Inger Thornholm. MIN FAMILIES HISTORIE som jeg husker den

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Inger Thornholm. MIN FAMILIES HISTORIE som jeg husker den"

Transkript

1 Inger Thornholm MIN FAMILIES HISTORIE som jeg husker den

2 side 2 Valby, 18/ Kære Gunhild Din moder bad mig skrive, hvad jeg ved om min familie så langt tilbage, jeg kan huske. Meget af det, jeg her vil skrive til dig, er noget, der er blevet, mig fortalt, især af min mor, altså din oldemor, som var en blændende fortæller. Jeg tror, jeg vil begynde med min mors familie. Min mor er født den 7. september Hendes hjem var på Gammelholm i Tordenskjoldsgade 32, den gade der ligger op til Det kongelige Teater. Hun var altså rigtig københavner med stort K. Hendes far, som døde i 1924 som 80-årig, har jeg kendt. Han hed Salomon Jensen og stammede fra Birkerød. Jeg ved ikke, hvad hans forældre var, men de var rimeligvis landarbejdere. Jeg har forstået, at han var blandt dem, der på den tid indvandrede til storbyen. Jeg ved, at han på et tidspunkt kørte hestesporvogn, men senere arbejdede han som havnearbejder, og endnu senere var han arbejdsmand i et firma, der hed Trier Goldsmidt - et kolonialfirma. Min mormor har jeg aldrig kendt. Hun døde i 1899 efter at have født 10 børn - 7 piger og 3 drenge. Min mor var nummer 2. En dreng og en pige døde som små. Der var 22 års aldersforskel på den ældste og den yngste, som var en pige. Hun var kun 7 år, da hendes mor døde, så min mor måtte føre hus for sin far og de yngre søskende. Jeg må hellere fortælle, at min mor hed Emma Jensine Jensen. Tordenskjoldsgade var en gade med meget store herskabslejligheder i forhuset. Så var der et baghus, og der boede så arbejderfamilierne. Dengang var det meget almindeligt, at familierne havde 8-10 børn, og der herskede stor fattigdom. Min mor har altid beskrevet sit hjem som et godt hjem. Hendes far var en flittig og sparsommelig mand, hendes mor en dygtig husmor. Arbejdsdagen var meget lang dengang. Min bedstefar var vicevært i ejendommen. Der fandtes ikke elektrisk lys; trappebelysningen var gas, og den skulle slukkes klokken 23. Det foregik i en dyb kælder, og det måtte de store børn gøre. Når mor beskrev det for mig, syntes jeg, det var noget af det uhyggeligste, jeg havde hørt. Uhumske kældre fyldt med rotter! Det var jo i nærheden af havnen. Samtidig var toiletforholdene også primitive; der var en række lokummer i gården, som alle beboerne var fælles om, så det var ikke mærkeligt, at sygdomme florerede - især var børnedødeligheden stor. Det var meget almindeligt, at børn begyndte at arbejde, når de var år. Mor havde plads i en herskabsfamilie. Dengang havde de rige mennesker både kokkepige, stuepige, barnepige, og så var der sådan en stikirendpige på år. Hun hentede brændsel, pudsede sko, gjorde lamper i stand, pudsede sølvtøj osv. Alt blev gjort med håndkraft; arbejdskraften var billig. Mor gik i skole i Larslejstræde, en af Københavns ældste kommuneskoler. Hun var meget intelligent, og havde det været i dag, havde hun været blandt dem, der kunne have taget en højere uddannelse, men på den tid blev der ikke tænkt på, at en pige skulle andet end ud at tjene. Så havde hun jo både kost og logi og den kongelige løn af 8-10 kroner pr. måned. Mor har beskrevet alt så levende. F. eks. hvordan hele familien til fods tog til de små haver i Pilealleen, hvor man selv havde mad med, og hvor man så kunne købe varmt vand på maskine, så man selv kunne lave kaffe. Hele familien vandrede til fods med den lille i barnevogn - Der var altid en lille i barnevogn. Mor havde en moster, der var gift med en murermester - Ole Larsen - i Brøndbyøster, dengang en landsby i nærheden af København, nu en forstad med højhuse, men med den gamle bydel bevaret. Tante Ane og onkel Ole var barnløse og efter den tid ret velhavende, så det var et samlingssted for hele familien. Man gik simpelthen derud om søndagen - cyklen var endnu ikke blevet opfundet. Jeg har selv som lille pige gået den lange vej, og kan dunkelt huske det. Tante Ane og onkel Ole døde omkring Min mor tjente hos dem omkring 1892, og de bekostede, at hun lærte at sy på en systue, der lå på Vesterbrogade. Hun var i lære nogle måneder.

3 side 3 Hun betalte for at lære og fik derfor lov til at holde fyraften klokken 18. Hun havde jo en lang vej på gå-ben hjem ad Roskilde landevej til Brøndbyøster. Det kan synes en kort læretid, men hun havde utrolig nytte af sine kundskaber, og en tid gik hun ud og syede for fine her- skaber. Dengang var det i bedre hjem almindeligt, at der kom en sådan sypige et stykke tid for at sy nyt og reparere. Daglønnen har nok været minimal, men man fik jo kosten. Hun tjente i herskabshuse til en løn af 14 kroner om måneden, men da hun blev meget syg - jeg tror, det må have været dif- teritis - blev hun indlagt på Blegdamshospitalet, som dengang var epidemihospital. Der blev hun hårdt angrebet af gigtfeber og ledegigt, der bevirkede, at hendes hænder blev fuldkommen deformerede. Jeg tror ikke, at hun derefter mere kom ud at tjene, men det var det, der gjorde, at hun lærte at sy. Trods det store handicap, hendes hænder var - og uden smerter har det jo heller ikke været - var der ikke noget, hun ikke kunne. Hun havde et ukueligt gemyt, et pragtfuldt humør og hendes motto var: "Prøv igen og giv aldrig op!" Jeg må slippe mor lidt. Hun lærte far at kende, da hun tjente på et studenterpensionat i Rørholmsgade. Far arbejdede hos en øltapper i kælderen. Han var dengang 19 år, og mor var 20 år. Min far hed Niels Peter Petersen og var født i Valby, som dengang var en landsby. Hans far arbejdede på Carlsberg. Min farmor hed Johanne. Hun var født Olsen og stammede fra Marbjerg, hvor hendes far vist nok var smed. De blev gift i 1874 og boede beskedent i Valby. Min far var ældst. Han havde to brødre, Kristian og Lauritz. Kristian var kobbersmed, og Lauritz var gørtler. Lauritz blev hele min barndom fremhævet som et lysende eksempel. Han havde fået flidspræmie - et ur - i skolen. Kristian var, så vidt jeg har fået fortalt, en vild krabat. Han var en dygtig håndværker, han tog på Valsen og døde i 1911 i Belgien. Lauritz døde i 1912, så jeg har ikke kendt nogen af dem. Far rejste til Amerika i Han var dengang forlovet med mor, og det var vel meningen, at hun skulle følge efter ham. Der er jo en masse af min mors breve fra den tid, og så hvad jeg har fået fortalt. Hvorfor han rejste til Amerika, ved jeg ikke, men det var jo "Det Forjættede Land" dengang. Tiderne var strenge herhjemme, og det var de, så vidt jeg kan skønne, også i Amerika. Han var korporal i den amerikanske hær i krigen mellem Amerika og Cuba. Det var vistnok noget, man blev presset til på grund af arbejdsløshed. I min barndom blev der talt meget om Amerika, og jeg tror, at far aldrig slap drømmen om Amerika, selvom han sikkert ikke har spundet guld derovre. Han var der i 7 år, og i den tid holdt hans forlovelse med mor. Far vendte hjem fra Amerika i Jeg tror, det var hans mening at rejse tilbage. Jeg tænker mig, at det var mor, der jo var hårdt ramt af sin ledegigt - efterhånden nærmede de sig jo også de 30 år - der har holdt ham hjemme. Far fik arbejde på Carlsberg, hvor hans far havde arbejdet i over 25 år. Hans far døde i 1902, og da der dengang ikke var noget, der hed folke- pension, blev der til min farmor købt en lille ejendom med seks lejligheder, hvoraf hun selv boede i stuen. Ejendommen Valhøjvej 11 kom jo igennem over 70 år til at spille en stor rolle, igennem et par generationer i vores familie, men den epoke må jeg nok hellere skrive et afsnit om længere henne i min beretning. Som sagt begyndte far sit arbejde på Carlsberg; han arbejdede som noget, der hed maltgører. Dengang boede nogle af arbejderne som ungkarle på bryggeriet som et led i noget opsynstjeneste. Mor og far blev gift den 6. juli Deres første lejlighed var en lille kvist på Gammel Jernbanevej. Senere flyttede de til Toftegårdsalle 1, hvor alle vi fire børn er født. Mor og far var gift i 7 år, før de fik os, så det var den helt store

4 side 4 Figur 1 Familien omkring spisebordet. Fra venstre er det Ole, Otto (bagest), Aksel, Niels Peter, tante Hilda, Emma og Inger. sensation, da min ældste broder - Hans Otto - blev født den 19. februar Han var selvfølgelig verdens ottende vidunder, og ikke mindst min farmor gik helt amok og gjorde alt for at ødelægge ham. Jeg blev født den 20. februar 1911, altså dagen efter Ottos 2 års fødselsdag. Jeg tror, at ikke mindst min mor var glad for sin pige, men min farmor brød sig ikke om piger, så det var da et held, da mor den 27. august 1913 fik min broder Ole. Hun har selv fortalt mig, at hun var dybt fortvivlet, da hun skulle have ham, men naturen er jo heldigvis så viseligt indrettet, at der hos en mor altid er plads til et barn til. Den 4. marts 1915 fik mor så min lillebror Aksel, der kun vejede 2000 gram ved fødslen. Hun havde været syg under hele svangerskabet, men det må også have været strengt med os tre på henholdsvis 6, 4 og 11 år. Vi boede på 4. sal, pengene har sikkert ikke været store, og så var Første Verdenskrig brudt ud i Trods det lille, svage barn og os tre livlige unger gik det. Min mor syede og lavede alt vores tøj, strikkede strømper og vanter, men dengang var der jo hverken radio eller fjernsyn, så aftenerne gik med håndarbejde. Ind imellem syede hun også for fremmede. Far var med i sin vistnok nystiftede fagforening. I den 15. oktober - flyttede vi til en helt ny ejendom på Rosengårdvej 11, senere omdøbt til Mellemtoftevej. Det var Arbejdernes Andelsboligforening afd. 4. Noget helt nyt var startet inden for boligområdet. Jeg erindrer tydeligt den dag, vi flyttede til vores nye hus. Vi havde jo fulgt byggeriet lige fra grunden, da vi boede lige om hjørnet. Jeg blev betroet at bære saltkarret, og min storebror tog en tur i vores vugge, der var på hjul, rundt om i gaderne. Det var noget helt nyt med andelsboliger, og da der skulle betales et indskud på 400 kroner og erlægges en husleje på 33 kroner pr. måned, var det den tids solidere del af arbejderklassen, der boede der. De fleste familier havde 3, 4 eller 5 børn. Lejlighederne var ikke særlig store, men var efter den tid lidt luksuspræget: der var elektrisk lys, WC og et køkken med gasbord med indbygget ovn og fliser på væggene. Jeg kan endnu huske min mors stolthed, når hun fremviste sit flotte, lyseblå køkken med hvide fliser på væggene. Vi boede i stuen, og der var frygteligt fodkoldt, og dengang var fyringsforholdene ikke særlig gode. Der var kakkelovn i begge stuer, men der blev aldrig fyret i mere end den ene. Døgnbrænderen var ikke opfundet, så det var en iskold lejlighed, man startede i om morgenen, og da gulvtæpper var en luksus - vi havde et i "den fine stue" - så skulle der vaskes gulv over hele huset hver dag. Det sled på fernissen, når seks mennesker færdedes på et så lille areal. Den bedste af stuerne stod til stads. Her var de bedste af

