Nr Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed lokalisering af mad, mage og fjende hos vandlopper 48

Transkript

1 Indhold Per Dolmer og Erik Hoffmann: Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? 2 Stig Mellergaard: Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed 12 Stig Pedersen og Gorm Rasmussen: Danske lakseudsætninger i Østersøen 20 Peter Munk: Fiskelarver i troperne 32 Sigrún Huld Jónasdóttir: En fed vandloppe 38 Thomas Kiørboe: Mærk verden - lokalisering af mad, mage og fjende hos vandlopper 48 Josianne G. Støttrup: Rev: de ægte, de kunstige og de vragede 56 Nr FISK & HAV Nr

2 FISK & HAV udgives 1-2 gange årligt af Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU). Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser som tidligere har udgivet Fisk & Hav blev pr lagt sammen med 2 andre sektorforskningsinstitutioner: Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium og Institut for Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje. FISK & HAV er et populærvidenskabeligt tidsskrift, som indeholder artikler om ferskvands- og havundersøgelser, om det erhvervsmæssige og rekreative fiskeris udnyttelse af ressourcerne, om miljøet samt om forarbejdning og forædling af fisk og skaldyr. FISK & HAV kan bestilles ved henvendelse til Danmarks Fiskeriundersøgelser Informationsenheden Jægersborgvej Lyngby Tlf.: Redaktion Jens Astrup, Informationsenheden Jette Aagaard, Afd. for Ferskvandsfiskeri Carina Anderberg, Informationsenheden Majken Bager, Direktionssekretariatet Hanne Moos Bille, Informationsenheden Søren Tørper Christensen, Afd. for Fiskeindustriel Forskning Dennis Jensen, Afd. for Havfiskeri Stig Mellergaard, Afd. for Hav- og kystøkologi Karl-Johan Stæhr, Afd. for Fiskebiologi Tryk: Notex Tryk & Design as Grafisk tilrettelægning: Knud Rath Forsidefoto: Erik Hoffmann, DFU Danmarks Fiskeriundersøgelser 2000 FISK & HAV eller dele heraf må ikke kopieres uden forudgående aftale med DFU. ISSN

3 Nr. 50, 2000

4 Af Per Dolmer og Erik Hoffmann Afdeling for Havfiskeri, Danmarks Fiskeriundersøgelser Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Fra gammel tid har skaldyrsfiskeri haft en stor betydning i Danmark. Stenalderens køkkenmøddinger kan således fortælle os, at blåmusling, hjertemusling og østers har betydet meget for de tidlige danskeres overlevelse. Muslinger har til alle tider været lette at få fat på. Det har ikke krævet komplicerede redskaber at indsamle dem de har blot kunnet indsamles fra strandkanten. Også i dag foregår der et betydeligt fiskeri af muslinger i danske farvande. Der fiskes efter østers, hjertemusling og trugmusling. Det største fiskeri er dog af blåmusling (Mytilus edulis), der lever på lavt vand ned til 15 m dybde i de indre danske farvande og i Vadehavet. Danmark er, efter Spanien og Italien, den tredje-største producent af blåmuslinger i Europa, og det eneste land hvor produktionen baseres på de naturlige bestande af muslinger. Der fiskes muslinger i tre områder i Danmark: i Limfjorden (ca tons årligt), ved den jyske østkyst (ca tons årligt) og i Vadehavet (ca tons årligt). De fleste muslinger koges på fabrik og eksporteres som dåsemuslinger eller som løsfrosne muslinger og havner på pizzaer et sted i Sydeuropa. Værdien af denne eksport udgør 300 mill. kr. årligt. Muslingefiskeriet er et meget reguleret fiskeri. Der er opstillet en række begrænsninger, der primært skal begrænse fiskeriets omfang. Således er der begrænsninger på størrelsen af den benyttede skraber og på kutternes størrelse og motorydelse. Endvidere er der begrænsninger på hvornår 2

5 Foto: Erik Hoffmann og hvor, der må fiskes. På trods af disse reguleringer har fiskeriet en effekt på økosystemet. Disse effekter kan deles op i effekten på selve bestandene af blåmuslinger, og direkte og indirekte effekter på økosystemet. De direkte effekter er påvirkninger som ophvirvling af sediment og skader på eller fjernelse af bundlevende organismer. De indirekte effekter kan være ændringer af planteplanktonets tæthed og sammensætning, når de filtrerende muslinger fjernes. Debat om muslingefiskeri Der har de senere år været en heftig debat om muslingefiskeriets betydning for Limfjordens økosystem. Fjorden lider i dag under mange års udledning af næringssalte og en meget høj produktion af pelagiske mikroalger. I sommerperioderne er store områder ofte ramt af iltsvind og massedød af muslinger og andre bunddyr. I Limfjorden har der tidligere været et stort fiskeri af fladfisk, torsk og ål. Disse bestande er de senere år forsvundet, samtidig med at fiskeriet af blåmuslinger er steget. Nogle mener, at det er muslingefiskernes skyld, at fiskene er forsvundet, og andre mener, at det er forureningen med næringsstoffer og iltsvindets skyld, at der ikke er fisk i fjorden. For at undersøge effekten af muslingefiskeriet på økosystemet har DFU og forskellige samarbejdspartnere de sidste 6 år gennemført en række undersøgelser i Limfjorden, og formålet med denne artikel er at give et overblik over en del af disse undersøgelser. 3

6 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Figur 1: Artsrigdommen er stor i muslingebanker. Her lever en mængde forskellige dyr som børsteorm, krebsdyr og, som vist på billedet, søstjerner. Foto: Per Dolmer Figur 2: Muslingerne er i stand til at rense store mængder vand. En enkelt musling på ca. 5 cm længde kan således rense ca. 100 liter vand i døgnet. Vandet pumpes ind af åbningen med den plisserede kant og små partikler som planteplankton ned til 0,003 mm længde tilbageholdes på muslingens gæller. Vandet pumpes ud igen af åbningen med den glatte kant. Foto: Per Dolmer 4 Blåmuslingens rolle i fjorden Blåmuslingerne danner i store dele af Limfjorden en mosaik af større eller mindre banker, hvor muslingerne lever klumpet sammen i et eller flere lags tykkelse. Bankerne er levested for en rig fauna af børsteorm, krebsdyr og søstjerner (Fig. 1). Muslingerne får energi ved at filtrere små planktoniske partikler ned til 0,003 mm størrelse fra de bundnære vandlag (Fig. 2). Deres filtration er en potentiel vigtig kontrol-mekanisme for mængden af de små plante- og dyreplanktonorganismer, der lever i vandsøjlen. En enkelt musling på ca. 5 cm længde er således i stand til at filtrere ca. 100 l vand i døgnet. Da en muslingebanke ofte består af mere end 1000 dyr pr. m 2, er det betydelige mængder vand, der renses af muslin- gerne. Beregninger har vist, at muslingerne er i stand til at rense en vandsøjle på 6-8 m dybe i Limfjorden op til flere gange i løbet af et døgn. Muslingebankerne er således af stor betydning for strukturen og funktionen af hele økosystemet, både havbundens dyre- og planteliv og den pelagiske del af systemet. Muslingernes evne til at fjerne plankton-organismer fra vandsøjlen er dog betinget af planktonets fordeling i vandsøjlen. I en stillestående vandsøjle vil plankton-partiklerne hurtigt fjernes i de bundnære vandlag, hvorimod vandet højere over bunden ikke renses. I en vandsøjle, hvor vandet er i bevægelse og opblandes af vindens eller tidevandets påvirkning, vil der konstant transporteres plankton-partikler fra de øverste vandlag med en høj primærproduktion ned til de filtrerende bundorganismer. Muslingerne får således mulighed for at fjerne plankton fra hele vandsøjlen. Forståelsen af disse opblandings-mekanismer er således særdeles vigtige for at kunne beskrive muslingernes reelle betydning for økosystemet. Styrer fiskeriet størrelsen af muslingebestanden? Den del af muslingebestanden, der kan befiskes, udgør omkring tons blåmuslinger. DFU udfører hvert år forsøgsskrabninger ud fra hvilken størrelsen af bestanden beregnes. Der har været nogen variation i bestandsstørrelserne i perioden , og det vil være naturligt at spørge, om det er fiskeriet eller andre forhold, der styrer disse ændringer. I Limfjorden bliver der ofte i sommerperioden målt meget lave iltmængder nær bunden. I forbindelse

