m V*"*> *&>r*i ***' %-SJfc

Transkript

1 rø m V*"*> A-N tt^fc" %-SJfc ***' ^ *&>r*i

2 * / Tf

3

4

5

6

7 EN USKYLDIG UNG MAND. FORTÆLLING - M. ROSING. gjøbenhavn. JACOB LUNDS BOGHANDEL

8 >2>

9 wppe fra de nylig- udsprungne brungrønne Blade paa de gamle Ahorntræer paa Volden dengang laa den gamle Volds grønne Træbælte endnu om Byen blæste den friske Vind en Morgenstund sin Maj -Hilsen ind over Byen. Synderlig langt kom denne Hilsen ikke. navnlig kom den ikke langt ned ad Vestergade : her kvaltes den af den ubeskrivelige blandede Duft, der udsendtes fra Horkræmmer-Kjældrenes morke Dyb, fra Hokerbutikernes Osteoplag og fra de nylig fejede Rendestene, hvis sorte slimede Dynd for Renligheds Skyld omhyggelig var fejet op langs Rendestenen og laa der som store Muldvarpeskud. Op gjennem denne tætte, næsten fedtede Luft hævede der sig en blandet Larm af Jernstænger, der smedes paa Vogne uden for Horkræmmerbutikerne, af tunge Slag paa Kobbersmedens Kjedel, af Raab fra Sælgere, af Skrig fra Kuske, der skulde forbi hinanden og ikke kunde komme, af Mælke- og Grønt-Vogne fra Landet, af Omni-

10 buss rtbelæssede Arbejdsvogne inde fra Byen. Højt oppe over al denne Larm Svalerne under den blaa Himmel, skjød med Hvin fra den klare Luft med Solskinnet paa deres blaasorte Vinger ind under Tagrenderne paa de høje Huse. hvor de forsvandt i Rederne for strax efter igjen hvinende at begynde den ge Fart. Men deres glade hvinende Majs kunde lige saa lidt trænge gjennem Larmen. Hilsenen fra Voldens Træer gjennem den tætte Luft; men deroppe over Tagene under den blaa Himmel der modtes Fuglenes Hilsen med Træernes >l-traalen> over den larmende Gade. De Stakler dernede paa Gaden! ikke de, der sled og arbejdede og ilede afsted gjennem Larmen, men de, der ikke tog Del i den, men fik den ind til sig tilligemed den daarlige Luft gjennem hver Sprække i Dør og Vindue; det var ikke nervestyrkende det. Dog kunde man derom have forskjellige Meninger. Hørkræmmer Hansen, J b n asl y r u p Hanse n, som det prangede pan han- Skilt, paastod, at det med Nerver var et rent Sludder, det var kun opfundet af Lager, der ikke forstod d< >nt og 'ikke de kurere Folk, men kun lade sig honorere. Sund Luft! Hvad for noget: Var det ikke -und, nærende Luft den paa Vestergade? Den e næret baade ham og han- Fader Istefader før ham. Nej Tak: maa vi bare den Slags Opfindelser. Sund Luft!

11 Den var ikke blot sund, den var ligefrem nærende. Se blot Naboen, den fattige Brændehandler; ja han var rigtignok selv mager, men han sled ogsaa i det Dag og Nat, men se saa hans Kone og hans Son! Drengen var ligefrem i Færd med at revne. Nej, maa vi bare faa Lov at være fri for alle disse moderne Theorier om Nerver og frisk Luft, jeg, Jonas Lyr up Hansen, jeg er her og jeg bliver her, for jeg befinder mig vel. Der stod han udenfor sin Kj ælder i sin lille graa Kontorfrakke, sine hvide Lærredsbenklæder om ^ine korte, tykke Ben, den tykke Guldkjæde paa den ikke ganske rene hvide Vest og det brogede Halstorklæde knyttet lost om Halsen. Hans smaa, blirende poliske Øjne og det fede runde Ansigt, der var aldeles frit for Skjæg, gav ham en let Lighed med et skoldet Svin. Var Hr. Jonas Lyrup Hansen, der stod der og saa sine Jernstænger læsses paa Vognen og med Velbehag indaandede Duften af sine fede Sild, et Velbehag, der betydelig forøgedes ved Tanken om, at Lugten kom fra hans egne Sild, var han fuldstændig overbevist om, at der intet sundere og for Nerverne mere styrkende Opholdssted var end Vestergade, og specielt hans Hus paa \ estergade, saa var hans stille, blide Kone af en nogen anden Mening, den, hun sjælden eller aldrig vovede at begrunde med Ord; men hun begrundede den med sin blege Ansigtsfarve, sin tørre, skarpe Hoste og den sammenklemte, smukke

12 der I >rd, Mund, syntes at have været bestemt til at vække Glæde og velsigne, men nu kun talte faa undtagen naar hun i Enrum udgjod al sin Kiærlighed i sine Samtaler med sit eneste Barn, sin lille 9aarige Henrik. Du ødelægger Drengen med al den Snakken om Vorherre og vor Frelser, han er jo saa blegnæbbet og krysteragtig og mager, saa det er en Gru, trods al den Mad, vi tylle i ham, og al det Gummiarabicum eller Valenta arabicus, eller hvad nu det Tøjeri hedder, Du fylder i ham. Nej da priser jeg Brændehandler Madsens Son. Og hvad faar han? Luk faar han, Vestergades Luft. og sikken den virker! Han kan sidde og overleve alle os andre g spille paa Basun ved vor Begravelse, uden at Vejret gaar fra ham. Men det er alt det Kjærlingeris Skyld. Hr. Jonas Lyrup Han -en havde maaske Ret; hans Kone^ Opdragelsesmaade var maaske ikke den rette, og da han hele Dagen var i Butiken og kun kom op paa anden Sal for at skjænde, spise «>;^ sove, kom hun ene til at raade for Drengen. Det magre og blege havde nu engang noget frastodende for Hr. Jonas Lyrup Hansen, han holdt af Kjod og Farve; hans Kone var bleven mager, og han- Dreng var fodt mager, det var slet ikke noget for ham. ( >g >aa >ad de altid og hvisked nen, og naar han kom ind. krøb Drengen ligesom >ammen af Skræl:

13 5 det var næsten rystende og modstræbende han kom, naar Faderen kaldte paa ham. Hvor havde dog de to Væsener fundet hinanden: Gaa ud til det lille Toldsted dernede ved Bugten bag de lange Fed, hvor Østersøen sender sine sagte Bolger ind og man langt borte ser de hvide store Sejl drage forbi. Spørg der, hvis Du vil, og se, om Du faar Svar. Oppe paa Kirkegaarden ligge hendes Forældre, de gamle, rige Kjøbmandsfolk, de kunne ikke svare, og kunde de tale, vilde de kun sige, at det var jo et godt Parti. Folk dernede kunde godt huske den unge Jonas Lyrup, hvor han var fejende og flot, naar han som sin Faders Handelsrejsende kom derned med sin tykke Guldkjæde, sit brogede Halstørklæde, sit glade, lyse Ansigt, sine Brandere og sin Leg med alt og alle lige fra Gaardhunden til Stedets gamle, luslidte, ærværdige Toldbetjent. Mange halvgamle Jomfruer talte endnu, naar de kom sammen, om unge Jonas Lyrup Hansen, og lystende paa Hovederne tolkede de for hverandre deres Tvivl om Marie Dues og Jonas Lyrup Hansens Lykke, skjøndt hver især af dem slet ingen Tvivl nærede om, at, havde han faaet hende, saa De vare begge unge, Skjærsommernatten var saa smuk, Roserne saa rode, hvad uforklarligt var der saa deri? Hun var et drømmende, stille Pigebarn, der levede den ene Dag som den anden, og hun havde kun sine fortrolige Venner ude i