5 side 5 møblerne, alle familieportrætterne, som væggene var tapetsere med, og alt nipset, som man havde meget af på den tid, samlet. Jeg tror, vi havde et rimeligt pænt hjem. Det så nogenlunde lige ens ud i alle 60 lejligheder. Det var pæne og ordentlige mennesker, og jeg tror næsten, at der i samtlige hjem hver morgen dumpede en Socialdemokrat ind af brevsprækken. De fleste af beboerne var medlemmer af Socialdemokratiet. I mit hjem blev der talt meget politik. Det var jo under Første Verdenskrig, som jeg husker meget fra. Den varede som bekendt Der var mangel på alting, både fødevarer og tøj, så når der var varer i en forretning, blev vi børn stillet op i køen. Rationeringsmærker havde vi på mange ting. Mine forældre havde købt en byggegrund på Nakskovvej i Valby. Den blev et stort tilskud til vores husholdning af havesager. ************************************ Jeg har taget en lang pause i min fortælling, men da jeg nu er fyldt 80 år og nærmer mig slutningen af mit liv, må jeg have gjort dette færdigt. Som jeg har beskrevet, var vi en typisk, solid arbejderfamilie. Da min farmor døde, var far eneste arving, så vi blev pludselig "velhavende", ejer af et hus med seks lejligheder. Farmor havde kæmpet med at få økonomien til at hænge sammen. Hun havde ikke andre indtægter end huslejen, og hun havde altid været meget gæstfri, når hendes familie kom på besøg, så da alting blev dyrt på grund af krigen, og alt var rationeret, kunne hun slet ikke få det til at slå til, så mor støttede hende med sukker- og smørmærker. Under krigen blev der indlagt elektrisk lys, hvilket medførte en huslejestigning på 2 kroner om måneden. Jeg husker hende som en skrap dame og var lidt bange for hende; det var tydeligt, at piger ikke lige var hendes hobby. Alligevel var hun vist god nok, hun var flittig i sine hænder og syede de flotteste hedebo broderier. De år, min far var i Amerika, boede hans familie Vesterbrogade 145 over gården, lige over for "Sorte Hest. Bedstemor havde hest og vogn i en stald derovre, og hun havde et stade på Amagertorv, hvor hun solgte blomster og finere frugt. Hun havde en søster derinde også. Hvordan og hvor længe hun gjorde det, ved jeg ikke, men hun tjente gode penge, og da hun elskede at give gaver og invitere på god mad, fik pengene ben at gå på. Mor fortæller, at efter en handel på Torvet om søndagen blev vognen pakket med varm middagsmad, og så blev der kørt i skoven. Utroligt, at der var kræfter til det, men det har jo nok ikke været hver søndag. Farmor døde i Hun blev fundet død på gulvet, og jeg husker hendes begravelse meget tydeligt. Det var meget fint vejr, alle blev bespist på Valhøjvej. Der var fire små haver, så gæsterne kunne slappe af. Jeg syntes med mine 8 år, at det var meget spændende. Da hendes hjem, der var overfyldt af møbler og nips, skulle fordeles, blev vores hjem overfyldt med ting og sager. Min bror Ole på 6 år sagde med foragelse i stemmen: "I hugger alting fra hende". Det, at mine forældre pludselig blev husejere, forandrede ikke den daglige levevis. Nej, der skulle spares op, så vi børn kunne få en god uddannelse, helst en akademisk. Jeg tror, at den jævne, almindelige arbejder dengang havde stor respekt for folk med en boglig uddannelse. Min ældste bror - Otto - var lige kommet i mellemskole på Ny Carlsbergvej Skole. Dengang var der ikke mellemskole på Valby Skole. Ny Carlsbergvej Skole var forud for sin tid. Den havde en kvindelig inspektør - Margrethe Petersen - der også var radikal borgerrepræsentant på Københavns Rådhus. Jeg ved, at den skole kom til at betyde noget for ham resten af livet, dels gennem de unge, moderne lærere og kammeraterne, han fik - de havde kontakt hele livet - dels fordi han traf sin kone for livet, nemlig Sonja, som I nok skal få et ekstra kapitel om senere. Alt så således rosenrødt ud for vores lille familie, da lynet slog ned den 1. september 1920, hvor vores far - 46 år gammel - blev ramt af en hjerneblødning. Han blev lam i højre side og kom aldrig til at arbejde mere. Vi børn var henholdsvis 12, 10, 8 og 6 år, og vores mor havde ikke et særligt godt helbred, men hun holdt med utrolig optimisme og flid sammen på det hele. Jeg ved, at far fik halv løn - jeg tror, det var et halvt år - og meget lidt fra sygekassen. Huslejen var på 33 kroner pr måned, og skatten var meget lille dengang. Da vi jo havde huset - altså formue - fik

6 side 6 vi ikke hjælp nogen steder fra. Far fik 28 kroner om måneden i pension fra Carlsberg, og så var der jo indtægten fra huset, som, tror jeg, var ca. 100 kroner pr. måned, når udgifterne var trukket fra. Vi er aldrig gået sultne i seng, men slik og andet luksus fandtes ikke. De svære år klaredes ved, at der var sparet op. Mor syede selv vores tøj - for det meste omsyninger af andres aflagte tøj. Det var en begivenhed at få et par nye sko. Jeg havde, fra jeg var 12 år, en byplads på et vaskeri. Jeg gik i byen, hjalp til på vaskeriet og vaskede op i hjemmet til den kongelige løn af 6 kroner om ugen. Som regel havde jeg 2 kroner i drikkepenge, og det var trods alt mange penge dengang. Jeg skulle ikke aflevere mine penge hjemme, men fik selv lov til at administrere dem; så jeg sparede selv op til tøj og sko, gaver til jul og fødselsdage. Jeg gik lige fra skole og arbejdede til klokken 6. Lørdag var den tit 9, før jeg var færdig, så om søndagen lå jeg ofte i sengen af bar træthed. Jeg havde dog min ferie i Jylland hos min mors yngste søster - moster Astrid og onkel Svend - i de 2 år til jeg skulle konfirmeres. Det bliver for meget at skrive om Åtte og Brørup, men det har været mit møde med landet. Jeg er kommet hos mine venner der hele mit liv. Onkel Svends jord er blevet købt til naturpark, et skønt sted i Kongeådalen. Åtte Bakker ligger i nærheden af den gamle grænse ved Foldingbro og landevejen til Ribe, så hvis nogen af jer har lyst til at lægge vejen forbi, er det et besøg værd. Trods fars sygdom mærkede vi børn det ikke, vi kendte jo ikke andet. Far var et meget stille menneske. Jeg tror, det tit var svært for mor at holde humøret oppe hos ham, men jeg har altid følt den store kærlighed, der var mellem dem, og alt drejede sig om at gøre det godt for os børn. Der var altid åbent hus i mit hjem, altid et måltid mad til en til. Vore kammerater var altid velkomne. Dengang kunne vi unge feste uden en masse øl, og vi røg heller ikke. Vi kunne tage på pinsetur på cykel med en madpakke og en sodavand. Den største luksus, vi tillod os, var en tur i Biffen, 70 øre for voksne og 35 øre for børn. Jeg har set mange dejlige film til den pris, og det var den eneste last, min mor tillod sig. Det var ikke altid, far måtte vide, at vi sneg os til en tur i Valby Biograf. Det skal lige tilføjes, at mor også havde en stor kærlighed til teater. Det var ikke for ingenting, at hun var vokset op i gaden ved Det kongelige Teater. Et af Københavns ældste teatre Casino, som lå i Amaliegade - spillede folkelige stykker. Jeg tror, de billigste pladser kostede 1 krone. Der var vi til Oles fødselsdag og så Jules Vernes "Jorden rundt i 80 dage". - En utrolig oplevelse. Otto og jeg var alene inde på Det nye Teater og se "Nitouch" med Ellen Gotschalk. Det må have været i 1920, for det var medens far lå på hospitalet. Vi havde selvfølgelig penge til sporvognen, men vi gik hele vejen hjem for at genopleve stykket. Siden spillede vi det for enhver, der gad høre det. Jeg husker den aften, som var det i går. Far lå på Kommunehospitalet i 5 måneder. Hver søndag var vi der i besøgstiden, og bagefter tog mor os med på forskellige museer; der skulle jo ske noget sådan en lang søndag, og det måtte helst ikke koste noget. Far kom hjem fra hospitalet i januar. Han havde fået genoptræning, så han kunne gå, men hans højre arm og ben var for altid lammet. Han klarede dog selv sin personlige hygiejne. Der var ingen badeværelse, det varme vand kom fra kedlen på kakkelovnen, og al vask foregik ved køkkenvasken. Det var nogle meget svære år. Jeg tror, det gik, fordi der var lidt at tære på i sparekassen. Min mor var en knag til at lave god solid mad for små penge, men det var nærmest en katastrofe, når en af os skulle have et par nye sko. Jeg tror ikke, mor fik en ny kjole i ti år. Otto sluttede skolen efter fjerde mellem og kom i lære som metalsliber. Borte var alle drømme om en akademisk uddannelse. Jeg selv gik i Valby Skole til og med syvende klasse. Afgangs- klassen, som ottende klasse hed, foregik på Vigerslevalle Skole. Den var for dem, der ikke var fyldt 14 år, og da jeg var begyndt i skolen som seksårig, fik jeg den forlængede skole- gang. Jeg havde, fra jeg var 12 år, byplads på et vaskeri. Det var meget almindeligt, at børn havde arbejde efter skoletid, men det gik unægteligt ud over mit skolearbejde. Jeg klarede mig nogenlunde i skolen. Jeg havde en god hukommelse, nemt ved at lære udenad, glad for historie, regning og religion, men hjemmearbejde var jeg for træt til. Det havde hele min barndom været bestemt, at jeg skulle lære at sy, for så kunne man altid forsørge sig selv, og det kom i høj grad til at passe i mit tilfælde. Det var en ret streng plads, jeg syntes, det var den rene ferie, da jeg begyndte i lære i en af Københavns fineste forretninger, Fonnesbeck på Østergade. Jeg fik 12 kroner i løn om ugen, deraf

7 side 7 afleverede jeg de 9 kroner til mor, de 3 kroner skulle være til sporvogn, 15 øre hver vej. Dem sparede min veninde Ellen, som var i lære i Nyhavn på en systue, ved at gå ud og hjem - en tur på cirka I time hver vej. Om sommeren cyklede vi, og senere hen cyklede vi også om vinteren. Det var nu trods små penge en dejlig tid. Alle vore drømme om fremtiden havde vi tid til at drøfte på vores lange spadsereture, og nu, hvor vi begge er over 80 år og stadig nært knyttet til hinanden, er faktisk alle drømmene gået i opfyldelse og mere til. Dengang troede vi ikke, at vi skulle opleve udlandet, som vi begge har gjort i fuldt mål. Far og mor havde sølvbryllup den 6. juli Pengene var små, men dengang var fordringerne ikke så store. Mor lavede selv maden; en af konerne fra opgangen hjalp til, og Ellen og jeg serverede. Da vi jo i forhold til vores forældre var unge, havde vi jo ikke mange penge at råde over - både Otto og jeg var i lære, og Ole havde byplads - blev jeg udset til at opkræve 1 krone om ugen af os hver. Aksel var helt udenfor, da han kun var 12 år. Vi havde den mægtige sum af 75 kroner, og med Sonjas procenter i Magasin, hvor hun var ansat, fik vi et gulvtæppe. Flot, ikke? Det holdt da i mange år! Ole blev konfirmeret samme år og gik ud af skolen til ferien. Han kom i lære som murer. Ingen spurgte ham om, det var det, han ville, for da et medlem af fars familie i den bedste mening kunne skaffe ham en læreplads, blev han altså murer. Jeg har aldrig hørt ham beklage sig over, at han aldrig blev spurgt. Det var en god mester og et godt firma han kom ind i, og håndelaget har der heller ikke været noget i vejen med. Han var et utroligt pligtopfyldende menneske og blev i det samme firma i mange år. Far døde i januar Han fik en hjerneblødning og kom ikke til bevidsthed, men sov stille ind. Han var da kun 54 år og havde været sat ud af spillet i 7 år. Jeg husker ham mest som syg. En stille, lidt tungsindig mand, som blev holdt oppe af min mors ukuelige livsmod - aldrig give op! Mine forældre undværede alle unødige ting for at gøre det bedste for os børn, først og fremmest at vi skulle i lære. Vi fire børn lærte at holde sammen, der var aldrig vrøvl med at aflevere vores beskedne løn hjemme, og det hjalp på mors husholdningspenge, at vi nu var tre, der kunne aflevere en tier. Det var næsten nok til mad til hele familien. Otto var imidlertid blevet udlært, men på grund af den krise, der indtræf efter krakket i Amerika, nåede han aldrig at få glæde af den uddannelse. Det var ligesom at familiens økonomi blev bedre efter fars død. Far havde en livsforsikring, beskeden - vistnok 1500 kroner, ikke mange penge i dag, men i nutidens værdi skal det vel ganges med 20. Mine forældre havde købt byggegrund på Nakskov- vej i Valby. Det var under og efter Første Verdenskrig, at de store gårde i Vigerslev og Hvidovre blev udstykket til bygge- grunde, en vældig god investering. Mor solgte den til den værdi, den havde den gang. Senere kom disse grunde op i høj værdi. Det gjorde i hvert fald, at mor fik mindre spekulation med økonomien. Otto fik arbejde på Carlsberg og blev gift med sin Sonja den 21. juni De fik Kirsten den 25. august 1932.

