FORFATTEREN. Minitema: Rejs ud og bliv klogere Må man fornærme i fiktion? Musik og lyrik i samspil

Transkript

1 FORFATTEREN Minitema: Rejs ud og bliv klogere Må man fornærme i fiktion? Musik og lyrik i samspil

2 heidi maxmilling leder Kulturpolitisk valgkamp er henvist til Randers år dette rammer læseren, er valget nok udskrevet. Valgkampen begyndte dog reelt, da statsminister Lars Løkke Rasmussen brugte to tredjedele af sin nytårstale på et instrumentalistisk indgreb, afviklingen af efterlønnen. Visioner, ambitioner, værdier, kultur var fraværende fra centralt hold. Det turde ellers være lige i det felt, at en relevant valgkamp kunne føres nu når det ser ud til, at vi skal vælge mellem rød eller blå stue. I stedet må det være leder af Randers Egnsteater og næstformand i scenekunstudvalget under Statens Kunstråd, Peter Westphael, der sætter en kulturel valgkampsdagsorden. Han har inviteret samtlige partiledere og kulturordførere til kulturtopmøde i Randers. Peter Westphael mener, at diskussionerne om kulturpolitik har det med at være henlagt til sommerferiernes agurketid, og at den økonomiske politik løber med al opmærksomheden. Vi kunne ikke være mere enige. Men den siddende regering og støtteparti fokuserer mere på, hvad der skal til for ikke at miste magten, end hvad der er på spil politisk. Altså rigtig politik. Værdier, identitet, kultur. Det, der fortæller os som mennesker i et samfund. Det, som alle historiske samfund altid har gjort. Meget af det, der står som vidnesbyrd og monumenter i kunst, litteratur og arkitektur, er blevet til som udtryk for en politisk vilje. I oppositionen ser det umiddelbart lidt mere ambitiøst ud. Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen har begået et kulturpolitisk manifest, som vi som kunstnerisk interesseorganisation heller ikke kunne være mere enige i: Han mener, at kunst fremstilles som flødeskummet på toppen af behovspyramiden, og at den bare kan skrabes fra og på i takt med den økonomiske formåen, men at det burde være sådan, at kunsten og behovet for kunstneriske oplevelser hørte til i bunden af pyramiden. Han går endda så vidt som at ville have en kulturens grundlov, der fastlægger samfundets og dets institutioners ansvar for et mangfoldigt kultur- og kunstliv. Bliver Mogens Jensen den nye kulturminister, kommer han stadig, ifølge bordplanen, til at sidde så langt væk fra statsministeren, som man overhovedet kan komme til Statsministeriets fælles ministermøder. Både helt konkret, men også rent budgetmæssigt. Sådan synes De Radikale Venstres Uffe Elbæk ikke, det burde være. Også han mener, at kulturen skulle have en helt anderledes central placering i dansk politik. Han håber på to ting i 2011: At han bliver valgt ind i Folketinget, og at vi får en slags kulturel revolution, hvor kulturpolitikken løftes ind i centrum for al politikudvikling. Det kulturelle perspektiv skal altså ikke bare inspirere, men udfordre de øvrige politikområder og dermed den måde, vi tænker byudvikling, erhvervspolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, miljøpolitik, forsvarspolitik på ja, den måde, vi tænker og forstår samfund på. Det ville være skønt, hvis vi kunne ændre kulturpolitisk mindset. Men hverken Løkke eller Helle snakker kultur. De snakker milliarder. Og dem er der ingen af i kulturen. Så længe kulturministeren sidder længst væk fra budgetudlodningen, er det svært at overbevise partiledere og statsministre om betydningen. Og så er kulturpolitikken i valgkampen henvist til Randers. 