Artikler af N. M. Schaiffel-Nielsen. bragt i PROPEL 2007

Transkript

1 Artikler af N. M. Schaiffel-Nielsen bragt i PROPEL 2007 Hjælp, vi mangler nye hænder... nr. 1 Endeligt farvel til HUGHES H nr. 2 F-35 Lightning II i luften for første gang... nr. 2 Skunk Works fortsætter udviklingen af ubemandede fly... nr. 2 DC-47 Dakota på vej ud af Værløse... nr. 3 Med S-61A på tur til Stauning... nr. 3 Stor dansk interesse for medproduktion af F-35 Lightning II... nr. 3 Produktion af C-17 Globemaster II stopper... nr. 3 Støtte til alt og alle... nr. 4 Fly og flyvning er også kultur... nr. 4 Et brag af et katalog... nr KZ Rally og Airshow... nr. 4 Firefly til Flyvevåbnets museum... nr. 4 Atter jetfly over Karup... nr. 5 Besøg på TLP Flight Line... nr. 5 Vi værdsætter uddannelse af piloter højt... nr. 5 Flyvevåbnets historie, det er hårdt arbejde... nr. 5 Pensionister på vej til Sverige... nr. 6 De hjælper fly på benene igen... nr. 6 Danmark, Uganda, Canada og hjem igen... nr. 6

2 6 PROPEL Nr. 1/2007 Hjælp - vi mangler nye hændertekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Flyvevåbnets pensionisters indsats for at bevare historien og de gamle fly er nærmest legendarisk. Der er ved at opstå en ligge hage, det kniber med tilgangen af nye pensionister. I Team Tordenjet på Flyvestation Skrydstrup er gennemsnitsalderen nået op på 74 år, og nu råber Teamet på nye hænder til en vagtafløsning, der ikke er så langt borte. Pensioneret major N.C. Jeppe Jepsen med en af sine mange plancher. Jeppe begyndte i Hærens og Søværnets Fælles Flyvetjeneste i 1949, og har arbejdet på et utal af flytyper, hans sidste store opgave var implementeringen af F-16 fra februar FSN Skrydstrup den På døren står: Flyvevåbnets Historiske Samling Afdeling Skrydstrup. Indenfor går snakken lystigt. Som altid kan man høre pensioneret seniorsergent Arno Dreyer, hvis stemme skærer igennem de øvriges. Dreyer er lige nu en tilfreds mand. Han har efter års kamp fået sig en PC er der dur, og på hvilken han kan lave alle de ting, der hører til registreringen af Flyvestation Skrydstrups historie, og der er efterhånden ikke så lidt. Orden i sagerne Den opdragelse flymekanikere og andet godtfolk fik i Flyvevåbnet følger dem trofast over i pensionsalderen. Jørgen Thingvad viser os rundt i Bygning 351, hvor HISA, Historisk Samling, som de kalder sig i daglig tale har fået rådighed over alle rummene undtagen fem, her der pinlig orden over det hele. N.C. Jeppe Jepsen viser med stolthed de kasser frem, hvor man opbevarer plancher til udstillinger. Et af dem viser alle de tyske fly som befandt sig på Fliegerhorst Hadersleben, som stedet hed indtil den 5. maj Alle vi talte med, var glade for den bygning man havde fået, selv om det betød, at den del af Team Tordenjet, der tager sig af den skrevne historie og billeder, havnede inde på flyvestationen, medens den mekaniske del, dem der restaurer fly, var havnet oppe i Hangar 1, på den anden side af landevejen Ribe-Haderslev. Vi bliver gamle Thingvad forklarede, at hver onsdag morgen ved 8-tiden mødes alle fra teamet til kaffe og en snak om, hvad der skal nås den pågældende dag. - Vi har 29 medlemmer i teamet, men det er sjældent, at vi er fuldtallige. Smilende fortæller han, at han er én af årsungerne i teamet, og han er 70. Vi mangler tilgang af yngre kræfter, hvis det her skal fortsætte. Desværre ser det ud til, at de yngre ikke har helt den samme fornemmelse for bevarelse af historien som vi gamle har. Det er svært at forstå, for det er ganske interessant at arbejde med. Han undlader ikke at fortælle, at skulle én eller flere af læserne fatte interesse for at deltage, så er telefonnummeret , lokal Telefonen er bemandet F-16 Halenummer E-177 kom til Danmark 29. maj Den har, som det tydeligt ses af bemalingen på halen gennemgået Mid-life Update, men nåede med sidste forsvarsforlig dertil, hvor den er blevet leverandør af reservedele til de sidste 48 flyvende F-16. hver onsdag mellem kl. 09 og 15. Man er ganske vist på internettet, men har endnu ikke fået en mailadresse, så man kan ikke skrive til dem. Postadressen er nem, Team Tordenjet, Flyvestation Skrydstrup, 6500 Vojens. Sætter fly i stand Deres udsendte fik lidt klamme fødder, da det viste sig, at alle smedene var taget til Flyvevåbnets Museum i Stauning for at skille den F-16, der står der, ad. Den skal hjem til flyvestationen for at blive kanibaliseret. Det vil sige, at man tager alle brugbare stumper læs reservedele, ud af den og erstatter dem med tilsvarende, der ikke er i brugbar stand. Man sparer, hvor man spare kan, naturligvis. Jeppe redde dagen ved at ringe til pensioneret seniorsergent og flymekaniker Henning Gøttsche, som beredvillig mødte op og viste rundt i Hangar 1, hvor Team Tordenjet slår sine tekniske folder. Lige indenfor døren stod der to F-16, halenumrene 177 og 174.

3 PROPEL Nr. 1/ Hvad skal I med dem? ville vi vide. Gøttsche forklarede, at de skulle gøres klar som udstillingsfly. Flyvevåbnet har, med erfaringerne fra Kolding Storcenter, besluttet, at man skal have et udstillingsfly, som kan komme rundt i landet med til større begivenheder. Mest sandsynlig vil den få base på Flyvevåbnets Museum i Stauning. The French connection Den franske forbindelse var en ensædet F-100, det stod på sit hjemmelavede chassis, og så meget kedelig ud. Det er én som lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, Lars Søe Jensen, har byttet sig til i Frankrig. Vi måtte jo aflevere alle vore eensædede F-100 til tyrkerne, de var jo amerikansk ejendom, forklarede Gøttsche. Han var ikke i tvivl om, at der nok skulle blive en flot F-100 ud af flyet, som skal have halenummer G-183 og blev modtaget i Flyvevåbnet 31. Maj Den holdt til 13. maj 1977, hvor den blev udskrevet af nummer efter et havari ved Leer i det daværende Vesttyskland. Henne i hjørnet stod Eskadrille 730 s gamle Gate Guard, halenummer GT- 870, som nu venter på, at cockpitsektionen bliver savet fri. Ude i et af hangarernes siderum står katapultsæderne til GT-870 og venter på at blive installeret sammen med canopyet, og de instrumenter der hører til. Også dette arrangement bliver en del af det Flyvevåbnet vil præsentere på udstillinger rundt om i landet, siger Gøttsche. Lidt for sig selv stod en L mm Bofors luftværnskanon og så forladt ud. Vi fik at vide, at den også hørte til de genstande der skal indgå i den udstilling Flyvevåbnet vil møde frem med ved de rigtige lejligheder. Sideværkstederne Til en flyreparationshangar hører også sideværksteder. Sådan er det også ved Hangar 1. Her er både drejebænk, svejseværk, boremaskiner og hvad der ellers hører til. Det mest bemærkelsesværdige var dog det lysshow, der i virkeligheden viser er hele hydrauliksystemet i den gamle F _Det er noget instrumentfolkene er ved at få til at køre ved hjælp af en computer, forklarer Gøttsche. Imponerende så det ud, ikke mindst fra bagsiden. -Hvor mange er I, når I arbejder herude onsdagen? Normalt er vi en stykker, men vi kunne godt bruge flere hænder. Det er to år siden den sidste flymekaniker meldte sig under fanerne, så tilgang af nye er tiltrængt, slutter Gøttsche samtalen. Henning Gøttsche ved den F-16 han er med til at gøre klar til udstillingsbrug. Den er også blevet kannibaliseret, og er én af de 20, som Flyvevåbnet ved sidste forlig tog ud af drift. Her er så Den franske forbindelse. Den vil få halenummer 183 som var et af de første F-100 som kom til Danmark i Køn er den ikke lige nu, men Gøttsche lover, at det bliver den. Så køn som en F-100 nu engang kan blive.

