Bernard Karawatzki S P Y D E T. historisk roman 3. del af trilogien DISKOS, SKJOLDET, SPYDET.

Transkript

1 Bernard Karawatzki S P Y D E T historisk roman 3. del af trilogien DISKOS, SKJOLDET, SPYDET.

2 Herostratisk berømmelse. Herostrates var en slave, født i Efesos i Lilleasien. For at gøre sit navn evigt erindret satte han ild på sin hjembys berømte Artemistempel. Det skete ifølge sagnet samme nat i 356 f.kr., da Aleksander den Store blev født. Slaven dømtes til døden, og i dommen stod, at hans navn aldrig måtte nævnes. Henrettet blev han, men sit ønske fik han opfyldt, da der endnu tales om Herostratisk berømmelse. ( Bevingede ord, side 380 ) 2

3 ...Det varme sand er ikke til at holde ud. Det sidder dybt nede i halsen og brænder den op indefra. Jeg gnider øjnene og kan ikke få sandet ud af dem. Det sidder i ører og næse, men allerværst er det i halsen. Det brænder og brænder, og jeg skriger af smerte... Hvor er jeg nu? Er jeg igen i ørkenen på vej til gud Ammons tempel? Det er mørkt. Er det mon nat? Hvorfor er det så uudholdeligt varmt? Hvad gør jeg her i denne uendelige ørken?... Nogen giver mig vand, men jeg skubber det væk. - Alle skal have vand, ikke kun mig, - siger jeg og hælder vandet ude på den brændende, ulyksalige jord, der selv har tørstet efter vand i årevis....nej, dette er ikke virkelighed. Sådan var det engang for nogle år siden, i Gedrosia-ørkenen, men nu er det anderledes. Nu må jeg have vand. Jeg s k a l have noget at drikke. Jeg vil ikke dele vandet med nogen. Jeg kan ikke længere tillade mig at opføre mig så tåbeligt som dengang. Aldrig i mit liv har jeg været så tørstig som nu. Da jeg befandt mig i ørkenen sammen med mine venner, var min gestus berettiget. Alle var lige så tørstige og udmattede som jeg. Alle trængte til vand. Men nu er jeg alene. Helt alene i ørkenen. Hvor er han, den gode soldat, der tilbød at give mig sin dyrebare vandration? Hvad var det, han hed? Jeg husker det ikke... Det må stå virkelig slemt til med mig, når jeg ikke kan huske hans navn. Åh, hvor det brænder i halsen! Nej, jeg er slet ikke i ørkenen. Jeg ligger i mit soveværelse i det kongelige palads i Babylon. - Vand, vand, giv mig vand! - skriger jeg, men fra min strube kommer der kun nogle uartikulerede lyde. Mon nogen forstår, hvad jeg ønsker?......jeg er vågen, og Filip, min kære læge Filip, støtter mit hoved med sin venstre hånd, mens han i sin højre holder et bæger, hvorfra jeg mærker en kold strøm af det dejligste i verden - vidunderligt koldt og lindrende vand. Åh, hvor det gør godt! Mere, mere! - Filip vasker mig i ansigtet, på halsen, på brystet. Jeg lukker øjnene igen, denne gang i nydelse, og forstår, at ørkenvandringen for lidt siden kun var et mareridt. Er det mon forbi nu? Jeg falder i søvn igen uden en eneste tanke. Åh, hvor er det dejligt... Det brænder igen i halsen. I halsen og i leveren. Hele min krop brænder. Jeg føler det nu igen ligesom dengang ved Tires belejring, da jeg i medlidenhed forsøgte at forestille mig de stakkels døende makedonske soldaters ubeskrivelige lidelser. Byens forsvarere hælder brændende sand ned ad murene over mine soldater, der forsøger at klatre op ad de opstillede stiger. Hvilket skrækkeligt forsvarsvåben, Tires indbyggere dér har fundet! Men de skal komme til at betale for det med deres liv, det lover jeg! Jeg vil ikke skåne en eneste af dem. De står deroppe; to og to løfter de de store baljer med sand, som de i forvejen har varmet op over et bål. Sandet er glødende! Hvorfor kravler jeg op ad muren? Hvorfor er jeg så tåbelig? Hvorfor bliver jeg ikke dernede? Det brændende sand kommer jo ind under min rustning nu. Hele min hud br ænder som ild, og jeg kan ikke få rustningen af. Jeg skriger af smerte. Smerten gør mig vanvittig, den er bundløs, sort... - Aaaaaah! Aaaaaaaaaah! Neeej! Neej! Åh, Gud, neeej! Det kan ikke være sandt! At dø på denne skrækkelige måde... - Aaaaaaaaah! Hele min krop brænder. Mit ansigt brænder, men allerværst føles det i halsen, - jeg er ved at kvæles. Hjælp mig, hjælp mig, - forsøger jeg at sige til Filip. - Vand! For Guds skyld, vaaaaand! 3

4 Han hører mig, han vasker mig igen med det dejlige, kolde kildevand. Han forstår, hvad det er, jeg vil sige, selv om der fra min strube kun kommer mærkelige lyde......nu ligger jeg ikke længere i sengen, men på marmorgulvet i badeværelset, omviklet af et stort, hvidt lagen. Filip og Menakos, min livvagt, hælder den ene spand vand efter den anden over mig. Det er dejligt. Åh, hvor er det skønt... Jeg lever endnu, og det hele var blot endnu et mareridt. Men er virkeligheden ikke værre end drømmen om Tires belejring?... Jerusalem havde overgivet sig uden modstand. Jødernes ypperstepræst Jaddua kom uden for byens mure og hilste mig velkommen. Vi talte længe sammen i mit telt uden tolk, da vi begge kunne tale aramæisk. Jaddua var meget forbavset over, at jeg vidste så meget om så mange trosretninger indbefattet hans egen, som byggede på én gud uden navn og form. Jaddua velsignede mig og forsikrede mig om, at jeg ville kunne knuse persernes kongerige. Til sidst sagde han til mig: - Inden du går videre, har jeg 3 vigtige ting at sige til dig, Aleksandros. Hør nu godt efter: Den retfærdige tænker med hjertet, før han taler (det forstod jeg); Husk, at den vise har hjertet til højre, tåben har hjertet til venstre (det fattede jeg ikke, eller muligvis misforstod jeg ham); og Din vejs ende ligger østpå, i en by, som vort jødiske folk ikke ønskede at leve i og forlod med glæde. Talte Jaddua om Babylon? Det var åbenbart for mig, at først nu forstod jeg hans profeti. - Hvad er der i vejen med mig, Filip? - forsøger jeg at spørge, idet han siger: - Velkommen tilbage blandt de levende. I nogen tid troede jeg, at du aldrig ville vågne. Du er meget, meget syg, og jeg aner ikke, hvad du egentlig fejler. Du har ødelagt dig selv med vin, din drukkenbolt. Hvor mange gange har jeg ikke forsøgt at tale til din fornuft, og lige meget hjalp det! - Hold op! - jeg prøver at standse ham, men han fortsætter: - Du kan lege gud så meget, du vil, men mig, din læge - kan du ikke narre. Du har en ganske almindelig menneskekrop. Muligvis kan du tåle meget mere end så mange andre, men en hel måneds druk forbliver ikke ustraffet. Jeg ser ham lige i øjnene og hvisker noget, som skal betyde: - Er jeg blevet forgiftet? Filip læser mit spørgsmål fra mine læbers bevægelser og svarer med det samme: - Straks efter, at du besvimede, tømte jeg dig ud ved hjælp af en fjer i halsen. Det var kun vin, vin og atter vin. Næsten ingen mad. Aleksandros, hvorfor spiser du så lidt under dine gilder? Det er jo farligt, dødsensfarligt, når man tager i betragtning, hvor meget du drikker hver dag. Jeg talte mig frem til det: du havde tømt tyve bægre. Tyve! Med ufortyndet vin! Er du rigtig vel forvaret, konge? Ønsker du at dø? - Jeg tror, at jeg er ved det, - siger jeg ved at bevæge læberne. - Spar mig for dine reprimander og svar mig direkte: blev jeg forgivet eller ej? - Det er intet, der tyder på det. I tilfælde af en forgiftning ville du være død øjeblikkelig for to dage siden. Hvis det er gift, så må det i hvert fald være en helt ny og for mig ukendt slags. - Du kan altså helt udelukke det? 4

