Fire diskurser i samtalen om inklusion Sorø, den 28. oktober Bo Clausen, cand.pæd. Inkluderet.dk

Transkript

1 Fire diskurser i samtalen om inklusion Sorø, den 28. oktober Bo Clausen, cand.pæd. Inkluderet.dk Abstrakt Denne artikel tilbyder en model diskurskrydset til at ordne begrundelserne for inklusion og til at fokusere drøftelserne om de udfordringer arbejdet med inklusion giver 1. Diskurskrydset bygger på de fire begrundelser for inklusion (Dyson 1999), som ligger i Salamanca erklæringen fra 1994 den etiske, politiske, pædagogiske og økonomiske og sætter dem ind i dels en videnskabsteoretisk ramme, dels i den praktisk, daglige samtale om inklusion. Figur 1: Diskurskrydsets ordning af den praktiske samtale om inklusion Den etiske og pragmatiske diskurs tager afsæt i individets ret til henholdsvis deltagelse og læring. Den politiske og den økonomiske diskurs tager afsæt i samfundets behov for at hænge sammen og undgå subkulturers trussel mod almenvellet og for at fremme effektiv udnyttelse af ressourcerne. Den politiske og den etiske diskurs har det til fælles, at inklusion er et formål, et ideal, som kan redde henholdsvis individ og samfund. Den pragmatiske og den økonomiske diskurs er optaget af at finde effektive midler og metoder i form af mest læring og mest kvalitet for pengene. 1 Diskurskrydset blev efter aftale med denne artikels forfatter offentliggjort første gang af Susan Tetler i hendes bidrag til Rasmus Alenkærs antologi om den inkluderende skole (Tetler 2008) og senere anvendt i bøgerne Inklusion når det lykkes (Clausen og Sørensen 2012) og Inklusion så det batter (Clausen og Sørensen 2013). Desuden indgik diskurskrydset i Ringsted Kommunes rapport Forudsætninger for at skabe en inkluderende skolekultur. (Clausen et allii, 2009) 1

2 Inklusionens samtaler og begrundelser Selv om inklusion efterhånden er blevet en del af lovgivningen, de kommunale politikker og institutioner og skolers værdigrundlag, og således tydelig sat på dagsordenen inden for børne- og ungeområdet, så bliver begrundelserne for inklusion stadig problematiseret (fx Det er blot for at spare ) og ofte drejer samtalen om at finde grænser for inklusion mere end om, hvordan inklusion bliver en virkelighed i dagtilbud og skoler. (Fx Dagbladet Politiken den 7/9-13 og 16/9-13, samt Fagbladet Folkeskolen den 24/10-13) Det er min erfaring, at den overordnede og generelle samtale om inklusion ofte bliver meget følelsesladet, mange føler sig angrebet på sin faglighed, personlige integritet og andre alvorlige sider af arbejdspersonligheden. Ofte ses pædagoger, lærere, ledere og også forældre blive vrede og skælde hinanden ud over tilsyneladende store uenigheder, når inklusion skal drøftes. Fx hørte jeg fornylig en samtale som nok nærmere var et skænderi mellem en daginstitutionsleder og en af institutionens dygtige pædagoger. Pædagogerne havde givet op over for en gruppe af drenge, som efterhånden gjorde mere indtryk på pædagogerne end pædagogerne gjorde på drengene. Nu var de nået til det punkt, hvor de mente, at et par af drengene måtte flyttes fra gruppen og få et særligt tilbud et andet sted. Den pressede pædagog bebrejdede hele tiden lederen og tillagde hende slette motiver. Du vil bare have inklusion for at spare penge og gøre politikkerne glade, Du er udelukkende ude på at få os til at løbe stærkere og Er du i virkeligheden klar over, hvor få vi er på arbejde og det er altså ikke rimeligt, at vi skal blive syge bare fordi politikkerne skal spare på daginstitutionsudgifterne. Der er altså grænser for inklusion ikke alle børn kan inkluderes! Lederen blev stødt og følte sig urimelig angrebet og provokeret: Du ofrer børnene i en faglig kamp for bedre arbejdsforhold!. Du skulle tage at overveje for hvis skyld du går på arbejde. Og Du kan ikke tillade dig at udelukke børn og stemple dem som anderledes! Og så videre. Ovenstående lille eksempel fra den virkelige verden viser en pædagog, som i samtalen tænker ind i den politiske diskurs, medens lederen bliver stødt og voldsomt provokeret over at pædagogen vil ofre børnene af hensyn til snakken om ressourcer, fordi lederen taler ud fra et etisk perspektiv, hvor inklusion skal ses som et forsøg på at gøre det gode, fordi alle børn bør være i et fællesskab af andre børn. Uenighederne og lidenskaben i diskussionen om inklusion skyldes ikke nødvendigvis grundlæggende forskelle i opfattelse, men nok mere en forskel i hvilket perspektiv man ser på tingene. Derfor har jeg erfaret, at en lille opstregning af, hvilken bane vi taler sammen på kan være nyttig og befordrende. Diskurskrydset er en sådan opstregning af banerne vi spiller på, en lille model for de forskellige perspektiver i samtalen og ikke skænderiet om inklusion. Modellen bygger på de grundlæggende antagelser bag inklusionsbegrebet, som kommer til udtryk i UNESCOs Salamanca erklæring. (Undervisningsministeriet 1997) og som senere er analyseret af den britiske uddannelsesforsker Alan Dyson. (Dyson 1999). 2

