Altså jeg mener, er Gud overhovedet interesseret i mig? Og hvis Han er, er det så godt eller skidt? Er Han sur på mig? Eller er Han bare ligeglad?

Transkript

1 1 At være arving - at være barn af Gud! Det allerstørste vi arver, eller vi får, det er fred med Gud! God morgen / aften allesammen. Vi har her i KBH Vineyard haft temaet Arvingerne i hele januar - et tema som vi har tyvstjålet fra bedste sendetid på DR1, men som på trods af navnet ikke har særlig meget tilfælles med tv-serien. Det vi har stillet skarpt på igennem de sidste par søndage det er, at Bibelen flere steder omtaler os som Guds arvinger, og vi har så dykket ned i flere forskellige aspekter af det. I dag er sidste søndag med det tema, og jeg har derfor gået og tænkt lang tid over, hvad der ville være godt at runde af med. Nu ved jeg jo ikke noget om, hvor DU er i din vandring med Gud. Måske har du været med her i kirken i lang tid - måske er det her med Gud og kirke ret nyt for dig - måske er du her også, som slet ikke har taget stilling til det hele endnu. Måske har du besluttet dig for at give Gud en chance, og så se hvad det fører til. Men uanset hvor du er i dit liv og i din proces med Gud, så er der for os allesammen ét væsentligt spørgsmål som presser sig på. Og måske er det i virkeligheden menneskehedens største spørgsmål. Fordi hvis man tror på at der er en Gud - at der findes en person eller en kraft som er skaber, som er langt større end os, som er uden for tid og rum - så må det største spørgsmål i livet også blive: PP Hvad er mit forhold til den Gud? Altså jeg mener, er Gud overhovedet interesseret i mig? Og hvis Han er, er det så godt eller skidt? Er Han sur på mig? Eller er Han bare ligeglad? Det er i bund og grund det, som den her bog, Bibelen, handler om. Den handler om, at hver og én af os, har muligheden for at blive Guds barn, Guds arving, og derigennem få fuldstændig fred med Gud. Derigennem at få en relation med Gud, hvor vi får lov til at være i Hans nærvær og kærlighed hver dag. Den fortæller en historie om en Gud, som ikke bare er en kraft eller en slags livsbalance, men som er en person - en person med vilje, handling og følelser. Og den fortæller videre, at den Gud griber ind i verdenshistorien for at række ud til os mennesker, som ellers havde valgt Gud fra. Den fortæller om, hvordan Gud elsker os allesammen så ufattelig meget, at Han griber til så drastiske metoder som selv at blive menneske, for at få vores opmærksomhed, og for at bringe os tilbage til Ham. Tilbage til Hans nærvær og kærlighed, hvor vi er skabt til at være.

