Max Brants missioner 3: Døde mænds drømme

Transkript

1 Max Brants missioner 3: Døde mænds drømme Af Kenneth Bernholm ( Udgivet under Creative Commons BY-NC-ND 3.0 ( ISBN Kapitel 1: Metalstorm Det gamle DC-3 fly stod ensomt på marken. Solen spejlede sig i metalkroppen, der efter mange års flyvning over Chile stadig var blank og skinnende, og den karakteristiske næse stak stædigt i sky, som om det smukke propelfly længtes efter den blå himmel. DC-3 eren havde fløjet tusindevis af kilometer for det chilenske flyselskab LanChile, men tiden var løbet fra det. Nye modeller fløj hurtigere, længere og billigere, og til sidst var DC-3 eren sat på pension og solgt. Nu stod flyet her på en øde mark ved foden af Andesbjergene. Der var ingen passagerer, der glædede sig til at komme ombord. Ingen piloter i flotte uniformer. Kun flyet alene under solen. Og så en mystisk metalkasse med seksten metalrør knap hundrede meter væk. Der lød først en metallisk hylen og så en række plaf-plafplaf fra metalkassen. I samme sekund blev DC-3 eren gennemhullet på brutal vis. Vinduerne smadrede, metalkratere åbnede sig i flyets blanke krop, og eksplosioner og flammer stod ud fra alle åbninger. Men det stoppede ikke der. Metalkassen fortsatte affyringen af 40 millimeter granater mod det forsvarsløse fly. Larmen fra ødelæggelsen overdøvede affyringen, og haleroret var det første, der blev skudt helt af. Nu så DC-3 eren helt forkert

2 ud, og flammerne begyndte at for alvor at få fat, da en sønderskudt vinge også faldt til jorden granater affyret med 600 skud i minuttet udgjorde en regulær metalstorm. Flyets krop knækkede til sidst sammen på midten, da der ikke var mere metal til at holde den sammen. Med et brag eksploderede den sidste vinge, hvori der stadig havde været noget brændstof. Da metalstormen endelig lagde sig, stod kun den forreste del af flyet tilbage. Den venlige næse spejdede ikke længere mod himlen, men lå gennemhullet og ødelagt i støvet på den øde mark. DC-3 eren var på under to minutter reduceret til skrot af en elektronisk granatkaster. "Bravo Wolf!" lød det hæst fra den gamle mand i det hvide jakkesæt. Hans hår var også hvidt, men hans hud var lyserød og øjnene falmede blå. I over 60 år havde han levet under Sydamerikas stærke sol, men han havde aldrig vænnet sig til det. Al denne sol forekom ham unaturlig, og han forsøgte at skærme sig mod den, ligesom han skærmede sig fra menneskene i landet. Det var ikke ligesom i hans ungdom i Europa, hvor det var de andre, der skulle undgå ham. "Meget imponerende. Alle pengene værd. Denne metalstorm, som du kalder den, skal vi nok få brug for." "Tak onkel Heinrich" sagde den midaldrende mand i den sorte læderjakke. Hans sorte hår var vandkæmmet tæt ind til hovedet, og hans blå øjne lyste intenst, som hans onkels øjne havde gjort det engang. "Den er udviklet i Australien, og der er intet, der kan klare sig mod den," forklarede Wolf, mens han betragtede resterne af flyet på marken. Han var glad for våben. Jo større jo bedre. Og metalstormen var det bedste våben, han nogensinde havde haft. "Men lige nu har jeg brug for dig til en anden opgave," sagde den gamle mand. "Vi har et afgørende projekt igang nede sydpå, men jeg tror, at lederen, en svensk fysiker, er

3 ved at miste overblikket." "Sydpå?" spurgte Wolf. "En lille ø. Et stort projekt. Et projekt der kan vinde vores kamp. Men jeg har brug for en stærk mand dernede. En jeg kan stole på. Dig Wolf!" Wolf smilede fedladent og knækkede sine fingerled højtlydt. Kapitel 2: Skeletter i sandet Det sydlige Chile består af en lang række øer, og vandene omkring Isla Desolación er farlige og uforudsigelige. Det vrimler med understrømninger og skibsvrag, og lumske kastevinde kan styre et skib ind i enhver sømands værste mareridt såsom The Screaming Sixties. De Skrigende Tressere, som de må kaldes på dansk, er navnet for de sydlige breddegradder mellem sydspidsen af Sydamerika (Kap Horn) og Sydpolen. Her kan vinde cirkle rundt om hele jorden uden at møde land, og bølgerne kan vokse sig større og større - nogle af dem kan blive over 60 meter høje. Isla Desolación er del af øgrupen Tierre del Fuego, hvor der er snestorme 80 dage om året og kun 20 dage med solskin. Der falder op til fem meter regn eller sne, og der ingen mineraler eller andre råmaterialer til at give øen værdi. Det hårde miljø passer godt til øens navn, for Isla Desolación betyder Trøstesløshedens Ø. Gid jeg var hjemme hos Gunilla i Karlskrona, tænkte Eric Kronvogel. Den svenske fysiker med de runde briller og det rødlige hår kunne ikke komme længere væk hjemmefra uden at forlade planeten, men kræfter større end ham selv havde placeret ham på Trøstesløshedens Ø. Isla Desolación var en del det yderste bolværk mod Stillehavets evige brændinger. Der var langt til den nærmeste civilisation og meget, meget langt hjem til Sverige.

