Langfredag 3. april Vinderslev Kirke kl Hinge Kirke kl

Transkript

1 Langfredag 3. april Vinderslev Kirke kl Hinge Kirke kl Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Korsvar Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød:»jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger:»og han blev regnet blandt lovbrydere.«de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:»nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:»andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«mark 15,20-39 Amen! I dag mødes vi for at mindes et dødt menneske. Et menneske, der døde for næsten to årtusinder siden. Men alligevel mødes vi lige præcis i dag for at mindes ham. Jesu død på korset og hans efterfølgende opstandelse er kristendommens helt centrale budskab; dens kerne. Hvis man skulle være i tvivl om, at det er hér; lige hér, at vandene skilles og troen finder sin grund, kan man blot se på den heftige debat, der i de seneste måneder har raset om, hvordan netop Jesu død og opstandelse skal forstås. Jo, hverken korsdød eller opstandelse er ligegyldigheder. De er tværtimod afgørende betingelser for, at det giver mening at mødes hér så ufattelig mange år efter de voldsomme begivenheder, der dengang udspillede sig i Jerusalem. På langfredag skal vi, om noget tidspunkt, turde se lidelsen, smerten og døden i øjnene. Det er grundbetingelser ved det at være menneske. Også vi går med hvert skridt imod vores død, om end vi har lov at håbe, at den ikke bliver ligeså smertefuld og ydmygende, som den død, Vorherre selv måtte lide på korset, den ulyksalige langfredag. Derfor skal vi heller ikke bare tage det glædelige budskab, der møder os på søndag, på opstandelsens påskemorgen, for givet. I dag er smerten og døden i centrum, og det skal vi ikke se bort fra eller bare hoppe for let hén over. Vi må give plads til døden og meningsløsheden som det, der står tilbage på den langfredag, hvor dødens, ødelæggelsens og ondskabens magter fik lov til at herske og sejre over livets kilde selv. Sådan var det også dengang, for de mennesker, der stod samlet om Jesu kors. De vidste ikke andet end, at nu var det slut - definitivt slut. Nu var alt det, som nogle af dem havde håbet på og hyldet ham for; og andre havde hånet og spottet ham på grund af, forbi. Der var ikke mere at sige. Det kunne godt være, at dette menneske, Jesus, der nu hang død deroppe på korset under den hånlige overskrift jødernes konge, havde haft fat i noget af det rigtige. Det kunne også godt være, at han havde haft usædvanlige evner og haft en magt over de ødelæggende magter, men han kunne altså ikke redde sig selv. Han kunne ikke klare sig selv, da det virkelig gjaldt. Han, der ellers, som det meget subtilt 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 fremføres, kunne frelse andre. Så hvem var han så, andet end et menneske, der grundlæggende havde taget fejl, og var endt med at måtte dø pga. sin fejltagelse. Officeren, den romerske officer, der som repræsentant for det fremmede herredømme må forstås som den ansvarlige for, at henrettelsen nu også går ordentligt for sig, er i en vis forstand den, der er tættest på at erkende, at øjeblikket rummer andet og mere end det, man sådan lige kan se. I den danske version, som vi har vænnet os til at høre den, får han lov til at sige, at den mand er Guds søn. Men det er nu ikke en helt korrekt oversættelse, og Markus er i sin fortælling i virkeligheden langt mere raffineret end dette. I den græske grundtekst er den bestemte artikel udeladt, og det hedder i en gruppe af de ældste håndskrifter således ikke at den mand var Guds søn, men at den mand var en gudesøn. Når man sådan bedriver tekstkritik, går man altid ud fra, at man går fra en sværere læsning til en lettere. Dvs. at de, der dengang sad og skrev manuskripterne af for at mangfoldiggøre disse, godt kunne finde på at rette til noget mere forståeligt, men aldrig rettede den anden vej. Og det giver derfor god mening, at man senere føjede en bestemt artikel til, så officeren kom til at sige Guds søn, for det er jo sådan, det ellers hedder i evangelierne. Derimod giver det endog meget dårlig mening at gå den anden vej og gå til en skrivemåde, der er sværere at forstå. Nu skal vi ikke fortabe os i bestemte artikler, men der er i dette lys næppe nogen tvivl om, at Markus helt oprindeligt har ladet officeren udtale Den mand var en gudesøn. Og det gør sådan set kun Markus beretning endnu mere fantastisk; endnu mere raffineret; endnu mere forunderlig. For hvordan skulle det egentlig også kunne være anderledes i dette moment af beretningen. Hvordan skulle den romerske officer dog i alverden kunne sige andet, når Jesus hænger død deroppe på korset. Og det var jo netop det, officeren