Mem. mægtig barmhjertelig nådig sen vrede rig troskab sandhed bevare troskab tilgiver synd frikender

Transkript

1 1

2 Mem. Bogstavet Mem betyder vand (mayim) og symboliserer et springvand af visdom fra den guddommelige kilde. I kabbalistisk terminologi, skal dette forstås som den kraft, der strømmer fra Kether til Chokmah, som det beskrives i Ordsprogenes Bog en flydende strøm, en kilde til visdom. Ligesom det fysisk springvand udspringer fra en skjult underjordisk kilde - for at afsløre sig selv på jorden - så strømmer den overbevidste visdoms vande også ind i skabelsen med det formål at hentyde til sit udspring i en Guddommelige overjordisk kilde. I Zohar lærer vi, at der flyder 13 kanaler fra den overbevidste kilde til bevidstheden. Hver af disse kanaler er en egenskab som forbinder den overbevidste krone (Kether) med sindets bevidste planer (Chokmah og Binah). Mange mystiske hemmeligheder og kabbalistiske meditationer bygger på disse idéer. De 13 kanaler svarer til Nådens 13 egenskaber, som blev åbenbaret for Moses på Sinaibjerget. Hver af Nådens egenskaber er en sammentrækning af uendelig visdom, der forbinder sig til det overbevidste niveau i mennesket med det formål at afsløre og kanalisere en gnist af visdom ned til bevidsthedens skærm. Bevidst visdom drager primært sin indsigt fra egenskaben barmhjertelighed. De tretten egenskaber af Guddommelig Nåde forekommer i to former i Bibelen. Den mere udbredte form er givet fuldt ud i 2. Mosebog 34, 6-7: Herren er en mægtig og barmhjertelig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusinde slægtled, tilgiver skyld og overtrædelser og synd; men han frikender.... Den anden form findes i Mikas Bog 7, 18-20: Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved med at være vred, men holder af at vise din godhed; han viser os atter barmhjertelighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! 2

3 Mem er det 13. bogstav i alfabetet. Ulig det foregående tal 12, som er deleligt med seks tal, kan tallet 13 ikke deles overhovedet. Derfor er det kun deleligt med 1, Gud, og med 13, sig selv. Mem er den anden af de tre mødre eller moderbogstaver. Mems navn henleder som Aleph og Shin til en form for fødsel, heraf moderfunktionen, men selve betydningen af Mem er vand. Mem er hersker over og dominerende kraft i fænomenet Urdybet. Som sådan er hun også hersker over og manifesteret i altings flydende form. Myten fortæller: De tre mødre i verden er Aleph, Mem og Shin. Himmelrummet blev skabt af Ild, jorden af Vand og Luften af Ånd som en forsoning imellem dem. I den fysiske dimension af virkeligheden, vil der altid være tale om et samspil mellem alle tre mødre. Én danner basis for en proces, én katalyserer og accelererer den, mens den tredje spiller ind som en balancerende og modererende effekt. Hvor en moder er til stede, vil vi altså også finde hendes modsætning, og hvor de to er, vil den tredje også dukke op som tungen på vægtskålen, der bringer dem i ligevægt og mægler imellem dem. Et eksempel på dette kunne være elementet vand, der i vort system findes i både fast, flydende og luftig form. Mem er basis, vandet i alle sine udtryk, Shin er temperaturen i vandet, der ville stige i det uendelige, hvis det ikke var for Aleph, den kølende og iltende luft, der sammen med de andre to skaber det element, der er forudsætning for alt liv på vores planet. I mennesket korresponderer Mem med maven og mavens primære nedbrydning af mad og drikke. Her afslører hun sig ved de kemiske væsker, der omdanner mad og drikke til en substans, der gør det muligt for tarmen at optage næringsstoffer til organismen, og lade det, kroppen ikke selv skal bruge, passere og virke til gavn for andre organismer i sit udvidede kredsløb. Mem er også et af de 6 final bogstaver, (Aleph, Kaph, Mem, Nun, Peh og Tzaddi). Final betyder slut, og hentyder til, at disse bogstaver skifter numerologisk værdi og betydning alt efter, hvor de er placeret i en kontekst. Når Mem står først eller midt i et ord, har hun talværdien 40. Den numeriske værdi 40 er et resultat af tallet 13, Mems placering i alfabetet, der reduceres til 4 (1+3) og tilføjes et 0, symbolet for universet. Tallet 40 er også en allusion til åndens død i stoffet. Når Mem bærer værdien 40, indikerer hun det urolige og uklare vand. Når Mem står som det sidste bogstav, i et ord eller navn, har hun skiftet talværdi til 600 og betydning til det klare og rolige vand. Alle tal mellem 100 og 1000 repræsenterer et aspekt af det tredje og sidste niveau, arketyperne i deres fuldbragte og ophøjede form. Her er 3