8 side 8 Figur 2 Familien fotograferet i anledning af Ottos & Sonjas bryllup. Fra venstre Ole, Emma, Inger, Aksel og Otto. Mor nåede at få nogle gode &r. Hun havde altid været politisk interesseret, så hun blev medlem af bestyrelsen i den socialdemokratiske vælgerforening. Hun nåede at blive valgt som delegeret til kongressen, mens Stauning var statsminister. Ole, Aksel og jeg selv var medlemmer af DSU. Ole var formand i nogle år, senere blev han formand for 14. kreds og endnu senere borgerrepræsentant. Jeg tror, det er de mest spændende år i mit liv. Der var megen uro sydpå i Tyskland med den begyndende nazisme. I vores DSU kom der mange tyske kammerater til at begynde med mest jøder. Det var svære tider, der herskede stor arbejdsløshed, og der var jo ikke den understøttelse, som der er i dag. En enlig fik 15 kroner om ugen. Vi var heldige i vores lille familie. jeg har aldrig været arbejdsløs. Ole, som jo var murer, tjente mest, og han var næsten aldrig arbejdsløs. Otto var et par gange uden arbejde, men vi havde jo fordelen ved at bo hjemme. Vi følte aldrig, der var for lidt plads i den 2½ værelsers lejlighed, selvom der blev redt seng over hele huset. Der var efterhånden kommet håndvask og et beskedent badeværelse, så hele familien ikke skulle vaskes ved køkkenvasken. Aksel var imidlertid også blevet konfirmeret, og som den eneste af os, fik han lov til at bestemme, hvad han ville lære. Han ville være kok. Det var svært at få læreplads, men på ruller og trisser og ved hjælp af nogen der kendte nogen fik han læreplads i "Industrikaféen", en stor restauration på hjørnet af Rådhuspladsen. Den nåede at lukke, inden han var færdig med sin læretid, så han blev udlært på Fracati. Det var en streng læreplads med umulige arbejdstider til klokken 2 om natten. Han havde aldrig fri, når vi andre havde det, men han beklagede sig aldrig. Mors helbred var ikke godt, hun led af kronisk bronkitis. Vi havde en kold lejlighed, så i nogle år kom hun hvert forår på hospitalet et par måneder af lungehindebetændelse. Dengang var der ingen penicillin. I 1933 var det helt galt. Så viste det sig, at hun havde pernetiøs anæmi. Hun havde en blodprocent på 30. Der var lige fundet et nyt stof til den ellers uhelbredelige sygdom. Det var det, der nu hedder B 12, men dengang var det tørrede ventrickler af svin og får, der blev brugt - en barsk mundfuld, men den hjalp, og hun klarede sig endnu i nogle år.

9 side 9 Jeg blev gift den 5. maj 1935 og flyttede ind i familiepaladset. Selvom jeg blev skilt efter 5 års ægteskab uden børn, har jeg kun godt at sige om de år. Jeg blev boende på Valhøjvej, men jeg tror, jeg vil skrive et afsnit alene om den tid, for I er jo alle mere eller mindre knyttet til Valhøjvej. Jeg vil slutte dette med mors død. Hun havde skrantet meget hele vinteren Aksel arbejdede i Hillerød på en stor sommerrestaurant og havde næsten aldrig fri. Ole og jeg blev enige om, at mor skulle flytte over hos mig, og da min mand ikke havde noget imod dette arrangement - jeg vil lige bemærke, at han var et meget hjælpsomt og godt menneske - så nåede mor at få et par gode måneder på Valhøjvej. Alligevel længtes hun hjem, og da vi skulle på ferie den 1. august, tog hun hjem til sig selv. Sonja havde lovet at se efter hende. Ole var i Paris og kom hjem den aften, hvor hun var død. Aksel var i Hillerød, og Tage og jeg var på motorcykel i Jylland. Det var et meget stort chock for os alle, for selvom mor tit var syg, så rejste hun sig altid igen. Ole og Aksel var som de "små" og hjemmeboende især knyttet til hende, så det var svært for dem at overtage hjemmet. Kun en måned efter mors død, brød Anden Verdenskrig ud, og derefter skete der så meget for os allesammen. Jeg tror, jeg slutter selve familiesagaen her. Jeg håber, I kan bruge den til noget, og at jeg ikke har gentaget mig selv alt for meget. Verner Bredel Verner Bredel blev født i Berlin 1911 og døde i russisk fangeskab i Jugoslavien i december I gennem hele min beretning om min barndom har jeg ikke fortalt noget om ham, så han får et afsnit helt for sig selv. Da første Verdenskrig sluttede i 1918, herskede der stor nød i de krigshærgede lande, ikke mindst i det besejrede og af alle - ikke mindst i Danmark - forhadte Tyskland. Der opstod den gode tanke at tage de underernærede børn nogle måneder på rekreation i danske hjem. De første, der kom, var wienerbørnene, som blev godt modtaget i de mere velstillede hjem. Tyskerne var der ingen, der ville have. Danske fagforeninger tog så sagen om tyskerne til sig, så det blev fortrinsvis i danske arbejderfamilier, der blev fundet en plads til dem. Her i huset var der i første omgang 8-10 stykker, jeg tror, de alle var piger. I vores opgang var der en pige - Vally på 12 år - og da hun efter 3 måneder rejste hjem, havde mor og far aftalt med hende, at hun måtte tage sin lillebror - altså Verner - med næste gang. Hun havde meget forsigtigt spurgt mor, om det gjorde noget, at han var rødhåret. Det var mor selvfølgelig bedøvende ligeglad med. Mor ville helst have en dreng; de var altid de sværeste at få afsat. Forholdene var ikke anderledes i mit hjem, end der blev redt seng over hele huset, så der blev sat tre stole til sofaen i stuen. Sengetøj havde mor rigeligt af, og kærlighed til denne lille blege rødhårede dreng manglede der heldigvis heller ikke. Han faldt hurtigt til i vores familie. Han havde en storesøster på tredie sal, hvilket nok har hjulpet. Han lærte meget hurtigt dansk, sagde "mor" og "far" og fik sit godnatkys lige som os andre - kort sagt: han blev en del af familien for livet. Mor talte engang om, hvor svært det måtte være at sende sine børn ud til et fremmed land. Hun sagde, at hun ville håbe, at hvis det var sket for en af os, at vi så ville have opført os lige så godt som Verner. Hans mor var krigsenke. Hun nåede, da Verner var blevet voksen, at komme på besøg hos os. Verners første ophold hos os varede, tror jeg, 3 måneder, og da han rejste hjem, var det med lovning om at komme igen næste år. Søsteren Vally, som jo allerede havde været her to gange, døde, inden Verner kom igen. Han havde da en ældre søster, Elfride, med, men hun, som jo var hos Vallys værter, faldt aldrig til på samme måde. Hun lærte aldrig dansk; hun har nok været for gammel. Der var mange af disse børn, der blev adopteret.

10 side 10 Vi havde som sagt kontakt til jul og fødselsdage. Verners mor døde, og han var i mellemtiden blevet udlært som skiltemaler. Mor havde den store oplevelse i 1930 at deltage i en rejse til Berlin, Prag og Saksisk Svejts. Rejsen var arrangeret af Arbejdernes Oplysningsforbund - det var noget helt nyt med selskabsrejser for almindelige mennesker. Mor havde skrevet til Verner og var sammen med ham i Berlin. Det var en stor oplevelse for dem begge. Året efter - i var jeg på en rejse med AOF. Den gik til Lübeck, Hamburg og Frankfurt og sluttede i Berlin, og der havde også jeg kontakt med Verner. Det var min første store rejse til Tyskland. Nazisterne var jo i høj grad aktive, men havde dog endnu ikke overtaget magten. Jeg vidste dengang ikke helt, hvad det drejede sig om, men det kom jeg jo i høj grad til senere. Vi havde som sagt stadig kontakt med et besøg af og til af Verner, så da jeg sammen med min mand Thage og min veninde Ellen og hendes mand rejste på ferie i august 1937 til Berlin, Dresden og Saksisk Svejts, besøgte vi Verner og hans kone i Berlin. Ellen og Knud var jo fra nr. 11, så de kendte Verner lige så godt som os. Vi kom om morgenen til Berlin, hvor Verner og hans kone Annie modtog os. Vi havde en uforglemmelig søndag sammen. Han viste os rundt i Berlin, og vi spiste i hans beskedne hjem. Det var en lille lejlighed over gården - hans svigermor boede hos dem, og hun sov i korridoren. Om eftermiddagen besøgte vi Postdam, hvor jeg havde været i Det var en dag, jeg aldrig glemmer. Dels fik vi som voksne en dejlig snak om fortiden; dels var det en mærkelig oplevelse at gense Berlin: Alt var overhængt med hagekors. Alle var i uniform, enten militær eller brunskjorter, og alle steder blev vi hilst med heil-hilsen. For os, der hjemme var engageret i politisk arbejde, var det lige som at være tilskuere til noget truende. Lidet anede vi, hvor tæt på vi selv var. Da vi ventede på tog i Dresden, så vi et tog med en masse kvinder og militær eller politi ved hver vogn. Bagefter er jeg blevet klar over, at det var kvinder på vej til koncentrationslejre. Trods alle disse mørke skyer havde vi en dejlig ferie i en skøn natur. Det har jo været Østtyskland, vi var i, så jeg håber, at der nu efter murens fald bliver åbent for den skønne natur, der er på de kanter. Dresden var før krigen en skøn by. Vi var også på en fin tur ind i Tjekkoslovakiet. I 1938 havde vi så Verner og hans kone på besøg, og jeg tror nok, vi gav dem alle tiders ferie. De boede hos mor. Vi havde det allesammen økonomisk godt, så de fik lov til at bruge alle deres penge til at købe med hjem for. Vi aftalte med Verner, at han i 1940 skulle arrangere en tur for os fire til Swartzwald, men det skulle jo ikke så være... Selve de fem forbandede år kan I jo læse om allevegne, men den 9. april var og vil altid være en mærkelig dag for - os, der oplevede den. Hvordan Verner har haft det, da Danmark blev besat, får jeg aldrig at vide, men han var bestemt ikke nazist. Han ville i hvert fald ikke have dukket op i tysk uniform, hvis han var blevet sendt til Danmark. Vi skrev sammen. Hver gang jeg hørte fra ham, var han ikke soldat, men arbejdede på en fabrik, hvor der var mange danske arbejdere - muligvis har han fungeret som tolk. Men på et eller andet tidspunkt har han vel været med. Efter -45 fik jeg et brev, hvor hans kone skrev, at han var død, og at de havde fået to børn - en dreng og en pige. Jeg har tit haft lyst til at vide mere om, hvad der skete, men så vidt jeg har forstået på deres adresse, som var Berlin NO, må det have været i Østberlin. Det var så beretningen om Verner - en kær ven og plejebroder. Godt mor ikke oplevede krigen og besættelsen Jeg synes, lige nu jeg skriver om krig og besættelse, at I også må høre om den tyske rigsdagsmand, Ole og Aksel havde boende den 9. april og nogle uger frem, inden han kom til Sverige.

