GRÆNSEFORENINGENS SENDEMANDSMØDE 17. APRIL 2010

Transkript

1 GRÆNSEFORENINGENS SENDEMANDSMØDE 17. APRIL 2010 Mundtlig beretning. Kære sendemænd uanset køn. Kære medlemmer af Grænseforeningen. Kære samarbejdspartnere og gæster fra begge sider af grænsen. I forbindelse med Sendemandsmødet har vi vænnet os til at sætte urene om til vintertid. Nu samles vi så få uger efter, at vi er gået over til sommertid. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har haft lidt svært ved at indstille også det indre ur på, at nu er det atter tid for Sendemandsmøde. Men fortvivl ikke. At det blot er et halvt år siden, vi var samlet sidst her på Vingstedcentret, indebærer også fordele, hvoraf den største nok er, at formandens beretning bliver kort. Allerede næste år vil vi være anderledes indstillet på, at Sendemandsmødet afvikles i det tidlige forår. I dag med den omtalte lidt usædvanlige fornemmelse i kroppen rydder vi op og afslutter overgangsordningen, efter at vi med så glædeligt stort flertal for et halvt år siden vedtog den nok største strukturændring i foreningens historie. Oprydning betyder, at vi i dag for første gang vil se foreningens ledelse fremstå som resultat af direkte valg på et Sendemandsmøde. Oprydning betyder også, at vi i dag behandler et regnskabsår på kun ni måneder for at få foreningens omlægning af regnskabsåret fra det gamle finansår til kalenderåret til at falde på plads. Sydslesvigloven. Den 23. marts blev Sydslesvigloven ved 3. behandling enstemmigt vedtaget i Folketinget. Loven trådte i kraft den 1. april. Jeg skal her indskrænke mig til nogle få principielle bemærkninger også fordi lovforslaget blev udførligt behandlet i beretningen i oktober. Der er al mulig grund til fra Grænseforeningens side at udtrykke anerkendelse over for daværende undervisningsminister Bertel Haarder og over for Seksmandsudvalget med Kim Andersen i spidsen for det fornemme politiske arbejde som førte til, at Sydslesvigloven kom igennem Folketinget uden der var nogen, der stemte imod. Den enstemmige vedtagelse betyder, at vi stadig kan føle samhørighed med H.P. Hanssens principielle synspunkt, som han hævdede i de bevægede dage for 90 år siden og også både før og efter, at den sønderjyske sag, arbejdet for danskheden i grænselandet, bør være hævet over partiskel og partistridigheder. Ulykkeligvis kan vi ikke notere en tilsvarende enighed, blandt dem loven er til for at gavne. Nærmere betegnet har den kloge og nødvendige nyskabelse om, at der efter loven vil kunne ydes støtte til oplysningsarbejde nord for grænsen, vakt en del opstandelse blandt nogle af de sydslesvigske organisationer, fordi Grænseforeningen fra starten har meldt ud, at denne meget vigtige oplysningsopgave vil vi gerne være med i. Det er lidt mærkeligt, at dette forhold kan vække diskussion. Grænseforeningen har bogstavelig talt lige siden Genforeningen arbejdet for at fortælle danskerne, hvor vigtigt det er at støtte vore landsmænd syd for grænsen og være opmærksom på, hvad mindretallet betyder for det danske folk.

