Hvorfor er de kommet til Danmark?

Transkript

1 Hvorfor er de kommet til Danmark? James - Når jeg får penge, tager jeg hjem James bliver født som den første i en søskendeflok på seks i en landsby i Ghana i Hans far har to hustruer, hvoraf kun James mor er i stand til at få børn. Det får James stedmor til at anklage James mor for hekseri. Stedmoren påstår, at James mor og hendes børn står i ledtog med djævelen. Derfor må James mor og hendes børn leve afsondret fra resten af landsbyen i en hytte for sig selv. Nogle år senere, da faren dør, bliver de forvist fra landsbyen og flytter ind til hovedstaden Accra. James er da netop fyldt 19 år. Den faderløse familie har det svært i Accra. Moren har en beskeden indkomst som rissælger på et af byens markeder, og de må tage til takke med et enkelt rum uden hverken vand eller el i et slumkvarter. Vanskelighederne har en psykologisk dimension for James derved, at han ser sig selv som en slags reservefar. Han er jo ikke alene den ældste i søskendeflokken, men også familiens eneste mand. Således er det af meget stor betydning for James, at han får et job som langtidschauffør. Han får i løbet af sine to år som langtidschauffør set dele af Burkina Faso, Mali, Elfenbenskysten og Nigeria, hvorefter han bliver impliceret i et færdselsuheld. De ar på kroppen, han skal bære resten af livet, sætter sig som frygt hos hans mor, der forbyder ham at køre lastbil igen. Det er fra dette lavpunkt, at James ser op til sin kammerat, der netop hjemkommet fra Libyen fortæller, at det er nemt at finde arbejde i Libyen. Fortællingen får James til at drømme om at få sin egen taxi i Libyen, hvilken han bestemmer sig for at forfølge i lyset af sin mors alderdom og sin søsters afbrudte uddannelse pga. manglende betaling af skolepenge. Turen går fra Accra i det sydlige Ghana igennem Burkina Faso og Niger over Algeriet til Ghat i det vestlige Libyen, hvorfra de fortsætter til Libyens daværende hovedstad Tripoli. De er seks pick-ups, som følges ad. Forskellige guider tager sig betalt for at lede dem igennem bl.a. heftigt temperatursvingende Sahara og iskolde Ahaggar bjerge. Der er 36 personer på ladet af den pick-up, der transporterer James. James har ikke fortalt sin mor om sin rejse, for hvis hun vidste, at han ville rejse, ville hun ikke tillade det. Alle ved jo, at den tur er dødsensfarlig og hende mere om nogen. I Ghana hører man ofte historier om døde lykkeriddere, deriblandt for nogle år tilbage James morbror. Turen tager tre uger i alt. Den sidste uge er de løbet tør for mad og væske og må drikke deres egen urin. Varmen er uudholdelig, og blodet løber ud af James næsebor. James har aldrig før eller siden følt sig så smadret, men heldigvis synes lidelsen snart at bære frugt. Han får sig rejst fra sit sygeleje og ringer til sin mor, der bliver lykkelig over at høre hans stemme, hvorefter han sender hende 100 amerikanske dollars, en del af sin første løn som medhjælper på en byggeplads. James er så pavestolt over således at kunne vise sin mor, at han er blevet voksen, at han i bakspejlet betragter denne tid som sit livs højdepunkt. 1

