Om fostergenetik, skånsomme undersøgelser og behandling af barnet før fødslen eller umiddelbart efter

Transkript

1 2. halvår 2013 TEMA Om fostergenetik, skånsomme undersøgelser og behandling af barnet før fødslen eller umiddelbart efter Molekylærgenetik: Ny metode forbedrer mulighederne for at finde tegn på sygdomme, før de bryder ud au AARHUS UNIVERSITET

2 udforsk Om sundhedsforskning i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland Redaktionsudvalg pr. juni 2013 Faglige redaktører: Cheflæge Claus Thomsen, (ansvarsh. i.h.t. presseloven) Prodekan Ole Steen Nielsen, Aarhus Universitet, Health Journalistisk redaktør: Kommunikationskonsulent Eva Bundegaard Seniorkonsulent, journalist, MSA Kirsten Olesen, Aarhus Universitet, Health AC-fuldmægtig Katrine Svane Jørgensen, Region Midtjylland Journalist Anne Westh, Aarhus Universitetshospital Kommunikationsmedarbejder Finn Marsbøll, Aarhus Universitetshospital, Risskov (børne- og ungdomspsykiatrien) Journalist Rikke Jungberg Pedersen, Aarhus Universitetshospital, Risskov (voksenpsykiatrien) Lay-out Birgit Stenou Kommunikation, Aarhus Universitetshospital Forsidefoto 3D skanning af foster Kontakt redaktionen Tlf.: evabunde@rm.dk Udgiver Region Midtjylland og Aarhus Universitet Oplag Artikler må citeres med angivelse af kilde Tryk DeFacto Tryksagen kan genbruges ISSN: Titel: Udforsk Ole Thomsen Direktør med særligt ansvar for somatik, Region Midtjylland Allan Flyvbjerg Dekan Aarhus Universitet, Health Nye muligheder nye problemstillinger Hvis det viser sig, at der er noget galt, håber jeg, at der er nogen, der griber mig. Sådan siger en vordende mor, der står foran en nakkefoldsundersøgelse af sit foster den, der med stor sandsynlighed kan fortælle, om barnet har Downs syndrom. Den unge kvinde deltager i et antropologisk forskningsprojekt på Aarhus Universitetshospital, hvor man undersøger, hvordan der bliver taget hånd om gravide af det professionelle system, når de får en chokerende besked om det ventede barn. Projektet er et af de mange, vi fortæller om i dette nummer af Udforsk, hvor temaet sætter fokus på noget af den omfattende forskning i det ufødte barn, som foregår på Aarhus Universitet og i Region Midtjylland. Håbet er, at forskningen kan føre til, at færre børn bliver født med alvorlige sygdomme eller misdannelser. Og vi bliver hele tiden bedre til at forudsige sygdomme og deres udvikling. Nye, skånsomme undersøgelsesmetoder giver mulighed for bedre diagnostik allerede i fostertilstanden. Også mulighederne for behandling under graviditeten eller forberedt operation umiddelbart efter fødslen bliver stadigt bedre. Men med de nye muligheder følger også nye problemstillinger: Hvordan skal lægen rådgive forældrene i svære valg? Skal man fortælle forældrene, at der er 1 procent risiko for et sygt barn, eller at der er 99 procent chance for et raskt barn? Skal man operere på et foster? Hvornår er behandling det rigtige valg, og hvordan prioriterer vi ressourcerne bedst, efterhånden som vi kan mere og mere? De etiske dilemmaer skal sundhedssystemet også være i stand til at tackle. Personalet, der har kontakten med forældrene, er nøglepersoner, der sammen med eksperter i genetisk rådgivning og eksperter i de behandlinger, man kan tilbyde, skal vejlede forældrene. Derfor interesserer Udforsk sig denne gang også for nogle af de etiske aspekter af den kliniske forskning, som universitet og hospital er sammen om. Det samme gælder det lille ekstra tema om perspektiverne i den nyeste molekylærgenetik. Vi er desuden glade for at kunne præsentere universitetsklinik nummer fire i samarbejdet om sundhedsforskning mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland. God læselyst. 2 udforsk

3 Indhold Fast indhold 4 Hjulpet af nyeste forskning 39 Nyt om navne Bagside: Aktuel forsker TEMA 9 Forskere jagter guldæg 11 Zebrafisk kan hjælpe gravide kvinder 12 Ny metode finder flere genfejl hos fostre 14 Sjette gang var lykkens gang 16 Maven ind i MR-skanneren 18 Der er vel nogen der griber mig 20 Skidt med at børn tisser i bukserne 22 Alvorlig sorg kan påvirke fostrets helbred 23 Risiko eller chance 25 Telemedicin på vej ind i klinikken I dag kan man finde sygdom hos fostre tidligt og med raffinerede undersøgelsesmetoder. Læs om forskning i det ufødte barn: Ægsortering, fostergenetik og behandling før eller umiddelbart efter fødslen. Hjulpet af nyeste forskning Hjulpet af nyeste forskning 4 Tænk at jeg kan klare at arbejde inden for mit fag Helle var voldsomt angrebet af sklerose, da læger på AUH opdagede, at hendes sygdom var anderledes. 6 Gemmeleg med antistoffer Neurologer, øjenlæger og biokemikere arbejder sammen om tidlig diagnosticering af gruppe af sklerosepatienter. Molekylærgenetik 30 Arvemassen kan nu bestemmes på tre dage Nyt, avanceret udstyr gør det langt hurtigere at kikke arvemassen i kortene for sygdomstegn. 32 klogere på tegn på sjældne sygdomme Et nyt molekylært forskningsprogram omfatter undersøgelse af alle gener hos udvalgte patientgrupper. 26 Hvad skal vi spise i stedet for? Forskere på Aarhus Universitet vender ideen om kostråd på hovedet. 28 Tidlig indsats gør en forskel Meget få bliver helbredt for skizofreni, men prognosen er bedre med tidlig, målrettet indsats. 34 Børn og unge reddes fra pludselig, uventet hjertedød Hjertemedicinere kan nu hurtigt undersøge for tilsvarende arvelige sygdomme hos søskende til unge patienter. 36 Vi skal tænke os godt om Kliniske genetikere advarer om, at de nye muligheder for hurtig screening for arvelige sygdomme også skaber nye problemstillinger. 38 Forskning i patientforløb styrkes Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg er udnævnt til universitetsklinik. udforsk 3

