Biintervenientens omkostningsmæssige retsstilling

Transkript

1 Biintervenientens omkostningsmæssige retsstilling På baggrund af en kritisk gennemgang af den foreliggende retspraksis om på- og tillæggelse af sagsomkostninger til biintervenienter fremdrager artiklen en række momenter, som kan inddrages ved vurderingen af, om en biintervenient i henhold til retsplejelovens 252, stk. 4, 2. pkt., skal på- eller tillægges sagsomkostninger. Det konkluderes, at domstolene bør bidrage til en mere klar fortolkning af bestemmelsen ved øget fokus på de momenter, der tillægges vægt ved omkostningsafgørelsen i forhold til biintervenienten. Af advokat Rasmus Mandøe Jensen, Plesner 1 Indledning Biintervenienter indtager i dansk ret en processuel særstilling. Efter rettens bestemmelse har biintervenienten vel nok mulighed for at udtale sig og i begrænset omfang føre bevis,[1] men har derudover, bortset fra påstand om tillæggelse af sagsomkostninger[2], ikke adgang til at nedlægge selvstændig påstand eller i øvrigt foranstalte selvstændige processuelle retsskridt.[3] Biintervenienten er altså ikke part i sagen og er som sådan begrænset til i medgang og modgang at følge de processuelle beslutninger, der træffes af den part, til støtte for hvem biintervenienten er indtrådt. Også med hensyn til mulighederne for på- eller tillæggelse af sagsomkostninger indtager biintervenienten en særstilling, idet denne adgang er særskilt reguleret i RPL 252, stk. 4, 2. pkt. Der er næppe tvivl om, at der inden for alle retsområder jævnligt opstår tvister, hvor den reelle interesse i sagen klart ligger hos en biintervenient frem for f.eks. en blot formel sagsøger eller sagsøgt, og hvor biintervenienten derfor udfolder et arbejde og afholder omkostninger i forbindelse med sagens forberedelse og hovedforhandling, som langt overstiger den formelle sagsøgers eller sagsøgtes omkostninger og fuldt er på højde med det arbejde og de omkostninger, som en part med reel interesse i sagen ville afholde.[4] På trods heraf har biintervenientens muligheder for at få disse omkostninger erstattet (eller omvendt blive tilpligtet at erstatte den vindende part dennes omkostninger) hidtil kun været relativt kortfattet behandlet i den juridiske litteratur,[5] og artiklen søger derfor nærmere at analysere betingelserne for, at en biintervenient i henhold til RPL 252, stk. 4, 2. pkt., kan på- eller tillægges sagsomkostninger. 2 Forarbejderne til RPL 252, stk. 4, 2. pkt. Forarbejderne til RPL 252, stk. 4, 2. pkt., findes primært i betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager (herefter betænkning 698). Som det fremgår af betænkning 698, pp. 102 og 106, er der ved beslutningen om, hvorvidt en biintervenient skal tillægges (eller pålægges) sagsomkostninger, overladt domstolene en ganske bred, næsten skønsmæssig, beføjelse. Af forarbejderne kan der dog udledes følgende: (i) Der eksisterede allerede før indførelsen af RPL 252, stk. 4, 2. pkt., i 1980[6] en praksis om på- eller tillæggelse af sagsomkostninger til biintervenienter, (ii) det var i henhold til denne praksis en betingelse, at der forelå»særlige grunde«,[7] og (iii) det var hensigten med RPL 252, stk. 4, 2. pkt., at videreføre denne praksis. 75 Efter en kort redegørelse (afsnit 3) for det historiske grundlag for overvejelserne vedrørende biintervenientens omkostningsmæssige retsstilling vil hovedvægten i artiklen (afsnit 4) blive lagt på en gennemgang af den retspraksis, som siden midten af 1940'erne har fortolket kravet om tilstedeværelsen af»særlige grunde«. 3 Det historiske grundlag Det historiske grundlag for overvejelserne omkring muligheden for at på- eller tillægge biintervenienter sagsomkostninger var UfR H, hvor sagens omkostninger (med visse undtagelser) også i forhold til en biintervenient blev ophævet. På denne baggrund konkluderede den juridiske litteratur, at det i hvert fald ikke var udelukket at træffe»afgørelse af Omkostningsspørgsmaalet i Forhold til Biintervenienten«,[8] hvilket i sagens natur kun bliver et meningsfuldt udsagn, hvis retten ved sin afgørelse har mulighed for at vælge andre løsninger på omkostningsspørgsmålet end at ophæve sagsomkostningerne, såsom at tillægge eller pålægge biintervenienten sagsomkostninger.[9] I retspraksis (bortset fra ovennævnte UfR H) synes muligheden for tillæggelse af sagsomkostninger til biintervenienten første gang forudsætningsvist anerkendt ved UfR SH, og det tidligste trykte eksempel på tilkendelse af sagsomkostninger til en biintervenient er UfR SH. 4 Retspraksis I det følgende analyseres størstedelen af retspraksis vedrørende omkostningsspørgsmålet i forbindelse med biintervenienter efter en tematisk opdeling i forhold til de momenter, der har været inddraget i de forskellige afgørelser. Som det vil fremgå, inddrager artiklen domme, hvori biintervenienten er blevet pålagt sagsomkostninger ved belysningen af kriterierne for at tillægge biintervenienter sagsomkostninger og vice versa. Denne inddragelse sker ud fra den betragtning, at RPL 252, stk. 4, 2. pkt., nævner pålæggelse på lige fod med tillæggelse, og at det hverken af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder fremgår, at der skulle gælde andre betingelser for tillæggelse end for pålæggelse af sagsomkostninger. 4.1 Biintervenientens interesse i sagen Almene tilfælde Som det fremgår af RPL 252, stk. 1, er det en betingelse for biintervention, at den intervenerende har en»retlig interesse«i sagens udfald. Denne interesse kan være af ganske generel karakter,[10] men hvis biintervenienten skal på- eller tillægges sagsomkostninger, er der imidlertid grænser for, hvor abstrakt interessen kan være. Retspraksis understøtter således det synspunkt, at der i kravet om tilstedeværelsen af»særlige grunde«kan indfortolkes et udgangspunkt om, at biintervenienten ikke skal på- eller tillægges sagsomkostninger, og at kun en særligt kvalificeret interesse i sagen derfor i sig selv kan begrunde påeller tillæggelse af sagsomkostninger. Det vil naturligvis i hver sag være en konkret vurdering, hvorvidt biintervenientens interesse kan begrunde på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, og en række eksempler fra praksis vil derfor i det følgende blive gennemgået til belysning af kriteriet. Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 1

