der også medmennesker, der interesserer sig for fremtidens botilbud til mennesker med udviklingshæmning

Transkript

1 AUT.CAND.PSYCH. SØREN MORILD Et oplæg De store botilbuds indflydelse på den enkeltes liv og levned Demokratiet har medført, at vi skal forholde os til mange forskellige forhold i livet og samtidig være vidende om, at vi ikke altid bliver hørt, når vi tænker højt, eller blot udvikler en holdning til et emne. I denne tid, hvor Strukturdebatten løber, så er der også medmennesker, der interesserer sig for fremtidens botilbud til mennesker med udviklingshæmning. Egentligt er dette interessant, hvis vi ser på dette forhold i et historisk lys, så ser vi at den gale i oldtiden blev opfattet som besat af onde kræfter. Relativt tidligt udviklede der sig fra medicinsk side en opfattelse af at den gale var syg. I og 1700tallet blev gale, anderledes og afvigere i de sydeuropæiske lande spærret inde. Nogle mennesker med udviklingshæmning blev opbevaret i dårekister, men langt de flest blev organiseret ind som en del af fattigvæsenet. Først i forrige århundrede skabtes der tradition for at mennesker med alvorlige psykiske lidelser eller udviklingshæmning kom i privat pleje. Landsforeningen LEV Kløverprisvej 10B 2650 Hvidovre Tlf Fax lev@lev.dk De allerfleste blev imidlertid passet af deres egen familie. I slutningen af 1800tallet udviklede der sig en opdeling mellem psykiske lidelser og udviklingshæmning. Man var generelt optimistiske med tanken om at uønskede tilstande og karaktertræk kunne fjernes ved behandling. Der skabtes skoletilbud for åndelige abnorme børn. Formålet var ikke udelukkende at give mennesker med udviklingshæmning et tilpasset pædagogisk tilbud, det handlede lige så meget om at fjerne dem fra almueskolen, således at de ikke kunne sinke undervisningen. Der blev sat fokus på at omsorgen burde bygge på pleje og simpelt legemligt arbejde. I lighed med de store psykiatriske institutioner, lå tilbuddene landligt og naturskønt langt fra byerne. Der var en idé om, at det var bedst at isolere afvigende, både for dem selv og for samfundet i øvrigt. Siden er de store centrale institutioner blevet nedlagt eller opdelt i mindre enheder. Den røde tråd har været, at mennesker med udviklingshæmning vil have godt af et kollektivlignende botilbud ude på landet langt væk fra storbyens og bymidtens pulserende liv, altså langt væk fra den øvrige befolknings hverdag. Drøftelser blandt politikere og embedsmænd tager udgangspunkt i den økonomiske størrelse og stiller sjældent fokus på den konkrete kompenserende indsats, på træningen, på udviklingen, vedligeholdelsen, støtten, relationerne og omsorgen i forhold til det enkelte medmenneske med udviklingshæmning, der har et langt højere behov for individuel tilbud end flertallet i den øvrige befolkning. Der hersker en begejstring for de store størrelser og deres muligheder, men hvilke psykologiske konsekvenser har gruppestørrelserne og indholdet af relationerne og dynamikken i boligen for den enkelte beboer?

2 Hvem taler vi om? Udviklingshæmning er en samlebetegnelse som omfatter tilstande med forskellige årsager og meget forskellige funktionsforstyrrelser. Udviklingshæmning er først og fremmest en administrativ diagnose eller kategori og ingen sygdomsbetegnelse. Udviklingshæmning defineres efter WHO ICD-10 Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier som en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Mental retardering kan ses sammen med andre psykiske og fysiske tilstande. Grænsen for hvornår en person opfattes som udviklingshæmmet er sat til en intelligenskvotient på 70, hvilket svarer til to standardafvigelser fra den gennemsnitlige IQ. For børn op til 16 år betyder det, at barnets udviklingsalder da svarer til 70% eller ca. 3/4 af levealderen. Da man anser intelligens for fuldt udviklet ved det fyldte 16. år, vil grænsen for retardering på IQ 70 hos en ung eller voksen betyde en intelligensalder på højst år. Der skønnes at være over 200 årsager til organisk betinget udviklingshæmning, alligevel er det oftest ikke muligt at finde årsagen til at en person er udviklingshæmmet. En måde at differentiere mennesker med udviklingshæmning på, er at skelne mellem de som har en udviklingshæmning relateret til en organisk årsag, og de med udviklingshæmning uden at denne kan relateres til en kendt årsag. Det skønnes at der er en kendt organisk årsag til udviklingshæmning hos ca. 25% til ca. 50% af alle mennesker med udviklingshæmning. Hos de fleste, fra ca. 33% til 50% af alle mennesker med udviklingshæmning, er årsagen ukendt. Sammenlignet med gruppen af udviklingshæmmede som helhed, er der en overvægt af personer med IQ mellem 50 og 70 i gruppen med ukendt årsag. I denne gruppe syntes der at være nogen mindre forekomst af adfærdsmæssige og biologiske afvigelser. (Zigler og Hodapp, 1991) Dansk inddeling ICD-10 inddeling Beskrivelse Let Lettere Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet. Middelsvær Medfører udtalt udviklingsforstyrrelse i barndom, men de fleste kan i nogen grad lære at klare personlige fornødenheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet. Svær Sværere Behøver vedvarende støtte og hjælp. Sværest/dyb Kan ikke klare egne fornødenheder, kontinens, kommunikation eller Side 2

3 Let udviklingshæmning Børn med udviklingshæmning vil i førskolealderen opleve vanskeligheder, da de ikke kan følge med i de andres sociale lege, kommer sprogligt til kort og bliver ofte udelukket fra legen, bliver overset eller behandlet som den lille. Resultatet bliver ofte, at barnet reagerer med frustration, der kan komme til udtryk som udfordrende adfærd eller ved at barnet resignere, eventuelt trækker sig ind i sig selv eller påtager sig rollen som klovn. Flyttes barnet til en mindre specialgruppe eller en specialbørnehave, vil man ofte se barnet blomstre op. Det samme kan ses, hvis barnet er begyndt i en skole og/eller et fritidshjem, hvis krav og udfordringer ikke svarer til barnets kapacitet. Flytning til specialskole og - fritidshjem kan her betyde, at barnet dels bliver gladere, dels kommer i gang med en indlæring, der var gået i stå. En forudsætning for at barnet udvikler sig harmonisk og bliver i stand til fuldt ud at udnytte sine evner er derfor, at det er i et miljø, der giver det relevante og tilstrækkelige udfordringer. For små krav og udfordringer - hvilket ofte er udtryk for fór små forventninger - gør, at barnet ikke udnytter sine evner. For store krav og uhensigtsmæssig stimulation, især overstimulation, vil til gengæld ofte medføre frustration samt emotionelle og adfærdsmæssige forstyrrelser. Nogle meget svagt fungerende og kontaktsvage børn er, ligesom meget for tidligt fødte børn, generelt overfølsomme for ydre stimuli og kan reagere med udtalt uro eller yderligere kontaktaflukning ved selv normal stimulusintensitet, og de kræver derfor særlige hensyn fra omgivelsernes side. Det er vigtigt, at man ikke acceptere negativ adfærd fra barnets side som en uundgåelig følge af udviklingshæmning, men i hvert tilfælde overvejer: Om der er tale om en adfærd, der skyldes nogle for barnet uhensigtsmæssige forhold i miljøet, Er udtryk for komplicerede psykiske forstyrrelser, Eller blot er en adfærd, der for barnets levealder er uacceptabel, men normal i forhold til barnets udviklingsalder. En 4årig, der er udviklet som en 2årig kan således let blive opfattet som aggressiv, hvis han smider med legetøjet eller skubber til de andre børn, en adfærd der er normal for et 2årig vuggestuebarn. På samme måde vil en 14årig, der morer sig med slåskampe, vække ængstelse i omgivelserne, ikke mindst, hvis hans begyndende pubertet vækker seksuelle impulser hos barnet selv, eller hvis hans adfærd af andre opfattes som seksuelt betonet. Puberteten og ungdomsårene er for børn med udviklingshæmning, som for normalt begavede, en periode med øget tendens til emotionel og adfærdsmæssig ustabilitet. Samtidig bliver de let udviklingshæmmede nu konfronteret med betydningen af deres handicap: deres begrænsede mulighed for et selvstændigt liv, egen bolig, et arbejde, og ikke mindst, at få en kæreste og, for pigerne, at få et barn. For en del af de unge, der indtil da har været psykisk stabile og harmoniske, kan det medføre betydelige psykiske og adfærdsmæssige problemer. Blandt de lidt svagere fungerende kan de forstyrrelser i adfærden, der allerede sås i barnealderen, være sværere at magte og at acceptere for omgivelserne i puberteten. Svær udviklingshæmning Mennesker med sværere eller sværest udviklingshæmning kræver betydelig støtte i dagligdagen, men hvis de ikke har komplicerede handicap, vil mange ved målrettet stimulation lære at klare de enkleste daglige funktioner, evt. med nogen hjælp. En del opnår et meget enkelt verbalt sprog, men efter at man i dag i vid udstrækning støtter dette med et forenklet tegnsprog, tegn til tale, og evt. supplerer med stiliserede tegninger, piktogrammer samt fotografier, har flere nu opnået en ikke ubetydelig kommunikation. Det gælder ikke mindst personer med Down syndrom, der ofte har et i forhold til deres samlede udvikling dårligt verbalt sprog, men en betydelig evne til imitation og interesse for at indgå i samspil med omgivelserne. De er motorisk meget sent og oftest svagt fungerende, men kan også være præget af en planløs hyperaktiv motorik. De kræver derfor massiv omsorg og skal have hjælp til selv de enkleste af dagligdagens gøremål. Da de ikke selv har fornemmelse for, hvad der kan være farligt, må man tilrettelægge deres miljø, så de ikke kommer galt af sted, samtidig med at man sikrer dem oplevelser og aktiviteter. Svær udviklingshæmning findes i de fleste undersøgelser hos ca. 0,3 til 04,%. Der er langt mere usikkerhed om prævalensen for let udviklingshæmning, hvilket skyldes flere forhold. Side 3