4 Hjulpet af nyeste forskning Helle var voldsomt angrebet af sklerose, da lægerne opdagede, at hendes sygdom var anderledes. Ellers havde hun siddet i kørestol i dag, er hun sikker på. Nu står kørestolen heldigvis flad og støvet i kælderen. Tænk, at jeg kan Af Dorthe Lundh Foto Helene Bagger at Helle Tryk går hver morgen hen til Harald Jensens Plads, hopper på bussen, og tager på arbejde. Lige som tusindvis af andre aarhusianere. Forskellen på Helle og tusindvis af aarhusianere er, at hun i lange perioder har siddet i kørestol på grund af lammelser, føleforstyrrelser, spasmer, og på ingen måde har kunnet arbejde. Men det er længe siden. De sidste fem år har Helle passet sit job som butiksassistent i bagerafdelingen i Kvickly i Åbyhøj, præcis som hun er uddannet til, selv om hun har sklerose. Helle ekspederer og pakker brød. En gang i mellem må hun have en label helt op til næsen, så hun er sikker på, at hun pakker rugbrød i rugbrødsposerne, for hendes syn er kraftigt nedsat. Jeg er så glad for, at jeg kan holde fast i mit fag, selv om jeg har en kronisk sygdom. Jeg arbejder på nedsat tid, men jobbet er det vigtigste i min hverdag, fortæller 32-årige Helle Tryk en dag efter fyraften. Godt, jeg ikke har sklerose Hendes hverdag har været temmelig turbulent lige siden hun som 18-årig var ved at skulle til eksamen på sin HGuddannelse i Vojens, hvor hun er vokset op. Efter at have kastet op i en uge blev Helle indlagt og mistænkt for at have en spiseforstyrrelse, men symptomerne gik over i så kraftige vejrtrækningsproblemer, at hun lå i respirator i seks uger. Så eksamen blev udskudt, selv om Helle fik det godt og blev udskrevet med besked om, at hun havde haft hjernebetændelse. Hvor er det godt, at jeg ikke har sklerose, sagde Helle til sine forældre på vej hjem fra hospitalet, for den diagnose havde lægerne udelukket. Men det havde hun så alligevel. En efterårsdag tre år senere fortalte en læge på Aarhus Universitetshospital Helle, at hun havde dissemineret sklerose efter et attak, hvor Helle blev midlertidigt blind på det ene øje og igen havde føleforstyrrelser. Jeg er ikke ked af det, meddelte hun fattet lægen. 4 udforsk

5 klare arbejde inden for mit fag Men følelserne indhentede hende om natten, da hendes mor vågnede ved, at Helle græd i søvne. Helles eneste reference til sklerose var en venindes mor, der var død af sygdommen i en ung alder. Det var ikke til at holde ud at tænke på. NMO-behandling gav ny retning Men nu er der flere gode ting at tænke på ved Helles sygdom, synes hun. For eksempel, at lægerne på Skleroseklinikken i Neurologisk Afdeling F på Aarhus Universitetshospital i 2006 kunne stille en mere præcis diagnose, og fortælle Helle, at hun lider af NMO, en netop opdaget sklerosetype, der kræver en særlig behandling. Ingen andre danskere havde på det tidspunkt fået samme diagnose. Men overlæge Thor Petersen, havde på en international konference drøftet med en amerikansk kollega, hvad det er for specifikke symptomer og forandringer på MR-skanningsbillederne, man finder hos sklerosepatienter med NMO. I samme øjeblik stod billedet af Helles skanning i Thor Petersens hukommelse, og da han kom tilbage, sendte han straks en blodprøve til bestemmelse på laboratoriet på Mayo Clinic i USA, der på dette tidspunkt var de eneste, som kunne foretage analysen. Og så kom Helle i den rette behandling. I perioden inden lægerne opdagede, at jeg havde NMO, var jeg rigtig syg. Jeg røg ud og ind af hospitalet og når jeg ikke var der, boede jeg hos mine forældre, for jeg kunne slet ikke klare mig selv. Det var ni måneder med kramper, smerter, spastiske lammelser, synsforstyrrelser og daglig brug af kørestol. Desuden mistede jeg mit job, fordi jeg var sygemeldt så længe. Det gode var, at jeg kom til genoptræning på Sclerosecentret i Ry. Helle fortæller nøgternt og konstaterende om den svære tid. Men hun konstaterer også tilfreds, at kørestolen nu står i en mørk krog i kælderen, og glæden kommer frem i Helles stemme, da hun beskriver, hvordan det var at komme hjem efter sin første NMO-behandling, hvor hun fik renset sit blod for de antistoffer, der gjorde hende så dårlig: > Jeg skriver alt, hvad jeg skal, ind i min kalender, men siderne om et år er blanke, for så langt tænker jeg ikke. Jeg vil hellere tage det hele som det kommer. Helle Tryk udforsk 5

6 Hjulpet af nyeste forskning > Da jeg tog af sted til behandlingen, var jeg nær aldrig kommet ned på gaden fra min lejlighed på første sal, selv med hjælp. Da jeg blev udskrevet fem dage senere, gik jeg selv op ad trapperne. Så hurtigt kunne jeg mærke forskellen. Og få uger efter var jeg i arbejdsprøvning i det job, jeg har nu. Genoptræningen på Sclerosecentret i Ry gav Helle et boost, der ændrede hendes syn på sygdommen. For under opholdet oplevede hun, at mennesker med sklerose ikke pr. definition er ved at dø, men er positive, ironiske og har masser af livsindhold. Nu holder hun fast i at leve et så normalt liv som muligt med en aktiv fritid, hvor hun dyrker pilates, svømmer og er meget sammen med sin søster og svoger og deres drenge, som hun jævnligt passer. Stabilt helbred Forsigtig fremtid Helle har ikke haft sygdomsanfald, siden hun fik renset blodet, men hun bliver mindet om sin sygdom, når hun dagligt skal tage piller, for at hendes krop ikke skal danne nye antistoffer. Desuden har NMO reduceret Helles syn til cirka 17 procent. Det betyder, at hun kan have svært ved at orientere sig, og at hendes balance ikke svarer til hendes unge alder. Hun bliver også mindet om, at hun har begrænsninger, når hun har brug for en lur efter sin fire timers arbejdsdag, og når hun skal til kontrol hos øjenlægen og på skleroseklinikken på Aarhus Universitetshospital. Selv om hendes sygdom er stabiliseret, er hun forsigtig med fremtiden: Jeg skriver alt, hvad jeg skal, ind i min kalender, men siderne om et år er blanke, for så langt tænker jeg ikke. Jeg vil hellere tage det hele, som det kommer. Det værste ville være, hvis jeg om fem år sidder i kørestol igen, for det var virkelig svært at håndtere, dengang jeg endnu ikke var i behandling for NMO. NMO og forskning NMO (Neuromyelitis optica) er betegnelsen for en nyopdaget undergruppe af sklerose. Symptomerne er især knyttet til rygmarven (myelitis) og synsnerverne (optica) Forskningsprojektet drejer sig om at finde en sikker metode til hurtigt at diagnosticere patienter med NMO og forventes afsluttet i Projektteamet består af læger på Neurologisk Afdeling F og Øjenafdeling J på Aarhus Universitetshospital samt en lektor på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Gemmeleg En tidlig indsats for patienter med synsnervebetændelse kan måske forhindre, at de udvikler yderligere symptomer på NMO, som er en art sklerose. Diagnosen gemmer sig i antistoffer, men de er svære at lokalisere. Af Dorthe Lundh Foto Helene Bagger Cirka to gange om ugen udreder læge og ph.d.-studerende Gro Dale en ny patient, der har fået konstateret synsnervebetændelse hos en øjenlæge i Region Midtjylland. Den akutte behandling er binyrebarkhormon, men udredningen går videre, for med ekstra blodprøver og skanninger kortlægger Gro Dale, om patienten har kriterierne for, at synsnervebetændelsen udvikler sig til sklerosetypen NMO. Det er en del af det forskningsprojekt på 6 udforsk

