Bente Halkier. Fokusgrupper. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag

Transkript

1 Fokusgrupper

2

3 Bente Halkier Fokusgrupper Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag

4 Bente Halkier Fokusgrupper 1. udgave 2002 Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, 2002 Omslag: Torben Lundsted Sats: Samfundslitteratur Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax slforlag@sl.cbs.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

5 Indholdsfortegnelse Forord 7 Fokusgrupper i samfundsvidenskabelig forskning 11 Forskellig faglig brug af fokusgrupper 13 Styrker og svagheder ved brug af fokusgrupper 15 Kombination af fokusgrupper med andre metoder 18 Vigtige valg ved fokusgrupper 25 Overordnede analytiske valg 27 Detaljerede metodiske valg 30 Hvem skal deltage? 30 Hvordan skal man få fat på dem? 35 Hvor mange? 38 Hvorhenne? 41 Hvordan strukturere fokusgruppen? 43 At gennemføre fokusgrupper 53 Moderatorrollen 54 Introduktioner 56 Medie 60 Spørgsmål og proceshåndtering 62 Etik 69 Virtuelle fokusgrupper særlige forhold 71 At bearbejde fokusgruppedata 75 Transskribering 76 Kodning, kategorisering og begrebsliggørelse 78 Fortolkningsmetodikker 84

6 Beretningsmåder og interaktionsformer 91 Interaktionsanalyse 94 Samtaleanalyse 97 Diskurspsykologi 100 Diskursanalyse 103 Overbevisende brug af fokusgrupper 109 Validitet og generaliserbarhed 109 Kan det være analytisk at arbejde pragmatisk? 114 Litteraturliste 117

7 Forord En fokusgruppe er en særligt form for interview, hvor en gruppe mennesker er samlet af forskere eller studerende for at diskutere et bestemt emne. Metoden bliver brugt inden for de fleste dele af samfundsvidenskaberne, dele af humaniora, samt i høj grad inden for diverse mere anvendelsesorienterede former for forskning, som involverer at forske med mennesker. Det er blevet trendy at bruge fokusgruppeinterviews i Danmark blandt samfundsvidenskabelige forskere og studerende. Nogle glæder sig over at få udvidet den metodiske værktøjskasse. Andre begræder at fokusgrupperne tilsyneladende fortrænger det såkaldt»ægte«feltarbejde og observation. Men som alle konkrete metoder til dataproduktion, så rummer fokusgrupper styrker og svagheder. Der er nogle ting, som fokusgrupper er rigtig gode til. Og der er nogle ting, hvor andre metoder bare er meget bedre. Det bør være problemstillingen og feltet i det enkelte forskningsprojekt, som er afgørende for, om man skal bruge fokusgrupper eller ej, på samme måde som det forekommer fagligt ureflekteret eksempelvis at være generelt for kvalitative metoder og imod kvantitative metoder. Det kommer helt an på, hvad formålet med projektet og dataproduktionen går ud på. Hvis projektet vil sige noget om udbredelsen af bestemte mønstre af eksempelvis holdninger eller handlinger i en større befolkningsgruppe, så kan man bedst opnå det ved at bruge kvantitative metoder som surveydata. Hvis projektet vil sige noget om, hvordan og hvorfor holdninger eller handlinger forekommer i bestemte sammenhænge, så kan man bedst opnå det ved at bruge kvalitative metoder som interviews. Igennem mine egne erfaringer som forsker og underviser synes jeg imidlertid, at jeg har oplevet, at forskellige typer af kvalitative metoder ind imellem bruges for ureflekteret som erstatning for hinanden, 7

