SEJR OVER DÆMONER. - at blive fri og sætte fri - CHRISTIAN HEDEGAARD

Transkript

1 SEJR OVER DÆMONER - at blive fri og sætte fri - CHRISTIAN HEDEGAARD

2 INDHOLD INTRODUKTION FORORD 1. DEN GAMLE "NILLER" 1 Dobbeltliv - Det nye liv - Besøg af dæmoner - Min kone Karen - Et ultimatum - Kaldelsen - Feberkramper - Trosbevægelsen - Nedtælling. 2. BEFRIELSEN 9 Som en kamæleon - Forvandling - Dæmningen revner - Slå præsten ihjel - Onde kræfter - Nikotin - Urenhed - Tigerdyret. 3. MANGEL PÅ KUNDSKAB 17 Møde med dæmoner - Frygt for djævelen - Skabt til at herske - Den anden Adam - Den troendes autoritet - Jesus har sejret - Mangel på kundskab - Slut med gåsehud. 4. HVEM ER SATAN 25 Den skærmende kerub - Satan i Ny Testamente - Satans onde plan - Satans navne - Satan i musik - Satan og sex - En lysets engel - Vi forsager djævelen. 5. FALDNE ENGLE 34 Jobbeskrivelse - Dæmonisk hierarki - Territoriale ånder - Trolddomskraft - Genfærdsånder - Sygdomsånder - Urene ånder - Ånder af mord - Religiøse ånder. 6. EN ÅBEN DØR 46 Ånd, sjæl og legeme - Født på ny - Livet efter døden - Den uforvandlede sjæl - Kampen om sjælen - En vigtig definition. 7. SINDETS FORVANDLING 53 En befæstet by - Eksempler på tankebygninger - Et nyt værn - Til eftertanke - En mur af beskyttelse - Tag tankerne til fange - Sindets hvile. 8. BRÆND BROERNE Gør op med synd - En ny bekendelse - Ingen fredelig sameksistens - Pas på gråzoner David og Jonatan.

3 9. DÆMONER I MENIGHEDEN 69 Fjendens strategi - Værn om visionen - Budskabet er aktuelt - Smid fjenden på porten 10. AT BEDØMME ÅNDER 75 Kvalifikationer - Ilden tiltrækker - Konstant beredskab - Helbredelse og udfrielse - Kundskabsord - Rådgivning. 11. AT SÆTTE FRI 84 Omvendelse sætter fri - Tilgivelse er nødvendig - Kærligheden som drivkraft Manifestationer - Bliv ét med Ordet - Bekend Jesus som Herre - Salveoliens betydning - At binde og løse - Opsummering - Tomrummet fyldes op. EFTERSKRIFT... 93

4 Forord Når man læser bogen - specielt i begyndelsen - så føler jeg mig hensat til en spændingssituation, som jeg oplevede, da jeg læste Korset og Springkniven for mange år siden. Oplevelser omkring dæmonuddrivelse - i nogle tilfælde var der måske andre udtryk der var bedre - er beskrevet meget levende. Dette er meget betegnende for C.H. at oplevelserne skal fortælles til andre. Mit bekendskab til ham går helt tilbage til, da han var barn. Derfor har jeg mulighed for at følge ham i mange af hans oplevelser. Han blev frelst i menigheden, hvor jeg på det tidspunkt var præst. Da det var sket, var det tydeligt, at vi havde fået en rendyrket evangelist i blandt os. Han kunne ikke lade være med at fortælle om sin frelser og sin tro - ikke kun i menigheden, men mest ude på gaden. Derfor undrer det mig ikke, at han er blevet ført ind i den tjeneste, som tydeligt træder frem i bogen. Bogens emne er helt sikkert kontroversielt. Vi er ikke så vant til at tale om dæmoner i landets kirker, men sikkert er det, at vi - efterhånden som vækkelsen når vort land - vil møde den ondes magt mere og mere. Bogen for mig er derfor en anspore til at være mere opmærksom på emnet. Der er ingen tvivl om, at i et afkristnet land skjuler der sig mange ting, som er af det onde, - ting der vil komme frem i dagens lys, når Gud Ånd kommer til at virke mægtigt i forsamlingerne. Preben Brohus frikirkepræst Er du tilfreds - Christian?

5 INTRODUKTION I et helt år forsøgte jeg at lave et materiale vedrørende dæmoner. Jeg havde brug for kundskab på dette område, både for at kunne forklare min egen udfrielse, men også for at kunne undervise andre. Jeg studerede Guds ord igen og igen for derefter til sidst at give op. Den 12. december 1998 oplevede jeg, hvordan et skriftsted (Mark. 5,10) åbnede sig for mig. Jeg satte mig ned og skrev hver dag i tre uger, og ud af dette kom "Sejr over Dæmoner". Det vil sige, at så nemt gik det heller ikke, for uden min kones indsats var bogen aldrig blevet en realitet. Karen Hedegaard har redigeret den ved Helligåndens vejledning og jeg håber, at resultatet vil blive til inspiration og frihed for læseren. Skriftstederne i bogen er hentet fra den nye bibeloversættelse, med mindre andet er angivet. For at gøre emnet mere overskueligt skelner jeg mellem tre grader af dæmonisk aktivitet. Denne opdeling - dæmonisering i sindet, undertrykkelse af kroppen og besættelse af ånd, sjæl og legeme på én gang - er min personlige tolkning, og det er i lyset af dette, at bogen skal læses. Endelig er det vigtigt for mig at understrege, at udfrielse uden omvendelse er som at som at rive hovedet af en mælkebøtte uden at fjerne roden. Den skyder op på ny og sætter flere frø. Det er mit ønske, at en ny generation af aggressive, radikale kristne rejser sig i denne sidste tid, og at denne bog må være med til at afsløre fjendens strategi. Al ære til Jesus! Christian Hedegaard, evangelist ved Guds nåde.

6 1 1. DEN GAMLE NILLER Jeg var så negativ, at der næsten kom syre ud af min mund. En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans. Set ud fra et menneskeligt synspunkt er der ingen logisk forklaring på, hvorfor jeg, et barn fra en god, kristen familie, i en lang periode af mit liv skulle være plaget af dæmoner. Jeg er født som nummer tre af en søskendeflok på fire. Mine forældres første dreng, mine storesøstres kæledægge og min lillebrors skræk. Min far og mor har været ledere i en frikirke i snart en menneskealder, og som familie var vi engageret i menigheden hver søndag året rundt. Vi børn levede et meget beskyttet liv. Før skolealderen kendte jeg ikke til livet uden for kirken. Jeg vidste ikke, hvad cigaretter var. Faktisk troede jeg, det var noget, man spiste, for det havde jeg engang set nogle klovne gøre på tv. Da jeg var ti år, fandt jeg en kasse øl i skoven og slæbte den med hjem for derefter at hælde indholdet ud i toilettet og sælge flaskerne hos købmanden. Som årene gik blev jeg klogere. Min barndoms glade og uskyldige 60 ere blev afløst af de mere frigjorte 70 ere, hvor menighedens syn på tobak og alkohol langsomt ændrede sig. Evangeliet mistede sin radikalitet. Der var jo ingen grund til at være fanatisk, mente man, og mange brændende kristne mistede ilden. De kom stadig til arrangementerne i kirken, men derudover var der ikke meget initiativ. De skulle jo også passe deres arbejde og familien i parcelhuset bag ligusterhækken. Synd fik indgang i menigheden under dække af "kultur og opgør med religiøsitet. Måske ikke i ledergruppen, men blandt de menige medlemmer. Jeg kan huske, hvordan man røg i Indre Mission, mens det nu var tilladt at nyde alkohol i frikirkerne. De var forargede over os, og vi var forargede over dem. I løbet 80 erne var ingen af os forargede over noget som helst. Dobbeltliv Herefter blev det moderne at sjælesørge i frikirkerne. Folk fik gjort op med deres ulykkelige barndom og deres forkastelse. Man gik til rådgivning, og problemer i alle afskygninger blev vendt og drejet ind for Gud og mennesker. Man snakkede sig langt ind i 90 erne, uden at gøre op med det egentlige problem, nemlig synden, som man ikke kan snakke sig fra eller diskutere, men kun omvende sig fra.