14 uren, et eller andet Yndlingstræ, et eller andet Smuthul nede under Brinken ved Stranden, hvorfra hun kunde se ud over Vandet. Saa kom han med sin Latter og Lystighed og Skjæmt ind i det >tille Hus, blev hædret som en Prins, og der var slet ingen, med hvem han kunde maale> maalte hun Stilheden og Ensformigheden i Huset, naar han ikke var der, med Glæden, naar han var der - ja saa blev hun Fru Lyrup Hansen. Glæden varede ikke længe. Forst folte hun Længsel efter Hjemmet, efter Træerne, Skoven, de kjære Steder ved Stranden og Roserne, -aa beg\ ndte I n efterhaanden at blive større og dybere, det var ikke I., eng-el mere. blev Tomhed og Savn. Hr. Jonas Lyruj> Hansen var ikke mere saa fornøjelig hver Dag, ham i han vår de to Gange om Aaret, hun saa sit Hjem Han var Forretningsmand eller rettere Kræmmer lige ud i Fingerspidserne, der var ikke den Ting i Verden, han ikke kunde have handle* med og solgt. Han var i Butiken jen til Aften, og naar han kom op, faldt han enten i Søvn eller ^aa sine Boger efter. blev hun snart ganska alene i den store By, indtil hun fødte >in Son. Det var for hende i Sandhed en lille Engel fra Himlen, ja, tiet var, som om han bragte Himlen med: Kjærlighedsdrømmen drømte de..en. naar de -ad og saa paa Drengen, og Jonas Lyrup kom hvert Ojeblik lobende op fra Butiken og skulde

15 hvilket sin se Drengen og kysse Konen, og triumferende paastod han, at de første Ord, Drengen sagde, var Fa og Si, og Sild. Dig blev udlagt som Fader vil han slet ikke have noget at gjøre med, lille Mutter! raabte Jonas Lyrup, det er et rigtigt Mandfolk. Fader og Sild! Hurra for min lille Horkræmmer! og saa svang han ham i Luften, til Drengen begyndte at skrige og rakte Armene ud efter Moder. Men saa voxede lian til og blev skrantende og svag, og saa blev han udelukkende Moders Dreng, skrigende Smaabørn var ikke noget for Jonas Lyrup Hansen. Ja, han blev udelukkende Moders Dreng. Hun kæmpede for hans Liv mod Doden, med >ine Bonner, sin Yaagen, utrættelige Omhu, og da hun beholdt ham, følte hun en større Kjærlighed til ham, end da hun fodte ham. Fra det Ojeblik, den lille Henrik kunde opfatte noget, blev han saa at sige hendes Fortrolige. Hendes Længsel efter Naturen lod altid Egnen, hvor hun havde levet sin Ungdom, staa som i et forklaret Lys for hende, og i alt, hvad hun fortalte Drengen, kom denne Egn ind ; dens Træer, Blomster, Marker og Enge og Havet med de store Skibes hvide Vinger fyldte snart Drengens Sjæl, som den fy;ldte hendes, men for ham blev det et underligt, straalende Eventyrland, thi han havde jo ikke, som hun, set den virkelige Natur, hun skildrede ham. Hun havde snart i sit Ægteskab faaet en uhyggelig ængstende Følelse af, at v den Velstand, hvori

16 da at hun levede, ikke tilkom dem, ikke var tjent med Rette. Hendes Mand havde en gammel Yen, en Hosekræmmer, en af de gammeldags, jævne Handlende i Kjøbenhavn, der mere og mere forsvinder. Han var Husven fra Mandens Faders Tid, havde staaet Fadder til hendes Mand og nu ia til hendes Dreng. En Dag var den gamle Hosekræmmer kommen derop, rystende af Vrede, og havde i hendes Paahor taget hendes Mand saa alvorlig i Skole 01; kaldt ham med saadanne Navne, at hun aldrig glemte det. Sagen var denne Ved en Auktion i den færøske Handel over færøske Uldvarer bleve disse betalte med usædvanlig høje Priser. Hosekræmmeren, der betragtede Jonas Lyrup som sin Fortrolige, betroede ham, han stod ved Siden af ham ved Auktionen, han i sin Butik havde et betydeligt Antal af færøske Uldtrøjer, som han i sin Tid havde kjøbt til langt billigere Pris, og hvorpaa han altsaa nu kunde tjene ikke saa lidt. Da Hosekræmmeren saa efter Auktionen kom hjem, tortalte Butiksvenden ham med straalende Ansigt, at Ur. Jonas Lyrup Hansen havde været der og havde kjøbt alle Uldtrøjerne, naturligvis til den gamle Pris, havde betalt dem kontant og var strax kjørt bort med dem. Hr. Jonas Lyrup Hansen drev nemlig ogsaa en Hosekramhandel, er dette Puds af sin Gudsøn og Ven var dt-n gamle Hosekræmmer med Rette opbragt, Afsløringen af dette lumpne Træk af hendes

17 og Mand, havde indgydt hende en saadan Mistillid til ham som Kjøbmand, at hun havde en Foleise, som om hver Bid Brød var stjaalen fra andre, hver Skilling uretfærdig erhvervet. Dette havde igjen Indflydelse paa hendes Forhold til Sønnen. Med sygelig Iver talte hun tidlig og sildig med ham om alle de stakkels Fattige, der led ondt; naar hun spadserede med ham, gik hun ikke noget fattigt eller sygt Barn forbi, uden at hun indlod sig i Samtale med det og lagde Skillinger i Sønnens lille Haand, for at han skulde uddele dem til dem, det var, som om hun fra Sønnens Hoved paa denne Maade troede at kunne afvende den Straf, som Faderens Brøde kunde bringe over det. Der var Sygdom i alt dette, Sygdom til Døden; hun følte det stundom selv, hun følte, det var ikke denne Moraliseren, denne Fortrolighed med Livets Mørke, der kunde frembringe et sundt, stærkt Menneske, og med Bekymring saa hun Drengens blege, alvorlige Ansigt. Hun delte saa mange Mødres Illusioner, at man kunde bevare et Barn rent ved at holde det borte fra det onde og ligesom afslutte det fra Livet. Hun var altid hos ham, havde hun faaet Lov til at raade, var han aldrig kommen i Skole, men havde faaet Lærere hjemme; men hendes Mand, der trods alle sine Fejl dog i denne Henseende var mere praktisk end hun, vilde ikke høre noget om det, og fra han var 8 Aar, marscherede åen lille Henrik med stor Tornister paa Ryggen til

18 IO en Skole, der laa helt ude i store Kongensgade, en Afstand, der med Vilje var valgt af Faderen, for at han kunde se sig om i Europa, som. han udtrykte sig, og være længere Tid borte fra Prækeriet De forste Dage fulgte Faderen ham selv i Skole i en saadan Fart, at Drengen ved hans Haand maatte lobe den hele Tid, men snart fik han Lov til at gaa alene, og saa gik det mere sindigt. Ved alle Billederne, der vare udhængte i Vinduerne standsede han, med hvert eller fattigt Barn skulde han tale, hver Hund skulde han klappe, saa han maatte døje adskilligt, inden han vænnede sig af med at komme for sildig i Skole og for sildig hjem til Middag. Den lille Dreng i Kadetklæder, med Knæbenklæderne og de tynde Lægge i rød- og brunstribede Strømper, med den lille Straahat paa de lyse gule Lokker, det ble^e Ansigt med den kløftede Hage og de store blaa Øjne, var kjendt paa hele Strækningen fra Vestergade til store Kongensgade, i det mindste af alle Hundene og alle smaa blege Tiggerbørn paa Gadetrapperne og i Kjælderhalsene. Der var en syg, lille, bleg, pukkelrygget Dreng i en Kj ælder paa Skindergade, hvis eneste Glæde han var; han var aldrig i sit Liv bleven kjærtegnet af andre end den lille lyshaarede Skoledreng, men denne havde og^aa kastet al sin Kjærlighed paa ham og kunde rent glemme, at han skulde videre for at sidde paa den -navsede Kjældertrappe og kysse og omfavne ham: saa tidt, han

