Siegfried Lenz. Fyrskibet. På dansk ved. Knud Holst. Bechs Forlag - Viatone

Transkript

1

2 Fyrskibet

3 Af samme forfatter: De skyldfries tid - de skyldiges tid, 1962 Tysktime, 1970 Et forbillede søges, 1974 Historier fra Bollerup, 1976 Belatonsøens bølger og andre noveller, 1978 Forhistorien, 1981 Det tabte, 1982 Eksercerplads, 1986 Den serbiske pige, 1989 Klangprøven, 1991 Oprøret, 1997 Sønderjysk kaffebord, 2007

4 Siegfried Lenz Fyrskibet På dansk ved Knud Holst Bechs Forlag - Viatone

5 Fyrskibet er oversat fra tysk efter Das Feuerschiff (1960) Copyright 1997 Hoffmann und Campe Verlag, Hamburg Published by agreement with Agentur Literatur Gudrun Hebel, Berlin Omslag: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Illustration Anne-Mette Granner Bogen er sat med Aldus og trykt hos Nørhaven A/S, Viborg 3. udgave 1. oplag Printed in Denmark 2007 ISBN

6 De lå og lå fast ved de vandrende sandbanker. Ni år igennem siden krigen havde deres skib ligget fastholdt af den lange ankerkæde som en ildrød høj på havets skifergrå slette, dækket af muslinger, bevokset af alger. Bortset fra de korte perioder, når det var på værft, lå det der i de varme somre, når Østersøen strakte sig blank og blændende og uden en krusning, og alle vintrene, når tunge søer løb ind under skibet, og isflager splintrende slog mod skibssiden og skramlende skurede langs med den. Det var et gammelt reservefyrskib, som man efter krigen endnu en gang havde udrustet og sendt ud for at varsko skibene mod de vandrende banker og give dem et pejlemærke for den minefri rute, de skulle benytte. I ni år havde den sorte kugle hængt i masten og angivet, at de lå på positionen, og i ni år havde den blinkende stråle af landkendingslyset fejet i en kreds ud over den lange bugt og den natsorte sø over til øerne, der hævede sig grå og flade som åreblade over horisonten. Nu var minefelterne ryddet, farvandet gjaldt for at være sikkert, og om fjorten dage skulle det gamle fyrskib inddrages. Det var den sidste vagt. Den sidste vagt skulle ende inden vinterstormene, som jog ind i bugten med krappe og stærke søer, undergravede de stejle lerskrænter på kysten og efterlod en skorpe af 5

7 tang, issplinter og pileformede søgræsarter på den flade strandbred. Før stormene sætter ind, er Østersøen her uden for den lange bugt rolig; dønningen går blidt og jævnt, vandet har en blåsort farve. Det er en god tid for fiskeriet. I stimer farer makrellene af sted med de tigerstribede rygge tæt under overfladen, laksen bider på krogen, og i bundgarnets masker sidder torskene tæt, som skudt ud af et jagtgevær. Nu er det også den alleryderste tid for kystskibsfarten for de firskårne motorsejlere, for de store sejlskibe og træskonnerterne, som kommer ned fra Finland med den sidste ladning grubetræ eller med udsavede planker og drager videre mod deres vinterskjul. Farvandet foran den lange bugt og mellem øerne er fuldt af dem før stormene, og fra fyrskibet ser de den vippende, slingrende, besværlige procession drage forbi mod sikkerheden bag horisonten; og når den er forsvundet, kommer stormmågerne og de store svartbagmåger, først enkeltvis, så i skrigende flokke, der kredser om fyrskibet og sætter sig til hvile på masterne eller lander på vandet, hvor skibets rødlige spejlbillede ligger. Da den sidste vagt begyndte, var søen så godt som tom for de slingrende træskuder, kun enkelte efternølere kom endnu forbi og klemte sig ned under horisonten, og på fyrskibet så de nu næsten kun de hvide jernbanefærger, som morgen og aften forsvandt med skum om stævnen bag ved øerne, svære fragtskibe og brede fiskerkuttere, som ligegyldigt løb forbi dem. Denne disede morgen var der intet i sigte. Fyrskibet vuggede trægt på bølgerne i sin lange ankerkæde, mens strømmen stemmedes op i et pres mod skroget, og et grønt, svovlgrønt skær lå glødende over havet. Med en fløjtelyd fra vingernes svingfjer strøg et træk gråænder tæt over 6

