikschef. Oplevelsen af pludselig at komme i kontakt med sine følelser, er Mikael ikke alene om. Når man er meget stresset, forsvinder det, der betyder noget for én. Jeg ser tit, at folk via åndedrætsøvelserne på kurset kommer i kontakt med de følelser, der virkelig betyder noget. De mærker sig selv mere, og det kan være det første skridt til forandring, forklarer Jakob Lund. For Mikael blev de stærke følelser, der vældede op på kursets fjerdedag, siden til en indre ro, som hjælper ham med at tage de rigtige beslutninger, når han bliver konfronteret med stofferne eller føler sig draget imod de steder, han ved, det er nemt at få fingre i dem. Jakob Lund understreger dog, at et kursus i Breathe SMART ikke er en mirakelkur. Hvis man har en medicin, skal man tage pillen. Det betyder, at man skal fortsætte med at gøre noget aktivt for at forløse og deale med de negative indtryk og følelser, siger Jakob Lund. Han anbefaler altid sine kursister på grundkurset at lave et sæt yoga- og vejrtrækningsøvelser hver dag. Det hjælper med at fastholde roen og intentionen om forandring. I dag er en halv times praksis med dybe vejrtrækninger og yogaøvelser blevet en fast del af Mikaels hverdag. Jeg faldt i på et tidspunkt, hvor jeg følte mig sikker på mig selv, og hvor jeg holdt en pause i mine øvelser. Nu laver jeg mine øvelser næsten hver dag. Det hjælper mig med at holde fokus og giver mig styrke til at tage de rigtige beslutninger. Og når jeg samtidig har min behandling i PAS, bliver jeg for alvor holdt op på, at jeg skal være clean, siger Mikael. Han har været stoffri siden 13. november og deltager i dag i en selvhjælpsgruppe i PAS. Foto: Morten Bjarnhof.

8 14 15 Indberetter du? Ukvemsord, riv, bid, spark, spyt eller slag og det, der er værre. Københavns Kommune har nul-tolerance over for vold og trusler. Alligevel er det langt fra alle episoder i SOF, som bliver indberettet. Men det kan få konsekvenser. Har man ikke registreret de mange forudgående optrin, risikerer man nemlig ikke at kunne få erstatning, hvis læsset en dag vælter, og man går ned. Det var jo, hvad jeg kunne forvente. Så det må jeg finde mig i. Sådan skal reaktionen helst ikke lyde, når en medarbejder i SOF bliver udsat for vold eller trusler om vold. Alle ubehagelige og grænseoverskridende episoder skal registreres. Det understreger Tina Busholdt, som er arbejdsmiljøkonsulent i SOF. I Københavns Kommune betegnes vold og trusler som arbejdsulykker, der skal anmeldes til forsikringsselskabet og myndighederne også selvom man ikke synes, at man er kommet til skade. Anmeldelserne kan bruges som dokumentation, hvis den ansatte bliver uarbejdsdygtig igennem kortere eller længere tid på grund af gentagne tilfælde af psykisk og fysisk vold. Ideelt set er målet, at alle arbejdspladser registrerer alle tilfælde af vold og trusler, siger Tina Busholdt. Men hendes vurdering er, at der er et stykke vej endnu, før det er en realitet. Grænser flytter sig Rundt omkring på de mange arbejdspladser i SOF er der nemlig vidt forskellige holdninger til, hvornår man registrerer vold og trusler. I den ene ende af spektret er arbejdspladser, som konsekvent registrerer alt, lige fra et lille puf fra brugeren til slag og spark. Og i den anden ende af spektret finder vi arbejdspladser, hvor der hersker en uudsagt kultur om, at her klarer man mosten. For man er jo professionel. Det er en holdning, som arbejdsmiljøkoordinator Trine Billum i Center for Udsatte Voksne og Familier kan nikke genkendende til. I 2013 blev der registreret omkring 224 episoder med trusler og vold i centret, som rummer ni herberger og tilbud for hjemløse og fem krisecentre. Det tal er helt klart ikke et billede på, hvordan virkeligheden ser ud. For vi arbejder på, hvad der må karakteriseres som et højrisiko-område med nogle af de mest trængte og udsatte borgere i byen. Hun tror, at en del undlader at indberette episoder, fordi der ude på tilbuddene kan være en kultur med en indbygget forventning om, at man skal kunne håndtere vold og trusler i dagligdagen. Måske er der også grænser, som flytter sig, når man er inden for et fag, hvor man oplever vold og trusler relativt hyppigt. Højst sandsynligt er der også en manglende kendskab til, hvornår en episode skal registreres, og hvilke episoder der skal anmeldes. Derfor er det meget vigtigt, at ledelsen sørger for, at medarbejderne er oplyst omkring reglerne for registrering, siger Trine Billum. Holdningen om, at vold og trusler er et vilkår, man som ansat i SOF bare må leve med, er én, som Tina Busholdt gerne vil gøre op med. Vi kan nok aldrig komme risikoen for vold og trusler til livs, for den vil næsten altid være der på områder, hvor man arbejder tæt med og blandt andre mennesker som i SOF. Men vi skal selvfølgelig altid gøre en indsats for at forebygge volden og tackle den, når den opstår. Og en fælles holdning på den enkelte arbejdsplads om, at man indberetter og registrerer alt, kan være med til at slå fast, at vold og trusler ikke er et problem for den enkelte medarbejder. Det er faktisk noget, der vedrører hele arbejdspladsen. Og ikke mindst: Systematisk registrering kan være med til at forebygge problemet. Slider mere end man ved Lise Usinger er arbejdsmiljøkoordinator i Center for Autisme og Specialpædagogik. Hun registrerer alle indberettede episoder om vold og trusler i centret og bearbejder tallene og trækker grafer og statistikker ud til afdelingsmed hvert halve år. Indimellem beder arbejdsmiljøgruppen på et bosted hende også om at trække data ud, så de kan arbejde systematisk med at finde et mønster i hændelserne for på den måde at bedre at kunne forebygge. fakta Hvad er vold og trusler? Vold og trusler om vold er handlinger, som forvolder en ansat fysisk eller psykisk skade uanset om skaden er forvoldt med fortsæt eller ved uagtsomhed. Ved fysisk vold er der tale om aktivt påført vold som fx slag, spark, bid, kvælningsforsøg og knivstik. Der kan også være tale om, at medarbejderne bliver involveret i et røveri. Ved psykisk vold er der tale om episoder, hvor medarbejderne bliver udsat for verbale trusler, krænkelser, truende adfærd, systematisk fornedrelse, eller chikane rettet mod den ansatte og dennes familie, ydmygelse m.m. Fra