7 Tværfagliget samarbejde er centralt i projektgruppen. Her er neurologerne ph.d.- stude rende Gro Dale, overlæge Thor Petersen og professor, øjenlæge Toke Bek med antistoffer Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, som overlæge, dr. med. Thor Petersen, leder af Scleroseklinikken i Neurologisk Afdeling, står i spidsen for. Leder efter flere med NMO På mange måder ved vi ikke ret meget om NMO endnu, for det er kun cirka ti år siden, at vi blev opmærksomme på, at sygdommen er sin egen udgave af dissemineret sklerose. Vi ved, at de første kriterier for NMO typisk er netop synsnervebetændelse, derfor fokuserer vi i projektet på nye tilfælde af den lidelse. Vi vil undersøge, om en tidlig behandling giver bedre effekt, fortæller Thor Petersen. Patienter med NMO oplever syns-, føle- og funktionsforstyrrelser, men det er ofte de samme symptomer, som øvrige sklerosepatienter har. Forskellen er, at NMO-patienter ikke bliver hjulpet af den behandling, som normalt hjælper sklerosepatienter, så ud over at have fokus på de nye patienter, samler projektdeltagerne også blodprøver fra hospitalets sklerosepatienter for at lokalisere, om der er NMO-patienter blandt dem. For så skal de tilbydes ny behandling. Indtil videre har Scleroseklinikken lokaliseret cirka 30 NMO-patienter blandt de 800 sklerosepatienter, der er knyttet til hospitalet. Men det er en kompliceret opgave, forklarer Thor Petersen: Vi ved, at sygdommen sætter sig som et antistof i hjernens vandkanaler, men hos flere patienter, som vi har undersøgt, er kriteriet synsnervebetændelse plus det andet stærke kriterium, rygmarvsbetændelse, til stede, og alligevel kan vi ikke måle, at de har antistoffet. Derfor er vi også ved at udfordre, om vores metode til måling af antistoffer er god nok. Det samarbejder vi med Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og universitetshospitalerne i Heidelberg og Lyon om. Behandlingen for NMO er, at patientens blod renses for antistoffer, og at immunundertrykkende piller forhindrer kroppen i at producere nyt antistof. Det har vist sig at kunne holde anfald på kropsfunktioner og synsforstyrrelser hos NMO-patienter stangen og dermed stabilisere deres hverdag. Projektgruppen håber, at forskningsprojektet resulterer i, at nye NMO-patienter hurtigt bliver diagnosticeret og tilbudt rette behandling og at udvikle den bedst mulige metode til at afdække, hvem der har antistoffet. På den måde kan vi forhåbentlig også tilbyde bedre og tidligere behandling til en større gruppe patienter, måske op til 100 nye patienter om året på landsplan, vurderer Thor Petersen. udforsk 7

8 TEMA For 30 år siden kunne selv den mest garvede fødselslæge godt blive lidt bekymret, når han skulle hjælpe et barn til verden. For han vidste aldrig, om barnet kom ud med to arme og to ben eller måske uden hjerne. Den slags bekymringer er fortid nu. For i dag kan man finde de syge fostre langt tidligere og med langt mere raffinerede undersøgelsesmetoder. Udforsk sætter denne gang fokus på forskning i det ufødte barn: De omfattende danske CPR-registre, der giver os vigtig viden om årsagerne til, at et foster bliver sygt. Ægsortering, som gør specialister i stand til at frasortere de syge æg, før de bliver sat op i livmoderen. Fostergenetik, hvor man kan screene for alvorlige sygdomme tidligt i graviditeten. Og endelig operationer i livmoderen eller umiddelbart efter fødslen, hvis først skaden er sket. 8 udforsk

9 Kirstine Kirkegaard og hendes kolleger kan med den såkaldte time lapse-metode udvælge det æg, der har den allerbedste kvalitet Forskere jagter guldæg Af Lotte Fisker Jørgensen Foto: Ole Hein Pedersen Barnløse kvinder gennemgår ofte adskillige belastende behandlinger for at blive gravide. Aarhusianske forskere har derfor undersøgt, hvordan man bliver bedre til at vælge det helt rigtige æg, så flere bliver hurtigere gravide. Det er en stor psykisk belastning for det enkelte par at skulle gennemgå mange fertilitetsbehandlinger for at blive forældre, og det er også rigtig dyrt. Det er derfor vigtigt, at vi bliver bedre til at finde det æg, der giver størst chance for graviditet, siger Kirstine Kirkegaard, der er postdoc på Aarhus Universitet og læge ved Aarhus Universitetshospital. Hun forsvarede tidligere på året sin ph.d.-afhandling om, hvordan man vælger det æg, der giver størst chance for graviditet. Afhandlingen, der indbragte hende årets Fogh-Nielsens Legat på kr., har modtaget stor international opmærksomhed. For barnløshed er, som Kirstine Kirkegaard siger, ikke bare et luksusproblem. Hvert år kommer ca danske børn eller hvad der svarer til 10 procent af en årgang til verden som følge af kunstig befrugtning. Mange af dem har været længe ventet. Lav succesrate For når et befrugtet æg lægges tilbage i kvindens livmoder efter kunstig befrugtning, er der under 25 procent chance for graviditet, selvom kvinden måske har fået taget ti æg ud efter hormonbehandling. Udfordringen ligger derfor i at finde det helt rigtige æg: Det kan være svært at se hvilket æg, der er det bedste ud af for eksempel ti befrugtede æg, og derfor lægger man ofte to æg op for at øge chancerne. Med større viden om, hvordan de befrugtede æg får de bedste betingelser, og om hvordan vi udvælger dem, vil vi i højere grad kunne > udforsk 9