2 2 Det er faktisk derfor, Grænseforeningen er sat i verden. Den opgave vil vi fortsat gerne arbejde med der er mildt sagt behov for det. Vi ved alle, at diskussionen skyldes, at Grænseforeningen søger om at få del i de penge, Sydslesvigudvalget måtte beslutte sig for, kan gå til oplysningsarbejde. Skrækscenariet i Sydslesvig hedder: Hvis der ikke kommer flere penge på bevillingen betyder det jo, at penge til oplysningsarbejdet til Grænseforeningen eller andre interesserede oplysere nord for grænsen medfører, at vi får færre penge at arbejde med i organisationerne i Sydslesvig. For mig har det været en meget tankevækkende oplevelse, at det ikke har været muligt udadtil at signalere fuld enighed mellem mindretallets organisationer og Grænseforeningen i den nuværende situation. Dermed sigter jeg til, at Sydslesvigloven jo ikke er nogen budgetlov. Hvor mange penge, vi taler om, afgøres til efteråret i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for Derfor siger vi nu i fuld enighed, at såfremt den gode samarbejdets ånd, ministeren så kraftigt betonede under behandlingen af loven, skal kunne trives, så må det være naturligt, at der følger penge med de nye opgaver, loven lukker op for. Det er først og fremmest oplysningsdelen samt en absolut tiltrængt styrkelse af sekretariatsbetjeningen fra Undervisningsministeriet af Sydslesvigudvalget. En sådan enighed, præget af offensiv tænkning, har vi ikke kunnet opnå. Knud-Erik Therkelsen og jeg inviterede i februar os selv til Flensborg til en række møder med mindretallets organisationer for at fjerne misforståelser og give vore venner fuld indsigt i Grænseforeningens overvejelser, også af økonomisk art, i forbindelse med oplysningsarbejdet. Vi betonede igen og igen, at opgaven over for en dansk befolkning, som stort set har glemt Sydslesvig, er stor, og at ingen kan løfte opgaven alene. Den kræver samarbejde over en bred front. Og den kræver professionalisme og kendskab til mediebilledet. Ganske som vi ikke kunne drømme om at påstå, at vi har et intimt kendskab til medievirkeligheden og oplysningsvilkårene syd for grænsen, vil vi til gengæld også hævde, at man ikke kan sidde syd for grænsen og have førstehåndskendskab til, hvordan medierne og folkeoplysningen i Danmark fungerer. Kort og godt: vi har brug for hinanden. Det har vi i Grænseforeningen altid ment var tilfældet. Men jeg må tilstå, at der i de forløbne måneder er faldet en række bemærkninger, som godt kan få én til at spørge sig selv, om der nogle steder i mindretallet trives den opfattelse, at Grænseforeningen er fin at have, når den kommer med milde gaver og bidrager til festtalerne ved årsmøderne. Men ud over dette nej tak. Skal jeg tage de optimistiske briller på og det er næsten altid dem, jeg har på så må jeg sige, at jeg tror den opfattelse trods alt begynder at fæstne sig, at der ikke er nogen vej uden om det brede samarbejde hen over grænsen om oplysningsindsatsen. Det har der på det seneste været flere gode tegn på, bl.a. lederartiklen i SSF s medlemsblad Kontakt den 8. april, hvor foreningen ønsker os et godt Sendemandsmøde. Lige nu afventer vi, om Det sydslesvigske Samråd kan blive enige om en samlet oplysningsstrategi for mindretallet. En sådan har man arbejdet på at formulere i snart mange måneder, og vi håber bestræbelserne krones med held. Den enkleste måde at sikre den fremtidige dialog om opgaverne på, vil være direkte mellem Samrådet og Grænseforeningen. En nyskabelse, som blev nævnt flere gange på februarmøderne, var da også, at når sydslesvigerne har afklaret deres interne situation, kunne regelmæssige møder mellem Grænseforeningen og Samrådet være en god idé. Denne åbning hilser vi med glæde.

3 3 Når vi lægger så stor vægt på denne sag, er det fordi vi er dybt overbeviste om, at et øget oplysningsniveau blandt danskerne er en forudsætning for, at man på sigt kan opretholde den folkelige og politiske opbakning til, at den danske stat generøst støtter mindretallet i Sydslesvig. Men oplysningsspørgsmålet er jo blot et lille hjørne af den samlede lov. Der er også mange andre områder, hvor der er nok at tale om. Samtalerne fortsætter på mandag og tirsdag, hvor Sydslesvigudvalget som Seksmandsudvalget jo nu hedder - har indkaldt til konference på Sandbjerg Slot uden for Sønderborg. Grænselandets oplysningsfond. Som altid foretrækker vi i Grænseforeningen at være aktive og agerende, frem for afventende og reagerende. Vi har derfor ikke siddet med hænderne i skødet i nervøs venten på