4 Kronvogel vidste, at straffen ville blive hård, hvis han svigtede. Han havde personligt checket hver forbindelse mellem de mange instrumenter, der stod på hylder og i skabe i kontrolrummet, men han var alligevel usikker på, om det hele ville virke efter hensigten. Han og nogle assistenter skulle til at gentage et eksperiment, der kun var forsøgt en gang før. Det var i Sydhavet i 1928, men dengang slog det fejl, og mange mænd døde. Derfor havde Eric Kronvogel foreslået, at man for en sikkerheds skyld fjernstyrede eksperimentet. Så kunne det vel ikke gå helt galt. Kronvogel foretrak at have fuldstændig kontrol. Han afskyede overraskelser og især de grimme af slagsen. Hjemme i Sverige var han faktisk kendt for sin forudsigelighed og pålidelighed. Der var sjældent mennesker på denne ugæstfri ø, men hvis nogen havde besluttet sig for at besøge en bestemt afsides bugt på Isla Desolación netop denne dag, ville de have fået et par store overraskelser. Den første overraskelse ville have været synet af et gammel femmastet sejlskib, der lå for anker i den ene ende af bugten. Skibet var hærget af mange års vejr og vind, og sejlene hang i få iturevne laser. Kølen var grundstødt for længe siden, og det lokale dyreliv havde indrettet sig mageligt, hvor søfolkene før havde boet. Men både kaptajnen og styrmanden og matroserne var for længst borte. Deres spor kunne dog findes rundt omkring på øen, som det aldrig var lykkedes dem at undslippe. Enkelte var blevet begravet, men de fleste lå og flød som hvide skeletter med knoglerne stikkende i alle retninger. Skibet havde overlevet dem alle, og det var et ganske særligt skib, der ikke havde noget at gøre i en af verdens fjerneste afkroge. Ikke når hele verden antog Skoleskibet København for at være sunket i København var i januar måned 1928 på vej fra Buenos Aires i Argentina til Adelaide i Australien, da det forsvandt i det sydlige Atlanterhav. Cirka en måned senere

5 i januar 1929 berettede en pastor på den nærliggende ø Tristan de Cunha, at han havde set et iturevet 5-mastet skib sejle forbi som et spøgelsesskib med knækkede master. Det sidste man hørte fra Skoleskibet København var en melding den 22. december 1928 til et norsk skib. Meldingen var "Alt vel, roligt vejr..." Siden da hørte eller så ingen nogensinde skibet igen, og ingen af de 14 besætningsmedlemmer og 45 elever dukkede nogensinde op for at forklare, hvad der skete. I den anden ende af bugten lå den anden overraskelse, som var endnu et skib. I modsætning til den gamle femmaster var dette skib helt moderne med helikopterlandingsplads agterude og en masse vinduer i ned langs siderne. Hvad der lignede en meget stor og dyr yacht husede dog andet end elegante kahytter. Skibet var nemlig stort set fyldt med kontrolrum og eletronik. "Alt er parat hr. Kronvogel. Eksperimentet kan begynde," sagde Kaushal Daswani med et bredt smil fra den ene ende af kontrolrummet. Daswani var en indisk fysiker, og han havde arbejdet sammen med Eric Kronvogel og de andre folk på dette projekt i næsten to år. Langs begge vægge var der fyldt med computere og radarer og andet måleudstyr, og den lille, mørke Daswani, som altid havde let til smil, fik ofte fornemmelsen af at være inde i en rumstation og ikke ombord på et skib. Hvis det går galt, vil det være mit ansvar alene, tænkte Kronvogel. Han blev fyrsteligt betalt for sit arbejde med eksperimentet, men hvis han fejlede, ville Heinrich von Niemanns vrede være frygtelig. Og rygterne ville vide, at hans nevø Wolf var på vej til øen for at overtage styringen. Wolf var koldblodig og ubarmhjertig, og Eric Kronvogel ønskede ikke at komme ham på tværs. Gennem de sidste to års arbejde for den gamle, tyske rigmand i Chile var Kronvogel efterhånden kommet til at frygte for sit liv, og han glædede sig bare til at komme

