Fortællinger fra Skovkanten 4

Transkript

1 Fortællinger fra Skovkanten 4 Østerskov Efterskoles novellesamling 2014

2

3 Fortællinger fra Skovkanten 4 Østerskov Efterskoles novellesamling 2014

4 Fortællinger fra Skovkanten 4 Østerskov Efterskoles Novellesamling udgave, 1. oplag 2014 ISBN Ansvarshavende Redaktør Mads Lunau Redaktion Mette Finderup Billeder Mads Lunau Korrekturlæsning Vibe Esdahl-Schou Layout Claus Raasted Udgiver Østerskov Efterskole, Kirketoften 4, 9500 Hobro Forlag Rollespilsakademiet Tryk Toptryk Grafik Ophavsret Ophavsretten til de enkelte tekster haves af de enkelte forfattere. Teksterne er trykt i antologien efter aftale med forfatterne. Dommedag Andreas Schultz Perlens lys Anna Paulsen Den blodige massakre Freja Lunau Junglens mørke Ian Madsen Lykken er af porcelæn Ida Fonsholt Far og datter sammen i døden Janne Mundeling En kongelig begravelse Johanne Hauch En helt speciel pige Laura Elisabeth Fornø Dragerytteren Louise Hedegaard Pedersen Stjernelandet Lyng Liv Cao Jønsson Mørkeberg Azeroths gave Mads Holbeck Skyggemissionen Marie Lorenzen Jeg ville aldrig kalde dig broder Mikkel Christensen Djævlens højre hånd Rasmus Bøgesgaard Juliets hemmelighed Sascha Jensen Den magiske cirkel Signe Feldstein Pilespids (ufærdig) Sara Iley Nielsen

5 Denne her novellesamling er efterhånden blevet en tradition på Østerskov, og det er jeg glad for. Nogle traditioner kan man være stolte af. Nogle er lidt mere tvivlsomme. Men en ting er sikkert. Traditioner kommer ikke af sig selv, og man skal gøre noget for at skabe dem - og for at udvikle dem. Da vi for over tre år siden for første gang kastede os ud i at lave den første Fortællinger fra Skovkanten, var der allerede et 1 i titlen. Dengang vidste vi ikke om bogen ville blive en succes - ja, strengt taget vidste vi jo ikke engang om den ville blive til virkelighed. Men vi vidste, at vores mål var at etablere en tradition, og det markerede vi ved ikke bare at kalde den for Fortællinger fra Skovkanten, men Fortællinger fra Skovkanten 1. Målet var nemlig ikke bare at skabe en novellesamling med historier fra unge, engagerede forfattere. Målet var at skabe en tradition for novellesamlinger fra Østerskov Efteskole. Og selvom traditionen stadig et forholdsvis ny - det her er jo kun nr. 4 - ja, så kan jeg allerede sige, at det er en tradition jeg er stolt af, og en tradition jeg vil gøre mit bedste for at udvikle og videreføre i fremtiden. Mads Lunau, forstander Juni 2014 Forord 8 9

6 Dommedag Andreas Schultz 10 11

7 Jeg sidder ved bordet, som er dækket til os alle, og roder med mit kamera og noterne til min artikel. Jeg er blevet inviteret hjem til mine forældre, der har svært ved at vænne sig til, at jeg er flyttet, og Tv et står og flimrer, mens det fortæller om nogle nye fund, som ifølge journalisten vil ændre hele verdenen. Hey, har du hørt om det der? spørger jeg. Jeg tror ikke, det fører til noget godt, Lukas, men ellers ja, jeg har hørt om det, mumler min far. Men de har da ellers sagt, at det kan være vejen til at kurere kræft? blander min mor sig, og jeg kan høre, at der er en diskussion undervejs. Og ganske rigtig. Min far rejser sig; Hvad fanden tror du, folk vil ende med at bruge det til! Præcis det samme som uran. Masseødelæggelsesvåben, men i det samme siger manden i fjernsynet: Vi er blevet bedt om at bringe en hastemeddelelse. Alle civile skal blive i deres huse, da vi er under angreb, muligvis fra..., og inden jeg hører sætningen færdig, stormer mænd ind i huset med våben. En af dem kommer direkte hen til mig og jager en kanyle i min arm. Det sidste, jeg hører, er: Her er vores mål. Tag ham til basen. Og så bliver alt sort. Så da jeg endelig vågner, er det på grund af larm og skud. Jeg sætter mig hurtigt op og går hen til vinduet. Byen derude er fuldstændig smadret af krig. Det er som at se en dårlig film. Jeg får øje på en signalpistol på værelset og affyrer den i håb om, at nogen vil finde mig. Jeg har af en eller anden grund dårlig samvittighed. Pludselig får jeg øje på mine forældre, der går ind i gennem en lys dør. Nogen råber: Alle mennesker skal ind i denne bunker og registreres i vores log. Så mærker jeg et stik i maven. Jeg falder om, og verden bliver mørk. Jeg vågner i en betonbygning. Et grågrønt skær skinner gennem vinduet. Jeg ligger i en seng og kan lige kigge ud. Hvor er jeg? Hvad er der sket! Der står to mænd og taler sammen i værelset. Vi er i en by, hvor alt er ødelagt eller bygget af skrot. Den ene kommer roligt hen til mig. Hey, knægt. Er du OK? Han sætter sig ved siden af mig på en skammel. Der, hvor jeg fandt dig, havde du ligget et godt stykke tid, fortsætter han smågrinende. Jeg kigger spørgende på ham: Hvor er jeg? Er det her en joke? Nu griner han højt. Du står midt i apokalypsen, og så laver du sjov, siger han. Jeg mener det... jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg må have været besvimet meget længe. Her ser ud, som om der har været krig eller noget. Manden ser på mig med rynkede bryn, før han siger noget igen. Så har du dæleme været i koma et godt stykke tid, knægt. Sidste år gik verden i brand. Alle, der kunne kæmpe, gjorde det for de skide ting, de fandt i Sverige. Sidste år? siger jeg. Og alle kæmpede? Hvad mener du? Hans ansigt får et dystert skær over sig. Du har virkelig sovet gennem det hele? Det, jeg mener, er, at du ikke har noget sted at tage hen til længere. Hjem findes ikke. Jeg føler et stik i maven. Intet hjem. Manden rejser sig. Mit navn er Stephen, siger han og klør sig i sit grå skæg. Jeg sætter mig op på kanten af sengen. Mit navn er Lukas, rart at møde Dem, Stephen! Stephen rækker ned ved sit bælte med sin hånd, og trækker en pistol frem med lyddæmper. Han giver den til mig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Derefter går han og den anden ud af bygningen, og jeg er helt alene. Døren er åben, så jeg vælger at gå ud, men hvad skal jeg lede efter? Jeg har jo ikke et mål i denne verden. Jeg er journalist, ikke en overlever som dem. Et sted er der nogle, der råber, og nogle klokker ringer. Jeg kan se, at vi er omkranset af en bymur til forsvar, og nogle sære væsner kravler ind over murene. Alle indbyggere i byen løber rundt i panik: Hjælp os! Mutanterne er her! bliver der råbt fra et tårn ved muren. Jeg griber pistolen og tjekker min ammunition. Jeg har 12 skud, og jeg skynder mig ud for at lede efter Stephen. Pludselig står en stor mutant på fire ben lige foran mig. Den er på størrelse med en løve, og den rejser sig op på sine to bagben og langer ud efter mig med sin ene arm. Jeg når lige at bukke mig for fem skarpe kløer, der flyve ind over hovedet på mig. Jeg laver et hurtigt rullefald væk fra væsnet og trækker pistolen. Sigter sikkert og affyrer jeg den! Jeg mærker to ryk i pistolen, og monsteret falder om. Lukas! Kom med mig! Vi skal væk herfra. Byen er blevet overløbet af mutanter. Jeg kigger mig omkring og ser Stephen, som løber mod mig. Jeg sænker pistolen