7 2 Jeg havde også mine problemer. Jeg blev drillet i skolen, fordi mine forældre var hellige, og i en tidlig alder begyndte jeg at hade min familie for det, de stod for. Oprøret tog fart i teenageårene, og skænderierne med mine forældre blev værre og værre. Min opvækst var så forskellig fra mine skolekammeraters, og jeg kom efterhånden ind i en voldsom identitetskrise. Jeg var tvunget til at deltage i menighedens aktiviteter, men samtidig var jeg også med i kliken uden for. Det blev snart til et dobbeltliv af format. Når min mor sendte mig i byen for at købe kaffe til kirken, gik jeg i Føtex og stjal kaffen for derefter at beholde pengene, som jeg brugte til at spille på spillemaskiner. Hjemme udviklede jeg mig til en tyran. Ingen kunne nu stoppe mig, og tingene, jeg gjorde, var ikke længere uskyldige. Jeg gik til kampsport og truede mine forældre med tæsk. Men inderst inde var jeg dybt ulykkelig, og tanker om selvmord begyndte at spire i mit sind. Mine forældre kendte situationens alvor og gjorde deres til at få mig tilbage på vejen. De gav mig en billet til en kristen koncert i Vejle, og her besluttede jeg mig for at give Jesus en chance i mit liv. Jesus, hvis du er der, så må du møde mig nu. Jeg kan ikke leve på mine forældres tro!" sagde jeg. Lige dér mødte jeg Ham. Jeg begyndte at græde. På denne 2. påskedag i 1983 blev jeg frelst. Det nye liv Det blev ikke let for mig at leve det nye liv. I to år gik jeg rundt og skammede mig over, at jeg var blevet kristen. Det var først, da jeg blev døbt med Helligånden, at der virkelig skete noget. Med ét blev jeg tændt for det med Jesus og begyndte at vidne og bede for mennesker omkring mig. Jeg havde en kærlighed til Jesus, som bare drev mig frem. Nu stod der Jesus på hovedmenuen. Men hvordan skulle det dog gå til at leve som en brændende kristen i en menighed, hvor det var mange år siden, vi havde set et mirakel? Med en øl i den ene hånd, et pornoblad i den anden og cigaretten hængende i mundvigen følte jeg mig ikke særlig hellig. Mine vejledere gav mig lang snor. De formanede mig sjældent, når jeg gjorde noget forkert i kirken. De klappede mig på skulderen og undskyldte min opførsel. "Det er bare "Niller", han er evangelist!" sagde de. Jeg hadede dette prædikat. Jeg følte mig lysår fra kaldelsen og havde af samme grund aldrig taget ordet evangelist i min mund. Besøg af dæmoner Tre år senere meldte jeg mig ud af kirken og vendte Gud ryggen til fordel for en jødisk skønhed, som jeg mødte under et kibbutzophold i Israel. Gud bad mig vælge mellem Ham og hende. Jeg valgte jødinden, og i løbet af to måneder kørte mit liv helt

8 3 af sporet. Med det temperament, jeg var ved at udvikle, mente mine skolekammerater, at det vist var bedre, at jeg blev kristen igen. Jeg var så negativ, at der næsten kom syre ud af min mund. En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans. Så bad jeg Jesus om hjælp, og da jeg endelig vovede mig ud af sengen, gik jeg gennem mine forældres store hus hen til deres soveværelse. Døren plejede at være låst, men den aften var den åben. Mine forældre lå på deres knæ ved sengen og bad for min sjæl. Grædende bekendte jeg, at jeg ville tilbage til Jesus, og de bad sammen med mig. Fra den dag af vidste jeg, at der aldrig mere ville være nogen vej tilbage. Jesus var vejen frem. Min kone Karen Da jeg mødte min elskede kone Karen i 1987, vidste vi begge to, at vi en dag skulle tjene Jesus på fuld tid, selv om vi ikke havde nogen anelse om hvordan. Under én af vore kriser i forlovelsestiden anbefalede mine forældre Karen at rejse hjem til Sjælland og glemme mig. Han fortjener dig ikke!" sagde de. Alle sagde, at hun skulle holde sig fra Niller, som jeg blev kaldt dengang. Det er et mirakel, at hun holdt ud. Men hun frygtede Gud mere, end hun frygtede mig. Hun vidste ligeså godt som jeg, at det var Gud, der havde sat os sammen. Hun vidste også, at Han ikke havde lovet hende en dans på roser. Tværtimod var hun blevet advaret profetisk om, at det ville blive en lang ørkenvandring at blive gift med mig, men Gud havde lovet, at Han ville give hende vandkilder undervejs. Når vi ser tilbage på årene, der er gået, har Gud været trofast. Han har holdt sit ord, fordi vi gav plads for Ham, der er levende, virkende og stærk nok til at forvandle enhver tilsyneladende umulig person og situation. Karen mistede mange af sine venner, da vi blev kærester. Til at begynde med inviterede de os begge to, men efterhånden holdt de op. De ville ikke se os sammen, men bad hende om at komme alene, uden mig. Jeg var ekspert i at ødelægge enhver fest. Jeg kunne fuldstændig manipulere med mennesker til min egen fordel og kendte ikke til begrebet hensyn. Jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til, og troede ikke, det kunne være anderledes. I denne periode var jeg styret af urene tanker, pornografi og onani. Jeg mente, det var normalt, og var ikke klar over, at Jesus kunne sætte mig fri for disse problemer. Samtidig var jeg fyldt med voldelige tanker. Jeg trænede stadig kampsport, og det gjorde mig aggressiv. Jeg kunne prædike evangeliet den ene dag, og næste dag kunne jeg true nogen med tæsk eller det, der var værre. Tingene hang ikke sammen. Jeg var klar over, at jeg havde desperat brug for forandring.