5 - Helt afgjort, - siger han og ser strengt på mig. Han er ærlig. Ham kan jeg stole på. Filip vil aldrig svigte mig. Jeg bevæger kun læberne, så jeg ikke skal anstrenge halsen. Den brænder fortsat, mens resten af kroppen, bortset fra smerterne i leveren, har det meget bedre nu. Filip siger: - Forsøg at tænke gode tanker, Aleksandros. Det er vigtigt, at du prøver at hjælpe dig selv. Det kan være, at du lider af en af de for os ukendte, lokale sygdomme. De siger, at du skiftevis vil få kulde- og hedeanfald med kraftige svedeture. - Kan man overleve det? - Nogle kan, men det er meget få. - Det var altså ikke gift? - Ødelæg nu ikke dig selv yderligere, Aleksandros! Du har det slemt nok og behøver ikke også at forgive dine tanker. Hvis du tror, at der var gift i vinen, så må du jo mistænke alle de gæster, der var med til festen for to dage siden. Alle uden undtagelse, for du drak sammen med hver enkelt. Selv om du går ud fra, at j e g ikke er den skyldige, så er der dog stadig nitten at vælge imellem. Et øjeblik senere, uden overgang, begynder min krop at ryste af kulde. Er det på grund af det kolde vand, der er blevet hældt over mig? Filip tilkalder straks på to andre læger, og de hjælpes hurtigt ad med at tørre mig og lægge mig tilbage i sengen. De pakker mig ind i mange varme tæpper, som ikke varmer mig. Tænderne klaprer i munden og hele kroppen sitrer af kulde. Nu føler jeg mig udsat for ubeskrivelige smerter, som helten Prometeus. Han stjal lyset fra guderne og gav det til menneskeheden. Derved udsatte han sig for gudernes hævn. Det samme er sket for mig - jeg har givet hele menneskeheden et nyt håb, et fælles sprog, en fælles kultur, jeg har samlet alle folkeslag i ét rige, og nu ligger jeg ramt af en uhelbredelig, dødelig sygdom. Er det sådan guderne mærker menneskehedens frelsere? Eller er det et tydeligt tegn på, at et verdensrige ikke har gudernes gunst? Hvem kan vide det? Pludselig dukker et vers fra Homer op i mine tanker:...min elskede broder dog er det bedst, at en læge dit sår ransager og balsam lægger derpå, som kan stille måske de hæslige smerter 1 Findes der noget lægemiddel, der kan helbrede mig? Filips øjne lyver ikke. Jeg er dødsens. Det er måske et spørgsmål om nogle dage, så er det hele forbi. Jeg lukker øjnene og tænker, forsøger at mindes alle mine venners ansigter, alt, hvad de sagde til mig, og hvad vi talte om under vor sammenkomst hos min kære ven Medios. Gæsternes øjne, ansigtsudtryk, bevægelser - det er uhyre vigtigt lige nu at genkalde det hele i hukommelsen. Jeg må være sikker på, at der iblandt dem ikke var nogen, som i virkeligheden var en forræder. Jeg har jo før oplevet et komplot imod mig, og forræderne betalte for det med livet. 1 Homer, "Illiaden", her og videre er alle citater fra Illiaden gengivet i Chr. Wilsters oversættelse fra

6 Hvordan var det nu? Jeg skålede jo med alle uden undtagelse. Men jeg mistede først bevidstheden, efter at jeg havde deklameret nogle linier fra Sofokles Antigone, der passede udmærket til aftenens stemning: Lad os glemme alt om krigens rædsler, lad os takke guderne i templet, syng og dans og glæd jer sammen hele natten i en festlig stemning. Bacchos danser, og hans fødder ryster hele jorden; Bacchos synger, vore glade stemmer danner kor. 1 Så sagde jeg skål! til Proteas. Han svarede med et selvgjort digt, der lovpriste mine bedrifter, hvorpå han tømte sit bæger under forsamlingens stormende bifald. Så rejste han sig, gik svajende - han var godt beruset - hen til vinudskænkeren og fik sit bæger fyldt op. Han gav nu bægeret til mig, som drak det hele. Først da faldt jeg om på min sofa. Jeg fik kvalme og kastede op; mere husker jeg ikke. Kunne det være Proteas? Nej. Næppe. Jeg havde nøje fulgt alle hans bevægelser. Han gik hen imod vinudskænkeren og tilbage til mig med bægeret i sin fremstrakte venstre hånd - han er jo venstrehåndet. Hans højre hånd holdt han hele tiden højt hævet i en teatralsk gestus, og det virkede, som om han ville fortsætte med at deklamere. Mens han gik tilbage fra vinudskænkeren, reciterede han Homer: lade den blussende konningevin i bægrene flyde når enhver af de andre langhårede mænd fra Akaia drikker sit skænkede mål, da står pokalen bestandig fuld for dig som for mig at drikke, når hjertet det attrår Nej, Proteas kan ikke have gjort det. Han er jo en af mine mest trofaste og hengivne venner. Jeg har aldrig gjort ham fortræd. Måske har Filip ret. Jeg må prøve ikke at se komplotter imod mig i alle kroge. Hvor er det dog koldt. Jeg ligger her begravet i mindst ti forskellige uld- og fåreskinds- tæpper, men intet kan standse mine kuldegysninger. 1 egen oversættelse 6

7 ...Jeg er nu alene med Filip. - Filip, hvor lang tid har jeg tilbage? Han ser roligt på mig, kniber øjnene let sammen, som han plejer, når han undersøger mine sår eller sygdomme, og svarer undvigende: - Du har klaret ting og sager, der var mindst lige så slemme og farlige. Måske klarer du også dette. - Er du sikker på det, Filip? - Nej, det er jeg ikke, - lyder hans stille svar.... Han er ikke sikker. Det kan kun betyde, at det snart er forbi med mig; at jeg om kort tid - måske nogle få dage eller timer - ikke længere er blandt de levende. Jeg vil blive en legende, en af de kendteste græske helte; eftertiden vil fortælle børn og børnebørn utallige historier om mig - sande såvel som opdigtede. Jeg, Aleksandros, verdens konge, den guddommelige Aleksandros, vil dele skæbne med den legendariske Akilles. Vore skæbner ligner jo i grunden hinanden! Gennem hele mit liv var han, Illiadens hovedperson, mit forbillede, og nu vil også min død ligne hans - i en ung alder. Jeg er jo ikke mere end toogtredive. Jeg, Aleksandros, Filipos og Olympias søn, vidste ligesom Akilles, at jeg aldrig ville vende hjem til mit fædreland, at jeg skulle ende mit liv langt borte hjemmefra, under fremmede himmelstrøg... Men nu ved jeg, at alt det, jeg nåede, vil blive beundret ikke kun af grækere, men af alverdens folkeslag. Min kære mor Olympias og Thetis Akilles mor - ligner også hinanden. Myten om Akilles Gudinden Thetis vidste, at hendes søn, hendes elskede Akilles, som hun havde fået sammen med kong Peleos, af skæbnegudinderne var bestemt til at omkomme under byen Trojas belejring. Akilles skulle vinde udødelig berømmelse, han skulle blive Grækenlands største helt, men hvad betød det for hende? Moderens hjerte krympede sig af hengivenhed og medynk, hun ønskede at gøre ham udødelig eller i det mindste at forlænge hans liv mest muligt. Nej, Thetis ønskede ikke at underordne sig Moiraernes 1 afgørelse. Hendes Akilles skulle ikke omkomme i en ung alder! Det kunne hun ikke bære. Ak, de mødre! De kære mødre! Min mor Olympias tænker og føler ligesådan. Min lille Aleksandros, min kære søn, hvordan kan jeg være lykkelig, når jeg siger farvel til dig og muligvis aldrig vil få dig at se mere?, sagde hun til mig, og hun græd naturligvis. Hvis hun kunne bestemme, ville hun sikkert prøve altid at beholde mig ved sin side, som om jeg stadig var hendes lille dreng og hele tiden trængte til min mors hjælp og omsorg. Mor sagde adskillige gange til mig, at det værst tænkelige for en mor er at skulle overleve sine børn... Og gudinden Thetis vidste, at hun var udødelig, mens hendes elskede Akilles på et eller andet tidspunkt skulle efterlade hende i evig sorg. Hun 1 Moiraerne - de tre græske skæbnegudinder. Den græske forfatter Hesiod skriver, at Moiraernes navne er Klotho, der spinder menneskets livstråd, Lachesis, der bestemmer trådens længde og Atropos, der klipper tråden over. 7