4 Forekomst/epidemiologi Hyppigheden af udviklingshæmning er ca. ½ gang større hos drenge end piger, og hvor det drejer sig om arvelige lidelser, herunder de x-bundne lidelser som f.eks. Fragilt X-syndrom, er den ca. 3 gange større. Ifølge WHO er forekomsten af udviklingshæmning ca. 3% i industrialiserede lande. Rent statistisk vil forekomsten af udviklingshæmning kunne fastsættes til ca. 2,3%. Det vil sige den andel af en population som statisk forventes at præstere to standardafvigelser under gennemsnittet på en psykometrisk test hvor gennemsnittet er sat til 100 og standardafvigelsen er 15 (Lezak, 1995). I skandinaviske lande varierer forekomsten fra ca. 1% til i overkanten af 2%. Imidlertid er der stor variation fra studie til studie. Der er traditionelt fundet lavere målt forekomst af udviklingshæmning i skandinaviske lande end i USA. Dette antages at have sammenhæng med en større udbredelse i psykometriske test i USA. I Skandinavien er kun personer med behov for støtte fra det offentlige blevet registreret som udviklingshæmmet. Svær udviklingshæmning findes i de fleste undersøgelser hos 03 til 0,4% af befolkningen. Der er langt mere usikkerhed om forekomsten for let udviklingshæmning. Dette kan skyldes forskellige krav og forventninger i personens miljø, samt forskellige traditioner og ideologi/behov for at diagnosticere mennesker som skiller sig ud fra flertallet. Konkrete tal for forekomst Amt Indbyggere 1,5% / 00 Københavns Amt Frederiksborg Amt Roskilde Amt Vestsjællands Amt Storstrøms Amt Bornholms Amt Fyns Amt Sønderjyllands Amt Ribe Amt Vejle Amt Ringkøbing Amt Århus Amt Viborg Amt Nordjyllands Amt Københavns kommune Frederiksberg kommune Hele landet Side 4

5 Lidt historie Udflytningen fra de store institutioner er i de enkelte amter sket enten gennem en revolution fra toppen eller på grund af kommunale ønsker om at etablere et tilbud for mennesker med udviklingshæmning i kommunalt regi. Der blev hurtigt etableret bofællesskaber, efter nedlæggelsen af de store centrale institutioner. Personer med let udviklingshæmning udgjorde gruppen der først flyttede fra de store centrale institutioner. Myndighederne havde en forventning om at disse grupper umiddelbart kunne forventes at have glæde af et bofællesskab. Derudover havde gruppen ikke det helt voldsomme behov for professionel støtte og var derfor billigere for kommunerne/amtskommunerne at støtte i bofællesskab end på institution. Undersøgelser viser at udviklingen ikke var entydig. Også mennesker svær udviklingshæmning med stort støttebehov blev visiteret til bofællesskaber. Visitationerne bygger på det lokale samarbejde mellem amt og kommune, - om fælles og modsatrettede økonomiske interesser. Derudover kommer fortolkningen af loven og vejledningen. Der viser sig store forskelle blandt andet i forhold til, hvorvidt det er imod intentionerne i 91 at have døgndækning i bofællesskaberne. Argumenterne imod døgndækning fokuserer først og fremmest på risikoen for, at bofællesskabet får karakter af institution, og dermed ikke bliver beboernes eget hjem. Beboernes indflydelse på visitationen Der skal reelt være tale om alternative muligheder, for at en person kan vælge at flytte. For mange mennesker med udviklingshæmning er de alternative muligheder ikke mange. For at kunne vælge er det ligeledes en forudsætning at valgmulighederne er bekendte. Nogle erfaringer vedrørende mennesker med udviklingshæmning, som tilbydes bofællesskab er, at de alternative bomuligheder ikke præsenteres tydeligt nok, at omgivelserne f.eks. specialklasser og voksenskoler motiverer de unge til bofællesskab og at de unge er bange for, at det konkrete bofællesskabstilbud er det eneste tilbud, de får, og derfor ikke tør sige nej. Beboerantal Der er stor forskel på antallet af beboere i bofællesskaberne. For planlæggere af bofællesskaber er spørgsmålet om beboerantal mest aktuelt i de kollektive botyper, dvs. villa - og lejlighedsbofællesskaberne. Den helt gennemgående holdning er, at sådanne bofællesskaber ikke må være for små. Det nævnes, at et bofællesskab, som består af tre personer, er for spinkelt et grundlag. Bofællesskabet er sårbart i forhold til, at alle skal kunne lide hinanden, og i en situation, hvor én beboer f.eks. er indlagt, og en anden er hjemme hos forældrene hver weekend, vil der kun være en tilbage i bofællesskabet. Et beboerantal på 4-6 personer anses for at være en god størrelse. Større grupper er ikke hensigtsmæssige i forhold til opbygning og oplevelse af fællesskab, og især kontaktsvage beboere kan ikke overskue så mange. Et bofællesskab med for mange beboere kan derudover miste sin karakter af et privat hjem, bl.a. fordi medarbejdertallet dermed også vil vokse, og deres tilstedeværelse kan blive for dominerende. Side 5

6 Beboernes indflydelse på beboersammensætningen Beboerindflydelse i forhold til valg af nye beboere er mest relevant i de kollektive bofællesskabstyper. En typisk fremgangsmåde i forbindelse med indflytning af en ny beboer i et etableret bofællesskab er, at en eller flere potentielle beboere kommer på besøg flere gange, hvorefter både bofællesskabet og den potentielle beboer har mulighed for at sige fra. Forud for denne proces er der ofte foretaget en grovsortering fra visitationsteamet og ledelsesside. Kriterierne for denne grovsortering er forskellig afhængig af: 1. målgruppe bofællesskabet er oprettet i forhold til - se bofællesskabets virksomhedsplan, servicedeklaration, målsætning etc. 2. Ansøgerens placering på en venteliste 3. Bofællesskabets ønsker i forbindelse med nye beboere med hensyn til køn, alder og ikke mindst interesse - se bofællesskabets etiske regnskab, socialetisk regnskab, kubiundersøgelse, visioner, målsætning etc. Interessefællesskab er meget vigtigt for beboerne i udvælgelsen af ny medbeboere. Erfaringerne med at overlade afgørelsen til beboerne er særdeles positive, også selvom beboerne finder, at det er en svær proces, og at det kan være svært at træffe en beslutning. Det er ønskeligt at beboerne har vetoret i visitationsprocessen. Det er en betingelse for et velfungerende bofællesskab, at beboerne selv har ønsket hinandens selskab og en betingelse for gnidningsløse indflytninger samt gensidig ansvarlighed. Beboersammensætningen - homogene eller heterogene grupper Beboersammensætningen er af afgørende betydning i forhold til at sikre kvalitet i bofællesskaberne. En overordnet indfaldsvinkel til diskussionen om beboersammensætningen drejer sig om, hvorvidt bofællesskaber skal bestå af homogene eller heterogene grupper. Ved en heterogen beboersammensætning, hvor der er meget stor forskel på beboerne i bofællesskabet i forhold til praktiske færdigheder, psykiske/ intellektuelle ressourcer og behov for støtte, kan den/de mindst handicappede få en hjælperrolle/reservepædagogrolle overfor de mere handicappede, hvilket kan medføre et stort ansvar og opleves belastende. En yderligere ulempe for de mest ressourcestærke er, at de ikke har nogen at leve op til. For de mest ressourcesvage er det omvendt positivt, at bofællesskabet har mere ressourcestærke beboere. En heterogen gruppe giver bedste betingelser for mennesker med svær udviklingshæmning. Som et generelt argument for en heterogen beboersammensætning kan hævdes, at beboerne med forskellige stærke/svage sider kan supplere/kompensere for hinandens svagheder. Dette forudsætter dog, at de stærke sider ikke kun findes hos den/de samme personer, og at det pædagogiske arbejde med det indbyrdes samspil prioriteres højt. For en homogen sammensætning taler, at beboerne her er jævnbyrdige og har lige forudsætninger. Ulempen for de ressourcesvage er til gengæld, at der ikke er nogen forbilleder. En positiv konsekvens af en homogen gruppe er også, at alle har samme støttebehov, hvilket medfører, at der ikke bliver ansat mere personale end højst nødvendigt for alle beboerne. Dette forhold er betydningsfuldt i forhold til at opnå/bevare mest mulig magt over egen tilværelse. Nogle betingelser, som skal være opfyldt, for at beboerne kan fungere godt sammen er, at beboerne skal kunne forstå og kommunikere med hinanden, og at de derudover er nogenlunde jævnbyrdige. En anden betingelse for at beboerne kan hjælpe hinanden er, at de selv har valgt at bo sammen på basis af frivillighed. Undersøgelser peger på at man i en vis udstrækning kan hævde at de heterogene grupper, hvor de bedste er hjælpere modsvarer nogle økonomiske behov, hvorimod de homogene grupper formentlig i større omfang modsvarer beboerbehov, herunder muligheden for gensidighed og dannelse af socialt netværk. At det er af afgørende betydning for trivslen og kvaliteten i et bofællesskab, at beboerne har valgt hinanden, kan overhovedet ikke betvivles. Et dilemma er måske, at denne praksis kan komme til at udelukke nogle potentielle interesserede - dem der ikke bliver valgt. Hvorvidt dette i praksis er et problem, kan ikke dokumenteres. Side 6