4 8 PROPEL Nr. 2/2007 Endeligt farvel til Hughes H-500 Tekst og billeder N. M. Schaiffel Nielsen Major E. A. V. Aarestrup (VAM) melder styrken af til chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor S. Ø. Nielsen (SØL). Den 22. december sidste år sagde Flyvevåbnet endelig farvel til Hughes H- 500 Cayuse, som Hughes Fabrikkerne havde givet Modelbetegnelsen 369HM. Da den blev konstrueret, var det som let observations- og forbindelseshelikopter. Den blev bygget med en vis overlegenhed, som en slags brug-ogsmid-væk helikopter og sendt til Vietnam i et ukendt stort antal. I Danmark fik H-500 en ganske anden skæbne. Den blev indkøbt til Artilleriflyvebatteriet, Hærens eneste flyvende enhed, dengang baseret på den nedlagte Flyvestation Vandel. Halenummer H-201 blev sat i nummer, ved den pr. 1. januar 2007 nedlagte Flyvematerielkommando, den 13. april Bare én måned senere var den første helikopter på besøg på Flyvestation Vandel. Mandag den 2. juni 2003, i det smukkeste solskin, satte helikopterne kurs mod Flyvestation Karup for aldrig at vende tilbage. Det blev til 32 år og én måned på Vandel. Sej helikopter Hughes H-500 blev som nævnt bygget som brug-og-smid-væk-helikopter. Dens tjeneste ved Artilleriflyvebatteriet, der den 1. juli 1971, skiftede navn til Hærens Flyvetjeneste, varede til den 2. juni 2003 hvor Hærens Flyvetjeneste blev nedlagt og helikoptere og personel overført til Flyvevåbnet som Eskadrille 724. Her vender den sidste helikopter tilbage til platformen foran Hangar 6, efter Farewell Flight til Flyvepladsen i Oksbøl. Til det allersidste blev teknikerne ved med at vedligeholde H-500. Her monteres en gearkasse inden den sidste flyvning den 11. september Fra leveringsdatoen af den første helikopter, til den sidste officielle flyvning den 11. september 2005, fløj helikopteren :50 timer for dansk forsvar. Det var seje folk, der fløj og vedligeholdt helikopteren. I hylende snestorme blev den sat ind for at flytte dødssyge mennesker fra deres indesneede hjem til hospitalet. Den fløj inspektion af digerne i Sønderjylland efter den voldsomme orkan i Der har været skyld i at tusinder af bilister med en tung fod har måttet spytte i statskassen. En enkelt dag i 1973 kom én pilot hjem efter at have været i luften i over otte timer. Fortjenesten den dag var, bøder på ,00 kr. Den har fløjet eftersøgninger af små børn, gamle og demente mennesker kan takke dens besætninger for at være i live. Til gengæld kan bankrøvere og andre stimænd sende den en venlig tanke, efter den har hjulpet politiet med at fange dem. Den var ikke særlig komfortabel af flyve i. Forfatteren har fløjet med adskillige timer for at fotografere fra luften eller rapportere fra en øvelse. De første år var den årsag til underlivsproblemer hos besætningsmedlemmerne og det varede længe inden man fik styr på rysteriet som piloterne klagede over i årevis. Spotpris Ser man på affektionsværdien for de mange der reparerede på og fløj med H- 500, så er en salgspris på ca. 20 mio. for 11 helikoptere ikke mange penge. Da de blev købt var anskaffelsesprisen omkring ,00 kr. pr. styk, og der blev købt i alt 15 af dem. Vedligeholdelsesgraden var 100 % til den sidste dag. Men man skal huske, at skal en militær indregistreret helikopter omregistreres til civilt brug, så er der store udgifter forbundet med det. At der kun kom 11 til salg skyldes tre havarier, hvor halenumrene H-208 (totalhavareret ved Seggelund 22. maj 1981), halenummer H-210 (kasseret efter to havarier) og H-212 (havareret ved Rødbyhavn 24. august 1993). Den sidste grund til at der kun kunne sælges 11 af de 15, der blev købt er, at en helikopter i dag står på Flyvevåbnets Museum i Stauning. Det samme er tilfældet med en F-16 og en S-61. Derimod kunne man ikke afse en C-130 Hercules eller en Grumman American Gulfstream G-3 til museet, her gik Formanden for Dansk Veteranflysamling, Karsten Knudsen, skjuler næsten den H-500, han dagen før havde modtaget fra Flyvestation Karup den 7. maj 2006.

5 PROPEL Nr. 2/ F-35 Lightning II i luften for første gang Tekst N. M. Schaiffel-Nielsen Billeder Lockheed Martin Den 15. december sidste år var F-35 Lightning i luften for første gang. Er De forvirret, flyet har jo fløjet rundt i luftrummet i årevis. Der er ingen grund til forvirring, der var tale om det første fly produceret på samlelinien, der var i luften. Alt det før den tid var bare prototyper eller før produktions modeller. Og hvordan gik det så? Hvis chef testpiloten Jon Beesly havde sagt andet end: - The Lightning II performed beautifully (Lightning II opførte sig smukt), ville der have været noget rivende galt. Nu havde alle, både hovedentreprenøren Lockheed Martin sammen med sine hovedsamarbejdspartnere Northrop Grumman og BAE Systems slidt og slæbt i årevis for at det skulle lykkes. Testflyvninger med prototyper er blevet gennemført i hobetal, omkring timer i luften er det blevet til, så hvis prøveflyvningen af det første egentlige produktionsfly var blevet en fiasko, var der med sikkerhed rullet en bunke hoveder. Nu kunne Beesly fortsætte med at sige til pressen, - Det var en god start på testflyvningsprogrammet og et bevis på den dygtighed de mennesker der har arbejdet så hårdt på at udvikle flyet har gjort et godt stykke arbejde. Alt dette fik han sagt efter at den mest kraftfulde motor, der nogensinde har siddet i et jagerfly, en Pratt&Whitney F135 turbofan med ,69 kilograms tryk, uden vanskeligheder havde bragt flyet i luften og ned igen. 1. flyvning Flyvningen med den konventionelle variant af F-35 begyndte klokken 14:44 på Lockheed Martins flyveplads ved Fort Worth i Texas, da flyet gik i luften for at stige til. Beesley gennemførte derefter en række manøvrer for at teste styringen af flyet, motoren og nogle undersystemer. Klokken 13:19 var flyvningen slut. 2. flyvning Vel gennem juleferien var man klar til testflyvning nummer to, der fandt sted den 8. januar, igen med Jon Beesley ved styrepinden. Ti minutter efter starten trak han understellet op og sted fra 4.572,00 meter til 6.096,00 meter for at evaluere flyets reaktioner på styrefladerne og motoren under flyvning med marchhastighed ved Mach 0,6 (724,20 km/t.) og ved Mach 0,7 (852,95 km/t.). Manøvrerne omfattede rul, drejninger, ændringer af angrebsvinkler og ændringer i motorens omdrejningshastigheder. Hele flyvningen varede 62 minutter og blev udført efter planen. Efter flyvningen sagde Beesley: - Udviklingsgraden af dette fly er blændende, når det er tid at komme ud at flyve, er det altid klar, og det tager minimum tid at komme ud af stopklodserne. Flyvningen understregede, at Lightning II fløj ganske som ingeniørerne havde forudsagt. Det var første gang vi trak understellet op og kunne konstatere, at flyet har fantastiske flyveegenskaber. Jeg er fortsat imponeret af dette flys storslåede flyveegenskaber. Hvad vil Danmark? Det var ventet, at Forsvarsministeriet før jul ville melde ud med, hvilket af de tre fly der er i spil til erstatning for F-16, man havde valgt. Det synes ikke at være sket. Danske firmaer deriblandt Terma, ser lyst på fremtiden. Omkring 10 mia. kroner forventer direktøren for Terma, Jens Maaløe, ifølge bladet Arbejderen, i øgning af omsætningen, hvilket svarer til at der skal ansættes omkring nye medarbejdere. Også IT-firmaet Systematic Software Engineering A/S, som udvikler software er med sammen med Bruhn New Tech, Military Software, Weibel Scientific, The Doppler radar specialist, og en række andre danske firmaer med i opløbet om kontrakter med Lockheed Martin. Lockheed Martin gør meget ud af at understrege sit samarbejde med underleverandører i så mange lande som muligt. Ingen skal til gengæld tro, at denne vilje er udtryk for, at man på nogen måde svækker sine meget høje krav til kvaliteten af de leverede dele til flyet. Leverandørerne af henholdsvis F-35 II Lightning, LAS-39 Gripen og Typhoon kan sammen med os andre holde vejret i spænding.

6 10 PROPEL Nr. 2/2007 Skunk Works fortsætter udviklingen af ubemandede luftfartøjer Tekst N. M. Schaiffel-Nielsen, Billeder Lockheed Martin Skunk Works betyder direkte oversat Stinkdyrenes arbejdsplads. Det er ikke stinkdyr, men højt uddannede ingeniører og tekniker, der arbejder der. Lockheed Martin oprettede Skunk Works i Burbank California i juni Årsagen var, at US Army s Air Tactical Service Command (ATSC) pressede på for at få udviklet og leveret et jetkampfly. Man vidste godt, at tyskerne var på vej med deres Messerschmitt Me 262A. Fra begyndelsen var der fart på udviklingen. Det lykkedes den berømte flykonstruktør, Kelly Johnson, og hans team at udvikle og bygge jageren XP-80 på bare 143 dage, den blev afleveret syv dage før fristens udløb. Leverer stadig nyudviklinger Lige siden har Skunk Works leveret varen. I løbet af 18 måneder har man udviklet et ubemandet luftfartøj uden hale, P-175 Polecat, den amerikanske oversættelse af Polecat er Stinkdyr. Luftfartøjet hører hjemme i kategorien Unmanned Aerial Systems, forkortet UAS, (Ubemandet Flyvende System). Polecat er designet for at verificere ting: Billig og hurtig udvikling af prototyper, fremstillingsteknikker ved anvendelse af kompositmaterialer og hvilke krav stilles der til den aerodynamiske udformning for at kunne gennemføre operationer i stor højde. Det nye ved Polecat er, at den ikke har nogen hale og skal fremstilles af kompositmaterialer. Lockheed Martins fjernstyrede SkySpirit vejer kun 81,65 kg. når den er klar til start. Med den nye miniradar kan den sende højopløste billeder til de taktiske chefer på jorden. Fra Lockheed Martin siger man, at man arbejder med udviklingen for at kunne imødekomme US Air Forces fremtidige program for angreb på fjerntliggende mål. Skunk Works skal også undersøge teknologier, der skal muliggøre såkaldte næsten støjfri supersoniske flyvninger over land og global rækkevidde. Det er let nok at fremsætte behov, siger man hos Lockheed Martin. Den hårde del af jobbet kommer når man skal udvikle den teknologi, der opfylder behovet. Lockheed Martins udviklingsafdeling kaldes Skunk Works, og har selvfølgelig et stinkdyr som logo. UAV med radar Flyfabrikkerne og deres samarbejdspartnere i den elektroniske industri arbejder hele tiden på at forbedre det de ubemandede flys muligheder for at informere de taktiske chefers mulighed for at overvåge fjendens bevægelser. Lockheed Martin gennemførte sidste efterår prøveflyvninger med deres SkySpirit monteret med en miniature Synthetic Aperture Surveillance Radar (MiniSAR) fremstillet af firmaet Rockwell Collins Inc. SAR er kort fortalt en teknik, hvormed man omsætter de reflekterede radarbølger til billeder. Testflyvningen, der var den første der blev gennemført med et lille fjernstyret taktisk UAS på Minnesota National Guard testområde. UAS en nåede op i m flyvehøjde, hvorfra den sendte højtopløste billeder tilbage til modtagerne på jorden. Fordelen ved MiniSAR er, at den kan se gennem røg, støv, kraftig regn, tåge eller almindelig nattemørke. Nem at flytte med I den nuværende konfiguration vejer SkySpirit UAS en 81,65 kilogram når den er klar til start, heraf udgør nyttelasten 34,02 kilogram. SkySpirit blev designet så det kan medtage forskellige former for nyttelast. Det er ikke verdens bedste billede, men det ses tydeligt, at luftfartøjet, en P-175 Polecat, ikke har nogen hale.