3 Hvorfor er inklusion en god ide Inklusion handler om etik og samfundets overlevelse som et fællesskab, alle borgere er med i. Inklusion bygger på et ideal om menneskerettigheder og social retfærdighed. Inklusion vil sige, at alle børn uanset forudsætninger og baggrund har oplevelsen af at være en del af det fællesskab, som de er sat i. (Clausen og Sørensen 2013) Det inkluderede barn oplever at have glæde af og at kunne bidrage til fællesskabets aktiviteter og relationer. Inklusion lykkes, når børnene oplever at have et fagligt og socialt udbytte af at være, der hvor de er sat. Inklusion handler om at fællesskabet giver fællesskabets individer en oplevelse af at høre til. Set i en pædagogisk sammenhæng bliver inklusion en overskrift for en grundlæggende forståelse af dagtilbuddets og skolens opgave. Netop disse to samfundsinstitutioner medvirker til at give det enkelte menneske en plads i et fællesskab og til at styrke den grundlæggende solidaritet mellem de mennesker, som samfundet befolkes af. (Nielsen 2013) Begrebet optræder første gang i UNESCO s Salamanca erklæring fra 1994 en erklæring, Danmark har tilsluttet sig Vi tror på og erklærer hermed at: alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse og skal have mulighed for at opnå og opretholde et acceptabelt læringsniveau, ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov, uddannelsessystemer og uddannelsesforløb skal indrettes og iværksættes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov, de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn, almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse. Vedtaget ved akklamation i byen Salamanca, Spanien, den 10. juni Salamanca erklæringen bruger ordene skole og uddannelse. Erklæringen tager udgangspunkt i sydeuropæiske organiseringsformer, hvor man ikke skelner mellem daginstitution og skole, sådan som vi organiserer os i Danmark. Den citerede tekst er erklæringens anden artikel. (Undervisningsministeriet 1997) 3

4 De fire diskurser Inklusionsbegrebet og inklusion i praksis kan altså anskues og drøftes fra fire forskellige perspektiver. Samtalen kan foregå inden for fire forskellige diskurser. En etisk, en økonomisk, en pædagogisk, pragmatisk og en politisk diskurs (Dyson 1999) (Holmgaard 2004). Samtalerne diskursen i de fire perspektiver har sit eget sprog, grundlag og værdier. Alle diskurserne er vigtige, berettigede og nødvendige i samtalen om inklusion og en daginstitution eller skole for alle, men blander man de fire diskurser sammen opstår der babelske tilstande og man kommer ingen vegne. Samtalen om inklusion bliver en Goddag mand økseskaft samtale, som ingen kan blive klogere af, men der er store chancer for at man bliver rygende uenige, fordi man ikke anerkender samtalepartnerens anderledes perspektiv. Erfaringen fra talrige pædagogiske dage og oplæg er, at ved at få inklusionens begrundelser og samtale delt op i de fire diskurser bliver den fælles anstrengelse mere konstruktiv og meningsfuld. Diskursmodellen som af flere er blevet døbt diskurskrydset er udviklet for at få samtalen om inklusion ind på det konstruktive spor, hvor alles intentioner om at gøre det bedste for børnene hjælpes på vej i en frugtbar og meningsfuld dialog frem for at drukne i tilsyneladende store uenigheder. Det er vores oplevelse, at man i den pædagogiske debat med fordel kan have diskurskrydset liggende mellem sig og så aftale fra hvilket perspektiv man nu drøfter tingene. Snakker vi nu i et økonomisk perspektiv, et etisk, et politisk eller et pædagogisk - pragmatisk? Hver diskurs har sin argumentationsform og hver sin måde at få afgjort, hvad der er sandt eller falsk. Det er befordrende at holde sig dette for øje i refleksionen over, hvad der skal til for at inklusion lykkes. Diskurskrydset spænder over to grundlæggende modsætninger hentet fra henholdsvis filosofiens og sociologiens verden. Ideal og virkelighed I den klassiske filosofi er der en afgørende modsætning mellem idealet om den perfekte verden og så den verden vi mennesker får indrettet os - virkeligheden om man vil. Det ligger i traditionen, at idealverdenen er den absolutte ønskværdige tilstand mennesker kan være i. Her er fred, harmoni, lykke og alt er godt her er kosmos. I den virkelige verden derimod hersker ofte kaos, frustrationer og daglige bekymringer og dilemmaer. Filosofien i hvert fald den klassiske græske anerkender den virkelige verden, men angiver samtidig at mennesket burde indrette sig som i idealverdenen for at være lykkelige. Selv om vi i dagligdagen hele tiden arbejder på at indrette os tilpas og godt, så vil virkeligheden kun være en svag afglans af lyset i den ideelle verden. (Christiansen, 2003) 4

5 I idealverdenen hersker kosmos, i den virkelige verden hersker kaos og kun gennem oplysning og etiske forskrifter kan der bringes lidt fornuft i kaos. Idealverdenen - kosmos Virkelige verden - kaos Figur 2: Filosofiens klassiske modsætning mellem ideal og virkelighed Individ og samfund Sociologien anskuer mennesker som individer, der samler sig i grupper, i samfund (systemer). Det er en grundlæggende distinktion mellem mennesket som et hundrede procent unikt individ, hvor der kun findes dette ene eksemplar blandt milliarder andre eksemplarer og så mennesket som en del af menneskeheden, et artsdyr, hvis fornemste opgave er at føre arten videre, at sikre at samfundet af mennesker overlever uden at skele til enkeltindividet (Giddens 2011). Det kollektive perspektiv i sociologien beskæftiger sig med samfundets reproduktion, sammenhængskraften, den store helhed og de langsigtede perspektiver. Det individuelle perspektiv i sociologien beskriver menneskets livsvilkår, muligheder for at danne sig en tilværelse og individernes eksistensgrundlag. Individ det enkelte menneske Samfund kollektivet af mennesker Figur 3: Sociologiens klassiske modsætning mellem individ og samfund Ved at bruge pædagogikkens videnskabsteoretiske fædre (filosofien og sociologien) i ordningen af samtalen om og begrundelserne for inklusion får vi en kategorisering af de fire diskurser med hver sin logik, sprogbrug og sandhedsværdi. 5