7 Hvad siger lov om social service? Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysiske eller psykiske funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte. Kommunen og amtskommunen skal sørge for at samordne den indsats, der iværksættes over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte. Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på botilbud, herunder pensioner til børn og unge, der skal anbringes uden for deres hjem eller på grund af vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje og behandling. Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på særlige daginstitutioner for børn og unge, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for støtte eller behandling, som ikke kan klares i en almindelig daginstitution. Optagelse skal søges i kommunen, der skal videresende anmodning til amtet, der har afgørelsen med hensyn til pladsanvisning. Betaling for ophold i særlig daginstitution Ophold i særlig daginstitution er vederlagsfrit i tilfælde, hvor et barn med vidtgående fysisk eller psykisk handicap er optaget i institutionen alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde. Såfremt optagelsen i særlig daginstitution sker på andet grundlag, betales for opholdet efter samme regler som for ophold i dagtilbud. Forældrebetalingen kan dog maksimalt udgøre, hvad der svarer til den gennemsnitlige forældrebetaling i opholdskommunens tilbud for samme aldersgruppe. Amtsrådet træffer efter indstilling fra kommunalbestyrelsen i opholdskommenen afgørelse om bortfald eller nedsættelse af forældrebetaling, når forældrenes indtægter ligger inden for de indtægtsintervaller, der gælder for almindeligt dagtilbud. Botilbud til personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap Amtsrådet skal sørge for, at der findes særlige plejehjem for yngre og for personer med lidelser, der enten forudsætter en bestemt indretning af plejehjemmet eller gør periodevis indlægges til rekreation eller behandling nødvendig. Der skal tillige være det nødvendige antal pladser på botilbud for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje og behandling, som ikke kan klares på sygehus eller andre dag eller døgninstitutioner. Kommunalbestyrelsen i ens kommune skal indstille efter ansøgning til amtsrådet. Under opholdet får beboeren udbetalt sin pension og betaler selv for opholdet. Side 7

8 Frit valg Personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap har ret til frit at vælge et botilbud i en anden amtskommune end den aktuelle opholdsamtskommune, navnlig hvis flytningen skyldes et ønske om at bevare en tæt kontakt til nære pårørende med bopæl i den ønskede tilflytningskommune. Ved nære pårørende forstås forældre, børn, søskende eller andre, som den pågældende har en nær tilknytning til. Retten til frit valg omfatter ret til, at ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat kan indgå i husstanden. Hvis en person ønsker, at ægtefælle, registreret partner eller samlever fortsat kan indgå i husstanden, skal det botilbud, der tilbydes, være egnet til 2 personer. Det er en betingelse, at den pågældende person opfylder betingelserne i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen. Tilflytningskommunens vurdering skal ske efter samme retningslinier, som gælder for amtskommunens egne borgere. Døgntilbud til børn med handicap Formålet med at give hjælp til familier med børn og unge med handicap er overordnet at gøre det muligt for forældrene at beholde barnet i hjemmet så længe som muligt. Tiderne er heldigvis forbi, hvor et forældrepar af lægen på hospitalet blev rådet til at sende deres barn med handicap på institution, glemme det - og så hurtigt som muligt få et nyt barn uden skavanker. I en del år har det næsten ikke været tilladt for forældre at tage den beslutning at lade et barn flytte hjemmefra. Selv om dagligdagen med barnet krævede så meget, at det ikke kunne lade sig gøre at få hverdagen til at hænge sammen, uanset hjælp og støtte. Nogle børn med handicap kræver pleje og opmærksomhed i døgndrift, og ingen - heller ikke barnet med handicap - har glæde af, at andre ofrer deres liv for en. Det kan være den rigtige beslutning for en familie at lade barnet flytte hjemmefra. Når et barn med en væsentlig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne bliver teenager, kan det ofte være svært at skabe et ungdomsliv med venner og spændende aktiviteter i en families rammer. Skolekammeraterne bor langt væk, og der kræves ofte megen plads for at de kan være sammen, mere end hvad en familiebolig normalt giver mulighed for. I disse tilfælde kan familien måske godt klare pasningen og omsorgen for den unge, men må se i øjnene, at der sker for lidt i fritiden, der er spændende for den unge. I et sådant tilfælde kan det være en god løsning at flytte på en ungdomsafdeling i et botilbud. Når en familie lader et barn med handicap flytte i botilbud, er der næsten altid tale om, at forældrene selv retter henvendelse til kommunen for at få hjælp hertil. Kommunen skal følge de samme regler som gælder for anbringelser af børn udenfor hjemmet generelt. Der er ikke megen hjælp at hente i Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge da der ikke er tænkt på børn og unge med handicap. Ifølge 53 i Lov om social service, skal kommunen udarbejde en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om en anbringelse. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v. Planen skal endvidere angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse. Der skal naturligvis også udarbejdes en plan, når det drejer sig om børn og unge med handicap. Men det vil meget sjældent være relevant at tale om planer for tiden efter barnets hjemgivelse. Når en familie lader sit barn eller ung med handicap flytte hjemmefra, vil det ske efter lange overvejelser, og det vil så at sige altid være meningen, at barnet ikke skal flytte hjem igen. Side 8

9 Døgntilbud til børn med handicap Ifølge 54 skal unge, der er fyldt 15 år give deres samtykke til en anbringelse. Når en ung med handicap flytter hjemmefra, vil den unge meget sjældent kunne give sit samtykke, idet den unge ikke er i stand til at forstå, hvad der sker. Det ville være ønskeligt, at man fra Socialministeriet havde overvejet, hvordan man foretager anbringelser af børn og unge med handicap, så man støtter familien bedst muligt under hele forløbet og havde formuleret disse i en vejledning. Det er en meget svær beslutning at tage for en familie, og det er meget vigtigt, at man støtter familien gennem denne proces. Det er vigtigt, at familien modtager al den støtte, der er nødvendig for at få hverdagen til at fungere med barnet i hjemmet, så familien ikke føler sig presset til at sende barnet hjemmefra. Det vil være naturligt, at lave en plan i forhold til indsatsen overfor et barn med betydelig nedsat funktionsevne, - også når barnet/den unge bor hos forældrene. Det er for sent at lave en plan, når barnet ikke længere kan være hjemme. Der bør hvert år laves en plan sammen med forældrene, så man f.eks. kan forberede sig på, at det måske er tiden at begynde at tænke på, at barnet skal flytte. Forældrene vil ofte føle, at de svigter deres ansvar som forældre. Forældrene bekymre sig om andre kan forstå barnet og tage vare på det. Denne tvivl skal have lov til at komme frem og blive drøftet, før det hele brænder på. Når beslutningen er truffet, skal der gøres overvejelser om, hvor barnet eller den unge skal bo. Amtskommunen er forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på botilbud for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. 51 i Lov om social service. Der mangler imidlertid botilbud, og plejefamilier er som regel ikke løsningen. Når familien selv har måttet give op, vil en anden familie sjældent kunne klare opgaven. Når det drejer sig om små børn, bruger man af og til plejefamilier, men meget sjældent ved større børn. Så valgmulighederne er i realiteten meget små. Forældrene skal have mulighed for at komme på besøg og vurdere de forskellige muligheder. De fleste forældre ønsker en lille enhed, der ligger tæt på hjemmet, så kontakten til barnet let opretholdes. Selv om barnet eller den unge flytter i botilbud, ønsker forældrene stadig at være forældre til deres barn. De ønsker stadig, at barnet skal tage del i familiens live med fødselsdage, ferier og andre aktiviteter. Forældrene vil stadig gerne med til lægekonsultationer og skolekonsultationer m.m. de vil gerne stadig vælge frisure og tøj til børnene. Det kræver ofte en hårfin balance i forholdet mellem botilbuddets personale og forældrene og stor gensidig Overgangen til voksentilværelsen Forældre til unge med handicap har somme tider slet intet valg. Der er ikke de tilstrækkelige boliger, så den unge kan blive nødt til at blive boende hjemme, selv om hverken han eller forældrene ønsker det. Eller de tilbud der er, er af en sådan kvalitet, at forældrene vælger at lade den unge blive boende hjemme. Jo længere tid den unge bliver boende hjemme, jo sværere vil det ofte være at flytte hjemmefra. Familiens hverdag er efterhånden blevet fælles, og økonomien bliver det efterhånden også, så økonomien bliver mere eller mindre fælles. I sådanne tilfælde er det vigtigt med tilbud om aflastning til den unge. Der må her være tale om varierede tilbud, der giver den unge muligheder og udfordringer, så selvstændigheden fortsat udvikles, og den unge og forældrene hele tiden har mulighed for oplevelser hver for sig. Det er f.eks. vigtigt at støtte den unge til at tage på ferierejser uden familien, at tage på kurser eller højskole og lignende. Det er et stort problem, at der ikke er tilstrækkelig gode botilbud til unge med væsentlige funktionsnedsættelser. Det betyder, at vi skaber handicappede familier, så kommune og amtet ikke alene står med en ung med handicap, men ind i mellem med en familie hvor forældrene også har behov for hjælp. Side 9

