Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. maj 2012 kl søndag efter påske Johannes 8, 1-11 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. maj 2012 kl søndag efter påske Johannes 8, 1-11 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Men Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham:»mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?«det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem:»den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. Jesus rettede sig op og sagde til hende:»kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?«hun svarede:»nej, Herre, ingen.«så sagde Jesus:»Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«johs. 8, 1-11 INDGANGSBØN: Kære Gud Vi er kommet i kirke her i dag for at høre om dig og for at høre, at du har sendt dit lys til verden. Nu beder vi dig om at tænde lys i vores hjerter så vi aldrig bliver bange for at leve, og så vi aldrig føler os langt væk fra dig. Gud, lys for os på vores vej og lær os at lyse for andre mennesker. Amen. 1

2 PRÆDIKEN Så nåede vi endelig den 6. maj dagen, I konfirmander har set frem til og glædet jer til, så I var ved at revne. Dagen, som I forældre har knoklet for, så mange af jer formentlig kun har sovet et par timer i nat. Men nu er vi her de næste tre kvarter er vi bare her så glem alt om vejrudsigter, bordplaner, klumper i sovsen, festsange, hvor versefødderne halter, så kun Lisbeth Dahl fra cirkusrevyen kan få dem til at passe med et tralalulalej. Drop nervøsiteten og spændingen efter at få lov til at flå papiret af pakkerne. For lige nu og her er der ikke mere, vi kan gøre. Her i kirken er det nemlig ikke os og det, vi kan og skal og vil og mener, det kommer an på. Her må vi læne os tilbage og lytte og tage imod. Akkurat som I konfirmander har skullet det mindst ni gange i løbet af konfirmationsforberedelsen. Hvor meget I så har hørt eller lært, ja, det ved kun Gud og I selv. Og om I over hovedet er i stand til at høre noget som helst i dag, for bare spænding, det ved jeg heller ikke. Men historien om kvinden, der er blevet grebet i hor og skal stenes, den burde få nogle genkendelseslamper til at blinke, for den har vi talt om før. Vi har talt om, at hvis tilgivelsen ikke findes, så er vi alle sammen håbløst fortabt. Så må vi bare vente på, at den første sten rammer. Hvis tilgivelsen ikke findes, så var I alle 21 blevet smidt ud hjemmefra for længe siden. Hvis tilgivelsen ikke findes, så var der hverken gaver eller fest eller konfirmationssange i dag. Eller som en konfirmand engang spurgte mig før konfirmationen: Du præst, siger du noget pænt til os, eller siger du sandheden. Tænk, hvis I konfirmander ikke fik andet end sandheden i dag den ubarmhjertige, nådesløse, afslørende sandhed puh ha, det ku godt blive en drøj fest at komme igennem. For slet ikke at sige gudstjeneste. Derfor har jeg også givet min prædiken en overskrift, som måske kan få os alle til at lytte. Jeg har ikke selv fundet på den, det er Grundtvig, der i en salme i fire små sætninger koger Helligåndens og prædikenens opgave ind til en maggiterning: Grundtvig siger: Væk de dorske Styrk de svage Tugt de trygge Trøst de spage. (DDS 294) 2