8 vandet forbi skibet, over mod øerne. Ankerkæden skurede imod og knirkede i klysene, når den bløde dønning hævede skibet, og der opstod en lyd, som om nogen trak rustne søm af en gammel kasse med et stemmejern. Dønningen klaskede mod hækken og løb videre. Et bredt skumspor trak sig fra bugten ud mod den åbne sø som en hvidlig åre, hvori der skvulpende drev blæretang, algebesatte træstumper, planterester, korkstykker og en flaske, som dansede op og ned. Det var den anden morgen på deres sidste vagt. Da Freytag åbnede kahytsdøren, så han op mod udkigsmanden. Manden på udkigsposten tog ikke kikkerten fra øjnene; i langsomme kredse drejede han overkroppen, som om man havde nittet hans fødder fast, drejede sig kun i hoften, uden at hans fødder bevægede sig, og Freytag vidste, at der ikke var noget galt, og trådte ud i den disede morgen. Han var en gammel mand med mager hals og stram hud over ansigtet, hans væskende øjne var ustandselig fulde af tårer som i erindringen om en fortvivlet anstrengelse. Skønt hans undersætsige skikkelse var krumbøjet, forrådte den dog stadig noget af den kraft, som engang havde skjult sig i ham, eller som måske endnu skjulte sig i ham. Hans fingre var knudrede og hans gang hjulbenet, som havde man i hans ungdom sat ham op at ride på en tønde. Før han blev kaptajn på fyrskibet, havde han i seks år sejlet med sit eget skib i kræmmerfart ned til Levanten, og siden dengang havde han vænnet sig til at rende rundt med en halvrøget, kold cigaret i munden. Under måltiderne lagde han den samvittighedsfuldt fra sig ved siden af tallerkenen. Han lænede sig med ryggen mod kahytsdøren, den kolde cigaret vandrede vippende frem og tilbage 7

9 mellem mundvigene, og han så over mod øerne, hen over skumsporet, der trak sig tværs over den åbne sø, og dernæst på vragbøjen, hvor spirene af et skib, der var blevet sænket under krigen, ragede op af vandet; og som han stod således, mærkede han, at døren bag ham blev åbnet. Uden at vende sig om trådte han til side, for han vidste, at det var drengen, som han havde ventet på. Freytag havde ikke spurgt nogen og havde ikke indhentet nogen tilladelse. Som kaptajn havde han ganske simpelt taget drengen med ud på den sidste vagt lige ud af sygehuset, hvor Fred havde ligget med en kviksølvforgiftning. Freytag havde set den blege, velvoksne dreng ligge i sengen med sit ophidsede blik, og efter at han havde talt med lægen på gangen, var han kommet tilbage og havde sagt til Fred:»I morgen kommer du med mig ud på stationen.«og skønt drengen hverken ville tilbage til barakken, hvor han arbejdede som termometerblæser, eller med på Freytags skib, var han nu ombord på stationen. Fred lod kahytsdøren falde i, og den lukkede sig med en hvæsende sugelyd, mens han målte den gamle med et fjendtligt blik fra øjenkrogene. Han sagde ikke noget til ham; han stillede sig ved siden af ham og ventede i fjendtlig tavshed. Så længe han kunne huske, havde han aldrig stået anderledes ved siden af den gamle ikke engang da han kun nåede ham til skuldrene, og heller ikke nu, da han kunne se ham ned i den løst siddende krave, hvorunder en stribe af den glatte, solbrændte hud, som strakte sig over hele ryggen ned til hoften, begyndte. Siden han havde fået at vide, hvad der dengang var sket nede i Levanten, på den tid, da den gamle fo r i kræmmerfart, og han selv endnu gik i skole, havde han 8