11 side 11 De mere kendte socialdemokrater, der havde sådanne boende, risikerede, at der kom razzia, så i nattens mulm og mørke kom Valther Hönig, en mand på et halvt hundrede år, til dem. Han var først i 1933 flygtet til Böhmen, men da tyskerne så kom der, var han havnet i Jylland, og siden var han kommet til København. Han havde boet hos Valbys kvindelige borgerrepræsentant, hvad han ikke sagde et ord om. Det fik vi først at vide senere. Han havde været flygtning så længe, at han vidste, hvad han skulle tie med. Han havde været med i første Verdenskrig og havde også deltaget i revolutionen. Det var et nervepres for disse mennesker, inden de slap over til det den gang Forjættede Land Sverige. Penge havde disse mennesker ikke. Ole lånte ham pengene, og jeg ved, at han på et tidspunkt efter krigen fik dem tilbage. Han nåede velbeholden til Ven og boede i krigsårene i Halmstad, hvor han arbejdede som typograf. Ole besøgte ham efter krigen der. Han var en af dem, der ønskede at rejse hjem og være med til at bygge op igen. Det samme gjorde Willy Brandt, som på et tidspunkt også var flygtning i Danmark, hvor Ole havde gjort hans bekendtskab. Sammen med andre socialdemokrater var Ole på besøg i Berlin hos ham; det var i , mens han var borgmester i Berlin. Ole var meget aktiv i modstandsbevægelsen, noget han helst ikke ville tale om. Han sagde altid, at det var et stykke arbejde, der skulle gøres, så det skulle der ikke tales mere om. Da mor døde i -39, boede Ole og Aksel sammen til maj Ole og Emma blev gift og overtog lejligheden. Jeg var lige blevet skilt, Aksel var arbejdsløs, så han flyttede over til mig på Valhøjvej. En hel ny epoke begyndte både for ham og for mig. Penge var det mindste hos os begge, men med hans kogekunst og mine evner med synålen fik vi trods alt en tilværelse ud af det. Det var en spændende tid, vi oplevede, og selvom tyskerne gik sejrrige frem over alt i verden, tvivlede vi aldrig et øjeblik på, at de ville blive slået til sidst, hvor vi så fik den tro fra. I kraft af, at vi holdt sammen, klarede vi det; vi oplevede en masse. Jeg og alle andre, der oplevede den 5. maj, glemmer det vist aldrig. Vi troede, at nu ville alt blive bedre i verden. Nu - 46 år efter - er der stadig krig og ufred, og der har været det lige siden. I trediverne gik jeg i demonstration med mottoet: "Aldrig vil vi i krig mod Brødre mere". - Og så er der stadig krig overalt. Valhøjvej 11 Jeg synes, jeg må skrive lidt om "vores hus", som I alle, som jeg har skrevet dette til, på en eller anden måde er knyttet til. Lis og Jette er født der, Gunhild er født der. Som allerede omtalt blev huset købt, for at farmor kunne leve af det. Til hun døde, kom vi på besøg hos hende. Da far og mor arvede det, kom vi der ikke særlig meget; de har jo aldrig boet der. I 1935, da jeg skulle giftes, fik jeg lejlighed der. Den kostede 41 kroner om måneden i husleje, mere kunne vi ikke sætte os for, selvom man dengang havde kunnet få en moderne lejlighed med centralvarme og bad for 65 kroner. Det var skrækken for arbejdsløshed, der lå i baghovedet. Min mand havde 65 kroner i ugeløn, og jeg havde 40 kroner, men priserne på alting var jo også derefter. Vi klarede os fint, rejste til Tyskland i 1937, til Finland i 1938 og købte motorcykel. Alt var såre godt, hvis bare ikke den krig var kommet. Vi havde nogle gode år. Vi fire søskende havde jo arvet huset efter mor. Hver søndag under hele krigen og årene derefter, var samlingsstedet haven på Valhøjvej. Aksel havde imidlertid fået egen lejlighed, så da han blev gift med Doris, boede de der de første år, og både Lis og Jette er født der. Da Sonja overraskede hele familien, efter tolv år med Kirsten som enebarn, ved en juleaften at erklære, at hun ventede barn, troede vi ikke vore egne ører. Jens Peter blev født den 27. juni 1945, vi havde dog i 1943 fået Vagn Henning, Emmas og Oles søn. De sidste måneder inden Jens Peters fødsel var meget oprivende. Sonja var højgravid, og der var ustandselig rygter

12 side 12 om, at vi skulle drives ud på landevejene. December 1944 stod Sonja ved siden af ØK, da den blev sprængt i luften - hun havde et morgenjob i Tordenskjoldsgade. I januar sprængte de Carl Aller i luften, så der var ikke et helt vindue i en stor omkreds. Jens Peter blev heldigvis, hvor han var, i Sonjas mave. Familien Sonja, Otto og Kirsten flyttede over hos os på Valhøjvej, til der var kommet vinduer i huset igen. Jeg nåede at bo på Valhøjvej i 40 år, da jeg i 1975 fik lejlighed i mit gamle hus på Mellemtoftevej. Jeg mistede først Aksel i 1966, Otto i 1967 og Ole i Det blev en stor belastning pludselig, at vi tre svigerinder stod alene med administrationen af sådan et gammelt hus. Det var Ole, der altid havde taget sig af det praktiske, og da det jo var mig, der boede der, så hvilede ansvaret tungest på mig. Jeg skal lige tilføje, at Eva og Jens Peter havde deres første hjem på Valhøjvej, og Gunhild blev født der. Da de var blevet færdige med deres læreruddannelse, flyttede de til Lolland. Det var også medvirkende til, at jeg ikke orkede mere. Jens Peter havde jo overtaget noget af Oles arbejde. Jeg var også blevet folkepensionist, så jeg slog til og flyttede hjem til Mellemtoftevej, hvad jeg ikke har fortrudt. Det var en bolighaj, vi solgte til. Vi fik kroner. En uge efter, at han havde overtaget det, solgte han det for kroner, og sidst det blev solgt, var prisen omkring 1 million. Det var så lidt om den ejendom, vi havde i 73 år. Sonja Figur 3 Valhøjvej 11 omkr Jeg er ved at slutte min beretning, som jeg påbegyndte i 1976, men aldrig rigtig fik gjort noget ved i mange år. Det meste er skrevet i løbet af den sidste tid. Før jeg slutter, vil jeg fremhæve et menneske, der har betydet meget for mig det meste af mit liv, og som I allesammen kender: familiens ældste, Sonja, i dag 83 år. Sonja var første gang i vores hjem på min 16 års fødselsdag og Ottos 18 års fødselsdag. Jeg havde dog kendt hende på afstand, da Otto helt fra mellemskoletiden altid talte om hende; hun gik i parallelklassen på Ny Carlsbergvej Skole. På denne skole havde de hvert år en dillettantforestilling, og både Sonja og Otto var stjerner i disse forestillinger, og vi tilskuere havde stor beundring for disse to. Især husker hende i "Den kloge Dronning" - meget smuk, hvad hun jo er den dag i dag. Hun blev altså min svigerinde, og vi har delt gode såvel som strenge tider sammen. De var to glade mennesker, og de fik festligt samvær selv ud af de små ting. Sonja var den, der, da mor blev syg, hjalp til derhjemme. Da Otto i 1955 blev ramt af en hjerneblødning - lam i højre side, 46 år gammel, aldrig arbejdsdygtig mere - var det min fars skæbne om igen. Det var også frygteligt for os søskende at se historien gentage sig. Sonjas kommentar til denne ulykke var, at "når jeres mor med sine skrøbeligheder kunne klare det, så kan jeg også. Jeg er rask og har godt arbejde." - Og mon ikke hun klarede det! I 12 år havde hun en syg mand, aldrig har jeg hørt hende beklage sig, og

13 side 13 selv i al elendigheden skabte hun en tilværelse for Jens Peter, der kun var 10 år, da hans far blev syg. Jeg tror, man kan sige, at hun talte de lyse timer. Da Otto døde i 1967, var det et tab for os, for trods flere hjerneblødninger, var hans hjerne klar til det sidste. Sonja nåede at få nogle gode år, de varer endnu - hun er stadig ikke til at holde i ro. Jeg havde den glæde, at vi kom ud at rejse sammen; oplevede Rom, Capri, Madeira, Rumænien og Østrig sammen, og ikke mindst har vi sammen været trofaste gæster i Det kongelige Teater. I dag er det hende, der på alle måder hjælper og støtter mig, efter mit ulykkestilfælde i Hun er utrættelig til at holde mig i gang. Dette skal være en tak for et langt livs utrættelige venskab. Resumé Jeg har nu sluttet med at berette, det jeg husker fra mit lange dejlige rige liv. Det, der har betydet noget for mig hele livet, er min nære tilknytning til min familie, og ikke mindst har jeg også haft nogle utrolig gode venner, hvor desværre de fleste er døde nu. Min store sorg engang var, at jeg ingen børn fik. Det er det ikke mere. Jeg har haft den glæde, at jeg har haft meget forbindelse med mine søskendebørn. Først Kirsten, siden Jens Peter, som jo er den, jeg har haft mest med at gøre, da jeg passede ham, da han var mindre, og Sonja måtte ud og tage fat. Siden fik han den lille lejlighed på kvisten, mens han var i lære og læste. Senere flyttede han ned i stuen sammen med Eva, og det var jo her, de fik Gunhild. Da Doris og Aksel blev skilt, og Doris flyttede til Fyn, holdt jeg god kontakt til Lis, Jette og Leif. Der er jeg altid blevet godt modtaget, og jeg har været med til konfirmationer, studentergilder og bryllupper. Jeg har også meget glæde af jeres besøg, når i kommer til København. I dag har jeg en meget kær gæst hver lørdag - Vagn Henning. Vi bor jo i samme hus, og hans lørdagsbesøg med nogle kæmpekager er noget, jeg nødig vil undvære. Nu håber jeg, at alle I, mine kære dyrebare børn, kan bruge mine skriverier til noget. Jeg har beskrevet min farmor, mormor, mor og far, og fælles for dem alle fire er stædighed, ærlighed og kærlighed, og jeg tror, I alle er i besiddelse af disse egenskaber. Kærlig hilsen 1. aug / Faster ************************************************************************* Kære allesammen. 30. marts Tak for den positive måde I har modtaget mine skriverier på og for opfordringerne til at fortsætte. Jeg er imponeret af det store arbejde, Jens Peter har gjort med at sætte det hele flot op. Jeg blev meget overrasket, da jeg så, han havde sat min fars protokol og billeder i. Før jeg fortsætter, får I min kommentar til fars medlemskab af de forskellige klubber. Der var Klubben Kornet, som vel var en selskabelig klub, men far var også medlem af en skytteforening. Han var en fin skytte, og i min besiddelse har jeg en medlemsbog fra Den danske Skytteforening i Chicago - den overlader jeg til Jens Peter. Far var som før omtalt maltgører. Det bevirkede, at han arbejdede på søndage - hans ugentlige fridag var torsdag. Der var dog nogle uger om sommeren, hvor der ikke blev lavet malt, og disse sommersøndage blev så brugt til disse flotte skovture - uden damer!

14 side 14 Mor var godt sur over, at disse søndage blev brugt så egoistisk; hun kunne så tage sig af os fire. Vi havde dog hvert år en skovtur, når far havde ferie. Den foregik med sporvogn til Charlottenlund. Vi spiste i et skovløberhus, gik til Klampenborg og endte på Bakken. Det helt store var, at der var en hel sodavand til hver! Jeg vil lige bemærke, at det var få arbejdere, der havde betalt ferie. Ferieloven blev, så vidt jeg husker, først vedtaget i Tante Hilda Jeg har ikke fået talt om tante Hilda, som dog havde en stor plads i min familie og ikke mindst prægede min tilværelse både som barn og voksen. Hun var en kusine til mor; deres mødre var søskende. Jeg tror, hun var 8 år yngre end mor. Hun boede på Valhøjvej; farmor i stuen, hun på kvisten. Hun var en meget dygtig dame, ansat sidst hos Fonnesbeck som direktrice, og hun var medvirkende til, at jeg skulle lære at sy - det blev vist bestemt dagen efter, at jeg var født. Jeg har aldrig hørt om, at der var andre muligheder for mig, og dengang gjorde man, som de voksne bestemte. Hele vores barndom var hun solskinnet og "den rige tante" for os børn. Jeg var ikke ret stor, før jeg selv - hver søndag - gik over til hende med formaninger fra mor om, at jeg skulle huske at gå ind til farmor først, men når jeg kunne se mit snit til det, sneg jeg mig under vinduet. Når det så op ad formiddagen blev opdaget, blev der stor ballade! - Mon ikke det har været farmors egen skyld? I mange år var det min søndag. Til sidst var det lidt af en plage for mig. Til gengæld var det den vilde luksus: wienerbrød og fin mad! Og jeg var også med hende ude hos hendes venner. En stor oplevelse gav hun mig: min første teatertur. Det var i Casino, det skønneste teater, der lå i Amaliegade. Vi så et stykke, der hed Capricosu; det foregik på bunden af Frederiksberg Have. Mor fulgte mig ned på Tingstedet til linje 6 og bad konduktoren om at sætte mig af på Højbro, og der stod så tante Hilda og ventede på mig. Min første tur i sporvogn på egen hånd. Jeg tror, jeg var seks år. Men eventyret var ikke færdigt! Vi skulle spise på restaurant. Der var en kollega med, og disse damer skulle have gule ærter, men til mig blev der bestilt bøf med spejlæg. Selve forestillingen var et eventyr, men da jeg beskrev bøffen og spejlægget for Otto, kunne han næsten ikke bære det. Den bøf varede hele vores barndom, når vi skulle svælge i fantasiens luksus. Som jeg har fortalt, var hun meget flot, og jeg tror, hun tjente dobbelt så meget som far. Til gengæld var hun meget dominerende; man skulle adlyde blindt, så da vi blev større og havde egne meninger, var det ikke så godt. Samtidig var hun slem til ikke at holde, hvad hun lovede; og det er det værste, man kan over for børn. Jeg håber ikke, jeg ikke har holdt, hvad jeg har lovet nogen af jer; for det har ligget dybt i mit sind, den måde børn tit blev behandlet på. Jeg begyndte så i Fonnesbeck i 1926, og der lærte jeg hende at kende fra en helt anden side. Hun var som omtalt meget dygtig og havde et krævende job. Der blev syet til både de kongelige og det højere bourgeoisi og ikke mindst til teatrene, så det var spændende og dyre ting. Jeg havde nogle søde kammerater, men de var fuldkommen underkuede af hendes luner. Det ene øjeblik var hun sød og flink, det næste helt uberegnelig. Hun havde fundet ud af, at jeg kunne gå i byen og stille varerne uden for hendes dør. Det havde jeg ikke noget imod, men til tider var hun nede hos en kunde, og så skulle jeg vente, til hun kom. Det blev et helt nervepres for mig. Ellen stod jo og ventede på mig, for vi skulle jo spare de 15 øre til sporvognen og gå hjem. En dag blev det for meget. Jeg var gået, da hun kom op, og dagen efter til fyraften blev jeg kaldt i enrum til en skideballe. Jeg gik helt amok. Jeg sagde min plads op, og så fik hun ellers at vide, at jeg og alle andre i Fonnesbeck hadede hende. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så tindrende ligeglad. Det var frygteligt at sige det, men det var hende, der bad om nåde og tiggede mig om at blive. Jeg var sytten år og selvfølgelig ked af det. Jeg fortalte jo straks derhjemme, hvad der var sket. Min kloge mor tog det helt roligt, og hvis det havde været helt ved siden af - det jeg havde gjort - havde tante Hilda vel henvendt sig til mor, men i stedet gik der meget lang tid, hvor hun slet ikke kom hos mor - jeg skal lige tilføje, at far var død på dette tidspunkt.