10 Voksne med funktionsnedsættelse For de fleste mennesker er det vigtigt, hvor og hvordan de bor. Boligen handler om livsstil og livskvalitet og er rammen om alle øvrige aktiviteter som job, familieliv, fritidsliv m.v. For nogle mennesker er det vigtigt at bo på landet omgivet af dyr og natur, for andre er det vigtigt at bo i byen tæt på natteliv, kulturelle aktiviteter m.v. mange ønsker at vælge mellem at bo fælles med andre f.eks. på kollegium eller i bofællesskab, i socialt boligbyggeri, i andelsbolig eller i ejerbolig. En sådan prioriteringer gør langt størstedelen af mennesker med handicap naturligvis også. Det kan være svært at finde den ønskede bolig, den bolig der opfylder ens ønsker og behov. For mennesker med f.eks. bevægelseshandicap er dette endnu sværere, idet der er mange faktorer der skal tages hensyn til. Det er uhyre vigtigt at tilgængeligheden til boligen er i orden, at vedkommende overhovedet kan komme ind. Desuden er selve indretningen af boligen meget vigtig. Hjælpemidler kræver god plads og gennemtænkt placering af rum, bad m.v. F.eks. kørestolsbrugere kræver god plads på toilettet og i badet. Køkkenets indretning er også vigtig. F.eks. kan én bordhøjde være nødvendig for kørestolsbrugeren og en anden for gående. Derudover skal boligens øvrige rum være af en sådan størrelse og indretning, at personen i kørestol kan færdes og leve i den. Udover kørestol kan vedkommende have andre pladskrævende hjælpemidler. Det kan f.eks. være en badestol, lift og reservekørestol. Nogle mennesker med svære bevægelseshandicap har behov for en hjælper 8 16 timer pr. døgn, for andre er det nødvendigt med døgnhjælp. At have hjælpere kræver yderligere plads, idet det for vedkommende med handicap er væsentligt og nødvendigt, at være alen med f.eks. ægtefælle/samlever, børn og venner for at kunne have en så almindelig tilværelse som muligt. Derfor er det ønskeligt med et ekstra værelse til hjælperen, som han/hun kan benytte, når vedkommende med handicap ikke lige har brug for hjælp. Dette er absolut rarest for alle parter og giver den største værdighed i ansættelsesforholdet. Det er meget få boliger, der er umiddelbart tilgængelige for personer med stærkt bevægehandicap og det gør boligvalget betydelig sværere for disse mennesker. Mange mennesker med handicap vælger derfor en bolig ud fra, hvad der nu er at få. Det viser sig ofte ikke at være særlig tilfredsstillende, da disse boliger ofte ikke tager udgangspunkt i eller er velegnede til den pågældendes reelle behov og ønsker. Det kan være svært for vedkommende at færds i boligen, hvis den f.eks. er lille eller dårligt indrettet. Det kan f.eks. være svært at benytte toilet og bad. Hjælperne skal også have ordentlige arbejdsbetingelser. Der skal således være god plads omkring toilettet, badefaciliteterne skal være sådan indrettet at hjælperen ikke belaster sin ryg uhensigtsmæssigt osv. I kollegiebyggeri er der meget få handicapegnede værelser og derfor er det svært for studerende med handicap, at bo på denne måde. Kollegieboliger er en eftertragtet boligform for mange studerende, ikke mindst på grund af det sociale samvær med andre studerende. Et samvær der ofte er af stor værdi både fagligt og personligt for den studerende. Mange mennesker flytter en hel del gange i løbet af et livsforløb. F.eks. flytter folk derhen, hvor de kan tage den uddannelse de ønsker sig, dernæst flytter de derhen hvor jobbet eller kæresten/vennerne befinder sig, for måske senere at flytte ud af byen. I de senere år har der været en tendens til at bygge stadig mindre boliger, specielt indenfor det sociale boligbyggeri. Samtidig hermed er handicapboliger praktisk og begrebsmæssigt blevet slået sammen med ældreegnede boliger. Ældre mennesker og mennesker med bevægelseshandicap har oftest meget forskellige behov for indretning af boligen, hvorfor denne sammensmeltning er meget uheldig. I Lov om boligstøtte, som den fungerer i dag, er der mulighed for at yde boligstøtte til 10kvm. Ekstra til personer med stærkt bevægelseshandicap. Der er dog intet retskrav på at opnå de ekstra m 2 såfremt arealet er fordelt på tre rum til enlige og fire rum til par. Desuden er 10m 2 ikke meget ekstra plads til diverse hjælpemidler og evt. hjælpere. Kommunerne kan dispensere fra rum antallet, hvis de ønsker det. Der er dog ikke mange kommuner der benytter sig af denne dispensationsmulighed. Især ikke når det gælder udenbys borgere, der ønsker at flytte til kommunen. På denne måde er mennesker med bevægelseshandicap i mange tilfælde reelt stavnsbundet til den kommune, vedkommende nu engang bor i og meget afhængige af kommunens goodwill på boligområdet. Der er dog andre muligheder. Såfremt den boligsøgende med bevægelseshandicap har en tilstrækkelig høj indkomst kan vedkommende enten søge en bolig i et privat bolig byggeri eller købe en andels- eller ejerbolig. Et af de områder hvor Lov om Social Service er ændret radikalt, er på området med bolig. Mange hundrede års tradition med at lade mennesker med svære fysiske og psykiske handicap bo på institutioner, er nu principielt ophævet, da institutionsbegrebet er afskaffet ved lov. Som led i princippet om sektoransvarlighed, er bestemmelserne om at etablere f.eks. kommunale bofællesskaber, overflyttet fra de sociale love til boliglovene, dog med fortsat mulighed for at etablere boltilbud efter den sociale lovgivning. En så radikal ændring af en mangeårig praksis ændres ikke over en nat, de tidligere institutioner. Men der foregår mange steder en udviklingsproces, så såvel de fysiske rammer som det faktiske indhold i botilbuddet ændres, således at lejerne af boligen ikke kun formelt, men også reelt, bor i sin egen bolig og ikke på en institution. Side 10

11 Boliger i henhold til boliglovene Lovgivningen om boliger til mennesker med handicap reguleres nu efter såvel den almindelige boliglovgivning og efter den sociale lovgivning. For botilbud til mennesker med handicap fremgår det nu i boliglovene, at der er: 1. en kommunal forsyningsforpligtelse og 2. en amtskommunal forsyningsmulighed. Det er således kommunen, der har ansvaret for, at der er det nødvendige antal boliger, f.eks. bofællesskaber, til mennesker med handicap. Men en amtskommune kan godt men er ikke forpligtet til at bygge f.eks. bofællesskaber til mennesker, der er udviklingshæmmede, svært bevægelseshandicappede etc. Fælles for de boformer, der oprettes og drives efter reglerne i Lov om social Service er, at lejelovgivningens bestemmelser ikke finder anvendelse ( 96). Der kan ved visitationen tages hensyn til beboersammensætningen, herunder beboernes funktionsevne og behov for hjælp. Ligeledes kan de fysiske rammer også spille en rolle, hvilket betyder, at der ikke er de samme krav til boligens størrelse og indretning, f.eks. som når boligerne oprettes efter boliglovene, hvor der er minimumskrav til f.eks. antallet af rum, selvstændigt køkken og bad, etc. Lovgivningen åbner op for, at den myndighed der ikke har forpligtelsen, godt må oprette boligerne alligevel, herved udvides den kommunale og amtskommunale handlemulighed. Såvel kommuner som amter kan oprette midlertidige botilbud. Kommunen kan tilbyde midlertidig ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor ( 91). Der er tale om midlertidige ophold, herunder weekendophold, til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning m.v. Det er formålet med opholdet, der bestemmer opholdets længde, herunder om personen selv kan klare at bo alene, eller har behov for en bolig efter Lov om Social Service eller Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger. Der vil som regel blive fastsat et tidspunkt for opholdets længde. Sociallovgivningens boformer I lovgivningen er det fastslået, at en kommune kan oprette en midlertidig bolig, mens amtet skal sikre, at der er etableret det nødvendige antal midlertidige boliger ( 93). Forsyningsansvaret er således placeret hos amtet, men der er med lovgivningen åbnet op for, at kommunerne kan etablere midlertidige botilbud. Amtet sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold for personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis. Udover at det er fastslået, at amtet har pligt til at etablere det nødvendige antal boliger, er hensigten med bestemmelsen at regulere tilvejebringelsen af botilbud, der med hensyn til udformning og indhold ligger udover det, der er hensigtsmæssigt kan etableres efter Lov om almen boliger. Heri ligger bl.a. at botilbuddet efter denne bestemmelse ikke er omfattet af lejelovgivningens regler om uopsigelighed, hvorfor der gennem visitationsproceduren er mulighed for, at tilrettelægge beboersammensætningen på en måde der sikrer en hensigtsmæssig intensiv indsats. Ovennævnte bestemmelser er uden tvivl praktisk set ud fra en rationel tankegang. Set ud fra et ligebehandlingssynspunkt rummer bestemmelsen et indgreb i den enkelte borgers ret til at blive boende i sin egen bolig, da den pågældende må flytte såfremt der flytter beboere ind, som man ikke ønsker at bo sammen med og som man ikke har haft indflydelse på skulle flytte ind. Borgeren har ( 92, stk. 3) ret til at flytte til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune, når ganske særlige forhold taler for det. Der tænkes her overvejende på familiære tilknytningsforhold i det amt, som borgeren ønsker at flytte til. Amtet sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidige ophold i boformer: 1. til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte og 2. til personer med nedsat fysisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. Amtet træffer beslutning om optagelse efter indstilling fra opholdskommunen. De botilbud der konkret tænkes på, er døgnaflastningstilbud eller optrænings- og udslusningsboliger, typisk for voksne der er udviklingshæmmede eller stærkt bevægelseshandicappede. Der kan ikke sættes varighed på opholdets længde, der beror på om formålet med opholdet er opfyldt. Side 11

