SILKEBORG KUNSTNERLEGAT

Transkript

1 SILKEBORG KUNSTNERLEGAT Steffen Lange

2 Silkeborg Kunstnerlegat 25 års jubilæumsbog 2002 Forfatter: Steffen Lange Fotografer: Preben Baltzer, Hans Jørgensen, Steffen Lange, Torben Larsen, Jens Anker Tvedebrink og Leif Tychsen Forsideillustration: Egill Jacobsen, gengivelse af original litografi skænket til Silkeborg Kunstnerlegat Produktion: Silkeborg Bogtryk ISBN TAK Med udgivelsen af denne jubilæumsbog om Silkeborg Kunstnerlegat, er det lykkedes at fastholde et usædvanligt stykke kunst-, kultur- og foreningshistorie. Uden økonomisk opbakning fra vore sponsorer, havde dette ikke været muligt. Modtag derfor en stor tak herfor. Også en stor tak til Midtjyllands Avis' fotografer, der så beredvilligt har stillet deres billeder til rådighed, og til Silkeborg Kunstmuseum, der har stillet sin samling af legatets værker til disposition for denne bog. Endelig en tak til alle andre, som har været med til at løfte de mange små og større opgaver, der har været i forbindelse med denne udgivelse. Silkeborg Kunstnerlegat / Steffen Lange

3 Indhold Trofasthed et kendetegn i foreningen 5 Det kan lade sig gøre 6 Kunstværket er en kvittering 7 Silkeborg Kunstnerlegats historie 9 Poul Janus Ipsen 24 Torben Bohse 26 Niels Reumert 28 Leif Lage 30 Hans Voigt Steffensen 32 Kirsten Ortwed 34 Gunnar Møller 36 Henny Møller 38 Lise Malinovsky 40 Andrzej Lemiszewski 42 René Tancula 44 Kehnet Nielsen 46 Jørgen Teik Hansen 48 Lars Ravn 50 Pia Andersen 52 Toni Larsen 54 Nils Erik Gjerdevik 56 Preben Fjederholt 58 Vibeke Tøjner 60 Bjørn Poulsen 62 Martin Bigum 64 Thomas Kluge 66 Tal R. (Tal Rosenzweik) 68 Claus Ørntoft 70 Niels Peter Bruun 72 Penge til rejser og arbejdsro 74 Knaldhamrende billig kunst 75 Når kunsten giver et kick 76 Bestyrelsen gennem 25 år 78 Medlemsliste 78 Sponsorer 80 3

4 4

5 Trofasthed et kendetegn i foreningen Af tidligere formand, redaktør Aksel Evin Olesen 25 år i kunstens verden har været et kvart århundrede med virkelig mange spændende udfordringer og oplevelser med kunstnere og trofaste medlemmer. For trofastheden er et absolut kendetegn for Silkeborg Kunstnerlegat. En række gode borgere har holdt ved lige fra den første dag og ekstra positivt er det, at næste generation er kommet med i kredsen. Det vidner om en udpræget grad af forståelse for idéen bag netop vores forening. Ingen offentlige tilskud, ingen indblanding fra kultureliten bag Københavns tykke volde men en inspirerende og uundværlig støtte fra en kreds af kunstelskere, som hele tiden har troet på at idealisme er en værdig sag at støtte. Aldrig har jeg følt nogen manglende entusiasme hos de skiftende bestyrelsesmedlemmer heller ikke i de økonomisk hårde år, hvor der ellers kunne være grund til at springe overbord. Men alle har selv i det værste uvejr surret sig fast og holdt det gode skib på den rette kurs. At Silkeborg Kunstnerlegat fortsat indtager en særlig position på kunstens parnas skyldes udelukkende medlemmernes opbakning, og den er jeg overbevist om vil fortsætte i de næste 25 år. Et andet sted i jubilæumsskriftet er den nu afdøde maler, professor Egill Jacobsens indsats blevet fremhævet. Med absolut god grund. Hans gave på 100 litografier i 1978 var med til at gøre foreningen økonomisk uafhængig. En lang række yngre kunstnere har gennem årene fået et løft gennem det betydelige beløb, foreningen har uddelt. Og at flere af Egill Jacobsens gamle elever har været blandt legatmodtagerne, har selvfølgelig ikke gjort hans glæde mindre hvor han så end måtte befinde sig. Aksel Evin Olesen som mange husker ham fra formandstiden. Her byder han velkommen til generalforsamlingen i På forreste række ses blandt andre museumsdirekør Troels Andersen og legatmodtager Lars Ravn, på anden række yderst fhv. borgmester Ernst Thomsen, der i mange år var medlem af bestyrelsen og var med til at»løbe foreningen igang«. Ved siden af ham bestyrelsesmedlem Peder Kold og hans hustru Birthe Kold. (Foto: Leif Tychsen) 5

