3. søndag efter trinitatis. 12. juni 2016

Transkript

1 Kl Uge Kirke 12, 521; 327, 62 Kl Burkal 3, 521, 492; 327, 62 Tema: Guds grænseløse faderkærlighed Evangelium: Luk. 15,11-32 Johannes Møllehaves fortæller i en af sine erindringsbøger, den der hedder "På myrens fodsti", om sin far, der var skoleinspektør på en stor skole i Hvidovre. Her havde hans far den meget belastende opgave hvert år før sommerferien at lægge næste års skema for alle elever og lærere på hele skolen. Det var et arbejde, der tærede hårdt på hans far, for eleverne skulle have deres timer, og de 50 lærerne på skolen skulle hver især have deres specielle ønsker tilgodeset bedst muligt. Det var et kæmpe puslespil. Faderen ville gerne gøre alle tilpas, og det gav ham mange søvnløse nætter. Hele familien led under det. Alle mærkede det pres der hvilede på faderen, og hvert år frygtede de at der ikke 1

2 blev nogen sommerferie det år. Men hvert år gik det på mirakuløs vis sådan at skemaet blev færdigt. Alle kunne ånde lettet op, og de kunne holde ferie. Det var en festdag, når faderen med sejrsmine trådte ud af sit kontor, og det færdige skema lå derinde. Den aften var der vin til maden, for det skulle fejres. Det er sådan en festdag Johanne Møllehave fortæller om. Faderen er endelig blevet færdig med sit skema. De sorte skyer der har hængt over familien i lang tid er endelig forsvundet. Faderen er overstadig og lover en tur i Tivoli. Alle er glade. Men så indtræffer katastrofen. Næste dag skal den lille Johannes have fyldt sin fyldepen op. Han er så stolt af sin fyldepen; nu er den løbet tør. Men der er blæk inde på faderens kontor, det ved han. Det er ganske vist forbudt at gå ind på kontoret, men han går alligevel derind for at fylde sin fyldepen op med blæk, og i begyndelsen går det godt, men så vælter blækhuset, og blækket løber ud ud over det det nylagte skema, og ikke en eneste rubrik er længere til at læse. Faderen havde skrevet forsigtigt med blyant, så han helt tiden kunne viske ud og rette, men nu var alt slettet hver eneste time på skemaet var slettet, alle disse hundrede timers arbejde. Den lille Johannes vidste jo godt at det var forbudt at gå ind på kontoret. Hvordan skulle det nu gå, når faderen kom hjem? Hvad skulle han sige til ham? Det blev moderen, der sagde det. Og faderen, han gik bare ind på kontoret og stirrede tomt på den store, sorte plamage. Johannes Møllehave slutter sin beretning med at sige: "Det utrolige er ikke at skemaet var færdigt, da skolen begyndte, skønt det er utroligt nok. Det utrolige er, at min far hverken blev vred eller bitter. For mig blev det et billede på nåden, som er den samme, selv når vi har overtrådt budet og har en samvittighed, der er så sort som blæk." Johannes Møllehave har med denne lille erindring fra sin barndom givet os et godt billede på hvad nåde er. Nåde, det er ikke at blive straffet, når man havde forventet det. Nåde er at være elsket, selv om man ikke har fortjent det. Johannes Møllehave oplevede det under ikke at blive skældt ud eller bebrejdet, eller at blive forkastet, hvor han ellers havde ventet det. Han blev reddet ud af en umulig situation. Det var nåde! 2

3 Og det er også den uventede nåde, der møder den yngste søn i lignelsen om den fortabte søn. Sønnen bliver taget imod med åbne arme af sin far, da han vender hjem og har formøblet den arv han havde krævet udbetalt. Pengene er væk. Han har soldet dem op, og der ikke kommet spor ud af dem, og nu vender han hjem til sin faders hus, uden andre forventninger end at kunne gå som daglejer hos ham og på den måde tjene til livets ophold. Men faderen tager imod ham, ikke som en daglejer, der kun har en berettigelse, hvis han knokler for føden, men som en søn af huset. Han genindsætter ham på den plads han havde før, uden at sønnen overhovedet har bedt om det, og uden at han har angret den sorg han har forvoldt sin far. Helt ufortjent ser faderen igennem fingrene med sønnens skyld. Det selvforskyldte i hans situation nævner han ikke med et ord. Alt er igen som før i forholdet mellem dem. Fadersøn-forholdet er genoprettet. Det er nåde. Lignelsen er et billede på forholdet mellem Gud og os. Gud møder os som den kærlige far i lignelsen med åbne arme. Han slår en streg over al vores skyld og genindsætter os som Guds børn og arvinger. Det er det utrolige. Det er evangeliet, det er det glædelige budskab, og det glæder selvfølgelig allermest, dér hvor man godt ved med sig selv, at man ligesom den yngste søn i lignelsen tit har været egenrådig og egoistisk og har soldet alt det op man fik givet for ingenting, og derfor slet ikke har fortjent at kunne kalde sig Guds barn. Men så god er Gud altså, fortæller Jesus os med lignelsen. Han tager imod selv de mest uvorne og umulige og utilpassede, egoistiske slyngler, alle dem som formøbler selv de kostbareste gaver i livet. Ja, dem tager Gud til nåde. Gud elsker os mennesker så højt at han ikke kan tåle at miste en eneste af os. Han er som en hyrde, der går ud for at lede efter et enkelt får der er blevet væk. Og når han finder det, holder han en stor fest af glæde over at have fundet det der var blevet væk for ham. Nåden er den store gave. Men det at vi bliver tilgivet er kun halvdelen af gaven. Det er det resten af lignelsen handler om. Den anden halvdel af gaven består, at vi kan tilgive hinanden. Kan eller vil vi ikke det, så bliver vi som den ældste søn i lignelsen. Han er også en søn af huset, men han tror selv at det er 3