8 forsøgte derfor at gøre sin søn udødelig. Straks efter fødslen holdt hun Akilles over et bål. Dette skulle gøre hans krop usårlig. Gudinden bragte barnet ned til Hades i underverdenen, og der vaskede hun ham i Styks vande. Det gjorde hans hud st ærkere end jern. Kun drengens hæl blev ikke våd, og den blev derfor hans eneste sårbare sted. Men dette vidste kun moderen og de olympiske guder. Da Akilles blev en ung mand, spredte det rygte sig i hele Grækenland, at kong Menelaos var ved at samle alle græske helte til en belejring af byen Troja. Gudinden Thetis vidste, hvad det ville indebære for hendes søn. Hun steg derfor op fra havets bund og skjulte Akilles hos kong Likomedes på øen Skiros. For ikke at blive genkendt af nogen, skulle han bære kvindeklæder og opholde sig i den kvindelige del af kongepaladset sammen med Likomedes mange døtre. Sagnet fortæller ikke noget om, hvordan Akilles kom ud af det med alle de dejlige unge piger! Ha! Når jeg trods alt kan se det morsomme i den situation, kan det ikke stå helt dårligt til med mig. Det føles koldt - men slemt er det ikke. Bare jeg ikke igen får det så varmt som i morges... Men den synske Kalkas, som kunne se og forudse alt i verden, fortalte Menelaos, hvor Akilles opholdt sig, og på kongens opfordring rejste den snedige Odysseus sammen med Diomedes til Skiros. De blev hurtigt enige om, hvad de skulle gøre for at lokke Akilles og overtale ham til at slutte sig til kong Menelaos tropper og være med til at befri den skønne Helene, som Paris havde bortført til Troja. Da Odysseus kom ind i paladset, lagde han på gulvet et væld af smukke armringe, smykker og ædelstene, og blandt alle gaverne, der var tiltænkt Likomedes døtre, lagde han også våben. Prinsesserne kastede sig straks over smykkerne, mens Akilles blev stående ubevægelig og tavs. På afstand betragtede han tingene på gulvet: en rustning, et skjold, en stridshjelm, et spyd og et stort sværd magen til det, hans mor havde taget fra ham, da hun efterlod ham i paladset og forbød ham at nærme sig ukendte mennesker. Pludselig hørtes et trompetsignal og tydelig våbenraslen fra kongepaladsets indgang. Det var Diomedes med hele skibsbesætningen, der skreg, larmede med deres våben og lavede tumulter efter aftale med den listige Odysseus. Prinsesserne løb forskrækkede ind i deres værelser, mens Akilles styrtede frem, greb et spyd og det store sværd fra gulvet og løb ud til indgangen for at forsvare kongen og hans døtre mod angrebet udefra. Men ved døren blev han mødt af en vældig latter. Det var Odysseus, Diomedes og deres ledsagere, der ventede på, at helten skulle afsløre sig selv. Da de fortalte Akilles, hvad sagen drejede sig om, bad denne straks om at måtte være med til at befri Helene. Sammen med Akilles rejste også hans ven Patrokles og en klog mand, der hed Føniks, til Troja. Før afrejsen sagde Føniks til Akilles: - Kalkas, den berømte seer, har forudset, at du vil blive dræbt af en pil under Trojas belejring. 8

9 - Alle dødelige skal dø, - lød Akilles svar. Ja, Akilles vidste, hvad skæbnens gudinder havde bestemt for ham. Men han havde dog et valg. Senere, under Trojas belejring, sagde han: Mig har min moder fortalt, den sølverfodede Thetis, at på en dobbelt vis min skæbne mig fører til dødsmål: Bliver jeg her og færdes i kamp om troernes kongstad, da er min hjemfart forspildt; men evindelig vorder min hæder. Hvis derimod tilbage til fædrelandet jeg kommer, da er mit ry forspildt, men da skal længe jeg nyde livet; og ikke såsnart skal døden i vold mig da fange. Ak, Akilles! Du kunne vælge, og du valgte hæderen, berømmelsen. Jeg kunne heller ikke blive hjemme og blive gammel. Jeg vidste, at skæbnen havde udvalgt mig til at føre grækerne til verdens største bedrift - at samle alle verdens nationer i én stat, at sætte en stopper for alle krige og skabe fred i hele verden én gang for alle. Skabe et verdensrige - hvilken af de store græske helte havde en så lysende ledestjerne? Hverken Herakles eller Akilles kunne kaldes hele jordens og alle haves herskere. I løbet af tolv, snart tretten år, har jeg underlagt mig utallige folkeslag. Mine tropper har erobret lande, som vi kun havde hørt om. Utallige er de menneskemasser, som nu betragter mig som en guddom. Jeg er gud Ammons søn for egypterne og babylonerne, Solens søn for indbyggerne i Sogdiana, Kaukasus, Indien og andre lande... Hvi dog grubler i sind jeg nu på sådanne tanker? Er det så vigtigt, om nogen opfatter mig som en gud? Mine græske venner, der kender mig helt tilbage fra dengang, vi var små, anser mig jo som en af deres. Nu ser det ud til, at min sidste stund snart kommer, men jeg kan ikke dø i fred uden at have opklaret gåden, om jeg er blevet forgivet eller ej. - Kald på Proteas, - hvisker jeg til Amfidamos, min livvagt, der har erstattet Menakos. Han står ved siden af min seng og er parat til at dræbe enhver, der nærmer sig med våben. Han ved ikke, at når min død kommer ind i dette værelse, vil den være ubemærket og usynlig for ham og for alle, for den e r allerede i mit indre. Besynderligt: jeg ligger for døden, men mine livvagter vogter fortsat over mig. Nej, de ved det nok ikke endnu. De håber selvfølgelig, at jeg vil overleve. Amfidamos står igen ved hovedgærdet og tænder endnu en olielampe. Nu bliver det lidt lysere i rummet. Han har vist givet min ordre videre til vagterne udenfor. Snart kommer de tilbage med Proteas. Proteas... han ligner en ørn... At se ham indtrængende i øjnene - det er alt, hvad jeg ønsker. Og hans blik vil afsløre, om han virkelig forsøgte at myrde mig, eller om jeg er ved at dø af en ukendt sygdom. Proteas... Hvilken grund skulle han egentlig have til at myrde mig? Jeg har jo aldrig sagt eller gjort noget forkert imod ham. Oh, Zeus! Hvordan kunne jeg glemme det! Hans onkel, Kleitos, min bedste ven, min kære Kleitos - ham dræbte jeg jo for nogle år siden i Marakanda! 1 Dette var mit livs mest uforståelige, 1 Marakanda - nu Samarkand 9