19 u Kjælderhalsen ham, 1 1 Vinduel kunde, bragte han ham Kager eller Skillinger hjemmefra. Det var et underligt Syn, at >e den lille velhavende Dreng i sin omhyggelige Paaklædning, med sit smukke alvorlige Ansigt sidde der i hos den snavsede, kirtelsvage lille Pukkelryggede, klappe ham og kysse ham paa hans snavsede af Udslet skæmmede Kinder. Hvad den lille Henrik tænkte, naar han gjorde det, er ikke ganske sikkert, men det syntes næsten, at han -havde uddraget den Lære af sin Moders sygelige* Samtaler, at det at være rigtig fattig og ulykkelig var en Anbefaling i Vorherres Øjne. Et Barn e»tidt langt alvorligere og inderligere i sin Opfattelse af det, der siges, end den Voxne, der formaner det, og Moderen- Ord, hvis a tiske Præg dog maaske havde \ a-ret svag«hvis hun havde anet, hvad det virkede i Søns Sjæl, slog Rødder i sig! der skulde strå hendes nnem han- Liv. Den Vandring til og fra Skolen vakte altid hans Moder- Angst. Hver Morgen, naar hun i havde sagt ham Farvel, kunde man se hende aabne Vinduet paa Klem og vente, til han kom ned ad Trappen, og saa følge ham med æng ligt Hlik saa længe, hun kunde se ham. Hver Gang hun saa ham ængstelig Nærhed af en ::, luer Gang han fik et Puf, den nervøse stakkels Kvinde deroppe i en pludselig Be tilsvarende til den, hun i sin Angst ønskede, 1 >renj,! at

20 og 12 undgaa Kollisionen, omtrent som nervøse Folk gjøre paa Gaden, naar de se et Menneske nær ved at blive kjørt over. Den Maj-Morgen, vi ovenfor omtalte, stod hun ogsaa i Vinduet den Dag noget utaalmodig, thi det varede i den <enere Tid hver Morgen saa længe, inden hendes Dreng kom ud paa Gaden. Grunden vidste hun ikke, men det var ogsaa en Barmhjærtigheds- Gjerning af dem, hun selv havde indprentet ham, der her standsede hans Gang. Deres Nabo var Brændehandler Madsen. Han havde ud til Gaden ligesom en lille Vognport, hvor hans Pindebrænde og Torv sirlig stod opstillet, og hvor han -elv klovede Brændet. Ved Siden af var Kj ælderen, hvor den vindskibelige Mand boede. Her stod Plakater i Vinduet med Indskriften: Her rulles og Vand- og Sur- Sennep i. Forstuen i Kjælderen med den f<.rræderi-ke Klokke under det ene Trin stod opstillet Æbler, Brystsukker, Kager og Trælegetoj, lutter Fristelser for Gadens mindre bemidlede Ungdom, og den Eva, der i dette Paradi- forførte -<»m det syntes, med et vist Held, var den trivelige Madam Madsen, der baade rullede, lavede Sennep, og solgte sine Æbler, alt i en saa kondenseret \ estergades-luft, at selv Hr. Jonas Lyrup Hansen vilde have fundet, at det var for meget af det -ode paa en Gang. Medens Madamen rullede, lavede Sennep, solgte Æbler og -nakkede, det sidste var en meget væsenlig Del af hendes Virk-

21 ; 13 somhed, var hendes Mand beskjæftiget i Brændehuset. Med en Forretningsmands Stivhed og Kulde solgte han Varme til de elendige fattige Kvinder, der fra Baghuses Tagkamre, dybe Kjældre og Gud ved, hvorfra, i deres Pjalter med uredt Haar og de forfrosne Arme stukne ind under de snavsede Forklæder kom om Vinteren med deres Kurve, der knap kunde hænge sammen, og kjobte et Par Pinde hos Brændehandleren. Hr. Madsen var i Forretninger liere saa haard, som den Øxe, der pindede hans Brænde ud, og Haardheden og Prisen paa hans Brænde steg med Kulden. Han fulgte ganske Verdenshandelens Principer; jo mere Efterspørgsel, desto højere Priser. Der stod han tidlig og sildig i Brændehuset med sit hvide Forklæde, snart med Øxen i Haanden, snart med Kridtet, hvormed han paa den af Brændet ubedækkede Væg indførte sine for andre ulæselige og uforstaaelige Beregninger. Saa havde han ganske Udseendet af en Rovfugl, med sine skarpe [Mundviger, der endte i det tæt klippede, sorte Skjæg, der paa hver Side gik op i en lille Spids mod Munden, medens den smalle, tæt sluttende (Herlæbe var uden Skjæg, med den krumme \æse, de smaa, blinkende, urolige Øjne af ubestemmelig Farve og det tæt klippede sorte Haar. Baade han og Konen vare fra Jylland. Han havde været Soldat og var efter endt Tjeneste bleven i Kjøbenhavn, hvor hun havde været Tjenestepige de vare først blevne skifte, da de havde en Del

22 H til Bedste. Nu gik al deres Stræben ud paa at -amle Penge, men der var dog den formildende Omstændighed véd denne Stræben, at den, for hvem de samlede Pengene, ikke var dem selv, men deres eneste Barn, den lille, tykke, haabefulde Peter Madsen. Han skulde i Vejret, saa højt, lian kunde, op i Solen t'ra den mørke Kjælder, op til Ære og Magt. Thi vel vare disse to Mennesker fulde af Had og Misundelse til alt over dem, hvor meget de end krob og smigrede for alle de rige Folk, de kom i Beroring med, og vare meget tilbøjelige til at tro, at deres Ki tider var et sandt Dydens Tempel i Sammenligning med det Sodoma og Gomorrha, der var hos de velhavende Klasser i de ovre Etager, over hvilke Gud ikke sendte sin Ild aabenbart. for at hans egen gode Madam Madsen ikke skulde brænde med det samme. Dette Had til de bedre stillede hindrede dem dog ikke i at stræbe efter at faa deres egen lille Peter engang hævet op til dette Sodoma, Og endnu mindre hindrede det dem i at ligge paa Maven for Sodomiterne, navn- i lig for (Wn Del af dem, overfor hvilke denne ubekvemme Stilling betalte sig. Og til dem hørte højeste Grad Fru Jonas Lyrup Hansen. Hun havde ikke noget meget gjennemtrængende Blik, men hun saa, at de ærlige Folk sled fra Morgen til Aften og boede i en mørk Kjælder, og det var nok til at stemme hende til den dybeste Medlidenhed. Og saa var dere^ Kjærlighed til