2 FORFATTEREN Lotte Garbers, formand indhold Das Beckwerk og juraen N Når digte og musik spiller sammen Minitema: Kulturel udveksling Vietnam Minitema: Kulturel udveksling Japan Paragrafrytteren Fem skarpe til Tom Ahlberg Debat Kæphesten: Hvad skal vi med kunsten? Kalender Legater Kurser Abelone Glahns reol Forsiden er skabt af Gitte Skov Gitte Skov er uddannet på Skolen for Brugskunst, freelanceillustrator med bladtegning som speciale og fast tilknyttet Weekendavisen. Tegner derudover til magasiner, fagblade, reklame og bøger. Litteraturens hakkeorden Hvis du ser dig selv i en dansk litterær tradition, hersker der et særligt hierarki. Det mest foragtede er journalistikken. Derefter kommer prosaen og romanen som er ok. Essaystik hører ikke rigtig nogen steder hjemme, for bortset fra Holberg og Brandes er der ikke en tradition for den genre. Og så endelig lyrikken som det højeste og fineste. Jeg mener, det er et stort handicap for et land som Danmark, at forfattere og kritikere har så nedladende et syn på journalistik, fordi det udtrykker en mangel på respekt for håndværket. Jeg kan pege på mange danske romaner, som bliver afgørende svækket af mangel på respekt for håndværket, og som svigter al skrivekunsts hele elementære forudsætninger: at bruge øjne og ører. Carsten Jensen i Information, 30. december 2010 Drenge mangler læselyst Den nye Pisa-undersøgelse viser endnu engang, at drenge gennemsnitligt er markant mindre glade for at læse end piger. Til det siger læsekonsulenternes formand, Marianne Thorup, at hun tror, at meget af den skønlitteraturlæsning, skolen arbejder med, mest appellerer til pigerne. Drenge vil måske hellere læse fagtekster om raketter, dinosaurer eller knallerter. Og under alle omstændigheder er det vigtigt, at der kommer fokus på, hvordan vi også får drengene til at fortsætte med at læse. I dag stopper alt for mange af dem med at læse på mellemtrinnet. Folkeskolen 10. december 2010 Toptunet oversætter privatfoto photobucket DOFs Ærepris går i år til Søren Kristian Barsøe, som oversætter fra engelsk og amerikansk. Han får bl.a. æresprisen, fordi han er en omhyggelig oversætter, der er særdeles god til at oversætte replikker til mundret og overbevisende dansk. Søren Kristian Barsøe har bl.a. oversat krimier af Michael Connelly, Ian Rankin og Jonathan Lethem og har bl.a. fået stor ros for sin oversættelse af Lethems Ensomhedens fæstning. Prisen på kroner overrækkes ved en reception i Kunststyrelsen 3. marts kl. 16. siden sidst Ny mand bag brancheblad Bogbranchens blad, Bogmarkedet, er pr. 1. januar blevet overtaget af forlægger og redaktør Bjarke Larsen, som mange måske husker som manden, der på sit forlag Pressto udgav den kontroversielle bog Medinas Juvel om Muhammeds barnebrud Aisha. Bogen var tidligere blevet trukket tilbage af forlaget Random House på grund af frygt for militante islamister. Dansk Forfatterforening vil fortsat skrive i bladet en side hvert andet nummer. Bjarke Larsen overtager redaktørstolen pr. 1. april, da Nils Bjervig allerede inden overtagelsen ønskede at trække sig tilbage men Bjervig fortsætter som freelancer. -ab Ligegyldigheder på tryk forfatterens uddannelse er jo at lave noget ANDET end at skrive. Studere. Gå ind i erhvervslivet. Rejse verden rundt. Hente erfaringerne fra det virkelige liv. ( ) De fire år, jeg sad i Kunstrådets litterære udvalg, læste jeg næsten alt det, der gerne ville være litteratur, og hvad jeg ikke læste af sproglige ligegyldigheder, etuder, småtekster, der prætenderer en dybde, der ikke er der, men bare er små æstetiske forløb. Som før ville have været til skrivebordsskuffen. Claes Kastholm Hansen i Weekendavisen Bøger, 14. Januar 2011 FORFATTEREN

3 artikel artikel Suzanne Brøgger har sagt det lige ud: Man skal lade være med at omgås kunstnere, hvis man ikke vil møde sig selv i deres bøger. Så skulle hun være dækket ind. Men havde hun egentlig juridisk ret til at bruge ikke-offentlige personers historier i sine romaner? Og kunne Klaus Rifbjerg lade den daværende Kronprinsesse Margrethe løbe af sted med Olof Palme i sin roman Marts 1970 og samtidig have ryggen fri i juridisk forstand? Der var ingen, der turde lægge sag an mod Klaus Rifbjerg dengang, selv om han brugte mange faktiske personer ved navns nævnelse. De vidste, de ville være blevet gjort totalt til grin, hvis de gjorde det. Det kan være en større