2 UfR SH vedrørte arrest i et fragtbeløb, hvor biintervenienten var det rederi, som i sidste ende skulle have modtaget beløbet. Som begrundelse for at tillægge biintervenienten sagsomkostninger anførte Sø- og Handelsretten, at»(1) arresten er foretaget i et biintervenienten tilhørende krav, og (2) denne har givet møde under arresten og (3) protesteret mod dennes fremme.«(mine parenteser) Holdbarheden af de to sidste momenter vil blive drøftet i afsnit 4.2, idet opmærksomheden på dette sted rettes mod den interesse i sagen, som Sø- og Handelsretten lagde vægt på. Hovedspørgsmålet under sagen var, hvorvidt det arresterede fragtbeløb tilhørte de sagsøgte, eller i virkeligheden tilhørte biintervenienten, og da retten kom frem til, at beløbet tilhørte biintervenienten, blev arresten ophævet. Sø- og Handelsrettens henvisning til, at arresten (uberettiget) var foretaget i biintervenientens ejendom, dækker altså over, at sagen reelt vedrørte, hvorvidt biintervenienten ejede det pågældende pengebeløb eller ej. Såfremt retten var nået frem til, at arresten var lovligt foretaget, måtte det således have den afledede effekt, at fragtbeløbet ikke kunne anses for biintervenientens ejendom, hvilket naturligvis er et spørgsmål, som biintervenienten har en både direkte og væsentlig interesse i. Det er derfor ikke overraskende, at Sø- og Handelsretten lagde vægt på denne interesse ved afgørelsen af omkostningsspørgsmålet. Praksis belyses også af UfR H, hvor sagsøger havde anlagt sag mod Patentankenævnet (»patentsagen«) med påstand om anerkendelse af patent på en centrifugeringsteknik og parallelt dermed anlagt erstatningssøgsmål (»erstatningssagen«) på knap 45,6 mio. kr. for patentkrænkelse mod en centrifugeproducent. Producenten biintervenerede derefter i»patentsagen«til 76 støtte for Patentankenævnet. Højesterets præmisser må formentlig læses således, at resultatet (sagsomkostninger til biintervenienten) primært var begrundet med biintervenientens arbejde i sagen.[11] Rettens betoning af, at»patentsagen«, påregneligt for sagsøger (producenten), var af væsentlig betydning for retsforholdet mellem sagsøger og biintervenienten, må dog nok tolkes som en markering af, at det også havde betydning, at»patentsagen«i realiteten måtte betragtes som et partsindlæg i»erstatningssagen«,[12] og at sagsøger derfor ikke omkostningsmæssigt skulle stilles bedre ved at flytte en del af tvisten i»erstatningssagen«til en separat sag mod en anden part (Patentankenævnet), end sagsøger ville have været, hvis også denne del af tvisten var blevet behandlet under»erstatningssagen«. Under»erstatningssagen«var centrifugeproducenten jo sagsøgt og ville derfor være berettiget til sagsomkostninger i henhold til RPL's almindelige regler herom. Retspraksis viser imidlertid, at adgangen til sagsomkostninger ikke - som ovenstående domme ellers kunne indikere - står åben for enhver biintervenient med en direkte og væsentlig interesse i sagen. Et af hovedområderne for biintervention er formentlig situationer, hvor en person biintervenerer i en sag til støtte for en af parterne af frygt for at blive mødt med et regreskrav, såfremt den pågældende part taber sagen. Retspraksis har imidlertid konsekvent nægtet sådanne biintervenienter sagsomkostninger, jf. blandt andre UfR H. I den sag blev den biintervenerende advokat af Østre Landsret[13] nægtet sagsomkostninger, da der ikke blev»fundet anledning«dertil. Ud fra sagens faktiske oplysninger må det lægges til grund, at advokatens eneste interesse i sagen var at undgå et potentielt regresansvar, såfremt sagsøger tabte sagen. Dommen bekræfter således, at interessen i at undgå et muligt regresansvar ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde på- eller tillæggelse af sagsomkostninger.[14] Nært beslægtet med»regressagerne«er de sager, hvor et potentielt hæftelsesansvarligt forsikringsselskab biintervenerer til støtte for forsikringstageren. Når den interesse, som en potentielt regrespligtig har i en sag, almindeligvis ikke i sig selv kan begrunde på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, skulle man forvente, at det samme ville gælde det forsikringsselskab, som biintervenerer i en sag til støtte for forsikringstageren, alene fordi forsikringsselskabet - såfremt forsikringstageren taber sagen - må forvente, at kravet anmeldes til selskabet. Forsikringsselskabets interesse synes derved ikke væsensforskellig fra den potentielt regrespligtiges. I FED Ø blev forsikringsselskabet imidlertid tillagt sagsomkostninger, uden at de i afsnit 4.2 nævnte momenter tilsyneladende gjorde sig gældende. Sagen vedrørte advokatansvar, og resultatet kan derfor heller ikke begrundes med henvisning til den i afsnit