6 Idealverden Etisk diskurs Politisk diskurs Individ Samfund Pædagogisk / pragmatisk diskurs Økonomisk diskurs Virkelige verden Figur 4: Fire diskurser i samtalen om inklusion Den etiske diskurs Afgørende i det etiske rum er forskellen mellem godt og ondt, forskellen mellem det man bør eller burde gøre og så det man ikke bør. I det etiske rum sondrer man mellem gode og dårlige handlinger og vurderingen af god og dårlig er hele tiden i relation til, hvad der befordrer, at vi mennesker kan leve lykkeligt med hinanden og os selv. (Sløk 1999) Sandheden Den etiske diskurs befinder sig inden for det normative domæne. Afgørelser bunder i en forestilling om, hvordan verden ideelt set burde se ud og være indrettet for at der hersker fred og fordragelighed kosmos, som grækerne i antikken kaldte det. Sandheden kommer til udtryk i en række normsættende udsagn. Juridisk set viser det normative sig fx i erklæringer, som er regler formuleret i formelle samlinger på internationalt niveau og derved får karakter af eviggyldige sandheder om hvad der er godt for mennesket. Eksempler er menneskerettighedserklæringerne og også Salamanca erklæringen. Sandheden i den etiske diskurs kan i det hele taget være svær at problematisere, da det normatives absolutte karakter ofte knytter sig tæt til religiøse forestillinger. For eksempel bunder mange argumenter for inklusion i, at vi mennesker bør være solidariske, vise hensyn til hinanden og inklusion er den bedste måde at opnå fred i verden. Normative udsagn, hvor der ikke skal mange mellemregninger til før de forbinder sig med fx Kristendommens krav om næstekærlighed. 6

7 (Sandheden i den etiske diskurs forveksles af og til med moralske udsagn om, hvad der er tilladt og ikke er. Moralske udsagn er dog ikke andet end snusfornuft og udsagn konstrueret til lejligheden så at sige. Argumenternes holdbarhed er til at overse. Som regel er moralske argumenter politiske afgørelser om, hvem der skal have lov til at bestemme). (Sløk 1999) Pædagogikken henter megen legitimitet i det etiske domæne, men ligesom i de øvrige dele af samfundslivet, så er der grund til at være opmærksom på, at de teologiske og absolutte normer godt kan drøftes og sættes på formel i etikkens domæne. Hvor rigtige de end lyder, så er det menneskevedtagelser i en bestemt tid og kultur. I det hele taget er det forbundet med en hvis vanskelighed at agere inden for den etiske diskurs. Ofte ender afgørelser om det gode eller onde i mere følsomme argumenter og følgeslutninger end rationelle og logiske. Det er alment accepteret inden for etikken som videnskab, at der ikke er en lige vej fra bør og burde til helt bestemte handlinger og etikken er meget på vagt over for, at slutningerne ikke kommer til at ske omvendt. Denne artikel handler ikke om sandhed og konsekvens og logiske følgeslutninger, så ikke mere om dette dilemma. Der skal blot advares om, at det er let at blive hellig i pædagogikken og mange forsøger at trække argumenter fra især magtens og økonomiens domæne ind under det etiske domænes dække. Det er noget rod og (magt)misbrug af etikken. Det kan det normative domæne ikke holde til. Talekoderne Hvert domæne og hver diskurs har en række ord og vendinger, som fortæller hvilken bane vi befinder os på. Disse talekoder er gode at være opmærksom på, når man forsøger at skille diskurserne lidt ad. (Andersen 2003) Hvis man lytter til samtalerne på personalets weekend-internat, hvor værdierne, holdningerne og børnesynet er på dagsordenen får man et godt indtryk af de særlige ord og vendinger, som hører hjemme i det normative domæne. Pædagoger og lærere høres ofte sige, at de går på arbejde for at gøre en forskel for andre mennesker. Det højeste formål med den pædagogiske praksis er at medvirke til at børnene bliver selvhjulpne, så de kan håndtere et liv sammen med andre, når de bliver voksne. Denne artikel er også skrevet med det ærinde, at alle børn får et godt liv i dagtilbuddet og skolen, og at vi ikke har andre muligheder for at skabe en bedre verden end seriøst at arbejde med inklusion. Essensen i de etiske begrundelser for inklusion er: Alle har ret til deltagelse i almene fællesskaber Eksklusion fra almene fællesskaber forringer livschancerne Typiske etiske vendinger og argumentation I den etiske diskurs høres ofte ord og vendinger som: Vi burde altså gøre. Man kan ikke tillade sig, at. De glemmer helt at tænke i børnesynet Børnene har også et liv, som skal respekteres 7