6 hjem til Gunilla i Sverige. Det skulle vise sig, at hans glæde var forgæves. Kapitel 3: Det sidste håb Som ung tysker i 1920 erne havde rigmandssønnen Heinrich Von Niemann haft få bekymringer i verden. Høj og med lyst hår og blå øjne havde han både udseendet og familieformuen med sig. Men fordi hans far krævede, at han foretog sig noget fornuftigt med sit liv ud over at feste, studerede han arkæologi på universitetet i Berlin. Det var et studie, der først havde kedet ham, men efterhånden havde han fattet interesse for emnet. Hans læselyst havde ledt ham vej til skrifterne om det oldgamle folk ammonitterne og deres menneskeofringer til guden Moloch. Brændte menneskeofre. En hul bronzestatue af Moloch med et tyrehoved blev opvarmet af ild, og mennesker blev brændt på statuen. Jordans hovedstad Amman er oprindeligt navngivet efter Ammonitterne. Jo mere han læste, jo mere forstod han, hvad ammonitterne aldrig havde fattet. At nogle få ofre her og der ikke var nok. At Moloch krævede ofre i tusindevis, måske titusindevis, for at vende tilbage og regere over menneskene. Med masser af menneskeofre og Europa i kaos, ville den rette ceremoni kunne kalde ammonitternes mægtige gud tilbage, og de, der tjente Moloch trofast, ville blive fyrsteligt belønnet. Egentlig var det mest for hans egen underholdnings skyld, at Heinrich Von Niemann stiftede sekten Molochs Tjenere i studietiden. Han fandt ammonitterne og Moloch fascinerende, og der var en aura af forbudt spænding ved at klæde sig ud og afholde de gamle ceremonier. Han fik fremstillet en kappe med påsyede menneskehår, og gennem en bekendt på universitetets medicinske faktultet fik han handlet sig til nogle menneskeknogler han regnede med, at de stammede fra et af de kadavre, de lægestuderende

7 øvede sig på. Blodlysene, der var vokslys blandet med menneskeblod, måtte han selv fremstille, og blod havde han heldigvis rigeligt af i sine egne årer. Unge Heinrich fantaserede om at bringe Moloch tilbage, men menneskeofre og kaos var ikke noget, der nemt lod sig fremskaffe. Dette ændrede sig dog, da Adolf Hitler invaderede Polen i 1939 og startede anden verdenskrig. Heinrich fandt Hitler og hans krig tåbelig, men han kunne ikke undsige sig militærtjeneste, og med navnet Von Niemann blev han hurtigt forfremmet til både løjtnant, major og endelig til general. Nu var Heinrich von Niemann 99 år gammel, og han havde været med til at myrde titusindevis af mennesker under krigen. Han havde deltaget i opbygningen af dødslejre og fragtet fanger til henrettelse som kvæg til slagtehuset. General Von Nieman havde nydt Hitlers respekt, for han havde været særdeles dygtig til sit arbejde. Uhyggeligt dygtig. Men hvad Hitler ikke havde vidst var, at Von Niemann havde sin egen hemmelige agenda med dødslejrene. Molochs Tjenere med Heinrich Von Niemann i spidsen havde jævnligt afholdt ceremonier for deres gud, når henrettelserne foregik i døgndrift. Siden Tyskland tabte krigen i 1945, havde han levet i eksil i Chile. Mange af de øverste ledere fra den tyske hær var flygtet til Sydamerika, men selv om de havde undgået døden i Berlin, havde deres skæbne ikke været problemfri. I alle efterkrigsårene havde de levet i skjul, jaget af amerikanerne og europæerne og eftersøgt af pressen. Og selvom de havde penge nok til at leve komfortabelt i skjul, havde de aldrig opgivet håbet om en dag at regere over Europa måske endda over hele verden. Heinrich bar stadig denne drøm i sit hjerte. "Det er nu eller aldrig Wolf," sagde den gamle Von Niemann til sin nevø. Hans stemme var rolig og sikker, selvom hans krop var skrøbelig og udslidt. "Mine kræfter

