DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 1

2 DEN NY VERDEN 2008:2 Kolofon Faglig redaktion på dette nummer: Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke Ansvarshavende redaktør: Jesper Linell Layout: Allan Lind Jørgensen Omslag: Adolf Eichmann under retssagen i Jerusalem, 1961 (Polfoto) Tryk: Handy-Print A/S, Skive Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Strandgade København K Tlf Fax publications@diis.dk ISSN ISBN: Salg: Den Ny Verden udkommer med 4 numre i hver årgang. Abonnement koster 245 kr Enkeltnumre koster 85 kr Adresseændringer skal meddeles til publications@diis.dk > publikationer 2

3 Indhold Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke Internationale retsopgør Erik André Andersen De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig var historiske milepæle i strafforfølgelse af alvorlige internationale forbrydelser såsom forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Artiklen gennemgår de to tribunaler, deres forskelle og ligheder, kritikken, de blev udsat for, og deres betydning for eftertiden. Jørn Vestergaard Den Internationale Straffedomstol status Den Internationale Straffedomstol blev oprettet i 1998 og trådte i kraft i Domstolen dømmer i sager vedrørende krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Domstolens jurisdiktionskompetence er imidlertid begrænset på en række punkter, som beskrives og diskuteres nærmere. Artiklen gennemgår desuden de igangværende sager vedrørende situationer i Uganda, Den Demokratiske Republik Congo, Den Centralafrikanske Republik og Darfur-provinsen i Sudan. Jesper Ryberg Den Internationale Straffedomstol et skridt mod en mere fredelig verden? Artiklen rejser kritiske spørgsmål vedrørende Den Internationale Straffedomstol. Er det rigtigt, at straffedomstolen bidrager til at forebygge DEN NY VERDEN 2008:2 Indhold 3

4 DEN NY VERDEN 2008:2 Indhold 4 fremtidige alvorlige internationale forbrydelser, som det hævdes fra mange sider? I artiklen fremføres nogle af pessimisternes argumenter, blandt andet kritik af formodningen om den generalpræventive effekt. Pessimisterne afviser ikke Den Internationale Straffedomstol, men sætter spørgsmålstegn ved optimismen Frederik Harhoff Internationale retsopgør efter væbnede konflikter Artiklen giver en kort oversigt over de nuværende internationale straffedomstole. Det drejer sig ud over Den Internationale Straffedomstol om domstole, som er oprettet med det formål at behandle sager vedrørende lokalt afgrænsede forbrydelser i det tidligere Jugoslavien, Rwanda, Sierra Leone og Cambodja. Irak-domstolen regnes ikke med heriblandt, men til gengæld nævnes en ny Libanon-domstol, som er under oprettelse. Desuden gennemgås straffedomstolenes procedurer med udgangspunkt i den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, som er den domstol, der har fungeret længst. Beth Dougherty Retfærdighed og ansvar i Vestafrika Den særlige domstol for Sierra Leone Domstolen i Sierra Leone har siden 2002 behandlet sager mod dem, som bærer det største ansvar for forbrydelser under borgerkrigen i 1990erne. Artiklen undersøger domstolens oprettelse, funktion og retslige historie, og den vurderer domstolens præstationer i forhold til rettidighed, omkostninger og lokal relevans. Ligeledes gøres der rede for de juridiske fremskridt, som domstolen har opnået.det internationale samfund kritiseres for kun at have ydet en meget begrænset støtte til domstolens arbejde, men alligevel vurderes domstolens arbejde som succesfuldt. Mikkel Hesselgren og Tomas Max Martin Retsopgøret med De Røde Khmerer et problematisk kompromis eller den gode løsning? Domstolen i Cambodja behandler forbrydelser begået under Pol Pots kommunistiske regime i Oprettelsen af domstolen har været længe undervejs, og artiklen belyser nogle af de vanskelige kompromisser, der er blevet indgået for at komme så langt, blandt andet vedrørende domstolens interne regler. Nogle af de hovedmistænkte er i tidens løb afgået ved døden, mens de, som i dag sidder på anklagebænken, er langt oppe i årene. Domstolen karakteriseres som en hybrid mellem nationale og internationale interesser med både fordele og ulemper, og debatten om de mange spørgsmål vil fortsætte længe endnu og må i høj grad stå ubesvaret hen, indtil domstolen er nået videre i sit arbejde.

5 Hanna Ziadeh Iraks Særlige Tribunal den mangelfulde retfærdighed Artiklen gennemgår Bagdad-domstolens retssag mod den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein, og der peges på det store potentiale, som retssagen havde for at bidrage til at genindføre retfærdigheden i den arabiske verden. Desværre blev disse chancer ifølge forfatteren forspildt, og der peges på tre aspekter, som underminerede domstolens legitimitet, nemlig manglende uafhængighed af domstolen og dommerne, manglende inddragelse af de omfattende forbrydelser, som Saddam Hussein havde begået (han blev kun dømt for én forbrydelse: Dujail-massakren i 1982), og forhastet og uprofessionel udførelse af dødsdommen. Cecilie Felicia Stokholm Banke Arven efter Simon Wiesenthal En biografisk artikel om nazijægeren Simon Wiesenthal og hans betydning. Gennem hele sit liv holdt Wiesenthal fast ved efterforskningen og forfølgelsen af nazistiske krigsforbrydere ud fra det overordnede princip om, at de skyldige for udryddelsen af jøder ikke skulle gå fri. Artiklen belyser spørgsmålene om, hvem Wiesenthal var, hvor han kom fra, og hvorfor han så stædigt blev ved med at forfølge nazisternes forbrydelser. Artiklen viser endvidere, hvorledes Holocaustforskningen i efterkrigstiden har fulgt de politiske konjunkturer. Wiesenthal efterlod ved sin død i 2005 et stort arkiv, som giver nye muligheder for at forske videre i historien om Holocaust. Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen FNs folkedrabskonvention. Spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder Artiklen giver et historisk overblik over den internationale folkedrabslovgivning, og den analyserer lovgivningen i spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder. Artiklen skildrer endvidere Raphael Lemkins betydning for udviklingen af folkedrabsbegrebet, og blandt andet diskuteres hvilke befolkningsgrupper, der er og kan være omfattet af konventionen. Erik André Andersen Manden i glasburet Boganmeldelse af David Cessarani: Eichmann hans liv og forbrydelser Adolf Eichmann var én af de hovedansvarlige for at organisere transport af jøder og andre til de nazistiske udryddelseslejre. Biografien giver en DEN NY VERDEN 2008:2 Indhold 5

