BJØRN THEMSEN AUTOATLAS

Transkript

1 AUTOATLAS

2

3 BJØRN THEMSEN AUTOATLAS

4 Jeg skal ud og søge efter et stort måske François Rabelais sidste ord

5 Jeg er døende, og så må vi bare tage den derfra. Bernhards ord. Ikke mine. Afleveret sammen med en dampende kop kaffe på kakkelsofabordet, inden han leddeløst trasker ud i køkkenet igen. Jeg drikker kaffen i tavshed og går i bad, vandet preller fuldstændig af på mig, hullet i maven er ikke længere verdens navle, blot en gordisk knude, og da jeg er færdig, har Bernhard sat morgenmad frem. Af en eller anden grund spørger jeg ikke ind til det: Hvad fejler du? Hvor lang tid har du igen? Har du smerter? Jeg sætter heller ikke ord på min empati. Hvis jeg da stadig er i besiddelse af en sådan. Ikke engang et: Det gør mig ondt at høre, formår jeg at frembringe. Sandheden er, at jeg er ligeglad. Sandheden er, at jeg er sønderknust, jeg ved bare ikke, om det er derfor. Sandheden er, at jeg har ventet det. Jeg har trods alt sovet på hans sofa i en uge nu, lige siden Isabella smed mig ud. Sandheden er, at jeg har vidst det, siden vi var børn og legede i viadukterne ved det nybyggede storcenter. Sandheden er, at jeg var lykkelig i en stor del af min barndom. Nogle vil måske sige lykkeligt uvidende. En anden sandhed er, at jeg var ulykkelig, da jeg voksede op. En tredje sandhed er, at jeg har lagt det hele bag mig. Sandheden er, at man kan fjerne en dreng fra ulykkelige omstændigheder, men man kan aldrig fjerne de ulykkelige omstændigheder i en dreng. Sandheden er, som Hemingway engang skrev, at man som forfatter har brug for en dårlig barndom og en god bullshit detektor. Sandheden er, at det har han aldrig skrevet. Sandheden er, som Ekelöf engang sagde, at det aldrig er for sent at få sig en lykkelig barndom. Sandheden er, at det har han aldrig sagt. Sandhederne hober sig op, og det er ikke noget problem, det bliver først problematisk, når folk forlanger af mig, at jeg skal prioritere dem; sandt, sandere, sandest. Næste dag tager vi afsted. 5

6 Bernhard har lejet en bil, en orange Citroen Pluriel, som er sådan en slags nyfortolkning af en 2CV, ikke ret stor, men stor nok til os og de få ting, som vi har pakket. Jeg har i forvejen kun det, der kan være i en sportstaske. Jeg overvejer et øjeblik, om det er en cadeau til vores barndom, eller i hvert fald en slags indrømmelse; i flere år var jeg fast inventar, når Bernhard og hans far i sommerferien kørte sydpå i familiens tofarvede ekstrabil. Jeg har aldrig betragtet Bernhard som værende synderligt sentimental, men forestiller mig at en udsigt til døden kan få de fleste til at ryste lidt på hånden. Selv Bernhard. Han har ikke kørekort, så det er mig der kører, og jeg tænker, at det er derfor, han overhovedet har fortalt mig det, fordi han har brug for en chauffør. Hvis jeg kender ham ret, ville han hellere være taget afsted alene. Vi gør et stop ved Bernhards bank i Saxogade, og mens han hæver alle sine sparepenge, eller veksler dem til euro, eller hvad man nu gør i sådan en situation - omstændighederne taget i betragtning er jeg forbløffende uinteresseret, selv for mig at være - forsøger jeg at huske præcis, hvor mange gange jeg egentlig var med ham og hans far på ferie. Det er mere end én gang, det er jeg sikker på, for jeg husker både at have været i Nordkapp i Norge og i Malaga i Sydspanien, og det kan umuligt have været på samme tur, så lange var end ikke barndommens somre, men alt derimellem; Paris, Gøteborg, Berlin, Trondheim, Amsterdam, alle floderne, alle borgene, strandene og den der kegleformede klippeø, hvor hver en centimeter var bebygget, og som Bernhards far fortalte havde været inspirationen til Historien om Barbar, den lille elefant, som jeg elskede, da jeg var endnu yngre - var det altsammen minder fra de to ture? Eller havde der været flere? Pludselig sætter Bernhard sig ind og smækker døren. Han sveder og er en smule forpustet, og jeg tænker, at det må være hårdt sådan at skulle gøre sit bo op. Kør, fremstammer han, og mens jeg venter på, at han får vejret og fortæller, hvor vi skal hen, styrer jeg af gammel vane mod Valby. På Valby Bakke viser lyssignalet rødt og gult samtidigt, 6

7 en zebra drikker nervøst af vandhullet tæt ved, og så er vi videre: Folehaven, som jeg aldrig tidligere har tænkt over må betyde fødselshave, for heste altså, Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Lübeck, siger Bernhard så. Lad os starte i Lübeck. Lübeck gentager jeg lidt forbløffet. Ja, Døden er fra Lübeck, tilføjer Bernhard, og det burde jeg måske have forudset. 7