7 8 PROPEL Nr. 3/2007 C-47 Dakota på vej ud af Værløse Hvis der er et fly, der har været forbundet med Flyvestation Værløse, så er det Eskadrille 721 s C-47 Dakota. Flyet der tog luften første gang den 17. december 1935 og som her næsten 62 år senere stadig flyver, takket være DC-3 Vennerne. Nu er det slut med at bo på Værløse. Stedet er solgt og flyet skal have et nyt hjem. Hvor? Svinestalden Flyvestation Værløse d. 13. marts Det lyder ikke særlig pænt, og det er ikke Deres udsendte, der har fundet på navnet, men vi er i Svinestalden på Flyvestation Værløse. Inde fra lokalet lyder der en hyggelig snakken. Det er nogle af DC-3 vennerne, der er i gang med tirsdagsarbejdet. Det vil sige, vi ankom lige midt i formiddagskaffen. Ingen er vel i tvivl om, at kaffe er et af de vigtigste drivmidler i Flyvevåbnet efter JP-4, og hvad de ellers hedder. På vej ud Det snakken gik mest om var at få styr på de mange reservedele, der skulle med, når DC-3 eren skal forlade Eskadrille 721 s gamle hangar ved årsskiftet. Som om det ikke var nok, kunne man fortælle, at EU var i gang med at fjerne begrebet Experimental fra den liste der giver lov til at flyve med gamle militærfly eller andre vintage fly. Hvis det sker, sagde pensioneret seniorsergent Erik Thingbo, - Så ender vores fly også på jorden. Vi talte næste dag med formanden for Dansk Veteranflysamling (DV), Karsten Knudsen, der bekræftede, at man havde indført et forbud mod flyvning med gamle jetkampfly, og man fra DV s side havde protesteret, sammen med mange andre i øvrigt, - Fordi, som Karsten Knudsen sagde, - Den slags har det med at brede sig. Tager al min tid At man er pensionist betyder åbenbart ikke, at hele tiden går med kaffepause. Snart var alle igen i gang med at tjekke lister og pakke. Erik Thingbo, 70, og hans kollega gennemgår lagerlister over tusindvis af items til den eneste flyvende DC-3 er i Danmark. Nu har vi snart Til venstre pensioneret seniorsergent og flymekaniker Erik Thingbo der sammen med sin kollega er i færd med at gennemgå lagerlister over items til DC-3 Vennernes DC-3. arbejdet på det her i et år, forklarer han, - Eller i hvert fald siden vi fik at vide, at vi skal ud herfra. -Hvor skal I flytte hen? Vi har fået et tilbud om at få flyet opstaldet i en opvarmet hangar med et tilhørende lille værksted og kontor i Kastrup Syd. Det er jeg glad for, men min indsats derude vil blive begrænset. Det er nærmest håbløst at komme fra Frederikssund, hvor jeg bor, gennem København til Kastrup i myldretiden. Begyndte med Pembroke -Hvor længe har du egentlig arbejdet på C-47 eren? -Faktisk først efter jeg blev pensioneret. I begyndelsen arbejdede jeg på Pembroke, og kom derefter over på Catalinaen. Da den blev udfaset kom jeg til at arbejde på C-130H i mine sidste år som flymekaniker, inden jeg sluttede som kvalitetsinspektør. Det var godt nok kedeligt, i den branche skete der ikke meget! Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Det er ikke underligt at han syntes jobbet var kedeligt. Ikke mindst når man tænker tilbage på hvad han oplevede med Catalinaen, hvor han fløj med som maskinist på halenummer L-857, den 7. september 1966, da færgen Skagerrak gik ned, og den største redningsoperation i Eskadrille 722 s historie løb af stabelen. Værre var det, da halenummer L-853 nødlandede i Kattegat den 13. december 1969, -Det var en rigtig kold omgang, sagde Thingbo. Måske alligevel Lige nu tror Thingbo selv på hvad han siger, når han udtrykker, at han nok ikke vil lave så meget derude i Kastrup Syd. I dag er han også beskæftiget på Arsenaløen på Holmen, hvor han hjælper til med at indrette fire konferencerum for Flyvevåbendelen i den nye Forsvarskommando. De fire lokaler har navnene Kock, efter den berømte oberst og leder af grønlandsekspeditioner, J.P. Kock. Kløvermarken, efter den første militære flyveplads i Danmark. Birksted, efter den danske pilot, der under Den Anden Verdenskrig blev flyveres med, 10 bekræftede og 10 ubekræftede nedskydninger af tyske fly, og oberst i det norske Flyvevåben Kaj Birksted. Endelig er der Henriksholm konferencerummet til minde om Flyverkommandoen første hjemsted. Han fortalte i samtalens løb om, hvordan han var kommet ind i arbejdet med vedligeholdelsen af DC-3 eren. Det gik meget fint den første måned efter jeg var blevet pensioneret. Det blev jul og nytår, og alt var såre godt. So blev det den 2. januar, og konen tog af sted på arbejde. Der sag jeg. Til slut var det sådan, at hverken katten eller jeg gad sidde og se på Det lille skur på prærien, eller hvad de ellers sendte i fjernsynet. Efter tre måneder blev jeg reddet af en gammel kollega, der ringede og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at hjælpe lidt til med DC-3 eren. Jeg sagde ja, rakte foreningen en lillefinger, og nu er hele armen røget, forklarede han smilende. Med den forklaring er det svært at tro på, at han kan holde sig væk, selvom der er myldretid i København. Hunting-Percival Pembroke C.Mk.52, halenummer , som var det første fly Erik Thingbo kom til at arbejde på som flymekaniker. Flyet kom til Danmark den 8. oktober 1956 og udgik af Flyvevåbnets nummer den 1. december 1960, hvor det blev hugget op på Flyvestation Værløse. Billedet er taget på Flyvestation Vandel i 1960.

8 PROPEL Nr. 3/ Med S-61-A på tur til Stauning Sikorsky S-61-A-1 er langsomt på vej ud af tjeneste i det danske Flyvevåben. Den første, halenummer U-240 er nu endt på Flyvevåbnets Museum i Stauning. Der står den nymalet og bragt tilbage i den konfiguration og farve, som den havde i Tekst og billeder N. M. Schaiffel-Nielsen Flyvestation Værløse 13. marts 2007 Der stod den så i malerværkstedet på Hovedværksted Værløse. Rundt om den havde malerne travlt med at anbringe de sidste anvisningsmærker, som fortalte, at her var der kun plads til to mand, og denne antenne må ikke bruges, hvis helikopteren skulle skubbes. Om der var 100 anvisninger fik vi aldrig talt, men der er mange. Blandt dem der var kommet for at give en hånd med var pensioneret seniorsergent og tekniker på S-61, Erling Norman Larsen. Han var overalt. Det var mere end tydeligt, at det var hans hjertebarn flytteholdet var kommet for at hente, og det bekom ham bestemt ikke godt. Han havde i eftermiddagens løb mange harske bemærkninger om jyder, der levede af sjællændernes penge og andet af samme skuffe. Han sagde ikke direkte, at de stjal hans helikopter, men det var tæt på. Et af udsagnene var: -Morgendagens overraskelse til jer er, at I alligevel ikke kan få den med til Jylland! Flyverspecialist Sigurd Nielsen i færd med at montere én af de fire plader, der skulle bære helikopteren under transporten. Flytteholdet Flytteholdet fra Flyservice på Helicopterwing Karup bestod af lederen Hans T. Christensen og flyverspecialisterne Sigurd Nielsen og Kurt Søndergaard. De tre er nok de mest erfarne i at flytte fly i Danmark. H.T. Christensen fortalte, at han havde flyttet 60 Draken fly og ca. 40 andre fly fra Firefly til F-16. Nu var de klar til at flytte U-240. Alt var planlagt hjemmefra. De fire plader, som skulle bære helikopteren var produceret hjemme i Karup. Det viste sig, at de fire sikringspinde, der skulle igennem de to huller i helikopterens jackpoints var en smule for korte. Det kostede en tur over på maskinværkstedet og kort efter var problemet løst. Det så ellers så smart og professionelt ud med de sikringspinde, At flytte en helikopter er ikke for tøsedrenge. Blokken i F-16 slinget vejer omkring 400 kg. Oppe hvor gearkassen skulle sidde står flyverspecialist Sigurd Nielsen og holder øje med de tunge kæder, medens flyverspecialist Knud Søndergaard er i fuld gang med at montere en ekstra strop. Bemærk skumgummemadrassen og plastiksvøbet, begge dele for at hindre, at malernes flotte arbejde ikke fik en skramme. sagde Sigurd Nielsen smilende. For at kunne laste helikopteren på blokvognen skulle halehjulet skubbes helt op. Splitter blev pillet ud og alle de løse dele lagt i en kasse, så man kunne finde dem igen når de skulle monteres igen på Stauning. Noget af det sidste der blev sat på helikopteren var Eskadrille 721 heraldiske mærke, og man var klar til at læsse flyet næste morgen. Blokvognen Chaufføren havde overnattet i førerhuset på blokvognen ved Sdr. Vagt. Klokken otte kørte kortegen ind gennem vagten og ud til Hangar seks for at hente helikopteren. Blokvognen var en speciel oplevelse. For det første kan den forskydes i længden, for det andet så styrer den på de otte baghjul og for det tredje kan den hæves og sænkes i højden. Det sidste er vigtigt når man skal under broer, der er meget lave i forhold til lasten, men også når man skal over de bump som nogle kommuner strør omkring sig med på gader og stræder. Blokvognens kran er imponerende at se på. Chaufføren forklarede, at den kunne løfte 800 kg. ude i 26 meters længde, og at han da havde haft 12 tons på krogen, men betydelig tættere på blokvognen. Hullet helikopter Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Til gengæld stod der en bidende kold vind ind fra nordvest, og tilskuerne frøs med anstand. Porten blev åbnet og U-240 rullede ud på sine små reservehjul. I virkeligheden var det kun fuselagen (kroppen) der skulle med til Stauning. Gearkasse, hovedog halehjul samt halerotor manglede. Årsagen var, at for at holde så mange S-61 ere flyvende som muligt, bliver alle de reservedele, som blot havde et rimeligt antal flyvetimer tilbage anvendt i de helikoptere som skal indgå i redningsberedskabet. Årsagen til miseren var, at leveringen af afløseren EH-101 Merlin var blevet forsinket på grund af problemer med halerotoren. Sidste flyvetur fra Værløse Trækkeren var koblet fra, S-61 eren linet op ved siden af den og nu skulle F-16-slinget monteres. Det foregik med står forsigtighed. Blokken i slinget vejer alene omkring 400 kg. De lange tunge jernkæder med krogene ville så let som ingenting kunne lave dybe ridser i det flotte malerarbejde. Lasteholdet arbejdede med største forsigtighed. Skumgummiplader blev anbragt der, hvor man forventede krogene ville ramme. Der blev ikke lavet ridser eller buler. Og pludselig var det hele forbi. Helikopteren hvilede sikker på blokvognen og man var klar til afgang.