9 4 Et ultimatum Efter et år på bryllupsrejse jorden rundt rejste Karen og jeg til Vestjylland for at starte menighed sammen med min søster og svoger. Vi blev en del af et team på ti unge mennesker, og da jeg fandt ud af, hvem vi skulle bo sammen med det næste år, var jeg parat til at rejse hjem. Det samme var to andre på teamet. De kendte Niller, og Niller var bestemt ikke kendt for noget godt. Efter 14 dage fik jeg et ultimatum: Enten omvendte jeg mig fra min egoisme og manglende samarbejdsvilje, eller også ville jeg blive smidt hjem. Det var et nederlag, som jeg ikke ville være bekendt, så jeg satte mig for at forandre mig. Det hele handlede om noget så banalt som at stå op om morgenen samt at gøre rent og vaske op. Det var noget af en overvindelse, og da det samtidig viste sig, at min kone var gravid i tredje måned, så gik det helt galt. Jeg fik en depression. I et halvt år talte jeg om selvmord hver dag og kunne hver morgen se en sort sky over mit hoved, når jeg stod op. Jeg tror, det var den værste periode i mit liv. Hvis jeg var blevet tilset af en læge, er jeg overbevist om, at han ville have ordineret antidepressiv medicin. Da min kone skulle føde, var jeg mere deprimeret end nogensinde. Jeg glædede mig ikke specielt til barnet skulle komme, og da vi kom ind på fødegangen, var jeg så følelseskold, at jeg næsten blev helt bange for mig selv. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville kunne elske det barn. Fødslen var kompliceret. Moderkagen sad fast, og min kone var ved at forbløde. Hun blev kørt på operationsgangen, og pludselig stod jeg alene med min nyfødte datter i armene. I denne situation blev jeg overvældet af kærlighed og helt forelsket i den lille stump. Men depressionen var der stadig. Trods familieforøgelsen talte jeg fortsat om selvmord, og det var mere, end min kone kunne bære, da hun efter flere ugers indlæggelse blev udskrevet fra sygehuset. Hun tvang mig til at gå til en kristen rådgiver, og det blev min redning. Manden fik et ord fra Herren og pegede på årsagen til mit problem at jeg ikke havde æret mine forældre, og at der derfor hvilede en forbandelse over mit liv. Ordet ramte mig som en hammer, og jeg brød helt sammen. Jeg fik efterfølgende gjort op med mine forældre. Sandheden satte mig fri, og jeg blev fuldstændig løst fra min depression. Kaldelsen Vi kom til Nordsjælland som en lille familie efter to år på farten. Jeg begyndte at læse på Handelshøjskolen i København, og min kone, der er journalist, fik arbejde på lokalavisen. Vores tilværelse var perfekt. Vi boede i et lille drømmehus i skoven i Tisvildeleje og havde masser af penge. Livet kørte bare der ud af, mens vi fiskede mennesker for Jesus og tog dem med til frikirken i Hillerød. Det gik næsten for godt. Vi ventede vores andet barn, da min kone spurgte mig, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis dette barn skulle vise sig at være handicappet. Jeg sagde

10 5 til hende, at hun skulle holde op med den slags negative bekendelser. Handicappede børn fik de andre, det kunne aldrig ske for os. Sådan gik det heller ikke i første omgang. Vi fik en søn, Magnus, opkaldt efter min far, efter at forholdet til mine forældre nu var genoprettet. Jeg blev færdig som korrespondent og skulle til at starte på cand.ling.merc. studiet for at blive tolk. I bilen på vej hjem fra dimissionsfesten sad jeg i mine egne tanker, da jeg pludselig oplevede et frygteligt Guds nærvær. Jeg tænkte, at ruderne ville blive trykket ud, da Gud talte til mig: Tag på bibelskole. Din tid er kommet!" lød det, og jeg blev mindet om ordene fra Bibelen, hvor profeten Ezekiel bliver bedt om at spise en bogrulle, der smager af sød honning. Da jeg kom hjem midt om natten, fandt jeg min kone vågen. Jeg fortalte hende, at Gud havde talt til mig om bibelskole. Halleluja!" sagde hun. Sikken en kone! Vi havde ikke aftalt noget eller snakket om dette, men hun havde i mange år ønsket, at jeg ville begynde at studere Guds ord. Feberkramper Vi tog på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager med vore to børn. Jeg tog navneforandring. Den gamle Niller, som egentlig hed Niels-Christian, blev skiftet ud. Fra nu af kaldte jeg mig kun Christian for dermed at markere, at det nu var tid til noget nyt. Jeg skrev notater, så min kuglepen næsten glødede. Jeg spiste bogruller og jeg opdagede, at Guds ord var som sød honning for min sjæl. Men lykken varede kun kort. En dag faldt vores tre-årige datter om med feberkramper, og vi blev indlagt med fuld udrykning på sygehuset. Det var en forfærdelig oplevelse, som gentog sig i alt tre gange på en måned. Kramperne stoppede ikke uden en stor dosis fenemal og stesolid, og da Oline vågnede op efter sit tredje anfald, var hun lam i højre side og kunne ikke længere tale. Diagnosen blev stillet. Oline havde fået en blodprop under feberkramperne. Den ene hjernehalvdel var stærkt beskadiget, og som følge heraf blev vi nødt til at afbryde vort højskoleophold. Jeg var chokeret og frustreret, for Gud havde jo talt til mig om at "spise bogruller" og det var ikke ligefrem muligt på sygehuset, hvor vi tilbragte den næste måned sammen med diverse behandlere. Midt i vores ulykke tænkte jeg stadig på, hvordan Gud kunne finde på at give mig en smagsprøve på Hans ord for derefter tillade, at vi blev fløjet hjem med Falcks ambulanceflyver med en datter i kørestol. Jeg havde taget orlov fra cand.ling.merc. studiet for at kunne komme på bibelskole i Mariager, og efter sommeren skulle jeg ifølge planen fortsætte med at læse på Handelshøjskolen i København. Imidlertid var der sket nogle temmelig voldsomme begivenheder i løbet af foråret, som gjorde, at jeg ikke længere var så hovmodig og arrogant.