Københavns Kommunes voldspolitik På centret hjemmeside ligger en formular, som gør det nemt for den enkelte medarbejder at anmelde en episode. I 2013 registrerede Lise Usinger 597 episoder, men hun vurderer, at det langt fra er alle episoder på de fem botilbud i centret, som bliver anmeldt. Selvom der endnu er plads til forbedringer, mener hun dog, at der er sket en positiv udvikling i anmeldelseskulturen på handicapområdet de seneste 20 år. Den gang jeg selv startede med at arbejde som pædagog i slutningen af 90 erne, var signalet fra min arbejdsmiljørepræsentant, at det først var, når det blødte, at jeg skulle anmelde episoden. Siden da har tingene rykket sig meget, siger Lise Usinger. Og det er en udvikling, hun hilser velkommen. Du ved ikke på forhånd, hvad du kan holde til. Du giver omsorg til en person, der slår dig. Det skal du kunne rumme. Du må gerne være vred og oprevet indeni. Men ikke udenpå. Det kræver en stor rummelighed at være professionel i arbejdet med mennesker med fysisk og psykisk handicap. Og selvom man opfatter sig selv som robust, så kan det godt slide meget mere, end man selv ved af, dagligt at være så fysisk tæt på andre mennesker, som niver, hiver og spytter, vurderer Lise. Hun peger på, at det for mange er et stort dilemma at vide, at de mennesker, man tager vare på, tit ikke krænker eller slår, niver eller spytter med fortsæt eller vilje. Mange gange kan det være en måde, beboeren reagerer på i kravssituationer i mangel på verbalt sprog. Men hvis man som medarbejder oplever en episode som grænseoverskridende, så ER den grænseoverskridende, og så skal man anmelde det. Det er den enkelte medarbejder, der sætter grænsen. Hver enkelt hændelse er måske lille, men når det sker igen og igen, kan man risikere, at læsset pludselig vælter, og så er man bedre sikret, hvis der ligger dokumentation, understreger Lise Usinger. fakta anmeldelse af arbejdsskader Det er lederen af arbejdspladsens ansvar og pligt, at anmeldelsen sker, selvfølgelig under forudsætning af lederen kender til hændelsen. Vold og trusler skal anmeldes elektronisk til Forsikring og arbejdsskade i Koncernservice (KS), som arbejdsskade. KS sørger for det videre arbejde i forhold til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadesstyrelsen. Fra Københavns Kommunes voldspolitik Tekst og foto af Pernille Søndergaard SOF s arbejdsmiljøkonsulent Tina Busholdt (tv) har et tæt samarbejde med centrene i SOF. Her ser hun på eksempler på registreringspraksis sammen med arbejdsmiljørepræsentanterne Lise Usinger og Trine Billum (th). tema : vold og trusler

9 16 Risiko for vold og trusler hvad betyder det for dig? Jeg blev overrasket over, at jeg ikke var usårlig Daniel Nørholm, pædagog i Cafeen i Aktivitetscentret på Sundholm Jeg er ikke den type, der har brug for at tænke så meget over det i hverdagen. Vi er en åben café, hvor vi aldrig aner, hvem der kommer ind ad døren. Så jeg har brug for at holde fast i en forestilling om, at jeg er tryg. Man kan ikke tænke over risikoen hele tiden, men det betyder ikke, at vi accepterer vold og trusler fra brugerne her i Caféen. Overhovedet ikke. Selv den mindste episode med trusler eller vold mod personalet udløser en henvisning (til et andet tilbud) og er brugeren blevet politianmeldt, får vedkommende i meget alvorlige tilfælde ikke mulighed for at komme tilbage, før retssagen er overstået. Vi har meget fokus på konflikthåndtering, og vores kriseberedskab er velfungerende, så som medarbejder her i Cafeen har jeg en oplevelse af, at jeg bliver beskyttet godt. Jeg har oplevet, at jeg måtte melde mig syg et par dage og snakke med en krisepsykolog, efter en bruger havde truet med, at han ville smadre mig. I 100 andre tilfælde ville jeg ikke have taget notits af truslen, men lige præcis den dag, ramte det mig og gik ind. Og jeg blev ret overrasket over, at jeg ikke var usårlig. Ham, der truede mig, fik en måneds henvisning, og da han trådte ind ad døren igen, gippede det i mig. Men så kom han hen og sagde undskyld, og så røg mine parader straks ned. Jeg tager det ikke personligt Ozkan Tecer, pædagog på Sønderbro, sikrede afdeling Vest De unge herinde holder sig ikke tilbage fra at skubbe til dig og kalde dig alt muligt. Der er jo en bandelederjargon her, men tit er den slet ikke så slemt ment, som den lyder. Det er deres måde at være seje på og vise, hvordan man er en alfahan. Jeg tager det ikke personligt, når de kalder mig luder og bøsserøv. Man skal være klar til at kunne tage et slag og blive overfuset verbalt, når man arbejder herinde. Jeg har oplevet, at en af de unge tog fat om min hals. Heldigvis kom mine kolleger mig til undsætning, og jeg klarede det og havde det egentlig ok lige efter. Men efter et par uger begyndte tankerne alligevel at løbe, og jeg tænkte Hvad nu hvis? Og dér skal man være god til at tale om det, så man kan få frygten ud af systemet. Når jeg spiller bordtennis eller træner med de unge, kommer jeg ind på livet af dem, og engang imellem lykkes det mig at møde den 16årige dreng inde bag gangsterfacaden. Men man skal konstant mærke pulsen, have god situationsfornemmelse og vide, hvor grænsen går i forhold til at udfordre dem. I sidste ende ved man aldrig helt, hvor man har de unge. De kan tænde af på et sekund. Der er ikke så meget andet at gøre end at være årvågen og hele tiden sørge for at have et overblik over situationen og hvor ens kolleger befinder sig. Det er noget, jeg tager med mig, når jeg har fri. Jeg har det bedst, når jeg har styr på, hvor børnene er derhjemme. Det ligger på rygraden Robert Larsen, hjemmehjælper på Amager Jeg tænker ikke så meget over risikoen for vold og trusler i hverdagen. Det ligger jo på rygraden. Det er lidt som at køre bil. Man tænker jo ikke på det, når man kobler ind og ud. Jeg har aldrig selv følt mig truet af en borger. Størstedelen af borgerne med misbrug er meget højtråbende, men de har det mest i munden. Der kan være en rå omgangstone, men det går mig ikke på. Der skal meget til, før jeg føler mig rystet, og det er helt sikkert godt selv at kunne noget gårdsangersprog. Jeg tror, at den måde, man går ind i arbejdet på, betyder meget i forhold til at forebygge konflikter. Jeg er altid glad og går