Skal hjemløs svensker dø på gaden? Vred socialarbejder: Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 70 februar 2008

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 70 februar 2008 Vred socialarbejder: Skal hjemløs svensker dø på gaden? Hus Forbi opretter nødherberg 2 og 8 Gaderummets brugere: Vi skal bæres ud 9 Narkomaner skal genoplive narkomaner 12 Vesterbros toiletter bruges som fixerum 14

2 Når de usynlige bliver synlige Illegale, papirløse, skjulte eller udokumenterede. Kært barn har mange navne, siger man, men når talen falder på immigranter og et af de førnævnte fire ord står foran så er spørgsmålet, hvor kært barnet egentlig er. Ligesom andengenerationsindvandrerne også kendt som 2.g ere, nydanskere, tosprogede og dem med anden etnisk baggrund så har de illegale immigranter fået flere navne, fordi vi endnu ikke har dannet os en fællesopfattelse af dem. Med andre ord ved vi endnu ikke helt, hvordan vi skal forholde os til dem. Begge grupper bliver på en gang opfattet som fremmede/farlige, eksotiske/tiltrækkende og vedkommende/uvedkommende. Fælles for begge grupper er dog også, at vi er tvunget til at forholde os til dem hvad enten vi vil det eller ej. For nu at holde mig til de illegale immigranter, er det nemlig sådan, at ligegyldigt, hvor gode de er til at holde lav profil, bliver de alligevel synlige for os: De bliver synlige, når de bliver syge og bringes på skadestuen, når de dør af druk, ender i fængsel, eller når de som svenske L foretrækker at leve på gaden i Danmark frem for at vende hjem (læs side 3). Hvor mange der er i Danmark, ved vi ikke. Ifølge Norges Røde Kors, som holdt en konference i Oslo den 24. januar om papirløse indvandrere, anslås det, at der i Vesteuropa er tre millioner papirløse immigranter og for Norges vedkommende et sted mellem fem og ti tusinde. De lever stort set uden rettigheder og ofte under uværdige forhold. Hvorfor de opholder sig illegalt i et fremmed land, er der nok lige så mange grunde til, som antallet af illegale indvandrere. Ifølge Norges Røde Kors er nogle ofre for menneskehandel, en del har fået afslag på asyl, og en del er ulovlige arbejdsimmigranter. Sidstnævnte arbejdsimmigranterne møder vi en del af på Hus Forbi. For hvad mon der sker, når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) rejser til Polen (som han gjorde i marts 2007) og åbner jobmesser for at lokke polsk arbejdskraft til Danmark? Ja, så kommer der ikke kun håndværkere herop, men også revl og krat : Dem, som i forvejen var arbejdsløse, og som faktisk risikerer at miste deres sociale rettigheder i Polen efter blot tre måneder i udlandet. De bliver synlige, når de bliver syge og bringes på skadestuen, når de dør af druk eller ender i fængsel. Og så har vi pludselig de mennesker, der ender som illegale, udokumenterede, papirløse og skjulte immigranter og er de vores ansvar? Det mener vi på Hus Forbi, og derfor har vi sammen med Projekt Udenfor og en række andre organisationer valgt at være med til at åbne et nødherberg for vores illegale immigranter (læs side 8). De samme immigranter, som Karen Jespersen i december dømte ude ved at true med at fjerne det økonomiske grundlag for de herberger, som åbner døren for dem. God læselyst. Jaku-Lina E. Nielsen Redaktør, Hus Forbi Fanget mellem lande og kommuner L og Stine bor begge på gaden i København. De har af forskellige årsager valgt at holde til i hovedstaden. Ingen af dem er imidlertid registreret som hjemløse i kommunen, fordi de er havnet som kastebolde i et system med ufleksible paragraffer og regler. L, som er svensk statsborger, er fanget mellem Danmark og Sverige. Stine mellem to danske kommuner. Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf husforbi@husforbi.dk Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Sælgerrepræsentant og gadeplansmedarbejder: Henrik Pedersen Tlf henrik@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 29. feb. Forsidefoto: Ulrik Jantzen Vi støtter Hus Forbi: Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Dansk Avistryk A/S Oplag: Antal sælgere: ca. 480 Læsertal: 2. og 3. kvartal 2007 v. TSN Gallup: ISSN: dk Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi: To på fuldtid og tre på deltid, herunder en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Lions Club Søllerød Mølleaa Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort af plastik, før du køber avisen! Sælgeren Af Tina Juul Rasmussen Foto: Ulrik Jantzen Han sidder på Strøget eller på Rådhuspladsen, omgivet af sine få ejendele. Om natten sover han på et koldt marmorgulv i porten til en butik eller finder læ i den sorte HT-terminal på Rådhuspladsen. L er 54 år. Han er født i Sverige og har levet det meste af sit liv der, indtil han for ca. fire år siden slog sig ned på gaden i København, hvor især området omkring Rådhuspladsen har en stor tiltrækningskraft på ham. L færdes blandt de andre gadehjemløse i København og kalder dem for sine venner. L er psykisk syg og hører stemmer, som han taler med, når han tror, at ingen ser eller hører det. Han har svært ved at passe på sig selv. Han har ofte ikke nok tøj på, når det er koldt, og hans ejendele forsvinder tit eller bliver stjålet fra ham. DERFOR BOR DE PÅ GADEN Uønsket i København De få ting, han ejer, har han med sig overalt, hvor han går. For i fire år har L boet i en butiksport på Strøget i København, selv om han har en lejlighed i Sverige. Alle mennesker er specielle L er vokset op hos sin mor i Sverige. Indtil hun døde i 1999 boede de i et hus ude i skoven i en lille kommune et par timers kørsel nord for Göteborg. I Sverige har L en diagnose som mindre begavet/retarderet. Lederen af Projekt Udenfor, psykiater Preben Brandt, vurderer imidlertid ikke, at L er retarderet, men blot speciel. Det er L glad for, han vil gerne være speciel, fordi han mener, at alle mennesker er specielle. Efter morens død fik L en lejlighed, blev tilkendt pension og sendt i aktivering. Det brød han sig ikke om, og han syntes, at de andre i det lille samfund, han boede i, kiggede mærkeligt på ham. Derfor rejste L videre til Göteborg, hvor han boede på en bænk. Ingen ved hvorfor, men en dag besluttede L at krydse Øresund og tage til København. Selv siger L, at han kom til Danmark i starten af Og her har L været siden, dog 2 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

3 med små afstikkere hjem til Sverige. Han sover altid udendørs, uanset vind og vejr. Han er ikke glad for steder med mange mennesker, støj og uro. Men modsat mange andre posefolk er han ikke bange for andre mennesker, gemmer sig ikke og vil gerne tale med folk omkring ham. Det betyder meget for ham at have venner. Gemmer penge i strømperne L rejser jævnligt til Sverige for at hæve af sin pension. Pengene kan han finde på at gemme i sin strømpe og så sige til de andre på gaden: Se, jeg har kroner i min strømpe, men I må ikke sige det til nogen. Ofte går der ikke længe, før pengene er forsvundet. Fordi L sover i det offentlige rum, bliver han ofte overfaldet derude, enten af andre hjemløse eller af tilfældige forbipasserende. Da L kom til København hverken røg eller drak han. Nu må han starte dagen med flere øl for at få hænderne til at holde op med at ryste, og han kæderyger cigaretter en adfærd, L tilsyneladende har adopteret fra den gruppe af hjemløse, han hænger ud sammen med på gaden. L har en udtalt retfærdighedssans og vil gerne please folk omkring sig. Selv når han sidder blåfrossen på en bænk uden strømper på og buler i panden efter det seneste overfald, siger han, at det går mycket bra. Kommer kommunens folk og spørger, om ikke han gerne vil hjem til Sverige, siger han ja, for så ved han, at de går igen. Kommunen smed ham på gaden Sidste vinter var Projekt Udenfor bekymret for, om L ville overleve vinteren på gaden og skaffede ham et værelse uden om kommunen i et bofællesskab for psykisk syge hjemløse, hvor de betalte for hans værelse. Hver aften gik en af projektets gadeplansmedarbejdere ud og fandt L et sted i byen, fulgte ham hjem til værelset og fik ham i seng for at være sikker på, at han ikke valgte at overnatte udendørs. L var glad for værelset og fungerede bedre her, end da han boede på gaden. Men da lederen af bofælles- skabet skrev til kommunen for at gøre L s ophold formelt og få ham registreret som borger i byen, kom reaktionen prompte. L blev smidt ud af bofællesskabet retur til gaden. Og L vil hellere bo på gaden i København end i sin lejlighed i Sverige. Han har ingen familie eller netværk der. Han har flere gange fået en enkeltbillet hjem til Sverige af Københavns Kommune, senest i julen 2007, men hver gang finder han selv vej tilbage til København. På et tidspunkt fik byens herberger forbud mod at lukke L ind om natten for på den måde at presse ham til at rejse hjem. Men L er her stadig. L er anonym, men redaktionen er bekendt med hans identitet. Artiklen bygger på oplysninger fra opsøgende gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfors Posefolksprojekt Bo-Lennart Heide-Jochimsen som har haft næsten daglig kontakt med L gennem de sidste to år. Kastebold mellem to kommuner Stine har været gadehjemløs i København et år, men Københavns Kommune vil ikke hjælpe hende med kontanthjælp og et sted at bo. Uetisk ikke at hjælpe Vi kan ikke bare acceptere, at udenlandske hjemløse får lov at ligge på gaden i København og dø. Det mener en gadeplansmedarbejder, som i to år har haft tæt kontakt med L, en psykisk syg, gadehjemløs svensker. Han er persona non grata i Københavns Kommune, men vil ikke hjem til sin lejlighed og pension i Sverige. Så sandsynligvis ender han med at dø på gaden. Af Tina Juul Rasmussen Foto: Ulrik Jantzen - Det er helt sikkert kun et spørgsmål om tid, før L dør på gaden, hvis der ikke sker noget. Han er psykisk syg og kender derfor ikke konsekvensen af de valg, han træffer. Men nu har han siddet i fire år og frosset røven af på Strøget i København. Det, synes jeg, er et kraftigt signal at sende, og det burde kommunen tage alvorligt. Så hårdt trækker Bo-Lennart Heide-Jochimsen linjerne op i sagen om L, en psykisk syg svensker, som har boet på gaden i det centrale København de seneste ca. fire år. Bo-Lennart Heide-Jochimsen er pædagog og opsøgende gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfors Posefolksprojekt og har næsten daglig haft kontakt med L gennem de sidste par år. Han er både rystet og vred. - Jeg tror, at alle, som arbejder med hjemløse i byen, kender L. Han kan ikke passe på sig selv, han sover i vandpytter, har ikke nok tøj på og er ikke stærk nok til at leve på gaden. Han kan sidde og ryste af kulde på en bænk, og når jeg så kigger ned ad ham, opdager jeg, at han ikke har strømper på. Og alle vil gerne hjælpe ham, men ingen gør noget. Vi har haft mange møder med kommunen, som siger, at de ikke kan gøre andet end at tilbyde ham en billet hjem. Men jeg mener, at vi som kommune, region og land er etisk og menneskeligt forpligtet til at gøre noget for de udenlandske hjemløse. Jeg mener ikke, at vi bare kan acceptere, at de får lov at ligge på gaden og dø, siger Bo-Lennart Heide-Jochimsen, som dog tilføjer, at Københavns Kommunes gadeplansindsats sammen med Natcafé på Sundholm den seneste måned (december/januar, red.) har tilbudt L at overnatte her. Tilgodeser kommunens tarv Men sandsynligvis må borgerne i København indstille sig på fortsat at gå forbi L på Strøget eller Rådhuspladsen, så længe han er i live. For problemet med 54-årige L og for den sags skyld alle andre udenlandske hjemløse i Danmark er, at hverken stat, region eller kommune er lovmæssigt forpligtet til at hjælpe dem. Og derfor vil kommunen (i L s tilfælde København, red.) hverken huse L eller betale for, at han kan blive her. Men det er L imidlertid fløjtende ligeglad med. Hver gang kommunen giver ham en enkeltbillet hjem til Sverige, sidder han igen på Strøget få dage senere. - På et tidspunkt holdt vi et møde 11 mand høj: De svenske myndigheder og socialrådgivere, danske socialarbejdere, Københavns Kommune og den svenske kirke. Og uanset hvad L blev spurgt om, svarede han: Jeg vil gerne bo i København. De svenske myndigheder er indstillet på at hjælpe ham og synes, de har et flot tilbud med både bolig og pension. Men problemet er, at L vil være her, så derfor passer tilbuddet ikke til ham. Hvis man kunne lave en ordning, så nogle af de penge, han får i Sverige, kunne overføres hertil og betale for udgifterne til hans ophold i København, ville kommunen måske være indstillet på at hjælpe ham. Men det hele handler om økonomi og paragraffer, så det bliver ikke L s tarv, men kommunens tarv, man tager hensyn til. Og han er jo ikke den eneste svensker, som render rundt i København uden at få hjælp, konstaterer Bo-Lennart Heide-Jochimsen og tilføjer: - Måske kan man godt sige, at det er L s frie valg at leve på gaden i København, når han nu har en lejlighed i Sverige. Men jeg vil argumentere for, at som psykisk syg har du ikke et frit valg på samme måde, som når du eller jeg vælger at tage på charterferie til Ibiza eller noget lignende, fordi en psykisk syg ikke tænker rationelt som os andre. Og jeg mener, at vi som samfund etisk og menneskeligt er forpligtet til at hjælpe mennesker, som ligger og dør på gaderne i København. Derfor har jeg valgt at fortælle om L s situation, selv om det sætter mig i et etisk dilemma, fordi jeg mener, at det går meget tæt på et menneske, som i forvejen er sårbar, og måske gør hans situation værre. Projekt Udenfors gadeplansmedarbejder Bo-Lennart Heide-Jochimsen har kendt L de sidste to år. I forgrunden ses Bos og L s hænder. Foto: Ulrik Jantzen Af Jaku-Lina E. Nielsen Hvis man er dansk statsborger og har levet et helt år som gadehjemløs i Københavns Kommune og via jævnlig kontakt med kommunens opsøgende gadeplansarbejdere kan dokumentere, at man vitterlig har levet som hjemløs i kommunen i et år så skulle man tro, at det kunne lade sig gøre at blive registreret som borger i Københavns Kommune. Men så let er det ikke. Og det er 25-årige Stines historie et bevis på. Hun kommer fra en nordsjællandsk kommune, men har det sidste års tid herunder flere vintermåneder levet som gadehjemløs i det Indre København. Det sidste halve år har hun kun levet af det, hun kan tjene ved at sælge Hus Forbi og som medhjælper i frugt- og grøntboder i København. Hendes hjem-kommune stoppede hendes kontanthjælp for ca. et halvt år siden, fordi hun var udeblevet fra lovpligtige samtaler med sin sagsbehandler, og kort før jul gav Københavns Kommune hende afslag på en ansøgning om kontanthjælp. Hendes problem er, at Københavns Kommune stadig betragter hende som borger i den nordsjællandske kommune, fordi det var her, hun sidst havde folkeregisteradresse. Men Stine vil ikke bo i den nordsjællandske kommune, og derfor er de aftaler, som de københavnske gadeplansarbejdere har forsøgt at sætte i stand mellem Stine og hendes sagsbehandler i Nordsjælland, aldrig blevet til noget. Vil gerne aktiveres Stines historie ligner svenske L s historie, idet hun også er blevet kastebold ikke mellem to lande men mellem to danske kommuner. Og fordi hun ikke makker ret og ikke ønsker at få genoptaget sin sag der, hvor systemet siger, hun skal, sker der ingenting. Ifølge Hus Forbis oplysninger er det sådan, at hvis der er uenighed mellem to kommuner, om hvilken kommune der skal udbetale kontanthjælp, er det altid den kommune, hvor man sidst har haft adresse, der har forpligtelsen. Og med udbetalingen af kontanthjælp følger krav om aktivering, samtaler og så videre. Stine vil faktisk meget gerne i aktivering, men hun ønsker, at det skal ske i København og ikke i Nordsjælland. Men det tillader lovgivningen ikke, fordi hun jo ikke har folkeregisteradresse i København. Stine har valgt at være anonym. Derfor er Stine et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes fulde navn. Modelfoto: Ulrik Jantzen jaku-lina@husforbi.dk 4 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