6 DEN NY VERDEN 2008:2 Indhold grundig beskrivelse af Eichmanns liv opdelt i tre faser: (1) hans liv før og under krigen og de forbrydelser, som han senere blev dømt for, (2) flugten til Argentina og hvordan han blev opdaget og fanget, og (3) retssagen i Israel. Biografien diskuterer indgående spørgsmålet om, hvorfor Eichmann blev folkemorder. 6

7 Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke Internationale retsopgør I december 2008 kan man fejre 60-års jubilæum for to vigtige begivenheder i menneskerettighedernes historie. Den 9. og 10. december 1948 vedtog FNs Generalforsamling henholdsvis Folkedrabskonventionen og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Dette skete på baggrund af Anden Verdenskrigs forfærdelige begivenheder, hvor blandt andet tyske nazister og deres medhjælpere begik folkedrab på jøder og andre mindretal, og hvor der skete store overgreb på menneskerettighederne. De to jubilæumsdokumenter har været anledningen til dette temanummer, hvor vi har sat fokus på internationale retsopgør og de bestræbelser, der siden Anden Verdenskrig har været gjort for at retsforfølge og straffe personer, der har begået alvorlige internationale forbrydelser såsom folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er sket gennem oprettelse af internationale straffedomstole, og selv om deres juridiske grundlag har været forskelligt nogle er baseret på folkeretten, mens andre bygger på en blanding af national og international lovgivning er de oprettet med henblik på at straffe forbrydelser af den nævnte alvorlige karakter. Hensigten med dette nummer er først og fremmest at fremlægge de internationale straffedomstoles selvforståelse med henblik på at bringe idéerne frem og diskutere deres praktiske anvendelighed belyst ved forskellige aktuelle eksempler og den historiske baggrund. Redaktørerne har således valgt at afgrænse sig fra andre bestræbelser end de strafferetlige på at håndtere de situationer, der opstår i forbindelse med krige og borgerkrige og overgangssamfund, hvor folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden oftest finder sted. Med sådanne andre bestræbelser tænkes f.eks. på sandhedskommissioner og andre former for krisehåndtering og forsoning. Dem lader vi ligge til en anden gang. Vi har bedt forfatterne om at disponere deres artikler efter følgende spørgsmål: Hvad er baggrunden for og konteksten omkring den enkelte domstol? Hvad er domstolens juridiske grundlag (folkeret, national lov eller en blanding)? Hvordan er domstolen bygget op, og hvilke sager har DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 7

8 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke 8 været ført? Hvilke problemer har der været forbundet med domstolen? De enkelte forfattere har dog kunnet lægge accenten forskellige steder, alt efter hvad de anså for væsentligst. Og eftersom artiklerne er skrevet af jurister, historikere, antropologer m.v., er de forskellige aspekter foldet ud i varieret omfang. Temanummeret er disponeret på følgende måde: historie, nutidige eksempler, temaer og boganmeldelse. For det første er der en historisk baggrundsartikel om de internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig, hvor der kan siges at være sket et afgørende internationalt gennembrud i strafforfølgelsen af krigsforbrydere m.v. Den følges op med eksempler på konkrete domstole såsom Den Internationale Straffedomstol og domstolene for det tidligere Jugoslavien samt Sierra Leone, Cambodja og Irak. Dernæst kommer to tematiskhistoriske artikler: om den ihærdige nazijæger Simon Wiesenthal og om Folkedrabskonventionen. Sluttelig følger en boganmeldelse af en biografi om Adolf Eichmann. Selv om nummeret som nævnt hovedsagelig giver en fremstilling af de internationale straffedomstoles selvforståelse, har vi også inkluderet et eksempel på en ekstern kritik af selvforståelsen. Allerede tidligere i historien har der været lignende bestræbelser på at oprette internationale straffedomstole, men uden held. Mest kendt er nok de skinprocesser, der blev gennemført ved den tyske Højesteret i Leipzig efter Første Verdenskrig mod tyske krigsforbrydere, og de forgæves forsøg på at straffe de ansvarlige tyrkere (osmanner) for det, som har fået betegnelsen det armenske folkedrab. Se f.eks. den historiske baggrundsartikel i Den Ny Verden, 3, 2005 ( Den Internationale Straffedomstol i et historisk lys af Erik André Andersen). Det var først med de internationale militærtribunaler, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig i Nürnberg og Tokyo, at der skete et gennembrud i retsforfølgelsen af internationale forbrydere. Gennembruddet skete dels i form af, at individuelt strafansvar blev gjort gældende, og dels i form af, at henvisning til ordre fra oven ikke længere var gyldig grund til at påberåbe sig straffrihed, som det havde været tilfældet under Leipzig-processerne, men højst kunne være en formildende omstændighed. Begge retssager er, som det fremgår af Erik André Andersens artikel De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig, blevet kritiseret, men det synes i dag at være den almindelige opfattelse, at især Nürnberg-domstolen leverede det folkeretlige grundlag for fremtidige internationale straffedomstole. På grund af Den Kolde Krig kom der imidlertid til at gå mange år, før de næste internationale straffedomstole kunne se dagens lys. Det drejede sig om Jugoslavien- og Rwanda-domstolene, som blev oprettet i henholdsvis 1993 og 1994 på baggrund af Balkan-krigene og folkedrabet i Rwanda. Begge domstole blev oprettet på et folkeretligt grundlag med henvisning til FN-pagtens