2 Efter et lille års tid med skiftende småjobs i Libyen begynder imidlertid James at føle sig utryg. Der er for megen kriminalitet. For James og andre illegale arbejdsmigranter følger af udbredt racisme desuden ofte arbejdsretlige krænkelser uden mulighed for hjælp fra politiet, der har intensiveret jagten på illegale arbejdsmigranter. Bliver man fanget kan man blive idømt op til seks månedes fængsel under torturlignende afsoningsforhold. James beslutter sig i lyset af dette fravær af sikkerhed at tage videre til Europa. Det koster 200 amerikanske dollars at få en plads ombord på den åbne båd, der en sen onsdag aften afgår fra kysten lidt udenfor Tripoli med kurs mod den italienske ø Lampedusa små 300 kilometer ude i Middelhavet. Det bliver en hård tur. Båden rammes af et så kraftigt stormvejr, at den ved ankomsten søndag morgen har mistet tre passagerer. De italienske myndigheder tæller 82 stærkt chokerede asylansøgere i den båd, som de vurderer højst har plads til 25. Tre år senere har den afviste asylansøger James endnu ikke fået styr på sit liv i Italien. Han har haft store problemer med at finde fast arbejde, hvilket er blevet endnu sværere i kølvandet på finanskrisen. Derfor forlader han Italien. Han har tilbragt et halvt års tid i Østrig og Tyskland, da han i begyndelsen af 2012 står af toget i København. James bryder sig ikke om at være i Danmark. Her er jo intet arbejde og med det heller ingen kvinder at komme i kontakt med. Han forklarer, at det koster mindst 50 kroner at komme ind på et af byens diskoteker, hvilket hans halvseriøse jagt på pant uden brug af cykel slet ikke rækker til. Han har fra sin plads i Kirkens Korshærs varmestue på Nørrebro, hvor han spiser og sover, altså kun udsigt til at forblive på det samme nulpunkt. Det har fået James til at overveje at tage tilbage til Ghana. James fortæller, at det vil han gøre, hvis det lykkes ham at finde et arbejde og spare cirka kroner sammen. Thomas - Jeg måtte flygte for ikke at miste hovedet Thomas bliver født som den første i en søskendeflok på fire i Liberias hovedstad Monrovia i Thomas er dog ikke opvokset i Liberia, men i Elfenbenskysten. Hans far er landmand. Hans mor, der er fra Liberia, bidrager til husholdningen ved køb og salg af varer, hun bringer henover grænsen mellem de to lande. De bor i en landsby udenfor en større by, hvorfra hans fars familie stammer. Familiens trængte kår resulterer i en ujævn skolegang for Thomas, der dog stadig klarer at bestå sin mellemskoleeksamen. Han bliver derefter oplært i murerarbejde, men har svært ved at finde arbejde bagefter. Derfor beslutter Thomas sig for at flytte ind til byen. Hans plan er at improvisere sig frem via forefaldende småjobs og tjenester for således at kunne hjælpe sine søskende og mor, der efter farens død har fået det sværere i landsbyen. Det vil dog ikke rigtig lykkes for ham. Derfor beslutter han sig for at tage et større skridt og krydse grænsen til Liberia. Han tager tilbage til Monrovia. 2

3 Liberia er ved Thomas ankomst til Monrovia i 1998 endnu plaget af politisk uro. Landet har været ustabilt siden 1980, hvor den daværende præsident William R. Tolbert blev myrdet og militæret indsatte sergent Samuel Doe som ny præsident og har fra 1989 til 1996 udkæmpet en blodig borgerkrig med omkring dræbte. Nu ulmer modstanden imod den siddende præsident Charles Taylor. Modstanden kulminerer i 2002, hvor oprørsstyrkerne når frem til Monrovia, som de sætter under belejring. Imens tabstallene vokser i krydsilden mellem regerings- og oprørsstyrker, forsøger Thomas at finde en vej ud af byen, men det er for sent at slippe væk nu. Til sidst må han vove sig ned på havnen og spørge sig frem mellem tilfældige skibe om mulige flugtveje via søvejen. Det lykkes Thomas at få en plads i en båd med 170 passagerer. De når frem til Sicilien 12 dage senere. Da har de på grund af en kæntring mistet omkring 80 passagerer. Thomas husker den sviende fornemmelse af ætsende saltvand på huden. Den brændende sol på himlen og i havet. At de løb tør for mad og drikke. Værst var dog følelsen af forladthed i det uendeligt store blå ocean, ikke mindst den dag, hvor motoren blev tavs, og de lå og vuggede fra tidlig morgen til solnedgang. Derfor var nætterne tryggere. Stjernerne og lys på skibe i det fjerne lod dem vide, at verden var der endnu. Thomas får et arbejde i det nordlige Italien på et mejeri. Han klargører forskellige maskiner og kører gaffeltruck. Han er kun løst tilknyttet mejeriet og mister i perioder af kortere varighed sit job, men generelt går det godt for ham. Det går så godt, at han er i stand til regelmæssigt at sende penge hjem til sin familie i Elfenbenskysten. Han får også sparet penge sammen til en bil, som han køber i På dette tidspunkt er han flyttet sammen med sin italienske kæreste, som han frier til i 2008, hvorefter de tager på forlovelsesrejse til Elfenbenskysten. Desværre mister Thomas sit job umiddelbart efter hjemkomsten til Italien. Samtidig får parret svar fra hospitalet. Hun kan ikke få børn. De to begivenheder lægger et så stort pres på parret, at de går fra hinanden. Det sker i Thomas prøver i årene derefter at holde sig oppe økonomisk ved at uddele reklamer, men han synker langsomt længere og længere ned. Bilsalget giver lidt luft, men kun for en stund. Han er snart tilbage på det samme nulpunkt, hvorfra han startede sit liv i Europa. Thomas vælger i denne vanskelige tid at rejse tilbage til Elfenbenskysten og blive gift med en pige fra en familie, der står Thomas familie nær. Det sker i vinterhalvåret Derefter tager han tilbage til Italien, hvor han har permanent opholds- og arbejdstilladelse, hvorfra han tager toget til det Danmark, han har læst på internettet skulle have så gode og lykkelige indbyggere, som han dog godt ved i realiteten svarer til at købe en lottokupon. Thomas synes, at det er svært at være i Danmark. Han er frustreret over de uklare svar, han får, når han henvender sig til myndighederne. Han har heller ingen venner. Værre er dog den helt åbenlyse mangel på selv sort arbejde, der tvinger ham til at samle flasker, hvilket han ser som en ydmygende beskæftigelse. Det giver også alt for lidt penge i forhold til hans drøm om på sigt at etablere sin egen virksomhed til fremstilling af mursten i Elfenbenskysten. 3

