Goethes Den unge Werthers lidelser. Om Goethe og den unge werthers lidelser. Sturm und drang

Transkript

1 Goethes Den unge Werthers lidelser Om Goethe og den unge werthers lidelser I maj 1772 rejser den unge jurist Johann Wolfgang Goethe ( ) på sin fars opfordring til Wetzlar for at dygtiggøre sig ved domstolen dér. Den 9. Juni 1772 lærer han til et bal i nærheden af Volpertshausen Charlotte Buff at kende. Allerede næste dag besøger han hende og forelsker sig i hende. Problemet er bare, at Fräulein Buff er forlovet med gesandtskabsekretæren Johann Christian Kestner. I begyndelsen har de tre det fint sammen, går lange ture, holder fester og morer sig, men i august 1772 kommer der et skår i forholdet. Charlotte indrømmer over for sin forlovede, at Goethe har givet hende et kys. Kestner bliver først vred, men da han er et rimeligt godmodigt menneske, gør han ikke noget videre ud af det. Goethe er imidlertid blevet klar over, at han ikke har store chancer hos Chalotte og rejser den 11. September 1772 over hals og hoved fra Wetzlar uden at sige farvel til sine venner. Han tager først til Ehrenbreitstein, hvor han besøger digteren Sophie von La Roche. Han bliver dybt betaget af hendes datter, Maximiliane, men det viser sig, at en tættere forbindelse med den unge dame er umulig, så han rejser videre til Frankfurt, hvor han om efteråret hører nyt fra Wetzlar. Den 30. Oktober 1772 har legationssekretær Carl Wilhelm Jerusalem skudt sig, fordi han har forelsket sig ulykkeligt i en gift kvinde, Elisabeth Held. Og i januar 1774 gifter Maximiliane von La Roche sig med Peter Anton Brentano. Det kommer til et skænderi mellem Brentano og Goethe, fordi Goethe stadigvæk mødes med Maximiliane. Goethe trækker sig og skriver på fire uger i februar og marts 1774 Den unge Werthers lidelser. Romanen gengiver ikke den virkelige affære mellem Goethe og Charlotte Buff, men er mere præcist en fiktiv fremstilling af forholdet mellem Werther og Lotte. Goethe skriver selv i sin biografiske Dichtung und Wahrheít, at han har forvandlet virkeligheden til poesi. Sturm und drang Werther skriver sig ind i den tyske romantiske, litterære bevægelse der kaldes Sturm und Drang, (på dansk: Storm og Længsel (efter frihed)). Den topper i sidste halvdel af 1700 tallet med Schiller, Goethe, Reinhold Lenz og Voss som hovedaktører. Bevægelsen kendetegnes først og fremmest af kravet om uindskrænket frihed, som kun geniet virkeliggør. Geniet ignorerer alle kunstens regler, digter sin egen originale verden og beskæftiger sig med de umiddelbare individuelle, sanselige følelser. Bevægelsen vender sig kritisk mod den spidsborgerlige, klassedelte samfundsordning med sine forældede konventioner og sætter den individuelle erfaring og befrielse i stedet. Fornuften erstattes af følelser, sanselighed og spontanitet, ligesom dyrkelse af naturen som udgangspunkt for al kunstnerisk skaben er vigtig. Hjertet er det sted, hvor de naturlige følelser og geniale færdigheder har deres udspring. Werther opfatter sig selv som særligt udvalgt (geni) og fremhæver bestandigt sin egen uforlignelige indlevelseskraft og foragter fornuftspersoner som Albert. Roman med følger Sjældent har en bog umiddelbart efter at den er udkommet udløst en så bastant nedsabling og på samme tid en så euforisk begejstring som Den unge Werthers lidelser. De unge identificerede sig med Werther, klædte sig som han med blå frakke og gul vest, og nogle gik efter at have læst bogen så vidt som til at tage livet af sig. Christine von Lassbergs lig blev fundet den 16. januar 1778 i Ilm i Weimar med et eksemplar af Werther i lommen. Og Werthers litterære selv DANSKLÆRERFORENINGEN CVR RATHSACKSVEJ FREDERIKSBERG C DANSKLF@DANSKLF.DK TLF.:

2 mord og de entusiastiske læseres virkelige førte da også til, at bogen blev forbudt flere steder, bl. a. i Leipzig og København. Side 2/7 Værkets komposition Strukturskitse: Forslag til åbnende angrebsvinkler på teksten Den unge Werthers lidelser er det man kalder en rammefortælling. Udgiverens tekst dan- hvorefter den egentlige brevroman med Werther som fortæller begynder. Da Werthers dagbogsnotater slutter, tager udgiveren atter over, og dagbogsnotaterne afsluttes a medd udgiverens bemærkninger til læseren. ner ramme om Werthers dagbogsnotater. Den begynder med en kort notits fra udgiveren, 1) Den egocentrerede Werther og brevformen Brevromanen skildrer Den unge Werthers lidelser. Han lider i forhold til samfundet, i forholdd til sin uopfyldte kærlighed til Lotte, og i forhold til sig selv og sin melankoli. Werther er helt og al deles optaget af sig selv. Hvor er jeg glad for, at jeg er væk!, sådan lyder denn første sætning i romanen. Med den dob (der lydligt falder sammen med det tyske ord 'Werder', som er betegnelsen for en ø, der ligger i belte fremhævelse af jeg understreges Werthers optagethed af sig selv. Ogsåå navnet Werther en flod eller et stykke fast land midt i en mose) viser,, at han lever et isoleret, ø agtig liv. Yder mere fastholder Werther udtrykkeligt, at a han realiserer sig selv i sig selv: Jeg forsvinder ind i mig selv og finder en verden dér og drømmer videre. Werther stiller sig selv radikalt i forgrunden og må derfor nødvendigvis distancere sig fra dett re manformen. Goethe tager afsæt i den europæiske brevromans form, hvor forskellige personer kommunikerer med hinanden, men lader hovedsagelig kun Werther komme til orde. På få und tagelser nær, er alle brevene skrevet aff Werther til vennen Wilhelm, som fungerer som pålidelig tilhører. Her er der virkelig tale om envejskommunikation. Werthers spontane, følelsesmæssige gelrette, konforme borgerskab. Hans egomaniske centrering kommer klart til udtryk i brevro

3 ytringer kommer ligeledes til udtryk i tidsintervallerne mellem brevene, snart skriver han i ugevis ikke et eneste brev, snart skriver han to samme dag. Side 3/7 2) Naturen som udvej Werther forsøger at udtrykke sit geniale følelsesliv på flere måder i forhold til naturen. Han er lykkelig over at have forladt byen, som for ham står som et billede på det forhadte borgerskab, hvor regler og konventioner skal overholdes. Naturen er byens modsætning, uden regler og påbud, og det bestyrker ham i hans fortsæt: For fremtiden vil jeg holde mig til naturen. Vi må passe på den, den er så fuld af rigdom, og den alene skaber en stor kunstner. Han bruger naturen som projektionsskive for sine følelsesmæssige udsving. I naturen er han så lykkelig, siger jeg dig, så fuldstændig opslugt af at være til, han føler sig ét med naturen og ligger her i det høje græs ved bækken, der risler, og tæt ved jorden får (jeg) øje på småkravlet mellem stråene, når alt omkring mig vrimler af liv, og jeg aner, at verden og himlen falder til ro i mit sind som billedet af en elsket kvinde, men allerede her bliver det klart, at Werther ikke er i stand til at omforme naturoplevelsen til kunst: kunne jeg blot videregive det, sætte alt det på papir, som lever så fuldt og helt inden i mig, så det blev et spejl af mit indre, sådan som mit indre er et spejl af det uendelige liv. Men, min ven, jeg går til af det, bukker under for det voldsomme pres af herlige syner. Og i de mere idyliske oplevelser f. eks. ved brønden er der på samme måde tvivl om ægtheden: Jeg ved ikke, om der hviler en særlig fortryllelse over stedet her, eller det er min fantasi, der får alt til at se så smukt ud. Da det står klart, at Werther ikke kan få Lotte, vokser Werthers fortvivlelse, der afspejles i den triste årstid og kulminerer den 12. december, hvor Werther strejfer om i en menneskefjendsk årstids frygtelige, natlige sceneri... Det var et frygteligt skuespil at se den brølende flod hvirvle ned over klippen i måneskinnet, vandmasserne rullede brølende frem og trak alt med sig. Naturen bliver en trussel, og få dage senere tager Werther livet af sig. 3) Litteraturen som hjælp og trøst Werthers læsning viser hans aktuelle sindstilstand. Homer, Klopstock, Ossian og Lessing er hans foretrukne forfattere. Så