8 Stephen, hvad sker der! Hvor kommer de dyr fra? Han når forpustet frem til mig. Der var et stof i de ting, man fandt i Sverige. Det er årsagen til, at dyr har muteret! forklarer han. Men vi må væk. De er for mange, og vi har ikke nok ammunition i byen. Hans stemme er desperat, og vi begynder at løbe. En åben vogn kommer forbi, og folkene på ladet råber efter os. Jeg hopper hurtigt derop og ser Stephen nå det samme, lige inden mutanterne når os. Vognen kører af sted, og vi ser mennesker bag os blive slået ned og spist. Jeg har en mærkelig følelse, som om jeg har oplevet noget lignende før. Noget, der hænger sammen med et lyst skær... Lukas, du har en speciel DNA, og vi har brug for dig. En læge står foran mig. Det er et minde fra tiden efter, jeg fik en sprøjte i armen, som fik mig til at sove. En flok soldater løber ind i rummet, og jeg hører en masse skud og skrig. Jeg rejser mig og søger dækning. Kigger mod døren, da en eksplosion rammer mig... Pludselig er jeg tilbage i vognen, hvor Stephen prøver at tale til mig.... lar ov... hovedet? Kan du gentage det? Han griner. Det er godt, du ikke er kommet til skade knægt, og sejt, at du ikke blev dræbt af den mutant, som du kæmpede mod! Så bliver han med ét alvorlig: Men vi kan ikke fortsætte med at blive i det fri meget længere. Jeg har hørt rygter om en bunker, der åbnede for mennesker lige inden apokalypsen. Der kan vi finde et nyt hjem, men bunkeren er bevogtet af røvere. Lige nu er vi på vej mod en by, hvor vi måske kan bytte vores ejendele til det udstyr, der skal skaffe os ind i bunkeren. Jeg glor på ham. Hvor ved du fra, at der findes en bunker? Fordi røverne har sat sedler op. De kan ikke åbne døren derind og lover guld og grønne skove til dem, der hjælper. Det er vores chance, siger han. Der er kun et kvarters rejse til byen. Dens store skrotmetalport åbner sig for os. Det føles underligt at se denne verden. Den måde det hele er gået i stykker på. Jeg har aldrig nogensinde troet, jeg ville være en del af sådan en fremtid. Vi kører ind gennem porten, hvor jeg ser, at denne by er rimelig stor. Her bor flere tusinde mennesker. Vi stiger ned fra vognen. Jeg kender et sted, hvor vi kan finde det, vi skal bruge, og sikkert mere end det, lyder det selvsikkert fra Stephen. Jeg følger med ham. Jeg kender ikke andre i hele verden, og slet ingen, som vil hjælpe mig, som ham. Vi går gennem gaderne. Ikke alle i byen har et hjem, og de mennesker, der sidder på gaden, ser virkelig ynkelige og triste ud. De ser ud til, at de ikke har noget at leve for. Lad dem være, vi kan alligevel ikke hjælpe dem. Vi lever i en verden, hvor alle må klare sig selv, og denne by er den største i området. Vi går forbi og gennem en dør til en våbenhandler. Jeg skal nok tage mig af at skaffe udstyr. Han smiler til mig, og jeg sætter mig ved et bord, hvor jeg får noget serveret, mens han forhandler. Det er ikke ligefrem det mest fornemme mad, men det er mad, og jeg drikker og spiser det hele. Stephen kommer hen til mig. Godt så, Lukas, jeg har skaffet os nogle rationer, nogle våben, og venner, der vil med os! Jeg rejser mig. Han rækker hånden ned i sin taske og viser mig en sej angrebsriffel med utroligt meget ekstraudstyr. Det er første gang, jeg har set sådan en riffel, men den får mit hoved til at gøre ondt. Jeg ser i et glimt et syn af en mand, der mejer en masse mennesker ned uden nåde. Har du også ammunition til den? Det ville ikke være fedt at komme i kamp med røvere uden skud. Stephen griner. Der har du helt ret, Lukas! Derfor har jeg købt rigeligt med patroner til os alle. Han sætter sig ved mit bord. Jeg skal lige være sikker på, at du ved, hvad der venter, siger han så. Vi skal ud at dræbe andre mennesker. Jeg ser på ham med et blik, som fortæller, at jeg er klar. Jeg har selv nogle ting, som jeg måske ville kunne finde i den bunker. Jeg rejser mig op: Skal vi komme af sted? Vi sætter os op i vognen sammen med vores folk. Den er stor og bygget til kamp, og jeg sætter mig ind på forsædet. Her ser jeg, at der er en radio, som kan spille musik. Det er længe siden, jeg har hørt den slags. Jeg tænder for den, og den spiller en melodi fra dengang, verden stadig var hel og helt urørt af dommedagen. Stephen hopper ind på førersædet og starter vognen. Ok, er alle klar? Alle svarer i kor: Ja! Og så kører vi af sted mod bunkeren, hvor vi håber at finde et sted at leve, væk fra ødelæggelserne og mutanterne

