Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Transkript

1 Prædiken Nytårsdag Salmer: Indgangssalme: DDS 712: Vær velkommen, Herrens år Salme mellem læsninger: DDS 48: Uforsagt, hvordan min lykke Salme før prædikenen: DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor Salme efter prædikenen: DDS 367: Vi rækker vore hænder frem Nadversalme: DDS 585: Hvor der er tro på Gud Udgangssalme: DDS 645: Stille er min sjæl til Gud Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Jesus sagde:»når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! (Matt 6,5-13) Amen! Gode Gud. Lad os på denne, årets første dag, høre dit ord og leve vores liv i lyset fra din guddommelige virkelighed. Amen! 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Til sidst i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte er timen for det store opgør med det onde, personificeret ved tyrannen Tengil, kommet. Storebror Jonatan siger, at han ikke kan gøre nytte, for han kan ikke slå et menneske ihjel. Hertil bemærker hans noget mere kontante kampfælle Orvar: Hvis alle var som du, ville ondskaben jo blive ved at herske i al evighed. Og så siger lillebror Carl, eller Tvebak, som vi måske snarere kender ham, de forløsende ord. At hvis alle var som Jonatan, ville ondskaben slet ikke eksistere. Det er sådan set det grundlæggende dilemma, vi mennesker befinder os i. Hvis alle var rene af hjertet, ville der ikke være ondskab i verden. Men vi er ikke rene af hjertet. Ingen af os. Derfor kan vi heller ikke leve alene ud af godhed og kærlighed. Det ville være naivt at tro det og endnu værre, hvis vi begynder at handle, som om vi kunne. Det år, vi netop har taget afsked med, har vist, at der er en endog meget høj pris for at bagatellisere eksistensen af had, fanatisme, hensynsløshed og ondskab i mennesket. Det har vi set i København, i Tunesien, i Mellemøsten og senest og måske tydeligst i erindringen, to gange i Paris. Mange tror, at kristendommen forkynder en pligt til kun at tro godt om andre, men det er ikke rigtigt. Tværtimod kaldes vi i troen til at se det onde i os selv og dermed i det menneskelige som sådan. For kristendom er ikke et drømmesyn eller et utopia, men en afsløring af menneskelivet som det egentlig er. Det vidste Martin Luther godt. Derfor taler han også forbilledligt klart om, at mennesker ikke kan regeres med kærligheden. Det er der alt for mange onde mennesker i verden til, og de ville straks benytte sig det. Af samme grund er øvrigheden, siger Luther, også blevet udstyret sværdet, for at holde det onde nede. På Luthers tid skal det forstås helt bogstaveligt som bøddelens skarpe klinge og soldatens sværd. Konsekvenserne heraf gik langt videre, end hvad vi i dag vil finde ret og rimeligt. Men kernen står tilbage, og den er lige nødvendig at fastholde uanset hvilke fine ord om kærlighed, åbenhed og tolerance velmenende mennesker så vil bruge om en utopiverden indrettet efter særlige ideologiske opfattelser. De tager altid fejl. For det det egentlige er, at fællesskabet, samfundet, staten nødvendigvis skal opbygges omkring en vis orden, magt og tvang. Hvad er fællesskab, samfund og stat andet end begreber for den måde, som vi skal leve 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 sammen på i relativ fred og fordragelighed. For ingen af os kan leve i en verden, hvor den stærkeste har det sidste ord. Konfirmandundervisningen i efteråret har taget sit udgangspunkt i Fadervor, som dagens evangelium slutter af med. Af og til har jeg følt, at jeg har talt i timevis om de ord, der for mange af os er en helt uomgængelige børnelærdom. Hver eneste af Fadervors syv bønner sådan plejer man at tælle dem rummer så ganske afgjort stor dybde og mere end rigeligt stof til en prædiken. Så der er nok at tage fat i. Men om ikke andet, så for min egen skyld, skal jeg undlade at gentage mig selv fra konfirmandundervisningen. Lad os i stedet tage fat i et andet motiv. Det, der går forud. Det med lønnen. Første gang vi hører om løn er det i den negative sammenhæng med hyklerne. Det er ift. de mennesker, der går ud for at bede offentligt i synagoger eller ude på gader og stræder underforstået stedet, hvor man rigtig kan se dem og beundre dem som særligt gudfrygtige og fromme. De har, får vi at vide, allerede fået deres løn, hvilket vel så i sammenhængen må forstås som den beundring og anerkendelse, de derved modtager fra andre. Men der er også en anden løn, bliver det i forlængelse heraf gjort klart. Det er den positive, som Matthæus tilhørere opfordres til at efterstræbe. Og den knyttes på samme vis som dens modbillede, hyklernes højlydte og synlige bønner, sammen med bønnen. Blot omtydes bønnens karakter, så den ikke længere er en offentlig manifestation af påtaget fromhed, men derimod menneskets ligefremme henvendelse til Gud. Det er jo sådan set såre evangelisk, tænker vi som gode lutheranere straks. For det syndige og i sig selv fortabte menneskes anråbelse af Gud, viser os hen til Gudsforholdet som en direkte relation. Som et forhold mellem det enkelte menneske, der i sig selv har forbrudt sit liv, og den Gud, der alene er god. Den Gud, som er den yderste grund, vi kan søge til, når alt andet svigter. Så langt så godt. Men hvad er det så lige med den løn. Er det ikke noget underligt noget. Skal vi præmieres med en senere belønning. Ja, og nej. Men lad os lige tage en mellemregning med først. Tankegangen rammer sådan set ned i en grundlæggende tankestrøm gennem NT. Det er