længe han er i godt humør, læser han Homers Odysseen, som et stykke tid hjælper ham med at kompensere for hans egentlige behov. Da Werther til festen forelsker sig i Lotte, bruger de begge Klopstocks ode Die Frühlingsfeier, Forårsfesten, til at udtrykke deres lidenskabelige føleleser for hinanden platonisk. De skubber begge litteraturen ind for at sublimere deres kødelige lidenskab. Men den litterære, sanselige kommunikation fordrejer det hele og holder ikke i længden. Så snart Werther aner, at der ikke er noget at komme efter hos Lotte, begynder han at læse de tungsindige Ossiansange, der spejler Werthers dødslængsel og melankoli. Da han og Lotte ses for sidste gang, er det dem, han læser højt af. De er begge dybt berørt af digtene og kommer til at græde: Begge var frygteligt bevægede. De genkendte deres egen ulykke i Ossians ord, to sjæle én tanke, og deres tårer blandede sig med hinanden. Her fungerer litteraturen ikke længere som skjold mod sanseligheden, men nedbryder snarere alle forsvarsværker endegyldigt, så Lotte konsekvent må distancere sig fra Werther og låse sig inde. Werthers selvmord er dermed beseglet. Den bog, han umiddelbart før sin død læser i, er et sørgespil af Lessing: På bordet lå Emilia Galotti opslået, Det handler om Emilia, en dydig, ung dame, der begår selvmord for at redde sin ære. Werther følger hendes eksempel.

4 4) Werther som kunstner Werther opfylder ikke rigtigt Sturm und Drang bevægelsens krav. Den skaberkraft, der udmærker geniet, træder hos ham i baggrunden, han er ikke i stand til at samle sine følelser i et kunstværk: min forestillingskraft svigter mig, det hele er lidt tåget, svært at se omridset af, Han er hjælpeløs: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, Han tror, og det grænser til ironisk fortvivlelse, at hvis jeg havde noget ler eller voks, kunne jeg måske få form på det. Werther er en dilettant. Det bliver helt tydeligt, da han fortæller Wilhelm, at han tre gange har forsøgt at tegne et portræt af Lotte, og at det hver gang er mislykkedes. Endelig lykkes det ham at lave et silhuetklip af hende, og derefter opgiver han at tegne og male. Det går heller ikke for godt med hans litterære virksomhed. Den 3. november skriver han: Jeg har mistet min eneste glæde, min evne til at forestille mig verdener omkring mig, den er borte. Men Werther er på det tidspunkt, hvor udgiveren dokumenterer hans sidste uger, uden tvivl en benådet, genial brevskriver. Her rammer han den tone, som Sturm und Drang bevægelsen satte i højsædet. Det lykkes ham at formulere intensiteten af sine følelser, og hans lidenskabelige sprog når sit højdepunkt i afskedsbrevet til Lotte: Vi drømmer, når vi taler om døden. Jeg har set mennesker dø uden at de forstod deres livs begyndelse eller slutning. Endnu mit liv, dit! Dit, elskede. Om lidt er vi borte, skilt fra hinanden måske for evigt? Nej, Lotte, vi forsvinder ikke sådan, vi er jo. Forsvinde. Et tomt ord, en hul lyd. Død, kulet ned i den kolde, mørke jord. Side 4/7 5) Werther og samfundet Werther tilhører det bedre borgerskab og kæmper for en egen identitet. Han kan tillade sig den luksus, fordi han er mere eller mindre økonomisk uafhængig. Han bliver bedrøvet, når han tænker på, at mennesker er nødt til at arbejde. Når jeg ser, hvordan mennesker bruger al deres energi på at skaffe sig fornødenheder, som om det eneste, der tæller, er at forlænge livet en smule, og når vi forskanser os i drømme og resigneret dekorerer de vægge, som spærrer os inde, med brogede figurer og lyse udsigter Wilhelm, så bliver jeg stum. Han hverken kan eller vil indordne sig under samfundets krav om arbejde. På den anden side stiller han ikke spørgsmål ved selvsamme samfunds hierakiske, klassedelte opbygning: Jeg ved godt, at alle ikke kan være lige, for han ved om nogen, at der er forskel på folk, og at det har sine fordele at komme af god familie, Og heller ikke i de højere luftlag begår han sig særlig godt ind. Men han prøver. Modvilligt følger han