7 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? med planteplanktonets hendøen og forrådnelse forbruges meget store mængder ilt, således at bundvandets ilt forsvinder i perioder med lille opblanding af vandsøjlen. Dette sker enten når tungere vand med et højt saltindhold hindrer opblanding eller i perioder uden blæsevejr. Sådanne iltsvind kan få alvorlige konsekvenser for fjordens bunddyr. I sommeren 1997 blev mellem % af fjordens areal udsat for iltsvind, og det skønnes at ca tons blåmuslinger døde. Limfjorden er delt op i 22 fiskeområder, og fiskerne skal oplyse, hvor deres landede muslinger fanges. Fra maj 1993 til maj 1995 sammenlignedes forekomsten af muslinger med størrelsen af landinger i de enkelte fiskeriområder. I , hvor der ikke var iltsvind, var det fiskeriet der styrede ændringerne i bestandsstørrelserne. Der måltes en tydelig sammenhæng mellem landingernes størrelse i de enkelte fiskeområder og ændringerne i størrelsen af muslingebestandene. Derimod var der ingen sammenhæng mellem mængderne af landede muslinger og ændringerne i muslingebestandene i de enkelte fiskeriområder i Store dele af Limfjorden var påvirket af iltsvind i sommeren 1994, der markant ændrede fordelingen af muslingerne (Fig. 3). Både fiskeriet og forekomsten af iltsvind er således vigtige faktorer for forståelsen af muslingebestandenes størrelse. Påvirker skrabning havbunden? Skrabning efter muslinger påvirker hele økosystemet. Fiskeriet fjerner således ikke kun muslinger, men påvirker også direkte og indirekte andre arter og de fysiske forhold på bunden. Skrabernes påvirkning kan Ændring i bestand (%) Ændring i bestand (%) ikke iltsvind iltsvind Fiskeri (%) Fiskeri (%) deles op i en korttidseffekt hvad sker der med dyrelivet lige efter skrabningen? og en langtidseffekt. Langtidseffekten er den ændring, der sker med havbunden og dens dyreliv efter mange års gentagent fiskeri. Korttidseffekterne er forholdsvis simple at vise i et havområde som Limfjorden. Ved at undersøge havbunden lige før og efter skrabning kan de ændringer, der er sket, måles. Langtidseffekterne er derimod meget vanskelige at undersøge, idet de kræver et godt kendskab til de påvirkede områder, fra før det undersøgte fiskeri startede. Da der er meget få historiske data om havbundens plante- og dyreliv, har vi svært ved at forestille os, hvordan havbunden så ud, inden vi begyndte at trawle og skrabe. Uden en sådan viden kan vi ikke præcist Figur 3: Ændringerne i bestandsstørrelserne af muslinger i de enkelte fiskeområder som funktion af hvor stor en del af bestanden, der er fjernet af fiskeriet. I var der ikke iltsvind, og der kunne ses en tydelig sammenhæng mellem fiskeriets omfang og ændringerne i bestandsstørrelserne. Dette viser, at fiskeriet påvirkede udbredelsen af Limfjordens muslinger. I var der iltsvind, og der kunne ikke ses nogen sammenhæng mellem fiskeriets omfang og muslingernes udbredelse. Ændringerne i bestandsstørrelserne var styrede af iltsvindets udbredelse. 5

8 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Figur 4: Skrabningen af muslinger ændrer havbundens struktur. Her ses en naturlig banke (til venstre) samt hvordan bunden ser ud 40 dage efter skrabning med muslingeskraber (til højre). Fotos: Per Dolmer 6 måle effekten af fiskeriets langtidspåvirkninger. Endvidere er det vanskeligt at afgøre om de langtidseffekter, vi måler, stammer fra muslingefiskeriet, fra andre fiskerier, fra forureningen eller fra klimatiske ændringer. Skrabning efter muslinger påvirker havbundens struktur (Fig. 4). Dels vil vigtige strukturelle elementer som sten fjernes, og gentagne skrabninger vil ændre sedimentets indhold af organisk materiale og dets kornstørrelsesfordeling. Undersøgelser af effekten af andre bundslæbende redskaber har således vist, at sedimentet bliver grovere efter fiskeri med skraber og trawl. Disse ændringer kan have stor betydning for økosystemet. Sten er vigtige for alger og mange fastsiddende dyrs mulighed for at etablere sig i et område, og bundsedimentets grovhed er af stor betydning for det samfund af bunddyr, der lever her. Fiskeri med skraber påvirker også direkte bundfaunaen. I 1996 gennemførte DFU en undersøgelse af korttids-effekten af muslingeskrabning på bundfaunaen. Sydøst for Livø i Limfjorden observerede vi nogle skrabespor fra muslingeskrabere. Med en grab blev der indsamlet prøver af havbunden både fra et skrabespor og lige uden for sporet. En optælling af de dyr, der var i prøverne, viste, at prøverne fra skrabesporet var anderledes end de prøver, der var taget uden for det påvirkede område (Fig. 5). Skrabning reducerede tydeligvis antallet af de små børsteorm, der lever i bunden. For at finde ud af hvordan muslingeskrabning påvirker havbunden, og hvor hurtigt et område retablerede sig efter skrabning, blev et eksperiment gennemført i Løgstør Bredning. Bundfaunaen blev undersøgt før og tre gange efter skrabning. Der blev både taget bundprøver i og uden for de muslingebanker, der var i områderne. For at kunne tage prøver, hvor der havde været muslingebanker før skrabningen, blev muslingebankerne kortlagt inden skrabningen. I prøverne fra muslingebankerne skete der et fald i antallet af arter, når der blev skrabet og muslingebankerne blev ødelagt (Fig. 6). Denne reduktion i artsrigdommen varede eksperimentet

9 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Figur 5: MDS-PLOT LIVØ st. I - stress= 0.10 Forskelle i bundprøver fra et skrabespor (røde punkter) og prøver taget uden for skrabe-sporet (grønne punkter). Hvert punkt repræsenterer en prøve fra havbunden, hvor arts-sammensætningen og -antallet af de dyr, der er fundet i prøven, er omregnet til to dimensioner dvs. mange variable er blevet komprimeret til to variable. Aksernes enheder er således ikke i sig selv væsentlige, og de er derfor ikke vist på figuren. Det vigtige er, at de røde og grønne punkter opdeler sig i to grupper, hvilket viser, at der er forskel mellem prøverne taget i skrabesporet og udenfor. Fiskeriet efter muslinger har altså en effekt på havbundens dyreliv. Figur 6: Artsrigdommen i prøver indsamlet i og uden for muslingebanker før og tre gange efter muslingeskrabning. De røde pletter er artsantallet i prøver fra skrabte områder og de grønne pletter er fra uskrabte naboområder. Resultatet viser, at skrabningen reducerer artsantallet i muslingebanker, hvorimod effekten er lille på bar bund uden for muslingebanker. Antal arter Antal arter Inden for muslingebanke Dage Uden for muslingebanke Dage ud, mere end 40 dage. Igen var det hovedsageligt små børsteorm, det gik ud over, men også andre arter forsvandt. Uden for muslingebankerne var der i de skrabede områder en stigning i antallet af arter umiddelbart efter skrabning, idet de dyr, der levede i muslingebankerne, blev spredt med skraberen til områder uden blåmuslinger. Disse dyr overlevede dog kun ganske kort tid. Efter skrabningen blev de skrabede områder invaderet af hesterejer, der ti-doblede deres tæthed på havbunden. Hesterejerne spiser af de børsteorm og andre mindre dyr, der ligger på overfladen af havbunden efter skrabning. Et tilsvarende fænomen er også kendt fra andre fiskerier, hvor der efter fiskeri med bundslæbende redskaber sker en sand invasion af rovdyr og ådselsædere. De spiser af de dyr, der ligger tilbage på overfladen af bunden, efter at et redskab har passeret. Fra undersøgelsen af korttidseffekten af muslingeskrabning kan vi konkludere, at skrabningen ændrer sammensætningen af bundlevende dyr. Denne ændring vil vare, indtil der sker nyindvandring fra nabo-områder, eller nyrekruttering af de fjernede dyr. En måde at undersøge langtids-effekten af muslingeskrabning på, er at følge udviklingen i plante- og dyrelivet i områder, der lukkes for fiskeri. DFU har i de senere år gennemført en række undersøgelser i Agerøområdet i den vestlige del af Limfjorden. Området blev i 1988 omdannet til et videnskabeligt reference-område, og muslingeskrabning blev forbudt. I 1997 undersøgte vi fordelingen af dyr, der lever oven på bunden (epifauna). Under dykninger på 17 stationer, både i og udenfor det lukkede område, registrerede vi epifau- 7