Sydslesvigudvalgets beslutning senere på året, men undersøgt, hvad vi under alle omstændigheder selv kan gøre. Det har ført til, at vi har dannet Grænselandets Oplysningsfond, som har fået hjemsted i Aabenraa hos UdviklingsRåd Sønderjylland. Vi har sparet sammen i nogle år i vort fondsregnskab, så vi har kunnet etablere fonden med de kroner, det koster at stifte en sådan fond, og desuden kan vi fra starten placere 1.2 millioner kroner i Grænselandets Oplysningsfond, som funderet i Nordslesvig vil skulle sætte oplysningsarbejde i gang. Vi regner med, at det derefter årligt vil være muligt for os at skyde kroner ind. Skal det virkelig batte noget, vil det være vigtigt, at der er samarbejdspartnere, der vil være med også økonomisk fordi de kan se, at vi her har skabt et redskab, der vil kunne komme til at gøre nytte i oplysningsindsatsen både specifikt om mindretallet - eller for den sags skyld mindretallene - men også mere alment om grænselandet i det hele taget. Hvis ikke Slesvig skal havne i en lomme mellem trekantsområdet og aksen over til Esbjerg mod nord og aksen Kiel-Hamborg mod syd, er en særlig indsats nødvendig. Det burde kunne erkendes både i Nord- og Sydslesvig. Jeg vil tro regionsformand Carl Holst kommer ind på problemstillingen i sit indlæg sidst på eftermiddagen, når Sendemandsmødet er slut. Vi har ved de føromtalte møder i Flensborg inviteret mindretallets organisationer til at interessere sig for samarbejdsmulighederne i Grænselandets Oplysningsfond. Og vi gør i den kommende tid det samme til potentielt interesserede nord for grænsen. Hvilken fortælling? Med henblik på de videre samtaler om oplysningsarbejdet er det vigtigt at sige, at det jo ikke er nok at blive enige om, at der skal oplyses og at der skal samarbejdes. Derefter kommer det nok så vigtige spørgsmål, hvad der skal samarbejdes om. Med andre ord: hvad er det for en fortælling om mindretallet vi skal søge at få spredt? For Grænseforeningen er der ingen tvivl. Vi kan ikke fascinere eller overbevise om Sydslesvigs betydning for nutidens danskere ved at berette den gamle fortælling om , 1864, 1920 og

4 4 Den fortælling hørte hjemme i en tid, hvor den historisk-kulturelle arv i landet var helt anderledes stærk, end den er i dag. En tid, da mennesker voksede op med en forankret tidsopfattelse med fortid, nutid og fremtid og følgelig også med en sans for historiens kronologi, som de tilmed havde mødt i skolens historieundervisning. I dag er menneskenes børn langt mere punktorienterede og retter sig mod, hvad der sker lige nu. Lykkeligvis er Sydslesvig også her leveringsdygtig. Nemlig med den nye fortælling om en gruppe mennesker, som lever i en region med en ganske særlig dynamik. En region, hvor man ikke kan undgå at skulle tage stilling til mødet mellem flere kulturer. En region, hvor to eller flere kulturer lever side om side, og hvor menneske er to- eller tresprogede. Danskheden i Sydslesvig, som den i al sin kompleksitet udfolder sig i dag, vil for mange danskere kunne tjene som en øjenåbner. Andre kan den hjælpe til en genopdagelse af noget vi har glemt under presset fra vore nye medborgere af anden etnisk-kulturel herkomst, som medfører, at det danske samfunds meget ensartede præg er blevet udvisket. Nemlig opdagelsen af, at det danske findes i mange modeller. Den nye fortælling bygger altså ikke blot på, at Sydslesvig har brug for Danmark. Det er i lige så høj grad Danmark, der har brug for Sydslesvig. Denne opfattelse bringer vi til torvs ved enhver given lejlighed både mundtligt og skriftligt. Også her kan jeg mærke, at der begynder at blive lyttet. Det er spændende, at det traditionelle debatmøde på årsmødelørdagens formiddag på Flensborghus i år har fået overskriften: Glæden ved Sydslesvig del den med andre, men hvordan? Her lægges der direkte op til, at panelet skal forholde sig til, hvilken Sydslesvig fortælling, der bør synliggøre mindretallet i Danmark. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi netop har oplevet den klarest tænkelige symbolske markering af, at den gamle fortælling med dens frontdannelse mellem dansk og tysk nu hører historien til. Den 18. februar traf byrådet i Flensborg den formelle beslutning om at genopstille Istedløven på dens oprindelige plads på byens gamle kirkegård. Den oprindelige sokkel af sandsten bliver rekonstrueret, de oprindelige plaketter anbringes på soklens sider, og under den oprindelige indskrft på forsiden Isted Den 25. juli Rejst 1862 vil der blive tilføjet, at statuen er genrejst i 2010 som et tegn på venskab og tillid mellem danskere og tyskere. Indvielsesdatoen, man sigter mod, er 12. september. To misforståelser og en satsning. Her mod slutningen af min korte beretning vil jeg først rette et par misforståelser, som man møder en gang imellem. At vi er gået fra at være en primært pengeindsamlende til en primært folkeoplysende organisation har medført, at der er nogle der tror, at vi slet ikke samler penge ind og deler penge ud. Nuvel, vi har måttet nedlægge Det sønderjyske Lotteri, simpelthen fordi omsætningen blev for lille til at kunne leve op til kravene for et landslotteri. Men Dybbølmærket lever fortsat. En række af vore lokalforeninger sælger fortsat mærkerne, og har netop gjort det her torsdag og fredag og gør det i dag. Hvad vi har opgivet i forbindelse med mærkerne er at mobilisere skoleklasser ud over hele landet til at gå ud og sælge Dybbølmærker. Vi var nået ned på, at det efterhånden var mindre end 100 folkeskoler, der ville være med, og

5 5 der var derfor ikke en fornuftig balance mellem de kræfter, vort sekretariat brugte, og det der kom ud af anstrengelserne. I stedet opfordrer vi så vore lokalforeninger ud over landet til selv at tage kontakt med den lokale folkeskole, hvad nogle af dem gør med godt resultat. Som man kan se af årsregnskabet, som vi har på dagsordenen senere, indbragte salget af Dybbøl mærker i fjor kroner. Det kræver knofedt at opnå et så udmærket resultat. Jeg kan kun opfordre til at vi kæmper for Dybbølmærket, som ikke bare af økonomiske grunde er en værdifuld tradition. Endelig skal det nævnes, at vi jo fortsat via de mange fonde, vi bestyrer, årligt sender over en million kroner til arbejdet i grænselandet hvortil kommer, at der er en del lokalforeninger, som har deres egne projekter eller samarbejdspartnere syd for grænsen, der støttes. En anden misforståelse er, at man af og til møder den opfattelse, at det er mærkeligt Grænseforeningen taler om en stram økonomi, når vi har råd til at lave projektet med Kulturmødeambassadørerne. Det kunne vi jo bare lade være med, og i stedet sende pengene til Sydslesvig. Lad mig derfor gentage, hvad jeg sagde i årsberetningen for et halvt år siden: Projektet koster ikke Grænseforeningen en krone. Det er finansieret med halvanden million kroner givet direkte til dette projekt fra først og fremmest Integrationsministeriet, Tryg-Fonden og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Men det er altså definerede projektbevillinger, og ikke penge, vi bare kunne have brugt til noget andet, for vi har fået dem til dette konkrete formål. Og da vi også jævnligt møder spørgsmålet, hvad Kulturmødeambassadørerne nu har med Sydslesvig at gøre, vil jeg gerne også gentage den officielle formålsparagraf for projektet: Det overordnede formål er at øge unges forståelse og anerkendelse af, at blandingskulturer er en ressource. Dette forudsætter øget viden om minoriteter og mindretal, og projektet fokuserer derfor på at skabe dialog mellem forskellige grupper af unge på ung-til-ung debatmøder. På debatmøderne gives ansigter og personlige stemmer til mangfoldigheden i Danmark, hvorved abstrakte temaer om tilhør og identitet gøres konkrete hos målgruppens unge. Et vigtigt delformål er desuden at inddrage erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland, hvor det er lykkedes at ændre forholdet mellem flertal og mindretal fra konflikt til fredelig sameksistens. Erfaringerne fra grænselandet bidrager også med budskabet om, at man kan leve i harmoni med flersproglig identitet og blandingskulturer. Projektet fokuserer på det, der er fælles blandt unge fra nationale mindretal og etniske minoriteter for at igangsætte en berigende erfaringsudveksling både internt i kulturambassadørkorpset og med målgruppens unge. Ingen årsberetning uden at jeg fortæller om kampen for at holde feriebørns samarbejdet levende. I fineste forståelse med Dansk Skoleforening i Sydslesvig søger vi at vende hver en sten, for at se om vi kan holde dette værdifulde arbejde ikke blot levende, men forbedre det. På en række møde rundt i landet, har Feriebørnskomitéens formand Ulla Bay og vores kontaktperson Jytte Nielsen sammen med Skoleforeningens direktør Anders Molt Ipsen og den nye leder af arbejdet fra sydslesvigsk side, Eberhard von Oettingen, drøftet arbejdet med de fremmødte. Fra sekretariatet har Knud-Erik Therkelsen og Claus Jørn Jensen deltaget. Nu undersøges det så nærmere, hvilke organisatoriske forbedringer og pr-mæssige fornyelser, der kan laves.