4 Københavns Kommune rykkede på L Kan vi være bekendt at lade L dø på gaden? Efter artiklen om L var skrevet og sendt til Socialudvalgets medlemmer, kom Københavns Kommune med et tilbud til L om et sted at bo, hvor der er til knyttet pleje og omsorg. Et tilbud, Projekt Udenfor ifølge gadeplansmedarbejder Bo-Lennart Heide-Jochimsen har efterspurgt til L i over et år. Hus Forbi følger op på sagen i næste nummer og kan forhåbentlig besøge L i hans nye hjem. Ved redaktionens slutning den 29. januar havde L dog stadig ikke fået den plads i det botilbud, som Københavns Kommune havde lovet ham. - taj Det spørgsmål stillede Hus Forbi de 11 medlemmer af Socialudvalget i Københavns Kommune. De fik tilsendt artiklen om L og en uge til at svare på spørgsmålet. Ved deadline var der kommet fire svar. Af Tina Juul Rasmussen Finn Rudaizky, løsgænger: Tid at træde i karakter Da den psykisk syge svensker blev smidt ud af sit værelse på bofællesskabet i København, var der tale om en sag af overordnet principiel karakter med særligt politisk indhold. For det var kommunen, som var direkte årsag til, at L røg retur til det nedværdigende gadeliv. Kommunen overholdt alle juridiske paragraffer, men i spørgsmålet om liv eller død må der også være en menneskelig forpligtigelse. En sådan form for etik og moral er selvfølgelig politikernes ansvar. Det er på høje tid, at vi fra politisk side træder i karakter. De svenske myndigheder er ikke nemme at danse med, men selvfølgelig kan problemet løses praktisk og pengemæssigt mellem Sverige og Danmark. Vi kan ikke være bekendt at lade folk dø på gaden og kunne i det mindste have sikret, at L blev på sit værelse i bofællesskabet. Jeg vil have løst den konkrete sag nu, men jeg vil også have en løsning på den svensk-danske problematik. Derfor har jeg sat spørgsmålet til debat på det kommende møde i Borgerrepræsentationen. Socialborgmester Mikkel Warming (Enhl.): Vi skal finde en løsning Vi skal undgå, at folk lever på gaden i København. Jeg ved, det her har været et kompliceret forløb, hvor man har prøvet at hjælpe manden hjem til hans egen bolig, hvor hjemkommunen har været parat til at hjælpe ham. Det er ikke lykkedes, og Københavns Kommune vil nu tilbyde ham plads på et socialpsykiatrisk bosted. Det kan vi gøre i det konkrete tilfælde, fordi han er fra Sverige, men generelt skal vi finde en løsning for alle udenlandske hjemløse, også dem fra resten af EU, på nationalt plan. Thor Grønlykke, socialordfører (S), på vegne af den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen: Vi må prøve at hjælpe Mennesker, som har brug for hjælp, skal have hjælp. Det er socialdemokraternes holdning til socialpolitik. Det gælder naturligvis også for svenskere! Det lyder som om, L har brug for en anden hjælp end den, han hidtil har fået, så det skal han have, hvis det kan lade sig gøre. Hjælp til nødstedte uanset nationalitet bør være udgangspunktet i København, Danmark, Norden og EU. Finn Rudaizky Thor Grønlykke Når det er sagt, er der selvfølgelig en lang række problemer, som kan gøre det vanskeligt. Eksempelvis når København huser flere og flere hjemløse fra udlandet på grund af de internationale regler i EU mv., vi har underskrevet, uden at regeringen, som har lavet reglerne, vil hjælpe til med at tage ansvar for at løse problemerne. København har ikke pengene til at hjælpe folk fra andre lande generelt. Og med den mangel på ressourcer, som allerede eksisterer, ville vi svigte alle dem, som allerede nu ikke får tilstrækkelig hjælp, hvis vi påtog at hjælpe mennesker, som kunne få hjælp et andet sted. Men når der ikke kan findes andre løsninger, som det Mikkel Warming Margrethe Wivel virker som om i tilfældet med L, må vi selvfølgelig prøve at hjælpe alligevel. Margrethe Wivel, socialordfører (R): De frivillige kan hjælpe Det er selvfølgelig ikke nogen let problemstilling. Hvad gør vi med de udenlandske hjemløse i København? På den ene side bliver vi naturligvis nødt til at se mennesket, før vi ser statsborgeren. På den anden side er det næppe holdbart at give udenlandske statsborgere samme rettigheder som danske udsatte. Men her kunne de frivillige sociale organisationer måske bidrage. Kommunen kunne eksempelvis støtte Det siger reglerne Som svensker er L omfattet af den nordiske konvention om social sikring (aftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, red.) og har således lov til at opholde sig i Danmark. Der er ikke retlige hindringer for, at han flytter til Danmark, eller at han i en periode tager ophold i en boform, når han samtidig får sin pension fra Sverige. Personer uden forsørgelsesgrundlag Havde L været uden forsørgelsesgrundlag, og det måtte forventes, at han ville få behov for økonomisk hjælp til at forsørge sig selv i mere end et halvt år, er kommunen forpligtet til at sende en anmodning om hjælp til Den Sociale Sikringsstyrelse. Det gælder både for nordiske statsborgere og for borgere fra EU-lande. EU-borgere EU-borgere har ikke generel adgang til at tage ophold i Danmark, men skal være i besiddelse af et konkret opholdsgrundlag, f.eks. fordi de er arbejdssøgende, har arbejde, bliver gift eller er under uddannelse. Fælles for dem er, at de skal være i stand til at forsørge sig selv. Ellers kan de udvises. EU-borgere i denne situation har ikke adgang til sociale ydelser, fordi de ikke har lovligt ophold i Danmark. Kilde: Københavns Kommune frivillige foreninger, som gjorde en specifik indsats over for de udenlandske udsatte, indtil der bliver skabt internationale samarbejds- og betalingsaftaler. For dette er jo ikke kun et københavnsk problem. Endnu en polsk Hus Forbi-sælger død På under et halvt år er to af Hus Forbis østeuropæiske sælgere døde som gadehjemløse i København. Hus Forbis gadeplansmedarbejder frygter, at flere vil lide samme skæbne, hvis ikke det offentlige tager ansvar for dem. Af Tina Juul Rasmussen Endnu en af Hus Forbis østeuropæiske sælgere er død. I juli døde polakken Mickey på en bænk i Grøndalsparken i København, kun 34 år gammel. Den 5. december 2007 fik hans landsmand Czestow Szober en blodprop på Frederiksberg Hospital, hvor han var indlagt. Han blev overført til Rigshospitalets intensive afdeling, hvor han døde. Czestow blev 56 år gammel. De sidste ca. to år havde han opholdt sig i Danmark og siden marts 2007 levet af at sælge Hus Forbi. Czestow havde et massivt alkoholforbrug, som endte med at tage livet af ham. Alle, Hus Forbi har talt med, husker Czestow som en rar ældre mand, der ikke gjorde meget væsen af sig, men var meget mærket af sit druk. Han overnattede enten udendørs eller på byens natherberger. - Jeg har flere gange set ham lig- Polakken Czestow Szobers midlertidige Hus Forbi-sælgerkort. Czestow døde den 5. december 2007 på Frederiksberg Hospital, 56 år gammel. ge og sove udenfor i regnvejr uden noget over sig. Så har jeg taget ham med i bilen herned i caféen, fortæller Michael Espersen, lederen af Morgencaféen, et værested for hjemløse i Blågårdskirken på Nørrebro i København, hvor Czestow ofte kom og spiste morgenmad. Også Henrik Pedersen, gadeplansmedarbejder i Hus Forbi, husker Czestow som rar, men påvirket af sit misbrug. - Han var en sjov ældre mand, en enegænger. Han købte måske tre-fire aviser ad gangen, som han solgte. Han skulle bare have til dagen og vejen. Han deltog i vores danskundervisning, nok mest af pligt for ikke at miste sit sælgerkort. Hus Forbis dansklærer, Bente Dahl, husker også Czestow, der deltog i hendes dansktimer, som en venlig mand, som imidlertid havde meget svært ved at lære dansk. - Jeg tror, at han måske har været analfabet på sit eget sprog, siger Bente Dahl. Bedre som hjemløs i Danmark Socialarbejder Thomas Sørensen fra Københavns Kommunes opsøgende team for hjemløse udlændinge besøgte Czestow flere gange på hospitalet, inden han døde, bl.a. for at afklare hans baggrund for at være i Danmark og undersøge mulighederne for, at Czestow kunne komme hjem til Polen i stedet for at leve på gaden i Danmark. - Han kom fra en meget fattig familie i det sydlige Polen, hvor hans mor og søstre stadig bor. Han oplevede det åbenbart ikke som en mulighed at vende hjem og sagde til mig, at det var bedre at være hjemløs i Danmark. Han havde tilsyneladende mistet sine sociale rettigheder i Polen, fordi han havde været ude af landet i mere end tre måneder, siger Thomas Sørensen. En måned efter Czestows død lå hans lig stadig på køl i København, mens Københavns Kommune og den polske ambassade fik styr på, hvad der skulle ske med Czestows jordiske rester. At det tog så lang tid skyldtes bl.a. at Czestow var indlagt på hospitalet under forkert navn, og derfor blev dødsattesten også skrevet i samme, forkerte navn. - Han var så dårlig, at selv med tolk var det svært for personalet at finde ud af, hvem han var, fortæller Thomas Sørensen, der hjalp med at udrede de forkerte oplysninger på dødsattesten og tage kontakt til den polske ambassade, som har underrettet Czestows familie i Polen. - Familien har ikke råd til at betale for at få Czestow kremeret, så Københavns Kommune ender med at må betale. Det sidste, jeg hørte i sagen var, at Czestows urne sandsynligvis ville blive sat ned på De Ukendtes på Bispebjerg Kirkegård, medmindre familien vil have hans urne hjem og kan betale de lidt over 500 kr., som det koster, siger Thomas Sørensen. Henrik Pedersen fra Hus Forbi er både ked af og frustreret over Czestows død. - Jeg synes, at jeg i løbet af efteråret forsøgte at gøre kommunen opmærksom på, at han havde det dårligt, men det førte ikke rigtig til noget. Og der er jo flere som Czestow i gruppen af hjemløse polakker, der drikker, og som der skal gøres noget for ellers overlever de ikke vinteren. Derfor mener jeg, at det offentlige, regeringen og kommunerne, efterhånden må tage et ansvar for disse mennesker, mener Henrik Pedersen. 6 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

5 Kommentar Den rummelige by Af Anna Esbjørn Hess Jeg læste forleden, at Rådet for Socialt Udsatte havde opfordret Odense Kommune til at tænke socialt udsatte borgere ind i planlægningen og omdannelsen af den indre by og havnen. Skab flere faciliteter i mindre størrelsesorden til udsatte grupper som alternativ til, at borgerne selv finder og skaber stederne, lød budskabet. Forslaget fik mig til at tænke over den måde, vi planlægger byer og nye bykvarterer på. For hvem er det, vi planlægger for? Gør vi nok for at sikre den rummelige by? I de fleste byer er der grupper af udsatte borgere, som på grund af hjemløshed, misbrug eller sociale problemer har brug for steder, hvor de kan opholde sig inden- og udendørs sammen med ligesindede. Ofte samles disse personer på offentlige pladser og transitområder som banegårde og metrostationer. Ikke fordi de foretrækker at være netop Nødherberg til østeuropæiske hjemløse Omsorgsorganisationernes Samråd, Projekt Udenfor, Københavns Domkirke og Hus Forbi har i fællesskab åbnet et nødherberg for udenlandske hjemløse fra den 28. januar, der bliver plads til overnattende. Nødherberget ligger på Nørrebro i København i Arbejde Adlers Hus. Dørene åbnes kl. 23, og alle skal efter at have spist morgenmad være ude kl. 8. Årsagen til åbningen af nødherberget er, at udenlandske hjemløse ikke må benytte de eksisterende herberger i byen, og herbergerne risikerer at miste deres tilskud fra kommunen, hvis de alligevel lukker udenlandske hjemløse ind, har velfærdsminister Karen Jespersen (V) gjort klart. - taj der, men fordi der måske ikke findes alternativer, hvor de må drikke, medbringe hunde eller lignende. Tilstedeværelsen af hjemløse og alkoholikere i byens rum giver anledning til økonomiske og territoriale interessekonflikter. For butikker og restauratører er de ikke attraktive forbrugere på samme måde som andre byboere. De bruger byen på en anderledes måde. Måske larmer, lugter og drikker de eller udstiller sig selv i fuld offentlighed, og bryder herved byens uudtalte sociale og kulturelle normer om civiliseret adfærd. Hvordan forholder vi os til sådanne normbrydere, der bruger byrummene utilsigtet ved f.eks. at opholde sig for længe i dem? Er løsningen at fjerne flere og flere bænke, så der er begrænsede opholdsmuligheder for dem? Eller burde vi, som Rådet for Socialt Udsatte foreslår, indtænke udsatte borgere i planlægningen af byens rum, så de får nogle attraktive inden- og udendørssteder, der ikke er i konflikt med byens forretningsliv og normer? Og måske ligefrem spørge brugerne selv, hvad de ønsker? Tænk hvis kommunerne satte fokus på forebyggende byplanlægning på samme måde som forebyggende socialt arbejde! Hvis politikere og planlæggere indtænkte skæve boliger, et herberg, et værested eller opholdsarealer til udsatte borgere i udviklingen af nye bydele eller fornyelsen af eksisterende bykvarterer, som en del af en socialt bæredygtig byudvikling! Hvis vi skal have en rummelig og mangfoldig by, må vi gøre en særlig indsats for også at finde plads til hjemløse og andre udsatte grupper. De råber ikke selv højt og forsvinder heller ikke af sig selv. Derfor må vi forholde os aktivt til deres tilstedeværelse og behov. Byudvikling handler om at træffe valg politiske såvel som planlægningsmæssige. Spillede for hjemløse Til Hus Forbis julefrokost i Nørrebrohallen i København den 21. december gav musikeren Peter A.G. en gratis mini-koncert på keyboard og guitar til stor glæde for Hus Forbis sælgere og ansatte. Sælger Jan Andreasen hev sin mundharmonika frem og faldt ind på Vilde kaniner. Og nu vi er i gang med at nævne musikere, som har optrådt gratis til fordel for hjemløse på det seneste, kan vi også nævne, at bandet Everybodys Talking (med blandt andre Jimmy Kolding fra Zididada og Billy Lad disse valg være baseret på den måde, byen faktisk er på, og inddrag de grupper, der nu engang er i den. Antropolog Anna Esbjørn Hess arbejder med byudvikling i Dansk Arkitektur Center og skriver her om byplanlægning i forhold til socialt udsatte. Cross) spillede en gratis koncert i Blågårdskirken i København den 23. januar, hvor overskuddet gik til Morgencaféen, et værested for hjemløse. - jalini Foto: Katrine Bartram Reinert Foto: Holger Henriksen Heidi har bygget sin egen seng i Gaderummet, hvor hun jævnligt overnatter. Gaderummets brugere: De skal bære os ud herfra Der er lukket for varmen i bostedet for unge, Gaderummet på Nørrebro. Snart har huset heller ikke strøm længere. Men lederen og brugerne håber stadig, at Københavns Kommune vil fortryde, at de har lukket for pengekassen til Gaderummet i maj 2007 og lade dem fortsætte som før. Af Lisbeth Rindholt Foto: Holger Henriksen En stor kamphund zigzagger mellem kasserede møbler, afpillede cykler og våde tæpper. Gaderummets gård er fyldt op med gammelt skrammel. Sådan har det altid Gaderummet vs. Københavns Kommune I starten af 2007 opstod en konflikt mellem Gaderummet på Nørrebro og Københavns Kommunes socialforvaltning. Kommunen mente ikke, at Gaderummet overholdt præmisserne for at modtage økonomiske midler fra Socialministeriet til at drive stedet: Gaderummet havde bl.a. undladt at samarbejde med behandlingspsykiatrien om de sindslidende unge i huset, og de havde ikke overholdt kommunens seks påbud til stedet. Gaderummets ledelse mente omvendt, at kommunens krav til bostedet var urimelige: Bl.a. var de seks påbud blevet tilføjet en ellers positiv tilsynsrapport fra Gaderummet i Og kommunes påstand om, at sindslidende beboere i huset var blevet frataget deres medicin, var usand. I maj 2007 trak Københavns Kommune sin godkendelse af Gaderummet tilbage, og puljemidlerne til driften af bostedet stoppede. Kommunen fortsatte dog med at betale husleje på adressen i Rådmandsgade 60. Senere på året besluttede kommunen at indsætte organisationerne Askovgården og Missionen blandt hjemløse til i fællesskab at overtage ledelsen af Gaderummet. Men den nuværende leder, Kalle Birck-Madsen, er sammen med brugerne blevet i huset og driver stedet for indsamlede midler og fonde. Københavns Kommune har indtil dato undladt at gribe ind over for besættelsen af Gaderummet. Og de to organisationer, der skal overtage ledelsen, forholder sig afventende. været. Men der er også noget nyt i gården. Det ene er en høj stabel mælkekasser, hvori hjemløsecafeen Krypten på Nørrebro jævnligt donerer deres overskydende mad til Gaderummet. Det andet er en vogn på hjul, pyntet med gran og overdækket 8 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