23 hendes lille Søn ligefrem rorende. Skjøndt de ikke boede i samme Hus, kunde hun dog aldrig komme hjem eller gaa ud med Sonnen, uden at Madam Madsen stod i sin Kjælderhals og bugtede sit Legeme i de utroligste Folder og var uudtømmelig i sine enten begejstrede eller beklagende Yttringer om den lille Henrik, alt som hun paa Fruens Ansigt kunde se, til hvilken Toneart hun mest var stemt. Hver Trævl paa lille Henrik blev beundret, men det skete altid med en lille Sidebemærkning om hendes stakkel- Peter, som jo aldrig kunde naa at taa saadant noget. Det betalte sig, Fru Hansens Gavmildhed var ligefrem opført paa Indtægtssiden af Familien Madsens aarlige Finanslov og var en baade rundelig og sikker Indtægt i Mad, Klæder og Penge. Den -stakkels Peter var efter Fru Hansens Mening et sygeligt Barn og maatte styrkes, en Mening, som den unge Herre selv fuldstændig delte, hvorfor han ogsaa med dette Maal for Øje udførte smaa Forretninger paa egen Haand dels i sin Moders Spisekammer, naar hun var beskjæftiget ved Rullen, og dels paa Hr. Jonas Lyrup Hansens Trappegang. Denne sidste Art af Forretninger var af en noget ejendommelig Natur, og det var dem, der hver Morgen paa en for Fru Hansen uforstaaelig Maade bragte hendes Son til at bruge en saa lang Tid med at komme ud paa Gaden. Den lille Henrik bar sin Smorrebrods-Kasse med sin

24 havde \6 Frokost i Haanden, og for at komme i Besiddelse af dcn> Indhold, den unge Peter Madsen lagt en Felttogspfan, som lykkedes over al Forventning. Den første Morgen, han begyndte den, sad han paa det nederste Trin af Horkræmmerens Trappe og gnavede paa et stort Rundtenom. Han hørte Døren gaa oppe hos Hørkræmmeren, han hørte.moderens Formaninger og den unge Henriks forsigtige Trin ned ad Trappen. Strax gjorde Peder Madsen sig kampberedt, bøjede Resten af sin Rundtenom sammen og puttede det i Trøjelommen og satte et højst melankolsk Ansigt op. God Morgen, Peter! raabte Henrik med sin klare, vellydende Røst. God Morgen I brummede Peter og saa tvær ud. lir Du syg?. spurgte Henrik deltagende. Sulten svarede den anden. Har du da ikke faaet noget at spise? Et lille Stykke Fedtebrod. Hvad faar du til Middag: Fedtebrod. Henriks Ansigt hk et medlidende Udtryk, og han gjorde en Bevægelse med Smørrebrødskassen. Men han havde jo tænkt at dele med sin lille pukkelryggede Yen i Skindergade; aa, hvad! foren Gangs Skyld kunde han jo gjerne selv sulte. Han aabnede Smørrebrødskassen. Der laa det dejligste Smørrebrød i pænt, hvidt Papir, Franskbrød og Surbrød med Kjød og Pølse. Med sin lille nervøse, rystende Haand tog han to af Stykkerne ud og rakte dem til Peter, der greb dem, som om han var bange for, at han skulde tage dem

25 tilbage igjen, men samtidig kastede han et graadigt Blik til Resten af Smorrebrodene. Imidlertid var Peter altfor klog til strax at vise sig altfor graadig, og Henrik bjergede Resterne til sin anden Ven. Saasnart han var borte, trak Peter sin Rundtenom op og fortsatte sin Frokost, medens det fine Smørrebrød blev pakket ind i et snavset Papir. Et Øjeblik efter var der i en Naboport en Forsamling af Gadens Drenge; med begjærlige Blikke saa de Peters fine Smørrebrød, og den lækkersultne langbenede Bydreng Jens tilkjobte sig det for 4 Øre og 2 Buxeknapper. Fra den Dag drev Peter denne Forretning med Held, og for en Dag at faa hele Madkassens Indhold, benyttede han sig af det Fif, at han, da han havde faaet sine 2 Stykker, rorte med sine snavsede Fingre ved de andre, saa han efterlod temmelig tydelige Spor paa det hvide Brød. Henrik, der var overordentlig renlig og altid selv saa ud som et pillet Æg, var overfor den større og stærkere Dreng bange for at vise den Vrede, som han et Ojeblik følte, men lod ham fornærmet beholde alt Smørrebrødet. Den lange Bydreng var ikke saa kræsen, og den unge Peter gjorde en brillant Forretning den Dag. Den næste Dag var Henrik forsigtigere. Madkassen indeholdt kun den Del, han havde bestemt for Peter, den Pukkelryggedes og hans egen Part laa skjult i Tornistret. Peter var meget misfornøjet med dette Arrangement, men han maatte jo finde sig deri; men fra det

26 [8 blik var Henrik Gjenstand for hans Had, mens han dog allernaadigst modtog sin Tribut af Smørrebrød og drev sin indbringende Forretning dermed. Med Forbavselse slog en Aften Peters Forældre Hænderne -ammen, da han lagde Haandfulde af Femøre og enkelte Tiøre paa Bordet og bad dem gjemme dem. Hvor han havde faaet dem fra: -Tjent dem, var det stolte Svar, og aldrig havde Madam Madsen endnu takket Vorherre for sin Peter saa inderlig, som den Aften. Henriks Liv gik stille hen. Han voxede og blev smuk, men mager og nervøs var han, len behandlede man ham med en vis VanJbmhed. Lærerne holdt af ham og Drengene med. De havde alle en underlig Foleise af, at der var noget usædvanligt ved ham. Hans gode Evner, hans exalterede Heftighed ved Synet af nogen, «ler led ondt, selv om det blot var en uartig Dreng, der fik en fortjent Revselse, hans Gavmildhed til alle med alt, hvad han havde, vandt baade Unge og Gamle for ham, men de havde alle en Følelse af, at han ikke var skabt til at de tog fejl. paa Jorden. Stakkels lille Henrik! k«>m der en Dag et Vendepunkt i hans Liv. Han var nu bleven over 10 Aar gammel havde aldrig endnu set andre Træer end dem Frederiksberg-Have. Saa gjorde- Skolen en Juni-Dag en Skovtur, og han -kulde med. Fem store firsædede Vogne rummede dem

27 19 alle, Lærere og Drenge. Han var lidt forknyt af sig, til støjende Glæde og Jubel var han slet ikke vant, og naar Drengene raabte jublende Hurra og svingede med Dannebrogsfanerne, greb han uvilkaarlig Læreren, som sad ved Siden af ham, i Haanden. Denne Lærer havde han særlig knyttet sig til; det var en stor, kraftig Mand med et vældigt sort Skjæg, et noget rødblisset Ansigt, busket Haar, lav Pande og lidt skelende med det ene Øje. Han havde en stærk fuldtonende Rost, brugte altid vel stærke Ord, forte ved Lejlighed, saa syntes idetmindste de, den ramte, en lovlig stærk Haand, var en ivrig Tilhænger af det levende Ord og havde aldrig været nogen synderlig Ven al Boger, hvad der maaske var Grunden til, at han kun fik anden Karakter til thcologisk Embedsexamen. Men var han ikke Ven af Bøger, saa var han Yen af Drenge, baade, ja maaske mest, af dem, der faldt lidt i det forsorne, og af saadanne smaa svage Stakler, som lille Henrik, hvem han havde døbt Pip og aldrig kaldte andet. Ham sad nu Pip og trykkede fast i Haanden ved hvert altfor stærkt Udbrud af Lystighed og Liv omkring ham. Pips egen Opmærksomhed var væsentlig optagen af alle de Børn, de saa ; han fulgte dem med Øjnene, indtil der kom nye, som saa fulgtes med samme Deltagelse. Han er vist sulten, tror De ikke, Hr. Terkelsen' Eller: Nej se den Stakkel, han er saa snavset, han har vist ingen