12 Sociallovgivningens boformer Når en borger har midlertidigt eller længerevarende ophold i amtskommunale botilbud, yder amtet følgende servicetilbud ud fra en behovsbestemt vurdering ( 81): 1. personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, 2. socialpædagogisk bistand, 3. ledsagelse, 4. kontaktperson til døvblinde. Ovennævnte servicetilbud kan amtet også yde borgeren i tilfælde, hvor amtet har oprettet boliger i henhold til Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. hermed er der sikret en fleksibilitet i forhold til, hvilke myndigheder der kan etablere boformer for mennesker med betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. For de længerevarende botilbud, uanset om de er etableret af kommunen eller amtet, betaler beboeren husleje og øvrige boligrelaterede udgifter, såsom varme, el, vand, fællesudgifter til vicevært m.v. Ligesom der betales for almindelig ansvars- og ulykkesforsikring, såfremt beboeren ønsker at tegne sådanne. Der er i øvrigt mulighed for at købe andre ydelser, såsom rengøring og vask, frisør, fodpleje, beklædning, kost m.v. Udgifter til medicin og lægehjælp betales på samme vilkår, som gælder andre befolkningsgrupper. Dvs. at en eventuel egenbetaling afholdes af beboeren selv. Fritidsaktiviteter, befordring og rejser betaler beboeren selv. Ligesom beboeren betaler indretning af egne rum. Fællesrum, som er et naturligt led i botilbuddet, indgår i botilbuddets driftsudgifter og dermed i beboerens boligbetaling. Hjælpemidler der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne, eller som i øvrigt er basis inventar det pågældende sted, stilles til rådighed som led i botilbuddet. Det drejer sig f.eks. om senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning med toiletforhøjer, bad/bækkenstole, ramper, kørestole uden særlig indretning, faste kommunikationsanlæg, teleslyngeanlæg, blinkanlæg, tunghøreklokker m.v. Hvilke krav stilles, hvem er det der bygges for/til? Det er vel passende her at spørge hvem det egentligt er der bygges for eller til? Hvilke krav stiller den borger som skal være beboer i det kommende bofællesskab eller døgnbolig? Kan vi tillade os at opstille generelle krav og normer, eller skal der tages konkret hensyn til den enkelte borger? Vil alle mennesker med udviklingshæmning være interesserede i at bo i kollektivlignende botilbud eller vil der også være behov og ønsker om individuelle botilbud eksempelvis i socialt boligbyggeri? Før vil begynder at udtale os om de konkret botilbud bør vi vel stille os klart hvilke ønsker der er til de aktiviteter som skal foregå i boligerne. Hvilke forventninger har vi til indsatsen? Skal der være sammenhæng mellem aktiviteterne i boligen og i den beskyttede beskæftigelse? Skal der foregå træning og udvikling af funktioner i boligen eller skal den være forbeholdt rekreative aktiviteter? Side 12

13 Omsorg og hverdagsliv Der er i vores kultur et skarpt skel mellem hjemmet og andre dele af samfundslivet. Vi kan se det udtrykt i boligformen og de symboler og ritualer, der benyttes til regulering af andres adgang til hjemmet og til at markere afstand. Inden for hjemmets rammer udvikles der et særegent brugsmønster. Med tiden, udvikles vaner, rutiner og bestemte måder at bruge hjemmet på, som både afspejler og bekræfter beboerne som unikke individer. Livsførelsen antyder, hvilken følsom proces det må være at gøre hjemmet til en omsorgsarena og til arbejdsplads for omsorgsudøvere. Flere undersøgelser giver bidrag til forståelse af hjemmet som en intim og privat arena (Finset, 1981, Gullestad, 1984, 1989, Holter, Henriksen, Gjertsen og Hjorth, 1975, Nørve, 1984) Den omsorgsudøvelse, der finder sted i hjemligt regi, foregår ofte som en integreret del af dagligdagen, og det kan være vanskeligt at udskille den fra dagens øvrige aktiviteter. Omsorgsudøvelsen er blevet en del af de øvrige husholdningsaktiviteter og er kun i ringe udstrækning afgrænset fra disse aktiviteter i tid, sted eller formål. De professionelle omsorgsudøvere stilles over for store udfordringer, da deres arbejde er vanskeligt at definere og afgrænse i tid samt hvem aktiviteterne er rettet imod og hvilke aktiviteter den består af. Spørgsmålet om, hvilke arbejdsopgaver omsorgsudøveren skal udføre, og hvilke opgaver, der falder uden for deres opfattelse af, hvad der er relevante arbejdsopgaver, vil være centrale i den omsorg, der foregår under hjemlige forhold på en helt anden måde end det er på institutionsområdet. Personalegrupperne på institutionerne har en relativt entydig arbejdsfordeling at holde sig til, hvor man i den hjemlige omsorgsudøvelse i vidt omfang skal forhandle sig frem til en arbejdsdeling. Der skabes forventninger hos beboerne om at kunne føre en selvstændig og uafhængig tilværelse, når hjemmet etableres som ideal og arena for omsorgsudøvelsen forventninger der bliver en væsentlig faktor i omsorgsarbejdet. For den, der modtager omsorgen, bliver forhandlingerne derfor både et spørgsmål om arbejdsfordeling og arbejdsbelastning og om, hvilken type menneske, man gerne vil fremstå som i egne og andres øjne (Haavind, 1984). Gennem de omsorgsopgaver, forhandlingsparterne påtager sig (eller ikke påtager sig) vil der produceres og reproduceres både den konkrete omsorg og deres indbyrdes sociale relationer. Den snævre sammenhæng, der er imellem omsorgsopgaver og social identitet, er et forhold, der kræver stor opmærksomhed fra personalets side. Personalegrupperne må forstå, at de, når de overtager nogle arbejdsopgaver, samtidig berører en følelse hos borgeren af ikke at slå til, og det må de tage i betragtning, når de udformer deres professionelle rolle. Det at yde omsorg i andres hjem vil påvirke forholdet mellem omsorgsgiveren og den, der modtager omsorgen. Det vil være vanskeligt og til tider også uhensigtsmæssigt at opretholde den strenge afgrænsning i forholdet mellem parterne, der ofte kendetegner professionelle relationer. Det at arbejdsopgaverne udføres alene og i borgeren hjem skal ses i sammenhæng med den intimitet, som et privat hjem indbyder til, og kan bidrage til at udviske forskellene mellem at være den professionelle omsorgsudøver og en privat person. Dette forhold kan igen føre til, at forholdet mellem omsorgsgiver og omsorgsmodtager i højere grad bliver præget af de normer og uskrevne regler, som gælder for personlige relationer, og som på mange måder står i en diametral modsætning til de professionelle idealer (Gullestad, 1983). Vores moderne velfærdssamfund har medført, at omsorgsarbejdet er blevet delt i to: det private og uformelle, hvor nære pårørende er de vigtigste omsorgsgivere, og den offentlige, formaliserede omsorg, hvor forskellige grupper af professionelle er de vigtigste omsorgsgivere. Denne opdeling har medført at vi har større kundskab i forhold til at udfører omsorgsarbejde. Vi råder således ud over den faglige, erhvervsbaserede kundskab, over en betydelig viden om omsorgsudøvelse, der stammer for vores eget liv. Det kan dog konstateres at hverdagskundskaben i tidens løb er blevet fortrængt og vigtige omsorgskvaliteter er gået tabt i den offentlige omsorgsudøvelse. Omsorgsudøverne kommer til, som arbejdstagere og som forvaltere af betydelige samfundsmæssige ressourcer, at forholde sig til de regelsæt og rationalitetsformer, der hersker. På den anden side ligger der i selve omsorgsarbejdets karakter en forpligtelse til at arbejde på grundlag af solidaritetens og fællesskabets præmisser. Omsorgens kvalitet kan beskrives på følgende måde: 1. Omsorg er en social relation. Det vil sige, at omsorg har at gøre med fællesskab og solidaritet med andre. 2. Omsorg har at gøre med forståelse for den anden, en forståelse, som jeg tilegner mig i kraft af, at jeg gør ting for og sammen med den anden. Vi udvikler fælles erfaringer, og det er de situationer, vi har erfaringer fra, vi er i stand til at forstå. Derfor vil vores oplevelse af andre være bestemt af den måde, hvorpå de forholder sig til deres situation. 3. Hvis omsorgen skal være ægte, må jeg forholde mig til den anden ud fra en holdning, der medfører, at jeg accepterer den anden på hans betingelser. Heri ligger der en gensidighed, der er udviklet i kraft af, at man handler sammen i en praktisk arbejdssituation. Side 13