8 Det er altså ikke i orden, at. Det er ikke godt for børnene eller: det er godt for børnene, at I den etiske diskurs taler man ofte ud fra dilemmaer, hvor to eller flere menneskelige hensyn skal afvejes i forhold til hinanden. Et klassisk eksempel, hentet fra filosofiens grundbog er dilemmaet, hvor valget tilsyneladende står mellem om hensynet til fem mennesker tæller højere end hensynet til ét menneske. På samme måde kan man også i inklusionssamtalens etiske diskurs tale i dilemmaer. Hvad vejer tungest: hensynet til at gruppen af børn får en sproglig udvikling eller hensynet til at pædagogen bruger energien på det barn, som er i store sproglige vanskeligheder? Etikdiskursen i Salamanca erklæringen Den etiske begrundelse for inklusion i Salamanca erklæringen kan aflæses i disse sætninger: Alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse og skal have mulighed for at opnå og opretholde et acceptabelt læringsniveau. Ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov. Uddannelsessystemer og uddannelsesforløb skal indrettes og iværksættes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov. Den politiske diskurs Det afgørende i det politiske rum er kampen om det værdifulde, kampen om at sætte dagsordenen og få indflydelse på, hvilken retning det store og det lille samfund skal bevæge sig i. I det politiske perspektiv er pædagogikken til for at samfundet kan overleve og for at få børnene opdraget til at blive gode samfundsborgere inden for de normer og rammer, som magthaverne beslutter. (Oettingen 2010) I det politiske rum handler samtalen både om at tilkæmpe sig definitionsmagten og retten til at afgøre, hvilken indretning samfundet skal have og hvem, der skal have adgang til retten til at få del i værdierne. Den politiske diskurs handler også om, hvad der skal til for at samfundet kan overleve, reproducere sig selv og blive ved med at bestå. Den politiske diskurs er altså ikke kun et spørgsmål om, at individer eller grupper af individer har magten. Det er også samtalen om, hvordan vores indretning med hinanden sikrer klanens overlevelse. Sandheden Den politiske diskurs befinder sig inden for magtens domæne. (Villadsen 2010) I vores del af verden afgøres sandheden inden for dette domæne ved at flertallet får ret. Det gælder både på det formelle politiske plan og når den politiske diskurs udspiller sig rundt omkring bordet i personalerummet. Den politiske diskurs er ikke nødvendigvis bundet til politiske partier, tværtimod. Størstedelen af de politiske samtaler foregår i virkeligheden ganske uorganiseret og på mange niveauer. Når sandheden inden for magtens domæne findes ved at flertallet får ret og afgør, hvad der er værdifuldt og hvad der ikke er uden at der er en højere 8

9 instans til at afgøre diskussion bliver samtalen mere præget af holdninger, følelser og formodninger, end fornuft og logiske sammenhænge. Som det ses i diskurskrydset, så er den politiske diskurs også rettet mod den ideelle verden. En stor del af diskursen handler i virkeligheden da også om, hvordan kollektivet af individer bør indrette sig med hinanden for at skabe en god ramme for individernes udfoldelse og overlevelse. Når inklusion også er på den politiske dagsorden (og i dette afsnit er det ikke den økonomiske, der tales om) kan det ses som samfundets kamp for at overleve, for at hænge sammen. Sandheden bliver derfor flertallets afgørelse af, hvad der mest sandsynligt redder menneskeheden. I disse afgørelser ligger der selvfølgelig en lang række magtkampe og interesser gemt, men det overordnede sigte er at sikre samfundets overlevelse. Det gælder både, når Salamanca erklæringen skal vedtages på globalt niveau og når børne- og ungepolitikken skal vedtages på kommunalt niveau eller for den sags skyld når skolens eller dagtilbuddets værdier og formål skal vedtages i forældrebestyrelsen. I den politiske diskurs gælder alle kneb så at sige, tonen kan ofte være rå og uforsonlig meget står på spil og mange fagfolk bliver rystede, når den politiske diskurs intervenerer fx den pædagogiske diskurs. Mange har oplevelsen af, at bestemte aktiviteter, som gav god mening inden for den pragmatiske diskurs pludselig får sit eget liv og sin egen sandhed, når den politiske diskurs tager over. Talekoderne Hvis man lytter til og læser debatter om samfundsmæssige emner giver det et godt indtryk af sproget i den politiske diskurs. Samtalen i magtens domæne er kendetegnet af postulater og domme (er man uenig vil man mene fordomme), som tilsyneladende er uigendrivelige eller som kun lader sig gendrive med et nyt postulat. Mange udsagn gives en tilsyneladende saglig karakter ved at et kendt navn sættes i forbindelse med udsagnet, men det kan ikke umiddelbart checkes om det er rigtig eller forkert. Er modparten ukendt med navnet gælder det om ikke at afsløre det, så er debatten tabt. Ofte er er postulaternes indbyrdes værdi eller niveau uden betydning. Fx kan et udsagn om, at det er godt for børn at være en del af fællesskabet gendrives med et udsagn om, at Peter bliver aldrig vasket, så det er grimt for de andre at have ham med. Det er mange grader til forskel på de to udsagns rækkevidde og konsekvens, men i debatten kommer de til at stå over for hinanden, som uimodståelige kendsgerninger, hvor det ene udsagn neutraliserer det andet. I samtalen om inklusion høres den politiske diskurs talekoder ofte i postulater, der fremsættes og modsige med en vis ihærdighed og som kommer til at stå frit i luften. Afgørende er ikke om debattørerne bliver klogere, men om de får ret. Ofte høres også udsagn, som ikke har nogen forbindelse med hinanden faglig, logisk set men hvor de udelukkende har tjent til at den ene part får ret over for den anden og dermed retten til at bestemme, hvad der gælder. Derfor kan den politiske diskurs ikke blot høres, men også ses. I magtens domæne er fremtoning, tonefald, og måden man gestikulerer på også med til at afgøre, hvad der er sandt eller gældende. 9