6 Hvad siger Københavns Kommune? Situationen i Gaderummet er ikke længere holdbar. Der skal findes en løsning nu, men vi ønsker ikke at sætte fogeden ind, siger Københavns socialborgmester Mikkel Warming. Vognen her kaldes Ønskebrønden. Siden sommeren 2007 har beboere og medarbejdere samlet penge ind til Gaderummet på bl.a. Nørrebros Runddel og Rådhuspladsen i Ønskebrønden. Kalle Birck-Madsen har været leder i Gaderummet siden Hunden tilhører en af husets beboere. I sovesalen er opstillet køjesenge, som brugerne har indrettet som små huler. Her overnatter otte personer. Ulrich, 23 år, har fået psykologisk rådgivning i Gaderummet siden Patrick er 18 år og kommer jævnligt i Gaderummet. Han spillede på reservelandsholdet i VM i Hjemløsefodbold i sommer og har nu fået en lejlighed gennem Ombold, foreningen bag gadefodbold for hjemløse i Danmark. Af Lisbeth Rindholt Hvorfor har Københavns Kommune ikke taget en beslutning i forhold til Gaderummet, der nu har været besat i otte måneder? - I Socialudvalget er vi enige om, at der er brug for en ny ledelse af stedet, så Gaderummet kan få lov til at fortsætte, som det oprindeligt var tænkt. Vi ønsker, at der skal være et sådant tilbud i København, siger Mikkel Warming, socialborgmester i Københavns Kommune (Enhl.). Hvad er tidshorisonten? Rømmer I huset på et tidspunkt? - Socialforvaltningen følger situationen meget tæt. På den ene side ønsker jeg ikke at sætte fogeden ind, da det er sårbare unge, som bruger stedet. Jeg tror, at alle helst ville prøve alle andre muligheder først. På den anden side må vi erkende, at situationen ikke længere er holdbar. Derfor vil vi på socialudvalgsmødet den 6. februar 2008 vurdere situationen og tage en endelig beslutning i forhold til, hvilken model vi så skal vælge. Hvordan vil det kommende Gaderummet fungere? - Gaderummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Et sted, hvor der er højt til loftet og meget brugerinddragelse og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan komme og være sig selv samtidig med, at de får den behandling, som en del af dem har brug for. Det sidste er der meget brug for, at der kommer tryghed omkring, siger Mikkel Warming. Mikkel Warming havde ikke mulighed for at give interview om sagen. Hans svar er derfor afgivet pr. mail. 24-årige Jan er pt. hjemløs og overnatter i Gaderummets sovesal, mens han venter på at få sin egen lejlighed gennem Kriminalforsorgen. I Garderoben i kælderen kan brugerne frit forsyne sig med tøj og sko. Gården er fyldt med gamle møbler og grønne mælkekasser, som huset hver dag får leveret mad i. Selv om DONG snart lukker for strømmen i Gaderummet, har beboerne for nylig bygget et lydisoleret rum i øvelokalet i kælderen. Hvad siger de kommende ledere af Gaderummet? af en grøn parasol. Vognen kaldes Ønskebrønden. Siden Københavns Kommune i maj 2007 valgte at lukke Gaderummet, dvs. fratage dem alle økonomiske midler til driften af huset ( kr. om måneden ifølge lederen af Gaderummet, Kalle Birck-Madsen, red.), har de været afhængige af donationer og private midler. Blandt andet samler brugerne penge ind i Ønskebrønden på gaden i København. - Vi står f.eks. på Nørreport og deler løbesedler ud og beder folk om at støtte Gaderummet. Det giver ca kroner på en god dag. Pengene bruger vi til bl.a. mad, telefon og rengøringsmidler, fortæller 23-årige Ulrich, som lige er trådt ind i fælleskøkkenet i Gaderummets stueetage. Han er kommet fast i huset siden 2006 og er dybt engageret i den igangværende konflikt mellem Københavns Kommune og Gaderummet (se boksen side 9). - Kommunen prøver at sulte os ud. Men hele huset bliver ved med at kæmpe for at overleve, fordi vi mener og tror på, at vi har ret til at fortsætte som før, siger Ulrich og trækker sin hue godt ned om ørerne. For der er koldt i Gaderummet. Iskoldt. Beboerne holder varmen De sidste tre måneder har Gaderummet været uden varme på grund af manglende betaling. Men i sovesalen bag fælleskøkkenet mærker beboerne ikke så meget til kulden. De otte unge, der overnatter her, har indrettet salens køjesenge til små, lune huler med tæppeforhæng, hvor de også kan have lidt privatliv. - Vi har lige fået 40 dyner af en anonym giver, fortæller lederen af Gaderummet, Kalle Birck-Madsen, og peger på en stor bunke hvide dyner, der er stablet op i computerrummet ud mod Rådmandsgade. Bag bunken ligger en ung fyr og sover på sofaen med en af dynerne over sig. Der er godt fyldt op med folk i Gaderummet. I stort set samtlige senge, sofaer og lænestole i huset har de unge indrettet sovepladser. - Vi har samme antal beboere, som vi havde før maj sidste år unge, der bor her fast, og en masse, som kommer dagligt og overnatter en gang imellem, fortæller Kalle, mens han farer rundt for at rydde det værste rod af vejen, inden Hus Forbis fotograf tager billeder af interiøret. Der er to faste medarbejdere tilbage i Gaderummet og tre løse, som alle nu arbejder frivilligt, da Gaderummet ikke har kunnet betale løn til personalet, efter kommunen smækkede pengekassen i. Før var alle fem medarbejdere lønnede. - Vi er flere måneder bagud med mange regninger. Og næste skridt er, at de lukker for strømmen og bredbåndsforbindelsen, fortsætter Kalle og tilføjer: - Men vi håber stadig, at kommunen erkender sine fejl og giver os driftsmidlerne tilbage. Smidt ud af nød værested På grund af situationen i Gaderummet har Københavns Kommune Gaderummet oprettet et midlertidigt værested i Fensmarksgade 65 på Nørrebro. Men mange af Gaderummets brugere går kun hen i Fensmarksgade, når de skal vaske tøj eller have et varmt bad. - Det ligner et hospital. Indenfor er et glasbur med små huller, som man skal tale igennem, siger 18-årige Patrick og slår sig ned i en sofa i et af værelserne ud mod Gaderummets gård. På bordet foran ham står ølflasker og en vandpibe. Patrick kan godt lide de frie rammer, der er i Gaderummet. bl.a. at stedet er åbent døgnet rundt og at det er tilladt at drikke og ryge- med måde. - I Fensmarksgade er der en masse regler. Vi sad dernede en aften og drak øl, og da vi ikke ville gå i seng kl. 23, ringede personalet til Et være-, bo- og rådgivningssted for udstødte unge mellem år, bl.a. hjemløse og unge med sindslidelser og sociale problemer. Stedet er døgnåbent og har faste beboere, ca. 150 brugere og 30 unge i psykologisk forløb. Det har eksisteret siden Først som det gamle Gaderummet i et baghus på Nørrebrogade, og siden 2005 som det nye Gaderummet i Rådmandsgade 60 på Nørrebro. politiet. Da politiet kom, sprang vi ud af vinduet. Siden har vi ikke været der, fortæller Patrick. På en høj køjeseng over ham sidder 30-årige Mex. Patrick og Mex er bange for, hvad der vil ske med Gaderummet, hvis ledelsen i huset bliver overtaget af organisationerne Askovgården og Missionen blandt hjemløse, som Københavns Kommune har planlagt. - Jeg frygter, at de to organisationer laver Gaderummet om til noget, der minder om en ungdomsinstitution med stramme regler, ligesom i Fensmarksgade. Hvis det sker, holder vi op med at komme her, siger Mex. Hans ven Jan, som pt. er hjemløs og overnatter i Gaderummets sovesal, nikker samstemmende. - Men vi vil kæmpe til det sidste for Gaderummet. De skal bære os ud herfra, understreger Jan. Patrick, Mex og Jan har mange gange været ude og samle penge ind til Gaderummet i Ønskebrønden. Det vil de blive ved med. Ulrich er et opdigtet navn, men Hus Forbi kender brugerens rette identitet. Organisationerne Missionen blandt hjemløse og Askovgården sagde i foråret 2007 ja til at overtage ledelsen i Gaderummet. Men de venter stadig på grønt lys fra Københavns Kommune til at rykke ind i huset. Af Lisbeth Rindholt I skal overtage ledelsen i Gaderummet. Hvordan forholder I jer til striden mellem Gaderummet og Københavns kommune? - Det er ikke vores konflikt. Når vi går ind, skal de to parter være afklaret med hinanden, så Gaderummet er klar til overtagelse. Det sker på et tidspunkt, for jeg har aldrig oplevet, at Københavns Kommune har tabt en sag. Men der er endnu ikke taget endelig politisk beslutning om, hvad der skal ske med Gaderummet, siger Anders Sørensen, leder af det opsøgende arbejde under Missionen blandt hjemløse, og fortsætter: - Vi har nedsat en bestyrelse sammen med Askovgården og har mandskab, som er klar til at overtage Gaderummet med meget kort frist. Vi skal bare have en dato fra kommunen. Indtil da er vi afventende. Foto: Karen Pedersen Anders Sørensen, Missionen blandt hjemløse Hvad er jeres forhold til brugerne i Gaderummet? - Vi vil gerne tale med brugerne. Og vi har tidligere spurgt, om vi måtte komme på besøg i Gaderummet til en snak. Det måtte vi gerne, men så skulle de have lov til at filme vores møde og lægge det ud på nettet. Det havde vi ikke lyst til. Vi vil have en ligeværdig dialog. Ansigt til ansigt. Beboerne frygter, at Gaderummet ikke vil blive det samme som før, når I overtager ledelsen? - Vi ønsker, at Gaderummet får samme form, som det har nu. Det skal stadig være døgnåbent og med stor brugerinddragelse. Men selvfølgelig vil vi også lave ændringer, bl.a. i forhold til hashrygning og samarbejde med psykiatrien, som jo har været problematikken i hele striden med Socialforvaltningen. Men det er en proces, som vi må tage med brugerne. Gaderummet skal være brugernes institution, ikke kommunens, slutter Anders Sørensen. lisbeth@rindholt.dk Missionen blandt hjemløse er en kirkelig, social organisation, der bl.a. driver herberget Mændenes Hjem og værestederne Pegasus og Amadeus. Askovgården er en selvejende institution, der driver sociale, undervisnings- og sundhedsmæssige aktiviteter, bl.a. tilbud til unge med psykosociale problemer. 10 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

7 Vesterbro Sundhedsrummet: Stofbrugere skal genoplive stofbrugere Mens vi venter på et fixerum Stofbrugerne må fixe lovlig metadon i Sundhedsrummet på Vesterbro. Det er første skridt mod et rigtigt fixerum, mener Michael Lodberg Olsen, formand for Dugnad Vesterbro. Et sundhedsrum redder ikke stofbrugere fra at dø af en overdosis, mener stofbrugernes egen forening. Derfor vil de nu uddanne stofbrugerne i at give hinanden sprøjter med modgift. Af Lisbeth Rindholt Det kommende Sundhedsrum i Kvægtorvsgade på Vesterbro skal højne sundheden for kvarterets stofbrugere. Her kan de bl.a. få hjælp til at indtage lægeordineret metadon. Men BrugerForeningen (forening for aktive stof- og metadonbrugere i Danmark, red.) mener ikke, at Sundhedsrummet i sig selv vil ændre på stofbrugernes adfærd og fixevaner. - Stofbrugerne vil stadig skulle fixe på gaden og i opgange, hvor de risikerer at få en overdosis, som kan være dødelig, siger Jørgen Kjær, formand for BrugerForeningen. Han mener, at antallet af dødsfald blandt stofbrugere i Danmark er for højt (ifølge Sundhedsstyrelsen døde 275 stofbrugere efter overdosis mv. i 2005, red.), og han vil gerne have tallet bragt ned. Derfor tager BrugerForeningen nu sagen i egen hånd: De vil uddanne en gruppe stofbrugere bl.a. SprøjtePatruljen, der til daglig indsamler brugte kanyler på Vesterbro i at give andre stofbrugere en modgiftsprøjte i tilfælde af overdosis. Giver stofbrugere ansvar Pengene til at realisere ideen er netop kommet via Københavns Kommunes socialforvaltning. Og uddannelsen sker i selve Sundhedsrummet under ledelse af bl.a. læge Henrik Thiesen. Han er også leder af sundhedsteamet i Københavns Kommune og lægefaglig supervisor i det kommende Sundhedsrum. - Stofbrugerne bliver uddannet i, hvad modgiften Naltrexon er for et stof, hvordan det virker, og hvordan de injicerer stoffet. Med den viden kan de genoplive personer, som har fået en overdosis, fortæller Henrik Thiesen. Er det ikke et stort ansvar at give stofbrugerne? - Mange af brugerne har allerede overværet tilfælde af overdosis uden at kunne gøre noget ved det, siger Henrik Thiesen, og Jørgen Kjær supplerer: - Hvis man ved, hvordan man skal gøre, lykkes det som regel at genoplive stofbrugeren med modgiften. Det er stofbrugerne selv, som har bedt om at give sprøjterne, og jeg er overbevist om, at det vil nedsætte antallet af dødsfald, siger han og henviser til lignende brugeruddannelser i Australien og USA, der har vist gode resultater. lisbeth@rindholt.dk Foto: Polfoto Af Lisbeth Rindholt Foto: Andreas Hansen Hvad er metadon? Metadon er et smertestillende stof, der minder om morfin. Det giver samme risiko for tilvænning og dødsfald som morfin og heroin, men har længerevirkende effekt (12-24 timer). På grund af den lange virkningstid bruges metadon ofte til nedtrapning af personer, som er afhængige af morfin eller heroin. Det kan ikke anvendes til kokain- eller amfetaminafhængighed. Stoffet fremstilles primært til at drikke (en sukkerholdig væske) eller til at injicere (en koncentreret form). Sådan kommer Vesterbros Sundhedsrum måske til at se ud. Billedet er fra fixerummet i Oslo i Her må stofbrugerne injicere både lovlige og ulovlige stoffer. De får udleveret det udstyr, de har brug for: stearinlys, kogekar, saks, saltvand, filter, slange mv. Fixerummet, et tre-årigt forsøgsprojekt, benyttes af den mest udsatte gruppe af Oslos aktive stofbrugere. Sundhed med stort S. Det er, hvad Sundhedsrummet på Vesterbro tilbyder, når stedet åbner i løbet af Her kan stofbrugerne få udleveret rent sprøjteudstyr og blive behandlet for de skader, som de ofte får, når de fixer med beskidt vand eller låner hinandens udstyr, f.eks. åbne sår, bylder og koldbrand. Sundhedsrummet bliver desuden indrettet med små båse eller fixestationer. Det er ikke tilladt at indtage ulovlige stoffer (som heroin og kokain) i båsene. Til gengæld kan stofbrugerne indtage deres lægeordinerede metadon her. Normalt bliver metadon fremstillet til at drikke og tilsættes en sukkerholdig væske. Men i Sundhedsrummet får stofbrugene som noget nyt lov til at fixe metadonen. - Vi har valgt at tillade injektioner med metadon for at imødekomme så mange metadonbrugere som muligt, siger læge Henrik Thiesen, der skal fungere som lægefaglig supervisor i det kommende Sundhedsrum, og tilføjer: - Mange stofmisbrugere har en særlig trang til at fixe stoffet. På gaden kaldes det nålelir. Hvis man drikker metadonen, får man ikke samme sus, som man gør ved at skyde det direkte ind i kroppen. Nogen prøver derfor at fixe den sukkerholdige væske og risikerer at få f.eks. bylder. Den metadon, som stofmisbrugerne må fixe i Sundhedsrummet, er specielt fremstillet til injektion, understreger han. Må besørge på fortovet At man i Sundhedsrummet tillader Dugnad Vesterbro folkene bag Sundhedsrummet Dugnad Vesterbro er en sammenslutning af stofbrugere, beboere, foreninger, virksomheder og butiksindehavere på Vesterbro. Deres mål er at løse de narkorelaterede problemer på Vesterbro bl.a. gennem konkrete forslag til etablering af et Dugnad Center med fixerum og værested. Dugnad Vesterbro har nu opnået at få et Sundhedsrum og et åbent værested for stofbrugere. Højdepunkter i Dugnad Vesterbros historie September, Dugnads første møde, hvor 80 nøglepersoner på Vesterbro udarbejder et katalog med 101 løsningsforslag til de narkorelaterede problemer i kvarteret. August, Dugnad får støtte fra Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på over 12 mio. kr. og fra Københavns Kommune til etablering af et Sundhedsrum på Vesterbro. August, Politisk beslutning om at placere Sundhedsrummet i Kvægtorvsgade, bygning 78 og 81 i Den brune Kødby på Vesterbro. Læs mere på: Blog på: injektion af metadon er dog ikke et forhold, som for alvor vil reducere antallet af dødsfald blandt stofbrugerne, mener Michael Lodberg Olsen. Han er formand for foreningen Dugnad Vesterbro, der i flere år har kæmpet for at etablere et fixerum på Vesterbro. - Så skal vi have et rigtigt fixerum, hvor man også må indtage ulovlige stoffer, siger han og tilføjer: - Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får sådan et fixerum en dag. Sundhedsrummet er bare første skridt på vejen. Et andet afgørende skridt for Michael Lodberg Olsen er, at stofbrugerne får adgang til toiletter i det nye Sundhedsrum. Lige nu er gadehjemløse aktive stofbrugere på Indre Vesterbro nemlig forment adgang til værestedernes toiletter, bl.a. Mændenes Hjem og Mariatjenesten. - Stofbrugerne må besørge på fortovet, bag buske og i kælderskakte. Og hver dag fejer købmanden på hjørnet af Helgolandsgade og Halmtorvet menneskelort op fra gaden. Det er uværdigt for begge parter, siger Michael Lodberg Olsen. I Sundhedsrummet indrettes to toiletter, som stofbrugerne frit kan benytte. - Det er et stort fremskridt Men de må selvfølgelig ikke fixe på toiletterne, understreger han. Hverken Michael Lodberg Olsen eller Henrik Thiesen tør give en nøjagtig dato for indvielsen af Sundhedsrummet og det åbne værested for stofbrugere, der kommer til at ligge i bygningen ved siden af selve Sundhedsrummet. Men det bliver inden udgangen af 2008, lover Michael Lodberg Olsen. Indtil da må hjemløse stofbrugere nøjes med gaden eller benytte de offentlige toiletter på Vesterbros Torv, der pt. er det eneste sted i kvarteret, hvor de kan forrette deres nødtørft. På Vesterbros Torv sidder til gengæld efter flere stofbrugeres udsagn verdens bedste toiletpassere. lisbeth@rindholt.dk Læs portræt af Lena, toiletdamen på Vesterbro Torvs toiletter, på de næste sider. 12 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