8 er ved at slippe op. Din generation er vores sidste chance for at skabe det kejserrige, der tilhører os og Moloch." De sad i en anonym bil med tonede ruder. Udenfor var et par folk i gang med at slukke flammerne efter det sønderskudte DC-3 fly og læsse metalstormen ombord på en lastbil. Der var ingen fare for, at uvedkommende havde set den larmende demonstration af den formidable granatkaster. Heinrich Von Niemann ejede Territorio Escondido på 13 hektarer ved foden af Andesbjergene, hvor han stadig var leder af Molochs Tjenere. "Men hvad skal vi gøre onkel? Vi har hverken midlerne eller våbnene til at begynde en krig. Kun nogle få idealistiske grupper rundt omkring i verden, og de altså ikke alt for snedige," sagde Wolf. Den gamle mand hostede, så hans øjne løb i vand. Han fik nogle slemme anfald fra tid til anden, og han vidste, at hans tid var ved at løbe ud. "Du har helt ret kære Wolf. Men der er også en anden mulighed. Et projekt som jeg har arbejdet på i to år." Han hostede et par gange mere, før han fortsatte. "Jeg skal fortælle dig, hvordan det kan skabe de rette betingelser for Molochs tilbagevenden. Og du må lytte godt efter, for du skal føre os i mål." På køreturen hjem hørte Wolfgang Von Niemann om, hvordan hans onkel havde gjort et fantastisk fund på en ø i det sydlige Chile. Hvordan det fund kunne bruges til at skabe kaos i Europa ja overalt i verden, Og hvordan titusindevis af mennesker nemt kunne fortæres i Molochs flammer. Kapitel 4: København forsvinder igen En nervøs sved bredte sig ned ad ryggen på Eric Kronvogel.

9 Det var nu eller aldrig. Om lidt ville han aktivere den gamle teknologi i lasten på det femmastede sejlskib, og eksperimentet ville tage sin begyndelse. På en videoskærm havde han et klart billede af bugten, hvor alt var roligt og fredeligt. Fuglene og de andre dyr, der boede på skibet, havde ingen anelse om, hvad der snart skulle ske. "Er signalet til København kalibreret?" "Javel hr Kronvogel," svarede Daswani, der stod foran et gråt metalskab fyldt med digitale måleinstrumenter. Kronvogel tog fat om computermusen og førte markøren rundt på skærmen foran sig. Hans armbåndsur viste 11:21:00, og han kastede et sidste blik på videoskærmen, der viste et klart billede af skibet i bugten uden for. Hvis det ikke lykkes..., men han turde ikke tænke tanken til ende. Med pegefingeren klikkede han på musens knap og satte eksperimentet igang. Det gamle sejlskib blev pludselig indhyllet i et pulserende lys, og store, elektriske lyn sprang fra toppen af masterne. Vandet begyndte at boble omkring skibet, og fiskene vendte bugen i vejret og døde. Kogt af varmen. På få sekunder tog lyset og lynene så meget til i styrke, at man ville have været nødt til at vende blikket bort, men Kronvogel kunne nemt følge udviklingen via videoskærmen i kontrolrummet. Han vovede ikke at se bort eller blinke med øjnene. Om et øjeblik skulle det mest utrolige gerne ske. Det pulserende lys havde sat hastigheden op og blev til sidst konstant. Lynene fra toppen af masten greb fast i vandet omkring skibet og holdt fast, og så begyndte det gamle træskib at blive gennemsigtigt. Fra det ene øjeblik til det andet forsvandt det, og lyset og lynene stoppede samtidig. Bugten var tom, og himlen var klar. Der var ikke en lyd at høre nogen steder. Skibet var teleporteret til en anden

10 lokation forhåbentlig en lille bugt kort derfra, hvor Heinz Hitzig holdt udkig. "Hallo Heinz, hvad kan du se?" spurgte Kaushal Daswani ind i en radio. "Heinz? Er du der?" Mindre end en kilometer derfra stod en høj, tynd mand og kiggede ud over vandet. Heinz Hitzig havde altid været loyal mod Heinrich Von Niemann og Molochs Tjenere, men han var ikke tilfreds med at lege simpel håndlanger for en gruppe nørdede forskere og deres gamle skib. Mens han betragtede bugten foran sig og ventede på, at det gamle skib skulle dukke frem som ved et mirakel, kørte han sin ene hånd ned over sin venstre kind. Et rødligt, slangeformet ar strakte sig fra øjet og ned over kæben, og Heinz kunne ikke lade være med at røre ved det. Han lod et par fingre følge den velkendte, glatte fure ned over kinden, men stoppede da han så en bille kravle på en sten foran sig. Roligt flyttede han foden og placerede den over billen. Hans smalle læber formede et tyndt smil, da han stirrede ud over vandet og trykkede foden ned. Der lød et lille knas. Heinz checkede sit armbåndsur som viste 11:21:49. Alt var fredeligt. Han tog radioen fra sit bælte og svarede. "Hallo! Jeg ser ingenting. Gentager: Jeg ser ingenting!" Daswani sank en klump, og hans smil forsvandt. "Hr Kronvogel. Heinz rapporterer, at..." "Jeg kan sagtens høre ham," svarede Eric Kronvogel med en stemme, som nu syntes fjern og svag. Han havde pludselig fået ondt i maven, og sveden sprang på hans pande. Han frøs vist også lidt. Det var tydeligt, hvad der var sket. De havde teleporteret det femmastede skib til en ukendt lokation. Skibet kunne være hvorsomhelst i verden nu. "Jeg kan sagtens høre ham," gentog han uhørligt, før han sank sammen i en stol.