10 Essensen i den politiske begrundelse for inklusion er: Eksklusion truer samfundets sammenhængskraft, skaber ghettoer og subkulturer Inklusion modvirker, at der opstår parallelsamfund i uddannelserne og på arbejdsmarkedet At leve sammen i samfund er at gå i børnehave og skole sammen Når det i dette rum handler om at få ret og have magten til at afgøre, hvad som gælder og hvad som ikke gør, så kendetegnes sproget af ord og vendinger som: Jeg føler, at det rigtige at gøre er Hvordan kan du tillade dig at mene sådan, når du nok kan se at Det er ikke i orden, at umulige unger skal ødelægge det for flertallet! Det er nødvendigt for sammenhængskraften, at alle børn får en ordentlig socialisering i børnehaven derfor skal alle gå i børnehave. Vi kan som samfund ikke holde til at grupper af børn og unge marginaliseres. Det er rigtigt, når jeg siger at Det er værdifuldt for børnehaven, at alle føler sig velkommen til forældremøderne. Politikdiskursen i Salamanca erklæringen UNESCO er en del af den globale, folkeretslige institution FN. FN erklæringer er afvejede og forhandlede politiske dokumenter. På den måde er Salamanca erklæringen udtryk for et resultat af den politiske samtale. Set i sammenhæng med begrundelserne for inklusion i et samfundsmæssigt perspektiv drejer begrundelserne i den politiske diskurs sig derfor om, hvad der er opnået enighed om har betydning for samfundets overlevelse og social retfærdighed (fordeling af værdier). Disse politiske begrundelser for inklusion i Salamanca erklæringen kan aflæses i sætningerne: Almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse Den økonomiske diskurs Afgørende i den økonomiske diskurs er, om det kan betale sig. (Pedersen 2011) I dette rum drejer samtalen sig om det på den korte eller lange bane er økonomisk fordelagtigt at gøre tingene på den ene eller anden måde. Om det kan betale sig at investere her og nu for at høste gevinsten på længere sigt. Diskursen kan have et nationalt og globalt sigte, den kan udspille sig på kommuneniveau eller helt ud i daginstitutionen og skolen. Sandheden I den økonomiske diskurs taler man inden for det økonomiske domæne. Umiddelbart virker det enkelt at finde sandheden og træffe afgørelsen i den økonomiske diskurs. Det rigtige er det synspunkt, som udtrykker det økonomisk mest fordelagtige. At det ikke er helt så enkelt alligevel viser debat- 10

11 ten om fx rigets økonomiske tilstand og hvad der skal til af økonomiske reformer. Økonomi som videnskab er også en disciplin med forskellige retninger og grundlæggende antagelser. Dette viser sig også i arbejdet med den inkluderende daginstitution eller skole. Fx er der delte opfattelser af om det økonomisk mest fordelagtigt at beholde en gruppe hjemme i institutionen eller om der skal oprettes et centralt tilbud til dem. Det økonomiske domæne er nabo til magtens domæne og den politiske diskurs og på samme måde, som magtens domæne intervenerer i det normative domæne, så intervenerer det også i det økonomiske. Det er ganske naturligt, men uhensigtsmæssigt, når der skal træffes afgørelser om hvad der tjener sagen bedst rent økonomisk. Når samtalen holdes inden for det økonomiske domæne forsøger man at fastholde afgrænsningen og træffe beslutningen på et fuldt belyst økonomisk grundlag. I dagligdagen i institutionen kolliderer den økonomiske diskurs ofte med den pædagogisk, pragmatiske. Den økonomiske diskurs mistænkeliggøres ofte af den pædagogiske verden og det er en grundlæggende antagelse at økonomiske afgørelser ikke tjener sagen og af princip er imod, hvad der er godt for børnene. De pædagogiske ønsker står ikke mål med de økonomiske muligheder. Det er et stigende problem i og med, at kommunerne er mere og mere økonomisk pressede; men reelt er problemet ikke adresseret det økonomiske domæne men den politiske (og også personalepolitiske) diskurs og prioriteringerne der. Isoleret betragtet afgør man i det økonomiske domæne kun, hvorvidt den ene eller den anden aktivitet er mest rentabel set i forhold til opgaven med at skulle inkludere børnene. På nationalt niveau kan der også anlægges en ren økonomisk synsvinkel på inklusion. Fx så kan det sættes en ligning op der viser, at vi som samfund ikke har råd til at unge ikke får en uddannelse og et arbejde. Talekoderne Samtalen inden for det økonomiske domæne er selvfølgelig mestendels kendetegnet ved, at samtalen handler om penge. Økonomi er dog mere end budgetter og regnskab. Det er også investeringer og afkast, lønsomhed og rationelle måder at gøre tingene på. Når inklusion begrundes med, at de særlige foranstaltninger er alt for dyre i forhold til almenområdet, er begrundelsen økonomisk. Afgørende i de økonomiske begrundelser er, om det kan betale sig. Økonomiske begrundelser for inklusion kan samles i forestillingen om, at: Inklusion skubber pengene tilbage fra specialområdet til det almene tilbud. Inklusion giver mulighed for at handle foregribende før en eksklusion bliver nødvendig I den økonomiske diskurs høres ord og vendinger som Det kan ikke betale sig på kort sigt, men på langt sigt kan det Hvis vi køber en trækvogn sparer vi at køre oppakningen med bil Hvis du tager hele børnegruppen en time får vi råd til at lave et lille hold til sprogtræning 11