8 Vesterbro Narkomanerne er velkomne her John Benny Olsen arbejder som opsynsmand eller tissemand på Vesterbros Torvs offentlige toiletter. Han har været i toiletopsynsbranchen i tre år. - Hvis der f.eks. står en hjemløs grønlænder og vitterlig ikke har to kroner, så får han lov til at tisse alligevel, siger hun og sætter sig ind i opsynsstuen, der ligger mellem dame- og herreafdelingen. Lena er alene på vagt i en uge og passer begge afdelinger. Derefter holder hun fri i en uge, hvor hendes makker, John Benny Olsen, har toiletvagten. Selv om det er Johns friuge, er han kommet forbi i dag. Bare for at hilse på. Men han kan ikke helt lade være med at gå ind i rollen som opsynsmand. - Du kan bruge toilettet her, siger John til en midaldrende, lettere beruset herre, og viser ham ind på et af herretoiletterne. Et kvarters tid senere er manden stadig ikke kommet ud. - Da jeg arbejdede på Rådhuspladsen, bankede vi folk ud efter ti minutter, fortæller Lena og fortsætter: - Det gør jeg ikke her. Der er ingen lov for, hvor længe et toiletophold må vare. Og efter min mening må folk selv bestemme, hvor meget tid de bruger på toilettet, og hvad de laver derinde. Så længe vi ikke har et fixerum på Vesterbro, er narkomanerne velkomne her. Hvis jeg bemærker, at de ikke har bevæget sig inde på toilettet i et stykke tid, banker jeg let på døren og spørger, hvordan det går. - Jeg plejer at sige: Er der stadig liv i dig?, griner John. Taler altid pænt til folk Den midaldrende herre er i live. Han kommer ud af båsen, lægger en mønt i Johns hånd og vakler op ad trappen. I løbet af Lenas mange år i jobbet som tissekone har hun én gang været udsat for et dødsfald på toilettet (på Rådhuspladsen). Og hun har enkelte gange været vidne til, at en af toiletkunderne har fået en overdosis og er blevet genoplivet med en modgiftsprøjte af ambulancefolk. Men Lena har aldrig følt sig truet eller været udsat for voldelige kunder. - Et par af mine kolleger har bl.a. oplevet at få smidt vand fra Tissekonen Lena får sig ofte en kop kaffe og en sludder sammen med de hjemløse narkomaner, som bruger Vesterbros Torvs toiletter hver dag. deres gulvspand i hovedet, eller at nogen af kunderne har tisset ned ad trappen, fordi de ikke måtte komme ind på toilettet, fortæller hun og tilføjer: - Jeg taler altid pænt til folk. Så sker den slags ikke. At Lena behandler sine kunder med værdighed har givet hende et godt ry. Ikke mindst blandt stofbrugerne. Og hun har efterhånden mange stamkunder. En af dem er svenske Margaretha. Hun er hjemløs og sælger Hus Forbi på Vesterbro hver dag. I pauserne mellem avissalget stikker hun lige hovedet indenfor hos Lena og John. Sådan er det også i dag. - Jeg elsker at komme hernede. Der er ingen lov for, hvor længe et toiletophold må vare... Så længe vi ikke har et fixerum på Vesterbro, er narkomanerne velkomne her. De er så søde begge to og tager sig tid til at snakke, siger Margaretha og lægger armen om Lena. Hun og Lena får sig ofte en lang kop kaffe sammen. Men i dag skal Margaretha af sted igen med det samme efter sit toiletbesøg. - Vi ses snart, siger hun og tager hjertelig afsked med Lena, inden hun forsvinder op ad trappen til Vesterbros Torv. Ud i vinterkulden igen. lisbeth@rindholt.dk Tissekonen og tissemanden på Vesterbros Torvs offentlige toiletter er populær blandt kvarterets narkomaner og hjemløse. De tager sig tid til at snakke og blander sig ikke i, hvad der foregår bag toiletternes lukkede døre. Af Lisbeth Rindholt Foto: Magnus Cederlund Der blæser en iskold vind, og Vesterbros Torv ligger øde hen. Men under jorden, i de offentlige toiletter, er der aktivitet. Opsynsdamen eller tissekonen, som hun selv kalder sig er i fuld gang med at gøre rent på toiletterne. Lena Frølich har arbejdet som tissekone i knap 20 år. Gennem tiden har hun været ansat på alle de fire bemandede gadetoiletter, der findes i København: På Rådhuspladsen, i Nyhavn, Amagertorv og på Vesterbros Torv. Og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken arbejdsplads hun foretrækker: Vesterbros Torv. - Mange af mine kolleger er ikke begejstrede for at komme på Vesterbros Torv. De har hørt en masse røverhistorier om, at narkomanerne og grønlænderne her er meget farlige. Men jeg kan altså godt lide at tale med dem og følge med i deres liv. Og jeg synes selv, at jeg har verdens bedste rengøringsjob, siger Lena og ser ud på stentrappen til dametoiletterne, hvor to unge piger er på vej ned. - Vi smutter ind her, fniser pigerne og går arm i arm ind i den bagerste af de fire toiletbåse. Lidt efter kommer de ud igen og lægger to kroner i skålen, der er opstillet i en niche i væggen. Lena tager en klud og går ind for at spritte toiletsædet af. Det er fast rutine efter hvert toiletbesøg af de kunder, som dagligt bruger toiletfaciliteterne her. Og det er bl.a. den service, man betaler to kroner for. Har vagten alene - Jeg er ikke så hidsig med de to kroner, siger Lena. Hun mener, at det er en menneskeret at gå på toilettet, og at toiletbesøg derfor bør være gratis. Toiletter på gaden København har fire bemandede gadetoiletter: Et på Rådhuspladsen, Amager Torv, i Nyhavn og på Vesterbros Torv. Vesterbros Torvs toiletter er åbent dagligt kl Der findes en underjordisk dame- og herreafdeling og et handicaptoilet (ved Eliaskirken på Torvet). Prisen er to kroner for at benytte toilettet. Brug af pissoiret er gratis. Vesterbros Torv. Nedgangen til de offentlige toiletter ses ved busstoppestedet nederst i venstre hjørne. Foto: Scanpix 14 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

9 Vesterbro et luderhotel på Vesterbro I 1971 flyttede håndværkeren Søren ind på luderhotellet 7 eren for at renovere stedet. I de to år, han boede der, kom han tæt på de prostituerede. Mange af dem solgte deres krop for at få penge til at give deres børn et bedre liv, end de selv havde. Af Anne Jensen Foto: Christoffer Regild Du skal ikke stå her og trække. Den besked kunne man nemt få i starten af 70 erne på Vesterbro i København, hvis man stod for længe på den samme flise. Især efter at lederen af uropatruljen, Den Gamle, var skiftet ud med den noget mere emsige og effektive Røde Erik. Når han var i farvandet, handlede det om at se ud som om, man havde et lovligt ærinde. Man skulle i hvert fald ikke stå stille i prostitutionsmiljøet, hvis man ville undgå at blive hevet med på stationen og få en bøde. I hjertet af det hårde miljø omkring Halmtorvet lå pensionatet eren 7 eren i Colbjørnsensgade 7. Og i virkeligheden var pensionatet et luderhotel. Men, som i dag, var alfonseri forbudt, så derfor blev 7 eren omdøbt til pensionat. En, der havde sin gang på 7 eren, var den dengang 38-årige Søren. Han var håndværker og hyret til et større renoveringsarbejde på hotellet. Så selv om han også var familiefar med kone og børn og tilmed en elskerinde, blev han installeret i to år på hotellet, mens renoveringen foregik. Og selv om han i dag er en ældre pensioneret herre, husker han tydeligt tiden på 7 eren. - Der var 96 værelser med toilet og bad, og efterhånden som de blev sat i stand, blev de lejet ud til prostituerede for 700 kr. om ugen. Det var mange penge dengang, selv om værelserne var fuldt møblerede med en stor seng/arbejdsplads, et lille natbord, en stol og et sminkebord. Med i prisen fulgte to måltider om dagen, morgenmad og middagsmad, som blev serveret i spisestuen i kælderen. Her lå der også et lille værtshus, der ligeledes blev kaldt 7 eren. Min kone var dengang ansat som morgendame på dette værtshus. Selv fik jeg 750 kr. om ugen og mit eget værelse på 7 eren, husker Søren, som i dag bor i en beskyttet bolig i København. Var gift og havde børn Ejeren var en hr. Salomonsen, som tjente gode penge på hotellet, men som også satte en vis standard. - Der blev selekteret kraftigt i pigerne på 7 eren. Det var et seriøst etablissement, hvor der var alt fra kroners ludere. Sprøjtenarkomanerne blev sendt ned i Lille Colbjørnsensgade, hvor der lå to andre pensionater af den mere skumle type og med endnu mere mystiske udlejere, der tog sig kærligt af dem, fortæller Søren. I kvarteret omkring 7 eren havde pigerne let adgang til kunderne. De i København legendariske luderbarer Maxim og Kakadu lå og ligger stadig begge i samme gade i hhv. nr. 5 og nr Så pigerne på 7 eren havde gode muligheder for at samle kunder op. På barer, værtshuse, natklubber, via telefonen og annoncer, eller som de fleste gjorde direkte fra gaderne, siger Søren, som også kan give en ret præcis karakteristik af pigerne: - To ud af de 80, som boede der, var over 35 år. De fleste var først i tyverne og primært fra middelklassen. En del af dem havde mand, børn og lejligheder ude i byen. De brugte udelukkende 7 eren som Nogle af de bedste kammerater, Søren havde, da han gik som håndværker på 7 eren, var pensionatets prostituerede. arbejdsplads. Andre både boede og arbejdede der. Løsgængerne, dvs. gadens frie fugle, havde det godt der. Men de hjemløse var afhængige af at kunne lave de 700 kr. om ugen, det kostede at bo der. Huslejen faldt hver fredag, og der var ingen pardon. Havde man ikke pengene, var det ud af røret prompte. Det skete typisk for narkomaner eller lettere alkoholiserede husvilde kvinder, der havde drukket pengene op. Andre havde grådige alfonser i nogle tilfælde pigernes egne ægtemænd som var skyld i, at de ikke kunne betale huslejen. Lidt socialt sindelag havde driftsherren dog også: - Et ældre ægtepar, der var husvilde, blev taget ind fra gaden og stod så for rengøringen, til gengæld for to små værelser oppe under kvisten, husker Søren. Men at det var en god forretning, er Søren slet ikke i tvivl om: - Jeg tror, at Salomonsen nok havde kr. i overskud om måneden på hotellet. Han ejede og handlede også med noget, som dengang hed præmiegrunde, fordi en ud af 100 grunde så var gratis. Han havde kontor i Gothersgade med sin elskerinde installeret over porten og en diskret indgang. Kone, børn, villa var i Hellerup, sommerhus i Hornbæk. Han var en kreativ forretningsmand, må man sige. Gik ikke for under kr. Den daglige drift af 7 eren var dog overladt til hr. Finkler, en af Salomonsens forretningspartnere. Han havde erfaringen fra Grand Hotel og stod i receptionen sammen med sin elskerinde. Han kørte i en leaset Peugeot til kr. om måneden, som firmaet selvfølgelig betalte. Men nogle af kvinderne havde også en god forretning kørende, mener Søren, som dog ikke kan huske så mange navngivne. Dog skilte et par stykker sig ud: - En af dem var Connie. Hun så fantastisk godt ud. Hun arbejdede kun på 7 eren i weekenderne, hvor hun havde et fast værelse. Og hun gik ikke for under kr. for en aften rigtig mange penge dengang. Hun kom primært på Maximbar. To af de andre piger, som arbejdede der, brugte pengene på at købe parfumerier for de penge, de tjente. Mange af pigerne var gifte og havde børn. Et af motiverne for at tage sådan et job var, at de gerne ville tjene ekstra penge for at kunne give deres børn et bedre liv, end de selv havde haft. Børnene kom dog aldrig med på mors arbejdsplads, fortæller Søren og tilføjer: - Andre af pigerne var tabere i den forstand, at de enten ikke havde eller ikke kunne lave andet. Nogle blev sendt på gaden af deres alkoholiserede mænd. Kunderne vidste jo også hvilke piger, der var afhængige af at tjene penge. Det gjorde dem sårbare og nemmere at presse ned, både i pris og i forhold til, hvilke ydelser de ville gå med til at levere. Kunderne kunne finde på at vandre i flere timer op og ned af Colbjørnsensgade for at vente på, at netop deres favoritpige blev ledig. Med en fast belægning på 80 ud af de 96 værelser var der et leben ud og ind ad døren. Kunderne kunne få pigerne både på bestilling og ved direkte afhentning. - Det var gode tider dengang. Der kom rigtig mange svenskere. Og der var rigtig mange gengangere. F.eks. var der horebukken, som blev kaldt for vinduespudseren. Han bollede hvad som helst, og til sidst smed konen ham ud, fordi han altid skulle have noget fremmed. Kunderne kunne også gå ind og spørge efter deres pige i receptionen. En dag kom der en ung mand på 16 år ind med en granvoksen kvinde, der havde et værelse ved siden af receptionen. Et minut efter sagde hun: Tak for i dag, du er velkommen tilbage en anden dag. Jo, der kunne være tryk på de unge mænd. Der var også en ældre herre på et par og firs, der døde oven på en af pigerne. Ambulancen kom stille og roligt og kørte ham væk. Det var ikke nogen god oplevelse for den pige, heller ikke selv om hun var professionel, fortæller Søren. Dengang kostede mælken 50 øre Kvinder fra 7 eren efterlyses Hus Forbi vil gerne i kontakt med nogle af de kvinder, som i sin tid arbejdede på 7 eren i Colbjørnsensgade på Vesterbro, og som vil fortælle om livet som prostitueret dengang og hvordan livet ser ud i dag. Er du selv en af dem, eller har du mulighed for at skabe kontakt til nogle af kvinderne, så ring, skriv eller mail til redaktionen: Hus Forbi Tornebuskegade 1, Kbh. K Tlf Mail: redaktionen@husforbi.dk Miljøet er barskere i dag I den mere muntre afdeling husker han, at en af datidens kendte komikere stak en mand et blåt øje, fordi han troede, at manden var en kvinde. Transvestitten fik besked på ikke at anmelde voldsepisoden, fordi komikeren kom der tit og var en god kunde. Men normalt blev voldelige kunder hældt ud i en fart. Etablissementet bød trods alt også på grund af formen på både et vist sammenhold, beskyttelse og overvågning. Der var ingen deciderede udsmidere, men man hjalp hinanden. På det lille værtshus i stueetagen kom pigerne for at slappe af om morgenen og formiddagen. De brugte det ikke til at trække fra, men fik derimod en sludder om løst og fast med morgendamen. Det store samtaleemne blandt pigerne var kunder. Direkte adspurgt er Søren ikke i tvivl om, at forholdene på Vesterbro for de prostituerede er blevet værre med tiden. - Det er stensikkert blevet meget hårdere og barskere. Jeg boede selv på Vesterbro i 80 erne. Og allerede dengang var det blevet meget, meget hårdere. Der var begyndt at komme kokain i gaderne, og i dag er det helt umuligt med alle de unge østeuropæiske piger, der af deres bagmænd vel nærmest er tvangsprostituerede derinde. Så hr. Salomonsens pensionat var det rene vand, når man sammenligner forholdene dengang med i dag, siger Søren. *** En stille dag ved middagstid hen imod slutningen af 2007 slår jeg et smut omkring Colbjørnsensgade. Det bliver en meget kedelig udflugt. De to barer, Maxim og Kakadu, ligger her stadigvæk. Der, hvor 7 eren i sin tid lå, ligger nu et standardiseret Europahotel. Helt nede ved Istedgade står der en enkelt udlænding. Ellers er der bare de grå standardiserede facader og ikke et øje i hele gaden. Anne Jensen, som har skrevet artiklen, er tidligere gadehjemløs. I 1971 fik en ufaglært smøremand på B&W ca. 340 kr. om ugen. En lærling tjente omkring 118 kr. og arbejdede 43 ¾ time om ugen. Det var før skat, som man selv skulle indbetale. 1 liter mælk kostede ca. 50 øre. I 1974 kunne man få 320 kr. i bistandshjælp om måneden plus husleje, el og gas. Dengang hed det socialhjælp. Dengang var det nemt at få en lejlighed, men standarden var ringe. Der var rigtig mange lejligheder uden bad og varmt vand. I stedet var de opvarmet med petroleum eller gas. Der var mange grove idioter på hullerne (værtshusene) på Vesterbro. De sendte deres pige ud på flisen for at lave penge til deres værtshusregninger. Politiets uropatrulje, der dengang aldrig blev kaldt for andet end hipoerne, patruljerede gader, stræder og værtshuse og delte rundhåndet ud af knippelsuppe, ikke mindst til de unge langhårede hippier og stofbrugere. Området fra Istedgade og op imod Frederiksberg, blev regnet for finere og dyrere, end området fra Istedgade og ned imod banelegemet og Dybbølsbro. Ejeren af 7 eren, Salomonsen, lever ikke mere. Af uvisse årsager begik han selvmord. 16 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