forkyndelsen af, at de troende i troen på Gud får det igen, som de måtte miste i dette liv. Fordi Guds virkelighed er den egentlige, har vi også lov til at tro, at det egentlige alene gives, når vi bliver en del af denne guddommelige 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 virkelighede; og det er igen det samme som, at vi i troen får lov til at leve denne nye livsmulighed i vores liv. Samtidig er grænsen hårfin, og det er med at holde tungen lige i munden. Det er nemt at få galt fat i det. For i det omfang der er tale om en løn, er det jo ikke en løn, som vi selv kan gøre os fortjent til. Det er ikke en særlig belønning, vi får for at være særligt ydmyge, særligt fromme eller særligt troende. For troen er aldrig noget, vi har i os selv isoleret fra Gud, men altid noget, som Gud i sin nåde skænker os. Dermed har vi også at gøre med noget fundamentalt andet, end det vi normalt forstår ved løn Altså efter princippet, at vi får et bestemt beløb for f.eks. at gå på arbejde eller udføre en bestemt opgave. I troen er det ikke løn, for noget vi gør, men for noget Gud gør for os. Og det er noget andet. Det er en ren gave. Altså en gave, der gives os af Gud ud af godhed, kærlighed og overskud. Ikke fordi vi har fortjent den; ikke fordi vi har ønsket os den, men fordi den gode Gud selv vil det. Hér kunne vi godt have sluttet dagens prædiken, men på en festlig nytårsdag som denne, kan vi nok holde til at spinde en krølle mere på det med løn og belønning, nu hvor vi jo er kommet hjemmefra og ikke kan slappe af med ellers traditionsrige nytårsdagssysler som skihop og nytårskoncert. Så altså. Forståelsen af det med løn og belønning kan vi også let gå fejl af i en anden retning. Det kan nemlig og er da også alene blevet forstået som en hinsidig belønning i form af evig frelse og evigt liv. Og så ligger det lige for at forstå det sådan, at vores liv er af det onde at vores liv er noget, der blot skal overstås uden at vi ender på den forkerte side. Som sådan og det er vigtigt at sige er det bestemt heller ikke helt forkert; altså hvad angår det førstnævnte. At troen også er troen på evigheden i Gud. Det kristne håb rækker ud over vores verden og vores dødelighed og helt ind i Guds evige virkelighed. Så afgjort er det da værd at fastholde dette perspektiv. Men det må blot ikke stå alene. Håbet om den evige genoprettelse, hvor Gud vil blive alt i alle, skal ikke skygge for værdien af det liv, vi har nu og hér. Og at det liv har værdi og er et gode, som vi skal gribe om, glædes over og leve på bedste måde. Fordi Gud selv har skænket os det. Og fordi det, hvert eneste menneskes liv, derfor også har fået en uendelig og umistelig værdi. 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Den, der tror Jesus, hedder det et sted i Johannes evangeliet, er allerede gået fra døden og til livet. Og det evige liv er altså både noget kommende og noget, der allerede er levende tilstede i blandt os som en Gudvillet virkelighed midt i vores hverdag. Den mening, som den kristne fortælling allerede nu og hér tilbyder sig som, viser os tilbage til vores konkrete liv; ikke væk fra det. Det kan vi igen formulere på en anden måde. Den opstandelse, som det kristne håb med rette knyttes til, er derfor troen på, at vi er i Guds hånd, om vi så lever eller dør. Hverken mere eller mindre. Men det er faktisk heller ikke så lidt. Det kan vi leve vores liv på. Det frigør kræfter til at leve livet. Kristen opstandelsestro er dermed både tro på, at hver enkelt af os må leve videre i Gud; som en del af Guds nye virkelighed. Og en tro på opstandelse i dette liv. At vi, på trods af alle vores fejl, mangler og svigt, får mulighed for at begynde igen; at vi får en ny chance. Ikke i stadig nye reinkarnerede liv, som en af mine kollegaer, meget fejlagtigt har antaget, men i dette liv. Fordi dette ene liv er det, vi har fået. Det handler om, at opstandelse også er opstandelse til en ny mulighed i dag, i morgen, i det nye år, vi netop er gået ind i. At opstandelse også er opstandelse den næste gang, jeg møder det menneske, jeg har svigtet. Det sætter os fri til at leve. Til at begynde igen. Til at tro, at der er tilgivelse for det, jeg ikke skulle have gjort. For det, jeg undlod at gøre. At alt det brudte ikke bryder forholdet mellem et menneske og Gud. Det betyder ikke, at tilgivelsen ophæver det gjorte eller undladte og da slet ikke i forhold til den, det gik ud over. Det må hver enkelt af os tage på os. Netop fordi Gud sender os videre ud i livet, leve videre med denne viden; ikke alene, men altid sammen med den næste, som vi har svigtet. Guds tilgivelse er, at vi ikke længere står alene med det. At vi ikke står alene med det længere. At vi ikke skal bære det selv mere. At vi ikke skal leve vores liv alene, men sammen med andre, fordi vi altid lever det sammen med Gud, er ikke det værste budskab at fejre nytår på. Det giver os mod på livet og lov til at leve det for og med andre mennesker. Leve det i en verden, der, som Tvebak så tydeligt udtrykte det, ikke kun er god, men heller ikke kun ond. I en verden, hvor det gode kan vise sig i glimt; i en verden, hvor det onde skal holdes nede; i en verden, hvor vi også har lov til at håbe, at Guds virkelighed bliver det endelige resultat, uanset hvad vi så end måtte finde på undervejs. 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Godt nytår. Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen! 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6