2 2 Og jeg ved ikke, hvordan DU oplever det her med at have fred med Gud i din hverdag. Jeg har tænkt meget over det de sidste par måneder, og jeg har oplevet hvordan Gud igen og igen har peget på, at jeg simpelthen er så dårlig til at leve i den fred. Jeg er så dårlig til at forstå, hvor gennemgribende Hans kærlighed er og bør være i mit liv. I stedet for fred, så er det gået op for mig at jeg faktisk snarere lever med en forståelse af en slags våbenhvile. En våbenhvile imellem Gud og mig. Og det vil jeg gerne uddybe lidt. I ved - i perioder så går det jo meget godt, ikke. Godt nok tit ret korte perioder, men alligevel. Og så kan jeg føle sig meget godt kørende i forhold til Gud. Jeg gør ikke nogen vildt dumme ting, jeg siger ikke nogen vildt dumme eller sårende ting til min kone eller andre mennesker, og jeg husker også at snakke med Gud og læse lidt i min bibel. Og i de korte perioder, er der så fred med Gud. Men problemet er, at så går der jo kun et par dage, eller timer, og så laver jeg ét eller andet virkelig dumt igen, og så er det ligesom om at våbenhvilen er blevet brudt. Så er det ligesom om at den fred der var etableret er blevet ødelagt. Som om min connection med Gud er ødelagt! Jeg ved ikke om der er nogen af jer der kan genkende det. Og i de perioder hvor det går dårligt (og det er desværre langt det meste af tiden for mit vedkommende) så kan jeg tage mig selv i at prøve at be til Gud, men ende med at give op fordi jeg ikke føler mig værdig til det. Jeg kan tage mig selv i at prøve at tilbe Gud, men give op fordi jeg føler mig falsk, eller måske endnu snarere fordi jeg bare ikke kan fatte, hvad Gud egentlig vil med et menneske som mig. Det er som om jeg hører alle de her anklager når jeg prøver at nærme mig Gud, om at jeg ikke er god nok, om at jeg nu igen har ødelagt det hele. Og det er det jeg oplever som en våbenhvile - en slags skizofren tilstand, hvor jeg det ene øjeblik oplever jeg har fred med Gud, og jeg kan være sammen med Ham, men det næste øjeblik så kan jeg dumme mig og vupti så er freden ovre, og krigen om mit forhold til Gud er brudt ud som lyn fra en klar himmel. Det er som om mit forhold til Ham hele tiden balancerer på den her knivsæg, og jeg ved godt det kun er et spørgsmål om tid før den er gal igen. Jeg tror at der er nogen af jer som kan genkende det her. Og ved I hvad - det er bare super menneskeligt. Men vi bliver nødt til at forstå, at Guds kærlighed er langt over hvad vi kan fatte på et menneskeligt plan. Vores logik og rationaler kommer fuldstændig til kort når det kommer til gribe Hans kærlighed. Og jeg har oplevet hvordan han igennem den sidste tid har sagt til mig: Simon, du er nødt til at lade mig definere min kærlighed til dig. Du er nødt til at lade det være mig, lade det være min kærlighed, som definerer vores forhold. Du bliver nødt til at lade min stemme tale højere end alle de andre stemmer, selv end dit eget rationale eller din egen logik. Og jeg tror at der er mange af os som virkelig har brug for det her. Brug for at Guds stemme bliver den som taler højest i vores liv, og det skal vi sammen be for senere.

3 3 Så derfor har jeg i dag besluttet at afslutte temaet arvingerne med at dykke ned i noget så fuldstændig fundamentalt som Guds kærlighed, og den fred vi arver igennem Jesus Kristus. Ved I hvad - jeg ku godt tænke mig at vi allesammen lige bruger 1 minuts tid på at tænke over hvordan vi opfatter vores forhold til Gud. Kan du genkende dig i noget af det jeg lige har beskrevet? Oplever du at have fuldstændig fred med Gud i din hverdag, eller hvorfor gør du ikke? Hvad er det for stemmer som taler højest i dit liv? Lad os lige bruge 1 minuts tid med lukkede øjne og spørge os selv og Gud om det. Bøn Gud vi takker dig for din helt overvældende kærlighed. Vi forstår den ikke, men vi vælger i dag og sige ja tak - vi vælger i dag og tro. Og vi kommer derfor til dig som dine børn, og ikke som fremmede. Vi kommer til dig som dine elskede, på trods af alt hvad vi bærer rundt på indeni. På trods af hvordan vores fortid, nutid og fremtid ser ud. Tak fordi du tager imod os præcis som vi er med alt hvad vi indeholder, og jeg beder om at du må møde os med din kærlighed i dag. Amen Nu skal vi læse en helt fantastisk historie fra Bibelen. Den er faktisk så fantastisk, at den godt kan klare at blive læst op 2 søndage i træk - og den opmærksomme lytter vil derfor også bemærke: Hey, var det ikke den samme historie som Helle prædikede over sidste søndag her i kirken Og jo, det er lige præcis det det er. Men - bare rolig, for som sagt så er det en helt fantastisk historie, måske nok den historie som siger mest om Guds kærlighed til os, og det er også derfor jeg uden at tøve et sekund, har valgt at dykke ned i den igen i dag. Hvis du var her sidste søndag, vil du derfor vide at det er historien om den fortabte søn vi nu skal læse, men jeg kan så også afsløre, at fokus for os i dag kommer til at ligge på Faderen, som er et billede på Gud, og ikke på sønnerne, sådan som Helle havde sidste søndag. Prøv derfor, nu når jeg læser historien op, at sætte dig i Faderens sted. Prøv at se historien igennem hans øjne. PP Der var en mand, som havde to sønner. 12En dag sagde den yngste søn til sin far: Giv mig min del af arven nu! Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner. 13Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. 17Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18Nu prøver

