Side TEMA: DANMARK RUNDT

Transkript

1 FRIT SYDSUDAN? Kort efter nytår stemmer sydsudaneserne om selvstændighed. Men vil Sudans regering og verdenssamfundet anerkende resultatet? Side STUEREN VERDENSBANK På 10 år er de folkelige protester mod Verdensbanken reduceret til næsten ingenting. Reportage fra bankens årsmøde i Washington. Side Oktober/november nr. 6/2010 NYHEDER OG DEBAT OM UDVIKLINGSSAMARBEJDE TEMA: DANMARK RUNDT Peter Balslev, pensioneret læge fra Hjørring, har over årene sendt syv containere med hospitalsudstyr af sted til byen Mugumu i Tanzania. Mød Balslev, randrusianske kommunalpolitikere, dedikerede gymnasieelever, herboende afrikanere og genbrugsentusiaster i alle aldre, når Udvikling rejser landet tyndt i jagten på u-landsengagementet anno Side 6-11

2 SIDE 2 AKTUELT NR. 06/2010 SEPTEMBER-MØDET I DANIDAS STYRELSE Udgives af Danida, Udenrigsministeriet Asiatisk Plads 2, 1448 København K Telefon , fax årgang. Udkommer otte gange om året. Trykoplag: ISBN nr (print) ISBN nr (elektr.) ISSN nr Abonnement Udebliver avisen eller har du adresseændringer eller til- eller framelding af abonnement (gratis): eller kontakt Rosendahls-Schultz Distribution på telefon , distribution@rosendahls-schultzgrafisk.dk. Redaktion avisenudvikling@um.dk Redaktør: Stefan Katić (sk) Journalist: Mads Rasmussen Mariegaard (mm) Journalistpraktikant: Gerd Kieffer-Døssing (gk) Ansvarshavende iflg. Medieansvarsloven: Chefkonsulent Jesper Fersløv Andersen (PRS) Korrektur: Flemming Axmark Redaktionen afsluttet den 14. oktober Annoncesalg og markedsføring: Sara Leth, sarlet@um.dk, Tryk Skive Folkeblad. Tryk på 70 gr. papir (Soporcel Premium Offset), som er svanemærket og FSC-godkendt for bæredygtig skovdrift og miljø. Layout: Og Jensen Her findes blandt andet tidligere numre, artikelbibliotek, blogs og link til Udviklings Facebook-side. Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. Forsidefoto: Peter Kristensen. NY VEJ HOLDT I FEM ÅR Kystvejen Denmark Road i det sydlige Ghana blev konstrueret til at holde i 15 år. Blot fem år efter indvielsen er der så store skader på vejen, at Danida må hoste op med yderligere 130 millioner kroner. Af Stefan Katić Yasir starter motoren, og vogntoget rykker sig langsomt i gang. Vi ruller tungt ned ad den kaktuskantede indkørsel og ud gennem jernporten i det første tusmørke. Sættevognen har overlast. Fire aksler lader de værdifulde dæk kværne mod gruset, indtil Yasir fører rattet rundt i en glidende bevægelse, og lastvognstoget drejer midt ud på Kilimanjaro Roads hullede asfalt. (Fra fortællingen Ramadan ekspres i Jakob Ejersbos Revolution.) Den afdøde forfatter Jakob Ejersbos beretning om de overlæssede lastbiler på Tanzanias landeveje kunne have været et glimrende oplæg til Danida-styrelsens møde i september. Et af punkterne på dagsordenen var en bevilling til udbedring af en kystvej i det sydlige Ghana. Der lød bemærkninger omkring mødebordet som træls, en kun fem år gammel hvid elefant og en sag, der opfylder alle folks fordomme om u-landsbistand! Bemærkninger, som viser, at veje i Afrika er et vanskeligt felt. Men også et uhyre betydningsfuldt, for gode veje er forudsætningen for en masse andre aktiviteter. Sagen er kort fortalt, at Danida har finansieret renoveringen af de 30 kilometer hovedvej mellem Takoradi og Agona, en vigtig strækning for eksport fra Ghana og det øvrige Vestafrika. Prisen var 190 millioner kroner, og vejen var bygget til at holde i 15 år. Den stod færdig i 2002, men allerede fem år efter havde vejen store skader. Nu beder Ghanas regering om yderligere 130 millioner kroner til en udbedring af vejen. Den kaldes også for Denmark Road så vi hænger på den, som ambassadøren, ikke uden galgenhumor, tilføjede fra Accra. Akseltryksproblematikken Hvem har ansvaret? Og hvad var årsagen? En undersøgelse blev gennemført i 2008, men uden at nå frem til klare konklusioner. Kammeradvokaten (statens advokat) frarådede derfor et sagsanlæg mod entreprenøren. Hovedårsagen til, at Denmark Road smuldrer, er trykket fra de mange lastbiler med heftigt overlæs som i Ejersbos beskrivelse. Der blev derfor hyppigt refereret til akseltryksproblematikken, som det entydigt største enkeltproblem inden for transport i Afrika. Forklaring følger: Lastbilerne læsses til det yderste for at få en så høj fortjeneste som muligt pr. tur. Godt for speditøren, men meget skidt for vejen, der kun er konstrueret til at kunne modstå et vist akseltryk. Op på vægten og af med læsset Det var så den nedslående del af historien. Den positive er, at piben nu får en anden lyd. Ghana og dets fransktalende nabolande i Den Vestafrikanske Økonomiske Union har nu indgået en aftale om at etablere kontrolposter, hvor lastbilerne skal vejes, inden de ruller ind på den nye vej. Er der overlæs, tvinges chaufføren til at pille de ekstra kilo af. Danmark har stillet dette som krav til den ghanesiske regering for at medfinansiere reparationen af den næsten nye vej. Et krav, som også andre donorer nu er begyndt at stille i deres vejprojekter. Ghana betaler selv resten af udgifterne, som beløber sig til minimum 20 procent af Danmarks bidrag, og lover højt og helligt, at nu skal overlæsproblemet tackles. Formanden for styrelsen rundede af med ordene en sag, man kan lære af, så man kan undgå gentagelser. Ikke alle medlemmer af styrelsen var nu overbevist om, at problemet blot er løst med vægtkontrollen. Men ingen tvivl om, at det er et rigtigt skridt på vejen. Stefan Katić er redaktør for Udvikling. STYRELSEN TILTRÅDTE BLANDT ANDET DISSE BEVILLINGER PÅ SIT MØDE I SEPTEMBER: GEF: 5. genopfyldning af Den Globale Miljøfacilitet 400 mio. kr. Bangladesh: Sektorprogramstøtte til vand og sanitet 200 mio. kr. Bangladesh: Menneskerettigheder og god regeringsførelse, fase III 190 mio. kr. Bolivia: Støtte til landbrugs- og produktivsektorprogram 170 mio. kr. Bolivia: Støtte til uddannelsessektorprogram 115 mio. kr. Ghana: Udbedring af hovedvejen mellem Takoradi og Agona 130 mio. kr. Vietnam: Udfasning af erhvervssektorprogram 123 mio. kr. Vietnam: Støtte til kulturprogram 15 mio. kr. Vietnam: Støtte til fremme af seksuel og reproduktiv sundhed (Ipas og AMREF) 85 mio. kr. Somalia: Støtte til TFG, IGAD og FN s fælles program 35 mio. kr. Sydafrika: Støtte til syv tænketanke 30 mio. kr. Sydafrika: Støtte til tekniske uddannelser, herunder studievejledning 20 mio. kr. Sydøstasien: Mekong River Commission (fiskeriprogram) 25 mio. kr. DANIDAS STYRELSE Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, som er rådgivende organ for udviklingsministeren, drøfter og indstiller nye programmer, strategier og handlingsplaner. Resumé af styrelsens møder og dagsorden for næste møde kan ses på:

3 NR. 06/2010 AKTUELT SIDE 3 JO FLERE DØDE, JO MERE HJÆLP GIVER VI Antallet af døde er afgørende for viljen til at yde nødhjælp. Det er den barske virkelighed, flere end 20 millioner pakistanere må sande. Verdenssamfundet har kun doneret 34 procent af det beløb, FN har bedt om til Pakistan. Af Gerd Kieffer-Døssing Jordskælvet, der ramte Haiti 12. januar i år, fik verdenssamfundet til at sende millionvis af dollars af sted til de nødstedte og efterladte. Men når det gælder Pakistan, hvor 22 millioner mennesker lige nu er berørt af sommerens voldsomme oversvømmelser, er giverglæden markant mindre. Når en katastrofe indtræffer, udsteder FN en appel på det beløb, organisationen forventer at skulle bruge til nødhjælp og genopbygning. I gennemsnit var 2010-appellerne halvvejs inde i året opfyldt med 48 procent. Mens Haiti topper listen med en dækning på 70 procent, ligger Pakistan næstsidst. Her er kun 34 procent af beløbet doneret. STATUS FOR FN S APPELLER PR. 12. OKTOBER 2010 Kilde: ReliefWeb, der hører under FN s Organisation for Humanitære Anliggender (UNOCHA). PAKISTAN Appel: 2,0 milliarder dollars Modtaget støtte: 0,7 milliarder dollars Dækning: 34 procent HAITI Appel: 1,49 milliarder dollars Modtaget støtte: 1,04 milliarder dollars Dækning: 70 procent Foto: Yuan Man/Xinhua Press/Corbis/Polfoto Foto: Aaron Favila/AFP/Polfoto Ikke nok døde En af grundene er, at den såkaldte CNN-effekt har været stort set fraværende i Pakistan. Mens pressen var talstærkt til stede i Haiti, har fremmødet været mindre i Pakistan. Det fremgår af en rundspørge, Udvikling har foretaget blandt seks danske landsdækkende medier (se boks), der tilsammen har sendt 14 reportere ud for at dække jordskælvet i Haiti mod blot fem i Pakistan. Det samme billede gør sig gældende i en søgning på Infomedia, en artikeldatabase, der dækker hele Danmark, hvor kombinationen Haiti/jordskælv i perioden fra katastrofen indtraf og to måneder frem gav hits, mens en lignende søgning på Pakistan/oversvømmelse blot gav 277 hits. Birgitte Ebbesen, katastrofechef i Dansk Røde Kors, var godt klar over, at pressedækningen var langt større i Haiti. Alligevel chokerer tallene hende. Det er jo helt utroligt, siger hun. Michael Andersen, der er fuldmægtig i Udenrigsministeriets kontor for humanitær bistand, mener, at tallene afspejler en afgørende forskel på katastroferne i de to lande antallet af døde. Oversvømmelserne i Pakistan har simpelthen ikke kostet nok menneskeliv til, at pressen for alvor har fokuseret på katastrofen. Pressen har en tendens til at fokusere meget på dødstallet på den måde appellerer man til læsernes sympati. Folk tager lidt lettere på det, når det som i Pakistan drejer sig om 22 millioner påvirkede, men kun døde, siger han. Krise og timing At FN s indsamling til Pakistan halter, skyldes ifølge Michael Andersen også, at pengekassen er tom. Europa er ramt af en økonomisk afmatning. Der er simpelthen ikke penge. Finanskrisen trykker, og det bliver en svær tid for nye katastrofer de kommende år. Der skal jo spares alle steder, siger han Et andet vigtigt aspekt er katastrofens timing. Verdenssamfundets svar på en katastrofe afhænger i høj grad af det globale katastrofebillede på det pågældende tidspunkt. Det er længe siden, at vi har haft to så store katastrofer som Haiti og Pakistan inden for det samme år. Normalt går mellem 10 og 20 procent af Danmarks humanitære budget til katastrofer, men i år har vi allerede nu i oktober brugt over 50 procent. Det er historisk højt, siger Michael Andersen. Også Birgitte Ebbesen mener, at det generelle katastrofebillede har spillet en afgørende rolle for nødhjælpen. Hun fortæller, at Røde Kors i år har manglet hjælpearbejdere. Haiti har slugt enorme ressourcer, og den ekstra hjælp, Røde Kors normalt sætter ind ved store katastrofer, har de simpelthen ikke haft mulighed for at sende til Pakistan. Vi har manglet personel har været det vildeste år katastrofemæssigt, fastslår Birgitte Ebbesen. I slutningen af september besøgte Birgitte Ebbesen Pakistan. Under besøget fløj hun over et vandområde i helikopter og fik at vide, at der lå en landsby nedenunder blot var det eneste, hun kunne se, et par trækroner, der akkurat ragede op over vandet. Det er svært at kommunikere katastrofens alvor. Det er så omfangsrigt, det her. Man forstår ikke, at det ikke kun drejer sig om de par landsbyer, man ser på billeder men i tusindvis af landsbyer, siger Birgitte Ebbesen. Uventede katastrofer giver opmærksomhed Hvis en katastrofe opstår pludseligt, vil verdenssamfundets interesse automatisk være større og reaktionen hurtigere. Det gjaldt både da tsunamien ramte Asien i december 2004, og da jordskælvet rystede Haiti i januar i år. Når en uventet katastrofe på den måde ændrer alt fra den ene dag til den anden, virker det stærkere på folk end de længerevarende katastrofer, der opbygges og eskalerer over tid. Som oversvømmelser og hungersnød. Uventede og voldsomme katastrofer trækker altid opmærksomhed. De langsomme katastrofer er langt sværere at formidle, siger Birgitte Ebbesen. Hastighed spiller en afgørende rolle. Gerd Kieffer-Døssing er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. Rundspørgen omfattede følgende medier: DR, TV 2, Politiken, Berlingske Tidende, dagbladet Information og Morgenavisen Jyllands-Posten. KATASTROFERNE I TAL Haiti Antal døde: Cirka Antal sårede: Cirka Antal totalt ødelagte eller skadede hjem: Cirka Næsten 3,5 millioner oplevede stærke eller ekstreme rystelser, da jordskælvet ramte. Pakistan Antal døde: Cirka Antal totalt ødelagte eller skadede hjem: Cirka 1,8 millioner Man vurderer, at omkring 22 millioner er påvirkede af oversvømmelserne. Kilde: UN Office of the Special Envoy for Haiti og ReliefWeb. 118 MIL. KRONER FRA DANMARK Danmarks samlede donation til Pakistan var pr. 12. oktober 2010 cirka 117,5 millioner kroner (22,2 millioner dollars). Heraf gik de 42,9 millioner kroner (8,1 millioner dollars) gennem FN-systemet.

4 SIDE 4 AKTUELT NR. 06/2010 Foto: Udvikling/Stefan Katić Danmark har taget DAC s anbefaling om øget fokus på skrøbelige stater til sig, siger Karen Jørgensen, leder af det DAC-evalueringsteam, som for nylig besøgte København. DANSK BISTAND TIL INTERNATIONAL EKSAMEN Da bistandsdommerne kom til byen. Hvert femte år bliver 24 af verdens førende donorer vurderet og evalueret på deres udviklingspolitik. Nu er turen kommet til Danmark. Af Gerd Kieffer-Døssing Et hold fra OECD s udviklingskomité DAC (se boks) i Paris har netop besøgt København for at evaluere dansk udviklingspolitik. Holdets chef hedder Karen Jørgensen, og hende mødte Udvikling. Et af de afgørende punkter ved OECD s evalueringer er det såkaldte peer review, hvilket betyder, at det ikke kun er DAC s sekretariat, der laver evalueringen, men at der også deltager en eksaminator fra to andre DAC-lande (Luxembourg og New Zealand, red.). Hvad er fordelen ved det? Gennem peer reviews kan landene lære noget af hinandens programmer og metoder til at håndtere udviklingsbistand. Samtidig kan de også sikre, at det ikke bare er tom snak at der faktisk sker noget. På den måde er selve processen og dialogen vigtigere for både donorlandet og eksaminatorerne end den endelige rapport. Hvilke ting vurderer I efter? Vi kigger på en række forskellige ting. Hvordan er den overordnede strategi, og samtænker landet udviklingspolitikken i forhold til andre politikker? Hvordan fungerer organisationen, både lavpraktisk, men også i forhold til, om man faktisk leverer den politik, der er blevet lovet? Så kigger vi også på landets opfyldelse af nogle overordnede internationale krav og mål, som kravene til effektivisering og ejerskab. Hvordan sikrer I, at rapporten bliver troværdig? Under en evaluering snakker vi med rigtig mange mennesker. I forbindelse med den danske evaluering taler vi ikke kun med folk fra Udenrigsministeriet, men også med folk fra andre ministerier, ngo er, folketingspolitikere, rigsrevisionen, medierne og forskere. Hvor meget betyder den endelige rapport for det evaluerede land? En af styrkerne er, at rapporten er en del af en kontekst. Den står ikke alene og læner sig ofte op ad de initiativer, der er gang i. Her kan den så enten være et skub fremad for nogle projekter eller foreslå revurderinger af andre. Men det er opmuntrende at se, at politikere lægger stor vægt på rapporten. Da Danmark sidst blev evalueret i 2007, var en af anbefalingerne blandt andet at øge risikovilligheden, altså ikke kun at fokusere på bistand til de sikre u-lande. Og det må man sige, at Danmark har taget til sig i forhold til den nye strategi for dansk udviklingspolitik. SÅDAN EVALUERES U-LANDSBISTAND DAC: The Development Assistance Committee er OECD s udviklingskomité. DAC er et internationalt forum, hvor donorlande og multilaterale organisationer arbejder for at koordinere kampen mod fattigdommen i u-landene. DAC har 24 medlemmer. OECD: Organisation for Economic Cooperation and Development. OECD har 33 medlemslande. Proces. DAC s evalueringer strækker sig over en længere periode og inkluderer både et besøg i det pågældende land samt i et modtagerland i Danmarks tilfælde Mali. Efterfølgende udarbejdes en rapport, som donorlandet får mulighed for at kommentere på, inden den fremlægges og diskuteres på et peer review-møde. Den danske rapport præsenteres i Paris 30. marts Formål. En DAC-evaluering har tre hovedformål: At overvåge medlemmernes udviklingspolitik og vurdere deres fremskridt i forhold til både DAC s anbefalinger og retningslinjer og i forhold til de internationale målsætninger. At landene kan tage ved lære af hinanden og blive inspireret af andre måder at føre udviklingspolitik på. At identificere hvad god praksis er og fremme den indbyrdes koordination landene imellem. The Nordic Climate Facility Launches New Call for Proposals The Nordic Climate Facility (NCF), financed by the Nordic Development Fund and implemented jointly with the Nordic Environment Finance Corporation, promotes technology and know-how partnerships on climate change. NCF now launches a new Call for Proposals which can be submitted to NCF for funding latest by 14 January There are two specific themes for the Call: Urban Adaptation to Climate Change and Renewable Energy. Eligible organisations, companies and authorities in Nordic countries which have established cooperation with a partner in an eligible low-income country can apply for support from NCF. For detailed instructions and information please visit the web pages:

