Visse analytiske overvejelser omkring impact studier. Henrik Nielsen En første hurtig kladde kun til indvortes brug.

Transkript

1 Visse analytiske overvejelser omkring impact studier. Henrik Nielsen En første hurtig kladde kun til indvortes brug. Denne artikel er et forsøg på at samle nogle af de overvejelser, jeg har gjort mig omkring aid impact studier, her hvor programmet går mod sin afslutning, og hvor det er på sin plads at jeg gør status. Det er selvfølgelig lidt besynderligt at skrive på dansk, særligt hvis man har ambitioner om at den, på et tidspunkt, skal udkomme som en af de højt besungne peer reviewed articles, og samtidig er de mange ufærdige notater jeg har gjort mig hen ad vejen, jo også på engelsk. Når jeg alligevel vælger det danske er det fordi jeg i stigende grad er begyndt at blive opmærksom på at jeg i virkeligheden ikke er sikker på hvad jeg mener om emnet, og at sproget, når det ikke er mit eget, på forunderlig vis besnærer mig, og gang på gang får mig til at skrive ting, som jeg i visse tilfælde i virkeligheden ikke er sikker på at jeg kan stå inde for, og som også, mere alvorligt, ofte er de rene cirkelslutninger. Mit forsøg på at skrive på dansk er dermed et forsøg på at indkredse hvad det egentlig er jeg vil sige mere præcist, eller måske rettere, at finde ud af om jeg overhovedet har noget at sige. Det kan ikke undgås at dette vil medføre en del anglicismer, jeg er udmærket klar over at der ikke er noget der hedder attribution eller kontingens, men sådan bliver det, også fordi jeg som sædvanlig er i tidnød. Uden at være særlig velbevandret i diskursteori og -analyse, er det blevet mere og mere klart for mig at evalueringer og impactstudier i meget vid udstrækning er formuleringsøvelser ligeså vel som egentlige feltbaserede præsentationer af findings. Det er en kunst i sig selv at skrive en kritik ind i en rapport, der skal læses i de højere sfærer indenfor bistandsverdenen, og det er et område, hvor jeg har måttet betale dyre lærepenge. En programkomponent, på landbrugssektorprogrammet i Uganda, som jeg mente fungerede meget dårligt, omtalte jeg på et tidspunkt, fordi den var blevet beskrevet sådan for mig og fordi det forekom mig at være en ret præcis betegnelse, som dormant, og fik en farlig ballade. I den senere version blev det derfor til at synergieffekterne endnu ikke havde udmøntet sig optimalt. I Aid programmets Etiopiensstudier har mine kolleger ligeledes haft store problemer med at formulere deres kritik på en måde, så der ikke rejste sig et ramaskrig blandt deres etiopiske partnere. Det er klart at afrikanere og andre mennesker, der er vant til at færdes i samfund hvor ytringsfrihed ikke er noget man tager for givet, får et langt bedre blik for hvordan man læser mellem linierne, end danskere, der aldrig har været eksperter udi hverken elokvens eller antydningens kunst. Man skal lære at skrive tingene sådan at man ikke støder folk fra sig. Et smukt eksempel på en velformuleret måde at skrive hvordan noget er håbløst på, finder man i en evaluering af en del af det landbrugssektorprogram, jeg var nede i Mozambique og kigge på: This new role (of extension) and the accompanying responsibilities will require adequate and timely external and internal support, managerial savvy at all administrative levels of public sector extension, tight organisation and decisiveness, leadership that includes participatory involvement in decision making, individual dedication and programmatic vision. The public sector appears to be striving to meet this challenge (Gemo and Rivera, 2001) Kenderen af det Mozambikanske bureaukrati vil her vide at de forudsætninger, der her remses op er endog særdeles vanskelige at forestille sig indfriet, også selvom at alle bestræber sig på at møde

2 udfordringerne. Rapporten er således et godt eksempel på hvordan man formulerer at noget er håbløst. Vi skal jo imidlertid være opmærksomme på at problemerne er mere omfattende end blot et spørgsmål om at moderere sine formuleringer. Noget af det første, der sker i denne moderationsproces er at man risikerer at en masse politisk sprængfyldte problemer bliver afpolitiseret. Når finansministeriet i Mozambique blokerer for overførslen af midler til landbrugsministeriet i forbindelse med det danske landbrugssektorprogram, er folk tilbøjelige til at sige at der er tale om et kapacitetsproblem. Det er selvfølgelig en diplomatisk og pæn måde at udtrykke tingene på, problemet opstår når man så for at løse problemet begynder at lave træningsprogrammer og management-styringssystemer, og ikke erkender at det er en magtkamp om bistandsressourcerne, hvor man kan træne folk ligeså tosset man vil, resultatet vil sandsynligvis blot blive en sofistikering af kampmetoderne. Så gør vi politiske problemer til managementproblemer, og det er et udbredt fænomen i ulandsbistandskredse. Ydermere må vi nok acceptere at sproget, vi anvender, bliver betingende for hvorledes vi er i stand til at tænke om problemerne. Ved at acceptere den afpolitiserede sprogbrug, er der så ikke en risiko for at man kommer til at glemme at forholde sig kritisk til den rolle, man som impactforsker er blevet tildelt? Nemlig at vurdere en given indsats, at se om der er kommet nok ud af den, og måske endda at komme med gode råd om hvad der kunne være blevet gjort bedre, samt hvordan man skal gøre i fremtiden. Det kan jo være at man i den proces kommer til at overse at hele den udviklingsaktivitet man skulle vurdere i virkeligheden er meningsløs set ud fra en række andre aktørers synsvinkel end dem, der har med udvikling at gøre. At projektet vi satte ud for at evaluere måske i virkeligheden