11 Heinz stemme lød igen fra radioen. "Der er intet at se her. Jeg tror, vi har mistet København." Kapitel 5: Torden og lynild TI ÅR SENERE: Xavier Le Arbaudie havde ingen anelse om, at denne smukke sommermorgen skulle blive hans sidste. Fru Le Arbaudie havde blot vendt sig om i sengen og sovet videre, da Xavier stod op klokken fire. Han elskede den tidlige morgenstund i skoven, og siden han blev pensioneret, kunne kan gå på jagt så ofte, han ville. Nu bevægede han sig stille langs stengærdet, der adskilte skoven og den dugvåde eng, mens han spejdede efter tegn på fasaner. Pludselig stoppede hans hund Niki, en veltrænet brun og hvid Kleiner Münsterländer, og stirrede stålsat ud over engen. I mere end 20 år havde han haft retten til at jage i netop disse enge sydøst for Saint-Dizier, og der havde altid været rigeligt med vildt. Xavier plejede området og lagde foder ud til dyrene, og han høstede til gengæld både rådyr, vildsvin og duer med mere, når sæsonen tillod det. Lige nu var det dog fasaner, han mente at have set. Niki stod bombestille, og i hans strube begyndte en dyb knurren at rumle. Fra skovkanten havde man udsigt mod øst over en stor eng, der i den sydlige ende blev krydset af en lille bæk. Fordi Xavier fik den gryende morgensol lige i øjnene, havde han svært ved at se, hvad Niki havde fået færten af. De havde været på vej nord om engen, men han vidste, at når Niki havde fundet et bytte, forlod han det ikke gerne. "Rolig Niki," hviskede han og satte sig på knæ ved siden af hunden. Dens snude vibrerede, og hver en muskel i dens krop var spændt. Xavier undrede sig, for sådan plejede hunden aldrig at reagere. Måske var det ikke fasaner, men noget andet den havde vejret.

12 Forsigtigt og uden at lave en eneste unødvendig lyd lagde han et par patroner i sit gevær og lukkede det. Af traditionelle sikkerhedsgrunde bar han altid sit våben åbnet, men en svag fornemmelse fik ham til at forberede sig på det ukendte. Xavier gjorde sig klar til at skyde, hvis det blev nødvendigt. En skønnere morgen i den franske natur kunne man næppe forestille sig. Bækken klukkede, solen varmede og ikke en vind rørte sig. Derfor trak Xavier sin hund med sig ned mod skovbunden, da træernes blade begyndte at rasle. Fuldstændig uanmeldt slog en vind pludselig ned mod dem, og få øjeblikke senere susede det mellem grenene, og det høje græs på engen kastede sig forvirret først til den ene side og så til den anden. En skypumpe! Vi bliver suget op af en skypumpe, tænkte Xavier instinktivt, mens han holdt godt fast i Niki, der knurrede og sled i sit halsbånd for at angribe den underlige vind. Over sig kunne han se den blå himmel, så det var ikke et uvejr, der havde sneget sig ind på dem. Det bekymrede ham, for skypumper opstod vist kun ved helt specielle vejrforhold det var noget med lavtryk og tordenskyer, mente han. Men der var ingen skyer at se. Selv Nikis ukuelige mod forstummede, da et dusin knitrende, blåhvide lyn pludselig slog op fra jorden ude på engen. Den stærke hund trykkede sig nu mod jorden ved siden af Xavier, mens de korte, elektriske udladninger sprang og dansede inden for et ganske koncentreret område. Xavier holdt om Niki, mens han stirrede på lynene. Dette var hverken en skypumpe eller en tordenstorm. Det var noget helt andet, og han var bange for, at hans våben ikke kunne beskytte dem. Med ét holdt vinden inde, og lynene forsvandt. Xavier kunne dårligt fatte det, men den stormende vind og de knitrende lyn, der for et øjeblik siden havde domineret engen, var pludselig væk, og han kunne igen høre bækkens