9 Vi kører et godt stykke tid, og jeg ser en masse ødelagte bygninger. Det giver mig en kold følelse i maven. Vognens motor larmer utroligt meget, når den speeder op, og et par gange overdøver den os alle. Så hører jeg en mand råbe. Jeg kan se nogen! Vi rejser os alle. Har han ikke et raketstyr? Stephen lyder bange, og personen affyrer sit våben mod vores vogn, som går i stykker. Derefter stormer en masse andre frem og angriber os. Det er røvere, Lukas, de vil tage vores udstyr! råber Stephen. Men jeg sidder fast efter eksplosionen, og alt, hvad jeg kan, er at se på, mens de andre bliver dræbt. Stephen bliver ramt i skulderen uden for vognen. Røverne stormer mod ham og samler ham op. Jeg lader som om, at jeg allerede er død. Hvis jeg skal hjælpe ham, kræver det, at jeg holder mig i live. Røverne råber: Du kommer med os, spade! Du kommer ind på vores territorium, og det betyder, du gør, som vi siger. Så slæber de ham væk. Jeg sidder stadig fast i vognen. Noget metal spænder om min fod, og jeg er blevet ramt af nogle splinter fra eksplosionen. Jeg prøver at komme fri uden held. Efter et stykke tid bliver mit syn sløret. Jeg har tabt en masse blod og indser, at jeg nok vil dø. Jeg river i jernet, der sidder om min fod uden nogen stor succes. Så kigger jeg rundt i vognen. Jeg kan lige præcis nå en stålsaks. Jeg fumler med saksen og får min fod fri. Så smækker jeg døren op. En mindre sø af mit blod skvulper ud af døren, da jeg åbner den, og jeg går i panik. En eller anden! Er der nogen! Jeg har brug for hjælp, råber jeg. Jeg føler mig utrolig svag og prøver at trække mig hen over jorden mod en medicinkasse fra vognen. Jeg hører trampen og brøl fra byen, men jeg føler ikke længere smerte. Nu føler jeg kun frygt. Jeg trækker og hiver mig fremad mod kassen, men mine muskler er så svage. Jeg hører noget komme nærmere med tunge åndedræt. Jeg vender mig om på ryggen og ser til min rædsel en stor mutant. Jeg skynder mig at hive min pistol frem og affyrer den, indtil magasinet er tømt. Bæstet vælter om på ryggen, men lydene stopper ikke. Jeg ser, at der er flere mutanter, som har omringet mig. Jeg tager min riffel frem. Nå, nu er dagen så kommet, hvisker jeg. Så peger jeg min riffel mod mutanterne og gør klar. Men i samme sekund, som jeg skal til at fyre, bliver de alle skudt. Skuddene falder hurtigt og fra en busk. En person stormer ud for at hjælpe mig. Det er en kvinde. Du er godt nok heldig, at jeg var her, for ellers ville du have været død, siger hun stille. Jeg sætter mig fortumlet op. Tak, fordi du hjalp mig. Jeg tøver lidt. Men hvorfor gjorde du det? Hun renser mine sår og overfører blod til mig fra en blodpose. Fordi du var en person, som havde brug for det, og jeg hørte fra nogle venner, at de havde hørt skud herude. Hun kigger på bilen, og jeg er blot taknemmelig over, at der stadig findes folk som hende. Tak. Jeg hedder Lukas, og du hedder? Jeg hedder Noa. Hun rejser sig roligt, og jeg fortæller hende min historie. Det er lang tid siden, jeg sidst har haft kontakt med en kvinde, og jeg nyder hendes nærvær. Vi holder lejr ved vognen, og efter min historie bliver vi enige om at forsøge at redde Stephen næste dag. Vi står op til solskin, hvilket vil sige et sært, grønligt lys. Det er virkelig underligt med den skarpe grønne farve. Jeg går over og vækker Noa, som sover tungt. Argh, bare lidt mere søvn, mumler hun. Jeg rusker i hende. Noa, vi skal op. Vi skal redde Stephen. Jeg får liv i hende, og hun samler sine ting sammen. Hun ved, hvor lejren er, og vi kravler op på en skråning, hvor vi har overblik. Her kan vi se Stephen blive slæbt ind i en bygning, hvor en masse mørke tunneler fører under. Vi lister os nærmere. Røverne er ikke særligt organiserede, og vi kommer forbi dem og når til Stephens bygning og åbner døren stille og roligt. Desværre står der en røver i døren og råber: ALARM! DER ER TO UKENDTE HOS FANGEN! Nu kommer røverne fra alle sider, og vi kan ikke stoppe dem. De begynder at beskyde os, og vi flygter ind i et hus. Jeg sidder ved et vindue og ser røverne storme mod os. En af røverne smadrer vinduet og kigger ind. Da tager jeg min pistol med lyddæmper og skyder hans hoved. Hans krop falder ind gennem vinduet, og hans hoved er helt smadret. Jeg tager min riffel og skyder efter røverne derude, og jeg får ram på et par stykker, men til sidst bliver kampen for hård. Noa kommer til mig og åbner en lem i gulvet

10 Du skal redde Stephen og finde ud af, hvad der er i bunkeren. Lad os håbe, at du finder noget derinde, som kan hjælpe mod røverne! Hun skubber mig gennem lemmen, og kort efter lyder der et stort brag bag mig. Jeg ved ikke, om Noa er i live eller død, men kravler gennem de mørke tunneler under gulvet i røverlejren. Jeg fortsætter, til jeg kommer under Stephens bygning, hvor jeg kravler op af hullet. Min pistol er trukket, og jeg kryber ind i bygningen, hvor jeg finder Stephen bundet til en pæl. Hey, Lukas, godt du kom! Hvordan undgik du at blive opdaget? Jeg fik hjælp. Jeg ser ud af døren, hvor nogen kommer imod os. Og vi skal ud herfra, inden vi kommer i flere problemer. Vi kan tale senere. Vi flygter fra bygningen gennem nogle andre tunneler indtil vi når en hule under jorden. Her møder vi en stor hvid dør, hvor der stikker en skærm med en nål frem. På skærmen står, at folk med en bestemt blodtype kan komme ind, og at man skal få taget en mindre blodprøve inden. Jeg sætter min finger på nålen. Den stikker gennem huden, og skærmen skriver Adgang givet. Den mægtige hvide dør åbner sig for os, og vi måber. Lukas. Hvad er der lige med dit blod? spørger Stephen. Vi går gennem døren. Jeg er ikke helt sikker. Men da jeg siger det, føler jeg et ryk i mig. Jeg lægger mig stille på jorden og føler, der er noget, der tynger mig mod den kolde overflade. Lyset tændes over mit hoved, og verden sortner for mig. Jeg ser mig selv gå blandt en masse mennesker. Jeg kan se, at jeg nærmer mig en stor hvid dør. Den minder om præcis den dør, jeg gik ind af lige før. Der står et par bevæbnede mænd. Holdt! Hvem er du, knægt? spørger den ene. Jeg tøver, men til sidst siger jeg: Jeg tror, jeg er den mand, I leder efter. Jeg har tjekket skemaet, og det passer helt til mig. De skubber mig over til en lås, der minder mig om den i hulens dør. Nu kommer nålen ud og tager en blodprøve. Døren åbner sig for mig. Et lys skinner skarpt i mine øjne, og jeg står et nyt sted, som jeg ikke aner, hvor er. Men jeg ved, at det er inde i bunkeren. Godt du kom, unge mand. Jeg har sådan glædet mig til at møde en som dig. En mand i kittel kommer frem og giver mig hånden: Ser du, unge mand, alt dette er jo noget, som vi kun kan aktivere gennem dig på grund af din DNA. Jeg kigger undrende på videnskabsmanden. Hvad skal vi bruge de her fund til? Noget godt? spørger jeg ivrig efter et svar. Men manden står stille og kigger på mig. Du ved jo, hvordan det går i verdenen lige nu, siger han og kigger trist på mig. Vi har en krig, vi skal slutte, allerede inden den er begyndt, og det er det, vi skal bruge dem og dig til. Jeg træder nogle skridt tilbage: Så det betyder, at I vil slå en masse mennesker ihjel med denne nye opdagelse? Hvorfor? Manden siger: Ja. Det er trist. Men verden skal lægges øde, og frem fra disse bunkere skal menneskeheden genopstå. Alt bliver sort efter hans sidste ord. Jeg vågner, hvor Stephen slæber mig hen af jorden. Knægt, er du ok? Jeg troede seriøst, at du døde for mig lige der, siger han til mig, mens han sætter mig op af væggen. Jeg kan endelig forstå, hvorfor verden er endt, som den er. Det hele er på grund af mig. Det, jeg kan gøre nu, er at gøre mit bedste for at genoprette verden og det, jeg har været med til at ødelægge. Jeg ser, at i rummet, vi er i nu, er der en masse rør. Jeg rejser mig. Jeg lægger ikke længere mærke til Stephen. Jeg kan kun se, at der er mennesker i rørene, og de er i en slags søvn. Stephen kommer over til mig. Hey, Lukas. Jeg kan godt forstå, at du er foruroliget over det her, men kom. Jeg kan se, at der er et kontrolrum deroppe. Han peger op mod et rum, som har udsyn ned over hele stedet. Vi går der op og ser på det store kontrolpanel. Jeg går over til en knap, hvor der over den står start nybyggerproceduren. Jeg trykker knappen ned og falder om. I min drøm ser jeg, hvordan jeg smadrer verden med et ukendt våben. Et våben, som sender en stor elektrisk bølge gennem alt og ødelægger det hele. Jeg ser også, hvordan jeg kommer ud af bunkeren et år efter apokalypsen og må finde tilbage for at redde de tilfangetagne mennesker. Men jeg kan ikke love, at fremtiden bliver god. I dag er min dommedag