ikke udgjorde nogen løsning på noget som helst, men tværtimod blev startskuddet for en lang række hundeslagsmål. At diagnosen var helt forkert. Et eksempel kunne være at man, skulle ud og vurdere impact af institutionsopbygning som man gjorde i det nordlige Burkina Faso, hvor man etablerede lokale institutioner, der skulle takle lokale tvister omkring ressourceanvendelsen, og sørge for at der ikke opstod konflikter om jordrettighederne. Som man vil vide er dette ikke noget man lige klarer ved at etablere et landsbyråd, og det er slet ikke sikkert at problemet står til at løse, sådan som der lægges op til fra donorside. Derfor kan det jo godt være at man fik etableret nogle velfungerende råd. Men om dette ville ændre noget som helst er jo ikke sikkert. Her vil impactstudiet, gennem sit fokus på en aktivitet, der måske var helt irrelevant i udgangspunktet, være tilbøjelig til at blive tænkt ind i nogle sammenhænge hvor det måske ikke hører hjemme. Om kausalitetsopfattelser. På det årlige FAU-seminar holdt Finn Tarp et glimrende oplæg om ulandsbistand. Hans hovedpointe var at bistand, ceteris paribus ledte til økonomisk vækst, og at økonomisk vækst igen ledte til fattigdomsreduktion. Dette er en meget vigtig og central pointe med en række politiske implikationer. Konklusionerne var baseret på et meget omfattende talmateriale fra en hel masse lande. Problemet er jo at det på sin vis er en meget firkantet konklusion, der dækker over et utal af forskellige variationer af forskellige udviklinger. Vækst for hvem? Hvilken type fattigdom? Hvilken type bistand? Hvilke lande havde succes og politikker virkede? Selvom han fremførte en stærk kritik at Verdensbankens politik er risikoen at udsagn som hans bliver taget til indtægt af andre, der derefter kan komme med udvidede kausalitetspostulater om at bistand virker, hvis man har god regeringsførelse osv. Aggregeringen af store datamængder kan komme til at virke slørende for den

3 forskelligartethed, der nødvendigvis er reglen når det gælder ulandsbistands virkning. Og det bliver medvirkende til at cementere en række kausalitetsopfattelser. Indenfor udviklingsbistandsverdenen eksisterer der en overvældende mængde af kausalitetsopfattelser, der ikke gøres meget for at redegøre mere indgående for. Jeg har nævnt Tarps om at bistand giver vækst, og at den igen giver fattigdomsreduktion. Andre eksempler kunne være at uddannelse er en forudsætning for at bekæmpe fattigdom. Eller vidensoverførsler i landbruget giver vækst i produktionen. Eller forbedret infrastruktur afhjælper fattigdommen på landet. Disse kausalitetsopfattelser er derudover ofte hæftet på meget uklare og normative begreber, hvor demokrati, forbedret forvaltning, decentralisering, participation, ejerskab, bæredygtighed m.v. konstrueres som hinandens forudsætninger, og kobles til en eller anden model, en mere eller mindre teleologisk historisk proces, der skal føre til udvikling. De er samtidig både mål og middel. Sjovt nok er der jo en række kausalitetsopfattelser, der ikke bliver etableret fordi de ikke er politisk opportune. Selvom der sikkert, i mange tilfælde, kunne føres statistisk bevis for at jo bedre afrikanere er uddannet, jo mere får de HIV/AIDS, eller jo mere markedsintegration, jo fattigere bønder, bliver disse sjældent politikgenererende. Visse andre bliver umoderne, Det er vigtigt med et stærkt statsapparat for at gennemføre udvikling, eller demokrati i sin vestlige form vil sinke udviklingsprocessen, og bliver erstattet med deres modsætninger, at det er en forudsætning for udvikling at statsapparatet slankes og at det politiske system demokratiseres således at de politiske ledere blive accountable. Det er et kompliceret spørgsmål hvilke kausalitetsopfattelser, der bliver hegemoniske over tid. Det vil nok være forsimplet at sige at det er alt efter hvad der passer i donorlandenes kram. Abrahamsen (2000) argumenterer således at al snakken om good governance og demokrati i Afrika bør anskues primært som disciplinerings- og legitimeringsøvelser presset igennem af især IMF og Verdensbanken, en opfattelse man kan anklage for at være en anelse konspiratorisk. Ligeledes kan man heller ikke sige at det er udtryk for at vi hele tiden bliver klogere, selvom skiftene i nogen grad er baseret på indhøstede erfaringer. Det er nok snarere et samspil af hvad gode viljer, pragmatiske hensyn, fremskrivning af status quo, folk med bitre erfaringer og økonomiske interesser opnår kompromis er om. En indledende faktor man imidlertid skal være meget opmærksom på er at disse kausalitetsforhold i høj grad er bestemt af politiske vinde, og at de impactstudier man bliver sendt ud for at lave er influeret af disse. Det, der imidlertid er lidt slående er den lethed hvormed man i forsøgene på at lave metoder for impactstudier skøjter henover de ældgamle sociologiske videnskabsteoretiske diskussioner om sociale kausalitetsforhold. Impact assessment har udviklet sig til en gren, man som konsulent kan specialisere sig indenfor, en række metodiske teknikker, og så kan man oveni købet så specialisere sig yderligere indenfor Health Impact Assessement (HIA), Environmental Impact Assessment (EIA) og endda Social Impact Assessment (SIA). Det har vi som forskere lagt en vis afstand til ved at insistere på en forskel på impact studier og impact assessments, men det er vist ikke alle steder at dette er blevet taget ad notam. Hele debatten om hvilke faktorer, der betinger sociale ændringsprocesser, vanskelighederne ved at forudsige noget som helst, en lang historie af videnskabsteoretiske overvejelser (se Boudon 1986) bliver reduceret til en metodisk værktøjskasse.