15 side 15 Der gik så et årstid. Jeg var aldrig rigtig glad for at være hos Fonnesbeck, så da jeg i 1928 fik tilbudt at komme til Jac Olsen, begyndte en helt ny tilværelse for mig. Der gik nogle år, hvor tante Hilda og jeg kun så hinanden rent familiemæssigt. Da jeg så i 1935 skulle giftes, og vi fik lejlighed på Valhøjvej, kom jeg igen i nær kontakt med hende. Vi fik syv gode år sammen på Valhøjvej, ikke mindst takket være min mand, som hun blev meget glad for. Han var af den slags, der kunne lave al ting, så hun manglede aldrig en til at slå søm i og lignende. Hun var et menneske, der elskede fest og ungdom, så hun var deltager i alt, hvad der foregik i mit hjem. Hun var imidlertid flyttet ned på 1. sal, og var altså nabo til os. Vi udvidede vores lejlighed med et værelse på kvisten, som vi brugte til soveværelse. Senere, da jeg i 1940 blev skilt, boede først Aksel der, og da tante Hilda døde i 1942, fik jeg systue der. Hun var imidlertid blevet pensionist, og vi fik et udmærket samarbejde, hvor hun hjalp mig, og alt endte godt. Undskyld, tante Hilda, at jeg har udleveret dig. Du havde så mange gode sider og er vel trods alt det menneske i min familie, der har betydet mest for mig. Hilda Olsen. født 31. okt Død dec Moster Anna Jeg kan jo ikke beskrive hele familien, man jeg har lyst til et afsnit om mors ældste søster og hendes familie. Hun var to år ældre end mor og et meget festligt og farverigt menneske. De to søstre lignede hinanden af udseende, og deres stemmer var ens. De havde også det tilfælles, at de begge i en ung alder blev ramt af leddegigt. Deres hænder var helt deforme, og moster Anna var tillige angrebet i benene. Det medførte, at hendes ene ben blev gjort stift. Hun var gift med Christian Svendsen, maskinmester i brandvæsenet. De boede en tid på Adelgade Brandstation og fik efter 7 års ægteskab to sønner, Svend Åge og Christian. Det spændende ved familien Svendsen var, at den i 110 år har haft bådene i Frederiksberg Have. I Øjeblikket ejes bådene af 4. generation, Flemming Svendsen. Historien startede med, at moster Annas svigerfar fik ideen til denne sejlads, som startede i det små. Det er noget med en kongelig bevilling. Min onkel overtog bevillingen efter sin far, og efter hans død blev det moster Annas. Derefter overtog min fætter Christian og hans kone Ellen, og nu er det altså deres søn - Flemming - som forvalter familietraditionen på smukkeste måde. Han har stor glæde af, at denne smukke tur har fået en renæcance. Jeg vil lige bemærke, at min fætter Christian, der var bådebygger på B & W, selv har bygget de fire robåde. Men det var jo min moster, jeg skulle skrive om. Hun var bundet af sit store handicap, men hun havde et ukueligt humør. Jeg tror ikke, der var noget, der kunne slå hende ud. Hun havde altid en rap bemærkning, og da hun boede i et hus, hvor der altid skete noget, havde hun en evne til at sætte kulør på begivenhederne. Vi lå altid flade af grin, når hun var gæst. Hun blev, kort efter hun blev enke, opereret for en knude i brystet. Det var kræft, og hun var temmelig hårdt angrebet. Dengang var der ingen behandling med kemo og røngten. Hun sagde til overlægen, at hun ikke kunne tillade sig at dø, da begge hendes drenge endnu var i lære, og trods alle odds imod sig levede hun heldigvis i over 25 år efter. Der var altid åbent hus hos hende, og hendes altid storsindede måde at tackle problemerne på stod ikke mindst sin prøve, da min fætter Christian måtte oplyse, at han ventede barn med Ellen, som kun var 16 år. Han selv vare bare et par år ældre - jeg tror ikke han var udlært. Nu må I, der læser dette, vide, at det var en frygtelig historie i Ellen, som var en køn pige fra et pænt hjem, har haft det forfærdeligt, og bedre blev det ikke, da hendes mor smed hende ud og meldte det til værgerådet. Stor ballade i familien!

16 side 16 Moster Anna tog Ellen i huset, og da en anden moster, som iøvrigt var den eneste af mors søskende, der havde fået et barn uden for ægteskabet, sagde, at hun ikke kunne forstå, at moster Anna ville blande sig, fik hun omgående at vide, at det jo tilfældigvis var hendes søn, der havde bragt denne søde, unge pige i ulykke. Alt endte heldigvis godt. Ellen fik en dejlig søn, Christian, som selvfølgelig blev farmors et og alt. Ellen og Christian blev først gift nogle år senere. De kunne kun blive boende hos moster Anna som ugifte, ellers kunne ejeren smide dem ud, og da der var stor arbejdsløshed, og det var svært at få en lejlighed, måtte de altså vente med at gifte sig. De fik endelig lejlighed på Hovitsvej, hvor de boede i mange år. Her fik de Alice, Leif og Flemming. Jeg skriver om denne familie, fordi jeg gennem hele mit liv har haft nær kontakt til dem. Ellen, som jeg er jævnaldrende med og Christian, som altid har søgt samvær med vores familie. Hans mor, som jo var meget afhængig af hjælp, kom i første række hos ham. Især under krigen måtte hun hjælpes. Jeg har skrevet denne historie for at I, der i dag lever under anderledes frie forhold, kan høre om, hvordan unge piger kunne blive behandlet, hvis de kom i ulykke. Sådanne tragedier var der mange af i 30'erne, og det bevirkede, at vi såkaldte pæne piger fik en skræk for sex. Det har heldigvis forandret sig; i mine øjne lidt for meget i den anden retning. Valby skole, Rughavevej Jeg har også lyst til at skrive om min skole og tiden i den. Valbys første skole var en af Frederik V's rytterskoler. Den eksisterer endnu og er en meget smuk, fredet bygning, der i al den tid, jeg kan huske, har været brugt som bibliotek. Min far, som jo er født i Valby, har gået i denne skole. Der blev, jeg vil tro omkring , bygget en grå bygning med fire klasseværelser lige over for. Senere blev så den røde skole på Rughavevej bygget; den er lige fyldt 100 år. Da jeg d. 1. april 1917 som 6-årig startede i 1. klasse på "Den grå Skole", var det med store forventninger. De små klasser startede altid på "den grå". Der var en stor kakkelovn i hvert klasseværelse, gasbelysning og primitive lokummer i gården. Der blev ringet med en stor klokke, når det var frikvarter. Vi havde nogle ældgamle jomfruer til lærere. De fleste af dem var meget religiøse, men kærlighed til børn havde de ikke. Det mærkede især de børn, der kom fra fattige hjem. Der blev gjort stor forskel. De fleste børn i Valby kom fra hjem som mit eget solide arbejderhjem; men der var mange fattige familier, og børn fra disse hjem blev i høj grad mobbet - ikke mindst af lærerinderne. Alt dette er selvfølgelig noget, jeg først som voksen har erkendt. Vi begyndte jo med ABC og regning. Bibelshistorie blev os fortalt, og det gjorde den gamle nordiske mytologi også. Så skulle vi senere genfortælle. Da jeg altid har elsket at få noget fortalt og har en glimrende hukommelse, sugede jeg til mig. Jeg elskede disse fag, og den dag i dag har jeg glæde af det, jeg lærte den gang. Der var jo ikke radio og TV, så det var naturmetoden at f å lærdommen ind på. Jeg kan ikke huske, hvor længe der gik, inden jeg kunne læse; men jeg husker tydeligt den dag, da jeg opdagede, at jeg kunne. Det var Familie Journalen - jeg læste det om og om igen, og længtes kun efter, at næste uges nummer skulle komme. Jeg klarede mig nogenlunde godt i skolen, men da jeg allerede i en alder af 11 år havde en ret streng byplads fra efter skole- tid til kl. 6, var det jo så som så med hjemmearbejdet. Så det var på grund af min gode hukommelse og evne til at genfortælle, at jeg klarede mig igennem og fik 8. klasse med. Min broder Otto kom jo i mellemskolen på Ny Carlsbergvej Skole, en ny og efter den tid meget moderne skole. Det var vel også meningen, at jeg skulle i mellemskolen, men da far blev syg, og de