6 Det kan lade sig gøre... Af museumsdirektør Troels Andersen, Silkeborg Kunstmuseum Da den engelske forsker Guy Atkins i 1960 erne gennemrejste Danmark under sin registrering af Asger Jorns malerier, vakte det hans forundring, at så mange danske familier havde små samlinger af samtidige danske kunstnere på deres vægge. At samle på kunst var ikke, som i hans hjemland, forbeholdt nogle få, kapitalstærke personer. Ofte købte de danske samlere direkte af kunstnerne, og betalte dem i afdrag, for beløb der svarede til en månedsløn. Oven i disse handler opstod der gerne personlige relationer mellem kunstnere og samlere. I de følgende årtier ændrede dette billede sig. Blandt andet kom Statens Kunstfond til, i begyndelsen som en dominerende part, senere svandt også dens midler ind. Men den væsentligste årsag til, at de private køb veg, var nok det stigende skattetryk, der gjorde, at der ikke længere var plads i ret mange private husholdninger til at støtte nye kunstnere i samme omfang som før. Det var i denne situation, tanken om Silkeborg-legatet opstod. Traditionen for kunstforeninger og kunstcirkler, hvor man i fællesskab for indbetalte kontingenter indkøbte værker, fik en ny udformning.»det kan slet ikke lade sig gøre«, var min første tanke, da invitationen til en stiftende generalforsamling indløb i Men Poul Gertz Andersons idé, der kombinerede kunstcirklens og kunstforeningens form med et egentligt legat, viste sig at være livskraftig. Egill Jacobsen skænkede oplaget af et af sine litografier som startkapital; måske gjorde det, at den grafiske og især litografiske kunst kom til at stå i centrum for legatets virksomhed, også selv om fundatsen åbnede andre muligheder, f. eks. for at indkøbe og bortlodde enkelte værker. I hele legatets levetid har man således foretrukket at sikre alle medlemmerne et værk hvert år. Skiftende bestyrelser har i de forløbne 25 år fundet frem til kunstnere i den unge generation, der havde arbejdet med eller var villige til at prøve kræfter med den litografiske teknik, eller med andre former for multipler. Ser man tilbage over udgivelserne, finder man mange af periodens strømninger repræsenteret. En fuldstændig historieskrivning er det naturligvis ikke, hvert år har mange kunstnere været på tale, men kun én kunnet vælges. Man har i alle årene orienteret sig mod den unge generation, dvs. fortrinsvis kunstnere under 40 år. Desværre er to af modtagerne gået bort alt for tidligt, men de øvrige legatmodtagere arbejder alle stadig og har deres plads i den nyere danske kunst. For nogle år siden blev legatets udgivelser, suppleret med udlånte arbejder fra modtagerne, sendt på en landstourné gennem Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger. Tanken var at inspirere til oprettelsen af tilsvarende initiativer andre steder i landet til gavn for den nye danske kunst. Man kunne stadig ønske, at Silkeborg-legatet kunne danne knopskud. For, som det har vist sig gennem 25 år:»det kan lade sig gøre...«museumsdirektør Troels Andersen, Silkeborg Kunstmuseum, var i en årrække medlem af bestyrelsen for Silkeborg Kunstnerlegat. (Foto: Leif Tychsen) 6

7 Kunstværket er en kvittering Interview med Poul Gertz Andersson Asger Jorn er kendt som en af de store aktører i dansk kunst ikke kun som maler, men også som initiativrig igangsætter og ideolog bag retninger og bevægelser ikke mindst Cobra-bevægelsen. Han kom også omend indirekte til at give startskuddet til Silkeborg Kunstnerlegat, idet grundlæggeren Poul Gertz Anderssons interesse for Jorn og hans kunst var med til at sætte gang i de tanker, som senere skulle føre til legatet. - Jeg har aldrig mødt Asger Jorn personligt, kun set ham en enkelt gang på Århus-færgen, hvor han sad i muntert lag, blandt andet sammen med Egill Jacobsen. Men jeg har altid været meget betaget af hans kunst, og hans død i 1973 svækkede ikke denne interesse. Tværtimod begyndte jeg at komme i Galerie Moderne i Silkeborg og på byens kunstmuseum. Det var på den tid arkitekten Jørn Utzons spændende projekt om et Asger Jorn-museum var fremme, og det var jo helt oplagt, for Silkeborg var udgangspunktet for det hele via Jorn. Her var de første tanker om Cobra spiret frem, og Silkeborg havde også et aktivt kunstliv på andre områder, blandt andet gennem kunstnerkolonien i Sminge, der blomstrede dengang. Så der var meget som pegede på, at Silkeborg kunne blive et kunstnerisk centrum udenfor Århus og København, fortæller Poul Gertz Andersson, der var og fortsat er bosat i Brabrand. Han spekulerede i nogen tid over, hvordan man kunne»skabe et eller andet«, der havde udgangspunkt i Silkeborg, og til sidst var der tre muligheder: At oprette en æresbolig til arbejdende kunstnere, at uddele en Silkeborg-medalje eller at oprette et legat. - Jeg kontaktede derefter borgmester Ernst Thomsen, der også havde sæde i amtsrådet. Her var min kone Aase også indvalgt, så jeg kendte lidt til Ernst, som jeg desuden også havde mødt i Galerie Moderne. Vi drøftede mine ideer og blev efterhånden enige om, at legat-ideen var den bedste, siger Poul Gertz Andersson. - En kreds af interesserede blev derfor indbudt til et stiftende møde. Museumsdirektør Troels Andersen og galleriejer Willy Omme var selvskrevne. Så var der advokaterne Bent Brockstedt-Rasmussen og Flemming Reeslev fra henholdsvis Silkeborg og Århus. Sidstnævnte kendte jeg fra mit arbejde i lægeforeningen. Desuden var der min gamle sanglærer Richard Sennels fra Katedralskolen i Viborg, der var kendt for sin kunstinteresse. Hans hustru var også med, og endelig havde Ernst Thomsen og jeg indbudt Åge Valbak fra København, som jeg havde mødt i Galerie Moderne. Hans viden om kunst var åbenlys, så ham slog vi en klo i. Og det kom vi aldrig til at fortryde, siger Poul Gertz Andersson og tilføjer, at den tætte kontakt til Galerie Moderne aldrig fik indflydelse på valget af legat-modtager. Poul Gertz Anderssons hjem i Brabrand er fyldt med kunst, og også haven er taget i brug. Her står han ved en granitskulptur skabt af sønnen, billedhuggeren Thomas G. Andersson. (Foto: Steffen Lange) 7