refererede praksis om processuelle repræsentationsforhold. På den baggrund må rigtigheden af dommens resultat på dette punkt anses for tvivlsom, og i den lignende sag FED Ø (anket) valgte landsretten da også blot at ophæve sagsomkostningerne i forhold til biintervenienten. Det er umiddelbart vanskeligt at forene det faktum, at biintervenienterne i regres- og forsikringssagerne ofte ubestrideligt har en væsentlig interesse i sagens udfald, med det forhold, at domstolene konsekvent nægter disse biintervenienter sagsomkostninger. Det er imidlertid muligt, at forskellen skal forklares med henvisning til manglende afledet virkning mellem hovedsagens afgørelse og den potentielt regrespligtige eller forsikringsselskabet. Således er det ikke muligt at forestille sig, at UfR H var faldet ud til rekvirentens fordel, og at biintervenientens ejendomsret til beløbet samtidig havde kunnet opretholdes. De to resultater ville være juridisk (om ikke logisk) inkompatible, og en bestemt afgørelse af hovedsagen fik dermed en uomgængelig afledt virkning for den af biintervenienten forfægtede retsstilling (in casu biintervenientens ejendomsret til fragtbeløbet). I modsætning hertil gør en lang række faktorer (f.eks. tilstedeværelsen af egen skyld, ansvarsbegræsninger, misligholdelse, ugyldighedsgrunde eller fravær af kausalitet/adækvans), at forsikringsselskabet eller den potentielt regrespligtige sagtens kan blive ansvarsfri uanset udfaldet af hovedsagen. Hovedsagens resultat får dermed ikke nogen afledt virkning for biintervenientens retsstilling (i den betydning, hvori begrebet anvendes her). F.eks. lader UfR V sig forklare ud fra hovedsagens afledte virkning for biintervenienten. Sagen drejede sig om, hvorvidt et bilkøb var et forbrugerkøb, idet ejendomsforbeholdet i bilen i så fald ikke ville være gyldigt (på grund af manglende mindsteudbetaling[15]) med den virkning, at A's udlæg i bilen kunne tvangsfuldbyrdes. B, som også havde udlæg i bilen, biintervenerede til støtte for A og blev pålagt sagsomkostninger, da A tabte sagen. Ud fra domsreferatet synes B ikke at 77 have spillet nogen væsentlig rolle i sagsforberedelsen eller domsforhandlingen,[16] og resultatet kan derfor undre i lyset af udgangspunktet om, at der ikke til- eller pålægges biintervenienter sagsomkostninger. Hovedsagens resultat kan imidlertid ikke logisk kombineres med en opretholdelse af B's udlæg (såfremt A's udlæg bortfaldt som følge af et gyldigt ejendomsforbehold, måtte den samme skæbne nødvendigvis ramme B's udlæg), og hovedsagen havde derfor en afledt betydning for B's retsstilling. Endelig kan nævnes dommene UfR H og UfR H, som må anses for udtryk for den opfattelse i Højesteret, at heller ikke den interesse, der haves af personer, som er eller må forvente at blive ramt af offentligretlig regulering (f.eks. ekspropriation eller planregulering) af deres faste ejendom eller konsekvenser heraf, i sig selv berettiger til sagsomkostninger (eller forpligter til at erstatte modpartens omkostninger), når disse personer biintervenerer i retssager mod den pågældende offentlige myndighed. Samlet set kan det ikke nægtes, at praksis på området (som det også vil fremgå af de mere specielle tilfældegrupper, der analyseres i afsnit ) er præget af en vis uensartethed i resultaterne.»regressagerne«og FED Ø giver dog, suppleret med de sjældnere Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 2

3 forekommende sager som de to netop anførte højesteretsdomme, grundlag for at fastholde det ovenfor anførte synspunkt, at der som udgangspunkt må være en formodning imod at på- eller tillægge biintervenienten sagsomkostninger. Kravet om tilstedeværelsen af»særlige grunde«bør således føre til, at biintervenientens interesse i sagen (bortset fra de i afsnit behandlede tilfælde) kun undtagelsesvist i sig selv kan begrunde på- eller tillæggelse af sagsomkostninger,[17] og det kan ikke udelukkes, at domstolene ved deres omkostningsafgørelser også skeler til, hvorvidt den konkrete afgørelse vil udhule det nævnte udgangspunkt (i den sammenhæng har domstolene muligvis fundet, at tillæggelse af sagsomkostninger i den meget store gruppe af sager, regres- og forsikringssagerne antageligvis udgør, ville føre til en sådan udhuling). I tillæg hertil kan der muligvis lægges vægt på, om hovedsagen kan siges at have en afledt betydning for biintervenientens retsforhold. På denne baggrund synes Højesteret i UfR /2 H at have været for tilbageholdende med at pålægge biintervenienterne sagsomkostninger. Sagen fungerede godt nok»kun«som prøvesag for de 115 biintervenienters krav, og sagens afgørelse ville vel derfor ikke nødvendigvis have den samme uomgængelige afledte virkning for biintervenienten, som tilfældet var i UfR SH og UfR V, men karakteren af prøvesag indikerer dog en usædvanlig væsentlig betydning for biintervenienternes retsforhold, ligesom biintervenienterne ved at indtræde i»prøvesagen«fik adgang til at fremkomme med deres anbringender og dermed fordel af sagens procesbesparende effekt.[18] Interesseorganisationer som biintervenienter Der kan næppe være tvivl om, at branche- og andre interesseorganisationer, der biintervenerer til varetagelse af branche- eller fagforeningsmæssige eller andre erhvervspolitiske interesser, almindeligvis ikke bør på- eller tillægges sagsomkostninger (medmindre andre af de i denne artikel omtalte vurderingsmomenter gør sig gældende). Det skyldes, at f.eks. en arbejdsgiver-/arbejdstagerorganisations interesse i fortolkningen af en overenskomst eller andre spørgsmål af generel betydning for alle eller størstedelen af organisationens medlemmer savner individualitet og derfor sjældent vil udgøre»særlige grunde«.