10 mest grufulde handling. Oh, guder, jeg kalder jer til vidner, for I ved, hvad jeg følte et øjeblik efter, at jeg havde kastet spydet, som ramte min ven Kleitos lige i hjertet. Han nåede ikke at sige et ord. Han nåede ikke engang at stønne, for han var død på stedet. Hvorfor, oh, Zeus, hvorfor gjorde jeg det? Det må have været Skæbnen, der så dygtigt styrede min hånd. Jeg var jo så fuld den aften, da det hele foregik, at jeg dårligt kunne stå på benene. Det må have været gudinden Mania, der formørkede mine tanker og skæbnegudinden Atropos, der var parat til at klippe Kleitos livstråd over... I tre dage græd jeg fortvivlet i enrum. Jeg ønskede hverken at spise, drikke eller se noget menneske. Straks efter, at mit spyd havde ramt Kleitos, kastede jeg mig hen imod ham ligesom for at standse spydet i dets flugt. Derefter forsøgte jeg at tage livet af mig, men blev afvæbnet af mine livvagter og venner. Ægte var min fortrydelse og mit selvmordsforsøg, ægte var sorgen over min døde ven, der havde mistet livet så tragisk på grund af min hidsighed, uforsigtighed og egenrådighed. Det begyndte med et skænderi med Kleitos. Nej, det begyndte med, at jeg drak mig fuld. Det var sandheden og grunden til det hele. Hvis jeg havde været ædru, ville jeg have taget i betragtning, at Kleitos, den tapre og ærgerrige kriger og fremragende general, der havde stået i spidsen for tres tusinde kavalerister, efterhånden var blevet gammel. Uden vinens påvirkning havde jeg helt sikkert kunnet forstå den bitterhed, der havde fyldt hans hjerte, efter at jeg havde udnævnt ham til guvernør i Baktria. Det var en degradering, og både han, jeg selv og alle andre opfattede det sådan. På det tidspunkt var han virkelig svag og afkræftet både på grund af alderen og et frygteligt sår, han havde pådraget sig i kampen. Jeg fandt det derfor hensigtsmæssigt at erstatte ham med en anden, som kunne sidde på en hest og styre kavaleriet lige så dygtigt som han. Jeg burde have tænkt mere på hans alder, hans bedrifter, hans slemme sår, men først og fremmest på hans følelser. Intet i verden kan undskylde mine ord om hans svækkelse og antydninger om hans svindende manddomsstyrke. Det var naturligt, at Kleitos blev vred. Hvem bryder sig om den slags antydninger? Hans harme var fuld berettiget, og jeg havde fortjent hans bitre ord. Med knyttet næve råbte han fra sin sofa: - At tænke sig, at denne hånd frelste dig ved Grannikos! Hør nu sandhedens ord, Aleksandros! Lyt til min ubesmykkede tale og hold op med at omgive dig med slaver og barbarer, der kaster sig i støvet for dig og kysser din kjortelfold! Og hold op med at tilskrive dig selv de andre generalers bedrifter! Du var ikke alene om at føre vore tropper fra sejr til sejr. Det var takket være Antipatros, Parmenion, Nearkos og de andre makedonske generalers dygtighed og mod, at vi kunne vinde så mange sejre. Nu skubber du den ene makedonske general efter den anden til side og erstatter dem med barbarer. Og Kleitos afsluttede sin såre ringeagtende og provokerende tale med at citere et vers fra Andromache : 1 Du arme Grækenland, hvi går det dig så slet? Kleitos stod op. Han råbte til mig: - Det var jo Parmenion, der var årsagen til vore sidste sejre, og ham lod du snigmyrde. Sådan viste du din taknemmelighed, Aleksandros! - Så gå du samme vej, som Parmenion! - skreg jeg. Og sådan blev det. Jeg dræbte ham på stedet 1 Euripides, Andromache 10

11 Hvor mange gange har jeg ikke senere genkaldt mig hver eneste detalje fra denne forfærdelige hændelse - og hver gang med samme resultat: alt tydede på, at skæbnen ville hans død. Den synske Aristandros mindede mig dengang, da jeg græd i fortvivlelse, om det drømmesyn jeg havde set om Kleistos, og om varslet. I mine drømme havde jeg tre gange set Kleistos død. Aristandros sagde, at det hele længe havde været forudbestemt; da var det, som om jeg gav lidt efter... Engang, for knap tre år siden, dræbte en dygtig og tapper soldat fra min hær ved navn Alkos en anden uden mindste årsag. Han tog blot sit sværd og borede det ind i mandens mave. Han anede ikke selv, hvorfor han gjorde det. Alkos... han lignede en hærfugl... - Guderne styrede min hånd, - sagde han, da han blev stillet for domstolen. Han påtog sig skylden. Han fortrød sin handling, men gentog igen og igen, at han m å t t e gøre det, som hans indre stemme sagde til ham. Alkos modtog tappert sin dødsdom. I øvrigt bad han selv om at blive henrettet. Og da han skulle klædes i stenkjortel, stod han roligt og modigt, mens han ventede på døden. Da stenene blev slynget imod ham, døde han uden en lyd, så tapper som han altid havde været. Hans øjne var rolige, da han for allersidste gang så på mig og på soldaterne i eksekutionspeletonen. Så lukkede han dem og faldt hurtigt blødende om på jorden... Jo, Kleitos var dødsmærket. Det stod klart for mig allerede dengang, det skete, men det fratog mig aldrig min skyldfølelse. Jeg havde dræbt en af mine bedste venner, det menneske, der sammen med Nikios havde lært mig at ride, da jeg var dreng. Kleitos var som en far for mig. Og hans søster Braseida var jo min barnepige, da jeg var helt lille... Min største synd var, at jeg drak for meget den aften. Det er sandt, at vinen er sindets spejl. Når man er fuld, kommer alt det frem, som man plejer at holde skjult. Og min lærer Aristoteles sagde adskillige gange til mig: - Et menneske, der synder i beruset tilstand, bør straffes to gange: Første gang for at have syndet, og anden gang for at have været fuld. Nu er jeg helt ædru. Det er vist knap tre dage siden, jeg har indtager andet end koldt vand. Jeg kan ikke spise, og jeg har ikke lyst til vin mere. Enten sover jeg, vågner fra et mareridt, eller ryster af kulde......polidoros! Polidoros! Det var navnet, jeg ikke kunne komme i tanker om. Den gode soldat, der tilbød mig sin vandration i Gedrosia-ørkenen hed Polidoros... Han omkom, da vi var på vej fra Afghanistan til Indien. Hvorfor varer det så længe? Kan de ikke finde Proteas? Er han forsvundet? 11

