EFTER GUDS DØD KAPITALISME OG NYDELSE NIETZSCHE MED LACAN

Transkript

1 EFTER GUDS DØD KAPITALISME OG NYDELSE NIETZSCHE MED LACAN

2 Efter Guds død er trykt i 75 eksemplarer, hvoraf de 65 blev afleveret til den rette adressat. Denne adressat var i dette tilfælde kunderne foran SuperBrugsen i Jægergårdsgade i Aarhus, der den 17. januar 2014 modtog bøgerne. Forlaget Taschenspiel trykker små filosofiske bøger, som retter sig mod en bestemt tendens eller et bestemt fænomen i tiden. Hver bog har en adressat, og denne adressat modtager vederlagsfrit størstedelen af oplaget af den pågældende bog. Bøgerne er små gaver, eller udspil, åbninger. En dominobrik, der pludselig ligger der. Alle bøger kan desuden frit erhverves som elektroniske filer ved kontakt til forlaget.

3 EFTER GUDS DØD KAPITALISME OG NYDELSE NIETZSCHE MED LACAN NICOLAI VON EGGERS

4 FORLAGET TASCHENSPIEL Efter Guds død Nicolai von Eggers Center for Vild Analyse Forlaget Taschenspiel December 2013 Trykt hos Specialtrykkeriet Viborg 1. udgave, 1. oplag ISBN Kontakt:

5 INDHOLD PROLOG S. 7 DEN STORE ANDEN S. 19 GUD ER DØD S. 49 DEN POSTHUME LYDIGHED S. 75 ECCE HOMO S. 93 DØDSDRIFTEN OG DET SIDSTE MENNESKE S. 109

6

7 PROLOG For ikke så lang tid siden sad jeg med en ven på en bar i Tyskland og så en fodboldkamp. I slutningen af første halvleg fik en spiller fra det ene hold rødt kort, kameraet panorerede hen på holdets træner, om hvem kommentatoren tørt konstaterede: Er versteht die Welt nicht mehr. Han forstår ikke længere verden, eller som vi måske ville sige på dansk: Hans verden er brudt sammen. En enkelt meningsløs begivenhed, som ikke blot i sig selv ikke giver mening, men som får hele det normale meningshele til at falde fra hinanden. Denne ene ting giver så lidt mening, at jeg kan blive helt i tvivl, om noget som helst længere giver mening. Hvis de rammer, jeg har sat op for min normale meningsfulde gøren og laden her i verden, ikke kan indeholde denne begivenhed, hvad er disse rammer så overhovedet værd? Hvordan kan jeg stadig stole på, at de kan få verden til at give mening? Sådanne tanker så ud til at løbe gennem trænerens ho- 7

8 ved, som han stod der i et close-up, helt alene på et fyldt stadion, med armene ud til siden og et tomt blik rettet ind mod banen. Man kunne næsten se den eksistentielle tomhed i hans blik: Hvad laver jeg egentlig her på denne sidelinje? Hvad nytter mit arbejde og mit liv? Hvorfor vier jeg hele mit liv til fodbolden og dette hold, når dets skæbne alligevel kan blive afgjort af tilfældige, meningsløse begivenheder som denne? Træneren lignede med andre ord en mand, hvis (fodbold)verden var brudt sammen. Hvis man skulle koge denne bog ned til en enkelt sætning, ville det være denne: Er versteht die Welt nicht mehr. En tilsyneladende almindelig og på alle måder ikke-skelsættende begivenhed afslører, at lige under overfladen ligger meningsløsheden og lurer. Det ufortjente røde kort kan få mig til at drage meningen med fodbold som sådan i tvivl. Og hvis jeg er træner for en professionel topklub, er det på ingen måde en lille tvivl. Det er hele mit liv. Det er på grund af det, jeg arbejder tolv timer om dagen og rejser rundt til kampe i hele verden weekend efter weekend. Det er grunden til, at mit privatliv er at finde i medierne dagligt, og at jeg konstant må stå parat til at give interviews. Det er en enorm stressfaktor, og der er et kæmpe pres fra ledere, spillere og millioner af fans, som ikke vil tøve med at vende sig imod mig og ødelægge hele mit liv, hvis jeg ikke er en succes. Det er med andre ord grunden til, at jeg står op om morgenen. Hvis fodbold ikke giver mening, giver intet længere mening. 8