10 TEMA > lægge kun et æg op og øge succesraten. På den måde kan vi undgå tvillingegraviditeter, der indebærer store helbredsrisici for både kvinden og børnene, siger Kirstine Kirkegaard. Hun understreger, at der også er mange andre faktorer end ægget, der er afgørende for, om kvinden bliver gravid eller ej. Det kan for eksempel være livsstil, sædkvalitet, fedme, hormonforstyrrende stoffer og ubehandlede klamydiainfektioner. blandt andet om den dråbe væske, æg Ny metode giver håb Kirstine Kirkegaard har i ph.d.-studiet undersøgt tre forskellige metoder til at undersøge et befrugtet æg. En af dem er en metode, hvor æg bliver udviklet i et EmbryoSkop, der tager billeder af de befrugtede æg hver 20. minut i de fem døgn, der går fra ægget tages ud til det sættes tilbage i kvinden. EmbryoSkopet og den såkaldte time-lapse-metode blev lanceret kommercielt i 2010 af det aarhusianske firma FertiliTech. Time-lapse-metoden er blevet betragtet som banebrydende verden over, fordi metoden gør det muligt at følge æggets udvikling meget tættere end i traditionelle inkubatorer, hvor æggene tilses en gang i døgnet. Med den nye metode kan vi få større viden om, hvornår og hvordan de deler sig, siger hun. Flere mindre studier har vist, at dyrkning af æg med time-lapse-metoden giver større chance for graviditet. Dén konklusion nåede Kirstine Kirkegaard og hendes kolleger ikke til: Metoden er i vores studie ikke så god til at forudsige graviditet, som nogle havde håbet på. Til gengæld er den rigtig god til at holde øje med æggene, så vi kan identificere, hvad der er godt og min Overordnet kan man sige, at der er tre afgørende faktorer i udviklingen af æggene, nemlig kvinden, hormonbehandlingen og dyrkningsbetingelserne Kirstine Kirkegaard dre godt for æggene. Ved at blive bedre til at passe på æggene i den tid, de er uden for kvinden, håber vi også på, at vi på sigt kan forbedre behandlingen. Der er ingen tvivl om, at time-lapse-metoden er kommet for at blive, for det er et enestående redskab til kvalitetskontrol. Forskerne har i studiet inkluderet 149 kvinder, der fik lagt æg tilbage. Det er det hidtil mest veldesignede studie af metoden, idet undersøgelsen er den første, hvor gruppen af kvinder er sammenlignelig. I modsætning til andre undersøgelser har forskerne kun undersøgt æg fra kvinder under 37 år, og kun fra kvinder, der producerede mange æg. Skræddersyet behandling nødvendig Resultatet understreger, at fertilitetsbehandlingen bliver påvirket af mange forskellige faktorer. I to andre studier har Kirstine Kirkegaard og hendes kolleger undersøgt andre faktorer, der påvirker ægget end netop delingen. Det handler gene opbevares og dyrkes i. Her fandt forskerne dog ikke afgørende forskelle på de såkaldte metaboliske profiler i væskerne. Det gjorde de til gengæld i det tredje studie: Vi har benyttet nogle af de nyeste teknikker inden for Next Generation Sequencing, hvor vi har taget en lille celleprøve fra ægget, inden det er lagt tilbage. Her kan vi se, at der er forskel på det genetiske udtryk i de æg, der udviklede sig til fostre, sammenlignet med de, der ikke udviklede sig. Den viden kan vise sig at blive afgørende, siger Kirstine Kirkegaard. Foreløbigt mangler forskerne dog at kunne identificere, hvad genforskelle betyder for fremtidens fertilitetsbehandling. Det første reagensglasbarn kom til verden i England i 1978, og fertilitetsbehandling er derfor et relativt ungt forskningsfelt. Med studierne af æggets udvikling er forskerne kommet et skridt nærmere forståelsen af fertilitetsbehandlingens mekanismer. Især understreger studierne, ifølge Kirstine Kirkegaard, at fertilitetsbehandling er utrolig kompleks: Overordnet kan man sige, at der er tre afgørende faktorer i udviklingen af æggene, nemlig kvinden, hormonbehandlingen og dyrkningsbetingelserne. Vores studier viser, at der er behov for og heldigvis også mulighed for fremover i højere grad at skræddersy behandlingen til eksempelvis bestemte patientgrupper på baggrund af de forskellige faktorer, vi ved har indflydelse på resultatet. Kirstine Kirkegaard og hendes kolleger forsker nu videre med andre elementer af fertilitetsbehandling. Det er blandt andet forskning i kromosomfejl og PCO (polycystisk ovarie-syndrom). 10 udforsk

11 Forsker Kasper Kjær-Sørensen holder styr på de ca zebrafisk, der til enhver tid befinder sig i zebrafiske-laboratoriet på Aarhus Universitet Zebrafisk kan hjælpe gravide kvinder Af Anne Westh Foto Ole Hein Pedersen Sprællevende zebrafisk har gjort forskere på Aarhus Universitet klogere på, hvad der sker med et foster, når det mangler PAPP-A et protein, der rutinemæssigt måles i blodet på gravide kvinder for at vurdere risikoen for Downs Syndrom hos barnet. Nu undersøger forskerne, om et nyopdaget protein PAPP-A2 kan forudsige risikoen for, om en gravid kvinde føder for tidligt. Umiddelbart ser mennesker og zebrafisk ikke ud til at have særlig meget til fælles. Men zebrafisken ligner os faktisk ret meget i de tidlige fosterstadier, og det kan forskere udnytte til at opnå viden om menneskets tidligste fosterstadier. Zebrafisk har den klare fordel, at deres æg befrugtes uden for moren, og at æg og foster er gennemsigtigt. Så ved at bruge et almindeligt lysmikroskop kan man tydeligt se, hvad der sker under fosterets udvikling. En udvikling, der i øvrigt går ret stærkt sammenlignet med kvindens 40 uger lange graviditet. Allerede efter et døgn er zebrafiskenes æg blevet til en haletudse med bankende hjerte. Og efter tre dage er det befrugtede æg blevet til en frit svømmende fiskelarve. Hertil kommer, at zebrafisk er meget produktive. Et par producerer befrugtede æg en gang om ugen. Med den viden i baghovedet satte forskere fra Institut for Molekylærbiologi for at ville undersøge en sammenhæng, man længe havde kendt: Hvis en gravid kvinde har et lavt niveau af plasma proteinet PAPP-A i blodet, så har hun en forhøjet risiko for at bære et barn med Downs Syndrom. I dag undersøger man rutinemæssigt gravide kvinders niveau af PAPP-A i blodet. Men man ved faktisk ikke, hvad PAPP-A gør ved fosteret, og det kan zebrafisken hjælpe med at finde ud af. Både mennesker og zebrafisk har nemlig PAPP-A. Ved at lave knockdown af PAPP-A i zebrafisk og sammenligne denne gruppe med en gruppe almindelige zebrafisk, kunne vi se, hvordan fostrene i de to grupper opførte sig, siger Kasper Kjær- Sørensen, der er forsker ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Det var tydeligt, at fisken udviklede sig markant langsommere, hvis den manglede PAPP-A. Den meget nøjagtige timing, som styrer den tidlige fosterud og Genetik på Aarhus Universitet sig > udforsk 11