9 10 PROPEL Nr. 3/2007 Blomster Erling Norman Larsen var med sikkerhed rigtig ked af det. Han havde medbragt en bårebuket, som han lagde på instrumentkonsollen med pilotens og andenpilotens sæde. Nok var hans sprogbrug barskt, men hvad der skete i hjertet kunne tilskuerne kun gætte om. så han kunne få sit billede. Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke, fandt vi ud af den onsdag. Ankomst Stauning Klokken 16 rullede blokvognen ind foran Flyvevåbnets Museum i Stauning. Forsigtigt blev den bakket ned foran porten i museets vestgavl. Blandt tilskuerne var lederen af Flyvevåbnets Historiske samling, seniorsergent Lars Søe Jensen og formanden for Dansk Veteranflysamling Karsten Knudsen og den lokale presse. Lars Søe Jensen fulgte nøje med i losningen af S-61 eren og sagde, -Se de der omviklinger af plastik omkring kæderne! Det er én af fordelene ved at have H.T. til at flytte fly, han tænker på selv den mindste detalje! I løbet af en lille times tid stod U-240 igen på sine reservehjul og Toft kunne skubbe den ind i museets hal med sin landbrugstraktor. Missionen var fuldført og helikopteren havde ikke fået en skramme. Turen over Sjælland og Storebæltsbroen var begivenhedsløs, det hele kørte i olie. Pludselig på Fyn klemte en lille blå firehjulstrækker sig ind mellem blokvognen og Folkevogns-pickuppen. H.T. Christensen undrede sig lidt over den aparte kørsel. Så kørte blokvognen ind på en rasteplads, hvor firehjulstrækkeren fulgte med. Forklaringen kom kort efter stoppe. Føreren var én af Erling Norman Larsens gamle kollegaer. Han ringede og fortalte, at I var kørt, og så var det bare at vente. Han havde arbejdet på U- 240, og nu ville han gerne have et billede af den inden den forsvandt til Jylland. H.T. Christensen love at flytte pick-up en Rejsen på de ca. 300 km. er endt. Her bakkes U-240 langsomt ned mod sin sidste helipad, Flyvevåbnets Museum på Stauning Lufthavn. Stor dansk interesse for medproduktion af F-35 Lightning II Interessen i dansk industri for at deltage i produktion og udvikling af F-35 Lightning II er omfattende. Seneste skud på stammen er Brdr. Jensen Maskinfabrik A/ S i Vejle, som også er kommet med. Det samme vil mindst 13 andre. Firmaerne spreder sig fra ovennævnte letvægter til de rigtig tunge som TERMA A/S. Tekst og billeder N. M. Schaiffel-Nielsen Siden forsvarsminister Søren Gade sammen med De Forenede Staters ambassadør i Danmark, James P. Cain underskrev det såkaldte Follow- On Development Memorandum of Understanding (Videreudviklingsaftale) med flyfabrikken Lockheed Martin om fortsat deltagelse i udviklingen af F-35 Lightning II omfattende produktion, tests, træning og operation er interessen i dansk industri for at deltage ikke blevet mindre. Sidst har Brdr. Jensens Maskinfabrik A/S i Vejle indgået en millionaftale om levering af dele til flyet. Indehaveren Kjeld Mielec sagde til Vejle amts Folkeblad; -Jeg kan ikke fortælle helt præcist, hvad det er vi producerer til Joint Strike Fighter (JSF), da der er tale om militære hemmeligheder. Eksklusiv Klub Danmark har siden 1997 deltaget i udviklingen af JSF. I 2004 førte det til dannelsen af den eksklusive klub JSF DK TEAM som en del af DImedlemsforeningen FAD (Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark). Mock Up (model i fuld skala) af F-35 Lightning II i dansk bemaling ved Åbent hus 2006 i Skrydstrup. Blandt medlemmerne i klubben er virksomhederne, Corena A/S, CSC Danmark A/S, DCC-I, DELTA The Knowledge Center, Embedit, E. Falck Schmidt A/S, Force Technology, GPV International A/S, IFAD A/S, Maersk Data Defence A/S, Systematic Software Engineering A/S, TERMA A/S samt Forsøgscenter Risø. Vil man I dag melde sig ind i klubben, ja så er kontingentet runde ,00 kr. Indføring af kontingentet fik den forhenværende sekretariatschef for JSF DK Team, Ole Kandborg, til at fratræde sin stilling med den begrundelse, at han fandt det principielt forkert at kræve medlemskab af en brancheforening under DI som betingelse for at optage nye medlemmer. Hvad får de for pengene Medlemmerne var til møde i februar måned, hvor de fik præsenteret et detaljeret kig ind i JSF-projektet omkring tidsforløb og krav til leverandørerne. Ena Bjerregaard, der er chef for FAD og kontaktperson i JSF DK Team, sagde i en artikel på DI s hjemmeside, -Vi havde et overvældende fremmøde, hvilket nok

10 PROPEL Nr. 3/ især skyldtes, at vi blandt andet havde talere fra Lockheed Martin Aeronautics Company, der er hovedleverandør til JSF. Derudover fortalte flere af de danske virksomheder, som allerede er involveret i JSF, om deres oplevelser. Stor interesse fra pressen Som altid når der er tale om produktion af våben eller dele til våben, er dansk presse oppe på mærkerne, man kan blot gå ind på Internettet og skrive JSF DK TEAM, og Google giver ca svar. Spørgsmålene, der bliver stillet til forsvarsministeren og forsvarets ledelse er altid præget af spørgerens politiske holdning til forsvar og våben. Artiklerne der kommer ud af spørgsmålene går fra det fordømmende i at danske firmaer overhovedet beskæftiger sig med at producere dele til et kampfly, til noget der ligner stolthed over at dansk industri magter at være med der, hvor de størst tænkelige krav til industriel formåen findes. Om Danmark så køber F-35 Lightning II engang i fremtiden? Den beslutning er endnu ikke taget, og politikerne holder kortene tæt ind til kroppen. For at gøre flyet så usynlig som muligt på fjendens radar, bliver alle våben gemt inde i brønde i flyet. Produktion af C-17 Globemaster II stopper Tekst og billeder N. M. Schaiffel-Nielsen Boeing C-17III Globemaster under start fra Farnborugh i Dengang troede Boeing fabrikkerne, at man havde et guldæg i lighed med DC-3 Dakota. Lige nu er der så som så med tilliden til Guldægget. Siden Boeings (McDonnell Douglas) C- 17A Globemaster III gennemførte sin prøveflyvning I 1991, og i 1997 blev operativ ved 17th. Airlift Squadron, på Charlston Air Force Base, har den været svaret på mange af de krav om lufttransport af tungt militært materiel og nødhjælp, som terror og naturskabte ulykker har stillet. Nu er det måske ved at være slut med produktion af flyet. På trods af de mange krav verden af i dag stiller om tung lufttransport, hvad enten der er tale om en krig i det Fjerne Østen, eller en natur- eller hungerkatastrofe et fjernt sted i verden, så meddelte Boeing Flyfabrikken, at den stopper indgåelse af aftaler med underleverandører om levering af dele til nye fly. Årsagen er enkel, ordrebogen er tom. Kommer der ikke nye ordrer i løbet af 2007, begynder man fra næste år at afskedige medarbejdere. Måler er, at produktionslinien herefter lukker midt på året i Lukkes produktionslinien betyder det at mand, der er direkte involveret i at bygge C-17, bliver arbejdsløse i staterne California, Missouri, Georgia og Arizona. På verdensplan er det ansatte i 700 firmaer i 42 stater/ lande, der er involveret i leverancer til flyet. Arbejdshest Dave Bowman, der er vicepræsident og direktør for C-17 programmet hos Boeing siger: - C-17 er stadig arbejdshesten i luftoperationerne i den globale krig mod terror, og de enkelte landes behov for moderne, driftsikker er vokset dramatisk. Vi havde håbet at holde produktionslinien i gang medens den amerikanske regering overvejede, hvad der skal ske med den efterhånden aldrende C-5A Galaxy flåde. Behov for flere fly Boeing har kontrakt om levering af 190 fly til US Air Force, men en uafhængig analyse viser, at behovet i virkeligheden er 222. Det tager 34 måneder at fremstille en C-17. Boeing fabrikken har derfor brug for, at den amerikanske regering allerede nu melder ud, hvorvidt man vil købe flere fly. Dette for at undgå, at den kommer et stop i leverancen. Men Forsvarsministeriet har ikke bedt om flere penge på finansloven for 2008 til at købe C-17, hvis produktionen skal holdes i gang, skal der sættes penge af til 16 C- 17 i finansåret Situationen lige nu er, at man skal gøre ordren på 190 fly færdig. Hertil kommer ordrer og tilsagn fra Royal Air Force, Royal Australian Air force, Canadas Forsvarsministerium og andre internationale kunder, hvilket betyder, at produktionen kan fortsætte indtil 2009.