14 Omsorg og hverdagsliv Der ses stigende krav til effektivitet, økonomisk bestemte prioriteringer og dokumentation af resultater i det daglige omsorgsarbejde. Tankegangen omkring plejetyngdemålinger er et eksempel på denne tankegang (Hamran, 1991). Der ses ligeledes eksempler på omsorgsudøvelse som får varekarakter, idet borgeren bliver tingsliggjort. De nye rammer som skabes gennem at etablere omsorg i eget hjem, rummer en mulighed for at overskride den herskende institutionskultur og gøre omsorgen fri af sin indespærring i systemet. Der kan være en mulighed for, hvis privatlivets modeller bliver eneherskende, at der skabes usikkerhed og aggression i stedet for liv, udvikling og omsorg. Hvis omsorgen skal sikres, må der udvikles en dialektik mellem de to former for omsorg, der i dag eksisterer side om side i vores samfund, og som i vores sind eksisterer som billeder, der ikke er forbundet med hinanden. God gruppeatmosfære Ifølge Bourdieu producers og reproduceres sociale former som resultat af et begrænset kundskabsrepertoire hos aktørerne i et system. Når vi benytter os af løsningsstrategier, der erfaringsmæssigt har vist sig at fungere i lignende situationer, bidrager vi ifølge Bourdieu til at reproducere vores forhistorie uden at tænke på hverken sociale normer eller regler. Fantasier om fremtiden og de muligheder, vi ser der, er præget af vores forhistorie. I planlægning af nye tiltag, er det fælles negative erfaringer fra institutionssystemet, der udgør det fælles udgangspunkt for arbejdet. Disse erfaringer kan imidlertid ikke alene give personalet et tilstrækkeligt grundlag for at planlægge nye boliger. For at skabe noget nyt, må der, som Sartre påpeger det, udformes et alternativ. Alternativet bliver imidlertid ikke skabt ved at træde ud af historien og frit vælge sig en fremtid, men derimod ved at trække på andre tidligere erfaringer. Personalegrupperne bruger skiftevis deres kulturelle kundskab om, hvordan et hjem ser ud og fungerer, og den kundskab, de har fra tidligere arbejde med mennesker med udviklingshæmning, derigennem skabes de visioner, som de nuværende tiltag udspringer af. Mennesket har en vis frihed til at konstruere sin egen virkelighed og til at vælge handlingsstrategier, der hænger sammen med den måde, verdenen opfattes på. Valg foretages ikke bevidst ét efter ét, sådan som mål middel modeller hævder det. Traditionen stiller ej heller et sæt præfabrikerede tanke- og handlingsmønstre til rådighed for os, som vi så vælger imellem, efter at vi først har dannet os en overordnet forståelse af situationen. Nye rammer kan gøre det muligt for personalegrupperne at bryde med institutionskulturen, uden at de skal lave om på sig selv eller deres vidensgrundlag. Der er dog eksempler på, at dette ikke er tilstrækkeligt for at sikre omsorgen. Udviklingen viser, at det flertydige, selvmodsigende og foranderlige, der kendetegner omsorgsområdets kundskab, på længere sigt skaber usikkerhed og undladelser frem for omsorg og udvikling. Det er svært at definere god gruppeatmosfære, ligesom det er svært at definere godt helbred hos et individ: men nogle af dens kvaliteter synes at være forbundet med: A. Et fælles mål, uanset om det består i at besejre en fjende eller at forsvare og fremme et ideal eller en kreativ model til forbedring af sociale relationer eller fysiske bekvemmeligheder. B. En fælles erkendelse hos gruppemedlemmerne af gruppens grænser og deres placering og funktion i forhold til grænserne for større enheder eller grupper. C. Evnen til at integrere nye medlemmer, og give slip på medlemmer uden frygt for, at gruppen skal miste sin individualitet - dvs. gruppekarakteren må være fleksibel. D. Eventuelle interne undergrupper må ikke have rigide (dvs. eksklusive) grænser. Hvis der findes en undergruppe, må den ikke være centreret om nogen af sine medlemmer eller om sig selv - således at andre medlemmer af den større gruppe behandles, som om de ikke hører hjemme inden for hovedgruppens grænser - og undergruppens betydning for hovedgruppens funktion må være generelt anerkendt. E. Hvert enkelt medlem påskønnes for sit bidrag til gruppen og kan bevæge sig frit inden for gruppen: bevægelsesfriheden begrænses kun af de alment accepterede vilkår, som er udfærdiget og pålagt af gruppen. F. Gruppen må være i stand til at konfrontere utilfredshed inden for gruppen og må have midler til at imødegå en sådan utilfredshed. G. En gruppe bør bestå af mindst tre medlemmer. To medlemmer har personlige relationer: med tre eller flere sker der en ændring i kvaliteten (interpersonelle relationer). Side 14

15 Lovmæssigheder i social adfærd Før vi træffer et valg eller kommer med en anbefaling omkring boligens størrelse, placering, hvordan de enkelte huse skal anlægges i forhold til hverandre, kunne det eventuelt være en ide at hente viden fra de psykologiske studier der er foretaget i forhold til menneskets adfærd. Det er en almindelig iagttagelse, at et barn opfører sig anderledes, når det er sammen med en flok andre børn, end når det er alene, eller når det er på tomandshånd med en voksen. Man ser det måske tydeligst hos unge omkring puberteten, men det er et forhold, der kan iagttages meget tidligt hos børn. De flest børns adfærd overfor voksne er lige så ærlig og naturlig som den helt anderledes opførsel, de udviser blandt ligestillede. Også vi voksne kender vel til at opføre os forskelligt alt efter hvem vi er sammen med, uden at det derfor må betegnes som hykleri. Et menneskes adfærd bestemmes ikke kun af dets psykiske egenart, men også i høj grad af dets forhold til andre mennesker. Der synes at være visse lovmæssigheder, der glæder generelt for dynamikken i mindre gruppedannelser, de såkaldte primærgrupper. Social position og social adfærd I vore overvejelser omkring fremtidens boliger til medmennesker med handicap, bør vi tage højde for hvilke formål vi har med byggeriet og den dynamik og liv der skal foregå der. En faktor der er bestemmende for adfærden, er placeringen i gruppen, dvs. den sociale position personen indtager, eller den social rolle personen spiller. Alle sættes ikke lige højt. Enkelte kan have en meget central position, andre en mere perifer, af og til er nogle helt isolerede i gruppen. Der findes som regel en slags rangorden, et hierarki, hvor nogen har meget at skulle sige og andre kun lidt. Hele den organisation som boligen, dens medlemmer såvel beboere som personalegrupper samt de fælles og enkelte aktiviteter medlemmerne deltager i, vil komme til at have en afgørende betydning i forhold til det liv der udspiller sig i boligen. Beboergruppen i såvel kollektivet som i klyngebyggeriet vil være påvirket af den indre dynamik der er mellem beboerne, i forhold til personalegrupperne samt hvorledes relationerne er mellem alle de personer som har sin gang i boligen. Dertil kommer de påvirkninger der sker på de beskyttede værksteder, som hovedsageligt er fælles for beboerne i bebyggelsen. Der vil således være mulighed for at konflikter, venskaber etc. tages med fra det ene miljø til det andet, hvilket kræver stor opmærksomhed, således at magtforhold etc. ikke videreføres. Konflikter og magtforhold fra hjemmet vil kunne tages med på arbejdet og omvendt Dette er ikke nyttigt for en udviklingsproces, hvis der ikke samtidig er mulighed for at modtage støtte fra personalegrupperne til løsning eller at uddrage læring til fremtidige situationer. Det er derfor vigtigt at der udarbejdes nogle fælles mål for gruppen af beboere, samt at der opstilles gennemskuelige principper for hvorledes personalegrupperne medvirker til at disse mål indfries. Erfaringer og undersøgelser viser at er en hakkeorden først en gang etableret, respekteres den igennem lange perioder af gruppens medlemmer. Ved den lineære hakkeorden er personerne placeret i rækkefølge 1, 2, 3, 4 etc. under hinanden. Ved den triangulære hakkeorden står A over B, B over C, men C står over A. Den trekantede hakkeorden fortæller at ikke en bestemt faktor såsom fysisk styrke, men mange faktorer kan spille en rolle for personens placering i gruppen, eksempelvis sympati, forelskelse, gavmildhed, hjælpsomhed etc. Ved den lineære hakkeorden er det højest placerede i reglen forholdsvis fredelig over for de lavest placerede, derimod er vedkommende på vagt overfor den næsthøjest placerede, som kan være en trussel for den høje position. Jo ringere placering indenfor rangsystemet er, desto hårdere og mere despotisk er fremtræden over for endnu lavere placerede. Den lineære hakkeorden findes især, hvis gruppen er under stærkt autoritært styrere. Så kanøfler man fra toppen og nedefter. Den triangulære form ses f.eks. Hvor et ellers lavere rangerende medlem i en gruppe har stærk indflydelse på gruppens leder. Side 15