11 Trosbevægelsen Jeg var kendt som en ret yderliggående modstander af trosbevægelsen i Danmark og var på et tidspunkt gået så vidt, at jeg havde truet en pastor fra en menighed i København med tæsk. Jeg kaldte ham for sektleder og beskyldte ham for at have hjernevasket én af mine venner, som var begyndt at komme i menigheden. I dag kan jeg se, hvordan den radikale forkyndelse af Guds ord har reddet min vens liv, eftersom han var ved at bukke under for synd i den kirke, han kom fra. Med et handicappet barn var jeg lige pludselig ikke længere så kritisk overfor mine kristne brødre og søstre. Jeg havde nu kun ét mål, og det var at modtage et guddommeligt mirakel i min familie og i mit eget liv. Vi var bevilliget aflastning af amtet, og i vores første friweekend efter opholdet på sygehuset, var vi inviteret til en troskonference i Ålborg. Vi havde meldt os til ret tøvende, men samtidig også med en desperat længsel efter at få mere af Gud. Ved eftermiddagsmødet blev der undervist om den dobbelte salvelse - om hvordan Elisa nægtede at slippe Elias, indtil han oplevede at få det dobbelte af Elias kraft. Ved aftenmødet var der endnu en trosprædikant på programmet. Han talte ligeså klart og tydeligt ind i min situation, og da han som afslutning på sin prædiken kaldte frem til forbøn for mennesker med sorg i deres liv, var jeg ikke sen til at reagere. Jeg vidste, det var et kundskabsord til mig, eftersom mit hjerte var én stor sorg over Oline og hele vores situation. Der var mange mennesker, som gik frem. Jeg begyndte at græde voldsomt og måtte på et tidspunkt ud for at pudse næse. Da jeg kom ind fra toilettet, hørte jeg prædikanten kalde frem igen. Jeg undrede mig over, at han kaldte frem to gange i træk, men jeg gik alligevel op foran. Til min skræk gik det op for mig, at jeg stod i den forkerte kø. De mennesker, som stod omkring mig, ønskede forbøn for sygdom, ikke for sorg. Jeg kiggede bagud og så flere hundrede mennesker med hænderne løftet i lovprisning, mens jeg som vanvittig forsøgte at finde en sygdom eller et eller andet, jeg fejlede, og som berettigede mig til at stå, hvor jeg stod. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og turde ikke at sætte mig ned igen. Mens jeg overvejede min situation, rejste troen sig i mig. Jeg går ikke, før jeg har fået mit mirakel. Jeg slipper dig ikke, før du har rørt mig, Jesus!" tænkte jeg. Prædikanten bad for den første og den næste, mens han lagde hænderne på dem. Jeg stod i en kampstilling, jeg havde lært fra karate, fordi jeg havde set folk blive skubbet i gulvet under Guds kraft. Mig skulle de i hvert fald ikke få ned. I stedet for at lægge hænderne på mig, pegede prædikanten blot på mig og begyndte at profetere om min barndom og teenageår med en nøjagtighed, som fik mig til at ryste over hele kroppen. Han sluttede med at fortælle, at Satan havde været hård ved min familie på det sidste, men at Gud havde en stor plan for os, og at jeg ville få tilnavnet menneskefiskeren. Herren kalder dig til evangelist! råbte han, og i samme nu røg jeg næsten to meter sidelæns gennem luften. 6

12 7 Hvad der efterfølgende skete er svært at forklare. Jeg kunne høre en forfærdig gråd og så i et syn, hvordan jeg lå i fosterstilling inde i mig selv, som om noget var ved at blive født frem. Det var en mærkelig oplevelse, og jeg fattede ikke helt, hvad der skete. Jeg tænkte, at det var en forløsning til tjeneste, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at det var en dæmon, som kom ud. Nedtælling Fra den dag af startede nedtællingen til den totale forvandling i mit liv. Da jeg rejste mig op, var jeg sikker på, at Gud havde hele vores situation i sin hånd. Men hvordan det skulle gå til, havde jeg ingen anelse om, og jeg blev langsomt i tvivl om, hvorvidt det nu også var meningen, at jeg skulle læse videre på Handelshøjskolen. Den sommer så vi, hvordan vores datter mirakuløst rejste sig op og begyndte at gå. Vores liv blev endnu mere fokuseret på Jesus. Da jeg hørte, at en kendt svensk prædikant skulle tale i trosmenigheden i København, tog jeg derind med et ønske om at få bekræftet profetien og kaldelsen fra Ålborg. Jeg stillede mig på bagerste række, så de mennesker, som jeg ihærdigt havde bekæmpet gennem årene, ikke skulle få øje på mig og triumfere. Jeg blev meget negativ og fik alle mine fordomme bekræftet, da taleren begyndte at prædike på svensk uden tolk. Det var min opfattelse, at alle i trosbevægelsen var totalt forsvenskede, eftersom mange af medlemmerne havde været på bibelskole i Sverige. Jeg stod og snakkede med en bekendt, da denne prædikant pludselig skubbede folk til side og banede sig vej hen imod mig. Han tog mig i hænderne og trak mig hen foran talerstolen, hvor han begyndte at profetere om min evangelistiske kaldelse. Profetien var klokkeren og bekræftende. Jeg gik fra mødet med en undren over, hvordan det profetiske ord nogensinde skulle kunne gå i opfyldelse. Jeg elskede Jesus og ledte mange mennesker til Ham, men var dog så uforvandlet og kendt som en kristen rod. Da jeg en måned senere efter endt studieorlov skulle starte på Handelshøjskolen, havde jeg en brændende længsel efter at få mere af Guds ord ind i mit liv. Jeg savnede tiden i Mariager og glædede mig til den dag, hvor vi kunne vende tilbage. Den første dag i skolen var underlig. I tolv år havde det været mit mål at læse til cand.ling.merc. og nu, da jeg endelig havde passeret nåleøjet, virkede det ikke længere så vigtigt. I fjerde time talte Gud igen: Afbryd dine studier og søg mig. Rejs dig og gå!" Ordene kom klart og tydeligt i mine tanker. Jeg skrev til min sidekammerat, at nu ville jeg droppe mine studier. Hun kiggede vantro på mig. Giv det noget tid, Christian!" sagde hun. Det har jeg gjort!" sagde jeg. Derefter rejste jeg mig og sagde farvel til læreren og eleverne. Karen undrede sig over, at jeg kom tidligt hjem. Kan du gætte, hvad der er sket?" spurgte jeg, hvorpå hun begyndte at grine. Hun vidste med det samme, at jeg havde

13 droppet mine elskede studier. Hvad skal du så? spurgte hun. På bibelskole!" svarede jeg. Så grinede vi begge to, for vi var ikke i tvivl om, hvor Gud ville have mig hen. 8

14 9 2. BEFRIELSEN Jeg blev kastet gennem luften og kunne høre nogle forfærdelige skrig. Jeg kunne mærke mine arme og ben bevæge sig rundt i alle retninger, mens jeg væltede stolene omkring mig. Da jeg ringede til Københavns Bibeltrænings Center og snakkede med studierektor, blev der helt stille i telefonen. Jeg fortalte, at jeg gerne ville på bibelskole, og spurgte, om det var muligt at komme med på næste hold. Jeg kunne ikke nå at få indsendt ansøgningsskemaet, for undervisningen startede to dage senere. Min opringning kom som et chok for lederne, for jeg var kendt som én af trosbevægelsens nidkære forfølgere. De mente, at jeg var sendt af Satan for at ødelægge deres skole, men heldigvis var der én, der troede på mig. Det var på hans ord, at jeg blev lukket ind. Familien og vennerne blev chokerede, da de hørte om min beslutninge. Bibelskolen i København var efter deres opfattelse dengang det værst tænkelige sted, men vi kunne ikke rejse tilbage til højskolen i Mariager, eftersom vores hverdag var lagt i rammer af Olines læge, fysioterapeut og talepædagog. Jeg var selv hundeangst for trosbevægelsen, men jeg var mere bange for Gud, som havde talt til mig. Jeg var den første elev på skolen fra vores kirkesamfund og fik megen modstand, men det havde jeg jo prøvet før. Min beslutning var urokkelig, og da jeg returnerede mit studiekort til Handelshøjskolen, var der ingen vej tilbage. Jeg kan huske, at jeg ankom med to ørenringe, hestehale og en pakke cigaretter i inderlommen. Da jeg gik ind ad døren, vidste jeg, at jeg ikke kunne nøjes med ét års undervisning. Jeg skulle gå der i to år. Jeg var meget nervøs, og da de begyndte at bede i tunger og råbe til Gud, krøb jeg ned mellem stolerækkerne og næsten græd af skræk. Til alt held havde Gud givet mig et skriftsted: Vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi Herren din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!" Dette ord fra Josva 1,9 (gl. oversættelse) var mit faste holdepunkt, som jeg lå og citerede for mig selv. Som en kamæleon Jeg var stadig sulten efter denne Ordets honning. Jeg lyttede og skrev notater i samme tempo som i Mariager og fik næsten krampe i fingrene. På denne tid kontaktede jeg min svoger, som er præst, og fik arrangeret, at han og hans kone skulle komme og prædike i vores kirke. Det var så meningen, at vi skulle faste sammen i den weekend og finde ud af, hvad der var galt med mig. Et eller andet var der nemlig i vejen. Jeg mente selv, jeg havde gjort alt for at forbedre mig. Jeg havde klippet min hestehale to gange for at behage de religiøse kristne, som fortalte mig, at hvis jeg ville have Guds velsignelse, så måtte jeg skifte frisure og gå i ordentlig tøj. Jeg havde føjet mennesker så mange gange, at jeg næsten