10 Månedens hund Hende/ham vil jeg gerne møde! Navn: Af Tina Juul Rasmussen Foto: Holger Henriksen Gucci En rigtig klunser Alder: 15 måneder Race: En rundkørsel. Indeholder vist alle racer på nær gravhund, mener Guccis far. Ejer: Henrik Jensen, 34 år. Hjemløs siden 1999, hvor der gik ged i hus, bil og kanariefugl. Sover rundt om hos rødderne (vennerne i hjemløsemiljøet, red.) i kældre eller lignende steder, afhængig af hvor koldt det er. Hvor længe har du haft Gucci? - Jeg fik hende, da hun var et par måneder gammel af Røde Orm (en af rødderne fra gaden, red.). Han havde lovet mig en hvalp, og da han hans egen hund Molly var for ung til at få hvalpe, måtte han jo finde en anden til mig. Det blev så Gucci, hvis far og mor begge er hunde fra vores miljø. Så det bliver i familien. Hvad betyder hun for dig? - Det hele. Så har jeg altid en at snakke med. Hun skal bare være der. Vi sover også sammen hun skal altid ligge lige i røven på mig. Passer du godt på hende? - Ja, det synes jeg. Hun har alle de vaccinationer og alt, hvad hun har brug for. Hvad kan hun ikke lide? - Hun er altædende, bortset fra bananer. Dem kan hun ikke lide. Hun er en rigtig klunser, samler alt op fra gaden og kan ikke gå forbi et pitabrød eller noget uden at spise det, så jeg skal være over hende. Det er jo ikke alt, hendes mave har godt af. Men ellers får hun tørkost, og hvad jeg selv får at spise. Synes du, at Gucci har et godt liv? - Jeg tror ikke, hun mangler noget. Hun piber i hvert fald ikke medmindre det er for at tigge om noget. Hun er en god hund, måske lidt hyperaktiv. Der er i hvert fald fuld skrue på hende. Men hun er jo også stadig hvalp. Hvorfor blev du hjemløs? - Jeg har altid lidt drukket bajere og røget hash, men på et tidspunkt gik der ged i det hele, min kæreste røg på metadon, og så holdt jeg op med at gå på arbejde. Så røg hus, bil og kanariefugl, og siden har jeg været hjemløs. Jeg har ingen uddannelse, men nogle AMU-kurser. Jeg har aldrig rigtig gidet at gå i skole. Jeg kom på børnehjem, da min mor døde, og så var det sjovere at stå og drikke bajere med de andre foran købmanden end at gå i skole. Hvad med dig selv har du et godt liv? - Sådan set har jeg det faktisk meget godt. Det er fint nok at gå på gaden, så behøver jeg ikke spekulere over så meget. Men jeg kan godt mærke, at det er hårdt. Jeg har en træt muskel i benet. Gucci og jeg går mange kilometer om dagen. Jeg har ingen plan for, hvad jeg skal tager en dag ad gangen. Jeg tænker bare på, hvor de næste bajere skal komme fra, så går dagen med det. tina@husforbi.dk Dette interview med Ny Alliances formand, Naser Khader, er det første i en ny serie: Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med Hus Forbis redaktion. Inspirationen til interviewet med Ny Alliances formand, Naser Khader, fik Hus Forbi-sælger Lasse Borggren på et kursus i journalistik og brugerindflydelse. Her hørte han, at Ny Alliance før Folketingsvalget i november 2007 kaldte sig et parti for politisk hjemløse. Men hvad de vil gøre for de rigtige hjemløse? Det satte artiklens forfatter sig for at finde ud af. Interviewet er lavet før Folketingsvalget og har siden ligget til godkendelse i Ny Alliances presseafdeling og derefter ligget over hos Hus Forbi på grund af manglende plads i avisen. - taj Store Bagedag for de hjemløse Ny Alliances formand, Naser Khader, savner Margrethe Vestagers hjemmebag, efter han har forladt det Radikale Venstre. Derfor vil han gerne selv lære at bage og være med til at indføre Store Bagedag for de hjemløse, afslører han i dette interview, hvor han også lufter sine synspunkter på det sociale område. Foto: : nyalliance.dk Hus Forbi når vidt omkring, her helt til byen Kovalam i det sydlige Indien, hvor danske Torben Ringsmose har muntret sig med at få en af de lokale indbyggere til at kaste et blik på den danske hjemløseavis. Men hvad mon han griner af? Foto: Torben Ringsmose Tak for sko! Hus Forbis indsamling til vinterstøvler til vores sælgere har været en stor succes. Læserne har indbetalt over kroner, og det betyder, at alle Hus Forbis knap 500 sælgere kan få et par gratis vinterstøvler. Der er tilmed kommet bidrag fra Sverige og Norge. Og en 17-årig dansk fyr har indbetalt kr., fordi han gerne ville give fem sælgere varme fødder. I midten af januar havde omkring 200 sælgere hentet sig et par støvler. Tilbagemeldingen er, at støvlerne er både varme og vandtætte. Man kan stå i vand i ti timer uden at få våde fødder, som en sælger udtrykte det. Samtidig kan sælgerne med et bidrag på 50 kroner af egen lomme få en varm Hus Forbi-vinterjakke. Det tilbud har 150 sælgere benyttet sig af. Derudover har Hus Forbi udleveret 200 røde Hus Forbi-halstørklæder og en masse gratis undertøj fra JBS. På vegne af sælgerne retter vi på Hus Forbi en stor tak til alle de læsere, som har bidraget til varme og tørre fødder i vintermånederne. - taj Foto: Lars Skaaning Af Lasse Borggren Cand.polit og partiformand Naser Khader bryder den negative akademiske arv ved at være på aftalt tid og sted. Han giver mig det hårdeste og varmeste håndtryk, nogen hidtil har givet mig, og hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at han var håndværker. Vi mødes foran en smuk, gammel bygning og går ind i et stort, hvidt kontor med udsigt til Christiansborg, Nationalmuseet og kanalen, uden sikkerhedsvagter, spindoktorer eller sekretærer. Jeg har forberedt 27 spørgsmål, som jeg gerne selv ville være blevet stillet, hvis jeg havde været partiformand. Her er et uddrag af Naser Khaders svar på mine spørgsmål. Indledningsvis slår han fast, at vi bør have et rummeligt samfund, hvor der også er plads til skæve eksistenser: - De hjemløse er ikke en homogen gruppe og har forskellige behov, der skal tages hensyn til. Derfor mener jeg blandt andet, at der bør være døgnåbent på værestederne og flere aktivitetsmuligheder. Personalet bør have bedre mulighed for efteruddannelse, og der bør være et tættere samarbejde med kommunerne, som også burde sørge for boliger, siger han. Nogle politikere mener, at hjemløshed er et nationalt problem? - Ja, jeg mener også, at vi bør have en national handlingsplan og bl.a. samle de erfaringer, vi har. Hjemløshed er alles ansvar! En medarbejder på Hus Forbi og en ansat på Mændenes Hjem har bedt mig spørge dig, hvor smertegrænsen går for, hvad man kan byde de hjemløse, og om der findes værdige løsninger? - Det bør de, som arbejder med området, være med til at bestemme. Kontanthjælpsloftet har ikke haft den ønskede effekt. Færre end forventet er kommet i arbejde, og antallet af udsættelser af både familier og enlige er øget markant. Hvad er din og Ny Alliances holdning til det? - Kontanthjælpsloftet bør fjernes fra socialt udsatte og de hjemløse, men for nogle kan det være relevant. I en af dine bøger skriver du, at hjemløshed, som vi ser den i den vestlige verden, ikke forekommer i den mellemøstlige, islamiske verden, bl.a. fordi folk kan overnatte i moskeerne? - Ja, men det hænger også sammen med begreber som ære og skam, og man opdrages til at drage omsorg for sin familie. Som muslim opdrages man til at hjælpe sine medmennesker til at tage sig af de svage i samfundet. Det anslås, at 80 procent af hjemløse og socialt udsatte er mænd, derfor undrer det mig, at der er så få krisecentre for mænd? - Det undrer også mig. Jeg ved, at der også er mænd, som bliver slået (af deres koner, red.). Generelt mener jeg, at der er for få krisecentre. Jeg har læst i en avis, at det, du savner mest ved det Radikale Venstre, er Margrethe Vestagers hjemmebag? - Ha ha ha! Ja, det er rigtigt! Jeg har været hjemmegående, så jeg er go til at bage og vil gerne lære dig det! - Ja, det må du meget gerne lære mig!...men på én betingelse: At vi laver Store Bagedag for de hjemløse! - Den opgave er jeg frisk på, svarer Naser Khader med et bredt og forventningsfuldt smil. Lasse Borggren er tidligere hjemløs og har førhen skrevet for Hus Forbi. 18 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

11 Paws liv går op i røg Paw med sin nærmeste og bedste ven gennem fire år, hunden Feti. Paw på 28 år har de sidste fire år boet år i en nedlagt kostald i Nordsjælland, men er nu sat på gaden af sin udlejer. For første gang har Paw selv bedt det offentlige om hjælp, fordi hans liv er ved at gå op i røg, men kommunen kan ikke hjælpe. Tekst og foto: Kim Westergaard Paw Knudsen er 28 år, stofmisbruger og nu hjemløs. De sidste fire år har han boet i en nedlagt kostald, men nu er han og hunden Feti sat på gaden. Inden det gik så galt besøgte jeg Paw nogle gange og hørte hans historie. Paw er født i Helsingør, men opvokset på forskellige institutioner og hos plejefamilier rundt om i Danmark. I alt har han været anbragt 12 steder, fra han var fire år, til han fyldte For at sige det lige ud uden at det skal opfattes, som om jeg har ondt af mig selv har jeg haft et rigtig lorteliv. En skidt og dårlig barndom kan man vel også sige. Jeg er vokset op i et hjem med alkoholproblemer. Kærlighed er kun et ord, jeg har hørt jeg har ikke rigtigt mærket det på egen krop, fortæller Paw, som ikke synes, han har ret meget at takke velfærdsstaten Danmark for. Smadrede hans kæreste eje - Da jeg var syv år gammel og var anbragt hos en plejefamilie i Søborg, gik jeg ude på et lille værksted, som vi unger fik lov at bruge. Jeg var i gang med at lave en bil af træ. Klingen på saven gik i stykker, og min plejefar blev rigtig gal, så jeg røg ind på mit værelse. Han spurgte mig, hvilken af de ting jeg havde på mit værelse, som jeg holdt mest af? Det var en lille banjo, som jeg havde fået af min far. Min plejefar tog min banjo, smed den i gulvet, så den lå i tusinde stykker og så fik jeg besked på at passe på hans værktøj fremover, fortæller Paw, som dog tilføjer, at plejefaren siden fik frataget retten til at arbejde med børn, da familieplejekonsulenten fra et andet barn hørte, hvordan plejefaren behandlede dem. - Jeg blev så anbragt et nyt sted med nye ordensregler, nye kammerater og ny skole osv. Det var ved at blive svært at hitte ud af, hvad der var rigtig og forkert. På et tidspunkt blev jeg genforenet med min lillebror, som også var anbragt samme sted, men glæden var kort, før vi igen blev revet fra hinanden. Det havde noget med økonomi at gøre, siger Paw og ser over på mig: - Du kan godt forstå, at sådan noget sætter sine ar i sjælen. Der er få ting fra min barndom, jeg husker tilbage på med glæde, men jeg har også mødt pædagoger i mit liv, som jeg har følt, at jeg var ved at få tillid til, men som regel skulle jeg skifte familie eller institution, lige som jeg var ved at falde til. Paw tænder et stearinlys på boret, det er tid til en rygepause. Paw gør klar til en vandpipe, mens hunden Feti en stor amerikansk bulldog og Paws bedste ven og følgesvend i gennem fire år lægger sit godmodige hoved i skødet på Paw, som kvitterer med et ordentligt kram. Valgte at bo i kostald Da Paw fyldte 18 år, var han helt færdig med institutioner og systemer. Nu ville han selv bestemme. - På alle de institutioner, jeg havde været, havde jeg fået at vide, hvad man skal og ikke skal, og deres ord var lov. Men nu kunne jeg endelig selv bestemme og gøre, som jeg havde lyst til. Efter sådan en omgang er der vel ikke noget at sige til, at det er gået, som det er Ja, du kan jo se dig omkring og så vil jeg da lige sige, at jeg har prøvet at rydde lidt op, da jeg vidste, du kom forbi i dag, siger Paw og kigger sig omkring i sit værelse. Paw og Feti har boet i en nedlagt kostald et lille koldt hummer i godt fire år. Han har skaffet sig til dagen og vejen ved at lave gamle biler. Det med biler har altid interesseret Paw, og han har haft en drøm om at have sit eget lille værksted. - Jeg har også haft et par job, inden det gik rigtigt galt. Min selvtillid er lig med nul, og mit misbrug har også skabt problemer for mig. Jeg har blandt andet svært ved at være sammen med mange mennesker, så lige nu kan jeg ikke påtage mig et job. Og der er jo heller ingen, der kan være tjent med at have mig ansat, konstaterer han. Paw har taget kontakt til et misbrugscenter for at bede om hjælp, men det med mødetider og -datoer er svært at overskue. - Jeg kunne godt tænke mig, at der var et sted, man kunne komme ind fra gaden og blive hjulpet her og nu. Det, tror jeg, vil kunne hjælpe mange misbrugere, for bare det at tage kontakt til en sagsbehandler kan være svært i sig selv. Men jeg er nødt til at bede om hjælp, da jeg er blevet rigtig hjemløs nu og er smidt ud af mit lille værelse her på gården. Jeg skal være ude på onsdag kl. 12. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, jeg har jo min hund, og den kan jeg nok ikke få med på et herberg, og det er, hvad kommunen kan tilbyde mig. Familie har jeg ikke det store af. Et smil over burgeren Jeg kan se på Paw, at det er tid til endnu en lille pause, så jeg spørger, om ikke vi skal tage en tur ind til byen og spise lidt mad sammen. Da vi ankommer til McDonald s, kan jeg godt mærke, at Paw bliver lidt nervøs. - Skal vi ikke spise her i bilen?, spørger han og er ikke meget for, at vi skal spise indenfor. - Folk har det jo med at kigge efter en, og det er jo ikke ligefrem søndagstøjet, jeg har på til dagens anledning. Men efter en smøg udenfor, går Paw og jeg ind og finder et bord bagest i lokalet. Vi får et godt måltid mad, og for første gang kan jeg se lidt liv i hans øjne, og et smil bliver det også til. Jeg kan mærke, at det er længe siden, Paw rigtigt har snakket med nogen. Vi taler lidt videre om hans liv og barndom på godt og ondt. Paw var ved at blive lidt træt, for det er ikke blevet til så meget nattesøvn. Rotterne på gården har holdt et værre hus hele natten, så vi aftaler i stedet, at jeg skal komme en tur forbi dagen efter. Ud af vagten Næste dag banker jeg på det lille staldvindue. Paw kommer ud og åbner den store jerndør. Jeg har en stor pose med vintertøj med, fordi dagen er kommet, hvor Paw og hans hund skal ud og leve på gaden. Paw er i rigtigt skidt humør, og Feti kan også godt mærke, at noget er i gære. - Det er noget rigtigt lort, det her, siger Paw, mens han sidder på sengekanten. Det er tydeligt, at han har det rigtigt dårligt. Manden, som ejer gården, var kommet kl. 12, og Paw havde fået besked på, at nu var det ud af vagten. Kommunen kan ikke hjælpe med en bolig. Desværre, havde de sagt, du er blevet afmeldt for to år siden på den adresse, så vi kan ikke hjælpe dig. Udlejeren havde afmeldt Paw som beboer på gården for at undgå, at ejeren blev beskattet af lejeindtægten. Paw tager sin snavsede dyne rundt om sig han har svært ved at forholde sig til virkeligheden. Han begynder at gøre klar til dagens første pibe, for virkeligheden skal lidt på afstand. Der er nu mindre end to timer til, at livet på gaden sammen med hunden Feti begynder. Han tager en Nettopose og begynder at pakke sit beskedne hjem sammen. - Se her, siger Paw, det er et billede, jeg altid har passet på og altid har haft med mig. Billedet er af Paw sammen med sine to brødre. - Kan du se, hvor stolt jeg er på det billede?, spørger han. Og jeg ser en lille glad dreng, som stolt viser sit første ur frem et, han har fået af sin far, inden det hele gik galt. Jeg kigger længe på billedet af de tre små glade drenge og spørger mig selv, hvordan og hvorfor det skulle gå Paw, som det har gjort. *** Efter artiklen er blevet skrevet, er det gået lidt fremad for Paw. Han bor pt. gratis i en skurvogn, en venlig mand har lånt ham, han går til ugentlige samtaler med kommunen som led i et behandlingsforløb, han deltager i, og i slutningen af januar skal han til møde med bl.a. kommunen om en permanent bolig. kimwestergaard@privat.dk 20 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