8 Generalforsamlingerne plejer at være godt besøgt. Her et glimt fra På forreste række blandt andre Aase og Poul Gertz Andersson, nummer to og tre fra venstre, samt derefter foreningens daværende kasserer Gunnar Hansen. (Foto: Preben Baltzer) - Willy Omme forsøgte aldrig at påvirke os. Han var heller ikke medlem af legatet, for han ønskede helt rene linjer. Det har jeg altid haft stor respekt for, siger Poul Gertz Andersson. Resten af historien efter det grundlæggende møde er beskrevet andetsteds i denne jubilæumsbog, men Poul Gertz Andersson lægger ikke skjul på, at det var meget svært at starte legatet. - Vi stred for at skaffe medlemmer de første år, og havde vi ikke haft en række opofrende medlemmer, var det aldrig gået. I de første år var der således flere dobbelte medlemskaber, eksempelvis Valbak og frue og Ernst Thomsen og frue, og både Åse og jeg stod også som medlemmer, husker Poul Gertz Andersson. Om legatets idé at medlemmerne får et kunstværk siger grundlæggeren af Silkeborg Kunstnerlegat: - Man må aldrig opfatte medlemskabet som en økonomisk investering, men som en investering i kunsten. Det afgørende er, at en lovende kunstner får et skulderklap, som kan føre ham eller hende videre i karrieren. Glæden ved at have været med hertil, skal være det afgørende. Litografiet eller skulpturen, som medlemmerne har modtaget, har jeg altid opfattet som en kvittering for min indbetaling men en kvittering af en helt særlig slags. For jeg har hængt billederne op, og hver morgen har jeg kunnet gå rundt og sige godmorgen til mine litografier og glæde mig over dem. Alene glæden og fornøjelsen ved kunstværkerne har langt oversteget den lille økonomiske udgift, som jo i virkeligheden kun udgør nogle få kroner om dagen. Kontingentet har altså først og fremmest været en investering i daglig glæde, siger Poul Gertz Andersson, der også har haft stor fornøjelse af at gense legatets kunstværker i forbindelse med jubilæet, hvor de har været udstillet på Silkeborg Kunstmuseum: - Da jeg genså værkerne i samlet flok så jeg med det samme, at ingen af dem var dårlige, og de fleste endda sublime. Udtrykkene er meget forskellige, men hvert udtryk har sit publikum, og sådan skal det være, siger Poul Gertz Andersson med et stille håb om, at ideen bag Silkeborg Kunstnerlegat også vil vise sig at være bæredygtig fremover. - Vi lever i en urolig tid med mange oplevelser og sansebombardementer. Men det gode billede eller den gode skulptur vil der altid være brug for. Og jeg tror fortsat Silkeborg vil være et godt hjemsted for legatet, for det bobler stadig på Silkeborg-egnen. Her er et levende kunstmiljø, og det håber og tror jeg vil fortsætte, siger han. 8

9 Silkeborg Kunstnerlegats historie Pluk fra de gamle protokoller Tankerne om et legat havde svirret i nogen tid, og der var blevet gjort et godt benarbejde, inden ni kunstinteresserede personer den 7. juni 1977 kunne sætte hinanden stævne på restaurant La Strada i Silkeborg og stifte Foreningen Silkeborg Kunstnerlegat på foranledning af speciallæge Poul Gertz Andersson fra Brabrand ved Århus. Til stede var desuden, som det er noteret i det officielle referat fra mødet: Museumsinspektør Troels Andersen, Silkeborg, advokat B. Brockstedt-Rasmussen, Silkeborg, kunsthandler Willy Omme, Silkeborg, sekretariatschef Flemming Reeslev, Århus, domorganist Richardt Sennels og hustru, Viborg, borgmester Ernst Thomsen, Silkeborg, og kontorchef Åge Valbak, København. Hvorfor denne kreds netop mødtes i Silkeborg, og hvorfor legatet fik denne bys navn, bliver der redegjort for i samtalen med Poul Gertz Andersson andet steds i jubilæumsbogen. Her skal blot noteres de facts, som en gennemgang af 25 års protokoller og regnskaber afslører. Mødet fik et for initiativtagerne tilfredsstillende forløb. Der var enighed om et fremsendt lovudkast, og kun om foreningens navn, formål og uddeling af legatet var der lidt debat, som dirigenten Bent Brockstedt-Rasmussen, som så mange gange senere, styrede med kyndig hånd. Og der blev opnået enighed om alle spørgsmål: Silkeborg Kunstnerlegat var en realitet, foreningens formål var såvidt muligt årligt at uddele et legat til en udøvende kunstner, og der skulle optages forhandlinger med legatmodtageren om køb af et grafisk arbejde til fordeling blandt foreningens medlemmer eller ét, eventuelt flere, kunstværker til bortlodning til medlemmerne på den årlige generalforsamling. Til bestyrelsen valgtes herefter blandt de fremmødte Poul Gertz Andersson, Flemming Reeslev, Ernst Thomsen og Åge Valbak. Sidstnævnte blev foreningens første formand. Desuden valgtes maleren, professor Egill Jacobsen, København, der senere skulle komme til at spille en afgørende rolle i legatets historie. Efter således veludført arbejde begav deltagerne sig til Galerie Moderne, hvor man så Asger Jorns udstilling»tilblivelsens stadier«. Om de næste stadier efter tilblivelsen af Silkeborg Kunstnerlegat skal de følgende sider handle. Midtjyllands Avis har fulgt Silkeborg Kunstnerlegat lige siden starten. Her den første artikel om legatet fra På billedet ses Åge Valbak og galleriejer Willy Omme, der var legatet til stor hjælp i de første vanskelige år. (Foto: Preben Baltzer) 9