8 fordi hvis det bare er kvalitativt, så er det godt. Hvis man ikke har så meget tid, så laver man et par fokusgrupper i stedet for en række individuelle dybdeinterviews. Hvis det virker for besværligt at komme ind i feltet og lave deltagende observation, så laver man et par fokusgrupper. Hvis man ikke lige kan samle en fokusgruppe, så laver man individuelle interviews i stedet for. Selvfølgelig er der mange praktiske og pragmatiske overvejelser i forbindelse med metodiske valg, som er fuldt ud legitime. Der er også altid ting, der går galt for os, og ting der ikke kan lade sig gøre, sådan som vi havde forestillet os på forhånd. Men jeg tror også, at der ligger et fagligt formidlingsproblem gemt under ureflekteret brug af forskellige kvalitative metoder. I vores faglige formidling i artikler og antologikapitler er der ofte fokus på de indholdsmæssige resultater og på brugen af teoretisk referenceramme, mens argumenterne omkring metodebrug ofte fylder meget lidt og ind imellem er henvist til fodnoter. Metodediskussioner er typisk henvist til metodebøger, hvor præsentationen af forskningens indhold og de samlede valg af analytisk design så til gengæld tit er sparsomt beskrevet. Når de metodiske refleksioner på denne måde ofte lever adskilt fra projektets sammenhæng, så bliver det sværere for os at bruge hinandens metodiske erfaringer. Både med hensyn til hvilke valg der fungerer bedst konkret, og hvilke gyldige analytiske argumenter man kan bruge. Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi som samfundsforskere i højere grad ind imellem vælger en formidlingsform med en forpligtelse til mere omfattende at præsentere metodiske valg og argumenter i deres konkrete samlede projektsammenhæng. Bogen her præsenterer og diskuterer derfor primært de forskellige valg og argumenter omkring brugen af fokusgrupper med udgangspunkt i ét forskningsprojekt som eksempel. Selvfølgelig bliver der bogen igennem og særligt i dette første kapitel nævnt andre eksempler, så bredden i den samfundsvidenskabelige brug af fokusgrupper som metode også vises. Men meningen er, at læseren får lejlighed til at følge de metodiske overvejelser, valg og fravalg fra a til z i et forskningsprojekt, hvor fokusgrupper står centralt i vidensproduktionen. 8

9 Jeg vil gerne sige kæmpestort tak til alle deltagere i mine forskellige fokusgruppeinterviews. Det har været utroligt spændende at få lov til at være med! Jeg vil også gerne takke de studerende på Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitets Center for engageret deltagelse i min undervisning i kvalitative metoder, som har givet gode idéer og stof til eftertanke. Endelig vil jeg gerne takke Kim Schrøder fra Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitets Center og Tanja Verbik fra Forlaget Samfundslitteratur for inspirerende og konstruktive kommentarer til selve manuskriptet til bogen. 9

10

11 Kapitel 1 Fokusgrupper i samfundsvidenskabelig forskning En fokusgruppe er ikke det samme som et gruppeinterview. Glidebanen i forhold til at fortolke fokusgrupper som noget, der generelt kan erstatte individuelle interviews, starter muligvis med en forveksling af fokusgrupper og gruppeinterviews. Som en svensk bog om emnet siger, så kan fokusgrupper godt siges at være en form for gruppeinterview. Men alle gruppeinterviews er ikke fokusgrupper (Wibeck, 2000:23). Semistrukturerede former for gruppeinterviews involverer typisk en høj grad af interaktion mellem interviewer og interviewpersoner i form af mange direkte spørgsmål og svar, ligesom ved individuelle interviews. Dette i modsætning til fokusgrupper hvor der typisk er meget interaktion mellem interviewpersonerne. Gruppeinterviews i felten, eksempelvis som del af deltagende observation, kan godt have meget interaktion mellem interviewpersonerne ligesom i fokusgrupper. Men til gengæld er interaktionen sjældent så fokuseret om et emne bestemt af intervieweren som i fokusgrupper (Frey and Fontana, 1993:33). Min definition af en fokusgruppe lægger sig op ad David Morgans forståelse, som er én af de mest citerede fokusgruppeforskere. Fokusgrupper kan således forstås som en forskningsmetode, hvor data produceres via gruppeinteraktion omkring et emne, som forskeren har bestemt (Morgan, 1997:2). Det er altså kombinationen af gruppein- 11