12 Hvad skal vi bagefter? Helle og hendes sønner hygger sig i Grøndalscentret i København med at spille golf og bowle. Ingen af dem har lyst til at tage tilbage til krisecentret, hvor familien nu har boet et år på grund af Helles voldelige ekskæreste. For så kommer tankerne igen. Af Marisa Matarese Foto: Flemming Schiller - Tusind tak for, at du har arrangeret det her for os, siger Helle. - Du skal ikke sige tak. Det bryder jeg mig ikke om, siger Kaj forlegent. - Hvad for noget? Selvfølgelig skal jeg sige tak. - Nej, du skal ikke. - Da du boede på gaden, og nogen kom og gjorde noget for dig, sagde du så aldrig tak? Da Kaj ikke svarer, fortsætter Helle: - Hvis man ikke siger tak, er man utrolig dårligt opdraget. Det mener jeg. Kaj og Helle er på vej over til et dækket frokostbord i Grøndalscentrets golfafdeling, som ligger i Københavns Nordvestkvarter. Klokken er præcis to, en mørk vinterdag. For at forsøde vinteren lidt for Helle og hendes tre børn, som stadig bor på krisecenter, har Hus Forbi bedt Kaj om at arrangere en dag for familien. Kaj har specialiseret sig i at indsamle donationer, som han bruger til at arrangere ture for hjemløse. Frokostbordet står tæt på den indendørs græsgrønne golfbane, der forlænges kunstigt af store skærmbilleder af golfbaner i palmehaver ved havet. En enkelt mand står i en af båsene og sender golfbolde mod et billede af en golfbane et sted, der ligner et caraibisk luksusressort. Det giver en dump lyd, når bolden rammer lærredet. Ved siden af står Helles tre drenge og skiftes til at sende bolde af sted mod skærmbillederne. Den ældste er 19 år, den mellemste 15 og den yngste syv år. - Hvor skulle den der hen? - Den er jo helt skæv, driller de hinanden. - Så skal vi spise. Kaj kalder Helles tre drenge over til bordet. Selv om deres turnering er slut, fortsætter de med at øve sig i at sende bolde af sted mod skærmen. - Hvad var det for et slag?, driller den store sin mindre bror, da golfbolden på skærmen farer gennem et vindue på skærmbilledet. De sætter sig til bordet med deres halvliters colaer i papbægere og går ombord i flæskesteg og røget ål. Den ældste går ud for at finde nogle pommes frites, for det har han mere lyst til, og Kaj begynder at fortælle: - Folk tror, jeg har levet i år, siger Kaj og fortæller, at han har fløjet charterfly for Spies i mange år. Derudover har han været selvstændig erhvervsdrivende to gange. Og så har han tidligere boet på gaden i 12 år. Igennem sit netværk indsamler han sponsorgaver, som han bruger til at arrangere ture for hjemløse. - I 2007 fik jeg så mange sponsormidler, at vi kunne lave en tur om ugen for seks hjemløse. Vi har blandt andet været på gourmetrestaurant, ude og flyve i helikopter, drønet rundt i speedbåde, været ude og køre gokart, og vi har også været her og spille minigolf en gang før, fortæller Kaj og tilføjer, at det ikke havde været muligt uden Hjemløsehusets støtte. Spiser ikke af bare spænding - Skal vi mere bagefter?, spørger den yngste og kan kun spise et halvt stykke smørrebrød med fiskefilet af bare spænding. De andre kæmper med flæskestegen og den røgede ål på centimetertykt rugbrød. - Jeg tager resten med hjem til de andre på krisecentret, siger Helle, da Kaj fortæller, at et enkelt stykke med røget ål koster 82 kroner, men at han har fået det til spotpris. Efter frokosten er skyllet ned med store colaer og en enkelt øl, går turen over til bowlebanerne i Grøndalscentret. - I har bane syv og otte. Drengene er allerede i gang med at bowle, da Kaj og Helle kommer tilbage med et par kopper kaffe, som de drikker, inden de tager bowlingskoene på og går over på bane syv. Den mindste har prøvet det før. Trods sine syv år og spinkle krop laver han den ene strike efter den anden og kaster sig triumferende ned på knæ, mens han glider hen ad det glatte gulv med armene løftet over hovedet. Helle fejer Kaj af bane syv, og de bliver hurtigt trætte af spillet. I stedet stiller de sig over ved et af bordene og snakker, mens Helles den yngste triumferende fortsætter sine strikes. - Vi giver ikke op, siger Helle med hovedet vendt mod den mindstes sejrsdans. - Vi kæmper, indtil det lykkes for os, og i øjeblikket går det den rigtige vej. - Jeg er så stolt af at være på vej op igen med 360 kilometer i timen, siger hun og hentyder til, at familien har det bedre på trods af, at de stadig bor på krisecente, som ifølge Helle mest virker som opbevaring. - Nu vil jeg bare have noget at stå op til. Har du ikke noget, jeg kan lave, spørger Helle Kaj og fortsætter: - Det eneste, jeg ikke kan, er at sy. Ellers så kan jeg ordne have, ordne biler, gøre rent. Alt, forsøger Helle. Kaj griner og siger: - Du må bare se at komme i gang! Da tiden er gået, kommer den yngste over og spørger: - Hvad skal vi bagefter? Tårerne melder sig i Helles øjne, og hun vender blikket væk. - Vi har ikke lyst til at tage hjem. Så kommer alle tankerne igen. Det har været så dejligt at være ude og lave noget uden at skulle tænke, siger hun. Hun tørrer øjnene og begynder at lede efter sin jakke. - Kan I lide at køre gokart?, spørger Kaj. Drengene kigger forundret på ham. - Så må vi se at få arrangeret en tur med gokart på et tidspunkt, siger han. *** Helle og hendes tre sønner har valgt at være anonyme. Helle er derfor et opdigtet navn. Familiens rigtige identitet er redaktionen bekendt. Læs Kaj s historie på næste side. Hus forbi fik Kaj fra Hjemløsehuset til at arrangere en dag med golf og bowling for Helle og hendes tre sønner. Billederne blev taget bagfra eller i modlys for at sløre familiens identitet. Det skarpe fotolys gør desværre, at billederne af eksotiske golfbaner på det hvide lærred ikke kan ses. Den ældste af Helles drenge koncentrerer sig om at sikre sig føringen over sine mindre brødre i deres golfturnering i Grøndalscentret. Det kræver koncentration at ramme hullerne på skærmen og overgå sine brødre. Husker du? Hus Forbi har fulgt Helle og hendes tre børn siden januar 2007, hvor familiens lejekontrakt udløb. For at sikre familien mod Helles voldelige ekskæreste, der blev løsladt fra fængslet kort før lejekontraktens udløb, valgte Roskilde Kommune at sende Helle og hendes tre børn på syv, 15 og 19 på krisecenter i København. Der har de boet siden 1. februar 2007 og i starten af 2008, er der endnu ingen løsning på familiens boligsituation. - Jeg holder reception den 1. februar for at fejre, at vi har boet der i et år, joker Helle. Den sidste måned har været psykisk hård for Helle. Hendes ældste søn, 22 hus forbi nr. 70 februar 2008 Michael, fik et tilbagefald og røg ind i en dyb depression. I tre uger var han hjemme fra sit arbejde på en betonfabrik, mens moren vågede over ham. Hun var bange for, at han skulle hoppe ud af vinduet fra sit værelse på tredje sal. På trods af at børnene har været vidne til Helles ekskærestes vold og psykiske terror med dødstrusler mod hende igennem flere år, har kommunen endnu ikke tilbudt børnene psykologhjælp til at bearbejde deres oplevelser. For at give familien lidt adspredelse, bad Hus Forbi Kaj fra Hjemløsehuset om at arrangere en dag for den voldsramte familie.

13 Fra ilden til asken og tilbage igen Da Kaj mistede forretningen, familien og formuen, så han ingen anden udvej end at gå på gaden. I 12 år levede han som hjemløs. For et år siden oplevede han, det han selv kalder et mirakel og er nu på vej op igen. En del af sin tid bruger han på at gøre livet sødere for Københavns hjemløse. Af Marisa Matarese Foto: Flemming Schiller - Hvor ser du godt ud, sagde Kaj til damen ved madvognen, der delte mad ud under et musikarrangement for hjemløse på Østerbro Stadion i september Det gør du godt nok ikke, svarede kvinden og rakte Kaj sit visitkort. - Her, tag det. Jeg er læge. Kom ned og besøg mig i Klippen (kristent værested, red.) i Lille Colbjørnsensgade på Vesterbro. Kaj tog kortet og den mad, kvinden gav ham. - Lige dér var det som om, der startede et nyt liv for mig, fortæller Kaj og holder en kort pause. Kaj er i dag en mand på 60 år, men når han begynder at fortælle sin livshistorie, lyder det som om, han har levet flere liv. - Jeg er uddannet pilot, og i en periode over 20 år fløj jeg charterfly for Spies. Ud over pilot er jeg uddannet radiomekaniker, pladesmed og fysioterapeut. Jeg har været gift fire gange, har seks børn og har haft egen forretning to gange, fortæller Kaj. Men han har også prøvet at miste det hele. For 13 år siden i midten af 1990 erne forsvandt hele den formue, Kaj troede, han skulle leve af, når han blev gammel. Pengene var investeret i aktier, og det viste sig at være fatalt. Samtidig gik hans radio- og tv-forretning fallit og måtte lukke. Det samme skete med ægteskabet og humøret. - Det hele gik ned, og det gjorde jeg også. Det var ligesom en baby, der får sutten revet ud. Jeg havde alt, og lige pludselig forsvandt det hele for mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Med fem-seks tusinde kroner på lommen tog han toget til Spanien, hvor han i fem år arbejde rundt omkring for at tjene til dagen og vejen. - Det var fem år, væk fra alt. Langt fra den civiliserede verden. Fem år, som ingen kender til, ud over mig selv. Det var absolut ikke livet, der i Spanien, siger Kaj lidt eftertænksomt. Blev erklæret død Herhjemme i Danmark blev han efterlyst i Statstidende, og da ingen reagerede på efterlysningen, blev han erklæret død. Kun en datter vidste, hvor han var. Det var også hendes skyld, han tog tilbage til Danmark. Hun savnede ham. I Danmark troede myndighederne, at Kaj var død. Men det vidste Kaj intet om, så han fik et chok, da politiet stoppede ham på Amagerbrogade i forbindelse med en razzia, kort efter han var kommet hjem. - Du er død, sagde politiet. Det tog Kaj en time at overbevise dem om det modsatte. Tilbage i København brugte han meget tid på gaden. - Jeg levede som en hjemløs. Jeg tabte mig kilo og vejede vel kilo. Jeg lignede, jeg ved ikke hvad. Virkelig. Jeg havde kun en tand. Men det sidste års tid har han indhentet det forsømte. Han er tilbage på sin oprindelige kampvægt og har tandsættet i orden. - Jeg gik aldrig ned med druk og heller ikke psykisk, fortsætter Kaj. Hver gang han havde det rigtig dårligt, satte han sig ned i Istedgade over for Mændenes Hjem og sagde til sig selv: - Sådan ender du ikke. Sådan ender du bare ikke. Du gør det ikke. Den kur hjalp ham. I de syv år han holdt til på gaden, endte han aldrig på Mændenes Hjem. Gennem en pige, som han overnattede hos, lærte han Hjemløsehuset i Nordvest at kende. - Hun tog mig med ned i Hjemløsehuset og præsenterede mig for tandlægen (De Hjemløses Tandklinik, red.). På det tidspunkt kunne jeg ikke spise, fordi jeg kun havde en tand. Derfor lavede de speciel mad til mig i Hjemløsehuset, siger Kaj og fortsætter: - De har virkelig taget imod mig med åbne arme. Den hjælp har Kaj tænkt sig at betale tilbage. Dynen forsvandt Efter koncerten på Østerbro Stadion i september 2006 tog han hjem til sin veninde og smed lægens visitkort i en stor skål, fyldt med alle mulige andre visitkort og papirlapper. - Og så blev jeg syg. Jeg havde dunkende hovedpine, høj feber og rystede over hele kroppen. Jeg lagde mig ned i sengen og trak dynen op over hovedet. Kaj holder en pause og hans øjne bliver blanke. - Hver gang jeg fortæller denne her historie, begynder jeg at græde, siger han og forsøger at grine i stedet. Han trækker vejret dybt og fortsætter sin fortælling: - Og så skete der noget mystisk. Nu må du ikke tro, jeg er idiot, siger han, inden han fortsætter: - Dynen forsvandt. - Jeg forsøgte at trække den Det hele gik ned, og det gjorde jeg også. Det var ligesom en baby, der får sutten revet ud. Jeg havde alt og lige pludselig forsvandt det hele for mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. op over hovedet igen, men den forsvandt igen, og noget sagde til mig: Nu står du op!. Det gjorde jeg så. Jeg gik over til skålen, stak hånden ned i den og fik fat i netop lægens visitkort. Var det tilfældigt?, spørger Kaj og holder en kort pause og fortsætter: - Eller var det noget andet? Der var over forskellige kort i den skål. Med visitkortet i hånden gik han direkte ned til Klippen på Vesterbro, hvor han mødte præsten, som sagde: - Sæt dig ind, og få noget varmt, hvorefter han spurgte, om de skulle bede for ham. Kaj har brugt et år på at komme på benene igen efter 12 år som hjemløs. Han kalder det et mirakel, at han skiftede kurs. I dag er han kristen og vier meget af sin tid til at arrangere ture for hjemløse. Turene kalder han En god dag med Kaj. - Hvis det hjælper, så ok, svarede Kaj. Det gjorde det åbenbart. For efter en halv time var Kaj rask igen. - Siden den dag har jeg været et kristent menneske. Jeg har altid troet på, at der var et eller andet mellem himmel og jord, men det var først efter den her oplevelse, at jeg blev kristen. Der startede et nyt liv. I Kajs nye liv bruger han en del tid på at samle sponsormidler ind via sit netværk. Derudover er han begyndt at arbejde igen, bl.a. som radiomekaniker. - Efter det skete, for ca. et år siden, begyndte det virkelig at gå stærkt fremad. Jeg begyndte at arbejde og betaler min gæld tilbage. Nu er jeg bare bange for, om jeg kan nå at komme hele vejen op igen. Jeg er jo 60 år, siger han. Donationerne og en del af de penge, han selv tjener, bruger han på at arrangere ture for de hjemløse. - Da jeg virkelig trængte til hjælp, stod Hjemløsehuset og tandlægen der med åbne arme. De har fedet mig kilo op og ordnet mine tænder. Før spiste jeg som en kanin, siger han og laver en bevægelse, som om han gnaver på en gulerod med en enkelt tand. - Foreløbig bliver jeg ved med at søge penge og arrangere ture for de hjemløse et år mere. Næste år skal det handle om mig selv. Kaj har ikke ønsket at opgive sit efternavn. Redaktionen er bekendt med hans fulde navn. Romaer tigger penge til deres børn Hvorfor tigger de, og hvorfor kommer de hertil for at tigge? Og er de overhovedet værdigt trængende? Det er nogle af de spørgsmål, der jævnligt sniger sig ind i den offentlige debat om østeuropæerne og romaerne, som tigger i Danmark. Den norske hjælpeorganisation Kirkens Bymisjon har lavet en undersøgelse om de rumænske tiggere i Oslo, en gruppe på ca , der enten tigger, sælger blomster eller spiller musik. 24 tiggere, hvoraf flertallet er romaere, blev interviewet som led i undersøgelsen. De fortalte, at de tigger, fordi de har brug for penge, bl.a. for at kunne reparere, bygge og udbedre deres huse i hjemlandet, købe tøj og andet til deres børn - og for at sikre fremtiden for deres børn. Pengene til busbilletten ( danske kr.) fra Rumænien til Oslo låner de og betaler tilbage med høje renter. De tjener ca. 150 kr. om dagen, men fortæller også, at mange forbipasserende ikke giver dem noget. Resultaterne fra undersøgelsen tyder ikke på, at tiggeri er organiseret, men ser højst ud til at være et familieforetagende. Læs mere om Hildegunn Brattvågs rapport, Folk fra Romania som tigger i Oslo - en rapport fra Kirkens Bymisjon, på Projekt Udenfors hjemmeside, under nyheder. Bliv frivillig i Røde Kors Besøgsven Lige nu venter ca. 150 ensomme mennesker i Hovedstaden på at få en besøgsven fra Røde Kors Har du lyst og overskud til at være noget for et andet menneske, kan du binde dig til 1-2 timer om ugen og kan du være den opmuntring og kontakt, der er behov for, vil vi meget gerne høre fra dig. Tryghedsopkald Det tager kun et par minutter, men kan give den tryghed, der gør det muligt at få en god start på en ny dag. Frivillige i Røde Kors Hovedstaden ringer hver dag og siger godmorgen til ældre medborgere, er det noget for dig, så vil det være dejligt, hvis du starter med at ringe til os. Turtjenesten Røde Kors Hovedstaden arrangerer udflugter for ældre, ture i naturen, på museumsbesøg og mange andre spændende steder. Vi mangler frivillige chauffører og turledere til at En tigger på Strøget i København, som angiveligt er sigøjner/roma. Ifølge en undersøgelse fra Oslo skiller romaerne sig ud fra de norske tiggere ved at gå rundt med en kop eller ved at stå i bedestilling. At de samtidig har bevæget sig fra et land til et andet, gør givetvis, at de ikke betragtes som lige så værdigt trængende, som de norske tiggere. køre ture i nærområdet med ensomme ældre, er det noget for dig, så hører vi rigtig gerne fra dig. Der kræves almindeligt kørekort. Varme hænder En ny aktivitet i Hovedstadens Røde Kors, som godt kan bruge flere deltagere. Det er kvinder i alle aldersgrupper og fra flere kulturer, der mødes med håndarbejde som omdrejningspunkt, men også med det formål at tage hånd om hinanden, så det sociale samvær er lige så vigtigt. Gruppen mødes hver mandag fra kl , ring og hør nærmere. Kvindecentret Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg flytter til Center Kongelunden i Dragør her i foråret De igangværende aktiviteter flytter med og der er i den forbindelse brug for at få nye frivillige, der har mulighed for at komme til Kongelunden 2-4 timer om ugen. Som frivillig på asylcentret skal du have overskud, engagement, tålmodighed og et åbent sind. Foto: Linda Henriksen/ Scanpix Støtte til Hus Forbi Siden november har Hus Forbi uopfordret modtaget tre flotte donationer på i alt kr.: OK-Fonden har doneret kr. til Hus Forbis arbejde. OK-Fondens virke er inden for omsorg og pleje af ældre og handicappede. Søsterloge nr. 30 Alexandrine under Odd Fellow har givet kr. CenterPlan/Denmark, et firma inden for bygningskonstruktioner, har doneret kr. fra overskuddet fra salg af juletræer ved et julemarked i København. - taj Aktiviteterne er bl.a. systue, kreativt værksted, cykeltræning, lektiehjælp, svømning. Er du interesseret så ring og hør nærmere. Integration Røde Kors Hovedstaden har en række tilbud for medborgere med anden etnisk baggrund, som bl.a. har til hensigt at øge chancerne for en bedre kontakt til det danske samfund. En af de største barriere er sproget og det er derfor en af de vigtigste aktiviteter at tilbyde støtte til indenfor integrationsområdet. Vi samarbejder med sprogcentre, som fortæller os, hvem der har brug for lektiehjælp, samtaletræning eller lignende. Er du interesseret i at vide mere om det, hører vi gerne fra dig. Nordre Fasanvej 224, København N. T hrk@drk.dk 24 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