12 TEMA > vikling, var stærkt forstyrret. Og den karakteristiske væskefyldte nakkefold, som man finder ved scanningen af fostre w med Downs Syndrom, kunne faktisk også genfindes ved zebrafiskene. Dog vides det endnu ikke, om nakkefolden i fostre med Downs Syndrom rent faktisk skyldes PAPP-A mangel En ny metode giver langt bedre diagnostik af fostre med misdannelser og dermed også bedre rådgivning til de kommende forældre. Efter positive erfaringer på Aarhus Universitetshospital, som var de første i Nordeuropa til at tage metoden i brug, er den nu blevet udbredt til resten af landet. Håb om at finde nye biomarkører Mens forskerne var i gang med at forske i PAPP-A fandt de tilfældigvis et nyt plasmaprotein, PAPP-A2, der i sin struktur minder om PAPP-A. Og fordi PAPP-A allerede har vist sig at være en biomarkør for Downs Syndrom, kigger forskerne og deres samarbejdspartnere nu på, om PAPP-A2 kunne være en biomarkør for andre risikofaktorer i graviditeten. Læge og ph.d.-studerende Jacob Mørup Schlüter, der er tilknyttet Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y på Aarhus Universitetshospital, forsker i øjeblikket i, om der er en sammenhæng mellem PAPP-A2 og for tidlig fødsel. Vi kigger på blodprøver fra gravide og isolerer PAPP-A2 for at se, om et lavt niveau har en sammenhæng med for tidlig fødsel. Det er endnu for tidligt at sige noget om resultaterne. Men håbet er at finde en eller flere risikofaktorer i graviditeten, der har en sammenhæng med PAPP-A2, siger Jacob Mørup Schlüter. Af Mette Louise Ohana Foto Ole Hein Pedersen Grynede billeder af spirende liv. Lyden af et lille hjerte der slår. For langt de fleste vordende forældre er de første ultralydsscanninger en glædelig begivenhed. Men for nogle af de gravide bliver det en dag, hvor glæde afløses af bekymring. En tyk nakkefold og misdannelser kan være tegn på alvorlige kromosomsygdomme. I mange år er disse fostres kromosomer blevet undersøgt for bl.a. Downs syndrom via en moderkage- eller fostervandsprøve ved hjælp af mikroskop. Men lægerne vidste, at metoden ikke fangede alt. Nogle børn uden kromosomafvigelser viste sig alligevel at have alvorlige sygdomme ved fødslen. De menneskelige gener er som et stort bibliotek, hvor man har bøger med to kopier af hver bog den ene halvdel stammer fra mor, den anden fra far. Bøgerne er fordelt på 23 par reoler, som svarer til kromosomer. Hvis der mangler en reol, kan vi se det i en kromosomundersøgelse. Men hvis bøgerne står forkert, eller der mangler bøger, har vi ikke tidligere kunnet se det, fortæller Ida Vogel, klinisk lektor på Aarhus Universitet og ledende overlæge ved Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Siden 2004, hvor alle gravide er blevet tilbudt ultralydsundersøgelser, har genetiske fejl vist sig at være årsag til flere og 12 udforsk

13 Ny metode finder flere genfejl hos fostre flere af de misdannelser og afvigelser, man har opdaget. Den øgede viden og genetikkens voksende rolle har ført til et tæt samarbejde mellem genetikere og læger med speciale i føtalmedicin. For et år siden førte det til, at Aarhus Universitetshospital som de første i Nordeuropa valgte at tage en ny teknologi i brug i fosterdiagnostikken. Metoden hedder array-cgh. Med den kan man også tælle hylderne og bøgerne i det menneskelige bibliotek. Det giver et langt bedre indblik i arvemassen og derfor også meget bedre muligheder for tidligt at opdage alvorlige kromosomsygdomme. Vi har i foråret skrevet en artikel om de første erfaringer og kan se, at to ud af tre genafvigelser ikke ville være fundet, hvis ikke vi havde brugt den nye metode. Så vi finder altså alvorlige sygdomme, der har stor indflydelse på barnet, som vi ellers ville have overset, siger overlæge Olav Bjørn Petersen, der er adjungeret lektor på Aarhus Universitet og afsnitsleder for Ultralyd på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y, Aarhus Universitetshospital. De markante resultater har ført til, at de lægevidenskabelige selskaber for nylig har besluttet, at array-cgh-metoden skal anvendes på alle landets hospitaler til de gravide, hvor man finder misdannelser i ultralydsscanningen. Mere viden fører til færre aborter Metoden betyder, at vi kan kvalificere rådgivningen af de gravide. For 85 procent bliver bekymringen mindre. For de resterende får de et bedre grundlag at tage stilling ud fra. For nogle betyder det, at de kan afbryde graviditeten tidligt og dermed undgå at føde et barn, som måske ikke er levedygtigt, for andre at vi kan stå klar med den nødvendige hjælp, så snart barnet er født, fortæller Olav Bjørn Petersen. Metoden er langt mere finmasket, så har fostret for eksempel klumpfod kan lægerne i modsætning til tidligere nu se, om det er en del af en alvorligere kromosomsygdom, eller om barnet er rask og blot har en fod, som ikke har udviklet sig helt normalt. Lægerne oplever, at de gravide forvalter den nye viden yderst fornuftigt. Vi kan se, at andelen af gravide, som vælger at fortsætte graviditeten på trods af viden om misdannelser, er større end nogensinde før, fortæller Ida Vogel, der derfor ikke genkender det billede, som nogle medier har tegnet af gravide som nogle, der ønsker sig designer-babyer. udforsk 13

14 TEMA Sjette gang var lykkens gang At få et levedygtigt barn skulle ikke vise sig at blive nemt for det unge par, Martin og Louise. Takket være en ny metode lykkedes det dem at blive forældre efter en lang kamp. 14 udforsk