9 I den sammenhæng henviser den lille begivenhed til en potentiel katastrofal begivenhed Begivenheden med stort B. Som i en postapokalyptisk fortælling som for eksempel Cormac McCarthys The Road, filmatiseret i 2009 med Viggo Mortensen i hovedrollen, eller zombie-tv-serien Walking Dead, hvor det går op for os, at vi egentlig ikke forstår verden, at den egentlig ikke giver nogen mening. I sådanne fortællinger er verden, som vi kender den, ved at falde fra hinanden, alle de faste koordinater, vi plejer at orientere os efter, har skiftet plads eller er forsvundet og nogle nye er ved at sætte sig. Hvor man før Begivenheden kunne sige, at hvis det ligner et menneske, så er det nok et menneske, må man nu sige, at selvom det ligner et menneske, er det ikke nødvendigvis et menneske. Hvad der før ville mig det godt, vil nu med al sandsynlighed slå mig ihjel. Efter Begivenheden er langt de fleste mennesker i The Road forvandlet til hensynsløse mordere og tyve, mens de i Walking Dead er blevet zombier slet og ret. Og på samme måde som med den lille begivenhed, ændrer vores verden pludselig form. Eller i det mindste mistænker vi den for at være i gang med det. Hvad der før betød noget, er nu ligegyldigt. Hvad der før fik verden til at hænge sammen, er nu gået i opløsning. Vi bliver et kort øjeblik paf, mens vi prøver at få verden til at hænge sammen igen. En sådan lille begivenhed ligger hele tiden og lurer. Som Albert Camus siger: Skal jeg tage en kop kaffe 9

10 eller slå mig selv ihjel? Hvad garanterer egentligt, at den ene handling er mere meningsfuld end en anden? At der er grund til at gøre det ene, men ikke til at gøre det andet? Denne fundamentale mangel på en sikker grund, et sikkert meningshele, bliver på den ene side hele tiden skubbet væk, og har på den anden side en tendens til igen og igen at komme op til overfladen og vise sit grimme ansigt, når vi mindst venter det. Som da den stakkels træner midt i kampens hede, midt i hans allermest intense og koncentrerede indsats, hvor det hele igen synes vigtigere end nogensinde, pludseligt ser én af sine spillere få et ufortjent rødt kort og trænerens engagement forvandler sig til tomhed. Er versteht die Welt nicht mehr Men der er endnu et element til dette fænomen, som er centralt for denne bog, nemlig spørgsmålet om nydelse. Når vi lever vores normale liv, opnår vi konstant en eller anden grad af nydelse. Ikke blot i form af mad, søvn, sex og ting, vi normalt forbinder med (fysisk) nydelse, heller ikke blot kærlighed, nærhed, sjov og andet, vi normalt forbinder med (emotionel) nydelse; i en psykoanalytisk forståelse af nydelse og i særdeleshed i den version, som den er udfoldet af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan er alt, hvad vi gør, forbundet med en særlig form for nydelse. Hvis jeg er ordensmenneske, finder jeg en særlig form for nydelse i at holde orden og gøre rent. Hvis jeg er lystløgner, finder jeg en særlig form for nydelse ved at lyve for folk, og lige såvel, som jeg nyder at tage på ferie, kan jeg nyde at tage hverdagslivets åg på 10

