Den globale fagbevægelse

Transkript

1 Den globale fagbevægelse På verdensplan står fagbevægelsen overfor nye og vanskelige udfordringer og i lande som Indonesien og Italien er man proaktiv med idéer og tiltag, der skal gøre synergien mellem hovedorganisationerne, deres medlemsforbund og deres medlemmer mere dynamisk og fremadrettet i en stadig mere kompleks og globaliseret verden hvor virksomhedernes magt er større end nogensinde før. Af Mohammed Massoud Morsi Jakarta, hovedstaden i Indonesien. En megaby med mere end det tredobbelte af Danmarks befolkning. Den er ikke så kendt som Bangkok, men tiltrækker mere industri, organiserer flere musikalske events og rykker rundt på flere penge end noget andet sted i Asien. Jakarta er dekadent og frådende. Der er ingen regulering af tobaksindustrien, der er ingen regulering af de fleste ting man vil forvente nogen kontrol af og hvis lovene findes bliver de hverken overholdt eller håndhævet. Korruptionen trives. Store internationale navne kommer hertil for at give koncerter, som regel sponseret af et eller andet tobaksfirma. Billetterne koster mere end den gennemsnitlige årsløn for en indonesisk arbejder og stjernerne bor på et af byens talrige 5 stjernede hoteller. I Jakarta finder man også multinationale banker og konglomerater, der praler med deres magt uden omsvøb. Tårnhøje futuristiske bygninger designet af internationale stornavne indenfor arkitektur rejser sig som en mur i byens periferi og navne som UOB, HSBC, JP Morgan og andre pryder facaderne som var de institutioner, der udfyldte en uundværlig funktion i samfundet. I Jakarta finder man islamiske banker, lokale banker, joint venture banker, nationale og internationale valuta banker, stats banker og regionale banker. Over 75 forskellige banker er at finde i den ellers, i vesten, ret ukendte metropol og deres funktion er først og fremmest, at overføre penge og varetage investeringer for udenlandske investorer.

2 Bankerne Ifølge Bank Indonesia og Bank Mandiri opfylder omkring 80% af de mellem 3-4/5 af befolkningen på 240 millioner der har en bank konto, lige netop kravet om Rupiah i månedlig beholdning. Det er ca. 65 danske kroner. Sidste år forsøgte Bank Indonesia sig med at nedsætte denne grænse til Rupiah, men de fleste mennesker i lavindkomstgrupperne har dog stærk mistro til planen, der stadig ses som havende intet andet formål, end at sikre bankerne endnu flere (9-10 milliarder US$) penge til udenlandske investeringer. Så det er både i den fattige mands og vores interesse, det ér god business. Vi har som banker ingen moralsk forpligtigelse til at sætte penge tilbage i samfundet, vi er en forretning siger Budi Gunadi Sadikin, Bank Mandiri s mikro og detailhandels direktør, da jeg spørger ham om hans syn på bankernes rolle i et ellers hovedsagligt økonomisk fattigt land. Vi tilbyder dog mange fattige mennesker en rente på 1% årligt og gebyrerne, som vi jo har valgt at undlade for denne gruppe, kompenserer vi for med en bøde på Rupiah månedligt, skulle kontoen dykke ned på rupiah over en periode på 6 måneder. Så det er både i den fattige mands og vores interesse, det ér god business. Bank Mandiri, Indonesiens største bank, havde et netto overskud på millioner Rupiahs i første kvartal Det er lidt over 1,3 milliarder danske kroner.