10 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Figur 7: I 1997 undersøgte DFU fordelingen af bundlevende epibentiske dyr på 17 stationer i Agerø-området. Området har været lukket for muslingefiskeri siden Prøvetagningen viste, at fordelingen af dyr ikke fulgte grænserne for området, men opdelte sig i 4 grupper (A-D), der overskred gænserne til det lukkede område. Undersøgelsen viser således, at også andre påvirkninger end muslingefiskeriet styrer fordelingen af bundlevende dyr. Visby bredning A Dover Odde B Agerø Grænserne til det lukkede område Mors Skibsted fjord C D 9 Jegindø 24 lukkede område. Nye engelske undersøgelser har vist, at dyr som søfjer, der umiddelbart betragtes som værende særdeles sensitive over for påvirkninger af bunden, har flere forskellige mekanismer til at begrænse skaden fra fiskeredskaber. Forhåndsundersøgelser i Limfjorden har ligeledes vist, at søanemoner kan retablere sig efter at være blevet afrevet et substrat og overleve mere end et år på trods af synlige skader efter skrabningen. En del arter kan således forvennaens artssammensætning og tæthed. En analyse af optællingerne viste, at stationerne kunne opdeles i fire grupper, og at grænserne for disse grupper ikke fulgte grænserne for det lukkede område (Fig. 7). Undersøgelsen kunne således ikke vise, at fordelingen af epifaunaen var formet af fiskeriet efter blåmuslinger. Trawl- og garnfiskeri i og uden for det lukkede område i perioden kunne heller ikke dokumentere en øget biomasse eller artsrigdom af fisk i det 8

11 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? Figur 8: Model, der viser den relative betydning af fiskeriets forstyrrelse i forhold til de naturlige forstyrrelser, der påvirker et havområde. De naturlige forstyrrelser rækker fra effekten af iltsvind og storme og ned til forstyrrelser fra enkelte arters aktivitet, som f.eks dyr der graver i bunden eller alger der sedimenterer på bunden (Modificeret efter Jennings og Kaiser, 1998). I områder som Limfjorden, hvor hyppigheden af naturlige forstyrrelser er høj, vil fiskeriets forstyrrelse være lille i forhold til omfanget af naturlige forstyrrelser. I et mere stabilt system som f.eks den dybe del af Skagerak, hvor hyppigheden af naturlige forstyrrelser er lille, vil omfanget af fiskeriets forstyrrelse være relativ stor. Naturlig forstyrrelse Fiskeri forstyrrelse Hyppig Sjælden Naturlig forstyrrelse tes at have en naturlig modstandskraft mod fiskeriforstyrrelser. Andre påvirkninger end muslingeskraberiet har altså også betydning for fordelingen af fisk og bunddyr i de lukkede områder. En forudsætning for at kunne registrere en ændring i fauna-sammensætningen i forbindelse med en fiskeripåvirkning er, at den effekt, der fremkaldes af fiskeriaktiviteten, er større end de effekter, der skyldes andre menneskeskabte eller naturlige påvirkninger (Fig. 8). Således er det vanskeligt at dokumentere effekter af fiskeri i områder, der hyppigt forstyrres af andre hændelser. Limfjorden har i mange år været særdeles eutrofieret, og Limfjords-amterne har registreret, at % af fjorden i gennemsnit påvirkes af iltsvind (<2 mg/l) årligt. Tilsvarende har beregninger vist, at 15 % af de muslinger, der lever i områder, der må befiskes, fjernes årligt af fiskeriet. Da det befiskede område udgør under halvdelen af fjorden, og der endvidere fiskes mest hvor tætheden af muslinger er høj, er det område, der årligt påvirkes af fiskeriet, noget mindre end det der påvirkes af iltsvind. En vurdering af fjordens sundhedstilstand bør således ikke udelukkende fokusere på effekten af muslingefiskeriet. Muslinger og vandkvalitet Blåmuslinge-bestandene, og fiskeriet på disse, har stor indflydelse på næringsstof-kredsløbet i fjorden. Igennem de sidste 8 år er der fisket omkring tons muslinger årligt. Omregnes dette til frit kvælstof og fosfor, fjerner fiskeriet årligt 750 tons kvælstof og 120 tons fosfor. Sættes disse tal i forhold til tilførslen af næringsstoffer fra oplandet, fjerner fiskeriet 6 % af kvælstoffet og 40 % af fosforen (1997-data). Disse beregninger sætter fiskeriet efter muslinger i et lidt andet perspektiv: Muslingefiskeriet er en billig måde at rense vandet på. Fiskeriet af muslinger påvirker indirekte økosystemet. Som tidligere omtalt har muslingerne stor betydning for mængden af planteplankton i vandsøjlen. Muslingernes filtration er dog afhængig af, om planktonet effektivt bliver transporteret ned til bunden af vind og strømpåvirkning af vandsøjlen. Undersøgelser i Limfjorden har således vist, at muslingerne er i stand til at fjerne alle planktonpartikler i de nederste vandlag i perioder med lille opblanding.ved at se på muslingernes indhold af plantepigment, og ved at analysere en række undervandsbilleder og registrere hvor mange muslinger, der aktivt filtrerede vand, var det i 1998 muligt at undersøge, hvor stor en del af muslingebestanden, der bidrog til rensningen af bundvandet. Under forhold med ringe opblanding af vandsøjlen og en lille transport af plankton ned til bunden var op mod 70 % af muslingerne passive, og filtrerede således ikke vand. Under forhold med en opblandet vandsøjle blev muslingerne aktive, og kun omkring 20 % af muslingerne var passive. En forudsætning for at muslingerne kan kontrollere 9