11 mig. Selv en sultestrejkende kan siges at opnå nydelse fra sin ekstreme askese og politiske eller religiøse overbevisning, for hvilken han er i stand til at sulte sig selv ihjel. Nydelse, i lacaniansk forstand, er altså ikke forbundet med velbehag omend velbehag kan være én form for nydelse blandt mange. Spørgsmålet er nu: Hvilken form for nydelse er forbundet med, at vores verden bryder sammen? Hvordan kan vi nyde, hvis vi ikke længere har nogen koordinater at orientere os efter? Spørgsmålet kan måske stilles klarere med et kendt eksempel fra psykoanalysen. I Drømmetydning fortæller Freud om sin nitten måneder gamle datter, Anna, der siger ordet jordbær, mens hun sover, og Freud antager derfor, at Anna drømmer, hun spiser jordbær. Anna har ikke fået noget at spise hele dagen, fordi hun var syg, og i Freuds udlægning drømmer Anna, at hun spiser jordbær som en slags nydelsesfuld hævn mod sygeplejersken, som har forklaret Annas sygdom med, at hun har spist for mange jordbær, og som derfor har forbudt Anna at spise flere jordbær. Den slovenske filosof og lacanianer Slavoj Žižek har dog en anden udlægning af drømmen: Det afgørende element er, at mens hun [Anna] var i gang med glubsk at fortære en jordbærkage, bemærkede den lille pige, hvordan hendes forældre blev velfornøjede ved synet af dette, ved at se at hun nød det fuldt ud. 1 Annas drøm handler altså ikke så meget om jordbær, som den handler om mindet om forældrenes glæde. Den nydelse, 1 Slavoj Žižek, The Plague of Fantasies. London: Verso 2008, p

12 Anna opnår, og som hun genoplever i drømmen, er bundet op på glæden ved at have glædet forældrene. Hvor tit har vi ikke spist et godt måltid uden at huske tilbage på det lang tid efter, mens smagen af den middelmådige lufthavnssandwich, som blev indtaget foran vores elskedes blik, for evigt har printet sig ind i hukommelsen, og som vi ind imellem drømmer om om natten. Så i Annas drøm er det at spise jordbær eller jordbærkage, som det er blevet til i Žižeks version at nyde forældrenes nydelse. Det afgørende er ikke som sådan jordbærernes smag, det afgørende er den nydelse, jeg opnår, ved at se mine forældre blive glade og stolte over mig, og at jeg har det godt. Der er altså en uløselig forbindelse mellem nydelsen og den Anden; de omgivelser, den verden og de mennesker, der omgiver os. Dette gælder både for Žižeks og Freuds udlægning af Annas drøm. I Žižeks udlægning opnår Anna sin nydelse igennem forældrenes velbehag hun nyder, at de nyder, at hun nyder i Freuds version opnår Anna sin nydelse i kraft af at trodse sygeplejerskens dom hun spiser jordbær i søvne, og nyder det, fordi hun ikke må. Det er altså i forholdet til den Anden (forældrene, sygeplejersken), at Anna opnår sin nydelse; enten ved at følge den Andens lov (forældrenes billigende blikke) eller ved at bryde den (sygeplejerskens diagnose og formaning). Det er altså i et forhold til den Anden, at nydelsen overhovedet eksisterer. Det ultimative udtryk for forbindelsen mellem verden, eller meningshelet, eller den Anden, eller hvad man nu vil kalde det, og så nydelsen, finder vi i Palle alene i ver- 12

13 den. Palle kan gøre alt det, han altid har drømt om, spise uanede mængde af chokolader, have masser af penge, køre brandbil, men intet af dette er forbundet med nydelse, da der ikke er nogen Anden. Spørgsmålet, som vil blive stillet i denne bog, er nu: Hvilken nydelse er mulig i fraværet af den Anden? Hvad betyder det for nydelsen, at den Anden er ved at forsvinde, eller måske allerede er forsvundet? *** Den måske grundigste behandling af dette fænomen finder vi i Friedrich Nietzsches tænkning. Nietzsche betegner tabet af et sikkert meningshele som Guds død. Vi kan ikke længere få verden til at give mening ved at henvise til Gud, så hvordan kan vi i stedet få verden til at give mening hvis overhovedet? Nietzsche er gennem tiden blevet udlagt på mange forskellige måder som nihilist, som fortaler for en aristokratisk herremoral, som anarkist, som hedonist, som en biologisk idealist og som en gal tosse, hvis filosofi dybest set var en samling overfladiske vredesudbrud fra en forsmået, narcissistisk romantiker. I langt de fleste udlægninger vil man finde en betoning af Nietzsches tendens til at formulere sig paradoksalt, af det ustabile og inkonsekvente i Nietzsches filosofi. Som en af mine undervisere engang meget fint opsummerede det efter en forelæsning: Nietzsche har sagt alt og det modsatte. Det kan der på mange måder være noget om men man kan samtidig læse denne tilsyneladende forvirring som udtryk for en stringent be- 13