3 Krisen Under den her seneste globale krise eller konsolidering, der er en bedre beskrivelse, er den røde streg hvis den er at finde intet andet, end hvor hårdt det står til med bankerne og de internationale firmaer. Regeringer flere steder i verden har sat samfundet og den almindelige borger i en tårnhøj gæld for at redde dem fra deres egen finansielle korrupte politik. Her i Danmark kom der bankpakker og skattelettelser til de rige for at få forbruget igang igen og videreføre den allerede kortsigtede, ikke vedvarende, grådige og fatale, i både miljømæssig og menneskeligt henseende, forbrugsbaserede økonomi. Aktierne skal stige og firmaerne skal ikke kun have overskud, de skal svømme i penge for at det går godt igen. Om få år vil de firmaer, der førhen var store, blive urørlige kæmper. Den sidste forhindring i en global virksomhedskontrol er fagbevægelsen. Uden den kunne de rigtige politikere på magten velvilligt omdanne Bornholm til et frihandelsområde. Det har rent faktisk været på tale. Herhjemme ville 3F, Metal, HK og alle de andre fagforbund gå hen og blive en historisk anekdote for i et frihandelsområde er der kun én vej, igennem. Den indonesiske forbindelse Under Bacharuddin Jusuf Habibie, frigjorde Indonesien retten til at organisere sig, sammen med en hel stribe af andre reformer, under den såkalde reformation, reformasi. Det var alt sammen efter vestens højre hånd og brutale diktator, Suharto, trak sig tilbage efter massive folkedemonstrationer og over 30 år på magten. Det så alt sammen ud som om at tiderne havde ændret sig. Det havde de på en måde også, globaliseringen vandt frem, og i selvsamme takt som udbredelsen af Thatcher og Reagans budskaber om deregulering, personlig frihed og mindre fællesskab. En nykonservativ og nyliberalistisk politik, der vandt fodfæste verden over, måske lige foruden Cuba. Herhjemme fik vi som bekendt Poul Schlüter og firkløver regeringen i starten af 80 erne. Ham med hende dér. Suharto tilhørte fortiden, han udfyldte ikke længere funktionen som primus motor bag mange

4 internationale firmaers interesse og politiske agendaer, der fortsat holdt landet i en følge af den koloni tid, der varede i over 300 år, med den sidste reminens i 1975, da Portugal afstod Øst Timor og tillod, med direkte tilsagn fra USA og Australien, at han invaderede og besatte øen, torturerede og dræbte lokalbefolkningen indtil frigivelsen i Efter Habibie fulgte Abdurrahman Wahid, Megawati Sukarnoputri (kvinde) og nuværende president er Susilo Bambang Yudhoyono. Men i Indonesien, verdens største muslimske nation, er det politiske klima mildt sagt tumult og makker man ikke ret overfor bankerne og de internationale firmaer, så skal man ikke regne med at blive særlig længe på magten. Dette var især Habibie s største fejltagelse, da han som den første internationale handling efter hans valg frigjorde retten til faglig organisering ved den internationale arbejderorganisation s (ILO) årlige konference i Geneve i juni Året efter trak han sig tilbage fra valget pga. især stærk kritik for hans tidligere bånd til Suharto, der satte ham i spidsen for at modernisere Indonesien. Mange politiske kommentatorer mente dog at hans åbenlyse forsøg på at reformere arbejdsforholdene efter Suharto s aftrædelse og modstand mod de multinationale firmaer var hans endeligt. Indonesien er et pragteksempel på liberalismens åbne korridor. For her finder vi frihandelsområder som ingen andre steder i verden. Et frihandelsområde (FTZ Free Trade Zone) eller frihandelskorridor, som den også kaldes, er et sted hvor firmaer kan operere på gunstige vilkår, i vore dage vil det sige uden om landets love. I realiteten er lovene så svære at håndhæve, at de er ikke-eksisterende. Selvom faglig organisering er lovligt, kan fagforeningerne for det meste ikke røre forholdene og generelt fyres arbejdere, der opdages at have bånd til fagforeningerne. SBSI (Serikat Buruh Sejahtera Indonesia), Indonesiens største og uafhængige fagforbund har siden 1992 kæmpet en lang sej kamp, med blod, frihedsberøvelse og tortur, for at forholdene på især forarbejdningsindustrierne forbedres. Det er vigtig at forholde sig til, at disse frihandelsområder udnyttes 100 % af udenlandske firmaer og danske firmaer som Maersk og ØK opererer her. De har ingen moralske skrupler overhovedet, de sejler ulovligt tømmer, våben, kemisk affald og andre emner til og fra landområder, der rent geografisk eller juridisk om man vil, kunne ligge på planeten Mars.