reglerne i ministeriet, som han oplever som et dukketeater, hvor menneskene bevæger sig rundt i ryk, og han spørger (sig selv), om det er optisk bedrag. Det er det ikke, og efter kort tids arbejde i ministeriet indser han, at han heller ikke kan underordne sig dér. 6) Den svære kærlighed Werthers kærlighed til Lotte er fra starten dømt til at mislykkes. Den egocentri, der driver ham dybere og dybere ind i ensomheden, er årsag til det. Allerede under deres første møde bliver polariteten mellem de to tydelig. Lotte fortæller, at hun er forlovet med Albert, og Werther mister orienteringen: Jeg var rundt på gulvet og helt ude af takt, så Lotte måtte have fat i mig, til det gik igen. Lotte er den, der genopretter ordenen, og sådan fortsætter det på én undtagelse nær, hver gang Werther kaster sig ud i sine kaotiske følelseseskapader. Werther tager hele tiden fejl af Lotte: Den 13. juli er han overbevist om, at hun elsker ham: Ja, jeg føler, at hun jeg tør næsten ikke sige det højt at hun elsker mig. I selvsamme brev viser han sin helt igennem narcissistiske selvoptagethed: Og jeg bliver så værdifuld dig kan jeg sige det til, du forstår den slags så dyrebar for mig selv, nu da hun elsker mig. Lotte har her kun én

5 funktion, nemlig at bestyrke Werthers selvværd. Hans forundring er da også stor, da Lotte konfronterer ham med formodningen om: at det er det umulige i at få mig, der gør det så attraktivt for dig! Werther trækker straks hånden til sig, måske fordi han godt ved, at hun har ret. Det er alene i fantasien Werther uden problemer kan nærme sig Lotte: Hvis hun var min! Hvis jeg holdt hende i mine arme! Werther kan ikke længere skelne mellem drøm og virkelighed, og den 14. december flyder alt sammen for ham: Hvad sker der, kære Wilhelm? Jeg er rædselsslagen for mig selv. I nat holdt jeg hende i mine arme tæt til mit bryst og dækkede hendes mund, der hviskede kærlige ord, og dækkede hende med kys, og hun så som beruset på mig. Det er højdepunktet af Werthers patologiske selvcentrering. Da han kort tid efter i virkeligheden lidenskabeligt kysser Lotte, og hun bagefter kategorisk gør det klart for ham, at det var det sidste kys, er hans eneste udvej selvmordet. Side 5/7 Forslag til samlæsning Michael Strunges Vi folder drømmens faner ud, 1981, og Sods Under en sort sol, Sammenlign eventuelt også den litterære bevægelse 'Sturm und Drang' med 80'ergenerationens manifestat NÅ!!80 Man kan også læse om Michael Strunge og 80'erne i Eva Bladbjergs: Nigger fra Hvidovre, Dansklærerforeningens Forlag, 2007 Wertheriader Wertheriader er værker, der er direkte inspireret af eller har relation til Den unge Werthers lidelser: * Christoph Friedrich Nicolai: Freuden des jungen Werthers, Den unge Werthers glæder, 1775 * August Friedrich von Goué: Masuren oder der junge Werther. Ein Trauerspiel aus dem Illyrischen, Masuren eller den unge Werther. Et sørgespil fra Illyrien, 1775 * Carl Ernst von Reitsenstein: Lotte bei Werthers Grabe, Lotte ved Werthers grav, 1775 * Jacob Michael Reinhold Lenz: Briefe über die Moralität der Leiden des jungen Werthers, Breve angående moraliteten Den unge Werthers lidelser og Der Waldbruder, ein Pendant zu Werthers Leiden. Skovbroderen, en pendant til Werthers lidelser, 1776 * Johann Martin Miller: Siegwart, eine Klostergeschichte, (på dansk: Siegwart, en klosterfortælling), 1776 * Heinrich von Kleist: Der Neue (glücklichere) Werther, Den nye (lykkeligere) Werther, 1811 * Johann Nestroy: Werthers Leiden und seine verlorengegangene Lotte, Werthers lidelser og hans tabte Lotte, 1847 * Jules Massenet: Werther, opera, 1892 * André Calmettes: Werther, film, 1910 * Hans Carossa: Doktor Bürgers Ende. Letzte Blätter eines Tagebuchs, Doktor Bürgers endeligt. En dagbogs sidste blade, 1913 * Reinhard Goering: Jung Schuk, 1913 * Joseph Goebbels: Michael ein deutsches Schicksal, in: Tagebuchblätter, Michael en tysk skæbne, 1929 * Max Ophüls: Werther, film, 1938 * Thomas Mann: Lotte in Weimar, Lotte i Weimar, 1939 * Karl Heinz Stoux: Begegnung mit Werther, Møde med Werther, film, 1949