10 Ét var at starte legatet noget helt andet at løbe det igang og finde sine egne ben at stå på. Den første store udfordring var at skaffe medlemmer hvilket viste sig at være sværere end først antaget. I løbet af efteråret stod det klart, at hvervning blandt venner og bekendte ikke var nok. Samtidig med en omkonstituering i bestyrelsen ved juletid Poul Gertz Andersson overtog sekretariatet og dermed en vigtig del af legatets administration blev det besluttet at udsende et hvervebrev til en større kreds af interesserede. Det blev sendt ud i løbet af de første måneder i 1978, og man kunne blandt andet læse følgende:»som medlem er De med til at støtte dansk kunst, De får indflydelse på valget af den kunstner, som skal modtage foreningens legat og De får gratis et grafisk værk, udarbejdet af legatmodtageren. Legatuddelingen vil finde sted ved en højtidelighed på Silkeborg Rådhus i forbindelse med foreningens generalforsamling i maj måned.«samtidig blev der arbejdet på at finde den første modtager af Silkeborg Kunstnerlegat, og midt i april var alt ifølge et referat fra et bestyrelsesmøde på plads: Kulturminister Niels Matthiasen skulle overrække legatet på kr. til maleren Poul Janus Ipsen ved et arrangement på Silkeborg Rådhus, hvor kommunen samtidig ville være vært ved et mindre traktement. Desværre kneb det fortsat med medlemstallet på dette tidspunkt kunne man kun mønstre 37 medlemmer og dermed var det også småt med penge. Galleriejer Willy Omme trådte nu til og tilbød at betale for fremstillingen af litografiet mod at have sikkerhed i de grafiske arbejder, og på denne måde lykkedes det, som det er omtalt i protokollen,»at opfylde den opstillede målsætning«. Den 10. maj 1978 kunne legatet uddeles for første gang. Kulturministeren måtte desværre melde afbud, men i stedet trådte skatte- og afgiftsminister Jens Kampmann til og sagde blandt andet, at»det er glædeligt, at legatet ikke skal uddeles til en mere sat, veletableret kunstner, men til en kunstner, der stadig udvikler sig. Poul Janus Ipsen har en speciel stil og anvender meget oprør og protest i sine motiver, hvilket netop findes i den generation, han tilhører. Han påpeger skævheder og urimeligheder i vort samfund, hvilket vi alle i øvrigt har en forpligtelse til at gøre på hver vor måde.«og så tilføjede ministeren, at»jeg glæder mig til at få min andel af pengene, for selvfølgelig slipper du ikke for at betale skat!«dermed var foreningens første mål nået, men økonomien haltede fortsat. Medlemstallet steg kun langsomt. Der måtte optages et lån i Jyske Bank, og det kneb med at få regnet af med legatmodtageren. Det mellemværende blev først løst efter et par måneder. Silkeborg Kunstnerlegat stod derfor i sensommeren 1978 i en ganske vanskelig situation, men så trådte Egill Skatte- og afgiftsminister Jens Kampmann stod for den første uddeling af legatet i 1978 til Poul Janus Ipsen. (Foto: Preben Baltzer) Jacobsen til. På et bestyrelsesmøde i august meddelte han, at han ville støtte foreningen med 100 litografier. Foreningen skulle betale for trykningen, men hele overskuddet ved salget skulle tilfalde legatet. Denne overordentlig flotte gestus tog den øvrige bestyrelse naturligvis imod med kyshånd. Samtidig drøftede man fortsat foreningens arbejdsform og struktur. I løbet af efteråret blev redaktør Aksel Evin Olesen tilknyttet bestyrelsen som tilforordnet, særligt vedrørende foreningens PR-virksomhed, og det blev diskuteret, om legatets administration skulle henlægges til Galerie Moderne. Det sidste blev dog frafaldet igen af frygt for, at legatet dermed ville miste sin selvstændige profil. I starten af januar blev Egill Jacobsens litografi præsenteret ved en sammenkomst på Restaurant La Strada i Silkeborg. Medlemmer kunne købe det for 1000 kr., ikke-medlemmer for 1600 kr.. Litografiet blev ikke udsolgt med det samme, men interessen var absolut til 10

11 I januar 1979 kunne maleren, professor Egill Jacobsen (th), præsentere et litografi i et oplag på 100 eksemplarer, som han skænkede Silkeborg Kunstnerlegat med alle tilhørende rettigheder. Her overrækker han det første eksemplar til Åge Valbak. (Foto: Preben Baltzer) stede, og enkelte virksomheder, institutioner og enkeltpersoner købte flere eksemplarer for at støtte legatet. Heriblandt var Silkeborg Kommune, Jyske Bank og Dansk Arkitekt & Ingeniørkontor. Foråret gik med en fortsat drøftelse af foreningens struktur. Man diskuterede blandt andet, om man med fordel kunne gøre borgmester Ernst Thomsen til formand for at øge den lokale opbakning, ligesom antallet af bestyrelsesmedlemmer stod til debat. Generalforsamlingen blev atter holdt på rådhuset. Datoen var den 5. maj 1979, og denne gang var kulturminister Niels Matthiasen mødt frem for at overrække legatet til maleren Torben Bohse. Og han havde ikke kun pæne ord med til legatet og Bohse, men benyttede samtidig lejligheden til at fortælle, at han fra staten havde fem mio. kr. med til det nye Silkeborg Kunstmuseum, der var ved at blive skabt i disse år! Ved generalforsamlingen var legatets situation en nogen anden end året før: Medlemstallet lå nu på mellem 60 og 70, og efter salget af Egill Jacobsens litografier var økonomien sikret, idet foreningen havde en formue på kr. Økonomien var så god, at man oven i købet havde indkøbt et maleri af Torben Bohse til udlodning blandt deltagerne på generalforsamlingen. Den heldige blev Jørgen Larsen fra Ejstrupholm. Det blev besluttet at ændre vedtægterne og udvide bestyrelsen til syv for at skabe øget dynamik i bestyrelsesarbejdet, og nyvalgt blev arkitekt Henning Holde og Aksel Evin Olesen. Alt tegnede derfor atter lyst, og Ernst Thomsen»slap«for at blive formand, idet»krise- 11

12 stemning«var vendt til forsigtig optimisme. Strukturen var ved at komme på plads, medlemstallet stabilt, og Silkeborg Kunstnerlegat havde tilsyneladende fundet den form, der siden har kendetegnet foreningens arbejde. legatet. På forslag af Egill Jacobsen var han også inde i billedet til en plads i bestyrelsen. Det blev dog aldrig til noget, ligesom Bonnén også måtte melde afbud til generalforsamlingen med meget kort varsel. Så det blev formanden Åge Valbak, der overrakte legatet til Niels De første år foregik legatoverrækkelsen på Silkeborg Rådhus. Her en tætpakket rådhussal ved generalforsamlingen i (Foto: Leif Tychsen) Arbejdet fortsatte med almindelige bestyrelsesopgaver, og desuden blev der tid til et besøg på en kunstmesse i Herning. Men det kneb fortsat gevaldigt med at skaffe medlemmer, og i foråret 1980 måtte man igangsætte endnu en hvervekampagne. Hvert medlem, der indbetalte sit kontingent rettidigt og samtidig skaffede et nyt medlem, ville deltage i udlodningen af et Egill Jacobsen-litografi. Der skulle også vælges ny legatmodtager, og som det står skrevet i protokollen»efter næsten tre timers drøftelse kunne formanden med tilfredshed konstatere, at bestyrelsen var enig om valget af Niels Reumert.«Legatet skulle overrækkes af kulturminister Lise Østergaard, men hun meldte afbud. Derefter stod præsidenten for Akademirådet, Peter Bonnén, for tur til at overrække Reumert. Generalforsamlingen blev som tidligere holdt på rådhuset, og kommunen var for tredje gang vært ved et traktement. Formandens beretning indeholdt dette år nogle lidt mistrøstige bemærkninger. Medlemstallet var stabilt men ikke stigende, så «vi æder af formuen«, som det blev bemærket. Det var naturligvis ikke holdbart i længden, så Åge Valbak bebudede besparelser i driften og»organisatoriske stramninger«. Heri lå blandt andet det både upraktiske og fordyrende forhold, at formanden boede i København, mens mange praktiske gøremål udspandt sig i Silkeborg. Der blev også lagt op til, at kassererjobbet og arbejdet med at holde styr på lageret af grafik samt udsendelsen af grafiske værker skulle samles hos én person. Der blev således generelt 12