5 Arbejdere behandles værre end dyr, det er arbejdsdage på helt op til timer og man sover på skum madrasser blandt støj og farlige materialer. Der er rapporter om seksuelle overgreb, diskrimination, voldtægt, fratræk i løn for alt fra arbejdsskader til fejl i produktionen. Lønstigningsstop og spontanfyringer hører også til hverdagen og hvis man er organiseret, så er porten kun et spark væk. SBSI har lidt over 2 millioner registrerede medlemmer og der arbejder til sammenligning mellem 5-7 millioner mennesker i frihandelsområderne i Indonesien, på verdensplan næsten 50 millioner mennesker. GSBI (Gabungan Serikat Buruh Independen), fagforbundet for tekstilarbejderne har nu gennem en 3 år lang kamp med firmaerne Tommy Hilfiger og Polo Ralph Lauren, endelig fået indrømmelser på de arbejdsforhold og overgreb der igennem deres service og produktions yder, Mulia, har fundet sted. Jeg overværende en demonstration i Jakarta i april og her i starten af maj tog titusinder af arbejdere igen på gaden i protest. Gennem fagbevægelsen og et tæt samarbejde med CCC(Clean Clothes Campaign), kom der endelig en aftale på plads med Mulia. PRL kom dog med den udtalelse at de nægter at mainstreame deres etiske handelsprincipper på det daglige plan, selvom de åbent optræder opfordrende overfor velgørenhed og filantropiske programmer. Et antal fyrede medarbejdere med anklager om seksuel diskrimination er dog stadig ikke genansat og PRL og TH nægter stadig at kommunikere direkte med CCC eller GSBI, i stedet bruger de SPSI (Serikat Pekerja Seluruh Indonesia), der er det åbent ledelses venlige, og gennemført korrupte arbejder fagforbund. Made Krana For at forhindre os i at marchere ind i byen og drage andre arbejdere ind i demonstrationen, lagde militæret en ring rundt om os. Officielt hed det, at de var til stede for at garantere sikkerheden for os. Vores strejke var nyttesløs og vi vidste det godt. Sidst på dagen kom der en bil med tonede ruder og førte vores leder væk. Efter et par timer vendte han tilbage og fortalte os, at vi alle var fyrede. Militæret pakkede sammen og kørte væk. Jeg så voksne mænd græde den dag.

6 Made Krana er et pseudonym. Jeg kan ikke fortælle dig mit rigtige navn. Hvis ejerne opdager at man er organiseret, så mister man sit job og bliver blacklisted i området, eller det der er værre. Der er arbejdere, der er forsvundet og andre der er blevet overfaldet. Et par dage efter vi blev fyret, blev vi ansat igen. Denne gang af en agent, der repræsenterede et udenlandsk firma som vi aldrig har fået navnet på. Og i stedet for at laste skibene i Sunda Kelapa, er vi her. Made Krana stopper kort op. Cement sækkene er tunge og støvede. Han spytter en gråbrun masse ud og prøver at hoste det sidste støv op fra lydhørt ødelagte lunger. Vi går i stribe videre, op af den tykke planke, der forbinder havnekanten med det mindre fragtskib. Min egen tunge føles som sandpapir og øjnene svier af cementstøvet, der samler sig i øjenkrogen. Bag mig går min kammerat, tolk og SBSI aktivist Setiawan Pramana (pseudonym). Det er ham, der har arrangeret mødet. Vi har begge en sæk på nakken og vi er iført beskidte arbejdsklæder, men det er svært at falde ind. Jeg er mindst et hoved højere end alle andre, balancerer absolut ikke så godt på den ellers solide planke og selv om jeg har taget en maske på og viklet klæder om hovedet, så ved vi at det skal gå stærk, hvis ikke vi skal blive opdaget og bringe os selv og de arbejdere der har sat deres tillid til os, i fare. De indonesiske sikkerheds vagter er ikke kendt for deres arbejdsiver, så på frihandelsområderne benytter man private firmaer, hvor vagterne får en bedre hyre og er udstyret med både tasere og pistoler. Vi gemmer os i et mørkt hjørne af det støvede lastrum og Made Krana fortæller gennem klædet han nu har bundet rundt om hans næse og mund: Det tager 3 dage for 10 mand at fylde lastrummet med cementsække. Jeg ved ikke hvor mange der er denne gang, men sidste gang var der Hver sæk vejer 30kg og bæres over nakken fra ladet af en blokvogn, henover en skrående planke til skibet, smides ned af en rampe til lastrummet, hvor de stables enkeltvis, kun støttet til sørejsen af et virvar af planker og reb. Man skulle tro det var lettere at bruge en kran. Det er billigere at bruge 10 mand i ét helt år end at købe 1000 liter hydraulikolie.