11 Perlens lys Anna Paulsen 20 21

12 Jeg var på vej hen imod trappen, da jeg pludselig hørte stemmer bag en af de rå trædøre. Selvom den stod på klem, måtte jeg lægge øret helt ind til den for at høre, hvad det drejede sig om. Lyset fra stearinlys flakkede ud igennem dørsprækken, og jeg holdt vejret og lukkede øjnene for at lytte efter. Der var to personer, og det var tydeligt, at det var noget hemmeligt, de snakkede om. Jeg er bange for, at der ikke er mere at gøre, sagde den ene. Stemmen var lys og lød en anelse nervøs. Men det er kongens søn, det drejer sig om, svarede en dybere stemme. Det er den eneste arving. Jeg vidste, at jeg ikke burde være her. Dette var helt tydeligt en privat samtale, og det var slet ikke meningen, at en simpel tjenestepige som jeg skulle have lyttet med. Som om jeg ikke var i nok problemer i forvejen. Jeg skulle lige til at gå væk fra døren og op af trappen, da døren pludselig gik op. Jeg vendte mig forskrækket om og slog blikket ned. Den ene af mændene foran mig var kongens rådgiver. Den anden var selvfølgelig min herre. Jeg, øh..., mumlede jeg uden at se op. Min herre tog hårdt fat i armen på mig og næsten smed mig ind i rummet. Jeg tog mig til armen. Den dunkede i takt til mit hjertes banken, og jeg bed smerten i mig. Dig igen, Saga! næsten råbte min herre. Kongens rådgiver, som i modsætning til min herre var tynd og spinkel, stod et stykke fra døren og så på. Min herre så meget vred ud, og det var tydeligt, at han mest af alt bare havde lyst til at give mig et lag prygl. Du kommer til at bøde for det her..., sagde han, og hans hoved mindede om en gammel tomat, for udover rynkerne havde hans hud nu fået en rødlig farve. Hans øjne lynede af vrede. Så så han pludselig eftertænksom ud og vekslede øjenkontakt med rådgiveren. Nu ved jeg, hvad vi gør, sagde han så, og et ondskabsfuldt smil krydsede hans læber. Som du nok fik fat i, er kongens søn meget syg, og vi har prøvet stort set alt. Der er endnu én mulighed, og den sætter vi dig til at udforske. Et par dagsrejser herfra ligger der et bjerg, og på toppen af det bor en gammel tosse. Det siges, at han er troldmand, og måske vil han kunne hjælpe prinsen. Jeg nægtede at gøre, som han befalede. Jeg skulle ikke have noget af at være skyld i om prinsen levede eller døde, og jeg truede med at stikke af. Det skulle jeg imidlertid ikke have gjort, for nu gik min herre helt tæt på mig, så jeg kunne lugte hans dårlige ånde, der mindede om en blanding af rådne fisk og gammel urin. Hvis du så meget som prøver på at stikke af på vejen, eller hvis du ikke vender tilbage hurtigt nok, så skal jeg love dig for, at det kommer til at gå ud over både dig og din familie! Han drejede om på hælen og forsvandt ud af døren fulgt af rådgiveren. Jeg havde fået lidt mad og drikke med, men ingen hest, så jeg måtte gå. Derudover havde jeg fået et kort med, der viste vejen, men det var utydeligt og var itu flere steder. Jeg gik over broen og hen imod slotsporten. Vagterne lod mig uden problemer passere, og jeg gik ned igennem den stille by. Da jeg gik forbi mors hus, overvejede jeg et kort sekund at gå ind og tage afsked, men slog hurtigt tanken væk. Hun ville både blive vred og bekymret. Det ville være bedst, hvis hun troede, at jeg stadig var på slottet. Selvom jeg ofte havde skændtes med mor, holdt jeg rigtig meget af både hende og Solbjørg. Solbjørg var to somre yngre end jeg, men selvom vi var søstre, lignede vi på ingen måde hinanden. Hun havde langt lyst hår og var i det hele taget meget lys af udseende ligesom mor. Jeg selv havde mørke krøller. Måske fra min far, men jeg vidste det ikke, for min far forsvandt, da mor var gravid med Solbjørg, og hun taler kun sjældent om ham. Det eneste, jeg har tilbage fra ham, er en halskæde. Det var en gave, mor havde fået af ham, og som hun nu havde givet til mig. Selve smykket var af sølv og havde et mønster, der lignede to træer, hvis kroner var viklet sammen. Selvom jeg ikke havde kendt min far, og selvom mor aldrig snakkede om ham, betød smykket alligevel noget særligt for mig, og jeg bar det altid i en lædersnor under kjolen. Jeg var næsten fremme ved sydporten, der førte ud af byen og ned til havnen. Da jeg gik forbi husene, kom jeg til at tænke på Bjørk. Han var min bedste ven, og jeg havde ikke set ham siden forrige markedsdag. Vi plejede at gå ned til havnen og snakke. Det var dengang, jeg stadig boede hjemme og endnu ikke arbejdede på slottet, og sommetider listede vi os ud om natten for at mødes

13 Jeg smilede ved tanken om alle minderne, men så blev jeg trist. Tænk nu, hvis jeg ikke så ham igen. Tænk nu, hvis jeg aldrig vendte tilbage. Rejsen ville kun tage et par dage hver vej, men den ville ikke være ufarlig. Jeg skulle igennem skoven, og jeg havde så ofte hørt gamle Helga fortælle om eventyrere, som ikke var vendt hjem derfra igen. Jeg kunne mærke tårerne presse på inde bag øjenlågene, og jeg blinkede hektisk for ikke at græde. Alligevel trillede et par tårer ned af kinderne på mig, og jeg strøg dem væk med kjoleærmet. Jeg var nu helt nede ved floden, hvor solen glitrede på vandets overflade. Jeg trak lidt op i kjolen og gik om bord i den båd, der lå klar til mig. Bådsmanden var en kraftig mand med halvlangt hår, og han sagde næsten intet på hele turen. Jeg kiggede tilbage på byen, der blev mindre og mindre, jo længere væk vi kom. På den anden bred stak jeg manden et par mønter, jeg havde fået med til at betale med. Jeg havde aldrig været så langt væk hjemmefra som nu, og dette var kun begyndelsen. Jeg trak båndene ud af håret og lod det sidde løst. Vinden tog fat i det og ruskede i de brune lokker, der efterhånden gik et godt stykke ned over brystet på mig. Jeg hadede at have håret sat op, men hjemme eller på slottet var jeg tvunget til det. Nu, hvor jeg var alene, var der ingen til at rette på mig, og den følelse var rar. Jeg fulgte vejen, og kort efter kom jeg til skovkanten. På den ene side havde jeg skoven, og på den anden side var der mark og eng. Jeg tog skoene af og gik ud i det høje græs, som kildede så rart under mine bare fødder. Jeg gik hele dagen og småløb en gang imellem. Hen på aftenen kom jeg til en kilde, der løb i nærheden af vejen, og her slog jeg lejr for natten. Jeg trak op i kjolen og vadede ud i det kolde vand. Det gik mig ikke særlig lang op af benet, men det var køligt og rart efter en hel dag på bare fødder i bagende sol. Jeg formede hænderne til en skål, fyldte dem med vand og drak. Min kappe fungerede fint som soveunderlag og efter at have spist lidt af det medbragte brød, rullede jeg mig ind i kappen og faldt kort efter i søvn. Jeg vågnede meget tidligt næste morgen ved solens første stråler. Jeg følte mig nogenlunde udhvilet, og efter at have spist resten af brødet fortsatte jeg. Hen imod middagstid delte vejen sig i to, og jeg trak kortet frem. Jeg skulle til venstre, og vejen, jeg gik på nu, var smallere og gik direkte ind i skoven, så jeg ikke længere havde engen at gå på. Skoven duftede dejligt af alle mulige planter som Tritanie, Rødmærke og Fugleurt, og omkring mig voksede høje træer med store trækroner. Det var som en helt ny verden, og på en måde var det faktisk helt rart at være alene. Men bedst som jeg gik der i mine egne tanker, hørte jeg noget pusle over mig. Jeg kiggede op, og i træet over mig hoppede to egern. De havde smukke buskede haler og havde tydeligvis ikke fået øje på mig, for de fortsatte uforstyrret med at hoppe fra træ til træ, og jeg fulgte nysgerrig efter dem. Kort efter var de pludselig borte og ikke til at få øje på længere, men det var stien heller ikke. Jeg så mig omkring, men den var som sunket jorden. Jeg var faret vild. Hvilken vej skulle jeg gå? Jeg var omgivet af træer, der alle sammen så ens ud, og nu begyndte det at blive mørkt. Og sammen med mørket kom kulden krybende. Min mave føltes tom, og jeg var ved at være godt sulten, men der var ikke så meget som en krumme brød tilbage. Jeg trak kappen tættere omkring mig, tog støvlerne på og fortsatte af en af de små skovstier, som næsten var tilvokset af planter. Træerne skyggede for den smule sol, der var tilbage, og jeg blev nødt til snart at slå lejr. Jeg rullede mig ind i kappen og prøvede at sove, men denne nat var ikke rolig som den første, for nu hørte jeg dem. Ulvene. Deres tuden skar igennem natten. Jeg satte mig op. Heldigvis var de langt borte, men alligevel. Jeg sad der længe og stirrede ind mellem træerne, og først, da der havde været stille meget længe, faldt jeg udmattet i søvn. Jeg vågnede først et godt stykke op af formiddagen, hvor solen allerede stod højt på himmelen, og i lyset fandt jeg nemmere vejen igen. Til gengæld var jeg meget sulten, og jeg tog min kniv frem fra bæltet. Jeg udvalgte mig en god pind og snittede den til, så den blev rigtig spids, sådan som Bjørk havde lært mig, og så trak jeg kjolen op og satte den fast i bæltet. Vandet fra kilden var dejlig køligt, og efter et par forsøg havde jeg fået fangst. En mellemstor fisk, der nok skulle mætte. Bjørks far var fisker, og Bjørk havde lært mig alt om fiskeri, og om hvordan man skulle rense dem, og kort tid efter havde jeg tændt bål. Aldrig havde fisk smagt så godt, og jeg lagde mig ned i det høje græs og så op i himmelen. Over mig svævede hvide skyer, og jeg lukkede øjnene bare et kort sekund. Jeg tænkte på mor, Solbjørg og så selvfølgelig på Bjørk. Jeg savnede dem alle, men jeg vidste også, at jeg måtte skynde mig, for jeg huskede min herres ord. Det kommer til at gå ud over din familie