14 handling af det samme spørgsmål, det samme problem: Hvad vil det sige, at Gud er død? Og hvad kommer efter? Hvordan kan man overhovedet definere og sikre mening i en verden efter Guds død? På den måde vil Nietzsche i det følgende blive læst som en yderst systematisk og tentativ filosof, der mere og mere febrilsk og desillusioneret forsøger at finde tilfredsstillende svar på sit spørgsmål. Når dette spørgsmål fortjener opmærksomhed, er det fordi, det går igen i nutiden. Hvad betyder det, at Gud er død? I Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov fremsætter en af hovedpersonerne den holdning, at hvis Gud er død, er alt tilladt. Der findes ingen love, ingen værdier, ingen mening og vi kan gøre lige, hvad der passer os. Jacques Lacan vender denne formulering om: Hvis Gud er død, er intet tilladt. Hvis der ikke længere er nogen regler, hvis der ikke længere er nogen fader, der skelner rigtigt fra forkert, godt fra ondt, sandt fra falskt, så er vores handlinger komplet meningsløse. Der indskriver sig en tvivl i hver eneste handling, som paradoksalt nok betyder, at vi alligevel ubevidst søger retningslinjer og autoriteter. Vi er i dag fanget midt i dette paradoks. På den ene side får vi at vide, at vi kan få alt, hvad vi drømmer om, at vi kan blive lige, hvad vi ønsker, og at alt med andre ord er tilladt. På den anden side er vi alligevel fanget i en særlig orden, hvor vi skal gøre tingene på en helt bestemt måde for at kunne gøre noget som helst, hvor vi har en meget begrænset frihed og kun under forudsætning af, at vi gør 14

15 det rigtige, tager de rette valg. Žižek har givet et berømt eksempel på dette med den postmoderne fader, der i modsætning til den gammeldags fader ikke beordrer dig til at tage med hen og besøge din bedstemor, men som i stedet lader det være op til dig selv, om du vil bruge lidt af din tid på at besøge hende, for du ved jo godt, hvor meget det betyder for hende, at du kigger forbi. Selvom det selvfølgelig er op til mig selv, gør jeg klogt i at følge de uudtalte forventninger, hvis jeg vil blive en del af det sociale liv. Så på en måde er den gamle verden, de gamle traditioner, brudt sammen og alt er muligt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Og alligevel holder vi fast i de gamle traditioner, gør det samme, finder en vis tryghed i gentagelsen, selvom vi måske ikke længere tror på disse ritualer. Selvfølgelig tror jeg ikke på Gud, men jeg går stadig i kirke den 24. december, for ellers er det jo ikke rigtigt jul. Selvfølgelig ved jeg godt, at det er den samme forvaltende klasse, der bliver ved magten, men alligevel går jeg til stemmeurnerne hvert fjerde år. Selvfølgelig er jeg hverken glødende nationalist eller monarkist, men jeg skal stadig se dronningens nytårstale, inden jeg sammen med resten af fællesskabet træder ind i det nye år. Vi kan her vende tilbage til Camus eksistentielle spørgsmål: Skal jeg tage en kop kaffe eller slå mig selv ihjel? Det er rigtigt nok, at jeg altid kunne slå mig selv ihjel, men alligevel ender jeg hver gang med at tage en kop kaffe. Selvom jeg selvfølgelig ikke behøvede at gå i kirke juleaften, gør jeg det alligevel. Selvom loven ikke længere er udtalt, og selvom den ikke længere er koblet til 15