4 4 jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig? 20Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21 Åh, far, sagde sønnen, jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. 22Men hans far råbte til tjenerne: Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne - 23og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage! Og så blev der festet! Det billede af Guds kærlighed, som den her historie tegner, er så fuldstændig anderledes og gennemgribende radikalt, at det bevæger sig langt ud over vores forståelsesramme. Og det er den kærlighed, som vi må basere vores Gudsforhold på. Faderen i historien er så fuldstændig lykkelig over at Hans søn vender hjem, at det virker som om at fortiden bliver glemt i selvsamme øjeblik han omfavner ham igen. Han stiller ikke nogen spørgsmål om hvad der er sket, om hvordan sønnen har brugt arven, eller om hvad han nu har lært af det hele (det ku ellers have været rigtig far-agtigt ikke?) det eneste han interesserer sig for, er at hans elskede søn nu er kommet hjem igen. At deres far-søn forhold nu er blevet genetableret. Man får på fornemmelsen, at Faderen hver dag har stået og spejdet ud i horisonten, og håbet - håbet - håbet en dag at kunne spejde sin søns silhuet i det fjerne. Det er som om, at al den smerte Hans søn har forvoldt Ham, den bliver fuldstændig glemt i lyset af den kæmpe kærlighed som Faderen elsker sin søn med. Tænk engang på, at sønnen ved at be om sin del af arven i begyndelsen af historien, faktisk siger til sin far, at han ønsker ham for død! Det er jo sådan det fungerer normalt - at nogen dør, og så arver man efter dem. Og det siger ihvertfald noget om, at man har et skidt forhold til sin far hvis man er mere interesseret i sin arv end i ens relation. Sønnen proklamerer at han fra nu af intet vil have at gøre med sin far. At han tager fuldstændig afstand for alt det som Faderen står for, og at han aldrig vil komme tilbage igen. At han fra nu af, kun vil bestemme selv. Tænk på, hvor pinligt det har været for faderen at skulle fortælle om hans søn, som har afskrevet ham på den måde! I det hele taget synes jeg det er det utroligt, at han overhovedet giver sønnen hans del af arven. Den menneskelige måde at reagere på, havde været at Faderen havde smidt sønnen på porten med det vuns, straks han havde hørt hans hovmodige og utaknemmelige krav! Men det er som om, at al den hån, al den utaknemmelighed, al den respektløshed som faderen har måttet lægge krop til, fuldstændig drukner i den kærlighed, som han nærer for sin søn. I det øjeblik

5 Faderen ser sønnen i det fjerne, så løber han ham imøde! Fuldstændig ude af begejstring over at se ham. 5 Den her historie, den siger alting om dit og mit forhold til Gud. Den siger alting om Guds kærlighed. Hvis du er forvirret eller i tvivl om alt det her med Gud, så vil jeg bare sige til dig: Den her historie rummer alt som er relevant for dig at vide! Den rummer hele din, og min, og faktisk hele menneskehedens historie i én ganske kort fortælling. Da jeg sad og nærlæste lidt på den her historie inde på bibelselskabets hjemmeside, så var der et link til en artikel hvor flere forskellige teologer var blevet bedt om at lave en kort udlægning eller kommentar til historien. Og det som slog mig da jeg læste de kommentarer, det var at langt de fleste af af præsterne kom til den konklusion, at historien ikke burde have heddet den fortabte søn, simpelthen fordi de ikke mente at sønnen på noget tidspunkt var fortabt. Deres argumentation var nemlig, at sønnen jo ikke på noget tidspunkt var udenfor faderens kærlighed. På trods af alle de ting som sønnen gjorde imod faderen, på trods af at sønnen faktisk fravalgte faderen, så vedblev faderen at elske sønnen. Og det er jo faktisk rigtigt. Så var sønnen i virkeligheden ikke fortabt så? Jo, det var han - ihvertfald i følge faderen i historien. Som han selv siger helt til sidst: Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage! Så hvad er det egentlig som gør ham fortabt, hvis det ikke er fordi at han mister sin Faders kærlighed? Det der gør ham fortabt, er, at han selv fravælger sin far. At han selv afskriver sin far, og at han faktisk erklærer ham for død. Det er ikke faderen, som afskriver sin søn på grund af hans fuldstændig utaknemmelige og hadefulde opførsel, eller på grund af sønnens komplet amoralske og på alle måder usmagelige livsstil. Nej, det er sønnen, som afskriver faderen. Og i det øjeblik, hvor sønnen indser hvor dybt åndsvagt og forkert han har båret sig ad og vender hjem, bliver han med det samme draget ind i Faderens kærlighed igen. Jeg tror, at DU er nødt til at forstå og erfare dybderne af Guds kærlighed for at kunne leve et liv i fred med Ham. Fordi hvis vi ikke i vores hjerter forstår, at det ALDRIG - jeg gentager ALDRIG - er Gud som vender sig væk fra os, så kommer vi så nemt til at leve vores liv med Gud som en våbenhvile. Så kommer vi til at balancere vores liv på en knivsæg, og det meste af tiden ikke føle os værdige til at være sammen med Ham. Jeg tror også det har noget at gøre med vores forståelse af synd, dvs af det i os som ikke er godt, det i os som er i oprør imod Gud. Desværre så er der den gængse opfattelse af synd, både indenfor og udenfor kirken, at det primært handler om vores handlinger. Dvs hvad vi gør, og hvad vi ikke gør. På den måde kommer det til at virke som om synd primært er et slags moralsk kodeks - regler over hvad men må og ikke må, eller bør og ikke bør.