15 10 begyndte at føle mig som en kamæleon. Der var også mange velmenende kristne, som mente, at det var min skyld og Guds straf til mig, at vores datter var blevet handicappet. Den sommer havde menigheden i Hillerød besøg af nogle forbedere fra kirkens højskole. Jeg havde ikke bemærket dem, men de havde set mig og oplevet en stærk dæmonisk aktivitet over mit liv. Det sagde de senere til min svoger og søster, fordi de frygtede, at de dæmoniske kræfter en dag ville få mig til at slå min kone og mine børn ihjel. Jeg vil gerne understrege, at jeg på dette tidspunkt var med i kirkens ledergruppe, cellegruppeleder og ofte spillede med i lovsangen. Vi fik ikke bedt ret meget den weekend, men da min svoger skulle prædike i vores kirke om søndagen, gik jeg grædende frem til forbøn. Jeg følte mig mærkeligt til mode og kunne ikke forstå, hvorfor jeg græd. Han lagde hænderne på mig og bad om, at Guds kærlighed måtte berøre mig. Lige da han skulle til at gå, drejede han rundt på hælen og sagde: Satan, jeg befaler dig at give det tilbage, som du har stjålet!" Jeg blev kastet gennem luften og hørte nogle forfærdelige skrig. Jeg kunne mærke mine arme og ben bevæge sig rundt i alle retninger, mens jeg væltede stolene omkring mig. Jesus!" sagde jeg. Du ved, jeg har bedt for syge og ledt masser af mennesker til dig. Det her er ikke en dæmonisk manifestation!" tænkte jeg, overbevist om, at kristne ikke kunne have dæmoner. Forvandling Efter denne oplevelse græd jeg næsten uafbrudt i tre dage. Den første nat vågnede jeg ved, at nogen talte i mit soveværelse. Jeg blev klar over, at det var mig selv, der priste Gud i tunger, mens jeg lå og sov. Næste morgen på vej til skole tændte jeg som altid for radioen. Jeg fik næsten ondt i ørene og voldsom kvalme, som om jeg skulle kaste op. Jeg måtte slukke lige på stedet, og da gik det op for mig, at jeg ikke mere kunne tåle at høre verdslig musik. Jeg satte et bånd på med mit eget band, og det endte med, at jeg kastede det ud af vinduet, mens jeg kørte i bilen på motorvejen. Jeg var ved at brække mig over min egen musik. Der gik to år, hvor jeg ikke hørte andet end den blideste lovsangsmusik. Mine venner syntes, at jeg var meget fanatisk. Nu er Guds visdom jo stor, og til Hans ære valgte Han at sætte mig fri i min egen kirke ved min svoger, som er en af kirkens nationale ledere. Alle havde respekt for hans tjeneste, og der var ingen, der kunne benægte miraklet, som var sket med mig. Var jeg blevet udfriet første gang på trosbevægelsens bibelskole, var miraklet nok blevet bortforklaret med en bemærkning om, at trosfolk også ser dæmoner alle steder. Jeg havde selv brugt dette som en anklage imod dem. Forandringen efter udfrielsen var stor. Min kone fik en ny mand. Den eksplosive vrede, som styrede mit liv, forsvandt, og jeg var en nyt menneske. Jeg ringede til min svoger, som havde bedt for mig. Hvad tror du, der er sket med mig?" spurgte jeg.

16 11 Han mente, at det nok var noget åndeligt eller dæmonisk uden dog at give en bibelsk forklaring på det, der var sket. Dæmningen revner Da den første dæmon kom ud, var det som en dæmning, der bristede. Det startede med en revne, og lige pludselig gav dæmningen efter for presset og brød sammen. Jeg blev i den grad brudt ned, og tårerne fik frit løb i den efterfølgende periode, som varede cirka halvandet år. Nogle måneder senere havde vi en gæsteprædikant på besøg fra Indonesien. Hun stoppede op midt i undervisningen på bibelskolen og begyndte at løbe rundt, mens hun bad for mennesker. Jeg stod og gemte mig i midten af rækken, men pludselig kom hun hen og trak mig frem, kiggede på mig og råbte: I Jesu navn, kom ud!" Jeg gik i bro som en flitsbue. Dernæst lagde hun en finger på mig: Slip ham! sagde hun, hvorefter min ryg ramte gulvet. Jeg var fri endnu en gang og tænkte ved mig selv, om dette mon skulle blive ved? Jeg var godt klar over, at jeg havde flere urene ting i mit liv, men at det skulle gå så voldsomt til hver gang, det var næsten helt pinligt. En måned senere skete det igen. Denne gang var det en norsk prædikant, der prædikede fantastisk om Helligånden. Han talte ikke, han hviskede, og der var et stærkt nærvær af Guds Ånd i salen. Derefter kaldte han folk frem. Jeg var mødevært og havde ikke tænkt mig, at der skulle bedes for mig. Men da jeg så min klassekammerat ligge og sno sig på gulvet under forbønnen, kunne jeg mærke, hvordan det næsten krampede inden i mig. Jeg var klar over, at jeg ikke var helt fri endnu. Som den sidste gik jeg frem, mens prædikanten bare så på mig og råbte: Jeg bryder is i Jesu navn!" Så skete det igen. Jeg var nu kommet til et punkt, hvor jeg næsten ikke turde bede om forbøn, fordi jeg frygtede min egen reaktion. Slå præsten ihjel Sidst på skoleåret skulle vi have afslutning i faget engle og åndsmagter. Det skulle foregå i den store sal, hvor der så ville være individuel forbøn for dem, som måtte ønske det. Jeg havde på dette tidspunkt været under mesterkirurgens kyndige hånd i næsten et år, og selv om meget var forandret, kunne jeg mærke, at der stadig manglede lidt endnu. Den morgen kom jeg for sent. Jeg stillede mig anonymt på bagerste række og fik at vide, at jeg skulle gå frem til forbøn, hvis jeg under lovsangen oplevede, at Helligånden mindede mig om nogle ting. Alle bibelskolelærerne stod oppe foran med hænderne i vejret og priste Jesus. Da jeg så på studierektoren, fór en tanke gennem mit hoved: Smadr ham!" lød det. Jeg prøvede at ignorere det, men tanken kom igen. Smadr præsten!" Vanvittigt. Jeg slog mig selv hårdt på panden. Slå studierektoren ihjel!" Igen tog jeg mig til hovedet. Slå