7 Der er ingen tvivl om hvorfor Made Krana er organiseret, om end, i det skjulte. Han ved hans dage som arbejder er talte. Blikket i hans øjne, hans tanker, ytret for os i det trange hjørne af lastrummet, fortæller det alt sammen. Jeg ved at mit liv kunne være anderledes, selv om jeg hverken har uddannelse eller penge. Det er ikke på denne måde jeg eller mine børn skal leve. Om uligheden, om hvad han tror der kan gøres og om han tror at tingene vil blive bedre for fremtidige generationer siger han. Jeg ved at mange mennesker tror at sådan skal det være, men det ved jeg ikke er sandt. Vi har alle lige muligheder for at ændre på vores liv, så længe vi ikke er bange. Jeg tror ikke på at der er nogen os og dem. Solidaritet og styrken i mængden af os som mennesker, der går sammen som én, vil være den eneste vej til at formindske uligheden og grådigheden Vi efterlader Made Krana og hans hold. Vi holder vejret og banker støvet af kroppen og klæderne med vores bare hænder. Efter mindre end én time er vi blevet fuldstændig dækket ind i cementstøv fra top til bund. Vi sniger os tilbage i vores lille jolle og sejler langt væk fra området, før vi igen rammer land og kan ånde lettet ud. Vi sætter os tilbage i en Angkot, en fællestaxa, og kører tilbage ind til byen. Jeg kigger ikke tilbage. Den danske forbindelse I Danmark ser det heldigvis anderledes ud, men det har også været en lang sej kamp for de danske arbejdere og selv om ønskesedlen stadig er lang, er det rimeligt at sige, at vi i Danmark har nogle af verdens bedste arbejdsforhold. I slutningen af det 19. århundrede chokerede Louis Pio, en franskmand, borgerskabet i den gamle liberalisme ved grundlæggelsen af den organiserede arbejderbevægelse. Solidariteten og socialismen var kommet til landet og denne periode markerede også begyndelsen på socialdemokraterne og LO. Hvis man kender sin arbejderhistorie vækker ord som fængslinger, korruption, skrubrækkerne og anden stærk retorik store sammenligninger med, ikke kun det der sker i Indonesien, men

8 minsandten også det der skete i Danmark. I 1885 sagde fabrikant Hüttemeyer til smedenes formand: Vi har pengene, derfor vinder vi, og derfor taber I da smedene retfærdig nok krævede mere i løn. Målet var at opløse fagforeningerne, for de kunne ikke leve på ideologi alene. De havde ikke mulighed for at forsørge sig selv i en længere periode. Hüttemeyer overså dog at det var et overgreb på arbejdernes ret til at danne fagforening og dette var allerede slået fast i grundloven. Selveste Venstre gik ind, selvfølgelig for at erobre stemmer, og støttede arbejderne. Det korte af det lange er, at det endte med, at smedene ikke fik en lønforhøjelse, men lov til at beholde deres fagforeninger. Det i sig selv var en stor sejr. Vi har pengene, derfor vinder vi, og derfor taber I Regeringen herhjemme foreslår et loft på 3000kr på fagforeningskontingentet. Dette vil uden tvivl være med til undergrave fagbevægelsen og føre til at fremtidige konflikter ikke kan føres ud i livet, da medlemstallet og muligheden for at bistå en længerevarende konflikt vil falde drastisk deraf. I en nyliberalistisk politik er grundloven en ideologisk plakat og fagbevægelsen og den fagpolitiske magt den skal bibeholde, kan ikke overleve på en fortolkning af en tekst fra I enhver faglig konflikt er det gribende nødvendigt, at fagforbundene har nok kapital, således at medlemmerne kan få penge, mens f.x. en generalstrejke står på. Begynder medlemstallet at falde vil det svække fagbevægelsens mulighed for at yde politisk pres i overenskomst-forhandlinger og lignende. Det siger luksusfælden på TV3 intet om, når de på åben skærm opfordrer familier i økonomisk knibe til at skal stoppe indbetalingen af deres fagforeningskontingent. TV3 ejes af MTG, der sender TV til 125 millioner mennesker i 31 lande, er et aktieselskab og praler på deres hjemmeside med at de har fordoblet deres indtægt og øget deres omsætning med 10% i første kvartal af Hvor mange mennesker når en helsides annonce i et dagblad ud til?