6 6 Magnus Malm, som er en vis norsk forfatter og åndelig vejleder, han udtrykker det sådan her: (Altså om begrebet synd) PP Fokus ( i den gængse opfattelse af synd) ligger helt og holdent på menneskets skyld, som handler om, hvad vi har gjort eller undladt at gøre. På den måde har synd kunnet beskrives i mere eller mindre kulturelt bestemte syndekataloger. Det har gjort det meget nemt med tiden at affærdige hele forestillingen om synd som indskrænket moralisme. Dermed har vi mistet den bibelske forståelse af synd som alt det, der gør os mindre menneskelige og hindrer vores gensvar på Guds store drøm for vores liv. Så det som Magnus Malm siger her, og som Bibelen siger, det er at synd er faktisk langt mere end vores gerninger. Det er alting i os, som er i oprør imod Gud, og dermed i oprør imod vores egen Far og skaber. Vi er allesammen skabt i Guds billede til at ligne Ham, til at elske Ham og andre mennesker, og til fællesskab med Ham og mennesker, og synd er alt det som trækker os væk fra det billede - væk fra det vi er skabt til - og ind i en verden af egoisme og isolation. I stedet for at være i Guds lys præcis som vi er skabt til, så trækker vi os væk fra Gud, ind i mørket, fordi vi skammer os. Sådan har det været helt fra begyndelsen, da Adam og Eva valgte ikke at stole på Gud, men selv ville bestemme - hvad var det første som de gjorde? Det var at gemme sig for Gud og for hinanden. Fordi de skammede sig. Og hvis vi kun har en forståelse af synd som vores handlinger, så har det en anden frygtelig konsekvens for vores selvbillede og vores Gudsforhold. Fordi hvis Jesus kun er død på korset for min synd forstået som mine handlinger eller ikke-handlinger, så har vi nemlig et meget stort problem, kære venner, som igen leder os til at ende i den her våbenhvile tilstand. Og jeg tror det her er roden af problemet, som jeg nu vil prøve at beskrive for jer. Fordi - vi er jo mere end vores handlinger ikke? Vi har jo en eksistens, som ligger til grund for vores person, og til grund for vores handlinger - ens jeg, om man vil. Og jeg kan ihvertfald godt regne ud for mig selv, at den er altså ikke helt i orden dernede på bunden. Specielt når jeg ser hvad for nogen handlinger som kommer ud på toppen. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at jeg ikke er god nok på bunden, som vi jo ellers godt kan lide at konkludere om os selv. Og det giver mig et problem over for Gud. For hvordan kan jeg have fred med Gud så? Fint nok at han tilgiver mine synder, forstået som mine dårlige gerninger, men hvad med mit inderste væsen? Hvad med mit jeg? Kan Gud overhovedet li mig? Det kan vi ende med at tænke, og den skam som det medfører kan være virkelig ødelæggende og selvudslettende. Men lad os lige prøve en gang at gå tilbage til historien om den fortabte søn. Fordi hvad var det som gjorde, at Han var fortabt? Var det hans gerninger? eller var det hans inderste jeg?