14 Gambia andet end palmestrande Simon Spies sendte de første danske charterturister til Gambia i starten af 1970 erne. Landet er stadig et populært rejsemål hver vinter for tusindvis af danskere, som søger til de langstrakte solbeskinnede palmestrande. Mange ser ikke andet af Gambia, som er et af Afrikas fattigste lande. Hus Forbi kiggede bag palmerne. Langstrakte palmestrande, sol og hav er det, turisterne rejser til Gambia efter. Men Gambia har også en anden side, som mange turister ikke ser, med udbredt fattigdom og slum. Abdou Camara (th.) er blandt de heldige, som har fået et kursus som officiel turistguide. Jobbet har givet ham mulighed for at skabe udvikling i sin landsby i Gambia. Der var ikke arbejde at få, da Malick Jobe gik ud af skolen, og derfor valgte han som mange andre unge gambiske fyre at prøve lykken på stranden blandt de rige turister. Abdou Camara er stolt over, at han har kunnet hjælpe sin landsby med de penge, han har tjent som turistguide. Her viser han, hvor landsbyen ligger i Gambia. En uniform til forskel Alle kæmper for at overleve i Gambia, et af Afrikas mindste og fattigste lande, og mange er helt afhængige af turisterne. Det gælder også Abdou og Malick, som ikke har haft samme held i livet. Malick pusher billige souvenirs, mens Abdou klarer sig langt bedre som autoriseret turistguide. Malick Jobe startede sin karriere som bumster på charterkysten i Gambia på jagt efter lykken, en europæisk kvinde og et godt liv. Det lykkedes ikke, så i dag prøver han at overleve ved at sælge souvenirs til turisterne. Tekst og foto: Tina Juul Rasmussen Få hundrede meter fra hinanden befinder to mænd sig én i hver sin butik. Malick Jobe sidder bøjet over en afrikansk kvinde med blottede bryster. Pertentligt dypper han penslen i dåsen med den sorte træbejdse og maler hendes ben og overkrop. Kvinden er kun 30 cm høj og skåret ud i træ. På hylden bag ham står et udvalg af de træfigurer, han sælger til turisterne. Endnu en er ved at finde vej til samlingen. Malicks lille bod ligger i et af de mange små turistmarkeder omkring palmestranden i Kotu, et af Gambias populæreste turistområder. Fem minutters gang derfra sidder Abdou Camara i det lokale turistguidekontor uden for Bungalow Beach-hotellet det første sted, Simon Spies indkvarterede danske chartergæster i Gambia i starten af 1970 erne. Brystlommen på Abouds grønne uniform prydes af logoet med ordene Official Turist Guide. Abdou hører til de heldigere en blandt godt 120 gambiere, som siden 1997 har fået et kursus og retten til at bære titlen som officiel turist guide. Og med den tjener han en rimelig dagsløn. - Takket være denne uniform er det lykkedes mig at skaffe rent vand til min landsby, en ambulance, som kan køre de syge til den nærmeste sundhedsklinik langt væk og at starte en fond, som med engelske sponsorer støtter 33 børns skolegang i landsbyen, fortæller Abdou, der har en karriere som soldat bag sig. Abdou og Malick er nogenlunde jævnaldrene begge i slutningen af 30 erne. Begge med familier, de skal forsørge, som det er mandens ansvar i Gambia. Og begge dybt afhængige af Gambias turister for at overleve. Selv om de i udgangspunktet virker forholdsvist ligestillede, har lykken dog ikke tilsmilet dem på helt samme vis. Plagede livet af turisterne Men historien om Abdou og Malick starter et helt andet sted på Gambias palmeklædte kystlinje, som hvert år invaderes af omkring solhungrende turister i vinterhalvåret. - Hello madam, what is your kind name? Where do you come from? First time in the Gambia? Utrætteligt kæmper massører, juicesælgere, frugtdamer og alle mulige andre om turisternes opmærksomhed og penge på Gambias charterkyst. Det gælder også de såkaldte bumsters. Fænomenet er særligt for Gambia og Vestafrika, en konsekvens af turismen og den udbredte fattigdom. Bumsterne er unge, insisterende charlataner, som sjældent tager et nej for gode varer. De var en overgang en så stor pestilens og plage for turisterne med deres tilbud om alt fra guidede ture, souvenirs og ikke mindst selskab, at myndighederne så sig nødsaget til at skride ind for ikke at skræmme de pengestærke europæere væk. Men bag den ofte grænseløst insisterende trængen sig på ligger en nådesløs kamp for at overleve i et land, hvor udannelsesniveauet er katastrofalt lavt, arbejdsløsheden høj, og udsigterne til at tjene til livets ophold ikke opløftende, hvis man kun har få års skolegang. Derfor er turisternes tykke tegnebøger en tillokkende mulighed for de unge drenge. Mange af dem drømmer om at finde sig en tubab (lokal slang for enlig, hvid kvinde, red.), blive gift og flytte til Europa. Malick var en af dem. Da der ikke var arbejde at få efter skolen, startede han sin karriere som bumster på stranden i starten af 1990 erne. Her levede han fra dag til dag ved at tilbyde sig som guide til turisterne, blandt andet til enlige, europæiske kvinder, som søgte selskab. - Jeg startede som bumster, da min yngste datter stadig var baby, og jeg skulle bruge penge til at forsørge hende, husker Malick. Drømmer om en partner I dag er charterkysten nogenlunde bumster-fri. Turistpolitiet har slået hårdt ned på de unge fyre nogle er sendt på tvangsarbejde for staten, andre forvist fra turistområderne. Ikke at fænomenet dermed er forsvundet. Mange hænger i stedet ud ved restauranterne og barerne i nærheden af turisthotellerne. Og ofte ser man en europæisk kvinde hånd i hånd med en yngre gambisk fyr i solnedgangen. Det blev da også til et par europæiske eventyr for Malick, men kvinderne rejste altid hjem uden ham, så han opgav bumsterlivet, da han fik mulighed for at passe sin onkels turistshop for nogle år siden. Her kæmper han en stædig kamp for at tjene til livets ophold, og ifølge ham er der ingen formuer at hente på træfigurerne. For selv om strandstolene er fyldt med udlændingene med lommerne fulde af dalasis (Gambias valuta, red.), er der rift om guldet. Derfor er der ikke megen optimisme at spore hos Malick, som selv bor i et af de fattigste byområder i Gambia. Moren til hans to døtre har smidt ham ud, men han betaler til familien, og han har ikke råd til en ny kone lige nu. - Jeg kommer her (på turistmarkedet, red.) for at få hjælp fra turisterne. Og jeg har et bedre liv nu, end da jeg var bumster, fordi soldaterne hele tiden kom og smed os i detentionen. Men jeg tjener stadig næste ingenting, siger han og erkender ærligt: - Nej, jeg lever ikke det liv, jeg gerne ville. Pengene er altid i min lomme, de kommer aldrig i banken, fordi jeg bruger dem alle sammen for at overleve. Malick har to store ønsker: - Jeg vil gerne give mine børn en god uddannelse. Hvis du uddanner børnene, uddanner du hele verden. Mine forældre havde ikke råd til at give mig en videregående uddannelse. Jeg drømmer også om at bo sammen med min familie. Jeg har været alene i mange år nu, og jeg savner en partner. Måske vil Gud en dag sørge for en livsledsager til mig. Gambia er andet end strand Anderledes heldig har Abdou Camara været. For en af måderne at komme bumsterne til livs på, var at uddanne unge mænd til officielle turistguides. Lære dem at omgås turisterne og ikke mindst vise en anden side af det Gambia, som mange kun oplever med tæerne begravet i Atlanterhavsstrandens varme sand. Og på turistguide-kontoret er humøret højt blandt kollegerne. De fortæller ivrigt og stolt om deres mission: At beskytte turisterne mod at blive snydt og generet af lokale plattenslagere, og at vise deres gambiske landsmænd betydningen af turismen for landet. At den handler om andet end at vride så mange dalasis ud af de hvide som muligt. - Vi vil også gerne vise turisterne vores kultur og historie, at Gambia er andet end strande. Men også, at Gambia er et fattigt land, og vi har brug for hjælp, siger Abdou, som allerede drømmer om det næste projekt, han vil starte, hvis hans landsby er med på ideen: - Vi skal sætte solfangere op, så vi kan få elektricitet i landsbyen. Så kan børnene få computere og blive endnu dygtigere. Fakta om Gambia Et af Afrikas mindste lande, som ligger i Vestafrika, ud til Atlanterhavet, omgivet af Senegal. Landet er ca. en fjerddel af Danmarks størrelse. Her bor 1,4 mio. mennesker, hvoraf 90 % er muslimer. Gambia er et af Afrikas fattigste lande. En gambier tjener i gennemsnit ca kr. om året. Hvert år kommer i omegnen af turister til Gambia. Simon Spies var den første, som sendte danskere på charterferie hertil i starten af 1970 erne, og Gambia er stadig et populært rejsemål med dets palmestrande og venlige befolkning. I vinterhalvåret rejser over skandinavere om ugen på charterferie til Gambia. - taj 26 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