16 faderen, virker den stadig. Det er det, som Freud kalder posthum lydighed : Lydigheden mod en autoritet, som ikke er, men som vi adlyder alligevel. Vi adlyder dermed ikke autoriteten som sådan, men vores fantasi om, hvad denne autoritet mon ville have ønsket af os. Autoriteten er vores fantasi, og det er vores fantasi, vi adlyder. Denne form for lydighed udspiller sig også på samfundsniveau. Mens den kristne tro lovede os adgang til himmerige efter døden, og vi derfor gjorde klogt i at følge de regler, Gud havde sat, lover det postmoderne samfund os ikke noget som helst, og alligevel fortsætter vi med at handle som om, det gjorde. Der er altså to ting på spil. For det første spørgsmålet om verden, sammenhæng eller mening, eller hvad man nu vil kalde det, og tab af verden, sammenhæng eller mening formlen for dette er Guds død. For det andet spørgsmålet om nydelse: Hvilken nydelse kan man tale om i en sådan situation? Hvis verdens mening er ved at forsvinde, hvad betyder det så for nydelsen, og den form, den antager? Antagelsen, der ligger bag denne tekst, og som samtidig er det problem, der vil blive diskuteret, er, at der i dag, i vores kapitalistiske samfund, er et problem med nydelsen i en grad og en form, som vi næppe har set det før; at dette problem rækker tilbage til omkring midten af 1800-tallet, hvor det kapitalistiske (forbruger) samfund, vi kender i dag, så småt begynder at tage form; og at Marx og især Nietzsche hører til blandt de første, der for alvor forsøger at sætte ord på dette problem og 16

17 i den forstand kan betragtes som vores samtidige. Det er denne særlige form for kapitalistisk nydelse, der bliver mere og mere udbredt i samfund som vores, og som beror på et helt særligt forhold mellem kapitalisme og mening, eller kapitalisme og mangel på mening, der vil blive diskuteret i det følgende. 17

18

19 DEN STORE ANDEN Hvorfor er det, at vi pludselig føler os mere tilfredse, når nogen virker til at have styringen, eller når en autoritet (en coach for eksempel) fortæller os, hvad vi skal vælge? 2 I sin bog om Valgets tyranni diskuterer den slovenske sociolog Renata Salecl den store Andens status i det nuværende samfund. Den store Anden er samfundets faste rammer og mening. Samfundets ordnende princip kunne man sige. Med Salecls ord: Lacaniansk psykoanalyse introducerede udtrykket den store Anden for at betegne sprog, institutioner og kultur alt det, der tilsammen udgør det sociale rum, vi lever i. 3 Den store Anden er med andre ord ikke nogen bestemt. Sprog, institutioner og kulturer kan være meget forskellige, men de er alle kendetegnet ved at være noget, hvorigennem en gruppe 2 Renata Salecl, Valgets tyranni. Aarhus: Philosophia 2012, p Salecl, Valgets tyranni, p

20 af mennesker interagerer og føler, de har noget tilfælles med de andre mennesker, der benytter sig af det samme sprog eller tilhører den samme kultur. Med andre ord har disse forskellige mennesker nogle fælles koordinater for, hvordan de inddeler verden, og et fælles kompas for, hvordan man begår sig i en sådan verden. Disse koordinater er den store Anden. Det er meningen eller orienteringen i mit liv, eller i det hele taget dét, man kunne kalde verden. Min verden. For nok føler jeg, at verden er derude, men det er kun i kraft af min fantasi om, hvordan denne verden hænger sammen, at den er netop denne verden. Om jeg opfatter planten som bestående af atomer eller som en besjælet ånd, om jeg tror på et liv efter døden, om jeg er vegetar eller kannibal, alt sammen har det afgørende betydning for, hvordan jeg omgås denne verden, og hvordan jeg indgår i det menneskelige fællesskab. I den forstand er den store Anden loven ikke blot den skrevne lov, men også og især de uskrevne love, dem, som vi ikke nødvendigvis tænker over eller kan sætte ord på, men som vi ikke desto mindre følger og tager for givet. Med det moderne, kapitalistiske samfunds opkomst var det som om, der skete noget med den store Anden. Nu var der ikke længere en kirke eller en kejser, der med sine love og formaninger kunne udstikke et klart kodeks for, hvad der var rigtigt og forkert, og på den måde fungere som en personificering af den store Anden. Den store Andens fald blev siden fulgt af 68-oprøret, hvor en anden klassisk stor Anden blev styrtet fra tronen, nem- 20