4 Et hjertesuk om evalueringssamfundet. Impactstudier er derudover ellers blevet meget moderne. Vi lever i hvad er blevet kaldt et evalueringssamfund ( Audit society ) (Power 1997, Strathern 2000). Det er et interessant studie hvad det er for samfundsmæssige mekanismer, der er i spil, som fører til dette evalueringsimperativ, en tilstand vi jo samtidig er kommet til at opfatte som normal. Denne evalueringstrang er, mildest talt, ikke noget der kun raserer indenfor udvikling. Snart sagt hvilkensomhelst sektor skal nu til dags demonstrere at borgerne får noget for noget. Det har noget med de mekanismer at gøre, der ændrer os fra at være borgere til at blive opfattet som forbrugere. Når borgeren er reduceret til forbruger bliver det vigtigt at sikre at han eller hun får den rigtige vare. Er der blevet leveret tilstrækkeligt for pengene? Det skal snart sagt alle samfundsmæssige institutioner gøre rede for. Der skal være pladsgaranti i vuggestuen, tilstrækkelig sprogstimulering i børnehaven, børnene skal kunne læse i 2. klasse, der vanker kanon i gymnasiet. Universiteterne er blevet til pølsefabrikker, hvor institutterne får bevillinger efter hvor mange kandidater, der kan pumpes gennem systemet. Alt sammen skal der sættes målinger og indikatorer op for, så folk kan se at skattekronerne bruges effektivt. Selv Kirken skal demonstrere at den leverer et ordentligt produkt. For 25 år siden var det helt normalt at et udviklingsprojekt slet ikke blev evalueret. Nu er det helt utænkeligt. Metoder til at evaluere og monitorere er blevet udviklet meget, nogle vil endda mene forbedret. I vores nyligt afsluttede bog hævder Steen og jeg at veludførte impactstudier faktisk kan vurdere om bistanden nu også når de modtagere, den var tiltænkt. Det er en modig udmelding. Jeg vil her hæfte mig ved to faktorer. For det første er det ikke moderne blandt antropologer at gå ind for de meget kritiserede logical framework-metoder, der er blevet meget udbredte. Det er dog min opfattelse at disse rent faktisk kan være medvirkende til, at man, i det man med et andet vagt begreb kalder partnerskab, kan sikre et minimum af samhørighed omkring, hvad det er man er blevet enige om at implementere. Dermed undgår man måske at et program påbegyndes i en situation, hvor de forskellige involverede parter har helt forskellige forventninger til hvad der skal komme ud af det. Derfor mener jeg ikke nødvendigvis altid at LFA er et etnocentrisk managementværktøj, der hindrer enhver form for fleksibilitet, men faktisk kan medvirke til at skabe en vis klarhed i en situation, hvor forskellige aktører har meget forskellige opfattelser af formålet med interventionen. For det andet er det jo på den anden side også klart at disse planlægningssystemer, hvor alt er bliver lagt i faste rammer, der er fastlagt målsætninger og indikatorer for deres grad af opfylden osv. får indflydelse på hvordan programmer kommer til at se ud. Det er klart at alle disse målestokke er forsøg på at effektivisere, sørge for at der bliver noget for noget, at programmet bliver bæredygtigt, og det er der for så vidt jo ikke noget galt med, man kan endog hævde at dette er både væsentligt og højst tiltrængt. Det kan dog også hævdes at dette på skadelig vis går ud over et programs muligheder for at eksperimentere, for at følge op på det uventede, for at droppe aktiviteter, der viser sig ikke at være så smarte, for at tage visse ting mere roligt, og speede andre ting op. Især i nyere tid, hvor målsætningerne for bistand er blevet noget mere uhåndtérbare for evaluatorer, med øget vægt på kapacitetsopbygning, og mindre vægt på teknisk og materiel bistand, kan dette være medvirkende til at programmerne bliver for ufleksible. Der vil være en tendens til kun at lave ting, der så kan måles. Samtidig er der også en risiko for at vi ved at lave denne slags modeller, der i første omgang skal facilitere evaluering og monitorering, giver os selv et helt urealistisk billede af vores muligheder for at planlægge udvikling. Et beslægtet problem er at der jo ofte er et eller andet pres, både fra donor og modtager for at et studie af impact viser at det har virket. I komplicerede sociale sammenhænge, hvor forandringer