9 Den globale fagbevægelse Retorikken og liberalismen har ændret sig. Den nye liberalisme er ikke direkte retorisk undertrykkende og den styrende blok i samfundet udgøres nu af politikere, der har et solidt bagland af magtfulde forretningsinteresser, der hvis ikke dikterer, så kraftigt påvirker deres politik. Udad til føres vælgerne bag lyset, hvor en såkaldt demokratisk dagsorden er virkeligheden, selvfølgelig kombineret med frygt og forvirring, ikke mindst økonomisk. Denne virkelighed kræver at fagbevægelsen har stærkt brug for at re-positionere sig og det kan ikke gå stærkt nok. Dette gælder fagbevægelsen overordnet og ideologien bag, organiseringen, herunder fagforbundene med deres nøgleemner og ikke mindst hele arbejderkampens strategi. Tiden er inde til at globalisere fagbevægelsen. Fagbevægelsen har mere end nogensinde før, brug for at styrke sig selv, for verden er blevet globaliseret og det har åbnet op for at multinationale og globale firmaer opererer på et, for dem, særdeles fordelagtigt marked. Alt privatiseres, selv daglige fornødenheder som el, gas og vand og nøgleordet er altid effektivisering, selvom realiteten kun er større og større andele af kagen til aktionærerne, der hovedsagligt udgøres af bankerne og den bagved liggende elite. Desværre er lovgivningen ikke længere tilstrækkelig som et grundlag til at varetage arbejdernes interesser. Firmaer flytter hovedsæder og pludselig er fagforbundene i kamp med udenlandske virksomheder og kan kun med begrænset virkning påvirke de løn og arbejdsmæssige aftaler. Skulle det utænkelige en dag ske og frihandelszoner indføres i Danmark, så kan vi kun gætte på fagbevægelsens mulighed for indflydelse dér. Fagbevægelsen har brug for at adoptere en ny organisation, en anden model end den hierarkiske organisationsstruktur, der præger det store billede i dag. Det gør beslutningsprocesserne utidssvarende når der skal reageres hurtigt og klart på fagpolitiske udfordringer, som vi desværre ser det i disse dage. Udmeldingerne fra hovedorganisationerne og fagbevægelsen er højlydt, men fragmenteret. 3F har og er i skrivende stund den mest bemærkelsesværdige modstander til de foreslåede regeringsindgreb, men de andre fagforbunds udmeldinger er mildt sagt svage.

10 Fagbevægelsen må og skal være mere proaktiv. Der er en tendens til, at der foretrækkes en reaktiv fremgangsmåde, der desværre ikke tillader udviklingen af alternative løsnings- og lovforslag, hvad enten de kommer fra fagbevægelsen selv eller aktivister omkring dem. En fremadrettet tilgang til arbejdsgiverne og politikerne ville være med til, på forhånd, at sikre de emner der er vigtige for den fortsatte bevarelse og forbedring af arbejdernes rettigheder. I dag er fagbevægelsens ideologi uklar og især overfor en stor gruppe af fagforbundenes medlemmer, der også rent politisk har bevæget sig i en aldrig før antaget retning. Jeg husker selv min egen tid i SAS, hvordan handlingsselskabet Novia var kendt som det fagforeningsfjendtlige handlingsselskab. Der var gentagne episoder med medarbejdere, der åbent besad mildt sagt rabiate holdninger når det gjaldt arbejdstimer, herunder overarbejde, medarbejdere af anden etnisk herkomst og generelt den solidariske holdning for at bibeholde lufthavnen som en arbejdsplads hvor man ikke blev slidt op i løbet af få år. Og med en ledelse, der valgte at se igennem fingrene, så længe det gik, havde det lokale fagforbund nok at se til. Men det var også begyndelsen på et billede der nu tegner sig i langt store dele af det danske samfund. De medlemmer, som fagbevægelsen tidligere kunne regne med er enten ligegyldige overfor eller direkte imod den fagbevægelse, der arbejder for deres interesser. Den interkulturelle dimension I Italien har sammenslutningen af fagforbund, CGIL, der samlet repræsenter 5,7 millioner medlemmer, netop afholdt en erfaringsudvekslingskonference. For to år siden vedtog man en resolution, at opfordre flere personer med invandrerbaggrund til at gå ind i alle niveauer af organisationen. Det hed, at mindst én person med invandrerbaggrund skulle sidde i CGIL s bestyrelse. CGIL er det første fagforbund, der har underskrevet The Rainbow Paper, og er nu ledende indenfor den interkulturelle dimension af fagbevægelsen i både Europa og på verdensplan.

