INDLÆG VED FINANSTILSYNETS KONFERENCE OM "FINANSIELLE KRISER HVORDAN OPSTÅR DE HVORDAN KAN DE BEKÆMPES" TIRSDAG DEN 12.

Transkript

1 INDLÆG VED FINANSTILSYNETS KONFERENCE OM "FINANSIELLE KRISER HVORDAN OPSTÅR DE HVORDAN KAN DE BEKÆMPES" TIRSDAG DEN 12. SEPTEMBER 2006 "FINANSIELLE KRISER: HVAD HAR DEN FINANSIELLE SEKTOR LÆRT AF 90'ERNE" VED FORMANDEN FOR FINANSRÅDET ORDF. DIREKTØR PETER STRAARUP

2 2 INDLEDNING Først en tak til Tilsynet for at invitere mig her i dag. Der er lejlighedsvis udsagn om, at intet er så kort som en bankmands hukommelse. Det vil jeg forsøge at overbevise de tilstedeværende om, ikke er helt korrekt. Men jeg må indrømme, at jeg fuldstændig havde glemt, hvor rædselsfuldt det var at være bankmand i begyndelsen af 90-erne. Det er jo altid interessant at spørge, hvis skyld det var. Jeg har noteret mig, at der ikke i programmet er nogen fra myndighedsside, som er blevet bedt om at tale om, hvad man har lært i denne periode. Arrangørerne har jo haft visse fordele ved at beslutte, hvem det er, der skal komme og skrifte. Jeg vil først bruge lidt tid på at beskrive den krise, som sektoren oplevede fra midten af 80'erne og frem til Her er den økonomiske udvikling meget væsentlig. Det er trods alt meget sjældent, at det lykkes for en bankledelse helt alene at køre en bankvirksomhed i sænk. Man skal som regel have lidt hjælp hertil. En konjunktur der går lidt skævt eller en branche, der får markant ændrede betingelser, er normalt god grobund for problemer med solvensen. Når det går godt for samfundsøkonomien - går det godt for pengeinstitutterne. Det ser vi i disse år. I dag er det jo stort set umuligt at køre et pengeinstitut ned, selvom om man skulle have lyst til det. Men det er der forhåbentlig ingen, der har.

3 3 Det afgørende er, hvor godt man som pengeinstitut er forberedt på de konjunkturudsving, som enhver økonomi er underlagt. Hvor hurtigt man agerer på den ændrede samfundskonjunktur. Og så selvfølgelig hvor dybt og langvarigt det økonomiske tilbageslag er. For at tage det sidste først, så var det kartoffelkur, mixlån og skattereform, der udløste lavkonjunkturen. Der var dog ingen vej udenom. En hestekur var nødvendig. Væksten i perioden 82 til 86 skete for lånte penge med rekordstore underskud på betalingsbalancen som resultat. Fra politisk hold bliver der truffet beslutning om at forsøge at genoprette landets økonomi ved at sende et missil ind i bankernes privatkunders økonomi i form af kartoffelkuren og skattereformen blev det markant dyrere at låne, særligt til forbrug. Indgrebene omfattede restriktioner på såvel lånetyper som løbetider. I dagens Danmark med prioritetslån og afdragsfrie realkreditlån, der kan omkonverteres i én uendelighed, er det jo spændende at erindre sig, at der for få år siden var noget, der hed Mixlån. Skattereformen fra 1987 begrænsede bl.a. rentefradragsretten væsentligt. Indgrebene udløste en lavkonjunktur, som blev meget langvarig fra 1986 og frem til 1994 var der nulvækst i dansk økonomi. Arbejdsløsheden toppede med over 12% i Selvom et indgreb i 1987 var nødvendigt, kan man i bagklogskabens lys nok også konstatere, at det blev en anelse overdoseret. Ser man på

4 4 førsteårsydelsen for nye boligkøbere, så steg den lige så meget, som hvis renten var steget med 8%. Og det på kort tid uden forvarsel. Der var brug for en opbremsning, men næppe brug for en 7-årig vækstpause. Det nævner jeg, for at minde om, at pludselige og dramatiske økonomiske indgreb i sig selv kan bidrage til at skabe finansiel ustabilitet. Den finansielle sektor Lavkonjunkturen medførte, at sektoren målt fra 1986 til og med 1995 over perioden hensatte op mod 20 kroner for hver 100-krone, man havde udlånt. Det gjorde naturligvis ondt. Til sammenligning har sektoren over de sidste ti år i gennemsnit kun hensat tre ud af hundrede udlånte kroner. Mens kartoffelkur og skattereform i historiebøgerne udløste lavkonjunkturen, så blev kimen til krisen allerede lagt i starten af 80-erne. Det er vigtigt at bemærke, at bankkrisen ikke var et isoleret fænomen i Danmark. Med lokale variationer var der i slutningen af 1980-erne og starten af 1990-erne bankkriser i Sverige, Norge, Finland og USA. Den økonomiske litteratur - som kriserne har affødt - peger på, at de har en del fællestræk. Et af de helt centrale var, at finansiel deregulering i starten af 1980-erne fjernede en lang række snærende bånd for bankerne. De blev sat fri fra kunstige regulatoriske spændetrøjer og fik mulighed for i højere grad at agere på markedsbetingelser. Det betød på en gang større muligheder og større risici. Risici som bankerne ikke var vant til at håndtere. Hvis man er