12 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? forekomsten af planteplanktonet er derfor, at planktonet transporteres ned til bunden. Værdierne for hvor mange muslinger, der er passive, er også interessante i relation til omfanget af muslingefiskeriet. Fiskeriet af muslinger i Limfjorden bliver i dag udført, så muslingebestandene i lokale områder bortfiskes næsten helt, inden fiskeriet flytter til et andet område. Hvis fiskerne i stedet for nøjedes med at udtynde muslingebestandene, ville den andel af muslinger, de kunne fjerne uden at påvirke muslingebestandens filtration, udgøre 20 %. Man vil kunne fjerne den andel af muslinger, der alligevel er passiv, når vandsøjlen er opblandet. I virkeligheden kan man fjerne en større andel uden at påvirke muslingernes samlede filtration og rensning af vandet. En del af det vand, som den enkelte musling renser, har nemlig tidligere været renset af den samme musling eller af en nabo-musling. Således sker der en sammenblanding af filtreret og ufiltreret vand nede over en muslingebanke og tætheden af planteplankton fortyndes. Fjernes en del af muslingerne, reduceres denne fortynding, og de resterende muslinger kan mere effektivt fjerne plankton fra de bundnære vandlag, idet vandlaget nu har en højere tæthed af planktonorganismer. Hvis man indfører en fiskeristrategi for fjordens muslinger, hvor bestande udtyndes i stedet for at blive nedfisket lokalt, kan bestanden give et større udbytte end det, vi har i dag. Kan fiskeriets påvirkning af økosystemet reduceres? Ud fra et biologisk synspunkt kan fiskeriet gøres mere skånsomt ved at sikre, at der indføres en praksis, så muslingebestandene udtyndes i stedet for at fjernes helt i områder. Et sådant fiskeri vil sandsynligvis betyde, at de bunddyr, der forsvinder i forbindelse med skrabning, lettere kan etablere sig igen fra naboområder. Med en forståelse for muslingernes filtrations- og vækstbiologi, burde der være et stort interessefællesskab mellem miljøfolks ønske om at have en fjord, hvor muslingerne er i stand til at begrænse masseopblomstring af planteplankton og fiskerierhvervets ønske om at producere mange muslinger med et højt kødindhold. En total bortfiskning og fjernelse af muslingerne i lokale områder eliminerer den kontrol-mekanisme, som muslingerne udgør på planteplankton-forekomsten, og stopper samtidig opbygningen af muslingebiomasse indtil der sker en nyrekruttering. En mere skånsom udtynding af muslingebestandene vil ikke nødvendigvis påvirke deres fjernelse af planteplankton, men vil øge væksten hos de tilbageblevne muslinger. En bæredygtig forvaltning af muslingeproduktionen bør derfor indeholde en vurdering af, hvor hårdt lokale muslingebestande bør udnyttes for at kunne bibeholde en begrænsende effekt på algeforekomsten. Limfjorden bliver ofte udsat for omfattende iltsvind og massedød af muslinger. Denne dødelighed repræsenterer en stor næringsstof-tilførsel til systemet. Effekten af disse tilbagevendende hændelser kunne reduceres, ved at flytte muslinger fra de områder, der hyppigt rammes af iltsvind til områder, hvor muslingerne har en hurtig vækst, og hvor der sjældent forekommer iltsvind. En sådan omplantning vil således dels begrænse udslippet af næringsstoffer i områder med iltsvind og dels fjerne næringsstoffer og opbygge fiskbare 10

13 Blåmuslinge-fiskeriet i Limfjorden - et biologisk bæredygtigt fiskeri? bestande på den omplantede lokalitet. Undersøgelserne, der er beskrevet i denne artikel, viser, at langtids-effekten af muslingeskrabningen er lille og vanskelig at påvise i et ustabilt system som Limfjorden, hvor store områder årligt påviskes af iltsvind. Såfremt der sker en reduktion i tilførslen af kvælstof og hyppigheden af iltsvindssituationer reduceres, vil effekten af muslingeskrabning sandsynligvis blive mere synlig. Addendum Efter at ovennævnte artikel er skrevet, har DFU gennemført yderligere undersøgelser af korttids-effekten af muslingeskrabning på epibentiske dyr dyr, der lever oven på havbunden. I foråret 1999 blev der fisket blåmuslinger lige nord for Agerø-området og lige øst for Feggerøn i Løgstør Bredning. Begge de to områder grænser op til et område, der er lukket for muslingefiskeri. I september 1999 blev forekomsten af epibentiske dyr derfor undersøgt i de områder, hvor der var fisket muslinger, og i de to tilgrænsende lukkede områder. I begge de områder, hvor der var fisket muslinger, var artssammensætningen og tætheden af de enkelte dyr entydigt reduceret i forhold til i de lukkede områder. Nord for Agerø-området, hvor der var skrabt muslinger, var der ikke arter som brødkrummesvamp, Halichondria panicea og søpung Corella parallelogramma. Begge arter fandtes i det lukkede område lige syd for. Endvidere var der i det skrabte område en reduceret tæthed af en lang række arter som søanamonerne Metridium senile, Sagartia troglodytes og Tealia felina, samt søstjernen Asterias rubens og strandkrabben Carcinus maenas. I den nordlige del af Løgstør Bredning, var der ikke arter som søpungen Corella parallelogramma og krabberne Macropodia rostrata og Carcinus maenas i de områder, hvor der var fisket muslinger, hvorimod de fandtes lige nord for i det lukkede område. Endvidere var tætheden af arter som hesterejen Crangon crangon og søanamonen Sagartia troglodytes reduceret i det skrabte område. Både nord for Agerø-området og i Løgstør Bredning har fiskeriet efter blåmuslinger således en markant kortidseffekt på de epibentiske dyr et halvt år efter at fiskeriet er afsluttet. Referencer Dolmer, P. (1998) Seasonal and spatial variability in growth of Mytilus edulis L. in a brackish sound: comparisons of individual mussel growth and growth of size classes. Fisheries Research 34, Dolmer, P., P.S. Kristensen, E. Hoffmann (1999) Dredging of blue mussels (Mytilus edulis L.) in a Danish sound: stock sizes and fishery-effects on musselpopulation dynamic. Fisheries Research 40, Hall, S.J., The effects of fishing on marine ecosystems and communities. Blackwell Science, 274 sider Hoffmann, E., P. Dolmer (1999) Effect of closed areas on the distribution of fish and epibenthos. ICES Journal of Marine Science (in press) Hoffmann, E., P.S. Kristensen (1999) Blåmuslingebestanden i Limfjorden DFU-rapport nr Jennings, S., M.J. Kaiser (1998) The effects of fishing on marine ecosystems. Advances in Marine Biology 34,

14 Af Stig Mellergaard Afd. for Hav og Kystøkologi Fiskepatologisk Laboratorium Danmarks Fiskeriundersøgelser Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed Havmiljøet har stor betydning for fiskenes sundhedstilstand Miljøændringer som følge af naturlige og/eller menneskeskabte påvirkninger kan svække fiskene, så de bliver syge og i værste fald kan det resultere i deres død I forbindelse med den stigende miljøbevidsthed op igennem 1970 erne og -80 erne blev der fokuseret meget på den menneskeskabte havforurenings betydning for fiskenes sundhed. Denne faktor er absolut ikke uden betydning, men man glemte, at havmiljøet også i høj grad er påvirket af»naturens luner«som f.eks. klimatiske ændringer, som i sig selv eller i forbindelse med menneskeskabte ændringer kan påvirke fiskebestandene og deres sundhedstilstand markant. Vi blev først rigtigt opmærksomme på at fisk ude i naturen kunne blive syge, da forskere i slutningen af 1970 erne og begyndelsen af 1980 erne beskrev en række sygdomme og satte dem i direkte forbindelse med forurening af vore have. Det viste sig, at de omtalte sygdomme ikke var ukendte. De havde allerede været beskrevet i begyndelsen af dette århundrede før forureningens tid. Det der skete var, at ændringerne i miljøet på grund af forurening eller»naturens luner«svækkede fiskene og gjorde dem mere modtagelige for infektioner. Så forskellen på før og nu er, at man i nogle områder har set sygdommene med større hyppighed. Når man skal forsøge at klarlægge årsagerne til sygdomsudbrud i fiskebestande, er det vigtigt, at man ikke ensidigt hælder til en teori om forurening eller en»naturlig forklaring«. De to forhold skal ofte ses i sammenhæng for at få den fulde sandhed frem. Fisk kan også blive syge Fisk kan som alle andre organismer på Jorden blive ramt af forskellige sygdomme og påvirkninger, som kan blive livstruende. Ændringer i havmiljøet kan være så markante, at det resulterer i udbredt fiskedød. Mindre forandringer kan resultere i, at fiskenes modstandskraft mod infektionssygdomme nedsættes. De kan også optage stoffer, som kan gribe forstyrrende ind i stofskiftet og ad den vej være årsag til sygdom. I værste fald kan stofferne være giftige og dermed forårsage fiskenes død. 12