11 CGIL har set inklusion som vejen frem. Indvandrere og deres efterkommere bidrager økonomisk med over 10% af det italienske bruttonational produkt og har hidtil været en fagpolitisk overset gruppe. Herhjemme ville en mere proaktiv rolle fra bl.a. LO kunne sikre fagbevægelsen en medlemsgruppe i kraftig vækst, både på samfundsmæssigt og økonomisk plan. Det vil dog kræve inklusion på alle niveauer af organisationerne. En inklusion vil styrke fagbevægelsen, ikke kun på nationalt, men også på europæisk og internationalt plan. Den nye position Indonesien er blot ét eksempel på den globale handelspolitik der fortsat fører til større skel mellem rig og fattig. Det er ét eksempel på hvordan virksomheder udnytter og gennem stor politisk indflydelse, bibeholder, et system af, sociologisk set, korrupte lovgivninger. Moderne frihandelsområder er på samme måde som verdenshandelsorganisationen WTO korrupte, for i skjul af retorikken om at skabe øget vækst, udenlandske investeringer, arbejdspladser og bedre levevilkår eksisterer kun virkeligheden, der viser et helt andet billede. Millioner af mennesker er i klemme og grunden er til stor dels, at kampene kæmpes lokalt. Der er et stort solidarisk samarbejde på tværs af landegrænser og der er europæiske og internationale sammenslutninger, der fra Danmarks side repræsenteres af LO. LO er også til stede i Bruxelles og deltager ved forhandlingsbordet, når WTO gang på gang favoriser vestlige kommercielle interesser. Desværre taler resultaterne for sig selv. Det er vigtigt at drage paralleller til omverdenen når vi kigger på den fagpolitiske situation her i Danmark. Vi befinder os i en tid, hvor virksomhederne organisatorisk og politisk har overhalet de samfundsmæssige aspekter og elementer, som står i vejen for den magtakkumulation, der nu i større eller mindre grad er en realitet. Hvor fagbevægelserne stadig kun har et internationalt

12 samarbejde, har virksomhederne netværk og organisatorisk planlægning, der er proaktiv og effektiv i forhold til deres egne interesserer. Milepælen, der hvor Made Krana s søn ikke skal følge i hans fars fodspor, arbejde som en slave for et unavngivet udenlandsk firma og knap og nap kunne træde vande, hvor grådige banker ikke ønsker en andel af hans allerede ikke eksisterende økonomi, er dér hvor fagbevægelsen har en rolle, som en ligeværdig spiller med både politisk og samfundsmæssig vægt. Milepælen, der hvor de danskere arbejdere under hvilken som helst sammenslutning, med sikkerhed kan vide, at de er sikret deres rettigheder, især økonomisk og arbejdsmæssigt er dér, hvor fagbevægelsen igen påbegynder og bibeholder en proaktiv, mere gennemsigtig og synlig rolle i både det politiske, økonomiske og samfundsmæssige mønster. Den nye rolle skal indeholde flere dimensioner, heriblandt de nævnte. Men det kræver også, at fagbevægelsen kan holde sig i live og politiske initiativer som nedskæring i fradraget af fagforeningskontingentet, er med til at promovere et billede af en fagbevægelse, national eller international, uden form eller idé og dette er et billede langt fra sandheden, men desværre det, der gengives rungende frekvent på de medier, hvis bagland er fagbevægelsens opposition, de kommercielle interesser. Fagbevægelsen er et vigtigt element i vores velfærdssamfunds fundament. Undergraves dets muligheder, undergraves samfundets struktur som vi kender det i dag. Løsningen ligger både i en revurdering af det fagpolitiske standpunkt og en styrkelse af ikke kun det nationale, men især også internationale engagement. En global eller multinational fagbevægelse.