11 8 PROPEL Nr. 4/2007 Støtte til alt og alle Tactical Leadership Programme (TLP), eller taktisk uddannelse af piloter er i fuld gang. I flere dage er der ankommet fly fra Tyrkiet, Frankrig, Belgien, Holland og Storbritannien. Den slags giver liv i den ikke eksisterende Stationsflight på Helicopter Wing Karup. Lederen af Stationsflighten og hans håndgangne mænd minder ind imellem om blæksprutter på to ben. Flyverspecialist og flymekaniker Knud Søndergaard besvarer kald nummer ingen kan huske hvor mange denne torsdag. Radioen skratter uafbrudt. Niels til Kurt! Ja kom Kurt! Hvor er du nu? Jeg holder nede hos hollænderne! Kan du ikke lige smutte op til franskmændene, de mangler et eller andet? Jo, jeg kører med det samme! Måske lyder kaldesignalerne lidt uautoriserede, men det virker. Stationsflightens biler holder ikke stille ret længe ad gangen. Gæsterne synes hele tiden at mangle et eller andet. Skaf en computer På lederen af Stationsflighten, seniorsergent Hans T. Christensens kontor er der virkelig liv i kludene. Radioen kværner hele tiden. Foruden flightens egen frekvens er der medhør på flyvekontroltårnets frekvens. Hertil kommer en fastnettelefon og en tilsvarende mobil, der ringer, mildt sagt, ret ofte. Læg til dette en fast strøm af mennesker, som lige mangler et eller andet, og som taler dansk og meget forskelligt engelsk, med tyrkisk, fransk, belgisk eller hollandsk accent. Denne accent tilhørte en hollandsk løjtnant som var kommet i den situation, at en computer i et af deres F-16 fly var brudt ned. Flyet skulle bruges næste dag. Hvis du ikke kan skaffe én, skal vi ringe hjem til Holland, så må de sende en bil af sted kl. 15, så kan han være her ved midnat! Med vanlig ro hørte H.T. på den hollandske anmodning og sagde, at han ville ringe tilbage inden for 20 minutter. Hjælp fra Skrydstrup En opringning til hovedlageret i Skrydstrup bekræftede, at man havde et antal liggende, så langt så godt. Det blev endnu bedre, da lagerlisterne fra forsyningsfolkene ved Fighter Wing Skrydstrup, som var på Karup kunne bekræfte, at de da også var i stand til at hjælpe. En opringning til hollænderne inden kl. 15 gjorde dem glade og godt tilfredse. Imponeret brite Squadron Leader og Detachment Commander for Royal Air Force detachementet, Shaun Vickers havde svært ved at skjule sin beundring for Stationsflightens personel. Det er fantastisk, sagde han, -De er altid på pletten når man beder om hjælp, og aftalerne holder til punkt og prikke. Det er næsten ligegyldigt, hvad vi beder om, for så kan de klare det. Nær havari Der er ikke ret meget der kan få hårene til at rejse sig på hovederne af alle, som når piloten et fly på vej ind til landing meddeler, at han ikke kan få hjulene ud. Det skete så denne torsdag og i løbet af ingen tid var hele beredskabet på tæerne. Det viste sig at være falsk alarm. H.T. kom hjem fra udrykningen og havde lært, at noget redningsudstyr var under lås. Det vil det ikke være fra flyvningens start i morgen, man ved jo aldrig, hvad der kan ske, var hans bemærkning. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Sidste øvelse For H. T. Christensen bliver TLP den absolut sidste øvelse. Han går på pension med udgangen af maj måned. Vi har hørt flere sige, at hans efterfølger får noget at leve op til. Hans ro og overblik er legendarisk, ligegyldig om det er en Tornado, der ikke kan få hjulene ud, eller det er en S-61 helikopter, der skal lastes på en blokvogn og køres fra Værløse til Stauning. Eller måske en Draken, der skal stilles op på Bornholm. Omkring 100 fly har han flyttet i sin karriere og vi har ikke hørt, at nogen af dem har fået en skramme. Vi spurgte forsigtigt, om han så skal være med til at vedligeholde og sætte gamle fly i stand. Svaret var nogenlunde således: - Det første halve år er der ingen, der ser noget til mig, måske ses vi til næste år? Og så ringede telefonen igen. Redaktionen meddeler: Schaiffel-Nielsen har indsendt endnu et par artikler om TLP-øvelsen i Karup. De bliver bragt ved en senere lejlighed. Leder af Stationsflighten, seniorsergent Hans T. Christensen i færd med det, han brugte meget tid på under TLP, at tale i telefon. Ser man godt efter kan man tælle en fastnettelefon, to mobiltelefoner, to radioer samt en PC på skrivebordet. Ingen af delene var til pynt.

12 PROPEL Nr. 4/ Fly og flyvning er også kultur Fly og flyvning er også kultur fastslog kulturminister Brian Mikkelsen under sit besøg på Danmarks Flymuseum i Stauning den 14. juni. Han afviste heller ikke en flykanon over tidens mest interessante militære og civile fly. Ved samme lejlighed fik Danmark sit Flymuseum. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Kulturminister Brian Mikkelsen var meget interesseret i Danmarks Flymuseums Supermarine Spitfire Med Ringkøbing-Skjerns borgmester Torben Nørregaard i spidsen afventede en delegation med spænding kulturminister Brian Mikkelsens ankomst til Dansk Veteranflysamlings bygninger på Stauning Lufthavn. Præcis kl landede en KZ VII er med formanden for Veteranflysamlingen Karsten Knudsen ved pinden og med kulturministeren som passager. Efter landingen gav ministeren udtryk for sin begejstring over flyveturen i det gamle fly. Han blev spurgt om det var den måde han ville transporteres på i fremtiden, og svarede; - Ja, hvis skatteyderne vil tillade det? Hvad han ikke troede de gør. Imponeret minister Normalt tager det Karsten Knudsen 45 minutter at vise rundt i museet, men denne torsdag var tiden reduceret til 15 kostbare minutter. Turen begyndte ved modellen af Ellehammers første fly som var i luften 12. september Under rundgangen blev Brian Mikkelsens begejstring større og større. Ikke mindst da han hørte om, at flyene var istandsat af frivillige, og at hele museet stort set var opført for private midler. Formanden for Dansk veteranflysamling, - 10 minutter senere formand for Danmarks Flymuseum, Karsten Knudsen, i færd med at fortælle en meget interesseret kulturminister om J. C. Ellehammers gamle fly. Forsvarets fly Den nyeste del af samlingen indeholder kun fly fra Flyvevåbnet. Ministeren fik at vide, at det var pensionerede flymekanikere, frivillige i Stauning og efterskoleelever i Videbæk, der havde sat de mange fly i stand. Major og chef for Ledelsessekretariatet i Flyvetaktisk Kommando, Palle N. Mikkelsen fortalte ministeren om planerne om at bygge yderligere en hal på 3000 m², for, som han sagde: - At skaffe plads til de fly flyvevåbnet i fremtiden vil komme til at udfase. Vi vil meget gerne være med til at bevare værnets historie! understregede han. Danmarks Flymuseum Lige inden selskabet forlod hallen med flyvevåbnets fly sagde Karsten Knudsen: - Nu har vi udvidet samlingen med rigtig mange fly. Derfor kan vi ikke længere fastholde navnet, Dansk Veteranflysamling, og ved denne lejlighed vil jeg gerne proklamere, at stedet i fremtiden hedder: Danmarks Flymuseum. Vi fik kort lejlighed til at spørge Brian Mikkelsen: - Er fly og flyvning også en del af dansk kultur. Svaret var kortfattet, nemlig: - Ja! Vil det sige, at det også er værd at støtte i lighed med for eksempel Nationalmuseet. Ministeren smilte da han svarede: - Det må vi hjem og tænke nærmere over. Hvad ministeren så tænker vides ikke, men Ringkøbing-Skjerns borgmester Torben Nørregaard sagde efter frokosten til bladet, at det var hans opfattelse, at ministeren ville tage hjem og tale med Tøjhusmuseet om én eller anden form for kontakt. Borgmesteren var i det hele taget meget tilfreds med mødet med Brian Mikkelsen. Karsten Knudsen var sammen med major Palle N. Mikkelsen mere tilbageholdne, men begge var de enige om, at der havde været tale om et positivt og konstruktivt møde. De havde blandt andet fået fortalt ministeren at med den størrelse museet har fået, kan man ikke i al fremtid drive det med frivillig arbejdskraft. Et brag af et katalog Til ethvert ordentligt museum hører et pænt katalog. Men det, Danmarks Flymuseum har lavet, er helt overdådigt. Det er nærmere en bog på 100 sider med et hav af billeder af de fly, der er udstillet, og en tekst som både flykendere og Maren i kæret har glæde af at læse. Det er en fornøjelse at bladre i kataloget. Kun i ganske enkelte tilfælde er man henfaldet til et moderne layout, hvor man smadrer billeder ved at lække det ene ind over der andet eller absolut skal gøre teksten ulæselig ved at lægge et udfadet billede bag teksten. Danmarks Flymuseums gæster snyder sig selv, hvis de vil spare de bare 50 kr. kataloget koster. Man kan kun gratulere pensioneret seniorsergent Orla H. Gravesen som er far til det smukke barn.