5 foregår hurtigt vil der derfor altid være en tendens til at man tilskriver alle de positive ændringer, der er sket til udviklingsinterventionen, mens man tilskriver de negative til enten eksterne faktorer (dårligt vejr, faldende verdensmarkedspriser, social uro) eller til at man ikke har gjort som det blev foreslået. Det klassiske eksempel på sådanne forklaringer er Verdensbankens redegørelser (1998) hvor den økonomiske udvikling i firserne ifølge dem gik fremragende i Botswana takket være institutionel reform, hvorimod det gik skidt i Nicaragua, hvor man undlod at liberalisere. Man glemmer så bare at nævne at man i den givne periode havde et massivt boom i diamantindustrien i Botswana, hvorimod den Nicaraguanske regering var nødt til at bruge meget betydelige ressourcer på bekæmpelse af USA-finansierede partisangrupper. Men der er også en mere tilgivelig tendens, en praksis hvor man foretager en samtidig undervurdering og overvurdering af bistandsindsatsen. Man overvurderer hvilken betydning det vil få på modtagergruppen, og fastlægger nogle meget ambitiøse long-term objectives ( At reducere fattigdommen i Region X, at sænke børnedødeligheden med Y % i Region Z ), selvom man måske kun har omkring kr at gøre godt med. Mange programmer er så små, at det vel ikke er rimeligt at forvente at de skulle kunne løfte noget videre. Den samlede ulandsbistand i verden siden 1990 er jo ikke større end den man i Tyskland har brugt for at bringe det tidligere DDR på fode, og det er jo heller ikke gået altfor godt er der mange der siger. Man laver et projekt, hvor man planter nogle træer, og så kommer man tilbage efter nogen tid og spørger folk hvilken indflydelse det har haft på deres liv. Det er svært at svare fornuftigt på. Og så undervurderer man måske at de samme kr. er mange penge i det lokalpolitiske spil, der er mange lokale indflydelsesrige menneskers karrierer på spil, mange frynsegoder at fordele. De udgør måske en meget stor del af et udviklingslands budget. Endelig er det værd at notere sig at der er visse ting, der sjældent bliver evalueret eller udsat for impact studier. Man måler altid om det har haft en indflydelse på miljøet, de fattige osv. men sjældent på om ikke det har hjulpet de rige. Hvor bistanden altid bliver vendt og drejet, kender jeg heller ikke til undersøgelser, der med samme præcision forsøger at måle hvad f.eks. gældsafdragelsen betyder for afrikanske landes evne til at føre fattigdomsorienteret politik, selvom disse beløb overstiger den samlede bistand. Slutteligen er der jo også mange institutioner, som f.eks. Verdensbanken, der i vid udstrækning evaluerer sig selv, eller i hvert fald er gode til at vælge dem, der skal evaluere dem. Som man ved fra Verdensbankens rapporter er dette ikke befordrende for selvkritikken. Det jeg forsøger at sige er at det tilsyneladende er dem, der bestemmer, der samtidig også bestemmer hvad der skal undersøges og hvordan. Forskellige indgange til impactstudier. Impactstudier er udsprunget som en særlig afart af evalueringsindustrien, som et naturligt behov for at se på udviklingsbistanden i en lidt større sammenhæng end den, der defineredes som det direkte resultat af en specifik intervention. Indenfor LFA-matrix en opererer man med en tredeling, der ser på output, outcome og impact, hvad blev realiseret, hvad skete der og hvad blev resultatet, som en slags cirkler i vandet efter det skvulp, interventionen udgjorde, hvor impact er den mere brede samfundsmæssige ændring, der også omfatter utilsigtede og uheldige virkninger. Der er med andre ord lagt op til nogle grundlæggende positivistiske undersøgelser, der kan løbe ind i meget store vanskeligheder. Det er the problem of attribution, der naturligvis dukker op med det samme, og ofte driver forskeren til i sidste ende at komme med en kvalificeret normativ betragtning om hvorvidt resultatet var tilfredsstillende. Det kan være vanskeligt, især fordi projekter jo ofte

6 (heldigvis) implementeres i meget turbulente kontekster, hvor store sociale ændringer finder sted, uro hærger, verdensmarkedspriser ryger op og ned og gamle sæder og skikke forgår og antager nye former. Vil I sige at resultatet har været generelt positivt eller negativt?, som Peter Oakley engang spurgte min counterpart og mig om. Tjah, jo det kom jo an på i forhold til hvad og for hvem osv. I Burkina Faso har en lang række donorer, p.g.a. tilsyneladende gode erfaringer, investeret meget store ressourcer i konstruktionen af små stendiger, der skal bremse jorderosionen, og dermed bevare frugtbarheden på småbønders marker. Det er jo bare i virkeligheden meget vanskeligt at vurdere i hvor høj grad disse diger virker eller ej. Målinger indikerer kraftige produktivitetsstigninger pr. ha, men spørgsmålet er jo mere kompliceret end som så, da dette jo osse kan skyldes at der er blevet lagt mere arbejdskraft i disse opdæmmede marker. Derudover kan det være at den forbedrede produktivitet er sket på bekostning af den mark der ligger ved siden af. Og når man tager det store arbejde det er at konstruere digerne i betragtning, kan det være det slet ikke kan betale sig, særligt ikke hvis der ellers er jord nok. Meget ujævne nedbørsforhold gør sammenligninger over tid vanskelige at operere med. Endelig er der jo ikke rigtig nogen, hverken bønderne (der gerne vil knytte nogle relationer til donorer) eller donorerne (der gerne vil vise at det de laver nytter noget), der har nogen interesse i at vise at det ikke er umagen værd. Særlig ikke når man har med en aktivitet