Djævlespejlet. Skæbnefortællinger samlet og fortalt af. Søren & Morten Ellemose

Transkript

1 Djævlespejlet

2 Djævlespejlet Skæbnefortællinger samlet og fortalt af Søren & Morten Ellemose

3 Alarmen Det var tidligt om morgenen. Mere sikkert kunne man ikke fastslå tidspunktet for alarmen. Det var europas største banegård. Hver dag ankom tusinder af rejsende med hver deres mål i form af tog, busser, metro eller taxi. Ja, nogle gik sågar videre til fods. Der var et hektisk leben til alle tider. Naturligvis lidt mindre om natten, hvor togene var færre, men der var altid mennesker et eller andet sted i den enorme bygning. Nogle ventede, trippede utålmodigt med foden. Andre røg en smøg i et forsøg på at holde søvnen på afstand. Nogle puttede sig i hjørner og kroge, med usle klæder trukket op om kroppen. Nogle fejede det bedste de havde lært. Nogle gjorde lokummer rene. Rotter pilede ind og ud af deres huler i en evig jagt på mad. Lommetyve spejdede efter deres næste offer. Mødre lagde beskyttende armene om de mindste og forretningsmænd vaskede deres hænder og prajede en taxi ind mod byens hoteller. Banearbejdere tjekkede togvogne, skiftede olie og efterså bremser. Nogle tørrede tyggegummi af gulvene og fedtede fingre af ruderne. Alle havde deres mål på europas største banegård. Nogle kom der frivilligt og med glæde. Andre slæbte fødderne

4 modvilligt enkelte blev trukket af vrede forældre eller brøsige politifolk. Og alle der var til stede, den tidlige morgen, havde ikke mere til fælles end alle de andre folk, som gik ud af ind af banegårde til alle tider. Foruden at de var til stede da alarmen gik. Og det var ikke noget man glemte, når man skulle fortælle det i dagene der kom. Alarmen var infernalsk høj. Det var næsten umuligt at høre andet og ord måtte råbes i øret, hvis man skulle forstå andet end den højfrekvente, gennemtrængende hyletone. De fleste tog ikke videre notits af det. Nogle af de sovende vågnede, men de fleste kiggede blot rundt fra hvor end de stod på banegården, for at finde alarmens kilde. Måske var det en butik, der havde fået ubudne gæster, tænkte nogle. Andre troede at det var en overfaldsalarm. Et medmenneske i nød, måske, men de havde ikke tid til at rejse sig alligevel. De mest ængstelige troede straks, at det måtte være et tog der var forulykket. Eller måske signalet til evakuering. Men de fleste blev hvor da var. Ventede på, at alarmen ville slukke af sig selv. Men alarmen blev ved. Fandt sin egen rytme af stigende og faldende tone, som blev gentaget atter og atter. De butiksejere som befandt sig på banegården,

5 tjekkede deres butikker og fandt alt i den skønneste orden. Politiet på stedet ledte forgæves efter uskyldige, der var slået ned. Og det tekniske personale på banegården kunne heller ikke finde årsagen til alarmen. Der var ikke noget giftudslip eller røg. Ingen efterladte tasker som kunne udløse en terroralarm. Ingen sikkerhedsprocedurer der ikke var blevet overholdt. Ingen afsporede tog. Da alarmen havde lydt i mere end en time, blev politichefen og direktøren for banegården vækket af deres søvn. De måtte straks indfinde sig, for noget var helt galt. Og nu kom der straks mere målrettet indsats til. Et hovedkvarter blev dannet i af et telt ude på den store plads foran banegården. Indenfor kunne man nemlig slet ikke være, på grund af den højtlydte alarm og dens rytmiske advarsel. Sammen lagde de to kloge herrer en plan; først måtte alle evakueres. Dernæst måtte man gennemgå samtlige butikker i banegården og finde arnestedet. Det var en fin plan. Og folk var dygtige til at efterkomme den. Det nyttede bare ikke noget, for selvom hver og en af banegårdens mange butikker, og restauranter blev minutiøst gennemgået var det ikke derfra lyden kom. Og det blev ikke lettere af at lyden var ens, uanset hvor man gik. Lyden blev hverken højere eller lavere af gå ind i butikker eller