15 Martin og Louise måtte igennem fem aborter, før det lykkedes at få et levedygtigt barn. Parret har nu Lykke og Kristian på henholdsvis to år og fem måneder Af Mette Louise Ohana Foto Ole Hein Pedersen En af dem, der har mærket teknologiens fremskridt på egen krop, er Louise Hedevang Sørensen. Da hun og hendes mand, Martin Pedersen, skulle til scanningen i uge 19, blev deres glæde til sorg. Lægerne meddelte os, at vores barn led af alvorlig dværgvækst. Han var ikke bare mindre end normalt. Hans brystkasse var for smal, så lungerne ikke ville kunne fungere, og han ville ikke kunne overleve længe muligvis ikke engang fødslen. Vores verden brast, fortæller Louise Hedevang Sørensen, som endte med at få en abort. Lægerne kunne ikke finde en årsag og opfordrede parret til at prøve igen. Efter en spontan abort blev Louise senere på året gravid igen. I uge 15 viste det sig, at også dette barn havde helt forkerte knoglemål, og endnu engang måtte de igennem en sen abort. Parret blev henvist til Aarhus Universitetshospital, hvor de kom i hænderne på Ida Vogel og Olav Bjørn Petersen fra Klinisk Genetisk Afdeling og Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y. De mente, at både Martin og Louise var raske bærere af et defekt gen, som gav den meget sjældne sygdom Jeunes syndrom. Lægerne sendte en beskrivelse af casen ud i et internationalt netværk og fik kontakt til en fransk forskergruppe, som arbejdede med sygdommen. Efter grundige overvejelser og endnu en spontan abort, tog parret chancen igen. Der var 25 procents risiko for, at det ville ske igen, og graviditeten blev fulgt tæt med scanninger næsten hver uge. I uge 19 måtte de sande, at de måtte igennem endnu en provokeret abort og var ved at give helt op. Tiden gik, og ventetiden og uvisheden var hård. Alt fra adoption til ægsortering og sæddonation blev overvejet. Gentest gav nyt mod Men en dag gav det internationale forskningssamarbejde pote. Franske genetikere mente, de havde fundet frem til genfejlen for Jeunes syndrom og efter kort tid kunne de aarhusianske og franske læger med hver deres metode kortlægge både Martins og Louises genfejl. Bl.a. takket være array-cgh-metoden. Resultatet blev publiceret internationalt til gavn for andre. For Louise og Martin gav det mod til at prøve en allersidste gang. Vi havde faktisk besluttet at stoppe. Vi synes ikke, vi kunne byde hverken os selv eller fostrene at blive ved. Men denne gang kunne vi få tidligt besked. Hvis vi havde skullet vente med besked til 5. måned som i de andre tilfælde, så havde vi ikke gjort det. Jeg ville ikke føde endnu et barn, som ikke kunne leve, husker Louise Hedevang Sørensen. I 2010 blev Louise gravid for sjette gang. De franske og danske læger undersøgte via en moderkagebiopsi fostret for henholdsvis Martins og Louises genfejl. Med array-cgh-analysen var der hurtigt svar. I uge 10 fik vi at vide, at barnet var rask. Det var den største gave, jeg nogensinde har fået, fortæller Louise Hedevang Sørensen, som i dag er mor til Lykke på to år, som er helt rask. I 2013 fik parret også Kristian, der nu er fem måneder. Vi har valgt at stoppe her. Vi er evigt taknemmelig for de to sunde og raske børn, vi har fået, og den store hjælp og støtte vi har fået fra lægerne, som har været uvurderlig for os, slutter Louise Hedevang Sørensen. Kromosomundersøgelser Ca kvinder bliver hvert år gravide i Danmark. Ud af dem bliver ca. 5 procent undersøgt for kromosomfejl. Ved omkring en tredjedel finder man misdannelser. Disse gravide vil fremover blive tilbudt en undersøgelse med array-cgh-metoden. Lægerne forventer at finde 60 procent flere genfejl end tidligere. udforsk 15

16 TEMA Anne Nødgaard Sørensen startede med at skanne gravide får Maven MR-skanninger af gravide kan i fremtiden blive et vigtigt redskab til at vurdere, hvornår et væksthæmmet barn skal forløses, viser et forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet og Aalborg Universitetshospital. Af Anne Westh Foto: Ole Hein Pedersen Kan man bruge en MR-skanner til at finde ud af, om en moderkage transporterer tilstrækkelig med ilt til et foster inde i livmoderen? Ja, tænkte gynækolog Anne Nødgaard Sørensen. Og det blev starten på et ph.d.- projekt, der involverede både gravide får og gravide kvinder. I 2005 fik Anne Nødgaard Sørensen en stilling som reservelæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y på Aarhus Universitetshospital. En af grundene var, at hun gerne ville i gang med at forske inden for fostermedicin og gerne med afdelingens professor Niels Uldbjerg som vejleder. Måling af iltmætning manglede Niels Uldbjerg havde hørt om, at fysiker Michael Pedersen på MR-centeret i Skejby havde eksperimenteret med en metode til at måle iltmætning i grisenyrer. Metoden blev kaldt BOLD (blood oxygen level dependent) MR, og den er velkendt inden for hjerneforskning, hvor den anvendes til at kortlægge hjernens funktioner. Det lød superspændende, syntes Anne Nødgaard Sørensen, for i hendes arbejde som obstetriker interesserede hun sig meget for, hvorvidt fosteret fik ilt nok. Der findes nemlig ingen direkte metode til at måle fosterets iltmætning og moderkagens evne til at transportere ilt. Inden for fosterovervågningen bruger man ultralydsscanning af foster og navlesnor, hvor man undersøger blodgennemstrømning, som indirekte afspejler iltmætningen, fortæller Anne Nødgaard Sørensen. Men en direkte måling kræver, at man stikker en nål ind i livmoderen og tager en blodprøve fra navlesnoren. Og den slags prøver laver man selvsagt ikke på gravide kvinder på denne indikation, da de er farlige for fosteret. Iltsensorer på fårefostre Der var ikke publiceret mange videnskabelige undersøgelser omkring fosterovervågning med BOLD MR-skanninger, så Anne Nødgaard Sørensen var nødt til at starte helt fra bunden. De første forsøg blev lavet på gravide får i 2007 og havde til formål at dokumentere, at man nu også målte rigtigt, når man brugte en BOLD MR-skanning til at måle iltoptagelsen. De gravide får blev MR-skannet og samtidig førte forskerne en iltsensor ind gennem livmoderen på fårene og gjorde den fast i fostrets lever. Vi kunne se, at der var en tæt sammenhæng mellem målingerne fra MRskanningen og iltsensoren, så nu vidste 16 udforsk