12 Åh, Gud, jeg har helt glemt, at det stadig er nat! Stjernerne lyser jo klart på himlen. Så har de måttet afbryde Proteas nattesøvn! Ja, der er han. Sammen med en af mine livvagter, der holder en fakkel i hånden. Jeg må handle klogt og koldblodigt. I denne kulde, der gennemryster min krop så voldsomt, kan det vel ikke være så svært at holde hovedet koldt. Ha, ha! Jeg holder øje med hans bevægelser, mens han nærmer sig og hilser mig med et kys på sin sædvanlige måde efter makedonsk skik. Det er lyst nok herinde. Der brænder tre olielamper, og jeg kan tydeligt se alt, hvad han foretager sig. Nu sætter han sig på kanten af min seng, kærtegner min hånd, varmer den, og hans øjne er fulde af medlidenhed. Jeg giver et tegn til Amfidamos, og han nærmer sig for at kunne høre, hvad jeg hvisker: - Giv dit sværd til Proteas og lad os være alene. Han gør, som jeg siger, forlader værelset sammen med den anden livvagt, der kom sammen med Proteas, og de lukker døren efter sig. Vi er alene. Proteas står oprejst, han holder sværdet sænket. Han forstår ingenting. Jeg hvisker: - Proteas, jeg har en mistanke om, at du havde hældt gift i det bæger, som du gav mig at drikke. Jeg lever stadig, men lider meget. Gør mig nu den tjeneste at dræbe mig ordentligt som en mand og en soldat. Proteas begynder at græde store tårer. Hans ellers regelmæssige og smukke træk forvrænges, og det bæver om munden. - Du, du, - han kommer hurtigt hen til mig, forsøger at sige noget, men kan ikke finde de rigtige ord. Han kaster sværdet hen i et hjørne og tager mig om hovedet med begge hænder. - Du må lide meget, Aleksandros, min kære ven, - siger han, og i hans i hans våde lysebrune øjne med den grønne nuance og i hans kærtegn finder jeg sikkerhed for, at han er uskyldig, at mine grimme tanker er uberettigede. Tre livvagter kommer løbende ind, tilkaldt af den larm, sværdet forårsagede. De handler øjeblikkeligt, som de skal: to af dem holder Proteas i et stærk greb, men den tredje kun venter på min ordre til enten at føre angriberen væk og dræbe ham udenfor eller dræbe ham på stedet. - Lad os være alene, sagde jeg! - hvisker jeg til Amfidamos. - Er det sikkert, at der ikke er sket dig noget, konge? - spørger han. - Alt er i orden, Amfidamos. Gå og lad os være alene, - gentager jeg. De tre forlader soveværelset. Jeg lagde mærke til, at Proteas slet ikke gjorde forsøg på at forsvare sig, da livvagterne kom stormende ind. Han forsøgte end ikke at slippe ud af deres jerngreb. Nu nærmer han sig igen, sætter sig på samme sted ved min højre side, og hans hænder holder igen om mine for at varme dem. Han græder ikke længere, han ser mig lige i øjnene. Uanset, hvad der sker med mig, så skal du vide, at jeg er uskyldig. Det ved jeg nu, Proteas. Jeg skylder dig en dobbelt undskyldning. For det første, fordi jeg grundløst beskyldte dig for en forbrydelse. For det andet, fordi jeg lod dig vække midt om natten. Jeg håber, du kan tilgive mig, Proteas. Ja. Hans ansigt stråler af glæde, og det er tydeligt, at han er lige ved at græde igen, denne gang af lykke. 12

13 - Proteas, siger jeg, nævn dit hjertes begær, helt gerne jeg føjer dit ønske, hvis det står i min magt, og hvis det forresten er gørligt. Han smiler. Han ved godt, at jeg citerer Homer. - Det eneste ønske, jeg har i øjeblikket, er at få lov til at sove videre uden flere afbrydelser. Jeg kom meget sent i seng i aftes. - Igen en kvinde? - Ja. - Han smiler bredt fra det ene øre til det andet. - En babylonsk kvinde? - Ja. - Var hun god i sengen? - Sød som honning, min konge. - Sov godt, - hvisker jeg. - God bedring, Aleksandros. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med? - Ingen kan hjælpe mig længere. Jeg er snart færdig. Gå nu og sov. Det var så det. Jeg er glad for, at jeg huskede at sige undskyld... Hvad er det? Hvad sker der med mig? Jeg falder ned, ned, ned... Hjertet hamrer... Snart bliver jeg knust. Jeg bliver et vrag af et menneske, aaaah..., jeg bliver splittet i stumper og stykker... Aaaaaah! Nej, jeg lever stadig. Jeg ligger midt i ørkenen. En ørken - kun sand omkring mig. Intet liv, ingen mennesker. Hvor er det koldt! Kulde i ørkenen! Midt om dagen. Ja, sådan kan det være i ørkenen om natten, men nu er solen jo oppe, og jeg oplever kuldegysninger. Det står slemt til med mig. Jeg står op for at gå. Hvor vil jeg hen? Til venstre, til højre, fremad? Jeg aner det ikke, men det er bedre at gå end at ligge på det uhyggeligt kolde sand. Jeg går. Alene, fortabt, fortvivlet. Jeg ryster af kulde, selv om min skygge ligger lige under mine fødder - så højt står solen på himlen. Lige så højt som dengang, da præsterne sendte mig ud i ørkenen efter mine indvielser i Gud Amon templet for mange år siden. Præsterne sagde til mig, at jeg skulle gå ud i ørkenen og tænke over det, jeg havde fået at vide fra dem. Jeg går og går - hele dagen. Jeg er så træt, så udmattet. Det er uhyggeligt koldt, og jeg kan ikke få varmen fra solens stråler. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal hen. Men min indre stemme siger mig, at jeg skal fortsætte, at min redning snart kommer. Foreløbig kan jeg ikke se den, intet tegn på liv, ingen slanger, ingen salamandre, ingen fugle på himlen... Kun sand, koldt sand... Pludselig sker der en uventet forandring. Det er frygtelig varmt. Uudholdeligt! Solen steger mig på det glødende sand. Jeg går videre, jeg skal gå videre, jeg må ikke lægge mig ned, for det er ensbetydende med selvmord. Hvem er det, der nu synger så dejligt? Det er en morsom sang. På aramæisk. "Jeg er Gud. Jeg er Gud...", lyder det i nærheden. Nu ser jeg ham tydeligt. En nomade på et æsel? Jo, det er ham, der synger. Er dette syn virkelighed, eller forestiller jeg mig noget, som jeg ønsker at se? Nej, det er en nomade. Ham mødte jeg engang i ørkenen for mange år siden, da jeg for vild på vej tilbage til Amon templet. Nomaden springer ned fra sit æsel. Han smiler venligt til mig og rækker mig en tung vandsæk. Vand! Vand! Åh, hvor er jeg tørstig! Hvor er vandet dejligt. Lunkent, men dejligt. Det er lige så skønt som gudernes ambrosia. Det bedste vand i verden! Jeg drikker og drikker. Åh, hvor dejligt... Og så siger nomaden til mig på aramæisk: - Hvordan har du det nu, Gud? 13

14 - Jeg har det godt, gode mand! Tak skal du have. Men sig mig, hvor vidste du fra, at jeg er guddommelig? - Det vidste jeg, fordi alt er guddommeligt for mig. Jeg er også Gud. - Vær hilset, Gud, siger jeg og smiler. - Og tak! Du har reddet mig fra døden. - Du er guddommelig, - det sagde du selv. Hvorfor taler du så om døden? - Hvad hedder du? - spørger jeg ham uden at besvare hans spørgsmål. - Jeg hedder både Amon, Aton, Osiris og Ra, - svarer nomaden, - men i virkeligheden har jeg intet navn. Jeg er bare Gud. Denne gang ser du mig som en nomade ridende på et æsel. - Du er en tosse, - tænker jeg, men siger det ikke højt. Han har jo reddet mit liv. - Du tror vist ikke på det, jeg siger? - smiler nomaden. - Hvorfor rider du på et æsel, Gud? - Kun for at møde dig og give dig vand. Nu skal jeg videre. Men hvis du fortsætter med at gå og opmærksomt følger de spor, som mit æsel har efterladt i sandet, finder du nemt vejen til mennesker. Vær hilset, Gud! Husk, at der ikke findes nogen død. Kun liv. Livet i alle mulige former, som blot skifter udseende. Du er kun midlertidigt i en menneskelig form. Jeg er Gud, jeg er Gud, jeg er Gud... synger nomaden igen. Og så er han væk. Jeg går og kigger på de spor, som hans æsel efterlod i sandet... Jeg søger efter liv. Liv, liv... Jeg vil så gerne leve lidt endnu... Det regner 14