13 svage klukken. Han rejste sig op, og Niki fulgte ham, da der tydeligvis ikke længere var fare på fære. Et par burrer og nogle smattede blade havde sat sig på hans tøj, og han børstede dem hurtigt af sig. Der var ingen grund til at være stille nu, for fasanerne og alt andet vildt var over alle bjerge. "Hva ba?" var hans eneste kommentar, da han påny kastede blikket ud over engen. Der, hvor lynene havde sprunget omkring, stod nu et skab. Det så ud til at være lavet af sort metal, og Xavier kunne ikke se nogen dør, men det var omtrent på højde med ham selv, og det lignede altså et skab. "Hva ba?" sagde han igen uden at være klar over det. Niki var allerede hoppet over stengærdet og luntede nysgerrigt ind mod det nyankomne. Der lugtede lidt brændt, men ellers var skoven og engen igen rammen om en idyllisk morgen. Xavier begyndte at træde over stengærdet for at følge efter Niki, da skabet eksploderede med en kraft, der brændte hele engen af og udslettede alt levende. Bækkens vand fordampede på under et sekund, mens stenene i gærdet blev slynget ind i skoven som kanonkugler der skød adskillige træer i sænk. En af dem fjernede Xaviers hoved fra hans skuldre. Hvor der før havde været en eng med en jæger og hans hund, var der nu en krigsskueplads med ild og røg og væltede træer. Den blå himmel formørkedes af sort røg fra de brændende træer, og der var ingen fasaner. Kapitel 6: En eksplosiv situation Det var en højst uvirkelig situation, og hvis den ikke havde været så alvorlig, kunne EIS-agent Max Brant næsten have leet af den. Han sad i en Burger King-restaurant i et af Bruxelles industrikvarterer sammen med seks politifolk og diskuterede, hvordan en masse sprængstoffer og

14 atomaffald var forsvundet for næsen af dem. Udenfor piskede regnen ned, og himlen var så mørk, at man skulle tro, det var aften og ikke eftermiddag. De to belgiske politifolk udstrålede en selvsikker og professionel holdning, men det var selvfølgelig heller ikke dem, der var problemets årsag. De var blot tilkaldt for at hjælpe de to tyske og de to franske politifolk, der var langt hjemmefra og involveret i en slem situation. Max var den sidste, der var ankommet, og han sad og vippede på en elendig plastikstol, hvor det ene ben var lidt kortere end de andre. Bordet imellem dem var af lysegult plastik og skruet fast i gulvet i tilfælde af, at nogen skulle finde på at stjæle det. Max mente, at Burger King overvurderede sine borde. "Nå, hvad er der sket?" spurgte Max Brant. Sprængstoffer og atomaffald var så stort og foruroligende et problem, at han sprang alle høflighederne over og gik direkte til sagen. Det behagede tydeligvis ikke de to belgiske politifolk i deres ulastelige jakkesæt og nystrøgede skjorter. Dette var deres hjemmebane, og de brød sig ikke om at blive forhørt af EIS-agenter. "Sagens alvor og internationale komplikationer taget i betragtning," sagde en af dem, mens hans lille overskæg vippede, "fandt vi det nødvendigt at kontakte EIS, før situationen udviklede sig i en mere uhensigtsmæssig retning." Max krummede tæer i skoene. "Det er vist allerede sket," sagde han. "Men hvad er situationen?" Den belgiske politimand med overskægget forsøgte sig igen: "Hvad vi har her er et tilfælde af nationale interesser i transnational konflikt. Grundet adskillige overskridelser af beføjelser og reglementer er de potentielle konsekvenser for byens integritet ekskaleret ud af proportioner."

15 Max stirrede på manden. Måske var det blot det irriterende overskæg, der distraherede ham, men det lød som om, at manden ikke kunne tale klart. "Det er deres skyld," brød den ældste af de tyske, civilklædte politifolk ind og pegede på de to franske politifolk, imens han og hans tyske kollega havde travlt med at sætte et par Double Whoppers til livs. De tyske politifolk var gennemblødte, og en pøl af vand havde dannet sig omkring deres fødder. "Hvis de ikke havde ladet den bil køre helt til Bruxelles fyldt med sprængstoffer, så..." "Vores skyld?" afbrød en af de franske politifolk fornærmet. "Den højt besungne tyske effektivitet har vist fejlet endnu engang, når man ikke engang kan standse en enkelt mand med en enkelt kuffert fuld af radioaktivt affald." De to franske politifolk havde heller ikke uniform på, men de skulle ikke nyde noget af at besudle deres ganer med billig junkfood. I stedet røg de cigaretter i hobetal. "Det var ikke meningen, at han skulle stoppes," vrængede den ældre tysker. "Ikke før vi fandt ud af, hvor han skulle hen med den kuffert." Han hævede stemmen, så et par af restaurantens ekspedienter løftede blikket imod dem. Hans yngre kollega koncentrerede sig om at hælde ketchup ud over sine pomfritter. "STOP!" udbrød Max. "Jeg har ikke tid til høre på det ævl." Han pegede på den anden franskmand og sagde "Dig! Forklar mig kort og præcist, hvad der er sket. Før det er for sent." Kapitel 7: Ulykken på Sydpolen Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen lå lige under frysepunktet. Det var en dejlig dag på Sydpolen, da Paulo Pérez Barbeito mærkede jorden forsvinde under