krænkelse at vinde en fredskrænkelsessag end at anlægge den, siger kritikeren og forfatteren Poul Behrendt, der har beskrevet fænomenet om at bruge nulevende personer i fiktive værker i sin bog Dobbeltkontrakten. Hvem ved, om performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech bliver gjort til grin. Nogle vil måske også tage hatten af: Han har gjort noget, ingen anden har gjort før ham i dansk retshistorie: Stævnet forfatteren, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, for at bruge personlige oplysninger om ham i sin roman Suværenen. Claus Beck-Nielsen eller Das Beckwerk, som der står på titelbladet har i sin bog nævnt Thomas Skade- Rasmussen Strøbechs privatadresse, beskrevet hans økonomiske dispositioner, kaldt hans børn ved fornavn og oplyst, at han er skilt. Faktuelle oplysninger, 4 FORFATTEREN Man ejer IKKE sin e en historie der stemmer overens med virkeligheden. Derudover har forlaget brugt et billede af ham på forsiden og til plakater uden hans samtykke. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har fået fri proces, hvilket betyder, at staten betaler retsafgiften og salæret til advokaten i dette tilfælde advokaterne. Det er den fjerde advokat i rækken, der sammen med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech nu stævner Das Beckwerk og Gyldendal for at krænke privatlivets fred. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech forlanger, at samtlige eksemplarer af Suværenen hjemkaldes fra boghandlerne og andre forhandlere og destrueres. Samtidig kræver han en erstatning på i alt kr kr. fra forfatteren og kr. fra forlaget. Det beløb, han mener forfatter og forlag må have tjent på bogen. Artikel 10 eller 8? I skrivende stund er der endnu ikke faldet dom, men sagen er særlig i flere tilfælde. Det er ikke bare den første af sin slags i dansk retshistorie, det er også en sag, hvor dommerne skal afgøre, hvad der vægtes højest: Den kunstneriske ytringsfrihed eller privatlivets fred? Eller som det hedder hos juristerne: Artikel 10 eller 8 i Menneskerettighedskonventionen. Vi taler om nogle af de grundlæggende principper, der her kolliderer, siger advokaten Tyge Trier, der har speciale i menneskerettigheder og ytringsfrihed og fører en række sager om ytringsfrihedens grænser. På den ene side skal den kunstneriske ytringsfrihed jo give plads til kreativitet, til hittepåsomhed og formidling af kunstneriske produkter. En kunstner skal have lov til at slå sine streger. På den anden side står retten til et privatliv og et familieliv, og at den enkelte har ret til at beskytte sin intimsfære og sin identitet, fortsætter han. Offentlig vs privat person Her kan det være af betydning, om Thomas Skade-Rasmussen Strøbech anses for at være en offentlig person eller ej. Er han en privatperson, der ikke selv har søgt offentlighedens søgelys og som ufrivilligt er blevet eksponeret i medierne, kan dommerne vurdere, at hans privatliv er blevet krænket. Anses han for at være en offentlig person, kan der gælde andre regler, siger Peter Lambert, der ligeledes er advokat med speciale i personlighedsret og ytringsfrihed. Man må godt skrive en biografi om statsminister Lars Løkke Rasmussen uden at spørge om hans samtykke. Der er heller ikke noget i vejen for, at man digter videre og sætter hans historie op som et teaterstykke. Man må gerne sætte en offentlig kendt person ind i et fiktivt univers, lige som det skete med Anders Fogh Rasmussen med filmen AFR. Det afgørende er, om det, der skrives, betragtes som injurier eller oplysninger, der vedrører privatlivet. Men denne sag har jo mange lag. For har Thomas Skade-Rasmussen Strøbech givet samtykke ved at medvirke på den rejse til USA, som ligger til grund for romanen? Og har han egentlig givet samtykke ved at deltage i det set-up, hvor de to har skrevet en artikelserie til Weekendavisen og taget billeder af hinanden? (billedet på forsiden af bogen er et af Thomas Skade-Rasmussen Må