21 lig familiefaderen, pater familias, patriarken. Han havde ikke længere ret til at udstikke loven, og man behøvede knap efterfølgende at gøre oprør mod ham. Hans indlysende autoritet var på ingen måde indlysende længere. Faderen, og med ham familien, blev ikke længere set som en stor Anden, der havde ret til at udstikke moralske retningslinjer for det enkelte individ. På den måde er det tilsyneladende alle autoriteter, der er ved at disintegrere. Mads og monopolet Tabet af den store Anden er ikke det samme som frigørelsen af individet. Tværtimod kan det virke frigørende at have en lov eller et kodeks eller en coach, som kan træffe valget for en. Hvis man melder sig ind i en religiøs sekt, bliver ens kaotiske jagt på lykke og mening erstattet af et uhyre simpelt regelsæt, hvor det vil være let at afgøre, hvad der vil være det rigtige, og hvad der vil være det forkerte at gøre i en given situation. Det er eksempelvis ikke svært at afgøre, om man lever i cølibat eller ej. Det kan til gengæld være enormt svært at afgøre, om man er lykkelig nok for sit job eller sit parforhold. Mange vil opfatte det som besværligt at opretholde en religiøs diæt, såsom kosher eller halal, men på mange måder gør det det meget nemmere at beslutte, hvad man skal have til aftensmad. Man kan se andre diæter som raw food eller slankekure som udtryk for det samme. Det skaber en meget simpel matrix for at vurdere, om man skal spise 21

22 maden eller ej. Kyllingespyd, nej. Gulerodssalat, ja. Og så behøver jeg slet ikke at overveje, om det nu lige præcis er dét, jeg har lyst til. Hvordan skal man ellers kunne forklare den varende popularitet for et radioprogram som Mads og monopolet? I Mads og monopolet ringer almindelige mennesker ind med et problem: De skal snart tage et valg, men ligegyldigt hvilket valg, de tager, vil nogen blive ramt af valget. Skal jeg tage på skiferie med vennerne eller blive hjemme og passe familien? Skal jeg fortælle min kollega, at hendes mand er hende utro? Er det i orden, at Signe dyrker cybersex bag sin kærestes ryg? Monopolet er et panel sammensat af tre tilsyneladende eksperter i disciplinen at tage svære valg (tilbagevendende eksperter er folk som Asger Aamund, Hella Joof, Søren Pind, Mads Christensen og Pernille Rosenkrantz-Theil). De diskuterer, hvad personen bør gøre, inden vores vært, Mads Steffensen, sammenfatter svaret til sidst. Hvad er der på spil her? Kan man forklare det på anden måde end et dybt begær efter at få taget de svære valg for én? Eksperternes råd er ofte banale, mens de andre gange synes helt ude af kontakt med virkeligheden (eksempelvis er finansielle overvejelser sjældent en faktor, der tages højde for: Selvfølgelig tager du på skiferie med vennerne, og så kan I tage på en familieskitur bagefter alle er glade ). Eksperternes eksperticegrundlag synes mildest talt tvivlsomt hvorfor skulle Søren Pind vide bedre end jeg selv, hvad der er det rigtige at gøre i min situation? I det hele 22

23 taget synes eksperterne netop ikke at være eksperter i sammenligning med ens mand, venner, forældre, eller hvem man nu ellers kunne henvende sig til. Desuden får man udbasuneret sine moralske skrupler for åben radio, således at de implicerede parter i dilemmaet uanset hvilket valg, der ender med at blive taget ved alt om, hvilke overvejelser der er gået forud for valget, lidt ligesom de private skriftestole i diverse reality shows, hvor deltagerne sviner hinanden til i al hemmelighed foran millioner af seere. Alt sammen for at få at vide, hvad man egentlig allerede godt vidste: At man skal lytte til sig selv og respektere sine medmennesker. Mads og monopolet ville derfor være et absurd fænomen, hvis ikke det var for den fantasi, der ligger bag, en fantasi om, at der er en Anden, som véd. En stor Anden, som har svaret på livets spørgsmål, og som ved, hvordan det hele er ordnet. Måske er det derfor, der er så mange lyttere. Programmets egen præsentation siger, at Mads og monopolet er hele landets favoritpanel, der tager sig af dine dilemmaer. Det er altså mine, den enkeltes, dilemmaer, men samtidig er det hele Danmarks favoritpanel. Ud over den umiddelbare glæde, der altid har været forbundet med at snage i andre folks problemer (forhåbentligt er de større og mindre trivielle end mine egne), er det så ikke helt åbenlyst, at programmet ikke blot er ment som en hjælp til den enkelte? Kunne man eksempelvis forestille sig Selvmordslinjen som direkte radio en lørdag formiddag? Det er altså ikke blot den enkeltes fantasi om at få taget valget for sig, programmet artikulerer det er 23