3 Faktisk er det sådan, det skal være at gå i kirke, uanset om vi er konfirmander eller voksne; når vi går hjem, skal vi gerne være både vækket, styrket, tugtet og trøstet. Ikke fordi jeg tror, I lige frem sidder og sover. Men Vækket af vores dovenskab, ligegyldighed og ind imellem søvngængeragtige forhold til livet og hinanden. Alle os som så let falder for fristelsen til at vende ryggen og det døve øre til, når vi tænker, det må nogen andre tage sig af, det kan vel ikke være mit ansvar i det små, når en pizzabakke kyles ud af bilvinduet, i det store, når vi lukker øjnene for et misbrug som går ud over uskyldige. Vækket af vores åndelige dovenskab, når vi tror, vi dumsmart kan vifte Gud af med Darwin, aberne og big bang når vi ikke gider bruge vores gode forstand på at overveje, om der alligevel ligger en vigtig sandhed om livet og os selv i både skabelses- og syndefalds- og alle de andre bibelske historier. Historier som, selv om de ikke er videnskabelige forklaringer, godt kan fortælle os sandheden. For Det er, som Einstein siger, ikke tyngdekraften, der gør, at mennesker falder for hinanden. Styrket, når vi er hoppet med på vognen om, at enhver er sin egen lykkes smed, og man kan, hvad man vil, og ellers ligger man, som man har redt styrket, når vi føler, at det hele i bund og grund, så er vores egen skyld, styrket fordi vi i kirken får at høre, at vi ikke bare skal bære, men at vi også er båret; at vi ikke bare selv skal finde ud af det hele, men at vi er fundet. Styrket, når vi får at høre, at i Guds øjne er vi fundet værd at elske (elskværdige), også selv om vi måske ikke kan holde os selv ud. Eller som en af jer konfirmander skrev det i bønnen til denne gudstjeneste: at der er en Gud, som vil elske os, som dem vi er, én der kan tilgive os, selv om vi har lavet fejl, én som kan se, at intet menneske er perfekt. Tugtet, når vi overmodigt mener, at Gud kun er for børn, naive og svage mennesker, der har brug for Gud som sutteklud og rollator; når vi er som kvinden, der nægtede at gå til alters, fordi hun ikke mente at have gjort noget forkert. Tugtet, når vi er lynhurtige til at finde de andres fejl og mangler, men er blinde for vores egne, når vi er fordømmende og fingerpegende og fulde af foragt overfor den, som er blevet afsløret, dømt og straffet når vi står parat til at kaste den første sten, så rammes vi som en boomerang af Jesu ord: Den som aldrig har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten. Trøstet i vores sorg og ensomhed og nederlag. Når vi sidder der ladt alene tilbage med sorgen og savnet og stilheden i stuen; når livets store kærlighed alligevel endte i skilsmisse og delebørn; når de flotte planer, smukke idealer og store ord, faldt til jorden, og der kun er skyldfølelsen tilbage. Når vi må indrømme, at vi bare er små svage mennesker på godt og ondt. 3

4 Trøstet, når vi får at høre, at den Gud, som hader synden, elsker synderen. Trøstet, når vi ser, at disciplen Peter, som fornægtede sin bedste ven tre gange, inden hanen galede, den Peter som resten af sit liv hver eneste morgen ved det første hanegal blev mindet om sit svigt og sin svaghed at den Peter kunne Jesus stadig bruge. Den uperfekte Peter og uperfekte dig og mig vi får i kirken en ny begyndelse, en ny start, en ny chance. Trøstet når vi ser Jesus rejse den faldne kvinde op med ordene: Heller ikke jeg fordømmer dig. Han siger ikke, at det, hun har gjort, er godt, han opfordrer hende også til at ændre sit liv, men grundlæggende så viser han hende den kærlighed og tilgivelse, ingen af os kan leve uden. Sådan vil Gud vække, styrke, tugte og trøste os både konfirmander og voksne give os nyt mod til at leve uden at blive overmodige. Sådan vil Gud i dag konfirmere os alle i sin kærlighed og tilgivelse. Ideelt set burde du hver eneste gang du sætter dine ben i kirken blive vækket, styrket, tugtet og trøstet. Hvis der er søndage, hvor du ikke kan sætte hak ved dem alle fire, må bare du komme igen! Amen. KIRKEBØN skrevet af konfirmanderne: Kære Gud Vi ved ikke, om du kan høre os, vi ved heller ikke, om du er der, men vi forsøger alligevel hjælp os, der har brug for din hjælp. Tak for, at du er der for os og holder af os. Tak for, at du hjælper os og passer på os. Tak for, at du holder hånden over os, og at du sendte din søn herned. Tak for lyset og livet og dagen, du har givet os. Vi ber for et langt og lykkeligt liv med dem, vi elsker. Vi ber om, at denne dag bliver helt fantastisk, og at vi kommer til at føle, at vi er elsket - at vi får en festdag fyldt med glæde, som vi aldrig glemmer. Vi takker dig for, at vi fik chancen for selv at sige ja til, at vi vil blive i den kristne tro. Vi ber for vores familie og vores venner og dem, vi ikke kender. Vi ber for alle de syge, som skal blive raske. Vi ber for de fattige i Afrika, at de får det bedre. Vi ber for fred på jorden. Vi ber om, at vi får øjnene op for, at vi sviner og forurener vores jord. Hjælp os med at hjælpe andre. Vi ber om, at der er en Gud, som vil elske os, som dem vi er, én der kan tilgive os, selv om vi har lavet fejl, én som kan se, at intet menneske er perfekt. Kære Gud, tak fordi du giver håb til svage, tak fordi du giver os noget at tro på. Vi ber om at du vil være med os til vore dages ende. Amen. 4