forfattere frit bruge andres historier, eller har personerne selv juridisk ret til dem? Dommen i retssagen mod forfatteren, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, vil sandsynligvis få Det må en fiktionsforfatter indflydelse på, hvor meget forfattere må tilrane sig af andres historier uden samtykke. Af Laura Engstrøm Strøbechs anklagepunkter, red.) For hvis han skal vinde sagen, skal han gennembryde den tese, som er udtrykkeligt gjort klart i romanen, nemlig at det er en roman og ikke en faktuel beskrivelse af en reportagerejse, siger Peter Lambert. Hvis de oplysninger, han anklager Das Beckwerk for, er offentligt kendt og for eksempel kan findes i Krak eller andre steder, kan han have en svær sag. Det skal have intim, privat karakter, for at man kan tale om krænkelse af privatlivets fred. Og selv oplysninger om privatlivet skal afvejes over for den kunstneriske frihed. Noget andet er: Kan man regne med, at oplysningerne er korrekte? Det gør det heller ikke lettere, at de to personer leger med identiteterne, fortsætter Peter Lambert. Så har man først ytret sig i offentligheden, eller er de oplysninger offentligt tilgængelige, må man finde sig i, at de oplysninger kan bruges i romaner eller fagbøger. Det gælder også statusopdateringer på Facebook. Der kan det godt have indflydelse om på, om man har en lukket eller åben profil på Facebook, siger Tyge Trier. Roman legitimerer ikke Bare fordi der står roman på forsiden af en bog, kan man ikke slippe af sted med hvad som helst. Og heller ikke hvis det er en dokumentarisk beretning. I Norge er der blevet afgivet dom i en omvendt sag, hvor Åsne Seierstad beskrev den berømte boghandler i Kabul med fiktionaliserede træk og kaldte det journalistik. Hun tillagde personerne tanker og følelser, som hun ikke kunne dokumentere, de havde sagt. Åsne Bruge andres historier, forudsat det ikke er injurierende. Bruge offentligt tilgængelige oplysninger om andre uden samtykke herunder fx statusopdateringer på Facebook. De har gjort det før Det er muligvis en tendens i samtidslitteraturen at blande virkelighed og fiktion, men det er absolut ikke nyt. Henry Miller gjorde det i Krebsens vendekreds (1934), og grænserne mellem fakta og fiktion flød også i Serge Doubrovskys Fils (1977). Det samme hos Suzanne Brøgger i Creme fraiche (1978) og Ja (1984) og Thorkild Hansens Et atelier i Paris (1990). Blot for at nævne et par stykker. Seierstad fik en dom og skulle betale kr. til boghandlerens kone, der følte sig gået for nær. Men hvad med nulevende personer, der optræder i romaner under andre navne? Man ejer ikke sin egen historie. Den må forfattere og andre godt bruge. Hvis en advokat ved navn Thygo Trier optræder i en roman, og der er fælles træk med min personlige historie, må jeg acceptere dét, siger Tyge Trier. I den verserende sag vil det også have betydning, om Suværenen har kunstnerisk værdi. Har man blot skrevet et smædeskrift for at svine en anden person til? Eller har værket også værdi for andre end de implicerede? Domstolene vil kigge på, om bogen har samfundsmæssig og kunstnerisk relevans. Er den vigtig for demokratiet eller har den reel kunstnerisk værdi? siger Tyge Trier. Fiktionen flyder Retssagens udfald kan ikke bare have betydning for, hvordan forlag fremover vil stille sig i forhold til at indhente samtykke fra implicerede personer i fiktive værker. Ifølge Poul Behrendt er den også tegn på en udvikling i litteraturen, der går mod at blande fakta og fiktion. Der er en stigende tendens til, at virkeligheden optræder i fiktionen, og at grænserne flyder. Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard er det nyeste og mest berømte eksempel. Et andet eksempel er Knud Romer, der skrev om sin opvækst på Lolland-Falster, og der var også protester fra de personer, der indgik i romanen. Et tredje eksempel er Julia Butschkow, der skriver om sin bedstefar, der var nazist. Der er talrige andre eksempler. Når denne tendens er så dominerende, tror jeg, det skyldes de ændringer i vores virkelighedsbillede, der udgår fra de sociale medier og reality-tv. Når virkeligheden fiktionaliseres, svækkes interessen for den rene fiktion. Det er ikke bare journalister, der hellere vil læse om noget, der er sket i virkeligheden, siger han. Der falder dom i retssagen den 17. marts. Laura Engstrøm er freelancejournalist og skriver bl.a. for Weekendavisen, DJØF-bladet og Børsen. FORFATTEREN