17 ind i MR-skanneren vi altså, at vi kunne regne med de iltmålinger, som kom ud af MR-skanningerne. Det lykkedes forskerne at opnå et MR-signal fra fårenes lever, milt, nyre og hjerne. For alle organer gjaldt det, at hvis de skruede op og ned for ilten til de gravide får, så blev ændringen afspejlet i MR-signalet. Dog på nær i hjernen, som så ud til at have en selvregulerende mekanisme, så ilttilførslen blev holdt konstant. På en måde havde vi fundet en slags ilttest af moderkagens funktion. Anne Nødgaard Sørensen Store maver i MR-skanneren Næste skridt var at afprøve metoden på raske gravide kvinder med en normal graviditet i graviditetsuge 30. De første forsøg kom til at foregå på Aarhus Universitetshospital i 2008/2009. I 2010 blev der desuden udført forsøg på raske gravide kvinder i graviditetsuge på Aalborg Universitetshospital. Resultaterne viste sig at være de samme som for fårene: Hvis man tilførte kvinderne ekstra ilt, så kunne man se en øget iltmætning i fostres organer - dog på nær i fosterets hjerne. Undervejs i forsøgene på de gravide opstod der dog en udfordring, fordi det specialudviklede software, som blev brugt til at måle iltmætning, ikke længere kunne fungere efter en opdatering på MR-skanneren i Skejby. Og den nye software var ikke velegnet til at korrigere for de bevægelser, som fosteret uundgåeligt lavede under scanningerne. Derfor begyndte Anne Nødgaard Sørensen og hendes kolleger i stedet at måle iltmætningen i moderkagen, som har den fordel, at den ligger stille uafhængigt af fosterets bevægelser. Og det gav dem en helt ny viden om moderkagen. Vi kunne se, at moderkagen var opdelt i en lys del, som vi mener er moderens, og en mørk del, som vi mener er barnets. Og de to dele reagerede forskelligt på ilttilførsel. Stigningen i iltmætningen var mest dominerende i fosterets del, hvilket passer fint med, at fosterets blod som udgangspunkt har en lav iltmætning. Mindst dominerende var stigningen i morens del, da hendes blod allerede inden den ekstra ilttilførsel er fuldt iltmættet. På en måde havde vi fundet en slags ilttest af moderkagens funktion. For vi kunne konstatere, at ingen eller kun en begrænset stigning i moderkagens iltmætning var et tegn på dårlig moderkagefunktion. En hjælp i de svære situationer Det varer endnu et stykke tid, før BOLD MR-skanninger af gravide kan blive en del af hverdagen på de gynækologiske afdelinger. Men Anne Nødgaard Sørensen tror, at metoden har et stort potentiale. I dag bruger vi meget tid på at vurdere moderkagens funktion ved væksthæmmede fostre. Vi står tit i et dilemma, hvor vi har svært ved at afgøre, hvornår disse fostre skal forløses. Hvis fostrene forløses for tidligt, er der en øget risiko for fosterskade på grund af umodenhed. Og hvis vi forløser dem for sent, er der en øget risiko for, at de får fosterskader på grund af iltmangel inde i livmoderen. I visse tilfælde af svær fostervæksthæmning kan BOLD MR-skanningerne blive et nyt redskab, vi kan tage i brug for at vurdere moderkagens evne til at transportere ilt. På den måde kan vi blive endnu bedre til at vælge det optimale forløsningstidspunkt, hvor fosteret får mindst mulig skade. Det er min drøm. Eneste i verden Skanningerne på de gravide kvinder blev næsten udelukkende lavet på kvinder, der havde en normal graviditet. Men i to tilfælde havde kvinderne væksthæmmede fostre og dårlig funktion af moderkagen, og det kunne MR-skanningerne faktisk afsløre. Nu er vi ved at begynde på et nyt ph.d.-studie, hvor der udelukkende skal undersøges syge fostre. Primært skal der undersøges væksthæmmede fostre, men vi vil også undersøge tvillinger og se på, hvordan iltmætningen i foster og moderkage ændres under veer i fødslens første fase. Foreløbig er Anne Nødgaard Sørensen og hendes kolleger de eneste i verden, der har brugt MR-skanninger til at måle iltmætning i humane fostre og moderkager. Og de første resultater fra forskningen har allerede vakt stor interesse blandt kolleger rundt omkring i verden. udforsk 17

18 TEMA Antropolog Stina Lou følger opmærksomt med, når sonograf Helle Borgstrøm Nielsen scanner gravide Der er Hvert år får mere end 3000 gravide i Danmark besked om, at deres foster har forhøjet risiko for Downs syndrom eller andre kromosomafvigelser. Det sender de fleste ud på en følelsesmæssig rutsjetur med svære etiske valg. Et antropologisk studie stiller nu skarpt på, hvordan de sundhedsprofessionelle støtter den gravide og hendes mand. Af Anna Glavind Foto Ole Hein Pedersen Jeg kaster mig bare ud i det. Jeg vil ikke tænke alle mulige scenarier igennem om, hvad mit barn kan fejle. Og hvis det så viser sig, at der er noget galt, håber jeg at der er nogen, der griber mig!. Sådan sagde én af de gravide kvinder før en nakkefoldsskanning, til Stina Lou, som i 2004 forskede i, hvilken forhåndsviden de gravide mødte frem til skanningen med. Det var kort efter at tilbuddet om screening for Downs syndrom blev rullet ud til alle gravide. Den sætning bed sig fast, og har udviklet sig til dette projekt, hvor jeg følger, hvordan kvinderne så faktisk bliver grebet og taget hånd om af det sundhedsprofessionelle apparat, fortæller Stina Lou, antropolog og ph.d. studerende ved CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland og Aarhus Universitet. Forsker i sygeplejeuniform Projektet tager sit udspring på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y, Aarhus Universitetshospital. Her har Stina Lou iført uniform og navneskilt fulgt dagligdagen for sonograferne, som er de specialuddannede sygeplejersker og jordemødre, der ultralydsskanner de gravide. Mere end 400 nakkefoldsskanninger, flere måneders observationer og grundige interviews med både sonografer og de gravide, som har fået konstateret en forhøjet risiko for Downs syndrom, udgør det datasæt, som hun nu er i gang med at analysere. Det, at jeg ser fosteret på skærmen sammen med parret, og oplever følelserne i rummet, når de får beskeden om forhøjet risiko. Det, at vi har delt øjeblikket, betyder meget for kvaliteten af mine interviews, fortæller Stina Lou, som er taknemmelig for at medarbejderne og de vordende forældre har taget så åbent imod hende. Kommunikation i orkanens øje 98 procent af de gravide tager imod tilbuddet om nakkefoldsskanning, som er blevet en rutinemæssig del af svangreforløbet. Men der mangler stadig viden om, hvordan de gravide og sundhedspersonalet tackler de vanskelige etiske 18 udforsk