16 Primær- og sekundær - gruppen De grupper, der som regel betyder mest for et menneske, de grupper der præger det mest, er de små grupper, hvor alle kender hinanden, de såkaldte primærgrupper. Primærgrupper er karakteriseret ved mere eller mindre kontinuerlige og direkte kontakter mellem medlemmerne. Det sociale samspil er præget af intimitet og gensidighed. I de større grupper, de såkaldte sekundærgrupper (nation, kulturkreds, sportsforeningen, ungdomsorganisation osv.) kender de enkelte gruppemedlemmer kun sjældent hinanden. Sekundærgrupperne karakteriseres ved tilfældige relationer og mere som resultater af en bestemt interesse eller opgave eller lignende end af varige bånd. (Newcomb, 1950). Påvirkningen i disse grupper er mindre stærke og betydningsfulde end i primærgruppen, fordi de enkelte medlemmer ikke står i et så nært forhold til hverandre. Tilhørsforholdet til en sådan gruppe og ikke mindst gruppens forhold til andre grupper kan være særdeles afgørende og betydningsfuld for det enkelte gruppemedlem. Man kan bare tænke på situationer som partipolitisk tilhørsforhold, subgrupper, arbejdskamp, en foldboldkamp, en fanklub af et poporkester eller en religiøs bevægelse. Struktur og proces - gruppens størrelse og struktur Det er påvist at der med stigende gruppestørrelse sker en formalisering af lederskabet indtil gruppen spaltes i flere grupper, eller der må opbygges et kommandosystem. Det vil sige at jo større boenheder og dermed også store grupper af beboer og personalegrupper, så kræver det en formaliseret ledelse, såvel i forhold til beboere som personalegrupperne. For en levegruppe vil stigende størrelse på et eller andet punkt bevirke en spaltning i kliker. Det vil sige at der i levegruppen vil opbygges forskellige interesser som strider mod hverandre. Der vil blive opbygget en kraftigere og kraftigere ledelse fra den uformelle leder, hvilket bevirker en tilsvarende mindre og mindre deltagelse fra flere og flere personer. Det vil sige at den enkelte fratages muligheden for at få indflydelse på egen livssituation, valg og tilrettelæggelse af dagligdagens aktiviteter i den store levegruppe. Gruppens størrelse har sammenhæng med den indre struktur, der opstår gennem rollefordelingen og udviklingen af lederskabet og dermed også på gruppeprocesserne, medlemmernes indbyrdes kommunikation og arbejdsfordeling. Konsistente fund Undersøgelser viser at nogle taler mere end andre. Da det er en pædagogisk opgave at få alle i gruppen med, kan man ikke slå sig til tåls med, at der er nogen der ikke deltager. Undersøgelser viser også, at det er et særdeles regulerbart forhold. Hvor meget en person deltager, afhænger af hvem og hvor mange personen er sammen med. Nogle siger relativt mere, jo færre de er sammen med, andre siger relativt mere jo flere de er sammen med. Dette forhold krydses af hvem de er sammen med, om disse er stærkere eller svagere. Jo større gruppe, jo mere tendens til lederskab. Omvendt - jo mindre gruppe, jo mere fri diskussion og dermed ansvarlighed i forhold til hverdagens opgaver. Med tiltagende gruppestørrelser siger færre og færre mere og mere, mens flere og flere siger mindre og mindre. Jo mere man ønsker ligelig deltagelse fra alle i gruppen, jo mindre må gruppen være. Erfaringer har vist, at en størrelse på 6 personer er hensigtsmæssig. Side 16

17 Gruppestørrelse Undersøgelser viser endvidere at der i grupper på 8 eller mere er en tendens til spaltning i undergrupper. Dette vil ske, når en gruppe når en vis størrelse, såfremt lederskabet ikke tiltager tilsvarende i styrke. Det vil sige at der i forhold til fremtidens bolig for mennesker med handicap skal tages højde for i hvilket omfang man ønsker at beboerne skal deltage i beslutningsprocessen og dermed øve indflydelse på egen livssituation eller om man ønsker at den medbeboer som tager lederskabet sætter dagsordenen eller om personalegrupperne med eller uden uddannelse skal forestå ledelsen og derigennem fratage den enkelte sin ansvarlighed samt optage kampen med den uformelle leder i boenheden. Meget tyder på at gruppestørrelsen varierer efter gruppens formål. I forhold til at diskutere et problem viser det sig at stigende gruppestørrelse faldt gruppens produktivitet, målt på dens opnåede resultat. Når det drejer sig om en rent fysisk indsats har grupper på 4 personer i visse tilfælde vist sig at være den optimale størrelse for det enkelte medlems maximale produktion. Det er vigtigt at gruppen består af folk nok til at opfylde to krav til færdigheder, når det drejer sig om en fællesopgave. 1. Der må være tilstrækkelig færdighed til stede i gruppen til at udføre, hvad der hører til opgaven. 2. Der må være social færdighed nok til stede til,, at personernes anstrengelser kan koordineres og komme til at komplettere hinanden. Vi må antage at formålet med at samle voksne mennesker med udviklingshæmning i botilbud er for at de i fællesskab kan løse en række fællesopgaver - hvorfor skulle de ellers bo i et fællesskab? Det er vigtigt at personalegrupperne kompensere i forhold til færdigheder samt i forhold til social færdighed hvis disse ikke skulle være til stede. Der vil således komme en anden dimension ind i den pædagogiske tilgang og den konkrete relation mellem beboer og personalegruppe. Den mindste gruppestørrelses princip Den mindste gruppestørrelses princip: Gruppestørrelsen skal være den mindste gruppe, i hvilke det er muligt at have repræsenteret og får udnyttet alle de præstationsfærdigheder og sociale færdigheder, der er nødvendige for den givne aktivitet. Vi bliver altså nødt til at forholde os til hvilke opgaver og aktiviteter der skal foregå i de enkelte botilbud, før vi kan forholde os til deres sammensætning af beboere og størrelse. I den sociale interaktion må der tages hensyn til. Et forhold er at finde den størrelse, hvor gruppepresset har den stærkeste virkning. Gruppepresset tiltager med stigende gruppestørrelse indtil et vist punkt, hvorefter det begynder at aftage igen. Undersøgelser viser at grupper på 5 til 8 personer har en langt større effekt end større grupper, hvor der er større mulighed for anonymitet. Jo mindre gruppen er, jo mere tvinges alle frem i lyset. Gruppestørrelsens betydning for medlemmernes trivsel Jo mindre gruppen er, jo bedre kan de der ønsker det også gøre sig gældende, og jo mere føler de at deres indsats betyder noget. Klimaet opleves mere frit og uformelt i små grupper. Undersøgelser viser at personer i store grupper føler sig hæmmede og der bliver fremkaldt mere nervøsitet hos de mere sky deltagere i gruppen. En sammenligning af grupper på henholdsvis 4 og 8 medlemmer, viser at grupper på 4 var langt mere tilbøjelige til at udtale sig frit og udtrykke deres meninger end medlemmerne af grupper på 8, hvor kun de stærkere dominerede scenen. Det kan have pædagogisk værdi at lade et medlem af et botilbud eller i en beskyttet beskæftigelse få lejlighed til at udfolde sig i en mindre gruppe. En tids erfaringer med udfoldelse i en passende gruppestørrelse kan efterhånden give et ellers tilbageholdende medlem større selvsikkerhed, således at det gradvis lærer at hævde sig i større og større forsamlinger. Side 17