4 artikel artikel D i g t e & m u s i k Samklang mellem ord og noder kan noget helt særligt, som beriger både digte og musik, når lyrikere og musikere samarbejder En gang forestillede jeg mig, at det burde være muligt at overføre stemningen fra Jimi Hendrix guitar på Voodoo Child til et digt. I dag ved jeg, det ligger uden for mine evner at overføre den særlige blanding smerte, vrede og tristhed, som jeg hører i denne unikke guitar. Det er et unikt guitarspil, der ikke kan overføres. Det betyder ikke, at digte ikke kan fremkalde smerte eller minde os om vrede eller tristhed, men at de gør det på anden vis, nemlig via ordene, pauserne mellem ordene, måden hvorpå de udtales, og hvorpå digteren trækker vejret under en oplæsning. Et samspil mellem digte og musik åbner imidlertid for nye måder, hvorpå disse affekter kan artikuleres i et verbalt sprog, der ikke kan gribe dem helt, og som indgår i et samspil med en musik, som også fremkalder dem, men som (heller) ikke sætter ord til dem. Det er et mellemværende mellem ord, der fremkalder sprogløse affekter, og en musik, der vækker samme affekter, men uden brug af ord. Det er et møde mellem ord og musik, der begge forholder sig til grænserne for, hvad vi kan sige i sproget. Frugtbart samarbejde Det fundamentale er, at digte lægger op til sang og musik, selvom de fleste ikke kan synges, eftersom ethvert digt har René Rasmussen (L) er lic. phil. i litteraturvidenskab, lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet og bl.a. forfatter til Psykoanalyse et videnskabsteoretisk perspektiv (2010) og Lettet (digte, 2009). sin egen rytme, uanset om det rummer en bestemt metrik eller ej. Det er formentligt denne tætte forbindelse mellem musik, sang og digte, der har affødt et stærkt samarbejde mellem digtere og musikere, som kræver en speciel åbenhed på begge sider. Både digter og musiker skal være parate til at lytte til tekst, oplæsningsforløb, instrumenter, deres samspil og forløb af musikken. Det er langt fra alle digtere, der har lyst til dette, eller som synes, at musik og digte hører så snævert sammen. For mange digtere udgør den spænding, der kan opstå mellem musik og digte, alligevel en særlig udfordring. For det første får digteren mulighed for at læse sine tekster op for et yderst kvalificeret og motiveret publikum, der i første omgang består af meget lydhøre musikere og dernæst lyttere og tilskuere til opførelsen eller indspilningen. For det andet opstår der altid et specifikt samspil mellem musik og digte, der giver et nyt liv til sidstnævnte. Musik som akkompangement Der kan i den sammenhæng peges på to muligheder, som et sådant samspil åbner for. De først mulighed består i, at musikken blot udgør et akkompagnement til digtene, som vi kender fra en række cd er, fx Poul Borums indspilning af en række af sine digte på den posthume Poetry department. (Exlibris 2002). Det centrale i denne sammenhæng er digtene, som musikken overvejende er med til at fremhæve eller understrege på særlig vis. Det er naturligvis ikke kun tilfældet på en cd, men også i en performance, selvom det måske er mest oplagt for en cd, eftersom denne cementerer den særlige rolle, som musikken har som akkompagnement. Musikerne kan ikke improvisere ud over dette. Ligeværdige partnere Den anden mulighed består i, at musik og digte er ligestillede. Her er musikken ikke akkompagnement, men mødes med digtet som et element, der indgår i et musikalsk og verbalt fællesskab. Det vil ofte være