6 6 Desuden har vi - bl.a. på et møde hvor Grænseforeningens forretningsudvalg i Flensborg mødtes med Skoleforeningens ledelse drøftet nye former for samarbejde til at supplere det klassiske feriebørnsarbejde. Herunder har vi diskuteret mulighederne for uden for ferietiden at lave udveksling af grupper sydfra og nordfra. På Fyn har Rasmus Laursen taget initiativ til en nyorganisering af arbejdet i Assens kommune. På en særlig stand på den store messe Ferie for alle i Herning kom Carsten Dalgaard og Claus Jørn i kontakt med masser af mennesker. Jo, der kæmpes virkelig for at holde feriebørnsbegrebet levende. Og i det hele taget gælder det fortsat, at bevægelser hen over grænsen for at holde kontakten mellem Danmark og mindretallet intakt, er noget af det mest værdifuld vi kan foretage os. Det gælder fra feriebørn over lejrskoler, efterskoleophold og højskoleophold til pantbodssamarbejde på Roskilde Festivalen til alle mulige andre initiativer, der holder forbindelsen levende mellem flertal og mindretal i det danske fællesskab.. Foreningslivet. Det har været meget glædeligt i foreningens indre liv at opleve den energi, hvormed man er gået til opgaven med at finde gode kandidater til bestyrelsesvalget. I det hele taget synes det som om, de senere års bevidste arbejde med at fusionere lokalforeninger til større og derfor lidt mere slagkraftige enheder, bærer frugt. Da jeg blev formand for 4 ½ år siden var der 121 lokalforeninger. Det tal er i dag reduceret med lidt over 30 foreninger, men det har ikke betydet mindre liv i Grænseforeningen. Tværtimod har man stadig flere steder fået øjnene op for, at sammenlægninger kan være en god ting, også selv om de medfører at nogle medlemmer skal køre lidt længere til arrangementerne. Claus Jørn har hele tiden været ankermand i denne vigtige proces, og han tipper at vi endnu har en håndfuld fusioner foran os. Det skulle ikke være nødvendigt at begrunde nærmere, hvorfor processen er vigtig. Uden levende lokalforeninger er der ingen Grænseforening, og vort mål om at foreningen skal være et levende fællesskab, vil blot være tom snak. Derfor en stor tak til alle Jer, som holder fanen højt i det daglige arbejde og sørger for alle arrangementerne, alle turene, alle foredragsaftenerne og hvad der ellers stables på benene alt sammen for at holde bevidstheden om mindretallet levende i Danmark og bygge bro over grænsen. Også på anden vis har den store strukturændring skabt bevægelse i foreningen. Det forhold, at kredsinddelingen ikke længere er vedtægtsbestemt, har udløst spændende drøftelser mange steder. Jeg tror der vil vise sig et nuanceret billede, hvor man nogle steder bevarer og måske udvider kredsarbejdet, mens man andre steder kan have kontakt om konkrete opgaver uden direkte at tale om, at man udgør en kreds med bestyrelse og det hele. Tak. Der er en række begivenheder og initiativer fra det sidste halve år, man kunne have lyst til at nævne. Men jeg vil holde mit løfte om at beretningen bliver kort, og i stedet sige, at er der noget I har savnet, så lad os tage det op i debatten om lidt.

7 7 Som nævnt i indledningen gør vi i dag overgangen fra den gamle til den nye struktur færdig. Det ses også af, at Grænseforeningens hovedstyrelse holdt det sidste møde den 6. februar og at det sidste møde i forretningsudvalget blev afholdt i aftes. En hjertelig tak til både kredsvalgte og tingvalgte for den gode og engagerede måde, hvorpå I har deltaget i arbejdet til det sidste. Og om nogle timer holder Grænseforeningens nye bestyrelse sit første møde. Jo, det er en fornyelsens tid i vor gamle forening, som til november fylder 90 år, men ikke har tænkt sig at indstille skydningen af den grund. Dertil er den opgave vi arbejder med alt for vigtig. Det forløbne halve år med dets præg af overgang har ud over det almindelige arbejde derfor også budt på en lang række ekstraordinære opgaver for sekretariatet. De er blevet klaret med vanlig professionalisme og engagement. Også denne beretning skal derfor slutte med en varm tak til Knud- Erik Therkelsen og sekretariatet i Peder Skrams gade 5. Finn Slumstrup