24 vores allesammens fantasi: Begæret efter en Anden i dette tilfælde den noget sølle og ironiske erstatning i Monopolet som kan udfylde hullet fra den store Anden og dermed udstikke de overordnede moralske retningslinjer, der kan holde menneskenes sociale liv med hinanden på plads. At vælge gennem andres øjne og varens hemmelighed Salecl kalder dette fænomen: At vælge gennem andres øjne. Når jeg ser, ser jeg først og fremmest, hvad jeg forestiller mig, den Anden ville se. Når jeg er på ferie, ser jeg ofte verden gennem det kamera, der kan tage de billeder, som jeg forestiller mig, de andre gerne vil se. Selv når jeg bevæger mig rundt i min hverdag med min smartphone, kan jeg via Facebook altid begå mig i denne verden, som jeg forestiller mig, de andre vil have mig til at begå mig i denne verden: Jeg kan tage billeder af, hvad jeg ser; jeg kan tagge folk, jeg er sammen med; jeg kan vise på et kort, hvor jeg er, og hvilken event, jeg er til. Jeg kan vælge hele mit liv gennem de andres øjne: Hvad vil få de andre til at synes, jeg er sej? Og så snart jeg synes, jeg har et svar (denne café, denne kommentar, denne person, jeg er sammen med), poster jeg det på Facebook. Begæret er altid den Andens begær, som Lacan siger. Jeg begærer det, som jeg forestiller mig, den Anden vil begære, og derved håber jeg på, at få den Anden til at begære mig, til at synes, at jeg er noget ved. 24

25 Facebook har ikke skabt dette fænomen: At vælge gennem andres øjne. Det er tværtimod en integreret del af det kapitalistiske samfund, at man vælger en vare for at få den anden til at begære én. Sådan har det selvfølgelig på en måde altid været, hvis man var rig nok. Man valgte en hest, eller et slot, eller en kone, fordi det ville få de andre til at anerkende eller misunde én. Fordi det gav prestige, anseelse. Man valgte gennem andres øjne. Det nye ved kapitalismen er, at alt vælges som varer. Alt vælges med henblik på den Andens blik, på anseelsen. Marx har en lignende pointe i det afsnit af Kapitalen, der handler om Varens fetichkarakter og dens hemmelighed. Vi ved godt, siger Marx, at et bord bare er noget træ. Og hvis jeg ude i min garage derhjemme byggede et lille bord til at lægge mit værktøj på, vedbliver bordet at være træ, en helt almindelig sanselig ting. Men så snart det optræder som vare, forvandler det sig til en sanseligoversanselig ting. 4 Med andre ord, lige så snart bordet indgår i en social relation, hvor det er en vare, der kan købes og sælges og dermed besiddes, får bordet en anden betydning. Det bliver et objekt for begær og ved at købe bordet, kan jeg sige noget om mig selv til de andre; nemlig at jeg er sådan en, som vil besidde dette bord. Jeg synes, bordet siger noget om mig. Man kender også denne analyse fra ugebladsartikler: Hvad siger dit hjem om dig? Hvordan kan det være? Marx forklaring er, at menne- 4 Karl Marx, Kapitalen: Bind 1. København: Bibliotek Rhodos 1970, p. 170 (oversættelse modificeret). 25