noget, der udfolder sig i en performance, men kan naturligvis også nedfældes på cd. En sådan performance kan være mere eller mindre improviseret, hvilket udgør en særlig udfordring for alle parter, eller planlagt i detaljer, men også i sidstnævnte tilfælde vil der altid være noget uforudset over fremførelsen, bl.a. fordi en digter aldrig læser op på samme vis hver gang. Flygtig oplevelse En række af de største digteriske oplevelser, som jeg har haft som tilskuere/ lyttere eller oplæsende digter, er, når jeg har oplevet dette samspil som noget, som går op i en særlig enhed, der kun eksisterer, og som kun kan fanges, mens det står på. Her er digteren ikke blot en individuel person, der står frem med sine digte og læser dem op med sin særlige stemme, men en del af et interpersonelt rum. Her indgår digteren i et særligt, om end kortvarigt samspil, hvis karakter kan være uforudsigelig. Det betyder også, at digteren i et eller andet omfang giver afkald på sig selv, ligesom han/hun gjorde, da digtet fik sit eget liv i skriftens form. Denne uforudsigelige karakter skyldes ikke blot, at der kan improviseres, og at der ofte bliver improviseret meget i en sådan sammenhæng med fx ord, der pludselig gentages eller ændres i oplæsningen, men tillige, at selve samspillet altid på unik vis er forskelligt fra gang til gang. Digteren kan fx læse sit digt lidt hurtigere eller lidt langsommere op end tidligere og med lidt flere eller færre dybe toner end forrige gang, hvilket giver et helt andet perspektiv til digtene. Eller musikken kan afspilles i et lidt andet tempo end sidst, eller den kan være højere eller lavere end forrige gang, hvilket også giver et helt andet perspektiv. En særlig stemning Dette minder på nogle punkter en del om almindelige musikkoncerter, hvor musik og sang kan fremføres i forskellige tempi, eller sangeren kan variere sit stemmeleje, men med bl.a. den væsentlige forskel, at ordene i digtet har en helt anden plads end ved en koncert, ligesom digteren har en helt anden plads, end de fleste sangere har. Digte er sjældent sang, der kan synges med på, men særlig sproglige finurligheder, der overrumpler tilhørerne. Den stemning, som en sådan opførsel har, vedrører dog ikke blot sproget, digtenes sprog eller de sproglige begivenheder, chok eller andre former for verbale overraskelser, som digteren har lagt i sin tekst. Den vedrører også musikken og digterens stemme, måden som disse to former og udfolder sig i fællesskab på. Gode digte slår altid en stemning an, ligesom god musik gør det. De er forsøg på at indfange det, som ikke kan indfanges eller fastholdes helt i sproget. De er forsøg på at gribe de affekter, der ligger tæt op ad sproget, men som samtidig undslipper os i sproget. Det være sig angsten, den umådeholdne glæde, den pludselige erotiske gnist, kønnets mærkværdigheder, vreden, den passionerede kærlighed som overvælder den elskede osv. Dette møde mellem musikere og digtere vil heller aldrig blive ligesom Hendrix geniale guitar, eftersom det netop er et samspil mellem poetiske ord og ordløs musik i forhold til det uudsigelige, men det giver nogle andre muligheder, som kan tangere de affekter, der ligner dem, som jeg oplever, når jeg hører den guddommelige guitar hvis digte, digter og musikere ellers har kvalitet og tålmodighed til det. Denne stigende interesse for mødet mellem musik og digt vil sikkert afføde mange lige så store oplevelser. Af anden art. Og dog 6 FORFATTEREN FORFATTEREN