15 Figur 1: Områder i den sydlige del af Nordsøen, hvor vandtemperaturen i vinterperioden nåede ned på eller under frysepunktet. 56 E 1 E 2 E 3 E 4 E 5 E 6 E 7 E 8 E 55 E E E 52 E Lave vandtemperaturer Lave vandtemperaturer i forbindelse med isvintre kan få alvorlige følger for fiskebestandene. På grund af havvandets saltindhold fryser det først ved ca. -1 C. Det er normalt kun overfladevandet, som opnår de helt lave temperaturer og fryser til. Bundvandet vil ofte være nogle grader over frysepunktet. Fiskene er indrettet sådan, at de vil kunne overleve temperaturer tæt ved 0 C, og vil derfor kunne overleve isvintre ved at leve i de dybere liggende vandlag. Under ekstreme kuldeforhold i vintrene 1929, 1947 og i 1963 observerede man i den centrale og sydlige del af Nordsøen (Fig. 1), at vandtemperaturen ned igennem hele vandsøjlen nåede ned på 0 C og derunder, dog uden at havet var egentligt isbelagt. 13

16 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed Figur 2: Søtunge med sår fanget i Kattegat efter en af isvintrene i midten af 1980 erne. Figur 3: Områder i vore farvande, som har været ramt af iltmangel op gennem 1980 erne og -90 erne. Nogle af de berørte havområder, hvor der fandtes både døde fisk og bunddyr, var på størrelse med Sjælland

17 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed Det bevirkede, at store dele af fiskebestandene i de berørte områder døde. Man blev opmærksom på fænomenet, idet fiskerne fangede store mængder døde fisk. I forbindelse med isvintrene i midten af 1980 erne, hvor Kattegat i længere perioder var helt isbelagt, fangede fiskerne om foråret lige efter isens opbrud store mængder søtunger, som havde store hudsår. Mere end 25 % af fiskene havde sår på 1-3 cm i diameter, hvilket selvfølgelig bevirkede at de måtte kasseres (Fig. 2). Vores farvande er nordgrænsen for søtungernes udbredelse. De har derfor svært ved at klare lave vandtemperaturer. Ved temperaturer under 2 C sættes deres stofskifte og immunforsvar ud af funktion, hvorved de bliver meget sårbare for havets mikroorganismer, som så let kan invadere huden og udvikle sår. Det har vist sig, at udbredt iltmangel på havbunden, som man har set i Nordsøen og i Kattegat op igennem 1980 erne (Fig. 3), svækker fiskene, så deres modtagelighed for infektionssygdomme øges. Isingen er en fladfisk, som lever i alle vore farvande. Lige som der hos os mennesker altid er nogle, der er forkølede eller har dårlig hals, har isinger også nogle almindeligt forekommende sygdomme. Det drejer sig om sygdommene lymphocystis (Fig. 4), som er nogle knudeformede dannelser i huden, og hudpapillomer (Fig. 5), som nærmest kan sammenlignes med vorter hos mennesker. Begge disse sygdomme skyldes infektion med et virus. Efter perioder med alvorlig iltmangel så man en markant stigning i forekomsten af disse sygdomme i isingebestanden (Fig. 6). Figur 4: Ising ramt af sygdommen lymphocystis, som viser sig som små kugleformede dannelser i huden på især finnerne. Selve kroppen bliver dog også ramt. Figur 5: Ising med hudpapillom på hovedet og kroppen. I dette tilfælde har de vorteagtige dannelser bredt sig ind over øjet. 15

18 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed Figur 6: Efter at der opstod alvorlig iltmangel i Kattegat i efteråret 1986, skete der en kraftig stigning i forekomsten (prævalensen) af sygdommene lymphocystis og hudpapillomer hos ising i de efterfølgende år. Denne stigning blev yderligere forstærket af, at der også forekom iltmangel i efterårsperioden i 1987 og -88. Sygdomme hos Ising i Kattegat 16% prævalens Lymphocystis Hudpapillomer 14% Sår 12% 10% 8% Sygdom 6% 4% 2% 0% Det normale iltindhold i havet ligger mellem 8-9 mg/liter. Hvis bundvandets iltindhold kommer ned mellem 1-2 mg/l vil de fleste fisk dø, og sænkes det yderligere vil søstjerner, søpindsvin, muslinger og orme dø. Hvis iltindholdet kommer ned på 3-4 mg/l vil fiskene kunne overleve, men de vil ikke være i stand til at optage tilstrækkelig ilt til, at de f.eks. kan omsætte deres føde. Det vil svække dem, og de vil blive mere modtagelige for infektionssygdomme. Årsagerne til at der opstår iltmangel i vore farvande er en kombination af naturlige forhold, primært af klimatisk art, og menneskelig aktivitet på landjorden i form af udledninger af næringsstoffer nitrat og fosfat til havmiljøet. I regnfulde vinter- og forårsperioder vil store mængder næringsstof blive udvasket fra det opdyrkede land, og ledes med vandløb ud i havet. Når lysmængden bliver tilstrækkelig kraftig i slutningen af februar og begyndelsen af marts vil havets planter, algerne, begynde at»blomstre«. Jo mere næring, der er tilstede i vandet, jo større bliver produktionen. Under normale forhold vil alle algerne blive ædt af de næste led i 16

19 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed mme hos Ising i Kattegat fødekæden krebsdyr og fisk men i år med unormal stor tilførsel af næring vil algeproduktionen kunne blive så stor, at den ikke kan udnyttes af havets fødekæder. Overskuddet vil synke ned på havbunden, hvor det vil blive nedbrudt af bakterier. For at udføre dette arbejde forbruger bakterierne ilt, og de vil kunne opbruge det meste af ilten i bundvandet. Iltmanglen vil først ophøre, når der sker en kraftig opblanding af bundvandet med iltrigt overfladevand i forbindelse med kraftigt blæsevejr i efteråret. Giftige alger Blandt havenes mange tusinde algearter, er der nogle, som under specielle forhold producerer giftstoffer, som kan være farlige for fisk og mennesker. Hvis disse algetyper forekommer i et område med de rette vækstbetingelser, tilstrækkelig lys og næring, vil de kunne blomstre op og forårsage udbredt fiskedød. I foråret 1988 så man en kraftig opblomstring af stilkalgen Crysochromulina langs den norske og svenske Skagerrakkyst og ind i Kattegat. Stilkalgen producerede et giftstof, som ødelagde fiskenes gæller og dens»hærgen«efterlod store mængder døde fisk. Det gik især ud over laks opdrættet i havbrug. Algen lå nemlig i de øverste 5-10 m af vandsøjlen, hvilket bevirkede, at de opdrættede fisk blev fanget i algemasserne, da de var spærret inde i deres netbure, mens vildfiskene derimod havde en mulighed for at svømme ned under algerne. Noget tilsvarende blev observeret 10 år senere i foråret 1998, hvor en kraftig opblomstring af den giftige alge Chattonella forårsagede alvorlig fiskedød langs den jyske vestkyst og i Skagerrak. Denne gang var det hornfisk på vej til deres gydeområder, det gik hårdest ud over. Også denne alge lå i de øverste vandmasser, så de fleste fisk kunne undslippe ved at svømme ned under algelaget. Det tyder dog på, at hornfiskenes gydevandring er styret af så stærke instinkter, at de ikke gik ned i de dybere vandlag, men uden videre svømmede i døden. Miljøgifte Forurening med tungt nedbrydelige miljøfremmede stoffer som f.eks. de nu for længst forbudte stoffer, pesticidet DDT og PCB-forbindelser, der blev benyttet som kølemiddel i transformere, er nok et af de bedst bevarede menneskeskabte fingeraftryk, der er sat i havmiljøet. Disse stoffer er især kommet i fokus i de seneste år, da det har vist sig, at de foruden deres egentlige giftvirkning kan forstyrre hormonbalancen hos en lang række organismer. Hovedproblemet med disse stoffer er, at de bindes i fedtvævet og bliver opkoncentreret op igennem fødekæden. Disse stoffer synes hos fisk at kunne nedsætte æggenes klækningsprocent og at kunne forårsage misdannelser i de tidlige udviklingsstadier (larvestadierne). Det er dog svært at belyse klare årsagssammenhænge mellem observerede effekter og stoffer, som griber ind i organismernes hormonale styringer. De hormonale systemer er meget komplicerede, idet de griber ind i hinanden, så der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem stedet, hvor et givet stof udøver sin effekt og den observerede effekt. M-74 truer Østersølaksen Et eksempel på det er M-74 hos laksen. En kombination af ændring i forekomsten af laksens foretrukne fødeemner og menneskeskabt miljøbelastning synes at være en alvorlig trussel for laksebestandene i Sverige og Finland. 17