6 lukke dørene bag sig. Uanset hvor man befandt sig på banegårdens matrikel var lyden nøjagtig ens. I hvert fald for det menneskelige øre, tænkte politichefen og lod nogle specialtrænede hunde lede efter lydkilden. Men hunden forstod ingenting. Eller måske hørte de ikke noget, for uanset hvor meget deres fører lokkede eller truede, kunne ingen af dem finde noget som helst i banegårdens enorme kompleks. Direktøren for banegården foreslog nu, at alle tog måtte rangeres ud af banegården. Væk til andre spor. Og som sagt, så gjort. I løbet af nogle timer var alle vogne og lokomotiver kørt bort. Men håbet om at en af disse var kilden til alarmen svandt i takt med at skinnerne blev lagt tomme, en efter en. Militærets teknikere blev tilkaldt. Endog specialister fra andre lande. De havde bunker af udstyr, som blev stillet op rundt om i banegården. Der blev tunet ind, drejet på antenner og finjusteret. Men lige meget hjalp det. Lyden kom ikke ét sted fra. Den kom tilsyneladende alle steder fra inde i banegården. Men det kunne jo ikke passe, sagde de kloge mennesker og lagde en ny plan. Hvis lyden kom fra banegården og det tydede alt på, så ville lyden stoppe, hvis man slukkede for strømmen. Igen var der ikke langt fra tanke til handling, for lyden var

7 uudholdelig og ingen banegård kan trives uden mennesker. Så teknikere slukkede for strømmen til hele bygningen. Det tog lidt tid, for der var mange steder og mange håndtag at rykke i. Men til sidst var alt slukket. Ikke et lys, ikke en maskine, ikke en ventilator eller rulletrappe kørte noget sted i bygningen. Ingen dioder blinkede. Ingen nødbelysning virkede. Ingen kontrollamper var tændt. Ingen lystavler fortalte om ankomst, afgange eller forsinkelser. Men lige lidt hjalp det. Alarmen lød stadig. Rytmisk og evindeligt i højfrekvente infernalske toner. Måske var der et batteri et eller andet sted, som drev alarmen, tænkte nogle kloge hoveder, og man begyndte pille butikker fra hinanden. Kørte inventar på lossepladsen. Tømte køleskabe, fryselagre, sodavandsautomater og butikshylder. Alt blev kørt bort i håbet om, at alarmens lyd ville følge med. Men den blev. Også da man begyndte at pille selve butikkerne fra hinanden. Brækkede gulve op. Slog vægge i stykker. Savede lofter ned. Alarmen var der stadig og nu var der gået flere uger siden den startede. Ingen tog kørte. Ingen passagerer fandt deres mål. Og ingen eksperter kunne forstå hvor lyden kom fra. Til slut bestemte landet med europas største banegård sig for at det hele skulle rives ned.

8 Så man tilkaldte nye eksperter. Borede huller i fundament, jernsøjler og betonpiller og lagde store mængder dynamit derind. Folk blev gennet længere væk. Evakueret fra omkringliggende bygninger. Man holdt vejret. Talte ned fra 10. 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 Og så trykkede man på knappen. Braget var enormt. En støvsky rejste sig. Murbrokker blev slynget mange meter bort. Hele bygningen svajede nogle sekunder. Og så styrtede det hele i grus. Man holdt vejret igen, mens støvet lagde sig. Den enorme eksplosion rungede stadig i alles ører. Men lidt efter lidt, fik de hørelsen tilbage. Og alarmen, den var tavs. Folk åndede lettet op. Ikke bare i byen, der havde huset europas største banegård, men i hele landet. Og mange andre steder, hvor man med bekymring havde fulgt alarmen, der ikke kunne standses. Men nu var det sket. Hvad der end havde afstedkommet den infernalske alarm, var det borte. Det var banegården også, men alle var enige om at det var en lille pris at betale for ro og orden. Og netop som alle var glade igen, lød alarm nummer 2.