9 kapitel VII, men var ad hoc-domstole skabt til lejligheden og ikke af generel gyldighed for alle personer i alle stater. En international straffedomstol på folkeretligt grundlag blev oprettet i 1998 og trådte i kraft i Dette kan siges at være kulminationen på alle bestræbelser på at kunne strafforfølge internationale forbrydere, der har gjort sig skyldige i folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Som det imidlertid fremgår af Jørn Vestergaards artikel Den internationale straffedomstol: status , er der stærke begrænsninger på straffedomstolens virke. I en artikel, der behandler Internationale retsopgør efter væbnede konflikter, giver Frederik Harhoff en oversigt over alle nuværende internationale (og i nogle tilfælde delvis nationale) straffedomstole, og han lægger særlig vægt på retsprocedurer eksemplificeret ved Jugoslavien-domstolen. Mens begge de to sidstnævnte artikler er skrevet ud fra en juridisk synsvinkel og formentlig af samme grund ligger fuldt på linje med straffedomstolenes selvforståelse, der går ud på at strafforfølge og dømme internationale forbrydere, således at retfærdigheden kan ske fyldest og det svarer for så vidt til redaktørernes hensigt med dette nummer må man ikke være blind for, at der også findes andre opfattelser, som er kritiske i forhold til selvforståelsen. Som et eksempel på en kritisk opfattelse af selvforståelsen er artiklen Den internationale Straffedomstol Et skridt mod en mere fredelig verden? forfattet af Jesper Ryberg. Flere særlige straffedomstole er blevet oprettet siden Den Kolde Krigs afslutning på grundlag af en blanding af national og international lovgivning og i nogle tilfælde med både nationale og internationale dommere. Den særlige domstol i Sierra Leone gennemgås og diskuteres af Beth Dougherty under overskriften Retfærdighed og ansvar i Vestafrika, og den fremhæves som eksempel til efterfølgelse på en domstol, der på initiativrig vis har formået at kombinere det nationale med det internationale, omend den donorbaserede frivillige finansieringsform lader meget tilbage at ønske. Den ekstraordinære domstol i Cambodja, som ligeledes er en blanding af nationale og internationale regler og dommere, behandles af Tomas Martin og Mikkel Hesselgren. Tilløbene til denne domstols oprettelse blev taget for mange år siden, men er først for nylig blevet virkeliggjort. Forbrydelserne ligger mange år tilbage i tiden, nemlig under De Røde Khmerers regime , og ifølge forfatterne har hele forhandlingsprocessen omkring domstolens oprettelse været stærkt politisk inficeret, fordi nogle af de daværende implicerede parter i dag sidder ved magten. Der er således i et vist omfang tale om en version af sejrherrernes domstol. Desuden er det sidste chance for, at retfærdigheden kan ske fyldest, fordi de anklagede er i 80-års alderen. Der lægges desuden vægt på, at DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 9

10 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke domstolen gennem sit eksemplariske virke kan have en afsmittende effekt med hensyn til f.eks. retfærdig rettergang i lokalsamfundet. Iraks særlige tribunal: den mangelfulde retfærdighed er titlen på Hanna Ziadehs artikel om Bagdad-domstolen og dens sandsynligvis forhastede dødsdom over Saddam Hussein. Ud over det menneskeretligt betænkelige i at afsige en dødsdom kritiseres dødsdommen for at skabe en martyr, og endvidere for at eliminere Saddam Husseins vidneudsagn i senere retssager og for at forhindre ham i at blive stillet til ansvar for alle de andre forbrydelser, han havde begået. I hele den lange koldkrigsperiode var der trods den almindelige stilstand til stadighed bestræbelser på at få retfærdigheden til at ske fyldest efter Anden Verdenskrig. Den jødiske holocaust-overlever Simon Wiesenthal udfoldede i efterkrigstiden ihærdige bestræbelser på at få nazistiske forbrydere stillet for retten. Cecilie Felicia Stokholm Banke har skrevet en biografisk artikel om Wiesenthal ( Arven efter Wiesenthal ). Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen gør status over folkedrabskonventionen i anledning af 60-året for dens vedtagelse og anskuer den i spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder. Som eksempel på, at en forbryder i efterkrigstiden trods fraværet af en international straffedomstol alligevel kunne stilles for retten, kan nævnes Israels kidnapning af Adolf Eichmann i Argentina og den efterfølgende retssag i Jerusalem. Den engelske historiker David Cesarani har skrevet en biografi om Eichmann, og biografien er anmeldt af Erik André Andersen ( Manden i glasburet ). I det videre perspektiv retter både bogen og anmeldelsen opmærksomheden på spørgsmålet om straffrihed og de enkelte staters ret og pligt til at retsforfølge. Redaktionen, København oktober

11 Erik André Andersen De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo Da Anden Verdenskrig nærmede sig afslutningen, og det stod klart, at de allierede ville vinde en total sejr over det nazistiske Tyskland, meldte spørgsmålene sig ikke blot om, hvordan efterkrigstidens Europa skulle forme sig, men også hvilken form for straf man kunne pålægge de skyldige i at have startet krigen og udøvet krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser. At de ledende nazister blev dømt ved Nürnberg-domstolen, anses i dag nærmest for at være indlysende. Men i slutningen af krigen var det ikke nogen selvfølgelighed, at de ledende nazister skulle stilles for en domstol. Et fremherskende synspunkt var, at topnazisterne slet og ret skulle henrettes uden dom. Nogenlunde samtidig blev der også truffet beslutning om at retsforfølge de japanske krigsforbrydere. Tokyo-domstolen minder på mange punkter om Nürnberg-domstolen, men har også nogle væsentlige forskelle. Det er formålet med denne artikel at gøre nærmere rede for, hvordan disse to retssager fandt sted, samt belyse forskelle og ligheder mellem de to retssager. Der vil også blive inddraget forskellige kritikpunkter af tribunalerne samt afslutningsvis blive peget på tribunalernes betydning for eftertiden. Det internationale militærtribunal i Nürnberg Grundlaget for det internationale militærtribunal i Nürnberg var London-aftalen af 8. august 1945 mellem de allierede sejrsmagter, USA, England, Frankrig og Sovjetunionen. Forud var gået en længere periode med diskussioner, usikkerhed og interesseforskelle mellem sejrsmagterne (indtil slutningen af krigen især mellem de tre store: USA, England og Sovjetunionen). Man ville gerne én gang for alle undertrykke den tyske militarisme, som to gange i første halvdel af det 20. århundrede havde stukket hovedet frem men spørgsmålet var hvordan? DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 11