14 Jeg gik videre, og det varede ikke længe, før jeg nåede skovbrynet. Ifølge kortet var jeg tæt på mit mål nu. Jeg skyggede for solen med hånden og fik øje på toppen af bjerget et godt stykke fremme. Jeg gik og gik, men bjerget kom kun langsomt tættere på. Til gengæld blev himlen mørkere og skyerne tunge. Vinden tog til, og jeg småløb. Jeg måtte finde et sted, hvor jeg kunne søge ly for regnen, og da jeg endelig nåede bjergets fod, fandt jeg en slags hule, der gik ind i det rå bjerg. Det var tydeligt, at nogen før havde sovet her, for her var sod på gulvet efter bål, men det var længe siden. Underlaget var koldt og hårdt, så jeg bredte min kappe ud og fik gang ilden, mens sommerregnen silede ned udenfor. Det var rart at sidde her ved ilden og kigge ud på regnen. Jeg gabte søvnigt, og snart sov jeg. Solen stod allerede højt på himlen, da jeg vågnede. Mit hoved dunkede, og jeg følte mig svag og sulten, men jeg vidste også, at jeg måtte fortsætte, og at tiden var knap. Vinden havde lagt sig, og solen bagte varm og hed, mens jeg gik. Heldigvis var stien op af bjergsiden bred. I hvert fald i begyndelsen, men efter et godt stykke tid blev den smallere og mere knudret. Jeg svedte i det mørke hørstof, selvom jeg havde taget kappen af, og jeg var glad for, at det ikke var uldkjolen, jeg havde fået med. Min halskæde hvilede tungt på mit bryst, og den gav mig på en eller anden måde styrke og vilje til at fortsætte. Jeg vandrede næsten hele dagen, og hen på aftenen nåede jeg endelig frem. Huset var af træ, og det var så skævt, at det så ud til at kunne vælte sammen når som helst. Jeg var udmattet, men da jeg havde fået pusten igen, og mine vejrtrækninger igen var nogenlunde normale, gik jeg tøvende hen og bankede på, tre slag, og gik så et par skridt tilbage, sådan som mor havde lært mig. Efter lidt tid kunne jeg høre slæbende fodtrin derinde fra, og nogen mumlede et eller andet uforståeligt. En låge i døren, som jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, blev åbnet, og et ansigt med et par mørke øjne kiggede ud. Manden så egentlig ikke forfærdelig gammel ud, måske ca. samme alder som mor. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde forestillet mig en olding med lang hvidt skæg. Hans hår var mørkt og stod ud til alle sider. Han så meget overrasket ud og var nok ikke vant til at få besøg helt heroppe. Ja? sagde han efter lidt tid og løftede det ene øjenbryn. Hvad skulle jeg mon sige? Jeg følte mig meget lille, som jeg stod der og var pludselig helt tom for ord. Jeg..., begyndte jeg usikkert. Så tog jeg en dyb indånding. Jeg kommer med bud fra kongen. Han har brug for din hjælp, sagde jeg. Manden kiggede mærkeligt på mig og lukkede så lågen. Hvad nu? Var jeg gået hele den lange vej bare for ikke engang at blive lukket ind? Og hvad ville min herre mon sige, når jeg kom tomhændet hjem? Tankerne for forvildede rundt i hovedet på mig, og jeg sank en klump. Jeg var lige ved at begynde at græde, for alt virkede pludselig så umuligt, og jeg følte mig helt fortabt. Jeg skulle lige til at banke på igen, da døren gik op. Jeg så op på manden, der vinkede mig ind, og jeg fulgte lydigt efter. Der var varmt i huset, og en liflig duft af nybagt brød nåede mine næsebor. Rummet var rundt og oplyst af et par stearinlys, der fik skyggerne til at se lange ud. I midten stod et bord, og overalt var der bøger, pergamenter og mærkelige opfindelser. Manden, som min herre havde kaldt gammel tosse, virkede flink nok, og jeg fortalte ham om, hvorfor jeg var kommet, men han nægtede at hjælpe, fordi han mente, at kongen og hans mænd var nogle forfærdelige mænd alle sammen. Så satte han en skål suppe foran mig og et stort stykke brød. Spis, min pige, sagde han. Du må være sulten efter sådan en lang rejse. Mens jeg spiste og tænkte over, hvad jeg nu skulle gøre, så jeg mig omkring. Væggene var prydede med alle mulige mærkelige ting, men mit blik faldt på en helt almindelig slidt mørk kappe, der lå henslængt over en træstol. Det var ikke selve kappen, der fangede min opmærksomhed, men symbolet på den. Det virkede så bekendt. Jeg trak mit smykke frem og sammenlignede. Det var samme symbol. Manden, som sad overfor mig, stirrede på smykket. Hvor har du det fra? udbrød han. Hvem var denne mand mon, og hvorfra kendte han til smykket og symbolet på det? Jeg har fået det af min mor, svarede jeg. Det har været min fars engang. Manden overfor mig stirrede bare tomt ud luften, og ikke en lyd kom over hans læber. Vi sad bare der i stilhed og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle tænke. Så afbrød han stilheden. Saga? spurgte han så og så mig direkte ind i øjnene. Hvorfra kendte han mit navn? Jeg havde stadig ikke forstået noget som helst, men så var det, at det pludselig gik det op for mig. Er du? spurgte jeg og min stemme skælvede