5 5 vant til at køre på cykel med støttehjul, ender den første tur uden støttehjul som regel ikke særligt godt. Dereguleringen var i sig selv ganske positiv. Faktisk vil jeg hævde, at Danmark ikke ville kunne have opnået den økonomiske succes, vi har i dag, hvis vi ikke havde et innovativt og effektivt finansielt marked. Og det havde vi ikke haft, hvis bankerne og de finansielle institutioner stadig havde kørt med støttehjul. Men som sagt, er den første tur farlig. Da reguleringen blev løsnet i 1980-erne fokuserede sektoren i første omgang primært på de ekspansionsmuligheder, som blev åbnet. Mange finansielle institutioner benyttede lejligheden til at søge aggressive vækststrategier og mange andre følte sig nødsaget til at følge med i kampen om markedsandele. Skattereglerne opfordrede dengang til stor grad af lånegearing især for private. Og der herskede i perioden en overdreven optimisme. Man talte om Schlüter-effekten. Optimismen indfandt sig også i den finansielle sektor, der i perioden oplevede rekordresultater. Her skyldtes de gunstige resultater samlet set dog alt overvejende kursgevinster på obligationsbeholdningen pga. de kraftige rentefald, der satte ind i denne periode. Der var altså tale om engangsindtægter. Det var alle måske ikke lige opmærksomme på.

6 6 Mange penge blev brugt på at udvide filialnet og opbygge omkostningstunge organisationer. Udenlandske aktiviteter kom til. Og nogle bevægede sig fx ved holdingkonstruktioner ind på nye forretningsområder. Man havde først og fremmest fokus på vækst og diversifikation. Sektoren ekspanderede sit udlån ganske kraftigt til og med 1987 med vækstrater op mod 30 pct. i både 85 og 86. Kombinationen af optimisme og manglende erfaring var medvirkende til, at kvaliteten af nyudlånet samlet set ikke var god nok. Da lavkonjunkturen indfandt sig betød det, at risici man havde påtaget sig, i mange tilfælde blev for store. Tab og især hensættelser voksede eksplosivt fra 1986 og frem. Over perioden 1987 til og med 1994 ophørte 47 institutter, der efter undersøgelse af Finanstilsynet blev vurderet som værende i krise. Heldigvis lykkedes det i langt de fleste tilfælde at finde en fusionspartner eller et institut, der var villig til at videreføre bankforretningerne. Mange af os kan stadig huske forløbet omkring adskillige af disse institutter. Hver bank og sparekasse i problemer havde sin egen historie at fortælle. Tilsvarende var redningen af det enkelte institut ofte et kapitel for sig. I en periode havde jeg ikke en weekend, uden det var nødvendigt at aflægge Finanstilsynet et besøg på Gl. Kongevej. Og det var ikke fordi Danske Bank var i problemer. Vi blev

7 7 inviteret enten som Danske Bank eller i Finansrådets regi, for at søge løsninger for finansielle virksomheder i akut krise. Det var hårdt arbejde. Som en personlig bemærkning kan jeg oplyse, at perioden gav mig en mindre ægteskabelig krise. Min hustru syntes knapt så godt om de adskillige natlige telefonopringninger, som Finanstilsynets direktør belemrede vores husstand med. Det er til orientering heldigvis holdt op og jeg har samme hustru endnu. Men tilbage til institutterne, som kom i uføre. De havde nogle fællestræk. For det første var mange eksponeret for kraftigt i forhold til enkelte sektorer eksempelvis bygge- og ejendomssektoren. Mange havde også eksponeret sig kraftigt i forhold til nogle få, men meget store udlån. For nogle institutter blev den geografiske koncentration af udlånet et problem. Og de der forsøgte at diversificere geografisk, fik også problemer. Når man bor i provinsen, er det altid hyggeligt at komme til København. Jeg tror dog, der var flere af de lokale pengeinstitutter, som satte forretningssteder op i hovedstaden, som bitterligt fortrød. Der var også nogle steder problemer med udenlandske engagementer. Og så var der en del kommanditselskabslångivning, som var skruet dårligt sammen. Forklaringerne var mangfoldige.