20 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed M-74 forårsaget dødelighed M Gydebiomasse (1000 tons) Sild Brisling Figur 7: Sammenhængen mellem dødeligheden hos Østersø-laks som følge af M-74 og forekomsten af sild og brisling i Østersøen. Bestandsstørrelsen af især brisling følger meget tydeligt mønstret i M-74 dødeligheden. 18

21 Miljøets indflydelse på fiskebestandene og deres sundhed I 1974 opstod et problem i svensk opdræt af laks til udsætning i Østersøen. En del af lakseynglen udviste pludselig kort før de skulle til at tage føde til sig udstående øjne og blødninger i hjerteregionen og de blev mørkfarvet og døde indenfor få dage. Moderfiskene havde i mange tilfælde nervøse symptomer som f.eks. balanceproblemer. Fænomenet blev kaldt M-74 (M for Miljön (miljøbetinget) og 74 for årstallet det første gang blev observeret). Problemet forekom i en årrække, hvorefter det forsvandt. Fra slutningen af 1980 erne tiltog det dog igen, og i begyndelsen af 1990 erne kulminerede det med at ynglen fra 90 % af hunlaksene døde. Laksens foretrukne føde er sild og brisling, og netop disse arter er igennem 1990 erne forekommet i meget store mængder i Østersøen (Fig. 7), dels fordi en række milde vintre har begunstiget deres formeringssucces, og dels fordi bestanden af deres vigtigste fjende torsken er meget lav på grund af kraftigt fiskeri og ringe formeringssucces. Sild og brisling indeholder et enzym kaldet thiaminase, som nedbryder thiamin (vitamin B1). Ved at æde disse fisk, udsætter laksen sig for risikoen for at få mangel på vitamin B1. De nervøse symptomer, som blev observeret hos moderfiskene lignede meget symptomer, der tidligere havde været beskrevet fra pattedyr med vitamin B1- mangel. Det viste sig muligt at få lakseynglen til at overleve ved at tilsætte vitamin B1 til vandet og ved at give moderfiskene en indsprøjtning med vitamin. En sådan behandling kan dog kun gennemføres under opdrætsforhold, mens den vilde laksebestand stadig er truet på grund af M-74-problemet. Vitaminbehandlingen kan kurere symptomerne hos de opdrættede laks, men der findes endnu ikke en entydig forklaring på, hvorfor laksene skulle få M-74 netop nu. Der har tidligere eksisteret store silde- og brislingebestande i Østersøen, uden at det gav anledning til M-74. Der må derfor også være nogle andre faktorer, som griber forstyrrende ind i vitamin B1-omsætningen, og det er her, man har mistanke om, at det menneskeskabte bidrag de miljøfremmede stoffer, som PCB (polychlorerede bifenyler) og forskellige dioxinforbindelser kommer ind i billedet. Baggrunden for at M-74 pludselig har fået så stor betydning i de seneste år synes altså at være et kompliceret samspil mellem naturlige faktorer som milde vintre, og dermed stor formeringssucces hos sild og brisling, og menneskeskabte miljøændringer i form af miljøfremmede stoffer, hvis effekt man endnu ikke har klarlagt. Disse eksempler viser, at dødelighed i vores fiskebestande ikke nødvendigvis er forårsaget af, at fisken er blevet ramt af en simpel infektionssygdom, men at det ofte er et komplekst samspil mellem en lang række menneskeskabte og naturlige forhold, som kan have afgørende betydning for fiskebestandenes sundhedstilstand. 19

22 Af Stig Pedersen og Gorm Rasmussen Afd. for Ferskvandsfiskeri, Danmarks Fiskeriundersøgelser Danske lakseudsætninger i Østersøen Danmark fanger årligt laks i Østersøen, hvoraf 92% er udsatte og 8% er vilde laks. For at sikre den Baltiske fiskerikommissions laksehandlingsplan, hvis mål er at sikre bæredygtige bestande af vildlaks i alle oprindelige laksefloder til Østersøen inden år 2010, har Danmark siden 1995 årligt udsat forsinket opdrættede laks ved Møn og Bornholm. Danske fiskere har dermed reduceret fangsten af vilde laks med ca. 10 %, og med fortsatte lakseudsætninger ved Bornholm kan fangsten af vilde laks reduceres helt op til ca. 36 %. Den økonomiske rentabilitet af udsætningerne har været gunstig, men en følge af de danske udsætninger har været en forøget udvandring af udsatte laks ud af Østersøen, og flere hundrede laks er formentlig opvandret i floder med udløb til Kattegat og Atlanterhavet. Disse fremmede laks kan have en uheldig genetisk påvirkning af disse vandsystemers vilde laksebestande, men det vil kræve flere forsøg at fastslå dette. Udbredelse Den Atlantiske laks (Salmo salar L.) er udbredt i et område fra det nordlige Rusland, Skandinavien, De Britiske Øer, i mindre bestande i floder med udløb til Atlanten i Frankrig, Spanien og Portugal samt i en lang række floder med udløb til Østersøen. På den amerikanske side af Atlanten er den udbredt fra Cape Cod i syd til Newfoundland i nord samt i en enkelt elv på Grønland og i talrige elve på Island. I Danmark fandtes laksen oprindelig i 9 vandløb: Gudenå (med udløb i Kattegat), Storå, Skjern Å, Varde Å, Sneum Å, 20

23 Konge Å, Ribe Å, Brede Å og Vidå, som alle har direkte udløb til Atlanten. Danmark har således aldrig haft lakseførende vandløb med udløb til Østersøen. Laks fra europæiske vandløb med direkte udløb til Atlanten foretager lange fødevandringer til bl.a. Norskehavet og Vestgrønland, hvorimod laks fra Østersøen under opvæksten forbliver i Østersø-området. Der er dog fanget enkelte mærkede Østersølaks i det Atlantiske område. Laksens biologi Laksen hører til de anadrome fiskearter, dvs. de voksne fisk gyder i ferskvand, men en del af deres livscyklus gennemføres i saltvand. Laksens gydetidspunkt er i efterårs- og vintermånederne på vandløbsstrækninger med en passende vandhastighed og med grus og sten af en passende kornstørrelse. Ved slag med halen fjernes det mere finkornede materiale, og hunnen udgraver en gydegrube, hvorefter æggene aflægges og befrugtes i bunden af gruben. Gruben dækkes til af sten/grus med haleslag af hunnen. Beskyttet i gruset udvikler æggene sig over vinteren til fiskelarver, som kommer frem af gruset om foråret. Lakseyngelen lever af vandløbets insekter og krebsdyr, indtil de efter 1-6 år afhængig af væksthastighed når en størrelse på cm. Udtrækket fra fersk- til saltvand finder sted om foråret, hvor laksen, som nu kaldes smolt, bliver sølvblank og fysiologisk er i stand til at leve i saltvand. Under udtrækket fra ferskvand og den første tid i saltvand bliver mange smolt ædt af fugle og rovfisk. I saltvand lever laksen i starten af småkrebs og insekter, som er blæst ud fra land, men lever derefter mest af krebs og fisk (bl.a. sild, brisling og tobis). Væksten i saltvand er meget hurtigere end i ferskvand og efter henholdsvis 1,5, 2,5 og 3,5 år i saltvand nås gennemsnitsstørrelser på henholdsvis ca. 60 cm, 85 cm og 100 cm, og individer op til ca. 155 cm og vægte helt op til ca. 39 kg er kendt. Mærkningsforsøg viser, at laks i Atlanten vandrer adskillige tusind km i havet under opvæksten. Mærkede danske laks fra Ribe Å er således genfanget ved Grønlands vestkyst. Kønsmodne laks vandrer efter 1,5-3,5 år (sjældent 4,5 år) i saltvand i forårs- og sommermånederne tilbage til det vandløb, de forlod som smolt, for at gyde om efteråret. Nyere undersøgelser viser, at laksen endog vender tilbage til de samme gydepladser, hvor den stammer fra. På den måde sikres samtidigt både de lokale bestandes tilpasning til lokale forhold, samt at de enkelte stammer ikke bliver blandet. Enkelte fremmede laks (såkaldte strejfere) vandrer dog op i "fremmede" vandløb, og er så længe det kun drejer sig om ganske 21