4 historien til ende, og skal vi forstå den i dybden, er det altid en god idé at spole båndet tilbage til start, altså genopfriske, hvad vi allerede ved om tallet fra de foregående stadier. I dette tilfælde må vi altså repetere tallet 6 og bogstavet Vau, tallet 60 og bogstavet Samech for at finde en trådende i tallet 600, der knytter sig til Final Mem. Tilsammen danner de tre bogstaver, Mem+Shin+Vau, ordet masve, der betyder skjul eller slør. Myten fortæller, at Moses havde to søskende til at bistå sig under den lange rejse, og de 40 år, der lå mellem udfrielsen fra Ægypten og ankomsten til det forjættede land. Hans bror hed Aron, og hans talent og opgave lå i at virke som præst og forkynder af såvel himmelske som verdslige love og forordninger. Hans søster var Profetinden Miriam, og hendes talenter og opgaver lå først og fremmest i forhold til, at lede og arbejde med kvinderne ligesom Aron gjorde det med mændene. Navnet Miriam (Mar Yam eller Mirjam) betyder bittert vand og Herrens vand. Miriam rummer Mem i begge sine betydninger, som første og sidste bogstav i sit navn, og hun er bærer af Mems nøgle, åbenbaret som en hemmelighed ved Urvandets Mysterium. Carlo Suarès ( ) fortæller: Mem er i sin endelige form den ultimative skabelsesproces i alt som er. Selv i sin første betydning er Mem svær at begribe, for bogstavet repræsenterer det mystiske og livgivende element vand, der stadig volder videnskaben store vanskeligheder. Nobel Laureate (fysiker) skriver, at det er ved solens lys, at vandets elementer deler sig, sådan at ilt frigives til atmosfæren, og planterne former deres struktur på en måde, der gør livet på jorden muligt. I 1. Mosebog 6-8 står der, at Gud skilte vandene. Måske har dette skriftsted en forbindelse til fotosyntesen eller måske har vi her betydningen af de to former af Mem. Hvor Mem i sin første betydning er en ikke-modstand der tillader livet at fortsætte. Mens Mem i sin slutform er en projektion af Vau(6) Samech(60) og sig selv Mem (600), og som sådan er Mem den ultimative autogenese, selvskabelse, i Universet. Mem er både en projektion hen over en flade af interaktion, der ikke modsætter sig bevægelsen og den kosmiske befrugtningsproces, der stiger op og ind i hemmeligheden bag livets oprindelse. Kaf i sin endelige form (500) bevirker den kosmiske kreativitet i Mem (600). Ifølge traditionen er Mem moder, det fødende princip, oprindelsen og alt, hvad der frugtbart. Mem er reformator af liv, transformation og de ændringer det forårsager. Mem sikrer bevægelse af livet, og tilskrives Binah, det tredje Sephirah, der er 4

5 symbol for moderarketypen og Ur-vandet. Men allerførst er Mem Vandet, havet, i alle sine former, og til stede der, hvor den mindste indsigt ligger gemt på Sortehavets bund, og den største visdom stilles åbenlyst til skue ved et vandglas i en solbeskinnet vindueskarm. Mem og Mems sti handler, lige som Kaph, om at forstå fænomenet Død som en betydningsfuld og nødvendig overgang fra en tilstand til en anden, men også som en frigivende og forløsende proces for vores udvikling i livet. Da ånden, i tidernes morgen, legemliggjorde sig selv i stoffet og blev født som et menneske, var den tvunget til at dø i stoffet. Ånden kunne ikke længere være sit eget åndelige liv. Den var nødt til at iklæde sig legemets kvaliteter, og kunne derfor kun manifestere sig selv i en meget begrænset udstrækning. Den åndelige bevidsthed var fortrængt, og mennesket blev en blanding af mange materielle, og få åndelige kvaliteter. Ånden virker i og taler fra det ubevidste sind, og derfor opfatter individet den indre virkning af sin egen ånd, som en stemme fra eller en tilstedeværelse af, et ukendt, udefra kommende væsen. Traditionen fortæller os, at opløsningen af formerne er en grundliggende tilbøjelighed i den kosmiske proces. Alle ting forandres. Alle ting opstår og svinder bort. Ingen form forbliver permanent. Tilværelsen er en strøm, en bølgerække, en evig bevægelse. Derfor må vi befri os for det irrationelle ønske om noget fast, fri os for ønsket om krystallisation. Vi er lige midt i et blomstrende univers og for at bringe det Store Værk, som vi er kaldet til, til fuldendelse, må vi forstå den sandhed, som er udtrykt i den alkymistiske lære: Opløsning er det Store Værks hemmelighed. Dette fortæller os først og fremmest, at den naturlige proces som resulterer i døden, ikke er skadelig for mennesket. Døden lærer os at tænke på opløsningen som en proces, der er en fordel for hele menneskeheden såvel som for den enkelte. Vi tager fejl, når vi tror at døden er vor fjende. Lær hvad døden virkelig er, og du vil finde at den er din ven. Faktisk er Døden både en direkte og indirekte årsag til, at mennesket kan leve på jorden. Det kræver utallige organismers død at holde et enkelt menneske i live, og hvis ikke døden fandtes, ville afkommet fra to fisk hurtigt blive mere, end havet kunne klare. Livet ville kvæle livet og al bevægelse høre op. Endvidere er vor egen organiske proces i livet en dødens proces, for vi kan intet gøre, som ikke er årsag til opløsning af vore egne kropsceller, nogle må dø, for at andre kan leve, en plads må viges, for at en plads kan skabes, og altid gælder det, at døden blot er udtryk for, at noget er vokset ud af sin tildelte form. 5