17 side 17 økonomiske forhold i mit hjem blev meget dårlige, kom det slet ikke på tale. Det gjaldt i øvrigt for mange piger, at det med at få en uddannelse var forbeholdt drengene. Jeg gik på Valby skole 7. klasse med, og da jeg ikke var gammel nok til at gå ud efter 7. klasse, gik jeg i 8. klasse på Vigerslev Allé Skole. Vi var 9 stykker fra Valby, der blev flyttet der til. Det var en stor forandring for os 9, og vi faldt aldrig til derude. Vi blev ved med at være "de 9 fra Valby". Jeg havde stadig min byplads på et vaskeri - 6 kroner om ugen, og som regel 2 kroner i drikkepenge. Jeg skulle ikke aflevere min løn hjemme, men sparede op så jeg havde til tøj og sko. Min fremtid var jo bestemt; jeg skulle jo lære at sy, så jeg affandt mig med Skæbnen og fik da også en god tilværelse ud af det. Jeg havde et stort behov for at læse bøger, men det var nærmest forbudt at læse en bog. I mit hjem fandtes der ikke megen lekture. H.C.Andersen, som blev læst højt af mor, Familie Journalen og "Den store Bastian". Vores daglige avis - Social Demokraten - havde en roman, hvor der hver dag stod et kapitel. Det var en god ide, for det var ret gode ting, de serverede. Mor fortalte, at "Pelle Eroberen" blev lanceret der, måske før den udkom som bog. Jeg har læst mange gode bøger på den måde, og da vi blev ældre, fandt vi vej til biblioteket, og der har jeg været en flittig gæst hele mit liv. Det var svært at få lov til at læse en bog om aftenen. Vi var seks mennesker i samme stue, med kun én lampe tændt. At læse i sengen var helt udelukket, men alligevel fik man snydt sig til det. Det var en stor oplevelse, da radio blev almindelig i alle hjem. Det første apparat, vi havde, var et krystalapparat med høretelefoner. Jeg tror først, det var i 1930, vi fik højtaler. Så min åndelige føde har jeg fået på den her beskrevne måde. Jeg har ikke særlig varme følelser for min skoletid, men jeg føler alligevel, at jeg har haft en rig og lykkelig barndom og ungdom. Slutning Jeg skal endnu en gang slutte min lange fristil, som jeg begyndte på for 18 år siden. Der findes en masse breve, som alle stammer fra kufferten på loftet. Denne kuffert - ja, nærmest en kiste - havde far med fra Amerika. Her har han gemt alle de breve, som mor har sendt. Der er også breve fra hans mor og fra hans brødre. Jeg har ikke læst dem alle, men jeg overlader det hele til Jens Peter; så kan han gøre ved dem, hvad han vil. Han havde sin uniform fra sin tid som korporal. Han var jo i den amerikanske hær under befrielsen af Cuba. Jeg regner med, at han selv har eget den. Det største klenodie var hatten. Den blev flittigt brugt af Otto til fastelavn, eller når vi spillede selvkomponerede stykker på loftet. Hvis I vil vide, hvordan hat og uniform så ud, kan I bare se på John Wayne i én af hans mange film. Vagn fortalte her for nylig, at han havde kasseret hatten. Der var ikke mere at bevare, men den var jo også næsten 100 år gammel. Det var mærkeligt for mig at se denne skatkiste blive læsset på en vogn og kørt væk. Emma havde simpelthen givet den til sin søster! Det har været en stor oplevelse for mig at skrive denne beretning. Jeg har genoplevet en stor del af mit liv. Jeg er i dag 83 år; et sted inde i mig er jeg stadig 18! Der er sket store forandringer i hele verden. Da jeg var barn, var telefon noget, kun få havde. Film var lige begyndt - det var stumfilm. Først i 30'erne blev det talefilm, og farvefilmen blev først helt almindelig efter Den anden Verdenskrig. TV kom først til almindelige mennesker i løbet af 60'erne og i dag, hvor alt er i farver, og man kan tage 30 kanaler over hele verdenen, er det ubegribeligt så hurtigt, det er gået. Da jeg var barn, og der blev råbt "Flyveren!", kom alle ud på gaderne, og der kom folk i vinduerne. Jeg havde aldrig drømt om at komme op at flyve, men det nåede jeg alligevel masser af gange. Det er blevet så moderne at se i bakspejlet, og nu vil jeg slutte af med at se i mit. Af alt det jeg har oplevet, er mine rejser nok det, der i sin tid virkede som noget helt uopnåeligt. Turene til Tyskland i 1931 og 1937, Finland i 1938, så 5 års krig, hvor det til sidst var livsfarligt at tage til Jylland. Så Paris, Norge og ikke mindst mine 16 gange i Rom og alle andre steder i Italien. Ægypten, Grækenland, Spanien, Østrig, Rumænien, Holland, Sveitz og ikke mindst Jugoslavien. Jeg var blandt de første turister efter krigen, der besøgte dette spændende land. Det var i 1955.

18 side 18 Dengang foregik rejsen med tog. Jeg havde da allerede været to gange i Rom og Italien. Vi kørte med tog til Lupiana, var i Ryeka, hvorfra vi sejlede til Split langs den dalmatiske kyst. På det tidspunkt var der ikke anlagt veje langs kysten. Turen til Split tog 14 timer. Vi opholdt os på 1. klasse uden særlig comfort, men på nederste dæk udspilledes et fremmedartet folkeliv. Masser af mennesker, får og høns og bylter og pakker. Der blev gjort holdt i de små havne, blandt andet i Corcirla, hvorfra Marco Polo udgik på sin verdensberømte rejse. Split var en spændende by. Efter et par dage der, gik turen af søvejen videre til Dubrovnik,- en by meget lig Venedig. Derfra udflugt til Montenegro. Over alt mødte vi venlige mennesker, som havde udstået store lidelser under krigen. Vi, som jo var velklædte og i besiddelse af de dengang eftertragtede nylonstrømper og tøj af de nye stoffer, skilte os helt ud fra dem. Jeg havde en stor oplevelse på rejsen i tog fra Dubrovnik til Sarajevo gennem det smukke Hertzegovina, en tur der tog 12 timer fra 6 morgen til 6 aften. Toget var overfyldt af rejsen-de; vores selskab var de eneste udlændinge. Vi fik meget nær kontakt med disse mennesker, og trods sproget fik vi meget at vide om krigen. Da vi lørdag aften nåede Sarajevo, blev vi sat 50 år tilbage i tiden. Klædedragten var umoderne, der var næsten ingen biler osv, men alligevel var der optimisme. Det var underligt at stå på Princip Broen, hvor studenten havde skudt det Østrigske tronfølgerpar. Da jeg 16 år senere var på næsten samme rejse med Sonja, var det dejligt at se den fremgang, der havde været for dette land. Jeg skriver om denne tur, fordi det i dag februar skal afgøres, om NATO & FN skal bombe dette dejlige land, som befolkningen selv i de sidste to år har ødelagt i denne frygtelige borgerkrig. Jeg har været alle de steder, hvor krigen raser værst og har kun dejlige minder derfra. Det var så alle mine dejlige rejser, som begyndte for 40 år siden. Hvordan fik jeg råd? Jeg var jo selvstændig i mange år, havde små udgifter og en lang arbejdsdag; derfor satsede jeg også på at holde en god ferie. Jeg tænker tit på, når jeg hører, at de unge i dag har svært ved at vælge, hvilken uddannelse eller job de vil have, at det måske ikke var det dårligste, at der blev valgt for mig, sådan som tiderne var den gang. Jeg har haft 8 års skolegang og ingen efteruddannelse, men radioen har været mit universitet. Mit værktøj: 1 symaskine, 1 målebånd, 1 fingerbøl, 1 strygebræt og så nogle gode kunder og medhjælpere. Mit livs motto: at få det bedste ud af tilværelsen, som af og til giver nogle overraskelser, både onde og gode. Det var så det. Kærlig hilsen Faster 17. feb dec Jeg synes pludselig, at det kunne være spændende at beskrive, hvordan jeg som 10-årig i 1921 oplevede en rejse fra København til Jylland i et tog fuld af københavnske skolebørn. Min første rejse Jeg havde det handicap, at jeg ikke havde familie på landet. De fleste af mine skolekammerater havde forældre, der var født og opvokset på landet, så det var med stor misundelse jeg hvert år så dem få udleveret den gratis feriebillet til rejsen. Men pludselig havde også jeg en moster på landet. Som jeg har fortalt andet sted, døde min mormor i Hendes yngste - Astrid - var da bare 7 år. Min mor, der var 20 år ældre, måtte overtage husførelsen i hjemmet til hun blev gift i Astrid var en køn og velbegavet pige, men måtte, som det var almindeligt dengang, ud at tjene. Hvor hun traf sin mand, Svend Bjerge, ved jeg ikke. Han var født og opvokset på Askov højskole, hvor hans far, Poul Bjerge, var en meget kendt lærer. Hans mor var datter af den kendte præst og salmedigter Jens Schjørring. Svend Bjerge var landbrugsuddannet; hans tre søskende var lærere. Da Svend Bjerges forældre hørte om forlovelsen mellem deres søn og Astrid, ville de omgående lære denne københavner at kende. Poul Bjerge skrev til Astrids frue, som var gift med en overlæge på Rigshospitalet. Fruen,

19 side 19 som selv havde været elev på Askov højskole, var meget imponeret over at få brev fra Poul Bjerge, så Astrid fik fri og rejste så til Askov. I Askov har de jo nok været lidt skeptiske, men Astrid blev godtaget. Hendes yngste svoger, som vistnok kun var 14 år den gang, har selv fortalt mig om sit møde med hende. Han beundrede hende hele livet. Onkel Svend rejste, som mange andre den gang, til Amerika for at prøve lykken i Familien i Askov ville ikke have den kønne og charmerende Astrid gående løs i København imens, så de tog hende som ung pige i huset. Samtidig fik hun mulighed for at deltage i undervisningen på skolen. Onkel Svend har senere fortalt, at hans mor skulle have sagt, at hun aldrig havde haft så ferm en pige. Astrid rejste så i juni 1914 med DFS Frederik 8. til Amerika for at blive gift med sin Svend, som havde farm i Minesota. Jeg har hørt om den rejse fra hende selv: Ikke ét ord engelsk kunne hun, og da hun endelig var ankommet til New York var der 4 dages togkørsel, inden hun var ved sit bestemmelsessted. De blev gift d. 12. juli 1914, så det var i sidste øjeblik, hun nåede derover. Første Verdenskrig brød ud 1. august. Jeg har hørt meget om deres år i Amerika, men det bliver for meget at berette om. Astrid led meget af hjemve, så i 1919 vendte de hjem med juleskibet. Det var i begyndelsen af december. Jeg havde fået fri fra skole og startede med mor ud til frihavnen, hvor vi mødte min mors bror Niels. Intet skib! Det var blevet forsinket i Oslo, så det kom først dagen efter. Det var en stor skuffelse for mig; jeg kunne jo ikke få fri en gang til. De blev nogle dage i København og tog først til Askov lillejuleaften. I Askov vidste de ikke noget om, at Astrid og Svend var kommet hjem, så det var noget af en overraskelse. Beretningen om den hjemkomst var en af mine yndlingshistorier. De var lige ved at tage tilbage til Amerika, men onkel Svends forældre ville så gerne have, at de blev hjemme, så med fælles hjælp fik de købt en gård i Åtte, ikke langt fra Askov. Og det er så her mit eventyr begynder! Fra at have en moster i Amerika, havde jeg nu én i Jylland! Så kom da det store øjeblik, hvor også jeg havde seddel med hjemmefra med anmodning om feriebillet. Til Brørup. jeg var fuldt overbevist om, at der ikke fandtes en by af det navn; jeg havde i hvert fald ikke lært om den i geografi. Men tænk! - Jeg fik billetten, og der stod skrevet "Brørup" på den. Det beroligede mig nu ikke, for jeg regnede med, at de bare skrev det navn, som man sagde. Så oprandt dagen, jeg tror, det var d. 24. juni. Toget afgik kl om morgenen, og for første gang gik der en ekstra sporvogn til hovedbanegården. Før i tiden måtte man gå derind. Mor fulgte mig. Jeg var iført mit pæneste tøj, en gedigen madpakke, 1 sodavand, 3 kr. i lommepenge til 6 uger og masser af formaninger om at være en sød pige, der altid var parat til at hjælpe moster Astrid. I det store og hele skulle jeg opføre mig pænt, og det gjorde jeg så. Jeg husker endnu angsten for at gøre noget galt, for det ville jo bringe skam over ens hjem. Den angst fulgte mig hele min barndom i de forskellige jobs jeg havde som barn og stor pige. Så startede toget mod Jylland. Heldigvis var der nogle i kupéen, som havde prøvet det hele før. Det var et gammelt tog med enkelte kupéer, hvor billetkontrolløren gik uden på toget og stak hovedet ind af vinduet. Turen over Storebælt var jo ikke i den slags færger, vi har i dag. Mange var søsyge, men personalet tog sig kærligt af de små. Der var mange på 6-7 år. De havde som regel en seddel om halsen med navn og bestemmelsessted. Det var længe før Lillebæltsbroen, så ud af toget i Strib, og den korte tur over bæltet til Fredericia. Togene fra Fredericia til langt op i Jylland langs Vestkysten holdt ved alle stationer. Brørup er fem stationer fra Kolding. Jeg tror, vi var der ved 3-4 tiden om eftermiddagen, så det var en lang dag. Hele vejen lød slagsangen: Nu rejser vi til jyderne,