til arbejdet med et åbent sind. Hvis en borger fx ikke vil i bad på badedagen, så går jeg ikke ind i diskussioner, men tager det sådan lidt oppefra og ned og sætter mig ned og snakker lidt med borgeren. Og som regel ender det med, at han får sit bad. Som gammel medarbejder i gårde, er jeg mere opmærksom på de nye medarbejdere. Her hjælper de forskellige procedurer, vi har i ryggen rigtig meget. Er en borger under observation, fordi han eller hun fx ikke tager sin medicin, har de altid en stjernemarkering, så man kan tage sine forholdsregler, og har borgeren været voldsom og udadreagerende, er vi altid to, der går ind i hjemmet sammen. Jeg ved godt, det er hjerneskaden, der taler Marlene Lundgreen, pædagog på Lionskollegiet afdeling Recco Jeg har oplevet at blive slået ud efter, ramt af slag i maven, sparket efter. Nogle beboere kan også finde på at bide og rive. En beboer har forsøgt at klemme mig inde mellem sig og den seng, jeg sad på. Jeg var ved at rydde op i den rygsæk, som han havde bag på sin kørestol, da han blev ophidset over et eller andet. Jeg måtte skubbe stolen væk fra mig og smutte ud bag ham og ud af havedøren, da han slog og sparkede voldsomt ud efter mig. Mange af vores beboere kan ikke kommunikere, så vi forstår dem og de os. Men de kan sagtens skælde ud og råbe efter os. Hold kæft, skrid idiot og du er dum. Mine oplevelser sidder i mig, og jeg er blevet meget forskrækket. Jeg ved jo godt, at det er hjerneskaden, der taler, og at de ikke kan gøre for det. Det handler også meget om, hvordan jeg kommer ind til beboeren. Jeg må ikke være bange eller nervøs, men jeg skal heller ikke finde mig i alt. Men når jeg fx sidder og ser tv eller spiller et spil med den beboer, der forsøgte at klemme mig inde, så ved jeg altid, hvor døren er i lokalet. Jeg får et sug i maven, når en beboer flytter, og en ny skal flytte ind på afdelingen. For hvad nu, hvis det er en udadreagerende beboer? Det er et vilkår i mit job. Jeg er glad for mine kollegaer og synes, det er et spændende job. Men når der er voldsomme episoder, så gør det også, at jeg overvejer, om det virkelig er her, jeg skal arbejde som pædagog resten af mit arbejdsliv. Men jeg er ikke skræmt væk endnu. 17 tema : vold og trusler

10 18 19 Vi passer på hinanden tema : vold og trusler Den 2. december mistede Ringbo en afholdt medarbejder, da sosu-assistent Dorthe Christiansen blev stukket ned af en beboer. Og med ét blev den velkendte virkelighed på bocentret i Bagsværd slået ud af kurs for både ansatte og beboere. Tre medarbejdere fortæller, hvordan de er kommet videre. Nicolina Olsen, Charlotte Fisker og Natacha Bendezu oplever, at det kan være svært for andre at forstå, hvad man som medarbejder på Ringbo har været igennem. Blandt kollegerne møder man en anden slags forståelse, fortæller de. Ergoterapeut Charlotte Fisker mødte ind kl den dag, drabet fandt sted. Hun var nyansat og arbejdede i samme hus, som Dorthe Christiansen. Der holdt biler overalt, og mennesker i hvide dragter gik rundt. En afdelingsleder fortalte mig, at der var sket en ulykke, og jeg tænkte, at det var en eller form for udslip. Da jeg fik at vide, at Dorthe var stukket ned, gik der en klap ned. Jeg forstod det ikke, for beboerne var så rolige. Der var helt stille. Det føltes meget uvirkeligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne dø af at gå på arbejde, siger Charlotte Fisker. Det ufattelige Medarbejdere og ledelse har siden den 2. december arbejdet med at rumme sorgen over tabet og chokket over, at det utænkelige kunne ske. Dorthe var garvet, professionel og dygtig til sit arbejde. Så det første, jeg tænkte, var, at det ikke kunne være hende. Og sådan har jeg det stadig. Det er ufatteligt, siger Natacha Bendezu, som er pædagog på Ringbo. Hun sætter ord på den uforudsigelighed, som hun har så svært at forlige sig med. Det var som at få en stor lussing. Pludselig gik det op for os, hvor galt det kunne gå. Det, der kom mest bag på mig, var, at der ikke rigtig havde været nogen faresignaler, vi kunne tage bestik af. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når det skete for Dorthe, kan det også ske for mig, siger Natacha Bendezu. Det ræsonnement er Natacha ikke ene om at gøre sig, og det er en frygt, som bostedsleder Jakob Larsen har talt en del med sine medarbejdere om i ugerne efter drabet Vi er blevet brutalt revet ud af vores forestilling om, at det her var noget, der ikke kunne ske. Men det betyder ikke, at vi pludselig er gået fra at være en ikke-farlig arbejdsplads til en farlig arbejdsplads. Det er vigtigt at holde fast i, at det var en isoleret hændelse. Det her er ikke blevet en mere usikker arbejdsplads end før. Men selvfølgelig skal vi skærpe vores agtpågivenhed og altid sætte vores sikkerhed højt, siger Jakob Larsen. Alle reagerer og bakker op Alle medarbejdere på Ringbo er for øjeblikket i gang med at afprøve nye alarmer, som man i testperioden let kan komme til at udløse. Men selvom der er masser af falske alarmer, er der ingen, der tænker Det er nok falsk alarm, så jeg springer over. Alle slipper, hvad de har i hænderne for at komme kollegaen til undsætning, når alarmen lyder. Sådan var det også før. Og sådan er det stadigvæk. Og den sikre forvisning om, at kollegaerne reagerer og bakker op, betyder alverden for følelsen af sikkerhed, fortæller pædagog Nicolina Olsen. Hun var en af de ni medarbejdere, som reagerede og løb Dorthe til undsætning, da hun trykkede på alarmen den 2. december. Igennem sine 13 år på Ringbo har Nicolina Olsen været involveret i en del episoder med vold og trusler, men hun har altid følt sig tryg i jobbet og godt rustet til at tackle episoderne. Hun er stadig glad for sit arbejde og sine kolleger. Men den voldsomme oplevelse den 2. december har sat sit præg. I dag er jeg mere opmærksom på alle aspekter af mit arbejde. Når jeg er på vagt, er jeg meget bevidst om, at jeg skal passe på mig selv. Jeg sørger altid for at stille mig, så jeg har en flugtvej. Og så har jeg bedt om ikke at være i front, når vi løber på alarmer. Når jeg skal handle, så handler jeg uden at tænke så meget på min egen sikkerhed. Derfor holder jeg for øjeblikket bevidst bagved for at beskytte mig selv, fortæller Nicolina