16 sig, og han styrtede i en dyb spalte i isen. Det var ikke alle, der fik chancen for at besøge Antarktis. To professorer og fem studerende fra universitetet i Santiago var blandt de få heldige, der fik midler til at rejse ud i år. Chile var ikke et rigt land, og udlandsrejser til universitetsfolk var ikke højt prioriteret. Men takket været Von Niemann-legatet for Sydpolsforskere var de her alligevel. Von Niemann-legatet støttede en årlig studietur til området omkring Bryan Coast ved Bellingshausenhavet. Paulo var ved at skrive sin endelige afhandling om dyrelivet på Antarktis, og han havde glædet sig til at opleve dyrene med egne øjne. Når man bevæger sig ud i nærheden af den faste havis, binder man sig altid sammen med et reb. Cirka ti meter mellem hver person er passende. Skulle en person gå gennem isen, kan de andre straks smide sig ned og stoppe faldet med deres vægt. Eller sådan er det i hvert fald meningen, at det skal virke. Paulo havde hørt grusomme historier om folk, der var gået gennem isen. Enten fordi de ikke havde haft reb på, eller fordi rebafstanden mellem dem var for lang. Nogle var bare forsvundet, og de var de heldige. Andre var styrtet langt ned og kommet til skade eller havde siddet uløseligt fast. De havde været ved bevidsthed, men uden for deres kammeraters rækkevidde, og efterhånden som timerne gik, og håbet om redning forsvandt, nåede de til den værste af alle situationer. Personen i isen og hans kammerater over ham måtte tage afsked med hinanden og skære rebet over. Derefter var han efterladt alene til at dø i en frossen grav. "Aaaahh!" lød det fra Paulo i samme sekund, han faldt. Han gik forrest og var opslugt af naturen omkring ham, da sneen og isen pludselig gav efter. Men inden han nåede at reagere eller råbe om hjælp, var han allerede på vej ned i isen. Hvis hans professorer og de andre studerende havde gået

17 med rebet strakt ud imellem dem, ville han måske have været den eneste, der styrtede i isspalten. Men de gik alt for tæt og pegede og snakkede begejstret om alt, hvad de så. Da Paulo forsvandt foran dem, gik der kun et enkelt øjeblik, før han trak den næste efter sig. En kvindelig studerende ved navn Isolde Núñez. Og hun trak straks den næste med efter hende. Simpel fysik dikterer, at den tungeste vægt automatisk bestemmer bevægelsen. Hvis to mennesker går gennem isen, og der er fem tilbage i den anden ende af rebet, vil de kunne holde de tos vægt. Men når der går tre gennem isen, og der kun er fire tilbage til at holde dem, bliver det meget sværere. Især siden de tre har farten på deres side. Efter Isolde røg professor Cárdenas i spalten, og havde det ikke været for de tilbageværendes hurtige reaktion, ville de alle være forsvundet på få sekunder. Andre Sydpolsforskere ville i tiden derefter have snakket om, hvordan syv chilenere forsvandt på deres første dag på Antarktis. De ville have blevet en af de uhyggelige historier. Nu kunne de fire i det mindste redde livet. Kapitel 8: Den beskidte bombe Den franske politimand kastede et kort blik på sin kollega, der nikkede diskret. Det var i alles interesse, at EIS-agent Max Brant fik en komplet redegørelse for situationen. Det forsvundne sprængstof og det radioaktive atomaffald skulle findes hurtigst muligt, inden det blev brugt til noget forkert. "Oui," sagde franskmanden. "Vi fik altså et tip om at en varevogn skulle forlade havnen i Marseilles fyldt med dette hersens Titadyn sprængstof. Men i stedet for at standse den, valgte vi at følge den for at fange bagmændene. De ved... ellers kunne man jo bare arrangere en ny transport." Han tændte en ny cigaret med den gamle, som var brændt helt ned til filteret. "Vi troede, at den måske skulle til Paris,

18 men den fortsatte ind i Belgien. Og da vi kom her til Bruxelles, kørte den ind på dette hersens lager, der ligger her på den anden side af vejen." Den franske politimand pegede ud af vinduet, og Max så gennem regnen, at der lå en stor bygning bag nogle kraftige gitterlåger. Der holdt adskillige politibiler, og det vrimlede med uniformerede betjente i regnslag derovre. "Som franske politifolk kunne vi ikke få adgang til en belgisk virksomhed, så vi måtte tilkalde det lokale politi," sagde han og nikkede i retning af de to belgiske politifolk ved bordet. Ham med overskægget så ekstra stram ud. "De forstår... før sprængstoffet måske blev lastet om til en anden bil og forsvandt. Men det var for sent." Overskægget indskød en af sine uforståelige bemærkninger. "Vi har lokaliseret omtalte transportmiddel på virksomheden på den anden side af gaden og erfaret, at bemeldte Titadyn 30 AG sprængstof er fjernet. Siden vores bombehunde med stor sikkerhed har konstateret, at sprængstoffet ikke længere opholder sig på ejendommen, formoder vi, at det er afgået med en uidentificeret transport." Max vidste, at Titadyn 30 AG er en form for komprimeret dynamit. Han sukkede. "De har altså flyttet sprængstoffet over i en anden bil og kørt det væk lige for øjnene af jer." "Oui" sagde franskmanden en anelse ydmyg. "Hvad så med jer?" spurgte han og kiggede på de to tyske politifolk. "Hvad laver I her? Og hvem er ham med kufferten?" Den unge tyske politimand gumlede i sin burger og kiggede ned i bordet. Den ældste svarede. "Vi var rimeligt sikre på, at Oleg Kuznetsov var kurer," startede han. "Oleg Kuznetsov, hvem er det?" spurgte overskægget. "En lille, skaldet og ret usikker mandsling blind på det