24 Danske lakseudsætninger i Østersøen få individer gavnlige, idet de modvirker indavl i bestandene. Østersølaksen Laksen fandtes oprindeligt i mere end 60 floder med udløb til Østersøen (se figur 1). Det årlige udtræk af smolt udgjorde ca. 10 mio. stk. smolt. Opførelse af vandkraftværker, vandløbsreguleringer, hårdhændet fiskeri både i fersk- og saltvand, M-74 (en fødebetinget vitaminmangelsygdom; se side 17) og forureninger har dog begrænset artens udbredelse og antal stærkt, således at produktionen af vilde laks i dag er nede på ca. 0,5 mio. stk. smolt. For at kompensere for disse bestandsreduktioner foretages årligt store smoltudsætninger specielt fra svensk og finsk side, men også de øvrige lande omkring Østersøen foretager udsætninger. Således blev der i 1998 ialt udsat 5,6 mio smolt til Østersøen, således at den nuværende laksebestand (ialt 6,1 mio stk) udgør ca. 60 % af den oprindelige vilde laksebestand. Den vilde bestand udgør således ca. 8 % af den nuværende laksebestand i Østersøen. Det danske laksefiskeri I perioden er der i Østersøområdet årligt fanget knap stk. laks (i fersk- og saltvand), hvoraf det erhvervsmæssige danske laksefiskeri har taget knap stk (udelukkende i saltvand) med en gennemsnitsvægt på ca 5,6 kg, svarende til ca. 19 % af den samlede laksefangst. I 1998 har den danske kvote været nede på ca stk. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor Danmark, som ikke har laksevandløb til Østersøen, bliver tildelt en så stor kvote, men dette skyldes bl.a., at Danmark har en historisk betinget tradition for kommercielt laksefiskeri i Østersøen. Det danske laksefiskeri finder hovedsagelig sted i den del af Østersøen, der strækker sig fra vest om Bornholm og op til Ålandsøerne (dette område kaldes i daglig tale "Main Basin"), hvor en lang række laksebestande samles for at fouragere. I de senere år har brisling, mod tidligere sild, domineret føden, og forekomsten af M-74 har muligvis sin baggrund i dette fødeskifte. M-74 har resulteret i meget stor (op til 95 %) dødelighed hos de nyklækkede lakselarver. Udsætningsmetoder Laks kan udsættes i elvene som yngel og ungfisk, og det er meningen, at de skal vokse op i ferskvand og senere vandre ud i havet som smolt. Dødeligheden er stor, og det vil erfaringsmæssigt derfor være mere rentabelt at udsætte laksene som smolt. Smoltene kan udsættes i elvenes nedre dele (mundingsudsætninger) for at sikre, at de præges af den enkelte elvs duftstoffer af hensyn til den senere tilbagevandring som gydefisk. Langt hovedparten af de udsatte laks i Østersøen udsættes som mundingsudsætninger, og andelen af strejfere er meget lille. En mindre del af laksene udsættes som kystudsætninger, dvs. smoltene udsættes direkte i havet på en passende kyststrækning. Fiskene vil i et vist omfang være præget på udsætningslokaliteten, men når de er blevet kønsmodne "mangler" de en elv at vandre op i, og mærkningsresultater viser, at en større andel vil strejfe op i elve, hvor de genetisk ikke er hjemmehørende. Endelig er en meget lille andel udsat ved forsinket udsætning. Med forsinket udsætning (på engelsk "delayed release") udsættes smolt i netbure i havet, således at den store initielle smoltdødelighed ved udvandring fra fersk- til saltvand be- 22

25 Danske lakseudsætninger i Østersøen Figur 1: Kortet viser de floder og elve, hvor der tidligere har været laks (tynde linjer), samt de områder hvor der stadig er laks (tykke linjer). Kort: Karlsson & Karlström,

26 Danske lakseudsætninger i Østersøen grænses. Fiskene fodres i burene med kommercielt foder i en 2-3 måneders periode, indtil de opnår en størrelse på ca. 30 cm, hvorefter de udsættes i havet fra burene. Problemstillingen Der er principielt intet forkert ved at opretholde et stort kommercielt laksefiskeri i Østersøen, men det er et problem, at fiskeriet foregår på en blandet bestand af vilde og udsatte laks. Der er således almindelig enighed om, at det er uacceptabelt, at den nuværende vilde laksebestand kun udgør ca. 5 % af den oprindelige laksebestand. I dag forekommer kun naturlig gydning i under halvdelen (se figur 1) af de oprindelige laksefloder. Laksen er altså uddød i de øvrige floder, og i de floder, hvor gydning finder sted, er gydebestanden i gennemsnit ca. 10 % af den oprindelige bestand. Når der fiskes laks i Østersøen, vil således ca stk. (ca. 8 % af den vilde bestand) være vilde laks, som jo altså så bliver fanget før de får mulighed for at gyde i vandløbene. Mange forslag til adskillelse af vilde fra udsatte laks har været drøftet, herunder aftaler om finneklip af alle udsatte laks, men en krogline eller garnlænke skelner ikke mellem en vild eller udsat laks, og når en vild laks først er fanget med krog eller garn, er den ikke egnet til genudsætning. En anden drøftet mulighed har været at flytte fiskeriet fra det nuværende blandingsfiskeri i højsøen til et kystfiskeri med faststående, mere skånsomme redskaber (bundgarn og not) under laksens gydevandring, hvor den er tæt på kysten. Disse mere skånsomme redskaber i kombination med finneklip af udsatte laks, bevirker at man kan genudsætte de vilde laks og således sikre at fiskeriet i højere grad sker på udsatte laks. Denne effekt kan yderligere forstærkes ved at udskyde fiskeriet lidt, idet udsatte laks gyder lidt senere end vilde laks. Dette fiskeri vil selvsagt reducere et dansk fiskeri, da det er begrænset, i hvilket omfang der kan opretholdes et fiskeri omkring Bornholm efter vandrende gydefisk fra Mørrumsåen, som er det eneste nærliggende laksevandløb. En tredje mulighed har været et "terminalt fiskeri", dvs. et fiskeri på udsatte laks i udsætningsområdet som skal være i tilstrækkelig afstand fra vandløb med vilde laksebestande hvor de udsatte fisk enten har været mundingsudsatte smolt eller udsat enten direkte på kysten eller som forsinket udsatte laks. Laksehandlingsplanen Den Baltiske Fiskerikommision (IBSFC) fastsætter hvert år de omkringliggende landes laksekvoter. IBSFC har i erkendelse af omfanget af problemer for den vilde laksebestand på et ekstraordinært møde i kommissionen i februar 1997 vedtaget en laksehandlingsplan (IBSFC Salmon Action Plan ), hvis mål er at sikre bæredygtige bestande af vildlaks i alle oprindelige laksefloder i Østersøen inden år 2010, samtidig med at det skal være muligt at fortsætte et fiskeri. Målet skal bl.a. nås ved at foretage genopbygning af de oprindelige bestande gennem udsætninger, der tager hensyn til bestandenes genetiske sammensætninger. Samtidig kan der til brug for et terminalfiskeri foretages udsætninger i floder, hvor der ikke er et ønske om opbygning af en laksebestand. Kyst- og forsinkede udsætninger kan foretages, men under hensyntagen til 24