10 været færdig med ham, uden at de nogen sinde havde talt om det, og uden at det havde været nødvendigt, at han sagde noget om det. De stod tavse ved siden af hinanden, de kendte hinanden for godt, til at den ene skulle vente sig noget af den anden, og uden et ord opfordrede Freytag med et kort nik drengen til at fø1ge med. Bag efter hinanden klatrede de op ad den gule lanternebærer og så, det forvrængede spejlbillede af deres ansigter i det hårde runde glas. De så ud over havet og ned på dækket af skibet, hvis vuggende bevægelser de mærkede kraftigere heroppe, og Fred så den tungt nedhængende kæde plaskende dykke ned i vandet, når dønningen strakte sig op imod den. Han så også manden med den sorte krage stå i boven og hørte den gamle sige:»det er Gombert. Han har ikke opgivet det endnu han vil lære kragen at tale inden jul, og til påske skal den fremsige en salme.«fred svarede ikke, ligegyldigt betragtede han manden i boven, som ivrigt snakkede til kragen, der med stækkede, slapt hængende vinger sad og krøb sammen på dækket.»den hedder Edith,«sagde Freytag,»Edith von der Lahoe.«Så klatrede han ned med Fred bag efter sig, og de gik tavse over til radiorummet, hvor de fandt Philippi foran radiogrejet en lille spinkel mand i en forvasket pullover og med hovedtelefonerne på; i den ene hånd holdt han en blyant, og med den anden rullede han en cigaret på bordet.»han udsender strømmålingen ; «sagde Freytag,»søgangen og vejrmeldingen.«philippi vendte sig ikke om mod dem, skønt han så deres skygger på væggen og på bordet, der var fyldt med 9

11 tobakssmuler. Han tog ingen notits af højttaleren, hvorfra der lød en knitren, en tør knækken som af græshopper på et bliktag. Roligt sad han i sit vinduesløse rum og sagde efter et stykke tid:»der er luftet ud én gang.«og trak sine hovedtelefoner på plads.»det er radiorummet«, sagde Freytag,»nu har du også set det.«og han skubbede ham væk fra indgangen med skulderen, trak døren, der gik på ruller, til og så sig om, idet han spekulerede på, hvad Fred endnu ikke havde set, efter han var kommet ombord. Han lod blikket vandre ud over sit skib, og for første gang forekom det ham gammelt og forsømt et skib, der ikke var frit og kunne sejle til andre kyster, men lå som en straffefange i sin lange lænke, holdt fast af det kæmpemæssige anker, som lå gemt dybt nede i sandbunden, og Freytag fandt intet, som han endnu kunne vise drengen. Ubeslutsomt skød han skuldrene i vejret. Han så ud over sit skib som en mand, der ser ud over det flade land. Han halede et lommetørklæde frem, viklede det om den ene hånd og stak den i lommen igen. Et øjeblik lyttede han bagud mod drengen, som var blevet stående skråt bag ham; han hørte ikke noget, og han knyttede den beviklede hånd og mærkede, hvor stof fet spændtes ud over de knudrede fingerled. Hans blik var standset ved udkigsmanden, som havde sænket kikkerten og lænede sig ind over skifertavlen, hvorpå der denne morgen endnu ikke var skrevet noget, og han vinkede til Fred, at han skulle følge med. Deres skridt fik stigens jerntrin til at synge, trinene var rustne, bulede og udtrådte, og de riller, der skulle give fødderne fæste, var nedslidte og næppe til at mærke. Bag efter hinanden steg de op, Freytag forrest; udkigsmanden stod ved skifertavlen og så deres hoveder komme til syne over dækket, deres skuldre 10

12 og kroppe dukke op, til de til sidst svingede sig ud fra gelænderet og landede ved siden af ham. Fred havde aldrig før set Zumpe; han vidste kun, at den mand, han traf på udkigsposten, under krigen var blevet torpederet på en malmfragter og derefter havde drevet rundt i ni timer i en sønderslået redningsbåd af alle anset for død. Freytag havde fortalt ham det; og han havde også fortalt ham, at Zumpes kone dengang havde indrykket en dødsannonce, som Zumpe selv, da han kom tilbage og læste den, fandt så tarvelig, at han forlod hende. Nu gik han hele tiden omkring med sin egen dødsannonce på sig i en krøllet tegnebog, og han viste den frem med et grin et gulligt stykke papir, som var gnedet mørkt og laset mellem utallige tommel- og pegefingre. På turen herud, da den gamle havde fortalt ham om de mænd, han ville træffe på skibet, havde Fred for første gang hørt om Zumpe, og nu stod de over for hinanden og gav hinanden hånden, og Fred mærkede mandens hornagtige klofingre mellem sine egne. De lidt for korte lemmer, den lidt for korte hals og det tunge hoved gav Zumpe et dværgagtigt præg; nakken var fuld af dybe rynker, ansigtet var opsvulmet.»giv ham kikkerten,«sagde Freytag. Zumpe trak den tynde læderrem over hovedet og rakte kikkerten til Fred, som uden hastværk tog imod den og drejede den i hænderne.»kig i den,«sagde Freytag.»Derovre er øerne.«mændene udvekslede et blik, og drengen satte den svære kikkert for øjnene og så i skarptudstukne skiver kysten af øerne, og bag dæmningen fik han øje på et sejl, salthvidt og roligt glidende, som ikke syntes at tilhøre nogen båd, men så ud til at bevæge sig hen over dæmningen. Fred bøjede 11