20 side 20 de koger grød i gryderne. Åh Lirum Lej! Onkel Svend og moster Astrid var der for at hente mig. Onkel Svend var i hestevogn efter en last brædder, da han var i gang med at bygge lidt om. Moster Astrid var på cykel, så hun var kørt i forvejen. Jeg glemmer aldrig turen højt til vejrs på en hestevogn. Da vi var ude af Brørup, som slutter med en høj bakke, som hedder Hanebjerg, holdt vi stille, og onkel pegede på en gruppe træer langt ude i det fjerne. Der lå "Langdalegård", som deres nye hjem hed. Der var en lang allé op til gården, og da vi endelig ankom, var moster allerede i arbejdstøjet. Hun var ved at fodre høns. I hønseflokken var der nogle store fugle, som jeg aldrig før havde set; det var kalkuner. Jeg tror nok, jeg i første omgang var skuffet over "godset. Det var en 4-længet meget gammel gård med stråtag, og der var et stort hul i taget på staldbygningen. Men det blev et sted, som jeg kom til at elske, ikke mindst da jeg som voksen holdt mine ferier der. *********** Så har jeg igen holdt en pause i mine skriverier, dennegang på ca. halvandet år. Men nu fortsætter jeg, hvor jeg slap: Jeg husker min første morgen på "Langdalegård". Silende regn efter morgenmaden i det meget lille køkken, hvor der var lavt til loftet og et gloende komfur, hvor der blev lavet mad og ikke mindst det skønneste bagværk - alt hjemmelavet. En taburet med en gulvspand og et krus på et søm over spanden, det var den daglige vandforsyning. Det var en indlagt pumpe i det store bryggers, der var vandkilden. Der var en vask med afløb lige ud til gården med toppede brosten og en aljebrønd og en indretning, der blev spændt heste for, når der skulle tærskes. Der var ikke indlagt elektricitet; det blev der først i Stalden var meget primitiv. Jeg tror, der kun var 5-6 køer, og malkningen foregik med håndkraft. Der var en dejlig stor have og små hyggelige lavloftede stuer. De måtte starte helt fra bunden, men moster Astrid havde evne til at skabe hygge med små midler, og det var dejligt igennem årene at se, hvordan det gik fremad og hvordan de byggede om. Det var ellers en slem tid at starte på at bygge sådan et forsømt landbrug op, der kom jo en stor landbrugskrise, og jorden var bakket og besværlig. At der samtidig var utrolig smukt, kunne man jo ikke leve af, men ved utrolig flid klarede de det. Og det var ikke mindst fordi, min kære onkel Svend havde en fantastisk hjælp i moster Astrid - en smuk københavnerpige, der blev en dygtig bondekone. Hendes slagfærdighed og dramatiske talent førte hende efterhånden ind i egnens amatørteater. Jeg må tilbage til min første dag. Vi fik besøg af en gammel kone - Kirstine Gammelgård - som boede i den fjerde længe, hvor der var en stor stue. Hun var vist på en slags fattighjælp. Jeg tror ikke, hun var særlig gammel, men hun lignede én på 100 år. Hun havde ikke én tand i munden, men hun havde et venligt væsen, og da hun tiltalte mig, forstod jeg ikke ét ord. For mig lød det som fransk! Det varede længe, før jeg kunne kommunikere med hende, men gennem årene - også som voksen - kom jeg til at holde af hende. Hun var rask og gav en hånd med, når der var gilde rundt om på gårdene. Hun fik mælk og kartofler af onkel og moster efter aftale med sognet. Hun var en glad sjæl. Da hun var død, fandt moster mine jule- og fødselsdagskort til hende gemt fint væk i en tom chokoladeæske, som jeg i øvrigt også havde foræret hende. Senere på formiddagen kom der en pige, Anna, som boede hos sine bedsteforældre. Bedstefaderen var smed og hendes bedstemoder var noget af det sødeste, jeg kendte. Jeg holdt forbindelse med hende, lige til hun døde. Anna var et år ældre end mig, og hun var den eneste i den nærmeste omegn, der var på min alder. Hun tog sig så af mig. Jeg anede ikke noget om "janteloven", men i dag er jeg blevet klar over, at det var den, jeg blev udsat for. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget.

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre Uddrag fra Peters dagbog Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre Morfars forældre, dine oldeforældre Morfars oldeforældre, dine tip,tipoldeforældre Christian Worm og Maren Thinggaard Morfars mormor

Læs mere

Opgaver til Den dag tyskerne kom

Opgaver til Den dag tyskerne kom Opgaver til Den dag tyskerne kom 1 Når de voksne frygter krig Knuds mor og far talte tit om, at der var krig i Europa, og at krigen kunne komme til Danmark. Hvad taler dine forældre om? Hvad er de bange

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil.

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil. Post 1 Velkommen til... I skal nu på et dilemmaløb, hvor I vil opleve, hvordan det er at være dreng i Afrika. I får her starten på en historie. Læs den højt for hinanden og beslut derefter i fællesskab,

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus.

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Adjektiver bolig www.5emner.dk 01 Sæt kryds Sæt kryds ved den rigtige sætning. Eks. 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 7 John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Freja har lige

Læs mere

Weitemeyers Kilde. Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske

Weitemeyers Kilde. Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske Weitemeyers Kilde Nyhedsbrev for Svinninge Lokalhistoriske Søren Andreasen er kendt for at fly e ud i en jord/halmhy e om sommeren, mens han opdyrkede sit stykke land på Lamme orden. Man mener, at da Søren

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah Denne dagbog tilhører Norah Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

I 1 år efter min Farmors død krævede min Farfar at min Far og hans 2 søskende skulle bære sort sørgearmbind!!

I 1 år efter min Farmors død krævede min Farfar at min Far og hans 2 søskende skulle bære sort sørgearmbind!! Min Far blev født i København den 4. december 1912 som søn af: Direktør, fabrikant Oscar Valdemar Meyer, født 30. Maj 1866 i København og død 18. november 1930 i Charlottenlund og hustru Astrid Constance

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 13. juli 2012 Hun indretter med indføling: Stylet orden Side X 70 23 15 23 jna.dk energivinduer Spar op til 35% nu kontakt os for mere info udstilling: Kratholmvej

Læs mere

3. Hvorfor fangede man nogle kvinder, tog tøjet af dem og klippede alt håret af dem på gaden?

3. Hvorfor fangede man nogle kvinder, tog tøjet af dem og klippede alt håret af dem på gaden? Før læsning: Introduktion til årtiet Gruppearbejde: Se på billederne i bogen side 3. Hvad kender I? Hvad tænker I? Hvad tror I kapitlet handler om? Hvad ved I om dette årti i jeres eget hjemland / verden

Læs mere

Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form

Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form 1983 Fejrer diamantbryllup på tirsdag: Daglig gåtur holder parret i form Hans og Anna Pedersen VEJEN: Selv om det sner, stormer eller regner kan man hver dag træffe ægteparret Anna og Hans Pedersen, Præstevænget

Læs mere

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13.

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. 1 Konfirmation 2015. Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. For mange år siden var der nogle unge fra en kirkelig forening, der havde lavet en plakat med teksten Jesus er

Læs mere

Hip, hip,hip. Hurra!! Denne folder er en hyldest til vor far. Margrethe, Børge og Morten Tage Eskild Jensen Født den 15. Sept. 1918 I Vester Linderum

Hip, hip,hip. Hurra!! Denne folder er en hyldest til vor far. Margrethe, Børge og Morten Tage Eskild Jensen Født den 15. Sept. 1918 I Vester Linderum Hip, hip,hip Hurra!! Denne folder er en hyldest til vor far.. Margrethe, Børge og Morten Tage Eskild Jensen Født den 15. Sept. 1918 I Vester Linderum Notater: 2 11 For 3 år siden kom far på sygehus med

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

Det har gjort mig til den jeg er...

Det har gjort mig til den jeg er... . Da jeg var 3 år, flyttede vi til Thurø. I København havde vi ikke haft fjernsyn. Så det, at vi fik et lille et, var en MEGET stor ting. De første par dage på Rolf Krakes Vej brugte jeg foran fjernsynet.

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så Vi skal ud og sejle Det har regnet meget de sidste par dage, og især i nat er der kommet meget vand, sagde far ved middagsbordet. Selv om det ikke regner nu, beslutter jeg mig for at blive inde og lege.

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

Helle har dog også brugt sin vrede konstruktivt og er kommet

Helle har dog også brugt sin vrede konstruktivt og er kommet Jalousi Jalousi er en meget stærk følelse, som mange mennesker ikke ønsker at vedkende sig, men som alle andre følelser kan den være med til at give vækst, men den kan også være destruktiv, når den tager

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt.

jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt. I 2013 da jeg smed p-pillerne, var jeg en ung kvinde på 26, der havde været sammen med min kæreste i næsten 5 år. Min kæreste var dengang 29 år og var færdiguddannet. Vi havde længe snakket om at det ville

Læs mere

Du er klog som en bog, Sofie!

Du er klog som en bog, Sofie! Du er klog som en bog, Sofie! Denne bog handler om, hvordan det er at have problemer med opmærksomhed og med at koncentrere sig. Man kan godt have problemer med begge dele, men på forskellig måde. Bogen

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Den Internationale lærernes dag

Den Internationale lærernes dag Den Internationale lærernes dag I dag er det en særlig dag. For den 5. oktober har flere foreninger rundt om i verden valgt at markere som Den internationale lærernes dag. Man ønsker på denne måde at markere

Læs mere

-- betingelse--, --betinget virkelighed. Var jeg ung endnu, (hvis-inversion - litterær form)

-- betingelse--, --betinget virkelighed. Var jeg ung endnu, (hvis-inversion - litterær form) Betinget virkelighed Betinget virkelighed vil sige en tænkt virkelighed under en bestemt betingelse. Man springer ud af virkeligheden og ind i en anden ved at forestille sig, hvad man så ville gøre: Hvis

Læs mere

Her slutter historien om Kasper.

Her slutter historien om Kasper. KASPERS HISTORIE Hvert år forsvinder der hundredevis af danskere uden at give deres familie eller andre pårørende besked : en mand går ned i kiosken på hjørnet en søndag eftermiddag og kommer aldrig tilbage.

Læs mere

Emne: De gode gamle dage

Emne: De gode gamle dage Afsnit 1 Et uægte barn Emne: De gode gamle dage Folk siger tit, at alt var bedre i gamle dage. Men det kan jo ikke passe. Selvfølgelig er der nogen ting, der er bedre i dag. Men verden er ikke den samme

Læs mere

Lektiebogen. Samtaler med børn og voksne om lektielæsning

Lektiebogen. Samtaler med børn og voksne om lektielæsning Lektiebogen Samtaler med børn og voksne om lektielæsning Forord Herværende pjece er produceret med støtte fra Undervisningsministeriets tips- og lottomidler. Pjecen er blevet til via samtaler med børn,

Læs mere

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK AF PRAKTIKANT ANDERS VIDTFELDT LARSEN 35-årige Amara Kamara er fra Liberia. Med sig i bagagen har han flugt fra 2 borgerkrige; en opvækst uden en

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Jeg blev meget, meget stille

Jeg blev meget, meget stille Artikel, Sophia og Phillip, Familier med kræftramte børn, familieportræt, søskendevinkel Rettet Jeg blev meget, meget stille Søskende til børn der har fået kræft kan ende med at gøre sig selv usynlige.

Læs mere

180 : Jeg er ikke vred mere

180 : Jeg er ikke vred mere 180 : Jeg er ikke vred mere I 180 grader møder vi mennesker, hvis liv har taget en voldsom drejning, men som er kommet styrket videre. Tabita Brøner er vokset op som Jehovas Vidne. Men som teenager mødte

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Det har gjort noget ved min sjæl

Det har gjort noget ved min sjæl Det har gjort noget ved min sjæl Mariann Østergaard Bomholt er vokset op i Lyngby nord for København. Hendes far var skattesagkyndig ved kommunen, og hendes mor var hjemmegående. De var begge amatørdansere

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om.

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Historien om Anita og Ruth Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Anita og Ruth. Da de var

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere

Butikken hvor du kan leje et andet liv

Butikken hvor du kan leje et andet liv Butikken hvor du kan leje et andet liv I meget gamle dage ovre i London var der en lille butik i en kælder. London var langt,langt væk. Butikken lå i en sidegade, så der var mørkt og dystert i gaden. Den

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Noter til breve fra Laura Jakobsen til Bernhard Jakobsen

Noter til breve fra Laura Jakobsen til Bernhard Jakobsen Noter til breve fra Laura Jakobsen til Bernhard Jakobsen 1905 25/9 1905 (fra Svendborg) - Skrevet på Bernhards fødselsdag. - Johan har det bedre. - Detaljeret beskrivelse af Johans tilstand og hans pleje.

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Test din viden om Konjunktioner

Test din viden om Konjunktioner Ann Kledal og Barbara Fischer-Hansen Test din viden om Konjunktioner 10 testopgaver til arbejdshæftet PARAT START 3 knyttet til grundbogen BASISGRAMMATIKKEN Special-pædagogisk forlag Xxxxxxxxx 1 Test din

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Øvelse 1-20: Øvelse 21-29: Øvelse 30-34: Øvelse 35-39: Øvelse 40-44: Øvelse 45-49: Øvelse 50-59: Øvelse 60-85: Der sættes komma efter ledsætninger, jf.