19 vel nogen, der griber mig? spørgsmål, som rejser sig i kølvandet fra en screening, der viser forhøjet risiko. Formålet med ph.d.-studiet er derfor at indsamle viden om, hvordan den gravide oplever forløbet og hvordan de sundhedsprofessionelle kommunikerer i en situation, hvor parrets forventninger om en fremtid som forældre står på spil, og hvor der hverken er sikre svar eller entydigt rigtige beslutninger. Den nye viden skal bidrage til at kvalitetsudvikle rådgivningen. De kvalitative, antropologiske metoder giver dybde og mere nuancerede resultater, end vi ville få med for eksempel en spørgeskemaundersøgelse, så vi ser frem til at høre mere om, hvordan brugerne oplever samarbejdet med os. Det bliver spændende at få den forskningsmæssige vinkel på og dermed styrke evidensen bag vores rådgivning, siger afdelingssygeplejerske Mette Q. Holsting. Der mangler viden om, hvordan de gravide og sundhedspersonalet tackler de vanskelige etiske spørgsmål Det magtfulde tal Ifølge Stina Lou kommer de fleste til screeningen med en sund forventning om at alt er, som det skal være. Det er normalt en glædelig begivenhed at se de første billeder af det lille levende foster. Men for de ca. fem procent, som får besked om at der er forhøjet risiko, er det også en rystende oplevelse. Risikoen udtrykkes i et tal, som bliver vældig magtfuldt. Mange gravide har svært ved at beslutte, om de vil have taget en moderkagebiopsi, som klart kan fastslå, om der er kromosomforandringer, men som også indebærer en ganske lille risiko for abort. Tal flyver i luften og mange har svært ved at forholde sig til den statistiske risiko. Det er blandt andet den fortættede kommunikationssituation, hvor sonograferne giver den svære besked til de vordende forældre og støtter dem i at træffe en beslutning, som Stina Lou dissekerer i sine analyser. Jeg oplever, at sonograferne er rigtig opmærksomme på kommunikationen og vægter deres ord med omhu. De ved godt, at så snart de siger forhøjet risiko er det ikke sikkert parret hører mere, fortæller Stina Lou, som er imponeret over hvor dygtige de er til at rumme parrets følelser og samtidig være ærlige om det svære dilemma, parret står i. Nye perspektiver på praksis Ph.d.-studiet skal blandt andet beskrive og dokumentere, hvordan de sundhedsprofessionelle håndterer kommunikationsopgaven og skaber rammerne for de gravides informerede valg. De fleste har brug for nogen at spille bold op ad og her er sonograferne gode til at finde den rette balance og støtte parret i at tage de vanskelige beslutninger. De gør meget ud af at forklare, at der er mulighed for yderligere undersøgelser, men også at det er lige så legitimt at vælge dem fra, fortæller Stina Lou, som ser frem til en dialog med sundhedspersonalet, når ph-d.-studiet er færdigt i Jeg håber at kunne holde et spejl op for dem, så de får nye refleksioner og perspektiver på deres praksis. Resultaterne kan forhåbentlig også inspirere andre, som skal kommunikere tilsvarende komplicerede budskaber, siger Stina Lou og peger på, at det i stigende grad kan blive tilfældet med de voksende muligheder for fosterdiagnostik. Screening for Downs syndrom og andre kromosomafvigelser Risikoen vurderes på baggrund af en nakkefoldsskanning, hvor man måler væskebræmmen på fostrets nakkefold, kombineret med en blodprøve fra moderen og hendes alder. I Region Midtjylland tilbydes den gravide yderligere undersøgelser, typisk en moderkagebiopsi, hvis risikoen er mere end 1 ud af 300. Hvis screeningen påviser kromosomafvigelser, misdannelser eller genetisk betingede sygdomme, kan den gravide ansøge om abort. Risikoen for abort ved moderkagebiopsi er mindre end 0,5 procent. Ca. 5 procent modtager efter screening besked om, at deres foster er i forhøjet risiko. Ca procent heraf får efter yderligere undersøgelser en besked om, at deres foster har en kromosomafvigelse. udforsk 19

20 TEMA Professor Henning Olsen er manden, der har brugt 10 år af sit liv på at forske i vandladning hos fostre og helt små børn. Han håber, at man i fremtiden vil kunne gro kunstigt væv og bruge det til at reparere misdannelser i urinvejene hos små børn. Skidt med at børn tisser Af Anne Westh Foto Ole Hein Pedersen Illustration Ken Kragsfeldt Hans drøm er at kunne gro et kunstigt stykke blærevæv på en lille plade med stamceller. At kunne bruge det til at reparere en misdannet blære og hjælpe de små patienter, som uforskyldt bliver født med problemer i urinvejene. Professor Henning Olsen fra Urinvejskirurgisk Afdeling K på Aarhus Universitetshospital har gennem de sidste ti år forsket i vandladning hos grisefostre, præmature børn, nyfødte børn og småbørn. Og han er en af de børneurologer, der har gjort Aarhus Universitetshospital kendt i hele verden inden for dette felt. Fostre småtisser Formålet med Henning Olsens grundlæggende forskning har været at kortlægge mønsteret for, hvordan man lader vandet i henholdsvis fostertilstanden, som nyfødt og når man kommer i småbørnsalderen. Af etiske grunde lod det sig ikke gøre at undersøge vandladningen på menneskefostre, så her måtte Henning Olsen og hans kolleger anvende grisefostre: De åbnede livmoderen på drægtige søer, så det blev muligt at trække et par af grisefostrene halvt ud af livmoderen og sætte trykkatetre og vandladningshastighedsmålere på dem. Derefter lukkede man igen for grisens livmoder, og så overvågede forskerne vandladningen gennem de næste mange timer og uger. Man skal otte uger hen i graviditeten, før urinlederen overhovedet møder nyren. Så begynder nyren at producere noget, der mest minder om vand. Det kommer drypvis ud af urinrøret, så et foster småtisser faktisk hele tiden, fortæller Henning Olsen. Når grisene er kommet så langt i deres fosterudvikling, at det svarer til 2. trimester hos en gravid kvinde, begynder de at opsamle urinen i lidt større portioner, før de tisser. Samtidig udvikler de en lukkemekanisme, der gør dem i stand til at holde på urinen. Resultaterne fra grisene blev sammenlignet med mennesker ved at undersøge præmature børn i uge 34, hvilket udviklingsmæssigt svarer til fostertilstanden. Det gjorde forskerne ved at sætte en ring rundt om penis på de for tidligt fødte drengebørn for at måle deres vandladningshastighed, og samtidig blev der optaget video af børnene. Kommunen og regeringen styrer vandladningen Henning Olsen har også lavet forsøg på normale børn i de to første døgn af deres liv og undersøgt de samme børn, når de var blevet 1 år gamle. Når et barn er omkring 1 år, er blæren blevet så udviklet, at den først tømmer sig, når den er fuld. Men barnet mangler stadig den neurale funktion, der styrer vandladningen. Den kommer med i 2-3 års alderen. Den neurale funktion består dels af et vandladningscenter i rygmarven, der sender et signal til hjernen om, at nu er det tid til at gå på toilet. Det kalder jeg for kommunen. Men kommunen bliver styret af regeringen hjernen der fortæller, hvor det er passende at tisse. Fx at man ikke skal tisse i bussen, selv om man føler trang til det. Nyrerne er det vigtigste Men der er meget, som kan gå galt i udviklingen af vandladningen. Og det er især det, som interesserer Henning Olsen og hans kolleger. Hvis fx blæremusklen og urinrørets lukkemuskel Nyre Urinleder Urinblære Urinrør Hvordan fungerer urinvejene? Urinen dannes i nyrerne og ledes via urinlederne ned i blæren. Urinen opbevares i blæren, indtil den tømmes ud gennem urinrøret ved en vandladning. Overgangen fra blære til urinrør er kontrolleret af urinrørets lukkemuskler, der åbner og lukker, når der sker en vandladning. 20 udforsk