12 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen Det engelske hovedsynspunkt var summarisk henrettelse af af de vigtigste forbrydere. Sovjetunionen gik ind for en retssag, men i betydningen skueproces, hvor resultatet på forhånd var givet. Den sovjetiske leder Josef Stalin havde oven i købet drillet den engelske statsminister Winston Churchill med, at man kunne henrette tyske officerer, hvilket Churchill tog meget ilde op. Andre varianter af straf uden dom var at erklære topnazisterne fredløse, at deportere den tyske hærledelse til en fjern ø (Napoleon-løsningen) eller at sætte hærledelsen i permanent husarrest. I den amerikanske regering udspandt der sig en magtkamp mellem på den ene side finansminister Henry Morgenthau, Jr., der ikke blot gik ind for henrettelse uden dom af op mod flere tusind nazistiske forbrydere, men også gik ind for en vidtgående afindustrialisering af det besejrede Tyskland, og på den anden side krigsminister Henry Stimson, der insisterede på at oprette en domstol og gennemføre en retssag (og dermed også åbnede muligheden for, at der kunne ske frifindelse). Langt hen ad vejen hældede den amerikanske præsident Franklin Roosevelt til Morgenthaus hårde linje, men havde angiveligt skiftet mening inden sin død i april 1945, og hans efterfølger Harry Truman fulgte Stimsons anbefaling om en international retssag. Dette blev udgangen på drøftelserne. Londonaftalen blev underskrevet af de fire sejrsmagter, og den fik efterfølgende tilslutning fra 19 andre lande. Retssagen varede fra 14. november 1945 til 1. oktober Blandt de allierede sejrsmagter var man enige om at undgå et nyt Leipzig, dvs. en gentagelse af det farceagtige retsopgør ved den tyske højesteret efter Første Verdenskrig, hvor de anklagede enten blev frifundet eller slap med ubetydelige straffe. Desuden ville man meget gerne undgå, at retssagerne kunne udvikle sig til propagandamæssige platforme eller martyrier for nogle af de mest veltalende naziledere, ikke mindst Adolf Hitler. Man var også enige om kun at anklage de øverste repræsentanter for Nazitysklands politiske, økonomiske og militære elite, nærmere bestemt dem, som havde begået forbrydelser, der ikke kunne lokaliseres til ét geografisk område. For også at kunne retsforfølge personer, hvis forbrydelser var af mere lokal karakter og begået i ét bestemt land, vedtog de allieredes Kontrolråd lov nr. 10 (af 20. december 1945). Den var et supplement til London-aftalen og udgjorde det juridiske grundlag for at strafforfølge personer, der ikke blev anklaget ved det internationale militærtribunal. Sådanne retssager blev efterfølgende gennemført i de fire besættelseszoner; mest kendt er de 12 retssager mod grupper af læger, advokater, erhvervsfolk m.v., som blev gennemført af USA i Nürnberg i Hver af de fire parter i London-aftalen udpegede en dommer og en dommersuppleant. Ved afgørelse af skyld og strafudmåling, herunder døds-

13 straf, skulle mindst tre dommere stemme for. Desuden udpegede hver af de fire parter en chefanklager. Den i eftertiden mest kendte var (og er) den amerikanske chefanklager Robert Jackson, der ikke blot spillede en ledende rolle i forhandlingerne om London-aftalen og opbygningen af tribunalet, men også udmærkede sig ved mange prægnante formuleringer, her er f.eks. et berømt citat fra hans indledningstale: At fire store nationer, blussende af sejr og ramt af sår, holder hævnens hånd tilbage og overdrager deres tilfangetagne fjender til lovens bedømmelse, er en af de mest betydningsfulde tributter, som magten nogensinde har betalt til fornuften. De anklagede kunne hver udpege en forsvarer efter eget ønske, og der var meget dygtige forsvarere iblandt, f.eks. Otto Kranzbühler, som i forsvaret af admiral Karl Dönitz formåede at fremskaffe en erklæring fra den amerikanske admiral og øverstbefalende for Stillehavsflåden, Chester Nimitz, om, at de tyske ubåde i krigsførelsen ikke havde gjort andet, end hvad amerikanerne selv gjorde efter at have erklæret uindskrænket ubådskrig mod japanerne i 1941, nemlig at sænke forsvarsløse japanske skibe og deres besætninger. Et praktisk juridisk problem bestod i at kombinere de angelsaksiske og kontinentale juridiske systemer. I den kontinentale retstradition, som vi f.eks. kender i Danmark, lægges vægt på, at anklageskriftet er så præcist som muligt; hele bevismaterialet fremlægges på forhånd, også til den anklagede; og dommeren foretager afhøring og stiller spørgsmål, mens anklager og forvarer spiller en mere tilbagetrukket rolle. I den angelsaksiske retstradition behøver anklageskriftet ikke være så præcist formuleret; bevismaterialet lægges frem i retten og kan indeholde mange overraskelser; og både anklager og forsvarer spiller en meget aktiv rolle. Det er i selve retssalen, at det afgøres, hvad der tæller med som bevismateriale i sagen. På denne måde bliver landets lov i vid udstrækning formuleret ikke i parlamentet, men gennem retssager (case law). Yderligere en vanskelighed ved Nürnberg-domstolen bestod i at forene det politiske retssystem fra Sovjetunionen med de vestlige retssystemer, som var baseret på uskyldsformodningen. I den sovjetiske dommers opfattelse var skyldsspørgsmålet allerede afgjort på forhånd, og dommernes eneste opgave var at udmåle straffen. Men på trods af, at de vestlige retstraditioner havde visse indbyrdes forskelle, var de dog så ensartede i forhold til det kommunistiske retssystem, at mange afgørelser faldt ud med dommerstemmerne 3-1. Det endte med, at den sovjetiske dommer afgav dissens vedrørende den endelige dom. Der var fire anklagepunkter. Punkt 1 var en anklage om sammensværgelse med henblik på at begå forbrydelser mod freden. Dette punkt kom med på amerikansk insisteren, fordi det angiveligt ville forenkle retssagen: I stedet for at påvise individuel skyld i hvert enkelt tilfælde kunne man nøjes med at påvise medlemskab af en sammensværgelse, og hvis sammensværgelsen var forbryderisk, ville DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 13