4 fordi han har fortjent det. Han har ikke forstået, at også han har del i nåden, at også han lever af sin faders store kærlighed. Det forstår han ikke, for ellers ville han lige som sin far have taget imod den hjemvendte lillebror med åbne arme. Hans vrede er en retfærdig harme, fordi han selv har været lydig mod faderen uden at få noget for det, hvorimod den ødsle lillebror har været ulydig mod faderen og så endda bliver belønnet for det! Det er bundhamrende uretfærdigt! Faderen minder sin ældste søn om at det er hans egen bror der er kommet hjem, men forgæves. Storebroderen er så vred at han ikke længere vil kalde lillebroderen for sin bror, men han siger til faderen: "Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort " Nåden er gratis. den er aldrig fortjent. Den er for alle. Det er en gave, en stor gave, ja den største: At vi får lov at være børn af huset. Det er den Guds store nåde og kærlighed til syndere, som forkyndes hver søndag. Måske har vi hørt det så mange gange, at vi ikke længere kan høre og fatte det. Men meningen er den at vi først rigtigt har modtaget nåden, når vi også giver den videre ved at tilgive andre! Det er den anden halvdel af gaven, og det er ikke nogen selvfølge at vi kan tilgive lige som Gud tilgiver os men det er derimod en stor udfordring og en gave at kunne tage imod evangeliet netop på den måde. Lignelsen er fra Jesu side ment som en advarsel om ikke at være ubarmhjertig, når nu Gud er barmhjertig. Dengang lød denne advarsel til farisæerne og de skriftkloge, som gav ondt af sig, da de så hvordan Jesus tog imod syndere og endda spiste sammen med dem. Men advarslen lyder også til os i dag, for vi står alle sammen i fare for at være så selvretfærdige at vi ikke kan glæde os over, når andre får Guds tilgivelse! Så har vi glemt at vi selv er syndere og har brug for tilgivelse. Storebroderen er et billede på det menneske som ikke forstår Guds ubegribelige godhed og langmodighed. Vi skal passe på at vi ikke selv er de mennesker som vil foreskrive Gud noget og trække grænser for hans kærlighed og tilgivelse! Hvad har denne storebroder egentlig at være sur over? Han har åbenbart ment at der gik noget fra ham. Men her tager han jo grundigt fejl! Hør 4

5 blot faderens kærlige ord: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit." Det uhyggelige er at et menneske kan være overøst af godhed og kærlighed, men alligevel være fortabt for ham som overøser det. Det sker, når Guds gaver bliver noget selvfølgeligt for os. Da er vi midt i oplevelsen af Guds kærlighed i fare for at gå tabt for den! Lignelsen om den fortabte søn burde snarere kaldes lignelsen om den barmhjertige far, for det er det den handler om. Faderens barmhjertighed er et billede på Guds barmhjertighed. Jesus fortalte denne lignelsen for at få os til at forstå hvordan Gud er. Det er selve det glædelige budskab i kristendommen, det er selve evangeliet, at Gud er barmhjertig, så han tager imod syndere med sådan en kærlighed som vi her hører om. Og når vi møder tilgivelsen i vores eget liv fra mennesker vi har gjort ondt, så mærker vi tydeligt hvad det handler om. Som den lille Johannes Møllehave aldrig glemte at hans far lod nåde gå for ret, da han havde ødelagt hans skoleskema ved at lade alt hans blæk flyde ud over det. Sådan skal vi i store og små sammenhænge forlade vores skyldnere, lige som Gud tilgiver os vores skyld. Amen! 5