19 højre øje, det er helt hvidt. Han arbejder, så vidt vi ved, for en fraktion af den russiske mafia. Ifølge vores kilder sælger han atomaffald illegalt fra østlandene. Han rejste fra Novovoronezh i det nordlige Rusland med en specialbygget kuffert, som skulle være fyldt med radioaktive affaldsprodukter, vistnok plutonium, fra det lokale atomkraftværk." Tyskeren kastede et enkelt blik på sine franske kolleger. "På en måde er vores historier ens. Vi fulgte Kuznetsov tværs over Tyskland for at se, hvor han skulle hen med kufferten. Han fortsatte ind i Belgien og hele vejen til Bruxelles, hvor han ankom til den samme adresse som den franske bil i dag. Og nu er han også væk." Max lænede sig ind over bordet og stillede et spørgsmål, som han var bange for at få svar på. "De herrer. Dette her er yderst vigtigt. Fortæl mig: Er der nogen som helst forbindelse mellem bilen med sprængstoffet og kufferten med det radioaktive affald?" Den ene belgier rømmede sig og sagde overraskende fladt og forståeligt: "Vi fandt den tomme kuffert i den forladte, franske bil." "Kom! Afsted!" udbrød Max og skubbede stolen tilbage, mens han rejste sig i samme bevægelse. De seks politifolk fik straks fornemmelsen af, at Max var svaret på alle deres problemer. Han hev sin mobiltelefon frem og gik hurtigt mod restaurantens udgang og den silende regn. Situationen var pludselig blevet stærkt forværret. Et eller andet sted i byen var der en beskidt bombe. Og Max havde ingen anelse om, hvordan han skulle finde en vognfuld Titadyn og plutonium i en storby som Bruxelles. Kapitel 9: Skibet i isen Det tog et øjeblik, før det gik op for holdet, at Paulo og Isolde var forsvundet ned i den kolde antarktiske is. Først da professor Cárdenas forsvandt foran dem, kastede den anden professor og de tre studerende sig ned i sneen og

20 forsøgte at holde fast. Frygten for at blive trukket med ned indfandt sig straks som en lammende fornemmelse i dem alle, men den næste i rebet, en studerende ved navn Vittorio, blev kun trukket hen til kanten, hvor han blev liggende. I den anden ende af rebet hang professor Cárdenas to meter nede i spalten. Han var omgivet af blåhvid is, men efter et øjeblik overkom han sin forskrækkelse og fik placeret sine støvler på en lille afsats i isvæggen. Omtrent 10 meter under ham hang Isolde. Han kunne ikke se hende, for hun var gledet ud over en kant, der dækkede for synet. Spalten var ikke et regulært hul lodret ned i isen. Der var udspring og afsatser og skarpe kanter overalt. Det var ikke et rart sted at falde ned, og havde professoren kunnet se Isolde, ville han være blevet forskrækket over blodet fra hendes hoved. På vejen ned havde hun ramt en iskant og var blevet slået bevidstløs, og som hun hang livløs på rebet som en ødelagt dukke, kunne man ikke vide, om hun var i live. Rebet skar hårdt ind i maven på professor Cárdenas, men ikke hårdere, end han kunne holde både Isolde og Paulo oppe. Og det overraskede ham faktisk. Isolde var en slank og spinkel pige, som de fleste ville kunne bære uden besvær. Man Paulo var en kraftig fyr på over 100 kilo, og professoren kunne ikke forstå, at Paulos vægt ikke var ved at trække ham ned. Han frygtede, at rebet måske var sprunget, og Paulo var fortabt. "Paulo! Isolde! Er I okay?" råbte han ned til dem, men de svarede ikke. Mange meter under ham var forklaringen en helt anden. Hvis Isolde havde været ved bevidsthed, ville hun ikke have mærket Paulos vægt. Hun ville dog have kunnet se ham ganske tydeligt. Han lå ikke på en afsats i isen, og han klamrede sig ikke til en glat kant. Turen ned gennem isspalten havde været hård. Han havde