Olsen. Plads til at sige fra Lige fra første dag har Ringbos ledelse sendt et klart budskab ud til alle medarbejdere: I skal passe på jer selv og hinanden. Medarbejderne har fortsat mulighed for at blive hjemme eller komme på arbejde, helt eller delvist alt efter, hvad kræfterne og den psykiske tilstand formår. Den store åbenhed og forståelse hos ledelsen har hjulpet os meget til at komme videre. Der har været plads til at sige fra og plads til at møde op på arbejde for måske bare at sidde tavs sammen med kollegerne, hvis der var brug for det, fortæller Natacha Bendezu. Hun oplever, at der er stor respekt i personalegruppen for, at man har det, som man har det. Mange er skrøbelige og sårbare, og nogle er brugt op efter få timers arbejde, så vi tager stadig hensyn til hinanden. Der er plads til at sige Jeg er ikke på toppen, fortæller Natacha, som selv valgte at blive hjemme hos sine børn de første dage efter drabet. Omsorg og forståelse De fleste af Charlotte Fiskers kolleger i Hus 5, hvor Dorthe arbejdede, meldte sig syge umiddelbart efter drabet. Men selv kørte hun på med vagter: Som mennesker er vi meget forskellige, og vi kommer igennem krisens stadier på forskellige måder. Jeg er sådan én, der altid føler, jeg skal hjælpe og få tingene til at fungere så jeg kunne ikke rigtig mærke, hvordan jeg havde det. Men det kunne hendes chef og Ringbos psykolog, og de besluttede, at hun skulle sygemeldes over julen. Centerledelsen har virkelig været opmærksom på os medarbejdere hele tiden. Vi er blevet mødt med rigtig meget omsorg og forståelse. Jeg brænder for mit arbejde og er superglad for at være på Ringbo. Den omsorg, vi er blevet mødt med, er en medvirkende grund til, at jeg føler mig tryg nok til stadig at være her i dag, siger Charlotte Fisker. Foto: Jeanne Kornum

11 20 21 Plads til sorgen tema : vold og trusler Hvordan håndterer man den krise, der rammer hele arbejdspladsen, når man under tragiske omstændigheder mister en medarbejder? Ringbos centerchef Jørgen Marthedal og botilbudsleder Jakob Larsen fortæller om deres hidtil sværeste lederopgave. Vi mindes Dorthe bedst ved at sørge for, at livet går videre på bedst mulig måde for beboerne på Ringbo, mener botilbudsleder Jakob Larsen og centerchef Jørgen Marthedal. Centerchef Jørgen Marthedal er på vej til et møde om morgenen den 2. december, da han bliver ringet op og får at vide, at sosu-assistent Dorthe Christiansen er blevet stukket ned af en beboer. Han vender straks om og forbereder sig på det værst tænkelige. Dorthe Christiansen er erklæret død, før han når frem til Ringbo. Tilbage på Ringbo går Jørgen Marthedal som det første ned til gerningsstedet. Her møder der ham et botilbud i chok og fortvivlelse. De ledere, der er til stede, har handlet hurtigt, og der bliver taget hånd om beboere og medarbejdere. Efter at have dannet sig et overblik samler Jørgen Marthedal Ringbos ledelsesgruppe, og de fordeler hurtigt de akutte opgaver indimellem sig, herunder kontakt til krisepsykolog og politi. Når Jørgen Marthedal i dag kigger tilbage på den 2. december, er han stolt af sin ledergruppe. Det her er jo ikke noget, man kan forberede sig på, og som alle andre var lederne chokerede og rystede, men de vidste, at det var deres opgave at handle i situationen, og det gjorde de. Pas på hinanden Krisepsykologen ankommer til Ringbo efter et par timer. De ni medarbejdere, der løb Dorthe Christiansen til undsætning, da hun trykkede på alarmen, får som de første akut krisehjælp. Og krisepsykologen er også med, da ledelsen indkalder alle medarbejdere til fælles orienteringsmøde kl. 14. Vores budskab var helt klart: Pas på hinanden! Vi gjorde det klart, at alle medarbejdere havde mulighed for at føle efter, om de ville være på arbejde eller gå fra. Det var første skridt i den del af krisehåndteringen, som handlede om at tage hånd om alle og finde ud af, hvordan de havde det. Der skulle være plads til, at de kunne være kede af det og komme og gå efter behov, fortæller Jørgen Marthedal. Det krævede til gengæld en stor indsats at få vagterne dækket ind med vikarer fra vikarbureauer. I løbet af den følgende uge og ugen efter tilbyder de øvrige socialpsykiatriske centre i SOF deres hjælp. Det betød, at vi kunne dække de tomme huller i vagtplanen ind med folk, der kendte til området. Det blev vi alle meget rørte over, og det var en kæmpe hjælp i det puslespil, vi skulle have til at gå op, fortæller Jørgen Marthedal. Mange muligheder i spil I dagene efter den 2. december gennemfører eksterne psykologer debriefing i både personalegrupperne i boenhederne og i den samlede gruppe af ledere, hvor forløbet bliver snakket igennem. Jakob Larsen er overbevist om, at det har været en god løsning i krisehåndteringen at have flere kort på hånden. Det var ikke bare sort eller hvidt: Enten melder du dig syg eller kommer på arbejde. Der var mulighed for at tage fri eller komme på arbejde, helt eller delvist. Og samtidig var der et stående tilbud om krisehjælp til alle medarbejdere og ledere. Også beboerne på Ringbo får tilbud om krisehjælp. Det opsøgende psykoseteam er i dagene efter rundt til de beboere, der har behov for at snakke. Det betød, at medarbejderne ikke akut skulle rumme beboernes frygt, sorg og ængstelse oveni deres egen. Pligt til at se fremad I de første uger efter den 2. december mødes hele ledelsen på Ringbo hver morgen for at tage bestik af situationen og få hverdagen til at hænge sammen for beboere og medarbejdere. Den barske kendsgerning er, at livet går videre for vores beboere, på godt og ondt. Vi kunne ikke bare sætte alt på stand by og besluttede at holde fast i alle vores traditioner og planlagte julearrangementer i december, fortæller Jørgen Marthedal. Samme dag, som Dorthe Christiansen bliver begravet, er der Lucia-optog på Ringbo, og der er fuldt hus til alle andre aktiviteter i december. Også en planlagt omorganisering af teamstrukturen på Ringbo bliver sat i værk i begyndelsen af det nye år. Den er et vigtigt skridt i forberedelserne til, at de 135 beboere på Ringbo om to år flytter ud i tre nybyggede bosteder med tidssvarende lejligheder. Omorganiseringen har fokus på fremtiden for vores beboere, og for deres skyld er vi forpligtet til at se