at gøre, der kombinerer mange af de principper man godt kan lide i bistanden (en bæredygtig aktivitet, der er baseret på folkelig deltagelse, men med mobilisering af lokale ressourcer, uden importeret teknologi, der går i stykker. Og samtidig noget der er synligt for udefrakommende missioner.) Her kommer en overdreven positivistisk analysemetode til kort. Visse undersøgelser viser at produktiviteten pr. ha. er steget med 46 %. Men hvad dækker dette over? Er det godt eller skidt? På vores Aid program har vi lavet en række studier, der efter min mening lider af en række svagheder. Hvor de studier jeg selv har stået for i nogen grad bygger på sammenstrikkede narrativer, baseret på småkonflikter omkring hvad der var at slås om i de projekter, der blev undersøgt, har Steen Folke lavet nogle meget gennemarbejdede studier, meget baseret på en kvantitativ undersøgelse at hvad der specifikt kom ud af de projektaktiviteter, der blev lanceret. Begge studietyper ender imidlertid efter min mening med nogle mere eller mindre velfunderede normative betragtninger om hvorvidt man kan sige at man har fået nok for pengene. I de tilfælde, hvor vi så har sagt at vi godt ville have set lidt mere impact for pengene, har dem, der har været impliceret i implementeringen af projekterne, rimeligt nok, spurgt hvor meget vi så ville have? Dette bliver vel altid et spørgsmål om en mere eller mindre subjektiv vurdering, og det er måske også i orden. Men dermed må man jo også acceptere at meget overlades til den enkelte forsker, og hvordan hovedet står på ham. Om bistandsrelationer og hvordan disse indgår i vurderinger af bistand. Det er jo egentligt meget pudsigt at jo voldsommere ulighederne bliver mellem afrikanske lande og donorlandene, jo mere snakker man om partnerskaber, som om vi blev mere og mere lige. Ulighederne prøver man ar feje ind under gulvtæppet, dem taler vi helst ikke om, donoren kommer med pengene, men aktiviteter må ikke være donor-driven, der skal være lokalt ejerskab. I gamle dage var man mere opmærksom på ulighederne. Oberst Kurtz i Mørkets hjerte beretter om hvordan We whites must necessarily appear to them as supernatural beings, we approach them with the might as of a deity (Conrad 1983 (1902)). Nu var han godtnok ikke rigtig klog, men han havde forstået at det var begrænset hvad han og congoleserne havde af fælles refererencerammer, og var han godt nok beguiled beyond the the bounds of permitted aspirations, så havde han vel en

7 ganske skarp analyse af hvad det historisk producerede forhold, der var kommet ud af kolonialismen indebar. The horror! Marcel Mauss, 25 år senere, skriver om hvordan gaven er giverens undertrykkelsesmiddel: Charity wounds him who receives, and our whole moral effort is directed towards suppressing the unconscious harmful patronage of the rich almoner. (Mauss 1967 (1925)) Nu er det som om at man bilder sig ind at disse åbenbare uligheder er bedst tjent ved at blive overset, og gamle hierarkiske autoritetsformer bliver afskrevet som utidssvarende, og hindringer for udvikling. Gaver skal ikke ses som noget der influerer giver og modtagers forhold, det går jo til et fælles formål, udviklingen. Et eksempel, hvor man implicit påstår at man kan overkomme disse uligheder, ved at postulere, at man kan snakke sig ud af ulighedsforholdene, og skabe en ligeværdig dialog mellem donor og modtager, findes i de såkaldte participatory impact assessment, der er inspireret af Robert Chambers. Det er blevet meget almindeligt at kritisere disse for at være populistiske og forsimplede, hvilket også i vid udstrækning passer. (Se Cooke og Kothari) Det er særligt disse metoders tendens til at overse magtforhold, der er problematisk. Dels magtforhold mellem donor og modtager, men også internt i modtagersamfundene, hvor folk bruger donoren (og impactforskeren) som potentiel allieret i deres lokale slagsmål, ved at informere dem selektivt om tingenes tilstand. Der er således en tendens til at fokusere på lokalområdet som udgørende en enhed (ofte landsbyen), der måske i virkeligheden er mere fragmenteret og splittet end den umiddelbart synes. Man opererer med en række dikotomier, der er en anelse problematiske: Almindelig evalueringspraksis Top/down Vidensoverførsel Importeret løsning Udefrakommende ekspert Rige som foregangsfolk Bil Mand Participatorisk praksis bottom/up vidensdeling Lokal løsning lokal vidensmobilisering udg.pkt. i fattige Cykel Kvinde (Kilde: Frit fra Chambers 1997) Osv.osv. Man skal nok ikke undervurdere at Chambers har haft stor positiv indflydelse på folks tilgang til rural development, hvor man nok nu til dags har en tendens til at glemme at synet på bønder i tidligere tider meget var at de var backward and ignorant, et synspunkt man jo stadig finder især blandt afrikanske embedsmænd. Problemet har nok ligget i at man med disse nye metoder har set en snuptagsløsning til hele problemet om hvordan man dog sikrer at bistand til decentrale rurale niveauer rammer de tilsigtede grupper. Og her er hemmeligheden jo nok at det slet ikke er så let, og at der ikke gives metoder, der sikrer det. Sjovt nok er denne ret udynamiske partnerskabstanke blevet overtaget at alle de hard-core neoliberale udviklingsorganisationer med Verdensbanken i spidsen, men ved at overse magtforhold samt strukturelle faktorer, der producerer problemerne. (WB 1998) Her er udvikling ren management, det hele kan måles og vejes gennem sindigt konstruerede modeller, der kan tjekke efficiency og effectiveness osv. Sjovt nok nykonstrueres de to ovenstående søjler nu på bedste vis,