27 Danske lakseudsætninger i Østersøen forsigtighedsprincippet må disse udsætninger kun finde sted, såfremt det kan ske uden genetisk indflydelse på de vilde laks. Det fremhæves yderligere i handlingsplanen, at disse udsætninger løbende skal overvåges for at kunne følge effekten af dem. Som sammenligningsgrundlag overvåges endvidere bestandsudviklingen i udvalgte referencefloder. For at sikre handlingsplanens gennemførelse har IBSFC nedsat en overvågningsgruppe og en genetisk følgegruppe, som refererer til overvågningsgruppen. De danske udsætninger Danmarks Fiskeriundersøgelser har siden 1972 lavet forsøg med udsætning af laks i Østersøen (Christensen, 1992, og Glüsing & Rasmussen, 1996). Den overordnede målsætning med forsøgene har været at følge rentabiliteten af udsætningerne. Resultaterne af forsøgene er foruden i de ovenfor nævnte publikationer løbende blevet afrapporteret til udvalget for Laksefonden (Laksefonden er en dansk fond, hvis økonomiske midler stammer fra en afgift af hvert kg erhvervsmæssig fanget laks, og hvis midler anvendes til lakseudsætninger i Østersøen) samt i en årlig rapport til bornholmske fiskere. I perioden frem til 1989 koncentrerede udsætningsforsøgene sig om at foretage og sammenligne mundingsudsætninger i vandløb (Mørrumsåen i Sverige, Læså og Øleå på Bornholm) og kystudsætninger i Pukaviken og ved Rønne, men på baggrund af svenske erfaringer blev der i årene lavet mindre forsøg med forsinket udsætning (Christensen, 1992). Nogle af resultaterne herfra er givet i Tabel 1, hvor det ses, at 2-års smolt udsat som mundings- og kystudsætninger generelt har langt større gen- Tabel 1: Oversigt over danske mærkningsforsøg med mundings-, kyst- og forsinkede udsætninger i Mørrumsåen, Øleå og Læså, Pukavik bugten og Møn og Bornholm/Rønne i perioden Udsætning Tidspunkt Alder Størrelse i cm Genfangst i % Munding års 14,6 19,8 Munding års 21,3 28,6 Kyst års 15,0 16,4 Kyst års 26,8 49,9 Forsinket års 29,2 34,5 Forsinket, Møn års 27,6 14,9 Forsinket, Møn års 26,8 15,9 Forsinket, Bornholm års 30,2 32,5 Forsinket, Bornholm års 26,1 27,8 25

28 Danske lakseudsætninger i Østersøen Figur 2: Genfanget laks med det traditionelle Carlin-mærke et lille plasticmærke, som er fastgjort i fiskens ryg. Foto: Knud Jørgensen 26 fangstrater end 1-års smolt, og at forsinket udsatte smolt generelt har større genfangster end vandløbsudsætninger. De høje genfangster af kystudsatte 2-års laks skyldes formentlig en kombination af, at fiskene var større på udsætningstidspunktet, og det daværende større fiskeritryk på laks, men resultaterne er dog baseret på et relativt lille antal udsatte, mærkede laks. De gode resultater gav anledning til, at Danmarks Fiskeriforening med finansiering fra EU's strukturmidler og i forbindelse med oprettelsen af Bornholms Lakseklækkeri ved Nexø i efteråret 1995 påbegyndte et nyt 5- årigt udsætningsprogram med forsinket udsætning af laks i netbure ved Tejn, Bornholm og Klintholm ved Møn. Udsætningerne moniteres af DFU ved mærkning af en lille del af de udsatte laks. I det følgende gennemgås nogle af resultaterne fra mærkningerne foretaget i årene 1995 og 1996, idet disse fisk nu må anses for at være fisket op. Når de sidste fisk fra udsætningerne i 1999 er opfisket i 2003, skal der udarbejdes en samlet rapport over resultaterne. Denne artikel lægger særlig vægt på behandlingen af genfangstprocenter, genfangsttidspunkt, genfangstlokalitet og sammenligning med det kommercielle laksefiskeri samt sammenligning mellem Møn og Bornholm. Udsætningsmateriale Bornholms Lakseklækkeri indkøbte æg i 1994 og Efter 1 år i opdrætsanlægget blev der i netbure ved henholdsvis Klintholm og Tejn udsat stk. laks hvert sted. Der blev altså i alt udsat stk. årligt. I august blev et mindre antal laks mærket med det traditionelle Carlin-mærke (plasticmærke der er fastgjort i fiskens ryg, og som identificerer fisken individuelt og indrapporteres af fiskeriet mod genfangst-

29 Danske lakseudsætninger i Østersøen præmie), og sammen med de umærkede laks efterfølgende udsat i havet. I figur 2 er vist en mærket laks, som blev udsat ved Bornholm den 27. august 1997 som 23,5 cm lang, og genfanget i garn ved udsætningsstedet den 24. august 1999 med en størrelse på 85,5 cm og 6 kg. Fisken er således vokset ca. 31 cm om året og forøget sin vægt med ca %. Efterhånden som oplysningerne om genfangster er modtaget af DFU, er de indtastet i database med oplysninger om fangstdato, -sted, længde /vægt og redskab, i det omfang dette er oplyst. En mindre del af mærkerne er modtaget med mere eller mindre mangelfulde oplysninger. Resultater Fangsterne af de udsatte laks fra udsætningerne i 1995 og -96 er vist i tabel 2. Tabellen viser, at udsætningerne ved Møn og Bornholm i gennemsnit giver en samlet genfangst på henholdsvis 15,4 % og 30,2 %. At genfangsten fra udsætningerne ved Bornholm er dobbelt så store som ved Møn kan ikke umiddelbart forklares. Årsagen kan være, at der ikke er tradition for fiskeri efter laks i området nær Møn, men også at en større del af de udsatte laks ved Møn går til i lokale redskaber som undermålsfisk. Opgørelse af de efterfølgende års udsætninger vil muligvis kunne give et ændret billede af fiskeriet.tabellen viser også, at 93 % af fangsterne falder i det 2. og 3. år efter udsætningerne, mens resten falder i det 1. og 4. år. Forskellen i genfangstprocenter fra udsætningerne ved Bornholm skyldes uden tvivl forskel i størrelse og dermed overlevelse, idet fiskene i 1995 var lidt større ved udsætning. Tabel 2: De samlede laksefangster per september 1999 baseret på resultater fra udsætningerne i 1995 og -96 ved Møn/Klintholm og Bornholm/Tejn samt indberetning af fangede, mærkede laks fra fiskeriet. Møn Bornholm Antal udsatte stk stk stk stk. Længde i cm 27,6 26,8 30,2 26,1 Fangstår Fangstår Fangstår Fangstår Fangstår I alt fangede stk stk stk stk. i % af udsatte 14,9 15,9 32,5 27,8 27

30 Danske lakseudsætninger i Østersøen Procent af total-fangst G0 G2 G4 G6 G8 H0 H2 H Procent af total-fangst G0 G2 G4 G6 G8 H0 H2 H Procent af total-fangst G0 G2 G4 G6 G8 H0 H2 H Procent af total-fangst G0 G2 G4 G6 G8 H0 H2 H Figur 3: Den procentvise fordeling af danske kommercielle laksefangster i Østersøen i perioden % 3-15 % % % 28