5 kulturmøde kulturmøde Ingen monstre om morgenen, tak Fem års kultursamarbejde med Vietnam har åbnet Sally Altschulers øjne for, at nogle af de største kulturforskelle er usynlige og meget svære at forudse. I 2005 kontaktede Center for Kultur og Udvikling (CKU) Dansk Forfatterforening for at høre, om DFF ville deltage i et større dansk kulturprogram i Vietnam. Projektet fokuserede på børnelitteratur og skulle foregå fra 2006 til Foreningens internationale udvalg sagde ja, og dermed var fem års dansk-vietnamesisk samarbejde skudt i gang. Illustrator Tove Krebs Lange og undertegnede kastede os ud i et samarbejde med Kim Dong Publishing House, et stort forlag i Hanoi, som kun laver børnelitteratur. Til gengæld udgiver de omkring titler årligt. De første år deltog forfatteren Søren Jessen, det andet år Glenn Ringtved og derefter kun Tove og undertegnede. Kulturforskelle Som en del af projektet rejste vi de første fire år rundt i landet med vores Sally Altschuler (BU) er formand for DFF s internationale udvalg og forfatter til en lang række børnebøger, senest Martins ørevoks og Den sorte linie i Zowieserien på forlaget Tudse. Story Express. Sammen med vietnamesiske kolleger startede vi læseklubber og lavede storytelling og små workshops for børn i provinserne. Hver gang vi kom til en ny by, blev vi modtaget med sang og dans, og der var naturligvis taler fra forskellige honoratiores, som vores uundværlige tolk og faktotum, Lien fra Kim Dong-forlaget, oversatte. Efter det første år var hendes oversættelse til dansk meget kort: They are very happy about our project. I kraft af min position som formand for DFF s internationale udvalg skulle jeg også sige nogle ord. Efter et par år var forholdet til Lien så afslappet, at hun en formiddag et sted i den centrale del af Vietnam, umiddelbart inden jeg skulle på talerstolen, sagde: Sally. You talk to much. I just say what I usually say, forsvarede jeg mig. That s what I mean. Tove stod ved siden af og nikkede, så jeg besluttede hurtigt at finde på noget andet end, at vi var meget glade for gæstfriheden bla bla... I stedet fortalte jeg, at der var forskel på kulturen i Fløjtespilleren af Ta Huy Long indgår i en serie på 15 værker, der tager udgangspunkt i vietnamesiske myter og fortællinger. Fløjtespilleren spillede hver nat for en prinsesse så smukt, at hun forelskede sig i ham. Han var imidlertid så fæl at se på, at hun, da hun endelig fik ham at se, ikke ville vide af ham. Så druknede han sig. Danmark og Vietnam. Jeg nævnte, at i Danmark er dragen et skrækkeligt monster, mens den i Vietnam mere betragtes som et lykkebringende væsen. Og så noget med, hvor vigtigt det er at lære hinandens kulturer at kende. Lien oversatte, og alle klappede høfligt. Det var i hvert fald kortere. Lidt senere, mens børnene var optagede af at tegne mærkelige dyr, trak Ho Anh Thai, formanden for Hanoi Writers, mig til side. Ved du hvad? sagde han. Det er meget godt med dragerne, men det er bare ikke så godt, at du taler om dem om morgenen. Hvad? Ja, vi nævner helst ikke monstre og sådan noget om morgenen. Du kan sagtens sige noget om det senere på dagen, bare ikke om morgenen. Workshops Projektets hovedvægt lå i de workshops, som vi arrangerede. Vi arbejdede med forfattere og illustratorer, omkring tyve af hver, som stort set var de i alle fem år. Det var indlysende for os, at vores tilgang til opgaven måtte være med al mulig respekt for kulturforskelle, som vi også selv forventede at profitere af. Det viste sig, at vietnameserne især var meget opsatte på at få at vide, hvordan man skriver fantasy. Allerede her mødte vi en af de holdninger, som vi, med al respekt for forskellige kulturer, kom til at bakse en del med. Deltagerne betragtede os som store autoriteter og forventede, at vi sad inde med den endegyldige facitliste på alt det, vi beskæftigede os med. Når vi prøvede at forklare, at det ikke hang sådan sammen, men at det drejede sig om nogle værktøjer, at finde frem til et individuelt udtryk, så troede de, at det var en slags vestligt pædagogisk princip, som betød, at vi bare ikke ville røbe facitlisten. Det kunne være godt nok med al den ideudvikling, øvelserne osv. men fortæl os nu, hvordan man skriver og illustrerer fantasy. Klassisk narration Derimod var den klassiske berettermodel et hit. Den er konkret og ligner en facitliste. Derfor fik jeg den ide at præsentere Joseph Campbells model The Hero s