8 de fattige er fulde af potentialer, men de skal tilføres viden så de kan få assets. (Narayan 2000, 2001, 2003) Antropologiske tilgange. De sidste 15 år er antropologer for alvor begyndt at interessere sig for udvikling, men ikke som noget man går ind for eller ej, eller vurderer kvaliteten af, fraværet af, om hvorvidt den er skæv, bæredygtig osv. Udvikling ses som et fænomen, der kan undersøges metodisk, som en særlig art social engineering, hvor forskellige logikker, diskurser, interesser og kulturelle forestillinger mødes. Disse tilgange er inspireret af Norman Long og hans aktør-orienterede tilgang. Denne er lanceret som et opgør med de noget funktionalistiske tilgange, der kendetegnede marxistisk inspireret strukturalisme, samt den klassiske antropologiske strukturalisme, der ikke i tilstrækkeligt omfang så på den enkelte aktørs strategier. Der er her naturligvis ikke tale om at folk bare gør som de vil, men for eksempel kan bønder eller modtagere jo godt agere i forhold til et udviklingsprojekt på en lang række måder. Udviklingsprojekter kan indeholde mange små projekter. Olivier de Sardan (1995) taler om at man, som social aktør eller strategisk gruppe, kan udvælge fra den pakke som udviklingsprojekter ofte udgør, og at man kan ændre på den måde en bistand var tiltænkt på. Der opstår her en række videnskabelige problemer. Hvilken baggrund handler den lille bonde ud fra? Er han strategisk, og på hvilket grundlag. Handler han efter egeninteresse? Hvilken viden grunder han sine valg på? Dette er gode spørgsmål, som man også kan rette til donoren. Der er jo i hvert fald ikke noget at sige til hvis modtageren har lidt svært ved at greje donorens motiver for sin hjælp, og især hvis han har lidt svært ved at finde ud af hvorfor hjælpen lige ser ud som den gør. Det er spørgsmål som også donoren selv tit har svært ved at svare på, og hvor selve svaret også tit er underligt selvmodsigende og ambivalent. Olivier de Sardan hævder at man, når man har set på bistanden og dens effekter, ofte har opereret med nogle implicitte dikotomier, om donorer og modtagere: Donor Moderne Gesellschaft Rationel Urban Højteknologisk Sekulær Penge Individuel modtager traditionel Gemeinschafft Magisk Rural lavteknologisk Religiøs Gaver Kollektiv Kilde: Frit efter Olivier de Sardan 1995) Denne synsvinkel leder til en særlig form for udviklingstiltag. Der er en implicit teleologisk proces indlagt, der tilsiger at modtagersamfundet, gennem bistand, skal flytte sig fra højre til venstre kolonne. Jeg vil ikke sige at disse dikotomier aldrig har noget på sig, men på den anden side er de medvirkende til at man ind i mellem dermed glemmer at donorernes forestillinger faktisk også godt kan virke temmelig magisk funderede, samt at mange bønder mildest talt ikke agerer kollektivt, og

9 at man i de tiltag, der hele tiden sker i begge lejre for at afkode hinandens hensigter foretager en nykonstruktion af disse dikotomier, så det hele kan blive temmelig forvirrende. Samtidig ser donorer og modtagere ofte deres indsatser i nogle ret forskelligartede sammenhænge. F.eks er det meget moderne i dansk bistand at se denne i en national kontekst, som en del af en mere sammenhængende national udviklingspolitik. Derfor er indsatsen indlejret i store sektorprogrammer, så man undlader at skabe øer af udviklingsprojekter. Dette nationale projekt er ikke nødvendigvis et, der nyder særlig støtte i lokalområdet, hvor staten måske er mest kendt for korrupte embedsmænd, brandskattende myndigheder og måske ligefrem organiseret menneskejagt. Der vil derfor ofte opstå et krav om at man, hvis man vil støtte lokalt, går udenom folk fra hovedstaden, eller lignende. Men de donorlogikker, der er fremherskende kan have mange andre former, der virker besynderlige på modtagergrupper. Træplantningsprojekter, der har til hensigt at beskytte miljøet eller bekæmpe ørkenspredning, projekter, der kun vil give træning, men ikke vil hjælpe folk i gang med konkret at gøre det man træner dem til igennem kreditter, projekter der vil støtte kvinder til at komme i gang med aktiviteter udenfor hjemmet, projekter der vil beskytte biodiversiteten