12 Samlet set går det lige op Det er for dyrt det er billigt Hvordan får vi råd til det? Skal vi lægge lidt penge til side? Hvis vi splejser til indkøbet får alle institutioner mere end den enkelte selv ville kunne betale Ved at lægge ressourcen ud til lederne skaber vi et incitament til at finde løsninger hjemme i institutionen Det er penge ud af vinduet Det er penge lige ned i foret Økonomidiskursen i Salamanca erklæringen Salamanca erklæringen begrunder også inklusion i et økonomisk perspektiv. Erklæringen sætter som en grundlæggende antagelse, at den inkluderende institution og skole er den mest effektive måde at udnytte ressourcerne på inden for børne- og ungeområdet. Underforstået at segregerende tilbud er forholdsvis omkostningstunge indsatser set i forhold til den ønskede effekt. Det formuleres således i erklæringen: Almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse. Den pædagogiske - pragmatiske diskurs Afgørende i den pragmatiske diskurs er selve den anvendte pædagogik (og psykologi), som den udspiller sig i daginstitutionen og skolen. Det er inden for rammerne af den pragmatiske diskurs at medarbejderne bevidst eller ubevidst afgør, hvilke aktiviteter der skal sættes i gang med børnene og hvilke aktiviteter, der er at foretrække frem for andre. Man kan også sige, at den pædagogisk - pragmatiske diskurs er den anvendte pædagogiks og psykologis område par excellence. Sandheden Den pædagogisk - pragmatiske diskurs befinder sig inden for læringens domæne. Afgørende i dette rum er, om børnene udvikler sig, om de bliver klogere på sig selv og verden. Argumenterne centrerer sig meget omkring begreber som tryghed, udfordringer, klog, naturlige udvikling, stimuleres, dannelse og uddannelse. Alle sammen begreber, som enten er faglige forudsætninger for eller målene med den socialisering og læring som er på dagsordenen i samtalen. I denne diskurs afgøres tingene ud fra, om der er evidens eller forskningsmæssig belæg for at gøre det ene eller andet. Diskursens uenigheder drejer sig om dels, hvilke overordnede begrundelser der er til at foretrække den ene aktivitet frem for den anden (her nærmer diskursen sig ofte den etiske diskurs), dels hvilke aktiviteter og interventionsformer, der har den bedste indflydelse er mest effektive i børns udvikling og trivsel i denne sammenhæng inklusion. Afgørelsen hentes som nævnt fra den pædagogiske og psykologiske videnskab. Det vil sige, at den pragmatiske diskurs er faglig argumentation, hvor 12

13 argumenterne bunder i en forskningsmæssig / videnskabelig tradition. Ud fra denne tradition skal synspunkter sandsynliggøres med henvisning til forskning, systematiske erfaringer eller afprøvede pædagogiske udviklingsarbejder. I den pragmatiske diskurs handler det om at forstå og forklare med henblik på at kunne ændre sin pædagogiske praksis til en mere passende i forhold til det som skal opnås med hensyn til børnenes læring og trivsel. Talekoderne Den rene pædagogiske samtale er kendetegnet ved ord og vendinger fra dels psykologien, dels pædagogikken. I den pædagogiske samtale bærer ordene frem mod at skabe mening og på hvad videnskab og praktisk (pædagogisk) erfaring fortæller er passende aktiviteter til at understøtte børnenes udvikling. Sproget har også et tydeligt børnefokus. Kompetencen til samtale i den pædagogisk pragmatiske diskurs er afgørende vigtig. Det gælder både den enkelte deltagers viden om og overblik over den pædagogiske og psykologiske forskning, og deltagerne evne til at reflektere og argumentere faglig sammen i større eller mindre grupper. Det er min erfaring, at jo mere disse kompetencer er til stede, jo mindre støjer den politiske diskurs i samtalen. Lidt spidsformuleret kan man helt udokumenteret fristes til at sige, at pædagogisk psykologisk inkompetence erstattes af magtens arrogance. Især i den pædagogisk pragmatiske samtale om inklusion kan det erfares at ny forskning om børns udvikling og trivsel kun i ringe grad får betydning. Pædagogiske begrundelser kan høres som: Vejen tilbage til almene institutioner fra specialforanstaltninger er en lang proces Inklusion modvirker stigmatiserede effekter og minimerer barriererne for deltagelse og læring i fællesskabet Inklusion fordrer, at pædagogikken bygger på barnets perspektiv og forudsætninger for at lære og udvikle sig, ikke de organisatoriske vaner og rammer Mangfoldighed i læringsmiljøerne har større betydning end homogene grupper af børn, når læringen skal være effektiv for alle børn Typiske udsagn i den pædagogisk pragmatiske samtale er: Det giver god mening, at Hvis børnene skal have noget ud af det her så Set i forhold til børnenes udviklingstrin så kunne vi gøre sådan og sådan Er det ikke sådan, at børn i den alder behøver tydelige rammer for at trives Alle børn er jo indstillet på at samarbejde med de voksne, hvilke rammer skal vi sætte op, så reglerne er nemme at forstå? Barnet skaber sin identitet til forskel fra alle de andre børn, derfor skal vi sammensætte grupper af meget forskellige børn. Et barn på fem år kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, derfor må vores samling være meget kort og enkelt bygget op 13

14 Pædagogikdiskursen i Salamanca erklæringen Salamanca erklæringen indleder med at konstatere, at alle børn og unge er meget forskellige og derfor må deres udvikling, trivsel og læring også understøttes på en differentieret måde. Argumentet er, at en inkluderende pædagogik vil være presset til at tage udgangspunkt i mangfoldigheden af børn og dette er den pædagogisk mest effektive måde at tilgodese alle børnene. Argumentet ses i disse sætninger: Ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov. Uddannelsessystemer og uddannelsesforløb skal indrettes og iværksættes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov. De, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn. Afsluttende om diskurserne Samler vi op på afsnittet om diskurserne, får vi dette kort at orientere os efter: Etisk diskurs Det normative domæne. Argumentationen bunder i menneskerettigheder og forestillinger om det gode liv. Godt <-> Ondt Den afvejende samtale Politisk diskurs Magtens domæne. Argumentationen bunder i at få ret og vinde indflydelse. Eje <-> Ikke eje Den postulerende og dømmende samtale Pragmatisk diskurs Det lærende domæne. Faglig og videnskabelig argumentation baseret på psykologi og pædagogik. Forstå <-> Ikke forstå Den undersøgende samtale Økonomisk diskurs Det økonomiske domæne. Argumentationen bunder i rentabilitet og effektivitet. Gevinst <-> Tab Den kalkulerende samtale Figur 5: Diskurserne kendetegn Som nævnt i indledningen, så er alle fire diskurser legitime i samtalen om inklusion. Den etiske, politiske, økonomiske og pragmatiske diskurs er alle betydningsfulde perspektiver. Sondringen er taget for at hjælpe samtalen om inklusion på vej og for at klargøre begrundelserne for inklusion. 14