Læs mere

Amitheswary. I Danmark er der respekt for alle

Amitheswary. I Danmark er der respekt for alle Amitheswary I Danmark er der respekt for alle Amitheswary er 46 år og kommer fra Sri Lanka. Hun har været i Danmark siden 1992 34 Livet i Sri Lanka I Sri Lanka boede jeg sammen med min familie. Jeg har

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Ulvevinter. ildbrande raser mod arnens bål høj hede spiller mod himlen s. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter

Ulvevinter. ildbrande raser mod arnens bål høj hede spiller mod himlen s. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter Vagn af edevold Du er født og opvokset på gården edevold. Der var meget arbejde, men I manglede ikke noget. De glade dage sluttede, da det viste sig at din fader havde spillet sig til en stor gæld. I måtte

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Bilag 1: Interview med Søren

Bilag 1: Interview med Søren 1 0 1 0 1 Bilag 1: Interview med Søren Søren, år. Søren er en dreng på år, som har boet på Birkedalen i to og et halv år. Søren oplevede, ligesom sin lillebror, at være i klemme mellem forældrene efter

Læs mere

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste Net-opgaver: Facitliste Kapitel 1: Arbejde og uddannelse Ordforråd: Job og jobfunktioner Grammatik: Inversion Grammatik: Datid Grammatik: Possessive pronominer Udtale: R Billedserie: Josefs arbejde Kapitel

Læs mere

Opgave 1. Modul 3 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. 1. Hvornår kan Søren blive klippet?

Opgave 1. Modul 3 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. 1. Hvornår kan Søren blive klippet? Modul 3 Lytte, Opgave 1 Opgave 1 Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. X 1. Hvornår kan Søren blive klippet? 18.00 17.00 17.30 2. Hvilken farve er flottest? hvid rød grøn

Læs mere

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje.

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. Det er tæt på Adriaterhavet nær Dubrovnik. Jeg har en kone og to drenge, som var

Læs mere

side 9 manden Portræt af en 25-års jubilar

side 9 manden Portræt af en 25-års jubilar Stilladsinformation nr. 64 - december 2001 side 9 manden Portræt af en 25-års jubilar Navn: Ib Hansen Bopæl: albertslund Alder: 55 Start i branchen: 1975 Firma: Tillidspost: Herlev Stilladser Fanebærersuppleant

Læs mere

Ny bog: Ballegaard. Vestjysk politimand bag tysk pigtråd 1944-1945 Lidt om bogens tilblivelse og indhold

Ny bog: Ballegaard. Vestjysk politimand bag tysk pigtråd 1944-1945 Lidt om bogens tilblivelse og indhold Ny bog: Ballegaard. Vestjysk politimand bag tysk pigtråd 1944-1945 Lidt om bogens tilblivelse og indhold Min far, Herluf Ballegaard, og min mor, Elisabeth Hasseriis Ballegaard, har før skrevet til slægtsbladet.

Læs mere

Evaluering af SSP dagen elev 1

Evaluering af SSP dagen elev 1 Evaluering af SSP dagen elev 1 1. Hvorfor hedder SSP dagen Det er sejt at sige nej Det gør det fordi at det er godt at sige nej til noget dumt fx: at ryge, at stjæle og andre dumme ting. 2. Hvad lærte

Læs mere

Et aktivt liv på sin egen måde

Et aktivt liv på sin egen måde Artikel i Muskelkraft nr. 4, 2005 Et aktivt liv på sin egen måde Om et halvt år flytter 29-årige Marc Jørgensen hjemmefra og ind i sit eget hus en opfyldelse af et af hans mål i livet Af Jane W. Schelde

Læs mere

Den farefulde færd. Skrevet af Emil og Frederik

Den farefulde færd. Skrevet af Emil og Frederik Den farefulde færd Den 24. april 2014 øvede Rønnebæk skoles musicalhold på deres stykke den farefulde færd, som Therese Flensbak har skrevet, både manuskript og sange. Skuespillet handlede om tre dovne

Læs mere

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression!

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Vores datter Emma blev født i okt. 2003. Vi havde været gravide før men jeg aborterede i 7. uge af graviditeten. Graviditeten med Emma var præget af angst

Læs mere

om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1

om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1 om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1 KARL OG EMMAS MOR ER BLEVET RUNDTOSSET Forfatter: Susanna Gerstorff Thidemann ISBN: 87-89814-89-6 Tekstbearbejdning og layout: Qivi

Læs mere

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner 1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer,

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

Helle Helle: Afløb (2000)

Helle Helle: Afløb (2000) Helle Helle: Afløb (2000) 5. 10. 15. 20. 25. 30. Min bror er i dårligt humør. Han ligger på knæ på mit badeværelse og renser afløbet i brusekabinen med en lang metalgenstand. Det har været stoppet nogle

Læs mere

Niels Rasmussen d. 11.11.11

Niels Rasmussen d. 11.11.11 I mange år har jeg leget med ord, første gang jeg husker var i forbindelse med en lejr for ca. 25 år siden. Jeg husker det handlede om alle vores men er, men der kom en mand Senere har jeg gjort det i

Læs mere

Aske og Bente er et ældre ægtepar. De har fundet nogle gamle fotografier fra deres ungdom og prøver at blive enige om, hvor og hvornår de er taget.

Aske og Bente er et ældre ægtepar. De har fundet nogle gamle fotografier fra deres ungdom og prøver at blive enige om, hvor og hvornår de er taget. 1.1 Gamle billeder. Ræsonnement Læs teksten, og indsæt ordene fra boksen under dialogen, så samtalen giver mening. Der er hjælp i grundbogen side 9, nr. 3. Aske og Bente er et ældre ægtepar. De har fundet

Læs mere

Synes, mener eller tror?

Synes, mener eller tror? Synes, mener eller tror? Tror, synes og mener dækkes på mange sprog af samme ord. Men på dansk er begrebet delt op efter den psykologiske baggrund: Synes udtrykker en følelse i situationen, tror udtrykker,

Læs mere

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen.

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen. Bilag E - Lisbeth 0000 Benjamin: Yes, men det første jeg godt kunne tænke mig at høre dig fortælle mig lidt om, det er en almindelig hverdag hvor arbejde indgår. Så hvad laver du i løbet af en almindelig

Læs mere

Test din viden om Præpositioner

Test din viden om Præpositioner Ann Kledal og Barbara Fischer-Hansen Test din viden om Præpositioner 9 testopgaver til arbejdshæftet PARAT START 3 knyttet til grundbogen BASISGRAMMATIKKEN Special-pædagogisk forlag Xxxxxxxxx 1 Test din

Læs mere

Et liv med Turners Syndrom

Et liv med Turners Syndrom Et liv med Turners Syndrom Hvordan er det at leve med Turner Syndrom, og hvordan det var at få det at vide dengang diagnosen blev stillet. Måske kan andre nikke genkendende til flere af tingene, og andre

Læs mere

Et stoleformet seksualliv

Et stoleformet seksualliv Artikel fra Muskelkraft nr. 6, 2001 Et stoleformet seksualliv Jeg vil i hvert fald hellere beholde Claus end tænke, at vi gør det måske ikke fem gange om ugen. Af Jørgen Jeppesen Man får nemt øje på forskellene.

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham.

Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham. Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham. Det var sådan dengang i Israels land, at det at være konge

Læs mere

Prøve i Dansk 2. Skriftlig del. Læseforståelse 2. November-december 2014. Tekst- og opgavehæfte. Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5

Prøve i Dansk 2. Skriftlig del. Læseforståelse 2. November-december 2014. Tekst- og opgavehæfte. Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5 Prøve i Dansk 2 November-december 2014 Skriftlig del Læseforståelse 2 Tekst- og opgavehæfte Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5 Hjælpemidler: ingen Tid: 65 minutter Udfyldes af prøvedeltageren Navn

Læs mere

Monica Post 2.A. Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012

Monica Post 2.A. Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012 Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012 Annas og min rejse begyndte på Odense Banegård d. 17. november kl. 8. Selv om det var tidligt, var humøret højt, da vi satte kursen mod Kastrup

Læs mere

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA - stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA Hvid stamme MOTTO: Det er Solgudens vilje, at du skal gøre hvad jeg siger STIKORD: Præster, bestemmer, rige Da Solguden straffede menneskerne, troede

Læs mere

Vi ønsker en glædelig Jul og et godt og lykkebringende Nytår.

Vi ønsker en glædelig Jul og et godt og lykkebringende Nytår. Guldbrudeparret den 28. april Mille og Inge Mille Tina på hendes 50 års fødselsdag Panama Kanalen Leguan i Costa Rica Hejre i Costa Rica Dødningehoved abe i Costa Rica 2012 Vi ønsker en glædelig Jul og

Læs mere

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK!

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK! 12 TR PÅ DANSK! Robert er tillidsrepræsentant eller TR på en stor brødfabrik. Han repræsenterer dem, der arbejder i fabrikkens pakkeafdeling. Mange af dem kommer fra andre lande. Robert kommer selv fra

Læs mere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Den gamle kone, der ville have en nisse 1 Den gamle kone, der ville have en nisse Der var engang en gammel kone, der gerne ville have en nisse. Hun havde slidt og slæbt alle sine dage, og nu havde hun sparet sammen til at få sit eget hus. Det

Læs mere

Interviewguide. - af tidligere kriminelle

Interviewguide. - af tidligere kriminelle Interviewguide - af tidligere kriminelle Tema Præsentation af os og vores projekt m.v. Interviewspørgsmål Vi hedder Rune og Allan og læser socialvidenskab på RUC sammen med Anne Mette og Sara, hvor vi

Læs mere

KLOKKEBJERGS TLF. NR. 9735 1688 www.klokkebjerg. E.mail: Info@klokkebjerg.dk

KLOKKEBJERGS TLF. NR. 9735 1688 www.klokkebjerg. E.mail: Info@klokkebjerg.dk ÅRG. 29 INFORMATION Klokkebjergs bestyrelse er: Henning Hansen, Esbjerg (formand) Svend Engrob, Tarm (næstformand) Birgit Storbjerg, Ølgod Frida Skade, Skjern Torben Hvergel, Ringkøbing Bestyrelsen for

Læs mere

JURGEN BRAUN ANTON SCHMIDT GUSTAV MULLER FRIEDRICH MENDEL. Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Værnemagten

JURGEN BRAUN ANTON SCHMIDT GUSTAV MULLER FRIEDRICH MENDEL. Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Om at forhøre folk: Værnemagten BESÆTTELSEN ROLLER Værnemagten ANTON SCHMIDT Du er 27 år gammel, og det er dig, der bestemmer over den deling af soldater, som Værnemagten har sendt til Vimmerslev. Du er stolt af at være soldat i den

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Bilag 3 Transskription af interview med Kenneth

Bilag 3 Transskription af interview med Kenneth Bilag 3 Transskription af interview med Kenneth M: Vi skriver om børnecheckens betydning for børnefamilier, og hvordan det vil påvirke de almindelige børnefamilier, hvis man indtægtsgraduerer den her børnecheck.

Læs mere

Opgaver til Hjemmets fire vægge

Opgaver til Hjemmets fire vægge Opgaver til Hjemmets fire vægge 1 Møblér Pouls lejlighed Diskuter og tegn, hvordan I mener, Pouls lejlighed så ud. Tegn, klip og klister møbler på tegningen. Husk etageseng, sovesofa og alt det andet en

Læs mere

Substantiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. Han har købt en ny bil. Han har købt en ny biler.

Substantiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. Han har købt en ny bil. Han har købt en ny biler. Substantiver arbejde www.5emner.dk 01 Sæt kryds Sæt kryds ved den rigtige sætning. Eks. 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 7 Han har købt en ny bil. Han har købt en ny biler. Du skal købe to kilo kartoffel

Læs mere

H E L E E Nr. 6 juli 2015

H E L E E Nr. 6 juli 2015 HELE E Nr. 6 juli 2015 HELENENYT Nr. 6 (juli årgang 26) Bostedet Helenes Minde Lersø Parkallé 28 2100 København Ø Ansvarshavende: Maj Greifenstein Tlf: 29347195 Eller 39105651 mgr@ok-fonden.dk Layout &

Læs mere

Bilag nr. 4 Transskribering af interview 3. Van

Bilag nr. 4 Transskribering af interview 3. Van Bilag nr. 4 Transskribering af interview 3. Van Van virker fra starten ret nervøs. Hun sidder fremadlænet med foldede hænder, mens hun nervøst kigger på skiftevis interviewer og informant. Før optageren

Læs mere

Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold

Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold Maria Jensen blev banket, spærret inde og næsten slået ihjel af sin kæreste. Da hun forlod ham, tog han sit eget liv Af Jesper Vestergaard Larsen, 14. oktober

Læs mere