14 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 14 det enkelte medlem også være skyldigt, selv om det ikke kunne påvises, at han eller hun personligt havde foretaget en strafbar handling. Punkt 2 var en anklage om at have begået forbrydelser mod freden, dvs. at have planlagt og gennemført en aggressiv krig. Det var et kontroversielt punkt, fordi det ikke var givet, at angrebskrig var en forbrydelse på daværende tidspunkt. Ganske vist var angrebskrig ikke tilladt i henhold til Briand-Kellog-pagten (Paris 1928), men spørgsmålet var, om det også var en forbrydelse, der kunne straffes. Punkt 3 var en anklage om at have begået krigsforbrydelser. Dette punkt var forholdsvis nemt at behandle, fordi krigsforbrydelser allerede var en del af folkeretten i kraft af f.eks. Haag-konventionerne fra 1899 og Punkt 4 var en anklage om at have begået forbrydelser mod menneskeheden. Dette punkt var et helt nyt og ubeskrevet blad inden for folkeretten. Ifølge London-aftalen skulle forbrydelser mod menneskeheden ses i sammenhæng med de øvrige anklagepunkter, dvs. have relation til krigen og dermed perioden efter den 1. september Den beslægtede forbrydelse folkedrab, som Raphael Lemkin havde formuleret i 1944, indgik ikke som et hovedpunkt, og dommerne tog ikke hensyn til det. Af London-aftalen fremgik endvidere, at der ville blive pålagt individuelt strafansvar; at de anklagedes stilling som statsoverhoved eller regeringsrepræsentant ikke fritog dem fra ansvar; og at det forhold, at de anklagede handlede efter ordre fra oven, ikke fritog dem fra ansvar, men eventuelt kunne være en formildende omstændighed ved strafudmålingen. Desuden blev det fastslået, at der ikke kunne rejses indvendinger mod selve domstolen eller dens medlemmer fra hverken anklagernes eller forsvarernes side. At der i anklagepunkterne blev lagt så stor vægt på selve krigen, og at alle forbrydelserne skulle ses i sammenhæng med krigen, skyldtes, at fordømmelse af krigen var USAs første prioritet, og at det var magtpåliggende for USA at få gjort angrebskrig til en international forbrydelse. USA var den drivende kraft i Nürnberg-processen og samtidig den vigtigste finansieringskilde, og havde desuden langt størsteparten af de anklagede i sin egen varetægt inden retssagen. USA (repræsenteret ved chefanklageren Robert Jackson) truede gentagne gange med at sprænge forhandlingerne og gennemføre sin egen retssag, hvis ikke man fik sin vilje igennem på afgørende punkter. I stedet for at satse på at gøre angrebskrig til en international forbrydelse kunne man også have nøjedes med at rejse anklage om krigsforbrydelser, hvilket der allerede var et folkeretsligt grundlag for. Det var navnlig de lande, på hvis territorium krigen var foregået (Frankrig og Sovjetunionen), der gik ind for dette.

15 Valget af Nürnberg var både praktisk og symbolsk. Ganske vist var det internationale militærtribunal officielt placeret i Berlin, men der var gode grunde til at gennemføre retssagen i Nürnberg. Byen var et arnested for nazismen og hjemstedet for de berygtede Nürnberg-love fra 1935, som blandt andet fratog jøderne retten til tysk statsborgerskab og kriminaliserede ægteskab og seksuelle forbindelser mellem jøder og tyske statsborgere. Det var også her, at de kæmpemæssige nazistiske partikongresser med optog og demonstrationer med hundredtusindvis af deltagere blev afholdt, hvilket f.eks. Leni Reifenstahl har skildret i filmen Viljens triumf om partidagene i Nürnberg i Desuden var justitspaladset med den tilhørende fængselsbygning forholdsvis uskadt af de allieredes bombardementer. Blandt de eftersøgte nazister kunne man ved krigens slutning stryge nogle af de mest prominente navne fra de forskellige lister, der var ved at blive udarbejdet. Føreren Adolf Hitler, propagandaministeren Joseph Goebbels og SS-lederen Heinrich Himmler havde alle begået selvmord, mens lederen af hovedkontoret for rigets sikkerhed og stedfortrædende statholder i protektoratet Böhmen-Mähren, Reinhard Heydrich, var blevet dræbt ved et attentat allerede i Der var i alt 24 anklagede, heriblandt lederen af den tyske arbejdsfront Robert Leys, som begik selvmord få dage efter at have modtaget anklageskriftet, og våbenfabrikanten Gustav Krupp, der var blevet udvalgt som repræsentant for den gruppe erhvervsfolk, der økonomisk medvirkede til Hitlers oprustning., Anklagen blev imidlertid frafaldet på grund af den 75-årige Gustav Krupps fremskredne senilitet. Man kunne nemt have anklaget sønnen Alfried Krupp, der havde overtaget firmaet i 1943, men det skete ikke ved denne lejlighed (han blev i 1948 ved en efterfølgende retssag under afnazificeringsprogrammet idømt 12 års fængsel og løsladt i 1951). Blandt de 22 øvrige anklagede kom 21 til at sidde på anklagebænken. Martin Bormann var forsvundet, men endnu ikke erklæret død, og man gennemførte retssagen mod ham in absentia. Se figur 1. Som det fremgår, blev der afsagt 12 dødsdomme, hvoraf de 10 blev eksekveret ved hængning den 16. oktober Hermann Göring begik selvmord få timer før henrettelsen. Martin Bormann var omkommet under flugt i Berlin i starten af maj Resterne af hans lig blev fundet i 1972 og endegyldigt identificeret ved en DNA-test i Tre blev idømt livsvarigt fængsel, to fik 20 års fængsel, én fik 15 års fængsel og én fik 10 års fængsel. Desuden blev tre frifundet og løsladt. Det sidste var nok så bemærkelsesværdigt og har medvirket til at give Nürnbergdomstolen et positivt omdømme, fordi det vidnede om en retfærdig retssag. Det var samtidig udtryk for vanskelighederne ved at ramme rigtigt i udvælgelse af de anklagede og formulering af anklagerne i den første retssag af denne karakter. Ved den efterfølgende Tokyo-domstol DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 15