13 lagt op til en stramning af procedurer og arbejdsgange, og det var nødvendigt, for der havde været enkelte»svipsere«, hvor medlemmer ikke havde fået deres grafik, eller hvor der på anden måde havde været unødvendigt og irriterende administrativt bøvl. Enkelte medlemmer reagerede da også negativt, og det tappede bestyrelsen for energi. Der blev dog arbejdet ufortrødent videre med flere bestyrelsesmøder i løbet af efteråret 1980, og det blev skønnet, at det ikke var muligt at skære ned på omkostningerne. Dog ville man arbejde på, at medlemmerne på den næste generalforsamling straks kunne modtage deres litografi. Hidtil havde det været sådan, at alle litografier først blev udsendt med postvæsenet efter generalforsamlingen. Det betød, at nogle litografier aldrig nåede frem, mens andre blev beskadiget undervejs. Så her lå en besparelsesmulighed. Men ellers var der kun én vej, og den gik over flere medlemmer. Derfor gik ikke mindst Aksel Evin Olesen i løbet af efteråret igang med at tegne nye medlemmer i Silkeborg-området, blandt andet gennem en direkte henvendelse til en række lokale virksomheder. Det bar frugt, og i løbet af efteråret var medlemstallet steget til godt 80. Den 16. december udnævnte bestyrelsen Egill Jacobsen til æresmedlem på hans 70 års fødselsdag, og fra bestyrelsen og foreningen var der en større rødvinsgave. Det nye år startede positivt. På et bestyrelsesmøde i januar 1981 kunne kasserer Henning Holde meddele, at der nu var 93 medlemmer, og man besluttede derfor at stoppe hvervningen. Økonomien var igen på ret kurs, så man besluttede samtidig at købe et maleri af Leif Lage, årets legatmodtager. Det skulle som tidligere udloddes blandt medlemmerne den heldige på generalforsamlingen blev Niels Knudsen fra Silkeborg. Generalforsamlingen i 1981 atter på rådhuset forløb positivt. Peter Bonnén var endnu engang blevet I 1990 blev Poul Gertz Andersson (tv) nærmest spontant udnævnt til æresmedlem. Her overrækker Åge Valbak en buket blomster for at markere begivenheden. (Foto: Leif Tychsen) 13

14 14

15 De sidste mange år har Silkeborg Kunstnerlegat fundet husly på Silkeborg Kunstmuseum. Her et udsnit af deltagerne på generalforsamlingen i (Foto: Jens Anker Tvedebrink) 15

16 spurgt, om han ville indtræde i bestyrelsen, men han måtte sige nej tak grundet arbejdspres. Medlemstallet nærmede sig til gengæld de magiske 100, der dengang var det fastsatte maksimum. Endelig kunne kontingentindtægterne dække den årlige drift samt legatportionen og kunstnerhonoraret. Foreningens administration samt det praktiske samarbejde mellem formand / sekretær og kasserer havde også fundet sin form, og fra 1981 kunne man sige, at alle»børnesygdommene«var overstået. Blandt andet overtog Poul Gertz Andersson, bosat i Brabrand, formandsposten, og han var dermed tættere på kassereren Henning Holde og Aksel Evin Olesen, der tog sig af mange praktiske gøremål, som skulle løses i Silkeborg. Legatmodtagerne fra 1978 og 2002 fik hilst på hinanden ved jubilæumsreceptionen. Fra venstre ses Poul Janus Ipsen, bestyrelsesmedlem Inga Lolck og Niels Peter Bruun. (Foto: Steffen Lange) Måske havde de menige medlemmer ikke bemærket problemerne, men en nærlæsning af breve og protokoller viser klart, at det var et slid at starte Silkeborg Kunstnerlegat. Det kom ikke af sig selv, og ikke mindst Åge Valbak, Poul Gertz Andersson og Aksel Evin Olesen lagde i de år megen tid og mange kræfter i arbejdet. Legatet var nu kommet ind i smult vande, men lidt modgang var der stadig. Gennem foreningens revisor Knud Bretlau havde Silkeborg Kunstnerlegat søgt om at måtte modtage gaver, så disse blev fradragsberettigede for giveren. Men Statsskattedirektoratet sagde nej.»i skrivelse af 30. september 1980 har revisionsfirmaet for foreningen ansøgt om godkendelse i henhold til ligningslovens paragraf 8 A som berettiget til at modtage gaver med den virkning, at disse kan fratrækkes ved opgørelsen af givernes skattepligtige indkomst. I den anledning skal man meddele, at det ansøgte afslås, allerede af den grund at foreningens midler for tiden er for beskedne«, lød det nedslående svar. Til gengæld kunne man glæde sig over, at Silkeborg Kunstmuseum meldte sig som medlem og købte et eksemplar af alle hidtil fremkomne litografier. Og så blev der ellers i et medlemsbrev efterlyst nye medlemmer. Ikke alle, der havde meldt sig ind, havde betalt kontingent, så der var stadig 15 ledige medlemskaber... I 1982 kunne generalforsamlingen for første gang holdes på Silkeborg Kunstmuseum, og der blev naturligvis i formandsberetningen rettet en varm tak til Silkeborg Kommune, fordi man i de første år havde huset legatets generalforsamling på rådhuset. Og så kunne bestyrelsesarbejdet effektiviseres yderligere, idet bankbestyrer Gunnar Hansen, der var ansat i Den Danske Provinsbank i Brabrand, blev valgt til kasserer. Det gav endelig mulighed for den tætte og nødvendige kontakt mellem kassereren og formanden Poul Gertz Andersson. Glædeligt var det også, at medlemstallet for første gang passerede de 100, og det blev besluttet at arbejde for at øge medlemstallet til 125. Legatuddelingen i 1983 blev festlig. For anden gang kunne man være på Silkeborg Kunstmuseum, og kulturminister Mimi Stilling Jacobsen var til stede for at overrække legatet. Efter generalforsamlingen åbnede museet en udstilling med tegninger af Asger Jorn. Inden generalforsamlingen deltog ministeren i en fernisering på Galerie Moderne med den svenske maler Ansgar Elde, så det blev en lang dag i»kunstens tjeneste«i Silkeborg. Til stede ved generalforsamlingen var også den engelske Asger Jorn-ekspert, professor Guy Atkins. Egill Jacobsen, der som nævnt tidligere havde ydet legatet en uvurderlig støtte, ønskede at trække sig tilbage fra bestyrelsen af helbredsmæssige grunde, og han blev afløst af museumsdirektør Troels Andersen. Der lød naturligvis en stor tak til Egill Jacobsen fra såvel bestyrelsen som medlemmerne. Med valget af Troels Andersen blev»flytningen«fra rådhuset til kunstmuseet understreget, men de nære forbindelser til Silkeborg Kommune fortsatte dog. Dels var borgmester Ernst 16