5 NR. 06/2010 AKTUELT SIDE 5 FØRSTE KULD EU-AMBASSADØRER UDNÆVNT Catherine Ashton har sat navn heraf ét dansk på 28 nye ambassadører til EU s nye fælles udenrigstjeneste. Udenrigsministeriet er rimeligt tilfreds, ngo er mindre begejstrede. Af Kalika Bro-Jørgensen, Bruxelles EU s udenrigschef Catherine Ashton skrev et lille stykke Europa-historie, da hun i september udnævnte 28 nye EU-ambassadører. Blandt de 28 (se navnelisten side 27, red.) er en enkelt dansker. Det er Peter Moesgaard Sørensen, Javier Solanas personlige udsending i Serbien, som er udpeget til posten som EUambassadør i Makedonien (se artikel t.h.). Dermed kommer der nu en dansker på en vigtig, udenrigspolitisk post i EU. Højest placerede dansker i EU s udenrigstjeneste er i øjeblikket tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen, der fungerer som personlig rådgiver for Catherine Ashton. Jeg har konsekvent bedt medlemsstaterne og EU-institutionerne om at stille med de klogeste og bedste, Europa har at byde på, og jeg håber, at dette fortsat vil være tilfældet, mens vi opbygger EU s nye fælles udenrigstjeneste (også kendt som FUT en, red.), sagde Catherine Ashton om sine udnævnelser. Danmarks EU-ambassadør i Bruxelles, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, synes da også, der er grund til at være rimelig tilfreds med resultatet af første runde af ambassadørkabalen. Generelt arbejder vi på at få flest mulige danskere med i den nye tjeneste. Det gør alle andre medlemslande selvfølgelig også. Andelen afspejler, hvor stor en del af EU hvert enkelt land udgør. Så vi kan gøre os forhåbninger om op mod to procent af de 400 ansatte, der på sigt skal komme fra medlemslandene. I lyset af de foreløbige udnævnelser, må vi derfor konstatere, at det går meget godt, da en af de 13 ambassadører, der er hentet fra medlemslandene, er dansker, siger den danske EU-ambassadør. De resterende 15 udnævnte er hentet i EUinstitutionerne. Vi er glade for at have en dansker udnævnt, og for at vi havde to yderligere til samtale hos Catherine Ashton, som klarede sig godt, og vi håber vil søge igen, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen. Der kommer nemlig flere chancer for danske kandidater. De 28 nye udnævnelser er blot den første runde ambassadørudnævnelser flere vil komme til. Hertil kommer et antal menige medarbejdere, der skal hyres til udenrigstjenesten. Hjælp til danske kandidater Jeppe Tranholm-Mikkelsen mener, Catherine Ashton har ret i, at hvert enkelt medlemsland først om tre til fire år når der er udnævnt flere end de 28 kan se på sin andel i Den Fælles Udenrigstjeneste og derudfra vurdere sin succes. Vores videre strategi er for det første at sikre, at flest mulige kvalificerede danske kandidater søger de opslåede stillinger. For det andet hjælper vi dem med at forberede sig til det komplekse forløb af tests og samtaler. Og for det tredje lægger vi et godt ord ind for kandidater, hvor vi skønner, det gør en forskel, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der ikke ønsker at oplyse, hvilke specifikke poster Danmark lægger billet ind på. Jeppe Tranholm-Mikkelsen vil heller ikke vurdere de enkelte udnævnte, herunder de seks, der skal sendes til Danidas partnerlande Afghanistan, Bangladesh, Mozambique, Pakistan, Uganda og Zambia. Men mit generelle indtryk af de foreløbige udnævnelser er, at der er tale om ganske velkvalificerede folk, hvilket lover godt for fortsættelsen. Generelt er det meget vigtigt at have de rigtige folk på posterne, da det bliver meget op til de enkelte personer at skabe Den Fælles Udenrigstjeneste, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen og afviser at uddybe, hvilke nærmere konsekvenser, han forestiller sig, udnævnelserne kan få for Danidas udviklingssamarbejde. Medlemslandene mister magt Det vil sekretariatsleder Morten Emil Hansen fra Concord Danmark, de danske udviklingsngo ers EU-paraplyorganisation, derimod gerne. Han vurderer, at de nye EU-ambassadører vil ønske at sidde for bordenden i vigtige forhandlinger, hvorfor medlemslandene må indstille sig på mindre indflydelse. Jeg tror, at det bliver vanskeligere for Udenrigsministeriet og de danske ngo er at kæmpe for danske synspunkter og mærkesager. Det kræver en særlig dansk kompetence og ressourcebase, hvis vi skal kunne sætte en dansk dagsorden. Derfor må vi prioritere EU samarbejdet langt højere end i dag, hvis vi vil have indflydelse på fremtidens udviklingsbistand, siger Morten Emil Hansen. Læs mere om om EU s fælles udenrigstjeneste i Udvikling 04/2010, side 6-9. Kalika Bro-Jørgensen er freelancejournalist bosat i Bruxelles. Det blev til en enkelt dansk udnævnelse, da 28 nye EU-ambassadører blev udpeget. Peter M. Sørensen, tidligere personlig udsending for EU s udenrigsrepræsentant Javier Solana i Serbien, bliver EU-ambassadør i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. Foto: Henning Bagger/Scanpix. EU S DANSKE FØRSTEMAND I MAKEDONIEN Peter Sørensen har solid Balkan-erfaring med i sit flyttelæs til Skopje. Peter M. Sørensen, 43, overtager den nyoprettede post som EU-ambassadør i Skopje i den ex-jugoslaviske republik Makedonien. Han får ikke langt at køre helt præcist 429 kilometer fra den nuværende bopæl i Beograd, Serbien. Peter M. Sørensen er den første dansker, som får en ambassadørpost ved udnævnelsen af det første kuld ambassadører til EU s ny, fælles udenrigstjeneste. Siden starten af 2006 har han været bosat i Serbiens hovedstad Beograd, hvor han har været personlig udsending for EU s udenrigsrepræsentant Javier Solana med titlen Liaison Officer for EU s Rådssekretariat og Leder af Støttekontoret for Kosovo-statsprocessen har Peter M. Sørensen arbejdet for FN s fredsbevarende mission i Kosovo (UNMIK), de sidste fire med ansvar for det internationale arbejde med at opbygge et nyt statsapparat i Kosovo. Under opholdet i Kosovo har Peter M. Sørensen blandt andet arbejdet tæt sammen med den daværende danske forsvarsminister Hans Hækkerup. Peter M. Sørensen er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har en fortid som kaptajn i Hærens Ingeniørkorps. Han er gift og har to børn. /sk Nogen danske kandidater derude? EU s udenrigschef Catherine Ashton på besøg ved grænsen mellem Georgien og Sydossetien, som EU-observatører overvåger. Foto: Vano Shlamov/AFP/Scanpix.

6 SIDE 6 TEMA NR. 06/2010 PÅ TUR I U-LANDSDANMARK Tekst: Kasper Tveden / Fotos: Peter Kristensen HJØRRING MUGUMUS NORDJYSKE VENNER Friends of Mugumu er en af Danmarks mindste ngo er. Men i Mugumu, Tanzania, er de den største. Der er ikke noget at tage fejl af. Han er den eneste person inden for synsvidde og gammel nok til at være pensioneret, som han fortalte i telefonen et par dage forinden. I stedet for at mødes på bopælen i Hjørring har vi aftalt at mødes i en rundkørsel ved Aalborg Havn. Peter Balslev vil nemlig vise os værkstedet, hvor senge, kørestole og andet hospitalsudstyr er ved at blive gjort klar til afsending til Tanzania. Over årene er syv containere sendt af sted fra Nordjylland, til byen Mugumu i det nordlige Tanzania og yderligere to er på vej i år. Containerne bliver sendt via Mellemfolkeligt Samvirkes ordning Genbrug til Syd, som varetager fragt og logistik. For parret Peter Balslev og Kirsten Hannemose var det et ophold som u-landsfrivillige for Mellemfolkeligt Samvirke fra 1986 til 1988, der åbnede deres øjne for byen Mugumu, som har indbyggere. Efter hjemkomsten kunne parret ikke lægge oplevelserne bag sig, og de begyndte at overveje, hvordan de kunne hjælpe byen. På det tidspunkt arbejdede parret som henholdsvis fødselslæge og sygeplejerske på Hjørring Sygehus, så hospitalet i Mugumu var et oplagt sted at starte. Via Peter Balslevs kontakter til sygehusvæsenet og praktiserende læger i landsdelen begyndte han at samle hospitalsudstyr sammen i garagen. Garagen blev dog hurtigt fyldt op, og i dag bliver tingene opmagasineret på et lager tilknyttet Aalborg Kommune. Samtidig med at vi sendte de her ting derned, arrangerede vi også ture for venner og familier. Efter turene var der flere, som gerne ville gøre en ekstra indsats, og dermed var grobunden skabt for foreningen Friends of Mugumu, fortæller Peter Balslev. Foreningen tæller i dag 70 medlemmer, hvoraf flere er tidligere kollegaer fra hospitalsgangene på Hjørring Sygehus. Planerne stopper ikke Containerne med hospitalsudstyr er stadig det bærende fundament i foreningen, men siden har parret også fået etableret et samarbejde mellem sygeplejerskeskolen i Nordjylland og det nordtanzanianske hospital. Indtil videre har fire hold af to sygeplejersker været i Mugumu, og det femte hold vil snart også krydse Sahara. Håbet er, at de får blod på tanden, så de Peter Balslev har lyst til at tage af sted igen, når de bliver færdiguddannet, siger Peter Balslev og bliver fulgt op af Kirsten Hannemose: Et andet formål er at ruste dem til at kunne tage sig bedre af syge herhjemme med en anden kulturel baggrund. Når parret i begyndelsen af oktober tager tilbage til Mugumu, er det for at være der i et halvt år. Endnu har de ikke lagt sig fast på, hvad de skal foretage sig under opholdet. Ifølge parret er det vigtigt, at det ikke er dem, der kommer med planerne, men at de lokale selv melder behov ud. Et af ønskerne er at skaffe penge til et køkken på hospitalet, så det selv kan sørge for mad til patienterne. På den måde er patienterne ikke afhængige af, at pårørende kommer med mad til dem. Efter et par timer i selskab med det engagerede ægtepar går turen videre sydpå mod Randers. Læs mere på RANDERS KOMMUNE MED GLOBALE AMBITIONER Som den første kommune i landet har Randers forpligtet sig til at gøre en indsats for at opfylde FN s otte 2015 Mål. På vejen til rådhuset passerer vi de karakteristiske kupler med dyr og planter fra Jordens regnskove. Randers Regnskov har længe været et af byens varemærker, og den globale interesse har spredt sig til den anden side af gaden, hvor rådhuset ligger. Initiativet Randers Millennium begyndte for to år siden, da den lokale kaffeimportør Lars Bendix forud for en tur til Uganda henvendte sig til udviklingschef Kim Kofod i kommunens sekretariat for erhverv og udvikling. Gennem en årrække havde Lars Bendix besøgt Uganda flere gange årligt for at importere og udvikle nye kvalitetsbønner til sit kaffebrænderi i byen. Kaffebrænderen kunne se en god idé i, at Randers indgik et samarbejde med Uganda, og få måneder senere sad de to herrer i flyet sammen på vej til det østafrikanske land. For mig var det den første rejse syd for Sahara, og jeg blev hurtigt tændt af arbejdet med, hvordan vi som kommune kunne gøre en indsats, siger Kim Kofod. Efter at Kim Kofod kom hjem fra den første tur, gik der et par måneder med at lave et oplæg til byrådet om et samarbejde med den ugandiske by Mbale. Og i januar 2009 vedtog byrådet at gå aktivt ind i initiativet Randers Millennium. Bred opbakning I oplægget til byrådspolitikerne blev initiativet delt op i tre dele. En del gik på erhvervssamarbejde, en anden på bysamarbejde og en tredje på mellemfolkeligt samarbejde. Især den mellemfolkelige del har fundet fodfæste blandt randrusianerne, hvor eksempelvis 300 af byens dagplejemødre har lavet events med udgangspunkt i børnenes situation i Uganda. Derudover har flere af byens skoler og gymnasier haft Uganda på skoleskemaet. Og under den forrige tur til samarbejdskommunen Mbale medbragte delegationen tegninger og tekster til de ugandiske skolebørn og fik en stak med hjem igen til skolebørnene i Randers. Som kommune har vi berøring med rigtig mange mennesker fra mange forskellige samfundslag, og vi kan derved komme ud til nogle grupper, som højst sandsynligt ellers ikke ville have engageret sig. Hvor folk i højere grad selv kommer til ngo erne, kommer vi her med en mulighed, som folk kan deltage i, hvis de har lyst, siger projektmedarbejder Karen Konnerup, der står for koordinering af den mellemfolkelige del. Godt omdømme Udviklingschef Kim Kofod håber, at samarbejdet vil give randrusianske virksomheder vækstmuligheder på et nyt marked og derved skabe arbejdspladser. Ifølge udviklingschefen er det dog en lang proces at få virksomheder til at indgå erhvervssamarbejde med partnere i Uganda, da manges forestilling om Afrika stadig beror på billeder af børn med store maver og kvinder med vanddunke på hovedet. Jeg ser ikke noget modsætningsforhold i at gøre noget godt for andre, samtidig med det forhåbentlig også kommer til at smitte af på os selv i Randers, siger Kim Kofod. Dagen efter ventes royalt besøg i byen, hvor prins Henrik skal forsøge sig som kaffebrænder, men inden da er turen allerede gået videre for Udvikling. Next stop Århus. Læs mere på Kim Kofod