16 16 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen

17 blev der kun rejst anklage mod personer, hvor man var meget sikre på at kunne bevise deres skyld. Blandt de afsagte domme i Nürnberg har der i eftertiden dannet sig den mening, at dødsdommen over Julius Streicher var for hård, og at Albert Speer var heldig med ikke at blive dødsdømt. Allerede i samtiden var der mange, der mente, at den frikendte Hans Fritzsche slet ikke skulle have siddet på anklagebænken. Ud over de individuelle personer blev seks organisationer og grupper anklaget for at være kriminelle. Blandt disse blev ledergruppen i nazipartiet, SS og Gestapo (inklusive SD) fundet skyldige, mens rigsregeringen, stormtropperne (SA) og generalstaben for hærens overkommando blev frikendt. Formålet med at kriminalisere organisationer og grupper var (ligesom med anklagepunktet om sammensværgelse) at forenkle retssagerne, idet medlemskab af en nærmere bestemt kriminel organisation eller gruppe var strafbart i sig selv. Men mange anså det for at være et problem at idømme kollektiv straf. Dog ikke den sovjetiske dommer, som afgav dissens, idet han mente, at alle seks organisationer skulle være dømt kriminelle (foruden at de tre frifundne personer også skulle være dømt skyldige). Det internationale militærtribunal i det fjerne østen (Tokyo) Krigen mod Japan trak nogle måneder længere ud end den europæiske krig og varede henover sommeren Efter at USA havde kastet to atombomber over Hiroshima og Nagasaki, overgav Japan sig den 14. august Til forskel fra Nürnberg-processen, hvor USA ganske vist var en vigtig drivkraft, men hvor alle forhandlinger foregik mellem formelt ligestillede parter, var USA helt dominerende i den proces, der førte frem til det internationale militærtribunal i det fjerne østen. En central rolle spillede den amerikanske øverstkommanderende for de allierede styrker, general Douglas MacArthur. Den amerikanske dominans forekom i datiden ikke urimelig på baggrund af, at USA både økonomisk og militært havde været helt toneangivende i Stillehavskrigen og ført krigen til sejr over japanerne, og de øvrige allierede i krigen mod Japan accepterede at spille en underordnet rolle i tribunalet. Det drejede sig om Australien, Canada, England, Frankrig, Holland, Kina, New Zealand og Sovjetunionen (sidstnævnte trådte først ind i krigen mod Japan en uge før japanernes overgivelse). Filippinerne og Indien kom også med i tribunalet, skønt de endnu ikke var selvstændige stater. Tokyo-charteret (af 19. januar 1946 og dernæst mere specificeret den 26. april 1946), som svarede til London-aftalen og udgjorde grundlaget for at rejse anklager mod de japanske krigsforbrydere m.v., blev formuleret af USA og godkendt af de øvrige allierede. Det var general MacArthur, der udpegede de 11 dommere på grundlag af foreslåede navne fra hvert af landene, og han udpegede også retspræsidenten. Der var ingen dom- DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 17

18 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 18 mersuppleanter. (I Nürnberg havde hvert land selv udpeget en dommer og dommersuppleant, og dommerne havde selv valgt deres præsident.) Anklagepunkterne var overordnet set de samme fire punkter som i Nürnberg, nemlig sammensværgelse om at planlægge og starte en aggressiv krig; forbrydelser mod freden (aggression); krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Dette blev udmøntet i 55 specifikke punkter, hvoraf der faldt dom i de nedenfor nævnte. Det første punkt var ligesom i Nürnberg en anklage for sammensværgelse om at starte en aggressiv krig. Dernæst fulgte syv punkter, der vedrørte krigsførelse mod Kina, USA, det britiske statssamfund (Commonwealth), Holland, Frankrig (Indokina) og Sovjetunionen (formuleret i anklagepunkterne 27, 29, 31, 32, 33, 35, 36). Og endelig kom to punkter, hvor de sigtede blev anklaget for at have begået forbrydelser mod krigsfanger og andre samt pligtforsømmelse i forbindelse med at forhindre overgreb (formuleret i anklagepunkterne 54, og 55). Kun personer, der var anklaget for også at have begået forbrydelser mod freden, blev stillet for det internationale militærtribunal. I alt 28 personer blev anklaget, og retssagen varede 2½ år, nemlig fra 3. maj 1946 til 12. november De anklagede kom hovedsageligt fra den japanske militære og politiske ledelse. På grund af den lange periode siden starten af 1930erne med japansk militarisme og ekspansionisme i Sydøstasien kom også en del personer, hvis forbrydelser lå mange år tilbage i tiden, med på anklagebænken. Desuden havde mange militære ledere haft meget stor indflydelse på det politiske liv og haft forskellige ministerposter. De anklagede personer indbefattede fire statsministre, tre udenrigsministre, fire krigsministre, to flådeministre, seks generaler, to ambassadører, tre økonomiske og finansielle ledere, en kejserlig rådgiver, en raceteoretiker, en admiral og en oberst. Til forskel fra Nürnberg blev ingen organisationer eller grupper anklaget for at være kriminelle. Den japanske kejser Hirohito (og hans familie) blev ikke anklaget for noget, ej heller indkaldt som vidne. Beslutningen om at give kejseren immunitet var baseret på politiske overvejelser, nemlig at sikre Japan en stabil politisk fremtid efter krigen. Desuden var der tvivl om, hvorvidt Hirohito kunne pålægges et ansvar for krigen. Ganske vist var han statens formelle overhoved, men havde han spillet nogen reel rolle i de afgørende politiske og/eller militære beslutninger? Som kejser havde han haft en nærmest overjordisk status i det japanske samfund, og det blev hævdet, at han i kraft af sin autoritet kunne have standset de japanske krigshandlinger. Efter krigen blev han trukket ned fra sit overjordiske stade og iscenesat som et almindeligt menneske, der f.eks. blev fotograferet sammen med sin familie gående på gaden i ganske almindeligt tøj. Der var i datiden almindelig enighed blandt de allierede (bortset fra Sovjetunionen) om, at det var en fornuftig beslutning at give kejseren immunitet.

19 Blandt de 28 anklagede døde to i fængslet under retssagen, og én blev erklæret mentalt ude af stand til at gennemføre retssagen. For de 25 øvriges vedkommende se figur 2. Som det fremgår, blev der afsagt syv dødsdomme, mens 16 fik livsvarigt fængsel (de blev alle løsladt i midten af 1950erne, bortset fra tre, som døde i fængslet). Én person fik 20 års fængsel, og én person fik syv års fængsel (den sidstnævnte Shigemitsu var en af dem, der som udenrigsminister i slutningen af krigen underskrev kapitulationserklæringen i 1945; han blev løsladt efter to år og gik atter ind i politik, hvor han blev udenrigs- DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 19