fremad, understreger Jørgen Marthedal. Skærpet årvågenhed I løbet af december sætter ledelsen på Ringbo gang i en vifte af sikkerhedstiltag. I kølvandet på drabet kommer Arbejdstilsynet med et påbud om, at alle køkkenknive skal låses inde i fælleskøkkenerne. Siden har Ringbo anskaffet nye afrundede knive og udarbejdet en ny instruks til medarbejderne om opbevaring og brug af knive. Vi havde også før den 2. december fokus på medarbejdernes sikkerhed, men det er klart, at drabet på Dorthe er med til at skærpe vores årvågenhed. Og det er som før konstant en faglig udfordring at skabe en balance mellem sikkerhed og tryghed for medarbejderne og en rummelig og anerkendende tilgang til beboerne. Men grundlæggende er budskabet til medarbejderne, at man aldrig må gå på kompromis med sin egen eller andres sikkerhed, siger Jakob Larsen. Der er brug for tid AdelingsMED og ledelsen arbejder nu videre med de sikkerhedstiltag, der blev sat i gang i december, herunder nye instrukser for risikovurderinger af beboerne og brug af alarmer. Desuden er bl.a. et uddannelsesforløb i konflikthåndtering og en præcisering af Ringbos voldspolitik prioriterede tiltag i arbejdsmiljøplanen for Alt sammen skal det være med til at øge trygheden og sikkerheden på Ringbo. Men mest af alt er der brug for tid. Vi skal have tid, for vi kan ikke bare lægge det her bag os. Vi er stadig meget følelsesmæssigt påvirkede, og for en del af medarbejderne kan konflikter lede til en øget sårbarhed. Derfor holder vi fortsat nøje øje med medarbejderne og er opmærksomme på, at nogle måske skal afskærmes fra belastningssituationer. Reaktionerne på det tab, vi har lidt, kan stadig komme, og de skal være der. Der skal stadig være plads til sorgen, understreger Jørgen Marthedal. Foto: Jeanne Kornum

12 Her får de unge altid en udvej De unge kommer tit med et hårdt sprog, men vi fortæller dem klart, at gadens sprog og lov ikke gælder her i huset, fortæller socialrådgiver Helle Sundahl og leder Kate Holmegaard. Glem alt om konsekvenspædagogik, strikte regler og stuearrest. På akutinstitutionen Udsigten går de voksne sjældent konfrontatorisk ind i konflikter med husets unge. Det er helt afgørende, hvordan du bruger den magt, du har til rådighed som voksen. Vi prøver altid at løse konflikter ad dialogens og fornuftens vej. Det er kun i alleryderste tilfælde, at vi griber ind med magt, forklarer Helle Sundahl. Hun er socialrådgiver på akutinstitutionen Udsigten, som har til huse i en stor, gammel villa i et fredeligt kvarter i Søborg med udsigt over mange trætoppe. I huset bor unge mellem år, som akut mangler et sted at bo. Flertallet har store sociale, psykiske og adfærdsmæssige problemer og tit også et misbrug af hash eller andre stoffer og kommer enten hjemmefra, fra gaden eller fra en anden anbringelse, som er brudt sammen. Mange af de unge, der kommer her, er i forvejen følelsesmæssigt traumatiseret og har en bagage, fuld af svigt, vrede og magtesløshed, så vi er meget bevidste om, at konflikter og fastholdelse kan bidrage til nye traumer og være et alvorligt knæk i den tillid, vi prøver at bygge op, siger Helle Sundahl. Derfor vejer de voksne på Udsigten hele tiden op, hvilket pres de kan lægge på de unge. Det skal helst være så nænsomt, at det ikke risikerer at skubbe den unge ud over kanten eller trænge ham eller hende op i en krog. De unge skal altid have en udvej. Fælles mål og retning Den afvæbnende tilgang til konflikter, som præger pædagogikken på Udsigten, afspejler sig i statistikken for magtanvendelser. Dem var der i 2012 kun fire af, og tre af episoderne skyldtes den samme unge, som kom i fysiske stridigheder med andre unge, hvor de voksne var nødsaget til at gribe ind. Men så fredeligt så billedet ikke ud for bare seks år siden. Dengang var magtanvendelser og vrede unge, der truede de voksne, en del af hverdagen, fortæller Udsigtens leder Kate Holmegaard. Hun kom til akutinstitutionen på et tidspunkt, hvor frustrationerne i medarbejdergruppen toppede. Der var overhovedet ingen fælles mål og retning for pædagogikken. Og de lod være med at gå ind i det der højspændte felt, altså, hvis hun sagde nej det kan jeg ikke pga. det og det så sagde de Nå, nå, så finder vi bare på noget andet. Så de holdt sig væk fra det, der var anspændt ved hende, og fandt en anden vej ind... ikke så konfrontatorisk. En mor Fra Undersøgelse af Udsigtens pædagogiske indsats, 2013 Den var sådan lidt i øst og i vest afhængig af, hvad den enkelte voksne nu syntes, var det rigtige, og det affødte en masse uenighed og diskussioner. Og den forvirring og ballade påvirkede jo også de unge. Det var klart for mig, at der måtte ske noget andet, siger Kate Holmegaard. Det blev starten på en lang forandringsproces og en ny organisering. I dag er alle ansatte i huset ifølge Kate Holmegaard helt skarpe på institutionens værdigrundlag og den pædagogiske tilgang. Og alle er klare på, hvem der har ansvar for hvad. Ledelse, stab og personale - alle har fastdefinerede roller og ansvar. Det gælder også for Helle Sundahl. Sammen med psykologen i staben er hun den røde tråd i det faglige arbejde. Hun og kollegaen har kontakten til husets samarbejdspartnere og er garanter for, at alle, både på og uden for Udsigten, gør det, der er aftalt omkring den enkelte unge. Når pædagogerne møder ind på arbejde, er det Helle Sundahl eller hendes psykologkollega, der sørger for, at de bliver opdateret med bl.a. den seneste udvikling i huset og strategier i forhold til de enkelte unge. Det giver kontinuitet og hjælper dem til at gå ud og løse deres opgaver. Og så skaber det ro på bagsmækken, at alle er enige om vejen. Den tryghed og motivation og engagement, vi nu har i personalegruppen, forplanter sig til de unge. Et tydeligt tegn er, at det er de unge, der fylder dagsordenen på personalemøderne og ikke alt muligt andet, som ikke har med dem at gøre. Vi vil det samme, der er enighed om det fælles grundlag, vi arbejder ud fra, fortæller Kate Holmegaard. Vi følger altid op På Udsigten er der et ønske om så vidt muligt at møde de unge dér, hvor de er, og give dem plads frem for at konfrontere dem. Ifølge Helle Sundahl vinder man nemlig ikke noget på lange bane ved at gå ind i alle konfliktsituationer