28 20 ler, vel fir. Terkelsen, tror De vel? og saaledes gik det hele Tiden. Hr. Terkelsen gik ind paa alle hans noget ensformige Sporgsmaal med den elskværdigste Taalmodighed, men stræbte tillige at faa ham med ind i Drengenes Lystighed, og tilsidst lykkedes det virkelig, saa lille Pip >ad og skreg Hurra, til han blev ganske højrød i Hovedet. Men da de andre raabte højest, da de kjørte ind i Dyrehaven, blev han ganske stille. Der var den jo, Skoven, hans Moders Skov, som hun havde skildret ham den saa tidt, de høje slanke Stammer, det tætte Lovtag. Solstraalernes Spil paa de hvide Blomster i den morke Bund og Fuglenes jublende Sang. De andre stormede larmende ind under Træerne, men Pip stod bange og betagen og stirrede ind i Skoven. Hans Moder havde saa tidt sagt ham, at derude i den -v ved hendes Hjem, naar hun gik der alene, var det hende, som om hun var hos Gud og kunde høre hans Rost. Bare han turde gaa derind, langt, langt ind mellem Stammerne ganske alene; men han turde ikke. De andre Drenge lob jublende afsted, men han blev staaende alene tilbage og stirrede efter dem. Saa kom Hr. Terkelsen, der havde været inde i Restaurationen og bestilt Mad til Drengene. >Hvad staar Du der efter, Pip: Kom nu med, nu skal vi løbe efter dem, lad os nu se. hvem der kan raabe rkest Hurra. Nej, Hr. Terkelsen, skal vi

29 Hr.! ikke heller gaa ganske stille. Hvorfor det, Pip: Jo for her er saa dejligt. Terkelsen saa paa ham, tog ham i Haanden og gik tavmed ham efter de andre. Nej! se! se! raabte Drengen, her er Violer! ganske blaat! og se Solstraalen derhenne! midt inde i den mørke Bund spiller den paa det høje Straa, der staar og skinner som Guld, og se, hvor langt, langt man kan se ind under Stammerne! Terkelsen holdt meget af Naturen; saadan en god, sund Spadseretur med en Yen, hvem man kunde passiare og diskutere med, mens man røg en Cigar, var han en stor Ven af, men ved Pips Haand syntes det ham, at det blev til noget ganske andet; det var utroligt, hvad den Drengkunde se og opdage, og altid netop det allersmukkeste. O! hvem der dog kunde gaa alene der langt, langt ind!»ja det kan Du jo prove paa, sagde Terkelsen. Drengen tovede. Ja men, Hr. Terkelsen, ved De, hvad Moder siger: Derude, hvor hun er fra, er der en stor, stor Skov, og naar man gaar langt ind i den ganske alene, saa moder man Gud. i Terkelsen begyndte at blive lidt underlig tilmode. Hm ja, det er nok muligt. Har De nogensinde mødt Gud, Hr. Terkelsen i Det var et ubehageligt Spørgsmaal, syntes Hr. Terkelsen, men han redte sig dog ud af det. Ja min Dreng, ham moder man jo i sin Bon, naar man beder rigtig inderlig. Ja men, Terkelsen. man ser

30 snart 22 ham dog ikke; men hvorfor skulde lian ikke. som Moder siger, være derinde i Skoven? Den er jo saa dejlig som Paradis. Tror De ikke, han er der: Det var et vanskeligere Spørgsmaal. end Hr. Terkelsen havde havt til Examen ; han tovede lidt med Svaret, bøjede sig ned over Drengen. kyssede ham paa Panden og sagde: Det er ikke utroligt, at Du kunde mode ham, Du ved jo nok, han elsker Børn. Drengen tav og fulgte halvt løbende Læreren, der nu tog lange Skridt, men vendte stadig Hovedet om og vedblev længselsfuld at stirre ind i Skovens Dyb. Nu samledes de med de andre, der blev leget, sunget og spist, Terkelsen lagde ikke mere Mærke til sin lille Pip; men om Eftermiddagen var denne ikke til at finde. Ingen havde set eller hørt det mindste til ham. Terkelsen blev urolig; om en Times Tid skulde de kjore hjem, han anede, at han var gaaet ind i Skoven i den Retning, hvor de for havde staaet og set ind under Træerne. Han gik derhen Og raabte snart Pip Henrik, ; men der kom intet Svar. Snart opskræmmede han en Mok Daadyr, snart rejste en enlig Kronhjort sig og saa forundret paa ham. men- Solen nu var saa nær ved sin Nedgang, at kun Trætoppene vare røde, og en enkelt Træstamme endnu glødede. Da kom han til en stor Eg, omkring hvis Rod der var blaat af Moler; her laa Drengen; han havde hele Favnen fuld af Blomster, men var talden om af Træthed; Hatten

31 og ; -5 laa paa Jorden og det lysegule Hoved hvilede paa Græsset. Terkelsen bojede sig over ham; han sov saa trygt, hans Kinder vare saa rode og han smilede i Søvne. Han stod en Stund og saa paa det smukke Syn, saa bojede han sig over ham, tog ham i sine stærke Arme og bar ham uden at vække ham med hurtige Skridt hen til de andre. De fire Vogne vare kjorte, men den femte Vogn ventede paa dem. Uden at vaagne blev Henrik pakket ind og anbragt ved Siden af sin Ven, og saa gik det i hurtig Fart til Byen. Denne Skovtur opfyldte aldeles Henriks Sind han talte ikke saa meget om den, men han tænkte desto mere, og af de Spørgsmaal, han nu og da gjorde Moderen, kunde man se, i hvad Retning hans Tanke gik. En Dag sad han just og stillede en Mængde Spørgsmaal til Moderen, der aabenbarede hende, hvor dybt et Indtryk hin ' Dag havde gjort paa ham, da det i det samme ringede paa Døren. Drengen lob ud for at lukke op og kom strax efter styrtende ind: Moder! Moder! der er Hr. Terkelsen! Hr. Terkelsen! strax efter var han ude af Døren igjen, og før hun havde rejst sig, kom han trækkende ind med Hr. Terkelsen. Hun modtog meget sjældent Besøg og aldrig af Herrer, og stod derfor lidt undselig og forventningsfuld og saa paa Hr. Terkelsen, som ikke var mindre undselig. Han bukkede, rommede sig, bad hende undskylde, hvis

32 - 7 4 han forstyrrede, men der var noget, han maatte tale med hende om, hun vilde maaske finde det paatrængende o. s. v. Ved hans Forlegenhed blev hun endnu mere forlegen, og medens de to stod og saa paa hinanden, stod Henrik med Haanden paa Laasen, en Finger i Munden og den ene Fod ovenpaa den anden, i Tvivl, om han skulde blive eller gaa. Paa et Vink af Moderen, som anede, at Terkel-en vilde tale om Drengen, forsvandt han, men saa opfyldt var han af dette Besog af Hr. Terkelsen, den betydeligste og -te Mand. han kjendte i Verden, at han gjorde det, hvad maaske Moderen mindst havde onsket, lian lob lige ned i Butiken til Faderen, der netop stod og forhandlede om Salget af et Parti Sild, og afbrod hans Samtale med en fremmed Herre med Raabet: Hr. Terkelsen er her! Hr. Terkelsen sidder og taler med Moder! Hold Mund, Dreng! var Faderens korte Svar, og forundret (»ver, at hans vigtige Xyhed gjorde saa lidet Indtryk, gik han fra Kjælderen op paa Gaden, li vor han traf den unge Peter Madsen. Peter! i Ir. Terkelsen, min Lærer, er oppe hos Moder! Er lian: sagde Peter. Det betyder bare, Du skal have Prygl af din Fader, fordi Du har nolet Grifler, for det betyder det altid, naar en af de væmmelige Lærere kommer ned til Men din Fader er vel lige saa klog, som min. han -iger altid, at det kommer inte ham ved, for fra ham har jeg inte nolet noget. Hvad