12 teraktion og forskerbestemt emnefokus, som er fokusgruppers kendetegn. Fokusgrupper adskiller sig således fra de klassiske former for individuelle og gruppeinterviews ved at give direkte adgang til handling og ikke bare beretninger om handling. Alle individuelle typer af kvalitative interviews samt de mere semistrukturerede gruppeinterviews producerer typisk»accounts about action«. Det vil sige, deltagerne beretter om handlinger og forståelser i deres hverdagssociale kontekst til forskeren. Men det foregår uden at denne sociale kontekst udspiller sig rundt omkring forskeren, mens fokusgrupper, felt-gruppeinterviews og observation typisk producerer»accounts in action«. Det vil sige, deltagerne udveksler beretninger om handlinger og forståelser som en del af interaktionen i en social, hverdagslig genkendelig kontekst rundt omkring forskeren. Fokusgrupper adskiller sig videre fra felt-gruppeinterviews og forskellige former for observation ved, at fokusgruppers»accounts in action«er fokuserede ud fra forskerens for-forståelser, snarere end fra deltagernes for-forståelser. Det vil sige, at processerne i fokusgruppen foregår med udgangspunkt i forskerens spørgsmål og eventuelle andre konkrete input såsom billeder, medieklip, varer og kort med ord på. Fokusgruppers kombination af gruppeinteraktion og emnefokus gør dem som metode særligt velegnede til at producere empiriske data, der siger noget om betydningsdannelse i grupper. I hverdagslivet foregår betydningsdannelse som en del af menneskers sociale erfaringer. Hvad gør folk, hvor, hvornår, sammen med hvem, hvordan oplever de det, og hvordan bliver oplevelsen brugt til at forstå andre situationer? Sociale erfaringer bliver til mere eller mindre selvfølgelige repertoirer, som mennesker trækker på, når de fortolker og handler sig igennem dagligdagens aktiviteter i samspil med relevante andre (Berger and Luckmann, 1987; Goffman, 1959; Schütz, 1975). En stor del af disse erfaringer og brugen af dem fungerer så selvfølgeligt, at repertoirerne for forståelse sjældent italesættes direkte. Snarere fungerer sådanne repertoirer som såkaldt tavs viden i menneskers prakti- 12

13 ske bevidsthed (Gullestad, 1989:34-37). Fokusgrupper rummer potentielt mulighed for, at deltagerne i deres interaktion med hinanden udtrykker sådanne ellers tavse og taget for givne repertoirer for betydningsdannelse. Deltagerne får nemlig her mulighed for at»tvinge«hinanden til at være diskursivt eksplicitte i deres forhandlinger med hinanden. Fokusgrupper er derfor specielt gode til at producere data om mønstre i indholdsmæssige betydninger i gruppers beretninger, vurderinger og forhandlinger. Man får noget at vide om, hvad det er, en gruppe af mennesker kan blive enige om (eller det modsatte!) på alle mulige emner fra skattepolitik, over kønsrollemønstre og til at leve med en sygdomsramt ægtefælle. Fokusgrupper er også gode til at producere data om, hvordan sociale processer fører til bestemte indholdsmæssige fortolkninger. Fokusgruppens forhandlinger om, hvordan budskabet i en tv-udsendelse skal forstås, minder om det, som familier, kollegaer og grupper af venner gør næsten hver dag. Og fokusgrupper er gode til at producere data, som belyser normer for gruppers praksisser og fortolkninger (Bloor et al., 2001:4-8). Sætter man for eksempel en fokusgruppe af forældre til at diskutere familiens brug af internettet, så er det sandsynligt, at forældrenes normer om deres børns brug af computeren kommer tydeligt i spil. Forskellig faglig brug af fokusgrupper Der er stor enighed i litteraturen om, at fokusgrupper stammer fra 1940 erne (Bloor et al, 2001:1-4; Hansen et al, 1998:258-60; Morgan, 1997:4-5). På dette tidspunkt begyndte Paul Lazarsfeld, Robert Merton og Patricia Kendall på Bureau of Applied Social Research, Columbia University, USA, at arbejde med fokuserede gruppeinterviews i deres analyser af publikums respons på regeringens krigspropaganda i radio og film. Den klassiske artikel af Kendall og Merton hedder»the focused interview«og udkom i American Journal of Sociology i Bureauet lavede imidlertid også kommercielt rettede undersø- 13