15 Hele kroppen ryster fortsat af kulde, og smerterne i leveren er stærkere end i går. Det føles, som om den er blevet gennemhullet af en pil. Det kan skyldes vin, men det kan også skyldes denne sygdom. To soldater - den ene fra Persien og den anden fra Makedonien - døde for en måned siden med lignende sygdomstegn: skiftevis høj feber og kuldegysninger. Der findes ingen lægemidler, som kan helbrede et menneske, der er ramt af denne sygdom. Man kan kun lindre smerterne, mens kroppen efterhånden bliver helt afkræftet på grund af de gentagne hede- og kuldeanfald og lange perioder i dvaletilstand. Så meget ved jeg om denne sygdom. Og Filip ved, at jeg ved det. Det er derfor, han ikke forsøger at skjule noget for mig. Jeg har jo altid været interesseret i lægekunst, allerede fra min barndom, lige siden den dag, jeg læste i Illiaden:...tvætted de ham; og så gned de hans hud med glinsende olie. Salve de strøg i vundernes gab, niårig og kostbar. Det var netop denne niårige salve, der vakte min interesse, og jeg begyndte at stille en mængde spørgsmål til min fars læge. Gid jeg kunne få lidt varme i kroppen og falde i søvn. Det gør ikke noget, at søvnguden Hypnos er en kedelig broder til døden - Thanatos. Jeg vil sove, sove. Den hellige søvn var over ham udgydt... Amfidamos spørger, om han skal tilkalde en læge. I hans øjne ser jeg medfølelse, smerte, hengivenhed. Jeg ryster på hovedet. Nej, jeg trænger kun til søvn. Den hellige søvn var over ham......solen går ned... Jeg sveder som aldrig før. Huden føles våd og svampet. Jeg har en væmmelig smag i munden, som om jeg har spist noget råddent. Mon jeg har sovet hele dagen? En mærkelig søvn - snarere en slags dvale, uden drømme, uden tanker, uden mening. Men hvis jeg kunne vælge, så ville jeg foretrække dvaletilstanden i stedet for de uudholdelige hedeanfald og kuldegysninger. Svedeturene er vist den mildeste del af sygdommen, men til gengæld ledsages de af en fuldstændig tanketomhed. En hvilepause for kroppen og et mærkeligt, helt meningsløst ophold i tankevirksomheden. Hverken søvn eller virkelighed - ingenting. Kun råddenskab, forfald... forfald... endnu et skridt hen imod den endelige opløsning i dødens altomfattende gab......nogle af mine generaler står ved døren sammen med Filip: Nearkos, Ptolemaios, Seleukos, Perdikkas, finansforvalteren Harpalos og ingeniøren Aristoboulos, mens Eumenes, min udadlelige sekretær, står alene i hjørnet og ser på mig. De syv ved døren hvisker noget til hinanden, og det er denne hvisken, der har vækket mig. Da Eumenes sagde: Aleksandros er vågnet!, blev de meget glade. De nærmer sig smilende. Eumenes... han ligner en papegøje, som jeg har set i Afrika... De ser alle så raske ud... de hilser på mig med det sædvanlige kys på min venstre kind, som er våd af sved. Lige i øjeblikket ville de måske foretrække at hilse mig efter persernes skik - ved at gøre knæfald og berøre gulvet med panden - i stedet for at skulle slikke sveden på min kind. Men jeg synes, at de har fortjent det. De vil ikke anerkende min guddommelighed, så lad dem brække sig, hvis de føler, at berøringen med mit ubarberede, svedige ansigt er ækel og frastødende. Det er prisen for deres stolthed, og fordi de bilder sig ind, at de er mine ligemænd. Jeg lytter til deres velkendte ord, deres ønsker om god bedring, som de naturligvis mener. De er oprigtige, de er jo alle mine venner, men hvad nytter det hele? Deres ønsker hjælper mig ikke det mindste. Intet kan hjælpe mig. De lever videre, men for mig findes der ingen fremtid, ingen 15

16 god bedring. Jeg kan ingen planer lægge. Intet godt eller nyt kan ske i mit liv. Er jeg misundelig, fordi de fortsat skal leve, mens jeg...? Lad mig nu hellere samle tankerne om det, de siger... Nearkos taler om de planer, vi i fællesskab udarbejdede for nogen tid siden. De drejer sig om en opdagelsesrejse og en eventuel kolonisering af hele Arabiens kyst fra søsiden. Han siger, at floden er rede til, at man kan sejle vestpå. Jeg svarer ikke. Hvad vedkommer det mig? De kan jo bare sejle, hvis de vil. De kender retningen. De kan orientere sig efter sol og stjerner, men for mig er der snart ingen sol eller stjerner mere. Kun sort nat. Evig dvale... De glade glimt i Nearkos øjne slukkes pludselig. Han siger ikke mere. Han forstår, hvad jeg mener. Han læser mit svar i mine øjne. Jeg behøver ikke at sige noget. I de forløbne uger har vi talt tilstrækkeligt om forberedelserne til ekspeditionen til søs. Fuldt ud tilstrækkeligt. Ptolemaios taler om, at soldaterne er urolige over, at jeg ikke viser mig offentligt længere. Det svirrer med rygter om, at jeg er død. Du må lade dig se i levende live, så vi kan undgå unødvendige tumulter, - siger han. Jeg nikker forstående. Jeg kan slet ikke tale. Jeg kan heller ikke hviske - kun bevæge læberne: - Ptolemaios, vælg nogle af soldaterne, ti-tyve stykker - og lad dem komme ind i mit værelse, så de kan fortælle de øvrige, at jeg endnu er i live. Ptolemaios anstrenger sig for at forstå, hvad jeg lydløst forsøger at sige, og han bliver synligt nervøs, fordi han ikke kan forstå mig. Filip, min kære læge, gentager mine ord for ham, og Ptolemaios sukker lettet. Han er glad for min beslutning. Perdikkas og Eumenes siger ingenting. De ser mig i øjnene, og deres blikke udtrykker smerte og forståelse. Jeg forsøger at løfte en hånd for at bede Perdikkas træde nærmere, men den er for tung. Jeg kan kun bevæge fingrene, men det er nok til, at de kan forstå meningen. Perdikkas kommer hen til mig. Af alle mine jævnaldrende er han den, der vil være bedst egnet som foreløbig regent. Skal jeg sige det til ham? Nej, det kan vente. Jeg har lidt tid endnu. Måske... Og hvis jeg dør uden at have overdraget magten til ham, vil jeg tro, han selv finder ud af at overtage den. Han er beslutsom, og samtidig er han i besiddelse af en helt utrolig diplomatisk sans. - Hvor er Aristandros? - hvisker jeg hæst til ham. - Jeg vil se Aristandros. - Taler du om Aristandros fra Telmessos? Jeg nikker. - Han bor udenfor byen. Han kan ikke fordrage Babylon og dens enorme menneskemasser. Han trives bedst i fred og ro. Det vil tage mig nogle timer at finde ham. Haster det, Aleksandros? Natten falder jo på om lidt. Tror du ikke det kan vente, til solen står op? Jeg nikker igen, og Perdikkas går hurtigt ud for et øjeblik senere at vende tilbage. Han har givet de nødvendige anvisninger til nogen udenfor, og så kan jeg være helt sikker på, at den gamle seer Aristandros kommer så hurtigt, han kan, i morgen tidlig. Men hvorfor befinder han sig udenfor byen, når jeg er så syg? Er det endnu et bevis på, at min magt, der omfatter alle verdens folkeslag, intet er værd for denne toogfirsårige mand, der kan se ind i fremtiden og kender alle menneskers tanker og bevæggrunde...? Der er dødstille i værelset. De kan jo tænke, hvad de vil. I denne dejlige stilhed, hvor de vidunderlige rosa-gyldne solstråler leger på himlen udenfor og på soveværelsets høje loft, kan de spekulere på, hvorfor jeg netop nu har udtrykt ønske om at tale med seeren. Jeg lægger slet ikke mærke til de forsamlede, men følger nøje farvernes vidunderlige vekselvirkninger... Fra et eller andet sted udenfor paladset kan jeg høre en babylonsk fløjtenist spille... 16