33 25 Griflerne angik havde Henrik en meget god Samvittighed, men skulde dog Peter paa en Maade have Ret, skulde det maaske være en Klage over ham. fordi han var gaaet bort paa Skovturen: Den Tanke gjorde ham stille og betænkelig, han vilde saa nodig have gjort Hr. Terkelsen vred, og ganske stille gik han ind i sin Læsestue og satte sig ved sine Boger, mens han forgæves anstrængte sig for at opfatte noget af Samtalen i Sideværelset. Her var imidlertid lians Moder og Hr. Terkelsen omsider komne til at tale sammen om det, Besoget gjaldt, og det var ganske rigtig lille Henrik. Terkelsen udtalte baade sin Kjærlighed til Drengen, som han mente maatte give ham Ret til fuldt ud at sige sin Mening, og sin Ængstelighed for hans nervøse og, som det syntes ham, exalterede Væsen. Moderen sad og saa ned for sig og, da Hr. Terkelsen standsede, sagde hun med taarekvalt Stemme: De holder vistnok meget af min lille Dreng, Hr. Terkelsen, og derfor takker jeg Dem af Hjærtet, men hvorledes skal man opdrage et eneste Barn her midt i Kjøbenhavns Larm. For mig har det vigtigste været at bevare ham for det Onde. Jeg er ikke belæst og lever et ensomt Liv og foler mig i hele Verden kun knyttet til min Dreng. Jeg har maaske i mine Samtaler med ham for meget talt med ham om den gode Gud og om Synden og Uretten i Verden og om alle dem, der lide

34 ondt; men en Moder kan ikke laane nogen fremmed Rost, naar hun skal tale med sit Barn, hun maa tale ud af sit Hjærte. Ganske vist Frue, men naar man, som De sikkert gjør,.-elv ser for mørkt paa Livet, maa man dog saa ikke, kvi-- man vil gjore sit Barn lykkeligt, se at bringe Lys og Liv omkring ham: De mener, at jeg har været en daarlig Moder, >agde hun, det er maaske muligt, men Det kunde aldrig falde mig ind at tænke det, end mindre sige det, sagde Terkelsen, men jeg tror, at den Sorg, De selv har i Deres Liv, hvilken den nu end er, vil komme til at kaste sine Skygger langt ind over Deres Son.- Liv, jeg tror, at han trænger til Sol, Lys og Liv, til at fole, at den Gud, om hvem De taler saa meget til ham, er en Livets, Lysets og Glædens Gud og ikke blot en Trøster i Sorg og Nød og en Revser af vore Synder. Der blev en Pavse. Hun saa ned for sig og rullede med Fingrene nogle Traade -ammen, der laa paa Bordet; saa rejste lun: med et, vendte ham Ryggen og saa ud ad Yinduet, mens Taarerne lob ned ad hendes Kinder. Saasnart hun havde faaet lidt mere Herredømme \ vendte hun sig om og sagde: Hvad - vilde De da raadc mig til at gjore? Send Drengen et Aars Tid eller to bort fra Dem ud paa Landet, hvor han kan tumle sig blandt andre Drenge, bade sig i i Stranden og først og fremmest blive legemlig stærk. Solskin

35 saa er tusinde Sende min Dreng fra mig! min eneste! og saa nej! hellere do! Gange hellere do! Og han: spurgte Terkelsen. Han! raabte hun lidenskabelig, ja, ogsaa han hellere do, end at Fremmede skulde drage ham fra mig, Fremmede lægge deres Billede i hans Hi ærte istedetfor mit! O min Gud! hvor kan man dog kræve sligt af en stakkels Moder! Man hørte en Xogle blive stukken i Gangdøren og tunge Trin i Forstuen; hun saa bange ud, gav Hr. Terkelsen et bonligt Blik, som denne dog ikke saa, og kastede sig paa en Stol saaledes, at hun havde det stærke Daglys lige bag ved sig, for at den, der traadte ind, ikke tydelig skulde se hende- Ansigt. Det var Manden; Fru Hansen præsenterede Hr. Terkelsen for ham og sagde, at han var kommen for at tale om deres Henrik. Xaa, er der noget i Vejen med Fyren? sagde Hr. Jonas Lyrup; har han gjort Spilopper eller været doven: det skal vi nok kurere ham for. Nej paa ingen Maade, han er den elskværdigste og mest exemplariske Dreng, man kan tænke sig, men og saa gjentog han lidt mildere og mindre vidtløftig, hvad han før havde sagt til Moderen. Det var noget, Jonas Lyrup Hansen kunde lide at hore, om ikke af Interesse for Drengen, saa af Lyst til at være ubehagelig mod hans Moder. Ja der har vi det, det Kjærlingeri og Taareperseri! det en Maade at behandle en Dreng paa? Overfor saadan en Fyr

36 28 fremfor alt hurtig Forretningsgang. Hurtig op, hurtig i Seng og fremfor alt hurtig Prygl uden Taler og Sprichworter; det er min Methode, og det var Faders og Fa rfaders før min. Saa kommer der Mænd i Verden, sagde han og slog sig for Brystet. Det er jo meget godt med dette hersens Religion og Kristendom, men det er s gu ikke noget for Drenge. Jeg hørte aldrig et Guds Ord, da jeg var Barn. Bordbon og Aftenbøn alt saadant noget, det kj endte vi slet ikke i min Tid. Hovedregning med Reguladetri, jo det kan nok hænd s sig, Fader han var skrap. Saadan lige, mens man sad med Grodskeden i Munden, kom det farende: Xaar en Tønde Byg koster 4 Daler, kvad koster saa et halvt Fjerdingkar r Ingen Grød i Munden, for Svaret var givet. Men nu, ja nu er man ligesom i de Helliges Forsamling hele Dagen, naar man da ikke havde sin gode Butik. Hi! hi! hi! Saadan noget kan gjøre en Dreng blegnæbet og nervøs. blegnæbet er han >aamænd kun af den usunde Luft. Usund Luft! ja det er den gamle Historie; usund Luft! Ser jeg ud, >om usund Luft: Jeg er Sundheden selv; men alt det Pylreri, det kan forpe>te den bedste Luft. Men hvad mener De, man skulde gjore, Hr. Terkelsen: De er jo Mand af Faget, De er jo betalt for det, Hr. TerkeUen -it Forslag <>m at anbringe Drengen paa Landet. Hr. Jonas Lyrup 1 )r maa jo forstad Dem paa saadanne Pipperupper.