kunne se og havde at forholde sig til. Hvis ikke det var, fordi historien om Jesus ikke kun er historien om et særligt menneske, men samtidig fortællingen om Gud selv ville det jo være det, der var at forholde sig til. Markus er selv klar over dette grundlæggende forhold. For i dette øjeblik i fortællingen, hvor alt håb er udslukt, er det vel alt det, man kan strække sig til at sige. Gudesønner var der, om man så må sige, mange af dengang i antikkens verden. Det var en ikke-ualmindelig titel eller benævnelse at bruge om store mennesker, der havde udrettet noget særligt og bemærkelsesværdigt. Og sådan et særligt menneske, et forbillede, fandt officeren åbenbart at Jesus var. Det var den 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 anerkendelse, man i det moment i fortællingen, overhovedet kunne strække sig til, og det har Markus åbenbart villet fortælle sin tilhører. Men selve Guds søn, den levende Guds søn det menneske, i hvem Gud selv er kommet os mennesker nær var der selvsagt ikke så mange af dengang i antikken; eller senere for den sags skyld. Faktisk var der kun dette ene menneske, denne Jesus af Nazareth, som kunne komme på tale i den forbindelse. Og nu var Han død. Stendød deroppe på korset. At døden siden, mod al fornuft, al erfaring og al menneskelig visdom skulle vise sig at blive omgjort i opstandelsens påskemorgen kunne hverken officeren eller nogen af de andre, der dengang på den første langfredag var samlet omkring korsets fod selvsagt vide noget som helst om. Derfor er Markus også i sin gode ret, når han i dette fortvivlelsens øjeblik lader officeren anerkende Jesus - ikke som Guds egen søn og dermed Gud selv, men som et særligt menneske, en gudesøn. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde var det hérm det ville være sluttet. Det ville have været dét, der havde været at sige. Beretningen om Jesu lidelse og død langfredag er grufuld at høre på. Det er fortællingen om et uskyldigt menneskes smerte, fortvivlelse, forladthed og pinefulde død. Og en sådan fortælling må vi aldrig blive immune overfor hverken når vi hører den hér i kirken, når vi, måske i andre skikkelser, møder den i vores omverden. Eller når vi stifter bekendtskab med den i nyhedsstrømmen fra verdens brændpunkter. Men det er også noget andet. Det er også fortællingen om Guds død. Ikke som Nietzsche er blevet kendt for at proklamere den som et udtryk for Guds ikkeeksistens i en moderne verden, men Guds helt konkrete død som et helt konkret menneske, fordi Gud selv i sin himmel havde valgt at give afkald på alt, gøre sig til vores lige og dermed også lægge sig ind under ikke bare de betingelser, der gælder for menneskers liv, men også for menneskers ondskab. Beretningen om korsdøden er derfor også beretningen om, at vi mennesker ikke en bestemt gruppe eller nogle konkrete individer, der tilfældigvis fik muligheden og greb den. Men vi mennesker uden undtagelse har søgt at dræbe Guds søn og dermed Gud selv, fordi vi i al vores handlen og i alt, hvad vi gør, stræber imod grundlæggende sætter os op imod Vorherre. Ultimativt ved at dræbe det menneske, i hvem Gud selv er kommet os nær. Når netop langfredagsscenen så ofte er skildret i kirkekunsten rundt omkring i vores 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 kirker, og ofte direkte som hovedmotivet på altertavlen, er det derfor ikke kun for at vi skal huske, at Gud selv i dette menneske, der hænger der lidende eller allerede død på korset, er død for vores skyld. Det er også en påmindelse om, at vi mennesker selv har slået ham ihjel. Jesus døde ikke bare. Han korfæstedes ikke bare som noget passivt. Som noget, der bare skete. Der var nogen, der aktivt slog ham ihjel. Der var nogen, der med fuldt overlæg korsfæstede ham. Og disse nogen er os mennesker. Ikke bare nogen bestemte mennesker, der tilfældigvis fik muligheden, men os alle som mennesker. Os alle, fordi vi også i vores liv og i det vi selv er, altid søger at tage afstand fra livets kilde og dermed skille os fra Gud selv. Derfor er billedet af Jesus på korset også billedet på vores afstandtagen fra livets kilde; det er også billedet på vores synd, på vores indkrogethed i os, på vores grundlæggende syndighed, for nu at kalde det for dets rette navne. Når vi ser Jesus afbilledet dér, lige der på korset, er det dermed også den fuldstændige påmindelse om, at vi ikke i os selv har noget at holde os til, gøre os til af eller vise frem overfor Vorherre. Derfor har vi også kun ét at håbe på. Og dette ene er Guds uudgrundelige nåde, som på samme tid også finder sit endegyldige udtryk i langfredagens lidelser og korsdødens gru, fordi Gud døde på korset for vores skyld. Amen! 3/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5