7 Hjørring TEMA SIDE 7 Randers Århus Bagsværd Københavnn Odense FRA NORDJYLLAND TIL NØRREBRO I KØBENHAVN. Udvikling har været Danmark rundt i jagten på lokalt engagement i udvikling og u-lande. Vi mødte en pensioneret læge i HJØRRING, der samler ind til et hospital i Tanzania; RANDERS Kommune, som har indgået et tæt bysamarbejde med Mbale i Uganda; Projektrådgivningen i ÅRHUS, der rådgiver flere end 250 danske ngo er; U-landsforeningen Diálogos i ODENSE, der uddanner barfodslæger i Bolivia; erhvervsmanden og den afvænnede alkoholiker Preben Hansen i BAGSVÆRD, der har opbygget behandlingshjem for misbrugere i Vietnam; og ghanesisk fødte Happy Koffi Djebou, der via fester i KØBENHAVN samler penge ind til sin barndomslandsby i Ghana. Fælles for dem alle er, at det er ønsket om at gøre en forskel, der driver dem. ÅRHUS NGO ERNES PROFESSIONELLE PARTNER Projektrådgivningen vejleder og rådgiver flere end 250 af landets ngo er med fokus på civilsamfundsopbygning. Adressen på Klosterport i det centrale Århus er godt besøgt blandt landets ngo-folk. Efter et par afstikkere rundt blandt de gamle bygninger lykkedes det også Udviklings udsendte at finde frem til Projektrådgivningen. Indenfor på kontoret pryder landekort og fotografier fra det meste af kloden væggene. Siden 1995 har Projektrådgivningens konsulenter nemlig rådgivet og vejledt større og mindre ngo er. En medlemsskare, der hen over årene er vokset fra 30 til flere end 250 danske ngo er i dag. Ud over at tilbyde rådgivning fik kontoret i 2002 beføjelser til også at kunne bevilge bistandskroner direkte til projekter via den såkaldte projektpulje. Puljen er over årene øget til 80 millioner kroner, som kan bevilges til partnerskabsaktiviteter og projekter på op til tre millioner kroner. For at komme i betragtning til bistandskronerne skal projekterne beskæftige sig med at styrke civilsamfundet i samarbejdslandene. Erik Vithner Djævlens advokat Sekretariatsleder Erik Vithner, som er chef for 14 ansatte, hæfter sig ved, at et stigende antal danske ngo er har kastet sig ud i opbygning af civilsamfund rundt omkring i verden. Når folk kommer til os med en idé til et projekt, lægger vi meget stor vægt på, at det har forankring både i Danmark og i u-landene. I vurderingen følger vi de retningslinjer, som vi er blevet givet, og det betyder selvfølgelig også, at vi nogle gange må afvise idéer til projekter, der er vigtige for folk. De rammer, Erik Vithner henviser til, er Danidas civilsamfundsstrategi, der fokuserer på, at projekterne skal opbygge kapacitet i samarbejdslandet ved at overdrage viden. Derudover skal den langsigtede effekt sikres via eksempelvis fortalervirksomhed, hvor man øger lokalbefolkningens bevidsthed om deres levevilkår og muligheden for at ændre dem. Når man vælger at gå ud i verden og hjælpe andre, så skal man gøre det ydmygt og dygtigt. Man skal vide, hvad man gør og sætte sig grundigt ind i forholdene, siger Erik Vithner. Et af mange succesrige projekter, Erik Vithner er stødt på gennem årene, er samarbejdet med ngo en Afrika Kontakt og organisationens arbejde med at mobilisere afrikanske fiskere til at stå sammen imod rovfiskeri fra europæiske trawlere. Berøring med projekterne Fælles for Erik Vithner og de øvrige konsulenter på Projektrådgivningen er, at de alle tidligere har arbejdet med u-landsarbejde på tværs af deres vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Vi føler os tæt forbundet med det, der foregår ude i organisationerne, da vi ofte er i kontakt med vores medlemmer. Derudover møder vi også deres samarbejdspartnere, når de kommer her på kontoret, eller vi møder dem på vores rejser til u-landene. Vi er med i det, der sker, og det er en stor drivkraft for os. Med Århus i bakspejlet går turen videre til ngo en Diálogos, som holder til i Odense. Læs mere på ODENSE FYNSK STØTTE TIL BOLIVIAS BARFODSLÆGER Overførsel af viden til samarbejdspartnere ude i verden. Det er mantraet for ngo en Diálogos. Barfodslæger i Bolivia, en lokalradio i Nepal og et pilotprojekt i Uganda, som skal mindske forbruget af pesticider i landbruget. Det er blot et lille udsnit af de mange projekter, U- landsforeningen Diálogos har beskæftiget sig med gennem årene. Diálogos, der har sekretariat på Fyn, blev stiftet som forening i 1993 af en gruppe tidligere udstationerede u-landsarbejdere, som ønskede stadig at have berøring med arbejdet i felten samtidig med en karriere hjemme i Danmark hos familien. Blandt foreningens medlemmer, der er spredt rundt i landet, finder man en række fagpersoner med længerevarende uddannelser bag sig. En af dem er formanden Marie Brasholt, som til daglig er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen og bor i Kongens Lyngby. På tværs af faggrupper Ifølge Marie Brasholt, der selv fik interesse for hjælpearbejde under et ophold i Kenya som 18-årig, går de mange forskellige faglige tilgange godt i spænd som eksempelvis i et radioprojekt i Nepal. Her har journalister sammen med sundhedspersoner og folk inden for uddannelsessektoren opstartet en lokal radiostation med fokus på uddannelse og sundhed. Et andet succesfyldt projekt har været oplysning om pesticider i landbruget i Bolivia, hvor Diálogos har været med til at ændre landmændenes måde at bruge pesticider på. Med udgangspunkt i erfaringerne fra Bolivia er næstformanden i Diálagos, Erik Jørs, i gang med at videreføre resultaterne til andre lande og har i den forbindelse holdt oplæg rundt i verden. På tværs af vores forskellige baggrunde arbejder vi alle med det samme mål: At gøre folk selvstændige og bevidste om, hvordan de kan ændre deres egen situation. I stedet for at bygge skoler og hospitaler, som jo også er utrolig vigtigt, er vores intension, at hvis vi kan ændre den måde, folk tænker på, så vil indsatsen være der for evigt, siger Marie Brasholt. De lokale partnere Diálogos succes er tæt forbundet med de lokale samarbejdspartneres indsats ude i felten. Blandt de mange lokale nepalesere og bolivianere, som Diálogos har uddannet over årene, sidder flere i dag på høje poster i samfundet som borgmester og bondeforeningsformand. I Bolivia er den første læge, Diálogos i sin tid ansatte, sågar blevet landets vicesundhedsminister. I Danmark har organisationen haft held med at få danske universitetsstuderende til at beskæftige sig med foreningens arbejde, og den fynske ungdomshøjskole Andebølle har i flere år sendt unge af sted på ophold til projekterne i Bolivia. Opholdet har været afslutningen på et uddannelsesforløb om u-landsarbejde. Lige så vigtigt det er, at vi forsøger at være med til at opbygge lokalsamfund ude i verden, er det, at danske unge kommer ud at se, hvordan tingene forholder sig, siger Marie Brasholt. Farvel til Odense og Diálogos. Og så er det er på tide for Udvikling at komme videre til næste kryds på gps en. Læs mere på Marie Brasholt

8 SIDE 8 TEMA NR. 06/2010 BAGSVÆRD ERHVERVSMAND HJÆLPER MISBRUGERE Siden 2004 har erhvervsmanden Preben Hansen og andre tørlagte alkoholikere grundlagt to behandlingshjem i Vietnam. Yderligere et er på vej. Godt gemt af vejen i et industrikvarter i Bagsværd ligger NGO Fontanas lokaler. Ngo en, der beskæftiger sig med afvænning af kemisk afhængige, sidder i bestyrelsesmøde, som vi kommer ind i det røgfyldte lokale. Punktet på dagsorden er tilsyneladende for længst nået til eventuelt, så Preben Hansen, selv afvænnet alkoholiker, tager Udviklings udsendte med ind på sit kontor til en snak om foreningens arbejde. For den 59-årige stifter er etableringen af behandlingscentrene i Vietnam første gang, at en arbejdsopgaves succes ikke måles i kroner og øre. Her drejer det sig om at komme tilbage til samfundet med klare øjne og rank ryg. Arbejdet i NGO Fontana har intet med business at gøre. Vi gør det udelukkende, fordi vi selv har været igennem et behandlingsforløb og ønsker at give de erfaringer videre til misbrugere i andre lande, hvor der ikke er de samme behandlingsmuligheder som herhjemme. Vi er alle levende eksempler på, at det har kunnet lade sig gøre at komme ud på den anden side, siger han. Døre på klem Selv om indsatsen for de vietnamesiske misbrugere ikke er business as usual, kommer Preben Hansens mange år som erhvervsmand ham til gode. Hans karriere begyndte tilbage i 1972, hvor han i en alder af 21 år startede som selvstændig vinhandler. Efter 10 år i vinbranchen skulle der ske noget nyt, og Preben Hansen begyndte at sælge forskellige fødevarer som mægler på verdensmarkedet. Han blev hurtigt kendt som manden, man ringede til, når leverancer skulle sendes til ufremkommelige destinationer rundt om i verden. Siden 1998 har Preben Hansen opholdt sig periodevis i Vietnam, som han kom til inviteret gennem Danidas privatsektorprogram. Resten af året bor han i Hellerup. Jeg har nydt rigtig godt af at have en erhvervsmæssig baggrund og kontakter gennem mange år i Vietnam. Det kan jeg bruge til at åbne nogle døre, som projekter af denne art sjældent kunne have åbnet selv. Næste generation behandlere I et land med fire-fem millioner alkoholikere og op mod stofmisbrugere er der kø for at komme gennem behandlingen på NGO Preben Hansen Fontanas centre. Indtil videre er godt 500 blev behandlet. Cirka to ud af tre alkoholikere, som er blevet behandlet på centrene, har sat flasken fra sig. Blandt misbrugere af hårde stoffer er succesraten dog betydelig lavere. Preben Hansen ønsker ikke at offentliggøre centrets egne tal, men fortæller, at resultaterne mere eller mindre svarer til tallene for danske centre, hvor man bruger samme behandlingsmetoder. Med årene er flere af de afvænnede vietnamesiske misbrugere også selv trådt i karakter som behandlere og fører dermed arbejdet videre. Det er de menneskelige egenskaber, der betyder noget. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at man har været igennem turen, så man ved, hvad det handler om. Næste dag venter en lang rejse tilbage til Vietnam for Preben Hansen. For Udviklings udsendte fortsætter Danmarksturen til København. Læs mere på KØBENHAVN FEST MED HAPPY FOR EN GOD SAG Ghanesisk fødte Happy Koffi Djebou arrangerer fester i København og sender overskuddet til Ghana. Cool står han og spejder ud over Skt. Hans Torv på Nørrebro. Vi får øje på hinanden og finder sammen ind til et hjørnebord på en af torvets mange caféer for at snakke om festerne, Afrika og foreningen Global Faces. Igennem en årrække har 33-årige Happy Koffi Djebou arrangeret fester i det københavnske natteliv, og det var netop gennem festerne, at idéen til projektet Global Faces opstod. Projektet blev siden til en forening i 2007, og på Facebook har Global Faces flere end medlemmer. Hovedparten er i 20 erne og 30 erne. Pludseligt havde jeg alle de her stamgæster tilknyttet mine fester, og så kom idéen om at give overskuddet videre til hjælpearbejde ganske naturligt, fortæller han. Missionen var klar fra starten. Gennem festerne i Danmark skal foreningen finansiere projekter ude i verden. Den unge forenings første projekt foregår i Happy Koffi Djebous hjemland, Ghana, nærmere bestemt landsbyen Adrakpo. Her boede han frem til 1990, da han kom til Danmark med sin mor og to søskende. Ringe i vandet Efter at have været på besøg i Adrakpo stod det hurtigt klart for Happy Koffi Djebou og resten af foreningen, at landsbyens største ønske er en brønd. Dels så kvinderne ikke længere skal gå mange kilometer dagligt efter de livsvigtige dråber, men også så landsbyen på langt sigt bedre selv kan dyrke jorden og brødføde sig. Jeg har på egen krop oplevet, hvordan det er at være sulten. Hvordan det er at sidde i skolen på tom mave og ikke kunne lære noget, fordi man kun tænker på mad. I et land som Ghana er det kun de rige børn, der bliver klogere, for de har mad nok, siger han. Endnu er landsbyens ønske ikke gået i opfyldelse, da Global Faces stadig mangler en stor del af de euro, en soldreven pumpe koster. Det skyldes ifølge Happy Koffi Djebou finanskrisen, der har gjort festerne mindre indbringende. Folk tænker meget mere på deres penge end tidligere, så de er begyndt at drikke mere hjemmefra. Foreningen overvejer derfor nu at opfordre de medlemmer på Facebook til at give et symbolsk beløb, og de er også gået på udkig efter en fundraiser. I og med at jeg kender mange folk i landsbyen, føler jeg også et stort ansvar for, at projektet kommer til at køre. Det er blevet ligesom et barn for mig, og jeg tænker hele tiden på, hvad jeg kan gøre. Hvis jeg kunne arbejde fuldtids, ville jeg gøre det, men jeg har også to børn at passe og en lejlighed at betale. Grønne i u-landsverden Inden Happy Koffi Djebou og resten af Global Faces kaster sig over nye projekter, er det vigtigt, at pumpeprojektet kører. Først da vil de kunne vise sponsorer og partnere, at de er en organisation med resultater. Vi har også tænkt at lave rejser til Ghana, når vi er kommet længere frem i projektet. Men det er så vigtigt, vi får brønden til at køre først. I kaffekoppen er kun en brun indtørret skal tilbage. På turen gennem U-landsdanmark har vi kun snittet toppen af isbjerget med seks stop rundt i landet. Nok er der store forskelle i måde og metoder, når folk udfolder deres u-landsengagement. Men ønsket om at gøre en forskel er de fælles om. Læs mere på Happy Koffi Djebou

9 NR. 06/2010 TEMA SIDE 9 Under mottoet mindre mormor, mere genbrug åbnede Folkekirkens Nødhjælp i 2009 Gemmeren på Nørrebro, der er lavet af unge til unge. Foto: Folkekirkens Nødhjælp. Danmarks første genbrugsbutik åbnede i Århus i 1972 efter britisk forbillede. Bag initiativet stod præsten Herluf Andersen. Foto: Privatfoto. STORE SUMMER GEMT I SKROT OG AFLAGT TØJ Der er penge i skidtet: Tusindvis af danskere arbejder frivilligt i en hengemt lugt af mølkugler og kasserede møbler og tjener millioner til verdens fattige. Af Hanne Mølby Henriksen Det begyndte i en faldefærdig grønthandel i Århus. Året var Og præsten Herluf Andersen kunne slet ikke stå for den idé, han havde samlet op hos udviklings-ngo en Oxfam i London: Ryk loppemarkedet indenfor, og hold åben hver dag ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Det lød storartet, syntes han. Med hjælp fra sine sognebørn fandt Herluf Andersen efter det første halve år i den utætte grønthandel en mere solid butik i Gammel Munkegade. De flikkede hylder og stativer sammen af vandrør og gamle ølkasser, malede blomster og paddehatte på facaden og tog glade imod de ting, århusianerne læssede af hos dem. Det var så nemt, fortæller Herluf Andersen. Han er i dag 77 år og holder stadig styr på vagtplaner, lagerstatus og regnskaber i den Vi kan jo ikke spille golf alle sammen. Jens Møller Pedersen, forretningsfører, Mission Afrika Genbrug lille butik, der siden er vokset og blevet til flere. Herluf Andersen og hans sognebørn besluttede at donere overskuddet fra butikken til Folkekirkens Nødhjælp, og allerede samme efterår fik de deres første konkurrent, da Kirkens Korshær åbnede Rodekassen på Frederiks Allé. I dag findes der flere hundrede genbrugsbutikker i Danmark. Mange af dem donerer deres overskud til projekter i u-landene. De fire største genbrugsaktører inden for u-landsområdet er Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors, Danmission og Mission Afrika Genbrug, der tilsammen kan mønstre flere end 400 genbrugsbutikker. Samt et overskud sidste år på mere end 60 millioner kroner. Netto. Det er mange penge. Rigtig mange penge, siger Rikke Hovgaard Lorentzen, der er leder af genbrug hos Folkekirkens Nødhjælp. Hun oplyser, at de frivillige i organisationens 126 butikker sidste år tjente 16 millioner kroner på at sælge skrot og aflagt tøj. Det er det samme beløb, som vi fik ind på vores årlige sogneindsamling, fortæller Rikke Hovgaard Lorentzen. Også for mænd og unge Bag de store beløb står mange tusinde danskere, der gerne arbejder frivilligt i genbrugets lidt hengemte lugt af mølkugler og gamle møbler, når bare de kan hjælpe med at sende penge til et hospital i Tanzania, børnearbejdere i Indien eller aidssyge i Cambodja. Der er nok af gode formål, nok folk i nød. Og som forretningsfører i Mission Afrika Genbrug, Jens Møller Pedersen, siger: Vi kan jo ikke spille golf alle sammen, vel. Mission Afrika Genbrug får hjælp fra cirka frivillige over hele landet. De fleste er grå i toppen, og der er flere kvinder end mænd. Bortset fra i Odense, hvor Mission Afrika Genbrug driver en mandebutik. Her er der mænd bag skranken og mandeting på hylderne. Det er sådan noget med brugte motorsave, søm og skruer og den slags. Og det går fantastisk godt, siger Jens Møller Pedersen. Nichebutikker virker i det hele taget som et hit. Folkekirkens Nødhjælp oprettede sidste år Gemmeren på Nørrebro, der er lavet af unge til unge. Butikken lever under mottoet mindre mormor, mere genbrug og ligner foreløbig en succes, fortæller Rikke Hovgaard Lorentzen. I Gammel Munkegade i Århus holder Herluf Andersen og hans frivillige fast i den gammeldags stil. Hylderne er stadig af genbrugstræ og vareudbuddet i den klassiske ende med kassettebånd, herreunderbukser og mønstrede slips fra en svunden tid. Det kan kunderne bedst lide. De bryder sig ikke om den moderne storcenterstil, mener Herluf Andersen. Blomsterne på facaden udenfor er dog blevet malet over, og i foråret brugte butikkens frivillige en række lørdage og kroner på også at fikse det indvendige lidt op. Nu er her meget mere luft og plads. Og det er stadig hjemmelavet alt sammen, siger Herluf Andersen. Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. GENBRUG I TAL Dansk Røde Kors har 190 butikker og et overskud på 23 millioner kroner sidste år. Nogle af pengene går til projekter i Danmark. Folkekirkens Nødhjælp har 126 butikker og et overskud på 16 millioner kroner sidste år. Danmission har 84 butikker plus to lysstøberier, der smelter gamle lysestumper om til nye lys. Sidste års overskud var på 14 millioner kroner. Mission Afrika Genbrug har 84 butikker, hvoraf knap en tredjedel bliver drevet sammen med andre organisationer. Deres overskud var sidste år på otte millioner kroner. UFF har ikke længere genbrugsbutikker i Danmark, da de ikke gav overskud. UFF har dog fortsat tøjcontainerne opstillet landet over, og det indsamlede tøj eksporteres. Derudover driver U-landsforeningen Svalerne, Red Barnet, Dansk Ethioper Mission, Aktion Børnehjælp og flere andre også genbrugsbutikker, hvor en del eller hele overskuddet går til u-landene. Læs mere på