37 2 9 kløede sig bag Oret. Ja, men, Hr. Terkelsen, det koster Penge og de ligge ikke paa Gaden i vore Tider. Skulde han anbringes ude paa Landet, det vilde jo blive en 800 Kroner om Aaret, og saa alle de Rejser! for naturligvis skulde Moderen ud og pylre over ham hvert Ojeblik. Det maa jeg s'gu betænke mig paa, det maa jeg betænke mig paa. Ja ser De, Hr. Hansen, sagde Terkelsen, jeg har et Forslag at gjore Dem, som De maaske vil finde ubeskedent. Jeg er bleven udnævnt til Præst ude paa Sjælland, og om en Maanedstid gifter jeg mig og flytter derud. Jeg holder saa meget af lille Henrik, at jeg gjerne vil tage ham uden Betaling, naar De blot vil betale hans Fode. Ja det var sgu et godt Tilbud, sagde Jonas Lyrup, saa sende vi ham Sild og Ost og Pølse, saa kan det ikke blive saa meget. Hvad siger Du, Marie: Jeg siger, det bliver min Dod, tager Du Drengen fra mig. >Aa Fanden 'heller! man dor ikke saa let, Du ved, Du har truet med det saa mange Gange. Halloi! Henrik! hvor er Dur kom ind Dreng*"! Hvad siger Dur Hr. Terkelsen vil have dig med sig ud paa Landet. Naa, gaa hen og tak ham, Dreng! Du staar som et Fæ og glor; giv Haanden. Henrik fotstod ikke et Ord; Moderen græd, Hr. Terkelsen stod ulykkelig og forlegen over Hr. Hansens Brutalitet, og Faderen gjorde ham bange med sit Blik og sine Ord. Han gik hen og lagde sin lille Haand i Hr. Terkelsens og

38 I rærder hviskede Tak. Ja, ja, nu tales vi nærmere ved, sagde Hr. Jonas Lyrup, idet han fulgte Hr. Terkelsen ud. Moderen gjorde kun en Bøjning med Hovedet, og, da Doren var lukket, lagde hun begge Hænderne for Øjnene og græd. Lille Henrik stod et Øjeblik angst og saa sig om, saa brast ogsaa han i Graad, lob hen til Moderen og søgte at drage hendes Hænder bort fra hendes taarevædede Ansigt og sagde hulkende: Moder! Moder! Du skal slet ikke græde, jeg vil saa gjeme være hos Hr. Terkelsen, ham holder jeg saa meget af. Det var den daarligste Tr den ^takkels Moder kunde faa. Der blæste den friskeste Foraars-Brise over Gadekjæret udenfor Præstegaardsporten. gik ordentlig smaa Holger. De store Poppeltr. der stod, hvor Vejen drejede op til Præstegaarden, havde strøet deres gulrøde Rakler paa V -ver Gadekjæret, hvis Bred var helt garneret af dem. Det havde varet længe, inden Vinterens gamle Mund tabte sin sidste Frosttand, men saa kom ogsaa Foraaret i en Fart og dækkede alle dens Mærker. Det mylrede paa alle Groftekanter med Brændenælder og Tid-ler Bingelurt og hist og her knejste alt en udsprun gul Løvetandsblomst paa Groftegærdet, hvis nu slog Revner for Solens varme Kys. Smaa.

39 3i hvide Skyer sejlede i rivende Fart over den blaa Himmel, Luften var fuld af Lærkesang og Violduft og Lugten af fugtig Muld. Plejningen var i fuld Gang paa alle Marker, Stærerne fløjtede udenfor deres Kasser, der hang i Mængde hojt til Vejrs i de gamle Popler; der var Liv og Lystighed over alt, ja selv de hvide Sommerfugle vare alt paa Færde og floj over de grønne Stikkelsbærbuske i Præstens Have. Det eneste, der saa lidt sorgmodig ud under alt dette mylrende Liv, var den gamle Pil ved Gadekjæret, som man ubarmhjærtig havde berovet alle Grenene, saa den med sin skaldede, knudrede Pande, saa ud som en gnaven gammel Fyr, der surmulede ad Lystigheden omkring sig; og dog var der allerlystigst ved dens Rod. Det var saadan en morsom Rod ; ligesom fem lange, krogede Kloer slog den ud i Gadekjæret for at holde sig fast, og den ene af dem gjorde en Bue saa stor, at Anden med sine Ællinger kunde svømme under den, og Byens Born more sig med at ^idde overskrævs paa den og dirigere deres Flaader af Savspaaner og Papirsbaade. Der foregik noget meget højtideligt derhenne denne Formiddag, thi en Dreng med bare Ben sad overskrævs paa Roden og manøvrede med en lille Baad med Mast og Sejl til almindelig Forbavselse for en stor Skare Born, der flokkedes om ham. Blandt dem var ogsaa Henrik; han var nu voxet fra Pip-Navnet, om end Pip- Væsenet af og til kunde komme igjen.

40 Han havde nu været 2 Aar hos Pastor Terkelsen, ost der var til han- Moders Sorg stærk Tale om, at han skulde blive der, til han blev Student. Lægerne havde raadet til et forsat Ophold paa Landet, og Faderen var gaaet ind derpaa. Moderen havde først modsat sig det af al Magt, men siden havde hun forsonet sig noget dermed, da hun fik Lov til at faa Drengen ind til sig en Maaned om Vinteren og selv være hos ham en Maaned om Sommeren. Da den forste Tid var gaaet. forsvandt al Hjemve hos Drengen, og kun til Tider fik han en stærk Længsel efter sin Moder. Den -kartede sig Luft snart i Taarer, snart i lange Breve, men Taarerne bleve sjældnere Brevene bleve kortere. Det friske Liv ude i Mark og Skov med andre Børn, de elskværdige Præstefolk, hans Lyst til Læsning og hans store Yidebegjærlighed og levende, stærke Fantasi fyldte han< Tanker med saa meget, at Længslen efter Moderen blev trængt tilbage og før>t kom frem med Tusmorke-værmerne og Flaggermusene. Havde han anet hende- sorgelige, en-omme, fortrykte Liv, saa havde han vel, naar de saa-, kunnet forklare sig Grunden til, at hendes Haar bleve mere og mere graat, Skikkelsen mere og mere krumbojet, Smilet mere vemodigt; men naar han var hos hende, var begges Glæde at hende- Savn tabte Mælet og han- Livslyst blev saa højtlydende, at han tabte Evnen til gjennem hende- Urd at hore det dæmpede Suks

41 han 33 Han var bleven større i disse to Aar, men ogsaa smukkere. Det lyse Haar havde beholdt sin smukke gulhvide Farve, Øjnene havde mere Glans, Kinderne vare rødere, og skjøndt det fine, noble og zarte endnu var det fremherskende i hans Skikkelse, var det nu blevet parret med lidt mere Kraft. Det var en ligefrem Nydelse at se ham tumle sig i Leg med Byens Drenge, med hvilke han kom meget godt ud af det, skjøndt de havde en ubestemt Fornemmelse af, at han var gjort af et andet Stof, end de. Det var ikke, fordi han holdt sig for god til dem, han kunde grave lige saa godt i Snavset, som de, men han blev ikke nær saa sort, kunde le og skrige lige saa højt, som de, men der var ligesom en Sang i hans Latter og Skrig, han kunde more sig ved de samme Lege, som de, men Maaden, hvorpaa han legede, var dog en anden. Men hvor glad og lystig han end kunde være, kunde han dog stundom midt i Glæden blive stille, der kunde komme som en Sky over de store, blaa Øjne og han kunde pludselig bryde Legen af og gaa langt bort paa Marken og give sig til at plukke Blomster, som han saa efterhaanden igjen lod falde, naar han faldt hen i Tanker. Mide man da have spurgt ham om, hvad han tænkte paa, vilde han næppe kunne have sagt det, det var, som om noget tungt og mørkt kastede sig over ham, som han ikke selv vidste, hvad var. Hans allerstørste Glæde var