[19] En parallel kan i denne forbindelse trækkes til den i afsnit drøftede retspraksis vedrørende offentlige myndigheder, hvis biintervention også kun sjældent bør have omkostningsmæssige virkninger. En sag kan dog vedrøre et spørgsmål, som er af så væsentlig betydning for en interesseorganisation og dennes medlemmer, at interessen i sig selv kan begrunde på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, jf. UfR Ø. Sagen, hvori Dansk Blindesamfund biintervenerede for landsretten, vedrørte det i dagspressen omtalte spørgsmål, hvorvidt det udgjorde ulovlig diskrimination, at en arkitekt blev fyret med henvisning til sit svære synshandicap. Da arkitekten tabte sagen, pålagde landsretten med henvisning til»den interesse, som sagens udfald kan have for Dansk Blindesamfund og hele biintervenientens rolle under ankesagen«, Dansk Blindesamfund at betale sagsomkostninger til sagsøgte. Ud fra domsreferatet er der ikke noget, der indikerer, at biintervenientens»rolle under ankesagen«var så væsentlig, at den i sig selv kunne begrunde til-/pålæggelse af sagsomkostninger (smh. afsnit 4.2). Til gengæld må henvisningen til»den interesse, som sagens udfald kan have for Danske Blindesamfund«(fremhævet her), læses som en anerkendelse af, at der her er tale om et spørgsmål af meget væsentlig betydning for Dansk Blindesamfund og dettes medlemmer, 78 hvori Dansk Blindesamfunds interesse godt nok er af abstrakt/generel karakter, men som samtidig på et mere overordnet plan må påvirke alle synshandicappedes selvforståelse og vilkår på arbejdsmarkedet - to forhold, som ligger i kernen af Dansk Blindesamfunds virkefelt. På baggrund af UfR Ø må det således antages, at det i hvert fald kan tillægges betydning (og muligvis være afgørende) ved vurderingen af, om en interesseorganisation skal på- eller tillægges sagsomkostninger, at sagen vedrører et spørgsmål af helt central betydning for organisationen, dennes virke og dens medlemmer. Det gælder f.eks. spørgsmål, som har en klar afledet betydning for den samfundsmæssige (selv)opfattelse hos og af organisationen og dennes medlemmer Forvaltningsmyndigheder som biintervenienter Der er i RPL 252, stk. 2, hjemlet forvaltningsmyndigheder en særlig biinterventionsadgang, såfremt myndigheden har interesse i sagens betydning for myndighedspraksis på et givet område. Denne særlige biinterventionsadgang giver anledning til at overveje specielt sådanne biintervenienters mulighed for at blive tillagt sagsomkostninger. At myndigheden blot skal have en interesse i sagens betydning for myndighedens generelle praksis på et givet område (i modsætning til at have en interesse i den konkrete sag), betyder, at biintervenientens interesse i disse sager jævnligt vil være af en mere generel/abstrakt karakter, end tilfældet er for den private biintervenient. For at fastholde det udgangspunkt, at biintervenienten ikke skal tillægges sagsomkostninger (jf. afsnit 4.1.1), bør der derfor i disse tilfælde anlægges en ganske streng vurdering af, hvornår myndighedens interesse i sagen er tilstrækkeligt væsentlig til at hjemle tillæggelse af sagsomkostninger. En særligt snæver adgang til at tillægge offentlige myndigheder sagsomkostninger, når disse biintervenerer i henhold til RPL 252, stk. 2, kan også begrundes med, at det ikke synes rimeligt, at en privat part i en retssag skal risikere at blive pålagt at betale sagsomkostninger til en offentlig myndighed, hvis interesse i sagen ikke engang vedrører den konkrete sag, men alene sagens præjudikatsværdi i forhold til myndighedens praksis, som omvendt er helt uden interesse for den tabende part. Til støtte herfor kan blandt andet henvises til UfR SH. I sagen var Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsnet, med henvisning til sagens betydning for Direktoratets praksis, indtrådt til støtte for den sagsøgte i en sag om omstødelse af en tvangslicens. Sagsøger hævede efterfølgende sagen, og Sø- og Handelsretten fandt, at Direktoratets abstrakte interesse i at undgå en praksisændring på området ikke var tilstrækkelig begrundelse til at tilkende Direktoratet sagsomkostninger,»hvorved disse Sager i Almindelighed vil fordyres« dommen kontrasteres imidlertid af UfR Ø.[20] I sidstnævnte dom var en mand blevet pålagt en efterbetaling af skat på ca. 1,6 mio. kr. Efter mandens død sagsøgte B mandens enke (hensiddende i uskiftet bo) med påstand om betaling af et beløb, som manden under Anden Verdenskrig skulle have hjulpet B med at skjule. Skattedepartementet indtrådte derefter til støtte for enken. Departementets indtræden var begrundet med, at»skattetilsvaret, hvis sagsøgerens påstand toges til følge, ville blive nedsat med et stort beløb.«[21] Da B ikke mødte op til domsforhandlingen, blev sagen afvist, og Departementet blev tillagt sagsomkostninger. UfR Ø vedrørte tilsyneladende ikke noget væsentligt lovfortolkningsspørgsmål, som kunne have generel betydning for skattemyndighedernes praksis, og Departementets interesse i sagen må derfor antages at have været begrænset til den rent fiskale interesse, som skattemyndighederne kan siges at have i enhver sag, hvor udfaldet kan reducere en borgers skattetilsvar. Ikke desto mindre anerkendte landsretten altså, at denne interesse var tilstrækkelig konkret til, at der burde tillægges sagsomkostninger.[22] Sø- og Handelsrettens udtalelse i UfR SH, som ellers måtte føre til, at den offentlige myndighed i de fleste tilfælde af biin- Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 3