18 Gruppestørrelsen og lederadfærd Med stigende gruppestørrelse bliver det mere nødvendigt at have en til at holde sammen på det hele. Spørgsmålet er om det er en af beboerne eller en af de ansatte eller den lønnede leder der skal påtage sig dette lederskab? Med stigende gruppestørrelse skifter ledelsesformen imidlertid også karakter. Når man sammenligner adfærden hos ledere af små grupper med adfærden hos ledere af større grupper, finder man at de sidste udviser en mere upersonlig og formel, evt. mere autoritær ledelse. Såfremt man ikke ønsker en gruppe under alt for formaliseret ledelse, men ønsker at give medlemmerne lejlighed til en vis udfoldelse må man gøre gruppens størrelse mindre. Uanset lederens kvalitet finder man at ledelsen af mindre grupper har en mere personlig karakter. Dette medfører at der i mindre grupper er behov for en positiv leder. I større grupper optræder der en tendens til at der opstår undergrupper med talsmænd for medlemmernes synspunkter, således at lederens kontrolfunktioner blev vanskeligere. Med tiltagende gruppestørrelse bliver lederskabet derfor mere formelt og upersonligt, for længst muligt at bevare den kontrol, som er en integreret del af lederrollen. Ledere af større grupper stiller større krav om styrke, stabilitet og pålidelighed, og tager mindre hensyn til de enkelte medlemmer. Med tiltagende gruppestørrelse daler medlemmernes opfattelse af lederens medmenneskelige indstilling. Dette problem kan løses ved at opdele i mindre gruppeenheder efter den mindste gruppestørrelses princip. Ledelsen af hver enkelt gruppe kan få en helt uformel form, hvilket forebygger at der opstår en spændingstilstand mellem lederen og gruppemedlemmerne. Det bliver således nødvendigt at drøfte hvilke kvalifikationer der fremtidigt skal stilles til personalegrupperne, hvis erfaringer og viden fra gruppepsykologien skal respekteres og inddrages i det daglige arbejde i de fremtidige botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Personlige forhold eller opgavebetonede hensyn Gruppestørrelser på 4 eller mindre adskiller sig kvalitativt fra større grupper i den henseende at de personlige forhold let får større betydning end de saglige, mens det i de lidt større grupper snarere bliver opgavebetonede hensyn der bliver fremherskende. Undersøgelser viser at der sker følgende forskydning mellem adfærdskategorierne når en gruppe tiltager fra 2 til 7 medlemmer Interaktionen i gruppen En lang række undersøgelser har vist at der under en gruppes arbejde sker langt mere end det, at gruppe beskæftiger sig med opgaven. Al denne ekstraaktivitet er imidlertid ikke altid uvedkommende. En lang række sociale funktioner tjener til at smøre maskineriet. Uden disse ville man ikke komme ud af stedet. Selv om alle ønskede at løse opgaven kunne man holdes i skak ved at forskellige personlige motiver spillede ind. Der skal også nogle til at holde det hele glidende. Undersøgelser viser at der sker en aftagning i spænding og personlig meningsudveksling når en gruppe tiltager fra 2 til 7 medlemmer. Derimod sker der en stigning i forslagsstillen, given orientering og solidaritet - altså en forskydning fra det personlige til det opgaveorienterede. Vekselvirkningen mellem medlemmerne varierer dels efter ydre betingelser som størrelse og pres, dels efter gruppens indre struktur og forskelle mellem medlemmerne. Sædvanligvis henvender den mest aktive sig til gruppen som helhed i større udstrækning end de øvrige gør, og han har mere interaktion med de øvrige indbefattet de mindst aktive. Alle synes stort set at henvende sig til andre i forhold til, hvor produktive disse andre er. De mest produktive har Det vil sige at gruppestørrelsen får en afgørende betydning for at den enkelte beboer kan komme til at arbejde med sine personlige sider eller om vedkommende glider ind i en hverdag hvor det opgaveorienterede bliver dominerende. Boligens størrelse vil således få en afgørende betydning for om den enkelte beboer får mulighed for at udvikle sine muligheder eller om beboeren dagligt bliver trænet i at tilpasse sig dagligdagens opgaver. tendens til at henvende sig til og modtage henvendelser fra de næstmest produktive, og de mindst produktive siger meget lidt til hinanden. Sættes denne viden i forhold til handicappets omfang, vil vi have mulighed for at fremme eller hindre dialogen mellem gruppens medlemmer og derigennem påvirke deres dagligdag i positiv eller negativ retning! Side 18

19 Gruppens sammensætning Rollefordelingen sker ikke blot ud fra gruppens mål, men også ud fra hvilke forudsætninger og motiver de enkelte medlemmer af gruppen har. I en gruppe kan der være medlemmer for hvem opgaven er det centrale, mens der er andre for hvem det sociale samvær er det væsentligste, mens der igen er andre, især lidt indeklemte personer, der er så optaget af sig selv, at dette indgår i og hindrer gruppearbejdet. Visitationen til de enkelte botilbud bliver således af afgørende betydning for hvorledes livet for den enkelte borger vil forme sig i de fremtidige botilbud til mennesker med udviklingshæmning. Det har vist sig, at grupper der kun består af opgave-orienterede medlemmer ikke arbejder så godt. Medlemmerne er vældig optaget af opgaven, men man har det ikke så godt sammen. Der mangler nogle til at holde interaktionen i gang. Grupper bestående af interaktionsorienterede har det til gengæld vældig rart sammen, mens opgaven træder i baggrunden. Der må være en passende sammensætning af disse 2 orienteringer i en gruppe for at den fungerer godt, ligesom der ikke må være for mange selv-orienterede i gruppen. Gruppesammensætningsproblemet kan kompliceres ved, at nogle tiltrækkes ensidigt af: Prestigen ved gruppen, Gruppens opgave og Det sociale samvær i gruppen. Det er ikke givet at frie valg af gruppe vil resultere i den mest hensigtsmæssigt sammensatte gruppe. Der er risiko for at en gruppe får slagside og ensidigt samles ud fra et af tiltrækningskriterierne- der skal derfor støttes i forhold til valg af nye medlemmer til gruppen, i de tilfælde hvor medlemmerne selv får mulighed for at vælge! Interessefællesskab Tendensen til at foretrække nogen og afvise andre bør næppe underbygges ved at sammensætte grupper således at man er sammen med dem man kan lide og slipper for dem man ikke kan lide. Det kan være fristende for en pædagog, fordi selve arbejdet lettere kommer i gang, men måske forsømmes herved et vigtigt led i det karakterudviklende, at skabe øget tolerance. Sammensætning efter om medlemmerne kan lide eller ikke lide hinanden kan have den virkning, at den indsnævrer den enkeltes sociale spændvidde: man vil kun omgås dem man kan lide, men ikke dem man ikke kan lide - man bliver intolerant overfor dem. Hvis et antal personer arbejder sammen for at nå et fælles mål, vil der udvikles et interessefællesskab mellem dem, der vil stille de egoistiske interesser i skyggen. Opgaveorienteringen vil således overskygge selvorienteringen. Magtdimensionen Forudsætningen for at en overflytning af et medlem, der ikke kan indpasses i gruppen, vil være hensigtsmæssig er, at den overflyttede vil får lettere ved at tilpasse sig den ny gruppe, ellers vil det blot blive et nyt nederlag, der yderligere øger vedkommendes vanskeligheder. Overflytter man et medlem, der udøver en indflydelse på gruppen, der går mod de opstillede mål, vil man flytte såvel den ledende i konflikten og den anstiftende af den. I så fald vil konflikten ophøre med medlemmets fjernelse. Hvis konflikten derimod skabes af andre forhold, f.eks. at indsatsen gør mod gruppens interesser, og lederen er opstået til at varetage disse interesser, vil fjernelsen af lederen ikke betyde ophør af konflikten, men blot medføre at der opstår en ny leder til at varetage gruppens interesser, så længe de konfliktskabende forhold består. Side 19

20 Struktur og ledelse Ud fra gruppens formål kan det bestemmes om lederen er positiv eller negativ for den. I samme omfang lederen fremmer det, er lederen i samme grad positiv for gruppen. Den negative leder vil således være selv-orienteret og ikke gruppeorienteret, og vil være tiltrukket ensidigt af prestigen eller magtlysten og ikke af gruppefunktionerne. En sådan leder hersker i kraft af en eller anden ydre magtbaggrund og ikke på grundlag af egne ressourcer, hvilket berettiger lederen til betegnelsen tyrannen. I forhold til bofællesskaberne og de fremtidige boformer, må der således også ses på den konkrete ledelse. Hvorledes stimuleres og udvikles ledelsen blandt beboerne eller skal ledelsen udelukkende varetages af det offentlige og dermed personalegrupperne. Hvilke krav kan og skal der stilles til personalegruppernes indsigt i ledelsesteori og praksis, således at de enten selv kan udøve denne samt medvirke til træning af beboerne således at der udvikles god lederskab og stil i de enkelte bofællesskaber. Det vil være vigtigt at foretage en drøftelse af hvorledes ledelsen i de enkelte boliger kan udvikles og hvorledes denne fordeles mellem beboere og personalegrupperne, samt forholdes ledelsen i personalegrupperne udøves - er det personalegruppens medlemmer der optræder som ledere af såvel personale- og beboergruppe eller er det forstanderen eller det politiske system der varetager ledelsesmæssige opgaver? Kan den lederstil og erfaring der udvikles anvendes i andre sammenhænge, således at beboerne kan trække deres viden og erfaring med ind på det beskyttede værksted, i fritidsaktiviteter og andre sammenhænge? Indre påvirkning og overfladepåvirkning Påvirkningen foregår anderledes i sociale situationer end når den sker individuelt. Men den kan også foregå mere effektivt, idet de andres motivation for arbejdet kan få gruppemedlemmer med som individuelt ikke ville være til at påvirke. Man kan opnå større resultater ved at tage grupper til hjælp. Gruppepåvirkningsmetoden vil rigtigt udøvet tage mere hensyn til den enkelte deltagers individuelle synspunkter end andre påvirkningsmetoder, idet påvirkningsresultatet er et produkt af alle deltagernes meninger. Gruppepåvirkningsmetoden virker indefra i modsætning til alle andre påvirkningsformer, som søger at påvirke individets adfærd udefra ved at presse individet mod den ønskede adfærd. Overflademetoden, hvorigennem en person nok kan overtales, men ikke overbevises skaber en uheldig tilstand hos individet med mere aggressivitet, mindre sensitivitet og en ringere evne til at handle konstruktivt. Man bringer individet i forsvarsberedskab. Smågrupper En smågruppe defineres som ethvert antal personer engageret i samspil med hinanden i et eller flere ansigt til ansigt - møder, hvorunder det enkelte medlem modtager et vist indtryk af samtlige andre, der er tydeligt nok til at han straks eller senere kan reagere overfor de andre som individer, evt. blot i form af genkendelse. Side 20