42 34 dog smaa spæde Børn og skjønne Kvinder. Han var en meget kjælen Natur, og stundom kunde der være i hans Kjærtegn noget voldsomt og heftigt, som egentlig klædte ham ilde. Xu stod han derhenne ved Piletræets Rod blandt de andre Børn og saa paa Drengen, der satte Baaden i Vandet. Efter den første Sejlads vilde de andre Drenge have Lov til at forsøge at sætte Baaden ud og trække den ved Snoren under Piletræets Bue, og over alle de andres aa lad mig! lad mig! hørte man Henriks iltre, klare Røst. Drengen gav ham Baaden, og rystende af Iver paa Hænderne for at faa fat i den og sætte den ud stod han der og mærkede ikke, at han gik ud i Vandet, da han i det -amme saa Præstekonen med sit lille Barn paa Armen komme ud af Præstegaardens Port og nærme sig Gadekjæret. Saa slap han strax Baaden, som han med saadan en Iver havde kæmpet for, og satte i >aa stærkt Lob, han kunde, afsted op mod Præstegaarden. O Fru lerkelsen! Fru Terkelsen! maa jeg bæ-re lille Hans? o! maa jeg: Nej sagde den unge Kone. her er saa ujævnt,, Henrik, det tør jeg ikke, Du kunde tabe ham, men vi ville sætte os her lidt denne Træstamme. Hun satte sig ned paa en fældet Poppel med Barnet i sit Skjød. Hun var en ung Kone paa nogle og tyve Aar. Ansigtet var rundt med dybe Smilehuller en -i. ilden smukt formet Mund. der var i høj

43 35 Grad veltalende, selv naar den tav; der laa saa meget Skjælmeri, saa megen Vilje, saa megen Kjærlighed om denne Mund, som, naar den smilte, viste en Række dejlige, hvide Tænder. Hun gik helt op i sit lille Barn, holdt meget af sin Mand og drev næsten Afguderi med sin Moder, som fra sit Værelse egentlig regerede det hele Hus. FruKonsistorialraadinde Flinck, eller, som Henrik i sine Breve til sin Moder kaldte hende, Kondoren, var en Kone paa over 70 Aar med en lang, gul Hals med en umaadelig stor gul Skindpose under Hagen, et smukt og strengt Ansigt med en stor kroget Xæse og store Ojne, som bleve endnu storre ved hendes store Hornbriller. Hun var det eneste Menneske. Henrik endnu havde mødt i Verden, som han bestemt ikke kunde lide, og det var egentlig ikke saa underligt; skulde Pastor Terkelsen have skriftet, var han af samme Mening. Alt, hvad hun sao-de, kom som en Højesteretsdom, og saa forstod hun sig paa alt cg var strax rede med sine Raad. hvad enten man onskede dem, eller ikke. Hendes -pecielle Fag var Opdragelse, men ganske specielt lille Henriks Opdragelse, og saa Lægevidenskab. Hun havde en Mængde Husraad, som ufejlbarlig hjalp, derpaa kunde hun anføre en saa overvældende Masse Exempler, at det ikke var til at tvivle om. Hun var egentlig en Skræk for alle undtagen for sig selv og sin Datter. For denne -idste var hun det ypperste. Vorherre

44 hvad 36 havde skabt, og enhver Meningsforskjellighed mellem Fru Terkelsen og hendes Mand eller en hvilken som helst anden endte altid med det siger ogsaa Moder. Xaar det var sagt, vare alle Modforestillinger forgæves. Kondoren kunde knap gaa, mindre flyve, og det var den eneste Lysside ved hende, thi hun var altsaa til at undgaa. Men saa langt, hun kunde se og som hun saa! var man aldrig sikker. Hendes Værelse gik tværs igjennem Huset og havde Vinduer baade til Gaard og Have, og i den Tid, hun var oppe, og hun var for en saa gammel Kone uanstændig længe oppe, var der ikke det mindste, der undgik hendes Opmærksomhed. Henrik havde aldrig ønsket ondt over nogen, men Kondoren- havde han turdet, havde han gjerne med sit Pusteror sendt hende en Lerkugle. Den Tanke, Kondoren vilde sige, hvis hun fik en Lerkugle lige midt paa sin ærværdige Næsetip, beskjæftigede ham saa meget, at han næsten ikke kunde slippe den og stundom kunde briste i Latter, naar den Tanke kom over ham. Han laa nu derhenne paa Knæ foran Fru Terkelsen og legede med hendes lille Dreng, lod ham ruske sig i de lyse Lokker og klappe sig med de smaa Hænder, mens han saa til Gjengjæld fik Lov til at kysse ham, hvad han gjorde med næsten voldsom her. Med et hørte man oppe i Præstegaarden et Vindue blive

45 ! 37 smækket heftig op og en skingrende Rost : Sofie Du skulde ikke lade den Dreng lege med Barnet han har nylig staaet nede blandt Byens Drenge, han kan bringe nogen Smitte med sig fra dem. Enten horte Fru Terkelsen ikke. hvad Moderen sagde, eller hun nænnede ikke at forstyrre sit Barns glade Leg med Henrik, hun efterkom i alt Fald ikke strax Ordren, men saa kom den igjen, skrap som et Piskesmæld, i det eneste Ord: Sofie! med en saadan Betoning, at det dirrede selv i det lille Barn. og Moderen uden at sige et Ord i størst mulige Fart ilede op mod Pra gaarden. Henrik blev gnaven, da hun gik, og slentrede op ad den smalle Gyde, der med Piletræer paa begge Sider gik mellem Præsten- Have og Xabogaarden op over Marken bag om Kirken. Der oppe paa Marken kunde man se langt; Vejen endte ved et Led, men bag det -lyngede sig en Sti op og ned ad Bakke mellem Kløvermarker og Rugmarker ned til en lille Ellemose, der laa som en Forpost foran Præstevænget, en nydelig lille Bogeskov. Henrik gik op over denne Sti surmulende og vred og mumlende den Kondor ; men det var snart glemt ; i en Groft opdagede han Violer og gav sig til at plukke dem. mens Lærkerne jublede over han- Hoved. Snart horte han en Rost over sig: Kom, vil Du med, Henrik? Det var den unge Præstekone: hun stod oppe paa Stien med et hvidt

46 g 38 Torklæde bundet om sit Hoved og saa smilende ned paa Drengen. Hun havde bragt sin Dreng til Ro og gik nu et Ærinde ned til Mølleren^ paa den anden Side af Præstevænget. Henrik sprang strax op af Grøften og rakte hende sine Violer, som hun tog og lugtede til. Det gik op ad Bakke; nu skubber jeg Dem op! raabte han, satte Fladen af begge sine Hænder mod hendes Ryg og skubbede hende frem, de lo begge to, som to glade Børn; hun var ogsaa, uden at vide af det. lykkeligst, naar hun var uden for Kondorens Synskreds. Xu var de oppe, Henrik lagde sin Arm om den unge Kone- Liv og lagde sit Hoved tæt ind til hende hun lagde Armen paa hans Skulder. Hor, Fru Terkelsen, hvad er Smitte: sagde han, Hvorfor >kulde jeg bringe Smitte fra Byens Drenger.Smitte, sagde hun. det er Overførelse af lom eller ondt fra den ene til den anden. Men de Drenge, jeg legede med, er ikke J eg er heller ikke syg, hvad mente den gamle Fru Flinckr Du kan være vis paa, at. naar Moder siger noget, saa er det >andt, lille Henrik, hun har selv mistet saa mange Børn, at det er ikke underligt, hun er bang Har Fru Flinck havt smaa Bom: raabte Henrik højlig forbavset.»ja jeg har havt mange smaa Søskende. sagde Præstekonen Under den Form kunde Henrik bedre forstaa Sagen, men at Fru Flmck nogensinde havde h