10 SIDE 10 TEMA NR. 06/2010 En unik succeshistorie om unges engagement eller slet skjult rekruttering for venstresnoede? Operation Dagsværk har nu i 25 år delt vandene i den danske debat. Af Mads Ellesøe Sofie Brink Jensen kigger ængsteligt på horderne af gymnasieelever, der vælter ind i gymnastiksalen. Mon der kommer en lærer og har styr på det? spørger den 19-årige frivillige sekretariatsmedarbejder fra Operation Dagsværk (OD). Hun skal denne kolde mandag morgen fortælle 120 gymnasieelever fra Christianshavns Gymnasium om OD. Der kommer ikke en lærer, så Sofie Brink Jensen ranker ryggen og begynder at fortælle om undertrykkelse i Burma. Om behovet for uddannelse for at kunne lave demokratisk forandring. Og om hvordan danske gymnasieelever nu i 25 år har brugt en skoledag på at samle ind til u-lande. Den 19-årige pige er nyeste generation i Danmarks nok mest omdiskuterede tilbagevendende indsamling, Operation Dagsværk, der i år kan fejre 25 års jubilæum. Mere end 120 millioner kroner er over årene blevet samlet ind til projekter i u-lande. Mange tusinde gymnasielever er blevet undervist i forholdene i disse lande. Og flere generationer af borgerlige politikere har i skarpe vendinger anklaget OD for at være venstresnoet propaganda. Det sidste vender vi tilbage til. OPERATION DAGSVÆRK 25 ÅR OG STADIG TEENAGER Travlhed på Operation Dagsværks sekretariat i Studiestræde i Københavns indre by i Foto: Camilla Stephan/Polfoto. Det første samfundsengagement Har de 25 års indsamling sat sine spor? Forfatter og udviklingsdebattør Knud Vilby er ikke i tvivl. GYMNASIEELEVERNE BESTEMMER På et årligt stormøde beslutter flere hundrede gymnasieelever fra hele landet, hvilket projekt der skal samles ind til. Ngo er stiller et projektforslag, som debatteres, inden der stemmes. Stormødet vælger også Operation Dagsværks bestyrelse, der udelukkende består af gymnasieelever. Hvert år samles der seks til otte millioner kroner ind. Selve projektet bliver udført af den ngo, der vinder afstemningen i år Folkekirkens Nødhjælp. Projekterne løber fra tre til fem år, og der bliver gennemført eksterne evalueringer af alle projekter. BURMA 2010 Årets Operation Dagsværk støtter uddannelsen af unge på flugt fra styret i Burma. Pengene, der indsamles den 3. november, vil gå til skoler, som sikrer uddannelse til unge i grænselandet mellem Thailand og Burma. Man kan ikke overvurdere effekten på den danske ungdom. Dels er Operation Dagsværk indgangen til samfundsengagement for rigtig mange unge, og dels sætter Dagsværk udviklingslandene på de unges dagsorden, siger Knud Vilby, der også har fulgt en del af OD s projekter. De, jeg har kendskab til, har været meget vellykkede, og har haft mere kant og været dristigere, end hvad for eksempel Danida støtter. Også den kontroversielle professor i økonomi, Martin Paldam, der ellers har været stærkt kritisk over for danske ngo er, har kun ros til OD. Her går man selv ud og samler pengene ind, og det synes jeg er meget reelt og gennemsigtigt, siger Martin Paldam. Gymnasieeleverne bestemmer alt Oppe under taget, i en nedslidt bygning i indre by i København, finder man OD s pulserende sekretariat. Overalt sidder der intenst arbejdende unge mennesker. Man skal kigge godt efter for at få øje på nogen, der er født før den første Dagsværk-kampagne for 25 år siden. Ud over to fuldtidsansatte og et par studentermedhjælpere, består arbejdsstyrken af 15 unge, der arbejder frivilligt på sekretariatet. Det er altså rigtigt, når vi siger, at Operation Dagsværk er gymnasieelevernes egen organisation, fortæller sekretariatsleder Stine Bang, en af to lønnede ansatte, der med sine 32 år er klar alderspræsident. Hun henviser også til de flere end unge, der arbejder frivilligt på de omkring 150 deltagende skoler fra hele landet. Netop de frivillige er ifølge Knud Vilby en overset succeshistorie. Ud over selve indsamlingen og undervisningen er en tredje berettigelse ved Operation Dagværk, at en masse unge får en slags uddannelse i at organisere og engagere. Jeg møder ofte engagerede folk, der er startet i Operation Dagsværk i løbet af de sidste 25 år. En af dem er Kim Bildsøe Lassen, der i dag er studievært på DR s 21 Søndag. Han var lønnet medarbejder på sekretariatet i 1989 og Vi var et virvar af folk med meget forskellige forudsætninger. Nogle var meget dygtige, andre lidt mindre. Men for de fleste var der en kæmpe læring i at få en så stor kampagne op at stå, siger Kim Bildsøe Lassen. Oplysning er vigtigst Selv om OD er mest kendt for sin årlige indsamlingsdag, er organisationens egentlige fokus et andet. Vores hovedformål er at oplyse gymnasieeleverne om verden omkring dem og om, at de rent faktisk kan gøre en forskel, siger Stine Bang, med henvisning til at der hvert år laves omfattende undervisningsmaterialer om det land, der samles ind til. Men indsamling og oplysning hænger jo sammen. For jo mere vi får oplyst, des flere har forhåbentlig lyst til at være med til at samle ind, siger hun. Sidste år valgte gymnasieelever at bruge en dag på indsamlingen. Hvor mange af dem, der også bliver undervist med Dagsværks materialer, som i dag ligger online, er der ingen, der ved. Vi har en del hits på sitet. Men vi ved helt ærligt ikke, hvor mange der bruger det, siger Stine Bang. At skrive mellem linjerne Tilbage på Christianshavns Gymnasium er eleverne gået i gang med en anden form for undervisning end den, der kan hentes på hjemmesiden. Alle 1.- og 2.g ere skal i gang med en stor temadag, hvor de skal deles ind i grupper og være burmesiske munke, skoleelever, journalister, ngo er eller fra militærstyret. Ann-Sophie, Astrid og Annemette fra 1.a skal i dag være fattige burmesiske studerende, der er imod det kommende valg i Burma, da de ikke mener, det vil foregå demokratisk. Det skal de skrive et læserbrev om. Men hvordan gør man det? Altså, vi kan jo nok ikke bare skrive, hvad vi mener, siger Astrid Rifbjerg på 16 år til de to andre i gruppen. For så kommer vi nok i fængsel. Så vi skal på en eller anden måde have det skrevet sådan mellem linjerne i vores læserbrev. Hvordan gør man egentlig det? tænker hun højt. Og netop denne slags ordveksling mellem tre piger på 16 år er ifølge Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, grunden til, at OD er helt fantastisk. De får engageret den gruppe, der er aller-

11 NR. 06/2010 TEMA SIDE 11 sværest for alle os andre at nå, nemlig de helt unge. Jeg har selv et par stykker derhjemme, og jeg skal hilse at sige, at det ofte ikke er nemt at engagere dem i noget som helst. Men det lykkes hvert år for Dagsværk, siger Stig Jensen. Rekruttering til venstreekstremisme I det hele taget er det svært at finde kritiske røster over for OD i hvert fald hvis man spørger blandt folk, der arbejder med udviklingsbistand. Anderledes forholder det sig blandt en del personer fra den politiske højrefløj. Operation Dagsværk har gennem alle årene været en rekrutteringskilde til danske Om Danmark og verden ville have det bedre, hvis man droppede Operation Dagsværk? Jeg tror det ikke. Kim Bildsøe Lassen, studievært og tidligere aktiv i Operation Dagsværk venstreekstremister, siger Christopher Arzrouni, der er borgerlig kommentator på Jyllands-Posten og til dagligt arbejder for partiet Venstre. Arzrouni var formand for Venstres Ungdoms (VU) internationale udvalg i 1980 erne og var i 1988 med til at lave en alternativ indsamling i protest mod OD s indsamling. OD støttede det år flygtninge i Congo fra Namibia, som blev kontrolleret af Sydafrika under apartheid. VU s kampagne støttede mujahedinere i Afghanistan, der kæmpede mod Sovjet. Enten så støttede man projekter i lande, der var kommunistiske, eller også var det lande, der lige var blevet befriet fra kapitalismen, siger Arzrouni og tilføjer: For venstrefløjen har Operation Dagsværk været en slags honning på sutten over for gymnasieelever. I stedet for at lokke med røde faner og klassekamp, så lokkede man med at ville hjælpe de svage. Kritikken fra højrefløjen er aftaget siden dengang, men blusser dog op igen med jævne mellemrum. For eksempel da man i 1998 samlede ind til Palæstina. Eller da OD s daværende bestyrelse lavede en happening i sympati med Ungdomshuset i Selv ville sekretariatsleder Stine Bang ikke have lavet en sådan happening men hun vil heller ikke tage afstand fra den. Det er stormødet, der demokratisk vælger bestyrelsen. Og bestyrelsen er så i sin gode ret til at udtale sig, hvis den har en holdning, siger sekretariatsleder Stine Bang. Hun afviser, at OD er partipolitisk. Værdierne i Dagsværk handler om at ændre verden til det bedre ved at engagere sig. Det er politisk men ikke partipolitisk, siger hun. OD bor i dag i samme hus som Enhedslisten og deler køkken med foreningen Socialistisk Ungdoms Front, der beskriver sig selv som revolutionær. Vi bor her, fordi vi har en meget billig husleje, siger Stine Bang. Men kan du forstå, hvis nogle finder det påfaldende, at I bor sammen med den yderste venstrefløj og samtidig siger, at I ikke er partipolitiske? Jeg ville ønske, at folk vil dømme os på, hvad vi laver, og ikke på hvem vi deler køkken med eller engang har lavet et projekt med for 20 år siden, siger Stine Bang. Hvis du går ud på gymnasierne og siger til de lokale dagsværkgrupper, at de er venstreorienterede, så tror jeg, de bliver sure. Det er unge med holdninger i alle retninger, der gerne vil hjælpe og gøre en forskel. Jeg ville ønske fokus kunne være på det. Kim Bildsøe Lassen medgiver, at der var venstreorienterede i Operation Dagsværk men understreger, at der også var en del med helt andre holdninger. Om kritikken siger han: Når tusindvis af frivillige helt unge mennesker laver Operation Dagsværk år efter år, så er det klart, at der bliver lavet masser af fejl. Jeg synes bare, man skal vende den om og spørge, om det var bedre at lade være? Om Danmark og verden ville have det bedre, hvis man droppede Operation Dagsværk? Jeg tror det ikke. Danida støtter årets OD-projekt med kr. Mads Ellesøe er freelancejournalist. I 25 år har danske gymnasieelever brugt en skoledag om året på at samle ind til u-lande. Katja Høgedahl fra Fredericia Gymnasium klarer her rengøringen på Nørrebro Station i København i Foto: Nanna Kreutzman/Polfoto. Morgenbrød pakket ind i gode budskaber borgere landet over fik 10. september et stykke morgenbrød i en pose med en god nyhed om global udvikling. Her uddeling på Nørreport Station i København. Foto: Marie Hald/ Scanpix MORGENBOLLER OG OTTE GODE NYHEDER Ni ud af ti børn i u-lande går i skole. For mange er det stadig en nyhed. Men siden januar har flere danskere hørt om FN s otte mål for global udvikling. Af Gerd Kieffer-Døssing Om morgenen den anden fredag i september kiggede folk over hele Danmark ud af regnvåde vinduer, vrissede for sig selv og fandt regntøj og gummistøvler frem. Men på vej til arbejde og skole fik af dem en grund til at tage lidt lettere på dråberne, gråvejret og stressen: Et stykke morgenbrød og verdens bedste nyheder. Fra Hjallerup i Nordjylland, over Ringkøbing, Holstebro og Bramming i Vestjylland til Søby på Ærø og Nakskov på Lolland delte cirka frivillige morgenboller ud til forbipasserende. Uddelingen af boller doneret af Kohberg var kulminationen på en landsdækkende kampagne, Verdens Bedste Nyheder, der havde kørt siden midten af august. FN, Danida, dansk erhvervsliv og godt 80 ngo er gik sammen om at give danskerne et positivt billede af status på den globale fattigdomsbekæmpelse. Vi ved mere om udvikling Hvert år gennemfører Danida en undersøgelse af befolkningens holdning og kendskab til udviklingsarbejdet. I undersøgelsen fra 2009, som Epinion (daværende Capacent) lavede, havde kun 12 procent af de adspurgte hørt om FN s otte udviklingsmål, 2015 Målene. I september var tallet næsten fordoblet. I den meningsmåling, Epinion lavede for kampagnen, angiver 21 procent, at de har hørt om FN s 2015 Mål. Kampagnens leder, Thomas Ravn-Pedersen, glæder sig over tallet, som er det højeste, siden Danida i 2006 udgav bogen Turen går til en mindre skæv verden. Det var bare: Wow! Jeg kunne næsten ikke få armene ned. Det virker, som om vi har ramt rigtigt, siger Thomas Ravn-Pedersen, som til daglig arbejder for Folkekirkens Nødhjælp. Hvorfor er det vigtigt, at befolkningen kender 2015 Målene? Fordi de er en succes. Målene er et spejl af, at verden kan stå sammen om at sætte sig nogle store mål og faktisk levere på dem. Det er vi jo ikke vant til. Man kan sige, vi har metoderne, vi ved, hvad der virker, og vi har også ressourcerne de skal bare prioriteres. Mange har set kampagnen Mediernes omfattende omtale af FN s 2015 Mål-topmøde i september kan have medvirket til det øgede kendskab i befolkningen, medgiver Thomas Ravn-Pedersen. Men Verdens Bedste Nyheder har givetvis også spillet en rolle, idet 17 procent i Epinion-målingen angiver, at de har hørt om kampagnen. Det svarer til flere end unge og voksne danskere. En af kampagnens styrker er ifølge Thomas Ravn-Pedersen, at den vinkler på det positive. Forud for kampagnen lavede Epinion en specifik undersøgelse af danskernes kendskab til udviklingsarbejdet. På den måde blev kampagnen tilpasset og vinklet på en målgruppe. Ønsket var at give befolkningen et realistisk billede af status på udviklingsområde og derved øge den folkelige opbakning. Normalt er kommunikationen om de her emner enormt tung og fyldt med løftede pegefingre og sætninger som: Hver ottende sekund dør et barn af sult, siger han og fortsætter: Det er jo også kendsgerninger. Men vi ville hellere fortælle de gode historier, hvor folk stopper op og tænker: Det er da løgn hold da op! Vi vil puste optimisme ind i udviklingsarbejdet, siger han. Den generelle tendens i meningsmålingen fra september er, at flere tror, at u-landsbistand virker. Omkring 10 procent er i gennemsnit gået fra at være pessimistiske over for effekten af bistandshjælp til at tro på, at der faktisk er sket fremskridt de seneste år, og at det er muligt at bekæmpe global fattigdom. Kampagnen fortsætter frem til Gerd Kieffer-Døssing er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