4 Franklin - Jeg vil dø i Danmark Franklin bliver født som den første i en søskendeflok på seks i Ghanas hovedstad Accra i Hans far har en tømrerforretning. Hans mor sælger brugt tøj på et af byens markeder. Han har tre brødre og to søstre. Franklin har ikke nemt ved at læse og begynder efter endt grundskole at arbejde for sin far. Men der er intet arbejde at få. Franklin og hans far må ofte vente i flere måneder i træk på nye arbejdsopgaver, hvorfor familien har svært ved at betale f.eks. huslejen på deres slumbolig. I lyset heraf begynder Franklin at overveje at rejse til et andet land, f.eks. Libyen, hvor der efter sigende skulle være bedre chancer for at finde arbejde. Franklin rejser til Libyen i Det gør han uden at fortælle hverken sin familie eller kæreste om det, fordi han ved, at de i såfald ville forbyde ham at rejse. Turen er jo kendt for at være meget farlig. Derfor skriger da også Franklins mor af lykke, da han ringer til hende fra Libyen et par uger senere. Franklin siger til sin mor, at hun ikke behøver at græde. Han er en mand og fortjener som sådan at blive udsat for prøvelser. Turen er gået via lastbil nordpå igennem Ghana, Burkina Faso og Mali, hvorfra de er kørt imod nordvest tværs igennem Algeriet til Libyen. Franklin har følt sig nogenlunde godt tilpas i løbet af turen. Hans største frygt var at blive overfaldet, men det skete heldigvis ikke. Franklin bliver ansat som medhjælper på et landbrug i Libyen, men det er vanskeligt for ham at falde til, da han er kristen. Franklin oplever en stærk forventning fra sine omgivelser om at konvetere til islam, hvilket han prøver at efterkomme. Han begynder at komme regelmæssigt i moskeen, hvilket han dog opgiver igen efter et par måneder. Derefter har han ingen anden mulighed end at forlade Libyen, fortæller han, for der er kun plads til muslimer i Libyen. Derfor køber han sig til en plads ombord på en åben motorbåd med omkring 20 passagerer, der fra kysten tæt på Tripoli krydser Middelhavet. Fanklin er meget nervøs for turen og bruger dagene før afrejsen på at faste for således at blive ren og komme tættere på Gud. Han indgår en slags pagt med Gud om at skænke sit liv til Gud, hvis han klarer turen. Det lykkes Franklin og hele den øvrige besætning at undgå de italienske myndigheder. Der er gået tre dage, da de går i land. Herefter får Franklin et job som daglejer indenfor frugtplukning lidt udenfor Napoli. Han har råd til at leje et værelse, men det går hurtigt nedad igen som følge af manglende efterspørgsel på arbejdskraft. Franklin har svært ved at holde sit liv som arbejdsløs ud. Han har også kun en løs kontakt til et par andre fra båden og føler sig ensom. Der er også for mange racister i Italien, synes han. Således beslutter Franklin sig for at forlade Italien. Det er det tredje land, han forlader i løbet af Franklin vælger at tage til Danmark, fordi han har fået fortalt af en af sine bekendte fra båden, at det ikke er helt så svært at finde sig et arbejde i Danmark. Franklin fremhæver fraværet af racisme som et godt træk ved den danske befolkning og hans ophold i Danmark. Omvendt er danskere et lukket folkefærd, hvorfor det ikke er nemt at vide, hvad en dansker 4

5 tænker. Nogle ser også ud til at være bange for afrikanere. Det gør det svært at lære folk at kende og føle sig velkommen. Langt værre end det er dog manglen på arbejde, der tvinger ham til at lede efter pant. Det får ham til at føle sig som en idiot. Det driver ham til vanvid. Franklin ser denne ydmygelse som et bevis på, at Gud ikke findes. Heldigvis er det lykkedes for Franklin at finde sig en dansk kæreste, som han er glad for. De mødtes på gaden og har været kærester i seks måneder. Han fortæller, at han ikke vil presse på for det, men håber at blive gift med hende engang. Han ønsker at blive gammel og dø med hende. Derfor har han da også besluttet sig for aldrig at ville væk fra Danmark igen. Kilde: Jakobsen, Jakob (2012) Skaberværk på standby En antropologisk undersøgelse af afrikanske varmestuebrugere i København. For Kirkens Korshærs Nørrebroarbejdet Kirkens Korshær Stengade Kbh.N Tel Mob mail stengade40@kirkenskorshaer.dk 5