osv, alt sammen måske udmærkede målsætninger, men områder, hvor det kan være svært for folk at forstå, hvorfor det lige er de områder, der satses på. Aktørorienterede antropologer har derfor anbefalet at man, når man analyserer udviklingsprojekter prøver at fokusere på hvilke typer konflikter der opstår omkring projekter. Det kan være konflikter om meningen med det hele, konflikter om hvem, der skal være modtagere, hvem der skal have jobbene, hvem der skal have lov at køre i bilerne, hvilke områder der skal koncentreres om, hvordan interventionerne skal tilrettelægges, hvem der skal levere logistikken osv.osv.. Disse konflikter kan man derefter prøve at se om man kan få til at passe ind i et mønster omkring lokale magtforhold, for derefter at prøve at se om der udvikler sig systemer for at bemægtige sig kontrol med de ressourcer projektet repræsenterer. Dette mener jeg er en frugtbar angrebsvinkel. Denne slags forskere skal imidlertid også passe på at de ikke udvikler behaviouristiske mønstre for hvordan f.eks. bønder reagerer på udefrakommende projekter. Ligeledes skal man passe på at man ikke at overdrive det strategiske og målrettede i aktørernes ageren, som forsker skal man være blandt de første til at vedgå at mange mennesker bruger det meste af deres tilværelse på at save den gren over de selv sidder på. Endelig er disse studietyper bygget op omkring en interventionstype, der nok er lidt på retur, det klassiske udviklingsprojekt. Nu til dags, hvor man giver sektorprogramstøtte er der ikke det samme fokus på projektet. Her vil jeg nu hævde at projektet ikke er så dødt som det nogengange bliver erklæret. Mange projekter lever videre som sektorprogramkomponenter, og det faktum at de nu indgår i en national planlægningskontekst gør mest en forskel på papiret. Det viser sig jo også ofte at f.eks. landbrugssektorprogrammer ikke er så nationale, som man hævder. Typisk har donorerne delt landet mellem sig, og f.eks. de danske landbrugssektorprogrammer er ofte koncentreret i få regioner. Indenfor regionen er det så igen kun i få kommuner at man er aktiv. Indenfor kommunen er det så kun indenfor visse landsbyer. Og selv på landsbyniveau er det jo så også oftest kun en del af landsbyen, der er involveret. Så det store nationale perspektiv er mest en skrivebordstanke indtil videre. Ikke desto mindre kan man godt sige at sektortanken at det implementeres gennem nationale strukturer og institutioner, at det evt. samfinansieres med andre donorer, og at der lægges mest vægt på forvaltningsmæssig støtte, og ikke i så vid udstrækning på teknisk støtte bevirker at det bliver vanskeligt at se på denne type bistand med samme analysebriller som i tilfældet hvor

10 projektet var en arena omkring en ressourcekamp, der udspillede sig indenfor en definerbar rumlig og institutionel kontekst. En anden gren indenfor antropologien, der særligt er inspireret af Fergusons meget citerede værk om Lesotho (1990), beskriver hvordan visse diskurser om udvikling bliver politikgenererende. Dette har ført til betydningsfuld kritik, især af politikker omkring naturressourceforvaltning og ørkenspredning, hvor visse myter og narrativer om en ligevægt i naturen, der er blevet forstyrret gennem befolkningspres, og nu må genoprettes gennem bæredygtig naturressourceanvendelse, har vist sig lige netop at være myter, der ikke var eller kunne føres empirisk bevis for. (Leach & Mearns, 1996, Marcussen & Speirs, 1998) Disse myter har ikke desto mindre været meget sejlivede, og har haft væsentlig indflydelse på planlægningen i mange afrikanske lande. Disse tilgange har vist sig udmærket at kunne kombineres med de Long-inspirerede, der er ikke tale om to grupper. Nye ideer til fremtidige impactstudier. Impactstudier i fremtiden er nødt til på en eller anden måde at kunne fungere som integrerede dele af de sektorprogrammer, der nok bliver fremtiden i de kommende år. Det vil sige at de skal fungere som monitoreringsenheder, der løbende følger programmerne. Mosse (1998, 2004) prøver at definere et process approach, der skal være fleksibelt, ikke blue-print, lærende, ikke fastlagt på forhånd, iterativt osv, vi er m.a.o. ved at være tilbage i en ny form for Chambers-dikotomisk tænkning. Når alligevel vi i disse nye tilfælde har grund til at være lidt mere optimistiske, er det fordi man her accepterer det nødvendigvis meget uforudsigelige, der ligger i projektet, samt at man stiller flere spørgsmål til systemers funktionsmåde, og ikke er så optaget om hvordan man får det til at fungere i forhold til normative standarder som bæredygtighed eller deltagerstyring. Ikke desto mindre må man frygte at denne udvikling af antropologien kan være medvirkende til at skabe en kløft mellem den traditionelle antropologi, baseret på det lange feltarbejde, og en applied antropologi, hvor den aktørorienterede akademiker er den kritiske