15 Er du min far? Han nikkede. Men du forsvandt jo, udbrød jeg. Hvorfor? Har din mor ikke fortalt dig det? sagde han forbavset. Jeg rystede på hovedet, for det havde hun jo ikke. Faktisk havde hun aldrig rigtigt fortalt noget om far. Min far, som nu sad lige overfor mig. Jeg flygtede, sagde han så og så ned i bordet. Han virkede pludselig trist. Det hele var en stor misforståelse. Jeg skulle henrettes for noget, jeg ikke havde gjort. Da dagen kom, og jeg troede, at det hele snart var forbi, fik jeg øje på din mor igennem menneskemængden. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes, men jeg stak af og slap væk. Jeg fik fortalt min far om, hvad min herre havde truet med. Det med, at det ville gå ud over mor og Solbjørg. Far så vred ud og knyttede næverne, så knoerne fik en rødlig farve. Han gik med til at hjælpe, og jeg fortalte ham om prinsen, som var syg. Det er meget enkelt, sagde han efter lidt tid. Omkring en dagsrejse herfra ligger Perlesøen. Du skal bruge én perle fra søen og tage den med til prinsen. Perlens lys vil kunne helbrede alle former for sygdom. Der er dog lige nogle vigtige ting, du skal huske. For det første er det MEGET vigtigt, at du kun tager én perle. Derudover har perlen kun kraft til at helbrede én person. Jeg var lettet. Jeg skulle jo kun bruge én perle, så det lød meget enkelt. Far gav mig mad og drikke med, og tidligt dagen efter tog jeg afsked og drog af sted. Turen ned fra bjerget gik hurtigt. Jeg fulgte min fars instrukser, da jeg kom ned til foden af bjerget og fandt den smalle sti, han havde beskrevet for mig. Jeg kunne mærke de grove sten under de slidte såler. Jeg nåede frem til søen, lige som mørket var ved at falde på. Den var mørk, og det var umuligt at se perlerne på bunden. Jeg tog mine sko af, åbnede bæltet, trak kjolen op over hovedet og lagde det hele i en rodet bunke ved søbredden. Så strøg jeg håret, der efterhånden mest lignede en stor fuglerede, væk fra ansigtet og så ned i det mørke vand. Så hoppede jeg i. Vandet var koldt, selvom solen havde skinnet på det hele dagen, og jeg gispede. Jeg tog en dyb indånding og dykkede ned i mod den grumsede bund. Lange vandplanter tog fat omkring benene på mig. De var kolde og slimede, og det gjorde det ikke nemmere at få øje på perlerne. Til sidst måtte jeg søge op til overfladen for at få luft. Jeg var en udmærket svømmer, men alligevel havde jeg svært ved at træde vande her i den kolde sø med alle de slimede planter. Jeg dykkede igen og så igen. Efter mange forsøg var jeg lige ved at miste modet, men fik endelig øje på noget glimtende. Jeg svømmede straks derhen, og nu så jeg et lille område, hvor bunden var fuld af lysende perler, der skinnede ligesom stjernerne på himmelen. Jeg greb ud efter dem og fik fat i en håndfuld. Så huskede jeg min fars ord. Jeg måtte kun tage én. Jeg smed de andre tilbage og steg mod overfladen igen. Rystende og kold kravlede jeg op på bredden. Jeg trak i tøjet og tændte bål, og kort tid efter faldt jeg i søvn. Turen hjem var uden problemer. Jeg var lige sejlet over floden, da en dreng kom løbende imod mig. Det var Bjørk, og jeg blev først glad for at se ham, men opdagede så, at han havde et dystert blik og så næsten bange ud. Det lignede ham slet ikke. Saga! udbrød han forpustet, da han var fremme hos mig. Du må skynde dig hjem. Din søster er alvorligt syg. Hun har ligget syg i snart en uge, og det bliver værre hele tiden. Hun hverken spiser eller drikker. Lige som jeg troede, at alt skulle blive godt, kom der nye problemer. Selvfølgelig. Jeg trak op i kjolen og løb alt, hvad jeg kunne. Der var helt stille i huset. Mor sad ved Solbjørgs side og smilede, da jeg kom ind, men jeg kunne se på hendes trætte øjne, at hun havde grædt. Solbjørg havde lukkede øjne, og hendes åndedræt var tungt. På hendes pande havde sveddråber samlet sig, og hun var bleg som et lig. Saga, hviskede mor. Hendes stemme var hæs og skælvede. Hvor har du dog været? Hvordan er det, du ser ud? Og så fortalte jeg hende det hele. Om opgaven jeg var blevet sendt ud på og om rejsen. Og om.. Far.. Er det rigtigt? Hun lød næsten glad, men alligevel trist på samme tid. Har du virkelig mødt din far. Jeg troede... Jeg troede, han var død. Hun sad bare og stirrede frem for sig. Så så hun pludseligt op på mig, og der var håb i hendes blik. Fandt du den så? spurgte hun. Perlen... Jeg nikkede, men kom så i tanke om, hvad far havde sagt. Perlen har kun kraft til at helbrede én person

16 Jeg fortalte det til mor, og nu kunne hun ikke længere holde tårerne tilbage. De trillede ned over hendes kinder, og hun strøg en finger over Solbjørgs blege pande. Det var tydeligt, at min søster ikke havde lang tid tilbage at leve i. Jeg så på mor og så på Solbjørg. Jeg havde en klump i halsen, og jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg fandt stoffet, som perlen var pakket ind i, frem. Forsigtigt foldede jeg stoffet ud og tog perlen frem. Uden at se på mor, bøjede jeg mig ned og placerede perlen på Solbjørgs bryst. Perlens lys var skarpt og varmt og oplyste hele rummet. Intet skete. Hvad nu, hvis det allerede var for sent? Hvad nu, hvis Solbjørg allerede var død. Jeg lukkede øjnene og håbede. Ønskede af hele mit hjerte, at Solbjørg ville vågne. Host.. Host.. Jeg slog øjnene op og fik øjenkontakt med min søster. Hun sad op, og hendes klare øjne var åbne. Mor tog sig til ansigtet og næsten kastede sig frem mod min hende. Jeg selv åndede lettet op og tørrede mit ansigt. Jeg vidste, hvad det betød. Vi kunne ikke længere blive i byen. Vi måtte flygte, ligesom min far havde gjort for mange år siden. Men jeg vidste, at jeg havde taget den rigtige beslutning, og den eneste, jeg virkelig ville komme til at savne, var Bjørk. Jeg mødte ham nede ved havnen. Det var slemt at tage afsked. Vi havde kendt hinanden altid, og han havde altid været der for mig. Lige inden jeg steg om bord på båden, krammede vi, og han hviskede mig i øret. Jeg vil aldrig glemme dig. Jeg lover, at vil mødes igen, når tiden er inde. Så kyssede han mig på kinden, og en varm strøm fyldte min krop helt ud til fingerspidserne. Bag os lå byen. Vores hjem. Bjørk. Et nyt liv var på vej, nye eventyr. Men jeg havde min mor og min søster. Aldrig mere skulle jeg tjene kongen eller hans folk. Aldrig mere skulle jeg modtage ordrer fra min herre. Jeg tog min søsters hånd, og hun smilede. Et helt nyt liv ventede omkring hjørnet