14 gelser, og brugen af fokusgrupper kom hurtigt til at indgå i marketingsforskningen. Derfor er det ikke så sært, at brugen af fokusgrupper i høj grad har fundet sted inden for henholdsvis kommunikationsog medieforskning og inden for marketingsforskning. Efter at have været mindre i vælten i en årrække genopstod brugen af fokusgrupper i slutningen af 1960 erne inden for marketingsforskning, og der er brugen af dem blevet vedligeholdt med stor succes. Det betyder eksempelvis også, at der er en lang række rent kommercielle former for brug af fokusgrupper i private firmaer og marketingbureauer (Greenbaum, 1998). I Danmark kom den første samlede bog om fokusgrupper netop fra marketingsforsknings miljøet, Poul Røpkes Kvalitativ markedsanalyse i praksis. Gruppeinterviews hvorfor og hvordan fra Ib Andersens metodebøger, som er meget anvendte på handelshøjskolerne, behandler også fokusgrupper (eksempelvis Andersen, 1997). Det er også inden for kvalitativ marketingsforskning, at brugen af projektive teknikker (for eksempel brug af ting og billeder til associationer, fortællinger, rollespil, tegning og collage) er blevet opdyrket inden for fokusgruppeinterviews (Askegaard, 1993:205-11). Én af de nyeste udgivelser inden for marketing, hvor fokusgrupper behandles, er D. Carson et al. (2001): Qualitative Marketing Research. Succesen med at bruge fokusgrupper i privat marketing har til en hvis grad smittet af på evalueringen af offentlige kampagner (Bloor, 2001:3; Morgan, 1997:5). Muligvis er det den vej rundt, at politikere er begyndt at bruge fokusgrupper til evalueringer af deres budskaber. Men de politologiske forskere har hidtil ikke udvist meget interesse for at bruge fokusgrupper som metode i forskningen. De fleste fokusgrupper om politologiske emner eksempelvis i relation til politisk sociologi udføres i Danmark af analyseinstitutter som Gallup, AIM og lignende. Internationalt er fokusgruppeinterviews tilsyneladende heller ikke slået rigtigt igennem i den politologiske forskning. At dømme efter undervisningsbøgerne i metoder. Til gengæld har kommunikations- og medieforskningen taget fokusgrupper ind som metode de sidste femten til tyve år. Hansen et al. (1998:259) argumenterer for, at det har været et led i opgøret med de 14

15 traditionelle teoretiske kommunikationsmodeller. De traditionelle modeller interesserede sig mest for mediebudskabers effekt og indflydelse på publikum. Fokusgrupperne blev inddraget i forskningen som et led i at dreje interessen over mod mediebrugeres forskellige former for fortolkninger og sociokulturelle brug af medierede tekster. Inden for receptionsforskningen blev fokusgrupper derfor en vigtig metode (se eksempelvis Lunt and Livingstone, 1996). Inden for sociologien oplevede fokusgrupper først en genkomst i begyndelsen af 1980 erne. Det er imidlertid en sociolog, der har gjort meget for at udbrede kendskabet til metoden både blandt forskerkolleger og studerende, nemlig David Morgan. Hans lille bog fra 1988, Focus Groups in Social Research er én af de bedst sælgende titler fra Sages blå serie om kvalitative metoder. På denne måde kan fokusgruppers genkomst inden for sociologien formentlig ses som relateret til opblomstringen i forsøgene på at udvikle på de kvalitative metoder og gøre dem mere systematiske og analytiske. Fokusgrupper er nu en del af standardrepertoiret for diverse former for anvendt sociologi, der bruger kvalitative metoder såsom forbrugssociologi, sociologi om sundhed og sygdom, arbejdslivssociologi, uddannelsessociologi og så videre. I Danmark er Laila Launsøe og Olaf Riepers bog Forskning om og med mennesker fra 1987 den første sociologiske metodebog, som behandler fokusgrupper som én af metoderne. Styrker og svagheder ved brug af fokusgrupper Vurderingen af fordele og ulemper ved at bruge fokusgrupper som metode i et samfundsvidenskabeligt projekt er selvfølgelig afhængig af det konkrete projekts formål og udformning. Men forskningens erfaringer med fokusgrupper over de seneste 15 år giver alligevel nogle bud på nogle generelle styrker og svagheder ved brugen af fokusgrupper, som den enkelte kan tage med ind i sine overvejelser og valg. Først og fremmest er fokusgrupper gode til at producere data om sociale gruppers fortolkninger, interaktioner og normer, hvorimod de 15