8 Det har været en god høst, og så snart vi forlader Sjælland, udvikler det sig til et veritabelt forhindringsløb; vejene på Lolland-Falster formelig flyder med sukkerroer, som de travle bønder har tabt. Det føles som at køre igennem en flok kaniner, eller pindsvin, vi kan mærke dem smatte ud under dækkene og sprøjte ud på asfalten, som bliver glattere, og, må man vel formode, sødere, jo tættere vi kommer på Rødby. Sweet open roads. Nogle kilometer ligger vi lige bag en af de overlæssede roetransportere og må flere gange undvige helt ud i rabatten for ikke at blive ramt af byger af nedfaldsfrugt. Lidt nord for Rødby skrider bilen pludselig ud, og vi ender i den modsatte vejbane med fronten halvt ude på en mark. Bilen er totalskadet og bliver aldrig bil igen. Jeg bander og vrisser noget om De nåede færgen. Altsammen fordi jeg ikke har sagt fra over for hans konstante plagen om at køre hurtigere. Ikke at det er noget nyt, jeg har altid haft svært ved at sige fra over for Bernhard. Heldigvis starter bilen igen efter et par forsøg, og ti minutter senere ruller vi ombord. Da vi står på soldækket i en sværm af mågeskrig og ser Danmark fortabe sig bag os, er det som om Bernhard, som har været tavs det meste af turen, når bortses fra opfordringerne til at køre hurtigere, ånder lettet op. Han er sulten, erklærer han, og begynder på en længere lovsang af ostemad med kolbekaffe. Jeg husker det også: Færgeostemad på hvidt brød og lunken kaffe, med masser af mælk og sukker, som Bernhards far lod os drikke - hvis vi vel at mærke lovede ikke at sige det til mor. Han sagde det altid, som om begge vores mødre var gift med ham, som om vi alle var én stor familie, og jeg solede mig altid i den tanke. Når han købte toldfri cigaretter uden banderole, købte vi slik uden omtanke. Færgeslik. Jeg elskede de hollandske drop i dåse. Normalt brød jeg mig ikke særligt meget om lakrids, men de hollandske var noget andet. Noget eksotisk. Der var altid færrest af de brune lakridser, husker du det, spørger Bernhard, og jeg kommer i tanke om, at man efter sigende ser hele sit liv passere revue, lige inden man dør. Det er jeg ikke sikker på, at jeg magter, ikke i det her tempo. Rødby- Puttgarden. Snart vil også dét skulle skrives i datid. 8

9 Grænsevarer grænsende til det grosteske: kvadratmeter proppet udelukkende med nice-to-have i oversize. Vi køber tolv rammer dåseøl, Royal Export, tre liter whisky, Bunnahabhain, som jeg elsker alene for navnet, en 25 års Bowmore og en Macallan Cask Strength, tre eller fire flasker gin, alle Monkey 47 Schwarzwald, som kan drikkes rent, latterlige mængder chips og slik, og selvfølgelig hollandske drop, selvom dåserne har ændret udseende og nu kun indeholder sorte lakridser, som alle smager ens. Bernhard betaler, og vi lægger bagsæderne ned og placerer øllene længst inde i bilen, alligevel er den tydeligt gumpetung, men det gør ikke noget, mener Bernhard, vi har ikke travlt længere, og vægten vil jo aftage efterhånden, som vi kommer frem. En time senere holder vi stille i vejkanten. Landskabet er storslået og nedslående på samme tid, barberet ned, som det forekommer at være, til et absolut minimum. Bernhard forklarer mig, at verden ikke længere hænger sammen, fordi sproget er blevet abstrakt, løsrevet fra enhver mening. En bil, siger han, giver fx ingen mening. Hvad er en bil? Hvad gør den? Det siger ordet ikke noget om. Jeg åbner en øl og bemærker stilfærdigt, at en bil kører, når den altså har benzin på. Bernhard kaster sig så ud i en længere forklaring om, at det oprindeligt hed ét automobil, og at dét gav mening, fordi auto betyder "selv", og mobil er noget der bevæger sig. Selvkørende, siger han og lyder næsten som en motor der gasses op. I modsætning til en hestevogn, som kræver heste for at flytte sig. Jeg konstaterer tørt, at det her automobil i hvert fald ikke flytter sig. Med eller uden heste. Det er Politikens skyld, siger Bernhard. Jeg indvender, at det mig bekendt er ham og ikke et dagblad, der har glemt at tanke op, inden vi tog afsted. Det var først efter en enquete i Politiken i 1902, at man gik over til at kalde det en bil, fortsætter Bernhard uanfægtet. En hvad? En rundspørge, forklarer han. Man holdt simpelthen en afstemning om det. Jeg synes, det lyder meget demokratisk og gør klart, at jeg personligt stemmer for, at han går tilbage og henter benzin på den tank, vi passerede for ti minutter siden. Bernhard forlader bilen og smækker med døren. Jeg ruller vinduet ned: Og nu vi er ved det, hedder det så egentlig ikke ét rundspørge? Jeg får straks dårlig 9

10 samvittighed. Nej, måske kommer den mere snigende, men efter en halv time er den der i hvert fald. Bernhard er trods alt døende, og i virkeligheden var det vel mest biludlejerens fejl. De burde have sørget for, at tanken var fuld. Der er ingen ydre kendetegn eller klistermærker i forruden, som afslører om Bernhard har lejet bilen hos Hertz, Avis eller hvad de nu hedder allesammen. Jeg åbner handskerummet og roder lidt rundt for at finde lejeaftalen, men glemmer den hurtigt igen. Det værste ved en pistol er forudsigeligheden; når der er en pistol med i første akt af et teaterstykke, ved man automatisk, at den skal bruges i tredje. Det værste ved en pistol er uforudsigeligheden; selvom man ved, at den ender med at blive brugt i tredje akt, så ved man aldrig af hvem, mod hvem. Derimod ved jeg med det samme, at jeg ikke vil spørge Bernhard om den. Når ikke jeg havde spurgt mere ind til hans forestående død, kan jeg heller ikke tillade mig at spørge om pistolen. De to ting hænger på en eller anden måde sammen, og undladelsen af det ene betinger en undladelse af det andet. Når man ikke har sagt A, må man heller ikke sige B. Jeg lukker handskerummet og åbner en ny øl. Det har regnet. Og det vil regne. Det er aften hele eftermiddagen. 10