4 tervention i henhold til RPL 252, stk. 2, ville være afskåret fra at blive tillagt sagsomkostninger, må altså i kraft af UfR Ø læses med det væsentlige forbehold, at skattemyndighederne godt kan tillægges sagsomkostninger som biintervenient, på trods af at deres interesse i sagen alene er af fiskal karakter.[23] Det kan overvejes, om denne retsstilling på skatteområdet er hensigtsmæssig eller rimelig. I et intensivt beskattet samfund som det danske har skattemyndighederne naturligt en håndgribelig fiskal interesse i enhver retssag mellem borgerne, som måtte kunne forrykke 79 beskatningsgrundlaget med en ændring af skattetilsvaret til følge.[24] I betragtning af denne interesses meget generelle karakter, og at staten, hvis det fandtes opportunt, principielt ville kunne biintervenere i alle sådanne sager, er det ikke indlysende, at staten automatisk skulle kunne påregne at få en del af Kammeradvokatens salærer dækket i alle de sager, hvor skattemyndighederne biintervenerer på den vindende parts side. Mere velbegrundet var det, at Skatteministeriet som biintervenient i UfR Ø blev pålagt sagsomkostninger, hvorved Østre Landsret altså indikerede, at der forelå»særlige grunde«. Sagen var en udløber af ambi-sagskomplekset, og da den udlejer, på hvis side Skatteministeriet var biinterveneret, tabte sagen, pålagde landsretten Skatteministeriet at betale sagsomkostninger med henvisning til»den interesse, som sagens udfald kan have for Skatteministeriet og hele biintervenientens rolle under sagen«. Ud over muligvis den rolle, som Ministeriet spillede under sagsforberedelsen og domsforhandlingen,[25] adskiller UfR Ø sig fra UfR Ø ved at vedrøre et faktum, hvis retlige kvalifikation måtte antages at have væsentlig betydning for en større gruppe potentielle sager med tilsvarende fakta og ved i øvrigt at være knyttet til ambi-problemstillingen, som få år tidligere havde været genstand for intens juridisk og politisk debat, og hvis løsning havde væsentlig samfundsøkonomisk betydning. Overordnet set kan det således på den ene side vel næppe kræves, at en sag skal være prøvesag for potentielle krav i milliardklassen eller vedrøre et følsomt politisk emne for at begrunde til- eller pålæggelse af sagsomkostninger i forhold til biintervenienten, hvis denne er en offentlig myndighed.[26] På den anden side er det dog, hvis der skal være nogen realitet i forskellen på at få tilladelse til biintervention i henhold til RPL 252, stk. 2, og at blive tillagt sagsomkostninger i henhold til RPL 252, stk. 4, 2. pkt., og hvis risikoen for at blive tilpligtet at dække Kammeradvokatens salær (delvist) ikke i uønsket grad skal afholde borgere og virksomheder fra at forfølge berettigede krav, hvor disse kan have betydning for en given myndighedspraksis, nødvendigt, at domstolene sætter en ganske høj tærskel for, hvornår interessen i sig selv har en sådan styrke, at den begrunder tillæggelse af sagsomkostninger - gerne en højere tærskel end den, der blev sat i UfR Ø.[27] Parten som processuel repræsentant for biintervenienten En særlig tilfældegruppe, hvor der kan være grund til at stille knap så strenge krav til biintervenientens interesse i sagen end ellers, udgøres af de sager, hvor den ene part - ofte af rent processuelle årsager - formelt er sagsøger eller sagsøgt, men hvor den reelle interesse i sagen ligger hos en biintervenient.[28] Den ene part fungerer således i realiteten blot som en for processen nødvendig repræsentant for den virkelige interessent, biintervenienten. Når der i disse sager er grund til i videre omfang end ellers at påeller tillægge biintervenienten sagsomkostninger, skyldes det, at biintervenienten i disse sager mere retvisende kan betragtes som den reelle part. Afgørelsen af, hvorvidt biintervenienten skal på- eller tillægges sagsomkostninger, bør derfor heller ikke i sit resultat afvige væsentligt fra det resultat, som retten ville være nået til, såfremt biintervenienten også formelt (og ikke kun reelt) havde været part i sagen. Under alle omstændigheder vil biintervenienten i disse sager formentlig oftest afholde så væsentlige omkostninger og lægge så væsentligt et arbejde i sagens forberedelse og hovedforhandling, at det i sig selv vil berettige til sagsomkostninger, jf. afsnit 4.2. I UfR H sagsøgte udlejeren af en ejendom i tre instanser det stedlige Vurderingsankenævn med påstand om tilsidesættelse af Nævnets fastsættelse af m²-lejen for en række boliglejemål. I hvert fald for lands- og Højesteret biintervenerede de berørte lejere til støtte for sagsøgte. I modsætning til bolig- og landsretten tillagde Højesteret»[e]fter sagens beskaffenhed«biintervenienterne sagsomkostninger for alle retter.[29] I UfR /2 H havde Amtsrådsforeningen som mandatar for en række amtskommuner indbragt en monopolankenævnsafgørelse for domstolene. Monopolankenævnet havde stadfæstet Monopoltilsynets afgørelse om, at en række påtænkte ændringer i distributionssystemet for lægemidler til sygehusapoteker ikke kunne forbydes. Arbejdsudvalget for Medicindistributører (som havde udarbejdet forslaget til de planlagte ændringer 80 og anmodet om Monopoltilsynets forhåndsgodkendelse deraf) biintervenerede derfor som mandatar for fire brancheforeninger i sagen til støtte for Monopoltilsynets påstand.