17 Kulturminister Mimi Stilling Jacobsen foretog legatoverrækkelsen i 1983 og fik en dag ud af det med flere kunstoplevelser i Silkeborg. (Foto: Leif Tychsen) Thomsen stadig medlem af bestyrelsen, dels var han formand for Silkeborg Kunstmuseum, så båndene forblev tæt knyttet.»hvad bestyrelsens arbejde angår, kan jeg fortælle, at det nu er i ganske faste rammer. Vi har efter de første desværre ofte svære år fundet en form, som ikke er belastende på nogen måde.«sådan faldt formanden Poul Gertz Anderssons ord i beretningen i 1983, og han fik ret. De følgende år bød ikke på de store problemer. Tværtimod blev der nu tid til at få finpudset en række detaljer og ganske enkelt holde færre bestyrelsesmøder, oftest tre eller fire om året. I 1984 blev der blandt andet sammen med revisor Knud Bretlau arbejdet på at få helt styr på de skattemæssige forhold omkring legatet, ikke mindst for modtagerne af legatportionen og kunstnerhonoraret, og der blev også gennemført en spørgeundersøgelse blandt medlemmerne om legatets arbejdsform. Der var forskellige forslag, eksempelvis om legatportionen skulle deles i to, eller om man i stedet for et grafisk arbejde til alle skulle indkøbe færre, men større værker til udlodning blandt medlemmerne. De fleste var dog ikke i tvivl legatet skulle fortsætte som hidtil. Medlemssituationen var stadig positiv, og sidst på året var der opstået en mindre venteliste. I et referat fra et bestyrelsesmøde luftede man for første gang muligheden for at forhøje medlemstallet til 150. I 1985 var et af emnerne på generalforsamlingen, om man skulle have flere medlemmer eller sætte kontingentet op, så legatportionen kunne holde trit med inflationen. Medlemmerne gik ind for den sidste løsning. Ikke mindst Troels Andersen arbejdede i 1986 med at etablere en vandreudstilling sammen med Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger med værker af de hidtidige legatmodtagere. Udstillingen, der senere kom godt rundt i landet, omfattede 40 værker, herunder de grafiske arbejder, som var blevet skabt til legatets medlemmer. Og blandt sine mange gøremål skrev formanden katalogteksten, der fortalte om baggrunden for legatet. Kontingentet blev på generalforsamlingen forhøjet til 600 kr., og bestyrelsen gik igang med at forberede legatets 10 års jubilæum. Det skulle markeres, og tankerne gik i retning af en lille skulptur i enten keramik eller bronze. Man rådførte sig blandt andet med billedhuggerne Erik Heide, Poul Bækhøj og Monica Poulsen. 17