6 * J. D. Sallinger: The Catcher in the rye, Forbandede ungdom, 1951 * Ulrich Plenzdorf: Die neuen Leiden des jungen W., Den unge W.s nye lidelser, 1972 Side 6/7 Filmatiseringer: Die Leiden des jungen Werther (ty.) Instr: Egon Günther, 1976 Werther (sv.) Instr: Håkan Alexanderssen, 1990 Dramatiseringer: * Den unge Werthers lidelser er også dramatiseret af Jan Bosse og Andrea Koschwitz. (Forestillingen opføres på Det kongelige Teater i København i 2010 og 2011med Nicolai Dahl Hamilton som Werther, Maria Rossing som Lotte og Mikkel Arndt som Albert. Forestillingen er iscenesat af Elisa Kragerup.) Indgangsvinkel til Illustrationerne Illustrationerne giver overblik Fra 1955 til 1974 udkom der omkring 240 tegneseriehæfter med illustrerede klassikere. De skulle få alle dem, der ikke var gode til at læse, eller som havde svært ved at læse gammelt sprog, til at kende de klassiske historier. Og nogle fik derefter lyst til at læse klassikerne i ordudgaverne. Sådan kan den første læsning af Goethes Den unge Werthers lidelser også foregå. Bogen lægger op til det, når tonen slås an med graffitimuren med Lotte og hjerteflor og med tegneserien der præsenterer nogle personer i et særligt miljø, og når denne tone undervejs udfolder sig og får stadigt kraftigere styrke og udsving i følelserne. Få et overblik over historien ved at læse illustrationerne og måske enkelte gange lade blikket fange en overskrift, læse et af de håndskrevne fragmenter eller dykke ned i teksten. Fortællingens karakter Illustrationerne kan bruges som en nøgle til forståelse af fortællingens karakter. Illustratoren anvender en lang række forskellige teknikker og billedsprog i sin fremstilling. Her er nogle centrale illustrationer, der skildrer personerne i blyantstegning, nogle der anvender tegneseriens formsprog og dynamik i billedernes samspil, nogle der er nærmest fotografiske gengivelser af byrum, nogle der er symbolspækkede, andre der har graffitiens karakter og leder tankerne hen på det følelsernes oprør imod undertrykkelsen fra stærkere mekanismer og konventioner. Brug illustrationerne til at diskutere fortællingens spændingskurve og vendepunkter. Hvordan bryder tegn og symboler ind i billedfortællingen? Og hvilken betydning kan disse brud have? Hvordan er udviklingen i personernes ansigtsudtryk, påklædning og attituder? Og hvilken betydning kan disse variationer have? Fortællingens perspektiver Illustratoren har valgt at henlægge fortællingens univers med tydelige referencer til et bohememiljø i 1980 ernes København. Hovedpersonen har utallige træk til fælles med digteren Michael Strunge, både i fysisk fremtoning, attitude og påklædning. De markante byrumsbilleder har alle referencer til Østerbro i København. Hvad kan pointen være i at referere så tydeligt til et kunstnermiljø i København i 1980, når fortællingen rent faktisk er en tysk brevroman fra 1774?

7 Bemærk at der i brevromanen ofte er spring i brevskrivningen. Nogle gange skriver Werther dagligt, andre gange holder han pauser i skrivningen. Men illustratoren fylder pauserne ud. Hvad kan pointen være i dette? Og hvad kan pointen være i det gennemgående valg af et formsprog, der lader både personer og miljø spække med ekspressive symboler, attituder og handlinger? Side 7/7 Fortolkning af fortællingen Tidligere på denne hjemmeside opstilles forskellige temaer og motiver, som kan tjene som åbnere af denne tekst. Man kan anvende illustratorens valg af illustrationer som et bidrag til fortolkning af teksten, både det gennemgående valg af et ekspressivt formsprog og de udvalgte referencer til 1980 ernes københavnske kunstnermiljø omkring Michael Strunge. Man kan eventuelt google 'Michael Strunge' og 'Goethe', læse om dem og de kredse af kunstnere der var omkring dem og læse nogle af Strunges tekster som supplement til Werther. Og man kan se på nogle af de godt billeder af og om Strunge som Google lader poppe op.