15 Selv om alle har de bedste intentioner mislykkes samtalen ofte, fordi deltagerne i samtalen er i hver sit domæne eller måske er alle domænerne i spil samtidig hos alle deltagerne. Det er anstrengende og ender i endeløse debatter, hvor deltagerne bagefter er i tvivl om, hvad der kom ud af det. Kan samtalen holdes inden for diskursen er det lettere at opnå enighed eller tydeliggøre uenigheden når afgørelser om inkluderende aktiviteter skal træffes. Diskurskrydset og den aktuelle samtale om inklusion Udviklingskonsulent Carsten Pedersen har på baggrund af den første udgave af diskurskrydset analyseret og systematiseret den aktuelle samtale om inklusion og bringer en række eksempler fra de fire domæner. (Pedersen 2013). Efter aftale med Carsten Pedersen citeres her et lille udpluk til illustration af, hvordan diskurskrydset kan bruges i at få ordnet samtalen om inklusion. Der henvises til websiden: for at læse den fulde artikel. Økonomisk diskurs I en nylig offentliggjort rapport Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2013 fra SFI og AAU kan man se, at der trækkes på denne diskurs: Det er ( ) lykkedes at vende den tendens til stigende eksklusion, der har været til stede fra midt i 1990 erne, og som for alvor tog fart fra 00 erne med en yderligere stærk vækst efter strukturreformen i 2007 ( ) Den gennemsnitlige inklusionsprocent i de 12 kommuner var i 2009/10 på 93,1 pct. og er i 2013 steget til 94,9 pct., og fem af kommunerne ligger allerede nu over aftalens gennemsnit på 96 pct. for ( ) i den økonomiske diskurs spiller henvisninger til kvantitative tal naturligvis en meget vigtig rolle. Det er også denne diskurs, der viser sig, når inklusion omvendt kritiseres for at være en spareøvelse. For eksempel kan man læse følgende i artiklen Inklusion er blevet en spareøvelse (juni 2013) på folkeskolen.dk: Udgifterne til specialundervisning er på landsplan faldet med 4,7 procent fra 2011 til Det er ikke overraskende, da de fleste kommuner er i fuld gang med at gennemføre regeringens plan om at inkludere langt flere elever i normalskolen. Men på trods af, at børne- og undervisningsminister Christine Antorini igen og igen har understreget, at inklusionen ikke skal være en spareøvelse, så er pengene ikke fulgt med eleverne. Udgifterne til normalundervisningen er nemlig ikke steget, men derimod faldet med 1,1 procent i samme periode. Pragmatisk pædagogisk diskurs Lars Qvortrup trækker i artiklen Skolen skal udvikles via viden og kompetencer (2013) overvejende på den pragmatiske diskurs, når han skriver: Gode læringsresultater forudsætter lærere, der har tydelige og høje forventninger til eleverne, som skaber klare rammer for 15

16 læringen ved hjælp af klasseledelse og reduktion af læringshæmmende adfærd, som bruger løbende tests som feedback til undervisningen og som skaber et godt socialt og læringsorienteret miljø i klassen. Men lærernes indsats skal understøttes af god skoleledelse. Ledere med lederuddannelse skaber bedre læringsresultater end ledere uden lederuddannelse. Det samme gør skoler, hvor ledelsen skaber en stærk faglig dvs. pædagogisk, almendidaktisk og fagdidaktisk kultur, hvor lærerne diskuterer pædagogiske metoder med hinanden, og hvor teamorganisering og teammøder understøtter et sådant samarbejde. Herudover peger SFI s rapport om skoleledelse på, at skoler, hvor man rekrutterer lærere efter deres faglige resultater på læreruddannelsen, og hvor man undlader at bruge økonomiske incitamenter som motivation, fremmer elevernes læring. Etisk diskurs Den etiske diskurs kan eksempelvis spores i følgende formulering fra EVA, der er hentet fra rapporten Indsatser for inklusion i folkeskolen (2011, s. 7): Det mest udbredte syn på inklusion i den danske folkeskole i øjeblikket er at en elev med særlige behov er inkluderet når eleven har udbytte af almenundervisningen og deltager aktivt i det sociale fællesskab i en almenklasse. Samtidig mener de fleste at et læringsfællesskab er inkluderende når alle elever bidrager aktivt til, har udbytte af og udvikler positive selvbilleder på baggrund af fællesskabets aktiviteter. Det ser altså ud til at inklusionstanken er slået igennem i praksis, forstået på den måde at disse to definitioner kan siges at være dem som medfører de mest omfattende og ambitiøse mål for hvornår man lykkes med alle de indsatser som sættes i værk i folkeskolen. Om inklusionstanken faktisk er slået igennem på organiserings- og handlingsniveau dokumenterer rapporten dog ikke. Men den dokumenterer, at denne definition på inklusion repræsenterer den almindelige opfattelse blandet lærerne og lederne i folkeskolen. Politisk diskurs Den politiske diskurs kommer til dels til udtryk i de følgende to citater fra interviews med henholdsvis Bent Madsen og Ida Kornerup, der er begge tidligere har arbejdet i Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE). Bent Madsen siger i et interview i UCC Magasin (april 2011, s. 7): Selvom vi som samfund underskriver FN-erklæringer om at arbejde for tolerance og mangfoldighed, så er der en stigende tendens til nultolerance over for anderledeshed. Vi har statistikker fra kommuner på, at hver fjerde elev på et eller andet tidspunkt i deres skoletid bliver oprettet som en sag i PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning, red.). Når hvert fjerde 16