7 7 Nej, tværtimod får vi at vide at Faderen elsker ham præcis som han er! Med alle hans fejl og mangler! Det eneste som gør at han er fortabt - at han ikke har fred med Gud - det er at han selv har valgt sin far fra. Og det er det, som er de gode nyheder til os: Gud elsker dig fuldstændig som du er, og Han anerkender og ser os præcis som de mennesker vi er, med alt hvad vi indeholder. Ikke kun dine handlinger eller mangel på samme, men simpelthen alt hvad du er - dit jeg, din eksistens. Det er udfra det perspektiv at vi skal forstå, hvorfor vi kan have fred med Gud, på trods af al vores kommen til kort. Gud VÆLGER simpelthen at elske os, på trods af det hele. Han vælger at elske DIG! Ved du hvad? Jesus kom ikke til jorden og blev født som et menneske og døde på et kors, bare for at DU kan have våbenhvile med Gud! For at DU kan have sådan et okay-middelmådigt forhold til Ham.. Jesus har én gang for alle vundet den krig! Krigen om, hvorvidt vi kan have fred med Gud, og om hvorvidt vi er værdige til at være sammen med Ham. Han kom for at forlige DIG fuldstændig med Gud! Han kom for at sætte DIG fuldstændig fri. For at DU kan have sand fred med Gud! Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at vi ALTID kan komme fuldstændig trygt ind foran Guds ansigt, ind i Hans nærvær. Vi har ingenting at skamme os over! Magnus Malm han udtrykker det sådan her: PP Guds nærvær minder os ikke om vores usselhed, men om vores værdi! At vi er skabt i Hans billede, til at leve i fællesskab med Ham. Når vi forstår at vi fuldstændig trygt kan komme ind i Guds nærvær, uden frygt eller skam, kan vi derefter stille spørgsmålet hvad I mig, gør mig mindre menneskelig end det som Gud havde tænkt? Hvad I mig er det som kommer til kort? Og så kan vi lægge det over til Gud, over i Hans kærlighed, og over i Hans lys. Det er bare så svært for os at begribe det her! Vi vil så gerne have styr på tingene, og SÅ kan vi nærme os Gud, og have fællesskab med Ham. Men i virkeligheden er det lige omvendt! Det er først når vi er hos Ham, i fællesskab med Ham og i lyset af Hans kærlighed at vores liv falder på plads. At vi får kraft til at gøre op med de ting i os som ikke er gode.

8 8 Og jeg syntes ærligt talt, at det her er virkelig svært. Jeg kæmper faktisk rigtig tit med at føle mig elsket af Gud. En psykiater ville sikkert påstå at det havde noget at gøre med min barndom eller et eller andet, men jeg tror måske mere at det handler om min til tider lidt for veludviklede rationelle sans.. Jeg er simpelthen så hulens logisk tænkende, og jeg kan bare ikke få mit hovede rundt om det her med Guds kærlighed. Det overgår simpelthen min forstand. Men jeg har lært, at jeg er nødt til at lade Guds stemme tale højere end nogen andre stemmer. Også end min egen stemme. Og jeg tror at det er hele humlen i det her. For Guds kærlighed, den skal ikke bare begribes, eller forsøges forstået med dit intellekt, eller dine tanker. Guds kærlighed skal erfares. Helligånden bliver nødt til at røre ved os, så vi får et reelt møde med Jesus. Og jeg tror på, at der ikke er noget Han hellere vil end at overøse os med Hans kærlighed. Så jeg kunne godt tænke mig, at vi nu sammen inviterede Helligånden til at komme og røre ved os. Simpelthen. Røre ved vores hjerter og vores hjerner, så vi får et møde med Guds kærlighed. Lad os stille os op. Jeg ku godt tænke mig bare at give Gud plads til at virke nu. Jeg vil gerne invitere Helligånden til at røre ved os, og til at åbenbare Guds kærlighed for os. Lad os sammen vente på Ham i stilhed.