6 Det er også gennem døden, at fundamentale forandringer til noget bedre sker. Gamle holdninger svinder bort gennem døden. Nye holdninger får gyldighed, når den nye generation modnes. Således er den aktuelle kendsgerning gennem døden en erkendelse om fremskridt, og derfor vil der, lidt efter lidt, komme en fuldstændig forandring af vores personlige opfattelse af livet og livsværdierne. Forandringen fra det personlige til det universelle udtryk er så radikal, at mystikerne ofte sammenligner det med døden, og de mener dette mere bogstaveligt, end de fleste mennesker er klar over. Det er ved døden og reproduktionen af legemscellerne, at de mønstre, der er blevet skabt ved imaginationen, til sidst fæstner sig i den personlige bevidsthed. 23. sti: På den 23. sti ligger bogstavet Mem mellem Geburah og Hod, og kabbalisterne kalder denne sti for Harmoniens Induktive Intelligens. Det er substansen af ære, der gør sandheden kendt for enhver ånd. Stien knytter sig også til fænomenet død, og til disciplinen: Dø før du dør. Accepter døden med kærlighed, og den vil afsløre nye perspektiver. I frøet åbenbares den nye høst og i larven transformationens sommerfugl. Målet helliger midlet, og handlingen, selve dødsprocessen, er en oplevelse af den del i os, der aldrig dør. Men for den bevidste forstand er tanken om død lig med ødelæggelse, og den vil instinktivt vige tilbage fra den, af skræk for sin egen opløsning. Den vil ikke godtage dødens løfte om frihed gennem forandring, men tværtimod kæmpe imod den med alle de våben, den måtte have til sin rådighed, mod døden og mod den del af os, der søger den. Derfor får vi hårdt brug for Geburahs benhårde disciplin her på Mems, dødens, sti, hvor sindet vil benytte sig af utallige krumspring, der lægger sig som snubletråde og prøvelser overalt, hvor vi kommer frem. Måske vil vi opleve angst, angst for døden og for at miste os selv. Angst for at noget eller nogen i det ydre har lokket os til dette uhyggelige sted, og at denne udefrakommende kraft nu er i færd med at besætte os og føre os på afveje og dybere ind i mørket. Virkeligheden er nok nærmere, at det er sindet, der spiller på vores naturlige angst for det ukendte og vores astrale adgang til, noget der vil os ondt. Det gode råd ligger lige for: Vi må bevare roen, så godt vi kan og tilliden, ikke mindst til os selv og til vores oprigtige intentioner. Mem er selvopofrelsens sti, skarpt fokuseret på at døde alt det, som har udspillet sin rolle i os også de lavere 6