her og nu med højt hævet pegefinger og trusler om sanktioner. Men selvom de voksne bevidst vælger at trække sig, er denne praksis ikke ensbetydende med, at de ikke arbejder med de unge om de svære ting eller sætter grænser, understreger Helle Sundahl. Vi gør det bare i fredstid, og vi lader aldrig en konflikt ligge. Vi følger altid op. Vi viser de unge, at vi kan rumme dem, og at vi vil hjælpe dem, selvom vi ikke kan acceptere det, de gør. I stedet for at reagere direkte på de unges adfærd, prøver de voksne så vidt muligt at gå bagom for at lede efter det, der er gået forud for en konflikt. Er det et skænderi med mor i telefonen? Er det et voksende misbrug af hash? En konflikt i skolen? Eller skal de voksne på Udsigten gøre noget anderledes? Vi prøver at se på helheden og intervenerer gerne på 27 forskellige områder på samme tid for at hjælpe den unge et hvis jeg sagde til dem at de skulle lade mig være, hvis jeg var sur eller et eller andet, så gjorde de det, de blev ikke stående og sagde: du skal, du skal og du skal det ene og det andet, de trak sig, og så ventede de til, at jeg var klar og kom ned og ville tale, og det tror jeg, at der er mange unge, der respekterer og sætter pris på. Linda Fra undersøgelse af Udsigtens pædagogiske indsats, 2013 De dømmer ikke, og de samler dem op dér, hvor de er, og så giver de de unge en mulighed for at være dem selv. De unge siger, at de oplever stor tillid. Og det giver stor respekt. De bliver ikke talt ned til, og de oplever ikke, at pædagogerne føler, at de har en højere status end dem. En sagsbehandler Fra Undersøgelse af Udsigtens pædagogiske indsats, 2013 skridt videre. Og så går vi i clinch med den offerrolle, de tit bærer med sig som en undskyldning for deres adfærd, og gør det tydeligt for dem, at der altid er mindst to veje, de kan vælge at gå, forklarer hun. Det lykkes tit, men indimellem får Udsigten unge, som er svære at nå. Og så er det vi fx må sige, at hvis den eneste vej for dig er, at du skal være bandemedlem, og du insisterer på at gå med knive, så er det ikke på Udsigten, du skal være. Så må du finde ud af, hvad du så vil, for hvis du skal være her, må du øve dig lidt i at gøre noget andet. De fleste unge kan hjælpes til at tage et valg, men vi oplever selvfølgelig også unge, som har brug for en langt tættere opfølgning og normering, end vi har til rådighed her på Udsigten, siger Helle Sundahl. fakta om UDSIGTEN Akutinstitutionens målgruppe er unge mellem 13 og 18 år, der akut mangler et sted at bo. Udsigtens formål er at støtte de unge i en akut situation og hjælpe dem med at afklare, hvad der skal ske videre frem. Den pædagogiske tilgang tager afsæt i bl.a. systemiske, narrative, udviklingspsykologiske og anerkendende metoder. Udsigten er normeret til 10 pladser. tema : vold og trusler

13 24 Kan man forebygge trusler, vold og konflikter ved at ændre på de fysiske rammer? Ja, mener de i Socialcenter København. I februar slog Modtagelsen i Matthæusgade dørene op for en helt ny og mere fredelig indretning. Vi skal ikke forskanse os 25 tema : vold og trusler Skydedørene til den åbne modtagelse i Socialcenter København går i gennemsnit op 100 gange om dagen. Her kommer borgere ind fra gaden for at søge om hjælp til fx husleje, medicinregninger, tandlægebesøg og varmeregninger. Mange kommer, når de er allerlængst nede. Det er dog langt fra altid, at sagsbehandlerne har mulighed for at lette deres trængsler, og de ni frontmedarbejdere og de to rådhusbetjente oplever indimellem, at borgere giver frit løb for deres frustrationer, når de ikke kan få den hjælp, de forventede. De mennesker, der kommer her, er tit pressede og stressede, og hvis de ender her efter at være blevet sendt rundt i systemet, kan lunten godt være kort, hvis de finder ud af, at vi ikke har mulighed for at komme dem i møde. Det kan være voldsomt indimellem, fortælle Pernille Nørager, som er sagsbehandler og arbejdsmiljørepræsentant i Modtagelsen. I sine fire år i fronten, som Modtagelsen hedder i daglig tale, har hun oplevet frustrerede borgere, der har skubbet computerskærme på gulvet, kastet kuglepenne og papirer i hovedet på sagsbehandlerne, kylet stole gennem rummet og råbt ukvemsord og trusler. Enkelte gange har truslerne været så faretruende, at hun har måttet forskanse sig sammen med kollegerne i frokostrummet og vente på politiets ankomst. Konfliktoptrappende akustik Sagsbehandlerne i Modtagelsen bliver løbende rustet til at arbejde med at håndtere konflikter, men deres ihærdige indsats blev efterhånden modarbejdet mere og mere af de fysiske rammer i det cirka 160 m2 store lokale. Blandt andet en dårlig akustik og et meget lille venteareal var med til at påvirke stemningen negativt og sætte medarbejdernes sikkerhed på prøve. Tiden var løbet fra Modtagelsen. Den blev nemlig oprindeligt indrettet til et færre antal borgere og hurtige ekspeditioner, fortæller afdelingsleder Nina Møller Lyngesen. Igennem årene havde ekstra arbejdsborde og stole sneget sig ind bagved skrankerne. Det betød, at medarbejdernes flugtveje var blokeret, samtidig med at de indimellem sad med ryggen til borgerne. Det var desuden et stort problem, at borgerne fra ventearealet kunne høre, hvad der blev snakket om ved skrankerne. Samtidig sad andre borgere lidt længere væk ved bordene bag skrankerne med større mulighed for diskretion. Den tilfældige forskelsbehandling, manglen på diskretion og lyden af høje stemmer, der overdøvede andre, kunne tilsammen være den dråbe, der for en borger fik bægeret til at flyde over, fortæller Nina Møller Lyngesen. Nej tak til overvågning og hundevagt Noget måtte der gøres, og der var nok at tage fat på, da afdelingslederen og hendes medarbejdere i foråret 2012 tog hul på en proces, der skulle føre til en ny indretning af Modtagelsen. Vi valgte at satse på en åben og imødekommende modtagelse. For os var løsningen ikke panserglas, overvågning og hundevagter. I stedet gik vi efter en indretning, som skulle rydde kilder til konflikter og utryghed for medarbejderne af vejen, fortæller Nina Møller Lyngesen, som har haft både Arbejdsmiljø København og et rådgivningsfirma ind over til at tænke nye tanker. Men det er medarbejderne selv, som har præget processen