17 barn stemples som nogen, der mangler et eller andet, er der altså noget riv-rav-ruskende galt med skolernes normalitetsbegreb. Det er meget snævert og koblet op på faglige kompetencer frem for sociale kompetencer, selvom vi ved, at det at være læringsparat handler om sociale kompetencer. I stedet for at tale om, at børnene skal være skoleparate, så er det skolen, der skal være børneparat. Inklusion handler om, at skolen skal være skole for de børn, der rent faktisk er. Jeg mener, at den vækst, vi ser i diagnoser som ADHD og Asperger, siger meget lidt om de børn, der får diagnoserne og rigtig meget om de krav, vi stiller til børnene og den måde vi har tilrettelagt dagtilbuddene og skolerne på. Ida Kornerup tilføjer måske i en lidt mere praksisnær tone i et interview til UCC Magasin (juni 2012, s. 7): Jeg kan godt blive bekymret for, om det går for hurtigt enkelte steder. Inklusion er forbundet med store udfordringer, og vi kan se, at flere af de strategier, der bliver udviklet i kommunerne, kræver kritisk stillingtagen. Inklusion er ikke bare bedre management, hvor man skal blive dygtigere til at gøre det samme. Der skal også flere hænder til, og man skal arbejde med de fysiske rammer ( ) der vil til hver en tid være børn, der har brug for et særligt tilbud. Derfor er det vigtigt at sikre, at specialtilbuddene fortsat kan bevare høj specialfaglig viden til gavn for de børn, som enten i en kortere eller længere periode kan profitere af et specialtilbud. Men grundlæggende skal vi tage udgangspunkt i inklusion og minimere eksklusionen, så alle bliver inkluderet så meget, de kan. Afsluttende kommentar Carsten Pedersen peger i sin artikel på (Pedersen 2013), at: Det bliver hermed tydeligt, at vi i de ophedede diskussioner om inklusion, der udfolder sig i det offentlige rum aktuelt, oplever en del konflikter, der må kunne henføres til, at udsagn, der overvejende trækker på en kombination af den etiske og politiske diskurs, støder sammen med udsagn, der overvejende trækker på en kombination af den pragmatiske og økonomiske diskurs. Idealisterne og realisterne bekriger så at sige hinanden. Denne artikels forfatter kan supplere med at konstatere, at erfaringen fra pædagogisk udviklingsarbejde i dagtilbud og skoler er, at det pædagogiske personale især er kompetent til at snakke om inklusion inden for den pragmatiske diskurs, hvor feltet er spændt ud mellem hverdagens virkelighed og så det at få tingene til at fungere for gruppen af individer. I dette felt taler man om, hvilke praktiske, pædagogiske initiativer man kan tage. Her arbejder man med organiseringen af aktiviteterne og her arbejder man med det didaktiske i forbindelse med at aftale hvilke kriterier, der skal gælde for de 17

18 daglige valg af pædagogiske aktiviteter. Det er inden for den pragmatiske diskurs at anvendt psykologi og pædagogik har sin styrke og berettigelse. Referencer Andersen, Niels kerstrøm (2003): Dis ursive Analyti al Strategies : Understanding Foucault, Koselleck, Laclau, Luhman. The olicy ress. Christiansen, Lars (2003): Metafysikkens historie. Museum Tusculanum Clausen, Bo et allii (2009): Forudsætninger for en inkluderende skolekultur. Rapport. Ringsted Kommune Clausen, Bo & Sørensen, Karen (2012): Inklusion når det lykkes. Fortællinger fra vuggestue, dagpleje og børnehave om det gode børneliv for alle. Dafolo Clausen, Bo & Sørensen, Karen (red.) (2013): Inklusion så det batter. Fællesskaber i vuggestue, børnehave og SFO. Dafolo Dyson, A. (1999): Inclusion and inclusions: theories and discourses in inclusive education. IN: Daniels, H. og Garner, P. (ed.): Inclusive Education. Kogan Page. Giddens, Anthony (2011): Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen-moderniteten. Hans Reitzels Forlag. Holmgaard, Aase (2004): Hvordan blev inklusion til rummelighed? en analyse af rummelighedsbegrebets oprindelse. IN: Tidsskriftet»Psykologisk Pædagogisk Rådgivning Nielsen, Jørn (2013): Barnets perspektiv de afgørende invitationer. IN: Clausen, Bo og Sørensen, Karen (red.): Inklusion så det batter. Dafolo Pedersen, Carsten (2013): Fem tilgange til inklusion. Link: Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag Sløk, Johannes (1999): Kristen moral før og nu. Hans Reitzels Forlag Tetler, Susan (2008): Historien bag begrebet Den inkluderende skole IN: Alenkær, Rasmus (Red.): Den inkluderende skole en grundbog. Forlaget Frydenlund Undervisningsministeriet (1997): Salamanca erklæringen. Link: Villadsen, Kasper (2010): Civilsamfundet i det foucaultske blik magtens relæ eller magtkritikkens base? IN: Dansk Sociologi nr. 2 / 21. årgang Oettingen, Alexander (2010): Almen pædagogik - pædagogikkens grundlæggende spørgsmål. Gyldendal Artikler: Børnehaver: Vi får for få penge til specialbørn. Dagbladet olitiken 7/9-13 Flere specialbørn bliver nu i folkeskolen. Dagbladet olitiken 16/9-13 Inklusionen presses yderligere ved budget 2014 Fagbladet Folkeskolen 24/