[30] Uden nogen selvstændig begrundelse tillagde Højesteret biintervenienten sagsomkostninger. Det er ud fra referaterne af de to domme vanskeligt at udlede noget klart om begrundelsen for at tillægge biintervenienterne sagsomkostninger. Det kan dog konstateres, at i hver af de to sager var der tale om sagsøgte parter, hvis interesse i den konkrete sag objektivt set må antages at have været forholdsvis begrænset kombineret med, at biintervenienterne havde en sådan konkret og væsentlig interesse i sagerne, at disse mere naturligt burde have været anlagt med de pågældende biintervenienter som parter.[31] Et direkte søgsmål mellem sagsøgeren og biintervenienten var imidlertid af formelle årsager enten ikke muligt eller hensigtsmæssigt i de to sager, og derfor kom Vurderingsankenævnet, henholdsvis Monopoltilsynet formelt til at være sagsøgte - reelt dog kun som repræsentanter for biintervenienternes interesse i sagen. Et repræsentationsforhold, som biintervenienten selv har udvirket (f.eks. ved at transportere retten til at indtale et krav), kan naturligvis ikke give anledning til tillæggelse af sagsomkostninger.[32] Ligeledes må det betragtes som en afgørende forudsætning for eksistensen af et omkostningsberettigende repræsentationsforhold i henhold til den her omtalte retspraksis, at den processuelle repræsentant selv er uden reel interesse i sagen.[33] 4.2 Biintervenientens arbejde og omkostninger Betydningen af biintervenientens arbejde (og dermed også omkostninger) i forbindelse med sagen blev anerkendt allerede ved UfR SH,[34] hvor en del af Sø- og Handelsrettens begrundelse var, at biintervenienten havde givet møde og protesteret mod arrestens fremme. Den deltagelse i sagen, som biintervenienten dermed havde udfoldet, kan vel siges at begrænse sig til, hvad der naturligt følger af det at være biintervenient,[35] hvorimod udgangspunktet er, at biintervenienter ikke skal på- eller tillægges sagsomkostninger, og at der skal foreligge»særlige grunde«til at gøre det. Det udgangspunkt ville blive udhulet, såfremt det i sig selv skulle tale for på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, at biintervenienten har givet møde under hovedforhandlingen og i øvrigt foretaget sådanne handlinger, som må siges at ligge inden for rammerne af det helt selvfølgelige, når ens interesse i sagen er stærk nok til, at man i det hele taget kan få tilladelse til at indtræde som biintervenient, jf. RPL 252, stk. 1. Som udgangspunkt Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 4

5 kan det derfor næppe ved omkostningsafgørelsen i forhold til biintervenienten tale for på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, at biintervenienten har givet møde under sagen og i øvrigt foretaget sådanne handlinger, som må betragtes som helt naturlige for enhver biintervenient (f.eks. at protestere mod en arrests fremme). Denne del af dommens præmisser kan derfor ikke tiltrædes. At der kan lægges vægt på det arbejde og de omkostninger, som biintervenienten har lagt i sagen, er der altså ikke tvivl om, men der må kræves noget mere, end blot at biintervenienten deltager på sædvanlig vis i en sag, der i øvrigt ikke antager et usædvanligt omfang. Hvad dette mere kan være, antydes muligvis i domsreferatet af UfR Ø.[36] I domsreferatet fremgår det således umiddelbart efter landsrettens fastsættelse af størrelsen af biintervenientens sagsomkostninger, at»[s]agens forberedelse havde varet fra 1955 [dommen blev afsagt den 10. oktober 1960] med mange forberedende retsmøder.«ud fra den placering (som den sidste sætning i referatet), bemærkningen har, er det vanskeligt at bedømme, hvorvidt der er tale om en uhensigtsmæssigt placeret del af landsrettens argumentation, eller om bemærkningen er indsat af redaktionen på UfR, men dommen er i hvert fald åben for den fortolkning, at der kan lægges vægt på sagens varighed og omfanget af de processuelle retsskridt, der har ført frem til hovedforhandlingen. Den formentlig mest klare stillingtagen til betydningen af biintervenientens arbejde og omkostninger i forbindelse med sagen fremgår af UfR SH. Biintervenienten var i sagen en konkurrent, som (tillige med 81 sagsøger) var omfattet af en misrekommanderende annonce indrykket af sagsøgte. Biintervenienten foranledigede under sagens forberedelse en sagkyndig undersøgelse og sammenligning af produkterne foretaget, og afholdt i den forbindelse omkostninger på knap 800 kr. Den sagkyndige udtalelse var med til at danne grundlag for rettens afgørelse.»under hensyn til (1) biintervenientens interesse i sagen og (2) det arbejde han har lagt i sagens forberedelse og i proceduren, hvorved han (3) har sparet sagsøgte for et selvstændigt søgsmål«, (mine parenteser) tilkendte Sø- og Handelsretten biintervenienten sagsomkostninger. Betydningen af biintervenientens interesse og arbejde er efterfølgende blevet bekræftet i FED V, hvor biintervenienten formentlig var medvirkende til, at en række sagkyndige erklæringer af betydning for sagens oplysning blev indhentet, og bl.a. bidrog til proceduren med en redegørelse for udenlandsk teori (sagen vedrørte CMR-loven). Den seneste bekræftelse af betydningen af biintervenientens interesse i sagen og udfoldede arbejde er UfR H (se om sagens faktum afsnit 4.1.1), hvor Højesteret betonede omfanget og relevansen af biintervenientens arbejde, da den tillagde biintervenienten sagsomkostninger for både lands- og Højesteret. Som det fremgår af dommene UfR SH, FED V og UfR H, kan der altså ved omkostningsafgørelsen i forhold til biintervenienter lægges vægt på biintervenientens interesse i sagen, det arbejde (og antageligt de omkostninger), som biintervenienten har lagt i sagsforberedelsen og hovedforhandlingen, samt den eventuelle procesbesparende effekt af biinterventionen. Højesterets dom i UfR H synes endda at antyde, at biintervenientens medvirken kan være tilstrækkelig til at begrunde tillæggelse af sagsomkostninger, såfremt biintervenienten leverer sagens afgørende juridiske argument, jf. også UfR /2 H, hvor Trafikministeriet som biintervenient blev tillagt sagsomkostninger, under hensyntagen til at Ministeriet havde været tvunget til at udfolde et omfattende arbejde for at imødegå en lang række forfatnings-, menneske- og EU-retlige indsigelser mod taxilovgivningen, som sagsøgte først frafaldt i sit påstandsdokument. 