8 8 Og så måske alligevel ikke. For når alt kommer til alt, så handlede krisen om ledelsessvigt. Om mangel på sund fornuft, mangel på grundighed og mangel på forsigtighed. I kølvandet på krisen blev der gennemført en rundspørge blandt tilsynets undersøgere i de kriseramte institutter. Resultatet var ikke opløftende. De kriseramte institutter var typisk også ramt af ledelsessvigt i form af: Manglende overblik, urealistisk vurdering af kreditrisici, manglende styring af store kunder og manglende interesse for kontrol af kreditrisici. Der peges i undersøgelsen også på "svage" bestyrelser. Efter krisen i den finansielle sektor Men hvad er der egentlig sket efter krisen ud over selvransagelse? På lovgivningsområdet kom direktivet om store engagementer i Indskydergarantifonden fik fra 1994 mulighed for at tilføre midler og stille garantier til dækning for et nødlidende pengeinstituts indskydere mv. De mest grundlæggende ændringer er dog sket for nylig med de nye kapitaldækningskrav og regnskabsregler. De nye kapitaldækningsregler, der knytter kapitalkravet tættere til den faktiske økonomiske risiko frem for de tidligere one size fits allregler bidrager klart til en tættere engagementsstyring, der udover kreditrisikoen tillige medtager den operationelle risiko. Man bliver så

9 9 at sige tvunget til at forholde sig mere aktivt til sine risici herunder ikke mindst kreditrisici. Og så er hensættelser i dag blevet noget man skal kunne føre bevis for, er fornødne. Dette er en stor nyskabelse for sektoren. Til de der mener, at de tidligere regler gav en stødpude, når det gik ned ad bakke, kan man måske sige, at reglerne måske snarere var en sovepude end en stødpude. Den rating af låneporteføljens kvalitet, som de fleste institutter i dag anvender, vil betyde, at der på et langt tidligere tidspunkt gives et signal om, at der er begyndt at være skred i debitorernes evne til at betale tilbage. Og her tror jeg, at institutterne er blevet langt bedre til at igangsætte handlingsplaner for engagementer, som viser svaghedstegn. Der er heller ingen tvivl om, at stress-tests er forbedret kraftigt gennem årene. Ratings og stresstests indgår i dag som integrerede dele af bankdriften. Man kan dertil overveje, om de tidligere forsigtige principper for hensættelse ikke i virkeligheden havde en forstærkende effekt på bankkrisen. I dag skal der foretages nedskrivning, når der foreligger en objektiv indikation af tab på et mellemværende. De tidligere regler om forsigtig hensættelsespraksis indebar et sortsyn, hvor svage engagementer antoges kun at kunne kan gå én vej. Uomtvisteligt er det, at hensættelserne i perioden fra 1988 til 1993 oversteg tabene med over 25 mia. kr. Samlet set henover krisen fra 1988 til 1998 oversteg hensættelserne de realiserede tab med en størrelse på op mod 13 mia. kr. Der er næppe tvivl om, at den kraftige hensættelsesaktivitet i krisens indledende periode har virket kontraktiv. Så spørgsmålet om, hvorvidt de gamle eller nye regler skaber størst volatilitet, er endnu ikke ordentligt belyst. Det er der nogen, der på et tidspunkt må forsøge

10 10 at bruge lidt tid på. Andre forbedringer i pengeinstitutterne omfatter langt bedre likviditetsstyring. Der er også bedre kontrolmiljø, og jeg tror i det hele taget, at forretningsgangene er blevet strammet op. Endelig har vi som nævnt fået nye regnskabsprincipper. De er mere dynamiske og stiller større krav til den korrekte værdiansættelse men giver også et mere retvisende billede. Kigger man på et pengeinstituts resultatopgørelse i dag og sammenligner med situationen for 15 år siden, vil man også her opdage, at indtjeningsstrukturen ser anderledes ud i dag. I 1990-erne fyldte indtægterne fra serviceydelser under 15 pct. af de samlede indtægter fra nettorenteindtjening og serviceydelser. I 1993 talte Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer om utilstrækkelig indtjening i sektoren og om behovet for større grad af betaling for serviceydelser. Det varmer om hjertet at dvæle ved denne offentlige anprisning af pengeinstitutternes stigende gebyrindtjening. I dag fylder serviceydelser over 30 pct. Udviklingen har dog ikke kun fundet sted for at glæde banken i Havnegade. Andre forhold har bidraget: Pres på rentemarginalen, nye, flere og bedre produkter mv. Uanset forklaring, er det dog en væsentlig pointe, at vi siden krisen i 90'erne har set en diversificering af sektorens indtægtsgrundlag. En anden helt central forandring er globaliseringen af kapitalmarkederne. Bankerne har i dag langt bedre mulighed for at afdække risici i likvide globale markeder.