5 TALE TIL KONFIRMANDERNE Kære Konfirmander. For et stykke tid siden hørte jeg et citat, som jeg tænkte, det skal jeg bruge i min tale til jer. Det er Piet Hein, der siger sådan her: Jeg er centrum i universet. Beviset er, at alt det andet er udenom. Formentlig siger han det med et ironisk blink i øjet. Men lige i dag får I jo lov til at være centrum, stjernen i jeres helt egen mælkevej. I dag danner familie og venner kreds omkring jer, i dag er I festens midtpunkt, også selv om det kan blive så tåkrummende pinligt, så det er lige til at rødme over. Men I skal nyde hvert sekund og glæde jer over, at der virkelig er nogen, der elsker jer så meget, at de er parat til at gøre så meget for at fejre jer. Faktisk troede alle mennesker engang, at jorden var universets centrum. Det var først i 1600-tallet at Galilei opdagede, at jorden drejer rundt om solen oven i købet tvang kirken ham til at benægte sin egen opdagelse. Heldigvis er vi siden blevet klogere, og det håber jeg også I bliver, hvis I stadig skulle leve i den vildfarelse, at: Jeg er centrum i universet. Beviset er, at alt det andet er udenom. Faktisk har jeg lært jer at kende som nogle meget opmærksomme og tænksomme unge mennesker ja, måske ikke altid så opmærksomme i timerne, men opmærksomme overfor hinanden og den verden vi lever i og har et medansvar for. Normalt så synes jeg TV-reklamer er enormt irriterende, men den sidste tid er der en bestemt reklame, jeg er kommet til at holde af, fordi den forekommer mig ret genial. Budskabet lyder ganske enkelt sådan her: Licens er noget, vi gir til hinanden. Tænk, hvis vi alle sammen begyndte at oversætte det til alle mulige andre forhold i livet. I stedet for at brokke os over den dyre licens, eller høje skat, eller hvad der nu ellers kræves af os. Så vi flyttede fokus fra os selv til de andre. Skat er noget, vi gir til hinanden. Og livet er noget, vi giver til hinanden Benny Andersen siger i en af Svantes viser: Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp! 5

6 Se den indrømmelse tror jeg, vi alle har brug for at gøre indrømme, at hvis ikke de andre betaler deres licens så forsvinder billedet på mit TV hvis de andre ikke betaler skat, så lukker min skole og mit hospital. Hvis jeg skal klare mig UDEN de andres hjælp, så er jeg først for alvor på den. Faktisk er det en helt central ting i alt, hvad Jesus siger og gør, han flytter fokus fra mig selv og mit eget navlepilleri og hen til fællesskabet. Helt konkret sætter Jesus sig selv i dit og mit sted ved selv at komme til verden. Hvor vi nogen gange tænker, godt det ikke er mig så siger Jesus hver gang: Det ku li så godt ha været mig. Og har vi først prøvet at tænke sådan at sætte os i den andens sted så ændrer verden og livet og synet på andre og os selv sig. Så ved vi godt, at bare fordi alt det andet er udenom, så er jeg ikke selv centrum i universet. For licens er noget, vi gir til hinanden. Og livet er noget, vi gir til hinanden. Vi kan kun klare os selv ved andres hjælp. Og, tilføjes det her i kirken: Vi kan kun klare os selv ved Guds hjælp. Fordi Gud ikke beholdt alt det, han har for sig selv fordi Gud er parat til at give sig selv til os derfor bliver I og vi i dag konfirmeret konfirmeret i den kristne tro konfirmeret til at tro, at størst af alt er Guds kærlighed den kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kære konfirmander, hold fast i den tro, når alt andet vakler, hold fast i det håb, når alt ser håbløst ud, hold fast i den kærlighed, når I synes I er helt alene. Gud velsigne jer og bevare jer i sin kærlighed. Amen UDGANGSBØN: Kære Gud Tak for alt det, du har sagt os i dag. Hjælp os til også at huske det, alle de andre dage. Vær lys for vores fod og hjerte, så vi kan finde den rigtige vej i livet. Amen. 6