16 er mindre velegnede til at producere data om individers livsverdener (Bloor et al., 2001:89-90). En del af forklaringen på dette er helt konkret metodisk, at den enkelte deltager i fokusgruppen får sagt meget mindre end den enkelte deltager i et individuelt interview. På samme måde har forskeren også meget bedre mulighed for at spørge ind til den enkeltes forståelser og erfaringer i det individuelle interview end i fokusgruppen. En anden mere analytisk del af forklaringen kunne gå på, at atypisk individuel praksis eller atypiske individuelle forståelser ville have en tendens til at blive underrapporteret i fokusgrupper (Bloor et al., 2001:8). Det vil sige, at den sociale kontrol i fokusgruppen kan hindre, at alle forskelle i erfaringer og perspektiver kommer frem. Imidlertid er der jo ingen garanti for, at forskeren i et individuelt interview får interviewpersonens socialt genkendelige forståelser og praksisser frem. Netop manglen på social kontrol fra ligesindede eller socialt netværk i det individuelle interview kan føre til både for mange beretninger om socialt»korrekte«forståelser og handlinger samt for få beretninger om socialt»ukorrekte«forståelser og handlinger. Desuden bygger diskussionen på en positivistisk videnskabsteoretisk antagelse om, at det er muligt for forskeren at finde frem til de»ægte«socialt ubesmittede data om individets livsverden. Det er derfor spørgsmålet, om man abonnerer på en sådan antagelse. Eller man snarere med den videnskabsteoretiske konstruktivisme i hånden antager, at mennesker altid konstruerer deres individuelle beretninger og forståelser i forhold til deres sociale relationer (Goffman, 1959; Potter, 1996). Det er blot forskellige konstruktioner alt efter, hvem der udgør den aktuelle kontekst for interaktion. Vi fremhæver alle sammen nogle ting om os selv til vore kollegaer og studiekammerater, men sandsynligvis nogle lidt andre ting til vores mormor. Hverken den ene eller den anden konstruktion udgør nogen sandhed om os som personer. Men de bidrager begge til den fortsatte fortælling om, hvem vi er. En anden styrke ved fokusgrupper er, at det er den sociale interaktion som er kilden til data (Morgan, 1997:15). Typisk vil de forskellige deltageres sammenligninger af hinandens erfaringer og forståelser i 16

17 gruppeprocesserne kunne producere viden om kompleksiteterne i betydningsdannelser og sociale praksisser, som er svære for forskeren at få frem i individuelle interviews eller semistrukturerede gruppeinterviews. Deltagerne spørger ind til hinandens udtalelser og kommenterer hinandens erfaringer og forståelser ud fra en kontekstuel for-forståelse, som man som forsker ikke har. Til gengæld består svagheden så i, at forskeren så også skal tage højde for de helt konkrete gruppeeffekter, som kan opstå, netop når det er den sociale interaktion, som er kilden til data. I fokusgrupper kan der både opstå tendens til konformitet og tendens til polarisering, og begge tendenser kan lægge en dæmper på variationen i deltagernes udtryk for forståelser og erfaringer. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er et særkendetegn ved fokusgrupper? Eller om det snarere er et grundvilkår for al social interaktion, som derfor skal tænkes ind i gennemførelsen af fokusgrupper og fortolkningen af fokusgruppedata? I tilgift betyder denne potentielle svaghed nemlig også, at forskeren kan lære noget om graden af konsensus og konflikt på et område. En tredje styrke ved fokusgrupper består i deres evne til at producere koncentrerede data om et bestemt fænomen eller emne på en lad-sig-gørlig måde, der ikke er særlig påtrængende over for deltagerne sammenlignet med de andre metoder om»accounts in action«(morgan, 1993:18-19; Morgan, 1997:13). I modsætning til feltarbejde og observationer bruger forskeren med fokusgrupper ikke en masse ekstra tid på at hænge ud i felten og håbe på, at der sker noget, som interesserer hende og dermed producere en stor mængde ukoncentrerede data. Samtidig forstyrrer forskeren interviewpersonernes privatliv mindre med fokusgrupper end ved deltagende observation og lignende feltmetoder. Svagheden ved dette træk ved fokusgrupper er til gengæld, at forskeren sandsynligvis går glip af en masse interessant, som man kun kan få adgang til ved tilstedeværelse i folks sociale kontekst. Fokusgruppers mere styrede form for»accounts in action«kan også hindre en passende grad af åbenhed fra forskerens side over for, hvilke sociale relationer, typificeringer og processer som er vigtige i konteksten og som forskeren ikke altid har fantasi til at forestille sig. 17