17 En helt anden verden end vores, de græske... Og så kan jeg ligge i nogen tid med lukkede øjne og hvile mig lidt. Jeg kan huske - uden at åbne øjnene- mange af vægmalerierne fra de persiske huse og i de kongelige paladser... Hvor er de smukke, højtidelige... Hvor er jeg dog træt. Fuldkommen afkræftet. Jeg har ikke spist i flere dage; jeg har ikke lyst. Alene tanken om, at noget - bortset fra vand - skulle passere igennem min hals, der brænder så forfærdeligt, gør mig urolig. Denne babylonske fløjtemusik er dejlig, vemodig... Hvor var det, jeg kom fra? Jo, seeren... Alle, der nu befinder sig i dette værelse, tænker vist på, hvorfor jeg vil tale med den gamle seer Aristandros, der trofast ledsagede mig under hele ekspeditionen gennem de mange lande. Han kendte mig, før jeg blev født. Og han var allerede gammel og hvidhåret på det tidspunkt, hvor han først kom ind i min erindring. Jeg har altid holdt af ham. Han tvivlede aldrig på min guddommelige nedstamning fra Herakles og Aiakos slægten. Jeg husker, at jeg i begyndelsen var lidt bange for ham. Da jeg for første gang i mit liv så ham - hvor gammel var jeg dengang? - fem, seks år måske - begyndte jeg at le højt, for Aristandros lignede grangivelig en hane. Hans lange, krogede næse, hans tynde hals og hele hans krop, ja, selv hans gang fik mig altid til at tænke på en hane. Men da han så mig ind i øjnene, holdt jeg øjeblikkelig op med at le. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg følte skrækken sprede sig over hele kroppen. Den eneste, som stod Aristandros nær, var hans egen skygge Han ligner i øvrigt stadig en hane - en gammel hane, der har mistet sine fjer. Forud for den nat, da min far blev lukket ind i brudekammeret sammen med min mor, havde han drømt, at det var tordenvejr, og et lyn slog ned i hendes mave. En voldsom ild blussede op og bredte sig overalt for derefter at gå ud af sig selv. Og kort tid efter brylluppet drømte far, at han anbragte et segl på mors mave med en løve som motiv. De fleste tydede hans drøm som et råd om, at han burde passe bedre på sit ægteskab, men netop Aristandros sagde, at mor var med barn. - Man sætter jo ikke et segl på noget, der er tomt - sagde han til Filippos, min far. Yderligere forsikrede han, at den søn, som min mor Olympias bar under sit hjerte, ville blive tapper som en løve. Han antydede også, at Zeus kunne være min far. Når den gamle Aristandros kommer, vil jeg presse ham til at fortælle sandheden om mig og om Olympias, min mor. Pludselig er jeg af helt uforklarlige grunde begyndt at tvivle på alt undtagen måske den kendsgerning, at jeg snart skal dø... 17

18 Jeg åbner øjnene. Alle lamper er allerede tændt, selv om solen endnu ikke har forladt os. Perdikkas siger noget til mig... Hvad vil han mig? Hvorfor bliver de allesammen ved med at forstyrre mig i min hvile?...jeg foretrækker at lytte til musikken langt borte...men bare jeg åbner øjnene, står de parat til hensynsløst at plage mig med deres sager og klager... - Roksana har hele natten siddet ved din side, men nu sover hun, - siger Perdikkas. - Hun har bedt mig vække hende, så snart du vågner. Skal jeg kalde på hende nu? Roksana!... Min dejlige, svangre Roksana. Under hele dette mareridt, som sygdommen har forårsaget, har jeg fuldstændig glemt alt om hende og barnet. Hun vil leve videre. Og barnet vil leve videre! Min søn... Forhåbentlig vil der fra Roksanas store mave komme en dreng til verden om knap to måneder. Han skal hedde Aleksandros ligesom jeg. Ja, kald på hende, Perdikkas, - siger jeg lydløst til ham. Han rejser sig hurtigt fra min seng og går ud af soveværelset for at hente Roksana. - Filip, - siger jeg, - gentag højt, hvad jeg nu siger, så alle kan forstå det, og Filip gentager efter mig: Hvis Roksana denne gang føder mig en mandlig arving, så skal han efterfølge mig på tronen, og hans navn skal være Aleksandros. Talt. De lytter alle i stilhed til Filips gentagelse af mine ord. Nu kommer Perdikkas tilbage sammen med Roksana. Hun nærmer sig hurtigt, sætter sig på sengen, kærtegner mine hænder og tørrer sveden af mit ansigt. Jeg beordrer igen Filip til at gentage alt, ord for ord, hvad Ptolemaios, Harpalos, Aristobulos, Seleukos, Nearkos og Eumenes samt mine to livvagter hørte for et lille øjeblik siden. Nu oversætter Perdikkas mine ord til persisk, for at Roksana skal kunne forstå det hele. Perdikkas taler persisk langt bedre end jeg. Han er meget dygtig til sprog og en fremragende general, den fødte leder. - Roksana, - forsøger jeg at hviske til hende på persisk, - Perdikkas er en god og retfærdig mand. Du kan roligt stole på ham, han skal nok sørge for dig og for vore børn. Roksana græder. Ja, muligvis har hun ret i det, som hun uden ord siger til mig med sit blik: At hun kun kan føle sig sikker, så længe jeg er i live... At både hendes og det kommende barns skæbne vil være helt uvis efter min død. At min vilje kun gælder, så længe jeg er i live. Enhver af mine ordrer, selv de mest fornuftige, kan gå imod de tilstedeværendes og mange andres modstridende interesser, ambitioner og magtbegær. Skal jeg tigge dem om at holde sammen? Kan de ikke selv forstå, at hvis de begynder at kæmpe indbyrdes om magten, ender det med, at hele Verdensriget falder fuldstændig fra hinanden? Jo, de er jo mine trofaste kampfæller. De har været med til at samle alle verdens nationer i en stat. De har med deres blod og sved betalt for alt det, vi har i dag. Den makedonske magt strækker sig over alle verdens lande og have. Men hvad sker der efter min tid? Hvem ved? Ved seeren Aristandros noget om det? Kun guderne ved det med sikkerhed. Jeg kan tilrettelægge fremtiden, men jeg kan ikke forudse, hvad der vil komme efter mig. Dette er nok endnu et bevis på, at jeg ikke er nogen gud, selv om millioner af mennesker verden rundt betragter mig som sådan. I deres øjne er jeg Ammons søn, Zeus søn, Solgudens søn, en guddommelig skikkelse. Et stærkt venskabsbånd har knyttet vore skæbner sammen. Det har ført os gennem skove og ørkener, over utallige bjerge og floder, for så at tage en afgørende vending her i Babylon tolv år efter, at vi tog afsted og begyndte vor fælles kamp mod perserne. 18