18 I januar 1987 tildelte bestyrelsen samme års legat til den dansk-polske billedhugger Andrzej Lemiszewski, og han fik nu travlt, for få måneder senere skulle han stille med 125 små bronzeskulpturer. Han nåede det. På generalforsamlingen først i maj kunne man for 10. gang vælge advokat Bent Brockstedt-Rasmussen som dirigent, og i årets beretning kom formanden naturligvis ind på legatets 10-årige historie. Han sagde blandt andet, at»vi har haft vore diskussioner, hvor holdninger har stået overfor hinanden, men trods uenighed er vi da heldigvis aldrig blevet uvenner.«poul Gertz Andersson sluttede sin meget personlige beretning på følgende vis:»hvem er de gode kunstnere? Det er de kunstnere, som man kan glæde sig til at hilse på på væggen i konsultationen, på kontoret eller i stuen. Det er billeder og skulpturer, som man glæder sig til hver morgen at gå rundt og sige»god morgen«til, og som man selv efter mange års bekendtskab glæder sig til at sige»god morgen«til, og måske føje til»nu skal vi ha en god dag sammen, igen«. Der er ingen anden vurdering af kunst. Hvis en kunstners arbejde gennem mange år kan give en glæde, ja så er det kunst for den enkelte. Og lad det så være et billede af Alechinsky eller et lille ydmygt billede af en elev fra akademiet. Hvis det holder igennem mange år, så er det kunst for dig.«efter en festlig generalforsamling blev det hverdag igen men en god hverdag. Medlemstallet var 125, og der var stadig venteliste. Så i stedet for at skulle hverve nye medlemmer, blev efteråret brugt på at revidere vedtægterne, der senest havde fået en»overhaling«i Nu skete det igen, blandt andet for at tilpasse sig den nye medlemssituation og dermed»lovliggøre«beslutningen om at øge medlemstallet fra 100 til blev et roligt år. De reviderede vedtægter blev godkendt på generalforsamlingen uden debat, og efterfølgende modtog bestyrelsen et opmuntrende brev, som i al sin korte enkelthed skal citeres her: Kære Gertz Andersson! Jeg kan meddele dig, at jeg har sluttet sagen vedrørende min assistance i forbindelse med gennemførelse af vedtægtsændringer m.v. Jeg har ikke beregnet mig salær for sagens behandling. Med venlig hilsen Brockstedt-Rasmussen. Den slags lunede, og der var mere at glæde sig over. Sammenslutningen af Danske Kunstforeningers vandreudstilling med legatmodtagernes værker nærmede sig sin afslutning. I ca. to år havde den været rundt i hele landet Kerteminde, Herning, Brøndby, Farum, Helsingør, Ulfborg, Sakskøbing og Korsør var blot nogle af stationerne. I Silkeborg blev den vist i Galleriet på kulturhuset Rampelys. Og sidst på året kunne bestyrelsen notere, at Egill Jacobsens litografi nu var udsolgt. Også det efterfølgende år blev roligt. Generalforsamlingen blev holdt samme dag, som Galerie Moderne holdt fernisering på en udstilling med den tidligere legatmodtager Niels Reumert. I det hele taget har man forsøgt at placere generalforsamlingerne og andre arrangementer på en sådan måde, at ikke mindst medlemmer udefra samtidig kunne få en ekstra kunstnerisk oplevelse i Silkeborg, eksempelvis som her en ny udstilling på Galerie Moderne. I formandsberetningen det år hed det blandt andet, at»vi har drøftet medlemmernes interesse for de kunstnere, som har modtaget legatet. Det har været oppe, om bestyrelsen skulle orientere medlemmerne om, hvad der efter nogle år var sket med disse unge. Det er min personlige opfattelse, at det næppe kan være en bestyrelsesopgave. Det er måske snarere en medlemsopgave. Ved at se på kunst og ved at læse om kunst mener jeg, at man får den bedste orientering.«var de forudgående år stille, blev 1990 et mærkeår i legatets historie. Men derom lidt senere. Året startede med et fremstød for at sælge ud af beholdningen af litografier. Galleri Susanne Ottesen i København havde ti litografier af Kirsten Ortwed i kommission, mens Silkeborg Kunstmuseum udstillede alle litografierne med salg for øje. Poul Gertz Andersson havde i nogle år overvejet at trække sig tilbage fra bestyrelsen, og det skete nu. Hen over foråret var der blevet ryddet op i gamle papirer og overdragelsen gjort klar. Samtidig ønskede også kassereren Gunnar Hansen at trække sig på grund af et stigende arbejdspres, og det skete så på generalforsamlingen, der for første gang ikke blev ledet af Bent Brockstedt-Rasmussen, som var bortrejst. Det blev i stedet advokat Sten Christensen, der påtog sig hvervet som han siden har løst mange gange på samme både myndige og lune facon, som også var Brockstedt- Rasmussens. Nyvalgt blev Irena Damgaard og Jens Jørgen Hein, sidstnævnte som kasserer. 18

19 Udenfor dagsordenen bad Åge Valbak om ordet på generalforsamlingen. Han takkede Poul Gertz Andersson for hans store indsats til fordel for legatet og foreslog spontant, at han blev udnævnt til æresmedlem.»de tilstedeværende medlemmer udtrykte deres tilslutning hertil ved at rejse sig«, som det blev noteret i referatet. Udnævnelsen var godt nok ikke helt efter vedtægterne, hvilket dirigenten blev nødt til at gøre opmærksom på. Men jura eller ej Gertz Andersson var æresmedlem, og bestyrelsen blev efterfølgende bedt om at kigge på formalia. Ny formand blev Aksel Evin Olesen, der sidst på året repræsenterede legatet ved en 80 års fest, som dagbladet Politiken og Galerie Moderne holdt for Egill Jacobsen i Sikker Hansen Salen i Politikens Hus. Aksel Evin Olesen var blandt talerne, og han fremhævede naturligvis fødselarens uegennyttige indsats til fordel for legatet. Festtøj blev dog hurtigt skiftet ud med arbejdstøj, for det nye år bød på en stor og truende udfordring for Silkeborg Kunstnerlegat skulle stå i keramikkens tegn. Det besluttede bestyrelsen på sit møde i januar, og legatet blev tildelt Lars Ravn, der på Tommerup Teglværk fremstillede årets kunstværk, et relief prydet af en blomst. Keramik var der også til Poul Gertz Andersson på generalforsamlingen i form af en gave fra legatet. Dels var han netop fyldt 60 år, dels kunne man på årets generalforsamling officielt udnævne ham til æresmedlem, idet det forudgående års spontane udnævnelse ikke havde været helt efter»bogen«. Det var således en festlig generalforsamling, men der var dog ikke tilslutning til en middag for medlemmerne senere på aftenen. Kun seks havde tilmeldt sig et sådant arrangement, og middagen blev aflyst. Endnu en»aflysning«men af de positive prægede Legatet havde gennem nogen tid både kæmpet med Fondsregisteret og skattevæsenet som påstod, at foreningen var en fond og ikke en forening. Hvis det synspunkt skulle fastholdes ville det betyde, at op mod 40 procent af legatets indtægter skulle betales i skat og det ville være livstruende for selve legatet. Ikke mindst takket være statsautoriseret revisor Knud Bretlau lykkedes det dog at få afværget truslen. Foreningen Silkeborg Kunstnerlegat blev af myndighederne accepteret som forening til meget stor lettelse for medlemmer og bestyrelse. Ofte har bestyrelsens medlemmer på skift motiveret tildelingen af legatet. I 1993 var det Irena Damgaard (th), der talte om og til Toni Larsen. (Foto: Leif Tychsen) Nu kunne man atter lettet trække vejret, og resten af 1991 blev et stille år. Medlemstallet dykkede dog igen lidt ned under 125, så endnu engang lød opfordringen: Find nogle flere medlemmer... I 1992 måtte bestyrelsen endnu engang konkludere, at medlemmerne går mere op i kunst end i mad! Kun to (!) havde tilmeldt sig en middag efter generalforsamlingen, så også denne gang måtte man aflyse. Og så måtte formanden tage afsked med to kolleger i bestyrelsen, idet hverken Ernst Thomsen eller Troels Andersen ønskede genvalg. Ernst Thomsen havde været med siden starten i 1977, Troels Andersen siden 1983 som afløser for Egill Jacobsen, og de blev begge takket af formanden Aksel Evin Olesen, der blandt andet fremhævede Ernst Thomsens uvurderlige støtte i legatets første svære år og Troels Andersens faglige viden og kunstneriske indsigt. Desværre blev sidstnævnte med kort varsel forhindret i at deltage i generalforsamlingen, hvor han også skulle have motiveret overrækkelsen af legatet til Pia Andersen. Den senere formand Steffen Lange trådte til og motiverede legattildelingen. Ellers blev 1992 et almindeligt arbejdsår med to nye kræfter i bestyrelsen Anne Lambaa og Peder Kold. Og de kunne som deres mere erfarne kolleger straks erfare, at»væsenerne«fortsat havde et godt øje til Silkeborg Kunstnerlegat. Denne gang var det skattemyndighederne, der rykkede foreningen for en lang række oplysninger, selv om foreningen ikke er skattepligtig. Også denne»sag«blev dog bragt ud af verden lignede det forudgående år, men bragte dog samtidig langt om længe klarhed over skattereglerne 19