20 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen minister i 1954). I modsætning til Nürnberg blev ingen frikendt. En af de mest prominente blandt de anklagede var den dødsdømte stats- og krigsminister Hideki Tojo. Alle domme blev afsagt med dommerstemmerne 8-3. De tre, som stemte imod og desuden afgav dissens, var den franske, den indiske og den hollandske dommer. Den indiske dommer var den mest vidtgående, idet han fandt, at alle de anklagede skulle frifindes, blandt andet fordi domstolen repræsenterede en fortsættelse af det koloniale herredømme i Asien. Den franske dommer fandt, at retssagen ikke levede op til normerne for en retfærdig rettergang, og han mente derfor ikke, at skyldsspørgsmålet var endeligt afgjort. Den hollandske dommer var uenig i adskillige af de konkrete strafudmålinger. Derudover fremkom den australske retspræsident med en meningstilkendegivelse, som ikke var dissens, men blot en tilkendegivelse af, at det efter hans mening var for vidtgående at idømme dødsstraf, når man fritog kejseren for straf. Derfor skulle de dødsdømte efter hans mening have været idømt fængselsstraf. Kritik af de militære tribunaler Både før, under og efter de internationale militære tribunaler i Nürnberg og Tokyo har der været rejst kritik af tribunalerne. De overordnede kritikpunkter har især vedrørt tre forhold, nemlig at tribunalerne var sejrherrernes domstole; at lovgivningen blev vedtaget med tilbagevirkende kraft (ex post facto-lovgivning); og at de allierede selv havde begået de samme forbrydelser, som de anklagede tyskerne og japanerne for at have begået (tu quoque-argumentet). Disse kritikpunkter har været fælles for begge tribunaler. Desuden har der været rejst kritik af mere specifikke forhold vedrørende retssagernes gennemførelse og de individuelle sager. Den alvorligste del af denne kritik har især været rettet mod Tokyo-tribunalet. Overordnet set står det klart, at der både i Nürnberg og i Tokyo var tale om sejrherrernes domstol, og at begge domstole var ad hoc domstole. På daværende tidspunkt var der næppe andet at gøre end ad hoc at oprette sejrherrernes domstole, med mindre man ville lade stå til eller foretage summarisk henrettelse af en gruppe mistænkte og/eller hovedansvarlige. Det afgørende måtte være domstolenes legitimitet. Her udmærkede Nürnberg-domstolen sig ved en større grad af legitimitet end Tokyodomstolen, blandt andet derved at London-aftalen blev underskrevet af fire selvstændige statsmagter og efterfølgende anerkendt af 19 stater, mens Tokyo-domstolens charter og hele retsprocessen var underlagt USAs dominans. 20 Det er også blevet fremhævet, at ikke blot Tyskland angreb Polen i 1939; det samme gjorde Sovjetunionen, og Sovjetunionen angreb også Finland

21 i Grunden til, at Sovjetunionen ikke blev anklaget for at føre angrebskrig, var netop, at der var tale om sejrherrernes domstol. Yderligere et kritikpunkt var, at lovgivningen blev vedtaget ex post facto. Det vedrørte især spørgsmålet om angrebskrig, og det var omstridt, om Briand-Kellog-pagten fra 1928 gjorde angrebskrig til en forbrydelse, der kunne straffes. Ganske vist var det med FN-pagtens vedtagelse i 1945 klart, at angrebskrig var ulovlig, og FNs Sikkerhedsråd kunne under kapitel VII i FN-pagten med henvisning til den internationale fred og sikkerhed pålægge staterne sanktioner, herunder tage militære midler i brug. Men her vedrørte det begivenheder, som fandt sted før og under Anden Verdenskrig, altså før FN-pagten var blevet vedtaget. Tribunalernes afgørelse var, at angrebskrig/aggression var en forbrydelse, der kunne straffes. Men der er endnu i 2008 ikke vedtaget en folkeretligt gældende definition (hverken i FN eller under Den Internationale Straffedomstol), som definerer angrebskrig/aggression. Endvidere blev det kritiseret, at de allierede selv havde foretaget de samme krigshandlinger, som de anklagede tyskerne og japanerne for at have begået. Det er ikke i sig selv et juridisk validt argument at benytte tu quoque-argumentet, fordi man godt kan blive dømt for at have begået forbrydelser, som andre også har begået, selv om de andre ikke bliver straffet for det. Det blev f.eks. Otto Kranzbühler (admiral Dönitz forsvarer) gjort opmærksom på, da han som tidligere nævnt påviste, at amerikanerne også sænkede forsvarsløse skibe og besætninger. Hvortil han spidsfindigt svarede, at han skam ikke ønskede at påvise, at amerikanerne også havde gjort noget ulovligt. Tværtimod ville han vise, at der, fordi amerikanerne også gjorde det, var tale om en international norm for krigsførelse! Men tu quoque-argumentet har stor moralsk værdi, og der kunne have været god grund til at rejse en anklage mod f.eks. Den Røde Hærs krigsforbrydelser under dens fremmarch i Østeuropa i Ligeledes kan man nævne de allieredes terrorbombardementer af tyske byer og atombomberne i Japan. Mere konkrete kritikpunkter har især været rettet mod Tokyo-tribunalet, idet der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om processen var i overensstemmelse med retfærdig rettergang. F.eks. foregik retssagen kun på engelsk og japansk, som ikke blev forstået af den sovjetiske dommer. Det er blevet hævdet, at japansk og ikke-japansk bevismateriale og vidneudsagn blev tillagt forskellig vægt. Dommerne var aldrig samlet til en fælles bedømmelse af hele materialet. Dertil kommer, at hele dommen, inklusive dissenserne, og hele den officielle retsudskrift først blev offentliggjort mange år senere (i 1977), mens det i Nürnberg skete allerede i DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo Det er siden kommet frem, at amerikanerne havde kendskab til en japansk bakteriologisk forsøgsstation ved byen Harbin i Manchuriet (Enhed 731), 21

22 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 22 hvor der blev lavet medicinske eksperimenter på krigsfanger og andre levende mennesker, og at amerikanerne mod at få kendskab til forskningsresultaterne gav immunitet til lederen af forsøgsstationen, general Ishii Shiro, og hans medarbejdere. Der er også blevet rejst kritik af, at Tokyo-tribunalet ikke forsøgte at placere et ansvar for krigsførelsen hos de ledende erhvervsfolk, der økonomisk havde bidraget til Japans oprustning. Endelig kan det nævnes, at det forhold, at alle domme blev afsagt med dommerstemmerne 8-3, svækkede værdien af tribunalets arbejde og dets resultater. Alt dette har bidraget til at kaste et kedeligt skær over Tokyotribunalet, som derfor i eftertiden ikke har opnået samme legendariske og skelsættende status som Nürnberg-tribunalet. Tribunalernes betydning På trods af kritikken har de internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo haft overordentlig stor betydning for eftertiden. Det blev fastslået som international norm, at grove forbrydere skulle retsforfølges i stedet for at blive summarisk henrettet. Dette kan forekomme som en selvfølge i dag, og det er derfor overraskende at se tilbage og konstatere, hvor snævert beslutningen om at retsforfølge nazisterne blev truffet i inderkredsen i den amerikanske regering, og hvor nemt den kunne være faldet anderledes ud. Det blev endvidere fastslået, at man kunne blive dømt og straffet for angrebskrig/aggression og forbrydelser mod menneskeheden. Derimod fik idéen om at bygge anklagen op omkring en sammensværgelse, således som det især kendes fra det amerikanske retssystem, ingen længerevarende betydning i folkeretten. En meget vigtig nyskabelse var, at der blev indført individuelt strafansvar. Med tribunalerne blev det endvidere afvist, at man kunne opnå straffrihed med henvisning til, at man havde handlet efter ordre. Dette var et opgør med Leipzig-retssagerne efter Første Verdenskrig. Det blev ligeledes afvist, at man kunne opnå straffrihed med henvisning til, at man var et statsoverhoved eller en regeringsrepræsentant. Her var der dog en vigtig undtagelse, nemlig den japanske kejser, som af politiske grunde og af hensyn til kontinuitet og stabilitet i efterkrigstidens Japan blev fritaget for anklager og straf. Efterkrigstidens frededelige udvikling og økonomiske fremgang synes at bekræfte det rigtige i denne opfattelse, men det er samtidig blevet hævdet, at undladelsen af at placere det øverste strafansvar har medvirket til at forlænge Japans problemer med at komme overens med sin militante fortid, således som det i langt højere grad er lykkedes i Tyskland. Erik André Andersen er udreder og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder

23 Litteratur Auer, James E., ed From Marco Polo Bridge to Pearl Harbor: who was responsible? Tokyo: The Yomiuri Shimbun. Beigbeder, Yves Judging war criminals. The politics of international justice. London: MacMillan Press Ltd. Brackman, Arnold C The other Nuremberg: the untold story of the Tokyo War Crimes Trials. London: Collins. Taylor, Telford The anatomy of the Nuremberg Trials. London: Bloomsbury. DEN NY VERDEN 2008:2 De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo 23

24 DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 24

25 Jørn Vestergaard Den Internationale Straffedomstol Status Oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol er blevet betegnet som den måske vigtigste begivenhed i folkeretten siden skabelsen af FN mere end et halvt århundrede tidligere. De folkeretlige forpligtelser til at strafforfølge skyldige i grove internationale forbrydelser var meget længe at betragte som døde bogstaver i internationale traktater eller som slumrende sædvaneret uden større praktisk betydning. Der manglede en international domstol, som kunne råde bod på svigt ved nationale instanser med hensyn til strafforfølgning af magthavere og ledere anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden mv. Kun helt undtagelsesvis blev de værste af de skyldige bag sådanne forbrydelser draget til ansvar. De særlige tribunaler i Nürnberg og Tokyo var længe de markante, enkeltstående undtagelser fra den generelle tendens. Fra midten af 1990erne udmøntede bestræbelser på international retshåndhævelse sig imidlertid i oprettelsen af flere geografisk og periodemæssigt afgrænsede FN-tribunaler, først for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda. Tanken om en international straffedomstol Forestillingen om oprettelse af en international straffedomstol i ene eller anden form kan spores langt tilbage i historien. Tanken herom tog nærmere form, da den schweiziske medstifter af Røde Kors, Gustav Moynier, i 1872 fremsatte forslag om oprettelse af en international domstol til behandling af de grusomheder, som til trods for den brede tilslutning blandt civiliserede nationer til principperne i den første Genève-konvention fra 1864 om behandlingen af sårede på slagmarken var blevet begået under den fransk-preussiske krig i Moyniers ønske om et supplement til konventionen blev imidlertid mødt med skepsis hos folkeretsjurister og fik ingen tilslutning blandt staterne. Overvejelserne blev genoptaget under fredsforhandlingerne i Versailles efter Første Verdenskrig, bl.a. med en traktatbestemmelse om nedsættelse af et internationalt tribunal med henblik på strafforfølgning af kejser Wilhelm II for krigsforbrydelser; men praktiske initiativer blev aldrig iværksat. DEN NY VERDEN 2008:2 Den Internationale Straffedomstol status

26 DEN NY VERDEN 2008:2 Jørn Vestergaard 26 Der skulle gå næsten et helt århundrede yderligere, før bestræbelserne på at få etableret en permanent international straffedomstol på globalt plan endelig bar frugt. Et mellemspil efter afslutningen af Anden Verdenskrig endte resultatløst under indtryk af Den Kolde Krig. Tanken overvintrede herefter hos en vedholdende skare af folkeretsjurister, som ikke fik nogen større gennemslagskraft, før verdenssamfundet i begyndelsen af 1990erne blev så oprørt over de etniske udrensninger i Jugoslavien og Rwanda, at Sikkerhedsrådet besluttede at oprette to særlige straffedomstole. Oprettelsen af de internationale straffedomstole for det tidligere Jugoslavien og Rwanda på FN-mandat bidrog afgørende til at katalysere vedtagelsen af Rom-statutten. Den Internationale Straffedomstol Den Internationale Straffedomstol kom til verden med 120 staters vedtagelse i 1998 ved den afsluttende konference i Rom af Statutten vedrørende The International Criminal Court, (ICC). Det forberedende arbejde med dannelsen af Domstolen foregik i tilknytning til FN og med deltagelse af næsten alle verdens stater. Efter oprettelsen af straffedomstolen vil de sager, som den har kompetence til at behandle, kunne indbringes uden krævende diskussion om og langstrakt afventen af særlige tribunalers etablering. Rom-statutten trådte i kraft den 1. juli Domstolen har sæde i Haag, men kan efter omstændighederne også fungere andre steder i verden og har lokalkontorer i tilknytning til områder, hvor relevante situationer undersøges. Den er en selvstændig og uafhængig international institution, omend den på flere måder har direkte forbindelseslinjer til FN. Efter indstilling fra deltagerstaterne blev der i 2003 indsat 18 dommere. Senere samme år tiltrådte argentineren Luis Moreno-Ocampo som chefanklager. Retspræsident er canadieren Philippe Kirsch. Domstolen er opdelt i flere kamre og omfatter desuden Anklagerens kontor, medlemsstaternes generalforsamling samt et justitskontor. Domstolen råder ikke over eget politi. Medio 2008 har næsten halvandet hundrede stater undertegnet Statutten, og 106 lande har ratificeret den, herunder alle EU-lande undtagen Tjekkiet. Kina, Indien, Pakistan, Indonesien og Tyrkiet er blandt de lande, som ikke har undertegnet Rom-statutten. Forskellige stater har undertegnet Statutten, men har ikke ratificeret denne; dette gælder bl.a. USA, Israel, Egypten, Iran og Rusland. USA har tilkendegivet, at ratificering ikke påtænkes. I Rusland og Tyrkiet forberedes tilslutning. Statutten indeholder nærmere regler om staternes pligter med hensyn til samarbejde med Domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning, herunder om anholdelse og overførelse af anklagede personer til straf-