13 de to rør sammen om stålakslen, så at de to møntrunde skiver skød sig ind over hinanden, og nu så han hen over øerne, drejede sig i hoften, så vragbøjen og spirene fra det sunkne skib vandre gennem den skarpe cirkel og igen forsvinde ud af den, mens han drejede kikkerten videre ud over den åbne sø. Skumsporet trak sig gennem cirklen, en nedstyrtende mige slog ned i vandet med ubevægelige vinger, og mod den disede horisont så han toppen af de drivende bølger titte frem. Så stirrede han vedholdende, afbrød pludselig den kredsende bevægelse, som om han var stødt på modstand, og mændene så ham tage kikkerten fra øjnene, straks igen hæve den og hastigt begynde at dreje på den takkede midterskrue, og de trådte helt hen til ham og kiggede i den retning, han søgte. De kunne ikke få øje på noget.»hvad er der?«spurgte Freytag.»Jeg har ikke set noget,«sagde Zumpe.»En båd,» sagde Fred,»en motorbåd. Jeg tror, den driver.«man kunne tydeligt skelne den grå båd, som lå på tværs af søen og drev af og derfor blev kastet højt i vejret af dønningen. Man så også i de skarpt udstukne skiver, at båden var bemandet, og at en af besætningen stod med skrævende ben på motorhjælmens træbeklædning og svingede et eller andet frem og tilbage.»ja,«sagde Fred,»det er en drivende båd, og der er mænd ombord.«zumpe tog kikkerten ud af hånden på ham; han trak overlæben i vejret og krusede den, så han blottede sine stærke fortænder, mens han satte kikkerten for øjnene, så i den et par sekunder og uden et ord rakte den videre til Freytag. Også Freytag så kun nogle sekunder i den, så gav 12

14 han den tilbage til drengen og sagde:»vi sætter båden ud.båden er nymalet,«sagde Zumpe.»Så sætter vi altså. den nyrnalede båd ud,«sagde Freytag.»Farven er ikke helt tør endnu.det kan du gøre dem opmærksom på,«sagde Freytag,»men tag dem ombord først. Måske er det dem oven i købet ganske ligegyldigt, hvad for en båd der tager dem ombord.alene?tag Gombert med. Han kan hjælpe dig. Du kan også spørge kragen fra mig. Måske har Edith også lyst til at komme med.«zumpe trådte hen til nedgangen. Der var noget besværligt ved hans bevægelser, noget kantet og stødvist. Mens han forsvandt, holdt Fred øje med båden, som drev sidelæns af sted mod det åbne hav.»de driver med strømmen,«sagde Freytag,»der går en stærk strøm fra bugten og udefter, og de befinder sig midt i den.«drengen sagde ingenting, og Freytag fortsatte:»om sommeren når sejlbådene kommer forbi, kan man tit se, hvor stærk den er ved sit jævne træk er strømmen selv ved flov brise stærkere end vinden og trykker bådene udefter.de signalerer til os,«sagde Fred, som uafbrudt så i kikkerten.» Vi skal nok få dem hentet,«sagde Freytag,»det er ikke første gang, den slags ting sker.jeg burde ta med,«sagde Fred.»Det er bedre, du bliver her,«sagde Freytag. 13