Journey, som kort fortalt går ud på at indskrive berettermodellen i en mytologisk grundform. (Læs Campbells bog: The Hero With a Thousand Faces.) Alting foregik jo via tolken Lien. Hun og jeg havde gennemgået stoffet på forhånd, jeg havde sendt noget materiale, som hun havde oversat og uddelt. I det begrænsede omfang vores elever overhovedet begreb noget som helst af mit foredrag, opfattede de det hele meget konkret. Alle de historier, de lavede det år, handlede om en helt, der følger et kald, drager ud i det ukendte, overkommer en række forhindringer osv. Der var meget lidt originalitet, og ofte var historierne anstrengt konstrueret. Jeg ved ikke, hvad deltagerne i workshoppen fik ud af det, men jeg lærte en hel del. I de følgende år fik vi i det hele taget skudt os meget mere ind på hinanden, de forstod bedre, hvad vi stod for, og vi forstod bedre, hvad vi kunne give dem. Respekt for illustratorerne Illustratorerne var generelt teknisk velfunderede, et par af dem var simpelthen fremragende kunstnere. Imidlertid var de vant til blot at blive betragtet som et værktøj for forfatteren: Forfatteren lavede sin fortælling, og hvis den handlede om en pige, der plukker blomster i skoven, så skulle der laves et billede af en blomsterplukkende pige. For os var udfordringen derfor at påvirke denne holdning. Både illustratorer og forfattere skulle forstå, at illustration er en ligeværdig udtryksform. En af metoderne var, at illustratorer og forfattere skulle arbejde sammen om at lave en historie i små grupper gennem det meste af en fire-dages workshop. Da Tove, Søren og jeg præsenterede dette forløb ved et indledende møde med forlagets ledere, blev der i første omgang stille omkring på bordet. Så foregik der en hel masse på vietnamesisk, og man behøvede ikke at forstå sproget, for at fatte, at vores arbejdsmetoder var voldsomt provokerende. Seniorchef, Madam Dat, talte temmelig højt. Senere fortalte Lien os, at hun var nervøs for, at vi ikke ville være i stand til at styre sådan et anarkistisk forløb. Alligevel endte det med, at vi gjorde det på vores måde. Især illustratorerne var begejstrede. Da vi evaluerede, sagde de, at de for første gang oplevede at blive set, og at deres kvalifikationer blev værdsat. Ved evalueringen rejste Madam Dat sig og sagde, at hun virkelig havde været betænkelig ved at arbejde på denne måde, men nu kunne hun jo se, hvor vellykket det var. Det syntes hun, at vi skulle vide. Siden er vores forhold til Madam Dat blevet stadig mere hjerteligt. Når vi er ude at spise, så putter hun bogstaveligt talt de bedste stykker direkte i munden på mig, efter at de er blevet dyppet i de foreskrevne saucer. Og derved når jeg frem til det, som er den helt store oplevelse for os. Vi har virkelig set Vietnam, som kun de færreste turister ser det, og vi har haft folk omkring os, som ønskede at vise os det bedste. Men det, der er det allerbedste for os, er de venskaber, som er vokset frem af det professionelle fælleskab. Heldigvis er vi ved at søsætte et nyt femårsprojekt, som kommer til at handle om historier til de små og højtlæsningstradition. Vi inddrager nu også tv, og desuden bliver der et spor, der skal arbejde med graphic novel, og som er lagt i hænderne på Merlin P. Mann og Jan Kjær. Det dansk-vietnamesiske samarbejde har resulteret i en antologi med tolv historier, seks skrevet af vietnamesere og seks af danskere. De danske historier er illustreret af vietnamesiske forfattere og omvendt. For at understrege, at illustration er lige så gyldig en udtryksform som ordet, er seks af historierne startet som en illustration, hvortil der er skrevet en tekst. Titlen på bogen er Rejsen og er udkommet på både dansk og vietnamesisk. Medlemmer af Dansk Forfatterforening kan købe et eksemplar for 25 kr. plus porto, som man kan spare ved at hente den i Strandgade. Det samme gælder antologien Lys, som er lavet på tilsvarende måde i et projekt i Nepal. 8 FORFATTEREN FORFATTEREN