7 drifter og de vaner og mønstre, der ikke længere er nødvendige, men som vi alligevel har beholdt i os af bekvemmelighed. Noget må væk for at give plads til noget nyt, og da vi ikke helt forstår processerne, føler vi os heller ikke helt som herre over situationen. Hvad og hvor meget vi må give afkald på, og hvor hurtigt historien skal udspille sig. Stemmen smiler til os og leder os på vej: Skam jer ikke børn! hvem I har været og, hvad I har gjort, er ikke længere. Forstå i stedet, hvem I er nu og, hvad I gør nu, at I kan give fri i jer selv og fri af jer selv til at gøre noget andet:når den der har været, og det der er gjort vender tilbage. Også i Mem er der kun en vej. Den barske. Men også i Mem gælder det, at det, der ofres vil blive givet tifold igen. Bliver du bange eller modløs under vejs, er det måske en god idé at ty til bøn eller ritualer til beskyttelse. Det, hvad som helst, der kan medvirke til at skabe en tilstand af tryghed i os, er godt også selvom, det måske føles som om vi hiver et gammelt sovedyr op af mølposen. For i oplevelsen af Mems sti ligger også en sidste forberedelse til oplevelsen af en form af karma kaldet sachar ve onesh. Oplevelse af Mem: Jeg befinder mig i et rum, hvor en række af fire bade toner sig frem foran mig. Jeg ser ned af min nøgne krop og på Miriam, der står ved min højre side og byder mig at træde ned i det første bassin. Vandet er klart og lunt og dufter behageligt af urter. Jeg døser lidt, og lader mig dovent glide ind i og med den blide strøm. Så begynder jeg at lege. Jeg bevæger mine lemmer, og krummer og strækker min krop, som et foster i sin livmoder. Bevidstgjort om bevægelsen aktiv og bevægelsen passiv, og om strømmen, der omslutter dem begge, når jeg til enden af karret, træder op af det og ned i det næste. Her opfører vandet sig anderledes. Det er fyldt med hvirvler og bobler, der gør det vanskeligt at se bunden, og de kolde strømme er så kolde, at jeg gyser, mens de varme er så hede, at jeg næsten skolder mig. Min fysik og mine følelser reagerer på og samstemmer sig med de skiftende vande i badet. Intense og hastigt skiftende impulser strømmer igennem mig, som jeg bevæger mig frem ad, skridt for skridt, til også dette bad er til ende, og jeg med rystende knæ kan stige op af det og ned i det tredje. I dette kar er vandet helt sort, hverken truende eller lokkende, og i en tilstand af idel ligegyldighed lader jeg mig sænke ned i og føre frem igennem det. Badet er 7

8 alting og ingenting. Jeg er alting og ingenting. I dette univers er jeg ren fokuseret opmærksomhed. Alle forhold opløses og samles på en og samme tid. Alt er evigt gyldigt og intet betyder noget. Da jeg når til enden af karet, står Miriam klar til at hjælpe mig op. Selv er jeg renset for en hver motivation, om jeg skal blive, hvor jeg er eller gå videre er et fedt for mig, men jeg tager hendes hånd, som i trance, og lader hende føre mig frem mod det fjerde og sidste bad. Jeg ved det allerede, da jeg træder ud, at mine fødder ikke vil finde nogen fast grund at hvile på her, og denne viden ryster mig fri af den bedøvede tilstand og ind i en ny af ren og skær panik. Jeg kæmper med hver eneste fiber i kroppen mod det, der nu skal ske. Men kampen er forgæves. I dette bassin fører alle veje ned ad, ned mod Urdybet. Jeg kan intet stille op mod den stærke strømhvirvel, der griber mig og fører mig med sig mod sin kilde, der skjuler sig et sted i mørket. Jeg er bange, frygteligt bange, og ensom, skingrende ensom, til jeg mærker den. En intens opmærksomhed, der fuldstændigt omslutter mig i en åndeløs venten på min beslutning. Da forstår jeg, og giver efter. Jeg lader luften slippe ud af mine forpinte lunger og trækker vand ind i dens sted. Kampen er slut, og jeg lader mig drukne. I dette øjeblik ophører alting, alle følelser alle sanser, jeg er ikke mere, jeg gør ikke mere. Derfor er det trykket i dybet omkring mig, der presser vandet ud af lungerne, så det døde slippes fri og lader sig synke ned, mens det levende stiger op mod overfladen, i et brus af glitrende partikler, der samler sig, først som perler i en rund sø af olie siden til en krop, min krop, der rejser sig, går hen over vandspejlet og ind i Miriams favn. Min krop begynder at skælve, tænderne klaprer, og tårerne løber ned ad mine kinder. Miriam holder mig tæt ind til sig, til chokket fortager sig. Hun lægger sine hænder på mine skuldre og holder mig ud fra sig et kort øjeblik, smiler til mig på en gang medfølende og beroligende: Du er skolet til denne oplevelse og derfor også rustet til den! indtrænger hun og kysser mig blidt på panden. Hun klæder mig i en blændende hvid kjortel og fører mig hen til et rektangulært leje, hvor jeg genkender Gabriel, Samuel og Johannes blandt de tolv elskede, som venter på mig der. Villigt lader jeg mig iføre den tunge lænke, som de omhyggeligt lægger omkring mig, så den danner en række kryds og spiraler i et nøje tilrettelagt mønster. De salver min krop og synger mig ud. Det er tid nu, hvor jeg må forlade dem. Og jeg trækker mig tilbage i sørgmodig accept, til lyden af deres stemmer og på bølgen af deres altomsluttende kærlighed. 8