17 12 præsten ihjel nu!" sagde stemmen, og så var jeg klar over, at jeg behøvede hjælp. Jeg rystede over hele kroppen og var ved at falde. Langsomt kæmpede jeg mig ud af stolerækken og bevægede mig frem mod lærerne. Det var min hensigt at prikke præsten på skulderen og bede om hjælp, men da jeg så ham, røg min knyttede næve op foran hans ansigt. Jeg skulle lige til at slå, da hans øjne nærmest borede sig fast i mig og en kraft, jeg ikke kunne modstå, kastede mig gennem luften ind mellem stolerækkerne. Mine venner fortalte bagefter, at mit ansigt blev som en dæmons i samme øjeblik, jeg tog fat i præsten. Øjnene vendte det hvide ud, og bagefter kæmpede de med mig som rasende. I 45 minutter stod jeg på knoerne, mens flere stærke mænd lå oven på mig for at holde mig fast. Jeg havde kun én tanke, og det var at slå præsten ihjel. Jeg prøvede desperat at komme fri for at få fat i ham og smadrede mine knytnæver i gulvet som en gal. Da det endelig var overstået, var jeg gul og blå langt op af armene og havde pludselig fået respekt for denne unge præst, som de kristne inklusiv mig selv havde hængt sådan ud. Jeg oplevede den dag, hvordan dæmonerne hadede ham, og efter dette begyndte jeg at respektere ham. I dag er han min pastor og min ven. Onde kræfter Nu kan man undre sig over, hvordan sådan en vrede og ondskab kommer ind, men det vidste jeg udmærket godt, eftersom jeg i mange år havde trænet mig selv i at myrde mennesker på den hurtigste og mest effektive måde. Kort fortalt havde jeg fyldt mig selv med dæmoner af mord, mens jeg dyrkede kampsport. Jeg gik op i min sport med liv og sjæl og nød den anseelse og respekt, som det automatisk gav, når folk hørte, at jeg trænede karate. Karate var en del af min identitet, og jeg var kendt for altid at være årvågen og på vagt. Hvis jeg gik ude en mørk aften og hørte en lyd, for jeg sammen i kampstilling. Dette skete instinktivt, uden jeg selv tænkte over det. Engang i Peru lå jeg og sov i min sovepose midt i en park i en storby. Mens jeg sov, kom en tyv hen og pillede ved min rygsæk. Jeg vågnede op halvvejs ude af parken i kampstilling. Jeg stod foran ham, mens han skreg af rædsel. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom ud af soveposen, eller hvordan jeg var sprunget over det hegn, som omgav os. Sådanne kræfter styrede til stadighed mit temperament. Jeg har haft andre mærkelige oplevelser, som stammer derfra. I mange år har jeg lidt af klaustrofobi. Anfaldene kom om natten, når jeg sov. Jeg oplevede, at jeg var ved at blive kvalt og kæmpede desperat for at få luft. I disse fobier handlede jeg halvt i søvne, halvt i vågen tilstand, og ve den, der forsøgte at stoppe mig. Engang skulle Karen og jeg overnatte hos nogle mennesker. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg klar over, at jeg havde haft klaustrofobi. Dog var det først, da jeg så hullet i væggen ved siden af mig, at jeg blev klar over situationens alvor. Jeg havde slået knytnæven igennem, og der lå puds i min seng.

18 13 Mine knoer fejlede ikke spor. Denne oplevelse skræmte mig, fordi jeg i mit indre fornemmede kræfter, jeg ikke selv kendte til. Nikotin Sommeren gik, og jeg skulle til at starte andet år på bibelskolen. Jeg havde røget hele det første år og var nu klar over, at jeg ikke kunne fuppe mig ind på andet år med tobakken. Der var ingen nåde, enten smed jeg cigaretterne ud, eller også blev jeg smidt ud. Jeg ville stoppe med at ryge, for jeg vidste, at andet år ville blive mit jubelår, en tid, hvor sejren for alvor ville bryde igennem i mit liv. Derfor var kampen ekstra hård. Jeg stoppede først den onsdag, jeg startede på skolen, og den efterfølgende weekend faldt jeg igen. Dernæst kom tre røgfri dage mandag, tirsdag, onsdag men så var det også slut. Cigaretterne kom frem igen, mens jeg forsøgte at stå imod, uden held. En eftermiddag forstod jeg pludselig, hvem min fjende virkelig var. Jeg stod i min have, da jeg tydeligt hørte en stemme: Der ligger nogle smøger inde i brændeovnen, som stadig kan bruges!" lød det. Jeg gik ind og kiggede - og minsandten, dér lå cigaretterne, ganske som stemmen havde sagt. Mens jeg stod og kæmpede frem og tilbage for derefter til sidst at ryge, kom min datter hen til mig og spurgte, hvad jeg lavede. I dette øjeblik gik det op for mig, at jeg stod og parlamenterede med en stemme i mit sind. Samme dag profeterede to mennesker uafhængigt af hinanden over mig, at hvis jeg ikke stoppede med at ryge omgående, ville jeg ende som frafalden, hvilket for mig er det samme som død. Jeg kan ganske enkelt ikke leve uden Gud, den konklusion var jeg kommet til, da jeg tog imod Jesus som 16-årig. Næste dag på bibelskolen følte jeg mig så fordømt af min egen samvittighed, at jeg løb ud under undervisningen og satte mig på en café og røg. Bagefter gik jeg tilbage til mine lærere og bad om forbøn. Jeg vidste, jeg havde en dæmon, og ganske rigtig. Lærerne nåede lige at lægge hænder på mig, da jeg fløj i gulvet og dæmonen manifesterede sig. Da jeg lidt senere kom til mig selv, havde jeg en forfærdelig trang til at ryge. I må bede mere for mig!" sagde jeg, overbevist om, at jeg havde en ånd af nikotin. Men jeg tog fejl. Christian, det er ikke nikotinen. Det er oprøret mod Gud, som binder dig." sagde min lærer. Med dette kundskabsord fik jeg et syn af en galejslave, som fik brudt sine lænker, og i samme nu var jeg fri. Jeg hoppede og dansede, mens jeg græd af glæde og priste Gud. Men Satan gav ikke op så let. Én af de følgende nætter vågnede jeg op med en smag af nikotin i munden og lugten af tobaksrøg i soveværelset. Min første tanke var, at jeg havde røget. Jeg var ulykkelig og tænkte, at nu kunne jeg lige så godt begynde at ryge igen, da det gik op for mig, at Satan er en løgner. Endnu engang takkede jeg Jesus for