15 Nedenunder kom Zumpe og Gombert nu til syne ved klapdaviderne. De løftede båden ud af klamperne, svingede den ud og satte den ved hjælp af håndspillet i vandet. Båden var nu kun fortøjet ved forlinen og skurede mod fyrskibets side. Mens Gombert klatrede ad falderebet ned i båden og greb rorpinden, slog Zumpe motoren til, kastede forlinen og satte sig til rette på bundbrædderne, så at kun hans hoved stak op over rælingen. Med et knald fra motoren lagde de fra og drejede i en kort bue ud mod den drivende båd med hvirvlende kølvand efter sig. Fred så i kikkerten, hvor de red på dønningen og dernæst løb ud i skumsporet, som deres båd et øjeblik rev over, og han så, hvor det hvide bånd lukkede sig bag dem, mens båden blev kortere og fladere, til den til sidst var flad som en dæksplanke, hvorpå kun Gomberts massive ryg ragede op. De styrede mod den drivende båd, og da de havde nået den, så Fred dem sejle langsomt rundt om den og dernæst sætte kursen lige mod den og løbe op på siden af den. Tre gange så han omridsene af en skikkelse rejse sig og synke sammen, og han sagde til Freytag:»Der er tre. De skifter over. Jeg gad nok vide, hvad slags folk det er.det vil vi snart få at vide,«sagde Freytag.«De vil sige dig tak, for det var dig, der fik øje på dem. Måske ville de over til øerne og er kommet ud for et eller andet fordømt uheld.«fred vendte sig hastigt om mod ham og så ham stå der med den kolde cigaret mellem læberne og hænderne i lommen.»vil du ha kikkerten?«spurgte han.»nej,«sagde Freytag,»det var dig, der fik øje på dem, og nu skal du være med, når de kommer ombord. Behold kikkerten.«14

16 Drengen satte igen kikkerten for øjnene. Han mærkede, at den gamle trådte et skridt nærmere og længe så på ham fra siden. Han kunne fø1e, at han ville tale med ham og hørte ham trække vejret dybt og lavmælt sige:»det er meget godt for dig, Fred. Jeg skulle allerede for længe siden ha gjort det. Jeg skulle for længe siden ha taget dig med på en vagt, for du finder ingen steder sådan en luft som her. Der findes ikke noget bedre for dine lunger, Fred, det vil du mærke, når vi kommer tilbage.«drengen tav. Derude gjorde de to både sig klar af hinanden, og han troede, de ville opgive den drivende båd, men så drejede den langsomt ind i kølstriben, og Fred vidste, at de havde gjort den fast og tog den med.»jeg skulle ha taget dig med om sommeren,«sagde Freytag,»da er luften endnu mildere, der er masser af sol, og man kan se langt væk.«fred opdagede, at den grå båd, som de havde på slæb og bragte med sig, var større end deres egen, hvori der nu sad fem mand. Det så ud til at være en redningsbåd fra en stor passagerdamper, den var forsynet med tynde åretolde langs siderne og havde en solbleget korkfender i boven.»hører du efter, hvad jeg siger?«spurgte Freytag.»Ja,«sagde Fred,»Jeg har fået det hele med!«nu kunne han skelne Gombert ved rorpinden, Zumpe i boven og de tre mænd, som sad og krøb sammen mellem dem. Uden at tage kikkerten ned eller vende sig om mod den gamle spurgte han:»hvad gør vi med dem?det vil vise sig,«sagde Freytag.»Vi sender dem i land så hurtigt som muligt. Vi holder ikke hotel ombord. Om ikke før så sender vi dem med forsyningsbåden. De kan ikke blive her hele vagten.«15

17 Bådene kom nærmere. Man så tydeligt den stramme line, der forbandt dem, ansigterne blev tydeligere, og nu kom også Rethorn frem mellem daviderne og Soltow, maskinisten. Rethorn var iført en nystrøget khakiskjorte, og velpressede bukser og bar et brunt slips. Han var styrmand, og ombord på fyrskibet havde man aldrig set ham uden han var stivet og presset. Da bådene endelig var på prajehold, kom også Trittel kokken, en mager mand, som så ud til at lide af dårlig mave; og som foldede de magre hænder under forklædet, der var plettet af mel. De stod mellem daviderne og ventede på bådene, som havde kurs mod fyrskibets dæk, drejede bi i krappe buer og lagde sig langs skibssiden. Liner smældede ned til dem, de gjorde båden fast, og nu klatrede Freytag og drengen ned og gik også hen til daviderne, hvor hele besætningen var forsamlet med undtagelse af Philippi, som sad i sit radioskab. Fred lænede sig til håndsvinget og betragtede falderebets tove, som nogen trak i, og det så godt som nye læder knirkede under vægten af den første mand, som kom ombord fra båden nedenunder. Først kom Dr. Caspary en plump signetring meldte ham forud den sad på ringfingeren på den behårede hånd, som først kom til syne over rælingen, lagde sig fast om tovet, trak til og blev hvid om knoerne af anstrengelse, til den anden hånd også fik fat, og hans ansigt dukkede op. Det var et smilende ansigt med buskede bryn, som ikke var klippede, og dækket under et par tilstænkede solbriller. Rethorn hjalp ham ombord, og Dr. Caspary så sig smilende om og gik hen til hver af mændene og præsenterede sig smilende for hver især. Så trådte han hen til falderebet, og sammen med Rethorn hjalp han den næste med at komme 16