4.3 Betydningen af, på hvis foranledning biinterventionen sker I kendelsen UfR V støttede landsretten resultatet på en toleddet begrundelse: Dels det forhold, at biinterventionen ikke var sket på den tabende parts foranledning, dels det forhold, at der ikke forelå»særlige omstændigheder«. Ud fra de sparsomme oplysninger om retsforholdet mellem parterne og biintervenienten er der næppe tvivl om, at sidstnævnte moment i sig selv kan bære kendelsens resultat. Derimod var det næppe i overensstemmelse med gældende ret, at landsretten i kendelsen tillagde det vægt, at biinterventionen ikke var sket på den tabende parts foranledning. Såfremt det pågældende moment skulle være til stede, måtte det således forudsætte, at en part (A) havde procesunderrettet tredjemand (B), der derefter var indtrådt i sagen til støtte for modparten (C), som vandt sagen. En sådan kombination af partsrelationer er formentlig yderst sjældent forekommende, allerede fordi det er vanskeligt at se, hvilken mulig interesse A kunne have i at procesunderrette en person (B), som indtræder i sagen til støtte for modparten (C). Ikke desto mindre skulle det ifølge landsrettens argumentation i UfR V i alle andre tilfælde (herunder de væsentligt oftere forekommende tilfælde, hvor biintervenienten indtræder på egen foranledning eller på foranledning af den vindende part) selvstændigt tale imod tillæggelse af sagsomkostninger til biintervenienten, at denne ikke er indtrådt på den tabende parts foranledning. Dette kan næppe anses for korrekt, og det pågældende vurderingsmoment ses da heller ikke at være tillagt vægt i senere praksis, hvor faktum ellers gav anledning dertil.[37] 5 Sammenfatning Som det fremgår af artiklen, er fortolkningen af RPL 252, stk. 4, 2. pkt., på trods af at bestemmelsen er mere end 25 år gammel og baserer sig på en retspraksis, som har sit udspring for næsten 80 år siden, fortsat præget af betydelig usikkerhed. Denne usikkerhed kan i et vist omfang tilskrives det forhold, at bestemmelsen er af udpræget skønsmæssig karakter, men der kan næppe være tvivl om, at analysen af RPL 252, stk. 4, 2. pkt., ville få væsentligt mere»fast grund under fødderne«, hvis domstolene i højere grad ville lade biintervenientens indsats og betydning for processen (eller manglende samme) komme til udtryk i domsreferaterne. Uanset usikkerheden omkring fortolkningen af RPL 252, stk. 4, 2. pkt., kan det dog konkluderes, at udgangspunktet er, at biintervenienten ikke skal på- eller tillægges sagsomkostninger, idet der skal foreligge»særlige grunde«for at begrunde en sådan på- eller tillæggelse. Derimod kan det ikke nægtes, at de ofte på dette punkt meget lidt oplysende domsreferater og i det hele taget den til tider inkonsekvente praksis betyder, at konklusionerne - så snart man bevæger sig væk fra dette nogenlunde sikre udgangspunkt og forsøger at afdække, hvilke forhold der kan begrunde en fravigelse 82 derfra - bliver behæftet med nogen usikkerhed og til en vis grad får et sententia ferenda-præg. Med dette forbehold og i øvrigt med henvisning til den mere detaljerede analyse i afsnit 4 giver praksis dog mulighed for at konkludere, at i hvert fald følgende momenter kan inddrages ved afgørelsen af, om der foreligger»særlige grunde«, som begrunder en fravigelse af det nævnte udgangspunkt: Intensiteten af biintervenientens interesse i sagen (herunder hvorvidt sagen har uomgængelig afledt betydning for biintervenientens retsstilling), varigheden og omfanget af sagsforberedelsen (herunder antallet af forberedende retsmøder, hvorunder biintervenienten har givet møde), Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 5

6 karakteren og omfanget af biintervenientens deltagelse under sagens forberedelse og hovedforhandling, og biinterventionens (eventuelle) procesbesparende effekt. Derimod må det antages at være uden betydning, hvilken af parterne der eventuelt måtte have foranlediget biinterventionen. Af de ovenstående momenter samler interessen sig naturligt om det mest uspecifikke: Intensiteten af biintervenientens interesse i sagen. Forskellige variationer af dette moment er analyseret i afsnit 4.1, og det må konstateres, at det er vanskeligt at spore en konsekvent hensynsafvejning i den foreliggende praksis. For visse afgrænsede tilfældegrupper er det dog muligt nærmere at indkredse indholdet af vurderingsmomentet,[38] men kun et øget fokus fra domstolenes side på de problemstillinger, som spørgsmålet om på- eller tillæggelse af sagsomkostninger i forhold til biintervenienter rummer, kan skabe en tilfredsstillende grad af klarhed over de grunde, der bevæger domstolene til at træffe denne eller hin omkostningsafgørelse. 