17 Fortællinger fra Skovkanten 4 Østerskov Efterskoles novellesamling 2014 Den blodige massakre Freja Lunau 32 33

18 Meget svagt kan man se solen, der spejler sig i det blågrønne vand. Jeg kan svagt høre den brusende lyd, da bølgerne rammer havnens kant. Min mor har fortalt mig, at i England er himlen oftest grå som røg, men her, i Boston, kan man tydeligt se den klare blå himmel, som skærer igennem marv og ben. Mine forældre, George og Kathrine Garrick, valgte, dengang de var unge og havde et lille barn på armen, at rejse over Den Store Atlant. Nok ikke, fordi det var det mest fristende tilbud, men fordi der simpelthen ikke var nok arbejde tilbage i England. Og det var ikke mig, der var det lille barn på armen af min mor, men min storebror Edward. Jeg forsvinder først ud af mit dagdrømmeri, da en skarp stemme bryder stilheden. Emelie! Der går ikke engang et sekund, før jeg er på benene. Undskyld, far. Jeg kan mærke varmen stige til mine kinder. Min far er byens havnefoged. Han er en høj og muskuløs mand, som folk adlyder, og faktisk er jeg ret heldig, for da jeg er en pige, er det naturligvis meningen, at jeg skal hjælpe min mor i huset, men for et par måneder siden fik jeg overtalt mine forældre til, at jeg godt måtte hjælpe på havnen, hvis jeg bare én dag om ugen hjælper min mor og de andre kvinder i nabolaget. Det er ikke så længe, men det er åbenbart vigtig for dem, at jeg viser mig som en ordentlig kvinde. En gang i mellem. Husk vores aftale, Emelie. Jeg gider ikke få nogen klager. Smut ned og hjælp. Han smiler til mig og forsvinder. Mange ser min far som en hård mand. Det er han skam også. For ham er verden et sted, hvor hver mand må klare sig selv, og han er på mange måder nådesløs. Da han forsvinder ned af kajen, sætter jeg i løb langs den krogede havn. Jeg runder et hjørne og har fuldt udsyn over havnen. Mange skibe har lagt til kaj, og man kan se, hvordan de store sejl glider ned fra de høje master, mens solens stråler rammer de arbejdende mænd. Jeg når lige at fange mit spejlbillede i en rude, mens jeg går. Jeg har drengetøj på, og en sixpence dækker det brune hår, der hænger i en tynd fletning ned af min skulder. Udover det lange hår ligner jeg lidt en dreng, men heldigvis er jeg stærk. Selvfølgelig ikke som de voksne mænd, men jeg kan slæbe ligeså meget som en ung dreng, og jeg klager ikke. Tværtimod så elsker jeg min fantastiske frihed på havnen. Kort efter står jeg ved kajen, hvor skibene allerede er ved at blive læsset af. Der er ikke nogen, der behøver at råbe af mig for at få mig til at gribe fat i kasserne. Jeg har gjort det så tit, for alt det, der ikke kan fås i vores nye land, kommer hertil, og det man ikke kan få i det gamle, sender vi over til dem. Pludselig kan jeg høre taktfaste skridt. Jeg kigger op og får øje på Rødfrakker, der kommer ud fra det nærmeste skib. Der er mange af dem omkring 50. De går fuldkommen i takt, og det siger klang, når skoene rammer skibets trægulv. Deres skridt giver genlyd over kajen. Flere kigger på dem med rynkede bryn. De er helt anderledes end os. Vi andre har brune, sorte eller hvide farver på, men de står i de flotteste røde frakker med hvide skjorter indenunder. De engelske farver. Jeg har set nogen lignende før, men aldrig så mange. Den forreste mand, som tydeligvis er en slags leder, træder frem, da min far kommer ud på kajen. Far holder øje med alt, der sker i havnen, så selvfølgelig er han klar. Jeg kan kun svagt høre et navn, Montgomery. Han er officer. Jeg kan ikke høre, hvad de ellers snakker om, men jeg kan se, min far rynker næsen og træder væk efter et par minutters kommunikation. Lederen råber op, og flere mænd træder frem fra skibene. Snart er kajen fyldt med røde og hvide farver. Jeg ryster svagt på hovedet, nærmest for at skubbe nysgerrigheden væk, og fortsætter så med at slæbe kasser ud fra skibet. Men jeg kan ikke lade være med at skæve derover. De har rifler, og nu vrimler det med folk overalt på kajen. Jeg kan ikke se en meter frem for mig, så det er ingen overraskelse, at jeg støder ind i en og falder. Det er svært at få vejret mellem de mange ben. Hvad pokker! En hård stemme høres foran mig. Jeg trækker hurtigt min hat på plads. Jeg er faldet lige ned på halebenet med en kasse mellem benene. Over mig står en mand i rød jakke. Han har et bredt kæbeparti, og øjne er mørkere end skyggerne i hans ansigt. Man kan se hans muskler, der spiller under jakken. Hans ser hovmodigt på mig og med afsky. Det ser næsten ud som om, han har trådt i en kokasse. Hvad? Bare en pige? Jeg var ellers lige ved at undskylde, at jeg var gået ind i ham, men nu bliver jeg vred

19 Som pige har man næsten aldrig ret til at sige eller gøre noget. Overhovedet. Jeg rejser mig hidsigt og tager kassen i mine arme. Han skal ikke komme og tro, at han er bedre end mig. Jeg gør mit arbejde. Jeg skal lige til at sige noget mere, da han bøjer sig ned, og jeg kan lugte hans ånde, som stinker af Helvede selv. Vær ikke næsvis, lille pige. Vi skal nok få styr på jer amerikanere. Ingen kvinder er egnet til at have en mands arbejde. Jeg kan bare mærke det. Hadet. Arrogancen. Jeg kan bare mærke, at han ikke er bange for at tvære mig under sine dyre støvler. Før jeg når at give et svar tilbage, retter han sig op, fnyser af mig og fortsætter ned ad gaden. Jeg kigger stille efter ham. Over aftensmaden fortæller min far, at mændene er blevet sendt hertil af kongen for at indsamle skat. Det overrasker mig ikke. Men det var nærmest som en hær, der trådte ud på kajen i morges, og det skræmmer mig lidt. Min storebror, Edward, begyndte at snakke om, hvordan kongen rager til sig, og det fører til et større skænderi mellem ham og far, som ender med, at min bror forlader bordet. Igen. Min bror går meget varmt ind for den nye nation. Han mener, at Amerika er blevet grundlagt på ønsket om frihed og broderskab, og at man skal kunne arbejde sig frem i livet, og en dag ende med friheden og glæden. Mine forældre tænker slet ikke på den måde. De tog til Amerika for at arbejde, og de føler stadig, de hører sammen med kongen tilbage i England. På det punkt er jeg, min bror, og mine forældre meget forskellige. Jeg er måske ikke selv den store taler, men jeg forstår godt min bror. Jeg leder måske ikke selv efter friheden i en ny nation, men jeg hader for eksempel at sidde og kede mig indenfor. Alt det der, som piger normalt skal kunne lide, hader jeg. Til gengæld elsker jeg friheden på havnen. Men rødfrakkerne har vækket mine tanker, og de vil ikke falde til ro igen. Der er gået et par måneder. Først lagde man ikke rigtig mærke til mændene, der marcherer igennem byens gader, men hver uge kommer der flere. Jeg tænker stadig på den ene mand. Montgomery. Og hans hånende blik. Rødfrakkerne er begyndt at samle skat ind. Edward snakker hele tiden om, hvordan de plyndrer os, fordi de ikke selv kan finde ud af at få mad på bordet. Han er vred, og jeg kan høre, der er mange andre, der også klager sig over dem. Men jeg blander mig ikke. De store mænd og deres faste og trænede skridt med rifler i armene skræmmer mig. En dag bliver jeg sendt ned til slavedelen af byen med en kasse, der ikke kom med i første omgang. Den vejer som bare pokker, men nogle gange er det dejligt at komme ud i byen. Der er lettere overskyet. Vinteren er nær, og den bliver hård. Men mens jeg tænker tanker om den kommende tid, går jeg endnu en gang ind i en rødfrakke, og også denne gang snubler jeg. Kassen er faldet til jorden, og jeg kan mærke en svag smerte i min ankel. For satan. Mor hader, når jeg bander, men jeg kan ikke lade være. Bare min ankel ikke er skadet. Så hører jeg en blød, venlig drengestemme. Er du okay? Har du brug hjælp? Mit blik glider op og fanger nogle mørke øjne. Det er en slave. Han har samme farve som ler eller tørrede blade. Næsten helt sort. Han står og børster støv fra sin trøje, selvom det vidst er lige meget, for den er allerede helt klam af mudder. Han kan ikke være meget ældre end mig. Et svagt og overrasket smil ligger på hans læber. Han ser helt anderledes ud og det er ikke fordi, at jeg aldrig har set sorte mennesker før, men fordi slaverne normalt ikke taler. Men det smil, der ligger på hans læber. Jeg blinker, da det går op for mig, at jeg har ligget og stirret på ham. Nåh. Ja. Undskyld jeg var lige i mine egne tanker. Jeg har det fint. Pludselig kan jeg mærke, at mine kinder bliver varme. Jeg kigger ned i jorden, mens jeg med en let kuldegysning rejser mig op. Men jeg er faldet uheldigt, og min ankel sender en stødende smerte op igennem min krop. Heldigvis er der en ru hånd, der griber ud efter min arm, og jeg når lige at støtte mig til ham. Du har det vidst ikke helt fint. Den silkebløde stemme er helt anderledes fra det, jeg kender, næsten som en sang. Lad mig hjælpe dig. Jeg skal lige til at protestere, men min ankel klager, og jeg lader ham støtte min skulder. Hvis mor så mig lige nu, ville hun gå amok. Støtter mig til en slave. Og så endda en dreng. Men det betyder intet for mig lige nu, og det overrasker mig lidt, hvor hjælpsom og modig han er overfor en fremmed. Jeg Jeg glemmer helt, hvad jeg skal sige, da han igen smiler til mig og begynder at trække mig ned af de mudrede stier i mellem de små huse omgivet af træernes kroner