18 Kombination af fokusgrupper med andre metoder Tit kan det være en god idé hvis der er ressourcer til det at kombinere flere forskellige metoder til dataproduktion inden for et forsknings- eller studenterprojekt. Hvis man hælder mest til den positivistiske eller realistiske ende af videnskabsteorien, så kan man argumentere for, at kombinationen af flere metoder kan fungere som triangulering (Jensen, 1991:107-20). Det vil sige, at de forskellige typer data om samme emne kan udgøre et slags check på hinandens pålidelighed. Siger folk nu det samme, når de er i en fokusgruppe med andre, som de siger, når de bliver interviewet alene? Triangulering kan på denne måde højne validiteten af undersøgelsens resultater. Hvis man hælder mest til den konstruktivistiske ende af videnskabsteorien, så kan man argumentere for, at vi inden for samfundsvidenskabelige problemstillinger ofte arbejder med komplekse, multidimensionelle fænomener. Eller man kan argumentere for, at der altid eksisterer forskellige fortolkninger af det samme fænomen (Kvale, 1996:241). Derfor kan det højne validiteten af undersøgelsens resultater, hvis kombinationen af flere metoder kan producere viden om fænomenets forskellige dimensioner eller fortolkninger. Folk siger måske ikke det samme under deltagende observation som i fokusgrupper hvordan kan man forklare det, og hvad fortæller det om de sociale relationer og fænomener, som man undersøger. I kapitel 5 vender jeg tilbage til denne diskussion og går i dybden med spørgsmål om eksempelvis validitet og generaliserbarhed. Nedenfor følger en kort oversigt over nogle almindelige og anvendelige måder at kombinere fokusgrupper med andre metoder. I princippet kombinerer forskere typisk fokusgrupper med andre metoder af tre årsager. Det kan gøres for at forbedre metoderne gensidigt. Det kan gøres for at følge op og uddybe vidensproduktionen gensidigt. Eller de to metoder kan forsyne projektet med ligestillede datamaterialer, som enten kan bruges til triangulering, eller som kan fungere som forskellige perspektiver i en multidimensionel tilgang. 18