15 Maskotten Juliane Preisler, f Debuterede som lyriker i 1983 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, noveller, romaner, børnebøger og dramatik, senest digtsamlingen Divadrømme i Juliane Preisler blev interviewet til Hus Forbi i 2005, da hun udgav romanen Lyse tider, som foregår blandt de hjemløse på gaden i København. Polfoto Af Juliane Preisler Illustration: Hanne Louise Nielsen Det er egentlig nogle pæne gardiner, som de hænger der og vifter i vinden. Det er bare spørgsmålet, om de har noget med hende at gøre? Men siden de minder hende om et eller andet, med de små gule firkanter på blå bund, så må hun have set dem før, selv om de ikke ligefrem er hendes egne. For det er der ikke meget, der er, tror hun, altså hendes. Der er en dyne hen over hende, og den lugter af et eller andet, ikke ubehageligt, bare fremmed. Og der er en pude under hendes hoved, og den lugter også, ikke ubehageligt, bare fremmed. Det kan være, den lugter af en andens hoved, og dét er lige ved at blive ubehageligt, men det behøver hun ikke tænke på, ikke lige nu. I det hele taget behøver hun ikke tænke. Hun kan bare ligge og vågne. Er det ikke sådan, det hedder? Bortset fra at nogen, der ligger og vågner, sikkert kommer i tanker om lidt andet og mere end nogle gule firkanter på blå bund? Hvem de er for eksempel. De ligger vel og vågner og kommer i tanker om, hvem de er. Det ville hun også gerne. Hun ville SÅ gerne komme i tanker om, hvem hun er, de kommer bare ikke til hende, de tanker. Der kommer en hel del andet, men bare ikke tanker om dét. Og lidt efter får hun så panik over ikke at vide, hvem hun er, og hun kan huske, at hun har haft det sådan før, hvis ikke ligefrem hver dag, men det hjælper heller ikke at kunne huske det, hun ved stadig ikke, hvem hun er. Hun får fisket en hånd frem under dynen og kigger på den. Lille og firkantet ville hun nærmest kalde den, hånden. Og dog, lille og firkantet i forhold til hvad? Eller rettere hvem? Hvis hun nu kunne huske en anden hånd, eller rettere en andens hånd, kunne hun bedre sige det. Om den er lille og firkantet, eller snarere lang og smal? Hun putter hånden ind under dynen igen. Gardinerne vifter stadig, og der er en fjern lyd af trafik, som på en eller anden måde også forekommer bekendt. Hun drejer hovedet lidt, og ja, der ER en lugt i den, hovedpuden, og hun er næsten sikker på, at det ikke er hendes egen, uden at hun helt ved, hvordan hendes egen lugt er, og lidt efter bliver det for meget med den lugt, og hun må hellere stå op, eller i hvert fald komme væk fra den pude. Hun får viklet sig ud af dynen og kommer op at stå. Og så er det, hun ikke tør se nedad sig, fordi ja, bare fordi hun ikke er helt sikker på, hvordan hun ser ud. Og hun skal ikke kunne sige, hvordan hun så overhovedet ved, at hun er en hun, det ved hun bare. Hun ved, hun er hun, men så heller ikke mere. Hun går hen til gardinerne og trækker lidt i dem, forsigtigt, for de er jo ikke hendes. Uden for er der en gade, ganske rigtigt med trafik, alting ser meget normalt ud derude, sådan lidt gråt, men det er nok bare vejret. Det ser så ganske vist ikke rigtigt KENDT ud, men det er måske også bare vejret? Hun lader gardinet falde igen og går i stedet hen til døren, som hun åbner ud til en lang gang. En lang gang med andre døre, nogle af dem står åbne, nogle er lukkede, og de er vel så ikke stået op endnu, dem bag de lukkede døre. Eller også er de gået ud? Hun lukker døren, hun kom ud af, bag sig, og går nedad den lange gang. Inde i et stort rum, sidder to kvinder med kopper foran sig, de har hvide kitler på og taler enormt højt, som om ja bare som om de er vant til det, altså at tale enormt højt. - Godmorgen lille fru Rasmussen!, brøler den ene af dem til hende. Hun træder tøvende ind i rummet og hen til bordet, hvor de sidder. - Er det mig?, spørger hun dem. Lille fru Rasmussen? Er det mig? - Vel er det så, svarer den anden af dem. Lille fru Rasmussen. Det er lige præcis dig. Vil du have en kop kaffe? Og hendes arm drøner ud og tager fat i kanden og skal lige til at hælde, da hun får sagt. - Nej tak tror jeg. - Nej tak tror du, brøler de to hvidkitlede til hinanden, og så ler de, som om det er morsomt, hvad det måske også er. Men da hun ikke ved, hvem hun er, ved hun heller ikke, om hun kan lide kaffe. Hun tror det nærmest ikke. - Jeg ville bare, siger hun og bakker ud ad køkkenet igen. - Pas på dig selv derude!, brøler den ene af dem efter hende. Passe på sig selv? Hvordan passer man på sig selv, hvis man ikke ved, hvem man er? Eller for den sags skyld, hvor man er? For enden af den lange gang er der en større og tungere dør, og hun har i den grad på fornemmelsen, at hun burde vide, hvad der er på den anden side, det ved hun bare ikke. Men måske kan den slet ikke gå op, døren, og så er det vel ikke noget problem. Hun skubber forsigtigt til den. Men jo, den svinger tungt udad, og hun følger efter. Udenfor er der en gård. Der er grå asfalt på, og et smalt stykke med græs i midten, og nogle ganske få buske spredt hist og her. Og så et højt stakit hele vejen rundt. Og bænke, der er nogle bænke i den ene ende. Og så kan man vel sætte sig dér? Det gør hun så, hun sætter sig på en af bænkene, og hun synes hun burde vide, om hun har siddet der før, hende lille Fru et-eller-andet, hun ved det bare ikke. Så sidder hun der og venter, det føles, som om hun venter, hun ved bare ikke på hvad. Nogle børn går forbi ude på den anden side af stakittet, og de råber til hinanden med høje lyse stemmer, sådan lidt fløjteagtige, og det minder hende om noget, hun ved bare ikke hvad. Så er de borte, og så venter hun igen, indtil en stor mand pludselig kommer løbende derude på den anden side. Og det ser forkert og mærkeligt ud, at han løber, store voksne mænd kommer ikke løbende på dén måde, det tror hun da, at hun ved. Og: Kraschkrischklonshkrons siger det, da han kaster sig opover stakittet og ind til hende. Han er hurtigt oppe fra jorden og henne bag en af bænkene, som han akkurat kan krybe sammen bagved. Han ser på hende og sætter en finger for munden. Ja, hun har ikke tænkt sig at sige noget. Hvad i alverden skulle hun sige? Lidt efter kommer to unge mænd slentrende på den anden side af stakittet. De ser søgende ud og standser op ud for hende. - Har du set en stor fyr komme løbende denne vej? Lige nu? råber den ene. - Nej, siger hun. Det har hun heller ikke. Lige nu har hun set en stor mand krybe sammen bag én af bænkene. Han løber ikke mere. Og han bad hende om ikke at sige noget, så meget forstod hun da. Så går de to unge videre og ser stadig søgende ud, og efter et godt stykke tid kommer han frem fra bænken, ham den store. Han sætter sig ved siden af hende med et pust. - Tak for hjælpen, siger han. - Det gør ikke noget, siger hun. Han kigger på hende. - Sådan siger man ikke. Selv tak, siger man. Ikke det gør ikke noget. - Nå, siger hun. Så er de stille lidt, og han puster lidt mere, han er vist ikke vant til at løbe og hoppe over stakitter og krybe sammen bag bænke. - Hvad laver du her?, spørger han så. - Det ved jeg ikke, siger hun. - Ved du det ikke? - Nej. Han gør en vag bevægelse med armen i retning af bygningen bag dem. - Du bor her måske? - Måske, siger hun. Jeg ved det ikke. Han er holdt op med at puste. Lige om lidt vil han rejse sig og gå sin vej, tror hun. Eller hoppe måske. - Hvor bor du henne?, spørger hun ham. - Ingen steder, siger han. Han begynder at rejse sig op, han ser lidt på hende sådan oppefra. - Man har altid hjemme i sig selv, siger han. Hun ser op på ham, hans øjne er meget blå og minder hende om noget andet blåt, hun har set engang. - Heller ikke, siger hun til ham. - Heller ikke? - Nej. Jeg har heller ikke hjemme i mig selv. Måske hvis jeg vidste, hvem jeg var. Så ville jeg have hjemme der. Men jeg ved det ikke. Han ser lidt forskrækket ud. Så tager han en hånd ned i sin ene lomme og fisker noget op. Det er en lille figur. Den har rødt tøj på og en lang spids hue. - Værs go, siger han. Du må få ham her. Så har du ham at støtte dig til. Hun rækker hånden ud og tager den, figuren. Den er lille og blød mellem hendes fingre. - Som en lille maskot, ikke? siger han Hun nikker. Hun kan lide ordet, maskot. Så klatrer han over stakittet igen, Kraschkrischklonshkrons, han har knap så meget fart på, men det er de samme lyde. Hun vinker efter ham, men han ser hende vist ikke. *** Hun vågner og ved ikke, hvem hun er. Eller hvor. Nogle blå gardiner med små gule firkanter på henne ved vinduet, minder hende om noget. Især den blå farve, minder hende om noget. Så drejer hun hovedet, fordi hovedpuden lugter af et eller andet. Lige ved siden af hendes hoved ligger en lille rød figur med lang hue på. Der er han jo, maskotten, tænker hun. Og så falder hun i søvn igen, ligeså stille. 28 hus forbi nr. 70 februar 2008 hus forbi nr. 70 februar

16 X-ord Vorherres køkkenhave tidligere hjemløs D Send løsningen på X-ORD senest den 29. februar. Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. og 10 cd er med Vi tænder en stjerne hjemløselandsholdets VM-sang. Vinderne af cd erne får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K et er blevet februar. Men det er nu ikke fordi, at det omskiftelige vejr tager meget hensyn til, om det er januar eller februar. Da jeg i går travede langs åen, indhyllet i varme klæder, var blæsten bidende kold og himlen grå og trist. Overfladen på en lille sø, jeg passerede, lå tungt, vemodigt og grå som smeltet bly, men lod dog det bladløse pilekrat spejle sig smukt i den. Efter et par timer var jeg nødt til at vende min kolde, vindblæste næse hjemad, for selv om der var læ at finde, måtte jeg ikke tænde bål på dette sted. Et af de forårstegn, jeg trods alt så, var en flok skrigende hættemåger, der ude fra fjorden varslede, at varmere tider var i ankomst. Disse dejlige overlevere har nemlig en underlig vane med at smide hætten, når det bliver koldt, for så at iføre sig den igen, når det bliver varmt. Driver gæk med vinteren Vinder af boggavekort nr. 69 Birgit Karlsen, Søndermarken 43, 4340 Tølløse. Se det store At ku se det store i det små, det bør menneskeheden se og vide De store er de få, det kan ingen bestride. Indsendt af Klarinetten, alias Mikael Steen Olsen, beboer på Mændenes Hjem. Hus Forbi modtager meget gerne korte digte. Er du inspireret eller har et liggende i skuffen, så send det til os, gerne på mail: redaktion@husforbi.dk eller med posten: 30 hus forbi nr. 70 februar 2008 Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Jeg stod måske lidt sent op i dag, for da kaffen havde boblet færdig og skulle til at trænge sig ind på nydelsen af en god pibe tobak, mærkede jeg en varme på venstre arm, det var den livsbekræftende sol, der skinnede ind til mig fra en næsten skyfri himmel. Rygsækken stod pakket og klar og landkortet var studeret. Jeg ville ud at se, høre og dufte det allertidligste forår men det var ikke vejr til korte bukser. Selv om solen skinnede, besluttede jeg mig alligevel for en tur i skovene. Jeg ville ud til det egetræ, hvor jeg engang fandt Vorherre siddende oppe i kronen. Det er et godt sted at holde rast, for det majestætiske træ står en smule ensomt, og sidder man med ryggen mod den tykke stamme og skuer mod syd, har man skoven, og mod nordvest en lavvandet bugt. Vintergækken, der altid driver gæk med vinteren, havde mangefold brudt mulden i og omkring de sidste beboelser, jeg mødte på min vej. De stod der og bøjede deres små hvide hovedet i falsk beskedenhed over at være de første selv om de lidt mere bredskuldrede erantis så ud til at have givet dem kamp til stregen. Vel ude af beboede områder, ved et levende hegn, opdagede jeg amaryllidaceae, vistnok bedre kendt som dorotealiljen. De ligner hinanden, dufter skønt og blomstrer samtidig. Biofoto/ Steen Agger. FEBRU AR Dorotealiljer Inden jeg drejede af fra hegnet, så jeg, at også følfoden var på vej. Jeg gik over et par marker, ned til et vådområde, og pludselig skete det: Disse triller! Det var lærken, mine drømme gik i opfyldelse, hvor havde jeg savnet den, denne lille beskedne fugl med den store stemme, der løfter sig mod skyerne, betvinger både himmel og tvivl og synger på varme og forår. Længe blev jeg stående og lyttede til denne hedens, engens og agerjordens himmelske stemme. Ved vådområdet, som jeg skulle igennem, stak også rød hestehov frem som små rambukke. Snart vil deres blomster springe ud og senere på året vil dens store blade, som vi i min ungdom kaldte jøderabarber, danne et stort tæppe til stor glæde for diverse snegle og små trolde. Lyt, og se! Jeg var næsten ved at støde ind i ham, Vorherre, som stod med korslagte arme og lænede sig op af et birketræ. - Nå, der er du endelig, sagde han, mens han med øjnene pegede i retning af birkens rakler, hvorefter han drejede hovedet mod noget hassel- og ellekrat, der kunne fremvise samme pryd. Hvad skulle jeg svare? - Hej. Ja, jeg er lidt sent på den i dag nåede end ikke at høre natuglerne. Men skal vi ikke gå ud til vores egetræ? Vorherre smilede og nikkede. Mens vi spadserede ad den kendte sti, fjernede jeg lidt af skovbundens dække af visne blade og fik øje på spirene af de anemoner, der snart vil dække denne. Pludselig standsede Vorherre, løftede hånden, for ret forude stod et rådyr. Det fornemmede vist også foråret, stod med sine store sorte øjne og så op mod himlen, hvor en tårnfalk svirrede med vingerne og spejdede mod jorden med sit skarpe blik. Rådyret bevægede sig langsomt ind i underskoven, og vi fortsatte mod egen. I hundredvis af år har den stået her, have samlet på vejen og rørt op i min højprocente græske yoghurt, men valgte ikke at høste noget denne gang, men blot at lytte og se. Og mens jeg slumrede ind til natuglernes tuden, til rævens bjæffen og til duften af forår, tænkte jeg på, hvor jeg vil møde Vorherre, når kalenderen er skiftet til marts, Det var lærken, mine drømme gik i opfyldelse, hvor havde jeg savnet den, denne lille beskedne fugl med den store stemme. grenene er blevet store og krogede, og vi elsker den, Vorherre og jeg. Efter at have fjernet adskillige egetræsunger (agern), satte vi os ned og sugede alt dette spæde forår til os. Som en befjeret sommerfugl flaksede en vibe rundt og markerede sit territorium med sine karakteristiske (vibe)skrig. Da vi skulle til at tage afsked, sagde jeg til Vorherre: - Februar er nu mest kold og slet ikke nem. Men Vorherre erklærede sig ikke helt enig og efter at have kradset sig lidt i håret, sagde han: - Jeg ved jo godt, hvorfor du er kommet, så lyt og se! Og velkommen til foråret. Lidt efter var han væk. Jeg riggede presseningen til. Mit telt kunne jeg ikke slå op her, fordi jorden var for ujævn. Ja, Vorherre havde ret. Jeg var kommet for at opleve, hvordan en forårsfødsel føles. Der var mange planter, jeg kunne og hvad han vil vise mig i sin køkkenhave. Mon ikke Vorherre vil byde velkommen til Danmarks største, sundeste og billigste salatbord? steenviggo@galnet.dk Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger Foto: Niels Nyholm af Anne Jensen hus forbi nr. 70 februar

17 Tre spørgsmål til Hus Forbisælger Kaj Hansen, 44 år. Hvor er du på vej hen? - Når jeg er færdig med at sælge aviser, skal jeg til Østerbro og hjælpe en ven med at flytte. Bagefter skal vi ind og se en træningskamp med FCK. Jeg har været medlem af FCK i de sidste seks år. De spiller bare bedst. Hvad har du været glad for på det seneste? - VM i hjemløse-fodbold på Rådhuspladsen i sommer. Det tænker jeg stadig på og har endnu plakaten hængende på min væg. Jeg har selv spillet på Sundholm fodboldhold engang og var til stævne i Odense. Hvad fik du til aftensmad i går? - Hot wings, som jeg varmede i ovnen og spiste sammen med en kammerat. Normalt spiser jeg varm mad i Kvickly til frokost. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Drømmer om mit eget sted Historier fra gaden Inden Kaj Hansen fylder 50 år, vil han gerne åbne sit eget værested for hjemløse. For han har selv mærket på sin krop, hvor hårdt det er at bo på gaden. - Jeg starter klokken syv om morgenen somme tider halv syv. Jeg står alligevel op ved den tid, og så kan jeg lige så godt komme i gang med at sælge aviser. Jeg har en aftale med en afdelingsleder i Kvickly om, at det er i orden, at jeg står her. De har sagt, at jeg bare kan komme ind og hente hjælp, hvis der bliver problemer, fortæller Kaj Hansen, som fast står foran Kvickly i Roskilde og sælger Hus Forbi. Og han er der som regel, før supermarkedet åbner. - Jeg startede med at sælge Hus Forbi for syv år siden, fordi jeg havde gæld, og mine indtægter fra Hus Forbi brugte jeg på afdrag, siger han. Kaj Hansen kommer oprindeligt fra Horsens, men flyttede derfra for 15 år siden. Han ville gerne væk fra et miljø med alt for mange stoffer og spiritus. Stofferne er det lykkedes ham at få på afstand, mens han stadig godt kan få sig en tår over tørsten. - Jeg siger nej til spiritus, når jeg sælger aviser der står jo bag på kortet (sælgernes id-kort, red.), at man ikke må være påvirket af rusmidler, når man sælger. Hvad angår stofferne tog jeg mig sammen og stoppede, efter en af mine kammerater faldt om og døde under en koncert med Henning Stærk. Og døden har Kaj Hansen i disse dage tæt inde på sit liv igen. For han går og venter på besked om, hvornår en af hans kammerater fra gaden i Roskilde skal begraves. - Han døde for fire dage siden. Jeg ved ikke, hvad der skete. Han havde været oppe og sove hos mig et par dage inden og kom pludselig ikke tilbage. Det plejede han, for han havde sovet hos mig de sidste to måneder han var vist nok faldet om på gaden. Jeg har gået sammen med ham hver dag, og jeg tænker på ham hele tiden. Det var hårdt, siger han. Væk fra gaden Kaj Hansen bor selv på et lille værelse i Roskilde på 20 kvadratmeter og deler fælles bad og køkken med de andre beboere, og det er han blevet rigtig glad for. Dels fordi han har fået nye venner i Roskilde, som hjælper hinanden med bl.a. at sælge aviser, dels fordi han er kommet væk fra gaden. I årene efter han flyttede fra Horsens, boede han nemlig enten på gaden eller på forskellige herberger, som Sundholm på Amager, Mændenes Hjem i Istedgade i København og Roskildehjemmet i Roskilde. - Der er meget vold i København, også med våben. Her i Roskilde er der mere fredeligt, og så er her ikke så mange, der sælger avisen. Jeg har faktisk mange stamkunder bl.a. to gamle damer, der køber fast hver fredag og ender med at have fire aviser om måneden. Dem står jeg tit og snakker med, siger Kaj Hansen. Pengene fra de to damer og alle hans andre kunder sparer 44-årige Kaj Hansen op til sin store drøm. - Jeg har lovet mig selv, at jeg inden, jeg bliver 50 år, vil åbne mit eget værested, hvor man kan komme og spise og sove. For der er ikke steder nok for hjemløse hverken i Roskilde eller i København. Jeg har selv prøvet at bo på gaden, og det er hårdt, fortæller han. Et af de væresteder, der er til rådighed for de hjemløse i Roskilde, hedder Kafé Klaus, og det var også her Kaj Hansen holdt juleaften. - Der kommer altid rigtig mange mennesker juleaften, så man skal skrive sig op i god tid. Det koster 25 kr. og for dem får man god gammeldags julemad med and og flæskesteg, fortæller han. Familie har han kontakt med, men de ses ikke så meget. - Når de ikke kan besøge mig her på værelset, så kan jeg heller ikke Hvad angår stofferne tog jeg mig sammen og stoppede, efter en af mine kammerater faldt om og døde under en koncert med Henning Stærk. besøge dem. Så min rigtige familie det er dem fra gaden, siger Kaj Hansen. Juleaften såvel som nytårsaften, er de to eneste dage, Kaj Hansen med sikkerhed aldrig kan ses foran Kvickly. De dage har jeg aldrig solgt aviser. De skal være anderledes, siger han. Birgitte.hoegh@os.dk 32 hus forbi nr. 70 februar 2008