13 10 PROPEL Nr. 4/ KZ Rally og Airshow Det 40. KZ Rally og Airshow samlede tusinder af tilskuere og langt over 100 fly på Stauning Lufthavn. KZ & Veteranflyveklubben har næse for at gøre deres årlige rally til noget, der ligner en folkefest. Her er gamle fly, sære fly og selvbyggede fly, og som rosinen i pølseenden en F-16, der til tilskuernes henrykkelse larmer rundt i luftrummet i 10 minutter. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Stauning Lufthavn lørdag den 9. juni. Arrangørerne bævede ved tanken om alt for godt vejr. Hvis nu solen skinnede for meget tog folk sikkert til stranden! Forkert gæt, vi har sjældent set så mange mennesker til Airshow på Stauning Lufthavn som denne lørdag. Det var lidt af en vandring at nå igennem de flere hundrede meter lange rækker af fly. Lige for i første række stod noget, man næsten ikke kunne forestille sig kunne flyve. En hjemmebygget Deltaflyver. Med vinger så tykke, at der måtte kunne være brændstof i dem til at holdet dette noget flyvende i mange, mange timer. Dette noget er bygget af Verhees Engineering i aluminium. Det er Jar-VLA certificeret til manøvreringer med belastninger på +6 / -6 G ved en hastighed på 110 knob. og en maksimumhastighed under dyk på 170 knob. Hvis man vil vide mere om dette noget, kan man gå ind på www. verheesengineering.com, og blive meget klogere. Men lige når man ser flyet, tror man det er løgn. Når man ikke lige har en traktor i nærheden, så kan otte mand faktisk sagtens flytte rundt på en C-47. De gamle fra flyveskolen Der er selvfølgelig masser af Pipers produkter i de lange rækker af fly. Hvad der næsten virkede overraskende var antallet af Chipmunks, der var vel en stykker af slagsen. Én af dem endda indregistreret OY-FLV, og så selv følgelig med det danske Flyvevåbens kokarder, kan man bede om mere? Af andre gamle fly fra Flyveskolen var både KZ II og KZ VII med i flyvevåbnets farver. KZ-flyene, der har lagt navn til Veteranfly Klubben, var repræsenteret med alle modellerne fra KZ I, ganske vist en replica, og til og med KZ X. Af én eller anden grund er det altid KZ IV, ambulanceflyet fra 1944, og KZ X, artilleriobservationsflyet, der tiltrækker den største opmærksomhed. Entusiaster De der interesserer sig for gamle fly er villige til at ofre stort set alt på at holde deres flyvende klenodie i luften. Det koster mange penge at holde et gammelt fly i flyveklar stand. Det koster også mange penge at bo på hotel. Derfor så vi flere stedet folk åbne lemmen til flyets bagagerum og hive et lille to-personers telt ud og rejse det under det ene plan. Hotelregning sparet, og lidt flere penge til at vedligeholde herligheden for. Nogle af dem, der er med til at holde et klenodie flyvende, er DC-3 Vennerne, de var, som altid på pletten. Publikum stod i kø for at komme med ud at flyve den med den meget velholdte C-47-A Dakota. Til det er der kun at sige, -Det er en utrolig flot tur rundt om Ringkøbing Fjord. Det varede 25 minutter og kostede lige godt én kr. i minuttet. Billigt, alene lyden fra de to 1200 hk. Prat & Whitney Twin Wasp R-1830-S1C3G-motorer er penge værd. Kan selv næsten KZ- & Veteranflyveklubbens medlemmer kan selv næsten klare hele den kæmpeopgave, det er at lave et Airshow af den størrelse. Lidt hjælp måtte de dog have af en ambulance fra Helicopter Wing Skrydstrup samt fra Flyve- og Politihjemmeværnet. Ambulancefolkene fik et enkelt hjertetilfælde at tage sig af. Flyvehjemmeværnsfolkene lavede en høflig, venlig men meget bestemt adgangskontrol og politihjemmeværnet sørgede for trafikregulering og patruljering rundt om lufthavnen, hvor der var indført stop- og parkeringsforbud, med den fornuftige grund ikke at lukke vejen fra Stauning til Ringkøbing. Chipmunk P-143 kom til Danmark 5. juni 1953 og fløj for Flyvevåbnet indtil den 21. marts Flyet blev derefter solgt, og ingen er med indregistreringen OY-FLV (forkortelsen for Flyvevåbnet) i tvivl om, hvor flyet kommer fra.

14 PROPEL Nr. 5/ kroner! Traditionen tro afholder lokalafdelingen den årlige Åleaften lørdag den 27. oktober klokken Spis alle de ål du kan for ti kroner JA for 10,00 kroner! Øl, vand og en lille én kan købes på stedet. Efter spisningen er der hyggeligt samvær bl.a. over en kop kaffe. For at køkkenet får mulighed for at tilberede de mange kilo ål, er tilmelding nødvendig senest den 8. oktober til én af følgende: Bjørn på , Preben på eller til Lis på Så snart vi har overblik over hvor mange, der kommer, vil hver enkelt få besked om mødestedet, det kan dog allerede nu oplyses, at det bliver i lokalområdet. Med venlig hilsen Bestyrelsen. Fairey Firefly til Flyvevåbnets Museum Dengang i slutningen af 1950 erne, var historie ikke noget det mand store Flyvevåben skænkede en tanke. Historie det var noget Hæren og Søværnet havde! Man så fremad og opad. Derfor endte de tre overlevende af seks indkøbte Fairey Firefly T.T. Mk. 1 fly i Sverige i Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Den Fairey Firefly T.T. Mk. 1, som blev hentet i Sverige for ikke så længe siden, er ikke én af de tre, Danmark solgte til svenskerne. Men nu står der én af typen i Flyvevåbnets Historiske Samlings nyindrettede værksted i Gedhus, skilt ad, men dog på hjul. Det ene plan stod op ad væggen, og flyet selv bar tydeligt præg af, at de pensionerede flymekanikere med Kjeld Madsen i spidsen har sat tænderne i den. Sidst Deres udsendte så en Fairey Firefly i levende live var i februar måned 1959 ca. to måneder før de den 7. april 1959 blev fløjet til Malmö med danske besætninger. Dengang var den malet gul og med en spændvidde på 13,56 m. og en længde på 11,18 m. med 3,76 m. til det højeste punkt, et ganske imponerende fly at se på. Slæbemål Flyvevåbnet havde købt seks af typen som blev anvendt til at trække slæbemål for både antiluftskytset, 40 mm Bofors, og for jagerfly når piloterne skulle lære at betjene maskingeværer og maskinkanoner. Oprindelig var Fairey Firefly bygget som en hangarskibsbaseret jagerbomber. Det første fly blev leveret den 4. oktober Det og et mere var bygget hos Fairey i England og havde fløjet for Royal Air Force. De fire øvrige var fremstillet i Canada, hvor de havde fløjet for Royal Canadian Navy som hangarskibsbaserede jagere. Den svenske Fairey Firefly i Flyvevåbnets Historiske Samlings værksted i Gedhus. Lige nu ser flyet ikke særligt kønt ud, men når de pensionerede flymekanikere og malerværkstedet er færdig med det, så ser det sikkert ud som var det lige rullet ud af fabrikken og sandsynligvis med halenummer 625. Køberen var Kungliga Flygforvaltningen, senere Aktiebolaget Svensk Flygtjänst i Stockholm. Senere flyttede Flygtjänsten til Malmö og i begyndelsen af 1970 erne fløj Aktiebolaget slæbemålsflyvninger for det danske Flyvevåben med base på Flyvestation Vandel, men da var man gået over til at flyve Skyraider. Krank skæbne Det gik Firefly en ganske ilde i dansk tjeneste. Halenummer 627 totalhavarerede på Rønne Lufthavn, 628 totalhavarerede på Esbjerg Lufthavn og 629 totalhavarerede på Flyvestation Værløse. De tre overlevende blev solgt til Sverige, og dem gik det lidt bedre, de endte dog alle med at blive ophugget eller kanibaliserede. Halenummer 625 (SE-CHL) blev kanibaliseret, ingen ved præcist hvornår. Halenummer 626 (SE-CHM) blev hugget op 12. marts 1963 og endelig blev halenummer 630 (SE-CHN) hugget op den 31. marts Om et ikke fastsat tidsrum vil SE-CAW, som flyet var indregistreret i Sverige, stå nymalet og højglanspoleret på Flyvevåbnets Museum i Stauning og et gæt vil være, at det får halenummer 625. Nogle vil mene at det er snyd, da flyet ikke har fløjet i flyvevåbnet. Vi tillader os at mene, at det er vigtigt at vise, hvad Flyvevåbnet har fløjet med, og om det så har været en tur forbi Sverige er i den sammenhæng mindre interessant.

15 8 PROPEL Nr. 5/2007 Atter jetfly i luften over Karup Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen En royal Air Force Tornado F-4 på vej ud til start. Så var der igen jetfly i luften over Helicopter Wing Karup. To og to kom de rullede ud af eskadrilleområdet på vej ud til start. Alle var de en del af den pakke, der om føje tid skulle angribe et mål i Vendsyssel. Formiddagen igennem havde en pilot fra enten Tyrkiet, Danmark, Frankrig, Belgien eller Storbritannien svedt over at få angrebet planlagt. Kaptajn C.I. Mathiesen (TAM) fortalte levende om principperne i, hvad TLP (Tactical Leadership Programme) eller på dansk Uddannelse af piloter i taktisk ledelse Helicopter Wing Karup den 10. maj. Det smukke aprilvejr havde ganske forladt Danmark. Vejen var våd og vinduesviskeren piskede frem og tilbage. Vi var på vej til Helicopter Wing Karup for at se nærmere på det, der populært er kaldt Den europæiske udgave af Top Gun, eller TLP oversat fra engelsk Tactical Leadership Programme. På almindelig dansk vil det sige uddannelse af yngre piloter i at planlægge, lede og gennemføre en operation med et større antal fly. Stor mundfuld Vi talte med kaptajn C. I. Mathiesen (TAM), som forklarede, hvad det var, de unge piloter skulle igennem den næste måneds tid. Når de møder ind om morgenen, ved de ikke, hvad dagen vil byde på. De får den sædvanlige morgenbriefing med vejr, aktive skydeområder og alt, hvad der ellers har betydning for sikker flyvning. Han forklarede videre, at én af deltagerne herefter udpeges til at være Lead (leder) af dagen operation. Den heldige får så to timer til at planlægge, hvordan han vil gennemføre sit angreb på det udpegede mål. Til sin rådighed har han fly, der kan kaste bomber, jagerfly, der kan imødegå angreb fra fjendtlige jagerfly og fly der kan bekæmpe jord-til-luft forsvaret inden bombeangrebet sættes ind. Om han har mulighed for lufttankning afhænger af situationen med tankfly til rådighed. Han kan få hjælp fra en GCI-station (Ledelse af jagerfly fra en radarstation på jorden) som kan holde ham orienteret om eventuelle fjender i området. Hans andet hjælpemiddel er AWACS Airborne Warning and Control System (Luftbåret overvågnings- og kommandosystem) som kan se alt, hvad der foregår i området omkring det Pack (pakke af fly) han leder. Man kan levende forestille sig, at den udpegede har sig et par travle timer inden han skal briefe piloterne i pakken. Alle opgaverne delegeres herefter ud til de enkelte piloter, som så skal hjem til deres enheder for at sætte teknikere og våbenfolk i gang med at lade flyene op og gøre dem klar til afgang på det fastsatte tidspunkt. Mange fly -En pakke kan indeholde op til 30 fly, fortalte TAM. Hver briefing, som dagens Lead skal lave, indeholder en Standard Procedure (standard procedure), som indeholder de daglige faste punkter som vejr og så videre. Der skal udarbejdes én procedure for Holding (Venteområdet), én for Join Up, det vil sige, det område, hvor formationen samles før angrebet, og endelig og lige så vigtig en Recovery Procedure, hvilket er proceduren for, hvorledes man trækker sig væk fra det angrebne mål. I løbet af kort tid blive standard proceduren rutine for alle, og man kan koncentrere sig mere om at planlægge selve operationen. Når briefingen er slut, udfører de, der deltog i briefingen, de ordrer, som er afledt af Lead ens beslutninger, hvorefter det er tid til at gå i luften. Starten Larmen i eskadrilleområdet tager til efterhånden som F-16, Tornados, Mirage 2000 og Mirage IV startes op. Vi ventede udenfor Stationsflighten, hvor mere end halvdelen af de mange fly kom forbi. Med en vis undren stod vi og så på en belgisk Mirage IV. Piloten startede motoren op samtidig med at de første fly rullede ud af eskadrilleområdet. Han holdt stadig og støjede da adskillige fly efter 20 minutter var rullet forbi. Var der noget galt? Næh, han skulle såmænd blot starte som den sidste. Starten gik ikke helt efter planen, en Tornado måtte vende tilbage med en fejl, der hurtigt blev rettet, hvorefter flyet startede. Roen sænkede sig igen over Karup, bortset fra nogle få T-17 fra Flyveskolen og et par overflyvninger af Lynx helikoptere fra Søværnets Flyvetjeneste. Debriefing Godt et par timer senere vendte flyene tilbage. Nu er der så debriefing på operationen. Den moderne teknik med GPS Global Positioning System (Globalt positionsbestemmelsessystem baseret på satellitter) og mange andre smarte moniterende instrumenter kan gennemspille hele operationen i 3-D. TAM trækker her på smilebåndet og siger: - Det sker jævnligt, at én og anden får sig en overraskelse, når det viser sig, at det han troede, var sket, skete på en ganske anden måde. Hvis formiddagens planlægningsfase er lærerig, så er der ingen tvivl om, at den virkelighed der bliver præsenteret efter operationen, måske er endnu mere lærerig.