18 ombord en kæmpe med et blåligt hareskår, iført en skjorte uden flip og med et udtryk af idiotisk ømhed, og efter ham hjalp de en langhåret ung mand ombord, som med alle tegn på væmmelse for sammen ved Rethorns berøring og trådte til side, idet han glattede sit jakkeærme. De præsenterede sig ikke, men præsentationer så ud til at more Dr. Caspary, og han pegede med den ene tommel-finger på kæmpen og sagde:»hr. Kuhl, Eugen Kuhl!«hvorpå Eugen nikkede heftigt, og med den anden tommel-finger pegede han på den langhårede unge fyr og sagde:»edgar Kuhl. De herrer er brødre.«edgar målte Dr. Caspary med et blik fuldt af afvisende ringeagt. Han gav ikke hånd til nogen af mændene. Kun da Freytag opfordrede dem til at følge med ind i messen, vendte Edgar lynhurtigt hovedet, som om han ville overbevise sig om, at der ikke gik nogen bag ham. Freytag førte dem ind i messen et rum, hvis trævægge var dækket af vimpler, søstykker og mørknede portrætter af længst forglemte kaptajner. Tavs fandt han glas frem fra et vægskab, desuden en halv flaske kognak og stillede det hele på bordet, idet han gjorde en indbydende bevægelse mod de faste lænestole. Kæmpen med hareskåret løftede det tomme glas op foran øjnene med stilken over mod Freytag. Han anstrengte sig for at se gennem det og sukkede, og et godmodigt, idiotisk grin bredte sig over hans ansigt.»en høne,«sagde han,»du ligner en stor høne.«og han skubbede glasset hen mod ham, og Freytag fyldte det. Alle satte sig ved bordet. Kun Edgar blev stående ved døren, lænet op mod væggen med benene over kors i nonchalant agtpågivenhed. Han holdt en foldekniv med åbent blad i hånden og begyndte at bearbejde sine negle, alt mens han holdt øje med mændene. 17

19 »Hvad er den af?«sagde Freytag,»Skal De ikke også ha et glas?han drikker ikke,«sagde Dr. Caspary,»så længe jeg har kendt ham, har han ikke rørt det mindste og heller ikke ladet sig selv røre. Jeg formoder, Eddie har aflagt et løfte. Men vi andre er ikke bundet af noget, og jeg vil gerne med denne skål udtrykke min taknemmelighed over, at De har bragt os på det tørre.det er ham der, der fik øje på jer,«sagde Freytag.»Drengen der.deres søn?«spurgte Dr. Caspary.»Ja, det var ham, der så jer først.det skal jeg aldrig glemme,«sagde Dr. Caspary og skålede med Fred, Freytag og Rethorn, mens han nikkede opmuntrende til kæmpen, og alle drak. Den knækkende lyd af håndsvinget hørtes ude ved daviderne, hvor de hejsede båden op. Der lød stemmer og dirigerende råb, og Eddie trådte mistænksomt væk fra døren og hen til et koøje, kiggede ud et øjeblik og gik tilbage til sin plads.»det var nu ikke nogen stor aktion,» sagde Freytag.»Den slags kan altid ske her, for der går en stærk strøm derude.vi har drevet siden i morgendæmringen,«sagde Dr. Caspary.»Gudskelov var søen fredelig ikke, Eddie?«Atter blev han ramt af et kort blik fuldt af kold ringeagt, som han imidlertid ikke syntes at bemærke. Han bar stadig solbrillerne, som nu var oversået med små matte pletter de sidste spor af saltvandet og over hans ansigt lå endnu det samme smil, som han havde holdt frem for sig, da han klatrede ombord. 18