mest. Vi har ikke meget plads at gøre godt med, så vi har gennemtænkt hver en detalje i indretningen, og vi har langt hen ad vejen prøvet at sætte os i borgernes sted, fortæller Nina Møller Lyngesen. I dag træder borgerne fra fortovet i Matthæusgade gennem skydedørene ind i et lyst lokale med grønne planter og vægmalerier. Lige inden for døren sidder rådhusbetjenten med fuldt overblik over lokalet. Det gør medarbejderne trygge. Samtidig kan borgerne her få hurtigt svar på praktiske spørgsmål. Det skarpe lys er blevet erstattet af et mere afdæmpet og varm belysning. Og et nyt akustikloft har dæmpet kakofonien af stemmer i lokalet til et behageligt niveau. Ventearealet er blevet udvidet, og de gamle stole af sort plast har veget pladsen for polstrede sofamoduler. De er behagelige at sidde i, og så absorberer de også rummets lyde. I ventearealet er der som noget nyt to computere med printere, som borgerne frit kan bruge. Før måtte vi tit sende en borger hjem efter personlige papirer op til flere gange, og det kunne godt give frustrationer. Nu kan de nemt logge ind på computerne og hente deres personlige oplysninger via Nemid og printe dem ud på stedet, fortæller Pernille Nørager. Frontmedarbejderne står eller sidder bag ni hvide hævesænke skranker, som er placeret med et mellemrum mellem hver som venlige smilehuller. Vi har bevidst fravalgt en lang fast skranke, som godt kan virke som en mur af afvisning. Vi skal ikke forskanse os bag en barriere. Det passer ikke til det imødekommende signal, vi ønsker at sende til borgerne, understreger Nina Møller Lyngesen. Skrankerne er placeret med større afstand til ventearealet end tidligere. Det har sammen med den forbedrede akustik gjort det nemmere at imødekomme borgernes behov for diskretion, og når der ikke er så mange borgere i Modtagelsen, stiller medarbejderne sig ved hver anden skranke for yderligere at give plads til borgenes privatliv. Efter nyindretning af Modtagelsen føler sagsbehandler Pernille Nørager sig mere tryg i mødet med borgerne. Det gør en forskel I dag har medarbejderne i Modtagelsen deres ryg fri og er sikret farbare flugtveje. Det har helt sikkert lettet på det indre alarmberedskab, at der ikke foregår noget bag ens ryg, man ikke har overblik over. Vi er super glade for den nye indretning, som samtidig har gives os bedre ergonomisk indrettede arbejdspladser, siger Pernille. Den nye modtagelse stod klar i februar, så det er endnu for tidligt at sige noget sikkert om den konfliktnedtrappende indretning bærer frugt, men Pernille og Nina er ikke i tvivl. Vi kan allerede mærke, at stemningen er mere afdæmpet og mindre stresset. Borgerne fortæller os, at det er et rart og hyggeligt rum at komme ind, og når det når til os fra borgerne, er det fordi, det virkelig gør en forskel. Her er så pænt, at det slet ikke indbyder til, at man kaster med noget, smiler Pernille Nørager. Foto: Jeanne Kornum

14 26 på job i sof 27 Livet går jo videre Beatet fra popmusikken leverer lydsporet til dagens fysiske træning i Lions Kollegiets træningssal. På kondicykler og et løbebånd sveder fire mænd i joggingtøj, mens deres fysioterapeuter hepper og hjælper undervejs. Mændene er senhjerneskadede og i gang med et hårdt rehabiliteringsforløb. De fleste er blevet hjerneskadede efter en ulykke. Målet er, at de efter opholdet på Lions Kollegiet opnår en så selvstændig hverdag som muligt. Ledende fysioterapeut Rasmus Sylvest Mortensen lægger vægt på, at træningssalen på Lionskollegiet er udstyret med de mest tidssvarende maskiner. Ledende fysioterapeut Rasmus Sylvest Mortensen er mødt på arbejde kl. syv. Det gør han hver dag. Så er der tid til kaffe, mails og andre opgaver på kontoret, inden hans team på 15 fysioterapeuter og ergoterapeuter kommer til morgenmødet lidt i ni. Dagens træningsprogram for beboere fastlægges på mødet, og så går arbejdsdagen ellers med sagsbehandling, udvikling og møder i og uden for centret. Lions Kollegiets bygninger har tidligere været plejehjem. Der er lange gange, hvor beboere bor side om side med vaskeri, køkken og kontorerne. Beboerne, der ofte sidder i kørestol, kommer overalt i huset og kontakter personalet og hinanden. Nogle beboerne går også til hånde med rengøringen eller fordeler posten. Her er nærvær, konstaterer Rasmus. Vi er alle meget specialiserede med hver vores faglighed, men vi arbejder sammen om et fælles mål. Nemlig at give hver enkelt beboer den bedst mulige rehabilitering. Til gavn for den enkelte, for deres pårørende og ja, for samfundsøkonomien. Det fælles mål giver nærværet. Der er stor forskel på beboernes evner efter deres hjerneskade. For mens nogle beboere kan okse af sted på en kondicykel, så kan andre end ikke løfte deres eget hoved. I det lyse træningslokale sidder en mand i 40 erne i en stor lift. Der er liv i øjnene, men kroppen bevæger sig ikke. Derfor løfter en maskine ham op af kørestolen og stiller ham oprejst med ryggen til noget, der mest ligner et oprejst strygebræt. Et klæde spænder ham fast mod brættet, så kroppen strækkes ud. Det er vigtigt for hans blodomløb at komme fri af kørestolen, og jeg kan se, at han og ergoterapeuten træner synkebevægelser. Vi har også et sanserum, hvor vi kan løfte beboeren op i et bassin med gennemsigtige plasticbobler og tænde for dufte, lys og lyde. Selvom de er hjerneskadede og ikke har noget sprog, som vi kan forstå, så har de stadig brug for at stimulere sanserne, fortæller Rasmus. Der er et vindue Tidligere kom de fleste senhjerneskadede beboerne til Lions Kollegiet efter flere års behandling på sygehuse og amtslige rehabiliteringscentre. Men efter kommunalreformen får kommunerne beboerne tidligere efter deres ulykke. Samtidig overlever flere meget alvorlige ulykker, og det betyder, at de er mere komplekse og deres pårørende mere traumatiserede og sårbare efter ulykken. Der er et vindue på cirka et år efter en senhjerneskade, hvor den hjerneskadede kan udvikle sig mest. Og da vi nu får dem direkte fra hospitalet eller fra Kurhus i Dianalund tre til seks måneder efter deres ulykke, så skal vi holde os endnu mere opdaterede på den nyeste viden på området for at udnytte tiden til rehabilitering i året efter ulykken så effektivt som overhovedet