12 SIDE 12 BAGGRUND NR. 06/2010 LIBYEN EGYPTEN SYDSUDAN Det Røde Hav TCHAD DARFUR DEN CENTRAL AFRIKANSKE REPUBLIK SUDAN DR CONGO SYDSUDAN Juba Khartoum UGANDA OLIEKRIG Sudan og Sydsudan fører hårde forhandlinger om, hvor den nye grænse skal ligge. Olien udgør den største udfordring. Af Morten Thomsen Yei ETIOPIEN KENYA ERITREA Penslen bliver dyppet i olie, når den skal tegne grænsen mellem Sydsudan og resten af Sudan. Selv om omkring 80 procent af grænsedragningen er aftalt, vil de sidste procenter formentlig give meget vanskelige forhandlinger. Og det skyldes en knast: Oliekilderne, som ligger i grænseområdet. Den tykke væske er Sudans største eksportvare, og det meste flyder til Kina, som selvsagt har en væsentlig interesse i området og i at få den rigtige grænsedragning. Regeringen i Sudan har fået finansieret mange af våbnene, den har brugt i blandt andet Darfur, gennem olien og vil derfor meget nødigt miste den. Også Kina kunne have interesse i at bevare olien på Sudans hænder. Selvom eksempelvis Angola eksporterer mere olie end Sudan til stormagten, så får Kina alligevel, hvad der svarer til 3-4 procent af sit årlige forbrug fra Sudan. Kina frygter, at Sydsudan vil få nye oliepartnere, siger Luke Patey fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som netop har færdiggjort sin ph.d. om olie og forholdet mellem Kina og Sudan. Han understreger dog, at Kina sandsynligvis ikke vil miste olien. Stormagten har blandt andet indsat embedsmænd i Sydsudan for at styrke de politiske relationer. Kina prøver at positionere sig selv i Sydsudan for at få et godt forhold til landets ledere, siger han. Olien vil dog ikke få det forarmede Sydsudan til at blomstre, medmindre de forbliver gode venner med Nord. For der mangler to store elementer, som vil kræve betydelige investeringer og tid. Det ene er olieraffinaderier. De eneste, der findes i landet, ligger i den nordlige del af Sudan. For det andet er der kun én olierørledning, som fører gennem landet og ud til havet. Også den ligger i den nordlige del. Indtil de to elementer bliver bygget hvis det sker kan Sydsudan ikke få glæde af olien. Men måske vil der heri være en løsning, som også kan hjælpe på problemet med grænsedragningen, forklarer Luke Patey. Den politiske elite fra begge dele af landet har haft glæde af, at man de seneste fem år har delt olie-indtægterne fra Sydsudan. Så måske bliver der en overgang, hvor Sudan og Sydsudan bliver enige om at dele overskuddet fra olien. EN SPLITTET NATION Sudan fik selvstændighed fra Storbritannien og Egypten i Nationen blev straks ramt af den første borgerkrig mellem regeringen i hovedstaden Khartoum og forskellige stammefolk fra Sydsudan, der varede frem til Den anden borgerkrig blev hovedsageligt udkæmpet mellem oprørsbevægelsen SPLA og Sudans regering i Khartoum. Krigen sluttede med en international anerkendt fredsaftale i Fredsaftalen fastslog, at Sydsudan skulle have en folkeafstemning om selvstændighed. Den er fastsat til januar Sydsudan skal til januar stemme om selvstændighed fra resten af Sudan. Dermed kan den borgerkrigshærgede region blive verdens nyeste nation. Men problemerne tårner sig op. Af Morten Thomsen, Juba Bombeflyene kom derfra. Høvding Justin Seli Mut peger mod bjergtoppene fra den lille by Ombasi i Sydsudan. Når de kom, løb jeg rundt i byen og fortalte beboerne, at de skulle tage børnene væk fra hovedvejen, hvor flyene ofte bombede. Og så flygtede vi ind i skoven. Hver familie i Ombasi blev berørt af borgerkrigen mellem det autonome Sydsudan og Sudans regering, der startede i 1983 og sluttede for fem år siden. I dag er der små tegn på, at borgerkrigens skader er ved at blive lappet: Murstensbygninger langs hovedvejen er vokset frem, nyanlagte grusveje krydser gennem Sydsudan, og håb gror op af den støvede jord. Det håb står over for en vigtig test i januar. Her skal Sydsudan stemme om uafhængighed. Alle eksperter peger på, at resultatet af en afstemning vil være et ja til uafhængighed, og dermed bliver Sydsudan verdens stat nummer 194. Men den virkelige test kommer bagefter: Vil det internationale samfund acceptere resultatet? Vil regeringen i Sudan gøre det? Og SYDSUDAN KÆMPER PÅ TRE FRONTER Internationalt: For selvstændighed til det hovedsageligt kristne Sydsudan vil sandsynligvis være USA og EU, mens de arabiske lande vil støtte den muslimske regering i Sudan. Særligt Egypten er imod en deling, da Nilen strømmer gennem Sydsudan, og man frygter for, hvad en deling vil føre med sig. Andre lande i Østafrika som Kenya og Uganda er i høj grad for Sydsudans selvstændighed, da den autonome region importerer mange varer fra Østafrika. Nationalt: Hvor skal grænsen i det olierige område mellem Sudan og Sydsudan gå? Og vil Sudans regeringsleder Omar al-bashir anerkende Sydsudans selvstændighed? Selv om han har accepteret fredsaftalen og dermed afstemningen om selvstændighed, er det sket før i Sudans historie, at han er løbet fra en aftale. Lokalt: Regeringsapparatet i Sydsudan er hovedsageligt besat af dinkaer, mens andre stammefolk som nuerne føler sig udenfor. Det skaber jalousi, som kan føre til åben konflikt. Derfor er det store spørgsmål, om parterne vil kunne bevare freden trods splittelserne internt, hvis Sydsudan bliver et selvstændigt land. hvis de gør det, vil sydsudaneserne kunne enes om at bygge nationen op? Udfaldet kan let betyde, at håbet vil blomstre. Men det kan lige så let ende i en borgerkrig. Det er kroner spørgsmålet, om der nogensinde kommer fred i Sudan. Både borgerkrig mellem Sydsudan og Sudan og internt i Sydsudan er sandsynligt, fortæller Anders Hastrup, som er ph.d. i antropologi og mellemøststudier fra Københavns Universitet. Han har været ngo-koordinator for Darfur og Sydsudan for blandt andet Norsk Flygtningehjælp. Krigsveteranen Kons Nitete Lawrance fra Ombasi i Sydsudan. Foto: Morten Thomsen. Store gnidninger skal overvindes Sudan er Afrikas største land og i høj grad præget af konflikt. Mens de cirka 30 millioner sudanesere, der bor i nord, langt overvejende er muslimer, er de fleste af de cirka 10 millioner sydsudanesere kristne og animister (dyrkere af naturreligion, red.). Men konflikten handler ikke kun om religion. Meget af Sudan er stammeområde, og mange af konflikterne opstår som en kamp om de knappe ressourcer i det fattige land. Kører du gennem det tørre landskab, vil du derfor se mange sudanesere med kalashnikovs, macheter og bue og pil. De store indbyrdes gnidninger skal overvindes, hvis landets selvstændighed skal fungere. Hvis Sydsudan overhovedet skal overveje at blive selvstændigt skal der opbakning fra det internationale samfund til. Opbakningen skal både holde Sudan-regeringen i nord i skak, men også give det måske nye land massiv støtte til at opbygge statsapparat, infrastruktur og alle de andre ting, som det borgerkrigshærgede Sydsudan mangler. Jeg tror, der er en enorm velvilje fra det internationale samfund. Også fordi de har spillet det kristne kort. Den måde, Sydsudan har enormt store sympatier på, har jeg ikke set andre steder i Afrika, siger Anders Hastrup, som personligt tror, at republikken Sydsudan vil blive en realitet, selvom der endnu ikke er fundet et navn. Dog skal der findes en fornuftig deling mellem Sudan og Sydsudan først, og det kan blive et problem. Specielt fordi der er store forekomster af olie i grænseområderne mellem nord og syd. Sydsudan kan dog få hjælp fra Sudans an-

13 NR. 06/2010 BAGGRUND SIDE 13 EN HÅRD FØDSEL det konfliktområde Darfur. Ifølge Anders Hastrup vil regeringen i Sudan endnu mere nødigt miste dette område. Og ved at give afkald på Sydsudan håber de, at det internationale samfund vil holde igen med fordømmelser og sanktioner. Desuden vil regeringen i Khartoum nødigt skulle slukke brande i to dele af landet. Vil verdens nyeste nation overleve? Bomber og minesprængninger har smadret vejen mellem Ombasi og provinsbyen Yei. På de 30 kilometer ligger kraterne tæt. Lars Anderskouv har de seneste to år arbejdet i Yei som chef for Mellemfolkeligt Samvirke i landet og dermed fulgt Sydsudans kamp for uafhængighed. Jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige, men jeg tror det ender med, at der bliver flertal for en eller anden udskillelse for Sydsudan, siger han. Selv om regionen får selvstændighed, vil de interne vanskeligheder nemlig kunne splitte Sydsudan med risiko for borgerkrig. Jeg har ingen illusion om, at et eventuelt selvstændigt Sydsudan bliver en fredeligere og fuldstændig enig stat. De vil bestemt have deres problemer, forklarer Lars Anderskouv. USA s udenrigsminister Hillary Clinton kalder Sydsudan for en tidsindstillet bombe, fordi man frygter en ny borgerkrig i den kommende nation. Allerede nu peger Lars Anderskouv på, at der er meget mistro og jalousi imellem grupperne. Det er meget naivt at tro, at man får et fuldstændig enigt fodslag i Sydsudan. Men måske kan man få etableret en borgfred, som siger, at hvis vi skal have det her land udviklet, så bliver vi nødt til at stå sammen. Det kan man håbe på, men jeg kan godt have min tvivl. Og mange skeptikere peger på, at et selvstændigt Sydsudan vil stå over for så store økonomiske, ressourcemæssige og fordelingsmæssige problemer, at det næsten uundgåeligt vil føre til, at lokale konflikter får lov at vokse yderligere. Der er risiko for borgerkrig enten nationalt mellem Nord- og Sydsudan eller internt i Sydsudan, peger Anders Hastrup på. Og risiko for, at sådan en borgerkrig kan brede sig internationalt. Der er stor sandsynlighed for, at en borgerkrig kan brede sig til resten af regionen. Det er endnu et ustabilt område, og en borgerkrig vil forværre situationen meget i konflikterne i området. Risiko for borgerkrig i hele regionen Tilbage til landsbyen Ombasi. Krigsveteranen Kons Nitete Lawrance (foto side 12) har set meget krig i sin tid. Han var selv løjtnant i den første borgerkrig, der raserede landet Der var nogle af mine venner, som blev skudt. Helt tæt på mig. Hvis nogen fik deres hænder skudt af eller blev ramt i benet, blev vi nødt til at bære dem. Hvis de blev dræbt, kunne vi kun flytte deres lig og gå fra det. Men hvis du blev dræbt, var det for dit eget land, siger han. Ligesom resten af Ombasi håber han ikke på en ny borgerkrig. Og regner heller ikke med, at den kommer. Danmark har støttet folkeafstemningerne i Sydsudan med 18,5 mio. kr. Morten Thomsen er freelancejournalist. Hans rejse er støttet af Danidas Oplysningsbevilling. Til januar skal folk i Sydsudan stemme om løsrivelsen. Flaget er på plads, selvom den kommende stat endnu ikke har fundet et navn. Her tilhængere af uafhængighed. Foto: AFP/Scanpix/Peter Martell. SØREN PIND: DER ER OGSÅ EN PRIS FOR IKKE AT HANDLE Danmarks nye strategi for skrøbelige stater kræver risikovillighed. Statsopbygning står i centrum. Af Morten Thomsen Skrøbelige stater er arnested for nogle af de største problemer i verden. Derfor skal der sættes massivt ind for at bygge stater op, så de kan stå på egne ben. Gøres der intet, kan prisen blive høj. Så enkelt kan Danmarks nye strategi for skrøbelige stater fortælles. Politikken vil samle indsatserne i få udvalgte lande for at hjælpe dem både militært, politisk, humanitært og udviklingsmæssigt med at stabilisere sig selv. Det enkle mål er at nå til vendepunktet, så staten er blevet så stærk, at den kan klare sig med almindelig udviklingshjælp. Skal vi skabe resultater i skrøbelige stater, må vi vedkende os de risici, der er for korruption og svindel og acceptere, at vi ikke kan garantere, at hver eneste bistandskrone havner i de retter lommer. Ellers flytter vi ikke noget, forklarer udviklingsminister Søren Pind (V), der vil lave et risikobarometer. Vi skal lave konkrete, målbare vurderinger af, hvad vi kan og ikke kan acceptere og være åbne omkring vores valg. Prisen ved ikke at handle skal også tænkes med. Prisen er destabilisering med national, regional og global rækkevidde. Mere modig, mere politisk Strategien er meget mere politisk og modig end i gamle dage. Men det er en helt central indsats for stabilitet og bæredygtig udvikling, siger Pernille Dahler Kardel, Danmarks ambassadør i Etiopien. Hun har været med til at udarbejde strategien. Det er lande som Somalia, Afghanistan og Sydsudan, der vil modtage en sådan hjælp. Fælles for dem er, at deres statsapparat enten er brudt sammen, svagt, endnu ikke bygget op eller simpelthen ikke accepteret af befolkningen. Og konsekvenserne er stor fattigdom, konflikter og store ungdomsårgange, som ikke har mange andre fremtidsudsigter end kriminalitet, korruption eller måske terrorisme. Som ambassadør i Etiopien dækker Pernille Dahler Kardel en række skrøbelige stater som Sudan. Og hun ser derfor store fordele ved den nye strategi. Vi giver befolkningen mulighed for at komme på benene igen og giver dem fremtidsmuligheder, så de selv kan tage hånd om egen udvikling. I FN, EU og NATO vil Danmark arbejde for, at indsatserne bliver samlet og målrettet. Samtidig vil man støtte organisationer som AU, som kan hjælpe med eksempelvis sikkerheden lokalt. Der er dog en risiko ved hele denne strategi, som Udenrigsministeriet også erkender: Skrøbelige stater kan få tilbagefald endda så meget, at hele indsatsen kan risikere at blive spildt eller ligefrem blive en boomerang, der kan ramme Danmark. Eksempelvis hvis en despot overtager landet og dermed den militærstyrke og politistyrke, som blandt andet Danmark har opbygget. NY STRATEGI FOR SKRØBELIGE STATER Der skal sættes ind på fem områder: Skabe sikkerhed. Give indbyggerne bedre mulighed for at leve og få job. Bygge en stat op, som respekterer menneskerettigheder og undgår korruption og magtmisbrug. Forebygge konflikter. Løse konflikter, hvis de opstår. Kan bestilles på:

14 SIDE 14 REPORTAGE NR. 06/2010 VERDENSBANKEN ER Hvor blev demonstranterne af? For 10 år siden var IMF og Verdensbanken venstrefløjens yndlingsaversioner. I dag er kritikken forstummet næsten. Tekst og fotos: Mads Mariegaard, Washington Der er ikke meget folkehav over de 15 demonstranter, der en solrig oktobereftermiddag bærer et kæmpemæssigt papmaché-fiskeskelet op ad Pennsylvania Avenue i Washington. Det er midt under årsmødet i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Fiskeskelettet skal symbolisere, at de to institutioner er lånehajer, som udnytter u-landene. Luk IMF! råber demonstranterne. Luk Verdensbanken! De fleste af demonstranterne er i 20 erne, med hjemmeklippet hår og sorte eller røde tørklæder for ansigterne. Lucy MacAuley, en 31-årig aktivist fra Washington med mørke, store solbriller, har brug for lidt betænkningstid, da hun skal beskrive den gruppe, hun er en del af. Den er lille, siger hun så. Lille, men velinformeret. For 10 år siden var størrelsesforholdet noget anderledes under Verdensbanken og IMF s årlige forårsmøde. Det var i april 2000 den tid på året, hvor byens skov af lyserøde kirsebærtræer blomstrede, men det var ikke interesse for botanik, ERHVERVSSTØTTE ET VÅBEN MOD KRIG Danmark og Verdensbanken i fælles front for stærkt erhvervsliv i skrøbelige stater. Af Mads Mariegaard Om eftermiddagen søndag den 10. oktober, efter omkring 50 timer på amerikansk jord, kan udviklingsminister Søren Pind sætte sig ind i SAS-flyet til København. Han kan se tilbage på sit første årsmøde i Verdensbanken og frem til en nat i luften mellem de to kontinenter, hvis værdier han arbejder for at udbrede til resten af verden. Med sig i kufferten har ministeren en netop underskrevet aftale mellem Danmark og International Finance Corporation (IFC), en organisation under Verdensbanken med fokus på u-landenes private sektorer. Målet med aftalen er at styrke erhvervslivet i skrøbelige stater i Afrika stater, som på grund af krige og konflikter mangler vilje eller viden til at skabe udvikling og bekæmpe fattigdom. Som første led i planen har Danmark afsat 25 millioner kroner til indsatser i Sudan, Somalia og Zimbabwe. Pengene skal skabe flere jobs og et forbedret erhvervsklima for små og mellemstore virksomheder. Blandt redskaberne er mikrolån, rådgivning og uddannelse, og der er særlig fokus på kvinders rolle. Nedefra og op I Washingtons Dulles-lufthavn siger Søren Pind til Udvikling, at erhvervsstøtten er et Finanskrisen kom som en gave for IMF. Lars Koch, politisk rådgiver, Ibis forsøg på at investere i enkeltpersoner frem for regeringer. I skrøbelige stater kan det have lange udsigter at arbejde oppefra og ned, men nedefra og op kan have en virkning. Vi er nået langt, hvis vi kan give enkeltindivider mulighed for at iværksætte, ansætte medarbejdere og tjene penge, for eksempel via mikrolån til kvinder, siger udviklingsministeren. I skrøbelige stater kan det have lange udsigter at arbejde oppefra og ned. Udviklingsminister Søren Pind Indsatsen er en del af en global tendens til øget fokus på den private sektor, som i mange u-lande skaber op til 90 procent af alle jobs. IFC har på fire år omtrent fordoblet sine investeringer til omkring 69 milliarder kroner. Det afspejler en voksende forståelse for, at vækst og private investeringer er vigtige for at skabe jobs, levere grundlæggende varer og ydelser til befolkningen og mindske fattigdom. I de fattigste lande leverer den private sektor de fleste grundlæggende ydelser, eksempelvis inden for sundhed og uddannelse, siger IFC s direktør, svenske Lars Thunell. Undgå konflikt-fælde Danmark og Verdensbanken deler også et øget fokus på skrøbelige stater. Således har IFC, som hører under Verdensbanken, siden 2005 fordoblet sine investeringer i den type stater. Også en anden organisation under Verdensbanken, Multilateral Investment Guarantee Agency (MIGA), orienterer sig mod skrøbelige stater hovedsalig med fokus på udenlandske investeringer. For 25 år siden spillede Verdensbanken ingen rolle i skrøbelige stater, fordi banken ikke anså disse stater som det rette miljø for langsigtede investeringer. Men efterhånden som vi er blevet mere fokuserede på bekæmpelse af fattigdom, er det gået op for os, at vi skal være til stede i skrøbelige stater, siger James Bond (ja, det hedder han), Chief Operating Officer i MIGA. Udenlandske investeringer er også en del af samarbejdet mellem Danmark og IFC, som på længere sigt skal involvere danske virksomheder, investorer og pensionsfonde. Det er der god brug for, vurderer Desha Girod, lektor ved Georgetown University i Washington. Man taler om en konflikt-fælde, hv or skrøbelige stater, som har oplevet krige og konflikter, er i stor fare for at blive ramt af nye krige og konflikter, fordi investeringerne i landet bliver ved med at falde. Det er særdeles vigtigt at få gang i økonomien, siger hun. der havde fået den dengang 48-årige Brian Becker til at arrangere en protestmarch i Washingtons gader. Demonstrationen, som havde flere end deltagere, var inspireret af den såkaldte anti-globaliseringsbevægelses voldsomme protester mod verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle året før, kendt som The Battle of Seattle. Lignende protester fandt sted i Europa, hvor den franske bevægelse ATTAC spillede en central rolle. Efter Seattle sluttede folk over hele USA sig til det, der lignede begyndelsen til en ny bevægelse for social retfærdighed. Og bevægelsen identificerede Verdensbanken og IMF som symboler på politikker, der favoriserede rige lande på bekostning af fattige, siger Becker og kigger op ad 20. gade, hvor han og flere hundrede andre demonstranter dengang stødte sammen med politiet. I dag er gaden fyldt med travle forretningsfolk og afslappede restaurantgæster, der spiser burritos og nyder efterårssolen. På et enkelt årti er bevægelsen mod Verdensbanken og IMF tilsyneladende reduceret til næsten ingenting. Hvordan gik det til? Krisen reddede IMF Løstsiddende, blomstret skjorte. Ja, det er det, jeg har på løstsiddende, blomstret skjorte, siger en tv-mand afslappet i sin mobiltelefon til en kollega, der ikke kan få øje på ham i myldret af pressefolk. Vi befinder os i IMF s hovedkvarter i Washington, lige før det første pressemøde under årsmødet i Verdensbanken og IMF i oktober En pr-medarbejder med kruset hår retter nervøst på nogle navneskilte. En reporter fra congolesisk tv vimser rundt i strikhue og en grov sweater, selv om der er 23 grader udenfor. Amerikanske journalister lægger modvilligt deres uundværlige blackberries fra sig og finder gammeldags notesblokke frem. DSK, skriver de øverst på blokkene. DSK Dominique Strauss-Kahn har været IMF s direktør siden Han er fransk socialist og spås af nogle en fremtid som sit lands næste præsident. Verdensøkonomien er i fremgang, men fremgangen er skrøbelig, indleder han pressemødet med en nøje afmålt blanding af optimisme og forsigtighed. Under sin direktørtid har Strauss-Kahn set IMF s betydning eksplodere som følge af krisen. I foråret 2009 skød G20, verdens 20 største økonomier, omkring milliarder kroner ind i foretagendet. Og IMF, der i 1990 erne med skiftende held efterlevede en række neoliberalistiske principper kendt som Washington Consensus, fik således med ét en po- Kan du forestille dig en efterfølger, som ikke er europæer? BBC s Nik Gowing til IMF s direktør Dominique Strauss-Kahn Dominique Strauss-Kahn, direktør for IMF, håber på en aftale om øget indflydelse til u-landene inden november.

15 NR. 06/2010 REPORTAGE SIDE 15 BLEVET STUEREN VERDENSBANKEN OG IMF Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) blev etableret som resultat af en konference i 1944 i Bretton Woods i USA. Verdensbankens formål var at finansiere genopbygning efter Anden Verdenskrig. I dag bekæmper banken fattigdom i u-landene ved at yde lån og gavebistand. IMF har ansvaret for at styre det globale finanssystem og låner penge til lande med økonomiske problemer. Til gengæld forpligter landene sig til at iværksætte reformer. Verdensbanken og IMF har begge hovedkvarter i Washington i USA. Brasiliens centralbankchef Henrique Meirelles svarer på spørgsmål efter beskyldninger om valuta-krig. Zhou. Han svarer undvigende. IMF s direktør Dominique Strauss-Kahn, der også deltager i debatten, lægger jovialt armen omkring kineseren og smiler sit karakteristiske smil med sammenpressede læber, løftede øjenbryn og øjne, der skinner om kap med tv-lamperne. Men uenigheden går ikke væk af den grund. Senere må Strauss-Kahn svare på Gowings spørgsmål om øget indflydelse til u-landene i IMF. Kan du forestille dig en efterfølger, som ikke er europæer? vil BBC-værten vide. Ja, bortset fra at jeg ikke kan forestille mig en efterfølger, svarer den vittige franskmand kækt, og hele salen bryder ud i latter. sitiv nøglerolle på den globale scene. Finanskrisen kom som en gave for IMF. Inden G20 udnævnte IMF til verdens redningskrans, var IMF i en økonomisk klemme, blandt andet fordi mange u-lande ikke ville låne penge af dem, siger Lars Koch, politisk rådgiver i den danske ngo Ibis, over telefonen fra København. De fattiges bank Mens IMF givetvis kan takke den økonomiske krise for et forbedret image, skal Verdensbanken lede andre steder efter forklaringer. De runde årsmøde-logoer med landeflag på bagtapetet minder om vindhekse, der blæser gennem en øde western-by, da Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, går på talerstolen under åbningsceremonien. Zoellicks mange powerpoint-slides er fyldt med eksempler på, at Verdensbanken er på u- landenes side. Eksempelvis kan man læse, at banken har øget u-landenes andel af stemmerne til 47 procent, hvis man som Verdensbanken tæller vækstlande som Kina og Brasilien med. Spørger man Verdensbankens tilhængere, har banken de senere år i stigende grad markeret sig som u-landenes forkæmper og orienteret sig mere mod u-landenes egne strategier. Endvidere har Verdensbanken været med til at effektivisere udviklingsbistanden, taget fat på det store tabu om korruption, ført an på klimaområdet og generelt sat fattigdomsbekæmpelse i centrum. Sidstnævnte spiller en afgørende rolle, vurderer Niels Richter, chefkonsulent i Udenrigsministeriet og medlem af den danske delegation under årsmødet. I dag bliver Verdensbankens præsident i På et enkelt årti er bevægelsen mod Verdensbanken og IMF tilsyneladende reduceret til næsten ingenting. Hvordan gik det til? vid udstrækning bedømt på, hvor meget han bidrager til at indfri FN s 2015 Mål (om fattigdomsbekæmpelse, red.), siger han. Ledelse kan også være en forklaring. Langt hen ad vejen tror jeg, at forandringen skyldes tonen i toppen. Da Robert Zoellick kom til (i 2007, red.), rakte han hånden frem til bankens interessenter og lyttede til alle grupper og enkeltpersoner, siger Mark Vlasic, professor på Georgetown University og tidligere medarbejder i Verdensbanken. Det var nu heller ikke nogen tung arv, Zoellick skulle løfte efter sin forgænger, USA s tidligere viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. Hans tid i Verdensbanken druknede i negativ omtale, blandt andet fordi han blev grebet i at have givet en klækkelig lønforhøjelse til sin kæreste, der også arbejdede i banken. Wolfowitz forgænger, James Wolfensohn, der bestred præsidentposten fra 1995 til 2005, fik et langt pænere eftermæle. Især fik Wolfensohn ros for etableringen af det såkaldte HIPC-program, som over de seneste 15 år har eftergivet gæld og ydet lån med lave renter til omkring 40 u-lande. Mere magt til u-landene Endnu har u-landene ikke fået samme indflydelse i IMF, som de har i Verdensbanken, og det blev et tema på årsmødet. Da BBC optager en såkaldt world debate i IMF s lokaler, skiller Kinas centralbankchef Xiaochuan Zhou sig ud med sine bekymrede miner og sit brun-gule slips, der ser ud til at være syet af et sofabetræk fra 1970 erne. Zhou, der har flere amerikanske dollars i sin bank end nogen anden centralbankchef, går rundt for sig selv før og efter optagelserne, men under selve debatten kommer den stilfærdige kineser hurtigt i centrum. I dagene op til årsmødet er Kina og Brasilien blevet beskyldt for at holde værdien af deres valutaer nede for at opnå konkurrencefordele, og medierne har rapporteret om global valuta-krig. USA s finansminister har sagt, at han er imod øget indflydelse til u-landene i IMF, hvis de ikke vil spille efter samme regler som de øvrige store økonomier. Vil Beijing ændre værdien af yen en? spørger BBC s vært Nik Gowing og kigger på Cirka 15 aktivister demonstrerer under Verdensbanken og IMF s årsmøde i Washington i oktober. Andetsteds på årsmødet siger Strauss-Kahn til Reuters, at han håber på en aftale om øget indflydelse til u-landene inden G20-mødet i november i Seoul. Det er et spørgsmål om legitimitet, forklarer Niels Richter fra den danske delegation. De vestlige lande vil gerne bevare Verdensbanken og IMF som fora, hvor lande som Kina, Indien og Brasilien søger løsninger på vigtige spørgsmål internationalt. Derfor er de nødt til at afgive noget af magten. fortsættes...

16 SIDE 16 INTERVIEW NR. 06/2010 DET ER ET PRIVILEGIE, AT MAN KAN GØRE EN FORSKEL Inger Andersen, vicepræsident i Verdensbanken, råder over mere end 150 milliarder kroner om året til bekæmpelse af fattigdom. Udvikling mødte hende i Washington. Tekst og foto: Mads Mariegaard Inger Andersens dag nummer 101 som vicepræsident for bæredygtig udvikling i Verdensbanken er også sidstedagen af bankens årsmøde og derfor en af de travleste. Men midt mellem møder med Danmarks udviklingsminister og Japans finansminister finder hun 20 minutter til Udvikling på sit kontor i bankens svært bevogtede hovedsæde i Washington. Du fører tilsyn med over 10 gange flere midler end Danmarks samlede udviklingsbistand. Betyder det, at dine muligheder for at skabe udvikling i u-landene er 10 gange bedre? Det er ikke et spørgsmål om better or more, for hver organisation spiller en unik rolle. Det, Danmark er rigtig god til, er at få øje på nye emner i horisonten. For 20 år siden begyndte Danmark at snakke om ligestilling, fandt på løsninger og prøvede dem af i egne programmer. Bilaterale og mindre multilaterale organisationer har større fleksibilitet, end vi har. Det gælder også de andre skandinaviske lande. De presser os, og de presser FN og andre multilaterale organisationer, og sådan skal det være. Du og Verdensbanken er blevet kritiseret for at låne penge til kulkraftværker, eksempelvis Eskom i Sydafrika. Hvorfor er det nødvendigt? Langt de fleste af vores programmer har intet at gøre med kul. I årene op til 2010 udgjorde vores udlån til kul omkring to procent. Det steg til fem-syv procent sidste år på grund af Eskom, men den samlede andel af udlån til kul har altid været meget lille. Sydafrika havde ingen intentioner om at låne af Verdensbanken, men så kom den globale krise. De var halvvejs færdig med at bygge kraftværket, da de kom til os. Vi var deres sidste udvej, og Sydafrika eksporterer energi til fem nabolande, som er op til procent afhængige af dem. Men det var en stor og svær beslutning. Det, Danmark er rigtig god til, er at få øje på nye emner i horisonten. Inger Andersen, vicepræsident i Verdensbanken Svarer kulstøtten ikke til at sætte kortsigtet økonomisk udvikling højere end den langsigtede kamp mod global opvarmning? Man er nødt til at forholde sig til virkeligheden. Der er lande som Liberia, hvor kun to procent af befolkningen har adgang til energi. De barske realiteter er, at der i dag ikke altid og i alle landesammenhænge findes alternative energikilder, som kan skabe den nødvendige energi til den nødvendige pris. Derfor er det meget vigtigt, at vi nedbringer omkostningerne ved bæredygtig energi, ligesom Inger Andersen, vicepræsident i Verdensbanken, på sit kontor i Washington. Danmark gjorde under oliekrisen ved at investere i vindenergi. I dag, år senere, er det konkurrencedygtigt. Den næste vigtige begivenhed på klimaområdet er COP16 i Cancún i Mexico i november og december i år. Hvad er dine forventninger? Desværre står det nok ret klart, at vi ikke får en endelig aftale i Cancún. Men jeg håber meget, at vi får nogle delelementer på plads. Det gælder blandt andet den finansielle arkitektur for Copenhagen Green Climate Fund (fond, som blev etableret under COP15 og skal finansiere klimaaktiviteter i u-landene, red.). Hvis vi kommer et skridt nærmere en afklaring af, hvordan fonden skal fungere, vil det være en stor hjælp. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om finansiering, som er det allervigtigste. Til sidst et personligt spørgsmål: Hvad har været den vigtigste drivkraft i din karriere? Det er et privilegie, at man kan gøre en forskel her og nu. Jeg har arbejdet mange år i Afrika og set slumområder med ufattelig svære livsbetingelser. Men så har vi lavet programmer, hvor vi bygger et stykke vej, sætter nogle gadelys op og installerer en smule el og rent vand. Når man kommer tilbage, har kvinderne åbnet forretninger, kriminaliteten er faldet på grund af gadelysene, og børnene går i skole og har færre sygedage. Man kan opleve, at et slumområde bliver fuldkommen forandret, og at hele lande og regioner opnår vækst og bæredygtig udvikling, og man kan sige til sig selv, wow, we did that. I think that s pretty cool. INGER ANDERSEN Inger Andersen, 52, er Verdensbankens vicepræsident for bæredygtig udvikling og således en af de højest placerede danskere i internationale organisationer. Hun overtog posten i juli, men har arbejdet i banken siden 2001, senest som sektordirektør for bæredygtig udvikling i Afrika. Inden Inger Andersen blev ansat i Verdensbanken, arbejdede hun 12 år for FN, blandt andet med fredsprocessen i Mellemøsten. Hun er student fra Midtfyns Gymnasium og har en kandidatgrad i udviklingsøkonomi og afrikansk politik fra University of London.... fortsat Angreb stoppede protester Uden for Verdensbanken og IMF s lokaler er de cirka 15 demonstranter nået op til Washington Circle Park for enden af Pennsylvania Avenue. Med sig har de omtrent samme antal cykelbetjente. De to grupper ender med i al fredsommelighed at diskutere, om man nu også bliver dummere af at ryge hash. Aktivisten Lucy MacAuley, som også deltog i den store demonstration i Washington for 10 år siden, mener ikke, at Verdensbanken og IMF har forbedret sig nævneværdigt siden dengang. Det er stadig grundlæggende forkert, at rige lande låner penge til u-landene og dermed gør dem afhængige. Man kan sagtens give bistand uden Verdensbanken og IMF, siger hun. Heller ikke Brian Becker, som arrangerede demonstrationen for 10 år siden, har følt grund til at ændre opfattelse. Han betegner forbedringerne hos Verdensbanken og IMF som kosmetiske og siger, at de to institutioner stadig kun gavner Vesten ikke u-landene. Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, har været med til at øge u-landenes andel af stemmer i banken til 47 procent. Ifølge Becker er der en helt anden årsag til, at demonstranterne siden århundredeskiftet har været fraværende ved årsmøderne: angrebene mod USA 11. september Vi havde planlagt en stor demonstration mod Verdensbanken og IMF i Washington 29. september Men det, der skete 18 dage tidligere, ændrede alt, siger han. Det følgende år var der langt mellem protesterne mod Verdensbanken og IMF. Arbejderbevægelsen, som tegnede sig for en væsentlig del af modstanden, faldt fra, fordi det nu blev anset for upatriotisk at demonstrere. En anden vigtig gruppe, anarkisterne, kunne ingen styre. En tredje gruppe af aktivister, som havde demonstreret mod Verdensbanken og IMF i 2000, havde rødder i 1970 ernes fredsbevægelse. De begyndte nu at arrangere store protester mod krigene i Afghanistan og Irak. Becker hører til sidstnævnte gruppe. Han leder i dag protestbevægelsen ANSWER (Act Now to Stop War and End Racism) i Washington. Ifølge ham er han langtfra eneste aktivist, som satte kampen mod Verdensbanken og IMF på stand-by for at koncentrere sig om anti-krigsprotester. Så måske er der bare færre årsmøde-demonstranter, fordi to sager blev én for meget. Eller som en nydelig herre, der børster tænder på IMF s badeværelse, gætter på: Måske har demonstranterne ikke penge til at komme her to gange? Mads Mariegaard er journalist på Udvikling. ÅRSMØDE I VERDENSBANKEN Årsmødet i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) fandt sted oktober i USA s hovedstad Washington. Mødet havde omkring deltagere, heraf cirka delegerede, pressefolk og øvrige deltagere fra banker, ngo er, private virksomheder etc. Hvert tredje år holdes årsmødet uden for Washington senest i 2009 i Istanbul i Tyrkiet og næste gang i Egyptens hovedstad Kairo i Verdensbankens årsmøde omfatter et møde i bankens udviklingskomité, som i år havde deltagelse af Danmarks udviklingsminister Søren Pind.