20 »Nej,«sagde Freytag,»det var ingen stor aktion. Det var ikke andet end et lille uheld til at øve sig på.udmærket?«sagde Dr. Caspary.»Det var hvad det var et prøveskibbrud. Forhåbentlig er det ikke bare en prøve, at De har taget os ombord.vi skal nok tilkalde en båd,«sagde Freytag,»den kan bringe Dem til en havn til Kiel eller Flensborg eller til øerne derovre. I hvert fald har vi forsyningsbåden at falde tilbage på.den kommer om fire dage,«sagde Rethorn.»Altså fire dage,«sagde Freytag,»hvis vi ikke finder andre udveje forinden.«han fyldte glassene op, som havde han dermed affundet sig med, at mændene måtte blive fire dage ombord, og han nu ville drikke på denne fuldbyrdede kendsgerning. Men Dr. Caspary sagde:»det kan vi ikke forlange af Dem. Vi vil slet ikke være her i fire dage, og vi bryder os ikke om, at De skal tilkalde nogen båd til os. Så vidt jeg husker, har vi selv en båd, vandkøleren fungerer bare ikke. Hvis den kan blive repareret her, forlader vi Dem.Hvis vi tilkalder en båd,«sagde Freytag,»måske en fiskekutter, som kan ta Dem med ind, vil De være i land allerede i morgen.det er vi ikke interesseret i,«sagde Dr. Caspary.»Eller er du måske interesseret i det, Eddie?«Eddie gjorde et benægtende kast med kniven.»eller du, Eugen?«Kæmpen betragtede Dr. Caspary mildt, rystede på hovedet og sagde i et tonefald, som om hans tvespaltede mund snittede hvert ord i småstykker:»ikke interesseret.så er det afgjort,«sagde Dr. Caspary.»De skal ikke 19

21 tilkalde nogen båd, det er fuldt ud tilstrækkeligt, hvis De vil hjælpe os med at reparere vor egen båd.skal De meget langt?«spurgte Freytag.»Til Faaborg,«sagde Dr. Caspary,»ind mellem øerne. Man venter os der.«han drejede hånden med den plumpe signetring på bordet, lagde hovedet på skrå og betragtede den og begyndte efter nogen tid at polere og pudse den mod hoften, idet han af og til så prøvende på den, mens han strakte håndfladen fladt mod bordet. Kæmpen med hareskåret fulgte det med hengiven opmærksomhed, og også Freytag, Fred og Rethorn så til, mens Dr. Caspary polerede signetringen, der sad som en glimtende svulst på hans behårede hånd. Udenfor hørtes en lyd som af hammerslag på træ, båden blev med et ryk sat på plads i klamperne, svinget snurrede løst tilbage, og linerne, der blev trukket over båden, slog mod dækket med deres spændskruer.»tror De, De kan hjælpe os?«spurgte Dr. Caspary.»Vores maskinist er allerede nede i Deres båd,«sagde Rethorn.»Soltow?«spurgte Freytag.»Ja, jeg sendte ham derned,«sagde Rethorn,»Zumpe hjælper ham.gi mig en snaps til, du,«sagde kæmpen til Freytag.»Bare en lille en ikke mer end der kan være i jeres små glas her.«dr. Caspary gjorde uset tegn til Freytag, idet han afslog og sagde:»jeg ville ikke drikke mere, Eugen. Det her er ikke noget særlig godt sprøjt, og alt hvad der ikke er særlig godt, skal vi holde os fra. Man taber tænderne af det, Eugen.«20