19 For det første kan man altså forbedre brugen af henholdsvis fokusgrupper og andre metoder ved at bruge den anden metode som en slags pilotmetode. Hvis man skal interviewe mennesker individuelt med en meget anderledes social og kulturel baggrund eller interviewe inden for et felt, man ikke kender særlig godt, så kan en eller to indledende fokusgrupper give en nødvendig viden om feltets sociale og kulturelle dynamikker. Dermed kan man gøre sin interviewguide til de individuelle interviews mere relevant og dækkende. Hvis man aldrig har befundet sig blandt enlige mødre i Vestjylland eller blandt computer-gamere i Ishøj, så ved man ikke noget om, hvad der fungerer som de vigtige sociale og kulturelle mønstre og skillelinier i deres forståelser. Det gør det sværere at spørge relevant. Ofte tror vi, at vi kender mønstrene, når vi interviewer i vores såkaldt»egen«nationale kultur. Netop her er det særlig vigtigt at være opmærksom på sin sociale og kulturelle uvidenhed, så man kan forholde sig analytisk til den, og den ikke bare spiller ind som implicitte fordomme. Desuden er brugen af begrebet national kultur blevet fagligt problematiseret de sidste mange år, så man snarere diskuterer kultur i flertal som mange forskellige kulturer. Eller man diskuterer kultur som forskellige former for kulturelle dynamikker, der indgår i blandingsforhold med hinanden, så man ikke længere taler om kulturer som sammenhængende ting eller komplekser (Jensen, 1998:46-51). Samme problemstilling gør sig gældende, når man kombinerer med henholdsvis observation og spørgeskema. At afholde en eller to fokusgrupper med medlemmer af feltet kan forsyne forskeren med ekspliciterede udtryk for kulturelle forståelser af de praksisser, som indgår i den deltagende observation i feltet. Observation som metode i sig selv spørger ikke nødvendigvis ind til medlemmerne af feltet, og samtidig forsøger observation ofte at producere data om medlemmerne i feltets tavse viden, som den kommer til udtryk i eksempelvis kropssprog og interaktion (Adler and Adler, 1994; Hastrup, 1992:29-30). Det kan derfor være svært at vide, hvordan man skal starte med at bruge denne meget implicitte metode. Specielt når observation ikke kan gennemføres ved at»flytte ind«til folk i feltet, men må 19

20 gennemføres mere delvist ved gentagne besøg. Dette er oftest tilfældet med undersøgelser i moderne, mere privatiserede kulturelle sammenhænge, samt i institutioner og virksomheder. En fokusgruppe som forstudie til deltagende observation kan også give idéer til, hvor det vil fungere bedst at gennemføre sine observationer sammen med folk i feltet. Hvis man undersøger interkulturel kommunikation blandt folkeskoleelever, skal man så hænge ud i frikvartererne, i timerne eller på fodboldholdet? At gennemføre nogle fokusgrupper som forstudie til en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse kan forbedre selve spørgeskemaet. I et spørgeskema er man nødt til at stille meget præcise spørgsmål med lukkede svarkategorier, fordi disse data skal kunne laves til tal og statistik, når de skal analyseres (Hellevik, 1984). Som forsker har man altså ikke i selve spørgeskemarunden mulighed for at spørge ind og få uddybet interviewpersonernes forståelser og erfaringer, som man har i kvalitative interviews. Fokusgrupper med repræsentanter for spørgeskemaets målgruppe kan derfor hjælpe med flere forskellige ting. Dels kan diskussioner i fokusgrupper gøre forskeren opmærksom på, hvilke sociale og kulturelle variable, der er i spil på området, og som skal dækkes ind af spørgeskemaet. Eksempelvis har fokusgrupper inden for forskning om forbrugeres håndtering af risiko ved fødevarer vist, at tillid til forskellige former for institutioner spiller en vigtig rolle for forbrugernes handlinger. Derfor er variablen tillid nu i højere grad inddraget i spørgeskemaundersøgelser på området (Nygård, 1999; Berg, 2000). Dels kan fokusgruppedata give viden om, hvordan man i spørgeskemaet kan spørge til forskellige sociale og kulturelle variable. Både så kategorierne i spørgeskemaet stemmer nogenlunde med kategorierne i folks sociale kontekst, og så de konkrete ord der bruges i spørgeskemaet rammer inden for ordbrugen i folks sociale kontekst (Olsen, 1998). Omvendt kan individuelle interviews og observationer give intervieweren en fornemmelse af vigtige erfaringer og forståelser på feltet, som kan bruges til at indrette spørgsmålene til fokusgruppen således, at så mange erfaringer og forståelser kommer i spil i interaktionen 20