17 NR. 06/2010 BAGGRUND SIDE 17 TYRKIET DEN NYE STORE SPILLER I AFRIKA Med 15 nye ambassader i Afrika på tre år har Ankara sat alle sejl til. Det handler om at positionere sig som en stormagt og skabe nye markeder, men kursen blotter også en kontroversiel Darfur-politik. Af Martin Selsøe Sørensen, Istanbul Hvis man vil tages alvorligt som vægtig aktør på den internationale scene, må man have en ambitiøs Afrika-politik. Og det har Tyrkiet fået. Den tyrkiske regering har sat sig for at fordoble landets samhandel med Afrika, øge bistanden og sørge for, at befolkningerne lærer hinanden at kende. Ud over at bane vej for tyrkisk eksport handler det om at sikre Tyrkiet afrikansk opbakning i internationale spørgsmål. Tyrkiets mål er økonomiske fordele på kort sigt, politiske på mellemlang sigt for eksempel har Tyrkiet intentioner om at få sig et permanent sæde i FN s Sikkerhedsråd, hvis der sker forandringer i FN-systemet. På langt sigt er målet nye kilder til energi, hvis der opstår behov for det, siger Mehmet Özkan, der er ph.d.-studerende ved Sevilla Universitet og en af Tyrkiets fremmeste forskere i landets Afrika-politik. Et tyrkisk delmål blev opnået for to år siden, da Tyrkiet med afrikansk hjælp sikrede sig et midlertidigt sæde i Sikkerhedsrådet. Vejen til Paris går gennem Afrika. Tyrkiets udenrigsminister Ahmet Davutoglu under et besøg i Tanzania. For landet mellem Europa og Asien er der ikke kun tale om parallelle strategier forskellige steder i verden, for Afrika-strategien skal ses i sammenhæng med målet om EU-medlemskab. Sidste år sagde den daværende toprådgiver og nuværende udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, under et besøg i Tanzania: Vejen til Paris går gennem Afrika. Han gjorde det i samme forbindelse klart, at man ikke kan udvikle sine diplomatiske muskler, hvis man ikke også bokser med Afrika. Ambassader skyder op Tyrkiet har de seneste år markeret sig som en stadigt mere selvstændig og selvsikker regionalmagt i Mellemøsten, og sammen med forhandlingerne om EU-medlemskab har dette haft udenrigspolitisk topprioritet i Ankara. Sideløbende har Tyrkiet aktivt søgt at udvide sin indflydelsessfære uden for sit normale arbejdsområde. Det vil i praksis sige til både Caribien og Latinamerika og i allerhøjeste grad til Afrika. I 2008 havde Tyrkiet blot 12 ambassader i Afrika, men til næste år satser landet på at drive 27 ambassader fra Madagaskar til Marokko, og dertil kommer diplomatiske repræsentationer i 23 andre afrikanske lande. Historisk havde Det Osmanniske Rige forbindelser syd for Sahara, men under den kolde krig mistede Tyrkiet interessen og fik tilmed et dårligt image. Dels gennem den amerikanske spillefilm Midnight Express, der overdrev brutaliteten i tyrkiske fængsler, dels på grund af de store græske mindretal rundt om i Afrika, som efter Tyrkiets invasion af Cypern intet godt havde at fortælle afrikanerne om Tyrkiet. Balancegang. Tyrkiets præsident Abdullah Gül hilser på Sudans præsident Omar al-bashir ved det tyrkisk-afrikanske topmøde om samarbejde i Istanbul, Året efter udstedte den Internationale Straffedomstol, ICC, en arrestordre på al-bashir. Foto: Ibraham Usta/Polfoto. Mangel på kendskab Det vil Tyrkiet lave om på, så siden 1998 har Ankara arbejdet for at sætte Tyrkiet i et nyt lys i Afrika. Det foreløbige klimaks var et topmøde i Istanbul i 2008, hvor 49 afrikanske lande var repræsenteret, og den tyrkiske regering på sidelinjen førte bilaterale forhandlinger med de 42 af dem. Men som et tegn på, at der er tale om helt nye forbindelser, og at det måske er lidt uklart for afrikanske regeringer, hvad de skal bruge Tyrkiet til, var kun seks af de afrikanske lande repræsenteret på statslederniveau. De fleste andre sendte deres udenrigsminister eller fagministre. Den største udfordring mellem Tyrkiet og særligt det sydlige og centrale Afrika er det manglende kendskab til hinanden. Der er ganske vist en voksende interesse for Afrika blandt tyrkiske akademikere, men det går meget langsomt, siger Mehmet Özkan. En måde at opbygge kendskabet på er en rundhåndet uddeling af stipendier til tyrkiske universiteter til afrikanske studerende. I 2008 var det 300 om året, og Tyrkiet har forpligtet sig til at øge antallet. Sideløbende har bevægelsen omkring den tyrkiske religiøse tænker Fethullah Gülen på egen hånd åbnet over 100 grundskoler i 40 afrikanske lande lig dem, der eksisterer i Europa, Asien og USA. De er ikke religiøse, men almindeligvis kendt for høj kvalitet og en kombination af tyrkiske og lokale undervisere, og det bidrager til at udbrede kendskabet til Tyrkiet i Afrika. Gülen-skolerne gør to ting i Afrika ud over undervisning: De skaber et nyt tyrkisk image og hjælper tyrkiske forretningsfolk med at komme ud i marken, siger Mehmet Özkan. Mens Tyrkiet langsomt lærer de afrikanske lande at kende og omvendt, er der er ét gammelt tyrkisk venskab i Afrika, der skaber problemer i forhold til Ankaras alliancer i den vestlige verden: Sudan. Ikke snak om folkedrab i Darfur Siden osmannertiden har Sudan i kraft af sit arabiske og muslimske flertal naturligt hørt til i kredsen af de lande, Tyrkiet viser særlig opmærksomhed. Men siden katastrofen i Darfur har det været særdeles kontroversielt for regeringen i Ankara at insistere på at bevare et godt og nært forhold til Khartoum. Mens ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan den ene dag langer voldsomt ud efter Israel på grund af dets behandling af palæstinenserne i Gaza, så byder han den næste dag Sudans præsident Omar al-bashir velkommen i Istanbul. Siden al-bashir blev tiltalt ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, har han dog undladt at bringe sine tyrkiske venner i forlegenhed ved at dukke op i landet, men venskabet består, og Erdogan er gået så langt som til at sige, at muslimer ikke kan begå folkemord med tydelig adresse til Bashir. Nu har Tyrkiets Afrika-politik ikke nogen demokrati- eller menneskerettighedsdimension. Ifølge Mehmet Özkan fordi landet stadig har for mange problemer på hjemmefronten til, at det med vægt og troværdighed kan hæve stemmen i den slags spørgsmål. Men total fornægtelse af problemerne er der ikke tale om. Özkan har analyseret det tyrkiske forhold til Sudan og Darfur og konkluderer, at Tyrkiet prøver at ramme en balance mellem den stærke vestlige fordømmelse og den arabiske modstand mod overhovedet at blande sig. Når udenrigsminister Ahmet Davutoglu taler om Sudan, undgår han ordet folkedrab og understreger, at Tyrkiet støtter Sudans enhed, og at han gerne vil bidrage til en forhandlingsløsning på problemet i Darfur. Hvis vi vil have en løsning, er vi nødt til at have aktører, som bevarer deres indflydelse, sagde Davutoglu sidste år som et ekko af mantraet i Tyrkiets Iran-politik. Positionen i forhold til Iran er mindst ligeså kontroversiel, som den er i forhold til Sudan, men erfaringen med Iran er, at Tyrkiet efterhånden står så stærkt, at det kan tåle at stå fast. Om den holdning så også giver politiske resultater, er endnu for tidligt at sige. Martin Selsøe Sørensen er Politikens Tyrkietkorrespondent. TYRKIET OG AFRIKA Tyrkiet er verdens 14. største økonomi og forventer en vækst i år på over seks procent. Landets årlige samhandel med landene i Afrika er på 15 milliarder dollars. Det vil Tyrkiet fordoble på to år. Tyrkiets udviklingsbistand til Afrika er på to milliarder dollars årligt. De to største tyrkiske brancher med interesser i Afrika er bygge-, tekstil- og skotøjsbranchen. Turkish Airlines flyver til 17 destinationer i Afrika, 10 af dem syd for Sahara.

18 SIDE 18 REPORTAGE NR. 06/2010 JORDSKÆLV GAV OVER- LEVENDE ET BEDRE LIV små virksomheder har fået mikrolån fra Java Reconstruction Fund efter et jordskælv i Kvinden på billedet er i gang med at producere batik. Foto: Ulla Skovsbøl. Katastrofehjælp kan skabe langsigtet udvikling, hvis ofrene bliver aktivt involveret i genopbygningen af deres lokalsamfund. Det viser erfaringer fra den indonesiske ø Java. Af Ulla Skovsbøl, Kebon Saktira Haju har travlt ved skyllekarret. Hun bor i landsbyen Kebon på den vestlige del af øen Java i Indonesien og er i gang med dagens arbejde. Det foregår under et halvtag på den lille lavteknologiske tekstilfabrik, hun driver sammen med landsbyens andre kvinder. Hun skyller overskudsfarve ud af batikmønstrede tekstiler, mens hun småsludrer med nabokonerne. Alt ånder fred og ro i Kebon, men historien bag kvindernes batikproduktion er alt andet end rolig. I 2006 blev landsbyen ramt af et jordskælv, der blev målt til 6,3 på richterskalaen (skælvet i Haiti var på 7,0, red.). Det rystede hele det vestlige og centrale Java, kostede op mod mennesker livet og sårede cirka En million mennesker blev hjemløse, og de materielle ødelæggelser var alvorlige. Saktira husker, at hun var ved at lave morgenmad, da gulvet begyndte at bevæge sig. Hun og hendes søn var de eneste i huset den morgen, og de var heldigere end så mange andre, for de slap ud, inden taget styrtede ned. Men jordskælvet kom i mere end en forstand til at vende op og ned på deres liv. I første omgang var det en forandring til det værre, men nu, fire år efter, er Saktiras tilværelse på mange måder bedre end før. Hun har fået fast arbejde og er endda medejer af sin arbejdsplads sammen med 168 andre lokale kvinder. De laver håndmalet batik, driver deres egen forretning og sælger også varerne uden for landsbyen. Det har kunnet lade sig gøre, fordi de selv har gjort en kæmpe indsats, og fordi katastrofehjælpen fra de internationale donorer ikke kun blev brugt til at give folk tag over hovedet, men også til en målrettet indsats med mikrolån, uddannelse og rådgivning til lokale iværksættere. Livet er blevet bedre Det her er faktisk en succeshistorie, som man kan lære af i andre katastrofeområder, siger Shamima Khan. Hun er ansat af Verdensbanken som direktør for Java Reconstruction Fund (JRF), der forvalter den internationale donorbistand til Java. Genopbygningen får også gode karakterer i uafhængige evalueringer, og en spørgeundersøgelse fra i år understøtter Shamima Khans påstand: Syv ud af ti adspurgte i jordskælvsområdet vurderer, at de enten har den samme levestandard som før katastrofen, eller at det går dem økonomisk bedre nu end for fire år siden. Lokalsamfundene er mange steder blevet styrket, og folk har generelt fået bedre levevilkår og større indflydelse på deres nærmiljø, påpeger hun. Det skyldes først og fremmest en bevidst indsats for at involvere ofrene i genopbygningen. Folk har i stort omfang selv bygget de nye huse, så de passer til deres egne behov og til de lokale traditioner, og de har fået rådgivning og støtte til selv at udvælge de projekter, der nu har fået landsbyernes økonomi på fode igen. Tre forudsætninger for succes Shamima Khan er også direktør i den multidonorfond, der har stået bag genopbygningen i byen Banda Ache på en anden indonesisk ø, Sumatra, hvor mennesker mistede livet under tsunamien i julen Dér har alle de overlevende ofre også efterhånden tag over hovedet, men processen er ikke forløbet uden kritik, og i nogle faser har der været et alvorligt misforhold mellem lokalbefolknings behov og visse donorinteresser. En del af de huse, som blev doneret, passede således mere til leverandørernes behov end til modtagernes. For at undgå dén fejl har jordskælvsofrene på Java i stedet fået hjælp til selv at bygge de nye huse efter deres egne ønsker, behov og traditioner. På den måde har vi lært af vores erfaringer fra Banda Aceh, og især har vi lært, hvor vigtigt det er, at lokalsamfundet bliver involveret, siger Shamima Kahn. og fortsætter: Succesen på Java er, som jeg ser det, betinget af tre helt afgørende faktorer: At den indonesiske regering har villet og kunnet påtage sig lederskab, at velvillige donorer har ydet tilstrækkeligt til at fylde de huller, indoneserne ikke selv magtede, og at det lykkedes at engagere lokalbefolkningen aktivt, så genopbygningen er sket på deres egne præmisser. Hvis de forudsætninger er til stede, tror jeg, enhver genopbygning kan blive en succes, siger JRF-direktøren. Danmark er meddonor Langt størstedelen af pengene til JRF er gået til boliger og infrastruktur, men fonden afsatte også cirka 15 millioner dollars til mikrolån og erhvervsstøtte. Det er det, Saktira og de andre kvinder i Kebon nyder godt af. Deres batikproduktion er en af i alt små virksomheder finansieret af mikrolån fra JRF. Ligesom de øvrige erhvervsprojekter bygger deres forretning på viden og kunnen, de havde i forvejen. Men vi har hjulpet dem med at udvikle deres produktion og gjort den mere effektiv, siger Johan Grundberg. Han er projektleder i Kebon for International Organisation for Migration (IOM), som JRF har engageret til at stå for iværksætterhjælpen. De kunne lave batik før, men vi har tilbudt dem uddannelse i eksempelvis marketing og regnskabsføring, som er afgørende for dem, når de skal gøre deres virksomhed mere professionel, siger han. IOM lægger desuden vægt på ligestilling, så halvdelen af de nye iværksættere er kvinder. Og den nye status som selvstændige erhvervsdrivende giver tydeligvis landsbykonerne stor selvtillid. Saktiras kolleger stråler af stolthed, mens de viser rundt i deres lille butik og udstillingslokale. De demonstrerer, hvordan mønstrene bliver tegnet på stofferne og fortæller om de urter, de bruger til indfarvningen. Med rådgivning fra Johan Grundberg og hans IOM-kolleger har de erstattet de skrappe syntetiske kemikalier i produktionen med mere miljøvenlige plantefarver, og stofferne i Saktira Hajus skyllekar ligner derfor ikke det spraglede farveorgie, man ellers ser i Javas batikforretninger. De miljøvenlige farver er et plus for kvindernes sundhed og for miljøet, men det stiller nye krav til markedsføringen. Det købedygtige publikum, som kan og vil betale ekstra for bæredygtig batik i brunt og beige, bor nemlig ikke i Kebon. Men i kraft af deres nye viden om salg og marketing har kvinderne ind til videre klaret skærene, og personligt synes Saktira Haju, at livet i landsbyen er blevet bedre. Jeg lavede også batik før jordskælvet, men det var hjemme hos mig selv, og jeg tjente ikke nær så meget på det som nu, og så har jeg lært en masse spændende nye ting, fortæller hun. Uden jordskælvet var hun og de andre koner fra landsbyen ikke blevet aktive erhvervskvinder med en succesfuld fælles forretning og penge på kistebunden. Ulla Skovsbøl er freelancejournalist. JAVA RECONSTRUCTION FUND JRF er finansieret af syv donorer. EU tegnede sig for mere end halvdelen af fondens 94 millioner dollars, Den Asiatiske Udviklingsbank var involveret, og desuden har Holland, Finland, Storbritannien, Canada og Danmark bidraget. Danmark tegnede sig for to procent af hjælpen, svarende til 1,6 millioner dollars.