16 PROPEL Nr. 5/ Besøg på TLP Flight Line En del af den komplicerede kampmaskine som et flyvevåben er, er Flight Linen, der hvor al teknikken er samlet. Der udspiller der sig et liv af enten hektisk travlhed eller fuldstændig ro. Vi fik lejlighed til at besøge vore NATO partnere i en forholdsvis rolig stund. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Briterne Royal Air force var repræsenteret på TLP med ikke mindre end seks Tornado GR4, jagerbomberudgaven og fire Tornado GR3 jagerversionen. Knap var bilen stoppet før én af linefolkene kom løbende og bad Knud Søndergaard om ikke han kunne skaffe endnu en vanddunk. Desværre har vi kun den ene i har fået, men jeg skal se, hvad jeg kan gøre! Lød svaret. I det hele taget havde folkene fra Stationsflighten, som i øvrigt ikke eksisterer hænderne fulde med anmodninger om hjælp til alverdens ting. Ikke mindst briterne var imponerede af den hastighed, hvormed problemer blev løst. Hos briterne var tonen som altid afslappet. Tag de billeder du vil, der er ingen restriktioner. Brand- og Redningstjenesten er altid på mærkerne når der komme nye flytyper til Helicopter Wing en. De vil ikke risikere at stå med et fly de ikke kan åbne og få piloten ud i tilfælde af havari. Derfor var man ude at se på, i dette tilfælde, Mirage Fransk fodbold Medens Lead en svedte over sin opgave med at planlægge et storangreb på et mål i Vendsyssel, var stemningen ude i eskadrilleområdet ganske anderledes afslappet. Hos franskmændene var der folk, der havde tid til at spille fodbold. Andre kerede sig om at få materiellister checket så man var sikker på at nummer og reservedel passede sammen. Inde i shelteren stod en Mirage 2000, hvor motoren var trukket delvist ud af flyet. Man ventede på en ny motor fra Frankrig. Franskmændene havde besøg af det der i gamle dage hed Brand- og Redningstjenesten. Brandfolkene ville vide, hvorledes de, hvis det værste skulle ske, kunne frigøre piloten i cockpittet og få ham ud. Lederen af vagtholdet fortalte, at de havde været alle flytyperne igennem, og at Mirage 2000 var den sidste. Hollandsk fodbold Hollænderne havde indrettet sig ved at sætte flyene udenfor og stille containere med værksteder til hydrazin, elektronik og alt det andet ind i shelteren. Længst ude mod indgangsdøren havde man rejst et telt der fungere som Tut (udsalg) med stole og borde, rigtig hyggeligt at se på. Hollænderne havde også indrettet en indendørs fodboldbane. Målet var indikeret med tape på shelterporten. Over et af værksteder hængte et halstørklæde med bogstaver HUP Holland. Vi troede det var et ukendt hold der hed HUP, men nej, forklaring var, at det var et tilråb man bruger når det hollandske landshold spiller, så blev vi så kloge. Besøg hos tyrkerne Tyrkerne havde medbragt to blok 40 F-16. Ved nærmere eftersyn er der ret stor forskel på den danske blok 15 og tyrkernes blok 40. Ikke mindst det, at blok 40 har bremseskærm. Vi spurgte høfligt, om vi måtte fotografere flyet. Der tog nogen tid inden man besluttede, at det måtte vi gerne om 10 minutter. Det gik aldrig op for Deres udsendte eller ledsageren flyverspecialist Knud Søndergaard, hvad der var grunden til, at vi skulle vente 10 minutter, der skete absolut intet. Tyrkerne passede i øvrigt rigtig godt på deres fly, idet der var en mand på vagt i shelteren om natten. Belgierne fandt vi aldrig, mest fordi Knud Søndergaard over radioen blev kaldt ud til endnu en opgave. Hollænderne havde indrettet sig komfortabelt inde i shelteren med deres eget lille cafeteria/opholdsrum i et telt, hvor der blev slappet af mellem klargøringerne af flyene. Tyrkernes blok 40 F-16 er en formidabel jager at se på. Umiddelbart ligner den en dansk F-16, men ved nærmere eftersyn er der bremseskærm under sideroret. Foran halefinnen og bag cockpittet buler flyet ud, bag bulerne er der skaffet plads til endnu flere instrumenter og computere. Og så taler vi ikke om motorkraft og lyden af sammen når den går i gang. En Mirage 2000 havde fået motorproblemer. Lige nu har man opgivet at få motoren længere ud. Man ventede på en ny motor hjemme fra Frankrig, men den franske Transall, der skulle komme næste dag var blevet udsat.

17 10 PROPEL Nr. 5/2007 -Vi værdsætter uddannelse af piloterne højt Tactical Leadership Programme (TLP), eller taktisk uddannelse af piloter, havde trukket tyrkere, briter, franskmænd og belgiere til Fighter Wing Karup. Briterne var der med et omkring 150 mand stort detachement og 10 fly. Vi værdsætter denne uddannelse højt forklarede Detachment Commander, Squadron Leader Shaun Vickers. Torsdag den 10. maj. En rigtig regnsur formiddag var ved at være til ende, da der kom besked om, at Detachment Commander (detachementschef) og Squadron Leader Shaun Vickers gerne ville fortælle os om Royal Air Force s deltagelse til TLP og vise os en Tornado F-4. Det viste sig ikke at være så let. Alle fly uden Nose Cover, (næsedækken), var ude at flyve, så det blev til billeder med dækken, for der var heller ingen autoriserede til at fjerne det. Navigatør Squadron Leader Shaun Vichers daglige tjenestested er Headquarters No 1 Group, Royal Air Force s hovedkvarter i High Wycombe i grevskabet Buckinghamshire, men for tiden er han udstationeret som Detachment Commander på Fighter Wing Karup. -Er du pilot eller Weapons Systems Officer and Navigator? Spørgsmålet blev stillet fordi Tornado GR4 har en besætning på to, hvoraf den ene er pilot og den anden Weapons Systems Officer og Navigator, altså tager sig af våbenaflevering og navigation. Shaun Vickers ser næsten bebrejdende på spørgeren og siger: -Jeg er navigatør! Og iørigt feretrækker jeg denne noget gammeldags betegnelse frem for, Weapons Systems Officer og Navigator, som er et moderne påfund. -Hvorfor valgte du bagsædet frem for pilotens? -Det er fordi, forklarede han med et grin, -Hvis jeg skal klappe mig selv ovenpå hovedet med den ene hånd og køre rundt på maven med den anden, ender det med, at jeg kom til at stikke en finger i øjet! -Hvad er Detachment Commander s opgave under øvelsen? -Jeg er med for at sikre, at mænnerne er glade og tilfredse og at de har, hvad de skal bruge. Vi havde oplevet Shaun Vickers sammen med sine mænner ude i eskadrilleområdet, og det så ud som om det var lykkedes for ham at sikre, at de var glade. Sætter uddannelsen højt Vickers forklarer, at Royal Air Force finder det vigtigt at deltage i TLP. Det er derfor vi er så stærkt repræsenteret, med det største detachement af alle. Han forklarer, at de 10 fly med besætninger kommer fra 10 forskellige enheder fordelt på RAF (flyvestationerne) Marham med fire GR4, Lossimouth med to GR4, Leuchars med fire GR3 og Conningby med to GR3. Squadron Leder og Detachment Commander Shaun Vichers fotograferet ved den Tornado G4, som har fløjet timer i som navigatør. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen -Det er vigtigt for de unge piloter at komme her og lære at føre en større enhed. Som verden har udviklet sig er uddannelsen en absolut nødvendighed. Det er her de unge piloter bliver fortrolig med NATO s doktriner og lærer at samarbejde med vore NATO partnere. Han understreger også, hvor vigtigt det er for de unge piloter at lære partnernes stærke og svage sider at kende, for på den måde at kunne udnytte de muligheder der er til rådighed bedst muligt. I øvrigt glædede Vickers sig til den næste måneds tid i Danmark, som han har besøgt før og er glad for at være her igen. Tornado GR4 fra Squadron XIII på RAF (flyvestation) Marham fotograferet på Karup under Tactical Leadership Programme (TLP) taktisk lederuddannelse, i regnvejr en majdag i 2007.