1. Jf. retsplejeloven (herefter RPL) 252, stk. 4, 1. pkt. Det er f.eks. næppe udelukket, at en biintervenient med rettens tilladelse kan fremsætte begæring om syn og skøn, jf. Erik Hørlyck»Syn og skøn«(3. udg.), p Med henvisning til FT 2004/2005 (2. saml.), tillæg A, p. 5556, antager Bernhard Gomard og Michael Kistrup»Civilprocessen«(6. udg.) (herefter Civilprocessen), p. 460, at det ligefrem er nødvendigt, at biintervenienten selvstændigt nedlægger påstand om tilkendelse af sagsomkostninger. Synspunktet blev (med rette) afvist af Højesteret i UfR H. 3. Som en art refleks heraf omfatter anke af hovedsagen ikke automatisk de sagsomkostninger, der måtte være tilkendt en biintervenient. I så fald skal anke iværksættes særskilt over for biintervenienten, jf. UfR H. 4. Se for eksempel sagerne UfR H, UfR /2 H og UfR /2 H fra henholdsvis leje-, konkurrence- og forvaltningsrettens områder. 5. Den mest udførlige behandling findes i Henrik Kirk»Sagsomkostninger i civile sager«(1. udg.) (herefter Sagsomkostninger), pp Emnet berøres derudover kort i bl.a. Stephan Hurwitz og Bernhard Gomard»Tvistemål«(4. udg.), p. 164; Bernhard Gomard, m.fl.»kommenteret retsplejelov, Bruxelles I-forordning«(8. udg.) bd. I, pp. 536f. og 669; og i Civilprocessen, p Jf. lov nr. 260 af 8. juni Jf. også UfR SH (omtalt i afsnit 4.1.3). 8. Stephan Hurwitz m.fl.»retsplejeloven med bilove m.v.«, bd. I (1939), p Smh. allerede Stephan Hurwitz»Tvistemaal«(1. udg.), p Civilprocessen, p. 458f. 11. Smh. afsnit Hvilket også understøttes af, at»erstatningssagen«var udsat på»patentsagens«udfald. 13. Stadfæstet af Højesteret. 14. Se i overensstemmelse hermed, men vedrørende den modsatte problemstilling (om biintervenienten til støtte for den tabende part skulle pålægges sagsomkostninger), UfR H og UfR Ø. Ligeledes begrunder en skyldners almindelige interesse i at begrænse sin skyld mest muligt ikke pålæggelse (og dermed formentlig heller ikke tillæggelse) af sagsomkostninger, jf. UfR V. Sagen stiller sig naturligvis anderledes, såfremt den potentielt regresansvarlige opfylder andre af kriterierne for at blive på- eller tillagt sagsomkostninger, smh. FED V omtalt i afsnit Smh. nu kreditaftalelovens 34, stk. 1, nr Smh. de kriterier for på- eller tillæggelse af sagsomkostninger, der kan udledes af bl.a. UfR SH (nærmere omtalt i afsnit 4.2). 17. Se som et atypisk eksempel herpå UfR Ø. 18. Smh. afsnit Se modsætningsvist UfR B, hvis resultat på dette punkt ikke kan tiltrædes. 20. Også omtalt i afsnit Det fremgår ikke af domsreferatet, om Skattedepartementet biintervenerede i henhold til RPL 252, stk. 1 eller 2. De principielle betænkeligheder, som dommen rejser i forhold til at tillægge offentlige myndigheder sagsomkostninger, er imidlertid de samme, uanset hvilken bestemmelse biinterventionen skete i henhold til. 22. Det er uklart, om retten også lagde vægt på sagsforberedelsens varighed og omfang, jf. afsnit Dette synspunkt synes også at have haft væsentlig betydning i den i note 26 omtalte sag UfR Ø. 24. Som et eksempel på en sådan sag, som vil kunne involvere meget store værdier, kan nævnes en tvist om købesummens (efterfølgende) regulering eller fordeling i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. 25. Omfanget eller indholdet af Ministeriets deltagelse under sagen er uomtalt i domsreferatet, og afgørelsen bliver dermed symptomatisk for det problem, at omkostningsafgørelsen i forhold til biintervenienter i mange afgørelser kun ganske overfladisk eller slet ikke begrundes (smh. bemærkningerne herom i afsnit 5). 26. Således blev Skattedepartementet f.eks. som biintervenient pålagt sagsomkostninger i UfR Ø, der vedrørte det politisk og samfundsøkonomisk formentlig væsentligt mindre følsomme spørgsmål, hvorvidt en særlig 2,5 %-ejendomsavanceskat i tilfælde af tvangsauktion skulle afholdes uden for budsummen eller ej. 27. Smh. UfR /2 H (omtalt i afsnit 4.2), hvor det synes helt berettiget, at Trafikministeriet som biintervenient blev tillagt sagsomkostninger. 28. Smh. Sagsomkostninger, p. 120f. 29. Dommen må derfor formentlig anses for en afstandtagen fra UfR Ø. 30. Arbejdsudvalget for Medicindistribution var også biinterveneret i sagen for Monopolankenævnet og havde under myndighedsbehandlingen af sagen udarbejdet og fremlagt materiale vedrørende de økonomiske forhold på distributionsområdet. 31. Vigtigheden af dette forhold illustreres af UfR H, hvor biintervenienten var en brancheforening, som var indtrådt til støtte for Monopoltilsynet i et anerkendelsessøgsmål anlagt af supermarkedet METRO mod Tilsynet. I forbindelse med at Monopoltilsynet vandt sagen (stadfæstet af Højesteret), afviste landsretten at tillægge biintervenienten sagsomkostninger. Sagen adskiller sig bl.a. fra UfR /2 H ved ikke i realiteten at vedrøre lovligheden af biintervenientens adfærd; sagens afgørelse fik altså ikke nogen umiddelbar (negativ) virkning for biintervenienten. 32. Jf. UfR H. 33. Smh. FED Ø, hvor biintervenienten i øvrigt heller ikke synes at have udfoldet noget nævneværdigt arbejde i forbindelse med sagen. 34. Også omtalt i afsnit Se i stedet f.eks. UfR SH og UfR /2 H (omtalt henholdsvis nedenfor og i afsnit 4.1.4), hvor biintervenienterne spillede en langt mere væsentlig rolle, og i sidstnævnte sag synes biintervenienten ud fra domsreferatet at have været den, der i realiteten forestod sagens førelse. 36. Også omtalt i afsnit Jf. bl.a. UfR H, UfR H, FED Ø (anket), utrykt HD af 31. marts 2003 (2. afd., 202/2001), UfR /2 H og FED Ø. 38. Der henvises til gennemgangen i afsnit 4.1. Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 6