muligt, fortæller Rasmus, der har været på Lions Kollegiet i små fire år. Vi skal også være kreative med de ressourcer, vi nu engang har. Fx har vi i år opstartet holdtræning med op til seks beboerne ad gangen for at udnytte terapeuternes tid optimalt. Erfaringerne er, at beboerne er glade for at træne sammen, da de også har brug for at være sociale og for at se, hvad de andre kan og på den måde blive motiverede til selv at give den en skalle. Hun skal da også have en kæreste! Lugten af klor blander sig med træningslokalets lune luft. Lions Kollegiet har et svømmebassin, hvor Igor og Anja i dag træner med hver deres terapeut. Igor er hjerneskadet efter en drukneulykke og har næsten ikke noget sprog tilbage. I dag vugger og hopper han i vandet og rækker begejstret hænderne i vejret efter hver enkelt bane, der fuldendes med en kenders svømmetag. I dag nyder han at svømme. Men det har været et traume for ham at komme i vandet igen efter hans ulykke. Men når det så lykkes at få ham i vandet igen, og det er tydeligt, at han nyder det så må det være livskvalitet for ham, siger Rasmus. 19-årige Anja er modsat Igor kognitivt bevidst og har et sprog, men er svært fysisk skadet efter en blodprop. Med sit korte sorte hår og en tatovering på skulderen ligner hun ved første øjekast en almindelig gymnasieelev. Jeg har store forhåbninger til hende, smiler Rasmus, mens han kigger på den unge kvinde i bassinet. Livet går jo videre efter en ulykke, og hun har hele livet foran sig. Jeg er sikker på, at hun efter måske et par år hos os nok skal komme i egen bolig. Hun skal da også have en kæreste og et arbejde. Et så indholdsrigt liv som muligt. Alle navne undtagen Rasmus Sylvest Mortensen er ændrede. Tekst og foto af Anne Pallisgaard Rasmussen Lions Kollegiet driver Center for erhvervet hjerneskade. Der bor 72 beboere på adressen på Lions Kollegiet på Tuborgvej, mens centret også driver bostedet Verahus, hvor der bor 39 beboere med fysiske og psykiske handicaps og personer med erhvervet hjerneskade. Endelig driver Lions Kollegiet to dagtilbud, der står for bla. træning, aktiviteter og socialt samvær med 40 fuldtidspladser, fordelt på ca. 80 brugere.

15 sofbladet møder... socialborgmester Jesper Christensen Jesper Christensens blå bog Født i Gift med Helle Schrøder. Har voksen søn og to børnebørn læste Datalogi på Københavns Universitet og var klubmedarbejder i Tingbjerg I 1991 ansat i SBBUs administration som IT- og regnskabs-medarbejder, senere som regnskabschef I 2001 ansat i Statens Kunstfond, og senere i Kulturministeriets Administrationscenter I 2001 valgt ind i BR, hvor han indtil i år har siddet i Børne- og Ungdomsudvalget Gruppeformand for socialdemokraterne på rådhuset Afløser i september 2013 Anne Vang på posten som Børne- og ungdomsborgmester Under konstitueringen fik man indtrykket af, at Socialforvaltningen var den upopulære dreng i klassen, som ingen rigtig gad lege med. Stod SOF også nederst på din ønskeliste? Nej, absolut ikke. Tværtimod. SOF varetager et af de centrale kommunale kerneområder, helt i tråd med mit værdimæssige syn på, hvad vi som kommune skal kunne. Det ligger mit hjerte meget nært. Hvordan kommer vi til at mærke, at der sidder en ny socialborgmester, som er rød, men dog ikke lige så rød som den forrige i stolen? Der bliver jo ikke flere penge til rådighed, fordi der nu sidder en socialdemokrat i stolen. Men man kan være sikker på, at jeg altid vil være med i budgetaftalerne. Jeg vil gøre mit til at få SOF s områder til at hænge sammen på tværs. Politiske uenigheder vil der jo altid være, men jeg tror, der er et godt grundlag for, at vi kan træffe de langsigtede beslutninger. Er der noget særligt, du vil kæmpe for? Jeg har set, at nogle af vores borgere slår sig på systemet. Derfor vil jeg forsætte indsatsen for, at vi sikrer den bedst mulige sagsbehandling. Borgerne skal opleve, at vi er der for deres skyld, og det skal smitte af på sagsbehandlingen. Det er troen på chancelighed, der i sin tid fik mig til at gå ind i politik, og det er for mig ensbetydende med, at vi respektfuldt møder de borgere, vi som kommune har et ansvar for at hjælpe videre. Du bor og er opvokset i Tingbjerg hvad betyder det for dig som menneske og politiker? Rigtig meget! Det er en af grundene til, at jeg i sin tid begyndte at engagere mig lokalt. Tilbage i 1980 erne lavede jeg fx tv med områdets unge på Tingbjergs tv-station. Siden gik jeg aktivt ind i det lokale beboerdemokrati og i det boligsociale arbejde i afdelingsbestyrelsen for Foreningen Socialt Bolig Byggeri. Tingbjerg er et fattigdomsområde, hvor man kan opleve mange af de problematikker, vi møder i SOF. Det er jo ikke et tilfælde, at Per Fly s film Bænken er optaget netop i Tingbjerg. Fra Tingbjerg har jeg fået en forståelse for, at man ikke bliver socialt udsat fra den ene dag til den anden. Det er de tidlige livsvilkår, som er helt afgørende. Derfor er det også super vigtigt, at vi giver en sammenhængende indsats til udsatte børn, unge og familier. Som kommune skal vi blive bedre til at bruge hinanden på tværs og trække på hinandens forskellige fagligheder, når vi skal hjælpe de borger, der varigt eller for en periode har brug for vores støtte. Du har været involveret i lokalt beboerdemokrati, været formand for Københavns Ungdomsklubber og ansat som regnskabschef i Socialt Bolig Byggeris Ungdomsklubber Du har altså før siddet på den anden side af bordet hvad tager du med dig derfra? Jeg vil rigtig gerne bruge de erfaringer, jeg har, både fra mit frivillige engagement og fra mit tidligere arbejde til at se på, hvordan vi i SOF kan udvikle samarbejdet med NGO er, frivillige og civilsamfundet som sådan. Hvordan kan vi tage det et skridt videre og bruge den idérigdom og kreativitet, der kommer fra folk derude til at nytænke vores indsatser og tilbud? Som kommunalt system har vi brug for, at tredje mand indimellem ånder os i nakken, når der går for meget drift i den. Du har lige været på en besøgsrunde til forskellige tilbud og institutioner i SOF. Hvad har gjort størst indtryk? Det er det meget store engagement, jeg har mødt overalt. Det er meget tydeligt, at det her er en forvaltning med mennesker, der fagligt set brænder for at gøre en forskel.