21 som muligt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis man skal lave fokusgrupper inden for felter med stærke normative diskussioner i samfundet voldelige computerspil og børn, eller bilkørsel og miljøproblemer. Ligeledes kan det være en god idé at gennemføre et par individuelle interviews først, hvis man er i tvivl om sammensætningen af deltagerne i fokusgrupperne. Skal man eksempelvis blande lavtuddannede og højtuddannede i hver enkelt fokusgruppe, hvis projektet handler om forskellene i politisk deltagelse? Eller skal man lave rene grupper med henholdsvis lavtuddannede og højtuddannede? For det andet kan man bruge en kombination af metoder som opfølgning på hinanden. Hvis de individuelle interviews antyder, at de sociale forhandlinger på området har stor betydning, så kan man følge op med fokusgrupper. Nyere forskning om forbrugere viser eksempelvis, at forbrugere langt fra kun agerer som de individuelle shoppere, kendt fra klassisk økonomisk teori, men at forbrugere snarere forhandler sig frem med f.eks. de andre familiemedlemmer om, hvad der skal forbruges og hvordan (Warde, 1997:18-21). På samme måde hvis fokusgruppen antyder, at her spiller den enkeltes livsverden en vigtig rolle, eller der er store forskelle internt på deltagerne, så kan man følge op med individuelle interviews. Hermed er der mulighed for at komme mere i dybden med den enkeltes erfaringer og forståelser. Når et projekt hovedsageligt er baseret på deltagende observation i felten, så kan forskere bruge fokusgrupper til at»checke«, i hvor høj grad deres analytiske fortolkninger passer med feltets aktørers egne fortolkninger (Marshall and Rossman, 1995). Det er igen en måde at eksplicitere noget meget implicit socialt og kulturelt, som produceres via observation. Det sker ikke nødvendigvis for at forkaste forskerens fortolkninger til fordel for informanternes, med mindre man abonnerer på den videnskabsteoretiske antagelse, at kontekstens deltageres udtalelser altid er mere autentiske og dermed mere valide, end andres fortolkninger. Det gør sig til dels gældende inden for aktions- 21

22 forskning. Men inden for moderne antropologi argumenterer man for, at det er videnskabeligt mest gyldigt at arbejde med et»dobbeltblik«(hastrup, 1992:43-46). Forstået på den måde at man som forsker både skal leve sig ind i informanternes kulturelle forståelser, men at man også skal kunne distancere sig, så man kan se mønstre i de kulturelle forståelser, som informanterne ikke selv kan se. Hvis man følger en spørgeskemaundersøgelse op med fokusgrupper, gør man det typisk for at kvalificere forklaringerne på mønstrene i spørgeskemadata (Morgan, 1997:27). Det er fordi spørgsmål og svar i spørgeskemaer som regel er meget generelle og frie af den sociale kontekst. Derfor kan man i projektet få behov for at inddrage den relevante sociale kontekst igen via eksempelvis fokusgrupper. En spørgeskemaundersøgelse kan nemt vise, at kvindelige forbrugere køber langt mere økologi end mandlige. Men at komme med en kvalificeret forklaring på, hvorfor dette mønster forekommer, kræver en kombination af teoretiske refleksioner og måske også en kvalitativ metodisk opfølgning. Handler forskellene i økologiens udbredelse bare om, at det stadig er kvinderne der står med hovedansvaret for indkøb i det daglige? Eller handler forskellene om, at kvinder vælger forbrugerstrategien til at udtrykke deres holdninger til miljøpolitik frem for at melde sig ind i en organisation? Eller handler forskellene om, hvad økologi kulturelt set associeres med? For det tredje så kan man bruge individuelle interviews og fokusgrupper som ligestillede former for empirisk dataproduktion. Det har jeg eksempelvis selv gjort i et projekt om, hvordan unge forbrugere forstår og håndterer krav om miljøhensyn i forbrug i deres hverdag (Halkier, 1999). Her fungerede de to forskellige sæt datamaterialer som ligeværdige kilder til forskellige perspektiver på den samme problemstilling. Ét af formålene med projektet var nemlig at vise, at de unge forbrugere på samme tid fortolker miljøhensyn og agerer i forhold til det både på individualiserede og socialiserede måder. Den samme form for ligeværdig kombineret dataproduktion kan selvfølgelig også praktiseres med observation og spørgeskema eller 22