19 14 min frihed, vel vidende at det hele blot var et bedrag. Dog gik der flere dage, før smagen i min mund forsvandt. Urenhed På samme måde har jeg oplevet Satans angreb efter at være blevet befriet fra en ånd af urenhed. Jeg vågnede op flere nætter, fordi jeg i mine drømme blev hjemsøgt af en kvinde, som ville forføre mig. Jeg kendte ikke kvinden, men jeg bekendte det overfor min kone, hvorefter vi bad sammen. Næste nat skete det igen. Jeg var ulykkelig. Jeg vidste, at dette var mere end blot en uren drøm, men jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle takle angrebet på mit sind. Jeg græd og bad, men kvinden kom igen, og denne nat havde jeg samleje med hende. Det var ligeså virkeligt, som havde jeg været sammen med min egen kone. Jeg ventede at finde kvinden liggende ved siden af mig i sengen næste morgen, men fandt i stedet min kone. Jeg bad og græd igen, og næste gang kvinden kom til min seng, kaldte jeg på min kone i drømmen. Sammen afslørede vi kvindens ærinde og sendte hende på flugt i Jesu navn. I dag ved jeg, at jeg havde besøg af en dæmon i min drøm. Dæmonen reagerede, da den hørte Jesu navn og vendte aldrig mere tilbage, eftersom jeg nu bevidst havde lukket alle indgange til mit sind. Faktisk tillader jeg ikke længere mig selv at drømme. Jeg beder Jesus om at fylde mit sind hver eneste nat og undgår alt, hvad der bare lugter af urenhed. Tigerdyret Da det blev efterår, var jeg så godt som sikker på, at jeg var fri. Jeg var blevet en forvandlet mand og kunne nu gå til forbøn, uden at ende på gulvet mellem stolerækkerne. Alt i mig var anderledes, da vi i december 1994 fik besøg af præst fra Uganda i frikirken i Hillerød. Det var første gang, at han var i Danmark. Ingen kendte ham, men han kom med gode referencer. Den søndag spillede jeg klaver i lovsangsgruppen. Efter lovsangen gik manden på talerstolen. Helligånden har talt til mig om at gøre noget, før jeg begynder min prædiken." sagde han, hvorefter han kaldte mig frem. Jeg blev glad og regnede med, at han nok havde et ord fra Herren til mig. På dette tidspunkt var jeg nærmest rendt ind i en hel stime af opmuntringer. Herren vil bruge dig, og du ønsker virkelig at tjene ham," fortsatte han, - nu stod jeg foran talerstolen og ventede på min profeti - men da du spillede på klaveret før, var det, som om jeg så en stor kat stå over dine skuldre!" Jeg undrede mig, mens manden forklarede, hvordan dette kattedyr stod med hvæssede kløer og åben mund. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg ser en dæmon fra Japan!" sagde manden, og så husker jeg ikke mere. Menigheden fortalte

20 bagefter, at jeg i samme sekund fløj baglæns igennem luften og landede på fingerspidserne, mens jeg brølede som en tiger. Det var en uhyggelig saltomortale for øjnene af en hel kirke. Da det gik op for mig, hvad der var sket, græd jeg som pisket. Jesus, hvordan kan jeg nogensinde vide, om jeg er fri?" bad jeg. Da kom denne totalt ukendte prædikant hen og rejste mig op: Unge mand. Aldrig mere skal nogen dæmon plage dit sind. Fra i dag er du fri!" sagde han, og jeg vidste, at han talte sandt. Nu var det tid til at kræve det tilbage, som Satan havde stjålet. På denne dag viede jeg mit liv til at fortælle mennesker om Jesus, at stræbe efter nådegaven til at bedømme ånder og sætte mennesker fri, ligesom jeg selv var blevet sat fri. Efter denne sidste befrielse ved et ganske almindeligt søndagsmøde kom der gudsfrygt over menigheden, i hvert tilfælde i en periode. Jeg tror, de fleste græd den morgen. Min kone græd også. Hun græd på mine vegne og tænkte ligesom jeg, om dette mon skulle blive ved. Da gudstjenesten var forbi, sad jeg og spekulerede på kattedyret, som prædikanten havde talt om. Det mindede mig om et eller andet bekendt, nemlig logoet fra Shotokan Karate, som jeg havde båret på min sportstaske og t-shirt. Logoet var en brølende tiger med hvæssede kløer. Jeg startede med at træne karate lige efter, at jeg var blevet frelst, men ingen fortalte dengang, at jeg dermed åbnede mig for dæmoner. I dag er jeg blevet klogere, ikke mindst efter at jeg for nogle år siden hørte en radioudsendelse om karate. Det var et interview med én af de højest graduerede i Danmark, som fortalte, at karate ikke er en sport, men en livsstil. Han fortalte om filosofien bag bælterne om hvordan man som nybegynder starter med hvidt bælte for derefter at gradueres mod sort. Hvidt bælte symboliserer renhed, mens sort symboliserer urenhed. Herefter drejer det sig ikke længere om fysiske øvelser, men om åndelige oplevelser med lyset, hvorfra man henter sine kræfter og inspiration." sagde han og gav eksempler på, hvordan gamle mennesker i Japan opnår overnaturlig styrke. Blot man forsøger at angribe dem, bliver man slået til jorden. De behøver slet ikke at røre deres modstander. De bruger blot den energi, de har fået fra lysherren gennem meditation. Satan eller Lucifer, som han også kaldes, kommer som en lysets engel, mens vi kristne fortsat lever i et bedrag. Guds folk går til grunde på grund af mangel på kundskab, og mine lederes og min egen uvidenhed blev mig til fald og last. Hvis nogen havde kaldt mine "problemer" for synd og prædiket omvendelse i stedet for blot at velsigne mit frafald, så havde jeg måske aldrig haft brug for befrielse. Det var først, da Ordet kom ind og jeg af hjertet omvendte mig, at jeg blev sat fri. 15

21 17 3. MANGEL PÅ KUNDSKAB Vi sov på gulvet i stuen og var lige faldet i søvn, da vi blev vækket af voldsomme skrig. Hjælp mig, lad mig være i fred!" lød det. Lyden kom fra soveværelserne på første sal. Som ny kristen var jeg meget bange for djævelen. Jeg fik gåsehud hver gang, jeg hørte om dæmonuddrivelser. Det skal du ikke beskæftige dig med. Det kan være farligt!" sagde mine ledere og fortalte, hvordan det var vigtigt at være funderet i Ordet, hvis dæmonerne skulle drives ud. Et eksempel til skræk og advarsel fandt jeg i Ny Testamente, hvor dæmonerne angreb nogle ubefæstede sjæle, da de forsøgte at kaste dem ud: (Ap.Gern. 19,13-16) Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: "Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!" Blandt dem, der gjorde det, var der syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. Men den onde ånd svarede dem: "Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?" Og manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem sådan, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. Jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle forsøge noget som helst i den retning. Jeg turde simpelthen ikke. Dels på grund af advarslen fra mine ledere, men sikkert også fordi jeg ikke selv var fri. Senere fandt jeg ud af, at disse Skeuas-sønner ikke engang var kristne. De havde ikke Guds kraft, og derfor var dæmonerne i stand til at angribe dem. Men jeg kendte kun lidt til Bibelen, og jeg vidste ikke, at dette var en del af min opgave som troende: At prædike Ordet, helbrede de syge og kaste dæmonerne ud. De første mange år som kristen levede jeg i bevidst synd. Jeg kunne godt vidne om Jesus. Jeg ville gerne bede for syge men dæmonerne, dem ville jeg hellere overlade til andre, som var mere hellige end jeg. Møde med dæmoner Under min opvækst i kirken så jeg aldrig en dæmonuddrivelse. Min eneste indgang til dette emne var vore udsendte missionærer i Afrika, der bl.a. kunne fortælle om afrikanere, der var blevet udfriet, og at deres dæmoner i denne proces var begyndt at tale til missionærerne på dansk. Min kone var mere erfaren. Hun er opvokset i folkekirken i karismatiske kredse, og allerede før jeg mødte hende, havde hun været med til at kaste dæmoner ud.