18 PROPEL Nr. 5/ Flyvevåbnets Historie det er hårdt arbejde Det er næsten to år siden medarbejderne og de frivillige ved Flyvevåbnet Historiske Samling begyndte at flytte titusindvis af genstande og arkivalier fra det nuværende domicil i det gamle Våbenværksted på Helicopter Wing Karup til Luftværnsartilleriets gamle bygninger i Gedhus. Nu er der lys forude håndværkerne er næsten færdige med at sætte lokalerne i stand, og man glæder sig til at flytte ind for alvor. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, seniorsergent Lars Søe Jensen smiler tilfreds over de rullereoler han har fået fra den nedlagte Flyvematerielkommando. På netop disse reoler skal der sættes tusindvis af videoer, faste billeder og film. Det er bestemt ikke Merrild Kaffe der er i kassen som flyverspecialist Michael van der Sterren er ved at anbringe i transportkassen, men derimod nogle få af de tusinder af instrumenter til fly, der skal flyttes til de nye lokaler i Gedhus. På denne solbeskinnede 2. maj syder Helicopter Wing Karup af liv. Eskadrille 722 s EH101 helikoptere øver transport i sling, det vil sige med gods hængende i en wire under helikopteren. Flyveskolens elever øver landinger i terrænet øst for Kølvrå. Endelig myldrer det med fremmede uniformer. Det er personel, der er kommet for at modtage fly og materiel fra Tyrkiet, Belgien, Frankrig og Storbritannien, der skal være TLP i de kommende uger. TLP er den europæiske udgave af Top Gun-uddannelsen. Dem, der ser langt bagud på Flyvevåbnets tidligere tilværelse, nemlig de ansatte på Flyvevåbnets Historiske Samling, er der også liv i. Lederen af samlingen seniorsergent Lars Søe Jensen og hans hjælper flyverspecialist Michael van der Sterren larmer noget nede i den bagerste del af magasinerne i det Gamle Våbenværksted. -Hvad har I gang i? ville vi vide. -Søe Jensen forklarer at de er ved at pakke gamle instrumenter sammen, som skal flyttes til det nye domicil på den anden side af Viborg-landevejen i Gedhus. Lang proces -Jamen er det ikke meget længe siden I fik de bygninger tildelt? -Jo, siger Søe Jensen, men det har taget rimelig lang tid for håndværkerne at blive færdige med at sætte kontor- og mødelokaler i stand. Nu kan vi ikke vente længere, så nu pakker vi resten sammen og flytter derover og så må vi se, hvornår håndværkerne bliver færdige. Det er tydelige, at der skal slides i det. Genstandene bliver taget ned fra hylderne og puttet i transportkasser. Når kasserne er pakket, viser de to deres evner i at håndtere en håndtrukken palletransportør. Først bliver kasserne og derefter de tilhørende reoler kørt ud på lastbilen, samlingens uundværlige hjælpemiddel. Gedhus Det område, der omgiver bygninger som er samlingens nye hjem i Gedhus, ser ikke umiddelbart indbydende ud. Når man kommer ind i bygningerne, er det en ganske anden sag. I to af bygningerne er der hundreder af meter industrireoler, hvor der er oplagt resterne af Flyvevåbnets historie. Motorer, dele til fly, værktøj og så videre. Den seneste omkalfatring af flyvevåbnets organisation, som betød nedlæggelse af adskillige enheder, har givet en skylle af genstande og arkivalier, som skal bevares for eftertiden. Der venter et kæmpearbejde med at få det registreret og lagt på hylder. Udenfor står en gammel Sicard fejemaskine, engang et vidunder til at feje baner med. Den gamle Fiat flytankvogn var, da den kom til landet, et kæmpefremskridt, nu er den også en del af museets samling. Genbrug Søe Jensen viser rundt i den bygning, hvor arkivalierne skal sættes på hylder, og hvilke hylder. I Flyvermaterielkommandoen, ved Hærens Operative Kommando og Flyvevåbnets Specialskole har man hentet reoler på ruller og masser af kontormøbler. Rullereolerne er uhyre pladsbesparende og lige nu ved ingen præcist, hvor mange meter rullereoler samlingen er kommet til at råde over. Endnu er hylderne tomme, men i den anden ende af lokalet står der masser af kasser med sedler på, der fortæller, hvilke MATINS eller andre tekniske publikationer, der er i dem. Tanken om at skulle få det hele på plads virker overvældende. Bibliotek med mere I bygningens østlige del er håndværkerne i gang med at male de rum, hvor der skal være kontorer, bibliotek og arbejdsrum til dem der skal arbejde med IT samt overspille film til CD er. Et rum er afsat til de faste billeder, og det er her, pensioneret seniorsergent J.D.G. Jensen skal få styr på det kæmpemæssige billedmateriale, som gennem de sidste næsten 100 år fortæller dansk militær flyvnings historie. En opgave af næsten uoverskuelige dimensioner. Deres udsendte kan fortælle, at systemet virker og, at der er hjælp at få, hvis man mangler et bestemt billede af et bestemt fly fra en bestemt tid. Vi havde fået vor nysgerrighed stillet. Søe Jensen måtte tilbage i rollen som flyttemand, hvad han svedte bravt over. Vi lovede at kigge ind ingen om et halvt års tid for at se, om historien var kommet på plads.

19 8 PROPEL Nr. 6/2007 Pensionister på vej til Sverige Uden pensionisterne ville Flyvevåbnets Historiske Samling (FHS) være stort set ingenting. Præcis to mand. For leden var de samlet på Helicopter Wing Karup i bygning 461, af de ældre bedst husket som Luftværnsartilleriets bygninger dengang 40 mm Bofors håndstyrede luftværnskanoner var sagen. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Der, hvor der engang stod L/40 luftværnskanoner, gemmer man nu Flyvevåbnets historie. Flyvevåbnets Historiske Samling (FHS) Lederen af FHS, seniorsergent Lars Søe Jensen, kunne en solbeskinnet tirsdag formiddag sidst i oktober byde godt 20 pensionister fra Aalborg, Karup, Skrydstrup og det forsvundne Vandel og Værløse velkommen til FHS i nye omgivelser. Han beklagede, at der var gået så lang tid siden sidste møde. Årsagen var, at FHS er flyttet fra det gamle jordmaterielværksted inde på Karup til Bygning 461. Under flytningen har jeg flere gange besøgt FHS, og tak skæbne en opgave Søe og hans flittige pensionister på Karup var kommet på. Men nu ser det flot ud, og der er orden i tingene. Hvordan går det? Hukommelser er ikke, hvad de har været, så efternavnene er forsvundet i den blå luft, men Aksel fra Aalborg kunne fortælle at det skrider på Aalborg. Man er ved at konstruere en vogn som skal gøre det lettere at montere og afmontere vingerne på den F-16, der sidst har været udstillet foran Rosenborg i København, og i øvrigt dagen efter skulle på udstilling ved Herning Hallerne. Jeppe fra Skrydstrup havde heller ikke noget at klage over. - Det går, sagde han. Vi har fået en tilgang på to nye medlemmer, men desværre har vi ikke fået flere der vil registrere. Registrering er i hele organisationen en akilleshæl, som man gerne vil gøre noget ved. Vil du være med? Findes der blandt læserne af dette én eller flere, der gerne vil deltage i et i øvrigt spændende arbejde, så ring til Søe i Karup og han vil hjælpe den interesserede på vej. F-16 og rekruttering Chefen for Ledelsessekretariatet i Flyvertaktisk Kommando (FTK) major Palle Mikkelsen udtrykte sin og chefen for FTK, generalmajor S.Ø. Nielsens store tilfredshed med og beundring for det arbejde, som pensionisterne udfører for Flyvevåbnet og dermed for at bevare Flyvevåbnets historie.

20 PROPEL Nr. 6/ Han var meget glad for det arbejde der bliver udført med at opstille F-16 ved mange store begivenheder rundt om i landet, og fremhævede, at F-16 flyet var én af de måder man kunne komme i kontakt med ungdommen på. Ikke mindst i disse tider, hvor vi mangler at besætte otte procent af stillingerne i flyvevåbnet, er det en vigtig sag, understregede han. Bent Hansen fortæller om Firefly en Bent Aalbæk-Nielsen samler materiale til årsskriftet og til FHS hjemmesiden. Firefly To af pensionisterne på Karup har taget fat på at slibe den svenske Firefly ned. - Man er nået ganske langt, fortalte formanden, Keld Hansen, medens alle beundrede det kraftige fly, der når det engang får sin hk. Merlin motor, der kun sidder fast i fire punkter, tilbage, vil blive et smukt fly at se på. - Drejningsmomentet på propellen er så kraftigt, at det ene hovedhjul løfter sig ved maksimal motorydelse på jorden. - Vi er flyttet til nye og meget bedre lokaler inde på flyvestationen, og så har vi stadig den gamle motorprøvestand til rådighed. På Karup kunne lederen af museet, E. V. H. Jensen fortælle, at der nu kom yderligere to sektioner på den telthangar, der giver ly til hans noget medtagne fly. Det går for langsomt På Flyvestation Værløse arbejder Erling på S-61 halenummer U-240. Hans store problem er, at andre S-61 ere stadig flyver, og at man derfor bruger U-240 som reservedelslager for at holde dem flyvende. - Men, sagde Erling U-240 er bare helikopteren. Den er nemlig den eneste, der har været i Nordgrønland, hvor den fløj daværende forsvarschef Blixenkrone- Møller rundt. Still going strong er ligeledes PROPELs tidligere redaktør Bent Aalbæk-Nielsen. Også denne gang var han med til mødet for at fortælle om hjemmesiden. Han opfordrede igen kraftigt til, at de forskellige arbejdsgrupper sendte små historier til ham, som kan offentliggøres på hjemmesiden. Det samme opfordrede jeg til ved sidste møde, og hvor mange historier er der kommet? Ingen! Der blev dukket hoveder bordet rundt. Det var tydeligt, at det med værktøj går betydeligt bedre end det der med en kuglepen. Belønning fra FTK Rosinen i pølseenden den dag var et tilbud fra FTK til alle de frivillige om at deltage i en tur til Sverige, hvor man skal besøge Svedino Bil- och Flygmuseet samt Flygmuseet Ängelholm, hvor Flygdivision F-10 med enhederne Johan Rød og Johan Blå engang holdt til. Endelig er der planlagt et besøg ved et dansk museum på Sjælland. Et komplet sæt instrumenter fra et af de fly, der forlod det danske flyvevåben i april Desværre er det ikke én af vore egne Firefly er Danmarks Flyvemuseum i Stauning har lånt i Sverige. Tornado GR4 fra Squadron XIII på RAF (flyvestation) Marham fotograferet på Karup under Tactical Leadership Programme (TLP) taktisk lederuddannelse, i regnvejr en majdag i 2007.