Rasmus Modsat på evalueringsteamet, der stiller spændende spørgsmål. Udviklingsbistanden har en forunderlig evne til at indoptage og forklare sine egne fiaskoer, og så diagnosticere mere af samme slags som kur for problemerne. Dette må impactforskeren i fremtiden overveje hvordan hun vil forholde sig til. Aid Impact programmet her på DIIS har på mange måder været medvirkende til at blåstemple den måde bistanden er blevet gennemført på, den kritik, der er blevet fremført har sagtens kunnet indoptages i systemets funktionsmåde. Samtidig er der ikke megen grund til at fastholde fortsættelsen af ex post studier, hvor det evindelige attributionproblem melder sig, og man ender med en sang om på den ene side og på den anden. Man kan så vælge at man vil fokusere på at lave indikatorer og monitoreringssystemer for kommende sektorprogrammer, evt. med særligt fokus på hvordan det går med indførelsen af de ambitiøse og i visse tilfælde meget bred Millenium Development Goals. Det arbejde afdelingen har gang i i Uganda giver et udmærket indtryk af hvor langt man kan komme ad den vej. Endelig er der en mulighed, som jeg ikke er helt sikker på hvordan man skal angribe rent empirisk, nemlig at koncentrere sig om en art magtudredninger, evt. med særligt fokus på hvordan bistanden indgår i hele magtkonstitutionen i afrikanske samfund. Dette markerer på mange måder en tilbagevenden til et af udviklingsforskningens kerneområder, nemlig spørgsmålet om den

11 afrikanske stats funktionsmåde, konstitutionen af klasser, samt subjektliggørelsen af befolkningsgrupper, en bestemmelse af hvilke sfærer disse politiske kampe foregår indenfor, samt en analyse af hvorledes disse processer legitimeres og kommer til at virke naturlige, som et resultat af udviklingen. Her er det nok spørgsmålet om ikke Kitching (1985) stadig har ret når han, i sin analyse af den Kenyanske stat hævdede at der ikke var noget system, den var en rodebutik ( a mess ), og at den eneste måde at analysere den på ville være at sidde som aktiv del af spillet, det er en række politiske processer, man ikke i tilstrækkelig grad blot kan observere udefra. Referencer: Abrahamsen, Rita (2000), Disciplining Democracy - Development Discourse and Good Governance in Africa. Zed Books, London. Boudon, Raymond (1986): Theories of social Change., Polity Press. Cambridge. Chambers, Robert (1997), Whose Reality Counts? Putting the First Last. Intermediate Technology, London. Conrad, Joseph(1902): Heart of Darkness. Penguin Classics. Middlesex. Cooke, Bill & Kothari, Uma (eds.) (2002), Participation The new Tyranny? Zed Books, London. Ferguson, James (1990): The Anti-Politics Machine Development, Depoliticization and Bureaucratic Power in Lesotho. Cambridge University Press. Gould, Jeremy (2004), Positionality and scale. Methodological issues in the ethnography of aid. In Jeremy Gould & Henrik Secher Marcussen, eds., Ethographies of aid Exploring development texts and encounters. Occ. Paper no. 24. IDS, Roskilde University Centre. Kitching, Gavin(1985): Politics, Method and Evidence in the Kenya Debate. In Bernstein, H. & Campbell, B. (eds.): Contradictions of Accumulation in Africa. London, Sage. Leach, Melissa & Robin Mearns, eds. (1996), The lie of the Land. Challenging Received Wisdom on the African Environment. James Currey, Oxford. Long, Norman & Ann (1992) : Battlefields of Knowledge, Routledge, London. Marcussen, Henrik Secher & Mike Speirs (1998), Myths and Narratives in Environmental Planning. The Case of Burkina Faso. In Marcussen & Signe Arnfred, Concepts and Metaphors: Ideologies, Narratives and Myths in Development Discourse. Occ. Paper no. 19, IDS/Roskilde University Centre. Mauss, Marcel (1967 (1925)): The Gift. W.W. Norton & Co. New York & London. Olivier de Sardan, J.-P, (1995): Anthropologie et Développement. APAD- Karthala, Paris. Mosse, David (1998), Process oriented approaches to development practice and social research. In David Mosse, John Farrington &and Alan Rew, eds., Development as Process Concepts and methods for working with complexity. Routledge/ODI. London & New York. Mosse, David (2004), Is Good Policy Unimplementable? Reflections on the Ethnography of Aid Policy and Practice. Development and Change 35(4): Narayan, Deepa et al. (2000), Can Anybody Hear Us. World Bank & Oxford University Press, New York. Narayan, Deepa et al. (2000), Crying Out For Change. World Bank & Oxford University Press, New York. Narayan, Deepa & Patti Petesch (2002), Voices of the Poor From Many Lands. The World Bank & Oxford University Press, New York. Power, Michael: (1997): The Audit Society. Rituals of Verification., Oxford.

12 Strathern, Marilyn (2000), Introduction. New accountabilities. In Marilyn Strathern, ed. (2000), Audit Cultures Anthropological studies in accountability, ethics and the academy. Routledge, London and New York.