20 Jeg finder ud af, at drengen hedder Niru Attucks, og han viser mig sit hus. Eller hus og hus. Huset er knapt en meter højt. Der er lavet af billigt træ, og der er kun ét værelse. Men da jeg sidder der, og hans ser på min ankel, kan jeg mærke den behagelige og hjemlige hygge. Først er det akavet, men så begyndte vi pludselig at snakke. Mere end jeg nogensinde har snakket med nogen før. Om alting. Jeg møder også Nirus far. Crispus. Jeg hører om, hvordan det er at være slave. At arbejde hver dag og ikke have sin egen vilje. Jeg føler med dem og bliver hængende. Det er nok ikke særlig klogt. Men Niru er bare så fuld af tanker. Tanker om frihed. Og det er ikke den samme frihed, som min bror taler om. Han vil have frihed som en ny nation, men Niru, han vil have den samme frihed som mig. Han vil selv bestemme, hvilken vej han vil gå i livet. Ikke gå den vej, der er bestemt for ham som slave. Det bliver så sent. Jeg har slet ikke lagt mærke til det, før Edward dukker op. Hvor er jeg glad for, det ikke er far, der finder mig, for han ville være blevet så vred. Men Edward går ind for, at alle skal have sin frihed, så da han kommer til huset den aften, begynder han at snakke med Crispus. Crispus hader alle de fornemme soldater og engelske rødfrakker. Så der går noget tid, før jeg og Edward kommer hjem den aften. Vi ses også dagen efter. Og igen. Og når Niru og jeg ikke er på arbejde, løber vi inde i byen og jagter rødfrakkerne på vores egen sjove måde. Og jeg har aldrig følt mig så fri. Også selvom jeg ikke var det. Der er folk, som mine forældre, der stadig holder med kongen, og som med glæde betaler skatten. Men der er også andre. Flere og flere brokker sig. Der er nu gået nogle flere måneder, og det er vinter. Niru og de andre slaver har det sværere, og sygdomme rammer mange. Nogle gange tager jeg ud med tæpper og andet til Niru og hans far. De har brug for det. Niru er nærmest blevet et midtpunkt for alle mine tanker om frihed. Det er som om, han forstår mig fuldt ud. Han forstår, hver gang jeg bliver vred over, at nogen kalder mig en tøs eller siger, at jeg ikke burde snakke. Han er slave. Selvfølgelig forstår han det. Han er en bedre ven end alle andre, jeg nogensinde har mødt. Vinteren er ved at være ovre nu, og det har været de bedste par måneder i mit liv. Niru arbejder også på havnen. Jeg havde bare ikke lagt mærke til ham før, fordi der er så mange mennesker og så mange slaver dernede. Når min far ikke lægger mærke til det, sætter vi os i en af de store lagerhuse og leger forskellige små lege. Somme tider finder vi de underligste ting i kasserne. Alt fra tørrede fisk til parykker. Niru prøver en af de grimmeste parykker og lader, som om han er officer. Jeg har aldrig grinet så meget. Og jeg fortæller ham om mit møde med Montgomery, og hvordan tanken om ham stadig kan skræmme mig. Jeg har godt nok ikke set så meget til ham siden, men rødfrakkerne er her stadig, og de minder mig hele tiden om ham. Til sidst opdagede de det selvfølgelig. Mine forældre. Nogle arbejdere sladrer, og en dag bliver jeg trukket til side af min far. Han giver mig en syngende lussing og snakker om, hvordan jeg leger med djævlen og skal holde mig langt fra Niru. Men det er så svært. Jeg vil så gerne være sammen med ham. Hans smil får mig altid til at rødme, og jeg er altid glad, når han er i nærheden. Da jeg fortæller det til Niru, beder han mig om ikke at se ham mere, for hvis der er flere, der opdager vores venskab, kan han miste livet, og jeg ville kunne blive sendt tilbage til England i kloster. Det gør ondt, og jeg græder, men vi bliver enige og ses ikke i lang tid. Edward hjælper mig lidt igennem det hele, men det er, som om han er langt, langt væk. Nogle aftener forsvinder han endda ud af huset. Jeg hører ham hviske i skyggerne, og jeg føler mig mere og mere alene. Men samtidig vågner min nysgerrighed. En aften følger jeg efter ham. Hvor ville jeg ønske, jeg havde vidst, hvad der ville ske, for så havde jeg måske kunnet stoppe ham. Men jeg kom for sent. Først bevægede jeg mig efter ham i mørket, men så forsvandt han for mig. Det var stadig kun starten af marts, og det var iskoldt. Men til sidst fandt jeg ham på King Street, eller rettere dem. Der var skrål og fakler. Det var næsten, som man hører det i historierne. Oprør. Jeg holdt mig i baggrunden. Omkring 20 mænd var samlet i en flok. Jeg fandt et godt sted bag nogle kasser, hvor jeg kunne følge med. Der var otte rødfrakker, og oprørerne havde samlet sig omkring dem. De havde riflerne hævet, og mit blik faldt med det samme på den forreste. Det var Montgomery, og bare det at se hans ansigt gjorde mig vred. Han gav ordre til ikke at skyde. Oprørerne råbte højt om høje skatter og en forfærdelig konge og et frit land. Så trådte min bror frem