20 for modtagerne af legatet. Told og Skat slog nemlig først på året i et cirkulære fast, at legatet var skattefrit i det omfang pengene gik til dækning af de sædvanlige udgifter ved en rejse fra Danmark til studiestedet. Legatmodtagerne kunne altså i det aktuelle tilfælde grafikeren Toni Larsen stort set drage»skattefrit«på studieophold i udlandet. Et gennemgående tema i formanden Aksel Evin Olesens beretning var i mange år nogle kraftige hip til hovedstadspressen og andre landsdækkende medier, fordi de ikke omtalte Silkeborg Kunstnerlegat efter fortjeneste ja, faktisk overså de fleste legatet. Sådan var det også i 1994, hvor formanden endnu engang svingede krabasken, men året efter lød der andre toner:»jeg har de foregående år ikke undladt at lange ud efter de landsdækkende medier på grund af deres påfaldende mangel på interesse for kulturelle begivenheder, der foregår uden for København. Det skal jeg undlade i år, for bestyrelsen kan kun konstatere, at det alligevel ikke nytter. Hvis ikke en legatuddeling foregår på Kongens Nytorv og man ikke har inviteret den fra ugebladene velkendte skare af Tordenskjolds soldater, så kan der ikke skabes presseopmærksomhed«, sagde formanden resignerende i sin beretning i I disse år diskuterede bestyrelsen også, om man skulle pege på en glaskunstner, men det var ikke muligt indenfor de af legatet afstukne økonomiske rammer. Og så dukkede det senere bestyrelsesmedlem Erik Veistrups navn op i protokollerne først som gæst ved bestyrelsesmøderne og senere som kommitteret. Efterhånden var udgifterne til fremstilling af det årlige kunstværk steget så meget, at kontingentet ikke længere kunne holdes i ro. I 1996 blev det forhøjet til 700 kr. Formålet var blandt andet også at have lidt»på kistebunden«til legatets 20 års fødselsdag året efter. Den blev ikke kun markeret med et udvidet traktement ostebord og rødvin men bød også på en keramisk skulptur af billedhuggeren Bjørn Poulsen. På generalforsamlingen skete samtidig to markante udskiftninger. Knud Bretlau, der siden starten havde været en stor støtte for legatet, ønskede ikke genvalg som revisor, og nyvalgt blev statsautoriseret revisor Hans Trærup, Deloitte & Touche. Også Åge Valbak, med i legatets bestyrelse siden starten i 1977, ønskede at trække sig tilbage. For sidste gang motiverede han valget af årets kunstner, og han blev udnævnt til æresmedlem. Formanden Aksel Evin Olesen både hyldede og takkede Valbak og sagde blandt andet, at»du har været en dynamo uden lige i kunstnerlegatet. Din kunstinteresse og kunstforståelse er uforlignelig og du har aldrig været tilbageholdende med at øse ud af den til andre.«og som tak for mange års tro tjeneste fik Åge Valbak og hans hustru overrakt et gavekort på et weekendophold i Silkeborg. Et par dage senere modtog legatet et takkebrev fra det nye æresmedlem, der blandt andet skrev:»det blev jo så til 20 år. En vedholdenhed af den varighed har jeg aldrig præsteret (bortset fra mit ægteskab, som trods alt har varet mere end den dobbelte tid). Jeg tør dårligt kigge efter i mine meritter, for jeg er fuldstændig sikker på, at ingen stilling eller bestilling har oversteget seks år bortset altså fra Silkeborg-legatet. Lad hermed være illustreret, at det har været en dejlig tid sammen med jer og opgaven. Et savn vil I efterlade mig, men det er jo vores allesammens lod at skulle sige nogen gange farvel i den sidste ende. Man må jo øve sig på det ultimative. På den ene eller anden måde tror jeg, vi ses. Indtil da tak igen. Mange varme hilsener Åge. Få dage før generalforsamlingen i 1998 døde maleren Egill Jacobsen, æresmedlem af legatet, og han blev mindet af Aksel Evin Olesen, der blandt andet udtalte disse mindeord:»med et enestående talent også for gavmildhed beviste Egill, hvilken værdi han tillagde legatet. Derfor var det fuldt fortjent, at han blev udnævnt til æresmedlem på sin 70 års fødselsdag i december Han fulgte siden på nærmeste hold legatet og spurgte interesseret til, hvordan det gik, hver gang vi havde fornøjelsen af at mødes.«efterfølgende mindedes medlemmerne Egill Jacobsen med et minuts stilhed. Han blev 87 år. Kontingentet blev samme år sat op fra 700 til 800 kr.»der vil herefter blive balance i driftsresultatet«, noteres det i det officielle referat fra generalforsamlingen, der det år ikke blev dækket af pressen. En konflikt på arbejdsmarkedet havde lagt dagbladene øde. Sidst på året valgte man Thomas Kluge som modtager af legatet i 1999, og han var glad for valget. Kluge havde aldrig før udført et litografi, så det glædede han sig til. Og så begyndte bestyrelsen allerede nu at se frem mod 25 års jubilæet i Man drøftede, hvordan det 20