19 NR. 06/2010 REPORTAGE SIDE 19 MIKROLÅN PÅ MONGOLSK Op mod tusind indbyggere i Mongoliet har over tre år benyttet sig af Dansk Mongolsk Selskabs enkle tilbud: Lån, hvad der svarer til 375 kroner og skab dig en levevej. Tekst og fotos: Mette Holm, Nalaikh Der er trangt hjemme hos Altanchimeg. Det lille vakkelvorne hus centrale rum er familiens køkken og systue for Altanchimeg og de fire andre kvinder i en selvhjælpsgruppe i Nalaikh, tidligere mineby et halvt hundrede kilometer fra Mongoliets hovedstad, Ulaan Baatar. Altanchimeg, der ligesom de fleste mongoler kun anvender ét navn, er 34 år, gift med en smed, der inspireret af hustruens selvhjælpsgruppe har oprettet en smedje i samarbejde med med slægt og venner. De har en datter på 10 år og femårige tvillingedrenge, som skal i skole efter sommerferien, og som med hjælp fra storesøsteren sidder og skriver tal og bogstaver i hver deres kladdehæfte. Kvinderne oprettede den fælles systue i 2008 for lån fra det Sociale Partnerskabsnetværk (SPN), en ngo udsprunget af Dansk- Mongolsk Selskabs (DMS) mangeårige sociale arbejde i Mongoliet. De syr traditionelt tøj, har for længst afdraget deres lån og netop optaget et nyt på 1,5 millioner tugrug (godt kroner), som dels er investeret i en ny symaskine, dels skal bruges på en tilbygning, så systuen kan flytte ud af Altanchimegs køkken. Opsparingens kunst Før arbejdede jeg alene. Somme tider var der ingenting at lave. Andre gange fik jeg ordrer så store, at jeg måtte afslå, fordi jeg ikke kunne overkomme det, fortæller Altanchimeg. Nu kan vi producere mere og bedre. Jeg tjener flere penge. Det gør vi alle fem. Og så har jeg lært at spare op. Det kendte jeg ikke til tidligere. Det er meget vigtigt for os nu, i forretningen, i husholdningen og også i min mands smedje. Det betyder, at vi kan planlægge, siger hun. DMS mikrokreditprojekt løber over fire år fra 2007 til Danida står med 4,9 millioner kroner for broderparten af finansieringen. DMS har udtænkt projektet og skudt kroner i det. Konceptet er enkelt: et lån på tugrug (cirka 375 kroner) til etablering af en levevej. Det kan være et drivhus, en symaskine, frø og spirer til at dyrke grøntsager eller værktøj til et reparationsværksted. Der er mange fine eksemple. Op mod familier i fem aimags (provinser, red.) har optaget lån og stiftet selvhjælpsgrupper siden Bulgan Njama, projektansvarlig i DMS, fortæller, at formålet er at styrke fattige familier, så de bliver i stand til at klare sig selv og får overskud til at hjælpe andre. Hæfter i fællesskab Selvhjælpsgrupper på fem personer hæfter i fællesskab både for hinandens lån, for at stive hinanden af såvel som for at mindske fristelsen til ikke at betale tilbage. Lånet afdrages med to procent hver 14. dag. Halvdelen af de tilbagebetalte penge er øremærket til nye lån til gode betalere som Altanchimeg og hendes kolleger lån til nye medlemmer og til forbedring af for eksempel det lokale boligmiljø eller børnenes vilkår. Den anden halvdel går til selvhjælpsgrupperne i det større fællesskab: en andel til de forenede selvhjælpsgruppers fælles faciliteter, en til etablering af en ny selvhjælpsgruppe og en til organisatoriske aktiviteter, for eksempel oplysningskampagne til værn om miljøet eller sunde spisevaner for børn. Fra formynderi til frihed For der er mange nye problemer i Mongoliet. Syv årtier som vasalstat med stabil kommandoøkonomi og betydelig forsyningssikkerhed til gengæld for at være Sovjetunionens buffer til Kina. Arbejde til alle var en selvfølge, arbejdsløshed var forbudt, men flertallet levede en nomadetilværelse på steppen. I dag er der stor frihed, men langtfra alle kan finde et eksistensgrundlag i dette opbrud, som når man sammenligner med andre lande i samme proces ellers går godt. Bulgan Njama, der selv er fra Mongoliet, siger: I dag er der arbejdsløshed og fattigdom. Det kendte man jo slet ikke før. SPN arbejder i fem aimags, hvor et overordnet socialt partnerskabsnetværk i den lokale hovedstad tjener som mødested, undervisningscentral og inspiration til oprettelse af flere selvhjælpsgrupper. SPN har sekretariat i Ulaan Baatar, som koordinerer, støtter demokratisering og inspirerer og uddanner folk til at tage vare på egne interesser i forhold til samfundet og staten. I et lokalområde kan selvhjælpsgrupper gå sammen om at løse et fælles affaldsproblem, enten ved selv at gøre noget ved det eller opfordre lokalmyndighederne til at leve op til deres ansvar med kommunal renovation. Selvhjælpsgrupperne arbejder med indkomstskabende aktiviteter, som de har færdigheder til eller er mest interesserede i. Det kan være forarbejdning eller fremstilling af honning, henkogning af bær og grønt, filtsko og støvler, reparation af tøj og ting meget lidt bliver smidt væk i Mongoliet bageri eller andet. Selvhjælpsgrupperne arbejder for sig selv på mikroplan, og de går sammen om større projekter af fælles interesse. Talenterne blomstrer En onsdag i marts er Nalaikhs selvhjælpsgrupper til træf, kaldet forum, på byens rådhus. En ung kvinde, lektor i økonomi på Ulaan Baatar Økonomiske Institut, fortæller om privatøkonomi, budgetlægning og regnskabsføring. Omkring 75 mennesker flest kvinder lytter og noterer flittigt. Salen er propfuld, og der er sat ekstra stole op langs væggene. Indimellem er der underholdning: To gæve ældre herrer synger tostemmigt. Den ene akkompagnerer på trækharmonika. En ung kvinde i stramtsiddende rød tylskjole synger duet med en ung mand i guldlaméjakke. Når først der tages hul på talenterne, synes der ingen grænser at være. I vindueskarmene og på et stort bord ligger eksempler på selvhjælpsgruppernes produkter: diverse henkogt frugt og grønt på glas, filttøfler og -figurer, billedtæpper, moderne tøj med udgangspunkt i de traditionelle kofter (kjolelignende beklædning, red.) og træskærerarbejde. Ikke alles arbejde kan udstilles, for eksempel ikke det fra fem unge mænd, der har slået sig sammen om at reparere dæk. Bulgan Njama forklarer, at det langsigtede mål er, at selvhjælpsgrupperne smelter sammen til lokale græsrodsorganisationer, der effektivt er i stand til at varetage lokalsamfundets interesser. Det kan være aktiviteter på skolen, drikkevandsforsyning, forbedring af boligmiljøet og alt det andet vigtige i hverdagen. Nogle arbejder i en børnehave en dag om ugen, andre har lavet et bibliotek. Man kan støtte sit lokalområde på mange måder. Mongoliets præsident, Elbegdorj Ts, der besøgte Danmark i begyndelsen af oktober, er meget glad for det dansk-mongolske projekt: Disse små lån hjælper mennesker ud af fattigdom og sætter dem i stand til at klare sig selv. Ud over at være til gavn for de enkelte familier er det også til gavn for landet, siger præsident Elbegdorj. Mette Holm er journalist og forfatter. Op mod familier har siden 2007 optaget lån og stiftet selvhjælpsgrupper gennem Dansk-Mongolsk Selskabs mikrokreditprojekt i Mongoliet. På billedet lokal underholdning under gruppernes møde på rådhuset i byen Nalaikh. 34-årige Altanchimeg her med sine tre børn deltager i Dansk-Mongolsk Selskabs mikrokreditprojekt.

20 SIDE 20 KULTUR NR. 06/2010 BØGER James Lovelock: Gaias forsvindende ansigt Bogen er forfatterens fjerde bidrag til klimadebatten. I denne nye udgivelse går han et skridt videre end hidtil ved at argumentere for, at selv om vi formindsker forureningen, tegner dette århundredes klimaproblemer til at blive større, end forfatteren hidtil havde forudset. Hovedland, august 2010, 249 kr. Thomas Hylland Eriksen: Ethnicity and Nationalism Anthropological Perspectives En revurderet udgave af førsteudgaven fra Forfatteren tager udgangspunkt i begrebet etnicitet og argumenterer for, at begrebet langtfra er statisk. Pluto Books, september 2010, 256 sider, ca. 145 kr. White Material følger den franske kvinde Maria, som trods borgerkrig nægter at forlade sin kaffefarm i Afrika. Foto: PR-foto. SIDSTE DAG PÅ KAFFEFARMEN Anmeldelse: White Material er en brutal og umådelig smuk film om anarki, vanvid og opbrud i Afrika og om at kæmpe for at blive dér, hvor man føler, man hører til. Af Louise Windfeld-Høeberg Det er ikke til at sige præcis hvor vi befinder os i den franske instruktør Claire Denis seneste film, White Material. Men vi er et sted i Afrika det kontinent, som instruktøren selv voksede op på midt i det sælsomme, dampende kaos, som opstår, mens menneskene venter på, at en oprørshær når frem. Nogle gange ligner det Rwanda, andre gange DR Congo, blandet med en stor kop Zimbabwe, fordi historien handler om den hvide farmers kamp for at få lov til at blive dér, hvor hun synes, hun hører hjemme. Men om lidt vil det hele koge over. Om lidt svinges macheterne og anarkiet, vanviddet og opbruddet vil opsluge alt. Om lidt bliver skolebørn til afstumpede soldater, høje på mærkelige piller fra det lokale apotek, hvor de lige har skudt indehaveren. Om lidt vil intet nogensinde være som før. De andre flygter i belæssede pick-up trucks gennem det ubegribeligt smukke landskab. Men Maria (Isabella Huppert), med det vilde, rødbrune hår og den porcelænsagtige hud, vil ikke forlade sin kaffefarm. Måske er det virkelig, fordi høsten står for døren, som hun selv siger. Måske er det i virkeligheden, fordi hun ikke hører til andre steder end her i den afrikanske bush og derfor ikke aner, hvor hun skulle flygte hen. Hun kan i hvert fald ikke drømme om at rejse hjem til Frankrig. Frankrig er kun noget, hun truer sin halvvoksne søn, Manuel (Nicolas Duvauchelle) med, hvis han ikke opfører sig ordentligt, eller hvis han bliver i sengen hele dagen. Som om det kan være en trussel midt i en vanvittig borgerkrig. Gud giver ikke op, står der på kirken. Nej, det gør han nok ikke, men præsten er ikke desto mindre skudt, og fluerne summer over liget i middagsheden. Bliv bare en lille uge, trygler Maria sine arbejdere på farmen. Men kaffe er ikke værd at dø for, siger de og flygter på motorcykler. Og så følger vi Marias kamp for at få høsten i hus, mens resten af verden omkring hende står i flammer. Blind for omverdenen Isabella Huppert er sanselig og overbevisende i den krævende rolle som den komplekse Maria, der på en gang er så sart og skrøbelig af statur, men samtidig sprængfyldt af stålsat mod og enorme personlige ressourcer. Det er derfor, man undervejs undrer sig over, hvorfor hun alligevel på mystisk vis er helt blind for, hvad der foregår omkring hende. Måske er det, fordi der ikke er nogen alternativer, eller måske er det, som den gamle sorte mand siger: Du vil bare ikke miste noget, du mener er dit. Det gælder ikke kun jord, men så sandelig også dem, hun elsker på sin egen forkvaklede facon. Tag nu André (Christopher Lambert), der godt nok er hendes eksmand, men som hun stadig driver farmen sammen med, og som forsøger at redde hende ved at forære farmen til den lokale borgmester. André har fået et barn med en af de ansatte, sorte kvinder en dreng, som Maria midt i vanviddet har overskud til redde ud af skolen, inden den frygtelige hær af børnesoldater når frem. Marias egen søn, Manuel, den smukke, tatoverede græske yngling, står derimod ikke til at frelse. Det ved vi allerede fra begyndelsen, hvor han brænder inde, inden instruktøren spoler tiden tilbage og giver os hele den grusomme, men også meget rørende forhistorie. Manuel er født i Afrika. Det er dér, han hører hjemme. Men landet elsker ham ikke, som den sidste tilbageværende arbejder på farmen betror Maria, efter at Manuel er gået grassat, har barberet sit blonde hår af og har tvunget den sorte stuepige til at sluge det. Nu er han forsvundet. Ikke flere cocktails Mens mændene omkring Maria går i opløsning, bliver vanvittige eller går i handlingslammende panik, fortsætter hun med at høste sin kaffe. Om natten sidder hun og spiser kolde ris, alene i mørket, for at spare på den dyrebare diesel til generatoren. Alene i stilheden. For radioen skal man ikke tænde for. I Claire Denis film har den nemlig samme funktion, som den havde kort før folkemordet i Rwanda. Det er en forførende agitator, der skruer mere og mere op for hadefuld propaganda: For the white material er festen slut, ikke flere cocktails på den skyggefulde veranda, mens vi andre sveder blod, siger en af radiospeakerne. Og man hører godt efter, når nogen siger noget. For det meste af tiden holder menneskene mund i filmen. Men det er ikke, fordi man savner tale, for Afrika taler nemlig for sig selv: Lyden af det tørre græs, der knækker under militærstøvlerne, lyden af bananpalmerne, der brænder. Og lyden af det angste åndedræt hos oprørslederen Boxer (Isaach De Bankolé), der er hårdt såret, og gør alting meget værre ved at søge tilflugt på Marias farm. Claire Denis har skabt en sindsoprivende og stemningsmættet film om de sidste dage på kaffefarmen, der på trods af indholdet (den hvide farmer, forarmede børnesoldater, korrupte politikere og masser af blodige macheter) stort set er blottet for Hollywood-klichéer. White Material er derfor, uanset uhyrlighederne, en meget smuk film, der bliver siddende i kroppen. Louise Windfeld-Høeberg er skribent for Weekendavisen. WHITE MATERIAL Instruktør: Claire Denis Manuskript: Claire Denis og Marie N Diaye Medvirkende: Isabelle Huppert, Christopher Lambert, Nicolas Duvauchelle Why Not Productions 106 min., fransk, udkommer på dvd 6. december (se trailer på youtube.com) Ca. 100 kr., kan forudbestilles på Amazon.co.uk. Alaa al-aswany: Bokserhunde i alle farver Bogen er en novellesamling med historier fra det moderne Egypten, som bindes sammen med en stærk kritik af landets kultur. Fortællingerne indeholder både generationskonflikter, kærlighed og skildringer af sammenstød mellem vestlige og arabiske idealer. Hr. Ferdinand, september 2010, 188 sider, 299 kr. John Campbell: Nigeria Dancing on the Brink En gigant på lerfødder. Nigeria, der længe har været USA s mest betydningsfulde strategiske partner i Vestafrika, står nu over for en risiko for at kollapse. USA s ambassadør i Nigeria , John Campbell, udforsker grundene til landets nuværende situation. Rowman & Littlefield, november 2010, 192 sider, ca. 175 kr. Orla Ryan: Chocolate Nations Living and Dying for Cocoa in West Africa 70 procent af verdens kakao produceres i Vestafrika. Millioner af bønders liv afhænger af kakaobønnen. Bogen undersøger deres vilkår og kommer omkring emner som børnearbejde og fair trade. Zed Books, december 2010, ca. 545 kr. Kim Knott og Sean McLoughlin: Diasporas Concepts, Intersections, Identities Bogen forsøger at behandle begrebet diaspora (eksilgrupper) mere almen videnskabeligt ved at give en omfattende oversigt over de involverede grupper og idéer både politiske og kulturelle. Bogen undersøger i den forbindelse større begreber og teorier, såsom migration og etnicitet Zedbooks, oktober 2010, ca. 590 kr. Gareth A Jones m.fl.: Bringing Youth Into Development Ungdommen overses i udviklingsøjemed, og unge mennesker falder gennem hullerne i regerings- og ngo-programmer. Essayene i bogen giver et alternativt syn på udviklingsproblemer og belyser unge menneskers indflydelse. Zed Books, oktober 2010, ca. 635 kr. Unity Dow og Max Essex: Saturday is for Funerals I Danmark slapper vi af om lørdagen i Botswana bruges dagen ofte på at begave familiemedlemmer og venner, der er bukket under for aids. Bogen beskriver landets kamp mod sygdommen og kampen for at vende døds- og smittekurven. Harvard University Press, maj 2010, 240 sider, ca. 115 kr. Evelio Rosero: Hæren Borgerkrigen i Columbia skildres gennem øjnene på den lumre, pensionerede lærer Ismael. Han lurer notorisk på kvinder, men da hans egen kone forsvinder under et angreb på deres landsby, kan Ismael alligevel ikke flygte uden hende. Sohn, september 2010, 180 sider, 249 kr.