22 Kæmpen så forbløffet på ham. Så kastede han et fortørnet blik på Freytag og skjulte glasset under en tung hånd.»ja,«sagde Dr. Caspary,»det er rigtigt, sådan skal det være.«eugen skubbede glasset fra sig og tørrede sig over den svedige pande med ærmet. Så rejste han sig og trak sin korte forkrøllede jakke af, hængte den over ryglænet på stolen og satte sig igen.»ja,«sagde Dr. Caspary,»Ja, Eugen.«Han løftede hovedet, for Eddie trådte pludselig væk fra døren og blev stående, halvt dukket under koøjet, som om han ventede en fare med kniven og blikket rettet mod den ferniserede dør, som nu åbnedes i en sprække langsomt svingende, som var det ikke en hånd, men vinden, der skubbede den op, til pludselig Zumpes svulne ansigt viste sig i sprækken og vendte sig mod bordet, hvor mændene sad. Freytag rejste sig uvilkårligt.»er der sket noget?«spurgte Dr. Caspary.»Kaptajnen må komme til radiorummet,«sagde Zumpe.»Det tænkte jeg nok,«sagde Freytag. Han kantede sig op og gik hen til døren, da en hånd trak ham tilbage ved ærmet. Dr. Caspary holdt smilende fast i ham og sagde:»bare lige for at De ikke skulle glemme, at vi virkelig ikke er interesserede i, at De tilkalder nogen båd til os. De har hørt vor beslutning. Så snart vores båd er i orden igen, sejler vi straks videre.det forstod jeg,«sagde Freytag.»Udmærket,«sagde Dr. Caspary.»Det er ikke tit, folk forstår hinanden så hurtigt.«zumpe ventede udenfor, til Freytag stod ved siden af 21

23 ham og lukkede døren til messen. Tavs gik han foran hen til radiorummet. Det var tomt, og apparatet var slået fra.»hvor er Philippi?«Zumpe nikkede over mod falderebet, hvor de havde fortøjet mændenes båd for at reparere den, og hvorfra kun stumper af samtale nåede dem. Han lyttede et øjeblik, trak så Freytag med ind i radiorummet og drejede nøglen om. De stod ubevægelige i mørket, tæt ved hinanden og hørte ikke andet end deres eget åndedræt. Så klikkede den elektriske kontakt, og lyset blev tændt med et glimt. Zumpe bøjede sig ned og åbnede en slagbænk, lyttede, trak så en pakke frem, lyttede igen og løftede pakken op og lagde den på bordet. Det var en aflang pakke, viklet ind i sejidug og fast indsnøret af tynde læderremme. Uden et ord begyndte Zumpe at løse remmene. Han viklede sejldugen af, stødte på noget matglinsende olieret papir, viklede også det af hastigt, med øvede greb, som om han allerede havde gjort det en gang før og så forsvandt hans hånd famlende og raslende under endnu et lag papir, lå stille og begyndte langsomt, langsomt at trække i små ryk og trak endelig en maskinpistol frem, idet han holdt den om løbet, der skinnede blåligt i det elektriske lys. Zumpe lagde pistolen på bordet, og igen forsvandt hans hånd søgende ind under det olierede papir.»det er ikke det hele,«sagde han,»nu kommer det bedste for liebhavere.«og han trak en haglbøsse med afsavet løb frem og lagde den ligeledes på bordet. Bøssen havde et udskåret skæfte, som var sølvbeslået, og Zumpe strøg med sine korte fingre hen over det og sagde:»sikke køligt det sikke det føles!hvor har I fået det stads fra?«spurgte Freytag. 22

24 »Jeg fandt det i deres båd,«sagde Zumpe.»De havde skjult det under bundbrædderne, og jeg har stået på det under hele turen.læg det tilbage,«sagde Freytag.»Det hele?læg det tilbage. Det kommer ikke os ved, hvad de har i deres båd.vi skulle ikke lade dem slippe herfra,«sagde Zumpe.»Vi vil få dem fra borde så hurtigt som muligt,«sagde Freytag.»Det kommer ikke os ved, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen.de er bevæbnede,«sagde Zumpe.»Jeg så det, da de skiftede båd.det ved jeg,«sagde Freytag.»Jeg har også bemærket det.vi skulle beholde dem her, til forsyningsbåden kommer, og når de så var fra borde, skulle Philippi snakke med havnepolitiet.jeg vil ha ro på den sidste vagt,«sagde Freytag.»Vi kunne tilkalde en båd,«sagde Zumpe.»Det er de ikke interesseret i.vi er syv, og de er tre,«sagde Zumpe.»Du har glemt at tælle deres pistoler med.men dette her,«sagde Zumpe og strøg kærtegnende henover skæftet på den afsavede haglbøsse.»det forandrer ikke noget,«sagde Freytag,»de har patronerne i lommen. Og læg nu skidtet tilbage det hele!«tøvende blev Zumpe stående og kiggede rådvildt på Freytag, som vippede op og ned med den kolde cigaret mellem læberne, så vendte han sig om og begyndte at 23