26 sker ikke står i et direkte socialt forhold til hinanden som mennesker i det kapitalistiske samfund, men at de derimod står i et forhold til hinanden som ting. Ethvert menneske repræsenterer en vis mængde arbejdskraft, som det kan sælge på arbejdsmarkedet, og dermed indgå i den sociale relation, hvor man arbejder (producerer varer) for at optjene penge, så man kan forbruge (konsumere varer). Når jeg køber et bord, er det netop denne medierede relation til andre mennesker, jeg tager del i. Bordet repræsenterer et andet menneskes arbejde, eller mange andre menneskers arbejde, og ved at købe bordet og vise til andre, at jeg har købt bordet, kan jeg indtræde i det sociale fællesskab, hvor vi alle er mennesker, der sælger vores arbejdskraft til gengæld for at kunne købe varer. Selve det sociale har altså varens form. Eller sagt på en anden måde: Vi socialiserer gennem varen. Det er derfor helt afgørende for vores sociale kompetencer, for vores evne til at indtræde i fællesskabet, at vi formår at begære tingene omkring os som varer at vi kan vælge gennem andres øjne. Farvel til den store Anden? Med varens hemmelighed in mente kan man spørge sig selv: Hvad betyder dette for den store Anden? Hvad betyder det, at det sociale fællesskab tager vareform og dermed må gå via markedet? Salecl har forsøgt at stille spørgsmålet historisk: Hvordan har den store Anden 26

27 forandret sig? og svarer med henvisning til den franske psykoanalytiker Dany-Robert Dufours historiske gennemgang af den store Anden: Dufour konkluderer, at der i postmoderniteten ikke længere findes nogen symbolsk stor Anden, denne mangelfulde størrelse, der konstituerer en autoritet, til hvem subjektet kan adressere et krav, stille et spørgsmål eller komme med en indvending. I sådan et samfund bliver markedet den store Anden. 5 Ifølge både Dufour og Salecl er det moderne menneske et væsen, som primært forstår sig selv og sin omverden i forbrugeristiske termer. Alt kan købes og tilpasses individet. Som Salecl siger, bliver valg forstået som forbrugsvalg. Hvis jeg ønsker mig et nyt sted at bo, et nyt barn eller sågar et nyt køn, kan jeg bare købe det. Selvfølgelig forudsat jeg har penge nok men som Dufour peger på, forstår også de fattige sig selv på denne måde. Deres frustration går ikke på, hvordan samfundet fungerer. Den går på, at de ikke har penge nok til at have lige så mange købsmuligheder som de rige. Eksempelvis gik vreden og ødelæggelserne i 2011, de såkaldte England Riots, hånd i hånd med tyveri af mærkevarer. Den engelske underklasses spontane vold og kamp for anerkendelse gik ikke på politiske rettigheder og bedre vilkår, men på fedt tøj, som ville få de andre til at anerkende oprørerne for deres udseende og livsstil. Dufour går så vidt som til at hævde, at nu hvor alt er en del af markedet, er vi vidne til op- 5 Salecl, Valgets tyranni, p

28 komsten af et nyt menneske en situation han identificerer med neoliberalisme: Neoliberalisme gør kapitalismens gamle drøm til sandhed. Ikke alene har den udvidet vare-territoriet til alle klodens hjørner (dette går under navnet globalisering), hvor alt (vand, menneskelige gener, luft, levende arter, sundhed, organer, nationalmuseer, børn ) kan blive købt og solgt. Det er også en proces, hvor man inkorporerer, hvad der plejede at være private forhold. [ ] Ændringer på de menneskelige handlingsfelter markedsøkonomien, den politiske økonomi, den symbolske økonomi og den psykiske økonomi er nu så sammenfaldende, at et nyt menneske er ved at opstå. 6 Dette nye menneske er ifølge både Dufour og Salecl kendetegnet ved ikke længere at kende til nogen stor Anden. Med Salecls ord: Det menneskelige subjekt er nu permanent decentreret. Det symbolske rum omkring ham er til stadighed mere anomisk og diffust. Og derfor har postmodernistiske diskussioner fokuseret på de store fortællingers og de pålidelige autoriteters forsvinden. Individualismen har nået et nyt stadie, hvor subjektet i stigende grad opfatter sig selv som selvskabende. 7 At individet opfatter sig selv som selvskabende vil med andre ord sige, at individet selv sætter sin store Anden. 6 Dany-Robert Dufour, The Art of shrinking Heads. Cambridge: Polity Press 2008, p. 167ff. 7 Salecl, Valgets tyranni, p