11 11 Vi kan konstatere, at vi i oplevede det største aktiekrak siden 1930-erne, uden at det fik nogen større finansiel institution til at komme i vanskeligheder. Den virkelige verdens stress tests er ofte de vanskeligste. Og man må vel sige, at bankerne i den vestlige verden bestod den seneste. Det viser, at den disintermediering der er sket over de seneste 20 år, fundamentalt har ændret bankernes rolle. Vi er blevet stadigt bedre til at leve af at formidle risiko, frem for blot at tage risiko. Det skyldes både den teknologiske og den finansteoretiske udvikling. Meget tyder således på, at finansielle derivater faktisk har bidraget til finansiel stabilitet. Var vi i byggebranchen, kunne man samlet sige, at vi de sidste ti år har fået flere værktøjer i vores værktøjskasse og at vi har fået bedre sikkerhedsudstyr. Men bedre værktøj og sikkerhedsudstyr er som bekendt ingen garanti mod byggesjusk. Og her kommer jeg så til de mindre håndgribelige men ikke mindre væsentlige - resultater af krisen. Forhåbentlig har begivenhederne sat sig varige spor i holdningen til bankdrift for så vidt angår den generation af bankfolk, der har oplevet krisen. De tiltag og regelændringer, jeg har beskrevet, kan ses som en direkte eller indirekte konsekvens af krisen. Jeg er dog helt overbevist om, at den vigtigste lektie stadig sidder mellem ørene på den generation af bankfolk, der i dag står ved roret i banker og sparekasser.

12 12 Med de nye værktøjer har man i dag som ledelse klart bedre muligheder for at styre et pengeinstitut på et bedre og mere informeret grundlag. Og med et bedre beslutningsgrundlag træffes der bedre beslutninger. Men det er samtidigt helt afgørende, at man har en fornuftig kreditpolitik. Det er kernen i sund bankdrift. Vi står allerede nu med en generation af dygtige bankfolk, som ikke selv har oplevet krisen i 90erne. Det er derfor vigtigt, at de tilegner sig forståelsen og betydningen af en højt udviklet kreditkultur, og at denne udmønter sig i egentlige kreditpolitikker og -holdninger, som alle i pengeinstituttet kan identificere sig med. Lykkes det, står vi samlet set rigtigt godt rustet til at møde fremtiden. Går vi en fremtid i møde uden finansielle kriser? Næppe. Men set i bakspejlet, tror jeg ikke, at forudsætningerne for en tilsvarende krise, som den i 90 erne, er til stede. Jeg har nævnt en masse sektorspecifikke forhold, der gør os langt bedre rustet. Makroøkonomisk ser verden også anderledes ud i dag, hvor dansk økonomi på trods af risikoen for overophedning er i langt bedre form end dengang. De fundamentale ubalancer i økonomien eksisterer

13 13 ikke længere. Og forhåbentligt vil vi ikke igen komme i en situation, hvor en katastrofeopbremsning bliver nødvendig. Finanstilsynet Finanstilsynet spillede en aktiv rolle under krisen i den finansielle sektor og bidrog uden tvivl til at minimere skadevirkningerne til gavn for samfundet. En ihærdig og smidig indsats fra tilsynet blev i mange tilfælde afgørende for, at et nødlidende pengeinstitut ikke gik konkurs. Tilsynet fik ikke altid tildelt den anerkendelse, som tilsynet fortjente, men historien har efterfølgende fældet en positiv dom over tilsynets indsats. Der skulle dog gå 14 år, inden det sidste punktum blev sat. Vi lægger i Finansrådet vægt på et effektivt tilsyn, som i tide kan afdække spirende problemer i de enkelte institutter, således at ledelsen i instituttet under overvågning af og i samarbejde med tilsynet, kan træffe de nødvendige foranstaltninger. Men det kan også være nødvendigt, at lade falde hvad ikke kan stå, hvis der ikke er en fusionspartner. Kriseårene viste nemlig også, at der ofte knyttede sig en ikke ubetydelig "badwill" til institutter, som påtog sig opgaven at overtage et nødlidende institut. Sporene skræmmer. Tiden må vise, hvilken effekt det har haft på lysten til at overtage et nødlidende institut. Afslutning

14 14 Jeg har nu været rundt om forskellige aspekter af den finansielle krise vi oplevede herhjemme. Og lad mig slutte med at sige, at jeg alt i alt er fortrøstningsfuld, når vi kigger fremad. Ikke fordi, der ikke kan opstå finansielle kriser igen. Men fordi vi som sektor i dag er langt bedre forberedt end vi var dengang. Og fordi vi er erfaringerne rigere. Tak for ordet.