19 Hvad er Roksana for disse mennesker, der kalder sig mine venner? Efter deres opfattelse er hun blot en af mine tre koner. Og hvad er så mit kommende barn for dem? Ikke andet end en konkurrent til tronen, hvis det bliver en dreng. Herakles, min lille søn, der bor sammen med Barsine i Susa, er for mine generaler lige så fremmed som alle andre, der kan stå dem i vejen. Herakles er en svækling, men trods alt er han en hindring på vejen til tronen - kun fordi han er min søn. Hvis nogen af dem, der er her i dag, bestemmer sig for at tiltage sig magten, kan jeg intet gøre til fordel for min slægt eller for at beskytte dens medlemmer. Vort makedonske kongehus er badet i blod, og også jeg selv var ivrig nok i sin tid, da jeg skulle bestige min fars trone. Sandt er det, at min mor færdiggjorde det blodige værk, men det skete jo med min billigelse. Hverken min stedmor Kleopatra eller hendes barn, som kunne stå i vejen for mig, blev skånet. Sådan er betingelserne, hvis man ønsker magten og tronen. Statssikkerhed kræver, lige som i Parmenions sag, at man ofrer selv hidtidige venner, hvis man får sikre beviser for, at de er i gang med at forberede et komplot. Jeg behøver endnu lidt tid til at ordne nogle vigtige sager og til at sikre mine tre hustruers, mine børns og Verdensrigets fremtid. Jeg viede hele mit liv og ofrede det for ét eneste mål: at erobre verden og samle den i én stormagt. Og jeg må gøre alt, hvad jeg kan for at sikre, at kongemagten forbliver udelt. Roksana kærtegner stadig mine hænder og stryger mig over håret. Hun græder, og jeg forsøger at smile til hende, da hun tager min højre hånd i begge sine og kysser den. Hendes læber er dejligt varme, hendes fingre er så små og yndige... Nu trykker hun min hånd mod sin mave, hvor barnets krop tydeligt kan føles gennem kjolen og huden. Åh, den forbandede sved... Jeg føler mig så snavset og ubarberet. - Filip. kald på barberen og lad tjenestefolkene bære mig hen til badeværelset, så jeg kan blive vasket ordentligt. Og endnu en ting: Lige efter badet ønsker jeg at tale i enrum med Ptolemaios. Sig det til ham. Han forstår ikke helt, hvad jeg siger, så derfor beder jeg dig være til stede og gentage mine ord for ham. Filip foretager alle nødvendige dispositioner. Alle tilstedeværende siger farvel og går - undtagen Filip, Ptolemaios, min livvagt og Roksana. Hun vil blive hos mig lidt endnu. Hendes øjne tigger mig om det. Jeg nikker, og Roksanas ansigt lyser op i et dejligt, lykkeligt smil, og øjnene lyser som to store lamper. Andre kommer ind... Seks, syv, otte, ni personer... skal de virkelig være så mange for at bære mig ind i bad og vaske mig? Nej, en del af dem bliver i soveværelset for at rede sengen, skifte lagnerne og de våde tæpper ud med nye. Det er mørkt udenfor; jeg synes, at natten er kommet meget pludseligt, selv om jeg jo vidste, at den skulle overtage verden, før solen igen kan stige op i morgen. På ét øjeblik blev det mørkt, men tre slaver går foran med fakler, en ved min side og to bag mig. Luften er frisk og dejlig. Den fylder mine lunger med sin kølighed, hjertet med håb og tankerne med længsel efter noget guddommeligt, som ikke kan udtrykkes i ord og slet ikke behøver at blive udtrykt. Mon ikke det er selve lykken og glæden ved at være i live...? Og det varme bad - kroppen længes efter det. Vandet er snart parat, - meddeler en af de persiske tjenere mig. Godt! Det bliver en sand lise at ligge i det store, fyldte badekar. At ligge ubevægeligt og nyde kroppens afslappelse og renselse i det varme vand. Men inden da skal jeg barberes. Enomaos er en sand mester i sit fag. Som sædvanlig går han rundt omkring mig, nynner en glad sang og snøfter med sin store næse i pauserne mellem melodiens linier. Jeg genkender 19

20 straks sangen - det er en af de gamle makedonske ballader og Herakles bedrifter i amazonernes land. En gang for mange år siden, da Enomaos kom til mig på anbefaling af min mor, snøftede han på samme måde som han gør nu, og jeg bemærkede, at jeg syntes, han hellere burde bruge en harpe som akkompagnement. Barberen blev temmelig fornærmet, holdt helt op med at nynne og begyndte i stedet at fnyse, tydeligvis såret af min bemærkning. Men ganske kort tid efter var han der igen med sin stille sang ledsaget af rytmiske snøft gennem næsen. Han kender mange gode og fornøjelige sange fra Makedonien, og på en mærkelig dejlig måde føler jeg gennem ham et stærkt bånd til mit fædreland... Nu smiler jeg ved tanken om Makedoniens høje bjerge og dejlige søer og sletter, og jeg har bestemt ikke i sinde at afbryde Enomaos arbejde og hyggelige nynnen. Han gør et mesterligt stykke arbejde, og mit ansigt føles helt udhvilet og frisk under hans berøring. Væk med den unødvendige skægvækst! Skægget tiltrækker snavs, og det er det mest stinkende sted på mandens krop, hvis det ikke bliver plejet ordentligt. Det allerbedste er at skille sig af med alt det hår på kinderne og hagen. Dejligt, dejligt! Mange grækere mener fortsat, at manglende skægvækst er et bevis på kvindelige træk, men flere og flere følger mit eksempel og er begyndt at barbere sig. Min Enomaos hører af naturlige årsager til de mest pålidelige mennesker i min stab. En barbér må vælges med stor omhu, for selv verdens bedste og hurtigste livvagt vil ikke kunne forhindre en sådan persons mordforsøg, mens han manøvrerer den skarpslebne kniv omkring en mands strube. Men jeg har aldrig følt noget ubehag ved at lade Enomaos udføre sit arbejde. Heldigvis findes der nogle mennesker i verden, som jeg med lukkede øjne kan stole på. Blandt dem er barberen Enomaos, min læge Filip og endnu en mand - den småtossede Nikios fra staldene, også kaldet Makar. 1 Forhåbentlig får jeg også lidt tid til at tale med Nikios. Filip, - hvisker jeg, - sørg for at tilkalde Makar fra staldene i morgen aften. Lægens øjenbryn flyver opad i forbavselse, men han svarer: - Det kan sagtens lade sig gøre, Aleksandros. Enomaos snøfter fortsat med sin store næse. En gang, for mange år siden, nægtede Enomaos at barbere Ptolemaios på grund af hans bemærkning om, at barberens næse havde vokset sig så stor, fordi luften var gratis. Enomaos blev så såret, at han ikke barberede Ptolemaios siden da. Enomaos er tilfreds. jeg smiler til ham og takker ham. Han holder stolt sit store spejl op foran mig. Mit ansigt i spejlet... Hvad var det, Filip sagde for snart ti dage siden? Jo, det var under et af mine utallige drikkelag, at han sagde til mig: Aleksandros, du kan få alt, hvad du ønsker dig, men i dette øjeblik har du kun brug for én eneste ting: et spejl. Så kan du måske se med egne øjne, hvad du har gjort ved dig selv! Ordene faldt under en diskussion med lægen angående min kære afdøde ven Hefaiston. Filip bebrejdede mig min tilbøjelighed til vin og selvødelæggelse. - Det er ganske klart for mig, at du ønsker at dø, - sagde han - men så må du vælge en anden læge og en bedre, mere effektiv måde at afkorte dit liv på.... Ak, ja, Filip er et af de mest skarpsindige mennesker, jeg kender. Når han siger noget, er det som regel klogt og dybsindigt. Han rammer altid plet. Efter Hefaistons død, der kom så pludseligt og uventet for mig, sagde Filip til mig: 1 Makar (oldgræsk) - lyksalig, enfoldig. 20