22 18 Første gang vi sammen oplevede dæmoner var på vores bryllupsrejse. Vi rejste et år på tommelfingeren gennem Nord- og Sydamerika, til Australien og videre til Thailand og oplevede mange mirakler undervejs. Selv om vi langt fra var helliggjorte, havde vi lovet Gud, at vi ville bede for alle de syge, Han sendte på vores vej. Vi oplevede, at Gud stadfæstede Ordet med tegn og undere, hver gang vi tog et nyt skridt i tro. Min kone kunne ikke få nok. Da vi nåede Chile, mente hun, vi skulle tage endnu et trosskridt og begynde at kaste dæmoner ud. Vi kunne jo bede Gud vise os nogle dæmoner!" foreslog hun. Jeg havde ingen kommentarer. Gud ville gerne undervise os, og på dette tidspunkt begyndte han at vise os lidt af det, som vi i de seneste år har beskæftiget os mere og mere med. I Santiago boede vi en uges tid hos en familie med to børn. Vi mødte dem, da vi camperede i et naturskønt område uden for byen, og efter nogle dejlige dage dér, inviterede de os hjem. Vi sov på gulvet i stuen og var lige faldet i søvn, da vi blev vækket af voldsomme skrig. Hjælp mig, lad mig være i fred!" lød det. Lyden kom fra soveværelserne på første sal. Det var så hårene rejste sig på hovedet af os. Uden at kunne forklare det nærmere, var vi overbevist om, at dette drejede sig om dæmoner. Næste morgen fortalte vi familien om vores natlige mareridt. Det viste sig, at de havde et tredje barn, en ældre datter, som var spærret inde i en slags gummicelle. Pigen var blevet skør, efter at hun som barn var faldet og havde slået hovedet. Hendes personlighed havde forandret sig fra den ene dag til den anden. Nu boede hun i gummicellen for ikke at volde skade på sig selv. Vi fik lov at møde hende en enkelt gang. Hun sad og hvæsede og bed efter mig. Jeg sad med et stykke papir, da hun pludselig snuppede papiret ud af mine hænder og spiste det. Både min kone og jeg var skræmt. Efter denne episode gik der lang tid, før vi igen bad Gud vise os dæmoner. Jeg var bange, fordi jeg manglede kundskab. Guds ord boede ikke i mit hjerte: Han, som er i jer, er større end han, som er i verden, står der i 1. Johs. 4,4. I dag lever jeg i Ordet. Jeg kender Gud, og jeg ved, hvem jeg er i kraft af den nåde, Han har skænket mig, da Jesus Kristus døde på korset og opstod på den tredje dag. Jeg ved, hvilken autoritet, Han har givet mig, når jeg går i tro på Hans ord, og jeg lader mig ikke længere skræmme, når jeg ser dæmonerne manifestere sig. Tværtimod så elsker jeg at kaste dem ud, fordi jeg selv har oplevet den forvandling, der skete, da jeg blev sat fri. Frygt for djævelen Når kristne frygter onde ånder, så skyldes det mangel på kundskab (Hos. 4,6). Det er vores opgave at søge denne kundskab, for Gud har givet os alt gennem kundskab om Ham (2. Pet. 1,3). Kundskaben, som Guds folk mangler, findes i Bibelen, som er Guds ord. Bibelen er ikke bare en historisk bog eller en bog fyldt med gode, religiøse principper. Det er manualen

23 19 skrevet af Gud, der har skabt os, og som kendte os fra tidernes morgen, før vi blev født. Her finder vi Guds tanker, der sætter tingene i deres rette perspektiv. Gud ønsker at åbenbare sin vilje for sine børn. Han vil afsløre djævelens strategi, så du ikke bliver offer for hans onde planer. Det er ikke Guds vilje, at du skal frygte djævelen. Bibelen lærer os, at vi skal frygte Gud. (Luk. 12,4-5) Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte. Det er ikke djævelen, men Gud, der har magt til at kaste i Helvede. Djævelen har ikke mere magt i dit liv end den, du giver ham, og han har absolut ingen ret til at skade os, når vi er Guds børn og som troende står på Ordets grund. Gudsfrygt er ikke en tilstand af angst, men en dyb respekt for alt, hvad der har med Guds rige at gøre. Denne respekt vil altid udmønte sig i en markant afstandstagen til synd. (Ordspr. 8,13) At frygte Gud er at hade det onde. Dette forstod jeg ikke på grund af synden, som hærgede mit liv. Jeg troede, jeg var fri, men den såkaldte frihed førte til fordømmelse i mit forhold til Gud. Hvis jeg havde frygtet Gud, havde jeg stræbt efter hellighed og kraft til at kaste dæmonerne ud. Skabt til at herske Det er ikke Guds vilje, at vi skal krybe for dæmonerne. Gud har skabt os til at herske, hvilket vi kan læse om i Bibelens første kapitler. Gud skabte himlen og jorden med al dens skønhed, og som kronen på værket skabte Han mennesket til at vogte haven. Ordet vogte er det hebræiske ord shamar, der betyder "at hegne som med torne, at bevogte eller at beskytte mod indtrængere" (1. Mos. 2,15). Alt var såre godt indtil de første mennesker spiste af frugten fra Kundskabens Træ. Gud havde sagt, de ikke måtte spise af træet, men i stedet for at følge Guds vilje, valgte mennesket at gå sine egne veje. Eva lyttede til Satan, der viste sig for hende i skikkelse af en slange, og Adam fulgte Evas eksempel. Dermed mistede de begge fællesskabet med Gud. De første menneskers ulydighed blev årsag til hele menneskehedens fald. Adam glemte, at han var kaldet til at vogte haven. Han så ikke fjenden, og konsekvensen af dette blev synden, som mennesket, og alt hvad der lever på planeten jorden, er underlagt den dag i dag. Synd betyder i ordets egentlige forstand at ramme ved siden af målet. Gud havde et mål, da Han skabte verden. Det var hans hensigt, at mennesket skulle leve i fællesskab med Ham og herske over det skabte. Men mennesket nåede ikke målet, som var Guds